Martin Shubik: Strategy and Market Structure,, Competition, Oligopoly, and the Theory of Games. John Wiley & Sons, London 1959. 387 s.

Af de forsøg der har været på at sammenkædespilteori

menkædespilteorimed økonomisk teori må Shubiks bog vel betegnes som det betydeligsteefter Von Neumann og Morgensternsbanebrydende bog fra 1944.

Shubik har tre formål med sit arbejde - således fremtræder det i hvert fald for nærværende iagttager. Først vil han afbilde de normale økonomiske teorier for oligopolistisk og monopolistisk konkurrence på spilmodeller. Dernæst vil han formulere sin egen spilmodel for en virksomheds økonomiske overleven gennem tiden, og endelig vil han illustrere denne models relevans gennem en empirisk eksemplifikation på brancheplan.

Begrundelsen for at oversætte de gængse konkunenceteorier til spilteoriens sprog er, at spilmodellerne skulle være væsentlig mere fleksible, og at der i spilmodellerne er nedlagt en løsningsprocedure med henbllik på at finde optimale strategier. Det mest signifikante erkendelsesmæssige resultat af denne del af undersøgelsen er dog måske påvisningen af, at de forskellige konkurrencemodeller giver forskelligt resultat for den samme markedsmæssige konstellation. Dette kan naturligvis ikke undre, da modellerne arbejder med forskellige forudsætninger. Alligevel er det ganske godt at få fastslået, at Cournot-løsningen - og lignende teoretiske optimalløsninger - er relative, et faktum der ofte overses, når modellerne anvendes vejledende.

Shubiks selvstændige bidrag til oligopol-teorien er udviklingen af modeller for »Games of economic survival«. Forf. går ud frct den forudsætning, at en virksomhed ønsker at overleve under en bibetingelse, fortrinsvis at maksimere forventet gevinst, men dog også under forudsætning af at bevare en vis kontrol eller eventuelle andre specifikke formål (jfr .diskussionen s. 220-22). I så fald kan følgende elementer og deres samspil give et vist grundlag: virksomhedernes begyndelscskapital, de periodemæssige udtræk, rentefoden, »markedsmatricerne«, fallit-niveauet og likvidationsværdien. Spilmodeller for økonomisk overleven formuleres og løses for såvel to- som flerpersonspil.

Det er klart, at markedsmatricerne, som skal give oplysning om spillernes udbytter som en funktion af alternative indsatser af handlingsparametre, er det springende punkt for modellernes relevans. Shubik påviser selv, f. eks. i diskussionen af spil-træer hvor mange kombinationer, der normalt kan blive tale om, og han kritiserer selv spilteoriens forudsætning om fuld information. At han herefter ikke giver op overfor den umulige opgave tjener til hans ros. Han kan trods alt påvise, at de løbende ind- og udbetalingers størrelse må spille en væsentlig rolle, medens man jo normalt har hæftet sig ved gevinsten, som er noget ganske andet. M. h. t. startkapitalen er anm. enig med Shubik i, at en større kapital giver en mere fleksibel strategimulighed, men han er ikke enig i, at mindre kapital absolut må medføre en sandsynlighed for hurtigere at gå ned. Heri kan man støtte sig til f. eks. de mange eksempler på prisfølgeskab, man har været vidne til fra mindre firmaers side.

Den empiriske eksemplifikation med hovedvægt lagt på strukturen og udviklingen indenfor det amerikanske bilmarked må nødvendigvis blive bogens svageste. Til gengæld må man være forfatteren taknemmelig for appendix A om nytteteori og appendix B, hvor spilteorien sættes i relation til velfærdsøkonomi og det evige problem om »rimelig fordeling«.

Anmelderens opfattelse er den, at Shubik har påvist, at skal man hen til vejledende spilmodeller for den enkelte virksomhed, må Shubiks og den øvrige klassiske spilteori blive et element i en mere omfattende beslutningsteoretisk model.