P. J. D. Wiles, Price, Cost and Output. Basil Blackwell, Oxford 1956. 302 at 30 shilling.

Den hidtidige litteratur om „welfare economics", der behandler produktionsmidlernes optimale fordeling og dermed hele prisdannelsen set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt, har i det store og hele været af spekulativ, teoretisk karakter. Wiles' bog behandler, hvad han selv betegner som empirisk velfærdsøkonomi, d.v.s. en sammenligning mellem faktisk pris- og udbudspolitik med den eksisterende velfærdsteori, eller - hvilket er det samme - en sammenligning af virkelighedens prisfastsættelse med lærebøgernes

Wiles synes ikke at have foretaget selvstændige undersøgelser over virksomhedernes prispolitik af nogen art, men holder sig til generalisationer på grundlag af almindelige indtryk. Selv om sådanne almindelige indtryk af, hvordan virksomhedernes prispolitik føres, ifølge sagens natur må være ret overfladiske, må man dog indrømme forfatteren, at adskillige af hans indtryk synes at være rigtige, og mange af de iagttagelser, Wiles mener at have gjort, stemmer i hvert fald overens med nærværende anmelders observationer.

Generalisationerne er ofte temmelig voldsomme og uden smålig hensyntagen til eventuelle modifikationer, hvorved han undertiden kommer til at sige tingene stærkt, således at adskillige af hans generalisationer næppe er übetinget holdbare, ligesom hans forsøg på at presse alle virkelighedens prisdannelsestilfælde ind i nogle fint afgrænsede båse virker meget rigoristisk. Et par citater vil belyse dette:

„But since whatever their number the sellers in no case act marginally the precise solutions proffered by the theory are of little use". (I kapitlet om Polypoly, Oligopoly and Monopoly in the Full Cost Sector).

yGrgenseomkostningsprincippet anvendes
kun inden for (i) industrier med store
fluktuationer i graenseomkostningerne og
(ii) industrier hvor graenseomkostningerne
ved partiel tilpasning er mindre end gennemsnitsomkostningerne".
(S. 127)
eller

„No matter what the difference in „overhead" cost between one article and another, the Briton likes to pay the same price, or at least the same percentage on „direct" cost." (S. 129).

Og dog! Spørgsmålet er, om ikke netop disse fejende generalisationer gør bogen til indholdsrig læsning. Den vrimler med paradoksale og uventede synspunkter, som ikke altid overbeviser, men som dog giver

læseren stof til eftertanke. Et par eksemplerherpå
kan nævnes:

I afsnittet om full cost principet fastslår forfatteren, at den faktiske pris normalt er lavere end den teoretiske optimalpris, hvorved forstås den pris, der svarer til maksimal gevinst. Det er muligt, ja endda sandsynligt, at dette synspunkt kan opretholdes, men forfatterens bevisføring synes dog for tynd til at kunne tillade en så voldsom generalisation.

I kapitlet om profitmaksimering fastslår han temmelig kategorisk, at virksomhederne som hovedregel ikke stræber mod maksimal gevinst, men her har han dog en fyldigere argumentation af bygge på.

Forfatterens bemærkninger f. eks. (s. 255) om, at virksomhederne interesserer sig mere for variationer i efterspørgslen end for dennes elasticitet er sikkert rigtig og af betydelig interesse for al empirisk pristeori.

Mens mange forfattere koncentrerer sig om partiel tilpasning, gør Wiles også en del ud af total tilpasning, og hans afsnit herom er blandt de mest indholdsrige i bogen. I denne forbindelse kan nævnes at han benægter, at de totale gennemsnitsomkostninger ved total tilpasning skulle være U-formede, men anser dem for at have L-form, hvilket, betyder, at han bestrider, at der er en grænse for stordriftens fordele, hvilket fører ham til en benægtelse af det traditionelle standpunkt om, at der eksisterer en bestemt optimal størrelse for en virksomhed (s. 212).

Bogen er klar og velskrevet, omend det i visse afsnit kan være svært at følge forfatteren på hans svæveflugt hen over stoffet. Selv om derfor næppe nogen vil være enig med forfatteren i alle hans synspunkter, må bogen dog med dens mange uortodokse og kritiske synspunkter regnes for stimulerende læsning.