Resumé:

I den plenumdiskussion der afsluttede sommerens nordiske organisationskonference »Umeå 70«, fremførtes fra flere sider et ønske om at deltagerkredsen ved kommende konferencer blev gjort mere varieret, idet man fandt, at den spredning, der havde været i Hornbæk 1967, havde gjort diskussionerne mere frugtbare. Som et bidrag til opbygningen af en fælles referenceramme for teknikere, sociologer, psykologer, økonomer og andre organisationsfolk, søger denne artikel at beskrive en (på mange måder velkendt) model, der skulle gøre det muligt for dem at diskutere hvilke konsekvenser, resultater indenfor et fagområde får for sammenhænge, der behandles indenfor andre områder.

1. Indledning.

1.1. Modelbetragtninger:

De fremgangsmåder, der (såvel indenfor økonomien som indenfor andre videnskaber) anvendes ved studiet af sammenhængen mellem en række størrelser, bygger i reglen på modelbetragtninger, dvs. på analyser af, hvorledes en manipulerbar gengivelse af studieobjektet opfører sig under forskellige på virkninger.

Formålet med at anvende modeller er oftest at skabe mulighed for at forudsige, hvilken udvikling der indenfor en nærmere angivet fremtidig periode kan ventes i en eller flere af de størrelser., som af teoretikeren anses for væsentlig(e).

Sådanne modeller - der kan have forskellige former — bygger derfor på
en række antagelser om, hvorledes studieobjektets komponenter påvirker
hinanden og fordrer

---

*) cand. oecon, lektor ved Institut for virksomhedsledelse, Århus Universitet.

a. definition af komponenterne

b. inddeling af komponenterne i to hovedgrupper: dem, der varierer
i løbet af perioden (modellens variable) og dem, der er uændrede
i perioden (modellens parametre).

c. klarlæggelse af de indbyrdes relationer, således at man, når man
ændrer en variabel, kan følge, hvilke ændringer dette medfører i
andre variable.

Lad os antage, at man vil opbygge en model af en virksomhed som en »black box«, og at virksomhedens tilstand til enhver tid kan beskrives ved den kombination, hvori en række variable indgår. Antager man at disse variables øjeblikkelige størrelse kan aflæses på et elle flere »barometre« (hvert symboliserende en endogen - dvs. af box'en bestemt - variabel), kan virksomhedsmodellen til en begyndelse antage det udseende, der er vist i figur 1, hvor det for simpelheds skyld er antaget, at virksomhedens tilstand kan symboliseres ved een variabel, der altså angiver det aspekt ved virksomheden, man er interesseret i at observe eller forudsige, hvadenten dette aspekt så er overskud, arbejdsklima eller noget helt andet.

Ved simpel observation af en sådan black box over tiden, vil det være
muligt at beskrive de udsving, der forekommer i barometret og påvise
eventuelle (fx. cykliske) regelmæssigheder.

I almindelighed vil forholdet dog være det, at de endogene variable over tiden er påvirket af en række forhold såvel indenfor som udenfor box'en, således at man først får den fulde nytte af virksomhedsmodellen, når man er i stand til at fortælle, hvorledes ændringer i disse størrelser påvirker de egenskaber ved box'en, der studeres.

I figur 2 er vist nogle exempler på forhold indenfor virksomheden, der må antages at have indflydelse på de endogene variable. Disse forhold kan deles i. to grupper: de, der ventes at være uændrede og de, der formodes at kunne ændres i løbet af forudsigelsesperioden.

Det er klart, at denne sondring er afhængig, af længden af den tidsperiode, for hvilken modellen skal anvendes til forudsigelse. I exemplet er det antaget, at forudsigelsesperioden er af en sådan længde, at virksomhedens bygninger og maskiner er at opfatte som konstante, medens det vil være muligt at ændre fx. arbejdsdelingssystemet og arbejdsklimaet. Hvis perioden havde været længere, er det muligt, at man kunne have opfattet virksomhedens maskinpark som en variabel.

Meningen med en model af denne type er, at: den skal kunne forudsige hvilke ændringer, der vil komme i virksomhedens endogene variable, hvis man, indenfor de begrænsninger der er givet af modellens parametre (de konstante størrelser), manipulerer med modellens exogene variable (der er foranderlige størrelser). I figuren vises disse sondringer, ved at parametrene kun indirekte påvirker »barometret«, nemlig derved at de lægger begrænsninger på den ramme (symboliseret ved »kassen«) indenfor hvilken de exogene variable: kan manipuleres. Parametrene har således indirekte og de exogene variable direkte indflydelse på udviklingen i virksomhedens endogene variable.

Den modelskitse, der er gengivet i figur 2, bygger på en forudsætning
om, at virksomheden selv har herredømmet over såvel parametre som
exogene variable.

I praksis forholder det sig imidlertid sådan, at: omverdenen i vid udstrækning er i stand til at påvirke de endogene variable: dels findes der forhold i omverdenen, som over længere perioder optræder som parametre for virksomheden og derfor er medvirkende til at lægge begrænsninger på de exogene variables variationsområde; dels kan en lang række mere eller mindre kontinuert varierende forhold i omverdenen have indflydelse på den måde, hvorpå virksomheden manipulerer den del af de exogene variable, den selv har herredømmet over.

I figur 3 er der som exempler på externe parametre angivet samfundets
politik, lovgivning og transportsystem, altsammen ting der kan forandres
over tiden, men som over relativt lange tidsrum viser stor stabilitet.

Som exempler på den del af de exogene variable, virksomheden ikke selv har herredømmet over (i hvert fald på kort sigt), er i figuren nævnt efterspørgslen efter virksomhedens produkter, kvaliteten af råvarerne, antallet af beskæftigede.

1.2. Klassifikation af modelkomponenter:

Den inddeling af modelkomponenter, der er foregrebet i afsnit 1.1, kan
groft resumeres if ølgende oversigt (se også Danø 1969; Christ 1967;
Redder, Siune og Tonsgaard 1970, kap. 12):

1. Variable, dvs. størrelser, der ændrer sig i forudsigelsesperioden.

l.a. Endogene variable, dvs. variable, der symboliserer studieobjektets
tilstand (ofte benaevnt afhaengige variable).

l.b. Exogene variable, dvs. variable, hvis aendringer medforer aendringer
i de endogene variable (ofte benasvnt uafhaengige variable).

i. instrumentvariable, dvs. de variable, der kan manipuleres
af den, der har herredomme over studieobjektet.

ii. ikke-instrumentvariable, der bestemmes udenfor systemet, og om hvis forleb man i almindelighed er nodsaget til at gore visse antagelser. Denne type variable er ikke behandlet i det folgende.

2. Parametre, dvs. storrelser, der nok har indflydelse pa de endogene
variable, men som ikke sendres i forudsigelsesperioden. Parametrene
kan ofte hensigtsmaessigt deles i to grupper:

2.a. Parametre der er givel; af omverdenen, og som ikke kan pavirkes
(externe parametre)

2.b. Parametre der udtrykker de begrsensninger, man har palagt
modellen, og som kan a^ndres fra gennemlob til gennemlob
(interne parametre).

1.3. Symbolske og analoge modeller:

For at modellerne kan anvendes i forudsigelsesøjemed, er det yderligere nødvendigt at gøre nogle antagelser om, hvorledes ændringer i en eller flere af de exogene variable forplanter sig gennem systemet og resulterer i ændringer i de endogene variable. Til brug i denne sammenhæng er det tilstrækkeligt at omtale to former for relationer imellem modellens komponenter:

Man kan tale om symbolske modeller i den udstrækning, hvor modellens komponenter er udtrykt ved symboler, og hvor relationerne mellem variabierne indbyrdes (og mellem variabierne og parametrene) beskrives ved formler. Den symbolske model fremtræder som et analytisk værktøj, der har den fordel, at man på grund af de formelmæssige sammenhænge er i stand til at følge konsekvenserne af enhver variabelændring.

På et lavere abstraktionsniveau finder man de analoge modeller, der er kendetegnet ved, at deres komponenter ikke nødvendigvis er bragt på symbolform, og ved at relationerne mellem komponenterne ikke er udtrykt ved exakte beskrivelser, men er repræsenteret ved (fx. mekaniske, elektroniske eller verbale) efterligninger af, hvad der foregår i virkeligheden. En let tilgængelig diskussion af modeltyper findes hos Rigby (1965, kap. 6).

2. Modellers dyder og begrænsninger.

2.1. Anvendelse af modeller:

Modeller kan siges at have værdi i planlægningsøjemed, idet man fx. kan vælge den konstellation af instrumentvariable, der giver det (for den manipulerende) mest hensigtsmæssige forløb af de endogene variable. Eller man kan se, hvilke konsekvenser det får, hvis antagelserne om ikkeinstrumentvariablernes forløb viser sig urealistiske, og derigennem forudse hvilke justeringer af instrumentvariablerne der er hensigtsmæssige af hensyn til udviklingen i de endogene variable.

Efterperiodisk kan modellen have forklarende værdi, idet man - specielt i de tilfælde hvor man først i detaljer kender ikke-instrumentvariablerne, efter at de har haft indflydelse på forløbet af de endogene variable fx. på grund af et time-lag i rapporteringen) - kan foretage et gennemløb af modellen med indsættelse af periodens forudsætninger og derigennem konstatere, hvorledes årsagssammenhængen har været.

2.2. Tid, variabelantal og variabelklassifikation:

Når de forudsigelser, modeller skal skabe mulighed for, af grænses til at have gyldighed i en (for hver modelopbygning specificeret) periode, skyldes det først og fremmest forenklingshensyn. Hvis forudsigelsesperioden gøres meget lang, vil snart sagt alle de forhold, der har indflydelse på studieobjektet undergå ændringer, og skal derfor betragtes som variable. Jo kortere perioden gøres, desto flere forhold kan antages at være uændrede, dvs. at optræde som parametre, og desto simplere kan modellen alt andet lige blive.

Sagt på en anden måde: periodelængden skal tages i betragtning, når
det skal afgøres, hvorledes modellens komponenter skal fordeles mellem
hhv. variable og parametre.

Herudover spiller forventningerne, til den periode man undersøger, en rolle for klassifikationen af modelkomponenterne, idet størrelser (fx. produktmix'et eller medarbejderstaben) der i en periode er uændrede (og derfor parametre), i en anden periode kan antages at undergå ændringer (og derfor optræde som exogene variable — i det her nævnte tilfælde instrumentvariable).

2.3. Fag og komponentklassifikation:

Selvom tanken bag modelopstillinger er ret enkel, viser det sig dog ofte, at modeller i praksis let bliver meget uhåndterlige. Dette skyldes først og fremmest, at antallet af variable bliver meget stort, hvis man prøver at inddrage alle de størrelser, der direkte eller indirekte har indflydelse på de endogene variable. Samtidig med væksten i antal variable bliver det for praktiske formål mere og mere vanskeligt at få kendskab til relationerne mellem de forskellige variable.

For at forenkle det billede af studieobjektet, modellen arbejder med, foretager man derfor ofte sammenlægninger af flere variable, idet man samler dem i grupper, der hver for sig kan repræsenteres af en variabel i gruppen eller af en konstruktion på grundlag af gruppens variable.

Fx. opfatter nationaløkonomien samfundet som opdelt i en række sektorer, som hver for sig omfatter grupper af enheder (fx. industrivirksomheder), der udmærket enkeltvis kan underkastes analyser, men som for nationaløkonomiens formål (dvs. belysningen af dens endogene variable) tilfredsstillende kan betragtes under eet.

Tilsvarende betragter driftsøkonomien ofte virksomheden som bestående af en række afdelinger, hvor interessen knytter sig til det resultat, der kommer ud af afdelingernes medarbejderes samlede indsats og ikke nødvendigvis til den enkelte ansattes motiver og handlinger.

Yderligere detaljering nås i en række sociologiske teorier, der går ud fra, at de adfærdsmønstre virksomhedens medarbejdere udviser, i første række betinges af de påvirkninger de udsættes for og de forventninger (heriblandt gruppenormer), der stilles til dem, samt af deres personlighed og attituder. De karakteristika ved virksomheden som disse teorier beskæftiger sig med, er ofte forhold som medarbejdernes trivsel, deres medleven i virksomheden osv.

Sådanne betragtninger, omkring forenklingen af de problemstillinger forskellige discipliner beskæftiger sig med, leder opmærksomheden hen på det forhold, at to eller flere discipliner, som beskæftiger sig med samme studieobjekt (industrivirksomheden), fx. kan adskilles derved, at det, der er endogene variable for den ene disciplins modeller (fx. arbejdsklimaet i virksomheden), betragtes som instrumentvariable i andre discipliners modeller (fx. manipulation af arbejdsklimaet med henblik på ændring af koordinationsomkostninger).

Forskellen mellem discipliner — og de til disciplinerne knyttede modeller - behøver altså ikke at bestå i forskelligt valg af komponenter, men kan lige så vel bestå i en forskellig fordeling af komponenterne på hhv. endogene variable, exogene variable og parametre.

3. Økonomiske og organisatoriske modeller.

3.1. Den økonomiske model:

Den mikroøkonomiske model af industrivirksomheden bygger på en
virksomhedsopfattelse, der i store træk kan sammenfattes således:

a. Modellens endogene variable er operationelle størrelser, der vedrører virksomheden som helhed, fx. produktionsomfang, overskud m. v. Disse størrelser kan udtrykkes i mængdeenheder og feller kroner.

b. Modellens parametre kan fx. bestå i antagelser om virksomhedens
tekniske indretning, om markedsforholdene på hhv. virksomhedens
faktor- og færdigvaremarkeder osv.

c. Modellens instrumentvariable kan være størrelser som reklameindsats,
kapacitetsændringer (overarbejde) mv.

Den økonomiske model er en symbolsk model, hvor relationerne mellem variabierne (og mellem variabierne og parametrene) beskrives i et ligningssystem, der afspejler en rationelt arbejdende driftsherre, som på grundlag af ligningssystemet og en eller anden form for præferencefunktion bringer de endogene variable i en optimalkombination, som han kun er motiveret til at forlade, hvis der sker ændringer enten i relationerne eller i de exogene variable.

3.2. De organisatoriske modeller:

Organisationsteorierne betragter virksomheden som et kollektiv bestående
af en række personer (og evt. maskiner m. v.), mellem hvilke der består
et kompliceret mønster af sammenhænge.

a. Modellernes endogene variable symboliserer i hovedsagen de typer
af interesser, der kommer til udtryk i virksomheden, og som kan
taenkes at ville stille krav til denne.
Da disse variables indbyrdes storrelsesforhold kan opfattes som
et udtryk for, i hvor IIOJ grad virksomheden har vaeret i stand til
at imodekomme de enkelte personers og gruppers mal for deltagelse
i virksomheden, betegnes disse variable som malvariable.
Sondringen mellem mal og malvariabel er den, at malet angiver en
taerskelvaerdi som onskes opnaet. Denne er ofte uaendret over en
(lcengere)periode. Den tilsvarende malvariabel angiver, pa. hvilket
niveau den aktuelle malrealisering ligger.

b. Modellernes parametre omfatter dels de forhold i omverdenen, som også den økonomiske teori beskæftiger sig med, dels en række forhold ved virksomheden, som giver denne en vis træghed, der medfører, at en række størrelser i virksomheden i hvert fald på kort sigt må anses for upåvirkelige.

c. Modellernes instrumentvariable udgøres af de størrelser, der antages at have indflydelse på samarbejdet mellem elementerne i det komplicerede mønster, der udgør virksomheden (fx. over- og underordningsforhold, kommunikationsveje osv.). Disse instrumentvariable vedrører alle et eller flere aspekter af dette mønsters struktur, og omtales derfor som organisationens strukturvariable.

Organisationsmodellerne er oftest analoge modeller, hvilket for det første skyldes, at en lang række af de mål- og (i mindre grad) strukturvariable, der arbejdes med, er vanskelige at definere operationelt. For det andet skyldes det, at menneskelig adfærd (i hvert fald på grundlag af det antal variable man for tiden er i stand til at benytte) ikke lader sig beskrive ved en exakt relation mellem organisationens struktur og målvariablerne.

Man er derfor ikke med den nuværende viden i stand til inden for organisationsteorierne at skabe den forbindelse mellem parametre og strukturvariable på den ene side og målvariable på den anden side, som svarer til de rationelle handlingsforløb, den økonomiske teori bygger på. En sådan sammenhæng kan nemlig kun skabes under den (urealistiske) forudsætning, at alle virksomhedens medarbejdere ud fra deres placering i virksomheden (dvs. ud fra deres kendskab til strukturvariablerne) kan deducere sig til de handlinger, de skal udføre for at realisere den ønskede kombination af målvariable.

Da man imidlertid - af hensyn til ønsket om at kunne forudsige konsekvenserne af de handlinger, dur foretages rundt omkring i virksomheden - er nødt til at skabe et bindeled mellem struktui'variablerne hhv. parametrene og målvariablerne, indfører organisationsteoretikerne til løsning af det foreliggende problem en række beskrivelige processer, kaldet organisatoriske

a. Funktionerne tjener som erstatning for den exakte relation. Netop det forhold, at man er neidt til at erstatte exakte relationer med procesbeskrivelser, medfeirer, at organisationsteorierne opfattes som analoge modeller.

b. Eftersom strukturvariablerne antages at have indflydelse pa. virksomhedens organisatoriske funktioner, kan man - i den udstraekning det kan lade sig gore at beskrive og/eller male funktionerne - undersoge funktionernes indflydelse pa virksomhedens malvariable og derved opfatte funktionen som repraesentant for en lang raekke ukendte strukturvariable. Denne betragtningsma.de har naturligvis begrsenset gyldighed, men anvendes i flere tilfselde.

(Det må bemærkes, at der findes andre opfattelser af begrebet »organisatorisk
funktion« end den her fremførte. Se fx. Newmann & Summer
(1961, pag. 26-27)).

3.3. Modellernes generdlitet:

Organisationsteorierne går ud fra det hovedsynspunkt, at de modeller
af industrivirksomheden, økonomerne opstiller, kun har begrænset anvendelighed.

Det fremhæves blandt andet, at selv om modellerne kan anvendes, når man skal forudsige eller forklare det gennemsnitlige handlingsforløb, der udvises af store grupper af virksomheder, hvis reaktioner betragtes under eet, kan deres værdi på flere områder diskuteres, når man beskæftiger sig med forholdene i den enkelte virksomhed.

Indvendingerne mod den økonomiske model går egentlig ikke på dens opbygning, men snarere på, at dens valg af variable er begrænset, og at modellens udsagnskraft derfor i den enkelte virksomhed opfattes som værende utilstrækkelig.

Ud fra denne betragtning beskæftiger organisationsteorierne sig dels med et udvidet antal endogene variable, dels med de sammenhænge der ligger bag de økonomiske modellers instrumentvariable og interne parametre.

Forøgelsen af variabelmængden er så voldsom, at en enkelt organisationsteoretisk model af industrivirksomheden bliver uoverskuelig, hvilket igen har medført opbygningen af en lang række specialiserede modeller, der hver beskæftiger sig med nogle få af de mange endogene variable, som kan antages at være relevante for industrivirksomheden.

I hovedsagen adskilles disse modeller fra hinanden ved, at de støørrelser,
der er endogene variable i een organisationsmodel, optræder som instrumentvariable
eller parametre i andre modeller.

Sammenhængen mellem teorierne betinges af, i hvor høj grad den ene teori betragter den anden teori's udsagn som begrænsninger (dvs. parametre) eller som manipulerbare størrelser (instrumentvariable) og af i hvor høj grad den ene teori vil tillade, at den anden teori's udsagn skal være bestemmende for manipulationsmulighederne for instrumentvariablerne.

Disse betragtninger gælder i lige så høj grad forholdet mellem økonomisk
teori og organisationsteori, som for forholdet mellem organisationsteorierne

En diskussion af over- og underordningsforhold teorierne imellem er ligegyldig, da teoriernes indbyrdes relevans i sidste instans afhænger af hvilke endogene variable, der anses for de væsentligste - og afgørelsen heraf kan ikke træffes af de fagfolk, der beskæftiger sig med de enkelte teorier, men bestemmes af dem der bruger teorierne.

3.4. Organisationsteorierne sigte:

Organisationsteoriernes hovedelementer udgøres altså af:

a. Externe og interne parametre, der viser de begrænsninger virksomheden
arbejder under.

b. Strukturvariable = instriirnentvariable, der viser virksomhedens opbygning.

c. Målvariable = endogene variable, der viser på hvilke områder virksomheden
er interesseret i at opnå resultater.

d. Organisatoriske funktioner, der angiver forbindelsen mellem på den
ene side strukturvariablerne og på den anden side målvariablerne.

Industrivirksomhedens opgave antages at bestå i en stadig forøgelse af
målvariablerne størrelse, således at de enten når et optimum, eller i hvert
fald et »tilfredsstillende niveau«.

Samtidig lægger parametrene (i hvert fald på kort sigt) visse grænser
for virksomhedens handlefrihed.

Man kan på dette grundlag sige, at virksomhedsledelsens »organisatoriske opgave« består i at finde den kombination af organisatorisk struktur og organisatorisk funktion, der på det givne grundlag (parametrene) giver den højeste målopfyldelse,.

4. Exempler på organisationsteoretiske elementer.

I dette afsnit (hvis form og tildels indhold bygger på Triandis 1966) gives en grov oversigt over de størrelser, der indgår i de i afsnit 3.2 nævnte hovedgrupper. Da organisationsteorierne beskæftiger sig med så mange forskellige variable, at det ikke er muligt at gengive dem alle, er formålet blot at give et indtryk af de arbejdsfelter, organisationsteorierne spreder sig over.

4.1. Parametre:

I oversigtsform kan de typer af parametre organisationsteorierne beskæftiger
sig med sammenfattes i følgende grupper:

1. Externe parametre. Herunder falder forst og fremmest virksomhedens markedsforhold, men ogsa. forhold vedrolen.de samfundets okonomisk/politiske situation - fx. via kreditmuligheder, exportpraemier, »henstillinger til erhvervslivet« mv. - bran chef orhold, og det i samfundet herskende vaerdisystem og normsset drages ind i billedet.

2. Interne parametre. Sondringen mellem externe og interne parametre skyldes de erfaringer, man gennem tiden har gjort om den »traeghed« overfor aendringer, som er et kendetegn isa^r for storre virksomheder. Denne traeghed medferer, at man ofte pa. kort sigt (fx. for naeste regnskabsperiode)

må se i øjnene, at virksomheden har pålagt sig selv visse begrænsninger. Da en væsentlig opgave for organisationsteorierne imidlertid er at forudsige hvilke konsekvenser ændringer i begrænsningerne får for virksomhedens målvariable, og da trægheden indebærer, at man ikke kan ændre alle begrænsninger på een gang, må man (fra periode til periode - eller fra teori til teori) beslutte sig for, hvilke af disse begrænsninger, der skal betragtes som instrumentvariable. Som exempler på sådanne begrænsninger kan nævnes:

i. begraensning fra ressourcerne: Ud over virksomhedens tekniske og finansielle ressourceT, beskaeftiger organisationsteorierne sig med det menneskelige apparat, der star til radghed, ud fra den betragtning, at store aendringer i medarbejderstaben (eller dennes adf aerdsmonstre) ikke er mulig pa kort sigt. Herunder har fx. arbejdsklimaet indflydelse pa bl. a. produktivitet, beslutningskvalitet mv.; samtidig er det langsomt pavirkeligt (i hvert fald i opadgaende retning).

ii. teknologske begrasnsninger: Virksomhedens kendskab til den made, hvorpa man kan udnytte de forhandenvaerende ressourcer, falder i tre grupper: dels den materielle teknologi, dvs. forhold som standardisering, automatiske styresystemer osv., dels den administrative teknologi, dvs. arbejdstilrettelaeggelse, informationssystemer mv. En betegnelse som sociologisk og socialpsykologisk teknologi kan maske anvendes om virksomhedens kendskab til virkningerne af ledelsesformer og uformel struktur.

iii. normative begraensninger: Det vaerdisystem (dvs. udsagn om hvad der er godt og darligt for virksomheden) og det normsaet (dvs. forventninger om adfaerd - fx. udtrykt i forretningsgange), som efterhanden udvikler sig, og som efterhanden indoktrineres, danner i vid udstraekning en barriere mod aendringer.

iiii. strukturbegraensninger: Virksomhedens opbygning, fx. over- og underordningsforhold, arbejclsdelingssystemer mv., er ofte af en sa kompliceret karakter, at omfattende aendringer — for ikke at medfere sammenbrud af det daglige arbejde - kun kan gennemferes efter omhyggelig planlasgning (dvs. med forholdsvis lange tidsmellemrum), eller ma foretages successivt, dvs. at man kun aendrer fa forhold ad gangen og lader resten uaendrede.

4.2. Struktur variable:

Begrebet »organisationens struktur«, der anvendes som samlebetegnelse for de forhold, som vedrører relationerne dels mellem virksomhedens medarbejdere indbyrdes, dels mellem medarbejderne og det tekniske apparat, kan have mange facetter, alt efter hvilken synsvinkel man anlægger på virksomheden. I summarisk form er en række strukturbetragtninger karakteriseret

1. Klassisk strukturopfattelse.
Oftest anvendes betegnelsen organisationsstruktur om organisationsdiagrammer,
der viser virksomhedens arbejdsdelingssystem i form af
en organisationspyramide.
Denne opfattelse af organisationens struktur er imidlertid yderst
formel og skylder sin tilblivelse de forste organisationsforfattere, der
fandt deres hovedopgave i at bringe en saclan systematik ind i taenkningen
om virksomhedsledelse, at der kurme opsta. frugtbare diskussioner.

Nyere teoretikere har papeget, dels at denne strukturopfattelse er
ensidig, og i en rsekke tilfaelde er direkte i. modstrid med, hvad der
foregar (og med hvad denned rimelighed kan taenkes at burde forega)
i industrivirksomheder, dels at opfattelsen kan udbygges med
andre formelle synsvinkli::r, der supplerer den »klassiske opfattelse«.

2. Informations-, kommunikations- og beslutningsstruktur. Da en vsesentlig del af virksomhedens handlinger bestemmes pa grundlag af oplysninger, d(;r skabes i flere forskellige afdelinger, og da det samtidig i mange tilfaelde ved h.urtig beslutningstagen er nodvendigt at lade oplysninger flyde horisontalt eller diagonalt fra afdeling til afdeling, kan man laegge hovedvaegten pa en betragtning af virksomhedens information: hvor den fodes, hvor den lagres, hvordan den trarisporten;s samt hvortil og hvorledes den anvendes.

3. Kvalifikationsstruktur. Eftersom udnyttelsen af virksomheden i vjesentlig grad afhaenger af de forskellige beslutningstageres personlige: egenskaber og kvalifikationer, kan man - hvis man ensker at undersoge, hvilken indflydelse forskellig distribution af kundskaber (og andre egenskaber) mellem medarbejderne har pa. virksomhedens handlingsmonster - beskrive kvalifikationsstn.ikt.uren.

4. Statusstruktur.
Medarbejdernes indstilling overfor produktiv indsats er ikke udeluk-

kende bestemt af hensynet til virksomheden, men er i mindst lige så høj grad afhængig af såvel arbejdssituationen, som af den personlige tilfredsstillelse arbejdet kan give. Det kan bl. a. derfor i en række tilfælde være hensigtsmæssigt at betragte virksomhedens statusstruktur, der viser hvilken prestige (defineret ud fra et eller flere kriterier), der er knyttet til det arbejde de enkelte medarbejdere udfører — eller til deres måde at udføre det på.

5. Gruppestruktur. Set fra virksomhedens synspunkt kan det vsere hensigtsmaessigt at skelne mellem strukturen imellem forskellige grupper (som fx. virksomhedens afdelinger) og strukturen inden for de enkelte grupper, hvor grupperne opfattes som en flerhed af personer. I denne forbindelse kan gruppestrukturen karakteriseres fx. ved deres homogenitet, sterrelse, placeing af den centrale person osv.

Det må understreges, at disse exempler på strukturstørrelser ikke alle
vil optræde som instrumentvariable i een og samme model.

Det vil nemlig ofte være således, at medens en type af organisationsteorier opfatter en af de nævnte strukturopfattelser som instrumentvariabel og de øvrige som interne parametre, vil en anden type opfatte en anden af strukturopfattelserne som instrumentvariabel - og betragte de tiloversblevne som interne parametre (se også punkt 4.1.2).

Sagt på en anden måde: de forskellige organisationsteorier adskiller sig bl. a. derved, at de anvender hver sin strukturopfattelse som instrumentvariabel og betragter de øvrige strukturelle aspekter som parametre til modellen. Yderligere adskilles teorierne ved, at de arbejder med forskellige målvariable.

4.3. Målvariable:

Det er almindeligt anerkendt, at virksomheden stræber efter at realisere
et eller flere mål. Målene er ofte så forskelligartede, at det ikke lader sig
gøre at samle dem i en enkelt operationel præferencefunktion.

I stedet kan det antages, at virksomhedens målvariable indgår som elementer
i en målvektor, hvor de enkelte elementer udgøres af målvariablerne
fx. overskud, markedsandel, trivsel, likviditet osv.

Det forventes yderligere, at virksomheden har en subjektiv præferenceorden blandt vektorerne i mål-vektorrummet, således at den om muligt stedse vil stræbe efter at bringe målvariablerne i kombinationer, der af virksomheden anses for at være bedre og bedre.

Desuden antages det, at ikke alene ejerne, men også virksomhedens medarbejdere (eller grupper af medarbejdere) i større eller mindre grad kan påvirke de mål, virksomheden stræber efter, og dermed have indflydelse på dens fremtidige udseende.

Resultatet er, at virksomhedens målvariable i hvert fald vil kunne inddeles i to grupper, nemlig dem der er udtryk for virksomhedens stade udadtil og overfor ejerne (virksomhedens målvariable), og dem der er udtryk for organisationsmedlemmernes tilfredshed med at være i virksomheden (fx. lønniveau, arbejdsklima osv.) også. kaldet medarbejdernes målvariable eller personlige målvariable.

Imellem disse to grupper af målvariable ligger yderligere to:

Dels forekommer en række målvariable, der knytter sig til de enkelte afdelinger i virksomheden (afdelingernes målvariable). Disse målvariable kan enten skyldes, at det er nødvendigt for afdelingerne at skabe nogle størrelser, hvorom medarbejderne kan samles (nemlig hvis virksomhedens målvariable forekommer fremmede for medarbejderne), eller de kan skyldes, at de målvariable, der er operationelle for virksomheden som helhed, er uoperationelle for en eller flere af afdelingerne.

Herudover kan det forekomme, at grupper af medarbejdere med fælles
ii tresser på tværs af afdelingerne udvikler et sæt af idealer (mål) med
ti'.svarende målvariable.

4.4. Organisatoriske funktioner:

De tre foregående afsnit har behandlet tre grupper af elementer, som
organisationsteoretikerne må tage i betragtning, når de skal konstruere en
organisation, der kan arbejde.

Hvis man betragter virksomhederis struktur »i vid forstand«, dvs. udover de variable, der indgår i det traditionelle organisationsdiagram, inkluderer fx. informationsstruktur og kommunikationsstruktur mv., er der i det foregående argumenteret for at strukturvariablerne danner mellemled mellem parametrene og målvariablerne, således at forstå, at virksomhedens målopfyldelse bliver en funktion af strukturen hhv. parametrene.

Den omtalte funktion bliver imidlertid kun eentydig rationel, hvis man antager, at kvalifikationsstrukturen er sådan, at die enkelte medarbejdere ud fra deres placering i organisationen kan deducere sig til de handlinger, de skal foretage for at opnå en så gunstig målrealisering som muligt.

Denne antagelse er ikke opfyldt i praksis. Da det imidlertid er helt øjensynligt, at der i alle virksomheder udføres en række processer, der tilsammenbestemmer hvorledes virksomheden fungerer og udvikler sig, har organisationsteoretikere — som. substitut for funktionerne — i vid udstrækningvalgt

ningvalgtat beskæftige sig med beskrivelser af disse sammenhænge. Beskrivelsernehar dels haft empirisk karakter - har søgt at afdække hvad der virkelig foregår — dels har de beskæftiget sig med, hvad der — ud fra forskellige synspunkter - burde foregå.

I det følgende skal der forsøges en gruppering af disse processer. Det må understreges, at der ikke i grupperingen er forsøgt tilstræbt en tilknytning til virksomhedens ledelseniveauer; det formodes at så at sige alle ledelsesniveauer har en mulighed for at deltage i så at sige alle typer af organisatoriske funktioner.

1. Styrende funktioner: dvs. funktioner, som giver retningslinjer for, hvad virksomheden Soger at opna., og den made hvorpa. virksomhedens handlinger skal tilrettelaegges og udfores. Herunder fx. fastlaeggelse af mal, udarbejdelse af planer og budgetter, udvselgelse af personale mv.

2. Kontrollerende (overvagende) funktioner:
dvs. funktioner, der har til formal at undersoge, om udviklingen
svarer til forventningerne og afslore arsagerne til evt. afvigelser.

3. Opretholdende funktioner: dvs. funktioner, der har til opgave at sikre virksomhedens sammenhaeng, dels ved at give regler, som sikrer at de handlinger, der til daglig udfores forskellige steder i virksomheden, giver en harmonisk udnyttelse af virksomhedens ressourcer, dels gennem indflydelse pa. arbejdsklima, uddeling af (be)lonninger, anvendelse af sanktioner og tilrettelaeggelse af motiverende foranstaltninger.

4. Udforende funktioner: dvs. funktioner medarbejderne udforer af hensyn til virksomhedens mal (forst og fremmest prsestation af ydelser til gengseld for den udbetalte Ion).

5. Personfunktioner: dvs. funktioner medarbejderne udforer af hensyn til sig selv, for at fa indflydelse pa. virksomhedens drift, fx. gennem deltagelse i beslutningsprocesser

4.5. Forsøg på en oversigt.

Figur 4 viser i oversigtsform de i det foregående nævnte exempler på
typer af organisationsteoretiske elementer.

Hvis tabellen blev fyldt helt ud med alle de former for elementer, som

forskellige organisationsteoretikere beskæftiger sig med, ville billedet hurtigtblive
helt uoverskueligt.

Nogle hovedlinjer kan dog trækkes, idet organisationsteorierne hver for
sig begrænser sig til at analysere sammenhængen mellem udvalgte grupger
af parametre og variable.

Søger man at placere nogle ofte benyttede »teori-betegnelser« i skemaet,
kan det exempelvis ske efter følgende retningslinjer:

De administrative teorier sætter sig den opgave at undersøge hvilke kriterier, der er hensigtsmæssige (dvs. målopfyldende) ved opbygningen af virksomhedens arbejdsdelingssystem (strukturvariabel), og analyserer derpå hvilke styringsmetoder (organisatorisk funktion) der må anses for bedst egnet ved forskellig strukturering. Sådanne teoriers holdbarhed efterprøves oftest af empirisk vej ved iagttagelse af existerende virksomheder.

Informations- og beslutningsteorierne sætter sig den opgave at analysere hvilke informationer, der skal findes forskellige steder i virksomheden hvis ledere og medarbejdere i valgsituationer skal kunne træffe rationelle afgørelser (strukturvariable), og beskriver derefter hvorledes de forskellige typer af beslutninger opbygges (organisatoriske funktioner). Sådanne teorier anlægger i reglen en logisk arbejdsmåde: man undersøger hvilke valgsituationer, der kan ventes at forekomme, hvorefter man deducerer sig til det informationsbehov, der skal søges dækket.

De sociologiske teorier sætter sig fx. den opgave at forklare, hvorledes arbejdsgruppernes størrelse og feller sammensætning (strukturvariable) samt ledelsesformen (organisatorisk funktion) har indflydelse på gruppens produktivitet. Sådanne teorier bygger ofte på undersøgelser af smågrupper i experimenta [situationer.

Alt efter hvor detaljeret man beskriver de variable, der indgår i teoriernes modeller, kan man opdele hver af disse tre teorigrupper i flere undergrupper, der indbyrdes kan have lige så mange fællestræk, som de har lighedspunkter med den hovedgruppe hvoraf de er kommet.

Det er dette virvar af »småteorier«, Harold Koontz har døbt »the management
theory jungle«, og det er denne jungle vi skal finde vej igennem.

5. Afslutning.

Denne artikel er ment som et debatindlæg. Dens hensigt har været at
vise, at en fortolkning af en oprindeligt økonometrisk model, kan danne
basis for sammenstilling af forskellige former for organisationsteori.

Artiklen lægger hovedvægt på den principielle sammenhæng, der viser
sig i, at organisationsteoretikere af forskellig observans, for at kunne kommunikere,må

munikere,måfortælle hinanden noget, dels om den tidsmæssige rækkeviddeaf
deres modeller, dels om modelkomponenternes fordeling på hhv.
parametre, exogene og endogene variable.

Litteratur:

C. F. Christ:: Econometric Models and Methods, John Wiley & Sons, 1967.

Svend Danø: Den økonomiske politiks teori, mål og midler, i N. Thygesen & P. Nørregaard
Rasmussen (red.): Udviklingslinjer i makroøkonomisk teori, Gad, 1969,

W. H. Newmann & Ch. E. Summer, jr.: The Process of Management, Prentice-Hall,
1961.

K. W. Redder, K. Siune & O. Tonsgaard: Introduktion til sociologisk metode, Munksgaard,

P. H. Rigby: Conceptual Foundations of Business Research, John Wiley & Sons, 1965