Betragtninger over nationalregnskabet og dets anvendelsesmuligheder

1. Oprindelsen til de i efterkrigsårene stedse mere udbredte forsøg
på at udforme et »bogholderi« for hele nationen må søges i de også
tidligere foretagne opgørelser af den samlede, nationale indtægt.

Det vil imidlertid hurtigt stå klart, at man ikke bliver væsentligt klogere ved at skaffe sig kendskab til den totale indkomst. Ganske som for den enkelte virksomhed gælder det for samfundet under eet, at driftsresultatet., den samlede indkomst, nok er velegnet til at vise fremgang og tilbagegang. Men det afgjort mest interessante er, hvordan resultatet er fremkommet. Den enkelte virksomhed såvel som samfundet spørger mere efter sådanne ting som forholdet mellem indsats (»g resultat, de forskellige afdelingers andel i resultatet, forholdet mellem egen- og fremmedkapitalens andel deri, resultatets anvendelse for diverse formål, etc., samt ikke mindst ændringerne i disse forhold, end efter selve resultatet.

81. a. gælder dette, når virksomhedens resp. samfundets ledelse ikke er tilfreds med, hvad der er opnået, samt når der stilles ekstraordinære krav til effektiviteten. Så ønsker man at studere regnskabets detaljer og finde fejlene. Bestræbelserne for at tilvejebringe et, hele nationen omfattende, regnskab er da også for en stor del udsprunget af de spekulationer over., hvad der var i vejen med den økonomiske mekanisme, som navnlig mellemkrigstidens arbejdsløshed gav anledning til, samt af de ganske ekstraordinære krav til økonomien, der fulgte med den 2. verdenskrig.

---

1) Undervisningsassistent ved Københavns Universitet, cand. polit

I bestræbelserne for at formulere en nationaløkonomisk teori til forklaring af den samlede: indkomst (og dermed beskæftigelse og arbejdsløshed) fremdrog man sammenhængen mellem en række faktorer, som det — om gørligt — var ønskeligt at måle i tal, hvis teorien skulle tjene som vejledning for den økonomiske politik.

Og i arbejdet med de problemer, den totale mobilisering siden rejste, gik man for alvor i gang med at finde tal svarende til teoriens størrelser. Hermed var så det skridt taget, som i nogen grad flyttede interessen fra registrering af den totale indkomst og over til regnskabsmæssig postering af bestanddelene i denne indkomst.

2. For at forstå tankegangen i. et regnskab for nationen må man gøre sig klart, at nationens regnskab — ligesom en virksomheds interne regnskab — koncentrerer sig om at vise de økonomiske transaktioners vej fra een del af samfundet til en anden i et kredsløb. Der er ikke som i en virksomheds regnskab tale om at registrere en proces fra en begyndelse, f. eks. indkøb af varer, til en slutning, f. eks. salg af varer.

Grundstammen i nationalregnskabet er derfor en række ligheder mellem forskellige sider af samme proces — eller, om man vil, forskellige udtryk for samme fænomen. Processen består kort fortalt i, at menneskene fremstiller et produkt for at kunne konsumere det. Denne proces kan imidlertid ses og måles fra. flere sider. Man kan hæfte sig ved produktionssiden og måle værdien af det samlede produktionsresultat (naturligvis rried fradrag af medgåede råvarer o. lign.). Man kan også fæstne opmærksomheden ved den side af kredsløbet, hvor produktionsresultatet giver sig udtryk i en række indkomster, idet salget af produkterne modsvares af indkomsterhvervelse for de deltagende produktionsfaktorer. Endelig kan man betragte det stadium, hvor de erhvervede indkomster omsættes til forbrug af de fremstillede varer og tjenester ved køb af konsum- eller investeringsvarer.

Man får altså produkt, indkomst og forbrug som forskellige udtryk
for samme sag. Og underopdele** man, får man en række detailligninger
af samme art; i:., eks.

produktion af smør = mejeriernes salgsindtægt = forbruget af smør. Tager man hensyn til samhandelen med udlandet samt til, at en del af samfundets indkomst, ikke bruges øjeblikkeligt men opspares i form af investeringer, får man følgende generelle oplæg:

nationalprodukt = nationalindkomst — konsum + opsparing =
konsum + investering -■- importoverskud (eller + eksportoverskud).

Fager man yderligere hensyn til, hvor i samfundet processen finder
sted, er der basis for et ganske kompliceret regnskab. Vejen fra
produktion til forbrug går jo ikke ligeud: Ved produktionen skabes
indkomsten. Men før den kan forbruges, flyttes der rundt på den
staten tager noget i skat og udbetaler igen noget til dem, der ikke
deltager i produktionen -- folk betaler gæld og giver gaver, etc. ete.,
indtil indkomsten placeres hos dem, der endeligt bruger den.

Da yderligere hver eneste, borger deltager i dette spil altid som erhverver af indkomst og som konsument og i reglen som producent tvinges man ved regnskabsopstillingen til at inddele samfundet i nogle hoxedsektorer, for hvilke der kan føres en række konti, mellem hvilke man så igen lader de forskellige irnnsnkiioner i den okonomiske proces udspille sig.

Transaktionerne giver udtryk for forbindelsen mellem de forskellige sider af den økonomiske proces. Man kan her fortrinsvis interessere sit; for dennes reale indhold og i regnskabsform vise, hvorledes en indsats af varer og arbejdskraft omsættes i produktion, der tillalder den, der yder indsatsen. Man kan også holde sig til den rent monetare forbindelse, hvor produktionsfaktorerne får en indkomst i penge, som de køber produktionen med. Eller man kan registrere ri salg af varer (eller arbejdskraft) for penge. Hvilke muligheder, man her betjener sig af, bliver afgørende for hvor mange konti, man må fore for de enkelte sektorer. Holder man transaktionernes monelaire og reale indhold nøje adskilt, må man foretage dobbeltposteringer (f. eks. således at »salg« af arbejde er eet, og lønnen derfor loget andet, ligesom varens overgang til konsum er eet, mens lønnens invendelsc til køb deraf er noget andet) og får så brug for dobbelt så mange konti som, hvis man alene registrerer sådanne »blandede« transaktioner, der som arbejdsløn og køb af varer indeholder både en real og en monetær side.

Den måde man vælger at sammendrage eller konsolidere¹) sektorer og konti på til et overskueligt regnskab, må naturligvis i højeste grad præge regnskabets udseende og influere på den nytte, man i forskellige formåls tjeneste kan drage deraf.

---

1) Hvis transaktionerne efter sammenlægningen af konti stadig indgår på kredit- og debetside af den nye konto, taler man om sammendragning (combination). Hvis transaktionen er udgået på begge sider, som tilfældet er med virksomhedernes indbyrdes transaktioner, nar alle virksomheder samles i een sektor .Iler alle deres produktionskonti i een konto, taler man om konsolidering.

Stort set kan der være tale om at anlægge to synspunkter for seklor - og kontiinddelingen. Enten lader man delingen følge de institutionelle grænser i samfundet (stat, kommuner, private, forskellige erhverv m. v.). Eller også lægger man isan* vægt på at karakterisere sektorer og konti ved den funktion (produktion, forbrug, kapitaldannelse etc.), der udøves inden for sektoren eller bogføres på kontoen. I et vist omfang vil institutionelle og funktionelle grænser falde sammen. Hvor de vanskeligt kan bringes til det, kan man evt. illustrere den institutionelle og den funktionelle grænsedragning på een gang f. eks. ved at dele sektorer efter institutionelle og konti efter funktionelle linjer. Fuld hensyntagen til begge kriterier på een gang vil dog i reglen give ret uoverskuelige opstillinger, således at eet af hensynene oftest får forrang for det andet.

Denne sondring mellem et institutionelt og et funktionelt oplæg af nationalregnskabet er især fremhævet fra svensk side. I sin nyligt udsendte disputats, »On National Accounting« (Konjunkturinstitutet, Stockholm 1953), understreger Ingvar Ohlsson meget stærkt, at der ikke gives eet nationalregnskab: nationalregnskabet, som man kan forsøge at anvende i forskellige formåls tjeneste. Det er tværtimod formålet med nationalregnskabet, d. v. s. de analyser man vil udføre ved hjælp af det, som må bestemme opstillingsmåden, siger forfatteren. Som eksempler på analyser, man kan foretage ved hjælp af nalionalregnskabsteknikken, nævner Ohlsson bl. a. opgørelse og analyse af udviklingen i totalstørre]serne (nationalprodukt, konsum, investering etc.) og analyse af konjunkturudviklingen, hvor det især er indkomsterne, deres fordeling på indkomstklasser, deres anvendelse til konsum og opsparing etc., der har interesse. Men iflg. Ohlsson kan man vanskeligt foretage begge disse analyser i samme regnskabsopstilling. De kræver hver sin, stort set således, at den første (»Statements of Results«) kræver et regnskab efter funktionelle linjer, mens den anden (»Income Behaviour Analysis«) kræver et regnskab efter institutionelle linjer.

3. Når bortses fra, at Ohlssons synspunkter allerede har sat sig spor i Konjunkturinstitutets publikation »Xationalbokforing 1946-1950« 1951), hvori der opstilles to regnskaber, eet efter funktionelle og eet efter irnre institutionelle linjer, har man nationalt såvel som internationalt stort set holdt sig til regnskabsopstillinger med funktionelle delinger.

Den type regnskaber, man har udviklet ud fra dette synspunkt, kan formentlig bedst skildres ved en kort omtale af udviklingslinjen i det arbejde, Richard Stone har udført for United Nations og for Organization of European. Economic Cooperation (0.E.E.C.). Dette er der så meget mere grund til, som de hovedprincipper, Stone bygger på, genfindes i praktisk talt alle landes nationalregnskab i mere eller mindre varieret formi). Allerede i Stones første rapport: »Definition ard Measurement of the National Income and Related Totals«, Appendix by Richard Stone to »Report of the Sub-committee on National Income Statistics«. Princeton N.J. 1946 (»Princetonrapporten«) arbejdedes der med sektorer adskilt fra hinanden ved deres funktion: producenter, pengeinstitutter, forsikringsselskaber, konsumenter og udlandet. Gennem underopdeling af disse sekl.orer: producenterne deltes i virksomheder og husleje, pengeinstitutterne i banker og andre, konsumenterne i private og offentlige, etc., stræbte Stone dog tilsyneladende mod at nærme sektorinddelingen til et moderne industrisamfunds institutionelle opbygning, om end f. eks. virksomhederne stadig omfattede både offentlige og private.

Udformningen af kontiene fulgte derimod udelukkende funktionelt
bestemte linier visende produktionens og indkomstens dannelse
og dens anvendelse:

Som eksempel kan nævnes, at virksomhedernes regnskab førtes på i konti: operating account (»driftskonto«), der viste indtægter og udgifter :i forbindelse med den løbende produktion — appropriation account (»dispositionskonto«), til hvilken overskuddet fra den ''ørstc overførtes og deltes på diverse faktoraflønninger, hvorefter balanceposten, opsparingen, overførtes til kapitalkontoen, der sammen med en reserve account viste investeringer og formueforskydninger.

Huslejesektorens regnskab krævede derimod kun operating account, mens bankernes regnskab førtes på 3 konti: operating-, appropriation - samt capital and reserve account. Udlandssektoren bestod kun af een konto, eller rettere sektoren var i sig selv en konto, f. s. v. som den afgav til og modtog fra de øvrige sektorers konti alle de transaktioner, der ikke havde modposter inden for disse konti.

---

1) I grundtrækkene adskiller de sig heller ikke væsentligt fra udviklingslinjen nag det norske, yderst detaljerede nationalregnskab, som dog drager en klarere -ondring imellem transaktionernes monetære og reale sider.

b. Den af Stone fastlagte struktur er stort set fastholdt i hans senere arbejder. De rapporter, han har lagt navn til siden (udarbejdet af O.E.E.C. med henblik på tilvejebringelsen af bedre internationalt sammenlignelige nationalregnskaber), har dog i endnu højere grad lagt vægten på det funktionelt bestemte i og med, at der er foretaget en yderligere konsolidering, hvorved forskellen mellem sektorer og konti i praksis udviskes noget, omend den i princippet bevares fuldt udi).

Princippet heri er følgeide. Der regnes med ialt 3 sektorer: forijenestegivende virksomheder, det offentlige samt husholdningerne og de ikke-fortjenestegivende virksomheder. For hver af disse sektorer regnes dernæst med 4 konti: produktlonskontoen, på hvis kredit - og debetside de indtægter og udgifter, der står i forbindelse med den økonomiske aktivitet :i sektoren, posteres -— dispositionskontoen (»appropriation account«)., hvis kreditside uanset præsteret modydelse viser samtlige indbetalinger til og debetsiden samtlige udbetalinger fra den pågældende sektor — kapitaltransaktionskontoen, som på kreditsiden modi ager, hvad sektoren låner eller får som kapitaltransfereringer (incl. dens egne rein_{vesteringsf radrag),} og på debetsiden afgiver sektorens udlån og andre kapitaltransfereringer samt dens samlede bidrag til landets bruttoinvesteringer — og endelig kontoen for ydre transaktioner, der som kreditposter viser alle de af sektorens egne debetposter, der ikke modsvares af kreditposter på denne sektors øvrige konti, og som debetposter alle de kreditposter, der ikke er modsvaret af debetposter indenfor sektoren.

Nationalregnskabet er herefter afledt af den foregående sektorkontiinddeling ved at konsolidere alle 3 sektorers produktions-, dispositions-, kapitaltransaktions- og ydre konti i hver een for hele økonomien, hvorved intersektorale transaktioner vedr. samme konto cleares ud.

Kontoen for nationalprodukt og nationaludgift er således en sammenlægning
af sektorernes produktionskonti.

Ved sammenlægningen af dispositionskontiene har man søgt at
bevare noget af sektorindclelingen, idet man har opdelt den sammendragnedispositionskonto

---

1) Jfr. den sidst udsendte udgave: "A Standardized System of National Accounts". Cambridge, May 1952. Sektor og kontiindelingen i U.N.'s forslag, "A System of National Accounts and Supporting Tables", der er udarbejdet af en ekspertgruppe med Stone som formand og netop er fremlagt i serien: Studies in Methods (St fStat/Ser. F/ No 2), afviger ikke væsentligt herfra.

dragnedispositionskontoi 3, kontoen for nationalindkomst, det offentliges dispositionskonto og de private husholdningers dispositionskonto.Kontoen for nationalindkomst viser da nationalindkomstensopdeling på indkomstarter, mens de to følgende på debetsiden \iser anvendelsen af denne indkomst til konsum og investering etc, samt de indbyrdes transfereringer mellem privatkonsumenter og det offentlige, der ville cleares ud, såfremt man nøjedes med een dispositionskontofor hele økonomien. Kapitaltransaktionskontoen svarer til sammendragningen af samtlige kapitalkonti, således at dens debetsidefor økonomien under eet viser bruttoinvesteringerne og nettotilgangi udenlandske tilgodehavender, mens kreditsiden illustrerer finansieringen heraf ved forskellige former for opsparing incl. remvesleringsudgifter.Når de 3 sektorers ydre konti konsolideres i een, konto for udlandet, viser denne alle transaktioner mellem landets sektorer og andre landes.

Som det ses. medfører denne kraftige konsolidering, at praktisk .aget resten af det institutionelle oplæg er ofret til fordel for et icnt funktionelt opla^g: produktionen fremstilles, den derved dansi ede indkomst fordeles til produktionsfaktorerne, og den anvendes.

Med denne drejning giver regnskabet især udtryk for totalstøri eisernes placering i den økonomiske sammenhæng, hvorved identiteten mellem produktion, indkomst, forbrug + investering og forbrug opsparing understreges.

Hensigten med den kraftige konsolidering er naturligvis at skabe el såpas forenklet regnskab, at alle lande kan fylde det ud. Denne 'tensigt ligger sandsynligvis også til grund for at vælge en funktionel i'ormulering, da økonomiens funktionelle opbygning er ret ensartet, iiiens dens institutionelle grundtræk kan variere betydeligt fra land til land.

!. I\n gennemgang af, i hvilket omfang Stones arbejder har sat sig spor i forskellige landes udformning af nationalbogholderiet, vil Tore for vidt. Som eksempel på, hvor simpelt regnskabsopstillingen kan foretages på grundlag af Stones sidste forslag, skal jeg blot referere det årligt i Statistiske Efterretninger anvendte nationalregnskabfor Danmark. Den eneste betydende forskel mellem denne og Stones opstilling er, at vi knytter forbindelsen fra produktionskonloentil det offentliges og de privates dispositionskonti direkte i stedet for først at operere med en fælles dispositionskonto (kontoen Lv- nationalindkomst). Man får herefter følgende formulering, som

sammenlignet med Stones første forslag betegner en høj grad af forenkling—
med de fordele og ulemper, forenklinger indebærer:

---

1) Fra Statistiske Efterretninger, 1953, nr. 48.

På produktionskontoen bogføres indtægterne ved salg af varer til konsum, investering og eksport. (Importen er her taget ind som negativ indkomst, for at man kan summere op til bruttonationalproduktet. Det samlede nationalprodukt sættes jo lig produktion til anvendelse i Danmark f eksportoverskud). Konsumvarerne sælges til private og til det offentlige (d. v. s. hospitaler, skoler, offentlige kontorers papirforbrug o. m. a.). De indtægter, de private har at købe varerne for, finder vi på produktionskontoens udgiftsside som lønninger og indre private erhvervsindtægter. Herudover får privatfolk dog også andre indtægter, som det ses af nederste afdeling. Det er de ind.ægter, som man kalder overførselsindtægter. D. v. s. aldersrente og i'.ndre sociale ydelser samt det offentliges rentebetalinger (renter af statens obligationer), som passerer fra den offentlige sektor til den private uden direkte modydelser. I modsat retning går skatter og bøder in. v. til de offentlige kasser. Det offentliges indtægter består i'or en stor del af de skatter o. 1., som private betaler. Men fra produklionskontoen kommer der også indtægter. Det er de indirekte skatter, og det er de offentlige erhvervsindtægter fra baner, postvæsen, gasog elva*rker o. lign. Disse indtægter bruger stat og kommuner til 'orbrug og til opsparing.

Den private og den offentlige opsparing (det vil faktisk sige saldiene på de to forbrugskonti) føres over som indtægt for landets kapitalkonto, hvor de medgår til at finansiere stigningen i landets formue, der i 1952 dels bestod af offentlige og private investeringer og dels af neltoeksport til udlandet —- begge dele overført fra produkuonskontoen.

5. Den va?gt, der her i landet og i de fleste andre lande lægges >å den funktionelle opbygning¹) og det dermed beslægtede ønske om at opsummere totalerne, begrænser efter min mening analysens anvendelighed i flere henseender.

Des mere man koncentrerer sig om den indre struktur, des mere mister man nemlig af de intersektorale strømme og dermed af billedetaf, hvordan de. hos hvem initiativet ligger, reagerer. Eksempelvis: da al erhvervsvirksomhed samles på produktionskontoen, deles det offentlige efter producerende contra ikke-producerende — ikke efter, hvem der som stat og kommune har initiativet, og ikke efter, om det offentlige driver denne eller hin virksomhed som led i sin finanspolitikeller

---

1) Jfr. foran om de svenske forsøg på at bryde ud på dette punkt.

politikellerud fra driftsøkonomiske synspunkter — virksomheder
som banker og forsikringsselskaber vises ikke, etc., etc.

Dertil kommer, at de transaktioner, der registreres, skifter karakter:

(i) Transaktionernes opdeling bliver kun funktionelt bestemt. D. v. s. man viser lønninger, ikke lønmodtagernes samlede indtægter (incl. evt. kapitalindtægter, transfereringsindtægter fra det offentlige etc.), selvstændiges erhvervsindtægter, og ikke deres samlede indtægter (incl. evt. lønindtægter og ekskl. selskabsskatter) etc., etc.

(ii) For at nå totalerne registreres der en række »tilregnedet strømme, nemlig alle dem, der medregnes i nationalindkomsten, selvom de ikke passerer markedet. Disse må nemlig optræde både på produktions- og anvendelseskontiene, uanset de aldrig omsættes, som tilfældet er med f. eks. landmændenes konsum af varer af egen avl og lejeværdien af egen bolig . . .

Dette får nu være, som det er. I reglen giver man ret vidtdrevne opdelinger af nationalregnskabets poster i særtabeller, hvorved interesserede principielt kan nå ned mod både institutionelle og funktionelle opdelinger på een gang. Mere afgørende er det i og for sig, at des mere man vil afdække den indre økonomiske struktur, des sværere bliver det at skaffe tal, fordi der opstår et væld af arbitrære delinger på tværs og langs af dem, man finder ved statistisk opsummering, da denne naturligt må foretages efter institutionelle grænser.

Hvilken statistisk mening kan man knytte til sådanne størrelser som: driftsherreindtægt (adskilt fra enhver løn og renteindtægt), konsum af egen avl, reinvesteririgsbeløb, der holder kapitalapparatet (?) intakt m. fl. lignende størrelser?

Til at tydeliggøre denne konflikt mellem teoretisk (her funktionel) definition og (tilsyneladende) tilsvarende statistisk oplysning er vel navnlig reinvesteringerne velegnede. Deres teoretiske funktion er at »holde kapitalapparatet intakt«, d. v. s. at modsvare det kapitalslid, som fremstillingen af regnskabsperiodens produktion har medført. Derved skiller de nettoindkomst ud af bruttoindkomst og nettotilvækst i kapitalapparatet ud af den samlede investering. Det er oplagt, at man kan definere sig frem til en størrelse, der opfylder et sådant formål. F. eks. kan man definere kapitalapparatet som produktionsapparateti de til enhver tid gældende genanskaffelsespriser og »intakt« som teknisk i stand til med uændret anvendelse af andre produktionsfaktorer at fremstille samme nationalprodukt (velsagtens pr. indbygger) i faste priser. Følgelig skal der repareres, hvad der går

i stykker og slides, og der skal afskrives i takt med ændringen i genanskaffelsespriser, forældelsen og det slid, der ikke opvejes af .cparationsvirksomheden. Mange andre definitionsmuligheder står dog åbne. specielt sådanne hvor der levnes plads for ændret faktorsammensætning,ændret udenrigshandel, ændring i forbrugsvaner etc. Men falles for dem alle incl. den angivne simpleste er, at det er begreber, der ikke. modsvares af nogen statistisk konstaterbar størrelse.Hvad man (evt.) kan måle er faktisk afholdte reparationsudgifterog foretagne afskrivninger. Men det er ikke det, man søger med den angivne definition. Resultatet bliver derfor, at man måler på grundlag af en række postulater (f. eks. reinvestering skal variere med produktionsværdi, kapitalapparatet i landbruget, industrien, etc. skal afskrives med de og de pct.-dele, modeændring skal betinge den og den iorhøjelse resp. nedsættelse af afskrivningsprocenterne o. s. v.).

6. Indledningsvis blev det fremhævet, at nationalregnskabet tjener til at illustrere forbindelsen mellem forskellige sider af den samme »konomiske proces. Dette sker i reglen på den håndfaste måde, at man simpelthen definerer de grundlæggende størrelser som lig hinanden jfr. følgende definitoriske identitetsskema:

1) Produktionsudbyttet + importoverskud (i videste forstand)

2) De samlede indkomster + importoverskud =

«'s) Investering ~l- konsum

\) Konsum udgifter 4- opsparing + importoverskud, hvori hver
side af lighedstegnene kan underopdeles alt efter behov og
foreliggende statistik.

Enhver af størrelserne kan således defineres ved hjælp af de ovrige: konsumet som produktion 4- importoverskud -^ investering eller som indkomst -r- opsparing, opsparing som indkomst -f- konsum olier som produktion -^ konsumeret produktion, produktion som investering + konsum +■ importoverskud o. s. v.

I dette sæt af definitioner går man altid ud fra, at forbindelsen fra produktion til indkomst og derfra (ved at indtægten køber produktionen) tilbage til produktionen er fuldbyrdet. Eller sagt på en anden måde, man antager, at kredsløbet etableres tidløst. Det gør del [>å en måde også. Produktionsfaktorerne har jo til enhver tid »krav« l»å hver sin del af det arbejdsresultat, de præsterer. Deres indtægt, .ler måske snarere: krav på indtægt, svarer derfor til produktion.srfsnltatet.

Men indkomst kan også opfattes på en anden måde, nemlig som den indtægt, folk får udbetalt. Og ser vi på en given regnskabsperiode, vil der efter al sandsynlighed ikke være overensstemmelse mellem disse to indkomstbegreber. Der går jo i reglen en lang vej fra produktionen finder sted og indtil den udbetales som indkomst: Arbejdslønnen forfalder nogenlunde samtidig med arbejdsindsatsen, og en del mindre driftsherrers indtægter trækkes ligeledes ret regelmæssigt ud af virksomheden. Tantiemer, dividender m. v. forfalder derimod med stor forsinkelse, og den række overflytninger af indkomst, der finder sted via de offentlige kasser, betegner yderligere en forsinkelse. Den indtægt, der svarer til produktionsfaktorernes krav på produktionsresultatet -- vi kan kalde den dannet indkomst (»income produced«) —er derfor i_'or et givet år næppe af samme størrelse som den i samme år udbetalte indkomst vi kan kalde den konstateret indkomst (»income earned«).

Indkomst kan endvidere opfattes som den indkomst, man har disponeret over — vi kan kalde denne for anvendt indkomst. Den indkomst, folk har købt enten forbrugsvarer eller investeringsvarer for, behøver på grund af sæsonprægede indkøb, betalingshenstand o. m. a. ikke for en given periode at svare til den indkomst, de har fået udbetalt, eller til den dannede indkomst.

Når man i nationalregnskabets definitioner ser bort fra tidsforskydninger mellem de forskellige sider af den økonomiske proces, er det ensbetydende med, at man kun kan opgøre eet af disse indkomstbegreber, hvilket åbenbart er endnu en begrænsning i analysens anvendelighed ved siden af dem. der følger af dets funktionelle opbygning. Det er dog ikke så meget de begrænsninger, der følger af eet indkomstbegreb, som de fejlslutninger, den tilsyneladende forbindelse mellem flere kan give anledning til, der er grund til at pege på.

Når nationalregnskabet kan se bort fra tidsforskydningerne, skyldes det som præciseret, at man simpelthen kun arbejder med eet indkomstbegreb. Det medfører igen en ganske bestemt definition af investering og opsparing. Investering defineres nemlig altid som lig deal produktion, der ikke er konsumeret, og opsparing som_lig_den indkomst, der ikke er forbrugt. (Da produktion endvidere sættes lig ind-¹ komst, følger det umiddelbart, at investering =- opsparing). På den måde er der altid en restberegning, hvori man kan begrave de tidsforskydninger, der ville opstå, hvis man arbejdede med forskellige indkomstbegreber.

Konsekvenserne af denne fremgangsmåde illustreres måske bedst

ned et eksempel: Tænker vi os et samfund, hvor der kun investeres
i huse, mens resten af produktionen består af konsumvarer, får vi
>. eks. følgende regnskab for et givet år (f. eks. i mill, kr.) :

Da der kan er brugt 10.000 til »køb« af konsum, må der være 1000
til overs (opsparet) svarende til husbygningen.

Den konstaterede indkomst kan imidlertid meget vel afvige herfra
:>g f. eks. udgøre følgende beløb (hvad enten disse nu kan opgøres
.'ller ej):

Samtidig kan den anvendte indkomst tænkes f. eks. at udgøre

Har man nu lagt den dannede indkomst til grund for opgørelsen, i'ar man, at investering og opsparing udgør Vn af indkomsten, hvoraf lønnen udgør G fn. Har man lagt den anvendte indkomsf til grund, I'ar man derimod, at investering og opsparing udgør af indkomsten,hvoraf den konstaterede løn udgør 60 fio4. Begge dele er »rigligt«,men vel at mærke ud fra hver sit indkomstbegreb, hvilket man let overser på grund af de anførte ligninger, som kun kan rummeeet indkomstbegreb. I første tilfælde består investeringen af for 100 færdige og for 600 ufærdige huse, og den dertil svarende opsparingbestår af 400 medgået til huskøb, 500 dannet, men ikke konstateretindkomst, og 100 konstateret, men endnu ikke anvendt indkoms

komst¹). Hvilke af de her opstillede indkomstbegreber, man rammer,afhænger af, hvilken statistik man lægger til grund. Bygges der på produktionsstatistikken, når man til et indkomstbegreb svarendetil dannet indkomst. Anvendes skattepligtig indkomst, når man vel nærmest til konstateret indkomst. Kender man nu rent faktiskden dannede indkomst og kun den, er den for visse formål af stor interesse. De herpå opbyggede ligninger vil, hvis de foreligger for en årrække, bl. a. sige noget om udvikling i produktion og velstandog også om investeringsaktiviteten. Men de siger ikke noget om, hvordan folk i det givne år har disponeret over deres konstaterede indtægter. Man kan ikke på dette grundlag slutte, at folk opsparer 1I₁₁ af deres indkomst, og f. eks, sammenholde det med, at lønkvotener 6 f_n.

Konsekvensen er, at beregningerne kan give nogle — sammenlignet med den virkelighed, man vil vise — arbitrære forhold mellem nationalindkomsten på den ene side og lønninger, investering, konsum, opsparing etc. på den anden side. Da sådanne tidsforskydninger næppe ligger fast i konjunkturforløbet, bør man være varsom med de slutninger, man drager af regnskabet. Som et enkelt eksempel kan nævnes, at den konstaterede indkomst vel holdes bedre oppe i en depression end den dannede indkomst. Da forskellen mellem dannet og konstateret indkomst overvejende vedrører andre indkomster end lønnen, vil man i reglen få, at lønnen udgør en større andel af den dannede indkomst end af konstateret indkomst i en depressionsperiode. Og kender man da kun den første, kan det give anledning til forkerte antagelser m. h. t. den kommende udvikling i forbrugsefterspørgsel, opsparing o. lign.

På samme måde vanskeliggøres forklaringen af en udvikling fra
år til år.

Et fald i den over produktionen beregnede nationalindkomst fra år 1 til år 2 giver kun et begrænset grundlag for at forstå udviklingenfra år 2 til år 3, selvom vi kender de faktiske konsumudgifter i alle 3 år, hvis vi ikke kender de (konstaterede) indkomster, der er reageret på. Den historiske placering af den som rest beregnede opsparing bliver uklar og årsagen til f. eks. en meget stor opsparingsandeli et af årene endnu mere, da den kan være udtryk både for usædvanligt store tidsforskydninger mellem indkomstdannelse og

---

1) For fuldstændigheds skyld: inan kan naturligvis ligesåvel tænke sig, at anvendt og feller konstateret indkomst er større end dannet.

indkomstanvendelse og for ændrede vaner (f. eks. i forbindelse med ændret indkomstfordeling). Noget andet er så, at sådanne uklarhedertaber i betydning ved studier over langtidsudviklingen i nationalindkomstenog dens bestanddele.

b. Er det ikke den dannede, men f. eks. den konstaterede indkomst, inan er i stand til at opgøre, erhverver man en bedre rettesnor for tolkning af den måde, folk anvender deres indkomst på. Til gengæld skal man så være varsom med at udtale sig om aktivitetsudvikling o. lign. if. eks. investeringsaktiviteten) på dette grundlag.

c. Alt dette er dog kun begrænsninger i analysen, som følger af, at den kun kan præstere eet indkomstbegreb, mens man til forskellige formål kan have brug for forskellige begreber. Der begås ingen »fejl«, sålænge man holder sig til eet og samme indkomstbegreb på alle sider af lighedstegnene --- omend der er gode muligheder for fejlslutninger, hvis man overser, hvilket indkomstbegreb der er lagt til grund. Fejl begås der først, når man giver et af begreberne ud for at være identisk med de øvrige. Og den fejl begår nationalbogholderne, når de er i stand til at opgøre noget, men ikke det hele, af forskellige indkomstbegreber. Kender de eksempelvis den dannede indkomst samt afholdte investeringsudgifter, er det fristende at kalde resten for konsumudgift. Men det er forkert, thi alle forskelle mellem investeringsproduktion og afholdte investeringsudgifter indgår da i konsumet. Enten må man sammenstille konsumudgift med investeringsucfø f/7 eller også produktion af konsumvarer med produktion af investeringsvarer. Investeringsudgift som kvote af dannet indkomst har ingen mening.

Lad et taleksempel med samme forudsætninger som foran belyse
dette:

Det antages, hvilket er gunstigt, at man kan opgøre følgende

---

1) Ogsfi gunstigt, da konsumudgift vel sjældent svarer til konsumvarefremstilling.

På dette grundlag er man ofte tilbøjelig til at opstille et nationalregnskab, som siger: Produktionen — 11.000 == (lønninger 6000 + andre erhvervsindtægter 5000) = (konsum 10.000 + opsparing 1000) = (konsum 10.000 + investeringer 500 + lagertilvækst 500).

Blandt disse størrelser refererer lønnen sig til konstateret indkomst. Andre erhvervsindtægter er en differens mellem dannet indkomst og konstateret løn, hvorfor den rummer alle forskelle mellem dannet og konstateret indkomst. Da udgift til investeringsvarer og til konsum refererer sig til anvendt indkomst, kommer opsparing og lagre beregnet som rester til at rumme alle forskelle mellem dannet og anvendt

Man kan forsvare fremgangsmåden med, at den del af dannet løn, der endnu ikke er konstateret løn, faktisk tilhører driftsherrerne m. fl., og med, at opsparing (cg lagre) rummer dannet, men endnu ikke anvendt indkomst. Men fejlen i at lade konstateret løn og dannet driftsherreindtægt eller anvendte konsumudgifter og dannet opsparing etc. referere sig til samme indkomstbegreb er stadig til stede.

d. Først når man kan opgøre alle tre indkomstbegreber (eller flere som udtryk for andre: mellemstadier end de her fremdragne), bliver tilsvarende flere analyser mulige. Studier i velstandsudvikling kan knyttes til dannet indkomst, studier i indkomstfordeling til konstateret indkomst og en stor del af studierne i forbrugsvaner, opsparingstilbøjelighed og dermed en væsentlig del af konjunkturanalysen til anvendt indkomst o. s. v.

Men så forsvinder lighedstegnene også. Man kan formelt opretholde dem,_ idet forskellighederne; mellem de forskellige indkomstbegreber da opfattes som »tidsforskydninger«. Men så er deres funktion en helt anden — og iøvrigt en tiltrængt -—, idet de bliver led i en analyse af de trægheder og bevægelseshastigheder, som den nuværende analyse udelukker.

7. Konklusionen af disse betragtninger må vist være, at både det funktionelle oplæg og tendensen til at klare sig med eet indkomstbegreb medfører en række begrænsninger i nationalregnskabets anvendelighed — i visse tilfælde endog en række fejlslutninger — som peger hen mod en udvidelse: af det svenske synspunkt (jfr. Ohlssons arbejde): Til forskellige formål må vi ikke alene udarbejde forskellige regnskaber — men.. os;så . søge at opgøre forskellige indkomstbegreber.