1. Strukturændringer i eksporten.

Det gamle Serbien var et agrarland på et primitivt stade, der kun langsomt udviklede sig til et overskudsmarked. Jordens afgrøder og husdyrbrugets produktion tjente i overvejende grad til at dække befolkningens eget behov. Dsn afsluttede husøkonomi var forankret i slægtsfællesskabet, zadruga, der dannede den traditionelle ramme for arbejdet i bedriften såvel som for det daglige liv. En markedslignende erhvervsstruktur begyndte først at antage form, da det politiske herredømme fra øst påtvang det serbiske bondefolk pengeøkonomiens byrder, samtidig med at den økonomiske indflydelse fra nord og vest gav serberne smag for markedsøkonomiens goder. Før det agrare overskud kunde udbringes på markedet, var det nødvendigt at gøre landet tilgængeligt udefra. Dette påtog franskmændene sig, da de for ca. et hundrede år siden anlagde de første jernbaner i Serbien. I de nordlige områder var udviklingen præget af tilhørsforholdet til habsburgmonarkiet, og her var det førkapitalistiske udviklingstrin overstået, da de andre dele af Jugoslavien endnu stod på husøkonomiens stade. Industrialiseringen var dér begyndt allerede i midten af forrige århundrede, og disse egne blev derfor toneangivende i det jugoslaviske erhvervslivs moderniseringsproces.

Trods den hurtige industrialisering, der er foregået mellem de to verdenskrige, er Jugoslavien blevet et udpræget landbrugsland. Men med den tiltagende investering af udenlandsk kapital blev landets andre naturrigdomme udnyttet og i stedse stigende mængder bragt på verdensmarkedet.

Jugoslavien har ligesom de andre sydøsteuropæiske overskudslande
også mistet sin tidligere rolle som det industrielle Europas kornkammor.Den

mor.Denoversøiske konkurrence, der for alvor slog igennem i begyndelsenal' 30'erne, fortrængte det jugoslaviske korn fra dets tidligereaftagermarkeder. Medvirkende hertil var den stigende okonomiskenationalisme i importlandene, der havde selvforsyning med levnedsmidler på sit program. Denne autarkipolitik prægede både Tyskland, Østrig cg Italien, samtidig med at Frankrig og Tjekkoslovakietvar blevet korneksporterende lande.

Den jugoslaviske eksports struktur har derfor siden 30'erne været i færd med at ændre sig. For blot 25 år siden udgjorde kornvarerne omtrent 30 pct. af Jugoslaviens eksport, men andrager nu normalt, d.v. s. under ja>vnt gode høstforhold, mindre end 20 pct. af denne. Husdyrprodukter er trådt mere i forgrunden, men en særlig mærkbar fremgang kendetegner mineralerne, der i 1925 kun spillede en ringe rolle i landets udførsel (knapt 6 pct.), og nu er rykket op på førstepladsen (25-30 pct. af eksporten).

I den efterfølgende fremstilling er der gjort forsøg på inden for de
enkelte varegrupper at vise, hvilken betydning den jugoslaviske eksport
har for forsyningen af de pågældende specialmarkeder.

Jugoslaviens eksport har siden mellemkrigstiden fortsat den omtalte
a^ndring i sin struktur. Dette fremgår af følgende opstilling.

Den relative mindskning af landbrugseksporten er ikke blot et udslagaf dårlige høstresultater, men skyldes tillige det forøgede hjemmeforbrugsom følge af landets tiltagende industrialisering og den dermed forbundne stigning i bybefolkningen. Eksportfremgangen i gruppen »industrielle fødevarer« er ikke noget udtryk for en intensivering af landbrugsproduktionen og en voksende forædling af husdyrbrugets

frembringelser, men har vistnok sin væsentligste årsag i den mangedoblingaf eksportkvantummet, der er sket for drikkevarer, især for vins vedkommende, samt i eksportforøgelse af tobak, der henregnes under denne varegruppe.

2. Landbrugseksporten.

a. Korn.

Vejrliget øver stor indflydelse på Jugoslaviens eksport. Sætter det ind med vedholdende tørke, som tilfældet har været i 1950 og 1952, mindskes eksporten, der jo i overvejende grad består af landbrugsprodukter. I sådanne år må der tværtimod iværksættes en betydelig import af levnedsmidler. Således måtte man i løbet af første halvdel af 1951 og de sidste måneder af 1952 indføre store mængder hvede, majs, hvedemel m. m. for at råde bod på tørken i 1950 og 1952.

Tørken har også påvirket eksporten på anden måde, således at man på grund af fodermangel så sig nødsaget til at sælge store dele af besætningerne, idet kreatur- og svineeksporten efter høsten tre- og femdobledes i sammenligning med den foregående del af året.

Medens det gode høstår 1951 prægede majseksporten i første halvdel af 1952, gav sidste års tørke sig udslag i eksporten i årets anden halvdel. Restlagrene måtte for størstedelen holdes tilbage til det hjemlige forbrug. Samme forhold gjorde sig gældende for foderstoffernes vedkommende, herunder navnlig for foderkorn som havre og byg. Majs derimod er mest brødkorn, idet omtrent to tredjedele af befolkningen bruger den enten til brød eller grød. Da den samtidig er en stærkt efterspurgt eksportvare, lønner det sig at frigøre så store mængder af den som muligt ved hjælp af importeret hvede. Det gode høstår 1951 muliggjorde således i anden halvdel af dette år og i første halvdel af 1952 en samlet majseksport på ca. 600 tusind tons. Hvedehøsten havde i 1951 ikke været over middel, og da den som sådan var utilstrækkelig til at dække hjemmebehovet, måtte man også af den grund — foruden som følge af den forcerede majseksport — selv i det gode høstår 1951 f52 — øge hvedeimporten. En betydelig majsimport i 1951 faldt i årets første måneder og tjente til at bøde på det foregående års tørke.

Sammenlignet med førkrigstiden viser eksporten af landbrugsprodukter en kvantitativ tilbagegang på mellem 70 og 80 pct. Størst er t aid et inden for mejeriprodukter, hvoraf eksporten er skrumpet ind lil mindre end 10 pct. af førkrigstidens. Dernæst er levende kvæg dalet • il knapt 15 pct., kød og kødvarer til godt og vel 25 pct., medens korn •g kornvarer er faldet knapt så meget, nemlig til ca. 30 pct. Frugt og grøntsager er, omend langsomt, ved at genvinde deres volumen fra førkrigstiden og har allerede nået ca. 50 pct. af dette. Til gengæld har liskeripro(lukterne omtrent fået deres førkrigseksporttal fordoblet.

Tyngdepunktet i hjemmemarkedets forsyning har åbenbart flyttet Mg hen imod de forædlede landbrugsprodukter. Bybefolkningen er ■ilatistisk set blevet mere velhavende. Med 1939 som basisår er indeks l'or leveomkostningerne for 1952 beregnet til 889, men for arbejdslønnen er indeks steget til 1366, således at reallønnen er vokset med 54 |u-t.

Hvad selve produktionen af de omhandlede levnedsmidler angår, ;iver slatistiken ikke noget korrekt udtryk for den, idet de private lønderbrug af hensyn til afleveringstvangen og beskatningen må formodes at have holdt deres opgivelser under den virkelige produktion. Byernes levnedsmiddeltorve, hvor hovedparten af tilførslerne bliver 'albudt, gør også indtryk af at være såre velforsynede.

b. Husdyrprodukter.

Den jugoslaviske eksport af levende og forædlede husdyrprodukter udviste i det forløbne år en* bemærkelsesværdig stigning, både hvad mængde og værdi angår. En af årsagerne hertil har som nævnt været torken, men en del af stigningen må sikkert tilskrives den mere liberale kurs, regeringen var slået ind på over for de private brug. Medvirkende til denne stigning har den forhøjelse af importkontingenterne for kvæg været, som Østrig, Tyskland og Frankrig havde indrømmet Jugoslavien. Dertil kommer, at der er opstået nye markeder i Den nære orient, samtidig med at eksporten, der af hensyn til hjemmemarkedets forsyning havde været standset en del af 1951, var blevet uenoptaget.

Sammenlignet med 1950 er mængden af animalske produkter mere end fordoblet, medens værdien tilsyneladende er tolvdoblet. Dette skyldes imidlertid den fra 1. januar 1952 foretagne devaluering af dinaren til en sjettedel af dens forhenværende værdi (1945-1951 var 50 dinarer = 1 $, fra 1. j;muar 1952 var 300 dinarer = 1 $). Herefter er eksportværdien i 1952 mod 1950 knapt nok fordoblet, således at eksportprovenuet i 1952 har været forholdsvis mindre. Årsagen hertil må søges i den vigende pristendens, der har præget Jugoslaviens aftagermarkeder i årets 2. halvdel, til en vis grad foranlediget af det store jugoslaviske udbud, især af levende kvæg.

De jugoslaviske landracer (buså, kolubarska o. s. v.) egner sig til
det ekstensive kvægbrug, som har været del: almindeligste i landet.

For at højne kødkvaliteten og tillige mælkeydelsen har man igennem længere tid foretaget krydsninger med fremmede kvægracer, ligesom man har forsøgt at erstatte laridracerne med kulturracer. Dette har nødvendiggjort en intensiv og tillige mere rationel kvægdrift. På den anden side har staldfodringen i højere grad end før gjort bønderne afhængige af høstens udfald.

De vigtigste aftagermarkeder for Jugoslaviens levende kvæg er Italien, Tyskland og Østrig. Grækenland, der i mellemkrigstiden var en af de største aftagere og i en årrække endog den betydeligste, men som i den første efterkrigstid svigtede, henter atter i stigende grad sine kødforsyninger i form af levende kvæg I Jugoslavien.

Hesteeksporten har i det sidste år taget et stort opsving, idet der vistnok mest på grund af fodermangel blev udfort mere end dobbelt så mange heste som i det foregående år. Det største afsætningsmarked for jugoslaviske slagteheste er Italien, tæt fulgt af Østrig. Størstedelen af arbejdshestene går ligeledes til Italien.

Jugoslaviens svinebestand var i 1952 kommet op over førkrigsniveauet. Eksporten af levende svin har kunnet øges i betydelig grad, hvilket navnlig var tilfældet i årets anden halvdel. Dette skyldes ikke alene tørken, men også en stigende eksportproduktion, der tager sigte på at opdrætte kødsvin (baconsvin) på bekostning af de hidtidige spæksvin, som har været den mest udbredte landrace. Den jugoslaviske »mangalica« kan nå op på en levende vægt af over 300 kg og giver et fedtrendement på 60-70 pct. af den slagtede vægt. Fedtet har en god konsistens og smag, og dets pris lå før krigen ca. 25 pct. over det amerikanske.

Den forskydning, der er sket i sammensætningen af eksporten af
levende svin, ses bedst, når man sammenligner 1950 med 1952. Samlidigmed

lidigmedat eksporten af kødsvin i løbet af de to år er steget med 158 pet., er udførselen af spæksvin gået 15 pct. tilbage. Mangalica-produk[ionen har, til trods for at svinebestanden nu er 16-20 pct. større end i 1938, ikke været: stor nok til at dække landets behov for svinefedt. Man har derfor måttet importere betydelige kvanta, 51.000 og 29.000 ons i henholdsvis 1951 og 1952, deraf 2.300 og 2.000 tons fra Danmark.

I denne forbindelse skal nævnes, at der i de tre stormagter, USA, England og Frankrigs hjælpeprogrammer over for Jugoslavien i det vommende finansår indgår et bidrag fra England på tre millioner I', ler hovedsagelig er beregnet på at fremme den jugoslaviske baconnoduktion. Foruden den maskinelle montering af slagterier og kølenuse skal pengene bruges til import af engelske svin for at tilpasse len jugoslaviske svineproduktion til det engelske markeds krav. Den 'ngelske svinekødsimport, der har været stigende i de sidste år, er log stadig 40 pct. lavere end førkrigstidens, og selv om egenproduk.ionen nu er 20 pct. større, mangler England i betragtning af befolklingstilvæksten endnu mellem 15 og 20 pct., før det kan komme op )å mellemkrigstidens forbrugsniveau. Den engelske hjælp til Jugo■lavicns svineproduktion må derfor ses som en bestræbelse for at idvide sin forsyningsbasis, der i de senere år i det væsentlige var • j.'grænset til Danmark, Holland og Polen.

Mindre husdyr spiller nu en underordnet rolle i Jugoslaviens eksport. For i tiden var de sloveniske »solcava«-får på grund af deres magre men fintsmagende kød meget efterspurgt på europæiske kva>gmarkeder. De udgjorde en væsentlig del af de store fåreflokke, der udgik fra Kårnthen. og som i sin tid blev drevet så langt som til det parisiske kvægtorv. I nyere tid var det hovedsagelig Grækenland, der \ar aftager, ikke blot af får og lam, men tillige af geder. For anden verdenskrig gik således 90 pct. af den jugoslaviske eksport af mindre husdyr til dette land, som i 1952 aftog hele denne eksport.

Eksporten af forædlede og andre husdyrprodukter omfatter: okse-,
alve-, svine-, fare- og lammekød, slagtet fjerkræ, æg, ost, honning og
Ulige tarme, fjer og dun, huder, horn og andre affaldsprodukter.

Den jugoslaviske eksport af kød og kødvarer er næppe nu mere ud en tredjedel af, hvad den var før anden verdenskrig. Det skyldes !en voksende selvforsyning i de tidligere aftagerlande, den skærpede , i'terinærkontrol i disse, importrestriktioner og en voksende almen Mulens til at foretrække levende frem for slagtet kvæg. Det er lykkedes ugoslavien at vinde indpas på enkelte vesteuropæiske markeder,

således Frankrig og Holland, men hovedparten af kødeksporten går dog til oplandsmarkederne, Østrig og Italien. Der udfoldes imidlertid bestræbelser på at fremme denne eksportgren ved et forøget og mere rationelt opdræt af kvægracer, gennem en tidssvarende slagtning og klassificering samt ved forbedrede opbevarings- og transportforhold.

Har man endnu ikke fuldt ud kunnet opfylde det vesteuropæiske markeds krav, hvad frisk kød angår, er dog adskillige af den jugoslaviske opskæringsindustris produkter faldet i forbrugernes smag både på europæiske og oversøiske markeder. Dette gælder således for kalv i gelatine, røgede svinetunger, men frem for all: gåseleverpostej. Foruden disse kødkonserves er det under betegnelsen »persciuta« kendte, røgtørrede kød ved at finde købere i udlandet. Det drejer sig om sider af svin, får og lam, køller og andre kropspartier. Tørringsprocessen varer fra tre til fem uger.

Med majs som fodergrundlag har fjerkræ- og æg produktionen været en af de vigtigste indta;gtskilder for de jugoslaviske småbrug. Før anden verdenskrig var Jugoslavien en af de betydeligste eksportører af slagtet fjerkræ og var næst efter Ungarn og Den irske republik Englands største leverandør af kalkuner. I øjeblikket får England godt og vel halvdelen af sine importerede kalkuner fra Eire, resten falder i det væsentlige på Polen, Australien, Argentina og Uruguay, medens de ungarske kalkuner ikke har vist sig i det sidste par år, og de jugoslaviske stadig lader vente på sig. Den stigning i eksporten af fjerkræ, vel nok mest slagtede høns og kyllinger, der har fundet sted i den senere tid, fik afløb på oplandsmarkederne i Østrig og Italien, men også Vesttyskland aftog en del.

Før landbrugskrisen i 30'erne var Jugoslavien verdens fjerdestørste ægeksportland med Italien, Østrig, Tyskland og Svejts som hovedaftagere, men den efterfølgende tids importrestriktioner i disse lande kunde ikke undgå at påvirke den jugoslaviske ægeksport. Trængslerne affødte dog på den anden side en betydelig forbedring af eksportvaren, som iværksattes gennem er påbudt standardisering og eksportkontrol.

Den jugoslaviske ægeksport har i de sidste år vist stigende tendens på grund af det øgede ægfcrbrug over hele den vestlige verden. Dette kan formentlig forklares ved, at æg takket være deres relative billighed og nemme tilberedning i voksende grad erstatter det dyre kød i byboernesmiddagsmad, især i de hjem, hvor husmoderen er selverhvervende.Sammenlignet med førkrigstiden var ægforbruget pro persona i 1951 steget: i Vesttyskland med 4, i Danmark med 16 og i Sverige med 27 stk. Englænderne, der er verdens største ægforbrugere, vil nu

efter rationeringens ophævelse atter blive et marked, som også Jugoslavienvil
kunne nyde godt af. Hidtil har de jugoslaviske æg mest
fundet afsætning i Østrig, Vesttyskland, Italien og Svejts.

Jugoslaviens mejeribrugseksport er begrænset til ost. I mellemkrigstiden eksporteredes også mindre kvanta smør i smeltet form med Grækenland som eneste aftager. Der findes ca. 25 handelssorter, men eksporten beherskes af »kackavalj«, en hård og tør ost, der er fremstillet af fåremælk. Ostens hjemsted er Makedonien, hvis græsrige bjergskrænter danner grundlag for et stort fårehold. Det er bjergbønderne selv, der fremstiller osten af den friskmalkede og endnu dyrevarme mælk. Fåreost er en yndet spise i Levanten, hvor kackavalj derfor har sit hovedaftagermarked. Der finder en mindre eksport sted til nogle latinamerikanske lande, hvor den er efterspurgt af jugoslaviske emigranter og andre fra det østlige Middelhav. Med disse købere for øje påtænker man at starte en eksport til USA.

c. Biprodukter.

Jugoslaviens eksport af tarme., der omfatter fare-, okse-, svine- og hestetarme, er i høj grad afhængig af det tyske markeds aftager villighed. Tyskland plejede rundt regnet at købe 90 pct. af den jugoslaviske eksport. Mere end halvdelen af den samlede produktion, der anslås til ca. 100.01)0 km, går til eksport. Foruden i Tj^Tskland med dets store pølse lab ri kation finder jugoslaviske tarme afsætning i Østrig, Italien, Frankrig, England, Beneluxlandene og Norge. Opskæringsindustrien er ikke eneste aftager, fare- og oksetarme anvendes således til strenge på musikinstrumenter, til ketchere, i kirurgien og nu også i stigende omfang i radioindustrien.

Så længe Kina, som var det største forsyningsmarked for fjer, er vanskeligt tilgængeligt, skulde Jugoslavien, der årligt producerer ca. 900 tons fjer, have gode afsætningsmuligheder for disse. Kina var navnlig forende inden for andefjer, der på grund af deres store spændstighedvel nok er den mest efterspurgte fjersort. Jugoslaviens fjerproduktionfalder for 90 pct's vedkommende på gåsefjer, og blot fire pct. er andefjer. Men også gåsefjer har en stor elasticitet og er derfor sammen med andefjer meget anvendt til stopning af sengetøj. Som sengefjer er hønse- og kalkunfjer på grund af deres stivhed — det lige skaft i modsætning til ånde- og gåsefjerenes buede — ikke videre yndede, men de anvendes til pynt,, rensning og andre formål. I de sydosteuropæiskelande plukkes fjerene i fældetiden af levende gæs, hvorvedfjerene

vedfjerenevinder i udseende og værdi, men hovedparten stammer
fra slagtede gæs. Fjer og dun eksporteres i hovedsagen til England,
Frankrig, Vesttyskland og Italien.

Jugoslavien havde før krigen en ikke übetydelig eksport af skind, en eksport, der er ved at genoplives. Oksehuder havde landet ikke noget større overskud af, idet importlandene af veterinærsanitære grunde foretrak levende kreaturer frem for kød, og desuden kunde de »tamme« sydeuropæiske huder ikke tage konkurrencen op med La Plata's vildthuder. Derimod var der god efterspørgsel efter jugoslaviske fare- og lammeskind. På europæiske aftagermarkeder skelner man efter proveniensen mellem serbiske eller gammelserbiske, bosniske, dalmatiske og makedoniske skind, som på grund af deres forskellige egenskaber får en alsidig anvendelse såvel i læder- som pelsvareindustrien.

Jugoslavien har også en eksport af horn, klove og knogler, hvoraf horn endnu i mange sydeuropæiske lande af håndværkere benyttes som råmateriale til fremstilling af alskens galanterivarer og til drejerarbejder. Men også i vesteuropæiske lande linder horn trods kunststoffernes stærke fremtrængen dog vedblivende anvendelse til kamme, skeer, gafler o. s. v., og selv affaldet ved fabrikationen bruges. Det er de såkaldte »hornspåner«, som man bl. a. på grund af kvælstoffet i hornet fremstiller potteplantegødning af.

d. Aftagere.

Den jugoslaviske husdyrbrugseksports aftagerlande er at finde i produktionsstedets naturlige opland. Kroatien og Sloveniens landbrug er også efter den politiske adskillelse forblevet en integrerende del af Østrigs agrare forsyningsområde. På tilsvarende måde er det tilgrænsendeItalien et naturligt afsætningsmarked for det jugoslaviske landbrugsoverskudsproduktion. Tysklands betydning som aftager var måskeikke så meget bestemt af politiske grunde (Grossraum) som af naturlig nødvendighed og økonomisk hensigtsmæssighed. I tidsrummet1882-1933 er den tyske befolkning vokset med 26 millioner, men samtidig er bybefolkningen steget med 28 millioner, idet landboernes antal er gået tilsvarende tilbage. I 80'erne var 42 af 100 produktivt arbejdende tyskere landbrugere, der var beskæftiget med at skaffe føde til befolkningen, imod 28 i 30'erne. Foruden det større behov var det hensynet til det lavere prisleje for de sydøsteuropæiske produkter,der var bestemmende for det øgede køb i Jugoslavien. Endelig virkede den tyske industris afsætningstrang ansporende, og det var

endog Tyskland så magtpåliggende at fremme sin industrieksport, at
det ikke tog i betænkning at betale de jugoslaviske landbrugsprodukter
med højere priser end dem, der gjaldt på verdensmarkedet.

De nuværende afsætningsbetingelser er forskellige for de tre nævnte markeder. Lettest tilgængeligt er det italienske marked. Særligt gunstige er eksportmulighederne for levende kvæg og kød, idet disse varer ikke mere støder på kontingenteringer eller lignende importhemninger. Desuden har prisdannelsen på dette marked i den senere tid været fri. En styrkende, faktor for importen har den italienske opskærings- og fedevareindustris stadige vækst været, hvilket igen er en følge af det stigende

Efter det sidste års eksport at dømme er Italien nu Jugoslaviens vigtigste aftager af levende kvæg og heste, men også andre animalske produkter har fundet betydelig afsætning i Italien, som tegner sig for godt 40 pct. af værdien af den samlede jugoslaviske eksport af husdyrprodukter.

Det østrigske marked har mistet en del af sin førkrigsbetydning. Det regnes dog vedblivende til de vigtigste aftagere af Jugoslaviens husdyrbrugseksport. Grunden til Østrigs mindskede import er landets voksende egenproduktion og hindringer af handelspolitisk art såsom importkontingenteringer, toldforhøjelser og offentlig prisfastsættelse samt den stigende konkurrence fra andre forsyningskilder, både europæiske og oversøiske.

Det vestlyske marked har i de sidste tre år aftaget flere levende kreaturer end hele Tyskland før krigen. Østzonens bortfald som forsyningsområde har nødvendiggjort denne merimport, som i hovedsagen er kommet Danmark til gode. Vort land behersker nu tilførslerne af levende kvæg lil Vesttyskland med 95 pct. Efter at de ungarske tilførsler var ophørt, har Jugoslavien i det sidste år været eneste leverandør fra de sydøsteuropæiske lande. Da Jugoslaviens eksport imidlertid heller ikke er af nogen stabil karakter, afhængig som den er af de überegnelige klimatiske forhold, har Vesttyskland til supplering af sit importbehov måttet ty til Den irske republik.

Vesttysklands import af levende svin er sammenlignet med førkrigstiden(for hele Tyskland) faldet meget stærkt. Importen i 1952 udgjorde knapt 1 flO af 1938'5. Den gang var hovedleverandørerne Polen og Danmark, og på lidt længere afstand kom Rumænien, Jugoslavienog Ungarn. Ifjor genoptrådte Danmark for første gang efter krigen, dog blot med 7.000 stk. mod Jugoslaviens 30.000 og Belgiens 8.000 stk. Leverancerne fra Jugoslavien udgjorde da 62 pct. af Vesttysklandsimport.

tysklandsimport.Sammenlignet med det importerede svinekød, som Holland er hovedleverandør af, har de udenlandske tilførsler andraget ca. 300.000 svin, hvilket på det nærmeste svarer til 2 pct. af det tyske svinekødsforbrug. Da det tyske kødforbrug endnu ligger 25 pct. under førkrigsniveauet, og i betragtning af, at svinekød udgør to tredjedele af dette forbrug, mangler der 212¹ f4f₄ million svin., i at tyskerne kan komme op på deres gamle forbrug. Følgelig skulle der være øgede afsætningsmulighederfor udenlandske svineproducenter.

Det tyske marked for husdyrprodukter frembyder imidlertid betydelige vanskeligheder for udenlandske leverandører. Den importpolitik, Tyskland fører, tager sigte på i videst mulig udstrækning at beskytte det tyske landbrug, som til fremme af sin produktion har fået tilsikret minimumspriser. Disse søges opretholdt ved told og markedsreguleringer, der iværksættes ved støttekøb i forbindelse med importrestriktioner. For den jugoslaviske eksport virkede den tyske importpolitik, der i efteråret 1951 var undergået en yderligere skærpelse, ligefrem lammende. På grund af lempelser i restriktionerne kunde den jugoslaviske eksport genoptages fra midten af forrig« år, og den satte da også ind med fuld styrke, således at man i årets sidste syv måneder nåede at udføre husdyrprodukter til Tyskland for ialt 1,4 milliarder dinarer eller 20 pct. af den samlede husdyrbrugseksport i 1952.

3. Frugt og vin.

Den jugoslaviske frugtavl var før krigen særlig kendt for sine blommer, der i tørret stand som svesker havde en stor udbredelse i udenrigshandelen. Frugterne af de mere end 83 millioner blommetræer tjener i første række til at dække hjemmeforbruget, dels i frisk tilstand, dels som forarbejdet produkt enten i form af brændevin, »slivovic«, eller som blommemos, »pekmez«, tier hører til befolkningens daglige kost. Det er takket være muhammedanerne, hvis religion udtrykkeligt forbyder dem at drikke vin, men ikke andre spirituosa, at slivovic er kommeit i yndest hos del: brede folk.

I modsætning til den kaliforniske blomme bliver den jugoslaviske »pozegaca« ikke tørret industrielt, men i producenternes egen bedrift. Bosniske og serbiske svesker er på grund af deres særprægede smag blevet en god salgsvare navnlig i de mellemeuropæiske lande, der endog giver dem fortrinet frem for de større og mere kødfulde kaliforniskekonkurrenceprodukter. Prisforskellen kan vel også have spillet en rolle. De jugoslaviske svesker har dog tillige vundet indpas på andre europæiske markeder, således både i Skandinavien, Frankrig og England.Da

land.Dasveskerne fra Bosnien og Serbien holdt deres indtog på verdensmarkedet—
det var i begyndelsen af 80'erne i forrige århundrede;
■■- horte USA til aftagerne, men allerede i midten af 90'erne var Kalifornienog
Oregons produktion blevet så stor, at der fremkom et stadigt
voksende eksportoverskud.

For at gore sveskerne til handelsvare, må de efter tørringen sorteres og »etuveres«. På grund af deres lidenhed benævnes de jugoslaviske svesker almindeligvis »stotinki« — »sto« betyder hundrede, d. v. s. at der går op til 100 stk. på If2 kg.

Etuveringen tager sigte på at forhøje varens holdbarhed. Den består i en steriliseringsproees, som de pakkede svesker undergår, hvorved samtidig den overflødige fugtighed fjernes og en tættere sammenpresning

Man regner med, at den etuverede vare før anden verdenskrig kun udgjorde 25 pct. af den jugoslaviske eksport. Hovedparten blev eksporteret i sække og havde Tyskland som hovedaftager. Køberne var mest firmaer i Hamborg, Bremen og Lybæk, hvor sveskerne efter at være pakket i trækasser og etuveret blev reeksporteret til forbrugermarkederne i Europa, deriblandt endog til Grækenland og Tyrkiet. For at fremme denne »forædlingstransit« indrømmede Tyskland »sækkevaren« en betydelig toldbegunstigelse frem for »kassevaren«. Enkelte mellemeuropæiske forbrugermarkeder såsom Østrig og Tjekkoslovakiet foretog dog selv — omend i begrænset omfang —■ etuvering af den importerede sækkevare.

Nu efter krigen eksporteres de jugoslaviske svesker som fuldt afsætningsfærdig vare. Derved undgås spild som følge af fordærvelse under transporten, der ikke var helt übetydelig ved den lidet holdbare sækkevare. Dernæst er man ved et salgsfærdigt, pakket produkt i stand til at udnytte alle de afsætningsfremmende muligheder, der knytter sig til en mærkevare.

Bland I tørret frugt, der har været en god eksportvare navnlig til Italien, skal endvidere nævnes de sure dalmatiske »marasca«kirsebær, som bruges til fremstilling af den kendte »maraschino«likor.

I de senere år har man desuden udfoldet bestræbelser for at fremme
produktionen og eksporten af tørrede æbler, pærer, abrikoser og
ligener.

Eksporten af frisk frugt foregår ikke blot til de nærmeste lande,
som ad jernbanevejen kan nås på et til to døgn, men tillige til fjernere
europæiske markeder. De jugoslaviske druer tåler således godt 5 til

7 dages transport bare i luftkølede godsvogne. Såvel »smederevka«druer,der kommer fra Serbien, som »afus-ali«, der bliver plukket i Makedonien, har banet sig vej til så fjerne lande som England og Sverige.

For at få et indtryk af eksportsortimentet inden for afsætningsperiferien for frisk frugt, er det tilstrækkeligt at se på Englands tilførsler fra Jugoslavien i det forløbne år. Disse omfattede — foruden de allerede nævnte druer — ferskner, abrikoser, meloner, æbler og valnødder.

Af den årlige vindruehøsit, der anslås til over 1 million tons, forarbejdes ca. 80 pct. til vin. Vindyrkningen er udbredt over hele Jugoslavien, og den danner i de vandfattige karstegne en af de få erhvervsmæssige vegetabilske kulturmuligheder. Blot er den mere sjælden i de dele af landet, der har en overvejende muhammedansk befolkning (Koranens forbud mod vindriknirig).

Enkelte af vinene er så fine, at de har gjort sig fortjent til at slås i klasse med de franske »grands ems«. De fleste jugoslaviske vine må imidlertid henregnes til »cruis bourgeois«. Efter at den kældermæssige behandling af vinene er blevet betydeligt forbedret, er de jugoslaviske vine kommet ind på mange europæiske markeder. Tidligere blev de mest brugt til forskæring, og en del bliver vedvarende importeret til dette formål, således de stærke og mørke rødvine fra Dalmatien. På den anden side står enkelte jugoslaviske bordvine ikke tilbage for de fejlfri typer fra andre vinlande og trænger ikke til nogen kvalitetshævende sammenstikning. De opfylder både med hensyn til farveklarhed, bouquet og smag selv kræsne ganers krav. Eksporten har dog hidtil mest bestået af hedvine, medens bordvinene endnu er på forsøgsstadiet, selv om man allerede har opnået gode resultater ved det nylige salgsfremstød også på dette område.

4. Industriplanter.

Efter at hvedemarkedet i midten af 20 erne var begyndt at svigte, lagde man vægt på industriplanter, især humle, og Jugoslavien indtager nu en betydelig stilling blandt Europas humleproducerende lande. På grund af det faldende ølforbrug var størstedelen af humleproduktionen i mellemkrigstiden disponibel til eksport.

Efter krigen har den jugoslaviske humle atter vist sig på verdensmarkedet.Det
er især den sloveniske humle fra Steiermark, »Styrian
hops«, som i de sidste år har fundet afsætning i USA, Kanada, Sverige,

Finland samt i andre lande. Det lader dog til, at denne humlcsort nu er forbeholdt de hårdvalutariske aftagere, medens den noget ringere kvalitet, >>Backa hops«, kan eksporteres overalt og desuden skal dække den jugoslaviske olindustris behov.

Det stigende ølforbrug i Tyskland efter ølskattens nedsættelse i 1950, den tjekkiske hurnleproduktions faldende tendens og den tjekkiske eksports voksende østorientering er forhold, der øger Jugoslaviens afsa>tningschancer. Der fremkommer ganske vist udbud fra USA, men dollarmangelen stiller sig hindrende i vejen for deres afsætning. Det internationale humlemarked er derfor ligefrem blevet delt i et amerikansk og et europæisk, hvilket tydeligt fremgår af prisdannelsen, der vidner om ringe gensidig påvirkning. Hvorvidt den engelske humle vil forrykke forsyningssituationen, er det vanskeligt at spå om. Den har hidtil kun forsynet hjemmemarkedet, men er nu i stort omfang blevet en eksportvare. I Jugoslavien regner man med fortsat gode afsætningsmuligheder, hvorfor man både i Slovenien og Vojvodina er gået i gang med at sætte humleudbyttet i vejret, navnlig gennem mere intensive < lyrkningsmetoder.

For krigen leverede Vojvodina, Kroatien-Slavonien og Serbien belydelige
mængder hamp til eksport. En stor del deraf gik til de ungarske
rebslagerier.

Jugoslavien var før anden verdenskrig et af Europas største hamp!>rodiu'eronde lande, idet det kom næst efter Sovjetunionen og Italien. Den jugoslaviske hamp stod dengang i kvalitet tilbage for den italienske, navnlig den fra Bologna, der regnedes for verdens bedste. Der er i de senere år sat meget ind på at forbedre den jugoslaviske kvalitet.

I mellemkrigstiden steg hampproduktionen i Jugoslavien ganske betydeligt og dermed også eksporten af råhamp, medens det forarbejdede produkt endnu havde vanskeligt ved at hævde sig i konkurrencen. Foruden Ungarn, der havde baseret sin hampindustri på sin tidligere besiddelse¹, Vojvodina, var Tyskland og England villige aftagere af råvaren.

Den nuværende hampeksport, der kun andrager godt og vel en
Iredjedel af førkrigskvantummet, har efterhånden vundet sig flere
markeder både inden- og udenfor Europa.

Blandt den forarbejdede hamp spiller halvfabrikaterne den over\ejenderolle i eksporten. Nævnes kan eksempelvis heglet hamp, kartet, 111₁ æret blår og forskellige slags garn. Eksporten er imidlertid ved at optage liere og flere artikler i sit sortiment og omfatter varer, der er fremstillet af både korte og lange taver, lige fra det fineste sejlgarn,

fiskenet og skibstove til imprægneret sejldug. Tilvirket på tidssvarende fabriker har alle disse færdigprodukter fået et mere vidtspændende marked end de simple reb, der i sin tid blev tvundet i bondebedrifterne, og som kun kunde påregne; køberinteresse i de tilgrænsende Balkanlande.

Hvad tobak angår, indtager Jugoslavien en beskeden plads i verdensproduktionen. Med sine 25-30.000 tons bidrager det med knapt 1 pct. til verdens samlede høst. Men inden for de orientalske typer har de makedoniske og herzegovinske tobakker formået at hævde sig ved siden af de bulgarske, græske og endog de tyrkiske. Før første verdenskrig blev den jugoslaviske tobak, hovedsagelig den makedoniske, eksporteret via Saloniki og Kavalla og kom på verdensmarkedet sammen med de andre Balkanprovenienser under fællesbetegnelsen »tyrkisk tobak«. Tobaksmonopolet blev indført i det gamle Serbien i 1890 og udvidet til hele kongeriget i 1920. Monopolforvaltningen havde enebestemmelsesret over det dyrkede areal og nemmede gennem sin bureaukratiske adfærd i høj grad produktionen. Udstedelse af licenser, der skulle fornyes hvert år, gjordes betinget af, at man kunde dokumentere et vist høstudbytte (50 tons) på produktionsstedet, og at man rådede over en tilstrækkelig stor arbejdsstyrke (stor nok til dyrkning af mindst 5 ha). Denne bestemmelse håndhævedes ofte på en meget vilkårlig måde, bortset fra, at den afskar de spredt liggende mindre bedrifter fra at tage denne ret lønnende produktionsgren op. Desuden var monopolets eksportafdeling ikke de kommercielle opgaver voksen, idet disse i betragtning af den voksende bulgarske konkurrence blev mere og mere krævende. Resultatet blev en fortsat mindskning af tobaksarealet, faldende produktion og eksport.

Belært af mellemkrigstidens dyrekøbte erfaringer har det nuværende regime gennem en lempeligere fremgangsmåde søgt at fremme produktionen og eksporten. Høsten er siden 1948 steget til omtrent det dobbelte, og eksporten, der sidst i 30'erne lå på mellem 3.000 og 5.500 tons, er nu kommet op på 7—8.0007^—8.000 tons. Desuden har det været de nuværende eksportforetagender magtpåliggende at fastslå de kvalitetsforbedrede jugoslaviske tobakkers gode egenskaber ved et målbevidst arbejdepå aftagermarkederne. Nu er demakedoniskeogdeherzegovinske typer indført ikke blot i de tilgrænsende lande, men tillige i store dele af Middelhavsområdet, i Vest- og Nordeuropa og tilmed i Sydamerika.

Yderligere er jugoslaviske cigaretter, der er fremstillet af de to nævnte
tobakprovenienser, i stigende mængder i efterkrigstiden blevet eksporteret
til nabolandene mod. nord og vest og derudover.

Over 120 forskellige slags vegetabilske droger figurerer i Jugoslaviens eksportstatistik. De tjener medicinske formål, og de bruges til fremstilling af lugtestoffer, krydderier og insekticider. Mest kendt er opium og valmuefrø fra Makedonien, pulveriserede pyrethrumblomstcr (mod insekter) og salvieblade fra Dalmatien, belladonna til. atropin Ira Bosnien og laurbær fra Montenegro.

Tidligere fandt plantedrogerne afsætning over Triest, Wien, Budapest og endog Hamborg. Eksportformidlerne på disse pladser lod varerne gå under deres eget firmamærke, således at aftagerne for det meste ikke var klar over proveniensen. Nu, da eksporten foretages af landets egne foretagender, er der skabt betingelser for gennem kvalitetsforbedringer og direkte kommerciel indsats at fremme den jugosla\ iske drogeeksport.

Opiatvalmuen, hvis dyrkning i Makedonien først blev taget op i .inden halvdel af forrige århundrede, skulde erstatte bomulden, der havde vanskeligt ved at hævde sig i konkurrencen med den amerikanske, der var begyndt at vælte frem på verdensmarkedet. Foruden it tappe opiumsaften af de grønne kapsler kan man af de modne nugter udvinde den såkaldte »sarlagan«-olie, hvis salgsprovenu normalt dtrkkede dyrkningsomkostningerne, således at indtægten fra opium gav rent overskud.

Jugoslaviens opiumproduktion er ikke stor, og det »makedoniske opium« spiller en beskeden rolle i verdenshandelen. Ifølge »Permanent Central Opium Control Board«'s sidste opgørelse var opiums statistiske stilling ved udgangen af 1951 følgende:

Statistik en er ufuldstændig, ikke blot fordi et så stort produktions.andsom
Kina savnes, men tillige fordi produktionen i de anførte
• ånde sikkert er større, end de officielle tal angiver. Eksporttallene

dækker blot den legale udførsel, det smuglede kvantum kan man ikke
skønne over.

lait menes der at bestå et opiumbehov til medicinske og videnskabelige formål på ca. 7.000 q om året. Verdensproduktionen overstiger langt dette tal, og De forenede nationer udfolder derfor for tiden bestræbelser på at underkaste produktionen såvel som handelen med opium en international regulering, der skal forhindre misbrug på en mere effektiv måde, end det hidtil har været muligt under de internationale konventioner, der er blevet afsluttet, og som indledtes med Haag-konventionen af 1912.

Jugoslaviens opium, der tidligere sammen med den bulgarske og tyrkiske produktion blev forhandlet via Saloniki, indgik siden 1936 i salgsfællesskab med det tyrkiske. Fra syndikatskontoret i Istanbul foretoges fordelingen samtidig med prisfastsættelsen. I det afsatte kvantum udgjorde Jugoslaviens andel 25 og Tyrkiets 75 pct. Dette salgsfællesskab er ikke blevet genoptaget efter krigen, og Jugoslavien eksporterer nu sit opium direkte,

Foruden råopium eksporterer Jugoslavien en del færdige alkaloider, der tilvirkes sammen med andre droger på ca. 20 fabriker. Dette forklarer det store hjemmeforbrug af råopium, der udgør omtrent halvdelen af produktionen, medens denne før anden verdenskrig praktisk taget helt blev udført.

De forholdsvis store lagre, de eksporterende lande lå inde med, kunde tyde på en vis tilbageholdenhed fra deres side, der øjensynligt er dikteret af prismæssige hensyn, idet den stedfundne eksport alene skulde kunne dække verdens legale opiumsbehov. De betydelige lagerbeholdninger kan dog på den anden side også i ages som udtryk for, at de opiurnproducerende lande søger at overholde de internationale konventioner, idet det illegale marked freml^der übegrænsede afsætningsmuligheder.

5. Træ.

Træeksporten synes at have kulmineret i 1950, da den var 16 pct. over førkrigsniveauet. Den er siden gået tilbage, og fra at udgøre en tredjedel af eksportens totalværdi i 1950 andrager den nu knapt 20 pct. af denne. Hugsten skal ikke være gået nævneværdigt tilbage, så faldet i eksporten skyldes -vistnok det øgede hjemmeforbrug ved genrejsningog nybyggeri samt de kraftige prisstigninger. I 1951 lå de jugoslaviske tilbud 40 pct. over foregående års priser, og dette var

årsagen til, at vi ikke udnyttede kontingentet af egetræ i handelsaftalen. Selv sidste år, da det europæiske hårdttræsmarked var godt forsynet, ">ær takket være oversøiske tilførsler, og priserne samt fragterne var aldende, forblev de jugoslaviske priskrav stadig for høje til, at de -unde stimulere købelysten hos de udenlandske aftagere. Der kom så godi som intet træ fra Jugoslavien til Danmark sidste år (for knapt 10 tusind kr. mod ca. l1l¹ f^ million det foregående år).

Det jugoslaviske skovbrug producerer i overvejende grad blødttræ, skønt omkring 4f5 af skovarealet er dækket med løvtræer. Da forholdene ikke skulde have ændret sig væsentligt og af mangel på nyere lul, holder vi os til en opgørelse fra 1938, ifølge hvilken blot 26 pct. af hugsten faldt på hårdttræ. Når 74 pct. eller 17 af 23 millioner kubikueter bestod af blødttræ, forklares dette ved nåletræernes hurtigere <>ækst og deres større væksttæthed end løvtræernes samt af den større efterspørgsel på verdensmarkedet efter blødttræ.

Man anslår, at ca. 40 pct. af gavntræet eksporteres, og produktion ug eksport kunde sikkert forøges, hvis ikke en så stor del af hugsten »lev brugt til brændsel. Dette beslaglægger nemlig langt over halvdelen af træet (ca. 57 pct.), spildet udgør omtrent en tiendedel (9. pct.), således at kun godt og vel en tredjedel af produktionen bliver til gavn- i_ra\ Træ som brændsel bruges for størstedelen i husholdningerne.

Jugoslaviens efterkrigseksport omfatter følgende træsorter og trænrodukter:

savet tommer af blødt og hårdt træ, træmasse, brænde, sveller, afbarkede træstammer,
pitprops af nåletræ, finér og krydsfiner, telefonpæle, parketstaver, møbler
kassetræ, tønder ru. m. m.

De største aftagere af jugoslavisk træ er Italien og England. Med -idstinvvnte land har Jugoslavien en femårig handelsaftale løbende til idgangen af 1954, der omfatter betydelige leverancer af blødt- og iiårdttrøstømmer, sveller, pitprops og finér. Aftagerkredsen strækker sig desuden til Østrig, Vesttyskland, Holland, Belgien, Svejts, Ægypten ug Argentina. De to sidstnævnte lande viser, i hvilken retning det jugoslaviske skovbrug søger at udvide sit afsætningsområde, nemlig til Middelhavslandene, Det mellemste østen og det sydamerikanske konlinent.

I verdenshandelen med hårdttræ står Jugoslavien med sin andel >å 15 pct. blandt de betydeligste eksportlande. Bøg og eg dominerer. Foruden de nævnte to hovedmarkeder England og Italien er Holland vfter krigen blevet en aftager af voksende betydning. Nåletræslandene som Østrig, Sverige, Norge og Finland køber mindre kvanta hårdttræ,

hvad de ellers så skovrige latinamerikanske lande heller ikke kan undvære. I Det mellemste østen har det hidtil kun været Ægypten, hvor jugoslavisk hårdttræ har kunnet vinde indpas, og hvor det har formået at påføre det velindarbejdede rumænske træ en følelig konkurrence.I Israel, Syrien og Libanon har der kun været begrænsede afs ætnings muligh ed er.

I handelen med blødttræ er der sket en påfaldende forskydning, hvad den jugoslaviske eksports aftagerlande angår. Før krigen var det Italien, Grækenland og nogle sydlige og vestlige Middelhavslande, der tilsammen købte 42 pct. Italien stod i spidsen med 26 pct. af eksporten, og de resterende 16 pct. delte følgende lande mellem sig: Grækenland, Albanien, Malta, Spanien, Algier, Marokko og Tunis. Nu aftager dette Middelhavsområde kun 9 pct., og antallet af købere er reduceret til Italien, Grækenland og Triest. Nu er Vesteuropa med England i spidsen blevet det største afsætningsområde. Det tager 64 pct., hvoraf de 60 pct. falder på England alene,, resten på Belgien, Eire og Holland. På grund af den besværliggjo rte import fra sine tidligere forsyningskilder, der nu er at finde bag jerntæppet, har England til dækning af sit øgede behov (genopbygningen) i stigende omfang måttet ty til Jugoslavien. Det mellemeuropæiske marked har næsten helt mistet betydningen, efter at Tysklands andel i eksporten er faldet fra 12 til knapt IV2 P^ct- Derimod er både Det mellemste østen og adskillige oversøiske lande rykket frem i aftagernes række. Ægypten har forøget sin førkrigsimport af jugoslavisk blødtiræ med 60 pct.., Tyrkiet er også en voksende køber, medens Israel og de andre mellemøstlige landes aftagerevne stadig lader meget tilbage at ønske. Blandt oversøiske importlande spillede Argentina allerede; før krigen en ret betydelig rolle, idet det aftog 8 pct. af det jugoslaviske blødttræ, nu er dets andel 11 pct. Kredsen af oversøiske købere omfatter nu tillige Venezuela, Uruguay, Australien m. fl. lande.

Den nævnte forskydning i blødttræseksportens retning fra Italien og Vesttyskland henimod England kan endnu ikke anses for at være af strukturel karakter, hvorom senere. For savskåret nåletræ er Sverige og Finland for tiden hovedleverandører til Vesttyskland (2(² ff₃₃ ^{— 3}/₄ af importen), og Italien har sil; vigtigste forsyningsmarked (4(⁴ f5f₅ af importen) i Østrig. Jugoslavien kan da kun komme i betragtning som sekundær leverandør. Kun en femtedel af dets skovareal er som bekendt bevoksetmed nåletræer, og savskåret jugoslavisk blødttræ udgør kun 4 pct. af den samlede europæiske produktion. — Sverige og Finlands andel er henholdsvis 15 og 12 pct. Også for Englands behov for blødtn-

n-a¹ kan Jugoslavien kun blive et sekundært forsyningsmarked. Det i r med til at udfylde den store lakune, der er opstået som følge af øst•ilokleveranccrnes svigten, og har i kraft af den politiske og økonomisketilnærmelse formået at skaffe sig voksende afsætningsmulighederi England for sit tømmer.

Europas træforsyning er stadig præget af de manglende tilførsler fra jerntæppelandene. Hvis der ikke sker en væsentlig forøgelse i den nuværende produktion, trues vort fastland af stor træknaphed i de Kommende år.

Efter en undersøgelse, der for nylig er foretaget af FAO i samarbejde med ECE skulde produktionen af industritræ i 1960 under de rådende ■produktionsforhold og priser komme til at mangle 50^—80 millioner kubikmeter i at kunne dække behovet. Dette kan afbødes ved hjælp af en »dynamisk skovbrugspolitik«, der bl. a. går ud på forøget hugst i ungskoven, intensiveret udtynding, mere gavntræ, mindre brænde, begrænsning af spild og andre rationaliseringsmidler. Tilvejebringelse af ligevægten mellem produktion og behov er desuden betinget af en klækkelig forhøjelse af træpriserne i forhold til de andre priser.

Da Sovjetunionen er holdt udenfor, kan udviklingen i Øst-Vest-amkveinmet måske komme til at forrykke undersøgelsens konklusioner. En. faktor af betydning er også de oversøiske — især de nordamerikanske — leverancer, der allerede før krigen dækkede 10-15 net. af Europas importbehov, og til hvilke man i stigende omfang har nåttet ty trods dollarmanglen. Endelig må erstatningsstofferne for træ 'ages i betragtning.

USSR havde før krigen en årlig eksport på 1 million standards, nedens efterkrigseksporten har holdt sig på omkring en femtedel ■leraf. Den russiske træproduktion må være steget alene gennem indlemmelsen af de baltiske lande og Karelen. Den stigende intensivering ;.f skovbruget, der var led i den almindelige økonomiske planlægning, må sikker! også have haft en produktionsfremgang til følge. Efter sagkyndigt skøn skulde derfor USSR uden skade for sit eget forbrug i let mindsle kunne fordoble sin nuværende eksport. Dette kan tænkes .t ske, når det er lykkedes at. tilvejebringe den ventede forståelse mellem Ost og Vest. Set på længere sigt har Sovjetunionen de bedste beingelser for at blive Europas vigtigste forsyningskilde, idet den regnes W>r at besidde verdens største nåletræsreserver, der kun venter på leres udnyttelse. Med stigende tilførsler fra Rusland og fra Polen vil let måske blive nødvendigt for Jugoslavien igen at ændre retningen i > n træeksport.

Træ til cellulose (pulpwood), som efterspørges verden over, har Jugoslavien haft en voksende afsætning af med Italien og Tyskland som hovedaftagere. I denne eksport udgør hårdttræet (bøg) omtrent det dobbelte af blødttræet.

Slavonisk eg, kroatisk bøg, bosnisk og makedonisk nød og flere andre jugoslaviske træsorter egner sig takket være deres nuancerige farvetone og afvekslende vævs beskaffenhed godt til finér, der fremstilles i større og mindre virksomheder, og som er blevet en stedse stigende eksportvare. Hovedaftageren er nu som før England, blandt andre købere finder vi Tyskland, Norge og de andre skandinaviske lande. Alene den kroatiske eksport har i de sidste år været omtrent halvanden gang så stor som landets samlede førkrigseksport.

6. Bjergværksprodukter.

Bjergværksprodukterne har i efterkrigstiden udgjort den største post i Jugoslaviens eksportindtægter (25-30 pct.). Taget som helhed er malmeksporten gået stærkt tilbage (ca. 60 pct.), samtidig med at eksporten af ikke-metalliske mineraler er steget, omend ujævnt. Derimod har der fundet en mærkbar stigning sted — henholdsvis 30 og 50 pct. — i udførslen af metaller og behandlede ikke-metalliske mineraler.

a. Metaller.

Størst betydning har metallerne: bly, kobber og zink. Dernæst kommer kviksølv, krom, antimon og legeringerne ferrokrom og ferromangan. Af råmineralerne er de vigtigste eksportvarer bauxit, pyrit, jernmalm og krommalm.

Jugoslaviens produktion af bly er fra krigen til 1952 seksdoblet
(fra 11 til 67 tusind tons). Dette skyldes hovedsagelig udvidelsen af

TRKPCA-smelteriet, hvis kapacitet er blevet forøget med 50 pct. Samtidiger det sloveniske smelteri i Mezice blevet moderniseret, således at Jugoslavien nu har en samlet vidsmeltningskapaeitet på ca. 85.000 tons, og er i stand til at raffinere alt sit bly.

Blyeksporten er steget jævnt siden 1947, og andrager nu ca. 50.000 tons årligt. Dette kvantum mener nian takket være den forøgede produktionskapacitet at kunne opretholde, idet der nu er skabt en bred margin for det stigende hjemmeforbrug. Af produktionen eksporteres lor tiden 85-90 pct..

Zink, der har malmsamhørighed med bly, bliver også i stigende -;rad forvandlet til metal i selve landet. Der opføres for tiden et elektrolytisk zinkværk i Sabac i Serbien, med en kapacitet på 12.000 tons. Sammen med det sloveniske værk i Celje, som siden 1947 er blevet betydeligt udvidet og moderniseret, skulde totalproduktionen af zink kunne sæLtes op til 25.000 tons mod ca. 14.000 tons nu. Sammenlignet med forkrigstiden er zinkproduktionen omtrent tredoblet. Trods den 'orventede store stigning i hjemmeforbruget regner man ikke blot med uaendret eller endog stigende eksportkvantum, men i begge tilfælde med forøgede eksportindtægter, idet raffineret zinks (elektrolytzinkens) andel kan fordobles på råzinkens bekostning. For tiden eksmrteres årligt ialt ca. 4.000 tons raffineret zink.

Produktionen af kobber er gået tilbage siden mellemkrigstiden. Den udgør nu ca. 33.000 tons mod tidligere 42.000 tons. Derimod er tier sket en forskydning i forholdet mellem råkobber og elektrolyt- Kobber.

---

1) Del eneste ta], der er fundet for førkrigstidens produktion af elektrolytkobber, nemlig; 12.000 tons i 1939, må nok være ansat for højt. Såvidt vides, havde BORværkerne det eneste elektrolytiske raffinaderi i Jugoslavien, og dettes kapacitet skulde da være bragt op på 12.000 tons. Det er dog næppe sandsynligt, at hele kapaciteten er blevet udnyttet. Vi har derfor foretrukket at vælge 1938 som sammenligningsgrundlag. BOR værkernes produktion af elektrolytkobber androg dette år 3.243 tons, som —- efter opgivelse — den forarbejdende hjemlige industri helt har lagt beslag på, så der intet blev eksporteret.

Kobbereksporten er, som det ses, faldet, men til gengæld består den nu mest af et renere og derfor mere værdifuldt produkt. Den elektrolytiske raffinering er gået meget stærkt frem i de senere år, og er i stigende grad kommet til at sætte sit præg på eksporten. 1950 udgjorde det elektrolytiske produkts andel i eksporten blot 3 pct. mod 39 pct. i 1951 og 72 pct. i 1952, og det er hensigten fremtidigt kun at eksportere elektrolytkobber.

Faldet i kobberproduktionen skyldes vanskeligheder ved at udbedre krigsskaderne, der navnlig ramte kobberminerne, som blev sat under vand af tyskerne, da de forlod landet. Dernæst har kobberindholdet i den brudte malm været i aftagende siden 1939:

Kobbereksportens tilbagegang er ikke blot forårsaget af den mindre produktion, men, som det ses af tabellen, tillige af det stigende hjemmeforbrug. Til trods for, at den forarbejdende industri med fuldførelsen af valseværket i Sevojna og kabelfabriken i Svetozarevo vil lægge beslag på mere end det dobbelte af det nuværende kvantum (ca. 44.000 tons), regner man med at kunne opretholde og måske forøge eksporten. Dette håber man at nå, dels gennem de istandsatte Bor-miner, dels ved udnyttelse af de nye malmfund ved Majdan-Pek, der forventes at give en merproduktion på ca. 50.000 tons årligt.

For de tre omtalte metaller ligesom for andre strategiske råvarer er der to faktorer, der har afgørende betydning, den internationale politiske situation og USA's erhvervsaktivitet. Jugoslaviens eksportinteresser i kobber, bly og zink er meget betydelige. Tilsammen indbragte de i 1951 20 pct. og i 1952 15 pct. af den samlede eksports værdi. Sidste år var de tre metallers eksportprovenu 7 pct. større end i 1951, men den kvantitative stigning var endnu større, — for bly: 18 pct., for kobber: 38 pct. og for zinkmetal: 150 pct. De opnåede eksportpriser var nemlig lavere.

Zink- og blyeksporten er altså blevet mindre rentabel, og man venter
også vigende priser for kobber, når handelen med dette metal bliver
frigivet i England.

Efter en skønsvis beregning, der er foretaget af »London & Cambridge Economic Service«, og som kun tager hensyn til det civile industribehov, er det statistiske billede for de omhandlede metaller Mim følger:

Afspændingen i den politiske situation og de dermed følgende mindskedeberedskabskøb har på kendelig måde lettet markedet,¹). Rei'tableringenaf den frie omsætning i bly og zink på Londons Metalbørshar genskabt i'ørkrigsbetingelserne for prisdannelsen, der grunder sig på en kommerciel vurdering af styrkeforholdet mellem udbud og efterspørgsel. Man sætter samme forventninger til den engelske frigivelseaf kobberet, hvorved man bedre vil være i stand til at spille Nord-Rhodesia ud mod Chile, der har svært ved at komme ned fra Koreakrigens pristinde. Til trods for sine stadig stigende lagre opretholderChile sin høje pris, der medio juni 1953 lå på 35¹ f2f₂ cents pr. I), fob chilensk havn, sammenlignet med det frie markeds pris, der lor tiden sikrest kan aflæses i »Union Miniére du Haut-Katanga«'s lotering, og som lå på ca. 30 cents pr. Ib. Chile kan næppe fastholde

---

1) I.M.C. (International Materials Conference) blev ophævet i marts dette år. Udvalget oretog internationale allokationer for kobber og zink fra 4. kvartal 1951. Allokering af :ink ophorte i maj 1952 og af kobber i februar 1953, medens man ikke fandt det påkrævet ■iverhovedet at allokere b]y.

sine priskrav, så snart Afrikas produktion stiger, og dets udbud også
når USA's marked, hvis umættelighed Chile hidtil har kunnet udnytte
uhindret af fremmed konkurrence.

For Jugoslavien ligesom for de andre mindre produktionslande kan frigivelsen af den engelske kobberhandel have betydning, idet Londons metalmarked netop ved at opsamle forsyningerne fra så mange små kilder som muligt vil kunne hævde sin uafhængige stilling. Det var på denne måde Londons metalbørs i begyndelsen af 30'erne brød kobberkartellets prisdiktatur.

I betragtning af de udtømte lagre hos industrielle forbrugere vil reaktionen i priserne antagelig lade vente noget på sig. Dette vil i det normale forløb give sig udtryk i en opgæld for loko- imod terminsvare, idet dog priserne for de senere terminer skal vise, i hvor høj grad handelens frigivelse har bidraget til saneringen af kobbermarkedet.

Set på længere sigt skuida afsætningsmulighederne for de nævnte tre metaller tegne sig gunstigt for bly og knap så gunstigt for kobber og zink. Ifølge PALEY-rapporten (Report of the President's Materials Policy Commission, June 1952, Washington) vil verdens største producent, USA, om tyve år være nødt til at importere tre fjerdedele af sit bly og halvdelen af sit kobber og sin zink. For kun femten år siden var USA ikke blot selvforsynende med disse metaller, men det havde endog et ikke übetydeligt eksportoverskud. USA regner med en faldende produktion af kobber, og navnlig af bly, men med en stigende zinkproduktion. I den fremadskridende industrielle aktivitet vil bly blive savnet mest, fordi det har vist sig at væve vanskeligst at erstatte, hvorimod aluminium i stor målestok har vundet indpas i industrien på kobberets og zinkens bekostning.

Jugoslaviens eksport af bauxit er i de sidste to år steget betydeligt sammenlignet med førkrigstiden (i 1000 tons — 1952: 610, 1951: 449, gennemsnit af 1937^—39: 348). Dalmatisk og istrisk bauxit er på grund af deres høje aluminiumindhold stærkt efterspurgt, ikke blot som vigtigt strategisk råstof, men tillige på grund af aluminiums stigende anvendelse i civilindustrien. Dette nye metal bliver produceret i et omfang, der overgår de tre; gamle ikke-jernmetaller, kobber, zink og blys samlede produktion, og det erstatter som nævnt mere og mere de to førstnævnte metaller. Aluminiumproduktionen: 1950: 1,65 mill, tons, 1951: 1,97 mill, tons, 1952: 2,25 mill. tons. Produktionen verden over er fortsat i rivende udvikling. De to førende koncerner, »Alcoa« (Aluminium Company of America) og »Aluminium Ltd.« (Kanada) er begge igang med at udvide deres produktionskapacitet i betydeligt

omfang. Alcoa søger nordpå til Alaska, der frembyder tilstrækkelige i.-ikraftrcsoureer til en begyndende fremstilling af 200.000 tons aluminiumårligt. Aluminium Ltd. har foruden de igangværende nyanlæg i Quebec og Britisk Columbia, der er budgetteret til at koste 435 millioner dollars, planlagt — omend på længere sigt — at udnytte Volta River's vandkraft på Guklkysten sammen med de derværende rige bauxitlejer til at forøge sin kapacitet med yderligere 200.000 tons årligt.

Indlemmelsen af minerne i Istrien, der indtil 1945 hørte under Italien, har gjort Jugoslavien til en af verdens største bauxitproducenter næst efter Surinam, Britisk Guyana, USA og Frankrig. I 1938 brod ■nan i Dalmaticn, Herzegovina og Montenegro tilsammen over 400.000 lons og i minerne i Istrien over 380.000 tons, ialt nær ved 800.000 tons, og efter eksporttallet i 1952 at dømme skulde man nu være nået op på forkrigsproduktionen. Dette må dog først være sket efter 1950, idet der i den internationale statistik for dette år er opgivet en produktion på blot 201.000 tons. Jugoslaviens andel i verdensproduktionen må altså nu udgøre ca. 10 pct. Hvorvidt produktionen vil kunne holde 1 vil med den stigende udenlandske efterspørgsel, afhænger af de nye lejers righoldighed og rationaliseringen, d. v. s. mekaniseringen af minedriften. Endvidere beror eksportens omfang på, i hvilken udstrækning det vil lykkes at udbygge aluminiumproduktionen, der ifølge femårsplanen skulde have været mere end syvdoblet (fra 1.800 tons i 1939 til 13.000 tons i 1951).

Frigivelsen af handelen med aluminium fra 1. juli dette år i England og ISA kan tages som udtryk for, at man ikke regner med vanskeligheder for forsyningen i den nærmeste fremtid. I England markeredes frigivelsen med et prisfald på 11 £ til 150 £ pr. ton. Skønt USA i 1952 har produceret henved 935.000 tons, har det dog måttet importere 10 pct. af sit behov (på 1.040 millioner tons), mest fra Kanada, thi det har på grund af tørke ikke kunnet udnytte sin kapacitet på 1,3 millioner tons fuldtud. Den civile industri, ikke blot i USA, men også i den øvrige verden, fremsætter dog en stadig stigende efterspørgsel, der i 1960 skønnes at komme op på ialt 3,1 millioner tons, mens produktionen under hensyntagen til de hidtil budgetterede udvidelsesplaner lil den tid ikke vil andrage mere end 2,6 millioner tons. I 1886, da man begyndte at fremstille aluminium med elkraft, beløb verdensproduktionen sig til 17¹f«, tons, og det kostede da 8$ mod nu 19 cents pr. Ib. Dirkningen af det fremtidige behov vil kræve nye hydroelektriske anlæg og forøget brydning af bauxit.

Jugoslavisk kviksølv er begyndt at spille en, omend beskeden,
rolle på metalmarkedet. Det øver, som det hedder i beretningssproget,

nogen indflydelse på markedets »undertone«. På grund af den ringe mængde og tilførslernes uregelmæssighed ligger de jugoslaviske udbudi kviksølvmarkedets yderkreds og kan som sådanne kun påvirke prisdannelsen lejlighedsvis, d. v. s. ved stramning eller afslappelse af markedet.

Som følge af Italiens territoriale afståelser kom Jugoslavien efter anden verdenskrig i besiddelse af den over 400 år gamle malmrige Idria-mine og har derved omtrent fordoblet førkrigskvantummet af den brudte malm. På grund af det aftagende metalindhold i malmen har kviksølvproduktionen dog ikke kunnet forøges i nogen væsentlig grad. Før krigen gav 154 tons malm 1 ton kviksølv, hvorimod der i 1951 til udvinding af 1 ton metal medgik 251 tons malm. I 1940 var kviksølvproduktionen — væsentligt fra de sloveniske malmforekomster ved Celje og de kroatiske ved Bugojno, der indeholdt 2,5 pct. rent kviksølv imod landets nuværende gennemsnit på 0,45 pct. og verdensgennemsnittet på 0,5 pct. — vistnok på tyskernes tilskyndelse oppe på 476 tons. I 1951 var den på 505 tons eller blot 6 pct. større. Eksporten androg dette år 449 tons, svarende til ca. 90 pct. af produktionen. I 1952 eksportercdes 482 tons.

Ved at udnytte forekomsterne andre steder i landet, således i Serbien, Bosnien og Montenegro, men navnlig ved at modernisere driften i Idria-minen, som anses for at indeholde de største malmreserver, håber man i løbet af et par år at kunne forøge produktionen til 600 tons kviksølv årligt. Da hjemmeforbruget, der nu udgør ca. 45 tons årligt, ikke antages at ville stige mere end med yderligere 30 tons, skulde eksporten kunne forøges med ca. 50 tons eller 10 pct. årligt.

Italien og Spanien konkurrerer om førerskabet på kviksølvmarkedet. Italiens produktion anslås for nærværende til 65.000 flasks (a 76 Ibs. = 34,5 kg) årligt, Spaniens, der hidtil har været mindre end Italiens, vil formodentligt snart overgå denne med 10^—15.000 flasks årligt. De andre producenter af betydning er i størrelsesorden: Jugoslavien 14.600 flasks (1951), USA 12.500 flasks og Meksiko 8.000 flasks. Det er Italien og Spanien, som tilsammen nok leverer 80^—85 pct. af verdenshandelen, der øver den afgørende indflydelse på kviksølvmarkedet. USA er verdens største forbruger og menes bl. a. til stockpiling at lægge beslag på halvdelen af verdensproduktionen.

På verdensmarkedet, især i London, er der helt uden for producentlandeneskreds i det sidste par år optrådt en ny kviksølvudbyder, nemlig Indien. Under tilskyndelse af Koreahaussen opkøbte foretagsommeindere meget betydelige kvanta (skønsvis 40.000 flasks), som de nu i ly af de italienske og spanske høje priskrav søger at realisere.

Når de indiske udbud ikke har formået at rokke ved disse priser, skyldes dette markedets store afhængighed af de to betydeligste producenterog et godt sammenhold mellem dem. Førkrigstidens kviksølvkartelblev 1928 dannet af italienske og spanske miner, og kartellets prispolitik siges at have givet stødet til udviklingen af kviksølvproduktioneni USA og Meksiko. Om afviklingen af de endnu løbende kontraktligeleverancer til USA kan gøre Italien og Spanien mere villige til prisafslag, vil bero mere på efterspørgslens intensitet end på de konkurrerende udbud fra Jugoslavien og Meksiko, der til trods for deres mindre priskrav på grund af de små salgskvanta ikke hidtil har vieret i stand til at påvirke prissituationen i nedadgående retning. Inderne er næppe til sinds at fremkomme med større samlede udbud, da de herved ville forskertse de gode realisationschancer. De har jo ikke nogen varig interesse i kviksølvmarkedet. Deres pristilbud ligger Ct å 7 pel. lavere end de italiensk-spanske, 64 å 65 £ pr. flask imod ca. 69 JC 10 s, begge cif engelsk havn. New York-priserne ligger på mellem 192 og 194 $ imod en gennemsnitspris på 80 $ i 1947 f49.

Med de nugældende priser er kviksølveksporten såre lønnende. I 1951 fik .Jugoslavien en gennemsnitlig eksportpris på ca. 190 $ pr. flask og i 1952 ca. 180 S; men de i indeværende år opnåede priser må ligge højere. Efter sagkyndiges udtalelser at dømme vilde eksportproduktionen kunne svare sig ved det halve af disse priser. Det er derfor naturligt, at det er blevet Jugoslavien meget magtpåliggende at udvide denne produktionsgren mest muligt og hurtigst muligt.

De to vigtigste forsyningsmarkeder for krom i Europa er — bortset fra Sovjetunionen — Tyrkiet og Jugoslavien (med henholdsvis 16 og 5 pel. at verdensproduktionen i 1937). Som tidligere nævnt, var det et engelsk foretagende, der før krigen beherskede den jugoslaviske krommalm. Det havde skabt det industrielle grundlag for malmbrydningen og metaludvindingen, som efterkrigstidens statslige arvtagere kunde bygge videre på.

Under krigen havde tyskerne kun udnyttet de forhåndenværende miner, og det til det yderste (i hvert af de fem besættelsesår brød tyskerne gennemsnitlig dobbelt så meget som i et normalt før krigsår). Det var derfor nødvendigt at finde nye malmlejer, og arbejdet hermed har slået på lige siden 1945, men først i 1948 kunde man i de nye miner påbegynde brydningen af malmen. Sammenlignet med 1947 var malmproduktionen 1951 steget med 40 pct., men der er samtidig sket en tilbagegang i malmens metalbestand udtrykt i pct. af kromiti udholde I.

Malm af 1. grad indeholder over 48 pct. kromit, af 2. grad mellem 42 og 48 pct. og af 3. grad under 42 pct. Af 3. grads malm fremstilles det såkaldte koncentrat med et kromitindhold på ca. 48 pct. Som tabellen viser, er forekomsterne nu mindre kromholdige end før, (regnet på grundlag af det ekvivaliserede malmprodukt er der kun 16 pct. af 1. grads kvaliteten imod 49 pct. før krigen).

Eksporten, der iøvrigt både i 1947 og 1951 overstiger rsproduktionen altså må have indeholdt oplagringer fra foregående år, er hverken i kvantum eller art undergået nogen påfaldende forandringer med undtagelse af ferrokrom. Hjemmeforbruget, der har ligget på ca. 8000 tons malm inkl. koncentrat,, har hidtil udelukkende været anvendt til fremstilling af ferrokrom, men den forøgede tilvirkning af ildfaste materialer sammen med den stigende anvendelse i metallurgien og kemien regnes at ville sætte forbruget op til ca. 30.000 tons svarende til 50 pct. af den nuværende produktion. Som forsyningsmarked for krom vil Jugoslavien derfor kun kunne holde sin stilling, hvis det lykkes at finde og udnytte n}^e malmlejer samt at forøge brydningen i de bestående miner ved anvendelse af tidssvarende driftsmetoder.

Jugoslavien er ivrigt i gang med at udnytte sine malmlejer med antimon. For tiden samles alle kræfter om minerne i Serbien, hvor de største forekomster findes navnlig i republikens vestlige og sydlige del. De makedoniske og bosniske lejer har man foreløbig ladet ligge, fordi antimon dér findes i forbindelse med arsenik, som vanskeligt lader sig udskille. På den anden side har man for et par år siden måttet lukke en større mine på grund af malmens stærkt forringede metalindhold. Dette har medført et fald både i produktionen og eksporten, som tabellen nedenfor viser. Ligesom ved andre af de omtalte metaller har også antimonmalmens metalindhold været i stadig aftagende (1946 f4B: 3,9-4,35 pct.; 1949: 3,35 pct.; 1951: 2,23 pct.).

Den jugoslaviske andel i verdensproduktionen andrager ca. 5 pct.
Den største antimonproducent er vel vedblivende Kina (skønsvis 37

pet. i 1937). I den kommercielt tilgængelige verden står nu Bolivia i
spidsen (30 pet.), i'ulgt af Meksiko (15 pct.) og Den sydafrikanske
union (12 pct.).

For anden verdenskrig beherskede Kina antimonmarkedet, og ■\Y. C. C.« (Wah Chang Co.) ansås for den bedste regulus (betegnelsen for del rene metal) takket være dens høje metalindhold (ca. 99,8 pct.). Det jugoslaviske produkt siges at have været en så god handelskvalitet, at der var stigende efterspørgsel efter det på metalmarkederne i London, Herlin og Hamborg. Før oprettelsen af smelterier gik den ud vaskede malm på muldyrryg til Saloniki og derfra med skib til franske og engelske aftagere. I 19.51 eksporteredes 40 pct. til USA, 36 pct. til Tyskland ug resten til andre vesteuropæiske lande.

Den modernisering, der for tiden gennemføres i minedriften, og hvortil Fximbanken har ydet finansiel støtte, har allerede forhøjet ■ ilektivitelen i ekstraktionsprocessen i så betydelig grad, at man regner med i den nærmeste fremtid at komme op på en årlig produktion af uver 2.000 tons regulus.

Prisudviklingen ]iar for antimon i lighed med andre metaller været præget af krigspsykosen. Tager vi midtårspriserne i London, ser vi l'olgende forløb: 1950 — 150 £; 1951 — 390 £; 1952 — 225 £ pr. ton, lig sidste pris gælder også i år. Jugoslavien opnåede følgende gennemsnitspriser for sin eksport: 1951 — 1.060 $; 1952 — 653 $ pr. ton. Da USA i de sidste år har været hovedafsætningsmarked for jugosla<■ isk antimon, anføres til sammenligning de amerikanske priser ved urets slutning, omregnet i $ pr. ton (New York noterer i cents pr. Ib. lob Laredo) 1950 — 705,28 $; 1951 — 1.102,00 $; 1952 — 760,38 $. Da marketiet nu efter den politiske afspænding er faldet til ro, forventer man en mere behersket efterspørgsel, idet de industrielle forbrugere menes at være velforsynet. Skrottaftrækket er da også faldet betydeligt på det engelske marked. På den anden side kan forhåbningerne om vigende priser som følge ef våbenstilstanden i Korea være medvirkende fil markedets trevenhed.

Blandt ikke-jernmetallerne har Jugoslavien også betydning som forsyningsmarked for vismut (bismuth), hvoraf det i 1951 opgives at have haft en årsproduktion på 88 tons. Det skuide hermed indtage en ret betydelig plads blandt dette sølvhvide metals producentlande, idet hele verdensproduktionen (før krigen) ansloges til henved 500 tons med Bolivia som producent af ca. en tredjedel. Eksporten har for 1951 og 1952 andraget henholdsvis 69 og 93 tons. — I denne forbindelse skal nævnes, at Jugoslavien er ved at tage produktionen af kadmium op i større stil, og det regner med i nær fremtid at kunne sætte en eksport igang af dette meget anvendelige metal.

For 30 år siden var produktionen af sølv ringe, nemlig kun 1 ton. Efter at BOR og TREPCA begyndte på udvindingen, steg produktionen fra 2,6 tons i 1929 til henved 70 tons ved anden verdenskrigs udbrud, og nåede i 1951 op på ca. 95 tons. Eksporten for dette år opgives til 96 tons og for 1952 til 75 tons, således at produktionen må antages at have været stø::re, end den officielle statistik udviser. Det betydelige hjemmeforbrug af sølv, især til kunsthåndværk, filigranarbejder, må her tages i betragtning. Jugoslavien har allerede fra det 14. århundrede været kendt som forsyningskilde for sølv. Det var republiken Ragusa (det nuværende Dubrovnik), der havde monopol på handelen med sølv og kobber, som ad søvejen fandt sine markeder i Middelhavets mange kystbyer. 1 dag spredes sølvet også til lands til nære og fjerne aftagere.

Når højovnsanlæggene og koksværkerne, der nu er under opførelse, er fuldt udbyggede, vil Jugoslavien selv have brug for hele sin jernmalm.Det meste af malmen gik før krigen ud af landet, men i de sidste år har jernmalmeksporten vist en faldende tendens. I 1939, 1951 og 1952 var malmekspor:en henholdsvis på 385, 281 og 155 tusind tons ved en fremgang i brydningen på ca. en tredjedel fra 1939. Stålproduktionen,der ifølge femårsplanen skulde bringes op på det tredobbelteaf førkrigsniveauet, bliver for 60^—70 pct.'s vedkommende baseret på råjern, da skrott kun findes i meget begrænsede mængder. Landets egne fornødenheder er beregnet til 540.000 tons råjern, og til fremstilling af dette kvantum udvindes I1I¹ f?, million tons malm. Igangsættelsen af nye miner skulde kunne forøge malmproduktionen med yderligere 1 million tons. Tænker man på de ambitiøse planer, Jugoslavien har med hensyn til opbygningen af en sværindustri, og for hvilke det store Zen Lea stålværk kan tages som symbol, bliver landet i stigende grad henvist til at supplere sin egen produktion med import. Denne er allerede nu alene for råjerns vedkommende 50 pct.

slorre end før krigen. Dertil må lægges skrottimporten, der vægtmæssigt
i 1952 overgik råjernsimporten med 20 pct.

1 forbindelse med metallerne skal nævnes, at den jugoslaviske eksport af pyrit (svovlkis) i de sidste år er mere end fordoblet sammenlignet med førkrigstiden, til trods for at dette mineral i stigende omfang anvendes i den hurtigt voksende kemiske industri til fremstilling af svovlsyre (den nuværende produktion er tre gange så stor som i 1939). De største pyritlejer lindes ved Majdan-Pek, hvor de i mellemkrigstiden blev udnyttet af et belgisk kobbermineselskab.

b. Ikke-metalliske mineraler og fossilier.

Produktionen af m agne sit er omtrent tredoblet siden 1939 (90 imod 33 tusind tons). Magnesitbrydningen er af nyere dato, men mineralets stigende anvendelse i metallurgien til foringen af højovnene og til fremstilling af Sorel's cement har nødvendiggjort en øget brydning. I den senere tid har man udvidet produktionen af »kaustisk magnesit«, saledes at der snart vil fremkomme et større eksportoverskud.

Bestræbelser i samme øjemed udfoldes for gips, som der findes rige forekomster af i Bosnien, Kroatien, Serbien og Makedonien. Endvidere for asbest og for den dalmatiske og istriske kalksten, som ilen italienske sukkerindustri er en fast aftager af. Den bruges tillige lil fremstilling af kunstmarmor, der er ved at blive indarbejdet på udenlandske markeder. Endelig skal nævnes baryt (tungspat), der eksporteres råt eller i formalet stand, til brug for fremstilling af lakker eller som fyldstof i papir, gummi og andre materialer.

Eksporten af brunkul og lignit er blevet forøget sammenlignet ned førkrigstiden (i 1000 tons: 1939 — 81; 1951 — 190 og 1952 — 95). Det er et spørgsmål, om eksporten vil blive opretholdt, efter at Jugoslavien er begyndt selv at fremstille koks i Lukovac og Zenica. Koks, a?rkerne er baseret på brugen af både brunkul og lignit, der dog uden ophedningen bliver tilsat stenkul. Koksproduktionen, som er uislået til 675.000 tons årligt, bliver dog ikke stor nok til at dække "net forbrug. Der bliver brug for et betydeligt importtilskud til anvenlelse i landets voksende metallurgiske industri.

7. Cement og andre bygningsmaterialer.

Genrejsning efter krigens ødelæggelser, industriens stærke vækst i
len gamle og navnlig i den nye verden, industrialisering af de uudikledelande
i forbindelse med omfattende konstruktionsarbejder ved

anlæg af veje, jernbaner og havne har forøget efterspørgselen efter bygningsmaterialer i et omfang, der ikke lader sig måle. Mest af alt er der brug for cement, der danner en stedse stigende bestanddel af nutidens bygningsværker.

Verdensproduktionen af cement er omtrent fordoblet siden mellemkrigstiden, og Jugoslaviens produktion er fulgt med i denne udvikling. Landet frembringer nu ca. 1.200.000 tons årligt, og en fjerdedel af dette kvantum bliver eksporteret. Det er fabrikerne ved Adriakysten, der leverer eksportvaren.

Jugoslavien var medlem af det i 1937 dannede internationale cementkartel og måtte som sådant underkaste sig de fastsatte eksportkvota'er og -priser. Da Italien var outsider, og da dette land kontrollerede de største dalmatiske cement fabriker, gav dette anledning til gnidninger mellem dem og bl. a. de iransk kontrollerede værker, der dog hurtigt blev bilagt takket være kommerciel smidighed fra begge parter.

Jugoslaviens cement har vundet indpas i store dele af Middelhavsområdet og i Det mellemste østen; den brugtes bl. a. til de tyrkiske jernbaner og til den transiranske bane, som Kampsax byggede. Den nuværende afsætningsradius strækker sig helt til Sydamerika.

Efterhånden som den tyske, belgiske og japanske konkurrence gør sig gældende, bliver salgsmulighederne for jugoslavisk cement forringet. På de nærliggende markeder såsom i Saudi-Arabien skal der dog være afsætningschancer, meden? Kuwait og de tilgrænsende sheikområders voksende anlægsbehov for cement i videste omfang bliver dækket af England. På den anden side har dette land set sin cementeksport til Iran svinde ind fra 65.000 tons i 1950 til 1600 tons i 1952. Det er næppe sandsynligt, at Jugoslavien vil træde i Englands sted, da dette ikke så meget er afhængigt af kommercielle som af politiske faktorer.

Allerede i middelalderen hentede Venedig sten til sine bygninger
fra de istriske stenbrud. Xu bliver de også importeret af Tyskland,
Holland, Belgien, England, USA og Argentina.

For fuldstændighedens skyld skal af eksporterede bygningsmaterialer endvidere nævnes: marmor, skifer, mursten, gulv fliser og tagsten samt de såkaldte Salonit-plader., der er fremstillet af asbestbeton på »SALONIT«-værket nær ved Spalato.

8. Kemikalier.

Eksporten af råkemikalier har taget et opsving efter krigen, ikke
blot mængdemæssigt, men tillige hvad produkternes mangfoldighed

angår. Den kemiske industri er nu for størstedelen genopbygget, og
den fremskyndede industrialisering i forbindelse med de øgede eks-
har muliggjort en langt bedre udnyttelse af kapaciteten
i. nd tilfældet var i mellemkrigstiden.

Svovlsyre, der er et strategisk råstof, har nydt godt af Koreakrigen og den forcerede oprustning i så høj grad, at det måtte gå ud over noduktionen af gødningsstoffer, superfosfat og svovlsur ammoniak -..mt køb bervitriol (kobbersulfat), for hvilke den danner råemnet. Kor kobbervitriolens vedkommende var det naturligvis også det andet udgangsmateriale, kobberets beslaglæggelse til militære formål, der har været medvirkende til produktionsnedgangen. Mangelen på kobberv i triol har været så stor i vinlandene, at de har måttet holde strengt hus med forsyningerne. Frankrig, der er et af dette kemikalies vigtig>le producenter, har således måttet indføre kontrol med fordelingen, vf'ter al dot kun har kunnet fremstille en trediedel af den hidtidige niivngde. Den politiske afspænding vil sandsynligvis gøre det muligt lur .Jugoslavien at genoptage produktionen af kobbervitriol i et omfang, .ler er stort nok til at forsyne hjemmemarkedet og til at udvide eksporten. 1 marts d. å. ophævede IMC svovlallokeringen, og de stadig tiltagende tilførsler af elementært svovl, bl. a. fra Mexico, den nyligt .jpdulvkede storleverandør, vil give sig udslag i forhøjet fremstilling af >vovlsyre. Det er mere bekosteligt at producere svovlsyre af svovlholdige materialer, herunder pyrit, end af natursvovl, og man har derfor uvendt tøvet med at foretage denne omstilling.

Den lettede forsyningssituation for både kobber (se ovenfor under metaller) og svovlsyre har allerede ytret sig i prisen på kobbervitriol. Noteringen for dette var medio juni 1953 i London £ 79 — 0 — 0 pr. eng. ton mod £ 107 — 17 — 6 på samme tid ifjor.

Fra forkrigstiden råder Jugoslavien over en betydelig produktionskapacitet for kobbervitriol. Alene ZORKA-værket i Sabac er i stand til at. dække det hjemlige behov til overmål, og der findes desuden 3 andre fabriker, der således helt kan hellige sig eksporten.

Den mangfoldige anvendelse acetylen har fået, gør dets råemne, Is aleium k arbid, til en meget efterspurgt vare. Acetylen bruges nu rlindre til belysning end til autogensvejsning, mest dog til fremstilling af kunststoffer, deriblandt syntetisk gummi. Det tidligere franske foretagende»La Dalmatienne« havde skabt grundlaget for dette kemikalies tilvirkning, og et af dets anlæg, nemlig værket i Djugirat ved Spalato, er stadig det forende i denne industrigren. »Dalmacija«, som det nu kaldes, er takket være sin beliggenhed ved Adriakysten selvskrevet til

at besørge den søværts gående eksport, medens det andet værk (der
findes kun to), Tvornica Dusika i Rute ved Maribor, betjener fastlandetsaftagere.

Sodaproduktionen var vel nok i mellemkrigstiden en større eksportartikel end nu. Dette skyldtes det ringe hjemmeforbrug. Da dette imidlertid er steget i væsentlig grad, bl, a. som følge af den stærkt udvidede glasindustri, har det været påkrævet at forøge sodaproduktionen alene af den grund. I den første efterkrigstid var det østbloklandene, der beslaglagde det meste af dette kemikalie ligesom af andre industrielle råstoffer, efter sigende endog på hjemmeforbrugets bekostning. Ved handelens omlægning efter bruddet med Kominform gik det forholdsvis ringe eksportoverskud til de geografisk naturlige aftagere i Middelhavsområdet, men der meldte sig efterhånden også købere i Nord- og Vesteuropa, og endog i Sydamerika. Eksporten omfatter kaustisk soda, ammoniaksoda og krystalsoda.

Litopone, for hvilket der er afsat et importkontingent i den danskjugoslaviske handelsaftale, er først efter krigen blevet en jugoslavisk eksportartikel. Det er en hvid farve, der har zink som udgangsmateriale, og den finder anvendelse som malerfarve samt i lak-, trykfarve- og linoleumsindustrien. Jugoslaviens eksportkapacitet er på 600-700 tons årligt.

Blandt de kemiske eksportvarer, hvis fremstilling var baseret på et råstof, der hentedes i landets rige træ bestand, var dog garve stofferne de mest efterspurgte. Navnlig havde ekstrakten fra de slavoniske ege fået en vid udbredelse. Garvestofferne udvindes tillige af kastanietræ, galæbler, granbark og tørrede blade, men disse arter har vanskeligt ved at hævde sig i konkurrencen med de oversøiske quebracho-, mimosa- og akacieekstrakter. Garvestofeksporten i 1950 f5l er i forhold til 1938 vægtmæssigt skrumpet ind til en tiendedel.

Allerede i mellemkrigstiden havde Jugoslavien oparbejdet en så ydedygtig trædestillationsindustri, at den kunde eksportere ret betydelige mængder af metanol, (et middel til fremstilling af bl. a. bakelit og adskillige farmaceutiske præparater), acetone, metylalkohol, eddikesyre og flere andre produkter.

Af affaldet fra garverierne og af andet animalsk affald såsom knogler, sener m. v. producerer Jugoslavien en del dyrisk lim, der har fundet købere på en række markeder, sidst bl. a. det danske. I 1952 eksporteredes 68 tons.

De jugoslaviske tændstikker har banet sig vej helt til Frankrig,
hvor tændstikmonopolet ifjor aftog omtrent tre fjerdedele af eksporten,

der androg ca. 1.000 tons. Afsætningsområdet omfatter desuden hoved*ugelig
de mellemøstlige lande.

Jugoslaviens farmaceutiske industri har udviklet sig så stærkt, at den nu dækker 90 pct„ af landets behov imod lOpct. før krigen, og den nir endog påbegyndt en eksport af enkelte præparater, bl. a. glycerin >g kremortartari.

[ denne sammenhæng kan også nævnes den voksende interesse, ,'ngoslaviens dentalpræparater har mødt på udenlandske markeder. Det drejer sig både om sølvamalgam, fosfatcement, modellervoks og •mellot«, som er en legering af vismut og bly.

9. Håndværks- og industriprodukter.

Jugoslavien hverver udenlandske aftagere til en lang række færdig«urer. Den strækker sig lige fra husflidens kunstfærdige frembringelser lil sværindustriens tunge gods, fra »Priglavci« (farvestrålende uld■^lippers) til vandturbiner. Husflidsprodukter giver en større eksport - ndtægt end vogne, maskiner, redskaber, instrumenter og apparater ilsammen (1952: 17 mod 13 mill. din.).

Vil man danne sig et indtryk af det brogede udvalg af industrielle færdigvarer, Jugoslavien falbyder, skal man bare se på indholdet af staderne eller pavillonerne på de internationale messer, hvor disse produkter er fremlagt til salg. Landet er en flittig udstiller, det var saledes i 1952 repræsenteret på ikke mindre end 11 internationale nesser, nemlig i Karachi, New Delhi, Utrecht, Milano, Bruxelles, Paris, Triest, Smyrna, Frankfurt a/M, Wien og Saloniki. Disse udstillinger var nærmest tilpasset efter det pågældende messelands nationale behov, medens de årlige messer i Zagreb giver et bredere tværsnit af i let jugoslaviske udbud i al dets mangfoldighed. For eksportpropaganilaen har deltagelsen i de udenlandske messer for så vidt størst betydning, som man her på grund af den dyrere foranstaltning og de betydelige transportomkostninger er nødt til at foretage et mere skønsomt udvalg af udstillingsgenstandene end på de hjemlige messer. Her er det ofte prestigen mere end eksportevnen, det koinmer an på.

Pakistan står på et industrielt lavere udviklingsstadium end Jugoslavien,og det er da naturligt, at man i Karachi prøver på at opnå litreprisekontrakter for forskellige konstruktionsarbejder, at man tiln'derlandbrugsmaskiner, elektromotorer, centrifugalpumper, emaljeiethusgeråd, strygejern og tændstikker. Noget tilsvarende falbyder nan i New Delhi. I Smyrna er der stor interesse for bomuldstøj til

damekjoler, og der findes også købsreflektanter til drejebænke, træbearbejdningsmaskinerog savblade, til kraner og spil. I eksportstatistikkenfor 1952 figurerer Tyrkiet som eneste aftager af alle disse artikler. Når »Litostroj« i Ljubljana også udstiller sine Peltonturbiner, må dette nærmest tages som illustration af Jugoslaviens industrielle fremdrift. Grækerne er selvsagt mere interesserede i nåletræ, okser og »kackavalj«-ost end i det sparsomme udvalg af maskiner, Jugoslavien udstiller i Saloniki.

En helt anden prøvekollektion kendetegner udstillingerne i de vesteuropæiske messebyer. Foruden at bringe de kendte naturbetingede frembringelser i erindring tager disse udstillinger sigte på at fremvise nye artikler såsom polyvinil-chloride-produkter (plastic) i form af råstof og som færdigvarer. Denne industrigren er først blevet bygget op i efterkrigstiden, og Jugoslaviens polyvinilråstoffer har allerede opnået en afsætning i de vesteuropæiske lande, dog hovedsagelig i Vesttyskland og Frankrig, på ialt henved 600 tons. Der er også påbegyndt en eksport af galanterivarer og andre brugsgenstande i plastic. Inden for halvfabrikata indtager svinelanier en fremskudt plads. Dette havde allerede før krigen en stor kundekreds i den vestlige verden, og er ved at få den igen. I 1952 eksporteredes 107 tons mod 142 tons i 1939. Af andre frembringelser, fabrikata, håndværks- og husflidsprodukter — skillelinien mellem disse er ofte udflydende — udbydes Pirot- og Sarajevotæpper, priglavci, broderier, kurvcarbejder, diverse lædervarer, kunstsmedearbejder, glasvarer, og — ikke at forglemme — filigraner. Dermed er udbudsbilledet langt fra fuldstændigt.

Hvad flittige bosniske eller makedoniske landbokvinder baldyrer i ledige stunder, hvad Prizrens sølvsmede eller Sarajevos kobbersmede former af råmaterialet, byggende på ældgamle folketraditioner og øsende af en bugnende fantasi, — alt dette søger man købelystne til blandt udenlandske libhavere. Messen danner for mange af disse genstande på grund af deres individuelle karakter en hensigtsmæssig salgsforanstaltning. Lejlighedsvise udstillinger i stormagasiner eller andre passende detailudsalg frembyder samme afsætningsmuligheder i de vestlige lande, hvor industriens trivielt ensartede masseprodukter gør det købende publikum modtageligt for de særprægede og afvekslende frembringelser, der udrinder :::ra et naturfolks rige skaberevne.

De under pulterkammerposten »andre industriprodukter« samt underandre varegrupper medregnede færdigvarer udgør kun en ringe del af Jugoslaviens totale eksport. Nedenfor er der foretaget en udskillelseaf disse for 1952. Der er kun medtaget industrielle-, håndværksmæssige

værksmæssige- samt husiliclsprodukter, både færdige produktionsmidlerog

lait beløb den her omhandlede eksport sig til kun 1,45 pet. af Jugoslaviens
totaleksport. Rundt regnet kan man sige, at håndværks- og
husflidsprodukterne udgør omtrent 20 pct. af samtlige poster.

10. Jugoslavien som forsyningsmarked for Danmark.

Købene i Jugoslavien udgør kun godt og vel 1 pro mille (1952: 1,2, 1951: 1,1) af Danmarks totalimport. Der har aldrig bestået noget nævneværdigt handelssamkvem mellem de to lande (1938 og 1937 udgjorde Jugoslaviens andel i henholdsvis Danmarks totalimport og -eksport: 1,5 og 2,3 — 0,4 og 0,3 pro mille).

Danmarks import fra Jugoslavien foregik kun i meget ringe omfang i direkte afregning. For eksempel er i 1938 kun en fjerdedel af den importerede jugoslaviske majs henført under købslandet. Dette skyldtes, at en væsentlig del af Jugoslavlens udenrigshandel blev formidlet af tilgrænsende gennemgangslaiide, hvad enten det nu var på grund af et tidligere politisk tilhørsforhold eller af trafikale årsager. Endvidere var det en naturlig følge af en foretagen investering, at det finansierende land lagde beslag på handelen med det pågældende produkt.

Afsætningen af de jugoslaviske eksportvarer, der for størstedelen var af voluminøs karakter, foregik gennem østrigske og ungarske huse, der plejede at forstrække deres formidlere i afladerlandet med midler til opkøb af varerne. Ungarske kornhandlere udbragte den jugoslaviske hvede og majs sammen med deres eget lands afgrøder. Det var jo bare en fortsættelse af den tidligere praksis, da Vojvodina hørte ind under Ungarn. Østrigske eksporthuse, der fra Triest beherskede Levanthandelen, medtog på samme måde skovprodukter og andre varer, som de havde skabt afsætning for.

Trafikforholdene øvede en stor indflydelse på eksportens veje. Korn, malm og træ var afspærret fra Adriakysten gennem et ufremkommeligt bjergterræn, som fordyrede jernbanetransporten. Skulde en ladning korn sendes fra det indre produktionsområde til en vesteuropæisk aftagerplads, var det billigere at fragte den ned ad Donau til Braila og omlade den dér på et søgående skib, der gik via Dardanellerne og Gibraltar nordpå, for eksempel til Rotterdam. Det var grunden til, at Rumænien kom til at spille en betydelig rolle inden for den jugoslaviskekorneksport, der iøvrigt beherskedes af græske mæglere. Den sydserbiske eksportproduktion søgte sig vej ud gennem Saloniki, der

i mellemkrigstiden havde en udgående jugoslavisk godsmængde, som var 15 gange så stor som den indgående. Ifølge en overenskomst med Grøkenland i 1923 fik Jugoslavien en frizone i Salonikis havn, der virkede stimulerende på handelssamkvemmet med Orienten, og som .iverforte en del af udenrigsomsajtningen fra østrigske og ungarske Formidlere på jugoslaviske og græske hænder. Frizonen, der var stillet under det jugoslaviske toldvæsens administration, har lidt sva?r skade under krigen, og denne er endnu ikke udbedret. Genoptagelsen af .lens virksomhed er yderligere blevet forsinket på grund af de spændte politiske forhold, der herskede mellem de to lande under den græske borgerkrig. Man regner dog med, at den nu indtrådte forsoning vil Vemskynde genåbningen af frizonen.

Det var mest for råstoffer til sin husdyrproduktion, Danmark benyttede Jugoslavien som forsyningsmarked. Majs, solsikke-, kokos- og rapskager, hvedeklid, palmekærneskrå og andre slags skrå leveredes I'or krigen i skiftende mængder. I træ var de jugoslaviske tilførsler r.ærmest af tilfældig art, derimod var hamp og hampeblår en mere støt importvare. Forsyningerne omfattede desuden svesker, garvestolTer, tarme, kalvemaver til osteløbe og vegetabilske apotekervarer. I hvor stor en udstrækning jugoslaviske metaller og kemikalier indgik i vor import, er det svært at få oplyst, da man først fra 1939 har en specifikation af indførselen efter oprindelseslande, og selv denne har kun deklarationerne at bygge på.

Den nuværende import fra Jugoslavien grunder sig på de årlige hilaterale handelsaftaler, hvor hver af parterne under de rådende valutariske vanskeligheder i videst muligt omfang lader sig lede af indkøbsbehov og afsætningstrang. Et statistisk lyspunkt i denne tosidighed i vareudvekslingen er, at det er lettere at få fastslået importens »prindelsesland.

lait købte Danmark i Jugoslavien i 1951 og 1952 for 7,8, henholdsvis -,2 mill. kr. Ifølge aftalen for 1952 (1. nov. 1951 til 31. okt. 1952) kulde vareudvekslingen omfatte kontingenter på ca. 26 mill. kr. hver «. ej. Rundt regnet er kun en trediedel af dette samhandelsforsæt blevet raet.

Importen til Danmark skulde efter den nævnte aftale bestå af:

Humle 10 tons, hamp og blår 400 tons, vin og andre alkoholiske produkter for 100.000 S, tomatpuré 100 tons, majs 4.000 tons, majsstivelse 50 tons, råtobak 200 tons, oliekager 5.000 tons, hårdttræ 5.000 m³, finerer af hårdttræ 100 m³, jernbanesveller (p. m.), eddikesyre 50 tons, litopone 200 tons, zinkhvidt 75 tons, blymønje

200 tons, kaustisk soda (p. ni.)» kalcineret soda 500 tons, brændt magnesit 500 tons, pyrit 3.000 tons, brændt gips 200 tons, bly 300 tons, antimon regulus 50 tons, glas til husholdningsbrug etc. for 20.000 $, farmaceutiske produkter, medicinalplanter, alkaloider, opium etc. for 20.000 $„ fjer 10i3 tons, capeliner for 30.000 $, tarme for 10.000 $, hampe- og bomuldsmetervarer for 30.000 $, hampegarn for 10.000 S, diverse hampeprodukter for 30.000 $, diverse varer, herunder lædervarer, håndarbejder og andre jugoslaviske folkloreartikler for 200.000 $.

Efter den jugoslaviske handelsstatistik fordeler eksporten til Danmark
i 1952 sig på følgende poster:

Grunden til, at kontingenterne for agerbrugsprodukterne ikke blev udnyttet, var sidste års tørke. For mineralerne og andre råstoffers vedkommende viste det sig at være mere fordelagtigt for os at ty til bedre og billigere forsyningskilder. Forbrugsvarerne frembød mindre interesse enten på grund af mættet behov eller svigtende købeevne. Til genga4d skete der en udvidelse af aftalen med svesker, der kom til at dominere de jugoslaviske tilførsler i 1952.

Vor sidste handelsaftale med Jugoslavien, der løber til 31. oktober 1953, adskiller sig ikke væsentligt fra de foregående, hvad vor importlisteangår. I hvilket omfang vi vil udnytte de fastsatte kontingenter, er afhængigt af indkøbsvilkårene hos vore hovedleverandører. Jugoslavienhar for Danmarks tilførsler kun haft anden rangs betydning.

Som naturligt er, betragter vi Jugoslavien som sekundært forsyningsmarked,der kan supplere vor import fra de primære indkøbskilder. Under den rådende knaphed for vigtige råvarer har de mindre leverandørlandeimidlertid ofte fremsat så høje prisforlangender for disse suppleringskøb, at vore importører har måttet indskrænke dem. Af tabellen »Jugoslavien som forsyningsmarked for Danmark« kan man således se, at vi i 1951 på grund af den herskende knaphed på træ har betalt det jugoslaviske hårdtlræ med 15 pct, over vor gennemsnitlige importpris. I 1952 var forsyningssituationen for træ lettet, og Jugoslavienkunde derfor nøjes med. vor imports gennemsnitspris. For antimon har vi på grund af den højere pris aftaget mindre fra Jugoslavieni 1952, idet vi kun udnyttede knapt en trediedel af kontingentet. For bly, solsikkekager og hamp har de jugoslaviske priser ligget på importgennemsnittet og endog derunder.

Af specifikationen over Jugoslaviens eksport til Danmark i 1952 ser man, at vore indkøb er mangeartede, men at posterne gennemgående er små. I vor import figurerer »frugt og grøntsager«, vel nok hovedsagelig bestående af svesker, med 60 pct. af totalimporten (5 af 8,2 mill. kr.). Af andre poster over If2 mill, kr.'s importværdi finder vi kun foderstoffer, (ca. 1 mill, kr.) og kemiske råstoffer (ca. 0,7 mill, kr.). De jugoslaviske bordvine har ikke et tilnærmelsesvis så stort marked her som hedvine, der på grund af deres fristende priser har fundet stigende anvendelse til sammenstikningsformål. Endelig er der tæpperne og andre håndværks- og husflidsartikler (folklore), som takket være deres særprægede natur og kunstneriske værdi har skaffet dem flere og flere købere i Danmark.