Robert Triffin: Gold and the Dollar Crisis, Yale University Press, 195 s. Kr. 35,40.

I slutningen af 1958 indførtes samtidig med ophævelsen af den europæiske betalingsunion en udvidet konvertibilitet for de vesteuropæiske valutaer. Den vestlige verden er dermed i det store og hele vendt tilbage til et frit internationalt valutasystem med faste valutakurser, et system, som via den amerikanske dollar er knyttet til guldet og således minder meget om den valutaordning, som man efter den første verdenskrigs forviklinger indførte omkring midten af 1920-erne.

Dengang fik den nye guldfod kun en meget kort levetid, idet den brød sammeni 1931. Er der risiko for, at historien på dette punkt vil gentage sig? Det mener professor Robert Triffin fra Yale University,en

versity,enaf de kyndigste specialister på den internationale valutapolitiks område, tidligere knyttet til valutafonden i Washingtonog medvirkende ved oprettelsen af den europæiske betalingsunion. Triffin har fornylig udgivet en bog om dette spørgsmål, hvori han dels analyserer risikoenfor et sammenbrud af det nuværendevalutasystem, dels antyder veje til at forbedre systemet, således at denne risiko kan afværges i tide. Bogen er en udbygning af synspunkter, som forfatterenblandt andet fremførte på det internationalemøde af nationaløkonomer i Helsingør i september 1959. For at få en bog ud af det, har han optrykt de samme tankegange i flere forskellige udgaver, men trods disse gentagelser er bogen værd at stifte bekendtskab med. Den er som helhed skrevet i et klart og levende sprog og kræver derfor ikke særlig store teoretiskeforudsa;tninger hos læseren.

Triffin fremhæver, at det nuværende valutasystem er baseret på, at de forskellige lande opbygger deres valutareserver hovedsagelig i form af tilgodehavender i visse nøglevalutaer, navnlig den amerikanske dollar og det britiske pund. Guldproduktionen er utilstrækkelig til at sikre en vækst i de monetære guldforråd, som svarer til væksten i verdensomsætningen og dermed behovet for valutareserver. Det er imidlertid risikabelt, at det internationale valutasystem på denne måde bygger på tilliden til nogle få landes nationale, økonomiske politik. Specielt fremhæver Triifin, at der i de sidste tre år er sket en mærkbar forringelse af U. S. A.s internationale likviditet. Fortsætter dette, risikerer man drastiske forholdsregler fra den amerikanske regering til skade for en rolig udvikling af den frie verdens økonomi.

Triffins forslag går ud på, at man bør skabe et egentligt internationalt betalingsmiddel til supplering af de utilstrækkelige guldreserver. Han forestiller sig. at valutafonden i Washington bør udbygges til at blive en slags international centralbank, hvor alle lande skulle holde en vis mindsteandel af deres samlede valutareserver. 1 virkeligheden er denne tanke ikke ny. Den minder meget om det forslag til en international clearingunion, som Lord Keynes fremsatte under krigen, men som på grund af modstand navnlig fra amerikansk side erstattedes med valutafondens nuværende vedtægter. Triffin har dog udformet sit forslag således, at han mener at have begrænset risikoen for, at valutafonden skulle udfolde en stærk inflatorisk lånevirksomhed.

Det kan nok synes unødig pessimistisk, når Triffin er tilbøjelig til at vente en gentagelse af valutasammenbruddet fra 1931. Det havde dog sin baggrund i alle tiders alvorligste verdenskrise. Ikke desto mindre er det utvivlsomt rigtigt, at vort nuværende valutasystem hviler på et spinkelt grundlag. Hans forslag fortjener derfor opmærksomhed, ligesom hans analyse af farerne ved den nuværende situation er værd at læse.