Bikuben 1857-1957.

Et jubilæumsskrift i en udførelse gedigen som den jubilerende institution selv, matglittet specialpapir og efter nyeste mode med tegninger af Ebbe Sadolin af alle 26 filialer.

Efter således at have ydet det ydre al mulig honnør kan anmeldersen ikke skjule sin skuffelse over det forventede sparekasse-tekniske og økonomiske indhold. Hvorfor har forfatteren, en kapacitet som fhv. nationalbankdirektør C. V. Bramsnæs, ikke skrevet den fremstilling af dansk sparekassevæsens historie, han ville have været mand for, og som vitterligt tiltrænges? I stedet for - eller foruden — en morsom kulturhistorisk studie og forholdsvis detailleret redegørelse for Bikubens interne forhold ville der her have været lejlighed til en videregående fremstilling af sparekassernes vilkår, deres økonomi, forhold til samfundsmagten, public relations o.s.v. Til eksempel behandles forholdene under den første verdenskrig på mindre end 2 sider, hvilket forekommer utilstrækkeligt. En indholdsfortegnelse eller et register ville også have været på sin plads.

I skriftet fremstilles Bikubens stiftelse ret udførligt, samtidig med at der gøres rede for de sociale savn, denne „Dansk Spare- og Præmie- samt Børne- og Alderdomsforsørgelsesforening" afhjalp. I denne forbindelse er det værd at lægge mærke til, at det ikke i første række var ulemperne ved den bestående Sparekasse for Kjøbenhavn og Omegn, men et. direkte socialt motiv, der var grundlæggende for tanken om at oprette Bikuben. I den begyndende industrialisering - lavssystemet ophaevedes ved nasringsloven af 1857 -- havde arbejderne en trosteslos stilling, nar de blev gamle. Det gamle forhold svend-mester forsvandt, og staten tradte ikke til i denne liberalistiske tid. At problemet ma have vasret aktuelt, fremgar af den lange raekke betydelige navne i stifterkredsen.

1 sparekassens virksomhed indførte den initiativrige direktør Jul. Hellmann det nye princip at forrente anfordringsmidler, medens den i navnet anførte præmieordning måtte ophæves, da den var blevet aktuel efter 10 års forløb, fordi vedtægterne gav anledning til fortolkningstvivl og misbrug. I børneforsørgelseskassen kom de opsparede midler til udbetaling ved barnets 22 års alder enten til at købe udstyr for eller til en stillingsmand (til værnepligten).

I en så kort anmeldelse er der desværre ikke mulighed for at gå nærmere ind på de adskillige interessante begivenheder, der fremstilles under beskrivelsen af udviklingen frem til i dag.

Nu står bikuben som den største blandt vore 500 sparekasser, og selv om forsikringsvæsenet for største delen varetager de opgaver, der ligger indenfor Børne- og Alderdomsforsørgelseskassernes felt, er det dog betydelige midler, der forvaltes af alle tre kasser, hvorfor det kan have interesse at anføre nogle af posterne i den status pr. 31. marts 1956, der er optrykt i skriftet.

Af passiverne skal nævnes, at sparernes

tilgodehavender beløber sig til 686 mill. kr. i sparekassen, og i andre kasser 36 mill. kr. Med forvaltningsafdeling, diversefonds, reguleringskonti m. m. bliver saldoen 818 mill. kr.

På aktivsiden er det interessant at konstatere anbringelsen af disse penge. Langt den største post er obligationer og aktier, der er opført til en værdi af 345 kr. eller ca. 42 pct. Udlån til kommuner eller med kommunegaranti beløber sig til 173 mill, kr. eller ca. 21 pct., og udlån mod pant i andre faste ejendomme end landbrugsejendomme (og vel også fabriksejendomme) 152 mill. kr. eller ca. 19 pct.