Das Konkurrenzproblem im Oligopcl. Af Rudolf Richter (Berlin og Munchen: Duncker og Humblot, 1954, 112 sider, DM 8,00).

Det her foreliggende værk er en disputats ved Frankfurts universitet. Med traditionel tysk grundighed behandler bogens første halvdel 10 oligopolmodeller, nemlig Cournot, Bertrand, Hotelling, Frisch, Chamberlain, Stackelberg, Schneider, Kaysen, Fellner og Brems. De findes alle utilfredsstillende, enten fordi de forudsætter en reaktionsfunktion, som aldrig kan realiseres, eller fordi deres løsninger kun er subjektivt, aldrig objektivt rationelle.

Oligopolteorien er jo et område, hvor det er lettere at kritisere end at bidrage, så større interesse knytter der sig til Richters positive teori i bogens anden halvdel. Der er for Richter to helt adskilte problemer, som bør løses. Først hele industriens problem, der er et rent prisproblem, dernæst det enkelte foretagendes problem, hvor ikke-pris-konkurrencen udfolder sig. Lad os først se på industriproblemet.

Richter forudsætter, at pris og produktkvalitet er fælles for alle foretagender i industrien. Under sådanneforudsætninger kan man tegne en for industrien som sådan gældendeefterspørgselskurve. På hvilketpunkt vil nu industrien sætte sin pris? Ræsonnementet her er ikke ganske klart hos Richter, men lad os gengive det for hvad det er værd. Hvis først industriens pris var fastsat,ville industriens samlede salg være bestemt, og det enkelte foretagendekunne betragte sin omsætning (pris gange mængde) som ligefremt proportional med afsat mængde. Antagnu fremdeles, at produktionsomkostningersåvel som salgsomkostningerer ligefremt proportionale med afsat mængde. Så vil også profitten (omsætning minus alle omkostninger)være ligefremt proportional med afsætning og altså også med omsætning. Så langt kan vi følge Richter uden vanskelighed. Men derpå siger han, at eftersom i et oligopolitiskmarked vægten ligger på omsætning og markedsandel (eet foretagendekan vinde omsætning alene ved at berøve et andet foretagendeen del af dettes omsætning), så står industrien sig bedst ved at sætte sin pris der, hvor industriens omsætning bliver maximum. Richter synes at være helt klar over den kendsgerning, at når omkostninger eksisterer, vil industriomsætningen blive maximum for en lavere pris end industriens samlede profit. Men han overbeviser ikke sin læser om, at det er mere rationelt for industrien

at maximere sin omsætning end at
maximere sin samlede profit.

Lad os derfor se på det enkelte foretagendes problem. Når industrien har sat sin for alle foretagenderne fælles pris, vil industriens samlede afsætning være bestemt. Dennes fordeling mellem foretagenderne er det nu, vi skal bestemme. Hvilke handlingsparametre har nu det enkelte foretagende? Prisen er allerede fastsat af industrien som sådan, så den er ude af betragtning. Produktkvaliteten forudsættes at være konstant og fælles for alle foretagenderne. Herefter bliver kun reklamen ( i videste betydning) tilbage, men selv her er der lagt visse bånd, idet det forudsættes, at salgsomkostningen pr. stk. er konstant. Foretagenderne slås altså om markedet, men ikke med reklamebudgetterne, kun med gode ideer om, hvordan reklamebeløbet skal gives ud. Jastram citeres som forsvar for denne konstruktion, der virkelig også lyder ganske realistisk.

Efter at have udviklet disse forudsætninger, går Richter iganig med sin løsning. Den består i von Neumann og Morgensterns nulsums, topersoners spil. Spillet er et topersoners spil, fordi Richter kun betragter duopolet. Spillet er et nulsumsspil takket være et nydeligt lille trick, som består i følgende. A's resultat af spillet defineres som A's omsætning minus B's omsætning, r_A — r_B. B's resultat defineres som r_B — r_A Når industriens pris er fastsat, er industriens omsætning r_A + r_B en konstant, kald konstanten K. Så er r_A —rB = 2r_A —K, hvoraf man ser, at hvad der maximerer r_A også maximerer r_A — r_B. Ligeledes ser man, at hvad der maximerer r_B også maximerer r_B — r_A, eller hvad der er det samme, gør r_A —rB til minimum. mum.Altså er spillet et virkeligt nulsumsspil. Thi under konstant pris og under konstant stykomkostning til produktion og salg vil maximal omsætning også betyde maximal profit.

Richter inddrager nu forudsætningen om fuldstændig viden i dette udtryks meget tekniske betydning hos von Neumann og Morgenstern. Denne betydning er følgende: hver gang en spiller gør et træk, er han fuldt vidende om resultatet af alle de valg af træk, som hans modpart har truffet indtil nu. Von Neumann og Morgenstern viste i deres Theory of Games (Princeton, 1944), at i sådanne spil, hvor fuldstændig viden råder, eksisterer der for hver spiller en strategi, der er bedre end alle andre, uanset hvad modparten finder på. Dette resultat er Richter meget glad for. Ingen reaktionskurver, ingen gætning om modpartens reaktion, ingen forsøg på at udspionere

Bortset fra den lille uklarhed om industriens maximering af sin omsætningsnarere end sin profit, må man vist indrømme, at Richter har ret indenfor sine egne forudsætninger.Men hvor snæver er nu disse forudsætningers spændetrøje? Lad os tænke os et spil, for eksempel et krigsspil, hvor hvert træk kræveromhyggelige og tidkrævende forberedelser, hvor spilleren kort sagt må binde sig til et bestemt træk nogen tid, før han faktisk foretager dette træk. I et sådant spil vil der ikke være fuldstændig viden i von Neumann og Morgensterns betydning.Der vil her være en meget høj præmie på at finde ud af, hvad modparten er ved at forberede. Antag,at den tyske overkommando havde fundet ud af tid og sted for den store invasion i Normandiet,

eller at de allierede havde kendt planernefor
Ardenneroffensiven julen
1944!

Når en teoretiker står overfor en sådan situation, så kan han gøre eet af to. Han kan se kendsgerningerne i ansigtet og vil da få en løsning, der indeholder et element af subjektivitet. Folk vil gøre sådan, som de på basis af den begrænsede viden, de har eller kan skaffe sig om modpartens planer, finder rationelt. Det er altså rationelt udfra deres personlige forudsætninger. Eller teoretikeren kan insistere på objektiv rationalitet og vil da nægte at inddrage noget som helst fænomen, som vil rokke ved forudsætningen om fuldstændig viden. Under oligopol vil produktvariation være et sådant fænomen. Produktvariation kræver tek-

nisk forskning, konstruktion, omlægning af produktionsmaskinen og indkøb af ny udrustning, kort sagt produktvariation betyder at binde sig længe i forvejen. Men skønt Richter fremhæver betydningen af ikkepriskonkurrencen, nægter han at inddrage produktkvaliteten som variabel. Med en typisk sætning siger han, at »Die Beschrånkung auf technisch homogen Erzeugnisse — Benzin istem Beispiel — soli nur zugunsten der Exaktheit unserer Analyse erfolgen«.

Som et af de få forsøg på at tillempe spilteorien til oligopoltilfældet fortjener Richters bog stor interesse, også fordi den så klart viser, hvor høj en pris der må betales for en objektiv og exakt løsning på dette område.