T. Paulsson Frenckner: Kostnadsfördelning och utgiftsredovisning P. A. Norstedt & Soners Forlag. Sth. 1953. 227 sider. Sv. kr. 13,50.*

Man må übetinget give forfatteren ret, når han indleder denne bog med at skrive »Kostnadsfordelning och utgiftsredovisning ha under de senaste åren utgjort viktiga åmnen i den loretagsekonomiska debatten.« Navnlig i Sverige har diskussionen om disse emner været særdeles livlig og med værdifulde indlæg fra såvel teori som praksis, og selv om en tilsvarende debat har været ført i Danmark — under slagordene: distribution contra contribution — har den hidtil kun sat sig få spor i litteraturen.

Det har derfor krav på interesse, når der nu foreligger en bog på svensk, der søger at klarlægge, hvad der dér kom ud af diskussionen. Forfatteren angiver selv i forordet, at han først og fremmest henvender sig til den interesserede praktiker, der gerne vil have en fyldig redegørelse for det omstridte problem: omkostningsfordeling. En sammenfatning af den nyeste debat om dette emne har man længe savnet, og i flere henseender udfylder Frenckners bog dette savn.

Som titlen antyder, er bogen delt i to dele, hvoraf den første efter anmelderens
mening er den vigtigste. Forfatteren tager sit udgangspunkt i en

uennemgang af, hvilke formål man søger at forfølge med en omkostnings fordeling, og han gennemgår derpå kritisk de forskellige motiver, der kai nfores til støtte for en gennemført omkostningsfordeling — og hvilk grunde der taler imod. Denne gennemgang er klar og saglig; han forfægte ikke et bestemt synspunkt, men søger så neutralt som muligt at stille argu uenterne op mod hinanden, og man synes, at hans stillingtagen er særdele 11 balanceret. Personligt vil jeg give Frcnckner ret i, at en del af dei ■ lidtidige diskussion har været lagt alt for hårdt op, idet adskilliges syns punkter har været helt unuancerede — herunder må man vist give ham re . at en del af teoretikernes skarpe kritik af omkosiningsfordelingssyns uinktet mange gange har skudt over målet, selv om teoriens grundsynspunk i'V står njintnctpt

Hele fremstillingen kan siges at hvile på en gennemført sondring mellen s■iromkostninger og samomkostninger. Særomkostningerne for en var defineres som de omkostninger, der vir falde" bort7~hvis produktionen a flen pågældende vare ophører. Dette begreb er identisk med Windini Ydersens begreb: en vares specialomkostninger, og må altså ikke forveks ts med sammes særbestemte omkostninger. (Se H. Winding Pedersen Omkostninger og Prispolitik. 2. udg. s. 253). En vanskelighed ved at brug' br;;Tebel særomkostninger (og tilsvarende for Winding Pedersens spe < ialomkostninger) er, at dette meget vel kan omfatte såvel variable som fast t mkostninger. Frenckner nævner ganske vist selv dette indledningsvis, mei det er ligesom det flere gange glemmes 1 det følgende, hvorved hans analys« i. idertiden bliver for forenklet. Og da bogen delvis er skrevet for praktikere synes jeg også, at det burde være understreget, at det i praksis er sin sai af fastslå en vares særomkostnineer.

Selv om der kan pilles ved. detaillerne, indrømmer jeg samtidig, a bogen er blevet let læselig og forståelig ved nogle steder at skære lid igennem. I hvert fald er jeg overbevist om, at mange vil have nytte af a gennemlæse Frenckners analyse af motiverne for og imod egenprisbereg nincer (siålvkostnadsberåknins).

.\t bogen undertiden kan virke lidt sammenflikket er kun naturligt, da drle af den er bragt som artikler i det norske tidsskrift Bedriftsøkonomen, I "i som flere af bogens kapitler direkte indgår i Frenckners disputats om »Kuslnad.'ifordclning oeh intern prestationsbedomning« (Stockholm 1954). II trods for at emnet således efterhånden er blevet udnyttet stærkt, vil n unge dog være glade for, at det også serveres i denne let forståelige a iretning, der her er tale om.