1. Indledning

1.1 Trods den omstændighed at afbetalingshandelen i praxis har antaget et stedse stigende omfang og ved lov herhjemme blev reguleret allerede i 1917, har denne udvikling kun sat sig ringe spor i den økonomiske litteratur. Ligesom reklamen havde været en levende faktor i det økonomiske liv i flere decennier, før man fra teoretisk side begyndte at interessere sig for dette fænomen i tilknytning til den almindelige økonomiske teori, således også med flere af de grundlæggende spørgsmål, som afbetalingssystemet afføder. Deter ejendommeligt, at den teoretiske interesse på dette sidste felt har svigtet sålænge, fordi fænomenet er meget velegnet fer en økonometrisk analyse, der ikke alene muliggør en temmelig exakit beskrivelse af dette område betragtet som et samfundsfænomen, men også kan formuleres i en teknik, der på væsentlig måde kan underbygge praktiske skøn hos virksomheder, der anvender denne kreditform eller hos institutioner, der finansierer afbetalingskredit.

En teoretisk behandling af afbetalingssystemet har derfor ikke blot interesse ved, at der føjes el; supplement til den økonomiske teori, men også i høj grad direkte praktisk interesse for alle sådanne — forbrugere, fabrikanter, forhandlere og finansieringsinstitutter m. fl. — der dagligt eller lejlighedsvis kommer i. kontakt med disse spørgsmål.

1.2 Indenfor rammerne af en tidsskriftsartikel kan kun enkelte af de spørgsmål tages op, for hvilke der er behov for grundige analyser, ligesomde spørgsmål, som nedenfor skal omtales, ikke indenfor disse rammer kan gives en tilbundsgående analyse; men måske kunne artiklengive stødet til at øge interessen for hele den kreds af problemer, som affødes af afbetalingssystemet. En social vurdering af dette ligger

1) Professor, rådgivende økonom.

udenfor hensigten med denne artikkel;¹)"⁴) at begynde med en sådan vurdering ville nærmest svare til at starte opførelsen af en bygning med taget; der bør helst først gennemarbejdes specialundersøgelser på et rent objektivistisk grundlag.

Hvad man skal begrænse sig til i denne artikel er en k itere omtale
af de kvantitative virkninger på kredittens og finansieringens omfang,
som affødes af alternative kreditbetingelser indenfor systemets rammer.

Endvidere — idet afbetalingssystemet ikke blot er en speciel kreditform med hertil svarende særlige løsninger af kapitalbehov- og finansieringsproblemerne, men samtidig er et salgspolitisk våben med salgsfremmende formål, berøres tillige nedenfor de synspunkter, som kunne lægges til grund for, hvordan denne salgsfremmende metode kan knyttes til den almindelige efterspørgsels- og afsætningsteori og på en sådan nåde, at teorien udformes i retning af at kunne afgive grundlag for beregninger af, hvorledes alternative konstellationer af kreditbetingelser u'l kunne ventes at indvirke på omsætningens størrelse for varer, der udbydes under denne kreditform.

De vigtige spørgsmål om omkostninger, risiko og rente berøres ikke
i denne artikel5)"8).

2. Kapitalbehovet.

2.1 Lad os tænke os et meget enkelt —og forenklet — exempel: En forretning har en konstant månedlig omsætning på 50.000 kr. af varer, -.om sælges på afbetaling med 20% i udbetaling, når salget sker, og med resten i 4 månedlige afdrag, hvoraf det første forfalder 1 måned i t'ter salget. Hvor stor kapital vil denne forretning behøve til finansiering af denne kredit? Tabularisk løses problemet ved følgende opstilling:

---

1) Se figman: The Economics of Instalment Selling.

2) Alf Ross: Afbetalingshandelen i samfundsmæssig belysning. København 1936.

3) Børge Barfod: Afbetalingssystemet i økonomisk og samfundsmæssig belysning, Memorandum udarbejdet til firmaet Fritz Carstens, København, dec. 1949.

4) Betænkning om køb på afbetaling, afgivet af det af Justitsministeriet nedsatte udvalg il overvejelse af ændringer i lov af 8. maj 1917 om køb på afbetaling, København 1950.

5) Børge Barfod: Formler og tabeller til omregning fra pro anno rente til engangsrente og omvendt. CONSULTA memostencil 1952.

6) Børge Barfod: Responsum vedr. beregning af afbetalingsti Hæg under hensyn til rente, risiko og omkostninger afgivet til Centralforeningen for Danmarks Isenkræmmere, 1952, af'r\kt i Isenkræmmerbladet 7. febr. 1952, nr. 6.

7) Milan V. Ayres: Instalment Mathematics Handbook, New York 1946.

8) Osborne B. Tabor: Mathematics of Finance, Cambridge Mass. 1952, p. 153-157.

Kolonne (1) angiver omsætning pr. måned og kolonne (2) denne omsætning reduceret med den kontante udbetaling på 20%. Kolonne (3) angiver tallene fra kolonne (2) salderet op måned for måned. Kolonne (4a) viser indgang af afdrag pr. måned stammende fra omsætningen i maj; (4b) angiver indgang af afdrag pr. måned stammende fra omsætningen i juni osv. Kolonne (5) angiver den vandrette sum af tallene i kolonnerne 4a^—4g og viser således den samlede rateindgang pr. måned; i kolonne (6) er sidstnævnte tal salderet op måned for måned, og kolonnens tal viser derfor, hvormeget der i alt op til et givet tidspunkt er indgået af afdrag siden maj.

Når tallene i kolonne (6) måned for måned trækkes fra tallene i kolonne (3) fås talrækken i kolonne (7), der for hvert tidspunkt angiver kontraktbeholdningens restværdi og derved den kapital, der er bundet som følge af den ydede kredit.

Ved kapitalbehovet vil vi i det følgende i princippet forstå netop det samme, som den talrække, vi ovenfor fandt som resultat i kolonne (7) if tabellens beregninger — altså værdien af det nettotilgodehavende for sælgeren, som restværdien af kontraktporteføljen på ethvert givet tidspunkt

Af exemplet ses, at kapitalbehovet voxer fra 40.000 kr. op til 100.000
kr. i den fjerde måned og lægger sig herefter konstant på dette beløb,
som vi vil kalde det stationære kapitalbehov.

<!.2 Når man kender den konstante omsætning pr. måned (forkortet: i, i exemplet 50.000 kr.), den procentiske udbetaling (forkortet a, i xemplet 0.20) og kredittens længde (forkortet: n, i exemplet 4 måneder), kan det stationære kapitalbehov (forkortet K_s) findes på en langt hurigere måde end ved den tabulariske metode, nemlig ved hjælp af følgende

(1)

indsætter vi tallene fra exemplet fås:

i overensstemmelse med tabellens resultat.

Denne formel vil vi kalde afbetalingskredittens første fundamentalformeP). Den er let og praktisk at anvende; hvis kredittiden er lang (o: ti er stor) ville den tabular iske metode være meget besværlig, og da formlen passer for enhver foreliggende eller påtænkt størrelse for udbetalingsprocenten og kreditlængden, er formlen anvendelig til hurtigt at beregne virkningerne af ændrede kreditbetingelser. Hvis f. ex. kredittiden ændres fra exemplet ovenfor til 9 måneder, og udbetalingerne sættes op til 25%, bliver det stationære kapitalbehov med samme omsætning

Nu vil ændrede kreditbetingelser ændre omsætningen og derfor også ad denne vej forandre kapitalbehovet, men det bliver en sag for sig at skønne over, hvorledes variationer i kreditbetingelserne indvirker på omsætningen; dette spørgsmål behandles i et særskilt afsnit senere.

Da kapitalbehovet er ligefrem proportionalt med omsætningen, kan det stationære kapitalbehov også udtrykkes som. procent (eller brøkdel) af omsætning pr. måned eller pr. anden tidsenhed. Formel (1) giver direkte ved division med u det stationære kapitalbehov som brøkdel af omsætning pr. måned, nemlig K_s i pct. af månedsomsætning —

(la)

som giver 200% med tabellens tal og 375%, hvis udbetalingen ændres
til 25% og kredittiden til 9 måneder. Disse procenttal afhænger alene
af kreditbetingelserne.

---

9) Milan V. Agres, loc. cit. p. 82.

Hvis man i stedet foretrækker at måle det stationære kapitalbehov
på årsomsætningen, fås formlen:

(Ib)

er f. ex. kredittiden 17 måneder og udbetalingerne 331 f3%,f3%, findes af
den sidste formel

dvs. med disse kreditbetingelser vil det stationære kapitalbehov komme
til at udgøre halvdelen af den årlige omsætning.

2.3 Når kredittiden er mere end nogle få måneder, kan det imidlertid have stor interesse ikke blot at beregne det stationære kapitalbehov, som altid vil indtræde n måneder fra starten, men også udviklingen af kapitalbehovet frem til det stationære stadium. Denne udvikling ses af tabellen ovenfor, men er her ganske kortvarig, fordi kredittiden kun var 4 måneder. Er kredittiden væsentlig længere, bliver det også her nemmere at anvende en formel, der tillige er nyttig til at udfinde virkningerne på dette dynamiske forløb af kapitalbehovet af forskellige kreditbetingelser (forskellige konstellationer af a og n). Denne formel, der er lidt mere indviklet, ser således ud:

(2)

Her indgår tiden (t) angivet i måneder, begyndende med t = 0 og endende med t = n; thi når t = n, dvs. når der er forløbet lige så mange måneder som kredittiden er lang, er det dynamiske forløb slut og kapitalbehovet er blevet stationært. Indsætter man således i denne formel f = 22 og trækker leddene sammen, får man den som (1) ovenfor angivne formel for det stationære kapitalbehov. Formel (2), som vi vil kalde afbetalingskredittens anden fundamental formel, har således ingen mening for værdier af t større end n.

Anvendes formlen på talexemplet fra tabellen fås

som ved indsættelse af tiden giver

i overensstemmelse med tabellens udvisende.

I virkeligheden indtræder det stationære kapitalbehov allerede ved t = n — 1; indsættelse af t == n — 1 i formel (2) giver således samme værdi for K, nemlig K_s som indsættelse af t = n. Men det er også kun disse 2 t-værdier, der giver samme udregningsresultat. Første fundamentalformel kan derfor opfattes so<m et specialtilfælde af anden fundamentalformel for t = n eller t = n — I10)I¹⁰)"¹¹).

Teorien kan udvikles til at belyse og til at afgive beregningsgrundlag for mere indviklede, men også mere realistiske antagelser vedrørende omsætningens udvikling, stigende omsætning eller svingende omsætning (herunder specielt sæsonsvingninger), hvilket fører til mere komplicerede formler for kapitalbehovets udvikling, men også — og i endnu stærkere grad — vil benyttelse af formler i disse mere indviklede tilfælde kunne være en stor praktisk lettelse¹²).

2.4 En anden retning at udvide teorien i følger af den omstændighed,
at afbetalingsterminerne ikke: altid er måneder, men kan være uger
eller — navnlig for landbrugsmaskiner — kvartaler, halvår eller hele år.

De hidtil angivne formler gælder kun specielt for de tilfælde, der ganske vist her i landet er de almindeligste for de fleste varer, at afdragene falder månedsvis. Falder de Ligevis, vil kapitalbehovet blive noget mindre, og falder de kvartalsvis, vil kapitalbehovet blive en del større end ved månedlige afdrag, forudsal: samme samlede kredittid.

---

10) Første og anden fundamentalformel er udledet under anvendelse af teorien om differensrækker; samme metode er benyttet af Milan V. Agres, og korresponderer med tabulariske beregninger.

11) Erik Lundsgaard: Instalment Selling, Einar Munksgaard 1948. I denne iøvrigt interessante afhandling findes formler svareide til, men ikke identiske med de i nærværende artikel anførte udtryk for første og anden fundamentalformel. Lundsgaard lægger en lidt anden definition af kapitalbehovet til grund og foretager udledningen på infinitesimal basis, hvorved indsætninger i denne forfatters formler ikke giver overensstemmelse med tabulariske beregninger, jvnf. senere.

12) Børge Bar fod: Formelsystem til brug for praktiske beregninger af kapitalprognoser i forbindelse med salg på afbetaling, skrifter og studier fra CONSULTA, Institut for finansiel, økonomisk og statistisk rådgivning, 1952.

Inddrages dette moment med terminernes længde, vil man kunne
udlede følgende udvidede skikkelse af første fundamental formel:

(3)

Ligesom ovenfor er u omsætning pr. måned, a udbetalingsprocenten og n kredittidens længde udtrykt i måneder. Naturligvis kan kredittidens længde altid udtrykkes i måneder, ligegyldigt om afdragene forfalder hyppigere eller mindre hyppigt end med månedlige mellemrum. Det nye i formlen er h, der står som mål for afdragshyppigheden.

«' " V >J A. X. KJ
»Stor« afdragshyppighed[vil sige »mange« afdrag på en given restsum
indenfor en given samlet kreditperiode; i formlen måles afdragshyppigheden
h som antal afdrag pr. måned. I praxis vil h derfor normalt ikke
overstige værdien 4, dvs. nærmest svarende til ugentlige afdrag. Månedlige
afdrag betyder, at h = 1, i hvilket tilfælde formel (3) går over i
formel (1). Hvis afdragene falder med mellemrum større end 1 måned,
indsættes h i formlen med en brøk; erlægges f. ex. afdragene kvartårligt,
dvs. med 3 måneders mellemrum, er h = ~s', erlægges de halvårligt, er
1 1
h = ,A,A osv. Værdien af h kan naturligvis aldrig være mindre end —. Hvis
iO n
h== svarer dette til, at hele restsummen erlægges samlet ved kreditperiodens
udløb, i hvilket tilfælde formel (3) går over i

Det modsatte teoretiske ydertilfælde, at h—* 00, betyder, at formel (3)
går over i

der svarer til det udtryk, som man ville finde efter den »infinitesimale metode«, jvnf. note (11); magister Erik Lundsgårds formler kan derfor opfattes som det teoretiske grænsetilfælde af formel (3), der fremkommer, hvis man tænker sig, at afdragshyppigheden vokser ud over alle grænser.

Udtrykker man det stationære kapitalbehov i procent af årlig omsætningefter

sætningefterat denne sidste er fratrukket de kontante udbetalinger
omformes (3) til

(3A)

som udregnet for nogle af de i praxis almindeligst forekommende værdier
af n og h giver de i tabel 2 anførte tal:

Procentangivelserne i tabel 2 kan direkte anvendes ved praktiske skøn; selvom tallene er baseret på forudsætningen om konstant omsætning vil de i et stort antal tilfælde kunne virke vejledende som en god »første tilnærmelse« til en orientering om størrelsen for finansieringskravet.

2.5 Kapitalbehovets væxt kurve, dvs. den dynamiske udvikling på
grundlag af konstant omsætning pr. tidsenhed, beskrives af følgende
formel, når afdragshyppigbeden Inddrages:

(4)

Ligesom i formel (2) angiver u omsætning pr. måned og a udbetalingsbrøken;n er kreditperioden målt i måneder; h har samme betydning som i formel (3). Tidsenheden, dvs. enheden for t i formel (4) er -r måneder; ved udregninger efter formlen indsættes successivt t = 0, t = 1, f = 2 osv,; kalender afstanden imellem t ~ 0 og t = 1, henholdsvisimellem t — 1 og t = 2 osv. er for ugeafdrag uger, for månedsafdragmåneder,

afdragmåneder,for kvartalsafdrag kvartaler osv. Formlen gælder fra
t —■ 0 til t = h.n.; ved sidstnævnte tidspunkt er kapitalbehovet gået
over i sit stationære stadium.

Formel (4) vil vi kalde afbetalingskredittens anden fundamentalformel i udvidet skikkelse; den er den »mest generelle« af de anførte formler, idet den indeholder de andre som specialtilfælde således: (4) går over i (1) for h = 1 og t = 1, og over i (2) for h = 1 samt over i (3) for t = A.ii.¹³).

Til yderligere illustration af formel (3A) hidsættes diagram 1, der
også kan anvendes som aflæsningsdiagram for konstellationer af n og h,
som ikke indeholdes i tabel 2. Figuren viser, at det stationære kapitalbehov
varierer lineært med kreditperiodens længde for given afdragshyppighed.
Varierer man afdragshyppigheden, fremkommer et system
af parallelle rette linier; linierne forskydes i »nordvestlig« retning for
aftagende afdragshyppighed og i »sydøstlig« retning for tiltagende afdragshyppighed.
Linierne ligger alle indenfor »viftefeltet« afgrænset af
... 1
»øverste viftelinie« svarende til h= og af »nederste viftelinie«, der
fremkommer, når h—> 00.

Sidstnævnte afgrænsningslinie svarer til de vajrdier for det stationære kapitalbehov, som ville findes efter Erik Lundsgaards metode, der således giver en for lav beregning af kapitalbehovet og desto større difference fra det rigtige jo mindre afdragshyppigheden er.

3. Afbetalingskredittens indvirkning på efterspørgslen.

3.1 Når forbrugerne af en vare, der kan erhverves på afbetaling, altid i et vist omfang benytter sig af den kredit, der herved tilbydes, til enten overhovedet at købe eller at købe mere, end de ellers ville have gjort under kontantbetingelser, må det skyldes den omstændighed, at de tilbudte kreditbetingelser normalt må skabe eller indeholde et økonomisk motiv til, at forbrugerne handler netop, som de gør. Dette lyder som en banalitet. Deter det også. Alligevel danner dette banale udsagn en art udgangspunkt for formuleringen af en teori, der sigter på at indpasse de i henhold til et afbetalingssystem gældende kreditbetingelser i den afsætningsøkonomiske teori.

Det populære synspunkt at et afbetalingssystem skaber større efterspørgsel,»fordi«

---

13) De udvidede former for første og anden fundamentalformel, findes, så vidt forfatteren af nærværende artikel bekendt, ikke tidligere angivet i litteraturen.

spørgsel,»fordi«en række forbrugere ellers ikke »i øjeblikket havde råd« til en »så dyr« anskaffelse, kunne også formuleres således, at afbetalingssystemet medfører en større »øjeblikkelig« efterspørgsel end svarende til den »øjeblikkelige« indkomst, fordi en vis del af fremtidigeindkomster hos forbrugerne så at sige mobiliseres øjeblikkeligt i kraft af den tilbudte kredit. Denne betragtning kunne lede — eller snarere forlede — til at ville finde impulsen hos forbrugerne til en større efterspørgsel som udslag af en vis art »indkomstvirkning«, men dette kan ikke være rigtigt; et afbetalingssystem for en vare skaber jo ikke blot en »øjeblikkelig« større efterspørgsel, men en »til stadighed« større efterspørgsel end ved udbud under kontantbetingelser og uden at forbrugernesindkomster naturligvis reelt bliver hverken større eller mindre som følge af kreditsystemets existens¹⁴). Den betragtning, at fremtidige indkomster i et vist omfang mobiliseres til øjeblikkelig anvendelse i kraft af de tilbudte kreditmuligheder, er naturligvis ikke i sig selv urigtig; den er udtryk for, id afbetalingssystemet skaber en vis opsparing,materielt ved, at forbrugeren foretager en investering i et varigt gode, og pengemæssigt ved, at forbrugeren, efter at denne investering har fundet sted, foretager en »efterfølgende« opsparing i form af afbetalingpå den pådragne gæld¹⁵); men fra et afsætningsøkonomisk synspunkt kan betragtningen ikke føre i nogen frugtbar retning. Afbetalingsbetingelsernebetragtet som salgspolitiske parametre skal såledesikke forbindes med den traditionelle »kreditfri« afsætningsteori over »noget med« indkomster, indkomstelasticiteter el. lign. Disse parametrekan derimod føres ind over en art prisbetragtning, således som det skal søges vist i det følgende.

---

14) Heri ligger ikke på forhånd nogen benægtelse af den eventualitet, at afbetalingssystemet lian medføre produktivitetsfremmer.de virkninger og herigennem fremkalde en tendens til en forøgelse i realindkomsten. Men det er et problem, der lades ude af betragtning indenfor rammerne af nærværende artikel.

15) Afbetalingssystemets primære »samfundsøkonomiske« virkning er at ændre en given indkomstmasses anvendelsesmæssige fordeling i retning af større forbrug af mere varige goder og mindre forbrug af mindre varige goder. Hvis tingen, der købes på afbetaling, er en landbrugsmaskine, en automobil til erhvervsmæssigt brug eller enhver anden ting, som normalt rubriceres som et produktionsgode, vil næppe nogen bestride anskaffelsens karakter af en investering, hvis modsvarende pengeopsparing sker i form af afdrag på gælden. I texten foran henvisningen til denne note gives »investerings- og opsparingsbegrebet« et lidt mere udvidet indhold i forhold til del: traditionelle, samtidigt med at grænsen imellem »forbrug« og »investering« gøres langt mere flydende end sædvanligt. De danske sparekassers bosætningslåneordning kan vist nok .siges at være et praktisk udslag af en opfattelse i samme retning.

3.2 Der foreligger normalt 4 kreditparametre: (1) Kredittens størrelse, indirekte målt ved udbetalingsbrøken a, (2) Kredittens længde, f. ex angivet i måneder, n, (3) Afdragshyppigheden h, som defineret tidligere og endelig (4) det køberen pålignede afbetalingstillæg¹⁶).

Det sidste pålignes enten i form af et løbende rentetillæg til den til enhver tid existerende restgæld på en købekontrakt eller som et engangstilkeg beregnet som en procent af købesum efter fradrag af udbetaling. Vi udtrykker i det følgende denne fjerde kreditparameter i den sidste form — engangstillægget — betegnet med ft, hvor f? angiver tillægget som brøkdel af pris minus udbetaling. Dette er af hensyn til teoriens udformning det mest hensigtsmæssige valg og gør ikke teorien ugyldig for de praktiske tilfælde, hvor renten beregnes løbende, fordi man altid kan regne sig fra renten i den ene form til renten i den anden form¹⁷).

Kaldes prisen for en given vare p og afsætningen pr. tidsenhed x,
kan foreløbig opskrives en »blanco« formel:

der indeholder de 4 nævnte kreditparametre og prisen.

En sådan blanco-formel fortæller så at sige intet; den udtrykker blot, at solgt kvantum på en eller anden måde afhænger af prisen og kreditparametrene. Da denne afsætningsfunktion imidlertid må indeholde den vanlige afsætningsfunktion — i det følgende kontantfunktionen — som specialtilfælde, må der nødvendigvis knytte sig nogle egenskaber til funktionen, som bevirker, at den for specielle værdier af kreditparametrene går over i kontantfunktionen. Således hvis a nærmer sig 1, eller n nærmer sig 0, må denne overgang til kontantfunktionen finde sted; endvidere må gælde, at hvis n vokser ud over alle grænser i kreditfunktionen, må x nærme sig den samme værdi, som x ville antage i kontantfunktionen, hvis prisen i denne indsættes med den faktiske pris multipliceret med a. Betragtninger af denne art fører til følgende — endnu ikke definitive — formulering af kreditafsætningsfunktionen

---

16) Hvilket navn man end giver dette tillæg bør det kalkuleres således, at det indeholder dækning ikke blot for rente, men også for risiko og de med kreditsystemets administration speciell forbundne omkostninger, hvilket ikke bør tabes af syne, når sådanne tillægs størrelse undertiden kritiseres ud fra forbrugersynspunkter; meget ofte vil den rene rente kun andrage mindsteparten af nævnte 3 omkostningskomponenter, jvnf. det i note 6 nævnte responsum.

17) cf. note 5.

hvor ø i) må till l es de egenskaber, at funktions skal nærme sig 0, hvis n går mod uendelig og najrme sig 1, hvis n går mod 0. Funktionen ø (n, h) er foreløbig en »blanco« funktion, hvis »konkrete« indhold nedenfor skal søges udredet.

Udtrykket i klammeparentesen vil vi betegne med det græske bogstav
X (lambda), altså

og kreditafsætningsfunktionen kan da te enklet skikkelse skrives

der indeholder kontantfunktionen som specialtilfælde for X = 1, hvilken værdi X antager enten hvis a == 1, dvs. den kontante udbetaling er 100%, eller hvis kredittiden er nul og fi = 0, når blancofunktionen ø (n, K) tillægges den ene af ovenfor nævnte egenskaber. Hvis der foreligger et økonomisk motiv for forbrugerne til at købe mere, hvis varen udbydes på af betalingsbetingelser, end hvis den kun kan erhverves kontant, må dette give sig udslag i, at kreditbetingelserne i forbindelse med forbrugernes vurdering af disse gør X mindre end 1. Lad os exempelvis sige, at X = 0.80; lad os tillige antage, at hvis kontantprisen er 100, vil der uden at der tilbydes af betalingsbetingelser afsættes 1000 enheder pr. tidsenhed og hvis kontantprisen er 80, ville der på kontantbasis blive afsat 1350 enheder pr. tidsenhed. Afsætningen vil da blive 1350 enheder pr. tidsenhed, hvis prisen er 100, og hvis varen udbydes under sådanne af betalingsbetingelser, at X antager værdien 0.80. Den teoretiske betingelse for, at X er mindre end 1, er, at

kan man nu give & (n, h) et »specificeret« indhold, der bevirker, at
funktionen for de i praxis forekommende værdier af n og h gør funk-1

tionens værdi mindre end størrelsen t-JTr '• man begrunde en
sådan »konkretisering« af blancofunktionen ved reelle omstændigheder
af økonomisk eller psykologisk karakter knyttet til forbrugernes bevidste
eller übevidste tænkemåde og adfærd? Og endelig — vil & (n, h)
herved bibringes de 2 tidligere nævnte nødvendige »teoretiske« egenskaber?

3.3 Disse spørgsmål besvares bekræftende ud fra følgende betragtning, der fra mange andre områder er særdeles velkendt: Deter en psykologisk kendsgerning, at for den langt overvejende del af menneskeheden vil fremtidige ydelser, som et menneske skal afgive eller modtage, anskues i perspektivisk forkortelse. Nominelle lige store kronebeløb, der forfalder efterhånden gennem en fremtidig periode, vil set med »nutidsojne« fortone sig med mindre og mindre beløb, jo længere øjet rækker ind i den fremtidige periode, ligesom svellerne i et skinnelegeme synes at forkortes med afstanden fra ens »ståpunkt«, skønt alle sveller »nominelt« er lige brede. Der er blot den forskel imellem det rumlige perspektiv og det tidsmæssige, at medens det første vist nok tager sig nogenlunde ens ud for alle mennesker, så varierer det sidste i ganske betydelig <^rad fra det ene individ til det andet, afhængig af indtægts- og formueomstændigheder og adskillige andre forhold. Deter nødvendigt at anvende et målbart begreb for graden af den perspektiviske forkortelse. Begrebet vil vi benævne perspektiviteten. Hvis der foreligger rumlig eller >>geografisk« perspektiv, skal perspektiviteten angives pr. afstandsenhed; hvis — som i det følgende — der tænkes på tidsmæssig perspektiv — skal perspektiviteten angives pr. tidsenhed. Begrebets definition er ganske enkel og fremgår af følgende exempel: Et individ skal betale itIO kr. strax, 100 kr. om en måned og 100 kr. om 2 måneder, nominelt lait 300 kr. Hvis det pågældende individs perspektivitet i forbindelse med det foreliggende tilfældes omstændigheder i det hele taget, herunder f. ex. arten af den til betalingsrækken svarende modydelse, er 0.05 pr. måned, vil dette sige, at betaling nr. 2 en måned fra udgangspunktet perspektivisk forkortesmed 5% til 95 kr., og at betaling nr. 3 yderligere forkortes 5%, nemlig til 91,25 kr., medens den første betaling, der forfalder strax, naturligvis ikke forkortes. Betalingsrækkens perspektiviske sum bliver i exemplet 286,25 kr. overfor den nominelle sum 300 kr.

Perspektiviteten vil vi betegne med bogstavet w; trækkes perspektiviteten
fra 1, får vi, hvad vi vil kalde den reverse perspektivitet, som betegnes
med bogstavet v, altså

Betalingsrækken i exemplet ovenfor kan herefter opskrives således:

Ved et afbetalingskøb vil betalingsrækken komme til at se således ud, hvis kontantprisen er p og kreditbetingelserne er a, f?, n og h, hvor de 2 sidste størrelser er målt i måneder og den reverse perspektivitet er v pr. j- måneder:

Første led:

Andet led:

Tredie led:

Sidste led:

Det første led er den kontante udbetaling. Restsummen bliverp(l — a), der tillagt f? bliver p(l — a) (1+ f?); antallet af rater er n.h og hver af de nominelle rater er derfor jP(I — a) (l-f^):A«. Den første rate perspektivisk forkortes ved multiplikation med den reverse perspektivitet v, den anden rate ved multiplikation med y 2y² osv. Den perspektivisk forkortede sum af udbetaling og rater bliver

Indholdet i den store klarnmeparentes er identisk med størrelsen A i
den »provisoriske« formulering af kreditafsætningsfunktionen ovenfor
og det søgte »indhold« af blanco-funktionen 0 (n, h) bliver herefter:

som opfylder de forhen apriorisk opstillede betingelser, idet & (n, h) -*■ 1 når n—> 0 og ø (n, h) -> 0, når n—> oo; endvidere, hvis perspektiviteten går mod 0, altså den reverse perspektivitet y-> 1, vil & (n, h)—> 1, i hvilket tilfælde den perspektivisk forkortede sum bliver lig med den nominelle sum, der er:

denne størrelse er identisk med afbetalingsprisen, dvs. kontantprisen

tillagt afbetalingstillægget beregnet af kontantprisen efter fradrag af udbetalingen.

Kreditafsætningsfunktionen ser herefter således ud

(5)

Afsætningen pr. tidsenhed afhænger således af de 5 handlingsparametre: p, a, f J, h og n og af perspektiviteten w, som i formlen af lettelseshensyn er udtrykt ved dens reverse værdi. Vi vil kalde dette udtryk afbetalingskredittens tredie fundament al formel; den foregriber eller forudsætter intet bestemt om formen på kontantfunktionen, der som tidligere antydet indeholdes som specialtilfælde i kreditfunktionen. Størrelsen X vil vi betegne med ordet prospektiviteten, altså

(6)

Afsætningen i henhold til kreditfunktionen kan da udtrykkes som en funktion af produktet af pris og prospektivitet, hvor prospektiviteten er bestemt af kredithandlingsparametrene og den for et givet marked gældende gennemsnitlige perspektivitet. Det efterspurgte kvantum i markedet ved prisen p bliver det kvantum, som ville være blevet aftaget, hvis prisen under kontantbetingelser havde været p-Å; når der tilbydes kreditbetingelser, handler forbrugerne som om prisen havde været '1 — A)-100% lavere. Forbrugere, hvis individuelle perspektivitet (1^—v_t) er »så lille«, at

vil købe kontant til trods for tilbud om kredit.

For disse købere vil den perspektiviske forkortelse være så ringe, at dette moment ikke opvejer den forhøjelse af den nominelle pris, som afbetalingstillægget repræsenterer. For forbrugere, hvis perspektivitet er så meget større, at denne i forbindelse med givne kreditbetingelser gør ovenstående ulighed til en lighed, vil stå indifferente overfor, om de skal købe kontant eller benytte sig af kredittilbudet. Men forbrugere, hvis individuelle perspektivitet i forbindelse med et givet kreditsystem vender ovenstående ulighed om, vil benytte sig af kreditten og øge deres køb udover den efterspørgsel, som ville have udgået fra dem, hvis der kun havde foreligget kontantmuligheder.

3.4 Det skal understreges, at den afsætning, der bestemmes af kreditafsætningsfunktionen er den samlede afsætning, dvs. hvad der tilsammen vil blive solgt dels kontant, dels på kredit; fordelingen på kontant og på kredit kan ikke afledes af funktionen som sådan, men kun bestemmes ud fra de individuelle kreditefteispørgselsfunktioner, der »horizontalt« summeret giver formel (5). Kontantafsætningens størrelse ved givne kreditbetingelser vil være summationsresultatet af de individuelle funktioner for hvilke uligheden (7) gælder. Da denne ulighed ikke indeholder a, er kontantomsætningens størrelse fuldstændig uafhængig af udbetalingsprocenten i kreditsystemet. Lad os tænke os, at afsætningen ialt er 100 fordelt på 40 kontant og med 60 på kredit under givne kreditbetingelser og pris; lad os gøre udbetalingen så meget mindre, at den samlede afsætning beregnet af formel (5) vokser til 120 eller med 20%.

Kontantomsætningen vil da fortsat blive 40, og hele væxten i afsætningen falde på kreditsalget, der således vokser med 33¹ f3%.f₃%. Gør man som en alternativ mulighed kredittiden netop så meget længere, at — beregnet efter formel (5) — den samlede afsætning vokser ligesom under første alternativ med 20%, vil kontantsalget gå noget tilbage, fordi uligheden (7) nu vil gælde kun for et færre antal individuelle kreditefterspørgselsfunktioner; kontantsalget vil f. ex. falde til 30, og kreditefterspørgslen derfor udvides med dette fald på 10 i tillæg til den samlede væxt i afsætningen. Kreditafsætningen vil altså stige med 30 eller 50% mod 33^3% under første alternativ, skønt den samlede afsætningsstigning var den samme under begge alternativer. Det her fremdragne forhold kan have stor praktisk betydning fra et finansieringssynspunkt, fordi kapitalbehovvirkningerne., jvnf. første fundamentalformel, kan blive væsentligt forskellige for alternative parameterændringer med samme samlede afsætningsvirkning.

3.5 Hvis kontantfunktionen antages at have en af de i forbindelse med
erfaringsmæssige undersøgelser hyppigst benyttede former:

bliver de tilsvarende hypoteser for kreditfunktionen

Af det sidste udtryk ses umiddelbart, at afsætningens elasticitet m. h.[t. prospektiviteten er lig med priselasticiteten ??. Men dette gælder helt generelt, uafhængigt af valg af funktionsform, og følger af den omstændighed, at mængden er en funktion af pris og prospektivitet, iJtså

elasticitering af A — funktionen

in. h. t. kreditparametrene a, fi og n kan findes prospektivitetselasticite
terne

Efterspørgslens elasticiteter m. h. t. til de samme kreditparametre, betegnet: x_a, xr og x_n er hver for sig lig med priselasticiteten multipliceret tned den »tilsvarende« prospektivitetselasticitet; der gælder altså følgende

Den relative virkning på afsætningen af en lille ændring i en af kreditparametrene findes således ved at multiplicere priselasticiteten med prospektivitetselasticiteten for den pågældende kreditparameter. For at kunne beregne prospektivitetselasticiteterne numerisk kræves — da kreditbetingelserne altid vil være kendt — kun yderligere kendskab til perspektiviteten i det pågældende marked. Hvis hverken priselasticiteten ellei perspektiviteten i forvejen er kendt, er det muligt ved visse statistiske metoder samtidigt at bestemme disse størrelser numerisk; interessani ved antydede metode er, at priselasticiteten også kan bestemmes selvon erfaringsmaterialet ikke udviser prisvariationer, hvilket ikke følger a1 den statistiske metode som sådan, men af teorien ovenfor¹⁸").

---

18) Børge Barfod: Afsætningens afhængighed af kreditbetingelserne i et afbetalingssystem Empirisk metode til samtidig bestemmelse af priselasticitet og kreditelasticiteter. (CONSULTA 1953). Heri findes udledet ligningerne for prospektivitetselasticiteterne (ikke anført i nærværendi artikel).

3.6 Prospektivitetsligningen er numerisk belyst i tabel 3, der indeholder
240 værdier af X for kombinationerne af følgende perspektiviteter
og værdier af kreditparametre:

Tabellen er tilhøjre og forneden forsynet med henvisningsnumre og
-bogstaver.

Lad os som exempel på tabellens anvendelse tænke på en vare og et marked, om hvilket vi antager at vide, at markedets perspektivitet er .08; varen har hidtil kun været tilbudt på kontantbetingelser, men man indfører nu et afbetalingssystem med udbetaling 20%, et tillæg til restsummenpå 5% og 6 månedlige afdrag; vi finder da i tabellen (henvisningskoordinaterA — 38) prospektiviteten .8337. Vi trækker dette tal Ira 1 og finder herved 16,63%, hvilket betyder, at indførelsen af kreditsystemetunder angivne forudsætninger må ventes at ville forøge afsætningenmed netop lige så meget, som afsætningen ville have øget, hvis man i stedet for at indføre et kreditsystem havde nedsat prisen med 16,63%. Med kendskab til priselasticiteten (og til dennes eventuelle variation

med prisen) kan den forventede afsætningsforøgelse beregnes. Ved overvejelser af denne art bør normalt ikke regnes med konstant priselasticitet;denne vil i reglen sænkes numerisk som følge af et kreditsystemsindførelse og i det hele taget sænkes, hvis indenfor et bestående

kreditsystem kreditparametrene ændres i salgsfremmende retning, dys* således at prospektiviteten falder. Den sænkning af priselasticiteten, som finder sted, må beregningen tage hensyn til; i modsat fald får man et for optimistisk skøn på afsætningsforøgelsen. »Udjævningshypotesen«

vil derfor normalt ikke danne et realistisk grundlag for sådanne overvejelser.

Hvis man ændrer kreditparametrene indenfor et allerede bestående kreditsystem, skal man beregne den forholdsmæssige ændring af prospektiviteten. Hvis — med udgangspunkt i exemplet ovenfor — kreditparametrene ændres til udbetaling 33¹ f3%,f₃%, tillæg 10% og 12 månedlige ifdrag, bliver prospektiviteten i den nye situation (B — 44) .7777; undringen i forhold til den første situation bliver

Trækkes dette tal fra 1, findes 7%, som betyder, at ændringen af kreditbetingelserne vil medføre en afsætningsforøgelse af samme størrelse, som hvis med bibeholdelse af den kortere kredittid, men lavere udbetaling og mindre tillæg, prisen var blevet nedsat med 7%. Til trods for den større udbetaling og det større tillæg fremkommer altså en salgsforøgende virkning som nettoresultat i forbindelse med den længere kredit; afdragenes størrelse falder da også betj^deligt fra første til anden situation, hade fordi restsummen som følge af den større udbetaling bliver mindre (»g fordi kredittiden bliver længere; afdragene falder fra 14% af kontantprisen til 6,09%. Læseren henvises iøvrigt til selv at anstille nogle al de talrige overvejelser og beregninger, hvortil prospektivitetstabellen kan give anledning. De 4 værdier af perspektiviteten, som er anvendt \ labellen, er ikke helt vilkårligt valgt; de ligger i den størrelsesklasse, Mim efter en række af forfatterens empiriske undersøgelser indenfor lette område synes karakteristisk for adskillige tilfælde her i landet i ■le sidste år.

3.7 På grundlag af en perspektivitet på 0.10 pr. måned, et afbetalingstillæg på 10% til restsummen og månedlige afdrag er som exempel vist i diagrammerne 2 og 3 prospektivitetens afhængighed af udbetaling og kredittid. Diagrammerne er begge to grafiske fremstillinger af prospektivitetsligningen (6), og i begge er prospektiviteten afsat langs den lodrette akse. I diagram 2 er udbetalingsbrøken afsat langs den vandrette akse, i diagram 3 er kredittiden sat ud ad denne akse. I begge diagrammer får man en kurveskare, i diagram 2 af stigende rette linier svarende til forskellige kredittider og i diagram 3 af faldende krumme linier svarende til forskellige værdier af udbetalingsbrøken. De 2 diagrammer belyser nøjagtigt det samme, men på forskellig måde. I diagram 2 samles alle de rette prospektivitetslinier i punktet A, hvis koordinater er prospektivitet = 1 og udbetaling = 100% og forløber alle

indenfor trekanten OAC, hvis side AC er prospektivitetslinien, når kredittiden går mod O og hvis side OA er prospektivitetslinien, når kredittiden vokser udover alle gramser. Den vandrette prospektivitetslinie BA, hvor prospektiviteten overalt er = 1, fremkommer for den kreditlængde (i exemplet ca. l1l¹/₂ måned), der er så kort, at dens salgs-

fremmende virkning nøjagtigt neutraliseres af den prisforhøjelse, som
afbetalingstillæget repræsenterer.

I diagram 3 begynder kurverne i intervallet imellem X = 1 og A = I+/? på den lodrette akse, i det konkrete exempel imellem 1 og 1,10; kurvensvarende til udbetalingen 0 (ikke tegnet) begynder ved intervallets øverste grænse X = 1 +/? og kurven svarende til a = 1 (kontanttilfældet som grænsetilfælde) begynder ved intervallets nederste grænse Å = 1 og er — i modsætning — til all (i til øvrige a - værdier svarende kurver

retlinet vandret. Alle kurver nærmer sig asymptotisk til den for kurven gældende a-værdi. Alle kurver i diagram 3 har fælles skæringspunkt, hvor Å = 1; abscissen til dette punkt er den værdi for n, som i diagram 2 frembringer den vandrette prospektivitetslinie BA.

Diagrammernes praktiske fortolkning følger nøjagtigt samme linier som anført i forbindelse med exemplerne ovenfor i tilknytning til tabel 3; f. ex. kan af diagram 3 aflæses, at indførelse af et kreditsystem med 50% i udbetaling, tillæg 10% og 22 afdrag vil medføre en omsætningsforøgelse af samme størrelse, som hvis med bibeholdelse af kontantsystem prisen var blevet nedsat med 30% (A == .70). Tilsvarende kan ligesom af tabellen udledes virkningerne af parameterændringer hvad angår a og n. Tilsvarende kurvesystemer kan naturligvis tegnes for enhver anden tænkt eller kendt værdi af perspektiviteten i et givet marked.

Ved at følge vandrette linier i diagrammerne, dvs. »fastholde« en given prospektivitet, kan man aflasse, hvilken kompensation i form af lavere udbetaling, der må tilbydes til gengæld for en kortere kredittid — eller omvendt — hvilken kompensation i form af længere kredittid til gengæld for en forhøjet udbetaling, der må tilbydes for at neutralisere den ellers indtrædende afsætningsnedgang. Diagrammerne kan også (ved grafisk elasticitetsmåling) anvendes til en vis belysning af prospektivitetselasticiteternes størrelse og variation og dermed også deres »indbyrdes« størrelse ved forskellige parameterkonstellationer.

Man bliver herved i stand til at omformulere visse praktiske mere uskarpt formulerede spørgsmål til en skarp problemstilling, der tillader udledning af exakte svar, f. ex. på det mere vagt udtrykte spørgsmål: Hvad betyder mest for afsætningen: En »mindre« nedsættelse af udbetalingen eller »en vis« forlængelse af kredittiden?

3.8 Lad os tænke os følgende exempel: En vare, der udbydes på kontantbetingelser til prisen kr. 130,90, opnår afsætningen 100 pr. tidsenhed. Lad os endvidere forestille os, at vi kender priselasticitetens størrelse ved nævnte pris; lad os sige, at den er —3. Vi kender da et punkt på den kurve, der fremstiller kontantfunktionen og vi kender elasticiteten i dette punkt. Lad os endelig gøre den antagelse, at kontantfunktionen er lineær.

Vi forestiller os dernæst, at varen påtænkes udbudt på afbetalingsbetingelser ved samme pris kr. 130,90 (exclusiv afbetalingstillæg) og spørger: Hvad vil virkningerne heraf blive på afsætningens størrelse ved forskellige konstellationer af kreditbetingelser?

Ud fra nævnte forudsætninger kan kredilafsætningsfunktionen beregnes

efter at prisparameteren er indsat nied den fastholdte værdi kr. 130,90. Vi skal nu blot kende een ting til for ved hjælp af denne ligning at kunne beregne afsætningsvirkningerne, nemlig den for det pågældende marked gældende gennemsnitlige perspektivitet. Lad os antage, at denne er .06. Vi kan da som tidligere vist beregne værdien af prospektiviteten X enten direkte af prospektivitetsligtiingen eller ved benyttelse af prospektivitetstabellen (tabel 3 ovenfor) for alternative værdier af kreditparametrene a, f? og n. Lad os indskrænke exemplet til kun at omfatte tænkte variationer i n, nemlig følgende alternative kreditperioder:

n=6 mdr., 12 mdr., 18 mdr. og 24 mdr.

men »fastholde« a og f S til givne værdier, nemlig

Disse betingelser kan opstilles således — svarende til udfyldelsen af
købekontrakterne:

De til de 4 ovennævnte alternative kreditperioder svarende månedlige
rater på basis af restsummen kr. 72,— bliver:

Fra prospektivitetstabellen henter vi de til disse betingelser og forudsætninger
svarende A-værdier angivet i følgende tabel:

I tabellens sidste kolonne er angivet afsætningens størrelse beregnet
("4 ]
af kreditafsætningsligningen: x= 300 • —A ved indsættelse af tabellens

Den herved fundne sammenhæng imellem månedlig rate og afsætninger grafisk fremstillet i diagram 4 og kan kaldes en rate-efterspørgselskurve.Den viser alternative afsætningsmængder ved alternative ratestørrelser,når raten tænkes varieret alene over ændringer i kreditperiodenslængde, dvs. med fastholdt udbetaling. Til trods for, at den

»underliggende« kontantfuriktion er lineær, hvilket jo også vil sige, at kreditafsætningsfunktionen er lineær »hvad angår« sammenhængen imellem afsætning og pris ved fastholdte værdier af kreditparametrene, så bliver rate-efterspørgselskurven krum, som figuren viser; denne kurve vil altid blive krum ligegyldigt hvilken form den »underliggende« kontantfunktionhar og i sine principielle hovedtræk komme til at ligne den, som er fremkommet af nærværende exempel. Den vil således altid ramme den vandrette mængdeakse ved det kvantum (i exemplet 250), som ville være afsætningens størrelse, hvis varen blev solgt på kontantbasistil en pris, som var lige så lav som det beløb, den kontante udbetalingudgør i kreditsystemet (i exemplet kr. 65,45). Endvidere vil rate-efterspørgselskurven altid konvergere imod en lodret asymptote vinkelret på mængdeaksen i det punkt, der angiver det kvantum (i exemplet 100), der ville blive afsat på kontantbasis ved den givne pris (i exemplet kr. 130,90).

Diagrammet kunne tænkes udfyldt af en hel »række« af rate-efterspørgselskurver,
hver svarende til en fastholdt værdi af udbetalingen.

En lavere værdi af den kontante udbetaling ville »forskyde« rateefterspørgselskurven i »nord-østlig« retning; den forskudte kurve ville ramme mængdeaksen længere ude, men konvergere imod den samme asymptote sålænge prisen ikke ændres. En højere pris vil forskyde asymptoten mod venstre og trække rate-efterspørgselskurven efter sig i samme retning; en lavere: pris vil medføre en forskydning mod højre af asymptote og kurve.

Da raten jo også ville ændres, hvis den kontante udbetaling ændredes, bør den i diagram 4 fremstillede kurve strengt taget kaldes den udbeta- Hngskonstante rate-efterspørgselskurve. Den hertil svarende elasticitet kan da kaldes den udbetalingskonstante rateelasticitet, dvs. elasticiteten af afsætningen m. h. t. er ændring af raten ved fastholdt udbetaling (samt givet tillæg og given pris), men med den variation af kreditperioden, der netop frembringer rateændringen. Denne elasticitet er derfor lig med elasticiteten af afsætningen m. h. t. kredittidens længde med fortegnsskift, altså

hvor igen, som tidligere anført

I diagram 4 er rateelasticiteten omkring minus en fjerdedel på det
»relevante« stykke af kurven; dvs. en formindskelse af raten med 1%

vil øge afsætningen med ca. 1 f4%,f4%, og en forøgelse af raten med 1% vil
formindske afsætningen med ca. 1 f4f4%19).

'A.9 Diagram 5 viser en anden måde, hvorpå kreditafsætningsfunkt ionen kan illustreres grafisk. På diagrammet er i »afsætningskvadranten« fremstillet den »ordinære afsætningskurve« kontantfunktionen ved kurven GE.

»Kreditkvadranten« tilsvarer diagram 2 ovenfor — blot »vendt på hovedet« således, at koordinatsystemets nulpunkt falder sammen med nulpunktet i koordinatsystemet betegnet »afsætningskvadranten«. Tænkervi os exempelvis, at prisen i et kontantsystem er OH, bliver afsat kvantum OM; punktet G svarende til disse koordinatværdier betegnes

---

19) Forfatteren af nærværende artikel påregner i løbet af kortere tid at finde lejlighed til publicering af en uddybning og videreføring af teorien om kredittens afsætningsøkonomiske virkninger i tidsskriftet Det Danske Marked.

kontantpunkt, og omsætningen svarende til disse betingelser illustreres af arealet OHGM. I et kreditsystem med exempelvis udbetalingen OA og kredittiden ji₄ »flyttes« afsætningspunktet G til kreditpunktet F, som findes på figuren ved at følge »vejen« A-B-C-D-E-F, idet linien CD trækkes parallel med linien LH, der forbinder punktet L på perspektivitetsaksenfor værdien Å. = 1 med punktet H på prisaksen for den fastholdte pris OH. I exemplet medfører kreditsystemet en stigning i afsætningen på MQ enheder og en stigning i omsætningen (exclusiv afbetalingstillæget)illustreret ved arealet MGFQ. Den samme afsætningsstigningMQ, som kreditsystemet fremkalder i exemplet ville også være fremkommet ved bibeholdelse af kontantsystemet, hvis prisen var blevet nedsat med HD til OD; i så fald var omsætningen blevet arealet ODEQ; i »forhold til« dette alternativ bliver omsætningen arealet DHFE større ved indførelse af kreditsystemet med uforandret pris.

De »konkrete« numeriske værdier af n, som skal »påhæftes« prospektivitetslinierne n_lt n₂, n3n₃ osv. (»fodtallene« angiver her blot en »rækkefølge«) afhænger af afbetalingstillægets størrelse og af perspektiviteten i det pågældende marked.

Hvis man efter tur på samme måde konstruerer kreditpunkter for forskellige alternativt fastholdte priser med uvarierede kreditbetingelser og derefter forbinder de fremkomne kreditpunkter med en kurve, vil denne fremstille en »sædvsmlig« afsætningsfunktion forsåvidt som den gengiver en sammenhæng Imellem pris og afsat kvantum, men denne sammenhæng gælder ikke under den traditionelle — i reglen stiltiende — forudsætning om kontantvilkår, men er betinget af et kreditsystem karakteriseret ved den konstellation af kreditbetingelser, der lægges til grund for kreditpunkternes konstruktion.