P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationaløkonomi. 2. udgave. København: Harck, 1961. 380 s. Kr. 35,00.

1. Siden de tre handelshøjskoleprofessorer for snart 10 år siden udsendte deres lærebogi nationaløkonomi, er der løbet så meget vand i stranden, at en revision længe har været påkrævet. Bogen foreligger nu i en ny, helt omarbejdet udgave, som dels har ført fremstillingen å jour under hensyn til de ændrede økonomisk-politiske problemstillingerog dels har udnyttet den kritik av bogen, som er fremkommet ikke mindst fra de mange, som har undervist efter den. Der er, som det siges i forordet, sket en stramning av dispositionen og en præcisering av fremstillingsformen. Revisionen er foretaget av Bjarke Fog og Nyboe Andersen, der tegner sig for henholdsvis mikro- og makrostoffet.

ræsonnementer. Denne svaghed er der i væsentlig grad - omend ikke fuldt ud - blevet rådet bod på i 2. udgave. Fremstillingen er blevet skærpet, og bogen er endda - eller snarere netop derfor - blevet en del kortere. En række fejl og unøjagtigheder er blevet rettet. Og bogens stil og tone er gennemgående blevet mere „saglig", mindre „populær", uden et øjeblik at blive kedelig; de to (eller tre) forfattere skriver som altid fortræffeligt og med stor veloplagthed. Deter muligt, at den nye udgave er blevet noget sværere at læse som roman, men for de læsere, som virkelig ønsker at tilegne sig stoffet grundigt, kan det kun være en hjælp, at de vanskelige problemer kommer mere klart og utilsløret frem.

2. Men nu til de enkelte kapitler, hvorav de, der behandler mikroøkonomisk stof (11-V), vel har størst interesse for dette tidsskrifts læsere. Desværre er disse kapitler, skønt stærkt forbedrede i forhold til 1. udgave, nok som helhed noget svagere og av mere ujævn kvalitet end resten av bogen.

I kap. I: Grundtræk af samfundets økonomi, er avsnittet om økonomiens grænse- og hjælpevidenskaber gledet ud; til gengæld har vi fået dels nogle betragtninger om statik og dynamik, dels en sikkert nyttig oversigt over bogens indhold. De indledende avsnit er - i modsætning til resten av bogen - stadigvæk præget av en vis bred folkelig snakkesalighed og ville sikkert ha godt av en stramning av fremstillingen; det er jo dog en akademisk lærebog.

Definitionen av frie goder p. 16 er næppe helt træffende; det ligger stort set „uden
for vore økonomiske handlingers rækkevidde" at avbøde mangelen på jord, men derfor
er der vel ingen, der vil kalde jord et frit gode.

Det kunne nok være fremhævet lidt mere explicit, f. eks. p. 26, at arbejdsdeling og
bytte er to sider av samme sag.

Når det siges pp. 31-32, at ethvert forsøg på at finde et udtryk for den samlede produktion ved omregning til en eller anden fælles „energienhed" må strande p. gr. a. målestokkens vilkårlighed, er hertil at sige, at selve tanken om en sådan omregning er absurd i sig selv og ikke en omtale værd; energi er et input (blandt mange andre) og har intet som helst at gøre med måling av output.

Avsnittet om det økonomiske kredsløb og nationalregnskabet virker lovlig summarisk; det ville nok ha været en fordel, om man var gået lidt mere i detaljer, og ikke mindst om fremstillingen havde været illustreret både med kredsløbsfigurer, med bogholderimæssige opstillinger og med de tilsvarende systemer av definitionsligninger (med symboler som i kap. VIII såvel som tal for 1960), noget som i høj grad ville lette tilegnelsen og overblikket. - Om man synes om kredsløbsdiagrammerne fig. I. 1-4, der fremtræder i reklamebrochure-stil, er en smagssag; mange læsere vil sikkert finde, at enkle pile uden tykkelse men med tal på vil gøre det hele mere overskueligt.

I kap. II - Indkomstanvendelsen - er overskudsbegrebet blevet præciseret. En anden - såre velkommen - ændring er indskærpningen p. 69 av, at efterspørgselselasticiteten for en vare ikke er den samme i alle punkter av efterspørgselskurven. Endnu bedre ville det ud fra et pædagogisk synspunkt ha været, om der også hade stået, at elasticiteten simpelthen er en tilnærmet beskrivelse av kurvens form — og dermed av mængdens reaktion på prisændringer - i omegnen av et bestemt punkt, f. eks. det for tiden herskende markedspunkt. (Andre sådanne approksimationer er mulige, f. eks. en lineær funktion).

Den generelle form på en efterspørgselsfunktion, med varens egen pris, andre varers
priser, indkomsten etc. som uavhængige variable, burde være givet explicit et eller andet

sted, fx. p. 62; det ville da kunne fremgå mere præcist, at de forskellige efterspørgsels - elasticiteter er de partielle elasticiteter av denne funktion. Lad så gå med, at de benyttedesymboler ikke er helt korrekte - partielle differentialkvotienter skal betegnes med (s'er, ikke med d'er - værre er det, at indkomstelasticiteten p. 74 er defineret som elasticiteten i den enkelte husholdnings efterspørgsel, medens pris- og krydselasticiteteni det foregående refererer sig til markedets efterspørgsel. Det er formodentlig for at komme uden om en ekstra forudsætning om konstant indkomstfordeling, men alligevel.

I fig. 11.2 (p. 64) er en tabel over en eftersporgselsfunktion illustreret - ligesom i 1. udgave - ved en trappekurve; hvorfor ikke blot med den serie punkter, der svarer til tabellen? Det ville vaere simplere, og den ganske enkle diskontinuitet, der ligger i tabellen, kan ikke motivere alle disse streger; selve trappetrinene har ingen saerlig mening. Det ville ogsa vsere rart, om man kunne slippe for det ret overflodige ord „eftersporgselsrsekke", der simpelthen betegner en tabel og ellers ikke bruges til noget.

Overskriften p. 74 er ikke videre træffende; der er ikke så meget tale om flere funktionssammenhænge
som om en funktion av flere variable, der efter behov kan forudsættes
indbyrdes avhængige eller uavhængige.

Det gamle kapitel om indkomsterhvervelsen er gået ud; i stedet er det omkostningsteoretiske stof, der i 1. udgave var blandet sammen med prisdannelsen, nu samlet i et specielt kapitel (III) om produktion og omkostninger, hvad der i sig selv er en væsentlig forbedring av dispositionen. Stoffet er helt omarbejdet. Efter en indledning om virksomhedernes målsætning gennemgås investeringskalkylen, der nu - i stærkt ændret form, bl. a. er indtægter fudgifter trådt i stedet for ind- og udbetalinger - benyttes til at udlede investeringens avhængighed av rentefoden. (Man savner iøvrigt her en bemærkning om risikofaktoren i den subjektive kalkulationsrentefod). Herefter gennemgås en virksomheds omkostningsforhold med udgangspunkt i produktionsfunktionen, en meget væsentlig forbedring i forhold til 1. udgave. Det er også en slående rigtig og pædagogisk meget heldig idé her at begynde med de grøftegravningsregnestykker, alle læsere kender fra skoletiden.

Hermed være imidlertid ikke sagt, at kap. 111 på alle punkter er tilfredsstillende. Det skæmmes av adskillige fejl og uklarheder og må vel selv i den forbedrede skikkelse siges at være bogens svageste kapitel. Mange av uklarhederne kunne ha været undgået ved en mindre ensidigt verbal fremstillingsmåde.

P. 84 definerer forf. således - ganske vist med åbenbar ulyst - proportionalitetsloven som ensbetydende med en lineær produktionsfunktion. Dette er en kedelig fejl, som burde ha været stoppet i korrekturen. Den almindeligt vedtagne og ganske naturlige definition er, at produktionsfunktionen er homogen av 1. grad; for at være det behøver den ikke at ha lineær form (jfr. f. eks. Cobb-Douglas-funktionen), og har den det, må der ikke være noget konstantled med, hvis proportionalitetsloven skal gælde. - Et andet eksempel på uheldig terminologi findes p. 84, hvor der tales om en produktionsfunktion, der er proportional. Det lyder ikke rart.

Uklarheden m. h. t. definitionen av proportionalitetsloven som en lineær relation hænger nok tildels sammen med, at denne lov drøftes p. 84 under forudsætning av. at der kun anvendes en enkelt produktionsfaktor. Det ville ha været bedre, om forf. straks på dette sted havde defineret produktionsfunktionen - og dermed også substitutionsbegrebet - i det tilfælde, at der er mere end én faktor, og helst i form av en ligning. (En sådan klar og explicit definition findes overhovedet ikke i kapitlet). Det ville gi en bedre overgang til drøftelsen av partiel tilpasning. Proportionalitetslovens og proportionslovensplacering

portionslovensplaceringi forhold til hinanden far man heller ikke ordentlig rede pa.
Pi fig. 111.2 (p. 84) er faktormasngden, men ikke produktmaengden, angivet pr. tidsenhed.Det
skal vaare pr. tidsenhed i begge tilfaelde. Figuren kunne i ovrigt ha vasret
benyttet til at definere begrebet (gennemsnits-)produktivitet.

Begrebet substitution dukker første gang op p. 85, men på en lidet heldig måde; eksemplet med gravemaskinen illustrerer ikke substitution i vanlig forstand, men en diskontinuert ændring i teknikken, hvilket snarere må betegnes som en overgang til en anden produktionsfunktion. I det hele taget er substitutionsfænomenet ret stedmoderligt behandlet. Det er f. eks. ikke nævnt, at der ved proportionsloven er tale om substitution i betydningen: ændring av den relative faktorkombination.

Partiel tilpasning illustreres pp. 85-86 med et konkret eksempel (hvis eventuelle empiriske grundlag ikke er angivet), med antal strikkere + strikkemaskiner som det variable faktorkompleks; den faste faktor er bygningen, siledes at det alene er den begrasnsede plads i strikkehallen, der ssetter kapacitetsgrasnsen. Dette rimer ikke si godt sammen med den senere behandling av omkostningsfunktionen, der udledes av produktionsfunktionen, og 'hvori der ikke optraeder springvis faste omkostninger til nye maskiner blandt de variable omkostninger. Tilfaeldet er da ogsi nederst p. 89 betegnet som total tilpasning! En bedre illustration av partiel tilpasning ville man nok fi ved at forudsastte maskinparken konstant, men variere udnyttelsesgraden i tiden - maskinparken som sadan er da en fast faktor, men dens tjenester, milt i maskintimer, et variabelt input - og evt. maskinhastigheden. (I sidste tilfselde er der tale om en aendring av den relative faktorkombination - jfr. Schneiders udmserkede, konkrete eksempel i „Einfuhrung ..." - hvilket ikke er naevnt p. 86).

P. 87 tales der om grænse- og gennemsnitsprodukt, ikke om grænse- og gennemsnitsproduktivitet.
Det kan forsvares i en verbal fremstilling, der er illustreret med et
taleksempel, men betegnelsen produktivitet bør i hvert fald også nævnes.

P. 90 er spørgsmålet om proportionalitetslovens gyldighed ikke holdt helt klart ude fra spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk vil ske ændringer i den relative faktorkombination, når skalaen ændres ved total tilpasning. Man kunne også ha ønsket en bemærkning om, hvorvidt ændret teknik kan rummes indenfor samme produktionsfunktion, og om det overhovedet har mening at diskutere proportionalitetslovens eventuelle gyldighed, når der ved større produktionsskala kommer helt andre produktionsfaktorer (f. eks. andre maskintyper) ind i billedet.

Definitionen av en for hele samfundet gældende produktionsfunktion for en enkelt
vare (p. 92) er temmelig ulden.

Figurerne 111.4 og 111.6 (pp. 93 og 95), der skal vise, hvordan omkostningsfunktionen udledes av produktionsfunktionen ved omvending, er næppe pædagogisk heldig. Pointen - at det er den samme kurve, blot med ombytning av akserne og ændring av den ene målestoksenhed - vil nok undslippe mange læsere, når der opereres med 3 akser i stedet for med 2. Drejning omkring halveringslinjen, den vanlige måde at vise det på, er utvivlsomt mere anskueligt, hvis man da ikke vil tegne 2 helt adskilte figurer og forklare

Flervareproduktionen er yderst stedmoderligt behandlet pp. 97-98, hvad der er ei
alvorlig brist ved fremstillingen. Der er intet om kapacitetsbegrebet ved flervarepro
duktion, intet om fælles og forenet produktion, og intet om opportunity cost.

Der er ikke givet nogen begrundelse for det lineære omkostningsforløb i industrien
(p. 99). Limitionale faktorer, diskontinuert substitution og lineære processer er ikke
omtalt.

Kap. IV, om prisdannelsen for færdigvarer, forekommer til gengæld særdeles vellykket i sin omarbejdede skikkelse. Der er kommet et nyttigt skema med, der gir en oversigt over de forskellige markedsformer. Avsnittet om prisdannelsen for differentierede varer (pp. 108-116) har vundet meget betydeligt ved at blive skrevet om; det er særdeles klart og velskrevet, og de unødige formler fra den gamle udgaves p. 135 er vi sluppet for. I det hele taget er 2. udgave renset for det elasticitetsraseri, som plagede 1. udgave, hvor man nærmest måtte få det indtryk, at elasticiteten var det egentlige og efterspørgsels- eller avsætningsfunktionen noget sekundært i forhold dertil. Pp. 104-105 siges det - som i 1. udgave - at den enkelte producent av en standardvare ikke selv kan fastsastte prisen. En rigtigere sprogbrug ville vsere: det kan han godt, men den udefra givne markedspris er altid hans optimalpris. - P. 116 tales der om autonom „t£enkemade". - Opportunity-cost-betragtningen p. 124 er - som i naesten alle verbale fremstillinger - upraecis og taget indtil det übegribelige; det, der skal siges, er, at graenseproduktionsomkostningerne skal vaere lig marginal opportunity cost. Her ma man igen beklage, at flervareproduktion i den grad er forsamt i kap. 111. - Avsnittet om den almindelige prissammenhasng (pp. 130-132) - der ievrigt burde hedde noget andet, da det mest drejer sig om specielle prissammenhaenge - er desvaerre gaet uaendret over fra 1. udgave. Terminologien er lidet hensigtsmasssig og iremstillingen efter mine erfaringer pasdagogisk utilfredsstillende. - Avsnittet om konkurrencelormernes betydning for produktionen (pp. 132-134) er skrevet om og udvidet med nogle velfasrdsokonomiske betragtninger, hvor selve ordet velfaerd dog er blevet glemt (det dukker farst op p. 202). - Overensstemmelse mellem pris og grasnseomkostninger kan ikke uden videre identificeres med fuldkommen konkurrence; p. 133 foroven ber nd. v. s." erstattes med „(. eks.". Dernaest kap. V: Prisdannelsen pa produktionsfaktorer. Fremstillingen av faktorefterspargselen og prisdannelsen pa flydende realkapital (pp. 149-156), et av de svage punkter i 1. udgave, fremtraeder nu i betydeligt forbedret skikkelse - abenbart under indflydelse av 01gaard's pi Schneider byggede fremstilling - og haenger bedre sammen med det produktionsteoretiske stof fra kap. 111. Det hele kunne dog nok ha vasret sagt endnu kortere og tillige klarere med anvendelse av en smule matematik; de forskellige tilfaelde, der svarer til fig. V.l-5, fremkommer alle ved maximering av salgsindtasgt minus omkostningerne til den variable faktor (p ■ x — q • v) under forskellige forudsaetninger m. h. t. sammenheengen mellem p og x, resp. q og v, og m. h. t. produktionsfunktionen (der i den forste figur erx = v), og i hvert enkelt tilfalde kan man benytte enten x eller v som uavhaengig variabel. Det ville gi fremstillingen mere fasrhed og knytte figurerne sammen. - Man undrer sig over den ejendommelige spidse form pa kurven i fig. V.2 (abenbart er Handelshojskolens kurvelineal blevet vask, da figuren skulle tegnes), der heller ikke - som det haevdes p. 150 - svarer til formen pa kurven i fig. 111.3.

Prisdannelsen pa fast realkapital er bl. a. illustreret ved fragtrateeksemplet pp. 158-160,
det dog ikke er selve kapitalgenstandene, men deres ydelser, det drejer sig
om. Her savner man en forbindelseslinje til prisdannelsen for skibene selv.

I avsnittet om lendannelsen er den Zeuthen'ske lanteori gaet ud og erstattet med nogle - formentlig mere realistiske - beskrivende common-sense-betragtninger. Sammenhaengenmellem efterspargsels- og udbudssiden - jfr. kobekraftsargumentet - er trukket kraftigere frem end i 1. udgave, og langlidningen er omtalt. - P. 171 siges, som i mange andre laerebager, at arbejdstempo og effektivitet er en tredje dimension i arbejdsudbudet ved siden av arbejdertal og arbejdstid; vel en noget tvivlsom affaere, hvis effektivitetenskal miles ved den fremkommende produktmasngde. Effektiviteten kommer da til at

avhænge dels av den anvendte teknik (produktionsfunktionen), dels av indsatsen av andre faktorer (faktorkombinationen), og kan derfor ikke være en dimension ved udbudetav faktoren arbejdskraft, der jo hører hjemme på input-siden. Mængden av en faktor bør principielt kunne måles uden reference til den resulterende produktmængde og de medvirkende mængder av andre faktorer.

Kapitlet avsluttes med 5 sider om indkomstfordelingen, hvori der ikke forekommer
andre tal end det for lønandelen. Det må vist siges at være en brist ved en fremstilling,
der ellers lægger vægt på at være konkret og virkelighedsnær.

3. Herefter følger de makroøkonomiske kapitler VI-X, alle på nær det sidste fuldstændigt omarbejdede, ikke blot aktualiserede under hensyn til de sidste 10 års udvikling. Disse kapitler skal ikke her gennemgås i detaljer; vi skal indskrænke os til at nævne de vigtigste ændringer i fremstillingen.

Kap. VII gar mere udfarligt end 1. udgave rede for de forskellige kassebegreber og for de forskellige kilder til pivirkning av likviditeten. Renteteorien, efter Keynes'ske linjer, er der ogsa gjort mere ud av. Den storste omkalfatring av stoffet er dog sket i kap. VIII (om indkomstdannelsen), der er belt uigenkendeligt. Med udgangspunkt i den simpleste Keynes-model er der givet en rsekke stadig mere komplicerede makromodeller, kulminerende i dynamiske multiplier-accelerator-modeller (en vseldig forbedring i forhold til det uheldige eksempel pa forlabsanalyse i 1. udgave, hvor der pa überegnelig og ikke nsrmere forklaret eller motiveret made blev skiftet forudssetninger midt i forlebet). Endvidere er der tilfejet et nyt avsnit om okonomisk vaekst. - Kap. IX om konjunkturbevsegelserne er omarbejdet og ajourfort, og det avsluttende kapitel er udvidet med et nyt og velkomment afsnit om udviklingslandenes okonomiske problemer.

4. Sammenfattende ma man sige, at den nye udgave repraesenterer en avgarende forbedring i forhold til den oprindelige, ikke mindst i retning av storre precision. Ovenstaende kritiske betragtninger skal ikke laeses som en negativ vurdering av vasrket, men som velmente, konkrete forslag til yderligere forbedring. Mere generelle indvendinger mod fremstillingen er det svaert at finde; det skulle da vaere den yderst sparsomme brug af det praktiske vaerktoJ, der hedder matematik. Med de forudsaetninger, som bogens laesere har - og bide HandelshoJskolen og Kabenhavns universitet har niatematikundervisning for de studenter, der ikke har matematisk studentereksamen - kunne forfatterne i hoJere grad ha udnyttet den enorme paedagogiske fordel, der ligger i at ha et matematisk skelet at haenge det verbale k»d pa; det kunne pa adskillige punkter - jfr. saerlig bemaerkningerne til kap. 11, 111 og V ovenfor - ha givet stoffet yderligere fasthed, overskuelighed og praecision, og en del omstaendelighed kunne spares.

5. Til slut det obligatoriske anmelderpedanteri:

Diagrammerne kunne ha været bedre (og pænere). En vis konsekvens og ensartethed i brugen av tykke, tynde og punkterede linjer og kurver ville lette brugen av figurerne, f. eks. fig. 1V.5 (p. 122), hvor de lodrette streger burde ha været punkterede og grænseomkostningskurven tyk. Fig. V111.3 (p. 291) er ikke sådan at hitte rede i.

Symbolfortegnelsen, der er lovet p. 44, er tilsyneladende faldet ud. Den er næppe
heller nødvendig; til gengæld burde de vigtigste makroøkonomiske symboler som nævnt
ha været introduceret allerede i kap. I om nationalregnskabet.

Litteraturfortegnelsen bag i bogen er ret sparsom. Måske burde der være en speciel

litteraturliste til hvert kapitel (og evt. nogle fodnoter med henvisninger), det letter
orienteringen.

Thorkil Kristensen vil blive smerteligt berart over at ha f&et et d for meget i sit navn (p. 380). Samme kedelige skaebne er overgaet ordet indhylningskurve (p. 101). Til gengaeld er det en i vore dage uhart bedrift at publicere en bog pi 380 sider med kun 3 idiotkommaer (pp. 86, 89 og 154). Sproglige maerkvaerdigheder er der heller ikke mange av; dog studser man over disinvestering (pp. 19 og 281 - hedder det ikke desinvester'mg pa dansk?), og det skurrer ogsa lidt i eret, nar man harer, at to faktorer kan substituere hinanden (pp. 89 og 103), eller at den ene kan substitueres med den anden (p. 69); deter vist den anden, der substitueres for den forste. Endelig vil nogle ta ansted av, at millioner og milliarder forkortes til italienske possessive pronominer, men deter jo en smagssag.