Max Kjær Hansen: Cigaretforbruget 1920_—50. Handelshøjskolen i København, skriftrække F nr. 10. Einar Harcks Forlag, København 1952. 92 sider. Kr. 9,50.

Økonometriske undersøgelser her i landet er sparsomme som virkelig varme sommerdage. Jørgen Pedersen, Gelting og Haavelmo foretog nogle undersøgelser i 1930'erne, Knud Hansen har blandt andet lavet en undersøgelse over efterspørgslen efter smør, og jeg en undersøgelse over landejendomssalg. Det må derfor hilses med glæde, at Max Kjær Hansen sammen med cand. polit. Arne Rasmussen, Max Kjær Hansens assistent, er gået i lag med efterspørgslen efter cigaretter.

Det er sikkert ikke tilfældigt, at netop cigaretter er valgt, fordi dette valg
letter opgaven.

For cigaretter er prisen bunden over mere eller mindre lange perioder,
således at omsætningen bliver afhængig af den givne pris. Dette gør løsningen
af opgaven mindre besværlig.

Formålet med opgaven har bl. a. va:ret at skaffe et grundlag for en prognose,
og der kan man — ligesom i et vist omfang forfatteren — have sin
stille tvivl om, at opgaven er løst — eller nærmere har kunnet løses.

På side 10 siger Max Kjær Hansen, meget kategorisk: »det er jo en alment konstateret kendsgerning, at historien stadig gentager sig selv« og tilføjer, at overført på erhvervsforholdene betyder det, at nøje kendskab til fortiden giver et godt grundlag for bedømmelsen af den fremtidige udvikling. Jeg tør ikke være så absolut i mine udtalelser, men skulle jeg formulere en læresætning om denne materie, ville jeg nok sige: »Det synes, som om historien i denne relation ofte ikke gentager sig selv«. I og for sig behøver jeg ikke at tilkalde hjælpetropper, men falder dog for fristelsen til at nævne, at professor Erik Lundberg, chefen for det svenske konjunkturinstitut, netop i forbindelse med økonometriske undersøgelser meget indstændigt — og, forekommer det mig, med mange gode grunde — har advaret mod at anvende økonometriske formler baseret på førkrigsforhold på efterkrigen. Det gør Max Kjær Hansen ikke, men derfor er han også kommet i det dilemma, at han ikke kan løse prognoseproblemet ordentligt, fordi de erfaringer, han har udledt af sine undersøgelser, der principalt vedrører førkrigsforholdene, ikke kan anvendes talmæssigt på efterkrigstiden.

Dette ændrer ikke værdien af analysen af de forskellige efterspørgselsdeterminanter,
men værdien af deres numeriske størrelse.

Max Kjær Hansen siger med rette på side 14, at en analyse må bygge på en teori, og man ser også med glæde, at han, som den praktiske mand han er, på side 16 betoner, at af hensyn til det statistiske arbejdes gennemførelse bør man søge at begrænse antallet af variable. Det er i princippet som talt ud af mit hjerte.

Max Kjær Hansen regner da også kun med to variable, trenden og stærke
prisændringer. Bag trendens udvikling ligger tre dominanter:

1) at varenf er en daglig vare;

2) qua nedvendighedsvare er folsomheden over for pris- og indtsegtssvingninger
ringe. I alt fald tenderer reaktionerne henimod at blive
kortvarige.

3) Tobakkens narkotikavirkning medferer, at deter vanskeligt at bryde en een gang staerk rygevane. Dette medferer, at den normale tendens vel er en stadig forogelse af forbruget (formentlig dog til en vis graense).

Nu er Max Kjær Hansen naturligvis også klar over, at trenden må være en funktion af udviklingen i realindkomsten og indkomstudjævningen. Som trend kan derfor defineres det forløb, der skyldes udviklingen i forbrugsvanerne og ændringerne i realindtægten.

Max Kjær Hansen prøver ikke at dele trenden op i de to determinanter. Han nævner betydningen af ændringerne i arbejdsløsheden, der jo påvirker realindtægten, men der gøres ingen forsøg på en analyse af, hvor stor en del af trendudviklingen der må tilskrives ændring i forbrugsvaner og ndring realindkomst m. v. Jeg har ikke tænkt over, om opgaven kan løses, eller hvordan den skal løses, men den trænger sig på. Muligvis vil Max Kjær Hansen, som antydet i bogen, mene, at den er uløselig.

Dette, at man ikke søger at inddrage ændringer i realindkomsten som en selvstændig determinant, får en særlig betydning for analysen af priselasticiteten ved de to store prisforhøjelser, nemlig i slutningen af 1928 og i juni 1932. I 1928, hvor konjunkturerne er gode, bliver priselasticiteten -?- 0,88, men i 1932, hvor arbejdsløsheden kulminerede, -*■ 1,79. Den store forskel forklarer Max Kjær Hansen meget rigtig da også ved de dårlige økonomiske konjunkturer i 1932. Dette, synes jeg, viser i en nøddeskal manglen ved ikke at forsøge at inddrage ændringen i realindtægten som en selvstændig faktor i analysen.

Hvad angår selve trenden regner Max Kjær Hansen med, at denne kan udtrykkes ved en ret linie af formen: cigaretforbruget = q + a (x -r- n), hvor q er cigaretforbruget i begyndelsesåret, a den årlige stigning i forbruget, x det pågældende år, der betragtes, og n basisåret. Det kan altid diskuteres, hvilken udjævning man bør benytte, men en ret linie synes ikke meget gal. Grundet på de store prisforhøjelser i 1928 og 1932 kan der ikke anvendes samme formel på perioden 1921_—1927 som for 1933_— 1939. Når Max Kjær Hansen anvender sine formler, bliver der visse rester tilbage, der skal forklares, og som må skyldes prisændringer eller særlige stærke ændringer i realindkomsten o. s. v.

I denne forbindelse savner man noget så simpelt som et diagram, der
viser sammenhængen mellem prisudvikling og forbrug — elimineret for

trenden. Prisen har formentlig været stigende i det meste af perioden;
man ville ved en sådan sammenligning have fået et vist indtryk af denne
sammenhæng.

Max Kjær Hansen interesserer sig for fremtiden og nævner meget rigtigt, at trenden antagelig efter krigen er blevet endnu mere accentueret end før krigen. Man savner i denne forbindelse, når man ser på tingene på lidt længere sigt, en bedømmelse af den betydning, som befolkningens ændrede aldersfordeling og de mange fødsler i 1940'erne kunne tænkes at få for udviklingen fremover i det absolutte forbrug af cigaretter.

Som anmelder har jeg ikke anset det for min opgave at gå i detaljer-; men jeg kan dog ikke dy mig for som statistiker at gøre opmærksom på et par ting, hvor Max Kjær Hansen kunne være kommet længere med sine talmæssige oplysninger, hvis han havde talt med Det statistiske Departement.

På side 36 gives en tabel over den skattepligtige indtægt i 1949-priser. Som udtryk for ændringer i realindtægten er den mangelfuld, fordi skattesnyderiet antagelig ikke ligger fast. Fra 1930 foreligger offentliggjort deflaterede tal over konsumet; de ville formentlig have været bedre egnet til formålet. For 1920'erne ville det iøvrigt også have været muligt at give Max Kjær Hansen tal for konsumet. På side 42 nævnes det, at befolkningen på 15 år og derover for årene mellem folketajllingerne er bestemt ved linear interpolation. Det kan oplyses, at E>epartementet har disse tal beregnet for hvert år, og beregningerne er foretaget efter væsentlig nøjagtigere

Konklusionen af, hvad foran er anført, må være, synes det mig, at Max Kjær Hansen har gjort en meget prisværdig indsats med denne analyse. Han nævner selv, at det er et pionerarbejde, og dette medfører antagelig, at visse ting ikke er blevet uddybet så meget, som anmelderen kunne have ønsket det.

Til slut skal det betones, at man læser bogen med glæde, fordi fremstillingen er levende-journalistisk, men dette indebærer en fare, idet fremstillingen bliver unødig bred, og visse selvfølgeligheder gentages og sættes i relief, som om de var udødelige gravminder på »via Appia«.