Om anvendelse alf fremmed selskabsret

I. INDLEDNING

Handelssamkvemmet med udenlandske selskaber kan rejse spørgsmål om anvendelse af fremmed selskabsret¹). Danske myndigheder må undertiden tage stilling til, om. dansk eller fremmed ret skal afgøre, hvad der gælder om forholdet mellem et selskabs deltagere og om dets forhold til trediem.and. Domstolene²) har dog ikke i nævneværdig grad beskæftiget sig med kollisionsnormerne2a) om selskaber. Dette har for Danmarks vedkommende flere grunde:

*) Sekretær i justitsministeriet, undervisningsassistent ved Handelshøjskolen, cand. jur.

1) En kort fremstilling af den internationale selskabsret er givet af O. A. Borum i Lovkonflikter, 3. udgave 1948, side 108, og af H. B. Krenckel i Haandbog i Dansk Aktieret, 2. udgave 1940.. side 38 :f. I Sverige har følgende forfattere behandlet emnet: H. Berglund, Svensk eller fråmmande lag, Handelshogskolan i Goteborg, Skriftserier 1946, nr. 1, side 16 f., H. Karlgren, Kortfattad lårobok i internationell privat och processrått, side 80 f. og Håkon Nial, Internationell fcirmogenhetsrått, 2. udgave 1953, side 73 ff. En fremstilling af tysk ret er givet af Raape, Internationales Privatrecht, 3. Auflage 1950, side 128 f., og af Martin Wolff, der også har behandlet engelsk ret, se Private International Law, 2. ed. 1950, p. 294, ligesom Cheshire i Private International Law, 4. ed. 1952, p. 1&3 og Dicey-Morris, The Conflicts of Law, 6. ed. 1949, p. 126, rule 18. Fransk ret omtales af Batiffol i Les conflits de lois en matiére de contrats, Paris 1938, p. 290 og af Lerebours-Pigeonniére i Précis de droit international privé, 5. ed.. Paris 1948. p. 293 f. Om retten i U.S.A., se Restatement of the Law of Conflicts of Laws, udgivet af American Law Institute i maj 1934, kapitel 6, og Rabel, The Conflict of Laws, A Comparative Study, Vol. II 1947, p. 1 ff., en udførlig fremstilling, der omfatter flere landes ret.

2) De vigtigste trykte danske afgørelser findes i Ugeskrift for Retsvæsen (i det følgende kaldet U.), 1916 side 230, 1918 side 39 H, 1921 side 978, 1925 side 260 H, 1937 side 944, 1952 side 856 samt i Sø- & Handelsretstidende (S. H. T.) 1923 side 209.

2a) Kollisionsnormerne er reglerne om, hvorvidt dansk, eller fremmed ret skal anvendes, se herom nærmere Jan Kobbernagel i Handelsvidenskabeligt Tidsskrift 1951 s. 167.

Side 36

Aktieselskabslovgivningen udelukker i princippet fremmede selskaber fra at drive virksomhed fra fast forretningssted i Danmark. Der indrømmes dem kun en adgang til at drive erhverv fra en herværende filial, fov så vidt ministeren for handel og industri skønner, at der tilstås danske selskaber en tilsvarende ret i det pågældende land; udenlandske selskaber kan dog aldrig få lov til at drive detailhandel. De herværende udenlandske filialer er underkastet en næsten lige så streng kontrol fra det offentliges side som danske selskaber, jfr. lov nr. 123 af 15 f4 1930 om aktieselskaber §§ 78 og 79. Adgangen benyttes i ret begrænset omfang og fortrinsvis af udenlandske forsikringsselskabe r3).

Udenlandske selskaber, der vil drive virksomhed her, opretter som
regel herværende datterselskaber; de dannes som danske selskaber,
og deres forhold rejser da ikke interlegale3*) problemer.

Dansk aktieselskabslovgivning åbner heller ikke adgang for fremmede selskaber med hjemsted i udlandet til at overflytte hovedsædet til Danmark, medmindre selskabet samtidig stiftes påny i Danmark; dets fremmede retsstruktur kan altså ikke bevares⁴). Da aktieselskahslovgivningen kræver, at flertallet af selskabets bestyrelse og dets direktion skal have indfødsret eller i længere tid have været bosat her i landet, må et personskifte i ledelsen som regel også finde sted; et nyt og dansk selskab må med andre ord dannes.

Fremmede interessentskaber kan også kun drive næring i Danmark, dersom deltagerne opfylder de særlige krav med hensyn til dansk domicil eller indfødsret, som stilles i næringsloven af 28. april 1931, §§3 og 5. Ønsker fremmede kapitalinteresser at drive virksomhed under interessentskabsformen, vil det også her som regel være nødvendigt at stifte et dansk interessentskab.

Fremmede selskaber kan dog afslutte enkeltstående forretningsaftaler i Danmark. Endvidere medfører danske købmænds forbindelse med fremmede selskaber, at der kan opstå spørgsmål af interlegal selskabsretlig karakter. Et beskedent antal sager har også verseret, især i forbindelse med den socialisering af private selskaber, som har fundet sted i de østeuropæiske lande efter de to verdenskrige⁵).

3) Oplyst ved mundtlig forespørgsel i aktieselskabsregistret i København.

3a) Om begrebet interlegal ret se Kobbernagel a. a. og Ole Lando i Handelsvidenskabeligt Tidsskrift 1952 s. 180.

4) Denne fortolkning af aktieselskabsloven hævdes af aktieselskabsregisteret. Den har ikke været prøvet ved domstolene.

5) U. 19121 side 978, U. 1925 side 260, U. 1937 side 944 og U. 1952 side 856.

Side 37

Uden for Skandinavien hsir spørgsmålet haft en større praktisk betydnin g⁶). Man har således fundet det påkrævet at søge at opnå fælles internationalprivatretlige regler om selskaber. På den 7. internationalprivatretlige konference i Haag 1951 er der udarbejdet et udkast til fælles regler om anerkendelse af fremmede selskabers retspersonlighe d7).

De resultater, der med nogen, sikkerhed kan støttes på dansk lovgivning eller retspraksis, vil i denne artikel blive fremhævet med kursiv. Men de er få, og fåtallet af trykte danske afgørelser har ført mig til udlandets domsmateriale. I de fleste lande, med hvilke Danmark har samkvem, har de erhvervsdrivende selskaber en retlig struktur, der i hovedtræk ligner danske selskabers. De sociale grunde, der bærer de materielle regler, må tit være bestemmende for deres stedlige virkeområde og hermed for den internationale privatret. Kollisionsnormerne må altså i vidt omfang dannes ved en fortolkning af reglerne i den materielle ret⁸). Hvor der er materialretlig lighed, har landene følgelig mere at lære af hinanden om den internationale privatret, end hvor forskellene i den materielle ret er store. Jeg har derfor søgt oplysning om den internationale selskabsret i udenlandsk lovgivning og retspraksis på områder, hvor de danske kilder tier.

Hvad enten man nu vil opfatte de fremmede love og især de fremmede domme som »retskilder«") eller ikke, er der grund til at tro, at danske domstole i et flertal af tilfælde vil handle, som vore nabolandes domstole har gjort. De få danske domme, der kan sammenlignes med udenlandske, viser ingen særlige afvigelser. Heller ikke vore forfattere har hidtil — således som de svenske¹⁰) — givet udtryk for standpunkter, der afviger fra dem, der gælder på det europæiske kontinent11).

6) Jfr. den vinder note 1 citerede litteratur.

7) Conference de la Haye de Droit International Privé, Septiéme Session Tenue de 9. au 31. Octobre 1951, Actes p. 126—202, Documents p. 40 f, 106, 148, 168, 205, 224, 246, 262, 292, 319, 345, 36(5, 392, 407, 428, 445, 508 og 543.

8) Borum, Personalstatuttet, København 1928, side 18.

9) Se Alf Ross: Ret og Retfærdighed 1953, kap. 111.

10) Se nedenfor 11. B. 7.

11) De sætninger, der kan uddrages af fremmede afgørelser (især af dem, der er truffet af tyske, franske, svejtsiske, svenske eller engelske domstole, som ikke er i modstrid med kendte afgørelser i de andre af de pågældende lande) og som nærværende forfatter kan tiltræde, fremsættes i reglen som »bør-sætninger« med angivelse af kilden i en note.

Side 38

II. SELSKABSSTATUTTET

A. Begreb.

Som fælles begreb for de retsregler, der bestemmer menneskets forhold i privatretlig henseende, anvendes termen personalstatuttet (i material forstand)¹²). I Skandinavien og Tyskland omfatter personalstatuttet især regler af person-, arve- og familieretlig karakter.

Personalstatuttet anvendes også i en anden (formel) betydning¹³). J)et er betegnelsen for den lovgivning, som personen er undergivet i de ovennævnte henseender. I dansk international privatret er persoiialstatuttet loven i det land, hvor den paagældende er domicileret.

Også for selskaber kan man tale om et »personalstaut«, som bestemmer
dets civilretlige tilværelse, dets tilblivelse og ophør, forholdet
mellem dets deltagere og selskabets forhold til trediemand.

B. Hvilken tilknytning bestemmer selskabsstatuttet.

Hvilke nærmere regler, der i materiel forstand henregnes til dette personalstatut eller selskab sstatut¹⁴), som vi vælger at kalde det, vil blive nævnt senere. Her skal begrebet foreløbig omtales i sin formelle betydning. Det skal undersøges, hvilken tilknytning, der bestemmer selskabsstatuttet. Et selskab kan være indregistreret i New Yorks aktieselskabsregister, drive virksomhed i Danmark og have sine hovedkontorer i England. Hvor ville man ved dansk domstol anse dette selskab for at høre hjemme?

1. Virksomhed s stedet.

Enkelte forfattere¹⁵) har ment, at selskabet bør være undergivet loven i det land, hvor det driver sin virksomhed. Et selskab, som driver gasværksdrift i Odense, må — siger man — være undergivet dansk ret, selv om dets administrative hovedsæde ikke findes her. Lovgivningenom selskaber må være givet for de sammenslutninger, der driver virksomhed på territoriet; thi her kan lovens arm nå dem. Selskabets retlige tilhørsforhold bør bestemmes ved en tilknytning, der har sammenhæng med realiseringen af selskabets formål. Ved

14) Udtrykket selskabsstatut er anvendt af Madsen-Mygdal i hans bog, Ordre Public og Territorialret, 1946, side 274.

12) Borum, Personalstatuttet, side 33, og lovkonflikter, side 80.

13) Borum, a. a. ibid.

15) Lyon-Caén. Traité de droit commercial, 5. ed. t 11, 2. del, no. 1167.

Side 39

denne løsning undgår man, at stifterne for at komme uden om generenderegler
i en lovgivning bringer selskabet ind under et retssystem,
hvortil det savner virkelig tilknytning16).

2. Det administrative hovedsæde.

Virksomhedsstedet har dog mangler som tilknytningsmoment; et selskab, som bygger havne og kanaler, udfører snart arbejde i et land, snart i et andet. Det internationale sovevognsselskab har bestandig vogne i de fleste europæiske lande. Hvor virksomheden drives i flere lande, har loven på det administrative hovedsæde det fortrin, at den ligger fast. Det administrative hovedsæde er dér, hvor generalforsamling og bestyrelse mødes,, hvor direktionskontrollen og selskabets øvrige hovedadministration ligger, kort sagt dér, hvor selskabets »hjerne« er¹⁷), og hvorfra det udfolder sin retlige tilværelse. Efter gældende opfattelse i teorien såvel som i retspraksis og i lovgivningen i de fleste lande på det europæiske kontinent, er det administrative hovedsæde selskabets retlige hjemsted. Dette antages f. eks. i fransk¹⁸) og tysk¹⁹) retspraksis og er fastsat i artikel 3 i den af Holland, Belgien og Luxemburg vedtagne fælles lov om internationalprivatlige regler (i det følgende kaldet Beneluxkonventionen )²⁰). Samme opfattelse kommer også til udtryk hos danske forfattere, og enkelte domme²¹) kan siges at bygge på den forudsætning, at loven på det administrative hovedsæde skal anvendes²²).

16) Ide foreløbige svar på et spørgeskema, der før Haagerkonferencens afholdelse i 1951 var udsendt til da 15 deltagende stater, var der dog ingen, som udtalte sig til fordel for virksorahedsstedets lov, se Documents p. 513 (Question 6).

17) Se Haagerkonferencen, Documents p. 171: Le lieu du principal etablissement est celui ... d'ou part la pensée directrice.

18) Højesterets dom af 22 fl2 1896., se Recueil Sirey (fransk lov- og domssamling) 1897, 1. afd., side 84, af 17 f7 1935 og af 7 f7 1947, se Revue Critiqe de Droit International Privé (i det følgende kaldet Rev. Crit.) 1936 side 767 og 1948 side 80.

19) Se f. eks. Entscheidungen des Reichsgerichts in Zivilsachen (i det følgende kaldet R. G. Z.), Bd. 92 side 73 og Bd. 159 side 33 f.

20) Se endvidere Ægyptisk civillovbog af 1948, kap. 1, § 2, art. 11, stk. 2, Græsk civillovbog af 15 f3 1940, kap, 11, art. 10, Japansk handelslovbog af 1899, ændret i 1950, art. 482, og poi.sk lov af 2 f8 1926, art. 3, stk. 3. Særlige bestemmelser findes i den italienske :odig'o civile af 16 f 3 1942, art 2505^—2510 jfr. Markarov, Quellen des internationalen Privatrechts 2. udg. 1953.

21) Således måske Sø- & Handelsretsdommen iU. 1916 side 230: En dansker havde fået et parti varer leveret fra en fabrik i Mannheim. Leverandøren var et aktieselskab med sæde i Paris og fabrikker i Mannheim og Paris. Manheim-filialen var under krigen som fjendtlig; ejendom sat under tvangsadministration af den lyske regering. Denne filial krævede nu danskeren for betalingen for de levered« varer. Han afslog imidlertid under henvisning til, at man fra ledelsen i Pari; havde pålagt ham ikke at betale til Manheim-filialen, men kun til hovedkontorel i Paris. Sø- & Handelsretten gav danskeren medhold under henvisning til, al fabrikkerne i Frankrig og Tyskland blev »drevet af samme aktiekapital og al fælles bestyrelse med sæde i Paris«. Det. var altså ledelsen på hovedsædet i Paris valgt i overensstemmelse med reglerne i aktieselskabsstatuttet, ■— her fransk loa - som ansås for berettiget til at give skyldneren direktiver men hensyn ti' betalingen af selskabets tilgodehavender, jfr. endvidere U. 1901 side 424. Spørgsmålet om, hvilke kriterier der i skatteretlig henseende er afgørende foi et selskabs karakter af indenlandsk eller udenlandsk, har været afgjort af højesteret i en dom fra 1917, jfr. U. 1918 side 39, sammenholdt med 1917 side 143. El aktieselskab (Det Danske Gaskompagni) var indregistreret som dansk, havd( hovedkontor i Danmark og dansk direktion. Selskabet drev den væsentligste de' af sin virksomhed her i landet. Bestyrelsens medlemmer var imidlertid englændere bosat i England, hvor bestyrelsesmøderne og selskabets generalforsamling afholdtes. Direktionens beføjelser var ret begrænsede, alle vigtigere beslutninger — ogsé vedrørende den almindelige ledelse — skulle træffes af bestyrelsen, der ene kunnt forpligte selskabet over for trediemand, som antog og afskedigede alle selskabet: funktionærer og arbejdere, og som fastsatte deres gager. Efter skatteloven al 18. juni 1912, § 8, stk. 5 og § 10, (jfr. nu lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst - og formueskat til staten, § 2, najstsidste stykke, lov nr. 28 af 18. februai 1937 om personlig skat til kommunen, § 33, stk. 3, lov nr. 68 af 31. marts 195 i om udskrivning af indkomst- og formueskat til staten for skatteåret 1953/54 m. v.) var et udenlandsk selskab belagt med højere indkomst- og formueskat end e dansk, og selskabet var derfor interesseret i at blive betragtet som dansk. Finans ministeriet gjorde imidlertid gældende, at selskabet havde sit sæde i England, ot Landsover- samt Hof- & Stadsretten fulgte finansministeriet, blandt andet fordi bestyrelsen i England måtte siges at have den fulde og almindelige ledelse al selskabet i sin hånd. Dommen blev stadfæstet af Højesteret. Det bema;rkes, at aktieselskabsloven af 15/4 1930 har udelukket, at et sådan) selskab ville kunne opnå indregistrering i Danmark i dag. Dette kunne kun ske hvis bestyrelsen og generalforsamlingen blev forlagt her til landet. Man kar imidlertid rejse det spørgsmål, om selskaber med udenlandsk kapital i skatteretlig henseende er udlændinge, idet dommen blandt andet lagde en vis vægt pi at næsten alle aktionærerne var englændere. Kapitalens tilhørsforhold kan doj næppe tillægges betydning i denne henseende. Afgørende må -_— ligesom for sel skabets kollisionsretlige tilhørsforhold — være, hvor selskabet har sit administra tive hovedsæde .ifr. note 22.

Side 40

3. Selskaber uden egentlig hovedsæde.

Det kan være vanskeligt at fastlægge et hovedsæde, når et selskab
har spredt sine forvaltningsorganer i flere lande, f. eks. når hovedkontoretligger
i et land, men bestyrelsens møder og generalforsamlingenafholdes

22) Man har spurgt, om selskabets nationalitet ikke snarere bør være bestemt if de personers statsborgerforhold, der ejer kapitalen, og som kontrollerer sel- skabet (kontrol-teorien). Spørgsmålet, er rejst under de to verdenskrige, hvor de krigsførende lande har set sig nødsaget til at beslaglægge fjendtlig ejendom. Frygten for, at fjendtligt kontrollerede selskaber skulle optræde unationalt, førte f. eks. til, at den franske regering under den første verdenskrig satte tyskejede selskaber med hovedkontor i Frankrig under offentlig kontrol. Dette tilknytningsmoment ■— ejernes nationalitet -_— blev også anvendt i Versailles-traktaten og andre overenskomster ved spørgsmålet om, hvilke fjendtlige selskaber de sejrende stater kunne konfiskere. Man genfandt det i den danske lov af 30. marts 1946 om konfiskation af tysk og japansk ejendom, § 2, nr. 5, hvor det bestemtes, at tyske selskaber, der ikke havde hjemsted eller hovedsæde i Tyskland, men som af det land, hvor de havde hjemsted, blev behandlet som tyske, f. eks. på grund af kapitalens tilhørsforhold, skulle anses for tysk ejendom. I Frankrig har kontrol-teorien bredt sig ind på andre offentligretlige områder, jfr. herved Niboyet, Cours Droit International Privé, 2. udgave side 244. Selskaber med hovedkontor i Frankrig er således nægtet krigsskadeserstatning, fordi kapitalen var udenlandsk. Af samme Grund har man undladt at give et datterselskab i Frankrig af det amerikanske skrivemaskinefirma Remington den sædvanlige beskyttelse, som lovgivningen siver franske erhvervsvirksomheder i lejet ejendom. Også uden for Frankrig har ejernes nationalitet spillet en rolle i den offentligretlige lovgivning, navnlig hvor man har forsøgt at forbeholde landets egne selskaber visse fordele, som ikke bør tilkomme udlændinge. Den danske lov af 22. maj 1950 om afgift af forlystelser har indrømmet producenter af danske films visse afgiftsmæssige fordele. Ved afgørelsen af, om filmen er dansk, lægges blandt andet vægt på, om den er produceret af et selskab med dansk kapital. I internationalprivatretlig og skatteretlig henseende er ejernes nationalitet dog ikke egnet til at bestemme et selskabs tilhørsforhold. I større selskaber med mange parthavere vil det tit vajre meget vanskeligt at påvise, hvor kontrollen er samlet. Men selv om de kontrollerende medlemmers nationalitet kunne påvises, var det uheldigt, hvis selskabet blev udsat for statutforandring, hver gang et større parti aktier blev overdraget. Så vidt vides har kontrol-teorien ikke vundet anerkendelse i noget lands internationale privatret.

Side 41

lingenafholdesi et andet. Man anvender da antagelig loven i det
land, hvor det eller de organer ligger, der træffer alle vigtigere beslutningerom
selskabets almindelige ledelse23).

Det er også tvivlsomt, hvilken lov der skal anvendes, når et selskab savner fastboende forvaltningsorganer, når der med andre ord ikke findes et sted, hvorfra lederne til stadighed og klart for trediemand træffer de vigtige afgørelser om selskabets almindelige ledelse. I sådannetilfælde bør man eventuelt²⁴) anvende virkestedets lov, forudsat at der er et land, hvor selskabets hovedvirksomhed varigt drives;

23) Jfr. U. 1918 side 39, jfr. note 21.

24) Se svensk dom i Nytt juridisk arkiv (i det følgende kaldet N. J. A.) 1905 side 146.

Side 42

findes sådant land ikke, må man formentlig anvende den lovgivning,
under hvilken selskabet er oprettet, d. v. s. den lov, som stifterne udtrykkeligeller
stiltiende har ment, skulle gælde for selskabet.

4. Omgåelse.

Det er sket, at stifterne af et selskab har forsøgt at undvige lovgivningen i et land ved at oprette selskabet med hovedsæde i et andet land²⁵), således at hovedsædet kun var fiktivt. Det danske aktieselskabsregiste r²⁶) har således været ude for, at et hvalfangerselskab onskede indregistrering her i landet som dansk selskab. Generalforsamlingen skulle afholdes i udlandet, hvor regnskabsaflæggelsen skulle finde sted. Udrustningen af hvalfangerbådene og salget af selskabets produkter skulle finde sted uden for riget, kapitalen var udenlandsk, og selskabets herværende kontorer var af meget ringe omfang. Aktieselskabsregistret nægtede selskabet optagelse som dansk selskab. Hvor selskabets hovedsæde således er fiktivt, bør det også i internationalprivatretlig henseende være undergivet loven på det sted, hvor det virkelige hovedsæde ligger27).

5. Den angloamerikanske regel.

I England og Amerika har offentlige aktieselskaber »public companies«og »corporations« hjemsted i det land, under hvis lov de er blevet stiftet, det vil i reglen sige det land, hvor de indregistreres²⁸). Valget af selskabets hjemsted er altså overladt til stifternes afgørelse. Passer lovgivningen på hovedsædet ikke stifterne, indeholder den f. eks. generende forskrifter til beskyttelse af selskabets aktionærer eller medkontrahenter, kan selskabet indregistreres i en stat, hvis lovgivninger

25) Rev. Crit. 1949 side 80 og de domme, som dér citeres.

26) Krenchcl, a. a. side 40.

27) På Haagerkonferencen i 1951 har man vedtaget at lade det vedtægtsmæssige iiovedsæde være afgørende ved bestemmelse af hjemstedet; dog behøver stater, uvis ret — som f. eks. Belgiens — kun anerkender det virkelige hovedsæde, ikke at tage hensyn til andet, hvis det virkelige hoyedsæde er i en af de pågældende ; tater, jfr. udkastets art. 1 og 2. Actes p. 198.

28) Cheshire a. a. side 193, Wolff a. a. side 299, Rabel a. a. side 31, Restatement kapitel 6 side 217 ff. Det samme gælder i visse latinamerikanske stater, således i Peru og Brasilien samt efter sigende i Sovjetunionen. Se Rabel ibid og Wolff ibid.

Side 43

ningermere liberal²⁹). På hovedsædet vil et sådant selskab da blive anset for et fremmed selskab, og dets fremmede forfatning vil blive respekteret. I flere amerikanske stater er der dog fastsat indskrænkningeri fremmede selskabers adgang til at drive forretning. Stifterne kan da være nødt til at indregistrere selskabet i den stat, hvor det skal drive virksomhed.

Reglen om, at selskabet må anses for hjemmehørende i den stat, hvor det er stiftet, gælder også andre selskaber end de ovennævnte, navnlig de til interessentskaber svarende partnerships. Anvendelsen af stiftelseslandets lov skyldes, ,at denne lovgivning anses for kontraktstatut for interessentskabsaftalen (proper law of the contract).

Forskellen mellem den engelske og amerikanske retstilstand på den ene og den kontinental-europæiske på den anden side er dog mindre, end man kunne tro for så vidt angår kontinentale aktieselskaber. De fleste aktieselskaber skal efter de kontinentale landes ret indregistreres der, hvor hovedsædst skal ligge¹⁰). De vil da også efter amerikansk og engelsk international privatret blive anset for hjemmehørende i det land, hvor hovedsædet er etableret.

6. »Weiterweisung«.

Hvor indregistreringsstedet og det administrative hovedsæde ligger i to forskellige angelsaksisk; e retsområder, skulle man på kontinentet anse hovedsædets lov for personalstatut. Meget taler dog for, at man også her anerkender indregistreringsstedet som selskabets hjemsted. Dette er antaget ien tysk dom fra 1927³¹). »The Eskimo Pie Company« var oprettet og indregistreret i staten Delaware, men havde hovedsæde i Kentucky. Efter den internationale privatret i både Delaware og Kentucky var selskabet hjemmehørende i Delaware. I Tyskland ville man ellers have anset selskabet for at høre hjemme i Kentucky, men domstolene anerkendte den i Kentucky gældende henvisning til Delawares

29) Rabel a. a. side 63. Se on »diversity«-reglen også Torstein Eckhoff i Rettsvesen og Rettsvitenskap i U. S. A., Oslo 1952 side 76, samt dommen i sagen Black and White Taxicab and Transfer Co. vs. Brown and Yellow Taxicab and Transfer Co. Cases decided by the Supreme Court of The United States 276 side 518, (i det følgende citeret således: (276 U.S. side 518). I U.S.A. vil ifølge Rabel mange corporations ikke have hovedsæde i den stat, hvor de er oprettet, se a. a. side 37.

30) Rabel 11, side 37.

31) 117 R. G. Z. side 215, se herom Rabel 11, side 50.

Side 44

Denne anvendelse af hovedsædets internationale privatret (»Weiterverweisung«) bør også følges i dansk ret. Hvor et forhold skal bedømmes af en domstol, hvortil det kun har svag tilknytning, bør forholdet også i kollisionsretlig henseende opfattes og vurderes således, som den internationale privatret i det eller de lande, hvortil det har en stærk stedlig tilknytning, opfatter og vurderer det. Hvor derfor både indregistreringslandets og det administrative hovedsædes internationale privatret peger mod den førstnævnte lov, bør »viderehenvisningen« i hovedsædets interlegale ret akcepteres.

7. Suensk ret.

Ligesom i Danmark kan man i Sverige hverken på grundlag af lovgivningen
eller retspraksis opstille sikre regler for, hvor selskaberne
hører hjemme i retlig henseende.

Forfatternes³²) opfattelse synes at divergere på flere punkter. Men der er enighed om, at svensk ret bør indtage en særstilling, idet indregistreringspligtige selskaber bør være undergivet indregistreringsstedets lov. Indregistreringspligtige selskaber er sådanne sammenslutninger, som ikke kan opnå karakter af juridisk person, med mindre indførelse i et offentligt register finder sted. En sådan indregistreringspligt er i Sverige pålagt aktieselskaber og andelsselskaber, »ekonomiske foreningar«. Svensk lovgivning kra^ver imidlertid ligesom dansk, at et selskab, som indregistreres i Sverige, også skal have hovedsæde der. Resultatet vil derfor blive det samme, hvad enten det er en svensk eller en dansk domstol, der skal træffe afgørelse om et aktieselskab, der er indregistreret i Danmark, i Sverige eller i et andet land, som kun tillader selskaber med hovedsæde i indlandet optagelse i registrene. Hovedsædet og indregistreringen vil da være lokaliseret i samme land.

Selskaber, der ikke er indregistrerede, og som ikke har egentlige
forvaltningsorganer, er undergivet loven på det sted, hvor selskabet
driver virksomhed33).

III. SELSKABSSTATUTTETS ANVENDELSESOMRÅDE

A. Stiftelse.

I det følgende vil de retsspørgsmål, som afgøres efter selskabsstatuttet
blive afgrænset fra de spørgsmål, som reguleres af andre statutter,
såsom kontraktstatuttet, det særlige mandatstatut m. fl.

32) Nial a. a. side 73, Karlgren a. a. side 80 og Berglund a. a. side 16.

33) N. J. A. 1905 side 146.

Side 45

Hjemstedets lov bestemmer, om selskabet er gyldigt stiftet³*) og stadig består³⁵), således om de materielle og formelle betingelser, der stilles til et selskabs stiftelse, er opfyldt, om skriftlig kontrakt er fornøden, om indskrivning i offentlige registre (indregistrering) skal foretages, samt om kapitalen skal indbetales helt eller delvis³⁰). Selskabsstatuttet afgør endvidere, om de betingelser er opfyldt, hvorunder et aktieselskab eller andet selskab med begrænset ansvar kan overtage forpligtelser, som stifterne har påtaget sig, således at disses personlige ansvar ophører³⁷).

En forudgående aftale mellem flere personer om at oprette et selskab bør ikke være 'undergivet selskabsstatuttet, men kontraktstatuttet³⁸). Hvis en englænder lover en landsmand, at han vil indtræde som medstifter af et dansk aktieselskab, og dette løfte afgives i England, bør det bedømmes efter engelsk ret. Indeholder aftalen bestanddele, som strider mod den danske aktieselskabslovs præceptive regler — aftales det f. eks., at ingen kapital skal indskydes før 3 år efter selskabets stiftelse — vil aftalen ikke kunne gennemføres i det omfang, den strider mod selskabsstatuttets regler. I dansk ret kræves det som regel, at en del af kapitalen skal være indbetalt, før selskabet er stiftet. Om løftet forpligter afgiveren, og hvilke retsvirkninger der følger af, at aftalen ikke kan gennemføres fuldt ud, bedømmes efter engelsk ret, som er kontraktens lov.

B. Forholdet mellem deltagerne.

Hjemstedets lov bør bestemme retsforholdet mellem selskabets aktivemedlemmer indbyrdes, såvel som forholdet mellem ledelsen og de passive medlemmer³⁹) (aktionærer, kommanditister m. fl.). Denne lov bør afgøre, hvorvidt et aktieselskab kan udstede preferenceaktier, hvorvidtdet

34) Selv med en mangelfuld stiftelse vil et selskab alligevel kunne bestå efter nogle landes materielle ret. Lovgivningen i Frankrig, Tyskland og U. S. A. ligestiller i flere henseender de selskaber, hvis stiftelse ikke helt opfylder lovens krav, med gyldigt stiftede selskaber. Sådanne »de facto corporations« eller »societés de fait« bør formentlig have samme retsstilling her i landet, som de har i hjemlandet.

35) U. 1925 side 260 H.

36) Se de tyske Rigsretsdomme af 10 f5 1910, 5 fl2 1911 og 19 f1 1918 i 73 R. G. Z. side 366, 78 R. G. Z. side 55, og 92 R. G. Z. side 73, samt Restatement § 155.

37) Jfr. tysk dom i 159 R. G. Z. side 33 ff.

38) Således efter formuleringen (obiter dictum) i 78 R. G. Z. side 55. Se også Martin Wolff a. a. side 303.

39) Rabel II side 74 og Restatement § 182.

Side 46

vidtdetmå eje egne aktier, hvem der i forholdet til medlemmerne har
ret til at forpligte selskabet, samt under hvilke betingelser man kan
ændre selskabets vedtægter, herunder dets størrelse og formål40).

C. Forholdet til trediemand.

Det afgøres af selskabsstatuttet, om deltagerne hæfter begrænset eller med hele deres formue*¹) for selskabets gæld, samt under hvilke betingelser trediemand kan gøre ansvar gældende mod medlemmerne* '²), f.eks. om det personlige ansvar kan gøres gældende mod medlemmerne, før fællesmidlerne er udtømt, jfr. herved U. 1925 side 260.

Endvidere afgør hjemstedets lov, hvem der i forhold til trediemand
kan optræde på selskabets vegne som organ for dette42*).

Et omdisputeret spørgsmål er, om den, der handler for et selskab,
har mandat til at binde dette. Dette problem har flere sider:

1. Selskaber med begrænset ansvar.

a. Materiel retligt.

1) Selskabets habilitet. I angloamerikansk ret er flere aktieselskabershandleevne begrænset ved de såkaldte ultra-vires-regler. Selskabet savner habilitet til at foretage retshandler, der ligger uden for de formål, der er angivet i vedtægterne. Et selskab, der ifølge vedtægternehar til formål at forhandle jernbanemateriel, kan ikke bygge jernbaner⁴³). En retshandel, som er ultra-vires, er ugyldig og kan ikke

40) Det urbejdsretlige forhold mellem selskabet og dets funktionærer og arbejdere er underkastet de almindelige internationalprivatretlige regler om arbejdskontrakter. For det overordnede personale bør arbejdsaftalernes lov i vidt omfang kunne fastlægges ved aftale mellem parterne. De kan da vælge selskabets lov, men vil også kunne aftale, at arbejdsstedets lovgivning skal gælde. Arbejder de fast på eet sted, må arbejdsstedets lov antagelig anvendes, hvis intet er aftalt mellem selskabet og funktionærerne. Retsforholdet mellem selskabet og de lavere funktionærer og arbejcTéré bør altid være undergivet arßejcTsstedets lov, jfr. U. 1<)46 side 282 H. Dette skyldes blandt andet, ål tjenesfekontrakter i vidt omfang vil va;re reguleret af den sociale beskyttelseslovgivning; samfundsmæssige hensyn ialer da for, at denne lovgivning finder anvendelse på alle arbejdere og funktionærer inden for lovlandets grænser.

41) Jfr. den engelske dom, Risdon I. & L. Works v. Furness. 1. K.B. (1906) side 49.

42) N. J. A. 1879 side 185 og 1905 side 146.

42a) Jfr. forudsætningsvis dommene i U. 1901 side 124, 1903 side 570, 1937 ide 944 og 1952 side 956.

43) »The leading case« i England er Ashbury Railway Carriage and Iron Co. Riche (1875), L. R. 7 H. L. 653, jfr. Palmer: Company Law, 19. ed. side 51.

Side 47

ratihaberes af selskabet44). Både selskabels ledelse, dets aktionærer og
trediemand kan gøre ugyldigheden gældende15).

2) Organernes kompetence. Sådanne regler kendes ikke uden for de anglo-amerikanske retssystemer.. Der gælder her ingen grænser for selskabets habilitet i den betydning, hvori ordet anvendes på dansk. Generalforsamlingen er, hvis den fornødne majoritet kan sikres til at man går uden for vedtægternes angivelse af formålet, kompetent til at indgå en hvilken son helst retshandel, der ikke strider mod lov og ærbarhed.

De i vedtægterne fastsatte begrænsninger i selskabets kompetence binder i dansk ret i princippet kun organerne. På den anden side vil en retshandel, som ligger uden for vedtægternes angivelse af formålet, normalt ikke være bindende for selskabet, selv om den indgås af organerne uden eller med en utilstrækkelig tilslutning blandt aktionærerne på generalforsamlingen⁴⁵*). Vedtægterne er i så henseendd at ligne ved en offentliggjort fuldmagt. Retshandler, foretaget uden for] denne fuldmagts grænser er ikke forpligtende for fuldmagtsgiveren, jfr. herom fuldmagtsreglerne i lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område af 8. maj 1917. Retshandelen bliver på den anden side ikke ugyldig, kun uvirksom for selskabet, og fuldmægtigen kan forpligtes til at svare positiv <ypfyldelsesinteresse i overensstemmelse med reglerne i § 25 i aftaleloven.

Regler svarende til de danske findes i flere fremmede lande, således
i Frankrig, Belgien og Norge.

Det forekommer i England, at selskabsledelsen nok handler inter vires, d. v. s. inden for vedtægternes angivelse af formålet, men uden for den kompetence, den har efter vedta^gterne. Selskabet forpligtes da ikke ved retshandelen, men kan blive ansvarligt for ledelsens handlingerefter reglerne om ansvaret for folkenes fejl. Selskabets øverste

44) Ultra-vires-reglerne gælder ikke blot begrænsninger i formålet; at købe egne aktier og at pålægge solskabets medlemmer personligt ansvar kan også være ultra-vires-handlinger, se Palmer: Company Law, 19. ed. side 51 og Risdon I. & L. Works v. Furness, 1 K. El. (1906) side 49. Begrebet ultra-vires er for øvrigt oprindelig forvaltningsretligt, se: Ernst Andersen: Administrativt tilsyn med kommunalforvaltningen.

45) Ultra-vires-læren i selskabsretten er i nordisk litteratur behandlet blandt andet af Karl Olivecrona i »Studier over begreppet juridisk person i romersk och modern rått«. Uppsala Universitetets Årsskrift 1928, I side 18 ff.

45a) Se Kobbernagel, Ledelse og Ansvar side 140 ff. og de der anførte domme, Krenchel side 43 og Sindballe, Dansk Selskabsret, 111 side 233.

Side 48

lodelse har endvidere adgang til at ratificere organernes overskridelsesliandlinge
r18).

I tysk og østrigsk ret har organerne (bestyrelse og direktion) samme übegrænsede kompetence som generalforsamlingen i Danmar k⁴⁷). Forskrifter om selskabsformålet binder ikke organerne, selv om de er offentligt bekendtgjort eller fastsat i vedtægterne. Selskabet forpligtes dog ikke, hvis trediemand og organerne ligefrem konspirerer om at indgå en handel, der — bevidst for begge parter — tilsidesætter selskabets interesser. Den tyske regel skyldes ønsket om, at ledelsen skal kunne foretage dispositioner, der er et naturligt led i selskabets virksomhed, selv om de ikke ligger inden for angivelsen af formålet. Endvidere har man villet ruste selskabet mod nutidens mange uventede økonomiske og tekniske vanskeligheder ved at m>re ledelsen så handlekraftig som muligt. Dette opnås kun ved at *ive den en vid kompetence. Trediemand kan imidlertid ikke vide, om ledelsens dispositioner er fornuftigt begrundet eller rummer en tilsidesættelse af selskabets interesser. Han må beskyttes i begge tilfælde⁴⁸).

3) Fuldmægtiges kompetence. Efter alle de nævnte systemer kan <ler gyldigt fastsættes begrænsninger i den fuldmagt, som meddeles prokurister, afdelingschefer og andre funktionærer, som er underordlcde under organerne. For deres vedkommende vil kompetencen overil t kunne af grænses indenfor de rammer, som den pågældende lovgivning har fastsat for selskabets »habilitet« eller ledelsens kompetence.

b. Kollisionsretligt.

Sondringen mellem selskabets »powers« og selskabsorganernes kompetence(authority)
er klar. Overskridelsen af powers er en ultravires-handling,som

46) Palmer a. a. side 53 f.

47) Kobbernagel a. a., side 137 samt Svenska Lagberedningens Forslag till Lag .■m Aktiebol ag m. m., 11, Motiv side 296.

48) I kommissionsbetænkningen til den svenske lov om aktieselskaber blev lignende bestemmelser foreslået. Selskabet skulle også være forpligtet ved aftaler, der lå uden for formålet, med mindre trediemand vidste eller burde vide, at selskabets interesser blev tilsidesat. Forslaget blev ikke gennemført i loven af 14. september 1944. Dens regler ligger stadig nær op ad de danske og norske. Mindre vigtige dispositioner, herunder bortgivelse af midler i velgørende øjemed, kan dog foretages, selv om de ligger uden for formålet. Det er også antaget i dansk ret, at organerne har magt til at træffe mindre vigtige aftaler, selv om de ligger uden for vedtægternes angivelse af selskabets formål.

Side 49

vires-handling,somgør kontrakten ugyldig (void), mens overskridelsenaf
fuldmægtigens eller ledelsens »apparent authority« kun gør
handlingen uforbindende for selskabet, men ikke ugyldig.

Afgrænsningen mellem selskabsledelsens kompetence og fuldmægtiges kompetence er derimod ikke logisk skarp. Generalforsamlingen kan med fornøden majoritet ændre selskabets formål og må da formentlig også kunne ratificere en retshandel indgået af organerne, som ligger uden for vedtægternes angivelse af formålet⁴⁰). Uden for England og Amerika kan man altså end ikke tale om begrænsninger i selskabets kompetence. Både efter det tyske system og efter det system, dansk ret hylder, er den øverste ledelses, generalforsamlingens, magt übegrænset. De overordnede organer er i forhold til generalforsamlingen stillet, som den underordnede fuldmægtig er stillet i forhold til organerne. I England kan en ændring af selskabsformålet derimod kun ske med domstolenes billigelse og som nævnt aldrig med tilbagevirkende

Forskellen mellem den engelske ultra-vires-lære og den kontinentale kompetence-lære synes ved første øjekast at medføre alvorlige problemer. Hvorledes vil man opfatte en ultra-vires-handel dér og på kontinentet? Er den ugyldig som en umyndigs handling eller uforbindende for selskabet på grund af den handlendes inkompetence? I England og en del amerikanske stater ser det ud til, at man i flere henseender sidestiller ultra-vires-af taler med de umyndiges, at handle uden for »powers« er det samme som ikke at handle. Men mens der er tvivl om, hvorvidt kontraktstatuttet eller domicilloven bestemmer spørgsmålet om personernes handleevne⁵"), synes flere retsafgørelser — især i U.S.A. — at fastslå, at selskabets habilitet er afgørende for, om en handel er ultra-vires, og at virkningerne heraf ligeledes skal afgøres efter »domicillandets« regler⁵¹).

På kontinentet vil man næppe være tilbøjelig til at acceptere en opfattelse,hvorefter

49) Se Knut Rohde i Aktiebolagsriitt enligt 1944 lag om aktiebolag. Hermods Korrespondanceinstitut, Malmø, brev 7 side 14.

50) Se blandt andet Cheshire, Private International Law, 3. ed. 1947 side 263.

51) Jfr. 109 U. S. 527, Canada Southern Railway Company v. Gebhard, og for Englands vedkommende Risdon L & L. Works v. Furness (1906) 1 K. B. side 49. Se også Dicey a. a. side 477. Efter Restatement § 166 skal virkningen af en ultra-vires-handling bedømmes efter loven i det land, hvor handlingen foretages. Dette skal formentlig forstås således, at kun selskabets deliktansvar bedømmes efter handlingsstedets lov. Bestemmelsen er i øvrigt blevet kritiseret for at være uklar, se Rabel II side 162.

Side 50

fattelse,hvorefterultra-vires-akten ligestilles med umyndiges handlinger.Koinpetencereglerne tiltaler trods alt tankegangen mere end myndighedsreglerne.Men nu er det således, at organernes kompetence efter den herskende opfattelse ide fleste kontinentale lande⁵²) også afgøres efter hjemstedets lov. Tilknytningsmomentet er altså i princippet det samme som i U.S.A. og England. Her må det dog erindres, at tilknytningsfaklorenikke er den samme som på kontinentet. I U.S.A. og Englandanses indregistreringsstedets lov og på kontinentet hovedsædets lov som selskabsstatut. Det bliver altså selskabsstatuttet, der både afgørspørgsmålene om selskabets powers og om ledelsens kompetence. Da selskabets hjemsted som ovenfor nævnt i reglen vil være det samme efter en angelsaksisk og en kontinental bedømmelse, bliver divergensernealtså ikke så hyppige.

Ultra-vires reglerne og organkompetencereglerne søges altsaå i selskabsstatuttet.
Dette har gammel tradition og skyldes bl. a. ønsket
om at beskytte selskabets aktionærer.

Der synes på den anden side at være enighed om⁵³), at en (underordnet)fuldmægtigs kompetence i reglen må bestemmes efter loven i det land, hvor han handler (mandatstatuttet). Den begrænsning gælder dog nok, at selskabsstatuttets regler om selskabets powers eller organernes kompetence er den ydre grænse for fuldmægtigens beføjelser,en

52) Jfr. Raape side 133, der dog ikke dokumenterer sin antagelse ved nogen tysk retsafgørelse. Om svejtsisk ret se Schnitzer, International Privatrecht, 3. Auflage 1950 side 306, og om svensk ret Nial side 77, hvis antagelse ligeledes grunder sig på »forholdets natur«. På det foreløbige spørgsmål 15 til Haagerkonferencen i 1951 udtaler repræsentanterne for Tyskland, Østrig, Belgien, Spanien, Italien, Japan, Holland og Svejts sig for, at selskabets personalstatut skulle afgøre spørgsmålet om selskabets ansvar i kontraktforhold samt dets ansvar for organernes og deres repræsentanters handlinger i øvrigt, se Documents side 522.

53) Frankrig: Batiffol, Contrats p. 274 f. og den dér citerede retspraksis. Tyskland: Raape side 309 ff. Rabel Bd. 111 side 154 ff. England: Wolff a. a. side 443 med retspraksis, Cheshire a. a. side 568. Svejts: Moser a. a. side 29 og dommen i B. G. E. 49 II side 70. U. S. A.: Rabel Bd. 111 side 154 ff. og den dér citerede retspraksis, Restatement § 344 og 345. Det diskuteres blandt forfatterne, hvorvidt kompetencen bestemmes efter konstaktstatuttet eller efter loven på det sted, hvor fuldmægtigen handler. Den formulering, der anvendes i tysk retspraksis, støtter den sidste opfattelse, mens franske og engelske dommere nærmest anfører begrundelser, der underbygger den førstnævnte opfattelse. Ingen af de domme, jeg har læst, ses dog at have omhandlet tilfælde, hvor kontraktstatuttet og mandatstatuttet ikke ville være faldet sammen.

Side 51

ser,engrænse, som mandatstatuttets regler ikke kan overskride. En fuldmægtig, der er udstyret med generalfuldmagt, kan altså efter den herskende opfattelse ikke indgå en handel, som ligger uden for, hvad organerne efter selskabets vedtajgter selv kan foretage, for så vidt disse vedtægter efter selskabsstatuttet begrænser organernes kompetence.

På den anden side bør han i hvert fald have magt til at foretage handlinger, som en fuldmægtig har efter loven på det sted, hvor han handler, uanset om fuldmagtsreglerne i loven på selskabets hjemsted giver ham en sådan kompetence eller ej.

Reglen om mandatstatuttets anvendelse får praktisk betydning i de tilfælde, hvor en person handler på fremmede pladser, enten som fastboende eller som rejsende udsending for et selskab. Den har en vis støtte i en dansk afgørelse™). Her blev det på grundlag af oplysninger om fuldmagtsregler i russisk ret antaget, at en i Batum bosat prokurist for et dansk aktieselskab ikke var legitimeret til at udstede veksler i selskabets navn.

2. Selskaber med übegrænset ansvar.

Det synes, som om man både i England, Tyskland og U.S.A. er enige om, at selskabsstatuttet ikke kan anvendes ved spørgsmålet om organernes kompetence til at handle for selskaber med übegrænset ansvar (Handelsgesellschaften, partnerships).

Det antages af engelske og amerikanske58) domstole, at selskabsmedlemmernes
kompetence følger de almindelige fuldmagtsregler. Mandatstatuttet
— og ikke selskabsstatuttet — finder altså anvendelse.

Det samme er som nævnt antaget i tysk teori. Hvor den, der handler, er udstyret med prokura, mener de tyske forfattere dog, at selskabsstatuttet bør være anvendeligt. Prokuristens fuldmagt er i sådanne tilfælde indført i offentlige registre, hvis indhold — påstås det — er forholdsvis let tilgængeligt. Prokura kendes kun i få lande, herunder Tyskland, Italien, Svejts og Danmark"⁶).

54) S. H. T. 1923 side 209. Den opfattelse om kolli sionsnormerne for fuldmagtsforhold, som er fremsat i min artikel 1 dette tidsskrift 1952 p. 216, kan jeg næppe længere fastholde. Spørgsmålet vil senere blive gjort til genstand for en mere indgående behandling fra anden side.

55) Lindley, Company Law, <>. ed. 1227. Se også Rabel 11, side 111^—12, der kritiserer denne praksis.

56) Rabel 111 side 149, Raape side 309.

Side 52

3. Vurdering af gældende europæisk retspraksis.

En regel om, at selskabsstatuttet skal gælde übetinget for spørgsmålet om selskabsorganernes kompetence og selskabets »powers«, kan virke urimelig, hvor handelen er indgået på fremmede pladser. Den, der handler med et fremmed selskab, udsættes da for, at kontrakten ikke binder selskabet på grund af en kompetencemangel, som han ikke kender. Da det er forbundet med tidsspild og omkostninger at skaffe sig fyldestgørende oplysninger om den handlendes kompetence efter hjemstedets lov, kan reglen om anvendelse af denne lov virke hæmmende på samhandelen. Det må derfor foretrækkes at anvende loven på det sted, hvor organet eller dettes fuldmægtige handler. Denne lov har tredjemand i reglen bedre forudsætning for at kende, og sender man sine folk til fremmede pladser, er man naturligt opfordret til at sætte sig ind ide der gældende fuldmagtsregler⁵⁷). Nial⁵⁸) har henledt opmærksomheden på de vanskelige afgrænsningsspørgsmål, som de gældende regler kan afføde, når en direktør eller et bestyrelsesmedlem sendes til udlandet, udstyret med en speciel fuldmagt, i henhold til hvilken han afslutter en kontrakt. Om kompetencen i så fald skal bestemmes efter selskabsstatuttet eller mandatstatuttet forekommer ham tvivlsomt. Hvis mandatstatuttet altid bestemmer fuldmægtigens og organets kompetence, undgår man slige vanskelige grænseproblemer. Der ses heller ikke at være tilstrækkelig grund til at have forskellige regler for selskaber med og for selskaber uden begrænset ansvar.

D. Selskabets adgang til at være part i retssager.

Efter art. 3 i Benelux-konventionen af 11. maj 1951 har en juridiskperson, der har sit administrative hovedsæde uden for Holland, Belgien og Luxemburg, ikke en bedre retsstilling end juridiske personermed hovedsæde i domslandet⁵⁹). En juridisk person med protcessuelpartsevne,

57) Enkelte domme afsagt af amerikanske enkeltstaters domstole skal have fulgt denne opfattelse. Se herom Rabel 11, side 162. Således også nyere kodifikationer i Polen, Jugoslavien og Italien. Ved love indført i Californien og Michigan er ultra-vires-doktrinen afskaffet også for handler indgået af fremmede selskaber i de pågældende stater, se Rabel ibid.

58) Nial a. a. side 67.

59) Se International and Comparative Law Quarterly Review 1952 Bd. 1, 3. del side 426.

Side 53

tcessuelpartsevne,d. v. s. evne til at optræde ved domstolene som sagsøgereller sagsøgt, har altså ikke denne ret i Holland, Belgien og Luxemburg, hvis en tilsvarende hjemlig sammenslutning ikke har samme retsevne.

Omvendt er det i Haagerkonferencens forslag om anerkendelse af fremmede sammenslutningers retspersonlighed bestemt, at selskaber, der i deres hjemland har pocessuel partsevne, også skal have denne ret i andre medlemsstater. Dette gælder både selskaber med⁶⁰) og uden⁶¹) retspersonlighed.

Det er i øvrigt omtvistet, om selskabers processuelle partsevne skal bestemmes af loven i domslandet. Dette afhænger efter fleres mening af, hvorvidt de herhenhøren de regler er procesretlige eller ikke. Anses de for procesretlige, skal lex fori afgøre, om selskabet har partsevne, anses de for ikke-procesretlige »materielle«_ regler, bestemmer selskabsstatuttet, om selskabet har processuel partsevne. Spørgsmålet anses af mange for et kvalifikationsspørgsmål⁶²). Kvalifikation er bestemmelsen af et begreb i en international privatretlig regel. Før reglen anvendes, må begrebet være defineret. \ dette tilfælde fastslår en regel, at procesregler altid søges i lex fori, en anden regel, at ikkeprocesretlige regler i princippet må findes i den for retsforholdet i øvrigt gældende lovgivning (lex causae). Hvad der er procesret, og hvad der ikke er procesret må af grænses. Før man ved, om selskabets partsevne er et spørgsmål, som må løses af lex fori eller af lex causae, må det fastslås, om det er af processuel karakter eller ikke.

Det er diskuteret meget, om denne begrebsbestemmelse må søges i
lex fori eller i lex causae, om det altså er domslandets eller hjemstedets
retsopfattelse, der afgør, hvad der forstås ved procesret.

Spørgsmålet har i handelsretten især betydning, for så vidt angår interessentskaber, der ikke har processuel partsevne i alle lande. De ovennævnte begrebsmæssige betragtninger er dog her uden megen praktisk værdi. Skal man blot ud fra undersøgelser af reglernes begrebsmæssige,systematiske placering i den materielle ret (især i lovgivning og doktrinen) afgøre, om de er procesret eller ikke og dernæstfastslå, at lex fori eller lex causae skal anvendes, er kvalifikationsmetodenefter vor opfattelse forfejlet. Mere praktis-ke hensyn må være afgørende. Udgangspunktet må være, at selskaber bør have

60) Forslagets artikel 1, se Actes p. 198.

61) Forslagets artikel 5, se Actes p. 199.

62) Se blandt andet diskussionen på den 7. Haagerkonference, Actes p. 174 ff.

Side 54

processuel partsevne i domslaiidet⁶³), hvis de har det i hjemlandet. Dog, hvis domstolen efter en undersøgelse af de regler, der i øvrigt gælder for selskabet efter hjemlandets lov, må komme til det resultat, at det pågældende selskab er så fast forbundet med de enkelte deltageres person, at det ikke har en tilstrækkelig selvstændig karakter, bør det nægtes adgang til søgsmål. Afgørende for denne vurdering bør naturligvisretsopfattelsen i domslandet være. Sagens udfald bør afhænge uf den i domslandet gældende opfattelse af, hvorvidt det har tilstrækkeligværdi for modparten at få dom over selskabet som sådant, eller om det må foretrækkes, at deltagerne i selskabet personlig skal være parter i sagen. Man bør derimod ikke blot — som flere tilhængereaf kvalifikation efter lex fori — se på, om »tilsvarende« selskaber i domslandet har partsevne. Selskabet kan have en betydelig mere eller mindre selvstændig karakter, end de tilsvarende hjemlige selskaberhar.

Spørgsmålet har dog ikke megen betydning for Danmark, hvor interessentskaber har partsevne, når blot de har et indregistreret firma. Det kan dog tænkes, at et handelsselskab, der i sit hjemland ikke er indregistreret, men alligevel har partsevne, sagsøges ved dansk domstol. Om sagen skal afvises, bør afhænge af en undersøgelse af selskabets struktur i hjemlandet samt en konkret vurdering af, hvorvidt en dom over selskabet herefter vil have værdi for parterne.

E. Opløsning.

Selskabsstatuttet fastsætter betingelserne for selskabets opløsnin
g64), samt hvilken retsstilling selskabet har, mens likvidationen
foregår.

63) Sc tysk dom i 36 R. G. Z. 393. Hogsta domstolen i Sverige har ligeledes udfra den opfattelse, at et rettighedssubjekt bør tillægges den processuelle partsevne, som det har i sit hjemland, givet et fransk konkursbo adgang til at sagsøge ved svensk domstol. Se N. J. A. 1945 side 488.

64) Jfr. U. 1925 side 260: Et russisk kommanditselskab med danske indehavere, som var oprettet og drev virksomhed i Moskva, havde i 1918 modtaget et rubelbeløb fra en dame, der siden flygtede til udlandet. Beløbet skulle overføres til en bank i New York. Overførslen fandt ikke sted, og ejerinden anlagde sag for at få beløbet udbetalt her i landet, hvor indehaverne nu boede. Disse gjorde gældende, at der efter russisk ret ikke var adgang til at holde sig til dem personligt, før det havde vist sig, at fordringen ikke kunne fås betalt hos selve firmaet; leres personlige ansvar var subsidiært. Det måtte først ved retsforfølgning af lirmaet i Rusland konstateres, at der ikke var dækning. Da dette ikke var sket, påstod indehaverne frifindelse for tiden.. Denne indsigelse blev forkastet af høje- steret. Firmaets aktiver var blevet nationaliseret, »og i mangel af bevis i så henseende må der gås ud fra, at sådant søgsmål ikke blot ikke vil føre til fyldestgørelse af sagsøgerindens krav, men overhovedet ikke kan institueres«, d. v. s. at sagen overhovedet ikke kan anlægges. Retten gik ud fra, at spørgsmålet om deltagernes hæftelse i princippet måtte afgøres af selskabsstatuttet, men den så sig nødsaget til at tage hensyn til deri senere ændring i den russiske retstilstand, hvorefter firmaet var blevet opløst.

Side 55

1. Ekspropriation.

Særlige problemer opstår, hvor et selskab er opløst i sit hjemland ved ekspropriation eller nationalisering. En ekspropriation, hvorved den tidligere ejer har fået fuld erstatning eller dog en passende erstatning, bør respekteres, også uden for lovlandet. Det bør anerkendes, at selskabet ikke længere består, og at de af dets ejendele, der befinder sig uden for lovlandet, må tilhøre den nye ejer, hvad enten denne er en offentlig myndighed eller en privatmand.

2. Konfiskation el. 1.

Er opløsningen sket på anden måde, f. eks. ved nationalisering uden erstatning, anerkendes den også som et faktum, uanset at en sådan fremgangsmåde kan forekomme stødende for retsbevidsthede n⁶⁵). Det er formålsløst — således som visse amerikanske domstole har gjort — at opretholde fiktionen om, at det udslukte selskab stadig lever.

De tidligere ejere er dog berettigede til at gøre krav på de tilgodehavender
i udlandet (domslandet), som selskabet har opnået ført
nationaliseringen65).

Det bør derimod anerkendes, at de ejendomme eller tilgodehavender,som
nyindsatte organer har opnået i indlandet efter nationaliseringeneller
tvangsforvaltningen, tilhører de nye ejere. Det er antaget

65) Se højesterets dom i U. 1925 side 260, note 64.

66) Jfr. V. L. dom af 12. maj 1952, se U. 1952 side 856: Et tjekkisk selskab med begrænset ansvar, hvis ejere var tyskere, havde i juli 1939 leveret varer til et dansk firma, som på grund af krigen ikke nåede at betale købesummen. Ved et af den tjekkiske præsident udstedt dekret af 27. oktober 1945 blev det bestemt, at tyskejede firmaer i Tjekkoslovakiet skulle nationaliseres. En bekendtgørelse af 27. december s. å. bestemte endvidere, at det pågældende firma skulle overgå til statseje. I marts 1946 besluttede industriministeriet i Tjekkoslovakiet, at et nyt statsselskab skulle overtage det nationaliserede selskabs ejendele, herunder dets fordringer. Da selskabet var tysk, var det gjort særlig vanskeligt for ejerne at få erstatning. I overensstemmelse med nationaliseringslovgivningen skulle de inden for en frist af 2 mineder tilvejebringe de for retten i Prag fornødne oplysninger til sagens fremme, herunder navnlig sådanne, som kunne bevise, at de havde ret til at optræde som part i den anførte procedure. Det havde de ikke nået, ligesom de heller ikke havde udpeget en inden for Tjekkoslovakiet bosat fuldmægtig, der kunne repræsentere dem under sagen. Statsselskabet anlagde her i landet sag mod selskabets tidligere ejere og påstod dem dømt til at anerkende, at købesummen, der var deponeret i dansk bank, skulle tilfalde det tjekkiske statsselskab. Underretten fastslog, at det tjekkiske natioaliseringsdekret ikke kunne anerkendes, da det var »uforeneligt med gældende danske retsgrundsætninger« at anerkende kravet. Landsretten veg dog tilbage for at udtale, at nationaliseringen stred mod dansk ordre public, hvad der måtte opfattes som en misbilligelse af den fremmede stats lovgivning. Det måL erindres, at Danmark også har bestemmelser om konfiskation af tysk og japansk ejendom, erhvervet før og under den 2. verdenskrig. Det statueredes, at der ikke kan tillægges »det nævnte nationaliseringsdekret retsvirkninger med hensyn til den i sagen omhandlede fordring på det herværende selskab«. Samme begrundelse er også anført i svenske afgørelser um ejendomsretten til nationaliserede russiske selskaber — N. J. A. 1931 side 351 og 1932 side 217. Den danske afgørelse begrundes med, at nationaliseringen var territorialt begrænset. Det erkendtes, at fordringen var overdraget til statsselskabet, men denne overførsel af en tidligere fordringsret kunne ikke tillægges retsvirkninger her i landet. Man har ikke her i landet nogen pligt til at hjælpe fremmede stater med at forfølge deres offentligretlige formål, jfr. Madsen-Mygdal ii. a. p. 125—36, 163—66 og 340—75.

Side 56

i fremmed ret, at de ejendele, som er beslaglagt på den konfiskerende stats territorium, tilhører den, til fordel for hvem konfiskationen har fundet sted. De tidligere ejere af selskabet har ikke kunnet forlange ejendele tilbage, selv om de nu befandt sig uden for lovlandet, efter at den nye ejer havde eksporteret dem⁶⁷).

Når et selskab opløses ved en sådan nationalisering, hvor ejeren ikke har fået en efter vore retsbegreber rimelig erstatning, kan de tidligere ejere altså gøre krav gældende på selskabets herværende ejendele fra før nationaliseringen. Der må dog skabes vished for, at de, der gør krav gældende, virkelig repræsenterer selskabet, ellers må kravet afvises⁶⁸). Det kan ofte være vanskeligt for ejerne at etablere et repræsentativt organ uden for nationaliseringslandet.

67) Engelsk dom i sagen Luther v. Sagor & Co. (1921) 1 KB, p. 532, 558.

68) Således dommen iU. 1937 side 744: I henhold til en fransk »dom« trådte den russiske Volga-Kama bank i likvidation. Et likvidationsråd blev nedsat i Frankrig med den videst mulige bemyndigelse til at likvidere Volga-Kama's ejendele uden for Rusland, hvor banken var blevet nationaliseret ved revolutionen i 1917. Likvidationsrådet krævede ved Sø- & Handelsretten i København, at Københavns Handelsbank skulle give udskrifter af Volga-Kama's konti i Handelshankens bøger og sende dem en fortegnelse over de i banken beroende effekter, som tilhørte Volga-Kama. Handelsbanken protesterede og henviste til, at det nedsatte likvidationsråd, som bestod af bankens tidligere bestyrelse, var udnævnt ved en fransk skin-procedure mellem personer, der i forvejen var enige om resultatet, og uden at man i forvejen havde indkaldt aktionærerne eller kreditorerne. Retten gav Handelsbanken medhold i, at den franske dom, der var afsagt uden indkaldelse af nogen art, ikke var forbindende for Danmark, hvor sådanne regler slet ikke kendes. I den refererede sag om det tjekkiske statsselskab ville underretten ikke anerkende de sagsøgtes — d. v. s. de tidligere ejeres — adkomst til det omhandlede beløb, fordi man efter selskabets opløsning ikke havde tilstrækkelig oplysning om de tidligere ejeres adkomst. Heri fik underretten dog ikke medhold ved Landsretten, der anså repræsentationen for tilstrækkelig.

Side 57

Nedsættes der uden for hjemlandet et likvidationsråd, bør det blot kræves, at de flygtede parthavere repræsenterer en ikke helt übetydelig del af den tidligere kapital, og at de endvidere har gjort, hvad de kunne, for at tilvejebringe et organ, der i videst muligt omfang repræsenterer de andelshavere,, som man havde kunnet få kontakt med. I flere svenske domme er det således antaget, at likvidationsråd nedsat i England og Tyskland for østeuropæiske, nationaliserede selskaber under disse omstændigheder kunne anerkendes som repræsentanter for selskabet, se således dommen i N. J. A. 1938, side 567⁶⁹).

69) Om konfiskationslovgivningens indflydelse i fremmede lande se blandt andet Nial a. a. side 116 ff. og Madsen-Mygdal a. a. afsnit IV, underafsnit 11, side 340.

Ledelse og Erhvervsøkonomi/Handelsvidenskabeligt Tidsskrift/Erhvervsøkonomisk Tidsskrift, Bind 18 (1954)