Normer og behov.

En norm eller, som vi måske bedre kunne betegne det, en duonorm, eventuelt forkortet til kunstordet en dorm**), kan defineres som en trang, stræben, et ønske eller en villen med angivelse af, hvad det er, der tiltrænges, tilstræbes, ønskes eller villes, og uden at der i øvrigt tages hensyn til eller spørges om, hvordan de omtalte trangs-, stræbens-, ønskes- eller viljeselementer opstår. Denne definition af normer eller duonormer tager specielt sigte på at skaffe mulighed for en konsekvent behovopfattelse. Når som helst en sådan norm eller duonorm foreligger, fastlægges en vis behovsituation.***) Af definitionen følger, at en norm eller en duonorm indbefatter et element, der udgør en fordring, et forlangende, en kræven, eller, som vi her vil kalde det, en postulation. Tager vi begrebet postulation i dets videste betydning, vil vi finde, at det omfatter alle former for trang, stræben, impuls, d.v.s. alle former for conation, samt alle former for egentlig villen. Alt, hvad der kan ønskes, tilstræbes, »føles« tilskyndelse til, villes 0.5.v., udgør det, som kan fordres i den videste betydning af dette ord. Det conative og det volitive element udgør altså et væsentligt led i normen. Hvis man skelner mellem de to nævnte elementer, kan man også skelne mellem en conativ og en volitiv postulation.

Postulationer, kan vi sige, er postulationer vedrørende noget; de angår noget, går i retning af noget, går ud på noget. Dette noget, som postulationer vedrører, angår, går ud på 0.5.v., kan vi kalde postulationernes indhold.** **) Postulationsindholdet må på en eller

---

**) Disse sidste udtryk — naturligvis navnlig kunstordet — vil formodentlig støde mindre an mod gængs filosofisk tradition, der bruger ordet norm anderledes, end vi gør her.

***) Jfr. min artikel »Hvad er behov?« i Handelsvidenskabeligt Tidsskrift 18. årg. 1954, nr. 105 fO6, side 152—172.

****) indikat.

anden made vsere angivet, hvis man da skal kunne regne med det. Normer kommer derved til foruden det omtalte postulationselement at indbefatte endnu et element, som vi vil kalde en angivelse,*) nemlig af postulationsindholdet eller, som vi ogsa kunne sige, af det, der postuleres. En overordentlig hyppigt forekommende form for angivelseaf et postulationsindhold er den, man kalder at forestille sig dette indhold. I en vis forstand gar den maske forud for al anden form for angivelse. Gennem den sakaldte malforestilling sker der med andre ord en form for angivelse af et postulationsindhold. Imidlertider selve den forestilling (idea), ved hvis hjselp man anskueliggorsig og fastholder postulationsindholdet forud for dets virkeliggorelse,forskellig fra selve postulationsindholdet. Man kan sige, at den »bserer« indholdet. Vi vil her kalde en sadan forestilling, der »bserer« et postulationsindhold, for en angiver**). Sagen kan afbildes som folger:

Pilen a reprsesenterer trang af en slags eller en villen. (Vi ma huske, at trang og villen sammenfattende er betegnet som postulationer).Den lodrette streg b reprsesenterer f. eks. en forestilling og altsa ganske alment, hvad vi kalder en angiver, d.v.s. en »bserer« af et vist postulationsindhold. Selve postulationsindholdet er i figurenreprsesenteret ved den stipulerede lodrette linie c. Firkanten d med de to streger i reprsesenterer det eventuelt realiserede postulationsindhold.Tegnet TyA , der er en del af figuren, reprsesenterer, hvad vi her forstar ved en angivelse. En norm (duonorm) omfatter savel en angivelse som en postulation og er i figuren reprsesenteret ved folgende tegn: >Tv^ (Bemserk, at firkanten d kun er med i figuren). Hvis jeg har trang til at rejse i Afrika, vil pilen a i det lige benyttede tegn svare til min trang. Stregen b vil svare til min forestilling eller »tanke« om rejsen. Den stipulerede lodrette linie c vil svare til indholdet af min postulation, sadan som den »bseres« af min forestilling eller »tanke«, nemlig: at rejse i Afrika. I det ojeblik jeg faktisk — folgende min trang og malssetning — er kommetpa rejse i Afrika, vil jeg have realiseret min postulationsangivelse,d.v.s. tilfredsstillet mit behov, og jeg selv som faktisk rejsendei

---

*) indikation.

**) indikator.

sendeiAfrika ville så — i hvert fald delvis — være repræsenteret ved
firkanten d med de to streger (se figuren side 103).

Deter vsesentligt for forstaelsen af den stilling, der her tages
til problemet normer og behov, at man opfatter normen som noget
b c
foregribende, og deter vigtigt at huske, at angivelsen "K/F kun har
normkarakter, nar den er postuleret (onsket, tiltraengt, villet), d.v.s.
nar der foreligger noget, som kunne svare til en pil a i fig. side 103. Angivelsen
sa at sige ophejes til normangivelse, ved at dens indhold
postuleres. Angivelsen som sadan ma altsa skelnes fra den postulerede
angivelse. Deter den postulerede angivelse, der er behovskabende,
og vi kan kun og ferst tale om behov, nar der foreligger
en postuleret angivelse.

Som det vil stå enhver klart, findes der mange former for angivelser og angivere. En tegning på et stykke papir eller en tekst på et træskilt kan således være angivere af et postulationsindhold. Tegningen på papiret og teksten på skiltet plus det indhold, de »bærer«, udgør så tilsammen, hvad vi forstår ved en angivelse. Dog er det, som allerede nævnt, som oftest sådan, at der forud for enhver anden form for angivelse har foreligget en vis forestillingsmæssig angivelse af et indhold, der så bagefter f. eks. (gen)angives ved hjælp af et billede, en tegning, model, eller lign.

Vi skal i det følgende i tilslutning til nogle figurer nærmere
omtale nogle forhold, som er af vigtighed for forståelsen af det
her anvendte behovbegreb.

Som bekendt er vi sådan indrettede, at der med visse mellemrum optræder trang eller stræben af en bestemt karakter hos os tilligemed en forestilling eller »tanke« om, hvad vi føler trang til eller stræber efter. Vi omtaler i dagliglivet sådanne »tilbagevendende« målsætningereller normer som medfødte. Her betegner vi dem som direkte målretninger eller normer. Deres mål er en slags »mål i sig selv«. Af denne karakter er netop en så vigtig målsætning som den at trænge til noget at spise. Lad os et øjeblik dvæle ved denne specielle målsætningog dens forhold til visse andre målsætninger. Det følger af vor \c|e 102 definerede betegnelse norm, at der hos en person, som oplever en trang til noget (bestemt) at spise, også — og netop som følge af den nævnte målsætning — foreligger en behovssituation, som vi kalder for sultbehovet. Behovet, der er medfødt eller direkte, foreligger altså ikke forud for målsætningen. I følgende figur 1 repræsenterer cirklen en bestemt persons bevidsthedssfære og trekantensamme

kantensammepersons organisme med dens processer og funktioner.

Vi ser på figuren antydet, hvordan organismens stofskifte gennem en overordentlig sammensat virken af enkeltprocesser tilsidst medfører opståen af en bestemt trang i bevidstheden med et bestemt mål, nemlig en trang til mad*). Denne komplicerede samvirken af enkelt-

processer udgør en tilsvarende kompliceret kausal proces. Den er en kausal kæde, der via nervesystemet fører til eller går over i den bevidste trang til mad. Der er i denne forbindelse ikke mulighed for at betragte den nævnte sammensatte kausalkæde eller en del af den som behov af nogen slags som en forudsætning for trangen, målet eller handlingen, der udgør, hvad vi her kalder sultbehovforløbet. Sultbehov har personen først, når selve trangen og dens mål, nemlig dette at spise, optræder i vedkommendes bevidsthed. Men

---

*) selve det direkte (eller medfodte) mal angiver vi her og i de felgende figurer ved tegnet FT] i stedet for som for ved tegnet \y\-

her må man være opmærksom på det forhold, at målet for den almindelige— og medfødte — sulttrang er af væsentlig psykologisk natur. Det, personen medfødt stræber efter, er at opleve de behageligefornemmelser af at spise og blive mæt til afløsning af oplevelsenaf den nuværende tilstand af übehagelig sult og trang til mad.

Derfor ser vi i figur 1 tegnet for tilfredsstillelsesforløbet angivet inden
for cirklen, som repræsenterer bevidsthedssfæren. Selve den fysiske
handling at spise falder naturligvis uden for bevidsthedssfæren.

Lad os nu tænke os, at personen, vi taler om, har en del kundskaber om fysiologi og derfor tilfører sin organisme næringsstoffer for gennem ændringen i dens næringsbeholdning at opnå at opleve sig mæt og tilfreds til gengæld for sin forudgående sultoplevelse. Vi kan se dette specielle forhold illustreret i figur 2.

I denne figur ser vi, ligesom i figur 1, skematisk angivet, hvordan
trangen til mad opstår som en virkning af overordentlig sammensatte
forudgående organiske processer. Som en forholdsvis bestemt fase i

dette processuelle forlob finder vi en tilstand i organismen, som ved at aendres vil fore til den oplevede tilfredshedstilstand, som personen primsert eller direkte seger den. Dette, at personen seger den fysiologisketilstand sendret og har sat sig sendringen som mal, er angivet i cirklen ved hjaelp af tegnet (s<^ . Dette mal er, hvad vi kalder et afledt mal. Det er ikke et »mal i sig selv«, men dets virkeliggorelse tjener til at virkeliggore malet for den primaere eller direkte sulttrang, nemlig [T] . Opfyldelsen af det afledte mal (sj<e) er angivet ved tegnet I || I i trekanten. Denne opfyldelse eller virkeliggorelse er altsa det faktiske middel, den faktiske udvej, som personen anvender for at opna at fa tilfredsstillet sin trang til mad (antydet ved j n ; i cirklen).

Deter meget vigtigt at holde sig for oje ikke blot i forbindelse med
omtalen af figur 2, men ogsa i forbindelse med omtalen af de folgende
figurer 3, 4, 5 og 6, at den fysiologiske tilstand, som personen soger
aendret (jfr. malet (sg) ) som middel eller udvej til tilfredsstillelsen
af den primsere sulttrang, ikke i og for sig her skal betragtes som en
fysiologisk behovtilstand, der pa en eller anden made spiller en rolle
for det, vi her betegner som sultbehovtilstanden. Selvfelgelig spiller
den nsevnte fysiologiske tilstand en rolle, men altsa i denne forbindelse
udelukkende som »arsag« blandt en hel haerskare af arsager,
der til syvende og sidst bevirker den malssetning (norm), vi betegner
med > [°] og dermed sultbehovtilstandens optraeden. Idet vi henviser
til figur 2, kan vi sige, at sagen skal forstas pa felgende made:
>[T] optrasder som omtalt og den direkte behovtilstand i sammenhaang
hermed. Forst herefter optrasder som en logisk folge den
afledte malsaetning 1 f°r et middel eller en udvej til at na
til den direkte trangs tilfredsstillelse. Forst ved at >(jHf) foreligger,
nemlig som bevidst foreteelse, fremkommer den afledte behovsituation,
hvorved altsa den feromtalte fysiologiske tilstand, hvis
sendring til en anden skal tjene som middel eller udvej til tilfredsstillelsen
af malsaetningen >[j] , forvandles til den afledte behovtilstand.
Den er ikke en behovtilstand, for den afledte malssetning
eller norm foreligger, og den ma nodvendigvis vaere sadan sammenkaedet
med den bevidste foreteelse , at >Q bortfalder,
nar tilstanden aendres i den retning, vi taenker pa.
Ellers kan aendringen jo ikke anvendes som middel eller udvej (jfr.
—>(>R) ) til virkeliggorelsen af >fT| .

Man kunne tænke sig den situation hos en person, at sultbehovet A nok optrådte som sædvanligt, men var stærkt tilbagetrædende i sit forløb, medens et andet behov eller et vist kompleks af behov B så at sige overtog A's tidligere i forbindelse med figur 2 omtalte middel eller udvej til at nå tilfredsstillelse, nemlig ændringen af den fysiologiske tilstand ien bestemt retning (jfr. i figur 2 *(3f~) II )• I stedet for at Xtß) angiver en afledt målsætning og et afledt behov betinget af behovet A, angiver det nu en tilsvarende afledt målsætning og et afledt behov betinget af behovet eller behovkomplekset B, på det nærmeste uafhængigt af A. Dette forhold er søgt illustreret i figur 3 og 4, idet vi i figur 4 har ladet A's »tidligere« forbindelse med ii antyde ved hjælp af stipulerede linier (jfr. i øvrigt figur 2). Et kompleks af behov B kan f. eks. svare til det, man i dagliglivet kalder selvopholdelsestrang eller -drift.

I figur 5 er søgt angivet, at A træder så stærkt tilbage, at målet for trangen er ganske vagt og übestemt. Tegnet T»~) angiver et sådant vagt og übestemt mål. B's »overtagelse« af *(i*R) TF] (jfrfigur 2 og 4) er derfor her absolut nødvendig, hvis personen skal spise »af egen drift«, uden tvang eller tilskyndelse fra andres side.

I figur 6 er Sogt angivet det ganske unormale tilfselde, at personen slet ikke oplever »sulten«, d.v.s. trang til mad, og hvad dermed folger af übehag og uro (jfr. A(g) >[•]). Aer blot antydet i denne figur, men forekommer altsa ikke reelt, og kan maske pa grund af de unormale omstsendigheder overhovedet ikke forekomme. Tilfseldet er dog ikke mere maerkeligt, end at enhver kan opleve det ved at anvende et prseparat, der er i handelen, og som anbefales som et uvurderligt hjaelpemiddel til overholdelse af en afmagringskur, idet det fjerner eller ophasver sultfornemmelsen og derved ophaever, hvad vi i figurerne har betegnet ved A (££) >\jj] . Personen har overhovedet ikke noget direkte sultbehov, eftersom deter forhindret i at have trangen til noget at spise. Mangelen af den direkte mdlssetning, den direkte norm udelukker, at personen kan have det direkte sultbehov. Andre malssetninger end A >[•] ma derfor opretholde livet hos personen ved at tilskynde ham eller hende til at indtage nseringsstofferne som et middel eller en udvej til at opretholde organismens normale

Man kunne endvidere tænke sig, at et behov B, der skyldes tilstedeværelse af en norm B >Q] , samvirkede med sultbehovet A, der på sin side skyldes normen A >[T] ,på den måde, at B forandrer eller forskyder A's mål, så B kan opnå sin tilfredsstillelse

sammen mecl A, ved samme ting, sag eller funktion. Lad os antage,
at B reprsesenterer forfsengelighed, selvhaevdelse eller lignende. Dette
forhold er sogt illustreret igennem figur 7.

Af figur 7 ser vi, at A's mål er forskudt i forhold til det, som det plejer at være, dog ikke mere og anderledes, end at behovet A kan opnå en adækvat tilfredsstillelse alligevel. Derved opnår B tilfredsstillelse ved samme lejlighed; det er altid opsat på tilfredsstillelse.

Vi har andetsteds illustreret dette forhold ved følgende enklere
figur 8 (se her side 111 øv.).

Det i figur 8 anvendte tegn iX|Z| (efter klammen) repræsenterer
f. eks. en vare eller lignende objekt, forskudt fra ;)(; til J j .

Det her i figur 7 og 8 illustrerede forhold kunne også udtrykkes
på en anden måde, sådan som figur 9 viser. Denne figur viser det
forhold mellem B og A, at B »anvender« A's mål og tilfredsstillelse

som en slags middel eller udvej, idet A's mål og tilfredsstillelse samtidig
forskydes. På en simplere og mere overskuelig måde kan man
i figur 10 se det samme forhold illustreret.

Vi kan ogsa tilstrsebe eller ville et mal, der omfatter en vis virksomhed fra et eller flere andre individers side. Vi kan, som vi siger, fordre noget af andre. Denne form for postulationer vil vi kalde allopostulationer til forskel for de postulationer, der ikke er postulationer til andre individer, ikke »raekker ud over individet«, og som vi vil kalde for autopostulationer. Vi far pa denne made, hvad vi vil kalde allopostulerende og autopostulerende normer (jfr. med henblik pa de sidste udtrykket selvnormeringer). Normer, der er fordrede af andre (som modsaetning til fordrede til andre), kalder vi for dikterende. De er som sadanne ikke de affordredes egne normer. Vi kan ogsa betegne disse sidstnsevnte normer som ekstrapostulerende, d.v.s. som postulerende til mig og/eller andre »udefra«, af andre. Autopostulationer og allopostulationer bliver da for begge parters vedkommende til intrapostulationer, nar jeg og/eller andre betragter dem som vore postulationer til andre. De allopostulerende sa vel som de dikterende normer vil oftest — som en nodvendighed — vaere sprogligt formulerede eller udtrykt, medens de autopostulerende til gengaeld ofte blot er ideative, d.v.s. blot forestillede eller rettere forestillingsmaessigt angivende.

Autopostulerende normer er dannelser, der kan meddeles i ord som: »Jeg trænger til noget at spise!« »Jeg trænger til noget at drikke!« »Gid jeg var i sikkerhed!« »Jeg skal lære dem!« »Jeg tror, jeg vil hjælpe dem!« »Det vil jeg se at få gjort godt igen!« o.s.v. Allopostulerende normer er dannelser, der kan meddeles i ord som: »Luk døren, det trækker!« »Gig mig nøglerne!« »Adgang er forbudt!« »Græsset må ikke betrædes!« »Elsk din næste som dig selv!« »Kør langsomt i vejsvinget!« »Kan du så gøre, som jeg siger!« o.s.v. Igennem autopostulerende normering, kan man sige, påfører individet kun sig selv en behovssituation og tilsigter i hvert fald ikke at påføre andre en sådan. Igennem allopostulerende normering påfører individet et eller flere andre individer en behovssituation eller en situation, som kan medføre en behovsituation for dem — som en del af det allopostulerende individs egen (faktiske) behovsituation. Siger en person: »Sørg for, at han lukker døren!«, »Gid du må få ham overtalt!« eller lignende, står vi over for, hvad vi vil kalde dobbelt allopostulerende normer. Den nærmere forståelse af denne betegnelse giver sig vist af sig selv.

Hvis jeg er den, der tales til, når der bliver sagt: »Luk døren!«,
»Giv mig nøglerne!« 0.5.v., er jeg ude for en ekstrapostulering:
Nogen postulerer noget til mig, fordrer noget af mig eller, som det

også kunne siges, foreskriver mig noget. Da det netop er til mig, der postuleres noget, drejer det sig om en ekstrapostulation, der er et diktat til mig. Der dikteres mig noget. En ekstrapostulering, der for mig ikke er et diktat, vil foreligge, når en eller flere postulerer noget, der kun gælder andre end mig. Der er da tale om et diktat til andre.

Vi skal ikke her nærmere analysere disse forskellige normformer,
men henviser den interesserede læser til planlagte senere behandlinger
af sagen.

I den følgende figur 11 skal vi forsøge skematisk at illustrere allonormeringen
og dens tilsvarende behovforhold.

Ifolge figur 11 allonormerer personen 2 noget til personen 1. I"}"] ["iTj S-CK_—6?) repraesenterer 2's allonormering. Den lille firkant i dette tegn viser, at 2's allonorm B er en afledt norm, men, som det fremgar af tegningen, er der ikke angivet noget om den

afledte allonorms nsermere bestemmelse ved et direkte behov. Vi kan blot forudssette, at der et eller flere led »tilbage« i den middelmalksede,B tilhorer, er en direkte norm, som bestemmer B. Vi har tidligere i denne artikel medt tegnet >(cHt) som rePraesenterendeafledte normer (jfr. side 107 ff.), men det drejede sig der om en speciel form for afledte normer; det almene tegn, vi anvender, er altsa felgende: >Q , og det genfinder vi i ovenanforte tegn: []j^—in 11 S-n^—® • Ved hjaelp af tegnet Q H_— kan vi i forbindelse med personen l's norm nsermere angive indholdet af personen2's allonorm. I ft] j \\\ Q<^—6?) betyder, at 2 »kraever«, at 1 »skal have« en direkte eller afledt malssetning (norm), som 1 faktisk ikke har eller har tsenkt sig. At 1 faktisk ikke har eller har taenkt sig den »krsevede« normering og dens virkeliggorelse, er angivet ved at lade samme normering og dens foregrebne virkeliggorelsesta uoptrukket eller stipuleret i figuren. Havde normen A, som det jo drejer sig om, vaeret optrukket i figur 11, ville det altsa have betydet, at en faktisk normering fra l's side, af 2 »krßevedes« annulleret, sat ud af kraft, forbudt. Vi ma lige tilfoje, at s-tegnet efter det lille kvadrat i tegnet for 2's allonorm betyder, at det, som 2 allopostulerer har faet sprogligt udtryk. Ligeledes ma anfores, at stregen igennem det lille kvadrat i l's stipulerede norm betyder, at l's norm A ligesd godt kan vsere en direkte norm som en afledt norm; med hensyn til stregens betydning gor det ingen forskel, om det lille kvadrat er optrukket eller stipuleret. (Den direkte norm angives ellers ved en prik i det lille kvadrat: ).

Vi kan for eksempel tænke os, at personen 2 siger: »Hent mig et glas vand!« eller lignende til personen 1. 2 »kræver« med andre ord, at 1 skal sætte sig for at hente et glas vand til 2 og virkeliggøre denne hensigt. Hvis 1 virkelig fremtryller den »krævede« adfærd, kan l's normering være »tvunget« frem af frygt for straf eller dadel eller af pligtfølelse, eventuelt agtelse over for 2. Måske har 1 indset det nyttige for sig selv ved at gøre, hvad 2 siger.

Når i det nævnte eksempel personen 2 til personen 1 siger: »Hent mig et glas vand!«, må vi regne med, at denne i ord formulerede allonorm for 2 simpelthen er et middel eller en udvej til at opnå l's faktiske henten et glas vand til 2, og at l's faktiske henten et glas vand til 2 for 2 er det yderligere middel eller den yderligere udvej

til at opnå sit direkte tørstbehovs tilfredsstillelse. Dette tørstbehov
kunne 2 have givet sprogligt til kende ved rent ud at sige: »Hent
mig et glas vand; jeg er tørstig!«

Lad os tsenke os, at den lodrette streg b i det oprindelig anvendte
c c
tegn (5?)—2—^fVj (jfr. figuren side 103) reprsesenterer et skilt med
en tekst lydende: »Grsesset ma ikke betrsedes!«. Vi kan taenke os
skiltet med teksten staende i en grsesplaene i en have eller et anlseg.
Det angivne indhold som reprsesenteret ved den stipulerede linie c
vil sa vsere en situation, hvor graesset ikke betraedes af nogen, —
men altsa som »forebildet« situation, ikke bare som foregrebet mulighed.
Desuden ma vi regne med en reel situation, som enten kan
vaere den, at grsesset reelt ikke betra^des af nogen, eller den, at
det faktisk betraedes af nogen.

Vi må jo her gå ud fra, at en forskrift i alle tilfælde må indebære et eller flere menneskers postulation og udtrykke deres behov, idet vi går ud fra, at en forskrift har normkarakter i overensstemmelse med den opfattelse af normer, vi side 102 har givet til kende. Forbud, påbud, men altså i det hele taget forskrifter udstedes af nogen og er »rettede« til nogen. De er altid udtryk for nogens ønske, trang, villen med henblik på andre (jfr. allopostulation). Noget, jeg opfatter som et påbud (jfr. diktater) kan være i modstrid med eller i overensstemmelse med min egen stræben og villen i øvrigt og altså i konflikt med eller i overensstemmelse med mit eller mine egne behov. Et mig dikteret indhold er som sådant naturligvis ikke mit normindhold. Men adlyder eller følger jeg diktatet, tager jeg det påbudte indhold til mig og opretter min egen postulation og derved normering af det. Først ved denne overtagelse af og postulation af indholdet bliver der, som følge af og i relation til diktatet, hos mig selv behov.

Principielt fungerer en målforestilling som denne, at jeg forestiller mig den mad, jeg trænger til, på samme måde som teksten: »Græsset må ikke betrædes!«, når denne tekst er postuleret af nogen som et forbud, der »rammer« mig. Der er blot den forskel set ud fra mit synspunkt,at jeg i det første tilfælde normerer mig selv noget, medens jeg i det andet tilfælde normeres noget af andre, som jeg måske ikke akcepterer. Selvfølgelig kan jeg såvel påbyde som forbyde mig selv noget. I begge tilfælde er der tale om selvnormeringer. Når jeg forbydermig selv noget, krydser jeg mine egne ønsker, min egen trang. Når andre forbyder mig noget, vil det ofte falde sådan ud, at de andre krydser mine ønsker og bestræbelser. Vi kan tilføje, at diktaters

indhold formodentlig ofte overtages i form af forestillingsindhold,
altså af dem, der dikteres til.

Ved et påbud, f. eks. A's påbud til B om at sætte sig ned, omfatter A's postulation, at B skal sætte sig ned, d.v.s. A forlanger, ønsker, beder B foretage den handling at sætte sig ned. B får med andre ord opgivet fra A, hvad A forlanger skal gøres. B føler sig måske forpligtet til at gøre, hvad A siger. B, siger vi, skal det, som A's forlangende, ønske m. m. går ud på (d.v.s. A's postulationsindhold). Denne skullen adskiller sig næppe fra den, som B selv kunne give udtryk for, hvis A en dag møder B og spørger: »Hvor skal du hen?« og B svarer: »Jeg skal hen i en restaurant og have noget at spise!« Dette kunne nemlig siges af A, selv om A vidste, at B gik på eget initiativ, og B kunne svare som anført, selv om han var ude i sit eget ærinde.

Man kunne ved A's påbud til B faktisk sige, at påbudet omfatter
en målangivelse, eventuelt i form af en målforestilling, hvori B's adlydende
adfærd er indeholdt, vel at mærke som »forebildet« emne.
A forestiller sig måske, at B adlydende gør, hvad A postulerer. Påbudet
er her helt kommet på linie med en almindelig målsætning.
b c
B indgår i sin egenskab af retledet eller adlydende i 1\(J , d.v.s. c
b c
omhandler eller angår B, når normen (^)—-—>£X^ er et påbud til
B om noget. Vi ser heraf, at man kan betragte det, som postuleres
til andre (jfr. allonormer) som omfattet af en postulation til en selv
(jfr. autonormer), d.v.s. jeg normerer, at en anden normerer, eller
jeg vil, at en anden vil eller skal noget. Siger jeg: »Luk døren!« til
en anden person, »mener« jeg: »Jeg ønsker, at du (eller De) lukker
døren«, ligesom jeg kan sige: »Sæt Dem!« til en person og »mene«:
»Jeg vil, at De skal sætte Dem«.

Når vi her og i det følgende betragter, hvad almindeligt kaldes primære behovmål, men hvad vi selv betegner som direkte behovmål,f. eks. målene for vore medfødte stræbensformer, vore »instinkter«,som på lige fod med almindelige handlingsforskrifter, såsom retsregler, brugsanvisninger, opskrifter, eventuelt også logiske og matematiske formler og sætninger 0.5.v., skyldes det, som vi vil indse, at vore primære behovmål, såsom forestillingen eller »tanken« om at spise, drikke, opleve seksualakten, 0.5.v., kan indgå ganske tvangfriti det førnævnte normskema (jfr. desuden figuren side 103) på linie med brugsanvisninger, opskrifter, retsregler, formler o.s.v. Der er ifølge det, vi her siger, ingen principiel forskel på funktionen af

et vist forestillingsindhold, nar det gennem en selvnormering retleder
en person A med hensyn til, hvad A trsenger til, onsker o. lign. og
funktionen af f. eks. et vist tekstindhold pa et skilt, der udtrykker,
hvad A pabyder eller forbyder andre at gore. Forestillingen og teksten
er begge angivere (jfr. b i fig. s. 103), men af hojst forskellig karakter.
Pa grund af angivernes store forskellighed ma vi regne med, at ogsa
postulationsindholdet (jfr. c i fig. s. 103) er af forskellig karakter. Nar
b c
med andre ord angivelserne (jfr. Tv/; i fig. s. 103) i de to tilfaelde er
sa forskellige, er det rimeligt at sige, at normerne i de to tilfselde
er af forskellig form. Ikke desto mindre ma vi fastholde, at det i
begge tilfselde virkelig drejer sig om normer i vor betydning af ordet,
da der i begge tilfselde forekommer et postulationselement plus et
angivelseselement.

Vi har i det foregående ganske overvejende talt om direkte normer i form af de medfødte normer: trang til mad, trang til drikke 0.5.v.. En villen af noget, uden at vi herved behøver at tænke på en fri villen, fremtræder i øvrigt også almindeligvis som direkte postulation (jfr. volitiv postulation). Den direkte postulation fremtræder psykologisk med en vis karakter af noget absolut, og man kan sige, at angivelsen eller målet er en angivelse eller et mål »i sig selv«. Afledte normer er derimod normer, der ikke »hviler i sig selv«. De udgør normer, hvis angivelser omfatter det, som er middel, udvej, forudsætning for noget. De ville ikke foreligge, hvis de direkte normeringer ikke forelå.*)

Bortset fra at den afledte norm er betinget af den direkte og pa en vis made omfattes af den, er der naeppe nogen principiel forskel pa dem. Ofte optrseder den afledte norm ret selvstsendigt og er da vanskelig at skelne fra den direkte. Pa tilsvarende made kan vi sige, at der nseppe er nogen principiel forskel pa de angivelser, der indgar i normer med afledt og i normer med direkte postulation. Deres rolle eller funktion er sa at sige den samme. Hvis dette er rigtigt, kan med andre ord figuren side 103 lige sa godt reprsesentere en afledt norm som en direkte. (Vi ser her bort fra tegnet || di figuren).

Postulationsmd/iotøef vil naturligvis være forskelligt i de to tilfælde
af normering på den måde, at den afledte postulation gælder noget,
der er et egnet middel, en egnet udvej 0.5.v., medens den direkte

---

*) Nærmere herom i min artikel i Handelsvidenskabeligt Tidsskrift nr. 105 flO6.

postulation gælder noget, der nok har tjenlighed, men ikke til opfyldelsenaf et andet eller videre postulationsindhold. Men strukturen af den afledte norm vil, som vi her ser, ikke adskille sig principielt fra strukturen af den direkte. Ved en diskussion af normproblemet behøver vi derfor heller ikke at overveje, hvorvidt normerne skal spille rollen som afledte eller direkte normer. De forskellige normer og normtyper kan indgå i hvilken af de to roller, det skal være. Det samme kan naturligvis siges om de forskellige angivelser og angivelsestyper.Dog vil man finde, al: nogle normer eller normtyper hyppigerefindes i den ene rolle end i den anden. Navnlig vil man finde, at den forestillingsmæssige eller ideative normtype (angivelsestype) er speciel for direkte normering.

Nar jeg seger en ske til at spise min suppe med, har jeg en afledt
trang til skeen. Min trang til skeen er afledt af min direkte trang
til at fa suppen spist. Jeg har faktisk min trang til skeen, fordi jeg
faktisk har trangen til mad (suppen). Man kan i og for sig sige, at
deter en erfaringssag, at man vil midlerne, nar man vil malet, men
man kunne fra et teoretisk synspunkt ogsa formulere det som et
princip, at hvis man vil et mal, ma man ogsa ville midlerne og vejene
til malet; jfr. det hypotetiske udsagn, udtalt til mig selv: »Hvis du
vil have maden (suppen) spist, ma du tage en ske eller lignende
genstand til hjselp«. Selve den hypotetiske saßtning: »Hvis du vil
sa . . .«, angiver ikke, om jeg vil have maden (suppen) spist eller ej.
Den forrnulerer netop en hypotese. Men min faktiske trang til skeen
er naermest en virkning af min foreliggende trang til suppen. Vi siger
i dette tilfaelde, at skeen er et middel til at fa suppen spist.

Normer i gængs betydning af forskrift eller regel for, hvordan noget skal være, eventuelt udføres, refererer sig ofte netop til det, som er afledt postuleret. Normer er simpelthen ofte handlingsanvisninger,der gælder for os ved vore bestræbelser på at virkeliggøre et vist videre, eventuelt direkte mål. Jfr. her Harald Høffdings karakteristiskedefinition af norm i »Den menneskelige Tanke«, 1911: »en regel for de til opnåelsen af et mål nødvendige midler og veje«. Eksempler er forskrifterne: »Hold fast med venstre hånd!« (—(^— nemlig ved udstigning af en sporvogn); »Se Dem for, når De går over gaden!« o.s.v. Hvis en voksen siger til et barn: »Se dig for, når du går over gaden!« kan det simpelthen være sådan, at barnet selv vil over gaden som en forudsætning for eller som et middel til at nå et videre mål, mens den voksne, der er tale om, vil, at barnet skal gå over gaden på en bestemt måde, nemlig sådan, at det ser sig om

0.5.v., som et middel til, at det kommer over gaden med mindre risiko, end hvis det ikke benytter den angivne måde. Der er ingen mystik i denne sag med normer som regler for midler og veje. Det vil som oftest være sådan, at man kan opfatte disse normer selv og det, de angiver, som forudsætninger for og altså som en slags midler og veje til at anvende eller udnytte de (andre) midler og veje, som i øvrigt ikke kan undgås for at nå et vist videre mål. For eksempel kan en overholdelse af visse anvisninger for færden i en vis park være en forudsætning for, at en person kan få lov til at skyde genvej gennem parken i stedet for at gå uden om den.

De anvisninger, der herved er tale om, må man regne med er udstedt af nogen og gælder for nogen. For udstederne af anvisningerne drejer det sig om at bevare parken smuk og velholdt; det er deres videre eller dybere behov, og de omtalte anvisninger kan opfattes som hjælpemidler i forbindelse med arbejdet på at holde parken smuk og velholdt. På den måde kan man faktisk opfatte mange forbud mod at foretage sig det ene eller det andet i parken. Den adfærd, de foreskriver, er nødvendig, for at arbejdet med at holde parken skal lykkes.

Man kunne imidlertid også tænke sig, at der var udstedt anvisninger, som specielt gjaldt de mennesker, der var beskæftiget med at vedligeholde parken. Disse anvisninger kunne så være vejledninger i forbindelse med arbejdets udførelse, med anvendelsen af redskaber o.s.v. Deres overholdelse tjener altså som en slags midler til parkens vedligeholdelse.

Som bekendt er det sådan, at vi må regne med, at der er mennesker, for hvem forbud mod en bestemt adfærd i en park kan være en hindring eller en komplikation i forbindelse med udførelsen af deres egne planer. Hvis disse mennesker ikke vil opgive deres private målsætninger, må de enten direkte ignorere forbudene og tage den risiko, der er forbundet hermed, eller de må finde på og også anvende midler og veje til at omgå forbudene eller til at undgå eventuel straf for overtrædelse af dem.

Vi ser altså, at forbud ligesom egentlige vejledninger fra udstedernes side kan opfattes som en slags hjælpemidler og ofte hjælpemidler til andre hjælpemidler. De kan derfor med henblik på udstederne betragtes som afledte normer, der betinger afledte behov, idet de postulationer, som indgår i dem, er afledte postulationer.

Vejledninger vil som regel af dem, de er udstedt til, blive betragtet
som hjælpemidler, om ikke altid til samme formål, som udstederne

tænker dem anvendt til. Forbud derimod vil som oftest opfattes som hindringer af dem, de er udstedt til eller imod. De vil meget ofte krydse postulationer eller normeringer hos dem, de er udstedt til eller imod. Deres funktion er sådan set at krydse bestemte postulationer eller normeringer, hvorved de altså bliver til hindringer for nogen.

Bortset fra, at forbud hyppigt står som uovervindelige hindringer for dem, de er udstedt til eller imod, så vil de i deres egenskab af hindringer hos disse personer netop have en tilbøjelighed til at fremkalde afledte normeringer og dermed afledte behovsituationer. Hindringer for en vis normering hos en person vækker almindeligvis hos samme person en anden normering, hvis angivelse tager sigte på anvendelse af et middel eller en udvej til overvindelse eller omgåelse af hindringen. Afledte normeringer forudsætter, at der foreligger en anden normering, hvis realisation er hindret eller i det mindste ikke umiddelbart lader sig gennemføre. Hindringer og vanskeligheder med realisationen af en normering kalder den afledte normering frem. Dette er en velkendt sag. Det, som skal understreges, er, at forbud i deres egenskab af hindringer og spærringer for realisationer af normeringer har tilbøjelighed til at fremkalde afledte normeringer og altså afledte behov i forbindelse med de normeringer, der hindres eller spærres i deres udfoldelse.*)

For at gennemtrumfe overholdelsen af påbud og forbud anvendes som bekendt ofte den sproglige bydeform. Bydeformen antyder en kraftig fordring eller postulation, og den virker i nogle tilfælde truende. Den er ganske vist ikke altid i stand til at overbevise den eller de dikterede eller truede om, at der står den fornødne magt bag fordringen eller truslen. Specifikation af truslen eller straffen virker som regel endnu mere afskrækkende. Det må indrømmes, at et element af trusel eller suggestion ofte karakteriserer de såkaldte imperativer til forskel fra de indikativisk formulerede postulationer, og det er et spørgsmål, om der ved de nævnte imperativer er noget andet specielt imperativisk moment ud over denne trusel eller suggestion, hvad enten den kommer til udtryk gennem en bydeform (evt. bydeformet tonefald) eller i en indikativisk tilføjelse om en straf, gengældelse o. lign.

Når man udsteder regler for brugen af noget, f. eks. et redskab,
må man i mange tilfælde udstede dem på den måde foregribende,
at hvis nogle vil bruge redskabet — hvad det nu er -— må de gøre

---

*) Jfr. den omtalte anden artikel i Handelsvidenskabelig Tidsskrift.

det på de og de bestemt fastlagte måder, skønt man ikke på forhånd kan vide noget om, hvordan de, der skal bruge redskaberne, faktisk kunne tænkes at anvende eller håndtere dem. Det samme kan i øvrigt siges om forbud i forbindelse med brugen af noget, f. eks. for at begrænse brugen og undgå visse uhensigtsmæssige anvendelser.

Hvis vi f. eks. tænker på et forbud som det tidligere nævnte: »Græsset (i parken) må ikke betrædesl«, kan vi sige, at vi her står over for en forskrift, der kun gælder hypotetisk, for så vidt som den eller de, som har udstedt den, ikke kan formodes at vide, hvem der har tænkt på at handle på en måde, som betyder en overtrædelse af den, eller om nogen overhovedet har tænkt på at handle sådan. For så vidt nogen tænker på, d.v.s. har sat sig for og altså har et behov for (vel at mærke som følge af forsættet), at gå ind på plænen, måske for at lægge sig til at sove på den, så ved de ifølge forbudet, hvad de har at rette sig efter. Sagen synes at være den, at vor normering kan omfatte eller angå andre personers normering, som den så ofte vil gøre, ved hvad vi har kaldt allopostulerende normering, og vi ved faktisk ikke altid, hvad de andres normeringer er. Når der fordres noget af andre, f. eks. en vis adfærd, holdning eller lignende, ved med andre ord den eller de fordrende ikke altid — og kan måske overhovedet ikke på forhånd vide det -_— hvad de kan vente sig af dem, de postulerer til. Når man fordrer af et publikum, at det skal lade være at betræde en græsplæne, ved man ikke på forhånd, om der er nogle, der har til hensigt eller overhovedet kunne falde på at betræde plænen. Men muligheden består, og i mange tilfælde vil der være en sandsynlighed derfor.

Hvis jeg ser et barn på vej hen mod mit nytilsåede ærtebed, kan jeg måske føle mig sikker på, at det vil løbe ind i det eller over det, og jeg kan råbe: »Du må ikke løbe ind, hvor jeg har gravet og sået!« Jeg forudser i barnets adfærd en tydelig trusel mod min egen normering og behov og måske tillige mod andres. Men generelle forskrifter, forbud og for så vidt også påbud indebærer altså et usikkerhedsmoment med hensyn til de andres hensigter. Påbud og forbud kan jo være overflødige, idet netop de personer, de rettes til eller imod, overhovedet kun har tænkt på at gøre det påbudte og undgå det forbudte, men vi sikrer os mod, at de handler anderledes ved at udtrykke påbud og forbud mod disse eventualiteter.