Ledelse og Erhvervsøkonomi/Handelsvidenskabeligt Tidsskrift/Erhvervsøkonomisk Tidsskrift, Bind 29 (1965)

Metodologiske betragtninger omkring økonomien. j

Z. D. Lando

I. Økonomi som enhed.

Hvad er økonomi? Ud fra det uoverskuelige væld af definitioner1) griber vi en af dem, som kommer vor hverdagserfaring nærmest. Den skyldes den navnkundige økonom Walter Eucken, og han udleder den af følgende såre simple problemstilling: Hvordan er i arbejdsdelingens


1) Definitionen er opstaet i den »dialogiske kamp om sandheden«, og derved er den neje knyttet til sproget, men dens oprindelse er ikke afgarende for dens logiskc vsesen, idet dens formal er begrebsbestemmelse. Det ateoretiske menneske najer sig med et aggregat (en hoben) af kundskaber. Det videnskabelige menneske strseber efter at gore dette aggregat af kundskaber til et system, og definitionen er den ordnende ledetrad i systemet. Se H. Rickert: Zur Lehre von der Definition, 3. Aufl. 1929, p. 22 ff. Wundt bebrejder nationalakonomerne, at de fleste af dem gar uden om en »eigentliche Definition ihrer Wissenschaift«. Et par anfarte eksempler pa definitioner karakteriseres som tautologiske omskrivninger. Wundt skrev sin logik for ca. 70 ar siden; efter hans tid er definitionerne blevet legio, se bl. a. artiklerne Volkswirtschaft und Volkswirtschaftslehre i Handworterbuch der Staatswissenschaften, Bd. VIII, p. 786 og litteratur vedrorende Begriff. Wesen und System der Wirtschaftswissenschaften s.stds., p. 853, 2. sp. I Handworterbuch der Sozialwissenschaften, der er en forynget udgave af forannaevnte akonomiske encyklopsedi, er man tilsyneladende ikke kommet til det pagaeldende stikord endnu. Derimod har erhvervsekonomien, der tidligere noget summarisk blev behandlet under Art. Privatwirtschaftslehre, i den nye udgave under sit nye navn Betriebswirtschaftslehre, Bd. 2, p. 114 ff. faet en betydelig ansigtsleftning, se iseer (II) System, p. 120 ff. og Litteratur, p. 140-43. Se tillige Art. Economics i Encycloppaedia of the Social Sciences samt endvidere Lionel Robbins og Ludwig Mises foruden den citerede Walter Eucken. Wundt behandler i sin Logik 11, 2, Stuttg. 1895, 4. Kap., 2, Die Volkswirtschaftlehre (p. 499-533), nationalakonomien, vmder »Logi'k der Gesellschaftswissenschaften« som en underafdeling af »Geisteswissenschaften«. Han beskaeftiger sig med nationalakonomiens opgaver, den abstrakte akonomiske teori, og den konkrete - den empirisk-historisk-statistisk-induktive nationalokonomi. Som logiker feler han sig kaldet til at papege sondringen mellem teoretisk og praktisk nationalakonomi som en »vigtig logisk opgave«, ibid. p. 529. Wundts udredntng er laesevserdig, men forraar ikke at rokke ved Mengers banebrydende »Unteriiuchungen«, se nedenfor.

Side 2

samfund sammenhængen mellem menneskenes forsyning med goder2)?

Økonomisk erkendelse går ud på at opfatte og forstå sammenhængen
mellem enkeltpersoners og enkeltbedrifters erhvervsmæssige handlinger
på arbejdsdelingens grundlag.

Begrebsmæssigt danner den økonomiske virkelighed en helhed. At opstille et yderligere helhedsbegreb, der er sideordnet eller overordnet den helhed, der udgøres af samvirkende og samhørende dele, er ikke blot unyttig, men ligefrem ulogisk3). Lige så fornuftstridigt ville det være at rive komponenterne ud af helheden og prøve på at betragte dem som isolerede enheder. Robinson-metoden kan være et brugbart hjælpemiddel i den erkendelsessøgende (diskursive) tænkning. Men for at nå en virkelighedstro erkendelse må de isolerede enheder nødvendigvis bringes i sammenhæng med helheden. En biolog kan granske de enkelte cellers beteen, men deres virken og betydning kan han kun forklare i sammenhæng med vævet, hvis bestanddele de udgør. Som følge heraf kan han ikke opstille »love«, som kun gælder for de homogene celler, uden at de samtidig gælder for vævet som helhed. En analog betragtningsmåde må gælde for økonomien, uden hensyn til om man vil henregne denne til natur- eller åndsvidenskaber4). Her drejer det sig nemlig om epistemologien (erkendelsesteorien, erkendelsesmetoden), og logiken, som er tænkningens redskab, må være den samme for alle videnskaber.

Erfaring grunder sig på iagttagelser over det oplevede, men da den økonomiske virkelighed er en broget mangfoldighed af oplevelser og sindsindtryk, er det ofte vanskeligt for ikke at sige umuligt at finde den logiske sammenhæng mellem dem. Vor erkendelse går jo i økonomien som erfaringsvidenskab netop ud på at finde den kausale (årsag-virkning)eller den teleologiske (middel-formål) sammenhæng i foreteelser


2) Walter Eucken: Die Grundlagen der Nationalokonomie, 5. Aufl., 1947, p. 5: Wic erfolgt die Lenkung dieses gewaltigen arbeitsteiligen Zusammenhanges, von dem die Versorgung jedes Menschen mit Gutern, also jedes Menschens Existenz abhångt?

3) Denne sakaldte kategori-fejltagelse »category-mistake« er ikke ualmindelig. Den bestar i, at man foruden eller ved siden af et samlebegreb, der er opstaet som summen af forskellige komponenter (ting eller begreber), efterlyser noget selvstaendigt, som skal reprassentere selve samlebegrebet. Et af eksemplerne, som Oxford-filosoffen Gilbert Ryle giver herpa, er den fremmede, der foruden alle de college'r, videnskabelige institutter o. s. v., som tilsammen danner Oxford Universitetet, tillige Bnsker at se selve universitetet. Gilbert Ryle: The Concept of Mind, London 1955, p. 16 ff.

4) Herom senere.

Side 3

og handlinger og passe den ind i helheden. Vi er derfor nødt til hjælpemidleri vor tænkning. Et af disse er abstraktionen og konstruktion af modeller på realistisk-empirisk grundlag, hvorved vi forudsætter »alt andet lige« (ceteris paribus-metoden). Resultaterne af denne abstraktions - og modeltænkning prøver vi så at kæde sammen med artsbeslægtede,men afvigende former i det virkelige liv, indtil vi kan påvise deres indbyrdes logiske sammenhæng og sammenhængen med det økonomiske liv som helhed. Man må stadig huske på, at alle vore økonomiske handlingerpå en eller anden måde griber ind i hinanden, så længe vi lever i et på arbejdsdelingen baseret fællesskab, i et erhvervssamfund.

Vi oplever virkeligheden som en række tilfældige, tidsfølgebestemte tildragelser og foreteelser, som vi opfatter med vore sanser intuitivt og følelsesmæssigt. De danner livets historiske syntese. Skal vi finde mening i dem, d. v. s. erkende deres tilblivelsesmåde for at kunne påviseen vis regelmæssighed, må vi betragte, undersøge dem under almenbegrebernessynsvinkel, med andre ord teoretisk5). I økonomien som videnskab er praksis lig med værenserfaringen, der danner dens genstand, mens teorien tjener som tænkningens erkendelsesredskab. Den ældgamle påstand om et modsætningsforhold mellem teori og praksis beror derfor på begrebsforvirring. Praksis som den levende virkelighed og den oplevede erfaring er ikke en modsætning til det redskab eller middel, der skal bruges til dens rette erkendelse. Her er kun tale om to forskellige begrebskategorier. De praktikere, der har en aversion mod teori, gør sig skyldige i en miskendelse af deres egen adfærd og i bagstræv.De har nemlig uden at gøre sig det klarl; af deres erfaring udvundeten fremgangsmåde, som de har fundet egnet til anvendelse i alle påkommende tilfælde. De praktiserer således almenbegreber i deres virke, og hvad er det andet end teori. Hvis de imidlertid uden hensyn til de skiftende økonomiske, politiske, sociale og andre forhold bliver ved med at anvende deres eller deres ligesindede fagfællers gamle »erfaringsteori«,risikerer de at sakke agterud. Økonomisk fremskridt er derfor utænkeligt uden fortløbende teoretisk forskning. Det er økonomiensom erfaringsvidenskab magtpåliggende at bygge på et så bredt og fyldigt materiale som muligt for gennem »erfaringernes multiplikation«at kunne nå frem til slutninger af størst mulig almengyldighed. Erkendelse af forskningen som nødvendig forudsætning for fremskridt og alment velfærd er ved at trænge mere og mere frem i den almene


5) W. Eucken kalder det økonomiens store antinomi, idet der består en modsætning mellem det psykologiske liv og den logiske erkendelse. Ibid. p. 34 ff.

Side 4

bevidsthed, og det offentlige er derfor i de senere ar begyndt at vise
forskningen en mere rundhandet bevagenhed.

Den beskyldning for at være virkelighedsfjern, der fra erhvervspraktikernes og især fra fagøkonomers side (den historiske skole) er blevet rettet mod de såkaldte analytikere, savner enhver grund. Lionel Robbins har peget på, at navne som Jevons, Menger og Bowley i den anvendte økonomis historie fortjener mere opmærksomhed end for eksempel Schmoller, Veblen eller Hamilton6). Det er sikkert rigtigt, men Veblen og de andre institutionalister har på den anden side betydet ikke så lidt for teorien7). Robbins rammer sømmet på hovedet ved at sige: »The fruitful conduct of realistic investigations can only be undertaken by those who have a firm grasp of analytical principle and some notion of what can and what cannot legitimately be expected from activities of this sort«8). Hvad der gælder for makroteorien (alias nationaløkonomi), gælder også for mikroøkonomien (= bedrifternes økonomi. Den oprindelige benævnelse: be driftsøkonomi går på genus-art som økonomiens enkelte komponenter i modsætning til helheden. Ordet »drift« i driftsøkonomi betyder funktion-virken, som udfolder sig både i makroog mikroøkonomien). Begge steder skal teorien som »tooled knowledge«9) komme til anvendelse på de praktiske områder, hvad enten der er tale om dW/^ypolitiken i de enkelte erhvervsbedrifter eller i erhvervssamfundet som helhed. I denne forbindelse er det værd at henvise til de metodologiske diskussioner, der omkring århundredskiftet og sidenhen blev ført i American Economic Association10).

Ligesom teknikken i vor tidsalder skylder sine overvældende landvindinger forskernes ihærdige anstrengelser, kan også de produktformidlende led i erhvervslivet ved i højere grad at tage forskningen i brug ad opdagelsens og opfindelsens vej formå at rationalisere, d. v. s. forbedre, forenkle, ja »automatisere« deres praktiske virksomhed. Teknikken, der er forankret i naturvidenskaberne, har kunnet benytte sig af eksperimentet i laboratorierne. Ingen har nogensinde bestridt den fundamentale betydning, de rent teoretiske videnskaber (fysik, kemi o. 1.) har haft for de »anvendte«, praktiske felter.


6) Lionel Robbins: An Essay on the Nature and Significance of Economic Science, 2. ed., London 1935, p. 115 ff.

7) Se om institutionalismen nedenfor p. 11.

8) Robbins, ibid. p. 116.

9) Schumpeter, History, p. 7 ff.

10) Et kort rids af disse diskussioner med litteraturhenvisninger giver Theo Suranyi- Unger i: Die Entwicklung der theoretischen Volkswirtschaftslehre im ersten Viertel des 20. Jahrhunderts, Jena 1927, p. 202 ff.

Side 5

okonomi har langtfra sa gunstige betingelser for sin forskning som teknik. Dens »laboratorium« er alt for udstrakt, dens forsogsmateriale mindre homogent end naturens og ikke underkastet samme »lovlydige« regelmasssighed. Deter menneskets umalelige og uvejelige andelige og sjaelelige attributer og dets vilje, der markerer forskellen, og som er skyld i, at det ekonomiske liv savner den regelmaessighed, som for naturens vedkommende har kunnet nedfaeldes i »love«. I ekonomien ma eksperimentet helt erstattes af hypotesen. Denne gar ogsa forud for laboratorieforseget, eksperimentet. Men medens man gennem eksperimentet i naturvidenskaberne er i stand til at prove hypotesens holdbarhed og praktiske anvendelsesmulighed, kan dette kun ske i ret begraenset omfang i okonomien, (for eksempel gennem markedstestning). Den deduktive naturvidenskabelige hypotese kan felges af den induktive prove. I den okonomiske hypotese, tankemodellen, benytter man sig ligeledes af deduktionen; man har derimod ingen mulighed for at fastsla dens virkelighedsgrad. Man kan kun ved hjaelp af et bredt historisk induktivt materiale af analoge tilfaelde skonne over dens sandsynlighedsgrad. Det ekonomiske hsendelsesforlob er viljebestemt og derfor idiografisk, medens naturforlebet er viljelest og derfor kausalt og nomotetisk (idiografisk - fra gr. idios = saeregen i modsaetning til almindelig og graphein = skrive; individualiserende; nomotetisk fra gr. nomos = lov og tithenai = saette: lov«- el. generaliserende).

Den »rene« økonomiske teoris fornemste repra^sentanter, Leon Walra s11) og Vilfredo Pareto, »Lausanne-skolen«s grundlæggere, som begge har haft deres erkendelsesteoretiske rod i Herbert Spencers syntetiske filosofi og evolutionsteori12, benytter sig af den sukcessive tilnærmelse's mtode (La Méthode des »Approximations successives«13). Metoden går kort udtrykt ud på med anvendelse af abstraktionen at betragte det almindelige for dernæst »sukcessive« at genindføre de komplikationer, man først får skilt ud. Det er især Pareto, der både i sin »Cours« og i sin »Manuel« har gjort rede for og anvendt denne metode.

Walras havde svært ved at blive enig med sig selv om, hvad han
ville forstå ved »économie pure«. Der er hos ham talt ikke færre end


11) »S«'et er ikke stumt. Dette er af Walras' datter oplyst over for »Éléments«'s engel ske oversætter, William Jaffé, se: Leon Walras: Elements of Pure Economics etc. London 1954, p. 5 fn.

12) En klar og kort redegørelse for Comte, Spencer og ligevægtsteorien giver Theo Surånyi-Unger i det ovenfor anførte værk, p. 21 ff.

13) L'école de Lausanne. Textes choisis de L. Walras et V. Pareto. Préésentés et commentés par Firmin Oulés, Paris 1950, p. 17.

Side 6

seks definitioner14). Samtidig siger han i sine Elements, Edition definitive,hvad
han forstår ved videnskab i al almindelighed: fakta, deres
sammenhæng og lovmæssighedls).

Pareto står til gengæld klart på positivistisk grund. For ham er den


14) L'école de Lausanne, p. 15 fn. 1. Den definition, der turde være bedst kendt også af yngre økkonomer, findes i forordet til hans Elements, s. XI. Den rene økonomi (L'économie politique pure) er i hovedsagen teorien om bestemmelse af priserne (la théorie de la determination des prix) under den fuldkomne frie konkurrences hypotetiske herredømme (sous un regime hypothétique de libre concurrence absolue), og han giver i fortsættelsen en begrundelse for, at den rene økonomi også er teorien om »samfundets rigdom« (théorie de la richesse sociale). En kort og god vurdering af Walras giver W. G. Waffenschmidt i Handwgrterbuch der Sozialwissenschaften, 11 bd., 1961, p. 495 ff., jfr. især de der anførte skrifter af Schumpeter og dennes History of Economic Analysis samt foruden den allerede nævnte bog af Surånyi-Unger tillige Edgar Salin's begrundelse af Walras' (og Paretos) »reduktivmodel«s opståen i: Geschichte der Volkswirtschaftslehre, 4. udg. 1951, p. 165 ft.

15) Det heckler ordret i Elements' endelige udgave, nye optryk fra 1952 p. 16: »Des faits, leurs rapports et leurs lois, tel est l'objet de toute etude scientifique«. Det, der adskiller videnskaberne, er kun deres genstand, de forskellige »faits«. Jaffe i sin oversasttelse af dette ord vakler mellem »universals« og facts. Deter sva_'rt at sige, hvad der bedst dcekker Walras' mening. Man bliver navnlig lidt tvivlradii; med hensyn til hans positivistiske indstilling, nar man som forleber for definitionen far en henvisning til den platonske filosofi. »Les corps passent. les faits demeurent.« Skal »faits« her forstas som platonske ideer eller historiske kendsgerninger En made at komme ud af dette dilemma pa er det maske, som Jaffe har gjort, at opfatte det som generaliserende fakta. Walras stotter sig i sin definition pa Charles Coquelin, der i sin artikel »Economie Politique« i »Dictionnaire de l'Economie Politique«, stiller sig det sporgsmal. om okonomi er en videnskab (science) eller en kunst (art). Han drager et slcarpt skel mellem disse to, som Walras betegner som »slaende rigitigt« (d'une justesse frappante). Kunsten eller rettere kunstlseren rader, foreskriver, dirigerer; videnskaben iagttager, fremstiller forklarer (l'art conseille, prescrit, dirige; la science observe, expose, explique), Af interesse i vor sammenhaeng er endvidere, at der ifolge Coquelin findes en teori for kunstlasren pa samme made som for videnskaben. Den giver regler, almindelige regler, som i enkelte tilfaelde ikke kan stemme overens med praksis, men videnskaben hverken foreskriver eller rader, den indskrzenker sig til kun at iagttage og kan saledes ikke komme i konflikt med praksis. Den videnskabelige erkendelse ma ikke forblive »steril«, og den eneste made at udnytte den pa er at uddrage en kunstlaere af den. Se nacrmerc Elements, p. 12 ff., den engelske udg. p. 58 ff. Coquelin overlader det tilsyneladende til Walras at komme til en klar konklusion med hensyn til ekonomien som resultat af sine metodologiske betragtninger. Dette gor Walras, som erklasrer »teorien om rigdommen« (theorie de la richesse, e'est a dire de la valeur d'echange et dc l'6change) som videnskab, medens »theorien om rigdommens frembringelse« (theorie de la production de la richesse, e'est a dire de l'industrie agricole, manufacturiere et commerciale) er en kunstlasre.

Side 7

rene ekonomi »en erfaringsvidenskab, fordi den afleder sine slutninger udelukkende af kendsgerninger (Pareto bruger ogsa ordet »faits«) og ikke stotter sig pa noget metafysisk princip«16). Pareto er sa radikal i sin positivisme, at han endog ikke undser sig for at gore et sa aererorigt udfald mod selveste Platon, at det nasrmer sig en helligbrode. Han siger rentud, at mange af Platons raesonnementer kan inddeles i to klasser: 1) De, der er forstaelige, er barnagtige, og 2) de, der ikke er barnagtige, er uforstaelige17). At soge efter de sidste eller de »forste« arsager (causes premieres) er »steril« gerning, som Newton siger, og den, der gor det, er alene af den grund ingen videnskabsmand. De problemer,der opstar derved, kan ikke behandles ad den empiriske metodesvej. Denne metode vil Pareto anvende bade i okonomien og sociologien, og han bebuder kun at holde sig til de problemer, som kan loses ved dens hjselp.

Ved studiet af Pareto må man være opmærksom på forskellen mellem de to hovedværker: »Gours d'Économie Politique«, der udkom 1896. og »Manuale d'Economia Politica« fra 1906, hvis franske udgave »Manuel d'Économie Politique« kom 1909. Der er ikke blot forskelle mellem »Cours« og »Manuale«, men også mellem denne og den franske »Manuel«. Her er benyttet både den oprindelige »Cours« og 2. udg. af »Manuel«, oversat af Alfred Bonnet og udgivet i dennes Bibliothéque Internationale d'Économie Politique. For en kort kritisk vurdering af Walras og Paretos værk se ovenanførte »L'École de Lausanne«, p. 46 ff. samt H.-W. Gerhards artikel om Pareto i »Handworterbuch der Sozialwissenschaften«, 42. Lieferung 1962, som skal indgå i 8. bd., p. 204. Her findes en meget fyldig bibliografi.

Den akonomiske videnskab ma bygge pa erfaring, hvis dens erkendelseskal kunne nyttiggores18) for livet, som jo er nuets og fremtidens erfaring. I den moderne teori, hvor man i udstrakt grad arbejder med abstraktioner, er det derfor ikke nok blot at have erfaringsindtryk i underbevidstheden,men


16) V. Pareto: Cours d'Economie Politique, Laus. 1896, § 629 1.

17) V. Pareto: Manuel d'Economie Politique, 2me ed. Paris 1927, p. 35, fn (1). Som eksempel pa noget af det mest tabelige (quelque chose de plus absurde) anforer Pareto Platons Kratyldialogen, som den mest tungsindige kan blive opmuntret af.

18) Al tasnkning, der ikke er kontemplativ tidsfordriv, har enten et teoretisk eller praktisk mal. I okonomien er den teoretiske malsaetning en genvej til erkendelse, hvis resultater kan tjene det praktiske erhvervsliv. I vor tidsalder, da det tidligere metafysiske »Ding an sich«, atomet er blevet til mere end et rent martialsk sprsengstof, lader pragmatismen til at fa en renaissance, og den er ved at komme pa mode igen ogsa blandt andsvidenskabernes dyrkere. Dens kamprib led som bekendt: »Thinking is first and last and always for the sake of doing«.

Side 8

bevidstheden,menkonkrete data, udklip fra det virkelige liv i sin fulde bevidsthed19). Kun den ekonom vil have mulighed for at tilnserme sine abstraktionsmodeller til det virkelige2o) eller blot det plausible, som har samlet en rig erfaring. Pa grund af virkelighedens uoverkommeligheder man nedt til at supplere sine egne erfaringer, begrundede iagttagelsermed andres i nutid og fortid. Man ma tillige benytte sig af den »sammenlignende metode« ved at studere udviklingen af de okonomiske foreteelser inden for de forskellige kulturbetingelser. Ifelge Erich Rothacke r21) er det blevet »die Methode« for de empirisk-teoretiske andsvidenskaber,altsa ogsa for ekonomien. En systematisk ordnet idiografi vil sammen med et vel valgt konkret nutidsmateriale kunne danne det virkelighedssikrende stillads for abstraktionsmodellerne. Det logiske taenkeredskab, der her kommer til anvendelse, er induktionen, idet det her drejer sig om ad kausal vej at fastsla homogeniteten blandt de foreliggendedata22).

Det erfaringsmateriale, som må danne den realistiske underbygning af økonomisk teori, er ikke slet og ret idiografien, d. v. s. den blot hændelsesbeskrivendehistoriei videste forstand, altså omfattende både fortid og nutid. Efterhånden som den systematiserende rationalteori har fortrængt historismen, er denne nu næsten helt gået op i almen historie,


19) Den fremragende socialvidenskabelige epistemolog (erkendelsesteoretiker) Felix Kaufmann vil have de teoretiske mål (»theoretical goals«) defineret »exclusively in terms of deductive logic and empirical procedure«, se Felix Kaufmann: Methodology of the Social Sciences, 1944, p. 67. Dette værk markerer et betydeligt metodologisk fremskridt sammenlignet med forfatterens oprindelige førkrigsbog (»Methodenlehre der Sozialwissenschaften«, Wien 1936), der allerede dengang mødte stor anerkendelse. I det efterfølgende vil kun den engelske nyudgave blive citeret og blot som Kaufmann, p. . ..

20) Om den rene teoris nytte og dens afvigelse fra virkeligheden samt om den anvendte teoris betydning i denne forbindelse, jfr. Pareto: »Manuel«, p. 347 ff.

21) Erich Rothacker: Logik und Systematik der Geisteswissenschaften, 1926, p. 102. Se også der henvisningen til Heinrich Maier: Das geschichtliche Erkennen, hvis udtalelse om metodens betydning for den teoretiske forståelse af det økonomiske liv han citerer.

22) Man fristes her til at citere Sombart, der som bekendt var en mester i »bons mots*. Han siger: »Eine Nationalokonomie ohne Theorie ist blind, eine solche ohne Empirie leer«. Werner Sombart: Die drei Nationalokonomien, 1930, p. 319. Se i forbindelse hermed hans epistemologiske betragtninger om forholdet mellem teori og empiri, s.st., p. 316 ff.

Side 9

hvor økonomien kun tjener som en af hjælpevidenskaberne. Den deskriptivedelsvarer i det væsentlige statistikert og sociologien for23). At historien skulle »gentage sig«, og at man derfor kunne bygge prognoserpåden, er på få undtagelser nær ikke i kurs mere hos økonomiske historikere. En eksakt videnskab med evnen til at kunne forudsige er hverken almen historie eller økonomisk historie, og her tager kermandetWindelband-Rickert'ske til historie om kun at beskrive »bedeutsame Einmaligkeiten» til indtægt24). Men økonomien har heller næppe den evne, noget den har tilfælles med en gren af naturvidenskaberne,nemligmeteorologien. Men medens denne videnskab med den hurtigt fremadskridende udforskning af det kausalt normale forløb inden for naturfænomenerne har udsigt til at blive eksakt, har økonomienstærktbegrænsede muligheder for nogensinde at nå en eksakt videnskabs status25). Begrænsningen ligger som tidligere fremhævet i, at de »agerende« i det økonomiske liv i et frit samfund er udstyret med mere eller mindre frie viljer, der gør deres handlinger überegnelige. Visse fællestræk med hensyn til adskillige reaktioner (udslag af naturdriftero.a.) kan dog påvises for bestemte grupper. Og denne erkendelse åbner adgangen til at hente en del af det empiriske grundmateriale i historien. Man må da ganske vist »skrælle« materialet for de særlige faktorer af anormal art, såsom krige, naturkatastrofer o. 1. På den anden side må de tidsbestemte eller mere varige institutioner26) tages i betragtning,derofte kan have påvirket det historiske forløb, og som derforeraf betydning for erkendelse af årsagssammenhængen. Åkerman mener ikke, at historie skal være årsagsforskning, men skal nøjes med kildekritik, d. v. s. indgående prøvelse af de historiske kilder27). Skal


23) Johan Åkerman: Das Problem der sozialokonomischen Synthese (= No. 21 af Skrifter utgivna av Vetenskaps-Societeten i Lund), Lund 1938, p. 104.

24) Åkerman, s.stds.

25) Teori i erfaringsvidenskaberne er blot formodet, antaget, »supponeret« teori. Den forklarer kun ud fra »indlysende sandsynlige«, ikke fra »indlysende visse« grundsætninger. Med de kendsgerninger, den skal forklare, Forholder det sig på lignende måde. Edmund Husserl: Logische Untersuchungen. I. bd. Prolegomena zur reinen Logik. 2. opl. 1913, p. 254 ff. Jvf. Arthur Spiethoff's vægtige afhandling om: »Anschauliche und reine volkswirtschaftliche Theorie und ihr Verhåltnis zu einander i Synopsis (Festskrift til Alfred Weber) 1948, p. 569 ff.

26) Om institutionalismen og dens betydning for den økonomiske forskning se nedenfor.

27) Åkerman, s.stds.

Side 10

årsagsforskning tages fra historie, hvad bliver der så tilbage af den,
der gør den berettiget til at blive betegnet som videnskab?28).

Ranke nøjedes således ikke med kildekritisk at fastslå, hvad der i fortiden var hændt, men tillige hvordan og hvorfor. Under indflydelse af de nye ideer og navnlig af de skelsættende fremskridt inden for naturvidenskaberne bliver historikernes målsætning i det 19. århundrede en helt anden end i den foregående tid, da enten politik eller religion var drivfjederen. Filosof en Hume's englandshistorie er et forsvarsskrift for toryismen, og Voltaire ivrede mod klerikalismen. Kant og senere Hegel samt Spencer og Comte beredte den filosofiske jordbund for den evolutionistiske historieopfattelse, der fik sin yderligere næring i LyelFs geologi og Darwin's29) biologi. Feuerbach, Marx' og Engels materialistiske historieopfattelse har også sat sine spor. Resultatet for historieskrivningen blev, at man nu upartisk eller med større upartiskhed tilstræbte udforskningen af hændelsernes forløb både med hensyn til deres årsager og følger. Fra at være lokalt (nationalt) og sektionalt (emnebegrænsning til konger, krige, helte, politik, religion) præget, fik historie et langt større vingefang, idet den udvidede sin emnekreds til at omfatte selve folket, og hvad der rørte sig i dette tillige med tidernes skiftende ideer samt økonomi, kunst og videnskab. Man behøver her blot at tænke på den indflydelse, den social-psykologiske skole (Karl Lamprechts leipziger seminar) kom til at øve på alverdens historikere.

Auguste Comte, positivismens fader, var i sin tankegang deduktivnaturalistisk,idet han prøvede at opstille »love« for individets og samfundetsadfærd uden ad induktiv vej igennem menneskenes evolutionshistorieat underbygge sin lære. Det faldt i en af hans engelske elevers lod at gøre det, nemlig Thomas Henry Buckle, hvis »History of Civilisation«blandt andet på grund af sin dokumentariske underbygning turde


28) Et gammelt ord siger: »Scire est per causas scire« (at vide er at vide formedelst årsagerne). Hverken Jevons eller Schopenhauer ville vide af historie som videnskab. For Schopenhauer (»Hegel's sande antipode«) er videnskab kun naturvidenskab. W. Windelband: Die Philosophic im deutschen Geisteslebens des 19. Jahrhunderts. 3. udg., 1927, p. 66 ff., jvf. også den korte og klare redegørelse for dette emne hos F. J. C. Hearnshaw: The Science of History, An Outline of Modern Knowledge. London 1932. p. 773 ff., som delvis er benyttet i det efterfølgende.

29) Darwin skulle efter eget udsagn være blevet inspireret til sin selektionsteori af nationaløkonomerne. Idéassociationen førte fra den økonomiske konkurrence til arternes kamp for tilværelsen (Wundt: Logik 11, 2, p. 496). Vekselvirkningen træder tydeligst frem hos institutionalisterne, jfr. ibid., p. 495 ff. om darwinismens påvirkning af sociologien.

Side 11

vasre af interesse ogsa for nutidens forskere. Det er et inciterende vaerk,
og man kan godt forsta den stormbelge af »for og imod«30), det rejstc
ved sin fremkomst.

Men Comte havde også sat sine spor andre steder nemlig hos økonomer af høj rang såsom Walras og Pareto (se foran). Stærkest af alle turde nok John Stuart Mill have været påvirket af ham. Mill satte sig som mål at opdage de »love« (han taler om »invariable laws«), som styrer alle fænomener (»all phenomena without exception«) i menneskehedens åndelige og sociale udvikling31).

Bedst som den historiske skole havde vundet indpas mange steder, og bedst som kontroverserne mellem denne og den teoretiske retning blev holdt i live, opstod der i U. S. A. en ny skole, nemlig den institutionalistiske. Institutionalismen tilstrøbte en tidspræget (evolutionisme) fornyelse af historismen samtidig med at den måtte tage forbehold over for Lausanne-skolens ligevægtsteori og grænsenytteteorien.

Institutionalismen har betydet en fornyelse af den økonomiske tænkning der, hvor den opstod, nemlig i U. S. A. Dens hovedfortjeneste er at have banet sociologien vej ind i økonomien. Den rettede sin kritik både mod den klassiske, den hedonistiske og den subjektivistiske grænsenytteteori, og alt dette på grund af, at de for ensidigt koncentrerede sig om individet. Institutionalismen derimod vil se menneskenes økonomiske adfærd ikke blot på baggrund af de økonomiske og juridiske institutioner (ejendomsret, konkurrence, kreditsystem o. s. v.), men tillige som udslag af de sociale institutioner (klassebevidsthed, konventioner, skik og brug o. 1.). Derudover er det for den videnskabelige erkendelse nødvendigt, at man igennem en sammenhængende kausalkæde forsøger at påvise årsagerne til og virkningerne af tidernes kumulative forandringer (»cumulative changes«)32).


30) Den mest forfriskende blandt modstanderne af Buckle's evolutionslove er den tyskc historiker J. G. Droysen (Erhebung der Geschichte zum Rang eincr Wissenschaft, Grundriss der Historik, 3. Auflage 1882, p. 47 ff). Om Comte's mangel pa induktiv bevisforelse jvf. J. St. Mill: Auguste Comte and Positivism (1865), p. 54 ff.

31) J. St. Mill: Auguste Comte and Positivism. Om Comte's negative indstilling over for »political economy*, som gendrives af Mill, se s.stds. p. 80 ff. Se ievrigt hans hovedveerk, p. 12: Principles of Political Economy and Some of Their Applications to Social Philosophy (1848) og Essays on Some Unsettled Questions etc., som behandles i min efterfolgende fremstilling. En grundig vurdering af J. St. Mill findes hos J. A. Schumpeter: History etc., p. 527 ff. og flere andre steder, se under Index of Authors, p. 1220.

32) Thorstein Veblen: The Place of Science in Modern Civilisation and Other Essay:;. N. Y. 1919, p. 240 ff.

Side 12

Det nye i institutionalismens (Veblen's) genetiske lære er netop dens sociologiske element. Et par årtier forinden havde allerede Carl Menger som nødvendigt supplement til den historiske metode betonet, at det var enhver teoris opgave at forklare det virkelige livs foreteelser som resultat af samvirkende faktorer, deres opståen kan føres tilbage til33). Heri ligger både genesis,evolutonisme og kumulativ kausalitet. Menger var jo også barn af sin tid, og Zeitgeist kan ikke have undgået at virke på ham ligesom senere på Karl Bucher og Max Weber.

De »kumulative forandringer«34) går som en rød tråd igennem samtlige Veblen's værker lige fra hans første og meget omdisputerede bog: The Theory of the Leisure Class (1899) til hans sidste Absentee Ownership and Business Enterprise in Recent Times (1923). I »The New School for Social Research« (grundlagt 1919 i New York), til hvis første lærere han hørte, er hans idéverden bogstaveligt talt overtaget og videreført i såvel dens forsknings- som undervisningsprogram3s). Åkerman betegner Veblen's »cumulative changes« som det mest betydningsfulde i hele hans produktion. Den kritik, han på dette punkt har øvet mod ligevægtsteorien, har været banebrydende og været grundlæggende for hans trofaste tilhænger Wesley C. Mitchell's konjunkturteori (»Business Cycles«36). Mitchell har også værnet om hans minde ved at udgive og indlede et udvalg af sin læremesters værker37). Helt konsekvent kan Veblen ikke fastholde sine sociale drivkræfters dominans (»invidious comparison« »emulation« m. fl.) i alle økonomiske forhold. I hans konjunkturteori spiller de således ingen nævneværdig rolle sammenlignet med profitmaksimering, som er det fremherskende motiv hos »the captains of industry«, konjunkturens igangsættere38).

Også på et andet afgørende punkt må han fravige sin teoris sociologiskedominans. I det økonomiske livs genetiske forløb sætter han skelletmellem »industry« og »business«. Med aktieselskabs-instituttets fremkomsttog »business«-mentaliteten, der helt dikteres af stræben efter


33) Carl Menger, Untersuchungen, p. 88.

34) Man kunne måske kalde det »social tilvænning«.

35) Jfr. skolens »announcement«, gengivet af William Jaffé i Les Theories Économiques et Sociales de Thorstein Veblen, Paris 1924, p. 10.

36) Åkerman, anf. værk, p. 234.

37) What Veblen Taught etc., New York 1936.

38) Se især Veblen: The Theory of Business Enterprise, N. Y. 1923 og tillige Åkerman. anf. st., hvor han prøver at slå en bro mellem de sociologiske og pengeøkonomiskc motiver med tilknytning til Marshall's årsagsdifferentiering mellem de korte og de lange cykler.

Side 13

profitmaksimering takket være udstrakt anvendelse af kredit, førerskabet.»Business« gøres ansvarlig for at holde industriens produktion »subnormal« gennem »capitalistic sabotage«, fordi dens profit derved kommer i fare. En uhæmmet produktivitet truer med sit overbud at undergrave rentabiliteten ved at trykke priserne mere, end en forøget omsætning kan opveje. I begyndelsen af den industrielle revolution var købmanden industriens fører, i den nuværende teknologiske tidsalderer han blevet dens mare39).

Veblens tanker er meget spredte. De spænder fra antropologiske, biologiske og metodologiske spørgsmål til de mest prosaiske forretningsproblemer. Men man sporer overalt en forfriskende originalitet. Af særlig interesse er som nævnt den dominerende rolle i samfundsmaskineriet, han tildeler »cumulative changes«.

Det genetiske argument - påvisning af de drivkræfter, der har været bestemmende for udviklingen - rummer et stort kompleks af årsager, som gør det muligt at opstille nogle regelmæssigheder i hændelsesforløbet.Under den økonomiske dynamiks synsvinkel kan den genetiske betragtningsmåde ikke undværes, og her fortjener de amerikanske institutionalistermed Thorstein Veblen i spidsen at fremhæves for deres


39) Jfr. Mitchell's indledning til What Veblen Taught, p. V, XXXVI & XLIV ff. Om »pecuniary emulation« og »invidious comparison« som ledende motiver til samling af rigdom, se Veblen, The Theory of the Leisure Class, p. 22 ff. og vedrørende rentabilitet contra produktivitet hans The Vested Interests, som han definerer som »a marketable right to get something for nothing«. Litteraturen om institutionalismen er efterhånden blevet temmelig omfattende, se bibliografierne hos W. Jaffé: Les Theories Économiques etc. (anf. ovenfor) og Antonio Montaners artikler i Handworterbuch der Sozialwissenschaften om »Institutionalismus« og »Thorstein Veblen«. Hos Joseph Schumpeter: History of Economic- Analysis (anf. ovenfor) findes der kun spredte betragtninger om dette emne. En mere sammenhængende omtale af »volkswirtschaftlicher Institutionalismus« findes hos den kendte dogmehistoriker Theo Surånyi-Unger i »Die Entwicklung der theoretischen Volkswirtschaftslehre etc.« (anf. ovenfor), der behandler denne lære på baggrund af dens filosofiske kilder, og som iøvrigt et andet sted, anf. værk p. 204, betegner Veblen som »vielleicht der tiefste Denker in der neueren amerikanischen Nationalokonomie«. Surånyi-Unger har i sit senere værk: Comparative Economic Systems, N. Y. 1952, påny taget; emnet op. For en kort og klar orientering kan foruden Mitchell's indledning til What Veblen Taught (anf. ovenfor) henvises til Joseph Mayer: Social Science Principles in The Light of Scientific Method etc., Durham, N. Carol. 1941, især til kap. XVI om Veblen's kritik af »Normalistic, Hedonistic and Rationalistic Assumptions« i økonomien samt til John Fred Bell: A History of Economic Thought, N. Y. (1953), kap. 23 om: Thorstein Veblen and Institutional Economics: W. C. Mitchell and J. R. Commons.

Side 14

værdifulde bidrag til belysning af institutionernes genetiske betydning
for nutidens økonomiske erkendelse.

Med sociologiens stærke fremtrængen i den senere tid er institutionalismen ved påny at vinde indpas, navnlig blandt amerikanske økonomer. Påstanden om, at dens lære var uforenelig med teori, er blevet gjort til skamme, måske ikke så meget af Veblen, der var bevægelsens stridsmand, som af hans tilhængere, blandt hvilke man blot behøver at henvise til navne som Mitchell, Davenport og Commons.

Institutionalismen blev mødt med megen skepsis i økonomernes kreds, navnlig i Europa. Dette skyldes måske, at man på grund af denne nye retnings sociologiske indslag identificerede den med de mere eller mindre lødige »social movements«, der har haft en så frodig grobund i den nye verden.

II. Mikro og makro.

Økonomi som erfaringsvidenskab, der har tænkende, følende og handlendemennesker (disse faktorers orden kan ofte være forskellig) til genstand for sin erkendelse, måtte af praktisk-metodologiske grunde operere med en idealtype. Man havde fra klassikernes tid og endnu længeretilbage »homo oeconomicus« i tankerne, når man skulle undersøge menneskenes økonomiske adfærd. Man kan kalde det en tankekonstruktioneller »heuristisk fiktion«40). Den danner grundlag for en planmæssigundersøgelse, ved hvis hjælp man prøver at nå frem til ny erkendelse.Denne »abstrakte marionet« bliver i den nationaløkonomiske mikroteori kun udstyret med nogle få menneskelige træk, der lige er tilstrækkelige til et bestemt undersøgelsesformål. Man tilsigter dermed at forklare årsagssammenhængen mellem eksogene forandringer og deres virkninger på erhvervsbedrifternes og eventuelt også private husholdningersbeslutninger og adfærd. Det, det i første række drejer sig om, er at udrede bedrifternes henholdsvis husholdningernes sandsynlige reaktioneri retning af produktions- (eller konsumtions-) og pristilpasning. Det siger sig selv, at en absolut lighed mellem en sådan »tænkt« bedriftog


40) Således Fritz Machlup i sin tankemættede afhandling: Der Wettstreit zwischen Mikro- und Makrotheorien in der Nationalokonomie, der 1960 udkom som nr. 4 i Walter Eucken Institut's skriftserie Vortråge und Aufsåtze. Denne afhandling indgik senere i Machlup's Essays on Economic Semantics, New York 1963. Her er den oprindelige tyske udgave benyttet. - Ordet »heuristisk« kommer fra græsk heurisko, som betyder finder tilfældigt, træffer på, udtænker, opdager. Perf. af verbet, »heureka« (»jeg har fundet det«, Arkimedes' udråb, da han i badet på én gang fandt legemernes specifike vægt) er nu gået ind i almindeligt sprogbrug.

Side 15

driftog- en levende virksomhed derfor nærmest må anses for et lykketræf«).

Amonn42) har tidligere været inde på mikroteoriens »heuristiske fiktion«, som for ham lader til at være økonomiens egentlige videnskabelige betragtningsmåde. Hans »Erkenntnisobjekt«, som han opstiller i modsætning til »Erfahrungsobjekt«, er aldrig identisk med dette, »aber es koinzidiert mit ihm doch, insofern als es ein Merkmalskomplex ist, dessen einzelne Elemente auch am Erfahrungskomplex sich finden. Es »gilt« fur das Erfahrungsobjekt, aber es ist nicht kongruent mit ihm«. Som det fremgår af det efterfølgende, synes imidlertid dette forhold at være sat på spidsen. Amonn's indstilling skyldes utvivlsomt hans diskursive ensidighed. Han frakender nemlig erfaringsobjektet »logiske kvaliteter« og betegner det som »rent psykologisk produkt«. Han indrømmer dog, at erfaringen er grundlaget for al empirisk videnskab, men at den »selbst wissenschaftlich vollig indifferent erscheint«. Man kan ikke lade være her at tænke på den første skolastiker Anselm af Canterbury, der i middelalderens universaliestrid var den såkaldte realismes forkæmper4a). Denne lære, der havde sit udspring i Platon's »ideer«, anså artsbegreberne, det almene (universalia) som det oprindelige og virkelige, hvoraf det særskilte, enkelte opstod. Ifølge Anselm's skrift »Om Sandheden« (de veritate) erkender sanserne kun det særskilte (jfr. Amonn's erfaringsobjekt som psykologisk produkt), medens ånden erkender det almene (Amonn's egentlige videnskabelige erkendelsesobjekt. Det er så en smagssag, om man vil kalde Amonn for »begrebsrealist«44).

Amonn trækker iet senere skrift45) en skarp grænse mellem privatøkonomiskog
nationaløkonomisk tænkning, men når han skal til at defineredet
sidste, siger han, at vi i »material« og »formal« henseende


41) Machlup, anf. værk, p. 42 ff. For at fremhæve abstraktionen foreslår Machlup af hensyn til de »Schwachverståndigen« brugen af ordet homunculus i stedet for homo i forbindelse med oeconomicus.

42) Alfred Amonn: Objekt und Grundbegriffe der Theoretischen Nationalokonomic, 2. Aufl. 1927, p. 23 ff.

43) Realismens modstandere, de såkaldte nominalister, hævdede, at universalia kun var ord (nomina) eller abstraktioner, og at selve tingene repræsenterede virkeligheden. For en kortere orientering om universaliestriden, der igennem århundreder og helt op til vore dage har sat sig spor i den videnskabelige diskussion, se: Karl Vorlånder: Geschichte der Philosophic 1. Bd., 5. Aufl., 1919, p. 243 ff.

44) Om »begrebsrealisme« i økonomi, se W. Eucken: Grundlagen, p. 393.

45) Alfred Amonn: Volkwirtschaftliche Grundbegriffe und Grundprobleme - Einfiihrung in das volkswirtschaftliche Denken, 1938, Einleitung og p. 21 ff.

Side 16

skal indstille os på den »volkswirtschaftliche« kategori. Dette er mildesttalt en tautologi (idem per idem) eller rettere det, man i logikken kalder »petitio principii« (et snigbevis). Amonn vil med vold og magt skille »Volksivirtschaft« ud fra »Wirtschaften« (enkeltbedrifter). Han hævder, at »Volkswirtschaft« ist keine Wirtschaft, aber sie besteht aus Wirtschaften«. (Fremhævet af Amonn)46). Man lægger særligt mærke til, at for ham er »Volkswirtschaft« et »høj abstrakt begreb«, men dog en betinget realitet. Endvidere er den en samvirken eller et samspil (Zusammenwirken oder »Zusammenspielen«) mellem et folks enkeltellersærbedrifter (Einzel- oder Sonderwirtschaften eines Volkes), som sigter på at opnå rådighed over »wirtschaftliche« Giiter. Er det ikke fristende her at spørge Amonn, hvad han forstår ved »wirtschaftlich«? Svaret herpå, d. v. s. et fyldestgørende svar, bliver Amonn os skyldig. I slutkapitlet, hvor han kort resumerer sit syn på den filosofiske og den enkeltvidenskabelige metode for begrebsdannelse, får man blot at vide, at begrebet giver sig af sammenhængen. Det er, hvad man »in diesen oder jenen bestimmten Zusammenhången versteht«47).

Amonn, der er et kendt og anerkendt navn - selveste Karl Diehl kalder ham for »schafsinniger Gelehrter«48) -og som hører til nationaløkonomernes deduktiv-abstrakte fløj, er gået i skole hos Carl Menger, men han har ført sin store læremesters generalisende teori - modsat den deskriptiv-individualiserende historiske - ud i så yderliggående konsekvenser, at de ligefrem tangerer det irrationale, det, der er utilgængeligt for fornuften. Menger har dog i sin skarpt logiske begrebsisolerende tænkning aldrig tabt det realistiske og rationale af syne. Lad os derfor se, hvad Menger mener om forholdet mellem privatøkonomi og nationaløkonomi.


46) I det først anførte skrift p. 81 er »Wirtschaft« for ham oven i købet et videre begreb end selve Volkswirtschaft. Amonn's begrebspyramide kan tilsyneladende ikke komme højt nok op. Men rigtigt ville det være, om »Wirtschaft« blev opfattet som funktion. I så fald måtte det gælde for både national- og privatøkonomien og Amonn's skarpe skel mellem disse to falde bort.

47) Amonn: Volksw. Grundbegriffe etc., p. 151. Problemet er behandlet i »Anhang«, hvor Amonn på en iøvrigt meget tankevækkende måde tager stilling til nogle nyere »Begriffsbestimmungsversuche«, nemlig hos Max Weber, Sombart, Gottl og den noget oversete Karel Englis, hvis teleologiske teori er meget indbydende. Et andet sted i sin først citerede bog Objekte u. Grundbegriffe etc., p. 85 erklærer Amonn dog opgivende: »Alles Suchen nach dem Begriffe der Wirtschaft ist vergeblich«.

48) Z. f. d. ges. Staatswissenchaften, Bd. 83, p. 241.

Side 17

Carl Menger, den betydeligste økonomiske epistemolog (erkendelsesteoretiker) og metodolog i forrige århundrede, har i sine »Untersuchungen «49), det værk, hvormed han gav bolden op i metodestriden med Schmoller, betonet privatøkonomiens betydning for forståelsen af nationaløkonomie n50). Under sin klassifikation tildeler han de praktiske »Wirtschaftswissenschaften« den opgave at lære os de grundsætninger, »nach welchen die wirtschaftiichen Absichten der Menschen . . . am zweckmåssigsten erreicht zu werden vermogen«. Til de praktiske discipliner henregner han nationaløkonomiens politik (»Volkswirtschaftspolitik«) og »Singularwirtschaftslehre«. Denne består igen af finansvidenskaben og den praktiske (privatøkonomi (»Privatwirtschaftslehre«), der defineres som videnskab om de grundsætninger, »nach welchen (unter heutigen socialen Verhåltnissen lebende!) Privatpersonen . . . ihre Wirtschaft am zweckmåssigsten einzurichten vermogen«51). Af særlig interesse for os er Mengers syn på samhørigheden mellem erhvervsøkonomien og nationaløkonomien. Vi citerer i uddrag: »Auch die praktische Privatwirtschaftslehre bezieht sich ... auf die Wirtschaft social organisierter Menschen, und auch sie findet ihre theoretische Grundlage nicht etwa in einer besonderen theoretischen Privatwirtschaftslehre sondern in der theoretischen Nationaldkonomie«52)

Alfred Marshall opererer med »a representative firm«, hvilket han blandt andet begrunder med henvisning til, at de individuelle producentersmotiver er bestemmende for udbudet53). Med sin eminente iagttagelsesevneog under anvendelse af sin strikte analytiske metode har han behandlet en stor del af økonomisk stof, der hører hjemme i den


49) Carl Menger: Untersuchungen iiber die Methode der Sozialwissenschaften, und der politischen Oekonomie insbesondere, Leipzig 1883.

50) Menger kalder de private bedrifter »Singularwirtschaften«, der for ham er »die wahren Elemente«, som nationaløkonomiens »complicirte Phånomene« må føres tilbage til. Dette anser Menger endog som »die wichtigste Aufgabe der exacten Richtung der theoretischen Forschung«, jfr. cit. p. 87 og følg.

51) Ibid. p. 255 ff.

52) Fn. 143, p. 256. Kursivfremstillingen er min.

53) Alfred Marshall: Principles of Economics, ninth (variorum) edition with annotations by C. W. Guillebaud, Loncl. 1961, vol. I, Text, p. 459, se tillige om Management, ibid. p. 605 ff. og om Marketing ,ibid. vol. 11, Notes, p. 413 ff. Om den nationaløkonomiske teoris indpas i driftsøkonomien - eller omvendt - med anknytning til arbejdsværdilæren som beroende på produktionsomkostninger, se Johan Åkerman: Das Problem der jiozialokonomischen Synthese (anf. ovenfor), p. 156. Marshall, der fjerner sig fra Jevons for at gå tilbage til Ricardo og Mill, anses da også »tatsåchlich« som den teoretiske driftsøkonomis pioner, ibid.

Side 18

egentlige erhvervsøkonomi, og som han sammenfattede under: Dominant tendencies of business organization54). De godt 200 sider i den nedenforanførte bog (Industry and Trade) strækker sig fra produktionsøkonomiover markeds- og afsætningsøkonomi til forretningsorganisationog kan med udbytte læses endnu den dag i dag. Fremstillingen viser i overensstemmelse med, hvad der iøvrigt er bebudet i undertitlen (se fodnoten), med stor tydelighed samhørigheden mellem den mikro- og makroøkonomiske forskning. Schumpeter berømmer da også Marshall, fordi denne igennem sit indgående studium af det praktiske forretningslivi høj grad har bidraget til at sammensmelte »large parts of business and general economics«55).

Schumpeter kommer under omtalen af »applied fields«s bidrag til den økonomiske analyse kun periferisks6) ind på erhvervsøkonomien og sparer ikke i denne forbindelse nationaløkonomerne for den bebrejdelse, at det for de fleste af dem har ligget under deres værdighed og vel også uden for deres interessesfære, der var rettet mod »the affairs of nations«, at beskæftige sig med enkeltbedrifternes økonomiske liv. Han beklager mangelen på gensidig inspiration mellem national- og erhvervsøkonomer, og for at understrege nødvendigheden af samarbejdet mellem dem nævner han, at visse grundsætninger i den økonomiske teori i virkeligheden blev »opdaget« af »business economists for themselves«57).

På tilsvarende måde pointerer Seligman ligeledes de forskellige økonomiske specialdiscipliners, herunder »business economics«, afhængighed af den almene økonomi og deres indbyrdes forhold, som efter hans mening for erhvervsøkonomien er meget snævrere end for finansvidenskabens vedkommende58).


54) Alfred Marshall: Industry and Trade (med undertitlen: A Study of Industrial Technique and Business Organization; And of Their Influences on The Conditions of Various Classes and Nations), Lond. 1919, Book 11, p. 178-394.

55) Joseph A. Schumpeter: History of Economic Analysis, p. 945.

56) Her sigtes til foranførte værk, der på grund af forfatterens død forblev fragmentarisk, hvilket måske er årsagen til, at erhvervsøkonomien kun er blevet strejfet i forbigående. Ikke desto mindre er dette værk - man fristes til at kalde det »Økonomiens nye Testamente« - en uudtømmelig kilde til berigelse også for erhvervsøkonomer.

57) Schumpeter, anf. værk, p. 945.

58) Edwin R. A. Seligman: Economics, art i Encyclopaedia of The Social Sciences. Vol. V., p. 346. At erhvervs- og nationaløkonomi ligefrem identificeres, findes der også eksempler på, jfr. I. R. Hicks' definition af »economics« som »science which deals with business affairs«, cit. efter Wilson Gee: Social Science Research Methods, N. Y. 1950, p. 46.

Side 19

Walter Eucken kommer i sine ovenfor anførte Grundlagen59) til den konklusion, at en udskillelse af erhvervsøkonomien fra nationaløkonomien ikke kan opretholdes, fordi deres problemer hører sammen. Erhvervsøkonomien må ikke blive stående ved sine data; på samme måde må nationaløkonomien ikke ignorere de erhvervsøkonomiske data. Den bebrejdelse, Eucken retter mod dualismen i nationaløkonomien (teoretisk og historisk), omfatter også forholdet mellem de to discipliner (eller rettere disciplindele), at »durch Spaltung der Wissenschaft die Probleme unerledigt zu Boden fallen«.

Det vil være en ganske uoverkommelig opgave at redegøre for de utallige opfattelser om mikro-makro-f orholdet i dets videste betydning, der i tidens løb er kommet til orde både på den økonomiske olymp og i dens nedre regioner. Diskussionen herom blusser i begyndelsen af vort århundrede særligt op i den tysksprogede verden, hvor den ligesom afløser den dog mere heftige metodestrid. Nu drejer det sig om systematikken eller rettere systematologien, og her opkastes spørgsmålet om pro f contra privatøkonomien som selvstændig disciplin, adskilt fra nationaløkonomien. Denne diskussion gav kun ringe genklang i de engelsktalende lande, hvor »business economics«60) uantastet af nationaløkonomerne langsomt begyndte at spire frem til et eget uafhængigt liv. I Frankrig og Italien opstod der ingen nævneværdig diskussion om emnet. I Italien stod der en meget spagfærdig strid om »ragioneria« (regnskabsvæsen) og dets tilhørsforhold til nationaløkonomien. Dette forhindrede dog ikke Gino Arias i at udgive sin fortræffelige bog om: »Principii di economia commerciale« (1917) omtrent samtidig med, at Paul Clerget i Frankrig skrev sin »Manuel d'Économie Commerciale« (1919)61).

Det er muligt, at Tysklands »Grunderperiode«, der satte ind i sidste fjerdedel af forrige århundrede blandt andet som følge af de klækkelige franske krigsskadeerstatninger, har vakt interessen for bedrifternes privateøkonomi. Den nye tyske industridrivende skulle lære om »Betrieb« og den nye storkøbmand, navnlig »Überseekaufmann«, om »Vertrieb« (salg). I England, hvis dominans i verdensøkonomien inden 1. verdenskrigsyntes


59) Eucken, Grundlagen, p. 368 ff., jfr. også s.sts. Anm. 73, p. 423.

60) W. J. Ashley, den betydelige engelske økonom og økonomiske historiker, der iøvrigt hørte til vor handelshøjskoles første gæsteforelæsere, gjorde sig til talsmand for en selvstændig privatøkonomisk disciplin (jfr. Ec. Journ. 1908, p. 181 ff. om »The Enlargement of Economics«). Surånyi-Unger (anf. værk, p. 208) mener, at Ashley her var påvirket af den igangværende udvikling i TyskLand, se endvidere Surånyi- Unger, p. 55 ff. & 210.

61) Surånyi-Unger, anf. v., p. 133.

Side 20

krigsyntesübestridt, mente man uforstyrret at kunne blive ved med at nyde frugterne af den industrielle revolution og »merchant adventurers«' verdensomspændende erobringer. Selvsikker, selvtilfreds og konservativ, som englænderen var, troede han at kunne viderebygge på de gamle hævdvundne traditioner. Det varede derfor længe, inden den engelske industridrivende og købmand, trængt af mere fremsynede og lærevilligeudenlandske konkurrenter, indså nødvendigheden af at studere det teoretiske grundlag for rationel erhvervsøkonomi.

Da M. Weyermann for godt 50 år siden holdt sin tiltrædelsesforelæsningi den ved Bern's universitet nyoprettede lærestol i »Nationalokonomieund Handelswissenschaften«, ridsede han i korte træk forholdetop mellem disse to discipliner. Kort forinden havde han sammen med en anden økonom, M. Schonitz, udgivet en bog62) om samme emne, og denne bog hældte ny olie i den da godt flammende diskussionsbrand. Det er ikke meningen her blot overfladisk at komme ind på alle de med forfatterne overensstemmende og fra dem afvigende opfattelser. Kun nogle få af de for emnet mest relevante punkter i Weyermann's installationstaleskal drages frem. For ham gælder det gennem en »konkretiseringog specialisering af homo oeconomicus«63) at bidrage til uddybningaf den nationaløkonomiske teori. Ulven i fåreklæder (privatøkonomii nationaløkonomiens klæder), som modstanderne havde mistænktham for at være64) ligger hans tankegang fjern. Han som nationaløkonomhar indset den nye disciplins berettigelse og hensigtsmæssighed og vil i sin kombinerede lærestol søge at udbygge privatøkonomien, som skal danne en »deldisciplin inden for rammen af »Volkswirtschaftslehre« «65). Hvis Weyermann dengang havde kendt den nyere teoretiske grænsedragning mellem mikro- og makroøkonomi, ville han have udtrykt sig mere klart. Han ville have sagt omtrent således: Makroøkonomien beskæftiger sig med heterogene objekter såsom nationalindkomst, opsparing,vækstrater o. s. v., men for ret at kunne erkende samspillet og de


62) M. Weyermann und H. Schonitz: Grundlegung und Systematik einer wissenschaftlichen Privatwirtschaftslehre und ihre Pflege an Universitåten und Fachhochschulen, Karlsruhe 1912. I det følgende er kun benyttet Weyermann's tiltrædelsesforelæsning, M. Weyermann: Das Verhåltnis der Privatwirtschaftslehre zur Nationalokonomie, Bern 1913.

63) Sidst anf. værk, p. 40.

64) Weyermann, s.sts., p. 9.

65) S.sts., p. 34.

Side 21

indbyrdes reaktioner inden for denne komplicerede heterogenitet66) er det nødvendigt først til bunds at undersøge de mere eller mindre homogenemikroelementers habitus og virkemåde. Han kunne resumerende have tilføjet: Mikro- og makroteori er sider af en og samme videnskab, nemlig økonomien, som tager sigte på først at erkende de økonomiske grundelementers hvad-hvorfor-og-hvordan samt deres funktionelle, organisatoriskeog sociale samvirken inden for den makroøkonomiske aggregation.

Det normative (hvorfor-og-hvordan) vil Weyermann heller ikke have forvist fra videnskabens område. Dertil kræves dog, at normerne for at kunne betegnes som videnskabelige grunder sig på erkendelsesteoretiske forudsætninger, således at de danner slutleddet i en logisk-kausal kæde (»Endglied einer liickenlosen logischen Kette«)67). Her kunne han blot have henvist til Kant. Ingen vil dog for alvor finde på at hævde, at Kant kun var filosof i sin erkendelsesteori (Kritik der reinen Vernuft), men blot moralprædikant i sin etik (Kritik der praktischen Vernuft). Den normative økonomi kan kun have betingede i modsætning til etikens übetingede imperativer68).

Det moderne mikrobegreb har uden tvivl foresvævet Weyermann69), men han drager det som »metodisk fiktion« ind under Privatwirtschaftslehre,hvis opgave han dog principielt anser at ligge (se ovenfor) i det konkrete og specielle. Han søger på prisværdig måde kort at påvise det privatøkonomiske indslag i den økonomiske teori gennem dens forskelligehistoriske faser. At privatøkonomien går helt tilbage til Arilds tid - den afsluttede husøkonomi var jo udpræget privatøkonomi — behøver ikke nogen bevisførelse. Nationaløkonomien kan næppe spores længere tilbage end til penge- og bytteøkonomiens opkomst. Den konkrete privatøkonomimed dens overvejende praktisk-normative målsætning findes vel først hos kameralisterne, som. Weyermann betegner som »territorialfyrstedømmernesfinansorganisatorer


66) I makroanalysens aggregation regnes med rub og stub, eller som Machlup, anf. værk, p. 9, udtrykker det »Grossen, in denen Kraut und Riiben ungeniert zusammengeworfen

67) Weyermann, p. 16-19.

68) Kant skelner mellem eudæmonistiske (fra græsk eudaimon = afhængig af skytsånd - lykketilsigtende) og etiske motiver og udtrykker det klassisk: »Die Maxime der Selbstliebe (Klugheit) råth bloss an; das Gesetz der Sittlichkeit gebietet«, jfr. nærmere hos Cl. Wilkens: Etisk Vurdering, 1916, p. 11 ff. - Her er allerede spørgsmålet om det teleologiske moment i økonomien svagt antydet. Dets behandling må af pladshensyn udskydes til en senere lejlighed.

69) Weyermann, anf. v., p. 25-26.

Side 22

fyrstedømmernesfinansorganisatorer«70). De drev ikke videnskab, men praktisk regnskabsvæsen, der tog sigte på at skaffe balance i fyrsternes kasse. De kunne af hensyn til borgernes skatteevne ikke komme helt udenom at beskæftige sig både med private erhvervsøkonomiske og mere almene territorialøkonomiske spørgsmål, således at der faldt nogle videnskabelige betragtninger af som biprodukt af deres meditative sysler. For merkantilisterne gælder noget lignende som for kameralisterne. Den konstaterende erkendelsesteoretiske økonomi begynder først med fysiokraterne, der også har dyrket privatøkonomi, dog mest på landbrugetsområde. Det er rigtigt, at man kan kalde de engelske klassikere i den videre videnskabelige forstand for privatøkonomer, men mikroøkonomerer en bedre dækkende betegnelse. Deres homo oeconomicus var i modsætning til privatøkonomiens agerende, som er af »kød og blod«, blot metodiske »blodløse« modeller. Derefter opstod der et privatøkonomisktomrum i den socialreformatoriske periode i det nittende århundrede, da økonomien blev opfattet som krematik71), der ikke var i yndest hos folket og dets profeter. Hen imod slutningen af århundredet sker der et fornyet gennembrud for privatøkonomien eller rettere for både privatøkonomien og mikroøkonomien. Den første nyder godt af den historiske skoles flittige indsamling af materiale fra erhvervslivet; mikroøkonomien vinder gennem den subjektivistiske østrigske skole i dybde og metodologisk styrke. Dens virkninger er sidenhen fortsat med uformindsket kraft, og de præger vedblivende på markant måde nutidensøkonomiske


70) S.stds., p. 26-27.

71) Rigdoms- og profitlære (ordet stammer fra græsk khremata som betyder penge).