"Privatbanken gennem hundreds ar 1857-1957".

Privatbanken markerede sit jubilæum sidste år bl. a. med udsendelsen af et imponerende værk, hvoraf endnu kun foreligger første halvbind, der skildrer tiden 1857-1900. Med halvbindets 334 sider i smagfuldt tryk og indbinding fremtræder udstyret som jubilaren værdigt.

Forfatteren er fhv. departementschef i Statistisk Departement Einar Cohn, og denne fagmand har i skriftet nedlagt et stort og dygtigt arbejde, der gør værket til et fortrinligt supplement til den allerede foreliggende litteratur om denne interessante periode i dansk erhvervsøkonomi.

Værket forekommer visse steder noget tørt (af et festskrift at være); således anvender forfatteren først et halvt hundrede sider på grundigt med tabeller og bilag at redegøre for de nationaløkonomiske forhold i tiden op til 1857, der var præget af dansk økonomis afhængighed af Hamburg. Nationalbanken førte, selv efter at bankens sedler i 1838 havde nået pari, en meget tilbageholdende kreditpolitik - måtte vel gøre det med bankerotten i 1813 i erindring og under hensyn til det rådende og af regeringen håndhævede seddeldækningsprincip - og denne i forbindelse med den økonomiske fremgang. der skabtes i begyndelsen af 1850'erne grundet bedre priser for landbrugsexporten, fremkaldte trangen til en stor privat bank som i højere grad og i større målestok end de existerende discontobanker kunne forsyne erhvervslivet med kapital.

Forfatteren gør opmærksom på, at de datidige sparekasser ikke anvendte deres indlån til investeringer eller udlån til erhvervslivet. Jeg kan her supplere med at citere Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegns oprindelige statutter, hvorefter den „med Guds bistand skulle virke til fordel for de arbejdende og tjenende klasser". Måske kunne forfatteren som endnu en årsag have nævnt, at statens

Motte til erhvervslivet på det nærmeste ophorte. da man i 1837 ophævede Indusiri - og Kommercefonden og sænkede (nidsatsen på en række industrivarer.

Efter visse fødselsvanskeligheder, bl. a. om stempelfritagelse for checks, konstitueredes Privatbanken 1. maj 1857. Stificrkredsen talte nogle af de største handelshuse, godsejere og industriforetagen< er, og som de første direktører ansattes C. F. Tietgen (28 år gammel) og den Ira de vestindiske øer hjemvendte justitsråd U. N. Fugl. Efter propositionerne skulle der tegnes for 4 mill, rigsbankdaler aktier, men selvom stifterne selv I egnede Vz mill., lykkedes det ikke at få tegnet mere end knap 2 mill., som banken så startede med som aktiekapital. N^rår banken så hurtigt opnåede en posilion i landets økonomiske liv, må man sikkert give forfatteren medhold i, at dette skyldtes to hovedgrunde. Dels at banken straks fik betydelige midler at disponere over, idet direktionen lancerede ideen med at modtage til forrentning midler, som kunne hæves på anfordring, dels at Tietgen disponerede over disse midler uhørt dristigt, men med en overordentlig forståelse af en kreditbanks opgaver og behovet derfor - The Mystery of Banking -, hvilket første gang viste sig under den ofte omtalte krise, der nåede Danmark i december samme år.

Krisen er skildret levende og interessant. Den startede med at højkonjunkturerne efter Krimkrigen slog om, og laldet i kornpriserne øgedes ved et stort europæisk udbud. Den ovenfor omtalte afhængighed af Hamburg ses tydeligt iieraf. at man for at redde adskillige canske handelshuse fra fald fra statens side måtte støtte det hamburgske hus Pontoppidan & Co. Tietgen sendtes til Hamburg og på grundlag af hans vurdering ydede Nationalbanken og staten støtten på rette tid og i tilstrækkeligt omfang. Senere i december måned blev Jet klart, at der måtte endnu mere omfattende fattendeforanstaltninger til, om landet skulle klare sig gennem krisen. Nationalbanken kunne ikke dække diskonterings - og lånebehovet, men turde ikke sætte seddelpressen igang, og staten måtte skaffe likvide midler. Fra Øresundstoldens nylige afløsning rådede man over Sterlingvexler til 300.000 £. og problemet var at få disse diskonteret. Den 21. december afgav Tietgen sit tilbud: „I morgen en million dalere, i overmorgen en halv million og resten efter helligdagene". Tietgen indrømmer i sine erindringer, at naturligvis havde Privatbanken ikke pengene i sin kasse, men tilliden til pengevæsenet genoprettedes, og derfor blev der ikke brug for summen. Tietgen havde vist sig som finansmand i stor stil og bevist, at kredit er ikke penge i kassen men tillid.

Tiden efter krisen er præget af en industriel udvikling i København af aldeles overvældende karakter, både hvad angår antallet af bedrifter og antallet af arbejdere samt bedrifternes gennemsnitlige størrelse. Forfatteren kunne have nævnt, at i tiden indtil 1872 blev antallet af virksomheder fordoblet, arbejderantallet tredoblet og i tiden til 1882 dampmaskinkraften

Privatbanken var fuldt engageret i udviklingen,og lige til Tietgen trækker sig tilbage 1896, kan banken næsten identificeresmed ham. Man får indtryk af en dominerende personlighed, der bestandigfølger teknikkens udvikling. Det var ham for exempel magtpåliggende at få realiseret jernbaneprojekter, skaffet Kobenhavnsporveje, (hvilket, heller ikke på den tid var særlig profitabelt,) oprettet internationale telegrafselskaber o.s.v. At samtiden betragtede ham som finansmandenpar excellence ses af, at så snart det rygtedes, at et selskab ville blive et „Tietgen-selskab",kunne man fra starten regnemed at få aktierne tegnet til betydelig overkurs. Dette var bl. a. tilfældet ved B&W's stiftelse i 1872. For Tietgen lå

der også en interesse i at knytte naturligtsamhørende virksomheder til hinanden;efter B&W måtte også et fojan-gningsselskabdannes, det blev Svitzer; efterTuborg oprettedes på nabogrunden Hellerup Glasværk. Fordelene ved at oprettesådanne sammenslutninger, som en senere tid har kaldt truster, udnyttedes også; som eksempler kan nævnes D.F.D.S., Spritfabrikkerne (måske på grund af den i 1877 nedsatte arbejderkommissions betænkning,hvori man „ad erfaringens vej" oplyste, at den, der erstatter brændevin med øl og kaffe, havde vist sig at præsterelige så godt arbejde som den, der udelukkende drak brændevin), Sukkerfabrikkerneog

Den børsinteresse, der under højkonjunkturerne havde stimuleret oprettelsen af de mange selskaber, slog brat om, da konjunkturerne skiftede i 1873, og visse engagementer, der havde Tietgens særlige interesse, havde nær forvoldt Privatbankens ruin. Den voldsomme expansions tid er herefter forbi. Landbrugets afsætningsvanskeligheder anspænder i de følgende år landets økonomi, og de andre store banker voxer op.

Det forekommer naturligt, at halvbindet afsluttes med et kapitel om Tietgen. der for eftertiden står som exponenten for denne tidsalder.

Den historiske indsigt og objektivitet, hvormed ikke alene Privatbankens, men snarere hele erhvervslivets udvikling er skildret i det foreliggende halvbind, skaber store forventninger til redegørelsen for den sidste periode, som forfatteren har et førstehåndskendskab til