Mads Iversen: Penge, bank- og børsvæsen, 7. udg., G. E. C. Gads Forlag, København 1962, 350 s.

Når en lairebog - som i det foreliggende tilfælde - uden afgørende ndringer været anvendt i en årrække på forskellige skoler, kan man ofte påpege en af følgende to årsager hertil.

Enten er der tale om et fagligt og
pædagogisk ;så fremragende produkt, at
anvendelsens berettigelse er uomtvistelig

- eller der gør sig en fra mange felter
velkendt inerti gældende hos besluttende
myndigheder og alternative forfattere,

hvorved status quo opretholdes trods bemærkelsesværdigemangler.

Hvad angår Mads Iversens bog, der nu foreligger i 7 mere eller mindre forskellige udgaver og har været anvendt en lille menneskealder på flere fagskoler, er anmelderen ikke i tvivl om, at Newtons spøgelse har været skytsånd.

Bogen kan betragtes både som lærebog
og som håndbog.

Som håndbog må den tillægges ikke übetydelig værdi på grund af den vidtspændende emnekreds og et fortrinligt stikordsregister - og der er næppe tvivl om, at mange funktionærer i banker og andre pengeinstitutter kan have stor nytte af værket i denne henseende.

Imidlertid må bogen først og fremmest vurderes som lærebog, og i denne forbindelse slår de nævnte håndbogskvaliteter ikke til.

Indholdet strækker sig over dele af den økonomiske historie, teori og politik, beskrivelser af danske og visse udenlandske penge- og kapitalmarkedsinstitutioner samt gennemgang af enkelte juridiske problemkredse.

Alt vel så vidt.

Imidlertid er det desværre således, at de nævnte emner - såvel i denne som i tidligere udgaver - fremtræder som en (af og til næsten ufordøjelig) cocktail, der gør stoffet langt vanskeligere tilgængeligt end nødvendigt er. Især Iste hovedafsnit (»Penge«) indeholder en så gennemført sammenblanding af historie, teori, politik og beskrivelse, krydret med forfatterens; egne meninger, at det som undervisningsgrundlag næsten er værre end ingenting. Resten af bogen er mere systematisk - men også dette stof rammes på mange punkter af de straks nedenfor opregnede indvendinger.

Af en lærebog må man først og fremmest kræve en systematik, der tjener til at indøre eleverne i ét fagområde - og herunder i én problemkreds — ad gangen. Imod dette princip forsynder forfatteren fatterensig ofte og i ikke ringe grad. Et enkelt - tilfældigt valgt - eksempel kan illustrere dette: På siderne 66-78 gennemgås begreberne valutakurser, betalings - og kapitalbalance. Forinden har disse begreber - enkeltvis og i forskellige kombinationer - været anvendt uden forklaring i afsnittene om guldfoden (s. 25-30), om inflation og deflation (s. 30-36), betalingsaftaler og restriktioner (s. 38-43) og om liberalisering (s. 49-54).

Alt for mange lignende eksempler kunne påvises - og konsekvenserne for undervisningen af en sådan systematik, eller mangel på samme, er næppe svære at se.

Endvidere må en lærebogs ordvalg og sproganvendelse være af en sådan art, at læsernes umiddelbare forståelsesvanskeligheder reduceres mest muligt. I denne forbindelse falder Mads Iversens übeherskede brug af fremmedord i øjnene. Ganske vist hører mange af de anvendte fremmedord til elevernes fremtidige værktøj - men det er dog ikke hensigtsmæssigt gang på gang at anvende sådanne ord 1) uden forklaring og feller 2) før de ofte vanskelige problemer er forklaret på klart og ukompliceret dansk.

Det faglige indhold i en lærebog er også vigtigt. Terminologien må være konsekvent og up to date, definitioner og forklaringer entydige og i overensstemmelse med den anerkendte teori (hvad enten forfatteren har akcepteret den eller ej), og argumentationer må være så objektive som muligt.

På alle disse felter kan den foreliggende bog kritiseres på mange punkter. Nogle enkelte ting skal nævnes til illustration.

Terminologisk falder bl. a. udtrykkene tilbud og efterspørgsel samt vekselkurser i øjnene. Moderne forfattere foretrækker at sige udbud og efterspørgsel og valutakurser (hvilket udtryk da også anvendes i flæng med vekselkurser af Mads Iversen).

Blandt de mange invalide definitioner

skal naevnes forklaringen pa efterspcirgselsinflation(s. 31): »Nar der er for mangebetalingsmidler i forhold til vareforsyningen«,og et eksempel pa en uheldig argumentation finder vi side 74, hvor forfatteren - efter at have omtalt en raskke historiske eksempler pa devaluering - konkluderer: »En devaluering bringer blot det pagseldende land en ejeblikkelig fordel over for udlandet ved, at det bliverlettere en vis tid at konkurrere med udenlandske varer bade ude og hjemme. Men da importen bliver dyrere, vil prisogomkostningsniveauet efterhanden stige, saledes at der isaer i et fuldt beskaeftlget samfund let udloses inflatoriske tendenser«.

Hermed er vel næppe alt sagt om devalueringers økonomisk-politiske betydning? Men i hvert er der sagt tilstrækkeligt til for tid og evighed at give eleverne den opfattelse, at den slags politik nærmest er uartig overfor landets borgere under alle forhold!

Et andet eksempel.

Side 27 står: »Særlig tiltalende ved guldmøntfoden var det, at det upersonlige guld var sjælen i systemet og dette derved på en måde frigjort for menneskers indblanding«.

På mange af os andre virker dette nærmest utiltalende - men uanset »-patiens« art over for guldfoden er der dog ingen grund til at forherlige den i unge menneskers øjne i dag. Noget lignende sker på side 30 - hvor endvidere Keynes tildeles professorværdigheden, mens R. Harrod (og ikke Herrod!), der vitterlig er professor, må undvære den. Verden er uretfærdig!

Mange andre eksempler pa manglende systematik, misforstaelser og uheldig sprogbrug kunne desvaerre fremdrages - men ovenstaende turde vsere tilstraekkeligt til at illustrere, hvorfor anmelderen — der selv har undervist efter bade forrige og nuvasrende udgave af bogen - finder den mindre egnet som lserebog, især af det uddannelsesniveau hvor den anvendes. Bent Gram.