Det er velkendt, hvilken betydning anvendelsen af en ensartet og alment anerkendt terminologi har haft inden for f. eks. naturvidenskaberne. En tilsvarende terminologisk ensartethed findes ikke inden for økonomien, og erfaringen har da også vist, at der i økonomiske diskussioner, navnlig mellem teoretikere og praktikere, ofte opstår misforståelser som følge af, at deltagerne taler hver sit sprog.

Tanken med nærværende indlæg er ikke at yde noget selvstændigt bidrag til spørgsmålet om udformningen af en hensigtsmæssig driftsøkonomisk terminologi. Formålet er alene gennem en refererende og sammenlignende oversigt over den terminologi, der faktisk anvendes i den foreliggende litteratur, at pege på den ret betydelige uensartethed, der gør sig gældende på dette område. Denne opgave har vi i den følgende fremstilling yderligere afgrænset i to henseender, idet vi for det første i det væsentlige kun har taget hensyn til nyere dansk lærebogslitteratur (jfr. litteraturfortegnelsen nedenfor s. 275) og for det andet har begrænset os til en gennemgang af de mest elementære begreber vedrørende virksomhedens salg (af færdigprodukter), omkostninger og gevinst, om hvis reelle indhold der formentlig praktisk talt er enighed mellem de forskellige forfattere. Oversigten kan altså på ingen måde gøre krav på at være udtømmende.

I håb om, at det gennem en eventuel diskussion mellem praktikere og teoretikere vil være muligt at nå frem til en — efter vor opfattelse tiltrængt — forenkling og standardisering af terminologien, har vi i det følgende lagt hovedvægten på at vise, at der selv med hensyn til de mest elementære begreber anvendes et stort antal forskellige betegnelseraf de forskellige forfattere. Ved læsningen af de i litteraturfortegnelsenciterede værker har vi fået det bestemte indtryk, at de terminologiske forskelle, der kan konstateres ved en sammenligning

---

1) Cand. oecon.

2) Lektor, cand. oecon.

af de forskellige forfatteres arbejder, i det store og hele ikke beror på afvigende opfattelser med hensyn til indholdet af de anvendte begreber. Hvis dette ikke desto mindre skulle være tilfældet på enkelte punkter, vil det utvivlsomt være af interesse at få fastslået, hvori disse forskelle består.

Det kunne i denne forbindelse have været nærliggende at komme ind på en drøftelse af terminologien for så vigtige områder af driftsøkonomien som f. eks. produktions- og markedsformer, kalkulation, bidragsregnskab etc. Da der imidlertid på disse områder muligvis endnu i nogen grad tiltrænges en yderligere afklaring af indholdet af de herhen hørende begreber, har vi ikke ment at burde tage denne opgave op i nærværende oversigt.

I. Begreber vedrørende salget.

1. Afsætning.

Ved en virksomheds afsætning af en bestemt færdigproduktart (varekvalitet) i en bestemt periode forstås i tabel 1 det i løbet af perioden solgte antal mængdeenheder af den pågældende produktart. Når virksomheden sælger flere færdigproduktarter (varekvaliteter), må den samlede afsætning udtrykkes ved et talsæt, hvor de enkelte tal angiver afsætningen af hver enkelt færdigproduktart.

I denne betydning anvendes ordet afsætning af bl. a. følgende forfatter
e1) :

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, 5. afsn., p. 1.

E. Schneider: Industrielt Regnskabsvæsen, p. 13.

H. Winding Pedersen: Omkostninger og prispolitik, p. 18.

Enkelte forfattere anvender undertiden udtryk som »afsat«, »solgt«
eller »omsat mængde«, se f. eks.:

Bjarke Fog: Omkostninger og prisfastsættelse, Hages håndbog for
handel og industri, p. 363.

F. Zeuthen: Økonomisk teori og metode, p. 216.

2. Omsætning.

Ved en virksomheds omsætning i en bestemt periode forstås salgsværdien
af virksomhedens afsætning i perioden, d. v. s. afsætningen
multipliceret med de respektive salgspriser.

I denne betydning anvendes ordet omsa^tning af bl. a. følgende forfattere

---

1) Sidehenvisningerne refererer her og i det følgende til de i litteraturfortegnelsen s. 275 anførte udgaver.

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, 5. afsn., p. 1.

E. Schneider: Industrielt regnskabsvæsen, p. 159.

H. Winding Pedersen: Omkostninger og prispolitik, p. 18.

Sidstnævnte forfatter anvender dog også i vid udstrækning ordet bruttoindtægt, der i det hele taget synes at være den mest anvendte betegnelse (jfr. tabel 1). I »Forslag til en terminologi for omkostninger og kalkulation«, Nordisk Tidsskrift for teknisk Økonomi, 1941, defineres omsætning i § 17 på følgende måde: »Ved en periodes omsætning forstås summen af de kunderne fakturerede beløb i perioden«. Visse forfattere skelner mellem bruttoomsætning og nettoomsætning. Dette gælder således Vagn Madsen, der i »Bidrag til belysning af rationaliseringsproblemerne i industrivirksomheder« p. 140 bl. a. skriver følgende: »Det forudsættes, at forholdet mellem efterspørgslen og salgsomkostningerne, der påvirker efterspørgselen, er undersøgt, og at den optimale konstellation mellem disse to faktorer er kendt for de forskellige forandringer i produceret og solgt mængde af det betragtede produkt. Differencen, bruttoomsætning -r- salgsomkostninger, kaldes nettoomsætning«. En begrebsbestemmelse af et noget afvigende indhold findes i »Nogle driftsøkonomiske begreber«, Nordisk Tidsskrift for teknisk Økonomi 1944_—45, p. 2, hvor det hedder:

»Brutto-omsætningen er de for produktet fakturerede beløb plus de
ved kontantsalg indgåede beløb for periodens afsætning.

Netto-omsætningen (eller omsætningen) er brutto-omsætningen minus
omsætnings-reduktioner (rabat, bonus, etc.)«.

3. Grænseomsætning.

Begrebet grænseomsætning (eller grænseindtægt) defineres af H. Winding Pedersen i Omkostninger og prispolitik, p. 132, som »det beløb, hvormed bruttoindtægten stiger, når den afsatte varemængde forøges med een enhed«. Bortset fra uvæsentlige variationer i ordvalget anvendes denne definition af de fleste af de i litteraturfortegnelsen anførte forfattere.

Thorkil Kristensen skelner i »Faste og variable omkostninger« p. 21 mellem indre og ydre grænseudbytte (Th. Kristensens betegnelse for grænseomsætningen), svarende til at afsætningen formindskes henholdsvis forøges med een enhed. Ordet grænseudbytte anvendes iøvrigt — sammen med en række andre betegnelser, som f. eks. grænseprodukt, grænseproduktivitet eller grænseeffektivitet — i regelen i forbindelse med formuleringen af produktionslovene som udtryk for den stigning i totalproduktet, der opnås ved, at man forøger den anvendte mængde af den variable faktor med een enhed.

4. Differensomsætning.

Begrebet differensomsætning defineres af Svend Fredens i Forelæs'
ningsnotater til driftsøkonomi, afsn. 5, p. 13, som »den gennemsnit
lige omsætningsændring pr. yderligere afsat enhed«.

Dette begreb betegnes f. eks. af H. Winding Pedersen: Omkostnin
ger og prispolitik, p. 132, som differensindtægten.

5. Merindtægt.

Stigningen i bruttoindtægten (omsætningen) ved en vis produktionsforøgelse
benævnes af H. Winding Pedersen: Omkostninger og
Prispolitik, p. 131, som merindtægten.

Samme betegnelse for dette begreb anvendes f. eks. af:

P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationalokonomi,
p. 136.

Bjarke Fog: Omkostninger og prisfastssettelse. Hages handbog for handel
og industri, p. 361.

P. P. Sveistrup: Driftsekonomiens anvendelse ved salget, p. 71.

O. Loff og Jens J. Lund: Driftsekonomi, 1. del, p. 114.

Synonymer for afsætning, omsætning og grænseomsætning er anført
i tabel 1.

II. Omkostningsbegreber.

1. Omkostningsdefinitionen.

Begrebet omkostninger defineres i »Forslag til en terminologi for
omkostninger og kalkulation«, Nordisk Tidsskrift for Teknisk Økonomi,
1941, som følger:

»Ved omkostninger forstås det i penge vurderede forbrug af goder
og tjenesteydelser til den produktion, som er virksomhedens formål«.

Bortset fra, at nogle forfattere andlader at stille det krav, at forbruget af goder og tjenesteydelser skal medgå til den produktion, som er virksomhedens formål, og at andre i stedet kræver, at dette forbrug skal være nødvendigt for virksomhedens produktion, synes denne definition at være godtaget af omtrent samtlige i litteraturfortegnelsen nævnte forfattere. Et par af disse forfattere giver dog ikke noget klart udtryk for deres standpunkt, idet de simpelthen ikke anfører nogen definition af begrebet omkostninger.

Thorkil Kristensen's definition af omkostninger lyder i henhold til »Faste og variable omkostninger«, p. 22 ff., således: »Omkostninger ved en bestemt produktion er summen af de indsatser, producenten må gøre for at kunne gennemføre denne produktion, og som han kan spare ved at opgive den Vi tænker os omkostningerne (ligesom udbyttet) målt i penge«.

H. Winding Pedersen definerer i »Omkostninger og prispolitik«, p. 13 ff., omkostninger på to forskellige måder. Definition I har følgendeordlyd: »Omkostningerne ved at foretage en given handling, f. eks. producere en bestemt mængde varer, er den værdisum, man må ofre for at gennemføre handlingen, i eksemplet producere de omtalte

varer«. Definition II er identisk med det ovenfor citerede terminologiforslagsdefinition.

En gennemlæsning af de omkostningsdefinitioner, man træffer hos litteraturfortegnelsens forfattere, efterlader således det hovedindtryk, at der mellem danske forfattere praktisk talt er enighed om den formelle definition af omkostningsbegrebet. Det er derfor nærliggende at spørge, om de tilsyneladende übetydelige divergenser i ordvalget ikke er så uvæsentlige, at man må kunne nå til fuldstændig enighed på dette punkt.

2. Faste og variable omkostninger.

Den i dansk, økonomisk litteratur hyppigst forekommende definition på faste og variable omkostninger lyder med et citat fra P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationaløkonomi, p. 114, således:

»De faste omkostningers totalbeløb er upåvirket af produktionens
omfang, medens de variable omkostningers totalbeløb ændrer sig med
dette«.

Når der bortses fra übetydelige sproglige afvigelser, anvendes denne
definition f. eks. af:

Bjarke Fog: Omkostninger og prisfastssettelse. Hages handbog for
handel og industri, p. 344.

Svend Fredens: Forelsesningsnotater til driftsckonomi, afsn. 4, p. 7.

Erich Schneider: Industrielt regnskabsvsesen, p. 249.

P. P. Sveistrup: Indledning til studiet af driftsokonomi, p. 217.

H. Winding Pedersen: Omkostninger og prispolitik, p. 27.

En — måske uvæsentligt afvigende —- variant af den anførte definition
er følgende:

»Faste omkostninger er omkostninger, hvis totalbeløb er det samme
uanset omfanget af virksomhedens økonomiske aktivitet, det være
sig produktion, salg etc.«

»Variable (eller bevægelige) omkostninger er omkostninger, hvis
totalbeløb varierer, når virksomhedens økonomiske aktivitet ændres«.

På denne måde er faste og variable omkostninger defineret af O. Loff og Jens J. Lund: Driftsøkonomi I, hhvs. p. 21 og p. 25, og definitioner af næsten identisk indhold finder man hos: Palle Hansen: Vurderingsog kalkulationsprincipper, p. 136, og samme forf.: Industriens interne regnskabsvæsen, p. 30.

Hvis man har valgt ordet aktivitet frem for ordet produktion for ikke at binde sig m. h. t. den betragtede relationsvariabel, bliver der evt. tale om en reel forskel mellem de to sæt definitioner. I så fald er der hermed for den danske litteraturs vedkommende frembragt en uklarhed, som f. eks. findes i en del af den tyske regnskabslitteratur. Om dette spørgsmål kan henvises til Erich Schneider: Industrielt regnskabsvæsen, p. 249, hvor Schneider stærkt fremhæver produktmængdens primære stilling og derfor (p. 250) definerer faste omkostninger -_— uden nærmere angivelse af relationsvariablen — som de i relation til produktmængden faste omkostninger. Når man i stedet betragter sammenhængen mellem f. eks. beskæftigelsen og omkostningernes højde, kan man undgå misforståelser ved at tale om beskæftigelsesfaste og beskæftigelsesvariable omkostninger.

Thorkil Kristensen definerer i sin afhandling: »Faste og variable
omkostninger«, p. 27, disse begreber som følger:

»En omkostning er variabel, hvis den udtømmer sine virkninger i
en enkelt bestemt produktionsproces. Den er fast, hvis dette ikke er
tilfældet«.

Denne definition har tilsyneladende et ganske andet indhold end de ovenfor nævnte forfatteres definitioner. Det synes imidlertid at fremgå af Thorkil Kristensen's anvendelser af begreberne faste og variable omkostninger, at der ikke foreligger nogen reel uoverensstemmelse.

3. Stilstandsomkostninger.

Stilstandsomkostninger defineres af H. Winding Pedersen: Omkostninger
og prispolitik, p. 32, med følgende ord:

»Selvom en virksomheds drift midlertidigt helt indstilles, vil en del af omkostningerne stadigvsek vaere der, fordi det faste anlaeg bibeholdes med henblik pa den senere produktion. Disse omkostninger kaldes saedvanligvis stilstandsomkostninger og omfatter sadanne belob som rente og afskrivning af det faste anlaeg, vedligeholdelse af bygninger og inventar, ejendomsskatter, forsikring, lenninger til den faste stab 0.5.v.«.

Både denne definition og betegnelsen stilstandsomkostninger synes at være almindeligt akcepteret i den danske litteratur. Vi har i hvert fald ikke bemærket, at nogen af litteraturfortegnelsens forfattere benytter andre navne for stilstandsomkostningerne, og de fleste af disse forfattere omtaler dette begreb. Enkelte forfattere finder måske begrebet overflødigt, idet de identificerer stilstandsomkostninger og faste omkostninger.

4. Produktionsforberedelsesomkostninger.

I fortsættelse af det under punkt 3 anførte citat skriver H. Winding
Pedersen som følger:

»Så snart virksomheden skal i drift, kommer hertil visse omkostninger, der må afholdes, for at anlægget kan være produktionsberedt, og som vil løbe på, selvom der kun tænkes fremstillet een eneste vareenhed om dagen. Disse omkostninger kaldes produktionsforberedelsesomkostningerne«.

Med samme begrebsindhold anvendes ordet produktionsforberedelsesomkostningerne
af følgende forfattere:

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, afsn. 4, p. 43.

Palle Hansen: Vurderings- og kalkulationsprincipper, p. 136.

Palle Hansen: Industriens interne regnskabsvæsen, p. 32.

O. Loff og Jens J. Lund: Driftsøkonomi, 1. del, p. 25.

Synonymer for produktionsforberedelsesomkostninger er anført i
tabel 2.

5. Springvis varierende omkostninger.

Indholdet af begrebet springvis varierende omkostninger fremgår
af det nedenfor anførte citat fra H. Winding Pedersen: Omkostninger
og prispolitik, p. 33:

»Undersøger man omkostningernes nærmere forløb, når de stiger og falder sammen med produktionen, vil man se, at nogle poster varierer jævnt eller kontinuerligt sammen med produktionens forandringer ... Andre omkostningssummer er springvis varierende omkostninger. Når rente og afskrivning (på fast tid) af anlægget optræder som variabel omkostning, sker det således i spring«.

Samme betegnelse for dette begreb anvendes af Svend Fredens: Forelæsningsnotater
til driftsøkonomi, afsn. 4, p. 8.

Synonymer for de springvis varierende omkostninger er anført i
tabel 2.

6. Tomgangsomkostninger.

Tomgangsomkostninger defineres i henhold til H. Winding Pedersen:
Omkostninger og prispolitik, p. 33, som summen af stilstandsomkostninger
og produktionsforberedelsesomkostninger.

I samme betydning anvendes begrebet tomgangsomkostninger af
Palle Hansen: Vurderings- og kalkulationsprincipper, p. 137, og samme
forf.: Industriens interne regnskabsvæsen, p. 32.

Enkelte andre forfattere identificerer tomgangsomkostningerne med

faste omkostninger, idet det siges, at disse består af to bestanddele:
a) stilstandsomkostningerne og b) produktionsforberedelsesomkostningerne.Dette
gælder således:

O. Loff og Jens J. Lund: Driftsøkonomi, 1. del, p. 24.

P. P. Sveistrup: Indledning til Studiet af Driftsøkonomi, p. 217.

Det fremgår heraf, at disse forfattere henregner produktionsforberedelsesomkostningernetil de faste omkostninger. Om dette er der imidlertid ingenlunde enighed. H. Winding Pedersen anfører således f. eks. på p. 33 i »Omkostninger og prispolitik«, at produktionsforberedelsesomkostningerneved løsningen af flere vigtige problemer må medregnes til virksomhedens variable omkostninger. Thorkil Kristensenhar

senharsamme opfattelse. På p. 31 i »Faste og variable omkostninger« siges det nemlig, at beredskabsomkostningerne (Thorkil Kristensens betegnelse for produktionsforberedelsesomkostningerne) må anses for variable, selvom de frembyder visse ligheder med de faste omkostninger.

7. Gennemsnitsomkostninger.

En vares totalomkostninger divideret med antallet af producerede enheder betegnes af H. Winding Pedersen: Omkostninger og prispolitik, p. 38, som de totale gennemsnitsomkostninger. Tilsvarende defineres de faste og de variable gennemsnitsomkostninger som hhvs. de faste og de variable omkostninger pr. produceret vareenhed.

Samme terminologi anvendes af nedennævnte forfattere:

P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationalokonomi,
p. 121.

Bjarke Fog: Omkostninger og prisfastssettelse. Hages handbog for handel
og industri, p. 346.

Svend Fredens: Forelsesningsnotater til driftsokonomi, afsn. 4, p. 10.

Palle Hansen: Industriens interne regnskabsvsesen, p. 35.

0. Loff og Jens J. Lund: Driftsokonomi, 1. del, p. 27.

Vagn Madsen: Bidrag til belysning af rationaliseringsprobleraerne i
industrivirksomheder, p. 142.

F. Zeuthen: okonoraisk teori og raetode, p. 124.

De fleste af de anførte forfattere benytter imidlertid sideløbende med gennemsnitsomkostninger andre betegnelser for omkostninger pr. produceretenhed, såsom: den faste, den variable og den totale stykomkostningeller den faste, den variable og den totale enhedsomkostning.Som det vil fremgå af tabellen over synonymer for begrebet gennemsnitsomkostninger(tabel 3), er der i nyere lærebøger en tendens til at anføre alle disse navne for det samme begreb, hvilket naturligviser begrundet i, at man ønsker, at de studerende ikke skal have vanskeligheder med at forstå andre forfattere. Samtidig holder man imidlertid liv i denne noget brogede terminologi, hvilket formentlig ikke kan anses for hensigtsmæssigt. Navnlig for praktikerne må det være forvirrende, at der bruges så mange forskellige ord for det samme begreb. Forvirringen på dette punkt forøges yderligere ved, at nogle forfattere ved gennemsnitsomkostningerne forstår de variable omkostningerpr. produceret enhed og andre forfattere de totale omkostninger pr. produceret enhed. Det første gælder f. eks. Thorkil Kristensen: Faste og variable omkostninger, p. 63, og det andet P. P. Sveistrup: Indledning til Studiet af Driftsøkonomi,, p. 221. Sluttelig kan det anføres,at ordet stykomkostninger af flere forfattere bruges i betydningenden

gendentotale gennemsnitsomkostning. F. eks. definerer Thorkil Kristenseni
»Faste og variable omkostninger«, p. 63, stykomkostninger
på denne måde.

8. Meromkostninger.

Meromkostningerne defineres af H. Winding Pedersen: Omkostninger
og prispolitik, p. 38, således:

»Når produktionen forøges f. eks. fra 1000 til 1200 enheder, vil vi i denne bog ved udtrykket meromkostninger forstå forskellen mellem de totalomkostninger, der er forbundet med at producere henholdsvis 1200 og 1000 enheder«.

I samme betydning benyttes begrebet meromkostninger f. eks. af:

P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationalekonorai,
p. 119.

Eljarke Fog: Omkostninger og prisfastssettelse. Hages handbog for
handel og industri, p. 346.

I en ganske anden betydning anvendes ordet meromkostninger af
Palle Hansen i »Industriens interne regnskabsvæsen«, hvilket fremgår
af følgede citat fra p. 27:

»For det andet vil der være visse goder og tjenesteydelser, der reelt ikke vil medføre nogen udgift for virksomheden, men hvor man skønner, at disse ydelser bør indgå blandt virksomhedens omkostninger, for at der rent internt kan gives det bedst mulige overblik over virksomhedens økonomiske forhold. Dette gælder f. eks. rente af egenkapital, for visse selvrisici m. m. Sådanne poster, der optræder som omkostninger, men ikke som udgifter, samt poster fremkommet ved, at goder og tjenesteydelser er vurderet højere som omkostning end som udgift, betegnes som meromkostninger; ofte — på grund af, at beregningen sker på basis af skøn — som kalkulerede meromkostninger«.

I »Vurderings- og kalkulationsprincipper«, p. 126, omtales det samme begreb af Palle Hansen som »kalkulerede særomkostninger«. O. Loff og Jens J. Lund anvender endvidere for dette begreb udtrykket »merkalkulerede omkostninger«, jfr. Driftsøkonomi, 1. del, p. 19.

I »Forslag til en terminologi for omkostninger og kalkulation«, Nordisk
Tidsskrift for teknisk Økonomi, p. 6, defineres differensomkostninger
med følgende ord:

»Ved differensomkostning forstås dem omkostningsændring, som
fremkommer, når en given produktion formindskes (forøges) med en
given størrelse«.

Heraf ses, at terminologiforslaget betegner H. Winding Pedersen's
begreb meromkostninger som differensomkostninger.

9. Differensomkostninger.

Begrebet differensomkostninger defineres af H. Winding Pedersen: Omkostninger og prispolitik, p. 40, som »meromkostningerne pr. enhed ved en given forøgelse af produktionen. (Eller mindreomkostningerne pr. enhed ved en given formindskelse af produktionen).«

Med samme begrebsindhold anvendes begrebet af folgende forfattere:

P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationaløkonomi,
p. 119.

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, afsn. 4, p. 10.

Palle Hansen: Vurderings- og kalkulationsprincipper, p. 179.

Palle Hansen: Industriens interne regnskabsvæsen, p. 37.

O. Loff og Jens J. Lund: Driftsøkonomi, 1. del, p. 29.

Et par af disse forfattere fremhæver ikke som H. Winding Pedersen,
at differensomkostningerne såvel kan beregnes på en produktionsformindskelsesom

mindskelsesompå en produktionsforøgelse; men dette er næppe udtrykfor
nogen divergens m. h. t. begrebets indhold.

Thorkil Kristensen betegner i »Faste og variable omkostninger«, p.
25, meromkostningerne pr. produktenhed som grænseomkostningen,
men benytter dog også dette ord i den gængse betydning, jfr. punkt 10.

10. Grænseomkostninger.

Begrebet grænseomkostninger defineres af H. Winding Pedersen:
Omkostninger og prispolitik, p. 39, således:

»Ved grænseomkostninger forstås den stigning i totalomkostningerne,
der opstår ved, at produktionen forøges med een enhed
Grænseomkostningerne er simpelthen forskellen mellem omkostningernes
totalsum i to alternative tilfælde, hvor produktionen inden for
samme periode i det ene tilfælde tænkes at være en enhed større end
i det andet. Grænseomkostningerne kan derfor også defineres som den
formindskelse af totalomkostningerne, der fremkommer ved, at produktionen
går ned med en enhed«.

Defineret praktisk talt på samme måde finder man grænseomkostningerne
omtalt af nedennævnte forfattere:

P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationaløkonomi,
p. 119.

Bjarke Fog: Omkostninger og prisfastsættelse. Hages håndbog for
handel og industri, p. 346.

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, 4. afsn., p. 10.

Palle Hansen: Industriens interne regnskabsvæsen, p. 37.

Thorkil Kristensen: Faste og variable omkostninger, p. 25.

O. Loff og Jens J. Lund: Driftsøkonomi, 1. del, p. 28.

P. P. Sveistrup: Indledning til studiet af driftsøkonomi, p. 220.

Forslag til en terminologi for omkostninger og kalkulation med sserligt
hensyn til industrien. Nordisk Tidsskrift for teknisk okonomi, p. 6.

Flere af disse forfattere pointerer, at grsenseomkostningerne skal beregnes
pa en »lille« enhed, hvorrned menes en i forhold til den samlede
produktion lille maengde af den pagseldende vare.

Endvidere er det ikke alle de nævnte forfattere, der — som H. Winding Pedersen — gør opmærksom på, at grænseomkostningerne kan beregnes såvel på en produktiansformindskelse på een enhed som på en produktionsforøgelse på een enhed. Thorkil Kristensen sondrer i »Faste og variable omkostninger«, p. 25, mellem den ydre og den indre grænseomkostning, alt efter som grænseomkostningen tænkes bestemt ved at producere en enhed mere eller en enhed mindre, men bemærker dog samtidig, at denne sondring normalt ikke er nødvendig.

11. Degressiv, proportional og progressiv omkostningsvariation.

I dansk, økonomisk litteratur synes der at være enighed om at definere
degressiv, proportional og progressiv omkostningsvariation således:

En vares omkostninger varierer hhvs. degressivt, proportionalt eller progressivt med den producerede mængde af varen, alt efter som omkostningerne stiger mindre end proportionalt, proportionalt eller mere end proportionalt med den producerede mængde.

Denne definition anvendes, når der bortses fra uvæsentlige afvigelser
i ordvalget, af bl. a. følgende forfattere:

P. Nyboe Andersen, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationaløkonomi,
p. 121.

Bjarke Fog: Omkostninger og prisfastsættelse. Hages håndbog for
handel og industri, p. 345.

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til Driftsøkonomi, afsn. 4, p. 9.

Palle Hansen: Vurderings- og kalkulationsprincipper, p. 139.

Palle Hansen: Industriens interne regnskabsvæsen, p. 34.

O. Loff og Jens J. Lund: Driftsøkonomi, 1. del, p. 25.

P. P. Sveistrup: Indledning til Studiet af Driftsøkonomi, p. 228.

H. Winding Pedersen: Omkostninger og prispolitik, p. 34.

De fleste af de anførte forfattere lader definitionen referere til de variable omkostninger og gør ikke opmærksom på, at f. eks. progressiv (mere end proportional) stigning i de variable omkostninger ikke behøver at være ensbetydende med, at også totalomkostningerne stiger mere end proportionalt med den producerede mængde. I denne henseende er der en forskel mellem danske og adskillige udenlandske forfatteres brug af ordene degressiv og progressiv, idet man i den udenlandske litteratur hyppigt definerer degressiv og progressiv variation i relation til totalomkostningerne.l)

I den udenlandske litteratur træffer man også enkelte forfattere, der definerer degressiv, proportional og progressiv variation i et totalbegrebved hjælp af det tilsvarende grænsebegreb.²) Efter denne definitioner de variable omkostninger (og det samme gælder totalomkostningerne)hhvs. degressivt, proportionalt eller progressivt stigende med den producerede mængde, alt efter som grænseomkostningen er faldende, stationær eller stigende med den producerede mængde. Af

---

1) Jfr. f. eks. Konrad Mellerowicz: Kosten und Kostenrechnung I, Theorie der Kosten, Berlin und Leipzig 1933, p. 326.

2) Jfr. f. eks. Ragnar Frisch: Innledning til produksjonsteorien, 1. hefte, 7. utg., p. 81, hvor progressiv og degressiv variation i totalproduktet defineres ved hhvs. stigende og faldende

den omstændighed, at grænseomkostningen stiger med produktionen, følger som bekendt ikke med nødvendighed, at de variable omkostningereller totalomkostningerne stiger mere end proportionalt med den producerede mængde.

De hidtil anførte definitioner af degressiv, proportional og progressiv omkostningsvariation refererer, som man vil se, til produktionen af en enkelt vare. Nogle forfattere drøfter imidlertid også problemer vedrørende omkostningernes progression eller degression i relation til virksomheder, der producerer flere varer, jfr. f. eks. H. Winding Pedersen: Omkostninger og prispolitik, p. 257, ff. og p. 285 ff. I denne forbindelse sondrer H. Winding Pedersen mellem særomkostninger og sambestemte omkostninger. Hvad særomkostningerne angår, defineres degression og progression på samme måde som for en virksomhed, der kun producerer een vare. De sambestemte omkostninger synes efter H. Winding Pedersen's sprogbrug at være progressive (resp. degressive) for varerne X og Y, når en øget produktion af X forøger (resp. formindsker) Y's grænseomkostning og vice versa.³) Man finder ganske vist ikke i »Omkostninger og prispolitik« nogen definition af dette indhold; men det udtales f. eks. på p. 288 og p. 306, at såfremt de sambestemte omkostninger er progressive, vil grænseomkostningen for varen Y blive mindre, når produktionen af varen X nedlægges. Svend Fredens behandler i »Forelæsningsnotater til driftsøkonomi«, afsn. 4, p. 55, en omkostningssammenhæng af samme art og taler i den forbindelse om omkostningsmæssigt konkurrerende, hhvs. komplementære varer. Svend Fredens' definition heraf lyder med et citat fra p. 55 således:

»Vi siger, at to produktarter er omkostningsmasssigt konkurrerende (komplementsere) iet givet produktpunkt, (x_1? x₂), hvis de partielle grsenseomkostninger for den ene produktart foroges (formindskes) ved en forogelse af produktionen af den anden produktart med een enhed ud fra det givne produktpunkt, (xj x₂), mens produktionen af den forste produktart holdes konstant«.

En særlig kategori af sambestemte omkostninger omtales af H. Winding
Pedersen som »proportionalt sambestemte omkostninger«. Herved
forstås i henh. til fodnote 1), p. 266, i »Omkostninger og prispolitik«:

»... omkostninger, der folger en funktion af typen t = ax + by,
hvor t er totalbelobet, a og b er konstanter og x og y de producerede
msengder af de to varer, virksomheden taenkes at udbyde*.

---

3) Jfr. Niels Nielsen: Nogle randbemærkninger om pris- og produktionspolitikken ved partiel tilpasning, Mercantilia, 1953, p. 60 ff. og p. 73 ff. Der er her redegjort for de forskellige betydninger, hvori ordene degressiv, proportional og progressiv variation anvendes i den økonomiske litteratur og for forbindelsen mellem de forskellige begreber.

Denne »omkostningssammenhæng« er et specialtilfælde af, hvad
Svend Fredens betegner som omkostningsmæssig uafhængighed mellem
produktarterne, jfr. nedenfor.

12. Særomkostninger og sambestemte omkostninger.

Begreberne særomkostninger og sambestemte omkostninger defineres
af H. Winding Pedersen i »Omkostninger og prispolitik«, p. 253,
med følgende ord:

»Producerer en virksomhed to varer, X og Y, vil vi i det følgende ved de særbestemte omkostninger, resp. opofringer, for t. eks. vare X forstå de omkostninger, henh. opofringer, hvis totalbeløb kun beror på produktionen af vare X, men ikke påvirkes af, hvor meget der samtidig produceres af vare Y. Derimod er de sambestemte omkostninger (opofringer) de omkostninger (opofringer), hvis totalbeløb bestemmes af produktionen af både X og Y«.

En noget lignende omkostningsdistinktion findes omtalt hos følgende
forfattere:

Thorkil Kristensen: Faste og variable omkostninger, p. 105.

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, afsn. 4, p. 49 ff.

Niels Nielsen: Nogle randbemærkninger om pris- og produktionspolitikken
ved partiel tilpasning, Mercantilia, 1953, p. 78 ff.

Thorkil Kristensen konstaterer på p. 105 i »Faste og variable omkostninger«, at omkostningsforholdene for hver af varerne kan afhænge af produktionen af samtlige varer, når der foreligger en eller anden art af forbunden, sammensat eller alternativ produktion, men indfører ikke særlige betegnelser for de forskellige muligheder, der kan være tale om.

Svend Fredens benytter heller ikke betegnelserne særomkostninger eller sambestemte omkostninger, men taler i stedet for om omkostningsmæssigt uafhængige, resp. omkostningsmæssigt afhængige, produktarter. Det første, resp. det andet, siges at foreligge, alt efter som totalomkostningsfunktionen er af formen:

eller af formen:

hvor K betyder totalomkostningerne, F de faste omkostninger, xh
x2> ...., xn de producerede maengder af n produktarter, og Vlt V2, .. ..,
Vn samt W de variable omkostninger for hhvs. de enkelte produktarter
og den samlede produktion.

Niels Nielsen følger i den citerede artikel i Mercantilia den af H. WindingPedersen
benyttede terminologi, omend der opstår visse, mindre
divergenser som følge af, at de af H. Winding Pedersen verbalt formulerededefinitioner

mulerededefinitionersøges erstattet af i højere grad matematisk formuleredebegrebsdefinitioner.

I regnskabslitteraturen synes der at være en tendens til at identificere særomkostninger med direkte omkostninger og sambestemte omkostninger med indirekte omkostninger. Hvis man — som f. eks. Palle Hansen: Industriens interne regnskabsvæsen, p. ,39 — definerer direkte omkostninger som:

» ... de omkostninger, der direkte kan henføres til bestemte enheder af de i virksomheden fremstillede respektive solgte produkter«, og hvis man fortolker dette udsagn på traditionel vis, er denne identificering imidlertid som regel utilladelig.

13. Specialomkostningerne.

Ved en vares specialomkostninger forstår H. Winding Pedersen i henhold til »Omkostninger og prispolitik«, p. 95, det beløb, virksomheden kan spare ved at undlade at producere den pågældende vare, når produktionen af virksomhedens øvrige varer opretholdes uforandret.

Et begreb af samme indhold benyttes af:

Thorkil Kristensen: Faste og variable omkostninger, p. 72 og p. 73.

Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, afsn. 4, p. 56.

men betegnes af disse forfattere som varens specielle, variable omkostninger.

En vares specialomkostninger er normalt ikke identiske med dens
direkte omkostninger.

III. Gevinstbegrebet.

Ved en virksomheds gevinst i en bestemt periode forstås i tabel k
differencen mellem periodens omsætning og de totalomkostninger, der
er forbundet med at fremstille og sælge de i perioden afsatte produkter.

I denne betydning bruges ordet gevinst af bl. a. Svend Fredens: Forelæsningsnotater til driftsøkonomi, 6. afsn. p. 1. Endvidere anvendes betegnelsen gevinst af flere forfattere i sammensætninger som f. eks. »totalgevinst«, »nettogevinst«, »gevinst pr. enhed« o. lign. Sidstnævnte udtryk anvendes således bl. a. af H. Winding Pedersen i »Omkostninger og prispolitik« (p. 131), der dog også anvender betegnelsen »fortjeneste pr. enhed« (p. 130) i samme betydning.

En oversigt over synonymer for ordet gevinst er gengivet i tabel 4,
der næppe behøver nogen nærmere kommentar.

Som allerede nævnt i indledningen har vi med nærværende indlæg ikke haft til hensigt at fremsætte forslag til nogen bestemt terminologi på de områder af driftsøkonomien, der er taget op til drøftelse i ovenstående oversigt. Men vi håber, at der såvel blandt praktikere som teoretikere vil være så megen interesse for spørgsmålet, at det gennem en eventuel diskussion vil være muligt at opnå en vis afklaring med henblik på udformningen af en mere ensartet terminologi, som så vidt muligt kan tiltrædes af alle, der i teori eller praksis beskæftiger sig med driftsøkonomiske problemer.

LITTERATURFORTEGNELSE

Andersen, P. Nyboe, Bjarke Fog og Poul Winding: Nationaløkonomi, København

Damra, Verner: Break-even-analyse og salgsfremmende omkostninger, Erhvervsøkonomisk
Tidsskrift 1955.

Fog, Bjarke: Omkostninger og prisfastsættelse. Hages håndbog for handel og
industri, 7. udg., København 1954.

Fog, Bjarke: Break-even analysen, Handelsvidenskabeligt Tidsskrift 1954.

Madsen, Vagn: Bidrag til belysning af rationaliseringsproblemerne i industrivirksomheder,
Kobenhavn 1951.

Nielsen, Niels: Nogle randbemærkninger om pris- og produktionspolitikken
ved partiel tilpasning, Mercantilia 1953.

Nogle driftsøkonomiske begreber. Orienterende indledning til en terminologi
for omkostninger og kalkulation, Nordisk Tidsskrift for teknisk Økonomi
1945.

Schneider, Erich: Industrielt regnskabsvæsen. En indledning til grundproblemerne,
2. udg., København 1945.

Sveistrup, P. P.: Indledning til studiet af driftsøkonomi, 3. udg., Kbh. 1943.

Terminologiforslag: Forslag til en terrainologi for omkostninger og kalkulation
med sserligt hensyn til industrien, Nordisk Tidsskrift for teknisk
okonorai 1941.

Winding Pedersen, H.: Omkostninger og prispolitik, 2. udg., København 1949.