Sandor Asztély: Intemräntart som matt for bedomning av kapitalforvaltningens efektivitet. Gumperts förlag, Göteborg. 1959. 76 sider. Sv. kr. 8,00.

Dette arbejde fra Handelshogskolan i Goteborg er en naturlig fortsættelse af forfatterens 1955-arbejde om „Det riskvilliga kapitalets forvaltning". I begge skrifter interesserer Asztély sig for aktiers afkastning set fra „den evige aktieejer"s synspunkt, altså for, hvad et selskabs aktionærer ialt i tidens løb indskyder eller udtrækker i kontante penge eller naturalier (f. eks. indskud af bestående virksomheder, udtræk af aktier i andre selskaber).

Fordelen ved denne metode er, at undersøgelsesresultaterne ikke påvirkes af henlæggelser (synlige eller skjulte) eller af kursændringer i et begrænset tidsrum, men udelukkende af objektive, ikke-forbigående

I 1955-skriftet var opgaven den mindre ambitiøse, men dog ikke helt lette opgave at måle 91 børsnoterede svenske selskabers aktionær-udbetalinger i de tre år 1951-53. Det var naturligvis en let sag at beregne, at udbetalingerne i 1953 udgjorde ialt 9,15 % af den nominelle aktiekapital. Denne skyldes imidlertid ikke alene indbetalinger og udlodninger, men også opog nedskrivninger. I forhold til nettokapitalindbetalingerne i tidens løb udgjorde udbetalingerne 8,05 %. I forhold til den indeksregulerede kapitalindsats (altså nettoindbetalinger omregnet til 1953-kroner under hensyntagen til prisændringer siden hvert enkelt indbetalingseller udtrækstidspunkt) udgjorde udbetalingerne („realrenten") i 1953 3,66 %.

Selv om det var af betydelig- interesse at få at vide, hvad aktionærerne i de tre år faktisk havde fået i kontanter ikke i forhold til nominel kapital eller dagskurs, men i forhold til faktiske indskud i tidens løb, så var resultatets værdi begrænset, fordi det kun omfattede tre år og derfor kunne være påvirket af forbigående konjunkturforhold, hvad indtjening, henlæggelser og dermed udbetalinger angik.

Derfor har det betydelig interesse, når Asztély nu forelægger en undersøgelse, hvor 12 selskabers ind- og udbetalinger fra og til aktionærer er fulgt fra selskabernesoprettelse indtil 1958 (for 2 selskabersvedkommende dog kun indtil deresophør ved fusion med andre i 1956). De „evige aktionærer"s opnåede forrentninger beregnet under to alternative forudsætninger,idet ultimoværdien af aktierneer sat lig med henholdsvis 100 og 75 % af deres dagskurs på børsen. Det er iøvrigt også beregnet, hvad en aktionær ville have opnået ved at være med fra starten og indtil (i nogle tilfælde) hvert enkelt år siden 1932, da det har interesse

at se, hvor stor betydning det har, om investeringeni selskabets aktier var bragt til ophør på det ene eller andet tidspunkt.

Også i dette arbejde er alle betalinger omregnet til en fast pengeværdi (1913kroner), således at resultaterne er udtryk for opnået realrente. Den opnåede realrente, når aktiernes ultimoværdi optages til dagskurs, kan illustreres med et par eksempler:

Turitz & Co. er et stort handelsselskab. De 7 holding-selskaber er medtaget i undersøgelsen, fordi de har aktieinteresser fordelt over store dele af svensk industri, hvorfor deres afkastning indirekte kan tages som udtryk for, hvad et tværsnit, der dog ikke helt er et repræsentativt udsnit af svenske aktier har afkastet. Resultatet, 7,4 % p. a., må siges at være ganske tilfredsstillende for aktionærerne, når det huskes, at det drejer sig om realrenten. Hvis man vil sammenligne med obligationers afkast, må man omregne til pengerente. Dette gør Asztély ikke, men en beregning viser, at hans prisindex siden 1913 er steget med 2,8 % årlig, som - groft sagt - skal lægges til realrenten for at finde den sædvanlige pengerente (nominalrente).

Foruden de nu omtalte resultater indeholder bogen interessante redegørelser for bl. a. holdingselskabernes opståen og koncernforhold, som interesserede i kapitalmarkedsforhold vil have interesse i selv at granske.