I. Jugoslaviens erhvervspolitiske nyorientering.

1. Den ideologiske begrundelse.

Man betragter i Jugoslavien nu efter brudet med Kominform tidspunktet for at være kommst, da — for at tale med Marx »overgangsperioden, i hvilken staten kun udgør proletariatets revolutionære diktatur«, er overstået.

Igennem magtovertagelsen afskaffer proletariatet sig selv, idet det ophæver alle klasseforskelle og klassemodsætninger. Også staten overflødiggør sig selv, da der med klassernes forsvinden ikke mere er brug for en »særlig undertrykkende magt, en stat«. Overtagelsen af produktionsmidlerne på samfundets vegne er den sidste handling, staten foretager sig som sådan. Alt efter som statsmagtens indgriben i de sociale forhold bliver overflødig på det ene område efter det andet, dør staten hen.

Sådan forestillede Engels sig overgangen til det klasse- og statsløse samfund, en overgang, der endnu ikke er fuldbyrdet i Sovjetunionen. Tito derimod anser det statsautoritære stadium af revolutionen for at være afsluttet i Jugoslavien.

Stalins forsvar for fortsat opretholdelse af proletariatets diktatur, sådan som det håndhæves af statsmagten, består i, at Engels' formel ikke kan anvendes, sålænge den socialistiske stat er truet af en kapitalistisk omverden. Muligheden for militære angreb udefra begrunder dog kun opretholdelsen af et stærkt forsvar, men ikke nødvendigheden af at fortsætte det økonomiske diktatur, ej heller af det politiske diktatur, der forhindrer sovjetborgernes frie livsudfoldelse — ytrings- og bevægelsesfrihed m. m.

1) Artiklen er uddrag af en redegørelse for Jugoslavien som forsynings- og aftagermarked, der senere vil blive udgivet som bog i Handelshøjskolens skriftrække »Eksportinstituttets skrifter«.

Marx' lære om, at samfundet skulde overtage og lede produktionen, rimer dårligt sammen med læren om »statens sukcessive hendøen«. Hvis man ikke vilde overlade produktionens ledelse til producenterne, arbejderne, men bibeholdt en centraliseret ledelse, var denne ensbetydende med et statsorgan.

Denne marxistiske selvmodsigelse har de jugoslaviske magthavere draget konsekvensen af efter brudet med Sovjet, hvor staten ligefrem strutter af bureaukratisk magtbrynde. Man bekendte sig i Belgrad til læren om »statens hendøen« og har siden 1950 decentraliseret produktionens ledelse. Hver bedrift ledes af selve arbejderne og funktionærerne gennem de af dem valgte organer. Selvstændiggørelse af bedrifterne skulde virke fremmende på effektiviteten, idet rentabiliteten samtidig skulde genindføres. En vis grad af offentlig kontrol skulde bibeholdes, dog måtte man undgå alt for megen planlægning. På dette punkt er der imidlertid en del tilbage at ønske.

I den realpolitiske erkendelse af betimeligheden af at indrømme kræfternes frie spil et vist, omend begrænset råderum i erhvervslivet iempede man lidt på den kommunistiske dogmatisme. Den delvise genindførelse af den frie markedsøkonomi er et skridt i denne retning.

Ligesom man i stalinismen for produktivitetens skyld har ofret den marxistiske behovsøkonomis ligelønsprincip, har man i titoismen af hensyn til rentabiliteten erstattet det statsmonopoliserede erhvervsliv med det frie marked.

Den administrative decentralisering satte ind i 1950. Statskontrollen og beføjelserne gik fra forbundsregeringen over på de seks folkerepubliker. Skelsættende var nedlæggelsen af »Statskontrolkommissionen«, der i Jugoslavien havde samme opgave som »Statskontrolministeriet« i Sovjetunionen. Kontrolkommissionen var det administrative tilsynsorgan, der overvågede tjenestemændenes embedsførelse, og som samtidig fungerede som statsrevision samt som anke-, anklageog angivercentral. Dette organ var et udslag af bureaukratisk centralisme, der berøvede embedsmændene ethvert initiativ, og som skræmniede og kuede dem. Det var tillige en hemsko for administrationen i de enkelte republiker, hvor lokale hensyn måtte vige for Belgrads ensrettede

Decentralisering er efterhånden blevet gennemført inden for flere grene af samfundslivet, således i undervisnings- og retsvæsenet, der blev underlagt de enkelte republikers regeringer. Dette skete også på erhvervslivets område, hvor decentraliseringen blev videreført til en selvstændiggørelse af de enkelte bedrifter.

2. Den horisontale demokratisering.

Man agter ingenlunde at fravige det grumdla^ggende dogme i kommunismens økonomiske katekismus, som fastslår statens ejendomsret til produktionsmidlerne. Derimod vil man frigøre sig for den stive bureaukratisme, som hidtil efter russisk forbillede har kendetegnet den jugoslaviske planøkonomi.

Det nye er, at man for det første i statens erhvervsbedrifter vil gennemføre en decentralisering. For det andet skal rentabilitetshensynet, som man hidtil helt har tilsidesat, gøres til betingelse for disse virksomheders fortsatte beståen, For det tredje skal der indrømmes kræfternes frie spil, d. v. s. udbud og efterspørgsel, et vist råderum i erhvervslivet.

1. Decentraliseringen inden for statens erhvervsvirksomheder satte allerede ind for et år siden, da man henlagde disse under de enkelte republikers ressort, medens de tidligere var samlet under ét forbundsministerium. Man er siden gået. et skridt videre, idet man lod nogle virksomheder overgå på de lokale myndigheders hænder. Et yderligere skridt i retning af decentraliseringen gjorde man, da man gav arbejdere og funktionærer medbestemmelsesret, idet bedrifterne ledes af råd, valgt af disse, de såkaldte »arbejdskollektiver«.

Med indførelse af arbejdskollektiver i virksomhederne kunde man ikke længere beholde det centraliserede driftssystem. Kollektivernes betydning som ledere af bedrifterne vilde da blive illusorisk. Af samme grund kunde man heller ikke blive ved med fra en centralinstans i Belgrad at foreskrive et bestemt produktionspensum for de enkelte bedrifter landet over. En yderligere konsekvens heraf må være, at man heller ikke kan fortsætte med planlægning for hele det økonomiske samfund et bestemt åremål frem i tiden, som man har gjort det hidtil.

2. Erhvervsvirksomhederne skal kunne hvile i sig selv. Kun de, der kan svare sig, skal opretholdes. Til fremme af deres rentabilitet indføresudbyttedeling, således at arbejderrådet for fremtiden skal have 70 pct. af nettofortjenesten. Af disse 70 pct. skal de 60 bruges til sociale formål, og de 10 udloddes til arbejderne. På linie hermed ligger den rådighedsret over en del af valutaprovenuet, man har indrømmet de producerende interessenter i eksportforetagenderne. Og samme formålhar den provisionsaflønning, man i den senere tid har praktiseret over for lederne af eksportvirksomhederne for det beløb, hvormed de har forøget den fastsatte eksportnorm. Salget i detailhandelen skal ligeledes fremmes gennem aflønning i forhold til omsætningen. I betragtningaf den passivitet, som har præget den jugoslaviske detailhandel,har

handel,hardenne reform været yderst tiltrængt. Dens virkning bliverså meget des sta>rkere, som man tilbageholder en del af lønnen, der kun bliver udbetalt, hvis forretningen ikke udviser underskud i sit månedsregnskab.

3. Skridt for skridt vil man frigive markedet og prisdannelsen

På udbudssiden agter man at forøge forsyningen, hvad såvel levnedsmidler
som industrielle forbrugsvarer angår.

Ved at ophæve afleveringspligten, hvad man allerede er i færd med, håber man at anspore landbrugets »private sektor« til øgede produklionsanstrengelser. Samme virkning venter man sig også af den adgang, man nylig har givet bønderne i den »sociale sektor« til at melde sig ud af kollektivbrugene for atter at blive driftsherrer på deres egne gårde.

Man har vistnok efterhånden indset nødvendigheden af at lade det jugoslaviske folk få større andel i det nationale produkt. Skal man tremme arbejdslysten hos bonde og arbejder, må man give dem adgang til at kunne dække deres materielle behov for andet end kaloriehivende goder. Den lette industri, der frembringer forbrugsvarer, må derfor have en større plads i det jugoslaviske produktionsliv.

Efterspørgslen skal bringes ind i et normalt gænge ved afskaffelsen af det komplicerede rabatkuponsystem. Lønningerne skal forhøjes i tilsvarende grad, så de kommer til at svare til dinarens indre købekraft.

Det er ikke meningen, at staten helt skal slippe grebet om prisdannelsen, i hvert fald ikke foreløbig. Især brød og svinefedt vil man søge at holde i et overkommeligt prislag. Det samme bliver også tilladdet med huslejen.

Ved frigivelsen af prisdannelsen er det afhængigt af høstens størrelse og bøndernes produktionsevne iøvrigt, hvorvidt det vil lykkes at holde levnedsmiddelpriserne i ave. At lønforhøjelserne nødvendig- is må medføre en væsentlig stigning af priserne på industrielle forbrugsvarer, kan der ikke herske nogen tvivl om. Spørgsmålet er da, om denne side af reformen vil kunne medføre den så stærkt tiltrængte forbedring af det jugoslaviske folks levevilkår.

Forbundsregeringen har dog ikke helt givet magten fra sig, hvad det økonomiske liv angår. Den har beholdt det afgørende ord ved planlægningen, men den søger gennem koordinationsudvalg at afstemme de regionale interesser med hverandre. De økonomiske planers \irkeliggørelse er overladt til de enkelte republiker og i sidste instans til de enkelte erhvervsforetagender.

Decentraliseringen er ikke ensbetydende med en tilbagevenden til den kapitalistiske tilstand. Tro mod den kommunistiske lære beholder, som sagt, det jugoslaviske samfund vedblivende ejendomsretten til produktionsmidlerne, fabrikerne, minerne etc. Kun ledelsen giver samfundets udøvende organ, staten, fra sig, idet den overtages af arbejderne.

Derimod er det vanskeligt at finde nogen hjemmel i den kommunistiske troslære for det frie marked. Det kommunistiske manifest fordømte ligefrem den frie handel som »sjakren«, og hverken Marx eller Engels har senere haft noget tilovers for den. Man kan dog finde et forsvar for den hos Lenin, da han på den 10. partikongres i 1921 begrundede NEP's nødvendighed.

Ligesom NEP tager Jugoslaviens nye erhvervspolitik sigte på at råde bod på den prekære økonomiske situation. Det gælder for Tito nu, som det dengang gjaldt for Lenin, at hæve produktiviteten. Lenin så sig nødsaget til at lade »kapitalisten smutte ind ad døren eller gennem flere døre«. Tito har åbnet døren på klem for visse kapitalistiske erhvervsprincipper og lader også nogle små enkeltmandsforetagender slippe ind. En NEP-lignende liberalisering gennemføres over for landbruget, der igennem adgangen til det frie marked skal opmuntres til større produktivitet.

Den private sektor får :i Jugoslavien lige så lidt råderum inden for industrien, som den havde i Sovjet under NEP, hvor man i 1923 kun fandt 15 pct. af arbejderne beskæftiget i private og kooperative virksomheder, som tilsammen udgjorde ca. 90 pct. af samtlige industriforetagender.

Derimod betyder liberaliseringen inden for landbruget en styrkelse af den private sektor. Dette sker ved standsning af tvangskollektiviseringen, opløsning af urentable kollektiver med tilbagegivelse af jorden til dens oprindelige ejere. De statslige rekvisitioner bliver ligesom under NEP efterhånden helt afskaffet, og bonden får atter mulighed for at udbringe sine produkter på det frie marked.

Det vilde være forhastet ud fra den økonomiske reform, der foregår i Jugoslavien, at ville slutte til en fuldstændig magtdecentralisation. Det statslige autokrati, som det ytrer sig gennem den administrative centralisme, er i opløsning. Partiautokratiet derimod bliver ved med at bestå, thi gennem sine bedriftsceller vil partiet fortsat have mulighed for at føre kontrol med de enkelte foretagender og i givet fald påtvinge dem sin vilje.

I og for sig betyder den jugoslaviske reform bare en forenkling af

magtapparatet. De kontrolfunktioner, som var betroet embedsmandsmaskineriet,og som samtidig udøvedes af partiets centralorgan, bliver i hovedsagen overladt til partiet. Statsapparatet bliver det udøvende administrative organ, som modtager sine direktiver fra partiets autokratecentralkomités eksekutivudvalg, svarende til det sovjetrussiske politbureau«.

Der er sat fast afstukne grænser for den privatøkonomiske bevægelsesfrihed Inden for det jugoslaviske erhvervsliv. Planlægningen af den industrielle produktion er centraliseret i Det økonomiske råd, der bestemmer, hvor meget hver industrigren må investere, og hvor meget leraf der falder på de enkelte foretagender. Endvidere fastsættes i overensstemmelse hermed den enkelte bedrifts kapacitet og dennes udnyttelse, lønningsbudgettet, overskudets anvendelse m. m.

Parallelt med decentraliseringen og den delvise økonomiske liberalisering foregår en nyorientering med hensyn til industriens prioritet over for landbruget. Frygten for den »økonomiske kolonialisme«, der har været ledemotivet for den doktrinære kommunismes begunstigelse af industrien på landbrugets bekostning, er ved at vige for en mere virkelighedsbetonet erkendelse. Den voksende tilknytning til den vestlige verden bereder muligheder for en integrerende samhandel, i hvilken Jugoslaviens naturrigdomme, landbrugets og mineralrigets frembringelser, bytles mod industrilandenes produktionsmidler. Disse skal i første række bidrage til udvikling af den jugoslaviske landbrugsog mineralproduktion og dernæst gradvis højne den industrielle produktionsevne. Jugoslavien skal med andre ord med sin majs, sit tommer og sine metaller først og fremmest skaffe sig det nødvendige maskinelle udstyr til sit landbrug, sit skovbrug og sin minedrift. Dette skal dog ikke hindre landet i i nogen grad at tilgodese sin lette industris maskinelle fornødenheder, hvorimod det må sagtne tempoet i den ambitiøse opbygning af sin sværindustri.

Ifølge det nye forfatningsudkast af november 1952 skal den økonomiske decentralisering virkeliggøres samtidig med den politisk administrative. Det er kommunen, der skal danne grundstammen i det jugoslaviske statssamfund. Kommunens anliggender skal varetages af to råd, et kommunalråd og et producentråd, hvorunder alle økonomiske anliggender hører. Dette skal vælges af arbejderne og funktionærerne i industrien, af kollektivbønderne samt af medlemmerne i landbrugets andelsforetagender, endvidere af medlemmerne i håndværkskooperativerne. Hver erhvervsgren får så mange pladser i producentrådet, som svarer til dens andel i socialproduktet.

Udskillelsen af det økonomiske fra det administrative er gennemført til tops. I den kommende nationalforsamling, der skal være forbundsrepublikens højeste autoritet, og som skal bestå af to kamre, er producentrådet det ene af dem. I alle økonomiske og sociale spørgsmål er det vist meningen, at prod.ucentrådet skal have autonom beslutningsmyndighed. Ligesom de kommunale producentråd skal statsforbundets producentråd vælges direkte af producenterne.

Kamrenes autonomi bliver nok en del indskrænket af det centrale
kontrolorgan, det såkaldte »eksekutivråd«, der skal vælges af dem
begge i forening, og som skal have republikens præsident til formand.

II. Landbruget.

1. Den kommunistiske tilpasning,

Krigens hærgninger kunde ikke undgå at påvirke det jugoslaviske landbrug. Fjenden bortførte den bedste del af den mandlige arbejdskraft, og partisankrigen krævede også betydelige ofre. De materielle ødelæggelser var af lammende omfang, bøndergårde blev afbrændt, bombarderet eller sønderskudt, kornmarker nedtrampet eller mineret, diger og dæmninger ødelagt, over 60 pct af hestene og over halvdelen af hornkvægs-, svine-, fare- og fjerkræbestanden bortført og kun for en ringe dels vedkommende tilintetgjort af krigshandlinger.

Genopbygningen af landbruget skete på grund af den priviligerede stilling, industrialiseringen havde fået under det nye regime, ikke så hurtigt. Uden den storslåede hjælp, UNRRA havde ydet i form af pengegaver, kvæg, såsæd, traktorer, landbrugsmaskiner og -redskaber, vilde det ikke have været muligt at genopbygge de ødelagte bosteder, som skulde huse de tilbagevendende bønder og deres familier.

I overensstemmelse med den første fase af den kommunistiske landbrugspolitik blev der foretaget vidtgående landtildelinger til 180.000 fattige bondefamilier, endvidere til ca. 140.000, dels jordløse landarbejdere, dels »kollektiv-proselytter«. Det var fattige bønder fra Montenegro og Makedonien, der fik jordlodder i det frugtbare Vojvodina, og som til gengæld skulde slutte sig sammen i arbejdskollektiver. På den måde opstod de første 31 kolchoser i Jugoslavien endnu inden udgangen af 1945.

Den kommunistiske landreform, der fik lovhjemmel i august 1945, byggede på forfatningens artikel 19, hvorefter »jorden tilhører den, der dyrker den«. Som følge heraf blev jordeje begrænset til 25 å 35 ha dyrkbar jord. Al overskydende jord blev tillige med det store hartkorn,der

korn,dertilhørte juridiske personer (f. eks. bankerne), kirker og klostre, tyskere og andre uønskede personer konfiskeret. Det drejede sig om godt 160.000 ejendomme med et samlet areal på godt iy₂ million ha, se nedenstående opstilling.

Blandt de ikke-landbrugsdrivende jordejere fik håndværkere, funktionærer o. 1. lov til at beholde 3 ha. Kirker og klostre fik alt efter deres historiske betydning mellem 10 og 30 ha dyrkbar jord og op til 30 ha skov.

2. Kollektiviseringen.

Ligesom i Sovjet måtte industrialiseringen i Jugoslavien følges af kollektiviseringen. Det var nødvendigt at skaffe sig kontrol over landbrugsproduktionen, der ikke kunde overlades til de enkelte nondebrug i et samfund, der havde sat sig så vidtgående industrielle mål, og hvor byerhvervene var socialiserede. Man indså snart, at landbrugerne kun var villige til at forsyne bybefolkningen med fødevarer, hvis de til gengaild kunde få industrielle forbrugsvarer. Den tilsigtede udbygning af sværindustrien gav dog kun begrænsede muligheder for at tilfredsstille dette krav. Konsekvensen heraf måtte blive den skånselsløse udslettelse af de selvstændige bondebrug og i deres sted oprettelse af kollektivt drevne, af staten kontrollerede landbrugsbedrifter, kolchoser. De spredt boende landboere, hvis virke og vandel det er svært at overvåge, bliver på den måde samlet i fabrikslignende virksomheder, underkastet en industriel disciplin, opdraget i industriel ånd og derved gjort velegnet til fabriksarbejde og maskiniseret krigsførelse. Den igennem den mekaniserede stordrift indvundne arbejdskraft kan desuden komme industrialiseringen til gode.

De almindelige andelsselskaber før krigen, som var salgs- og indkøbsforeninger, dannede udgangspunktet for de nuværende produktionsforeninger, landbrugskollektiverne. Ved lov af 1946 blev disse almindelige andelsforeninger tilskyndet til at indlede et samarbejde på produktionens område.

Ved udstykning af konfiskeret land i de frugtbare nordlige egne,
mest i Vojvodina, til fattige bønder fra Montenegro og Sydserbien
stillede man kollektivisering som betingelse.

Loven af 1949 danner grundlaget for den nuværende kollektivisering inden for landbruget. Bønder over 16 år kan blive optaget som medlemmer i kollektiverne, og medlemsskabet er kontraktligt bundet i 3 år.

Man skelner mellem 4 typer af kollektiver, selv om de to første
kun afviger übetydeligt fra hinanden.

I type I indskyder medlemmerne deres jord og har ret til fast
lejeafgift samt til vederlag for deres arbejde.

Type II adskiller sig fra den foregående, blot ved at medlemmerne
får en fast, maksimeret rente af den kapital, deres jordindskud er
blevet vurderet til.

I type 111 indskyder medlemmerne deres jord, hvortil de stadig bevarer ejendomsretten, uden at få hverken leje eller rente af den. De har kun krav på vederlag for det arbejde, de har udført i kollektivet.

Endelig svarer type IV til den russiske kolehos, således at medlemmerne
frasiger sig ejendomsretten til den jord, de overdrager til
kollektivet.

Teoretisk bevarer medlemmerne også under type IV adkomsten til deres jordlod, således at de kan kræve den tilbage efter medlemsskabets ophør, d. v. s. efter 3 år. Et medlem kan dog ikke kræve netop den af ham indskudte jordlod tilbage, hvis denne er gået op i en teknisk uadskillelig enhed, altså når den danner en integrerende del af et areal, som kan bearbejdes maskinelt. Han vil i så fald få et tilsvarende stykke jord tildelt et andet sted.

Det er ikke blot jorden, medlemmerne indskyder i kollektivet, men tillige alle landbrugsbygninger, kreaturbesætninger, redskaber, såsæd og foderstoffer. Heraf må de dog beholde deres bosted og lidt havejord, enkelte steder også lidt græsgang til højst 2 køer, en hest og op til 15 får. Desforuden tilkommer der dem efter kolchosmønstret en so og nogle grise alt efter husstandens størrelse og el übegrænset antal fjerkræ samt nogle bistader.

Al indbragt ejendom bliver efter vurdering godskrevet medlem- i_åerne, og man har stillet dem en erstatning i udsigt. Denne skal ud-1 dem i løbet af 10 til 15 år. Der hersker dog tvivl om, hvorvidt c (>tte også skal gælde for type IV.

[ den jugoslaviske kollektivisering tog man nærmest den russiske
sandardtype, artelj'en, som forbillede. Man kan derimod kun påvise
f'i lighedspunkter med TOZ.

Den rent kommunistiske kolchostype, den såkaldte »kommune«, e et ideal, der kun efterleves af knapt 2 pct. af Sovjets kolchoser. Iler tilhører alle produktionsmidler »kommunen«. Medlemmerne arbejder sammen, bor sammen, spiser sammen, og deres børn bliver ]: isset og opdraget sammen i fælles vuggestuer, børnehjem og kostskoler. »Kommunen« er ikke så meget for de mest rettroende blandt bi inderne, men snarere tænkt som tilflugtssted for det helt besiddclsesløse

Den mindst kommunistiske og vel nærmest som overgangsfænomen f .rekommende sovjettype er TOZ (forkortelse for » fovarisjtjestvo dlja obsjtjestvennoj obrabotki zemlji« — forening til fælles jorddyrkning). Den danner blot et arbejdsfællesskab, idet sammenslutningens formål er sammen at bearbejde jorden ved hjælp af de landb ugsmaskiner og traktorer, man i fællesskab har anskaffet. Medie .urnerne beholder deres egen jord og dens afkastning; de har fuld e, ondomsret til deres besaitning og til alt, hvad der iøvrigt findes på d res ejendom.

Artelj'en, der som sagt er de russiske kolchos'ers standardtype, ti i varig brugsret til den jord, som staten har overdraget den ved ?t særligt dokument. I dette er artelj'ens jordtilliggende nøje fastsat. F< rden er uafhændelig, arealet må altså ikke formindskes, men nok 'c roges. Kolchosen ejer alle produktionsmidler, og landbrugsdriften t regår ved medlemmernes fælles arbejde.

Kolchosniki'erne, d. v. s. kolchosmedlemmerne, driver dog også lidt ai id- og havebrug for egen regning. De får rådighed over en jordlod ia i fi til en hel ha — alt efter jordens bonitet. De har lov til at iolde en ko, to kalve, en eller to søer og disses afkom, ti får eller {c.ler, et übegrænset antal fjerkræ og kaniner samt tyve bistader, "•»ruden deres egne bosteder må de også eje staldbygninger og huse i de mindre husdyr samt de nødvendige redskaber.

I modsætning til den russiske kolchos er den jugoslaviske foreløbig
kke tænkt som en uopløselig institution, idet der kun består et

pligtigt medlemsskab i 3 år. Følgelig må medlemmerne anses for at
bevare deres adkomst til jorden og må altså have krav på erstatning.

Arbejdet i kollektiverne var oprindelig organiseret efter det russiske system, d. v. s. at arbejdet blev fordelt på brigader, der fik tildelt et bestemt arbejdspensum. Der kunde også beskæftiges folk udefra, når kolchosens arbejdskraft var utilstrækkelig, eller til Specielle arbejder f. eks. under høsten.

Aflønningen sker efter bestemte normer med præmietillæg for merpræstationer
og med fradrag for underskridelse af normen.

Kollektivernes selvstyre med medlemsforsamlingen som øverste organ er hjemlet i vedtægterne, men i et kommunistisk diktatur kan staten ikke give afkald på at lede erhvervslivets enkelte celler, altså heller ikke kollektiverne. Det er derfor statsmagten eller rettere partiet, der dirigerer og kontrollerer kollektiverne.

Produktionsudbyttet bliver fordelt således, at staten først får sin andel, dernæst bliver der trukket fra for teknisk arbejdsydelse, for fremmed arbejdskraft, for administration og amortisation, til specielle fonds såsom såsæd- og foderfonden, til en »social fond« (for invalider, syge og gamle), til en kulturfond, som tjener opdragelsesformål, og til reservefonden til imødegåelse af misvækst og andre risici (tab af kreaturer o.l.).

Om fordeling på de enkelte typer foreligger der ingen tilgængelig statistik. Ifølge en amerikansk kilde skulde i midten af 1950 kun 5 pct. af kollektiverne have hørt til type IV. Dette kunde tyde på, at kollektiviseringstanken i sin kommunistiske renkultur ikke har fundet nogen videre tilslutning i den jugoslaviske bondestand.

lait turde kollektiverne nu omfatte knapt i f4f4 af samtlige bondehusstandeog
godt og vel i f5f5 af landbrugsarealet. Mellem 1950 og 1951

-kulde ifølge ovenstående opstilling antallet af kollektiverne være -jaet noget tilbage. Det kan skyldes, at en del urentable er blevet nedlagt,og at mindre er slået sammen til større enheder. Om og i hvilket omfang udmeldelser har fundet sted, kan man ikke slutte sig til af .le foreliggende tal.

5. NEP som forbillede.

Fra et partiteoretisk synspunkt er der ingen grund til at gøre sig knipler over bibeholdelsen af en selvejende bondestand, vel at mærke, lår man er forblevet tro mod Lenins lære, sådan som den sidst er udormet af ham. Den liberaliserende virkning, NEP-politiken havde på let russiske landbrug, idet den afskaffede tvangsafleveringen og erlattede den med en naturalafgift, føltes som lettelse og forsoningstegn >f bønderne, der derfor kom til at se med mindre uvilje på sovjetegimet. Det resulterede i en produktionsstigning i samtlige landbrugs- .^.rene. Af hensyn til den politiske stabilisering var det sovjetregerini-t'ii magtpåliggende at genoplive venskabet mellem industriproletariilot og bondestanden, at forny fællesskabet mellem by og land (den : ukaldte »smychka«).

Efter Lenins reviderede fortolkning var de almindelige andelsforetagender såsom salgs-, indkøbs- og kreditforeninger et tilstrækkeligt ud tryk for tilpasningen til den socialistiske samfundsorden. Han endte med at anerkende den selvstændige bondestand, navnlig de mindre 1 Minder, der sammen med det industrielle proletariat udgjorde det 1 ommunistiske samfunds kerne. I den gængse partiopfattelse gjaldt (■'^så i Stalins første tid den »fattige« bonde som ven af arbejder-1 og som tilhavnger af sovjetregimet, den mellemstore bonde som ( konomisk forbundsfælle, medens den velhavende »kulak« ansås for ; rbejdcrklassens og regimets fjende. I de partiteoretiske kredse, der Mdereførte Lenins socialistiske testamente, den såkaldte højre fløj t iod Bucharin i spidsen, følte man sig heller ikke truet af den vell .ivende bondestand, som man forventede vilde »vokse sig ind i serialismen«. Ad evolutionær — ikke revolutionær — vej vilde boncen komme til at indse kollektivproduktionens fordele. Denne vej skulde gå igennem andelsforetagender af forskellig slags, igennem andelsmejerier, traktorforeninger o. 1. Stalin var dengang endnu på 1 nie med Bucharin og imod den venstre partifløjs kulakfjendtlige indstilling, hvad der hos denne indbragte ham øgenavnet »kulakkonge«.

Tvangskollektiviseringen af det russiske landbrug er en foranstaltning,der
skyldes Stalin, og som han greb til, da de russiske bønder

som modtræk mod den genindførte afleveringstvang foretog en betydeligindskrænkning
af det lilsåecle areal.

Nu, da man i Jugoslavien har undsagt stalinismen, er der tegn til, at man vil lade udviklingen gå sin gang, således at der ved siden af de rentable kollektiver og de bestående private bedrifter vil genopstå brug, som bliver oprettet af frigjorte kollektivbønder.

Kollektiviseringen har som vist ikke nået at antage et større omfang endnu. Nogle kollektiver, der var oprettet på magre jorde, er allerede blevet opløst, og jorden er givet tilbage til de oprindelige ejere. I enkelte tilfælde har man opretholdt fællesskabet inden for visse produktionsgrene, f. eks. vindyrkning, medens man har genindsat »kolchosniki« på deres tidligere jordlodder.

4. Realpolitisk kommunisme.

Ifølge forfatningens art. 17 skal »staten vie folkets kooperative organisationer særlig opmærksomhed og yde dem hjælp og begunstigelse«. Bestræbelserne for at opdrage bønderne til kooperativt samvirke fortsætter derfor. Midlerne, der anvendes til dette formål, er mest beregnet på at gøre livet besværligt for den selvstændige bonde. Salgsrejserne til byerne er således blevet dyre, idet man har sat jernbanetaksterne for såvel person- som godsbefordring op til mere end det tredobbelte. Bonden skal herved tilskyndes til at melde sig ind i en salgsforening. Adgang til kredit er vanskelig og bekostelig for den private bonde; en kredit andelsforening letter og billiggør låntagning for ham. Ved at tilhøre en salgsforening kan han ikke komme ud for den vilkårlige skatteansaittelse, lian har været udsat for i den hensigt at lade ham undgælde for sin økonomiske selvstændighed. Og foretrækker han helt at slippe for indkomstskat af sin arbejdsfortjeneste — al anden indtægt beskattes med 3 pct. — behøver han blot at søge optagelse i et kollektivbrug.

Efter at det frie marked for landbrugsprodukter i det store og hele nu er genoprettet, og efter at afleveringspligten dermed er afskaffet, er der derimod ingen grund til at fortsætte tvangskollektiviseringen. Kollektiviseringseksperimentet har jo desuden ikke givet videre opmuntrenderesultater. Tværtimod er man nu som sagt gået i gang med at opløse kollektiverne. På den anden side søger man på mange måder at styrke de levedygtige kollektivers økonomi. Man foretager således en udskiftning på de arealer, hvor små mellemliggende selvejerlodderhindrer en rentabel produktion for kollektiverne. I så fald opfordres de pågældende lodsejere til at slutte sig til kollekiiverne.

iiverne.Nægter de at efterkomme opfordringen, bliver deres lod eks-
f>roprieret imod erstatning.

I kollektivernes arbejdsorganisation er man ved at forlade det russiske

Hver af de brigader, som de russiske kolchoser er opdelt i, får anvist et bestemt arbejde, og medlemmerne er bundet til brigaden, sålænge det pågældende arbejde står på, i reglen for en vekseldriftsperiode på tre eller flere år. En brigade, der består af 50 til 100 mand, er ofte igen delt op i mindre hold (zvenos = led) på en halv snes mand. Bundetheden til brigaden begrundes med, at medlemmernes arbejdsffektivitet ffektivitetforøges ved at udføre samme arbejde over længere tid.

I Sovjetrusland bar brigadesystemet med de mindre zvenohold vist ig hensigtsmæssigt, fordi den enkeltes arbejdsindsats derved bedre • unde bestemmes end ved arbejde i en stor brigade. Desuden blev . venoarbejdcrne gjort mere interesseret i at forøge udbyttet, fordi den . nkelte havde større mulighed for at nyde godt af det forbedrede resuli-it, end når dette skulde fordeles på flere i en stor brigadeflok. Det er indlysende, at zvenos bedst egnede sig til de arbejdsintensive opgaver, i.ltså mere til husdyrbrug end til den ekstensive kornavl, hvor de jiore arealer var bedst egnede til maskinel drift og store arbejds-1

De betænkeligheder, man i Sovjetrusland fik ved at bibeholde zveno-
skyldes i det vaasentlige to grunde.

Sålænge der i efterkrigstiden herskede mangel på maskinelt udstyr, vir man nødt til at gå tilbage til de arbejdsintensive driftsmetoder. Men efter at denne mangel var afhjulpet, betragtede man zvenos^stemet som maskinfjendtligt og følgelig rettet mod den koramuristiske målsætning, der gik ud på den videst mulige industrialisering af landbruget.

Den anden grund var den, at man gennem zvenos så at sige genoplivede det mindre bondebrug. Et mindre areals dyrkning blev overladt til et fåtal kolchosniki, som let kunde få fornemmelsen af, at de arbejdede for sig selv og til deres egen fordel. En sådan kapitalisme i det små kande ikke tolereres, så meget mindre som man ifølge den kaæsatte ideologi tilsigtede en fuldstændig social ligestilling mellem \i nå- og byarbejdere; de skal tilsammen udgøre det arbejdende proleti-riat.

I den jugoslaviske kollektivisering har man ikke været ortodoks med
i følge det sovjetiske forbillede, i de fleste tilfælde allerede af den
1 und, at man manglede de tekniske forudsætninger for industrialiseringenaf

seringenaflandbruget. Mange kollektivers ugunstige driftsresultater skyldes ligefrem, at man har investeret for lidt i dem, navnlig af maskiner. Parentetisk bemærket trængte de desuden til meget andet, såsom såsæd, gødning, avlsdyr m. m. for at kunne drive landbrug efter tidssvarende og hensigtsmæssige metoder.

Her var det imidlertid en anden doktrinair hindring, der stillede sig i vejen for det jugoslaviske landbrugs effektivisering. Det var den kommunistiske troslære om, at industrialisering med hovedvægten lagt på sværindustrien bør have en fortrinsstilling i udviklingen af erhvervslivet. En produktionsmiddelindustri vilde gøre landet uafhængigt af udenlandske maskinleverancer, således at man efterhånden selv kunde fremstille forbrugsvarer. Kun som industriland kunde Jugoslavien hævde sin styrke og uafhængighed. Som landbrugsland vilde det forblive fattigt og komme i afhængighed af industrilandene. Industrialiseringen blev derfor forceret på landbrugets bekostning.

Nu da man — især ved den sanerende betydning, landbrugseksporten havde for Jugoslaviens økonomi forrige år — har indset nødvendigheden af at hæve landbrugsproduktionen, vil man råde bod på det forsømte. Tito har stillet landbruget større interesse og forøget støtte i udsigt.

Den jugoslaviske kommunisme bliver mere realpolitisk betonet. Dette ytrer sig ikke mindst i partiets og regeringens forhold til landbruget. Man har tilfulde erkendt de ulemper, der følger af at have en utilfreds og derfor vrangvillig bondestand. Da landboerne udgør det overvejende flertal £if befolkningen, kan det bestående regime i længden ikke have dem som modstandere. En mere liberal agrarpolitik er også påkrævet af hensyn til styrkelsen af landets forsvar.

Tvangssystemets gradvise afvikling har haft såre gunstige følger for forsyningssituationen og for prisstabiliseringen. Frigivelse af landbrugsprodukterne med undtagelse af uld og enkelte industriplanter har bevirket, at bonden nu ingen grund har til som under tvangsafleveringen at unddrage; markedet en stor del af sin produktion for at udbringe den i smug. Produktionen er steget, og de rigeligere tilførsler til det frie marked har bidraget til at holde priserne nede.

I den jugoslaviske »socialplan« for det kommende år er der afsat 25 milliarder dinarer til brug for landbrugets modernisering. Beløbet er ca. 20 pct. højere end i indeværende år. Der er to opgaver, der i særlig høj grad trænger sig på.

For det første er der brug for vandingsanlæg, der kunde modvirke
den katastrofale misvækst, som tørken i 1950 og sidste år har forirsaget.Det

irsaget.Deter nærliggende at antage, at det til at begynde med, bliver v ojvodina og Slavonien, hvis vandrige floder vil kunne udnyttes til .•verrisling af disse to frugtbare landområder. Vandingsanlæg skal kombineres med drsening af det sumpede terræn i lavlandet.

Mekaniseringen og i det hele taget moderniseringen af landbrugsniften lader endnu meget tilbage at ønske. Selv om mere end 25 pct. »i agerjorden er inddraget under den socialistiske sektor, det være ig som statsgodser eller kollektiver, er benyttelsen af f. eks. trakorer endnu ringe. Jugoslavien har ifølge sidste opgørelse 8500 trakorer imod Danmarks godt 25.000. Det vil sige, at i Jugoslavien går ler en traktor på 1(545 ha, medens der i Danmark til hver traktor kun • varer 120 ha. Beregner man hele traktorparken alene på den socialiliske sektor, bliver der en traktor til 412 ha. Det vil altså sige, at selv stordriften i Jugoslavien står i henseende til mekaniseringen langt 11 bage for det danske landbrug som helhed, der er præget af de mel.'mstore og mindre brug.

5. En tiårspian for landbruget,

For ganske nylig (febr. 1953) vedtog den jugoslaviske regering en
liLirsplan til udvikling af landbruget. Planen er budgetteret til 700
milliarder dinarer, lig 16 milliarder kroner.

Mange projekter indgår i tiårsplanen. Først og fremmest er der i:vnkt på mcliorationsarbejder, hvorved en million ha skulde drænes, oi^ en halv million ha kunde overrisles. Det sidste agtes iværksat hoved<• igelig gennem bygning af Donau-Theiss-kanalen. Dernæst vil man i videst mulig udstrækning modernisere landbrugsbedriften, bl. a. a .-(I at mekanisere den. Til dette formål er der planlagt en udvidelse af traktorparken fra de nuværende 8.500 til 40.000 i 1963. Endvidere s Kai produktionen af kunstgødning sættes betydeligt i vejret, hoved- Kigelig ved bygning af 3 nye fabriker.

Særlig bemærkelsesværdige er planens ledsagende omstændigheder
c a, forventede konsekvenser.

Såvel partiet som regeringen har i forbindelse med planens offent-1undsagt »administrative og kunstige elementer« i det jugoslaviske landbrug, der ikke blot stiller sig hindrende i vejen for 1 indsbyens økonomiske trivsel, men som tillige har haft »negative« politiske følger. Dermed har man klart og tydeligt indrømmet kollekt\ iseringens økonomiske og politiske fiasko, hvorfor der nu ikke lungere ovenfra skulde være noget til hinder for, at man opløser d»» ved tvang oprettede kollektiver. Kun de kollektiver bliver således

ved med at bestå, hvis medlemmer mest af ideologiske grunde vil bibeholdedenne

Medens man hidtil på alle tænkelige måder begunstigede den kollektive og den statsejede stordrift på det mindre bondebrugs bekostning, skal forskelsbehandlingen fra nu af ophøre. Har man hidtil tøvet med bygning af vandingsanlæg, var det mest af frygt for, at også den private bonde kunde nyde godt af dem. Dette vilde jo sinke hans tilslutning til kollektivet. Ved tildeling af såsæd, importerede og hjemmefabrikerede landbrugsmaskiner blev den selvstændige bonde forbigået. I fremtiden skal alt dette også komme ham til gode gennem den pågældende andelsforening, han vil se sin fordel i at slutte sig til.

Tyngdepunktet i Jugoslavlens erhvervsøkonomiske udvikling bliver
flyttet til landbruget, som gennem en stigende eksport vil kunne
styrke landets betalingsbalance.

Frigørelsen af den jugoslaviske bonde fra kollektiviseringens stavnsbånd vil bidrage til pacificering af landbefolkningen og til sukcessiv likvidering af det bureaukratiske parti- og kontrolapparat, der iværksatte og håndhævede tvangsregimentet. Dette vil betyde en besparelse for statskassen, men samtidig en forøgelse af antallet af arbejdsledige. Beskæftigelsesproblemet vil antagelig ikke blive væsentligt påvirket deraf, idet det stadig har sit tyngdepunkt i den åbenlyse og — mest skjulte arbejdsløshed på landet. Løsningen af dette problem vil dog på den anden side næppe hlive lettet ved de indrømmelser, man nu vil gøre de selvstændige og gennemgående små bønderbrug i forbindelse med tiårsplanen.

III. Industrien.

1. Industrialiseringens nødvendighed og forudsætninger.

Da den store årlige befolkningstilvækst ikke kunde optages af det stærkt overfyldte landbrug, der tilmed på grund af de overvejende småbrug kun bød på ringe beskæftigelsesmuligheder, var der, bortset fra fødselskontrol, to udveje til at lette befolkningspresset. Den ene var udvandring og den anden den ny tilkommende arbejdskrafts anvendelse i andre produktive erhverv, deriblandt først og fremmest industrien.

Udvandring måtte lades ude af betragtning, efterhånden som de
potentielle oversøiske immlgrationslande lige fra omkring 30erne i
stedse stigende grad vægrede sig ved at modtage den øvrige verdens

befolkningsoverskud. Ved udvandringen frigøres det land, man forlader,ikke blot for overflødig arbejdskraft og tyngende forbrugere, men da udvandrerne i reglen er folk i den bedste avledygtige alder, fjernes tillige i nogen grad årsagen til dets fortsatte overbefolkning.

Det vilde navnlig have betydet meget for Jugoslavien gennem udvandring at få afløb for en del af sin årlige befolkningstilvækst, fordi landet ulig andre overbefolkede europæiske lande endnu ikke havde nået det kulturelle udviklingsstadium, da frugtbarhedskvoten på grund af sociale ambitioner begynder at dale. Men det var netop denne primitive livsindstilling hos de udvandringslystne, som skyldtes deres slette og ansvarssløvende økonomiske kår, der gjorde immigrationslandet betænkeligt ved at åbne for en ukontrolleret indvandring. Desuden modsatte modtagerlandets arbejdere sig den af frygt for løntryk.

I nutidens Jugoslavien er udvandring helt standset. Dette skyldes
politiske, national-økonomiske og forsvarsmæssige grunde.

Det lidet demokratiske kommunistiske styre ser med mistænksomhed og uvilje på folk, som — det være sig under et nok så magtpåliggende påskud -_— vil vende landet ryggen. Det opfattes som mishagstilkendegivelse over for det »lykkelige opholdssted«, og man frygter tillige, at emigranten vil desavouere styret udadtil. Så længe den kommunistiske samfundsorden ikke har formået at slå rod i størstedelen af befolkningen — historien skylder os stadig bevis for, at dette i det hele taget er muligt — må tvang og stavnsbånd erstatte den frihed og frivillighed, som i et demokratisk land danner grundvolden for indbyggernes statsborgerlige og territoriale samhørighed.

Af national-økonomiske grunde giver man nødig slip på en så produktiv del af befolkningen, som udvandrere i kraft af deres ungdom og arbejdsevne er. Samfundet har ikke bekostet deres uddannelse for at lade andre lande nyde godt af den. Når der ingen beskæftigelsesmuligheder findes for dem i deres fødeegn på landet, må der skabes nogen til dem inden for de bymæssige erhverv. Dette fører naturligt til industrialisering.

Under de nuværende urovarslende politiske forhold og især under hensyntagen til sine kominformtro naboer er Jugoslavien nødt til at have et mandstætkt forsvar. Dette er vel nok den vægtigste grund til udvandringsforbudet. Man kan ikke undvære den mest våbenføre del af sin mandlige befolkning, men heller ikke de unge kvinder, der ikke blot i stor udstrækning skal overtage mændenes civile sysler, men som tillige i den moderne krigsførelse kan betros forsvarsbetonede opgaver.

Jugoslavien er begunstiget af rige råstofforekomster, men har manglet
kapital og faglært arbejdskraft for at kunne udnytte dem industrielt.

Som landbrugsland med overvejende småbedrifter har kapitaldannelsen været ringe. Samtidig blev de opsparinger, som byernes erhvervsudøvende kunde foretage, mest anbragt i landejendomme. I Sydøsteuropa og navnlig i de dele, der tidligere hørte til det østrigungarske monarki, tragtede; den store købmand og fabrikant eller håndværksmester efter at højne sin sociale anseelse gennem erhvervelse af et herresæde og eventuel påfølgende ophøjelse i adelsstanden.

Den til industrialiseringen nødvendige kapital måtte derfor skaffes
fra udlandet, og man regner med, at mere end halvdelen af denne før
krigen var af udenlandsk oprindelse.

Ikke al industrialisering e'ler rettere økonomisk modernisering af et tilbagestående land kræver kapitaltilførsel udefra i nogen større udstrækning. Vejanlæg og bygningsværker kan for størstedelen udføres ved hjælp af indenlandske råstoffer og indenlandsk arbejdskraft med kun ringe indsats af udenlandske produktionsmidler, maskiner. De midler, der er nødvendige til betaling af materialer og lønninger, kan, når der er tale om offentlige arbejder, tilvejebringes gennem beskatningen eller tvangslån. Dette synes at være den naturlige finansieringsmåde for et kommunistisk land. De nødvendige udenlandske produktionsmidler kan man efter russisk forbillede skaffe sig ved forceret eksport af råmaterialer og levnedsmidler, del: sidste på forbrugernes bekostning.

Som vi senere skal se (under omtalen af femårsplanen), blev beskatnings - og lånevejen benyttet, derimod kom en forøget eksport af fødevarer, der vilde have haft en underforsyning af befolkningen til følge, ikke til anvendelse. Ved eksport af sine malme og andre naturrigdomme har Jugoslavien været i stand til at købe de nødvendige produktionsmidler. Tempoet i den jugoslaviske industrialisering var noget sagtere end i den russiske. Til gengæld kunde det jugoslaviske folks levevilkår opretholdes uden så indgribende afsavn som dem, det russiske folk måtte lide.

Det offentlige initiativ er selv under kapitalistiske samfundsforhold formålstjenligt i industrialiseringens første fase, idet det gælder at planlægge overgangen fra agrar- til industriøkonomien. Offentlig investeringskontroler herved uundværlig, men denne vil nok i nogen grad afholde udenlandsk kapital fra at deltage i industrialiseringen. Under kommunistiske samfundsforhold, hvor en altomfattende socialisering

af erhvervslivet har fundet sted, hvor den frie foretagsomhed er udelukketeller stærkt begrænset, hvor udenrigshandelen og det udenlandskebetalingssamkvem er lagt i bånd og bast, dér kan der slet ikke være tale om private udenlandske kapitalinvesteringer. Her må offentlige nationale eller internationale organer træde i stedet for. Det er derfor naturligt, at Den internationale bank nu gentagne gange har påtaget sig al; yde finansiel hjælp til den jugoslaviske industrialisering.

Manglen på faglært arbejdskraft håber man at få afhjulpet gennem en udvidet teknisk uddannelse og gennem »technical assistance«, som man allerede har fået og fortsat forventer at få i medfør af det amerikanske »Point Four« program og på F.N.'s foranstaltning. Dernæst bestræber man sig for at lade jugoslaviske industriarbejdere gennemgå en teknisk træning på vesterlandske fabriker. Emnerne til den faglærte arbejdskraft har man først og fremmest i den tidligere håndværkerstand, der af socialiseringen i stor udstrækning er tvunget over til fabrikerne. Jugoslavien er nødt til at rekrutere sine fagarbejdere og formænd blandt sine egne arbejdere, idet der under den nuværende samfundsorden kun er ringe chancer for at skaffe faglært arbejdskraft udefra.

2. Krigens ødelæggelser og genopbygningen.

Den anden verdenskrig betød en lammende åreladning for den nye industri. Var den tyske sejrherres fremfærd over for det jugoslaviske folk kendetegnet af brutalitet, bar det hærværk, der blev øvet mod fabriker og andre industrielle anlæg, præg af afsindig vandalisme. 1 hundredvis af fabriksbygninger blev jævnet med jorden, og man regner med, at krigens ødelæggelser har berøvet Jugoslavien ca. 40 pet. af det industripotential, som det havde bygget op inden 1(J39. Skaderne fordelte sig i ulige omfang på de forskellige industrigrene. Dette fremgår af følgende officielle opgørelse:

Krigsskaderne inden for industrien er opgjort til ialt ca. y2y2 milliardførkrigsdollars.
Om enkeltheder se: »Memorandum du Gouvernementde

vernementdela Yougoslavie démocratique federative au sujet des
demandes de reparations yougoslaves å l'Allemagne«, Conference sur
les Reparations. Paris 1945.

Ovenstående opgørelse omfatter ikke de af tyskerne bortførte anlæg; således blev en hel lokomotivfabrik demonteret, og hele dets maskinelle udstyr bragt til Tyskland. I andre tilfælde nøjedes man med at bortføre vigtige dele af virksomhederne, f. eks. generatorer fra de hydroelektriske værker.

Genopbygningen, der satte ind umiddelbart efter frigørelsen var i første række rettet mod kommunikationsmidler. I løbet af det første år var jernbanenettet, hvoraf omtrent halvdelen var beskadiget, så godt som helt istandsat. Det samme gjaldt for den elektriske strømforsyning, løvrigt var genopbygningen i andre industrigrene sket som følger:

Det varede dog noget lamgere, inden man var kommet op på førkrigstidens produktionsniveau. Dels var der mangel på de nødvendige råvarer, dels kneb det med transportmidlerne, og endelig viste der sig ofte vanskeligheder ved at skaffe arbejdskraft. Under krigen havde Jugoslavien mistet 1,7 millioner mennesker, hvoraf en stor del var industriarbejdere med faglig rutine eller uddannelse. En hindring for fremskaffelsen af arbejdskraften var boligmangelen, idet henved 830.000 beboelseshuse i by og på land var ødelagt ved bombning eller ved anden krigshandling.

Ved ihærdige anstrengelser og uhyre store personlige afsavn lykkedes
det jugoslaverne i løbet af 4 år, d. v. s. til 1949 at tredoble
deres industrielle førkrigsproduktion.

De derved udfoldede anstrengelser fremgår af følgende tabel.

Jugoslavien hører til de lande i Europa, der udviser den relativt største stigning i investeringen. Beregnet i førkrigspriser voksede dets nettoinvestering i 1949 til det femdobbelte af, hvad den var i 1938, nemlig fra 37 til 190 millioner dollars.

De materielle afsavn, det jugoslaviske folk måtte pålægge sig for at kunne genopbygge og udvide sit industripotential, fremgår af, at 15 pct. af nationalindkomsten i 1949 blev anvendt til nyinvesteringer, medens det tilsvarende tal for 1939 kun androg 5 pct. Bruttoinvesteringerne, der er nok så vigtige i denne sammenhæng, beslaglagde i det her omhandlede tidsrum mellem lU og Vs af nationalindkomsten.

Den derved forårsagede sænkning af levestandarden kan man
vlanne sig et glimtvis indtryk af ved hjælp af følgende forbrugstal:

3. Femårsplanen.

Den forcerede industrialisering, der satte ind i 1947, tog sigte på en fuldstændig omvæltning i Jugoslaviens erhvervsstruktur. I henhold til en femårsplan, der skulde strække sig fra 1947 til 1951, skulde industriproduktionen forøges ikke blot absolut, men også i forhold til landbrugsproduktionen.

I sin forelæggelsestale i Skupsjtina i april 1947 fremhævede Tito, at femårsplanen havde til formål at hidføre en højnelse af levestandarden for arbejderne, bønderne og befolkningen som helhed. Dette skulde nås gennem en vidtgående industrialisering af landet. Forholdet mellem den industrielle og agrare produktion, der som vist ovenfor, var 45 til 55 pct., skulde i 1951 blive som 64 til 36 pct. Den industrielle produktion skulde udvides med 200 pct., medens landbrugsproduktionen blot skulde stige med 50 pct.

Hovedvægten ved industrialiseringen er lagt på sværindustrien, især metallurgien og maskinindustrien. Fremme af maskinindustrien tager sigte på at gøre Jugoslavien uafhængigt af udlandet med hensyn til forsyningen med produktionsmidler. Landet skulde således ikke kunne hemmes i genopbygningen og udvidelsen af sin konsumvareindustri. I 1939 fremstillede Jugoslavien 40 værktøjsmaskiner, i 1951 skulde tallet stige til 3000.

Samtidig skulde landets kraftkilder udbygges i betydelig grad. Elkraftproduktionen skulde firedobles, kulproduktionen nærmest tredobles, olie (rånafta) produktionen, som i 1939 kun var på 1000 t, skulde i 1951 komme op på 450.000 t o. s. v.

Befolkningens forsyning med levneds- og forbrugsvarer skulde heller ikke negligeres. Ifølge femårsplanlovens art. 6 skulde befolkningens forsyning med næringsmidler, kladder og skotøj forbedres. Af tekstilvarer skulde der i 1951 være produceret dobbelt så meget, af sko 2y₂ gange og af møbler 4 gange så meget som i 1939. Hvad det vil sige, kan man bedst se, når man udtrykker det pr. indbygger: 1939 produceredes således 0,4 par sko, og 1951 skulde der fremstilles 1,0 par sko. Tilsvarende produktionstal pr. indbygger i 1939 og 1951: for tekstiler 8,7 og 19,4 ni; for sukker 6,9 og 14,4 kg; for tobak 1,1 og 2,9 kg og for øl 2,7 og 6,5 1.

Boligforholdene skulde forbedres ved nybygning af 15 millioner m2m2
gulvareal. Til dette formål skulde produktionen af byggematerialer
va^re ottedoblet.

Af kulturelle forbedringer skal blot nævnes, at der skulde bygges
nye skoler på 1 million m2m2 gulvareal, og at der skulde anvendes ca.
3 milliarder dinarer til bygning af biografer, teatre og museer.

Femårsplanen skulde virkeliggøre den kommunistiske erhvervsideologi, idet al industrivirksomhed skulde bøjes ind under en statskontrolleret planøkonomi. Erhvervslivets socialistiske sektor skulde udbygges og styrkes. Men samtidig skulde de tilbagestående erhvervsgrene og i særdeleshed industrien udvikles til fordel for folket og til styrkelse af forsvaret.

Der skulde bygges videre på den industrielle grundstamme fra førkrigen, men tyngdepunktet skulde forskydes først fra landbruget (8 pct. af totalinvesteringen) til industrien (43 pct. af totalinvesteringen) og inden for denne igen fra den lette til den svære kategori, jfr. nedenstående oversigt over de årlige nyinvesteringer under femårsplanen sammenlignet med 1939.

Særlig vægt er der lagt på at fremme den industrielle udvikling i llc mest tilbagestående dele af landet, nemlig i Bosnien og Herzegovina, Makedonien og Montenegro, se nedenstående tal om industriproduktionen i de forskellige folkerepubliker.

I de sidste 3 folkerepubliker skulde investeringerne i forhold til førkrigstiden omtrent ottedobles. For Bosnien og Herzegovinas vedkommendeskulde de årlige nyinvesteringer i absolutte tal komme på højde med Serbiens og Kroatiens og være omtrent 2y₂ gange så store som i Slovenien, der er den industrielt højst udviklede republik. Det

socialistiske krav om den økonomiske nivellering af den svagere op
til den stærkere skal dermed ske fyldest.

Investeringerne under femårsplanen, der ialt var beregnet til 278,3 milliarder dinarer, svarende til 5,57 milliarder dollars, skulde hovedsagelig tilvejebringes af nationalindkomsten. Til fuldførelsen af planen har det dog vist sig nødvendigt at ty til Den internationale Bank, der både i oktober 1951 og nu sidst, i februar 1953, har ydet langfristede lån på ialt 58 millioner dollars. Desuden havde banken i 1949 lånt Jugoslavien 2,7 millioner dollars; på korte vilkår (2 år) til anskaffelse af maskinelt udstyr til sine savskærerier. Dette lån er rettidigt blevet indfriet.

Udgifterne til investeringerne kom derfor til at beslaglægge en stor del af det årlige finansbudget, i 1949 og 1950 henholdsvis 47 og 44 pct. af samtlige finansudgifter. Til dækning af disse har de løbende finansindtægter, hvoraf hovedparten hidrører fra. afgifter på erhvervslivet, herunder en vareomsætningsskat, ikke været tilstrækkelige (1949 og 1950 skulde disse erhvervsskatter indbringe henholdsvis 66 og 75 pct. af indtægterne). Man har derfor måttet optage 2 indenlandske lån: 1948 på 4 milliarder og 1950 på 3 milliarder dinarer.

I hvor høj grad det inden for det afstukne tidsrum er lykkedes at nå de mål, man har sat sig i femårsplanen., ses af nedenstående tabeller. Udvalget er foretaget med henblik på at give et repræsentativt udsnit af den jugoslaviske industri, men måtte dog begrænses til det omfang, i hvilket talmaterialet var tilgængeligt. Ud for årstallet 1951 er i (:) anført det årlige produktionsmål, man havde sat sig for at nå inden udgangen af dette år.

Produktionsprogrammet har, som det fremgår af ovenstående tabeller,
ikke kunnet gennemføres i henhold til planen. Dette har
mange årsager.

Den bratte afbrydelse af leverancerne fra kominformlandene kunde ikke undgå at bringe forstyrrelser ind i arbejdet, idet man fra disse lande havde regnet med at få op til 90 pct. af det kapitaludstyr, der var nødvendigt til planens gennemførelse. Montan- og metalindustrien skulde således have sin maskinelle udrustning fra Tjekoslovakiet, Ungarn og USSR. Det samme var tilfældet for en række vigtige råvarer og hjælpestoffers vedkommende, såsom bomuld, hvoraf Sovjet skulde levere 2fj af behovet. Kominformblokken skulde forsyne Jugoslavien med alle de fornødne metallurgiske koks, med SA af valseværksprodukterne, med størsteparten af olien og dens produkter, med vigtige råstoffer til den kemiske industri o. s. v.

Endvidere svigtede Jugoslaviens landbrugseksport på grund af
tørke i 1950, og landet måtte tværtimod importere store mængder af
fødemidler i stedet for produktionsmidler og råstoffer til industrien.

Dertil kom det hektiske: forsvarsberedskab, som lagde beslag på
arbejdskraften og store dele af det materiel, der var tiltænkt fredsproduktionen.

Ydermere må en væsentlig del af skylden skrives på den kommunistiske dogmatismes regning. Der sigtes her til den stramme bureaukratiske centralisering af statens industriproduktion, der heldigvis er ved at blive erstattet af den såkaldte »horisontale demokratisering«. Det utilstrækkelige tekniske udstyr og navnlig manglen på reservedele samt den nationalt brogede maskinpark virkede hemmende på produktiviteten, hvilket tildels også skyldtes arbejdernes lave levestandard.

Partihegemoniet i bedrifternes ledelse med tilsidesættelse af den ikke partitro sagkundskab kan man heller ikke frikende for medansvaret for det ugunstige resultat. 1 alt dette er der, som bekendt, ved at ske en fuldstændig omvæltning.

Et væsentligt finansielt bidrag til fuldførelsen af femårsplanens nøgleprojekter blev ydet sif Den internationale Bank. Det er de 2 allerede omtalte lån på tilsammen 58 millioner dollars, der skal bruges til mangehånde investeringer, og ved hvis hjælp den nuværende jugoslaviske industriproduktion i løbet af et par år skulde kunne forøges med 30 pct. Yderligere regner man med, at landets betalingsbalance samtidig vil blive; forbedret med godt og vel 100 millioner dollars årligt.

Lånenes provenu skal bruges til at forøge elkraftproduktionen og til at udvide ledningsnettet, hvormed man hovedsagelig tilsigter at dække industriens voksende kraftbehov. Kulgruberne skal moderniseres, så kulbrydningen. kan forøges med ca. 50 pct. inden 1955. For ikke-jern metallurgiens vedkommende drejer det sig om udbygning af Bor- og Trepcaværkerne samt Lece's bly-, zink- og guldminer. Endvidere skal den første anlægsfase af det store aluminiumværk Strnisce fuldføres. Også inden for jern- og stålindustrien har man tænkt at gennemføre betydelige forbedringer og udvidelser.

Desuden skal der bygges veje og jernbaner for at kunne udnytte nye store skovarealer i Bosnien-Herzegovina, Kroatien og Montenegro med et årligt hugstpotential af 3,3 millioner kubikmeter. I planen indgåranskaffelse af lokomotiver, traktorer, blokvogne og andet transportmateriel.Desuden skal der bygges adskillige fabriker til forårbejdningaf

bejdningaftra3masse, herunder en avispapirfabrik med en produktionskapacitetpå. 20.000 t, hvorved Jugoslavien ikke blot skal blive selvforsynende med, men tillige have et mindre eksportoverskud af avispapir.

løvrigt omfatter finansieringen en lang række virksomheder, der
falder inden for den metalforarbejdende, den kemiske, jord-, stenog

Endelig udstrækkes hjælpen til transportvæsen, landbrug og fiskeri. På disse områder er der ligesom på alle de øvrige først og fremmest tale om størst mulig rationalisering. Dette betyder dog ikke altid udvidet modernisering gennem forøget kapitaludstyr. Eksempelvis skal lånet gøre det muligt for landbruget blot at vedligeholde den »beskedne grad« af dets nuværende mekanisering. Dette skal ske ved levering af reservedele til traktorer og maskiner til brug i mark og i lade, der slides hurtigere, end de kan erstattes med nye. — Nærmere om lånenes påtænkte anvendelse se: International Bank for Reconstruction .ind Development, Press Release No. 264 (1951) og No. 320 (1953).

Til trods for de svigtende leverancer fra kominformlandene og til trods for den katastrofale tørke i 1950, der foranledigede, at mange industriarbejdere vendte tilbage til deres hjemstavn på landet, var .ler uafbrudt fremgang i industriproduktionen. Sammenlignet med førkrigstiden er det lykkedes Jugoslavien allerede i 1950 at tredoble sin industrielle produktion, se nedenstående tabel:

Socialiseringen af industrien, som femårsplanen skulde gennemføre, er nu (1952) fuldbyrdet. Den deraf foranledigede koncentration fremgår af omstående tal, der viser, at der kun er få små virksomheder

Af samtlige arbejdere var blot 0,6 pct. beskæftiget i bedrifter på
indtil 15 arbejdere, og i de større bedriftskategorier var den procentiske
andel af samtlige industriarbejdere følgende:

Som det ses, er nu mere end to tredjedele af samtlige industriarbejdere samlet i ca. en femtedel af landets bedrifter. En sammenligning med førkrigstiden, som del; ikke er lykkedes at. skaffe de tilsvarende tal for, vilde sikkert have stillet den gennemførte socialisering i den jugoslaviske industri i slående relief.

Af en ufuldstændig sammenligning mellem antallet af bedrifter inden for enkelte industrigrene i 1939 og 1952 kan man tillige danne sig et indtryk af den forskydning., der er foregået i den jugoslaviske industris tekniske struktur.

Størst har koncentrationen været inden for de arbejdsintensive industrier som næringsmiddel-, tekstil- og træindustrien, hvor småbedrifterne tidligere var fremherskende. Derimod har det kapitalintensive indslag gjort sig gældende i jord- og stenindustrien, hvor der fandtes store cementfabriker og chamotteværker, og navnlig inden for metallurgien (jfr. blot Bor og Trepca). Dette lader formode, at koncentrationen inden for denne samlegruppe særlig må have berørt den metalforarbejdende industrigren.