Arthur Spiethoff: Die Wirtschaftlichen Wechsellagen. I. Erklärende Beschreibung, 236 s. - 11. Lange Statistiche Reihen. 47 Tabellen. J. C. B. Mohr (Paul Siebeck), Tübingen, 1955.

Bogen indledes med et afsnit af Edgar Salin om konjunkturforskningens stade og opgave*, hvorefter Spiethoff skriver om henholdsvis sine grundbegreber, konjunkturbevægelsernes komponenter (opsving, overproduktion, krise, stagnation), konjunkturbevægelsernes det faktiske historiske forløb af konjunkturbevægelserne fra 1600-tallet til 1913, konjunkturforklaringer samt sin egen konjunkturteori. Bogen sluttes med 35 sider referencer til konjunkturlitteratur.

Bogen er - efter Spiethoff - en videre bearbejdelse af hans M^{Krise"-artikel} fra 1923 i Handworterbuch der Staatswissenschaften og Edgar Salin fremhæver i sin indledning, at denne artikel ikke blot er et tvivlsomt slutprodukt af den gamle tyske lærde tradition, men at man også i dag må opbygge en konjunkturpolitik med den som udgangspunkt.

Allerede her kommer han i modstrid med Spiethoff. som begynder med at sige. at han kun vil forsøge at analysere konjunkturforløbet i den tid „die vom Vorherrschen des Wirtschaftsstills des Hochkapitalismus mit in der Hauptsache freier Marktwirtschaft geprågt wird", altså den liberale periode, hvor prisdannelsesmekanismen fungerede. Det er nemlig efter Spiethoffs mening diskutabelt, om der er forekommet konjunkturbevægelser i egentlig forstand efter første verdenskrig, hvor statsindgrebene spiller en større og større rolle for det økonomiske forløb. Nærmere præciseret er det Tyskland i perioden 1822-1913, der er genstand for analyse, medens tiden før og efter beskrives bredere.

Han inddeler den enkelte konjunkturbølge i 1. nedgang, 2. første stigningstrin, 3. andet stigningstrin, 4. højkonjunktur, 5. kapitalmangel og 6. krise, hvorefter man igen kommer til 1.

1 og 2 betegnes tilsammen som stagnation (Stockung). Nedgangen kendetegnes ved fald i investeringen, jernforbruget og jernproduktionen samt renten og første stigningstrin består i, at nedgangen i de tre førstnævnte ophører, og at en svag stigning indtræder.

2, 3, 4 og 5 danner opsvinget. Andet stigningstrin består i „betydeligt større kapitalinvestering, navnlig i aktier" samt at jernforbruget nærmer sig toppunktet af den tidligere svingning. Højkonjunkturen indiceres af stigende rente, og af at investering og jernforbruget bliver højere end noget tidspunkt under den forudgående svingning. Kapitalmanglen viser sig ved, at investeringen sløjer af, renten stiger, aktiekurserne flover, boligbyggeriet går ned, jernforbruget går ned, og overproduktion

Endelig kommer 6, krisen, med kreditvæsenets
sammenbrud og flere falitter.

Det skal herefter forsøges kort at gengive
Spiethoffs konjunkturteori, idet først
følgende begreber må nævnes:

Social-formue (Sozial-Vermogen):

mængden af alle behovstilfredsstillelsesmidleri

sesmidlerisamfundet (goder og tjenesteydelser),herunder

A. den gode mængde, der tilfredsstiller
det umiddelbare behov (Genussvermogen),

B. den gode mængde, der tilfredsstiller det middelbare behov, d.v.s. mængden af produktionsmidler (Erzeugungskapital, eller Socialkapital).

Privat-formue (Privatvermogen):

den enkelte persons mængde af økonomiske
goder, herunder

A. goder, der kan anvendes til umiddelbar
behovstilfredsstillelse og

B. Erhvervskapital (Erwerbs kapital, Privatkapital) eller den del af den enkelte persons privatformue, som han anvender til at skaffe sig indkomst

Opsvinget består i voksende investering og dennes størrelse bestemmes af det forventede udbytte. Investering finder sted i „Ertragsgiiter") d. v. s. produktionsmidler og langvarige forbrugsgenstande. To hovedfaktorer er bestemmende for, under hvilke omstændigheder nyinvestering vil finde sted, nemlig den tekniske udvikling og fremkomst af nye markeder. Endvidere er forudsætningen: ledig kapacitet eller arbejdskraft, samt kredit.

Alle disse tre ting er imidlertid frisat i den forudgående stagnationsperiode, hvoraf krediten forefindes i form af bankindskud eller tilgodehavender i udlandet. Opsvinget sætter ind, når priserne begynder at stige, idet prisstigning anses for at være det stærkeste incitament til produktionsudvidelse. Og det er i egentligste forstand til stede, når foretagerlysten bliver så stærk, at kapitalefterspørgselen hæver

Opsvinget er selvforstærkende: udvidet kapitalanlæg, stigende priser og fortjenester, ster,større godeforbrug og produktion fører igen til udvidelse af kapitalanlæg o.s.v. Det er dog karakteristisk, at prisstigningerne kun optræder regelmæssigt for det middelbart forbrugs vedkommende.

Opsvinget standser ved, at der på et eller andet tidspunkt fremkommer overproduktion af produktionsmidler og varige forbrugsgoder. Overproduktion fremkommer ved uligevægt i opsparing og investering. Det er alene den flydende realkapital („middelbare forbrugsgoder") der regelmæssigt bliver genstand for overproduktion.

Overproduktionen glider automatisk over i stagnationen, som evt. kan være ledsaget af en krise. Stagnationen kan mildnes ved kapitalimport. Stagnationen er først og fremmest et tilbageslag på opsvinget, på overproduktionen og på krisen, såvel psykologisk som økonomisk.

Hovedfaklorerne i Spiet'hoffs konjunkturforklaring er altsa: 1) ny teknik og 2) nye markeder, som er faktorer, der ligger uden for det ekonomiske. system, 3) renten og 4) overproduktionen af flydende realkapital, som efter Spiethoff begge ligger inden for prisdannelsesprocessens rammer.

Spørgsmålet er her ikke, om disse fire elementer er vigtige for moderne konjunkturanalyse, men om deres samspil kan forklare de konjunkturbevægelser „som er normale for den frie højkapitalistiske markedsøkonomi". Medens 1), 2) og 4) vel må betegnes som væsentlige elementer, må man sætte spørgsmålstegn ved 3), idet institutionelle faktorer vel også i den betragtede periode har spillet meget stærkt ind på samfundets renteniveau. Spiethoffs bog er et interessant arbejde som økonomisk historie og som et stykke levende dogmehistorie.