Håkan Nial: Internationell förniögenhetsrätt, 2. upplagan. Institutet for Rättsvetenskaplig Forsknings skriftserier 11. Sth. 1953. 159 sider. Sv. kr. 14,50.

Professor Håkan Nial har udsendt 2. udgave af »Internationell Formogenhetsrått«,
der ligesom den tidligere udgave hører til læsestoffet for de
udenrigshandelsstuderende ved Handelshøjskolen i København.

Bogen er inddelt i 4 kapitler; det første omhandler den internationale obligationsret, »skuldstatuttet«, det andet kapitel den internationale tingsret, »sakstatuttet« (af sak = ting), det tredie den internationale konkursret og det fjerde anvendelsen af fremmed offentligretlig lovgivning. Titlen »InternationellFormogenhetsrått« spænder dog, som forfatteren siger indledningsvis,lidt videre end bogens indhold; den internationale veksel- og checkret er ikke omtalt og ejheller den internationale søret. Transportaftalerer i det hele taget ikke omtalt under skuldstatutet, altså heller ikke transportaftaler vedrørende land- og lufttransport, og det samme gælder

forsikringsaftaler. lovrigt er bogen den fyldigste fremstilling af den internationaleformueret,
som endnu findes i Skandinavien.

Svensk juridisk sprog er ofte velklingende, og Nials sprog er smukt. Fremstillingen er tillige klar og behersket uden at være tør men hele tiden strengt saglig og alvorlig; man møder næsten aldrig en skandinavisk forfatter, der vover at hæve sig over den strenge alvor i håndbøger eller lærebøger. Læser man derimod Cheshire's »Private International Law« støder man tit på fornøjelige passager som f. eks. fremstillingen af sagen om ægypteren og bigamisten Naguib, In re Naguib (1917) 1. K. B. se 3. udgave s. 413. Det sagte er dog ikke nogen anke mod professor Nials bog, der absolut ikke er kedelig. Det var bl. a. førsteudgaven af bogen, der i sin tid vakte nærværende anmelders interesse for den internationale formueret.

I det første kapitel om »skuldstatutet« gør Nial sig s. 9 ff. til talsmand for parternes adgang til at vælge den lovgivning, som skal gælde for kontrakten. I et kontruktmellemværende af international karakter, hvor parterne selv eller aftalens indgåelse og opfyldelse har tilknytning til flere retsområder, har parterne en valgrihed, som ikke kendes i de rent interne mellemværender, hvor kontrakten kun har berøring med eet land. Man lean f. eks. ikke i en udelukkende dansk kontrakt undlade at iagttage afbetalingslovens ufravigelige regler ved at vedtage, at engelsk ret skal anvendes, idet de samme regler ikke gælder i England. Har kontrakten derimod tilknytning både til England og til Danmark, anses en sådan aftale for gyldig.

Nial stiller imidlertid strengere krav til aftalens tilknytning til det valgte lovland end nogen anden nulevende skandinavisk forfatter. Han forlanger for at godkende valget, at tilknytningen til det land, hvor loven vælges, skal være baseret på omstændigheder af betydelig styrke såvel i sig selv som i forhold lil modstående tilknytningsmomenter, u: tilknytningen til et andet eller andre lande. Han kræver altså både en absolut og en relativ stærk tilknytning, jfr. herom s. 19. Man skal ikke just vælge loven i det land, hvortil aftalen er stærkest knyttet; men tilknytningen skal være stærk, (ler må ikke være noget udtalt misforhold i balancen til ugunst for den valgte lov. De fleste andre forfattere nøjes med at kræve en vis tilknytning til det valgte lovland, og nogle forfattere vil ikke engang stille dette krav, blot kontrakten er international. Denne sidste opfattelse har fundet udtryk i det på Haagerkonferencen i 1951 fremsatte udkast til en mellemfolkelig konvention om fælles internationale privatretlige regler for køb af løsøre. Den er omtalt hos professor Nial s. 55 ff. Udkastet blev tiltrådt af de skandinaviske delegerede, herunder også professor Nial. Det har dog ikke ændret hans principielle opfattelse af spørgsmålet, hvad der er meget forståeligt. Eet er en konventionsregel som gælder for en række lande, noget andet et princip til vejledning for domstolene i et enkelt land. Og Nial, der udtrykker sine betænkeligheder ved udkastet, mener, at man alligevel bør tiltræde det, fordi det betyder en regulering, som for de fleste loyale internationale køb er formålstjenlig og rigtig.

Det her sagte gælder de privatretlige regler om kontrakter, ikke de offentligretlige,se herom forfatterens fremstilling i kapitel IV. Pris- og valutalov- Rivning, mønt- og guldklausullove er ikke underkastet partsviljen; man kan altså ikke vælge, hvilket lands prislov der skal finde anvendelse på

kontrakten. Hovedreglen er, al: man i internationale mellemværender altid anvender domslandets love, blot de er anvendelige efter deres egne bestemmelser,og det uanset om kontrakten i privatretlig henseende hører under en fremmed lov, og at domstolen kun anvender egne valuta- og prislove, ikke de fremmede. Men der er en vis tendens til at fravige det sidste princip og anvende fremmed offentligretlig lovgivning af denne slags, når kontraktener underkastet denne lov i privatretlig henseende, og en yderligere kvalificeret tilknytning består mellem aftalen og det fremmede lovland, f. eks. at en kontraktspart er fast bosat der, jfr. herom s. 120_—121 i Nials bog.

Jo friere domstolene lader parterne selv vælge den for kontrakten gældende privatret, jo mindre mulighed vil de da have for at anvende den offentlige ret i det land, hvis lov vælges. Ovenikøbet vil der måske ved stor valgfrihed vise sig en tendens til at anvende et helt tredie lands offentlige ret i de tilfælde, hvor kontrakten reelt er stærkt knyttet til dette tredie land. Det er imidlertid forbundet med store fordele, at den offentlige og den private ret følges ad i samme land, da afgrænsningen mellem offentlig og privat ret ikke hviler på noget logisk skelnemærke og er vanskelig at drage i praksis, og da en sønderdeling af aftalen mellem flere lovgivninger ofte vil medføre vilkårlighed og uretfærdighed, se herom Nial s. 118.

Nials begrænsning af partsviljen har den styrke fremfor den mere liberale opfattelse, at »skuldstatutets« offentlige ret hyppigere vil kunne anvendes. Når valg af lovland kun er gyldig, når en stærk tilknytning til landet findes, vil mulighederne for anvendelse af samme lands offentlige ret oftere være til stede, end hvis parterne har adgang til at vælge mellem alle de lovgivninger, hvortil kontrakten har en mere eller mindre stærk tilknytning.

Efterhånden som liberaliseringen af handelen i den vestlige verden skrider frem, og pris- og valutalovgivningen gradvis forsvinder, bliver betænkelighederne ved en mere liberal regel end Nials måske mindre, og da en sådan fra et internationalt synspunkt har store fordele, må den måske alligevel i længden foretrækkes også som dommerskabt regel. Der er således en sammenhæng mellem verdenshandelens liberalisering og parternes frihed i valg af en anvendelig lov.

Nials fremstilling i kapitel IV af de fremmede offentligretlige loves anvendelighed hører iøvrigt til. noget af det bedste, som er skrevet i Skandinavien om disse emner. Fromstillingen af disse vanskelige spørgsmål er, så vidt det er muligt, forenklet så meget, at man hele tiden følger forfatteren. Han undgår også behændigt den terminologiernes faldgrube, som andre måske under tysk påvirkning er faldet i ved behandlingen af dette og beslægtede emner indenfor den internationale privatret. Her ekscellerer forfatterne ofte i fine definitioner på skarpsindigt udfundne begreber alle »above courtroom reasoning«, som Arthur Nussbaum siger. »Above courtroom reasoning«, d. v. s. på et højt abstrakt akademisk parnas, hvor dommeres og sagføreres tanker ikke bevæger sig, er Nials bog ikke. Beviset er, at den kan læses med udbytte af de udenrigshandelsstuderende ved Handelshøjskolen.

Bogen er som nævnt velskreven og klar, man er aldrig i tvivl om forfatterenstanke,
og man får også at vide, hvad der er hans mening. Det
sker tit i en meget forsigtig form, men dette har den virkning, at meningen

fremtræder med særlig stor praignans. En uklarhed, som kan findes i juridiskeværker, nemlig den, hvorvidt de retssætninger, der. udtales, har støtte i retspraksis eller blot i forfatterens personlige jugement, forekommer ikke i professor Nials bog. Gennemgangen af den svenske højesterets praksis indtager en fremtrædende plads i bogen; men man savner måske fyldigere oplysninger om de svenske hovråtters (landsretters) afgørelser. Hvor den svenske højesteret ikke har talt, og hvor professor Nial udtaler sig for egen regning, lytter man gerne til ham. Han er den førende skandinaviske autoritetpå dette område. Nial lægger selv vægt på at være i overensstemmelse med udenlandske forfattere og fremmer derigennem det fællesskab og den internationale universalisme, som er så vigtig i den internationale privatret,og som gør den så inspirerende at arbejde med for verdens jurister. Specielt i Skandinavien er forskellene mellem brødrefolkenes internationaleformueret ret små. En svensk praksis eller en anerkendt svensk forfattersopfattelse vil sikkert influere på en dansk domstol. Nials bog har derfor en særlig værdi for danske læsere.