1. Skotøjsindustriens struktur.

Skotøj sindustrien er en relativt lille industri. Den omfatter ca. 200 fabrikker³), hvilket indebærer en betydelig nedgang siden 2. verdenskrigs ophør (da ca. 480 fabrikker). Disse fabrikker beskæftiger tilsammen 5.500 arbejdere. Den totale årsproduktion, som omfatter fodtøj af alle arter fra tøfler til ridestøvler, ligger på omkring 61 mill. par⁴). Der produceres hovedsageligt til hjemmemarkedet. Eksporten er så lille, at den er ganske uden betydning. Heller ikke importen spiller nogen væsentlig rolle.

Fra 1948 haves oplysninger over produktionen fordelt på virksomheder
af forskellig størrelse; se tabel 1.

I øjeblikket skønner man, at 30 % af totalproduktionen fremstilles på de 11 største fabrikker, der tilsammen beskæftiger ca. 35 % af den samledearbejderstab. Dette vil sige, at disse 11 fabrikker laver det bedre fodtøj, som er mere arbejdskrævende. For de større virksomheders vedkommendeafsættes produktionen direkte til forhandlerne, hvorimod en del mindre fabrikker benytter sig af grossister. I enkelte tilfælde kan der være tale om, at en fabrik samtidig virker som grossist, idet dens agenter medtager prøver fra andre fabrikker. Vertikalt integrerede virksomhederforekommer

---

1) Lektor, cand. polit, Handelshøjskolen i København.

2) Underdirekter i Dansk Laeder- og skotojsindustri A/S, erhvervsekonom, H.A.

3) Ifalge Indsutriel Produktionsstatistik 1954, Stat. Meddelelser 4- 164 -2 s. 84 udgsr antallet af skotojsfabrikker 125. Hertil kommer sa en msengde mindre fabrikker, der kun beskseftiger nogle fa arbejdere, undertiden kun indehaveren selv.

4) Ifølge „Erhvervsøkonomiske Meddelelser" nr. 8-9, 1957, s. 177.

somhederforekommerkun i enkelte tilfælde. Et over- og et underlædergarverisamt 3 skotøjsfabrikker hører under samme selskab. Garveriet er baseret på en væsentlig større produktion, end de 3 virksomheder kan aftage, og det søger derfor sin afsætning på en række af landets øvrige skotøjsfabrikker.

Desuden findes der 2-3 fabrikker, som har egne udsalg. Der findes
ingen konkurrencebegrænsende aftaler af væsentlig betydning i branche
n6).

2. Skotøjsindustriens historie.

Enkelte træk i den historiske udvikling er nødvendige for at forstå
de strukturelle problemer, der præger branchen idag.

---

5) Produktiivtetsundersøgelse inden for skotøjsindustrien, Handelsministeriets pro duktivitetsudvalg, 1953, s. 14.

6) Derimod er branchen præget af et intimt samarbejde på de indre linier. På de tekniske områder sker samarbejdet gennem Foreningen af Københavns Skotøj sfabrikanter og Foreningen af Skofabrikanter i provinsen. Disse foreninger virker samtidig som arbejdsgiverorganisationer og er underafdelinger af Dansk Arbejdsgiver Forening. På de merkantile områder sker samarbejdet i Skotøjsbranchens merkantile Sammenslutning, der har til formål at skabe sunde handels- og kreditforhold i branchen. Den enkelte skotøjshandler skal godkendes af denne organisation for at kunne opnå samhandel på kreditbasis med de fabrikker, der er tilknyttet sammenslutningen. Endvidere er branchen sammenknyttet i Dansk Skomoderåd, der på kollektiv basis søger at udvide markedet for skotøj sindustriens produkter. I denne sammenslutning træffes både garvere, lædergrossister, skofabrikanter, skogrossister og skodetaillister.

Udviklingen fra håndværk til industri er gået langsomt. Gennem lange perioder var der i højere grad tale om mekaniserede hjælpemidler for håndskomagere end om nogen egentlig form for industrialisering, således som man kender det inden for en lang ra^kke andre brancher. Omkring år 1800 dukker den første maskine op. I det store og hele var den uanvendelig , men den virkede som et startskud. I 1846 er den ført frem til en anvendelig maskine, og få år efter dukker gennemsymaskinen op. Det vil sige en maskine, der kan samle bund og overlæder. Denne maskine, der iøvrigt fik navn efter den mand, (McKay), der så dens store muligheder - i stedet for dens opfinder - gav stødet til oprettelsen af den verdensomspændende og helt op til vore dage altdominerende skotøjsmaskinefabrik: United Shoe Machinery Coperation.

I 1874 blev der konstrueret en bindsymaskine til samling af skoens
bund og skaft efter samme principper som i den håndsyede sko. Året
efter konstrueredes en afsymaskine til påsyning af sål.

På dette tidspunkt stiftes den første danske skotøjsfabrik, der dog led
et ynkeligt skibbrud, idet den blev saboteret af landets håndskomagere,
der på et møde vedtog ikke at handle med „fabriksmæssig ragelse."

I 1890 op findes en pindemaskine, det vil sige en maskine til at trække
overlæderet over skoens læst. Et omstændeligt og tidskrævende arbejde,
der indtil da var blevet udført i hånden.

Til trods for den stærke modstand oprettes der successivt skotøjsfabrikker
i Danmark, og fra halvfemserne får man endelig denne spaltning
af skomagerstanden:

1. De skomagere, der industrialiserer handvaerket, og som derved bliver
forlobere for den egentlige industri.

2. De skomagere, der går over til at forhandle fabrikssko, og som bliver

forløbere for den egentlige skotøj shandlerstand, medens
3. Resten bliver reparatører af fabrikssko.

Dette vil sige, at såvel industrien som skotøjshandelen har en stærkt
håndværksmæssig præget fortid. Og denne fortid ligger ikke mere end
40-50 år tilbage i tiden.

3. Skotøjsindustriens omkostninger.

Det er forholdsvis let at starte en skotøjsfabrik, da de vigtigste maskiner
kan fås til leje, ligesom kravene til lokaler heller ikke er store. De
faste omkostninger er derfor ikke af særlig stor betydning.

Derimod er produktionsforberedelsesomkostningernes størrelse et karakteristisktræk
for skotøjsindustrien. Produktionen foregår i serier,
og i forhold til den enkelte serie er udviklingen af modellen og tilretningenaf

ningenafmaskinerne at betragte som faste omkostninger. Dette betyder,at
omkostningskurven kan få et forløb som vist i fig. 27).27).

Af figuren fremgår det, at den gennemsnitlige produktionspris⁸) er 40 kr., når der fremstilles 10 par i en serie. Fremstilles der kun 2 par bliver den 57,60 kr., og fremstilles kun et enkelt par, bliver det til en omkostning på 64,00 kr.

I det gengivne eksempel må det formodes, at beregningen er foretaget
på basis af en udregning af produktionsforberedelsesomkostningerne
plus en antagelse om at de variable omkostninger er proportionale.

Selv om vi ikke har kontrolberegninger at støtte os til, er der grund til at antage, at de variable omkostninger over et vist interval er degressive,hvilket yderligere forstærker de store seriers økonomiske fordelagtighed.Årsagen hertil må søges i, at arbejderne først skal vænne sig til hver ny model, før de er oppe på fuldt arbejdstempo. På den anden side nytter det ikke at sætte for store portioner i arbejde på samme arbejdsseddeL da det vil betyde, at der skal investeres mere for at holde den samme produktion, idet hver arbejder på den måde beslaglægger flere sko. Som fig. 2 viser, er betydningen af produktionsforberedelsesomkostningernesfordeling

---

7) Helge G. Hansen, H. Øhrstrøm og Otto Nielsen, Skotøjsindustriens problemer, Dansk Læder- og Skotøjstidende, 2. januar 1955, s. 27.

8) Det fremgår ikke klart af kilden, hvorvidt der er tænkt på de variable eller de totale gennemsnitsomkostninger.

forberedelsesomkostningernesfordelinguvis, når man kommer ud over 10 par. En enkelt fabrik har foretaget nogle omkostningsberegninger og har fundet ud af, at hold på 12 par er nær det optimale, hvorimod hold på f. eks. 30 par er over optimum. 12 par kan som regel laves uden pause. Derimod betyder større hold, at der må afbrydes ind imellem. Desuden viser tidsstudier, at tiden for at tage arbejdet fra arbejdsreolenog at lægge det igen stiger, når reolerne er meget store (f. eks. til 30 par), idet der bliver længere at række hver gang.

Det vil sige, at de lange serier må splittes op på et antal hold på
10-12 par.

4. Skotøjsproduktionen.

Når mellemstore og store serier derfor må anses for de mest økonomiske, skulle man vente, at skotøjsfabrikanterne undgik at producere i små serier, og at de koncentrerede deres produktionsprogram om nogle få modeller.

Det modsatte er imidlertid tilfældet.

Praktisk talt alle skotøjsfabrikker fremstiller en lang række modeller til hver eneste ssæon. Når dertil kommer, at disse skal fremstilles i forskellige størrelser, vil det kunne forstås, hvor spredt produktionen kommer til at foregå. En undersøgelse er foretaget for en enkelt skotøjsfabri k⁹). I undersøgelsesåret fremstillede vedkommende fabrik 1500 forskellige dessiner, der fordelte sig således:

Den gennemsnitlige produktion pr. dessin var altså 3.360 par i den
største gruppe og 2 par i den mindste.

I den pågældende virksomhed var de største produktionsserier på 14
par. Af tabel 4 fremgår det, hvorledes produktionsordrerne fordeler sig.

---

9) Dansk Læder- og Skotøjstidende, anførte nr. s. 30.

Det ses, at ti-pars ordrer er det almindeligste, men at man i ikke mindre end 2.000 tilfælde modtog eet-pars ordrer. Der findes nogle enkelte mindre skotøjsfabrikker, der helt har specialiceret sig på at fremstille individuelle sko, og som også må tage deres priser herfor, men praktisk talt alle de øvrige fabrikker modtager også individuelle ordrer, hvilket i virkeligheden er direkte tabsgivende for en fabrik. Ofte vil man prøve at afslå, men trænger kunden på, går man som regel med til at acceptere også eet-pars ordrer. Man tager ganske vist en ekstrapris, men denne dækker aldrig de virkelige meromkostninger. Der kan således være tale om, at man tager 7 kr. ekstra for eet-pars ordrer, men det må anses for givet, at dette ikke dækker de dermed forbundne omkostninger.

Skotøjsindustrien har simpelthen ikke fuldt ud taget skridtet fra
håndværk til industri.' "

Hvordan foregår produktionen i en skotøjsfabrik?

Produktionen tilrettelægges på grundlag af ordreindgangen, og ordreindgangen
bestemmes af kollektionen - altså fabrikkens vareudbud.

I dette forhold spiller det en rolle, at branchen ikke i væsentlig grad arbejder med et grossistled, hvorved grossistens teoretiske mulighed for at fremme en specialisering må afskrives. Og et af branchens meget store og alvorlige problemer er netop manglen på specialisering. De enkelte fabrikkers meget store kollektioner er et vidnesbyrd om dette.

Og selv om naturligvis ikke alle disse dessiner fra kollektionerne bliver sat i produktion, så bliver antallet alligevel så stort, at det i mange tilfælde er forkert at tale om industri i forbindelse med skotøj sproduktionen.

Normalt er det således, at man inden for branchen regner med en forårskollektion og en efterårskollektion. I løbet af oktober måned begynder de rejsende at optage ordrer på forårsvarer. Imidlertid er de indgåede ordrer ikke tilstrækkelige til at udfylde fabrikkens produktion, indtil den nye sæson starter. Dette bevirker, at man på fabrikkerne må sætte et væsentligt større parantal i arbejde, end der er solgt. Man prøver derfor at finde ud af karakteren af disse sko, der skal sættes i arbejde, på grundlag af de indgåede ordrer, men her arbejder man på usikker grund, fordi skotøj sindustrien ikke i nogen væsentlig grad er specialiseret. En lang række fabrikker dækker nogenlunde de samme varegrupper, og skotøjshandlerne handler næsten alle med et stort antal fabrikker, således at der heller ikke i dette led sker en specialisering ved udskillelse af fabrikker, der overlapper hinandens kollektioner.

Forståelsen af, hvad de opregnede kendsgerninger i realiteten indebærer
for skotøj sindustrien, kan udbygges ved et tænkt eksempel:

Skotøjsfabrikanterne 1, 2 og 3 rejser ud med hver sin kollektion. De dækker nogenlunde samme områder indenfor fodtøj. I deres kollektioner findes skoene A, B og C, som ligner hinanden fra kollektion til kollektion. Skotøj shandleren kunne faktisk nøjes med A, B og G-skoene fra nr. 1, men han køber aligevel A, B og G-sko fra alle tre fabrikanter. Samtidig har 1 en X-sko, ingen af de to andre har, 2 har en Y-sko for sig selv, og 3 har en Z-sko, som han er alene om.

Skotøj shandleren køber pænt både af X, Y og Z-skoene.

På de tre fabrikker konstaterer man, at der er solgt pænt af deres A, B og G-sko, og hver fabrik sætter foruden skotøjshandlerens ordre et ekstra antal af disse sko i arbejde. Da der også er købt pænt af X, Y og Z-skoene, sætter de tre fabrikker hver for sig den af skoene, de har, i arbejde til lager.

Så oprinder sæsonen, og skotøjshandleren får A, B, C og X-sko fra
den ene fabrik, A, B, G og Y-sko fra den anden fabrik og A, B, G og
Z-sko fra den tredie fabrik.

Nu kommer kunderne, og der er pænt aftræk i alle skoene, men X, Y og Z-skoene slipper først op, for A, B og C findes jo rigeligst. Skotøj shandleren bestiller flere X, Y og Z-sko, men inden længe slipper også skotøjsfabrikkernes X, Y og Z-sko op. Skotøj shandleren prøver på at bestille igen, men fabrikken har nu 5-6 ugers leveringstid.

Hvorfor? Fordi fabrikerne har A, B og C-sko i arbejde, og disse sko
havner så på fabrikkernes lagre, mens de andre varer mangler i omsætningen.

Tænker man sig, at fabrik nr. 1 udelukkende havde Z og A sko i kollektion, fabrik nr. 2 udelukkende B og Y-sko, og fabrik nr. 3 C og Z-sko, ville billedet totalt ændre karakter. For det første ville alle tre fabrikker kunne arbejde mere rationelt, idet deres produktion ville blive fordelt på 2 modeller i stedet for 4, hvilket ville betyde færre omstillinger af maskinerne, betydelig større træning hos arbejderstaben i at fremstille disse to modeller og derfor større produktivitet, sikrere disponering og produktionstilrettelæggelse, begrænsning af lagerrisikoen, og endelig mulighed for større råvareindkøb, hvad der ville betyde en lettelse for garverierne, der i deres tur kæmper med nogle af de samme problemer som skotøj sindustrien. Dernæst ville skotøj shandleren kunne disponere mere sikkert, og samtidig i meget højere grad betjene sig af fabrikkernes lagervarer, og dermed ikke alene mindske sin lagerrisiko, men også øge sin omsætningshastighed.

5. Årsager.

a. Fabrikanternes indstilling.

a. 1. En af årsagerne til det for store antal modeller, der produceres, er fabrikanternes indstilling. Enkelte af dem er endnu præget af gammel håndværksmæssig tradition, og det er netop en håndværkers stolthed, at han kan fremstille alt. For nogle er det simpelthen et princip, at man aldrig siger nej til en kunde, ligegyldigt hvor lille hans ordre er.

a. 2. Fabrikanterne gør sig ikke klart, hvor meget det faktisk koster at fremstille i små serier. Dels er skotøjsfabrikkernes kalkulationer gennemgående mangelfulde, og dels vil det kræve specielle beregninger at finde ud af, hvad de små serier koster.

a. 3. Et meget vigtigt motiv er risikohensynet. Ikke mindst i skotøjsindustrien
med dens überegnelige "modesvingninger er navnlig

den mindre fabrikant bange for at specialisere sig. Hvis han koncentrerer sig om nogle ganske fa typer, risikerer han, at ingen af dem slar £in, medens det ved en spredt produktion skulle vaere maerkeligt, om ikke nogle af modellerne faldt i forbrugernes og de handlendes smag¹⁰). Eksempelvis fremstiller nogle sma fabrikanter udelukkende lette sko af californiatypen, men ved helt at koncentrere sig herom udsaetter de sig for vanskeligheder, hvis californiamodeller helt skulle ga. af mode. En enkelt mindre fabrikant fremstiller f. eks. fortrinsvis californiamodeller, men da han sidste ar skulle tilrettelaegge sit produktionsprogram, turde han aligevel ikke helt koncentrere sig herom, men tog ogsa nogle sypindede sko ind. Resultatet er blevet, at produktionen af california-modellerne ikke kan laegges rationelt til rette, fordi der ind imellem modtages ordrer pa de sy-pindede sko, hvilket den evrige produktion lider under.

a. 4. Sammenhaengende hermed kan naevnes, at mange fabrikanter er bange for at fabrikere til lager, fordi man ikke kan forudse, hvilke skotyper, der kommer pa mode, men dette medforer i nogle tilfaelde staerke saesonsvingninger, idet salget og dermed ogsa produktionen er koncentreret om forar og efterar. Dette betyder, at produktionen 2 gange om aret er meget forceret, ligesom man undertiden ma sige nej til suppleringsordrer, samtidig med at man korer med indskrasnket produktion i den dode tid.

b. Skotejshandlernes indstiling.

b. 1. Praktisk talt alle skotojshandlere arbejder med et meget stort antal leveranderer. Der er eksempler pa handlende, der har helt op til 85 forskellige leverandorer. Selv en mindre skotejsforretning med en arsomsaetning pa. kun 35.000 kr. kan opvise 17 leverandorer. En vigtig arsag hertil er igen risikomotivet. Det kunne jo vaere, at en af fabrikkerne en dag kom ud med den helt rigtige model, og sa, gaslder det om at have forbindelsen i orden.

Det må dog nævnes, at der er ved at ske en ændring i disse forhold, væsentligt som følge af den indsats, der udøves af skotøj shandelens konsulenter. Eksempelvis kan nævnes, at en større forretning, der tidligere arbejdede med 84 leverandører, nu har skåret antallet ned til 60.

---

10) Jfr. anmeldelse af Produktivitetsudvalgets undersøgelse af Niels Lindberg, Nationaløkonomisk Tidsskrift, 1953, s. 257.

b. 2. Mange skotojshandlere vil nodig fere de samme modeller, som de naermeste konkurrenter. Der er mange eksempler pa, at forbrugerne gar fra forretningsvindue til forretningsvindue og sammenligner priserne, og den enkelte handlende vil nedig risikere at blive underbudt af kollegerne.

b. 3. En stor skotojsforretning foretog engang en undersegelse over salgets fordeling pa de forskellige modeller. Det viste sig, at salget spredte sig over et ret betydeligt antal modeller, men en naermere imdersogelse viste ogsa, at hver enkelt ekspedients salg var koncentreret pa ret fa. modeller. Hver ekspedient havde med andre ord sine yndlingsmodeller, som han eller hun fortrinsvis viste frem. Man kan jo alligevel ikke vise hele forretningens udvalg frem hver gang.

b. 4. Skotajshandlerne vil gerne have et udvalg at vaelge imellem. De vil hellere have, at deter dem end fabrikanterne, der bestemmer, hvilke skotojstyper der skal frem. Som et talende eksempel skal nsevnes, at en skotojsreprsesentant engang kom ud til de handlende med en lille, men udsegt kollektion. Skotejshandlerne var utilfredse med det lille udvalg, og det blev nedvendigt at optage en raskke yderligere modeller i kollektionen. Derefter gik afssetningen strygende - af de modeller, der allerede havde vseret med i forste omgang!

b. 5. Ved at arbejde med flere leverandorer kan skotojshandlerne
opna kredit for et sterre samlet belob, end hvis de kun arbejdede
med nogle fi.

b. 6. Af ren menneskekaerlighed har mange skotejshandlere den indstilling, at de gerne vil give hver repraesentant en ordre. «Der skal jo ogsa vaere noget til den naeste." Deter menneskeligt forstaeligt, men naeppe saerlig rationelt.

c. Reprcesentanternes indstilling.

c. 1. Repraesentanterne vil gerne have et stort udvalg med, jfr. b. 4.

c. 2. Ligesom for ekspedienternes vedkommende viser erfaringen, at ogsa de forskellige reprsesentanter har hver sine yndlingsmodeller. Derved bliver de optagne ordrer spredt ud over et stort antal modeller.

d. Forbrugernes indstilling.

d. 1. Skotojshandlerne soger at imedekomme alle de krav, forbrugerne
kan stille til udvalg i farve, dessiner, udsmykning og alt,

hvad nævnes kan. De forsøger at skabe individuelle forretninger,
der kan opfylde individuelle ønsker.

d. 2. På den anden side er det givet, som også foran nævnt, at mange
forbrugere ser nøje på prisen og foretager prissammenligninger
for at finde frem til de billigste forretninger.
Prisens betydning er dog noget afhængig af, hvad slags sko det
drejer sig om. Et rundspørge blandt en række fabrikanter gav
til resultat, at de fleste har den opfattelse, at det navnlig for
dameskos vedkommende ikke spiller nogen rolle for salget, om
en sko er et par kroner dyrere eller billigere, navnlig da en
umiddelbar prissammenligning mellem konkurrerende mærker
mange gange er vanskelig. For de fleste typer herresko er en
prissammenligning lettere, men til gengæld ses der formentlig
mindre på prisen ved køb af herresko, hvorfor det er tvivlsomt,
om der må regnes med en større priselasticitet for herresko.
For børnesko er det derimod givet, at prisen spiller en betydelig
rolle for salget.

6. Målsætning.

De fleste er vist enige om, at tingenes nuværende tilstand ikke er ideel, men det er langt sværere at blive enige om, hvilke forhold man skal stræbe henimod. En udvikling, der medførte, at produktionen blev koncentreret på et fåtal af store fabrikker, ville næppe vinde tilslutning fra alle kredse. Man kan heller ikke vide, om forbrugerne vil være tilhængere af en udvikling, der medfører lavere priser, men til gengæld mindre udvalg, end tilfældet er nu. Den målsætning, man sætter sig må derfor være subjektivt betinget.

Som målsætning har vi valgt at gå ud fra:

a. at det vil være ønskeligt at få en nedskæring af antallet af modeller,
selvom der derved står et mindre udvalg til rådighed for forbrugerne,
hvis det til gengæld er muligt at reducere priserne.

b. at det er ønskeligt at gøre den danske skotøjsindustri så konkurrencedygtig
som muligt, og at udnytte de muligheder, som industrialiseringen

c. at en specialisering i det hele taget er ønskelig inden for skotøjsindustrien.

d. at der stadigvæk skal være mulighed for at fremstille individuelle
sko, men at de forbrugere, der ønsker dette, må betale, hvad en
sådan fremstilling koster, eventuelt at en sådan mere håndværks-

mæssig fremstilling helt overlades til enkelte fabrikker, mens de
øvrige koncentrerer sig om en massefremstilling på industriel basis.

Målet er med andre ord at opnå en strukturrationalisering i skotøj sindustrien. Dette behøver ikke nødvendigvis at medføre en begrænsning i det nuværende antal fabrikker, men kan blot betyde, at der gennemføres en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem de eksisterende virksomheder. Den egentlige fremstilling i stor målestok må naturligvis koncentreres på de store fabrikker, men der vil fortsat være betydelige arbejdsopgaver for de små fabrikker; således at supplere de store fabrikker i højsæsonen, at fremstille specialiteter eller at arbejde med specielle bundingsssytemer.

7. Midler.

Hovedproblemet bliver, hvorledes det kan vsere muligt at gennemfere
en sadan specialisering. En raekke muligheder kan komme pa tale.

a. Direkte aftaler. Teoretisk set ville det mest naturlige vsere, at man gennem et system af aftaler inden for branchen gennemferte en specialisering. Denne vej er dog naeppe farbar. Man har svaert ved at se, hvordan skotojsfabrikanterne skulle kunne blive enige om en opdeling, idet det pa en reekke produktionsomrader hverken er teoretisk eller praktisk muligt at finde frem til en klar sondring, ligesom man ma betvivle, at den nedvendige samarbejdsand er til stede. Derimod ma man formode, at Monopoltilsynet ikke vil se med uvilje pa et system af aftaler, der tog sigte pa strukturrationalisering.

b. Hvis branchen ikke selv kan blive enige om at gennemfere en specialisering, kunne man ved statsindgreb i form af tvangskartellisering opna det samme. Nogen sympati for denne tanke kan vi dog ikke have. En direkte tvang fra statens side vil givetvis medfere staerk modstand i branchen. Et samarbejde mellem stat og branche til at opna det samme er derimod ikke pa. forhand udelukket.

c. Samarbejde mellem enkelte fabrikker.
Denne tanke er ikke umulig. Man kunne f. eks. taenke sig, at flere
fabrikker gik i samarbejde derved, at den ene fremstillede visse bestemte
skotyper, en anden andre, hvorpa man leverede til hinanden,
saledes at alle havde et komplet varesortiment.
Et skridt videre ville vaere at sselge i faellesskab. Der er allerede
visse tillab til et sadant samarbejde, men det ma VBere muligt at get
videre ad denne vej.

d. Udkonkurrering.

Man skulle tro, at konkurrencen alene kunne gennemtvinge det bedst mulige resultat ved at de mest effektive fabrikker konkurrerede de øvrige ud. Hvis der virkelig er besparelser at hente ved specialisering, skulle man tro, at de specialiserede fabrikker overlevede, mens de øvrige måtte bukke under.

Til en vis grad har dette ogsa vseret tilfaeldet. Enkelte mindre fabrikker har matte standse i de senere ar, og sa vidt man kan bedomme, har det netop vaeret fabrikker, der ikke har forstaet at specialisere sig. Pa. forhand har man svaert ved at tro, at denne vej alene forer frem til det stillede mil. De sma fabrikker er vanskelige at udkonkurrere. Ofte kan de klare sig pa et lille lokalt marked. Da samtidig de kapitalkrav, der stilles for at starte en ny skotojsfabrik, er sma, vil det vaere vanskeligt at hindre en tilgang af nye fabrikker, der forsoger sig med mere eller mindre specialiseret fabrikation.

e. Egne butikssalg.
Tanken om at opna en rationaliser ing gennem yertikal integration,
saledes at fabrikkerne opretter egne udsalg, er naerliggende, idet der
ma regnes med at vaere betydelige besparelser forbundet hermed.
Alligevel er tanken naeppe gennemferlig i stor udstraekning. Ingen
enkelt fabrik har et tilstraekkeligt udvalg til at kunne klare sig med
egne udsalg alene, og ved at oprette egne butikke er det givet, at enhver
fabrik vil stode skotejshandlerne fra sig. Enkelte fabrikker,
der tidligere har gjort tihiEermelser til en sadan politik, har straks
kunnet maerke de handlendes reaktion.
Kun hvis en kreds af fabrikker slar sig sammen, kunne tanken gennemfores,
men er naeppe saerlig fristende.
Det ma dog naevnes, at et par fabrikker arbejder med egne udsalg.
I visse tilfselde dog saledes, at ogsa andre varer tages ind, f. eks.
trikotage.

f. Underleverandorer. Det vil vaere rimeligt at vente, at der kunne opnas besparelser, hvis der oprettedes specialfabrikker til fremstilling af halvfabrikata til de egentlige skotojsfabrikker. En udvikling her henimod er allerede igang. Der er saledes startet en saerlig fabrik for udstandsning af saler, men den har dog endnu ikke haft tilstraekkelig betydning. En naerliggende mulighed var, at flere fabrikker i faellesskab blev enige om at oprette sadanne special-fabrikker.

g. indstilling hos skotoJshandlerne.
Hvis man fik aendret de handlendes indstilling, saledes at de nedskaerer
antallet af leverandorer og kober ind i sterre partier, ville en

bedre arbejdsdeling inden for skotojsindustrien komme af sig selv. Som tidligere naevnt er der tegn pa, at en sadan indstilling er ved at sla igennem. Navnlig ma den nyoprettede konsulenttjeneste inden for skotojshandelen tillaegges betydning. Som yderligere tegn pa, at der er ved at komme en aendret indstilling, kan citeres folgende udtalelse fra en af skotojshandelens ledende rnaend¹¹):

„Mon ikke mange skotojshandlere har det pa samme made? Jeg prever naturligvis pa at traeffe aftaler med en raekke af de forbindelser, som jeg mener at skulle handle med. Med de kollektioner, man nu praesenteres for, ma man afsaette nogle timer til hver repraesentant, og skal man igennem et stort antal, er det nedvendigt med et par stykker hver dag. Hertil kommer si de mange, som kommer uanmeldt med deres tilbud, og som man ogsi ma ofre mere eller mindre tid pi.

Jeg behover ikke at gi i enkeltheder med at opremse, hvor vanskeligt deter at fa tid nok til dette arbejde, som deter vanskeligt at saette andre til, fordi man mener, at man selv skal tage stilling til vareindkebene i sin forretning."

Fra industriens side skulle man pi forskellig vis kunne fremskynde denne udvikling. Et middel hertil ville vaere kvantumsrabatter. Sividt vides er der kun fa skotejsfabrikker, der giver egentlige kvantumsrabatter, hvorimod irsbonus er almindeligt. (Nogle fabrikker er dog nu gaet bort fra irsbonus). Ved en ret kraftig og staerkt gradueret kvantumsrabat, skulle det vaere muligt at fi de handlende til at kebe ind i storre partier ad gangen.

Ligeledes kunne man taenke sig at opni et sikrere grundlag ved disponeringen, hvis industrien kunne fi de handlende til at disponere tidligere og indgive tidligere ordrer¹²). En enkelt fabrikant har forsogt at opni dette ved at give en speciel rabat for tidlige ordrer og har haft delvis held hermed, selvom det absolut ikke er lykkedes helt at udjaevne saesonerne.

For at fi en tilstraekkelig kraftig virkning, skulle rabatsatserne formentlig vasre hoJere end tilfaeldet er (2 % praemie for tidlige ordrer). I det hele taget praeges skotojsindustrien af en stor forsigtighed, der bl. a. giver sig udslag i, at man ikke tor graduere rabatsatserne.

h. Indskyden af grossist.
Som foran naevnt arbejder nogle fabrikker med direkte salg til detaillisterne.
Muligheden for at opni et mere effektivt salgsarbejde

---

11) Carl H. Hauge, „Sko Magasinet", 4. årgang, nr. 2, s. 39.

12) Dette problem er dog delvis løst derved, at sæsonerne nu åbnes væsentligt tidligere, end tilfældet var før.

ved at indskyde grossist er taenkelig. Ligeledes kunne man taenke sig
besparelser opnaet ved, at flere mindre fabrikker slar sig sammen
om en fselles repraesentant, fremfor at hver enkelt har sin rejsende.

i. JEndret indstilling hos forbrugerne. Storre varekundskab hos forbrugerne og dermed bedre mulighed for at afveje kvalitet i forhold til pris, kan maske gore forbrugerne mere prisbevidste. Tilbageholdenhed med onsker om varesortiment og udstyr og stor vaegt lagt pa slidstyrke, prisbillighed og lignende ma givetvis pavirke de handlendes indstilling.