Rune Höglund, Torsten Carlsson, Gunnar Ericsson, Folke Kristensson, Sven H. Åsbrink, Göran C-O Claesson: Branschrationalisering — Mening, Metoder, Möjligheter. P. A. Norstedt & Söner, Sth. 1958. 310 sider, 18 sv. kr. (Studieförbundet Näringsliv och Samhälle).

T Danmark er spørgsmålet om strukturrationalisering inden for industrien måske mere aktuelt end nogetsteds. Mere end 25 års omfattende importbeskyttelse, et lille hjemmemarked, kapitalmarkedets organisation samt skatte-, nærings- og monopollovgivningen har tilsammen virket stærkt konserverende på betydelige dele af vor industri. Markedsplanerne, de store rgange stagnationen inden for den traditionelle landbrugseksport gør det imidlertid tvingende nødvendigt, at spørgsmålet om strukturrationalisering nu tages op 1:1 undersøgelse. Denne bog om de svenske erfaringer vedrørende en branchevis strukturrationalisering, vil derfor blive modtaget med den største interesse i de danske industrikredse, der står over for problemet inden for deres egen branche. Den arbejdsgruppe, som det initiativrige Studieforbundet Nåringsliv och Samhålle har samlet, har her for det første givet os et værdifuldt materiale, omfattende erfaringerne fra de undersøgelser over enkeltbrancher, der er foretaget i Sverige i efterkrigsårene, og desuden har gruppen selv gennemført en klargørende diskussion af de mest hensigtsmæssige midler til gennemførelsen af en brancherationalisering.

Undersøgelsen vedrører kun industriens rationaliseringsproblemer. I seks kapitler behandles de undersøgelser, der er foretaget med henblik på strukturrationalisering inden for følgende industrier: tekstil, skotøj, møbler, el, bygningsmaterialer samt sten. Især hæfter gruppen sig ved de forslag, der er fremsat om direkte brancherationalisering, påvirkning af efterspørgslen, bekæmpelse af strukturkonserverende faktorer, højnelse af de enkelte foretagenders effektivitet, personaleuddannelse og sociale forhold.

For hver brancheundersøgelse har man dernæst gennem samtaler med sagkyndige forsøgt at danne sig et overblik over, i hvilken udstrækning forslagene er blevet udført i praksis og - hvor dette ikke er sket - hvad grunden hertil har været.

Det viser sig. at de foretagne brancheundersøgelser ikke direkte har medført store ændringer i de berørte branchers struktur. Dette kan skyldes, at undersøgelserne og de fremsatte forslag ikke har været helt hensigtsmæssige - og arbejdsgruppen har en hel del at sige herom - og desuden er der eksempler på, at selve fremkomsten af en undersøgelseskomité har ansporet branchen til anstrengelser, som ellers ville have været ugjorte.

Gruppen mener derfor, „att en skickligt genomford allmån kartlåggning av vissa brancher kan - alldeles oavsett vem som utfor den och om några rekommendationaringår

naringår- på lang sikt oka foretagens mojligheter att vidta åtgårder som forbåttrarbranschens struktur — I synnerhet galler detta i bramher med många och forhåHandevis små foretag". Det er først og fremmest gennem påvirkningen af den enkelte virksomhed, at sådanne brancheanalyserkan få betydning, derimod kan de ikke ventes at have værdi som middel til en egentlig brancherationalisering.

Gruppen tager ikke stilling til, hvilken branchestruktur der er mest rationel. Derimod diskuterer den indgående følgende problem: Såfremt det kan påvises, at bestemte produktions- eller distributionstekniske foranstaltninger kan fremme effektiviteten i en branche, hvilke muligheder findes der da for at gennemføre disse foranstaltninger?

Det er jo et højst delikat problem, der indeholder alle mulige politiske vurderinger, f. eks. om statens deltagelse i undersøgelserne og foranstaltningernes gennemførelse, brancheorganisationernes stilling over for brancheråd (som også omfatter repræsentanter for de beskæftigede og for det offentlige), spørgsmålet om det offentlige må styre efterspørgslen (eller om branchen må gøre det gennem aftaler), brancherationaliseringens tendens til konkurrencebegrænsning, branchens ansvar for frigjort arbejdskraft etc. etc.

Gruppen har over for disse vurderingsproblemer ikke valgt den bekvemme udvej at skjule dem i argumentationen, men har tværtimod trukket dem frem til særlig diskussion og har redegjort for sit eget syn på dem. Denne åbenhed har givet diskussionen et usædvanligt sobert præg. Den læser, der har en anden politisk opfattelse end arbejdsgruppen, kan let korrigere de fremlagte resultater i overensstemmelse med sit eget syn på tingene.

Med sine valgte forudsætninger kan gruppen til slut diskutere de forskellige typer af foranstaltninger, der kan tænkes at virke brancherationaliserende. Herunder forkaster gruppen nyetablering, nyetableringskontrol, etableringskontrol,opdeling af foretagender samt importbeskyttelse eller ophævelse(!) af en sådan. Derimod mener den, at samarbejde om markedsoplysning, forsknings - og udviklingsarbejde, uddannelse samt ændringer i kollektive aftaler kan virke strukturrationaliserende. Da der imidlertid stort set er enighed om disse foranstaltninger, behandles de ikke yderligere. Derimod diskuterer gruppen foranstaltninger som sammenslutninger og nedlæggelse af foretagender, salgssamarbejde og produkt?onssamarbej de, som anses at kunne medføre væsentlige strukturforbedringer.

Bogen indeholder en fyldig og overskuelig
litteraturoversigt samt et index.