Robert Dorfman, Paul Samuelson and Robert M. Solow: Linear Programming and Economic Analysis, 1958, 525 p., McGraw-Hill Book Company. $ 10,-.

Denne bog er skrevet af to professorer i nationaløkonomi og en i statistik i ovennævnte rækefølge. Det er derfor blevet en bog, der lægger vægt på lineær programmerings forhold til makroøkonomien, og den er i denne henseende et særdeles væsentligt bidrag. Egentlig burde bogen have heddet lineær økonomi eller „proportional økonomi", hvis man foretrækker den gængse betegnelse for lineær. For den Neskæftiger sig hovedsagelig med lineære okonomiske systemer, og selve den lineære programmerings teknik er kun et påskud til at diskutere en lække lineære makromodeller. At dette påskud kan bringe et nyt element ind i diskussionen af en række modeller, der ikke per se optimerer noget, er en anden sag.

Den første trediedel af bogen er viet en almindelig fremstilling af L. P. Man har af bestillingsgiveren RAND Corporation fået besked på at undgå „højere matematik", hvilket man til fulde har holdt. Dog må den, der ikke behersker matrix regning læse appendix B om The Algebra of Matrices for overhovedet at kunne læse bogen.

Det karakteristiske for nærværende fremstilling af L. P. er, at forf. sætter den i relation til økonomiens almindelige grænsebetragtning, og det gøres med al den grundighed man kan forlange. Forf. kan konkludere første afdeling af deres diskussion p. 164-(65) derhen:

1. Hvis en virksomheds situation overhovedet kan beskrives ved en lineser model (og det kan den ofte med tilnaermelse), sS ma virksomheden hvis den vil maksimere sin gevinst anvende et antal produktionsfaktorer, der ikke overskrider det antal begreensninger, der ligger p& dens operationer.

2. Ingen operation, som man tager bort fra firmaets optimalprogram ma vaere mere rentabel end dens askvivalente kombination af faktorer i optimalprogrammet.

Disse to sætninger er lineær programmerings måde at udtrykke den ortodokse grænseanalyses: „Grænseproduktiviteten ens i alle anvendelser".

Denne del af bogen afrundes med et essentielt kapitel om dualitetssætningens anvendelsesmulighed som et internt prisfastsættelsesmiddel i virksomheden, og med et kapitel om ikke-lineær programmering, hvor Kuhn-Tuckers oplæg præsenteres. På sidstnævnte område er man nu meget længere fremme end nærværende bog giver udtryk for.

Den næste trediedel af bogen må vel
betragtes som forf. egentlige originale bidrag.Det
er en kritisk analyse af Leon

tiefs system, der munder ud i en diskussionaf økonomisk vækst og optimal fordelingaf samfundets ressourcer. Af stor værdi er diskussionen af Walras system, hvor man besvarer spørgsmålet om, hvornårdette overhovedet har en løsning. Som en naturlig udløber er man også inde på velfærdsøkonomi.

Den sidste trediedel beskæftiger sig med
spilteori og sammenhængen mellem spilteori
og lineær programmering.

Deler man økonomerne op i to dele, een der hovedsagelig beskæftiger sig med teori og een, hvis hovedindsats ligger på det praktiske, er denne bog så afgjort for førstnævnte gruppe, som på den anden side også må stifte bekendtskab med den.