Leif H. Skare og Olav Harald Jensen: Kostnadsregnskap og bokføring i In dustrien. J. W. Cappelens Forlag, 1957. 332 s.

En ny skandinavisk lærebog i industrielt regnskabsvæsen er sikker på interesse og dette skulle i og for sig trække i retning af en kort anmeldelse. Når folk alligevel skal læse bogen, er der ingen grund til at ofre mange sider på anmeldelser.

I dette tilfælde er der efter anmelderens opfattelse tale om en bog, det er rart at have ved hånden også efter man har læst den som lærebog, idet den er opbygget på en sådan måde, at de enkelte afsnit kan læses uafhængigt af hinanden. Bogen fremtræder som en mellemting mellem en lærebog og en håndbog og med den for nyere regnskabsbøger så karakteristiske tilsætning af fundamental økonomisk

Det der navnlig slår læseren af denne bog, er dens gennemførte neutralitet overfor de forskellige regnskabssystemer, den behandler. Forfatterne søger i hvert enkelt tilfælde at veje for og imod, hvilket giver indtryk af grundighed og fordomsfrihed. Og formålet med en lærebog må vel netop være at give den studerende en række muligheder, mellem hvilke han må vælge, når det gælder opstilling af et konkret regnskab eller andet, der har med „controllership" at gøre.

Den første trediedel af bogen er helligeten kort formålsdiskussion i relation til industriens regnskabsvæsen og en næsten100 sider lang diskussion af omkostningsproblemeri det hele taget med specielthenblik på de enkelte omkostningsposteri en industrivirksomhed og disse omkostningers regnskabsmæssige aspekter. Strengt taget er den generelle omkostningsdiskussionvel noget der burde have fundet sted, inden man giver sig i kast med at føre regnskab, og i så fald hører disse 100 sider ikke hjemme i en lærebogi regnskabsvæsen. På den anden side,

har man ingen skade af en gang imellem at repetere de elementære ting, når man senere sidder og anvender bogen i virksomheden.

Fordelings- og bidragsregnskabet er behandlet i to velgørende korte afsnit, som giver det overblik, mange andre fremstillinger mangler. Men hvorfor adskille de to fundamentale afsnit med 50 sider om kalkulation?

Der er lagt vægt på en omfattende fremstilling af omkostningskontrollen gennem standards og der er et afsnit om udnyttelse af regnskabsdata og rapportafgivning. Det er værdifuldt også at få det sidste med i en elementær lærebog.

En gennemgang af forskellige kontoplaner
undgår man ikke, når det hele skal
med, heller ikke her.

De to forfattere er ikke overtroiske. Hvis de var det, ville de sikkert have haft betænkeligheder ved at indsætte et afsnit med tallet 13 og kalde dette lønsomhedskontrol. For for det første: hvad har virksomhedens forskellige politiker som produktpolitik, kundepolitik o. s. v. med regnskabsvæsenet at gøre, når bortses fra at regnskabsvæsenet skal levere data til formulering af og kontrol med politikerne. For det andet: rentabilitetsproblemerne er så indviklede, at de ikke kan behandles i en elementær lærebog i regnskabsvæsen.

Motiveringen for at tage lønsomhedskontrol ind giver forfatterne ved at sige, at denne drejer sig om regnskabsma:ssige analyser, der går ud på „en jævnføring mellem omkostninger og indtægter for produktionen som helhed, enkelte produkter eller produktenheder, ordrer, distrikter, kundegrupper o. s. v." Altså sagt på en anden måde: rentabilitetsberegninger er en del af regnskabschefens opgave. Det er dog sikkert alligevel klogt at skelne mellem den rent registreringsmæssige opgave, regnskabsmanden har i henhold til et givet formål for regnskabsvæsenet, og det analysemæssige, som han ikke behøver at bekymre sig om qua regnskabsmand. Regnskabsvæsenet skal jo blot give svar på de spørgsmål, ledelsen stiller til udarbejdelse af og kontrol med dens politik, og denne fastlægges forhåbentlig ikke af bogholderen.

Den anden indvending er forfatterne i og for sig enige i, eftersom de siger på s. 200 i fodnoten angående den mest lønsomme sammensætning af produktionen, at de ikke kan gå nærmere ind på disse indviklede problemer men blot kan slå fast: „Slike problemer lar sig ikke løse på vanlig mate som et regnestykke". Videre siges det, at man i lineær programmering har et middel til at nærme sig den optimale fordeling.

Det kan ikke nægtes at lineær programmering i mange tilfælde er et anvendeligt middel i så henseende. Men en af de ting 1. p. også kan bruges til er en ganske simpel og letfattelig fremstilling af. at hvis der kun findes een flaskehals i en produktion, som den forf. angiver i eksemplet side 197-98, så er produktionsfaktorernes sammensætning på forhånd givet if. de tekniske koefficienter og produktvalget er ikke noget økonomisk problem. Dette kan vel generaliseres derhen, at hvis der i en virksomhed findes een og kun een absolut knap faktor (i 1. p.-sproget: at faktorens begrænslinie ligger længere inde mod origo end en hvilken som helst anden faktors) så er det ikke noget økonomisk problem at fordele produktionsfaktorerne, således at størst muligt total-dækningsbidrag opnås. Hvis man har størst muligt dækningsbidrag som målsætning kan man ved given afsætning og salgspris blot tage de produkter der har størst almindeligt dækningsbidragpr, enhed, det er helt overflødigt at udregne dækningsbidrag i forhold til flaskehalsen.

For en ikke statisk betragtning kan det endog være vildledende at anvende denneeen-knaphedsfaktoranalyse, som indebæreren fordeling af produktionen efter

dækningsbidrag pr. flaskehalsenhed, ganskesimpelt fordi man opnår bedre økonomived at gøre alle faktorer lige knappe.Med en omskrivning af Newton, som skal have sagt noget i retning af: mål hvad måleligt er, og gør det måleligt som ikke er det, kunne man forme følgendelæresætning: økonomisér med de økonomiskegoder, og gør de økonomiske, som ikke er det i forvejen.

I ovennæpnte eksempel kan man altså forøge nettofortjenesten ved at gøre den anden faktor relativt lige så knap som den første (eller i 1. p.-sprog: forskyde den begrænsningslinie, der ligger længst væk fra origo til skæring eller berøring med den absolut knappes). Eller man kan gå den anden vej og forskyde den absolut knappe faktor ved nyinvestering til skæring eller berøring med den anden, for at blive i 1. p.-sproget.

For at gøre lang tale kort: eksisterer der kun een knaphedsfaktor står man ikke overfor et problem, hvor man kan anvende økonomisk analyse for at få den optimale fordeling af produktionsfaktorerne, men dette fremgår ikke klart af afsnit 13.4: Den mest lønsomme sammensåtning al produktionen, tværtimod.

Nu vil forfatterne måske hævde at denne kritik er en tilsnigelse, hvad den måske også er. De anvender nemlig eenknaphedsfaktoranalysen på et tilfælde, hvor man ikke kan afsætte alt det af den mest lønsomme vare, som der kan produceres ved hjælp af den knappe faktor. Og i så fald er det jo rigtigt, at man forst skal producere så meget af den vare, der er mest lønsom, som man kan sælge, dernæst så meget af den næste, som man kan sælge af den o. s. v. Men forfatterne gør ikke opmærksom på, at man i så fald indfører en flaskehals mere, nemlig salget af den pågældende vare. Og hvis man indfører afsætningen af de forskellige varer som knappe faktorer, er der ikke mere tale om een-knaphedsfaktoranalyser. I så fald må man - som det vist hedder - gange op med mængdefaktoren. Dækningsbidraget pr. flaskehalsenhed er i sig selv altså et utilstrækkeligt mål med undtagelse af det tilfælde, hvor man kan afsætte alt det man kan producere af den mest lønsomme vare i virksomheden. Man skal så kun producere denne ene, hvilket giver bedst udnyttelse af flaskehalsen og derfor også størst dækningsbidrag pr. flaskehalsenhed.

Lad det blive ved dette ene hjertesuk, som forfatterne måske kan afvise med en henvisning til noget andet, de også har skrevet, for der står vitterligt meget i denne bog.

Måske skulle man opholde sig et øjeblik ved afsnit 13.8, hvor forf. diskuterer lønsomhedskontrollen og de løbende omkostningsregnskaber, som efter anmelderens mening er et særdeles vigtigt spørgsmål. Forf. konkluderer, at et bidragsregnskab som regel egner sig bedst som udgangspunkt for lønsomhedskontrollen. Det er anmelderen magtpåliggende at føre lønsomhedskontrollen derover hvor forf. slutter, nemlig til programmeringen og stille forf. det spørgsmål, hvorfor man ikke har lavet et par udkast til et regnskab, der løbende kan forsyne en virksomhed med data til programmeringsberegninger.

Anmelderen er enig med forf. i, at bidragsregnskabetsikkert kan danne udgangspunkt. Men kun hvis det kombineres med noget i retning af Vagn Madsens variabilitetsregnskab. Man kunne således tænke sig i omkostningsstatistikensforspalte at have omkostningsarterneopdelt i produkt-direkte og produkt-indirekteog hver af disse i variable, halvfaste og faste, samt have hovedet opdelti „produkt 1-direkte^a, „produkt 2direkte",„produkt n-direkte", „produkt 1- og 2-direkte" o. s. v. til „produkt 1- og 2- og ... n-direkte", herunder hver post opdelt i variable, halvfaste og faste. Det lyder voldsomt, men i hulkortbogholderietstid

rietstider en sådan opspaltning", subs,
sortering vel en smal sag.

løvrigt hvis man vil knytte økonomibelegninger til regnskabet kunne man passende spekulere over, hvor meget det kan betale sig at ofre på sit regnskab som informationskilde i forhold til de oplysninger man kan få ud af det, herunder hvilke besparelser en programmering al produktionen kan give ved at investere et vist beløb i et regnskab, der kan stille de oplysninger til rådighed, man har brug for til sådanne beregninger.