Resultatberegning i en detailvirksomhed.

Målsætningen for de fleste detailvirksomheder er efter en periodes aktivitet at opnå så stort et resultat som muligt. Resultatets størrelse afhænger dels af den enkelte detailhandlers købmands- og regnskabsmæssige egenskaber og dels af den ramme, som statsmagten gennem sin rente- og finanspolitik afstikker for den økonomiske aktivitet i samfundet. En af hovedbetingelserne for at opnå et så gunstigt økonomisk resultat som muligt er, at detailhandlerens regnskabsmæssige overblik er i orden. Man må med andre ord registrere de økonomiske handlinger i tal og sammenfatte disse på en hensigtsmæssig måde. Hvad der er hensigtsmæssigt afhænger af den enkelte leder, af virksomhedens struktur og størrelse. Der findes med andre ord ikke et system, som er det bedste, og som gælder under alle forhold. Hvilket system, man skal benytte, er noget rent subjektivt.

Det system, som vil blive beskrevet i det følgende, kan man i den slagordsprægede tid, som vi lever i, kalde for „Saldometoden". Denne metode har til formål med så få tal og så hurtigt som muligt at vise det økonomiske resultat for en periode. Metoden bygger på en registrering af varelageret til salgspris, periodens omkostninger, varekøb og salg. De talstørrelser, som man efter saldometoden skal benytte for at finde frem til en periodes resultat er:

1. Varelageret optaget til salgsværdi ved periodens begyndelse Vb
2. Periodens varekøb til fakturaværdi + told og fragt m. v. K

3. De omkostninger, der i perioden har været nødvendige for at
opnå periodens salg O

4. Periodens salg S
5. Varelageret optaget til salgsværdi ved periodens slutning Vs

6. Nedskrivningsfaktoren. Den faktor hvormed varelageret til
salgspris nedskrives til statusværdi P

---

1) cand. oecon., prokurist, Aktieselskabet Crome & Goldschmidt.

En periodes resultat R kan nu udtrykkes på følgende måde:

(1)

Størrelsen i parentesen kalder vi i det følgende saldoen. En periodes
resultat bliver følgelig lig med varebeholdningen ved periodens slutning
optaget til statusværdi minus saldoen.

Lad os se på et eksempel:

Varelageret ved periodens slutning optaget til salgsværdi. • 150.000 kr.

Periodens varekøb 285.000 kr.

Periodens omkostninger 80.000 kr.

Periodens salg 400.000 kr.

Varelageret ved periodens begyndelse optaget til salgsværdi 100.000 kr.

Nedskrivningsfaktoren V2

Indsættes disse tal i resultatligningen (1) bliver

Det næste spørgsmål, der melder sig for den praktiske detailhandler
er, hvorledes man får fat i de størrelser, der indgår i resultatligningen.

Varelageret til salgspris beregner man ved hjælp af det såkaldte salgsprissystem. Dette har til formål at angive varelagerets størrelse til salgspris ved slutningen af de perioder, man ønsker virksomhedens resultat opgjort. I praksis vil det sige ved udgangen af en måned. Selve fremgangsmåden til at finde frem til varelagerets størrelse er følgende: Ved periodens begyndelse (ved status) optælles varelageret til salgsværdi, varekøbet optælles ligeledes til salgspris, og kender man omsætningen, er man i stand til at beregne varelagerets størrelse til salgspris ved månedens udgang. Kalder vi varelageret ved månedens begyndelse for Vb, varekøbet i løbet af måneden opgjort til salgspris for Ks og månedens omsætning for S, så kan varelageret ved månedens slutning opgøres til

Denne ligning gælder kun under forudsætning af, at der ikke i månedens løb er foretaget nogle prisændringer (prisreduktioner eller prisopskrivninger) eller givet rabat eller, at der har været svind i varelageret. Kalder vi prisændringerne for Pv, rabatterne for R og månedens svind for s, får varelageret til salgspris ved månedens udgang følgende værdi:

Findes der i forbindelse med detailvirksomheden et reparationsværksted, må varelageret korrigeres for de indtægter, som stammer fra dette værksted. Reparationsindtægterne indgår i månedens salg, og idet man trækker dette salg fra varelageret, formindsker man dette, uden at der har fundet reel vareafgang sted. For at opveje dette, må man i den ligning efter hvilken varelageret bestemmes addere reparationsindtægterne. Kalder man disse for I, kommer den endelige ligning, efter hvilken varelageret til salgspris bestemmes, til at se sådan ud:

I praksis registreres de tal, som er nødvendige til at bestemme varelageret
til salgspris i en tabel, der kan være indrettet, som anført nedenfor.

De 100.000 kr., der angiver varelagerets værdi til salgspris d. 1. jan., er hentet fra statuslisterne. Varekøbet til salgspris finder man frem til ved at påføre de fakturaer, der indkommer i månedens løb med udsalgspriser,udregner derefter fakturaens værdi til salgspris og indfører beløbet i en købsbog. Ved månedens udgang overføres totalbeløbet til kolonne 2. De daglige reparationsindtægter indføres i en reparationsbog, ligesom man dagligt må føre en bog over de rabatter og prisvariationer,

der måtte opstå i løbet af dagen. Ved månedens udgang overføres totalrabatterneog
prisvariationerne til henholdsvis kolonne 6 og 7 i foranførtetabel.

Fra tabellen kan man få mange oplysninger, som er af den allerstørste vigtighed for virksomhedsledelsen. Man kan hente oplysninger om varelagerets gennemsnitsværdi til salgspris, og sammenholder man denne med omsætningen, er man i stand til at udregne omsætningshastigheden for varelageret. Man kan få oplysninger om rabatternes og prisvariationernes procentvise andel af omsætningen. Endelig kan man få oplyst størrelsesordenen af det svind, som har fundet sted i årets løb. Svindets størrelse konstateres ved at sammenholde den beregnede lagerværdi ved årets udgang med den optælling, som finder sted ved status. I det anførte eksempel er den beregnede lagerværdi ved årets udgang beregnet til at skulle være 112.000 kr. Viser optællingen ved status, at værdien kun er 100.000 kr., har der i årets løb været et svind på 12.000 kr.

Vi har nu set, hvorledes vi ved hjælp af salgsprissystemet fandt frem til den ene komponent i resultatligningen (1). Denne komponent er lig med varelageret til salgspris multipliceret med nedskrivningsfaktoren. Vi kan derefter gå over til at finde frem til den anden komponent i resultatligningen „saldoen". Den er defineret, som summen af varebeholdningen ved periodens begyndelse multipliceret med nedskrivningsfaktoren, periodens varekøb til hjemtagelsespris og de omkostninger, der er nødvendige for at få periodens salg, og fra denne sum skulle man trække periodens salg. Der skal med andre ord finde en registrering sted af periodens varekøb, omkostninger og salg, og endelig skal man bruge den størrelse, der fremkommer, ved at multiplicere varelageret ved periodens begyndelse med nedskrivningsfaktoren. Denne værdi er lig med varelagerets statusværdi ved den foregående periodes slutning. Kalder man statusværdien for SV og varelageret til salgspris for V, så er nedskrivningsfaktoren lig med

Er statuslagerets værdi lig med 50.000 kr., og varebeholdningen til salgspris lig med 100.000 kr., så bliver nedskrivningsfaktoren (P) lig med 0,5. Lad os antage, at købsprisen for en vare er lig med 100 kr., og at man kalkulerer fra neden med en avance på 50 pct, så bliver

salgsprisen lig med 150 kr. Anvender man en nedskrivningsfaktor pa
0,5, bliver denne vare optaget i status til 75 kr., altsa 25 kr. under
indkobsprisen. onsker man, at varen skal optages i status til en vaerdi,
der er 33 pet. under indkebsprisen, ma man anvende en nedskrivnings-65

faktor, der er lig med = 0,4333.
fe 150

I det følgende anføres nogle tabeller, der kan anvendes til registrering
af de størrelser, som indgår i saldoen; det drejer sig om tabeller
over varekøbet, omkostningerne og salget.

I denne tabel får man oplysninger om varekøbet fordelt på indenlandske og udenlandske leverandører, hvilke beløb der er betalt i told og fragt i de enkelte måneder. I kolonnen total varekøb er de akkumulerede indkøbstal angivet, og det er disse tal, som indgår i saldobegrebet. Endelig er der i tabellen afsat plads til de tilsvarende tal fra det foregående

Princippet for denne omkostningstabel er, at de variable omkostninger opdeles og får hver sin rubrik, medens de faste omkostninger, som er uafhængige af salgets størrelse, samles i rubrikken „andre omkostninger". I rubrikken total omkostninger angives de akkumulerede omkostninger, som indgår i saldobegrebet.

Med udgangspunkt i de tre ovenfor anførte tabeller er vi nu i stand til at beregne den anden komponent (saldokomponenten) i resultatligningen. For at finde frem til saldoen for hver måned må man kende varebeholdningen til statusværdi ved regnskabsårets begyndelse, det akkumulerede varekøb til købspris, de akkumulerede omkostninger og endelig det akkumulerede salg. I vort eksempel er varebeholdningen til statusværdi lig med 50.000 kr. Det ses let af formel (1), at saldoen ved regnskabsårets begyndelse er lig med varebeholdningen til statusværdi ved regnskabsårets begyndelse. I nedennævnte tabel er saldoen for hver måned beregnet.

Vi har nu fundet frem til de to komponenter, som indgår i resultatligningen(1), og vi er herefter i stand til at opstille den endelige resultattabel.Ved opstillingen af denne forudsætter vi, at der i årets løb ingen svind har været i virksomheden. I indledningen så vi, at resultatet var lig med varelageret til salgspris multipliceret med nedskrivningsfaktoren,som er forudsat at være lig med 0,5, minus saldoværdien. I kolonne1 er de respektive måneders lagerværdier opført, medens tallene i kolonne 2 angiver de tilsvarende saldoværdier, disse tal er taget fra den foranstående saldotabel. Ved at trække tallene i kolonne 2 fra de tilsvarendetal

svarendetali kolonne 1, finder man resultatet (overskuddet), som er angivet i. kolonne 3. Tallene i kolonne 3 angiver det akkumulerede overskud,forstået således at et tal i resultatkolonnen viser det samlede resultatfra regnskabsårets begyndelse til udgangen af den måned ud for hvilken, resultatet aflæses.

Af tabellen fremgår det, at virksomhedens overskud er 159.000 kr.
Man kan kontrollere, om resultatet er beregnet rigtigt ved at indsætte
de respektive tal i resultatligningen (1). I eksemplet var:

Indsætter man disse tal i resultatligningen, får man:

Det akkumulerede resultat, som angives i kolonne 3, kan man indføre i et resultatdiagram. Ordinaterne angiver i dette diagram det akkumulerede resultat i 1.000 kr., medens de enkelte måneder afsættes ud ad abscisseaksen.

I dette diagram kan man sammenholde den kurve, som beskriver det realiserede resultat med en tilsvarende kurve fra det foregående regnskabsår; men i de virksomheder, hvor man foretager en budgetlægning, vil det være naturligt at sammenholde den realiserede resultatkurve med den budgetterede. I det anførte resultatdiagram er den budgetterede kurve angivet ved en stiplet linie, medens den realiserede kurve er indtegnet som en optrukket linie.

I indledningen satte vi os som mål at finde frem til et regnskabssystem, som skulle være så enkelt som muligt, uden dog at svigte den opgave at give den praktiske detailhandler et billede af virksomhedens økonomiske situation. Kender detailhandleren størrelsen af sit varelager og virksomhedens saldo, kender han også virksomhedens økonomiske stilling.