Yuri Ijiri, The Foundations of Accounting Measurement, Prentice-Hall, London, 1967, 235 sider, 70 sh.

Denne bog, som har undertitlen » A Mathematical, Economic, and Behavioral Inquiry«, løber en risiko for at blive en klassiker indenfor regnskabslitteraturen.

Jeg tror, det er den første bog, jeg har set, som forsøger at integrere måleteori med regnskabsteori. Det er for så vidt besynderligt, som et regnskab normalt opfattes som en måling af noget, traditionelt en periodegevinst.

I en sådan måling skal man eksplicit løse alle de sædvanlige måletekniske problemer, blive enige om, hvad man skal måle på, hvilket måleapparatur man skal anvende, under hvilke ydre forhold målingerne skal finde sted, hvorledes måleresultaterne skal behandles og vurderes. Og hvorledes de skal præsenteres.

Man ved en masse om disse ting i måleteorien (eller måleteorierne, for man er naturligvis ikke enige om een enkelt teori). Det sjove er, at regnskabsteoriens erfaringer på en række områder kan tjene til eksemplificering af mere generelle måleteoretiske

Det adfærdsvidenskabelige aspekt af Ijiri's bog må naturligvis være forholdet mellem beslutningsprocessen og regnskabsprocessen. En interaktion, d. v. s. en gensidig og løbende tilpasning til hinanden er en forudsætning for at træffe tilfredsstillende beslutninger. Strukturen i regnskabet som måleinstrument må derfor tilpasses de ønsker som talkonsumenten stiller i sin egenskab af beslutningstager. Beslutningens struktur er på den anden side afhængig af en række parametre, som regnskabet normalt leverer, og den må nødvendigvis være tilpasset dis:se.

I et appendix giver Ijiri en oversigt over de relationer, han finder nødvendige i regnskabsanalyse, der skal munde ud i en beslutningsinformation.

Det bliver sværere at være regnskabsmand.
Men meget sjovere.