Edmund Heinen, Das Zielsystem der Unternehmung, Veriag Dr. Th. Gabler, Wiesbaden, 1966, 279 s., DM 33,50.

Professor Heinen behandler fem hovedpunkter
indenfor målsætningsteori.

I første afsnit diskuteres hvorfor og hvorledes målsætning er blevet et forskningsområde i driftsøkonomien. Der anlægges to hovedsynspunkter på målsætningen i en virksomhed. Enten kan den betragtes som led i en mål-middel kæde eller også kan den betragtes som en af de faktorer, der har betydning i selve beslutningsprocessen. En række empiriske studier gennemgås.

1 andet afsnit behandles målsætningsbegrebet ud fra tre synsvinkler. En målsætning kan opfattes som et »imperativ«, altså noget man må og skal nå. Den kan opfattes som en kriteriefunktion i en (matematisk) beslutningsmodel. Endelig kan den opfattes som et beslutningskriterium i en beslutningssituation med manglende information.

Tredje afsnit behandler det, Heinen kalder et målsætningssystem. Der er ganske simpelt flere målsætningsudtryk, der opfattes som elementer, og man laver så relationer af forskellig slags mellem disse. Af elementer nævner Heinen gevinst, ornsxtning, omkostningsminimering, sikkerhed, likviditet, uafhængighed, prestige, magt og visse etiske og sociale mål. Disse elementer kan så underkastes ordningsrelationer, hvorved følgende klassifikationer fremkommer: a) komplementære, konkurrerende og indifferente mål, b) over-, mellem- og undermål, c) hoved- og bimål. (også kaldet primær- og sekundærrnål). Elementerne kan også opdeles i delmængder: a) kvantificerbare og ikke kvantificerbare mål, b) operationelle og ikke-operationelle mål, c) afsætnings-, produktionsot" ot"finansieringsmål, d) korttids-, mellemtids - og langtidsmål, e) vækst-, vedligeholdelses - og indskrænkningsmål. Som eksempel på to systemtyper nævner Heinen den eendimensionale målfunktion (nyttefunktion), hvor de forskellige mål har fået vægte, samt mål-middelkæder (der er sammenknyttede og enten kan bevæge sig oppefra i organisationen og nedefter, eller den anden vej).

Det fjerde afsnit består i Heinens egne forslag til simple målsætningssystemer, som afkaster beslutningsregler, hvor flere mål er involverede. Grundtanken i disse er, at en eller anden form for sammenvejning må finde sted, evt. under bibetingelser, hvor man opstiller maximums- og minimumsgrænser, der ikke må overskride:;.

Det femte afsnit består af en analyse af, hvorledes et målsætningssystem formes og anvendes i en organisation. Analysen er baseret på tilgængelig" litteratur.

I et Nachwort peger Heinen på visse uløste problemer i målsætningsforskningen og foreslår, at man sætter ind på følgende punkter. Generel adfærdsvidenskab må integreres i driftsøkonomien, en virksomheds målsa;tninger må betragtes som variabel i beskrivningsmodellen, praktisk målsætning i en virksomhed må »personelt og tidsmæssigt« knyttes til planlægningen af, hvorledes midlerne skal allokeres, man må opgive den skarpe linie mellem mål og midler, og endelig må man \ære klar over målsætningssystemets betydning for en realistisk beskrivelse af en virksomhed.

Det glæder nærværende anmelder at se en specialist fremsætte disse udtalelser i juli 1966, da han selv i december 1965 har givet et konkret forslag til løsning af de pågældende problemer.

Heinous fremstilling har indtil fornylig
været bogen om målsætningsteori. Den
indeholder små 500 referencer.