Measurement of Productivity. Methods used by the Bureau of Labour Statistics in the U. S. A. Technical Assistance Missions Nos. 7—lo—ll. Published by the Organisation for European Economic Co-operation. Paris 1952. (Kommission for Danmark: Ejnar Munksgaards Forlag). 106 sider. Sh. 4/6.

Som led i E.G.A.'s tekniske bistandsprogram foretog statistikere fra 10 europæiske lande i 1950 en studierejse i U.S.A., med det formål at undersøge og indsamle oplysninger om de af Bureau of Labour Statistics anvendte metoder ved produktivitetsmålinger.

De to danske deltagere i rejsen har allerede i 1950 i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift berettet om de indhøstede erfaringer samt i nogen grad forsøgt at vurdere dem i relation til den danske produktivitetsstatistik; den fællesrapport, der nu foreligger, føjer kun lidt nyt til denne artikel.

De officielle danske produktivitetsberegninger har hidtil lagt hovedvægten på industrien som helhed og; har på dette felt i kraft af et fuldstændigt materiale hævdet sig smukt i internationalt selskab. De målinger, B.L.S. har foretaget, har i stedet i første række søgt at belyse produktiviteten i enkelte industrier, ofte på grundlag af materiale fra og direkte undersøgelser i forholdsvis få udvalgte virksomheder.

Rapporten understreger imidlertid, at resultaterne af de nævnte to fremgangsmåder — den indirekte og den direkte metode — i de få tilfælde, hvor det i U.S.A. har været muligt at sammenligne dem, har været ret nær overensstemmende.

På denne baggrund og al: hensyn til produktivitetsmålingernes internationale anvendelse er del selvsagt formålstjenligt, at de begreber, der arbejdes med, uanset metoden overalt defineres på samme måde, og rapporten vil utvivlsomt yde sit bidrag hertil .

Men fastlæggelse af ensartede definitioner er — omend vigtig — dog kun en side af sagen. Af vigtighed er det også, at formålet med produktivitetsmålingerklargøres. Rapporten oplyser, at B.L.S.' produktivitetsstatistikhar sin oprindelse i en undersøgelse i 1898 af sammenhængen mellem maskinernes fremtrængen og beskæftigelsens omfang. Fra 1925 og indtil den 2. verdenskrig blev der foretaget undersøgelser, som især lagde vægt på relationen mellem lønniveauet og beskæftigelsens omfang. Da arbejdet blev genoptaget i 1946, blev det under indflydelse fra fagforeningerne

B.L.S.'s opgave at fremskaffe tal, der kunne vise »how much labour could
fairly demand of industry« (side 12).

Rapporten konkluderer imidlertid, at »the direct use of such data when
drawing up collective bargaining agreements is much disputed, and the
B.L.S. is against it« (side 41).

Målingernes berettigelse og nytte må altså ligge på andre områder, og rapporten anfører en del — såvel samfunds- som privatøkonomiske — eksempler herpå. Det ville have været ønskeligt, om rapporten i højere grad havde kommenteret disse anvendelsesmuligheder, idet det kan være vanskeligt at se, hvorledes og i hvilket omfang produktivitetsmålinger i deres nuværende form kan bidrage til klarlæggelse af alle de nævnte forhold.

Denne vanskelighed ligger tildels i, at det ved den statistiske behandling
uf produktiviteten af praktiske grunde ofte anses for nødvendigt at modificere
det teoretiske produktivitetsbegreb på et helt afgørende punkt.

Produktivitet er forholdet mellem størrelsen af produktionsresultatet og størrelsen af produktionsfaktorerne. B.L.S. indsnævrer i sin definition det sidste led til »one or more of the input factors«. I praksis betyder .let, at B.L.S. —■ i lighed med de fleste lande — så godt som udelukkende Uar interesseret sig for en af disse faktorer, nemlig den »produktive« arnejdskraft. Rapportens begrundelse (s. 15_—17) for denne begrænsning \ irker ikke helt overbevisende. Det siges bl. a., at totalproduktiviteten 'may be finally reduced to the productivity of labour«, at levestandarden ■is reflected ultimately by the actual product created per hour of work«, ug at arbejdskraften »is the factor which may be most readily influenced and whereby appreciable reductions in total cost may be most easily i btained«. Men disse citater forenes kun dårligt med den følgende bemærk■ mg om, at »the influence of the organisation of work, the quality of materials, the type of product manufactured, the capital invested, management efficiency etc. is a deciding factor in the level of productivity«.

Den egentlige forklaring på anvendelsen af arbejdskraften som eneste taktor ligger derfor snarere i sætningen »the productivity of labour is generally easiest to measure«. Denne forklaring kan akcepteres, men det ville have været af interesse at se eksperternes vurdering af, om de statistiske vanskeligheder, der vil være forbundet med målinger af totalprodukl.viteten, er af en sådan art, at man fortsat vil være henvist til at begrænse Målingerne til arbejdsproduktiviteten. Såfremt dette er tilfældet, vil målingerne tabe kendeligt i værdi; thi medens en stigning i den totale produkiivitet i almindelighed må anses for gunstig, behøver en stigning i arbejdstiroduktiviteten jo ikke at kendetegne en ønsket udvikling. Hertil kommer, il betydningen af og interessen for isolerede arbejdsproduktivitetsmålin■:cr træder i baggrunden, når arbejdskraften ikke er udnyttet, samtidig med at den ovenfor citerede sammenhæng mellem arbejdsproduktivitet og levestandard i perioder med større eller mindre arbejdsløshed bliver yderligere

Rapportens ufuldstændige behandling af produktivitetsmålingernes anvendelighed
må formentlig ses som en understregning af, at disse målinger

hvad rapporten heller ikke lægger skjul på — befinder sig på eksperiuentstadiet;men
den usikkerhed, der nu præger målingerne, vil utvivlsomt

mindskes, efterhånden som de på studierejsen vundne erfaringer om statistiskearbejdsmetoder
ikke alene i U.S.A., men også i Vesteuropa — kan
nyttiggøres i de enkelte lande.