Udenlandske agenturkontrakter

Det Internationale Handelskammer har fornylig udsendt en publikation, indeholdende en vejledning i affattelse af agenturkontrakter (..Commercial Agency. Guide for the Drawing Up of Contracts"). Bag den beskedne tryksag ligger et arelangt kommissionsarbejde, hvortil de nordiske lande, saerlig Sverige og Danmark, har ydet et ikke uvaesentligt bidrag.

Da kommissionen (The Commission on International Commercial Practice) begyndte at arbejde med agentproblemet - for 7-8 ar siden - nedsatte den et arbejdsudvalg pi 5 medlemmer, hvori Danmark var repraesenteret. Planen var oprindelig at udarbejde en standardkontrakt, men dette blev hurtigt opgivet som uigennemfarligt. Dernaest forsagte man at formulere en raskke klausuler til indsasttelse i kontrakterne, affattet saledes at der kunne vaelges mellem alternative formularer for hvert af de vigtigste punkter i kontrakten. Men ogsi denne lesning madte si mange betasnkeligheder, at den matte opgives - til trods for, at der fra nordisk side blev udarbejdet et fuldstasndigt udkast med klausuler og tilharende kommentarer. Man enedes i stedet om at udarbejde en ..guide", d. v. s. en vejledning, hvori der blev peget pi de problemer, parterne matte have for oje ved kontraktens udarbejdelse, og givet en anvisning pi, hvorledes problemerne kunne loses. Man skulle med andre ord udelade klausulerne og nejes med kommentarerne. Deter denne ..guide", der nu er udgivet i trykt form.

Vejledningen angår forholdet mellem handelshuset og den selvstændige handelsagent
(commercial agent). Den omfatter altså ikke handelsrejsende eller repræsentanter,
der er ansat i handelshuset eller som er undergivet dettes ordrer eller tilsyn.

Vejledningen angår udenlandske kontrakter, d. v. s. alle tilfælde, hvor et handelshus antager udenlandske agenter. Naturligvis kan vejledningen også bruges i indenlandske forhold, men de fleste af de råd, der gives, udspringer af den omstændighed, at lovgivningen om agenter er forskellig i de forskellige lande, og at den ene part i forholdet ikke altid kender den anden stats lovgivning.

For danske firmaers vedkommende får vejledningen dels interesse for danske eksportfirmaer,
der antager agenter i udlandet, dels for danske importagenter, der repræsenterer
udenlandske huse.

Vejledningen begrænser sig strengt til forholdet mellem parterne og undgår således
at tage stilling til spørgsmålet om kontraktens virkninger over for trediemand.

Vejledningen tilsigter til en vis grad at være udtømmende og må derfor nødvendigvisindeholde
råd om en del forhold, der må forekomme selvfølgelige for jurister
og erfarne forretningsfolk. For mindre rutinerede koncipister kan det imidlertid være

---

*) Professor ved Handelshøjskolen i København-

nyttigt at have disse mange råd for øje. I det følgende skal omtales nogle af de betragtninger,der
ikke er umiddelbart indlysende.

En ting, der undertiden kan give anledning til vanskeligheder, er den rette afgraensning af agenturets omfang, dels geografisk, dels generisk. Vejledningen anbefaler derfor partere neje at beskrive det territorium, hvor agenten skal virke, og at opregne de produkter, som han er bemyndiget til at saelge. Seerlig hvis agenturgiveren ensker at holde enkelte af sine produkter uden for agenturet, ma dette przeciseres, idet der i modsat fald vil vaere praesumption for, at agenten er bemyndiget til at saelge alt, hvad agenturgiveren

Deter ogsi meget vigtigt at fastsla, om agenten er eneagent eller ikke. Virkningerne
heraf kommer isaer frem i relation til provision og vil derfor blive omtalte nasrmere
nedenfor.

Normalt må en agent have lov til at opsøge sine kundeemner hvorsomhelst indenfor det ham anviste område, men i visse tilfælde vil agenturgiveren ønske at holde enkelte kundeemner udenfor, f. eks. offentlige myndigheder eller visse koncessionerede selskaber eller kunder inden for en bestemt branche. Begrænsninger af denne art bør altid nøje præciseres i kontrakten.

I lande, som ikke har en lovgivning som den danske kommissionslov, er det vigtigt at aftale, om agenten kan afslutte bindende salg, eller om de af ham optagne ordrer skal accepteres af agenturgiveren, inden de bliver bindende for denne. Herom gælder der vistnok ret forskellige lovregler rundt omkring i verden.

Hvis agenturgiveren skal forsyne agenten med prøver eller andet materiale, ellei hvis han skal deltage i reklameudgifter i agentens land, eller hvis han skal betale ham udgifter til rejse, porto, telefon og telegraf, bør sådanne aftaler nøje præciseres I mangel af aftale, må der være præsumption for, at agenturgiveren ikke har forplig teiser i så henseende.

Et spørgsmål, der ofte giver anledning til tvistigheder mellem parterne, er om agenten har ret til at repræsentere konkurrerende firmaer. Mange agenturgivere mener, at det må være en selvfølge, at han ikke må føre konkurrerende produkter, hvorimod man ikke har noget imod, at han fører visse produkter af helt anden art, hvis agenturgiverens produkter ikke er tilstrækkelige til at skaffe ham en levevej. Heroverfor hævder mange agenter imidlertid, at produkter, der tilsyneladende er konkurrerende, ikke altid er det i virkeligheden, men forholder sig supplerende til hinanden, idet de ofte ligger i hvert sit prislag. En agent vil derfor ofte med fordel kunne repræsentere to firmaer, der fremstiller beslægtede produkter i hver sin kvalitet, idet agenten ad denne vej kan betjene sine kunder bedre, hvilket også i sidste instans kommer agenturgiveren til gode. Problemer af denne art bør derfor løses gennem detaljerede aftaler, da de let skaber vanskeligheder senere, navnlig hvis agenten søger at skjule for agenturgiveren, at han forhandler konkurrerende produkter.

Reglerne om selvindtræde hører også til dem, der er forskellige rundt om i landne, og det anbefales derfor nøje at aftale, hvilke regler der skal gælde herom. Endvidere anbefales det at præcisere, hvilke regler der skal gælde om et eventuelt konsignationslager, idet nogle lovgivninger savner regler svarende til dansk kommissionslovs § 53. I alle agenturkontrakter er det vigtigt at fastlægge, under hvilke betingelser agenten bliver ansvarlig for insolvente kunders gæld.

Del credere hasftelsen ledsages i mange tilfaelde af en sasrlig del credere provision,
ofte pi % %, og deter naturligvis vigtigt, at dette prseciseres i kontrakten.

Mindre hyppigt forekommende, men dog ikke uden praktisk betydning, er problemet vedrørende de såkaldte agentvaremærker, hvorved tænkes på tilfælde, hvor agenten lader agenturgiverens varemærke registrere i sit eget navn i sit hjemland. Det vil da normalt være en selvfølge, at han må afgive retten til varemærket ved agenturforholdets ophævelse, men det behøver ikke at være således. Hvis agenten har skabt et specielt mærke for produktet i sit land (f. eks. fordi det udenlandske navn ikke kan bruges i agentlandet), vil der i mangel af aftale være præsumption for, at mærket tilhører agenten.

Ved antagelse af en ny agent på indarbejdede markeder, forekommer det, at agenten må garantere et vist minimumssalg som betingelse for kontraktens fortsættelse. Omvendt forekommer det, at man ved antagelse af agenter på nye markeder garanterer agenten en vis minimumsprovision, i hvert fald i den første tid. Ordninger af denne art forudsætter udtrykkelig hjemmel i kontrakten.

Vejledningen indeholder udferlige regler om provisionen (pa engelsk commission). Man finder pa dette sted regler om, at der ved eneagentur skal betales provision af alle ordrer, som modtages direkte eller indirekte fra agentens geografiske omrade, medens der ved andre agenturforhold er prsesumption for, at agenten kun skal have provision af de ordrer, som han har fremskaffet. Disse regler kan dog fraviges ved aftale.

Vejledningen anbefaler, hvorledes der skal forholdes i tilfselde, hvor agenten kun har medvirket delvis, f. eks. hvis han kun har vaeret med ved forretningens afslutning, eller hvis han kun har medvirket ved de indledende skridt, medens afsluttende forhandlinger har fundet sted direkte mellem kunden og agenturgiveren.

Det anbefales ogsa at aftale, om agenten skal have provision af aftaler, som afsluttes
gennem ham, men som kommer til udfarelse uden for kontraktens omrade.

Kontrakten ber endvidere angive, hvornar retten til provision opstar, om det er ved ordrens fremsendelse eller ved dens accept, om deter ved varernes levering eller ved kobesummens betaling. Ligeledes bor kontrakten angive, hvornar provisionen er forfalden til betaling. Det vil endvidere vsere klogt at aftale, hvorvidt provisionskravet skal pavirkes af visse efterfelgende begivenheder, sasom annullation af en ordre, afslag i kebesummen, manglende opfyldelse fra agenturgiverens side, koberens fallit eller insolvens o. s. v.

Endvidere bør det aftales, om agenten kun skal have provision af de ordrer, som han personlig har indsendt, eller om han også skal have provision af de ordrer, som en af ham fremskaffet kunde senere indsender på egen hånd. Det anbefales i denne forbindelse at aftale en tidsperiode, ved hvis udløb provisionsretten kan falde bort, idet vejledningen peger på, at der i modsat fald vil være præsumption for, at der skal betales provision af alle senere ordrer. Endelig anbefales det at aftale, i hvilken møntsort provisionen skal betales, samt om der skal gælde faste betalingsterminer, f. eks. kvartårlig eller halvårlig. Med henblik på den regelmæssige opgørelse anbefales, at agenturgiveren giver agenten en liste over ordrer fra hans område, således at agenten kan kontrollere denne.

Vejledningen behandler også det vanskelige problem om kontraktens ophør, dels ved opsigelse, dels ved ophævelse på grund af misligholdelse. Da nogle lande har regler om, at et agenturforhold kan opsiges uden varsel, medens andre har opsigelsesregler, der minder om funktionærlovgivningen, anbefaler vejledningen, at spørgsmålet om varsel løses ved udtrykkelig aftale. Det anbefales endvidere at præcisere, hvilke forhold fra parternes side der skal betragtes som misligholdelse.

Fra agentside blev der under forhandlingerne fremsat ønske om, at der i vejledningenskulle

ningenskulleindsættes bemærkninger om betimeligheden af, at en veltjent agent, der fratræder på grund af alder, eller som dør under udøvelsen af sit hverv, skulle nyde en vis kompensation - for sig selv eller sit dødsbo - for værdien af den kundekreds, som han gennem årene har oparbejdet. Man tænkte sig bl. a. den mulighed, at agenturgiverenved ansættelse af en ny agent kunne forpligte denne til at yde den afgåendeagent eller hans enke en vis pension, f. eks. i de første fem år. Det lykkedes imidlertid ikke at opå nogen enstemmig tilslutning til disse synspunkter, og vejledningenindeholder derfor ingen bemærkninger herom.

Endelig peger vejledningen på problemet lovkonflikter og anbefaler, at der i agenturkontrakten
dels indsættes værnetingsklausuler, dels en vedtagelse om, hvilket lands
lovgivning der skal komme til anvendelse i tilfælde af retstvist.

Vejledningen, der foreligger i engelsk og fransk udgave, kan erhverves gennem Det
Internationale Handelskammer. Den kan anbefales til alle forretningsfolk og jurister,
der afslutter agenturkontrakter med udlændinge.