Henry G. Aubrey: United States Import and World Trade, Clarendon Press, London, 1957, 169 s., 21 shillings.

Da U. S. A. blev indblandet i Koreakrigen, nedsatte den amerikanske regering en kommission, der skulle studere U.S.A.s råvareforsyning med henblik på landets forsvar. Betænkningen fra denne 'I he President's Materials Policy Commission blev offentliggjort i 1952 under titlen Resources for Freedom, men kaldes sædvanligvis Paley-rapporten efter kommissionens formand. Med udgangspunkt i den antagelse, at U. S. A.s realindkomst vil fordobles fra 1950 til en gang i 1970erne, undersøgte man den samlede efterspørgsel omkring 1975 og beregnede den efterspurgte mængde af alle vigtige råvarer. Hovedresultatet var, at U.S.A.s råvareimport vil blive meget større i iremh'Hen.

Denne rapport danner inspirationen og hovedkilden til den foreliggende bog af den amerikanske økonom Henry G. Aubrey, Research Dept. af the Federal Reserve Bank of New York. I fortsættelse af Paley-rapportens mere teknisk betonede problemstilling undersøger Aubrey, hvorledes U.S.A.s forøgede importbehov vil påvirke verdenshandelen.

Da Paley-rapporten kun registrerede importmængden, har Aubrey måttet finde et udtryk for de tilsvarende værdier, Da Paley endvidere kun omfattede varer, svarende til en trediedel af U.S.A.s import, har Aubrey måttet udvide varekredsen, så den kom til at dække hele importen. Da Aubrey endelig har ønskel at undersøge, hvorledes den generelle forøgelse af dollartilgangen vil fordele sig på de forskellige områder, har han i et vist omfang måttet diskutere verdenshandelens veje i almindelighed.

Som „biprodukter" har Aubrey kunnet undersøge, om den tidligere tendens til nedgang i U.S.A.s gennemsnitlige importkvote vil fortsætte i fremtiden. En anden „historisk trend", som bogen tager op til prøve, er det relative fald i primærprodukternes priser i forhold til priserne for de bearbejdede varer.

Paley-kommissionens skøn over det fremtidige behov for og den amerikansk produktion af de enkelte råvarer er i undersøgelsen blevet anvendt som udgangspunkt for interviews med et stort antal råvareeksperter, som er blevet anmodet om at bekræfte eller revidere disse skøn. Fødevarebehovet er udregnet på grundlag af forbruget pr. indbygger. Råvareprisernes udvikling er skønnet på grundlag af eksperternes forventninger om de enkelte prisers udvikling, angivet ved øvre og nedre sandsynlige grænser. Både i disse skøn og i skønnet over den sidste trediedel af den fremtidige import, færdig'vareimporten, har undersøgelsen lagi de forsigtigste skøn til grund.

Da U.S.A.s importstruktur efter der anvendte enkeltvare-analyse viser sig al undergå ganske betydelige ændringer, er selve dette resultat et godt forsvai for denne metode, sammenlignet med er prognose på grundlag af aggregeredt størrelser. Hvad der af eksperterne kendesaf tekniske ændringer kommer ogsz

med i undersøgelsen, idet sådanne ndringerjo
give sig udslag i omkostiiings
- eller produktionsforventningerne.

Aubrey hævder, at meget få af de strukturændringer, der vil få betydning for produktionen inden for en 20-årig periode, ikke allerede er kendt i grove træk al de tekniske eksperter.

Undersøgelsens hovedresultater er, (1) at der ikke er udsigt til en faldende importtilbøjelighed i U.S.A. og (2) at mellemkrigsperiodens relative prisfald for råvarer i forhold til færdigvarer vil blive afløst af en stigende trend i råvarepriserne, og med hensyn til (3) dollarproblemet har undersøgelsen i hvert tilfælde kunnet fastslå, at U.S.A.s stigende import vil forøge omverdenens dollarforsyning, hvorefter dollarbalancen afhænger af værdien og retningen'af U.S.A.s eksport.

De numeriske resultater er opdelt i skøn i overensstemmelse med både lave, mest sandsynlige og høje priser. På grundlag uf de mest sandsynlige priser bliver den samlede import i 1975, sammenlignet med tidligere års import, følgende (udtrykt i 1953 dollars):

Dette resultat, som svarer til en årlig importstigning på 3%-4 pct. fra 1948 til 1957, må sammenholdes med den tidligere udvikling, som viser et årligt import fa/d på % pct. fra 1926 til 1948.

Mange økonomer har med ængstelse set. at U.S.A.s gennemsnitlige importkvote synes at være dalende. Såfremt man overhovedet kan lide på de historiske undersøgelser, der går så langt tilbage i tiden, har der også været et fald i importkvoten fra 7,1 pct. i tiåret 1869-78 3,3 pct. i tiåret 1929-38. Den foreliggende undersøgelse synes at vise, at der i fremtiden er grund til at vente en stabilisering al importkvoten, ja måske endog en lille stigning, idet den gennemsnitlige snitligeimportkvote omkring 1975 er beregnet til 3,2-3,5 pct.

Om sammensætningen af U.S.A.s import bemærker man, at der ikke - som man måske ville have troet efter diskussionen omkring Paley-rapporten - er tale om en stigende vægt til råvarerne, hvis andel i den samlede import har været forbavsende konstant. Derimod viser den detaillerede undersøgelse, at importen mere og mere koncentreres om nogle få varegrupper. Oliens andel i importen stiger således fra 6 pct. i 1948 til 25 pct. i 1975. Jernmalmens andel stiger fra V>i til 2Mi pct. Kaffe udgør også en væsentlig del af importstigningen, men ellers stiger fødevareimporten som helhed mindre end råvareimporten. Også importen af færdigvarer skulle efter undersøgelsen stige lidt mindre end råvareimporten, hvilket dog ikke synes bekræftet af de de sidste års importtal.

Vedrørende prisudviklingen må det navnlig fremhæves, at olien, hvis priser steg til det tredobbelte fra 1937-40 til 1952, yderligere forventes at blive genstand for voldsomme prisstigninger. Det samme er tilfældet for vegetabilsk olie, oliefrø, jute og burlap samt metaller som bly og zink. I fødevarepriserne ventes et fald.

For råvarer under eet betød prisstigningenlidt mere end en tredobling fra 1937 -40 til 1952 eller betydeligt mere end U.S. Wholesale Price Index, der med sammebasisperiode var på 214 i 1952. Også i fremtiden ventes der større prisstigning for råvarer end for færdigvarer - omendforskellen ikke synes at være stor. Dollarproblemet vil ikke alene blive påvirketaf den kraftige stigning i U. S. A.'s import, men også af andre poster på betalingsbalancen.U. S. A.'s andel af verdenshandelenstransportydelser menes at ville falde, og udlandets turistindtægter i dollars vil utvivlsomt stige. U.S.A.'s investeringeri udlandet vil sikkert udgøre meget store beløb, men „the annual returnon

turnonsuch a cumulation of investments over two decades is very likely to exceed the additional annual investment flow by the end of that period," (p. 44).

Den regionale fordeling af den øgede dollarindtjening får man et godt indtryk af ved at se på varerne olie, kaffe, jernmalm, avispapir, nikkel og aluminium, der tilsammen udgør næsten 60 pct. af den samlede importstigning. Det viser sig, at Latinamerika og Canada må forventes at tegne sig for ca. 90 pct. af merforsyningen af disse varer og dermed for den tilsvarende dollarindtjening. Heraf skulle Latinamerika igen få to trediedel og Canada en trediedel.

Efter denne antydning af retningen for fremtidens dollarstrøm går Aubrey ikke videre i sine beregninger over den fremtidige fordeling af verdenshandelen. Han går derimod over til „normative spekulationer" over, hvorledes de fremtidige handelsmønstre må være, såfremt man ønsker balance i samhandelen mellem regionerne uden at vente sig stort af de langsigtede kapitalbevægelser som balancerende poster. Et hypotetisk handelsskema for fremtiden kan se således ud:

U.S.A.s fremtidige merimport fra Latinamerika og Canada modsvares efter dette skema af U.S.A.s mereksport til Vesteuropa. Latinamerikas og Canadas mereksport til U.S.A. opvejes af den merimport, disse områder må tillade fra Vesteuropa. Dette mønster synes at være en nødvendig betingelse for handelsmæssig ligevægt. Hvorvidt det faktisk vil blive gældende for handelen, tør Aubrey ikke udtale sig om.

Det tør dog måske siges, at en vækst i Europas eksport af færdigvarer til U.S.A. må blive relativ lille - selv om den kan synes betydningsfuld nok for europæiske eksportører - da færdigvarer kun kommer til at udgøre en tiendedel af U.S.A.s beregnede importstigning. Importen i Latinamerika og Canada består derimod for en stor del af færdigvarer, som Europa skulle kunne levere. Derfor synes vækstmulighederne for Europas eksport at være størst til disse områder. Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om disse landes stærke præferencer for amerikanske varer vil kuldkaste dette udligningsmønster.

U.S.A.s styrke i eksporten har i mellemkrigstiden været særlig stor for de varige forbrugsvarer. Meget tyder imidlertid på, at fremstillingen af sådanne færdigvarer ret hurtigt vil blive overtaget af de områder, der er under stærk udvikling. Man ønsker i disse lande at importere „development goods" som maskiner og udstyr, hjælpestoffer og halvfabrikata, og for sådanne varer er U.S.A.s eksport ikke den europæiske så overlegen som for de varige forbrugsgoder. Hvor amerikanerne fremstiller fremragende maskiner, er de ofte indrettet efter det højelønniveau i U.S.A., medens de europæiske maskiner i højere grad passer til de voksende landes økonomi.

Efter devalueringen af de europæiske valutater i september 1949 har den europæiske eksport gjort det første store indhug i den amerikanske andel af eksportmarkederne. I den vesteuropæiske-amerikanske eksport til Latinamerika havde Vesteuropa i 1938 62 pct., i 1948 29 pct., i 1933 45 pct. Verdenshandelen i en række vigtige „development goods" viser faktisk for de sidste år en stærkere vækst i den europæiske end i den amerikanske eksport. Det gælder nogle kemikalier, maskiner, elektrisk udstyr, stålplader, samt tekstiler. Canadas efterspørgsel synes dog stadig at være ret stærkt orienteret mod U.S.A.

En så omfattende undersøgelse som den lureliggende har den fordel, at de mange oplysningskilder kan samarbejdes til et konsisttent hele. Når detaillerne vedrørende de enkelte varer yderligere er ble\et særdeles pålidelige, bl. a. takket væ!■':■ de medvirkende specialister, bliver Aubrey's undersøgelse et værdifuldt bidrag iil vor viden om verdenshandelens udviklingstendenser.