Det gælder om retsreglerne, at de knytter en følge til visse faktiske forhold. Det faktum, at man har lovet en anden noget, har efter reglen i Danske Lov 5-1-1 den følge, at man forpligtes til at opfylde løftet. »Een hver er pligtig at efterkomme, hvis (dvs.: hvad) hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver«.

Om den del af dansk ret, som kaldes den interlegale civilret eller internationale privatret¹) gælder ganske det samme. Denne gren af retten tager sigte på faktiske forhold med tilknytning til udlandet, og dens regler afgør, efter hvilket lands lovgivning disse faktiske forhold skal bedømmes. De pågældende regler giver ikke den direkte løsning på en retstvist. Hvad der skal gælde, må søges oplyst i det pågældende lands ret. For så vidt adskiller den internationale privatrets regler, eller kollisionsnormerne, som de også kaldes, sig fra de almindelige materielle regler, der direkte løser spørgsmålet.

I denne artikel skal kollisionsnormerne for kontrakter omtales. Det skal undersøges, om dansk international kontraktret anvender og bør anvende samme lovgivning på de retsspørgsmål, en kontrakt rummer; om man, uanset om der er tale om kontraktens indgåelse, fortolkning, udfyldning, indholdsmæssige gyldighed eller om forpligtelsens ophør, anvender en og samme lov (kontrakstatuttet). Det skal omtales, hvorvidtparterne selv kan vælge denne lov, eller om de er uden indflydelsepå kontraktens lokalisering. Det skal dernæst undersøges, om kontraktens lov, hvis de intet valg har truffet, skal findes ved en konkret prøvelse af aftalens samtlige tilknytningsmomenter, herunder parternes bopælsforhold (domicil), indgåelsesstedet, opfyldelsesstedet

---

*) Sekretær i justitsministeriet, undervisningsassistent ved Handelshøjskolen, cand. jur.

1) Om faget international handelsret se Jan Kobbernagel i Handelsvidenskabeligt Tidsskrift 1951, s. 167.

og det sted, hvor den omkontraherede genstand befinder sig, eller om et enkelt tilknytningsmoment alene skal afgøre, hvor aftalen hører hjemme. Til sidst skal nævnes de undtagelser, som i dansk internationalkontraktret må gøres fra hovedreglen om, at kontraktstatuttet anvendespå alle retsspørgsmål, som en aftale kan give anledning til.

Fremstillingen vil ikke komme til at omfatte de tingsretlige spørgsmål om aftalens virkninger i forholdet til trediemand og heller ikke de obligationsretlige virkninger af den udpræget offentligretlige lovgivning (valutalove, skattelove m. m.).

Reglerne i dansk international kontraktret må for de flestes vedkommende søges i domstolenes afgørelser. Retspraksis er dog ikke særlig righoldig, og det mønster, som kan lægges på grundlag af domsafgørelserne, giver ikke i sig selv et blot nogenlunde dækkende billede af et system. For at give et sådant billede vil fremstillingen blive suppleret med forskellige, fortrinsvis danske og svenske forfatteres²) udtalelser om, hvad der bør være gældende ret, og til dels også med nærværende forfatters egne betragtninger.

For praktikeren er domstolenes afgørelser af større betydning end teoriens ikke efterprøvede meninger. I fremstillingen vil derfor de resultater, som med nogen sikkerhed kan udledes af retspraksis, blive fremhævet med kursiv.

I. Om anvendelse af flere lovgivninger på samme kontrakt.

I den del af den materielle obligationsret, som omhandler kontrakterne,
forekommer en række spørgsmål, som man i dansk ret kan dele
i 3 hovedgrupper: tilblivelse, indhold og ophør.

---

2) Dansk international obligationsret er fremstillet af O. A. Borum i Lovkonflikter, 3. udg. 1948, s. 145_—166. Internationalprivatretlige problemer er endvidere omtalt hos Bernt Hjejle i Frivillig Voldgift, Kbhvn. 1937, se s. 179^—216 om udenlandske voldgiftskendelser, af Kobbernagel i Festskrift for Henry Ussing, Kbhvn. 1951, s. 267 (Stiltiende partshenvisninger i den interlegale handelsret) og af Helper i hans kommentarer til Veksel- og Checkloven, Kbhvn. 1932. Den fyldigste nordiske fremstilling er H. Nials Internationell formogenhetsratt, Sthlm. 1944, hvor de i naervaerende artikel omhandlede sporgsmal behandles side I—7l.1_—71. Endvidere henvises til Hadar Berglund, Svensk eller frammande ratt, Goteborg 1946, s. 24^—43 samt til H. Karlgren: Internationell privat- och processratt, Lund 1950, s. 89_—116. Svensk international formueret er endvidere fremstillet af Wilhelm Michaeli i Internationales Privatrecht, Sthlm. 1948, s. 284_—341. En norsk fremstilling er givet af K. Gaarder i Tidsskrift for Rettsvitenskap. 1939, s. 217^—49, Om anvendelse af fremmed rett i kontraktsforhold. Oversigter indeholdende oplysninger om flere landes,, herunder U.S.A., England, Frankrig og Tysklands international formueret, findes hos E. Rabel: Conflict of Laws. A Comparative Study, Bd. 2, Chicago 1947, s. 357—652, og Bd. 3, 1950, Kuhn, Comparative Commentaires on Private International Law or Conflict of Laws, New York 1937, s. 265_—304, Nussbaum, Principles on Private International Law §§ 15^—18, s. 148_—186, Martin Wolff: Private international Law, 2. ed., 1950, s. 413_—484 samt H. Batiffol, Les Conflits de Lois en Matiere de Contrats, Paris 1938.

Den første, kontraktens tilblivelse, omhandler sådanne spørgsmål som, hvorvidt parterne har været myndige til at indgå kontrakten, hvorvidt kontrakten er indgået i den rette form, samt endelig de problemer, som selve indgåelsen kan afføde. Her kan jeg især henvise til de retsproblemer, som omhandles i kapitel 1 i vor aftalelov fra 1917, der handler om tilbud og svar, d. v. s. hvilke handlinger der kræves, for at kontrakten skal anses for afsluttet, »the meeting of the minds«. Endvidere kan der opstå spørgsmål om, hvorvidt kontrakten lider af indgåelsesmangler, der gør den ugyldig, såsom udnyttelse, svig, tvang eller vildfarelse, altså om der foreligger de ugyldighedsgrunde, som er omtalt i aftalelovens kapitel 2.

De problemer, som rejser sig omkring det, man kan kalde kontraktens indhold, angår især kontraktens indholdsmæssige gyldighed, dens fortolkning og dens udfyldning. I dansk ret er kontrakter, der strider mod lov og ærbarhed, ugyldige. Det er således forbudt at oprette hasardkontrakter eller aftaler gående ud på, at en af kontraktparterne skal drive utugt. Disse spørgsmål giver sjældent anledning til retstvister. Vigtigere er, at den moderne lovgivning i vidt omfang begrænser kontraktfriheden, jfr. således prisaftaleloven, afbetalingsloven, renteloven m. m. Af stor betydning er også problemerne omkring det, man kalder kontraktens fortolkning og udfyldning. Fortolkningen er udlægningen af den tekst, som er optaget i kontrakten, og udfyldningen er spørgsmålet om at fastsætte parternes forpligtelser i det omfang, disse ikke fremgår af kontraktens ordlyd.

De spørgsmål, der rejser sig omkring forpligtelsens ophør, er især, hvorvidt der har fundet rigtig opfyldelse sted eller om der foreligger misligholdelse fra en af parternes side. En kontraktretlig forpligtelse kan også ophøre på anden måde end ved opfyldelse, f. eks. ved modregning, ved forældelse, for pengeforpligtelsers vedkommende ved deponering o. s. v.

De nævnte problemer er her antydet i lys af dansk ret og med en terminologi, som er hentet fra dansk lovgivning eller danske juridiske fremstillinger af obligationsretten. Men ganske den samme inddeling findes ikke overalt i udlandet. Man sondrer vel mellem kontraktens tilblivelse, dens indhold og ophør; men et retsproblem som f. eks. udnyttelse,der i dansk ret gør en kontrakt ugyldig på grund af omstændighederved tilblivelsen, kan i flere fremmede retsforfatninger anses for en indholdsmangel. Der forekommer endvidere ugyldighedsgrunde, som er ukendte i dansk ret, f. eks. det engelske ugyldighedsbegreb »want of consideration« — mangel på modydelse — som det vil være vanskeligtat

ligtatgruppere i dansk ret., Det gælder som hovedregel, at en modydelsemå foreligge i enhver kontrakt, som ikke er indgået under den særlig højtidelige form, som englænderne kalder »under seal«. Modydelsenskal ikke være lige så stor som den ydelse, løftemodtageren får, men skal være lovlig, af en vis værdi, og skal bestå i en fremtidig ydelse eller en ydelse, der gives samtidig med løftets modtagelse, men den må ikke bestå i ydelser, der tidligere er givet³). Er »want of consideration«en indholdsmangel eller en tilblivelsesmangel? Englænderneselv anser det for en mangel ved tilblivelsen og sidestiller det i nogen grad med en formmangel, og denne kvalifikation af consideration-kravetbør formentlig accepteres i dansk international privatret.Her foreligger dog en af de retsdannelser, som vi ikke kender, og som det vil være vanskeligt for os at rubricere i vor terminologi.

For den internationale kontrakt, d. v. s. den kontrakt, som har tilknytning til flere stater, opstår det spørgsmål, om man skal lade alle de retsproblemer, som den kan rejse, være underkastet en og samme lovgivning, eller om man måske skal knytte de forskellige spørgsmål til forskellige lovgivninger, alt efter den tilknytning, de konkret måtte have. En kontrakt, der er indgået i Tyskland, og skal opfyldes i Frankrig, kan jo opdeles i mindst to love: En, som bestemmer alle spørgsmålene vedrørende tilblivelsen, og som må blive tysk lov, fordi kontrakten er blevet til i Tyskland, og en anden, som løser alle problemer vedrørende ophøret af kontrakten, og som er fransk lov, fordi kontraktens opfyldelse vil finde sted i Frankrig. Dette system følger den amerikanske Restatement of the Conflict of Laws⁴). Denne opdeling »på tværs« af kontraktens spørgsmål kan tænkes at være endnu mere nuanceret for de kontrakter, der i de enkelte led i deres tilblivelse og afvikling har tilknytning til endnu flere lande⁵).

Endvidere kunne man tænke sig en opspaltning »på langs«, idet man lader hver af parterne med. forskellig nationalitet eller domicil være forpligtet efter_sin_ personlige lov. Hvis en dansk køber afsluttedeen salgsaftale med en tysk sælger, skulle køberens forpligtelser bedømmes efter dansk lov, og sælgerens efter tysk lov. En lignende opdeling på langs vil man ofte opnå, hvis man vælger opfyldelsesstedetslov

---

3) Anson: Law of Contract, 19. udg., 1945, s. 86 ff.

4) Restatement of the Conflict of Laws er ikke en forfatningsmæssigt vedtaget lov, men en i lovform affattet vejledning for domstole og praktiserende jurister, udgivet af et" videnskabeligt institut, »The American Law Institute«, i 1934.

5) Tilhængere af opdeling i udenlandsk litteratur er: Arminjon i Traité de Droit commercial, Paris 1948, og tildels også Morris i Cases on Private International Law, Oxford 1950, s. 209, samt Kahn-Freund i Dicey: The Conflict of Laws, 6. udg. 1949.

detslovsom bestemmende for kontrakten. I en gensidigt bebyrdende kontrakt med to opfyldelsessteder — en for pengeydelsen, og en for den vare, som skal leveres, det arbejde, der skal udføres, eller den anden ydelse, der karakteriserer kontrakten — må en anvendelse af opfyldelsesstedets lov føre til, at hver af de to forpligtelser underkastessin

Som modstykke til en opdeling på tværs eller en opspaltning på langs af kontrakten kan man følge et system, hvorefter hele kontraktforholdet underkastes en og samme lov, der gælder for begge parternes forpligtelser og for alle de spørgsmål af obligationsretlig karakter, der knytter sig til kontrakten. Man vil da opnå et kontraktstatut, som er »enerådende«.

Hvilket af disse systemer skal man foretrække?

Opdelingen på tværs frembyder iøjnefaldende svagheder. Et lands materielle kontraktret må opfattes som et hele. Kun i samtlige regler finder man den tilstræbte afvejelse af de hensyn, der bærer kontraktretten. Hertil kommer, at forskellige lande som nævnt har varetaget samme hensyn på forskellig måde. En harmonisk bedømmelse af kontraktforholdet er da ønskværdig og opnås kun, når man i videst muligt omfang anvender en og samme lov på de retsspørgsmål, en kontrakt rummer. Opdeling kan nemlig medføre ulemper:

Efter Restatement, § 332, bestemmer indgåelsesstedets lov — »the law of the place of contracting« — arten og omfanget af den opfyldelsespligt, som påhviler en part. Det siges i kommentaren, at det er forpligtelsens indhold (the substance of the obligation), som afgøres efter indgåelsesstedets lov.

Ifølge Restatement, § 358 bestemmer opfyldelsesstedets lov — the law of the place of performance — hvorvidt opfyldelsen er tilstrækkelig, og om der foreligger en gyldig undskyldning for ikke at opfylde (excuse for non performance). I medfør af Restatement, § 372 bestemmer opfyldelsesstedets lov, i hvilket omfang man har ret til erstatning for kontraktbrud.

Hvorledes skal man nu afgrænse disse to kollisionsnormer? Hvilke spørgsmål er at henregne under kontraktens indhold, og hvilke under opfyldelsen? Kommentaren prøver at trække skillelinien ved at sige, at mindre detailler vedrørende opfyldelsen skal afgøres efter opfyldelsesstedetslov, medens vigtigere spørgsmål må vedrøre indholdet af forpligtelsen. Spørgsmålet om, i hvilket omfang man bliver erstatningspligtig,når man ikke opfylder, er dog vel et af kontraktens vigtigstespørgsmål, som også vil kunne henregnes under det, man kalder

dens indhold — the substance of the obligation. Flere af de amerikanskeforfattere, der har beskæftiget sig med dette problem, anser det for logisk uløseligt og sondringen for uigennemførlig i praksis. Hvis man derimod lader såvel kontraktens indhold som dens opfyldelsevære underkastet samme lov, opstår problemet ikke.

Der er imidlertid særlige grunde, der kan tale for en opdeling, som f. eks. de særlige beskyttelseshensyn, der fører til anvendelsen af domicilloven på habilitetsspørgsmålet. Disse tilfælde vil blive omtalt senere.

Dansk retspraksis stilling til spørgsmålet om, hvorvidt en opdeling»på bør ske, er ikke løst på en helt utvetydig måde. Tendensen går dog i retning af at anerkende eet kontraktstatut, som. gælder for hovedparten af de problenier, en aftale rummer. I nogle domme udtales det, at »sagen« eller »tilfældet« skal afgøres efter den eller den lovgivning⁶). Denne udtryksmåde lader vel spørgsmålet stå åbent. Det ses ikke, om man ved sagen eller tilfældet har ment kontraktenssamtlige retsspørgsmål eller kun det spørgsmål, retten har pådømt. I andre siger retten derimod, at »retsforholdet«⁷) eller »kontrakten «⁸) skal være underkastet en bestemt lov. Nogle nyere domme opregner de retsspørgsmål, som skal være undergivet den pågældende lov. To domme fra 1939⁹) og 1940¹⁰) fastslår tysk rets anvendelighed »ikke blot for spørgsmålet om, hvorvidt der er stiftet en gyldig ret for kreditor, men også for, om der til denne ret er knyttet en lovbestemtpanteret«. På en transportaftale findes ifølge en dom fra 1949¹¹) dansk ret at være anvendelig ved afgørelse af, om sagsøgte er erstatningspligtig (i anledning af varernes beskadigelse) og om delvis tilbagebetaling af de forud erlagte transportvederlag skal finde sted. I en dom fra 1952¹²), der vedrører en motorførers erstatningspligt for et biluheld, udtales det, at belgisk ret finder anvendelse, ikke blot på spørgsmålet om kravets opståen og omfang, men også på spørgsmåletom kravet er udstyret med sikkerhedsrettigheder i automobilet. I denne udtryksmåde må man læse en tilbøjelighed til at udstrække skyldstatuttets område snarere end en tendens til specialisering af

---

6) Ugeskrift for Retsvæsen (i det følgende betegnet U.) 1897, s. 689, Højesteretsdom (i det følgende anført som H.) 1901, s. 31 H.„ 1906 s. 111 og 1935, s. 82 H.

7) U. 1885 s. 549, 1889 s. 756 og 1928 s. 1045

8) U. 1884 s. 789, 1914 s. 148, 1939 s. 296 H. og 1946 s. 262 H

9) U. 1939 s. 595.

10) U. 1940 s. 1082.

11) U. 1949 s. 1122.

12) U. 1952 s. 854.

retsspørgsmålene. Selv om sagen angik et civildelikt og ikke et kontraktforholdhar
den alligevel en vis værdi for spørgsmålet.

I en højesteretsdom fra 1940¹³), der udtaler, at spørgsmålet om en fordrings forældelse er undergivet tysk ret, kan man se, at begrundelsen er, at hele retsforholdet er lokaliseret i Tyskland, hvor fordringen var opstået og skulle opfyldes, og hvor debitor havde bopæl på stiftelsestidspunktet, hvilket alt anføres i præmisserne. Denne dom er heller ikke udtryk for en tilbøjelighed til opdeling, snarere for det modsatte. Mere tvivl frembyder en højesteretsdom fra 1922¹⁴), hvor det udtales, at berettigelsen af en her i landet iværksat standsning af et vareparti på foranledning af den tyske sælger skal afgøres efter dansk ret. Aftalen var indgået i Tyskland mellem en dansk køber og den tyske sælger, og hvis man ikke skal se afgørelsen som et udtryk for, at loven på det sted, hvor tingen befinder sig (lex rei sitæ) bør anvendes på ejendomsretlige spørgsmål, hvad dommen, som siden påvises, ikke berettiger til, må man opfatte den enten som udtryk for en specialisering, som en udsondring af dette centrale spørgsmål fra kontraktstatuttets herredømme eller som udtryk for, at kontraktstatuttet var dansk. Denne ene dom giver dog alt ialt ikke støtte for at antage, at dansk retspraksis hylder en, opdeling på tværs.

Opspaltningen »på langs«, hvorefter hver af parternes forpligtelser bedømmes efter hans personlige lov, virker rent umiddelbart tiltalende, for så vidt som det kan forekomme urimeligt, at en kontraktpart kan blive forpligtet i videre omfang end efter den lov, han kender. At pålægge personer forpligtelser efter love, som de er ukendte med og tit har vanskelighed ved at skaffe sig oplysninger om, kan virke stødende. Dette kommer til udtryk i en Sø- & Handelsretsdom i U. f. R. 1915, side 9. En hollænder havde solgt et parti manufakturvarer til en dansker og blev forsinket med leveringen. Efter hollandsk sædvane skulle sælgeren have haft meddelelse om, at køberen ville afslå at modtage varen på grund af forsinkelsen. Denne sædvane eksisterer ikke i Danmark. Dommen antog, at køberen kunne afslå at modtage, uagtet der efter sælgerens ret ikke var adgang hertil. Sælgeren blev på den anden side fri for at betale erstatning for forsinkelsen, da en sådan pligt ikke eksisterer i hans land. Denne dom, som ganske vist giver en salomonisk løsning på et vanskeligt spørgsmål, er enkeltstående og er ud fra principielle betragtninger af tvivlsom værdi.

Hvor vigtigt det er, at begge parter på forhånd nøje kender deres

---

13) U. 1940 s. 652 H., jfr. også 1925 s. 260.

14) U. 1922 s. 1081 H.

rettigheder og pligter, og at disse kun kan reguleres ved een lov, illustreresved et eksempel, der vedrører risikoovergang i køb og salg. I Schweiz¹⁵) går risikoen for en solgt genstand over på køberen ved kontraktens afslutning, i Danmark først, når levering har fundet sted. Tænker man sig, at et schweizisk firma sælger en vare til en dansk importør, og at den schweiziske sælgers forpligtelse skal bedømmes efter schweizisk ret og den danske købers efter dansk ret, vil schweizerenspligt til at svare for tingen, hvis den går hændeligt til grunde efter aftalens indgåelse, men inden levering har fundet sted, være ophørtefter schweisisk ret, inden danskerens pligt til at bære risikoen er indtrådt efter dansk ret. I tiden mellem aftale og levering foreligger en »retstom« periode, hvor ingen har risikoen. For at undgå dette må enten dansk eller schweizisk lov finde anvendelse på risikoovergang, og parterne må på forhånd vide hvilken.

Eksemplet illustrerer det ganske selvfølgelige, at to lovgivninger ikke samtidig kan anvendes på een kontrakt, når de ikke er kongruente ved fastlæggelsen af parternes rettigheder og forpligtelser. At lade hver part bære sit tab, som dommen af 1915 gør det, er en løsning, der kun kan praktiseres i specielle tilfælde.

II. De internationale kontrakters retlige lokalisering.

Jeg skal nu gå over til at omtale de kontraktretlige kollisionsnormers tilknytningsfaktorer. Her opstår problemer, som er særegne for den interlegale kontraktret. Man rejser i den interlegale kontraktret for det første det spørgsmål, om parterne selv kan bestemme, hvilken lov der skal finde anvendelse på deres aftale. Medens det på de fleste andre områder af den internationale privatret ikke anerkendes, at parterne selv vælger den lov, der skal gælde for retsforholdet, er den kollisionsretlige aftalefrihed anerkendt i de fleste landes retspraksis, for så vidt angår de internationale kontrakter.

Et andet problem, som er karakteristisk for den interlegale kontraktret,er, hvorvidt man altid skal lade en enkelt tilknytningsfaktor— indgåelsesstedet for eksempel — vaire bestemmende for alle kontraktforholds kollisionsretlige lokalisering. Skal en enkelt tilknytningsfaktorvære afgørende for kontraktstatuttet {et fast kontraktstatut),eller skal man udvælge den for det konkrete, foreliggendekontraktforhold anvendelige lov ved en individuel prøvelse og afvej else af kontraktens tilknytningsforhold set i forhold til dens

---

15) Schweizerisches Obligationsrecht af 30. marts 1911 art. 185.

tilblivelse, natur og indhold? I hvilket land driver parterne forretning, hvor er kontrakten indgået, hvor skal den opfyldes, o. s. v.? Om man således skal vælge et fast kontraktstatut eller en individualiser ende metode¹⁶), har i flere generationer beskæftiget teori og praksis i den internationale privatret.

Der består en forbindelse mellem spørgsmålet om, hvorvidt den kollisionsretlige aftalefrihed kan anerkendes, og spørgsmålet, om man i de tilfælde, hvor ingen partshenvisning foreligger, skal følge en individualiserende metode eller vælge et fast kontraktstatut. Der findes nemlig mange og ret umærkelige overgange fra den udtrykkelige aftale om anvendelse af en bestemt lov til de tilfælde, hvor der overhovedet ikke kan sluttes noget om parternes vilje med hensyn til den for kontraktforholdet anvendelige lovgivning. Aftalen om anvendelse af en bestemt lov —i det følgende kaldet partshenvisningen — kan være stiltiende, f. eks. være indeholdt i en voldgiftsaftale eller en værnetingsaftal e¹⁷). Den kan være hypotetisk. Man kan slutte sig til, hvad parterne måtte antages at ville have bestemt, hvis de havde taget stilling til sagen. Parternes optræden, kontraktens sprog og indhold, valg af møntsort o. lign. kan bidrage til mere eller mindre sikre gisninger om, hvad parternes ønsker ville være gået ud på. I de talrige tilfælde, hvor der ikke findes holdepunkter for nogen konkrete ønsker, hvor en hypotetisk vilje ikke kan indiceres, må man se på, hvad der i et kontraktforhold som det foreliggende ville stemme bedst med ret og billighed¹⁸). Ved overvejelse af, hvad der er det rette, må man imidlertid tage hensyn til parternes interesser og vælge loven, som anvendes, ud fra en afvej else af tilknytningsmomenterne set i lys heraf. Det sidste er den individualiserende metode. Overgangene til denne gennem den stiltiende partsvilie og parternes hypotetiske vilje er i praksis hårfine.

Så længe der ikke er lovgivet om spørgsmålet, men dette er overladt til retspraksis, er det da ønskeligt, at man accepterer den individualiserendemetode, dersom man anerkender den kollisionsretlige aftalefrihed.Herved varetager man hensynet til parternes interesser, selv hvor en partshenvisning ikke foreligger. Herved formidler man, som Nial siger, overgangen mellem de tilfælde, hvor kontraktstatuttet er fastlagt ved en partshenvisning, og de tilfælde hvor den udtalte partsviljemangler.

---

16) Udtrykket individualiserende metode er først anvendt af Nial, se Internationell formogenhetsrått, Stockholm 1944 s. 36 ff.

17) Se Kobbernagel, a. a., i festskriftet for Henry Ussing s. 267 og U. 1914 s. 148 og 1924 s. 928.

18) Nial a. a. s. 38.

viljemangler.Hvor overgangene fra de kontraktforhold, hvor der er partshenvisning, til dem, hvor ingen findes, er så fine, at en fast grænse ikke kan drages, der vil domstolene være tilbøjelige til — som overalt, hvor forskellene mellem livsforholdene er umærkelige — ikke at lade de regler, der bygger på disse forskelle, adskille sig radikalt fra hinanden. Noget andet er, at man, hvis der skal lovgives om spørgsmålet,bør overveje at indføre skarpe regler for de tilfælde, hvor en partshenvisning ikke er udtalt i kontrakten¹⁹).

Nægter man derimod parterne adgang til at øve indflydelse på, hvilken lov der skal gælde for kontrakten, er betænkelighederne ved at anerkende et fast kontraktstatut naturligvis mindre, set fra et retsteknisk,

Hvad skal man foretrække? Den individualiserende metode og partsviljens
anerkendelse eller et fast kontraktstatut og partsviljens fornægtelse?

A. Partsautonomien. I det tilfælde, at en fransk sælger accepterer en engelsk købers skriftlige tilbud om at levere et parti vin f.o.b. Bordeaux, og hvor betaling skal ske til sælgers forbindelse i London, kan der opstå tvivl om, hvorvidt parterne kan vedtage, at enten fransk eller engelsk ret skal finde anvendelse på deres mellemværende, således at det andet lands regler — herunder de, der ellers er præceptive — skal lades ude af betragtning i tilfælde af, at kontrakten giver anledning til en retstvist.

Analyserer vi retsforholdets tilknytningsmomenter for ved den individualiserende metode at få fastslået, hvor det hører hjemme, når intet er aftalt, vil resultatet formentlig blive, at fransk ret skal finde anvendelse. Sælgeren er fransk, leveringen skal ske i Frankrig, og selve varen er af fransk oprindelse. At køberen er engelsk, og betalingen skal ske i London vejer ikke så tungt, at engelsk ret foretrækkes. Den tanke er da nærliggende, at man vel kan vedtage, at fransk ret skal anvendes, men at man ikke skal kunne tilsidesætte franske præceptive regler ved at vælge engelsk ret.

Det er hovedproblemet omkring partsautonomien, om man ved at
vælge loven i et land kan tilsidesætte præceptive regler i andre lovgivninger,
hvortil kontrakten måtte have stærkere tilknytning.

Det er ofte anført, at man af logiske grunde slet ikke kan anerkende
partshenvisningen. En aftale er kun gyldig i kraft af visse regler, som

---

19) Jfr. den italienske civillovbogs art. 15. og den 7. internationale privatretskonferences forslag til lov om internationale løsørekøb. Her anerkendes partshenvisningen samtidig med at et fast kontraktstatut anvendes.

gør den bindende for parterne. Det samme må naturligvis gælde en aftale om at anvende loven i et andet land. Men efter hvilket lands lov bliver denne henvisningsaftale forpligtende? Henvisningsaftalens forpligtendekraft kan ikke udledes af den lov, som parterne har valgt, da denne første er kommet ind i billedet i kraft af aftalen.

Partsautonomiens modstandere hævder endvidere, at der i forvejen må findes en lov, som altid gælder for kontrakten. En anden lov, der alene skal gælde for aftalen, kan følgelig ikke vælges. Valg af en anden lov kan højst tillægges virkning inden for rammerne af de præceptive regler i den lov, som aftalen er undergivet. Er kontrakten herefter undergivet svensk ret, kan man ikke ved at vedtage dansk ret komme uden om svenske ufravigelige regler.

Den første indvending mod den valgte lov, at den ikke kan være kontraktstatut, fordi parternes valg savner »sin lov«, er ikke holdbar. Den lov, som giver partshenvisningen internationalprivatretlig betydning er domslandets lov (lex fori). Det er domslandets internationale privatret, som tillægger henvisningsaftalen gyldighed som tilknytningsfaktor. Hermed er ikke sagt, at det er de materielle regler i lex fori, som bestemmer, om kontrakten og partshenvisningen er kommet i stand på gyldig måde. Men det er domslandets internationale privatret, der fastsætter, at parterne kan vælge den lov, som må finde anvendelse på deres kontrakt. Den udstyrer parterne med en slags fuldmagt, som ikke findes i de rent nationale retsforhold: fuldmagten til at bestemme, hvilken lov kontrakten skal være undergivet.

Den anden indvending mod partsautonomien, at man ikke bør kunne tilsidesætte ufravigelige regler i den lov, som gælder for kontrakten, bygger på den forudsætning, at man uden at se på parternes vilje eller interesser altid kan finde en sådan lov. Men denne forudsætning holder ikke stik, især ikke hvis man hylder en individualiserende metode.

Hvor kontrakten har hele sin væsentlige tilknytning til eet land, kan loven i dette land ganske vist anvendes som kontraktstatut, uanset at der er en partshenvisning til loven i et land, hvortil aftalen har svag eller ingen tilknytning, og henvisningen bør — som det siden skal ses — også kun undtagelsesvis være tilladelig i sådanne tilfælde.

I de andre tilfælde, hvor retsforholdet ikke er udpræget lokaliseret i eet land, men spredt mellem flere stater, kan man derimod ikke uden at risikere vilkårlighed udpege en lov, som kontrakten vil være undergivet.En aftale, som er indgået pr. korrespondance mellem en dansker og en englænder med opfyldelsessted for danskeren i Danmark og for englænderen i England og med betaling i tredielands mønt, er det vanskeligtat

skeligtatlokalisere med sikkerhed, hvis man ikke må se på parternes
interesser og vilje.

Resultatet bliver altså, at der i flere internationale kontrakter ikke med sikkerhed kan påvises et kontraktstatut, som kan fastlægges uden hensyntagen til parternes vilje. Af hensyn til logikken er det fuldt tilstrækkeligt at lade lex fori være det retssystem, der giver partsviljen lokaliserende betydning. Men er partshenvisningen retspolitisk ønskelig?

Går vi i det ovennævnte eksempel om levering af Bordeauxvinen ud fra, at fransk ret er anvendelig, hvis ingen partsaftale foreligger, må man spørge, om henvisningen til engelsk ret overhovedet kan forfølge legitime formål, eller om man i alle de situationer, hvor fransk præceptiv ret er tilsidesat, bør tilsidesætte henvisningen og anvende de præceptive franske regler ud fra den betragtning, at partshenvisningen er en utilbørlig omgåelse af fransk ret? Ved henvisningen kunne parterne jo gøre sig til lovgivere. De kunne undgå übehagelige franske regler ved en sådan henvisning, og dette må navnlig fra et fransk synspunkt være højst betænkeligt. Endnu grellere bliver det naturligvis, hvis man anerkendte valg af f. eks. hollandsk ret, da kontrakten jo slet ingen tilknytning har til Holland.

Det er forudsat, at fransk ret var kontraktsstatut, hvis ingen partshenvisning
havde foreligget. men man ved ikke, om denne opfattelse
vil blive fulgt i alle de lande, hvor en sag kan tænkes rejst.

Den sikkerhed, som opnås ved en partshenvisning, er på en måde dobbelt. For det første vil man have nogenlunde vished for, at den domstol, som man forventer, at sagen vil blive indbragt for, vil anvende den valgte lov. Er der ingen partshenvisning, og følger domstolene som i flere europæiske lande en individualiserende metode ved kontraktstatuttets fastlæggelse, har man ikke altid sikkerhed for, til hvilken side dommerens skøn over kontraktens lokalisering vil hælde. Denne uvished kan bortryddes ved partshenvisningen.

For det andet vil man have nogen sikkerhed for en ensartet bedømmelse af kontrakten, uanset hvor sag indbringes, da de fleste lande verden over anerkender partshenvisningen. Partsautonomien er i langt højere grad end den individualiserende metode et mellemfolkeligt fælleseje, en international anerkendt retssætning.

.Det er altså hensynet til sikkerheden i omsætningen, der nødvendiggør,at man i dansk ret bør anerkende den kollisionsretlige partshenvisning.Tanken om, at man skal kunne tilsidesætte præceptive regler i loven i det land, hvortil kontrakten har sin nærmeste tilknytning,

kan nok forekomme fremmed. Man kan kvie sig ved at indrømme parterne en så stor frihed på det internationale plan, at de skal kunne tilsidesætte det lands præceptive regler, hvortil kontrakten har sin nærmestetilknytning, og for domstolene i dette land vil det være betænkeligtat skulle anerkende dette.

Det internationale handelssamkvem er dog i konkurrencemæssig henseende undergivet særlige betingelser, det kræver større bevægelsesfrihed end det interne, og dette nødvendiggør, at man her må kunne tilsidesætte regler, som ellers ikke kan fraviges. Det må herved erindres, at de materielle præceptive regler af privatretligt indhold er givet for det interne handelssamkvem, i reglen ikke for det internationale, og særegne fakta må kræve særlige regler²⁰).

Hertil kommer, at de præceptive regler i den valgte lov altid skal anvendes. Hvor handelssamkvemmet foregår mellem civiliserede nationer, vil betænkelighederne ved at tilsidesætte ufravigelige regler i andre love i reglen være små. Endelig, kaji dpmslandet altid vægre sig mod et altfor stødende resultat ved at anvende ordre public grundsætningen.

/ dansk retspraksis savnes en Mar udtalelse fra domstolene om, hvorvidt partshenvisningen kan anerkendes. j Det har vseret berort i nogle danske domme. Lands Over- samt HoF-~og Stadsretten har i 1899²¹) haft en sag om en terminshandel indgaet mellem en svensk godsejer og et New Yorker firma til pakendelse. Parterne havde vedtagetvserneting i Kobenhavn. Terminshandler er ugyldige i Sverige efter reglerne om ulovligt spil. Den svenske godsejer gjorde gseldende,at sagen, da han var bosat i Sverige, og handelen var afsluttet der, matte bedommes efter svensk ret. Hertil udtalte domstolen, at det matte va^re indstsevntes sag at bevise, at handelen alene havde drejer sig om prisdifferencer .... »men et sadant bevis er ikke fort, og selv om det var fort, ville det ikke have til folge, at handelen matte anses for uforbindende for indsta3vnte«. Sagen skal nemlig bedommes efter dansk ret »allerede fordi parterne ved at vedtagedansk domstol som vserneting ma antages at ville have haft sagen padomt efter dansk rets regler«. En partshenvisning, samtidig med aftalensindgåelse,

---

20) Disse betragtninger er med støtte fra fransk retspraksis anført af flere franske forfattere, se Batiffol »Les Conflits de Lois en Matiére de Contrats, Paris 1938 s. 13. Lerebours-Pigeonniére: Precis de Droit International Privé, 5. udg. Paris 1948, s. 306 og J. Donnedieu de Vabres: Evolution de la Jurisprudence Francaise en Matiére de Conflits de Lois depuis le Debut de XX Siécle, Paris 1938 s. 306. Om schweizisk ret se Moser: Vertragsabschluss, Vertragsgultigkeit und Parteiwille im I. O. R. 1948 s. 195 ff. I Danmark er synspunktet først gjort gældende af Bernt Hjejle i Frivillig Voldgift, Khbvn. 1937 s. 185 ff.

21) U. 1899 s. 995.

talensindgåelse,har måske ikke foreligget. Domsreferatet tyder på,
at den var indgået, efter at striden var opstået.

Sø- & Handelsretten har i 1914^2!!) afvist en sag, der ligeledes angik en terminshandel, som en i Stockholm bosat mand havde indgået, samtidig med at han havde vedtaget at modtage søgsmål ved Sø- & Handelsretten i København. En sag, som blev anlagt mod ham der, blev imidlertid afvist, da svensk ret måtte komme til anvendelse, og da man efter det foreliggende måtte gå ud fra, at en forudgående aftale om at lade sig sagsøge ved en anden domstol end rette værneting efter svensk lovgivning var uforbindende. Her forelå et forsøg på at omgå svensk lovgivning om værneting og om terminshandler. Kontrakten var indgået i Sverige og havde ingen tilknytning til Danmark, ud over at en af parterne var dansk.

Dommen fra 1899 viser ikke med tilstrækkelig tydelighed, at man kan vedtage anvendelsen af fremmed ret, således at præceptiv lovgivning i det land, hvor kontrakten er stærkest lokaliseret, i dette tilfælde Sverige, kan tilsidesættes. Denne slutning kan i hvert fald ikke drages, hvis værnetingsaftalen først var indgået i anledning af striden. Domstolen kan i så fald have opfattet denne senere vedtagelse som et afkald på at gøre spille-indsigelsen gældende og har ikke villet give svenskeren adgang til senere at forsøge at kalde sit afkald tilbage. Da man i dansk ret under selve sagen kan lade være med at gøre en spilleindsigelse gældende, vil dette afkald, selv om retten er bekendt med forholdet, medføre, at den tabende spiller bliver dømt.

På den anden side kan man næppe heller anføre dommen fra 1914 til støtte for, at dansk ret ikke anerkender en partshenvisning. Afgørelsen kan være inspireret af § 6 i den nu ophævede Mellemrigslov af 13. juni 1861, hvorefter vi ved traktat med Sverige havde forpligtet os til at anerkende de svenske domstoles kompetence over svenske statsborger e²³). Sagen blev afvist alene med den begrundelse, at værnetingsaftalen var ugyldig efter svensk procesret. Terminshandlens gyldighed berøres ikke i præmisserne. Alt i alt giver retspraksis således ikke megen vejledning. \

Trods dansk retspraksis' uklare stilling er det den herskende opfattelse blandt forfatterne, at man i princippet bør anerkende partsautonomien i Danmark. Til støtte for denne opfattelse kan man henvise til udlandet, hvor partsautonomien er trængt igennem de fleste steder.

---

22) Sø- og Handelsretstidende 1914 s. 411.

23) Mellemrigsloven § 6: Svensk Undersåt kan ikke sagsøges ved dansk Domstol, undtagen i de Tilfælde, hvor sådan Sag kunne anlægges, om Sagvolderen var dansk ....

Dermed er dog ikke sagt, at parternes valgfrihed bør være übegrænset.
Det er muligt, at der bør kræves en vis tilknytning mellem kontrakten
og den lov, der vælges.

Bør man f. eks. tillade parterne at lade engelsk ret finde anvendelse i en kontrakt indgået mellem en dansk sælger og en dansk køber om levering af et parti cement fra Aalborg til København eller i en aftale mellem tysk sælger og en tysk køber om levering af et parti humle fra Miinchen til Hamborg?

Hvis parternes mening var, at engelsk ret skulle finde anvendelse på områder, hvor dansk resp. tysk rets ufravigelige regler ikke var til hinder derfor, som f. eks. at virkningen af forsikelse med varens levering skulle bedømmes efter engelsk ret, eller at c.i.f. eller f.o.b. skulle fortolkes i overensstemmelse med den engelske forståelse af disse udtryk, var der ingen betænkeligheder ved at anerkende en sådan aftale.

Men hvis deres hensigt er at anvende engelsk ret på områder, hvor det strider mod præceptive regler i dansk resp. tysk ret, bør man ikke anerkende denne virkning af partshenvisningen. Thi retsforholdet savner enhver tilknytning til andre lande end Danmark henholdsvis Tyskland. Der foreligger ikke en international kontrakt. Partshenvisningen får derfor kun virkning, hvor den ikke kolliderer med de tvingende retsregler i dansk eller tysk materiel ret, som den i princippet er undergivet. Den vil kun være materielretlig.

Hvis kontrakten i princippet skal undergives den valgte lov, idet henvisningen til denne skal anses for at være kollisionsretlig, må man kræve, at kontrakten skal være international, d. v. s. have berøring tned flere retssystemer. Uden for de internationale kontrakter er der ikke adgang for parterne til at vælge kontraktstatuttet. Men skal man herudover kræve, at aftalen tillige skal have tilknytning til den lovgivning, parterne vælger?

En dansker køber f. eks. et parti varer i England og videresælger det til en landsmand. I den nye kontrakt bestemmes det, at sagen vil være at underkaste engelsk ret. Sælgerens interesse i at indsætte dette vilkår er åbenlys, thi det har han måttet indgå på, da han købte varerne i England. Her opstår det spørgsmål, om man kan se bort fra danske ufravigelige retsregler, selv om kontrakten har en langt stærkere tilknytning til Danmark end til England, idet begge er danske, kontrakten er indgået her i landet, og levering fra sælgers side skal finde sted i Danmark.

En fransk dom omhandler et lignende tilfælde, nemlig kassationsrettens
dom af 19. februar 193024).

To franskmænd indgik i Frankrig en kontrakt om køb af salpeter, som skufle leveres i le Havre. De fleste stedlige tilknytningsmomenter for aftalen lå altså i Frankrig. Checken for betalingen var dog betalbar i London, og varen var chilensisk. I kontrakten var det bestemt, at enhver strid vedrørende aftalen skulle afgøres ved voldgift. Voldgiften skulle finde sted i England, og det bestemtes, at engelsk ret skulle være afgørende for hele kontrakten og for bedømmelsen af voldgiftsklausulens gyldighed. Denne; voldglftsaftale var ugyldig efter fransk ret. »Cour de Cassation« understregede de tilknytningsmomenter, der var til udlandet, og kom til det resultat, at så snart sådanne aftaler berørte det internationale handelssamkvems særlige interesser, måtte domstolen respektere en aftale om anvendelse af en fremmed lov, og opretholdt voldgiftsaftalen. Da tilknytningen til England i dette tilfælde var svag, må man gå ud fra, at det var det sidste argument — det internationale handelssamkvems særlige interesser — som var det bærende for den franske højesteret.

En engelsk overhusdom fra 1939 — Vita Food_ Production Inc. v. Unus Shipping Co.2^) — tyder på, at de engelske domstole går videre i retning af at tillade aftalefrihed end de franske, idet de ikke stiller krav om nogen som helst tilknytning til den valgte lov. Et rederi i Nova Scotia påtog sig at sejle et parti sild fra New Foundland til New York. En regel i New Foundlands lovgivning foreskriver, at Haagerkonventionensregler om redernes ansvarsbegrænsning (clause paramount)skal indsættes i ethvert konnossement, der vedrører transport fra en New Foundlandsk havn. New Foundland har villet sikre befragternemod, at rederne i for vidt omfang fraskrev sig ansvar for fejl. Kontrakten, der var indgået i New Foundland, indeholdt foruden en klausul, der fritog rederiet for ansvar for kaptajnens fejl, en henvisningtil engelsk ret. England havde også adopteret Haager-reglerne, men kun for så vidt angik transport af varer fra engelsk havn. Ved at henvise til engelsk ret havde man altså undgået Haager-reglerne. Kaptajnenførte skibet slet, og det strandede på New Foundlands kyst. Ladningen blev beskadiget, og ladningsejeren søgte at gøre rederiet ansvarlig ved Nova Scotias domstole. Disse anså ikke rederiet for at

---

24) a. a. s. 190. Batiffol s. 54. I samme retning går flere franske domme se f. eks. Cour de Cassations dom af 27 f1 1931 — Recueil Sirey 1933 bd. 1 s. 41.

25) (1939) Appeal Cases s. 277 se også Morris Cases on Private International Law 2. ed. s. 193.

være ansvarligt for skaden selv efter Haager-reglerne. De fastslog
i øvrigt, at kontrakten var undergivet New Foundlandsk ret, selv om
den indeholdt en henvisning til engelsk ret.

Det engelske overhus^25a), hvortil sagen blev apelleret, kom til det resultat, at kontrakten var undergivet engelsk ret, fordi parterne havde aftalt, at engelsk ret skulle finde anvendelse, og efter dommernes udtalelse skulle dette også have været gældende, hvis kontrakten havde været i strid med Haager-reglerne og dermed med New Foundlands lovgivning. Man bør ikke i princippet kræve, at kontrakten skal have tilknytning til engelsk ret. Den eneste betingelse, der må stilles, er, at parternes valg skal være »bona fide and legal«, d. v. s. lovlig og hæderlig, samt at det ikke må stride mod engelsk ordre public.

Der foreligger ingen holdepunkter for at antage, at parterne i Vita Food sagen havde haft til hensigt at omgå New Founlands lov, da de valgte engelsk lovgivning. Det må dog på den anden side fremhæves, at de betingelser, som dommeren opstillede for anerkendelse af en parishenvisning, nemlig at parternes hensigt skulle være »legal and bona fide«, er for uskarpe. Dommerens udtalelse er da også blevet kritiseret i engelsk litteratur²⁶).

Særlig interesse har de fælles love, som Benelux landene har indført
om international privatret i henhold til traktat af 11 f5 195127).

Art. 17 fastslår, at hvor en kontrakt er så nær knyttet til et givet
land, at den må henføres væsentligst til dette lands retssystem, skal
loven i dette land finde anvendelse.

Dette gælder ikke, hvis parterne har givet udtryk for hensigt til at anvende en anden lov. Sådan hensigt, hedder det videre, må dog ikke have til følge, at kontrakten unddrages ufavigelige regler i det land, hvortil kontrakten har den nævnte stærke tilknytning.

Hvor en kontrakt ikke væsentligst kan henregnes til eet lands retssystem, og parterne ikke har valgt den lov, som skal anvendes, gælder indgåelsesstedets lov. Hvor tilknytningen således er spredt, skal man imidlertid ikke respektere præceptive regler i andre love end den parterne har valgt.

Benelux-landenes lov giver altså parterne en kollisionsretlig aftalefrihedi
de tilfælde, hvor kontraktens tilknytningsforhold stort set er
ligeligt fordelt mellem flere retsområder, og denne aftalefrihed må

---

25a) Det engelske overhus var fra gammel tid appelinstans fra domstolene i imperiet.

26) Se Morris a. a.: s. 208 og Cheshire i Law Quarterly Review Bd. 56 s. 320 samt i Private International Law 3. udg. 1948 s. 334 ff.

27) En engelsk oversættelse findes i International and Comparative Law Quartiir.'Nr V> nwSnnr 10KO U,l 1 O J-1 _ JO f>

gælde, selv om kontrakten savner tilknytning til den valgte lov. Er tilknytningsforholdene spredt mellem flere lande, stiller loven heller ikke krav om, at man skal respektere fælles præceptive regler i de lande, hvortil et i øvrigt internationalt kontraktforhold har tilknytning.

Hvor kontrakten derimod har sin vassentligste tilknytning til eet land, har parterne som nævnt kun en materielretlig aftalefrihed. Her gælder det samme som i de rent interne kontrakter, hvor man uden at undslippe de ufravigelige retsregler kan aftale, at en fremmed lov skal anvendes. Benelux-landene ville antagelig ikke have anerkendt partshenvisningen til engelsk ret i salpeter-sagen. Her forelå et kontraktforhold med den væsentligste tilknytning til Frankrig. Lovene fastsætter for så vidt en ret snæver gra;nse for aftalefriheden.

På den internationale privatretskonference i 1951 i Haag vedtog de delegerede for en række stater — heriblandt Danmark — et udkast til en internationalprivatretlig konvention om køb²⁸). I udkastet tilstås der parterne i en købekontrakt en vidtgående kollisionsretlig aftalefrihed. De kan, dersom der er tale om et internationalt kontraktforhold — og dette krav stilles übetinget — vælge hvilken lov, de vil, uanset kontraktens tilknytningsforhold. Den eneste barriere for aftalefriheden er domslandets ordre public.

Ratificerer Danmark denne; konvention, vil vi tilslutte os en aftalefrihed,der er endnu mere vidtgående end Benelux-landenes. Dette må i hvert fald være tilfældet, hvis man under begrebet international kontrakt også medtager de aftaler, der væsentligst, men ikke helt, har tilknytning til et og samme lands retssystem. Sådanne kontrakter vil ofte være internationale, jfr. herved salpeter-sagen. I disse tilfælde er aftalen ifølge Benelux-landenes konvention af 11 f5 1951 undergivet de tvingende retsregler i dette lands lovgivning, uanset hvilken lov parterne måtte vælge. Ifølge udkastet er parterne kun underkastet den valgte lovs regler. Det er et spørgsmål, om den eneste skranke for aftalefriheden — ordre public — vil byde tilstrækkelig garanti mod omgåelse. Ordre public klausulen vender sig imod resultater, der på grund af deres materielle indhold er stødende for retsbevidstheden, ikke mod et lovvalg^ som er uantageligt på grund af retsforholdets mangel på tilknytning til_den valgte lov. Hvor man med en stærkere tilknytningtil denne ville have godkendt de fremmede materielle lovbestemmelser,er

---

28) Til grundlag for forhandlingerne ligger — foruden tidligere internationale forhandlinger — en af den franske professor Julliot de la Morandiére udarbejdet rapport se Ussing i Nordisk Tidsskrift for international Ret 1952 s. 111.

melser,erdet efter nordisk opfattelse ikke muligt at anvende ordre public. Man vil ikke kunne anvende ordre public til at tilsidesætte ansvarsfriheds-clausulen i Vita Food-sagen, hvis denne i sig selv ikke anses for så exorbiant, at den må tilsidesættes. Således må ordre public-begrebet i hvert fald opfattes her i Norden²⁹). Men betænkelighederneved Haager for slaget er dog næppe store. Retspraksis i udlandet,hvor den kollisionsretlige aftalefrihed længe har været anerkendti meget vidt omfang, fremviser nemlig meget få tilfælde af omgåeiser.

Der er som nævnt enighed i nordisk teori om, at den kollisionsretlige partshenvisning bør anerkendes, men der hersker nogen uenighed om, hvor store krav, der må stilles til aftalens tilknytning til den lov, parterne vælger.

Nial³⁰) kræver, at den tilknytning, som består mellem kontrakten og det retssystem, parterne vælger, »skall grunda sig på omståndigheter av betydande styrka såvål i och for sig som i forhållande till motstående anknytningsmoment«. I den situation, hvor en fransk sælger til en engelsk køber afhænder et parti vin, der skal leveres i Frankrig og betales i England, vil Nial formentlig anerkende en partshenvisning, hvad enten den henviser til fransk eller til engelsk lovgivning, men man må gå ud fra, at Nial ikke vil anerkende Lord Wright's udtalelser i Vita Food sagen om, at der i princippet ikke skal kræves tilknytning til den valgte lov, og at han heller ikke vil godkende det resultat, som den franske højesteret kom til i chilesalpeter-dommen fra 1930.

Borum stiller knapt så strenge krav som Nial⁸¹). Han kræver blot, at parternes valgfrihed må være begrænset til det eller de lande, hvortil der er tilknytningsmomenter, såsom domicilloven, den nationale lov, loven på indgåelsesstedet eller opfyldelsesstedet samt måske loven i det land, hvor tingen findes. Denne opregning kan dog ikke anses for udtømmende. Man kan herefter antage, at Borum ville anerkende Cour de Cassation's dom i salpter-sagen, men ikke Lord Wrigth's udtalelser i Vita Food sagen.

---

29) En udtalelse hos Julliot de la Morandiére, Rapporten s. 2 tyder på, at man har ment, at o. p. også kan bruges mod omgåeiser »Sans doute, lorsqu'il y aura fraude le juge peut toujours refuser en*mvoquant par exemple Fordre public«. Se om de forskellige betydninger af begrebet, Madsen Mygdal, Ordre Public og Territorialitet, Kbhvn. 1946, s. 4 og s. 10.

30) a. a. s. 17.

31) Se Borums anmeldelse af Nials a. a. i Svensk Juristtidn. 1945 s. 370 og Lovkonflikter 3. udg. 1948 s. 151.

Bernt Hjejle³²) kræver blot, at retsforholdet har international tilknytning. Tilknytningen kan imidlertid gerne være indirekte, idet den grunder sig på en anden kontrakt end den foreliggende. Hvor en dansker køber et parti varer af en anden dansker, som igen har købt det i England, er der ingen direkte tilknytning til udlandet i den sidstnævnte kontrakt, som de to danskere afslutter med hinanden, men i sælgerens førstnævnte kontrakt med englænderen er der tilknytning til England. Denne tilknytning er efter Hjejles opfattelse tilstrækkelig til at begrunde en henvisning til engelsk ret, forudsat at parterne har loyal interesse i at anvende engelsk ret. En sådan interesse vil sælgeren have, når han videresælger varen, han har købt i England, fordi han ellers som bundet til to forskellige lovgivninger vil være at ligne med en mand, der står på to stiger med et ben på hver. Hjejles opfattelse ligger nær op ad Lord Wright's udtalelse i Vita Food sagen om, at parternes hensigt skal være »legal and bona fide«.

Hvorledes skal man nu stille sig til denne strid? Det kan indledningsvis fastslås, at det vil være overflødigt at kræve nogen loyal retlig interesse i de tilfælde, hvor kontrakten har betydelig tilknytning til det land, hvis lovgivning vælges. Det er sikkert heller ikke Hjejles mening. Selv om parterne i det første eksempel, hvor der er tale om salg af vin fra fransk sælger til engelsk køber, netop havde til hensigt ved en henvisning til engelsk lov at omgå fransk lov, måtte den alligevel anerkendes, da det i forvejen er tvivlsomt, hvilken lov, der burde gælde.

Der synes at være god grund til at anerkende en kollisionsretlig partshenvisning overalt, hvor kontraktens tilknytnings forhold er spredte eller nogenlunde ligeligt balancerede mellem flere lande. I sådanne tilfælde er parternes interesse i at få lokaliseret retsforholdet ofte så betydelig, at man end ikke bør stille krav om, at kontrakten skal have tilknytning til den valgte lov. Man bør sikkert heller ikke kræve, at der dokumenteres en loyal retlig interesse i det konkrete valg af lovgivning. Hvis en dansker køber varer i Argentina af en argentinsk sælger, må det være tilladt at henvise til engelsk ret, som det f. eks. sker i adskillige La Plata Grain Contracts. Man kunne her spørge, om dette ikke kun bør gælde henvisninger til engelsk lovgivning, da England tidligere var verdens førende handelsnation, og mange internationale kontrakter stadig er affattet i overensstemmelse med engelsk ret. Engelske domstole er ikke utilbøjelige til at anlægge dette synspunkt. Visse udtalelser bl. a. i Vita Food-sagen tyder herpå.

---

32) a. a. s. 185 ff.

Der vil dog også være trang til at anvende andre landes love som »fælles codex«, f. eks. fransk eller schweizisk ret. Derfor bør en henvisning til en hvilken som helst lovgivning respekteres. En henvisning til hollandsk lov i det ovenfor omtalte salg af Bordeaux-vin måtte følgelig også anerkendes.

Den internationale handels særlige behov for bevægelsesfrihed kræver dog næppe, at man skal kunne se bort fra ensartede præceptive regler i de lande, hvortil kontrakten har sin væsentlige tilknytning, selv om man i øvrigt anerkender henvisningen til et land, hvortil aftalen ingen tilknytning har eller kun en svag. En særegen, ufravigelig bestemmelse i argentinsk lov kan i det ovennævnte eksempel lades ude af betragtning, ligeledes en speciel dansk, men en fælles dansk-argenlinsk regel bør næppe kunne tilsidesættes ved en henvisning til engelsk ret. I Vita Food sagen tilsidesatte man den fælles new-foundlandskcanadiske regel, der tilmed gjaldt i en lignende udformning på stedet for varens levering, New York. Engelsk ret blev anvendt, fordi parterne havde valgt engelsk ret. Det var sikkert rigtigt i princippet at opretholde partshenvisningen, men en dansk domstol ville formentlig have bragt Haagerreglerne til anvendelse. Endvidere må man altid respektere de præceptive regler, som i dansk ret har en særlig territorial afgrænsning som f. eks. søloven af 1 fl2 1937 § 122. Ansvarsbegrænsningsreglen i denne bestemmelse kan ikke fraviges i transporter mellem visse i loven nærmere angivne lande, med hvilke Danmark har overenskomst om forbud mod ansvarsbegrænsning.

Hvor kontraktforholdet er udpræget lokaliseret i el bestemt land med svag eller indirekte tilknytning til udlandet, må aftalefriheden i reglen begrænses af dette lands præceptive regler. Det må her kræves, at den part, som vil tilsidesætte præceptive regler i det land, hvor kontrakten efter sin objektive tilknytning hører hjemme, kan dokumentere en anerkendelsesværdig interesse i at anvende loven i et andet land, for at partshenvisningen skal have kollisionsretlig gyldighed.

Det er naturligt at anerkende partshenvisningen, hvis den danske sælger i det af Hjejle omtalte tilfælde, hvor han har købt varen i England, overdrager den til den danske køber, før den er leveret til ham, og hvis han aftaler med sidste køber, at denne skal betale til den engelske sælger eller til den danske sælgers forbindelse i England. I salpetersagen forelå der også en sådan retlig interesse. Varen var endnu svømmende, og hele kontraktforholdet havde endnu bevaret sit internationale præg. Endvidere havde man benyttet en standardkontrakt, som syntes at have været almindelig i den pågældende branche.

Hvis derimod varen er kommet her til landet, og betalingen skal erlægges til den danske sælger på hans plads, bør partshenvisningen ikke anerkendes, selv om sælgeren fortsat måtte have interesse i at videresælge på samme vilkår, som han har købt. Man kan ikke blive ved med at lade kontrakterne om et vareparti være undergivet udenlandsk lovgivning. Dets forhandling må før eller senere blive et nationalt

Som siden skal omtales, vil man dog ikke i alle kontraktforhold tillade en partshenvisning i samme omfang som ved f. eks. køb, transport og lån. Visse kontraktforhold bliver i stigende grad undergivet en omfattende socialt betonet lovregulering. Den materielretlige aftalefrihed er i sådanne kontrakter stærkt reduceret, og det vil rent naturligt kunne influere på den kollisionsretlige aftalefrihed. Det må således antages, at man ved de af den sociale lovgivning prægede tjenestekontrakter og ved de fleste aftaler mellem funktionær _og arbejdsgiver ikke kan fravige arbejdsstedets_ lov, og at man ved flere af de socialt betonede forsikringskontrakter, især sådanne hvor forsikringen er påbudt ved lov, ikke kan fravige lovbestemmelserne ved henvisning til udenlandsk ret. Endelig skal som eksempel nævnes, at en fravigelse af dansk huslejelovgivning ikke kan ske ved kollisionsretlig partshenvisning. Dette følger dog allerede deraf, at en aftale om leje af en lejlighed eller en ejendom her i landet har en så stærk tilknytning til Danmark, at alle andre tilknytningsforhold end ejendommens beliggenhed må forekomme übetydelige.

B. Hvorledes bestemmer retten den for aftalen gældende lovgivning
(kontraktstatuitet) i tilfælde, hvor ingen partshenvisning findes?

Under den foregående omtale af partsautonomien har det været en forudsætning, at den individualiserende metode skulle anvendes i de tilfælde, hvor en partsvilje ikke fandtes. Det skal nu undersøges, om denne forudsætning er rigtig, om man skal foretage en individuel og konkret prøvelse; af kontraktens tilknytningsforhold set i relation til dens natur og indhold, eller om man skal udkåre et enkelt tilknytningsmoment til for alle kontrakter at udpege den lov, som skal anvendes.

At anvende domslandets materielle ret (lex fori) ved alle kontrakter
ville have øjensynlige fordele. Man behøvede da ikke at pålægge parterne
eller domstolene at skaffe oplysning om indholdet af fremmed ret.

Alligevel må tanken om at anvende lex fori forkastes. Hvor retsforholdethar
sin væsentligste tilknytning til udlandet, ville det i tilfældeaf

fældeafuoverensstemmelse mellem dansk og fremmed ret ofte være
åbenbart urimeligt at anvende lex fori.

Dernæst må det fremhæves, at domslandet netop i mange af de tilfælde, hvor en sag med fremmede elementer kommer til pådømmelse ved vore domstole, har været uforudset for parterne på tidspunktet for kontraktens indgåelse. Forudberegnelighed må være et fast kontraktstaUits første dyd, og den savner lex fori.

Selv om man således må forkaste_ lex fori som fast kontraktstatut, bør man dog ved kontraktens retlige lokalisering tage et vist hensyn til, hvor det på tidspunktet for aftalens indgåelse var sandsynligt, at den ville være blevet pådømt33).

I det foregående er nævnt, at indgåelsesstedets lov (lex loci contractus) efter den amerikanske Restatement skal gælde for alle spørgsmål vedrørende kontraktens tilblivelse og indhold. Det må endvidere antages, at de franske domstole i mangel af udtalt partsvilje anvender indgåelsesstedets lov på kontrakter afsluttet mellem personer af forskellig nationalitet34). Det samme er udtrykkelig fastsat i den italienske lovbogs bestemmelser, hvor det fastslås i artikel 15: De forpligtelser, der opstår af kontrakten, er undergivet kontrahenternes nationale lov, hvis de har samme statsborgerskab; bortset herfra er kontrakten undergivet loven på det sted, hvor kontrakten er indgået³⁵).

Man kan ikke frakende indgåelsesstedet visse fortrin, hvor kontrakten er indgået mellem parter, der orjholdt sig_ inden for_ samme retssystems område på indgåelsestidspunktet. Det antages, at en retshandel, der opfylder formkravene på indgåelsesstedet, altid må anses for formgyldig, thi på indgåelsesstedet kan man få den fornødne juridiske bistand og oplysning ved retshandlens tilblivelse. Argumentet rækker i virkeligheden videre end til formreglerne, idet parterne jo ofte vil være interesseret i at få klarhed om andre spørgsmål end formspørgsmålene. Endvidere kan man henvise til, at kontrakten i reglen vil have en ret stærk tilknytning til det sted, hvor parterne i fællesskab har afsluttet den.

Hvor kontrakten er afsluttet ved brevveksling, pr. telegram eller pr. telefon mellem parter, der opholdt sig i forskellige retsområder, er indgåelsesstedetikke egnet som lokaliserende faktor, fordi der ikke er international enighed om, hvad der i slige tilfælde skal anses for

---

33) Madsen-Mygdal a. a. s. 39.

34) Niboyet: Cours de Droit International Privé 2. udg. s. 596.

35) Dette gælder dog ikke, hvis parterne har villet have kontrakten bedømt efter en anden lov.

indgåelsesstedet36). Man har da også både i England og AmerikajcritiseretRestatements
løsning, hvorefter indgåelsesstedets lov skal anvendes.

I U.S.A. skal ifølge Restatement opfyldelsesstedet, lex loci solutionis, bestemme spørgsmål om opfyldelsen af kontrakten, og i Tyskland har man under indflydelse af v. Savigny³⁷) anvendt opfyldelsesstedets lov i tilfælde, hvor der ingen partshenvisning forelå.

Opfyldelsen er i adskillige kontraktsforhold en kompliceret handling, reguleret af mange og betydningsfulde retsregler. Det er naturligt at vælge loven på stedet for den handling, som typisk kræver den mest indgående regulering fra retsordenens side. Opfyldelsesstedet fremb^der^altså. en betydelig, sterkere naturlig tilknytning til kontrakten, end indgåelsesstedet gør — navnlig nu om stunder, hvor kontrakterne i reglen indgås pr. korrespondance.

Men opfyldelsesstedets lov har også mangler. Hvor de to parter skal opfylde kontrakten i forskellige lande, bliver resultatet en opspaltning »på langs« af kontraktforholdet i to love. Ulemperne herved er omtalt i det foregående.

Den franske forfatter Batiffol³⁸) mener, at opfyldelsesstedets lov er den, der bør gælde, hvor parterne ikke har lokaliseret kontrakten et andet sted. Da Batiffol heller ikke ønsker en opspaltning af aftalen i to love, vil han derfor vælge loven på sælgers, forsikringsgivers eller transportørs opfyldelses-sted, thi deres ydelser er dem, som karakteriserer retsforholdet, og som er underkastet den mest indgående retlige regulering.

Batiffol må dog erkende, at opfyldelsesstedet for den karakteristiske ydelse ikke egner sig som fast kontraktstatut. I adskillige kontraktforhold er opfyldelsesstedet ikke fastlagt inden tidspunktet for aftalens indgåelse. Det er af den allerstørste betydning, at parterne allerede på dette tidspunkt kan forudse, hvilken lov, der skal finde anvendelse. Den, der køber hvede f.o.b. sydamerikansk havn, ved ikke, fra hvilken havn opfyldelsen sker.

Opfyldelsesstedet kan også være beliggende i flere lande, f. eks. i en kontrakt, hvor man hos et dansk rejsebureau køber en rejse jorden rundt, således at selskabet skal skaffe kunden rejselejlighed gennem flere lande.

---

36) Jfr. dog Beneluxlandenes ovennasvnte fælleslov, hvor indgåelsesstedets lov er valgt.

37) v. Savigny: System des heutigen romischen Rechts. Bd. 8. Berlin 1849.

38) a. a. s. 74 ff.

Endelig skal anføres, at opfyldelsesstedet i nogle lande kun er fastlagt med henblik på den materielle ret. I flere kontrakter — især sådanne, hvor den karakteristiske ydelse er en pengeydelse — vil det da ikke kunne udelukkes, at opfyldelsesstedet — hvis det fastlægges i overensstemmelse med domslandets materielle regler — vil få en noget tilfældig karakter. Det vil også være kunstigt at anvende et opfyldelsessted, som er bestemt i domslandets materielle ret, på et kontraktforhold, der ingen tilknytning har til domslandet. Man kan i det hele taget ikke altid overføre den betydning, retsbegreberne har i domslandets materielle ret, til også at gælde for den internationale privatret.

Opfyldelsesstedet er da lige så lidt som indgåelsesstedet egnet som
fast kontraktstatut.

Parternes nationalitet er et tilknytningsmoment, som i dansk international handelsret må tillægges ringe vægt. Selv hvor de er af samme nationalitet, vil dette ikke begrunde anvendelsen af den nationale lov, hvis ikke andre tilknytningsmomenter peger i samme retning.

Parternes domicil har derimod mere vægt. I Tyskland er det især v. Bar og Zietelmann, der har udtalt sig til fordel for lex debitoris, og i Skandinavien gik Almen³⁹) i sine kommentarer til købeloven ind for anvendelsen af debitors domicillov. For så vidt angår forretningsdrivende, må vægten lægges på forretningsdomicilet. En person, der bor i Helsingør og driver forretning i Helsingborg, har svensk forretningsdomicil. For de forretninger, der indgås uden for forretningsforhold, er det naturligvis det personlige domicil, der må gælde.

Almen erkendte, at anvendelsen af lex debitoris fører til opspaltningi gensidigt bebyrdende kontraktforhold, og så meget vel de vanskeligheder, som deraf kunne opstå. Han var opmærksom på, at lex debitor? ofte falder sammen med lex fori, men så heri netop en fordel. »At vor teori i langt de fleste tilfælde fører til samme resultat som den forkætrede lære om at anvende lex fori, anser vi netop for at være en fordel, og vi tror, at denne lære aldrig åbenlyst eller under forklædning havde kunnet stå så længe i praksis, om ikke det resultat, hvortil den leder, i virkeligheden stod det rette så nær«. Hertil kommerefter Almen, at man ikke^— med mindre omstændighederne i det konkrete tilfælde tyder herpå — har ret til at antage, at den, som har forpligtet sig til at opfylde en leverance eller betalingsforpligtelse i udlandet, har villet påtage sig andre og videregående forpligtelser end dem, som følger af den lov, som er hans egen, og som ville have haft

---

39) Almen: Kommentar til Købeloven I s. 53.

gyldighed for ham, dersom medkontrahenteii havde været en landsmand,og
aftalen havde skullet opfyldes i hjemlandet.

Domicillovens fortrin er desuden dens internationale uniformitet. Domicilbegrebet er ganske vist ikke failles for alle lande, men i handelsforhold, hvor forretningsdomicilet anvendes., vil der i reglen være international enighed om, i hvilket land en person eller et selskab driver forretning. Det var ikke Aim éns mening at ville opstille lex debitoris som fast kontraktstatut, men han har ment, at lex debitoris skulle anvendes på alle de tilfælde, hvor ikke særlige omstændigheder pegede i anden retning. Man kan antage, at Almen — i modsætning til v. Bar og Zietelmann — kun har villet opstille en præsumption for lex debitoris, og det skal sidenhen ved gennemgangen af dansk retspraksis påvises, at Alméns teori har vundet en vis genklang i retspraksis. Ulemperne ved domicilloven er imidlertid, at den fører til opspaltning, hvad der både er praktisk og teoretisk utilfredsstillende. Vil man anvende domicilloven, må man anvende een af parternes domicillov på begge forpligtelser.

At anvende loven i det land, hvor debitor for den karakteristiske ydelse i kontraktforholdet er bosat, f. eks. sælgers, bortfragters, forsikringsgivers og långivers domicillov, er sikkert den løsning, der ville være den bedste, hvis et fast kontraktstatut skulle anvendes.

Den er dog for usmidig. Der kan påvises flere grupper af tilfælde, hvor undtagelse måtte gøres. På børs- og markedshandler er kontraktstedets lov bedre egnet som kontraktstatut end sælgers domicilfov, og på aftaler vedrørende fast ejendom må loven på stedet, hvor ejendommen ligger, anvendes, uanset parternes personlige tilhørsforhold. Arbejdsaftaler må i princippet underkastes arbejdsstedets lov, o. s. v. Endelig kan tilfældets, konkrete tilknytning pege i retning bort fra domicilloven.

Så længe der ikke er lovgivet om spørgsmålet, er det fra et retspolitisk synspunkt rigtigst ikke at opstille et fast kontraktstatut, selv om det blev modificeret ved undtagelser. Man må i stedet arbejde med en individualiserende metode. Den uvished for parterne, som denne metode afstedkommer, kan modarbejdes ved opstilling af præsumptionsregler, der fastsætter, hvilket ti Iknytningsmoment der skal lokalisere retsforholdet i tilfælde, hvor kontraktforholdets konkrete tilknytningsforhold er så spredt, at der opstår tvivl om, hvor kontrakten hører hjemme.

Resultatet bliver herefter, at ingen tilknytning kan danne grundlag
for et fast kontraktstatut.

Ijdansk retspraksis anvender jnan den individualiser ende metode. Praksis fra de sidste 75 år viser, at de forskellige kontrakter — køb, forsikring, transport, lån m. v. — underkastes en forskellig kollisionsretlig bedømmelse, og at man selv inden for samme kontrakttype i forskellige situationer har lagt hovedvægten på forskellige tilknytningsmomenter. Af flere domsbegrundelser fremgår det, at retten ved forholdets lokalisering har ladet sig lede af mere end eet tilknytning smomentw), og at man i det hele taget har foretaget en individuel af vejelse af kontraktens forskellige tilknytningspunkter⁴¹).

En individualiserende metode følges også i svensk⁴²), norsk og — selv om den forklædes under en hypotetisk partsvilje — af engelsk retspraksis⁴³). En svensk højsteretsdom udtaler således, at afgørelsen af, hvilken lovgivning en kontrakt er undergivet, træffes »genom en avvågning mot varandra av de objektiva moment i råttsforhållandet som aro agnade att giva utslag i den ena eller andra riktningen«⁴⁴).

Metoden har som nævnt den mangel, at den ikke giver parterne den fornødne sikkerhed. De ved ikke på forhånd, hvilken vurdering dommeren vil anlægge ved afvejelsen af kontraktens spredte tilknytningsmomenter. Usikkerheden fjernes, når parterne vedtager en partshenvisning. Hvor en sådan ikke findes, eller hvor sikre holdepunkter for, hvilken lov der skal anvendes, ellers mangler, kan der i nogen grad bødes på uvisheden, om ikke ved faste regler så dog ved at opstille formodningsregler, der giver parterne en vis vejledning. Disse skal nu omtales.

Købet er udenrigshandelens centrale kontrakt. På dette felt har der vist sig stærk trang til internationale kollisionsnormer, fælles for alle lande, og ved den i 1951 afholdte internationale privatretskonference i Haag er der blandt 17 stater — heriblandt de skandinaviske lande — som tidligere nævnt opnået enighed om et udkast til kollisionsnormer om løsørekøb. Udkastet er dog endnu ikke ratificeret.

Danske domstole har anvendt indgåelsesstedets lov på aftaler, som
afsluttes på børser*5). Selv om det ikke er fastslået i praksis, kan man
antagelig slutte fra de domme, der angår børshandler, at aftaler, som

---

40) U. 1884 s. 789 H., 1889 s. 235 H., 1920 s. 754, 1935 s. 82 H., 1939 s. 296 H. og s. 595, 1940 s. 1082.

41) U. 1940 s. 652 og 1949 s. 1122.

42) Nial s. 36 ff.

43) Se f. eks. Lloyd v. Guibert (1865) L. R. 1 O. B. 115 og Boissevain v. Weil (1949) 1 K. B. s. 482 (1950) A. C. 327 og Morris a. a. s. 208—9.

44) Nytt juridisk arkiv (NJA) 1937 s. 1.

45) U. 1912 s. 693 og 839, 1916 s. 508 og forudsætningsvis 1917 s. 427.

er indgået på markeder, på private eller offentlige auktioner samt i
detailhandelen, ligeledes må være 'undergivet indgåelsesstedets lov46).

Endvidere må de kontraktretlige regler om køb af fast ejendom findes i loven på det sted, hvor ejendommen er beliggende. Køb af indregistrerede skibe eller luftfartøjer må antages at være underkastet loven i det land, hvor det pågældende fartøj er indregistreret⁴⁷).

f handler afsluttet mellem nærværende parter på den enes forretningssted spores en tendens til at anvende lex loci contractus.^ Lands Over- samt Hof-og-Stadsretten har ien dom fra 1917⁴⁸) anvendt dansk ret på spørgsmålet om virkningerne af den tyske købers misligholdelse. Begrundelsen var, at handelen var afsluttet her i landet mellem den danske sælger og købers herværende agent. Denne tilknytning ansås for mere tungtvejende end det forhold, at der var aftalt levering og betaling i Tyskland. Ito senere Sø- & Handelsretsdomme⁴⁹) har man anvendt tysk ret på aftaler, som en dansk skipper havde indgået i tysk havn om køb af kul og proviant til danske skibe. Det udtales i begge dommene, der vedrører det tingsretlige spørgsmål, hvorvidt der i anledning af leverancerne er stiftet søpanteret i de pågældende skibe, at kontraktstedets lovgivning bør være afgørende »ikke blot for, om der er stiftet en gyldig ret for kreditor, men også for, om der til den såle^ des stiftede ret er knyttet en lovbestemt panteret«.

Billedet fortegnes af en højesteretsdom fra 1922⁵⁰). En fabrikant havde i Berlin afsluttet et køb med en tysk leverandør af skindhandsker. Varerne skulle sendes til et dansk aktieselskab. Eftersom fabrikanten vægrede sig ved at betale for et andet vareparti, som han selv skulle have, standsede tyskerne de til det danske aktieselskab bestemte varer, efter at de var kommet til Danmark. Det udtales i Landsrettens dom, som blev stadfæstet ved Højesteret, at spørgsmålet om, hvorvidt sælger var berettiget til at standse varerne, måtte afgøres efter dansk ret, efter hvilken standsningen var überettiget. Købers erstatningskrav blev følgelig anerkendt og erstatningen udmålt efter danske regler.

Det er anført, at dommen angår et ejendomsretligt spørgsmål, og at
man følgelig har anvendt loven på tingens beliggenhed (lex rei sitæ),
som anvendes i den internationale tingsret51).. Spørgsmålet om sælgers

---

46) Jfr. Borum a. a. s. 154

47) Jfr. Borum ibid.

48) U. 1918 s. 250.

49) U. 1939 s. 596 og 1940 s. 1082.

50) U. 1922 s. 1081 H.

51) Borum a. a. s. 156, men cfr. Nial s. 81, hvorefter standsningsret mod købet personlig afgøres af kontraktstatuttet og ikke af »sakstatuttet«.

standsningsret synes dog ikke i denne situation at have været af tingsretligkarakter. Om han på grund af fabrikantens misligholdelse var berettiget til over for aktieselskabet at standse varerne, måtte her afgøresudfra et forudsætningssynspunkt, og problemet om ejendomsrettensovergang mellem parterne eller i forholdet til trediemand ses ikke at have foreligget til bedømmelse.

I handler mellem fraværende parter spores en tendens til at anvende købers domicillou, hvor køber er dansk. I en dom afsagt af Sø- & Handelsretten i 1927 (SHT 1927 s. 183) er købers lov anvendt ved spørgsmålet om hans ret til at annulere købet på grund af sælgers forsinkelse. Dansk ret blev anvendt, uagtet køber havde underkastet sig tyske leveringsbetingelser. Begrundelsen for resultatet var, at køber ikke kunne antages at være bekendt med de tyske regler. En lignende begrundelse anføres af Sø- & Handelsretten i den tidligere omtalte dom fra 1915 (U. f. R. 1915 s. 9), hvor den danske købers forpligtelse blev bedømt efter dansk ret, idet han ikke kendte de hollandske sædvaner. Her bedømtes dog tillige sælgers forpligtelser efter hollandsk ret. Dommene giver dog næppe tilstrækkeligt grundlag for at antage, at dansk ret hylder lex debitoris og den deraf følgende opspaltning. En lignende afgørelse genfindes nemlig ikke i senere domme, selv om man i disse kunne have nået et sådant resultat.

Dansk retspraksis kan næppe siges endnu at have etableret udtømmende
præsumptionsregler for, hvilken lov der skal finde anvendelse
på udenrigshandlens købekontrakter.

Skal man foreslå præsumptionsregler for køb, må valget for dansk
rets vedkommende formentlig komme til at stå mellem købers domicillov,
som retspraksis synes at hælde imod, og sælgers domicillov.

Købers lov falder ofte sammen med lex fori, thi de fleste sager anlægges formentlig af sælger mod køber. Det er fordelagtigt at have en regel, der i de fleste tilfælde fører til anvendelse af værnetingets lov. Det anføres af Karsten Meyer⁵²), at det er ufordelagtigt for et lille land at anvende sælgers lov, og at købers lov derfor må foretrækkes. Betragtningen er praktisk. Selv om domstolene i det lille land måske vil anvende sælgers lov i håb om, at de store stater vil gøre det samme, er det ikke sikkert, at domstolene i de store lande vil følge trop. Retterne er her utilbøjelige til at sætte sig ind i fremmede retssystemer, de ikke kender. En enhedsbedømmelse opnås følgelig ikke, og da er det bedre at anvende købers lov, der oftere end sælgers falder sammen med domslandets lov.

---

52) tt -innc r> ~ orm

Disse betragtninger har dog ikke overbevist forfatterne selv i de skandinaviske lande. De Jiar heller ikke vundet flertal p_å_den internationale privatretskonferenee i Haag. Her er man enedes om at anvende loven på sælgers forretningsted.

Begrundelsen er for det første, at sælgers forpligtelse som regel kræver en mere indgående retlig regulering end købers. Herved forudsætter man vel, at sælgers forpligtelse opfyldes på det sted, hvor han driver forretning, og dette er for det meste også tilfældet. Endvidere falder sælgers domicillov sammen med den lov, som anvendes i medfør af andre i det foregående nævnte præsumptionsregler, f. eks. reglen om, at detailhandler skal være undergivet lex loci contractus, og med den regel, der går ud på, at aftaler, som indgås med større selskaber på disses faste forretningsformularer, i reglen må anses for undergivet loven på det sted, hvor forretningsvirksomheden har sit hovedsæde. Denne sidste regel gælder ikke blot køb, men også andre kontrakter.

I det pa den internationale privatretskonference i Haag i 1951 vedtagne udkast til internationale privatretlige regler om keb er hovedreglen, at loven i det land, hvor stelger har sin saedvanlige bopail eller sin forretning i det ojeblik, da han modtager bestillingen, skal gselde. Herom opnaedes enighed, ikke blot mellem de skandinaviske reprsesentanter, men ogsa mellem reprsesentanter for andre lande, hvis ret ikke hidtil havde vseret i overensstemmelse med denne regel.

Det bestemmes dog, at loven i det land, hvor køberen har sædvanlig bopæl eller forretning skal anvendes, hvis hans ordre er modtaget i dette land enten af sælger eller af hans repræsentant. Dette gælder, uanset om repræsentanten har været beføjet til at træffe en endelig aftale. Denne løsning, som især skyldes Danmarks og Norges indsats under tidligere forhandlinger, er også i harmoni med det i nyere danske* domme fastslåede princip om, at en handel skal være underkastet indgåelsesstedets lov, når den er indgået af den ene part på den andens forretningssted.

Selv om det måske fra et skandinavisk synspunkt havde været mere fordelagtigt at anvende købers domicillov i alle tilfælde, er det ønskværdigt og vel også sandsynligt, at retspraksis i fremtiden præsumptivt vil^ anvende sælgers domicillov p_å køb indgået mellem fraværende parter (inter absentes). Værdien af, at man følger den regel, der har udsigt til at vinde international anerkendelse, er netop for købets vedkommende så betydelig, at vore egne eventuelle interesser i at anvende købers lov bør vige.

Denne præsumption vil dog, så længe konventionsudkastet ikke er vedtaget, ikke have særlig stor styrke. Hvor parterne har lokaliseret aftalen i købers land, f. eks. ved at aftale, at både levering og betaling skal finde sted der, bør købers lov præsumptivt anvendes i handler indgået inter absentes. Hvis en udenlandsk sælger afhænder et vareparti, som han har liggende i Københavns Frihavn, til en dansk køber mod betaling her i landet, må denne kontrakt altså anses for undergivet dansk lov.

De fleste domme vedrorende transportkontrakter angar setransport. Her luir danske domstole i de fleste tilfselde anvendt flagets lov, loven pa det sted, hvor skibet er hjemmeherende, i retsforholdet mellem bortfragter og ladningsmodtager⁵⁸). Samme resultat kommer de flesLe udenlandske domstole til; der er altsa pa dette omrade — ligesom pa den materielle sorets omrader — en tendens til uniformitet.

Flagets lov er således blevet anvendt på spørgsmålet om rederiets ansvar for beskadigelse af varen, herunder om rederiets ansvar for besætningens fejl³⁴) samt om, hvorvidt selskabet gyldigt kan fraskrive sig sådant ansvar⁵⁵). Endvidere er flagets lov blevet anvendt på spørgsmålet om ansvaret for fejlagtig datering af konnossementet⁵⁶) og på spørgsmålet om ret til overliggedagepenge57) f I

Ved kontrakter om transporter over landjorden spores også en tendens
til at anvende transportørens lovss), og det samme bør gælde for
transport ad luftvejen.

Også andre værkslejekontrakter end transportkontrakter vil som
regel være undergivet værksmesterens domicillov. I en højesteretsdom

---

53) U. 1895 s. 564, 1897 s. 689 H., 1901 s. 31 H., 1904 s. 267 H., 1920 s. 754 H„ 1923 s. 533 H. (redaktionsnoten), og 1929 s. 464 H.

54) U. 1920 s. 754 og SHT 1913 s. 195.

55) U. 1901 s. 31 H. og 1929 s. 464 H.

56) U. 1909 s. 133.

57) U. 1897 s. 689 H. •

58) U. 1949 s. 1122. I en V. L. dom, der vedrerte transport af flaskegas i biler gennem Tyskland til Holland, blev dansk ret anvendt pa spergsmalet om transporterens erstatningspligt for skade forvoldt pa godset. Det siges i dommen: »da begge parter savel ved aftalens indgaelse, som da transporten fandt sted, var hjemmehorende her i landet, og da transporten vedrorte varer, for hvilke sagsegercn havde risikoen (der var aftalt frit leveret), findes dansk rets regler at vaere anvendelige«. I en transportkontrakt, hvor personskade indtraf, har retten dog ikke anvendt transporterens, men ulykkesstedets lov. En dansk vognmand havde pataget sig at kere en engelsk agent rundt pa hans rejse i Skandinavien. Ved simpel uagtsomhed fra chaufferens side karte vognen ud over en bjergside, og passageren koxn til skade. Dennes krav om erstatning for svie og smerte blev imidlertid afvist af ostre Landsret under henvisning til, at der efter norsk ret ikke tilkom skadelidte en sadan erstatning, hvor der kun forela simpel, men ikke grov uagtsomhed fra skadevolders side. Lex loci delicti blev anvendt i dette tilfselde, skent sagen drejede sig om erstatning ifelge et kontraktforhold, jfr. U. 1937 s. 414.

fra 1883⁵⁹) er dansk ret blevet anvendt iet tilfælde, hvor et skotsk skib, som var gået på grund ved Hoganåss i svensk territorialfarvand, havde anmodet et københavnsk bugserselskab om bistand. Aftalen var indgået mellem skibets kaptajn og bugserselskabets repræsentantpå det strandede skib. Det udtales i dommen, at der ikke fandtes bestemmelser i kontrakten om, at parterne ville have den bedømt efter engelsk ret. Højesteret kom til det resultat, »at gyldigheden af kontrakten efter dennes indhold og samtlige med dens oprettelse forbundneomstændigheder, blandt hvilke kan mærkes, at sagsøger (rederen)selv havde påkaldt hjailp fra København, hvor hans skib også skulle bringes hen, og den akkorderede bjærgeløn erlægges af rederiets derværende agent, i det hele måtte bedømmes efter dansk ret«. Det ses, at retspraksis allerede dengang lagde vægt på flere momenter.

På arbejdsaftaler gælder en præsumption for arbejdsstedets lov. Denne præsumption kan dog undertiden vige., især hvor over- off iinderordnelsesforholdetikke er udpræget™*). Nial omtaler en svensk højesteretsdom fra 1941⁶⁰). En i Sverige bosat svensk statsborger påtog sig ved en kontrakt, som han undertegnede i Sverige, og som den svenske arbejdsgiver underskrev i London, at virke som assistent ved en massage-klinik i Sydafrika. Assistenten forpligtede sig mod betaling af konventionalbod til ikke at arbejde som massør i Transvaal,efter

---

59) Se U. 1903 s. 146: Deter her antaget, at danske takstbestemmelser for laegehonorering ikke var anvendelige 1 et tilfaslde, hvor en tysk laege havde behandlet en landsmand i Hamborg, cfr. 1921 s. 300 H., hvor man uden nsermere at ga ind pa spergsmalet har anvendt dansk ret i et tilfa>lde, hvor en dansk kurer for legationen i Rusland havde fremsat krav om, at der betaltes ham erstatning i anledning af, at han var blevet opsagt med kort varsel. Spergsmalet om, hvorvidt der tilkom ham opsigelsesvarsel, afgjordes efier dansk ret. Ved en dom afsagt af Vestre Landsrei: 1940 blev tysk ret anvend^t i et tilfaelde, hvor en reservechauffer, som fulgte med pa en biltur til Berlin, kom til skade syd for Flensborg. Sporgsmalet var, om reservechaufforens medskyld berevede ham retten til erstatning. Reservechaufferen havde drukket med arbejdsgiveren og hovedchaufferen, og ulykken skyldtes, at hovedchau f'feren havde vaeret beruset. Dommen ber dog — ligesom sagen om ulykken i Norge — ses som et udtryk for, at man i j^idanne ulykkestilfaelde anveniler lex loci delicti, ogsa i kontraktforhold, snarere end for, at man i slige forhold anvender arbejdsstedets lov, se VLT. 1940 s. 324.

59a) I den danske dom i U. 1914 s. 148, hvor en dansk agent, som anlagde sag mod sin chef, der var bosat i Tyskland, for brud på arbejdsaftalen, blev sagen afvist med den begrundelse, at agenten var indgået på, at opfyldelsesstedet for agentaftalen skulle anses for at være Magdeburg, hvilket efter rettens opfattelse måtte anses at indeholde en vedtagelse om, at kontraktforholdet skulle afgøres efter tysk ret. I overensstemmelse hermed havde parterne gyldigt vedtaget kontraktforholdets bedømmelse ved tysk domstol, hvorfor sagen måtte afvises. Foruden værnetingsaftalen og vedtagelsen af tysk opfyldelsessted, betoner retten, at parterne havde forskelligt hjemsted, henholdsvis København og Magdeburg Buckau, at kontrakten for hver parts vedkommende var underskrevet på hjemstedet, og at arbejdsgiveren var tysk statsborger.

60) NJA. 1941 s. 350 se Nial a. a. s. 56 ff.

vaal,efterat arbejdsforholdet var bragt til ophør. Han overtrådte denne bestemmelse, og da han blev sagsøgt i Sverige, gjorde han gældende,at han ikke var forpligtet til at svare bod, da sydafrikansk ret skulle anvendes på retsforholdet, og da konkurrenceklausuler var ugyldigei Sydafrika. Den svenske domstol erklærede imidlertid, at sydafrikanskret ikke kunne komme til anvendelse i dette særlige tilfælde,eftersom parterne ved aftalens indgåelse havde været svenske undersåtter, og eftersom assistenten påtog sig sin forpligtelse, medens han endnu var bosat i Sverige. Det blev endvidere fremhævet, at arbejdsgiverenmåtte antages at have haft en så stor interesse i konkurrenceklausulensopretholdelse, at han ikke ville være gået ind på aftalen,med mindre svensk ret, efter hvilken kontrakten var gyldig, ville komme til anvendelse, samt at assistenten måtte have haft forståelsen af, hvilken interesse arbejdsgiveren havde i denne klausul, og at han må have været indforstået med at skulle respektere forbudet efter svensk ret.

I de socialt betonede tjenestekontrakter bør gælde en stærkere formodning for arbejdsstedets lov, en præsumption, der må blive stærkere, jo mere udpræget over- og underordnelsesforholdet er. For underordnede funktionærer, for arbejdere og medhjælpere bør anden lov ikke kunne anvendes, endsige vedtages anvendt. Nial⁶¹), der mener, at arbejdsstedets lov som regel bør anvendes, antager dog, at den svenske sociale beskyttelseslovgivning kan komme til anvendelse, uanset om arbejdsaftalen privatretlig hører under svensk eller udenlandsk ret. Spørgsmålet om, hvorvidt en sådan lovgivning kan anvendes, skal afgøres efter sædvanlig lovfortolkning efter beskyttelseslovens indhold og formål, og denne lovgivning bør i reglen anvendes på arbejde, som udføres i Sverige, uanset om det er undergivet svensk eller udenlandsk privatret. Men det er efter Nial ikke udelukket, at svensk beskyttelseslovgivning kan anvendes på arbejde i udlandet, f. eks. hvis et svensk firma sender arbejdere ud for at udføre et mere tilfældigt arbejde ved en udenlandsk filial. Det skulle heller ikke være udelukket at anvende en udenlandsk beskyttelseslovgivning ved svenske domstole, hvad der dog efter hans mening næppe vil få praktisk betydning.

At trække en grænse mellem socialt betonede og rent privatretlige regler er imidlertid vanskeligt. Er reglerne om opsigelsesvarsel i tilfældeaf sygdom, om pligt for arbejdsgiveren til at tegne ulykkesforsikringfor arbejderen af privatretlig eller offentligretlig karakter? Efter sædvanlig opfattelse må det vel antages, at det første spørgsmåler

---

61) Nial ibid.

måleraf privatretlig, det andet af offentligretlig karakter. Det må dog anses for uhensigtsmæssigt at anlægge denne vilkårlige sondring ved afgørelsen af, om det ene eller det andet sæt regler skal bringes til anvendelse. En meget stor del af de traditionelle privatretlige reglerom forholdet mellem arbejder og funktionær på den ene side og arbejdsgiver på den anden side er i større eller mindre grad båret af samme hensyn, som bærer den nyere lovgivnings »offentligretlige« regler. En opdeling mellem privatretlige og offentligretlige regler bør derfor undgås.

Som hovedregel bør arbejdsstedets lov finde anvendelse i de socialt betonede arbejdskontrakter. Et udenlandsk" arbejdssteds lov bør anvendes i det omfang, det overhovedet er teknisk gennemførligt at anvende en social beskyttelseslov. Der er intet til hinder for at tillægge en arbejder, der er kommet til skade i udlandet, ulykkeserstatning i henhold til en udenlandsk lov. At udenlandsk ferielov^givning kan bringes i anvendelse,, fremgår af en højesteretsdom fra 19U6⁶²). En dansk arbejder havde gennem en periode under krigen udført arbejde i Hamborg for en dansk arbejdsgiver. Han gjorde krav på feriegodtgørelse efter danske regler, men måtte nøjes med den mere beskedne tyske feriegodtgørelse, da »de her i landet gældende regler om feriegodtgørelse ikke findes at kunne komme til anvendelse på et arbejdsforhold som det foreliggende, der var underkastet den i Tyskland gældende arbejdsordning, og i hvilket lønnen fastsattes efter tyske regler«.

I de tilfælde, hvor arbejdet; på et fremmed arbejdssted er kortvarigt og midlertidigt, vil der dog være grund til at anvende den lov, som gælder for virksomhedens saidvanlige arbejdssted, som arbejdsforholdets

Pengelån og andre ensidige gældsforpligtelser har igennem de sidste 75 år været underkastet en noget uensartet kollisionsretlig bedømmelse. Skyldnerens domicillov har dog i hele perioden været et moment af betydelig vægt. I nogle domme fra BO'erne og 90'erne⁶³) anføres også andre momenter som værende af betydning for gældsforholdets lokalisering, således stiftelsesstedet og opfyldelsesstedet, men i en højesteretsdom fra 1925⁶⁴) betones ene debitors domicil som afgørende tilknytningsmoment i en sag om et pengelån, og det samme gælder en dom fra 1932⁶⁵).

---

62) U. 1946 s. 262 H.

63) U. 1885 s. 549, U. 1892 s. 1314 og U. 1899 s. 83i

64) U. 1925 s. 839 H.

65) U. 1932 s. 578.

Det er guldklausuldommene^)j_som igen klart bekender sig til den individualiserende metode^ Begge sagerne angik obligationer udstedt i Amerika, lydende på dollars og bestemt til indfrielse i Amerika. Debitor var i begge sager dansk både ved obligationernes udstedelse og på tidspunktet for sagens rejsning. I den sidste dom udtalte højesteret følgende: »Efter indholdet af de i overensstemmelse med lånekontrakterne udstedte obligationer, navnlig bestemmelserne om betalbarhed alene på betalingsagentens hovedkontor i New York og alene i de Forenede Staters guldmønt, må det antages, at den danske stats forpligtelser efter obligationerne blev undergivet den i de Forenede Stater gældende lovgivning«.

Af en højesteretsdom fra 1940⁶⁷) fremgår også, at den for kontrakten gældende lovgivning må udfindes ved en samlet vurdering af sagens tilknytningsmomenter. En dansk statsborger, der var bosat i Tyskland, påtog sig i 1913 en kautionsforpligtelse over for en tysk købmand. Fordringen var sikret ved pant i skyldnerens ejendom. Samme år dømtes kautionisten til at betale 10.000 mark in solidum med hovedskyldneren. I 1916 eller 1917 flyttede kautionisten til Danmark, hvor han siden havde haft fast bopæl. Som begrundelse for anvendelsen af tysk ret på spørgsmålet om forældelse af denne fordring, anførte højesteret, at aftalen var indgået i Tyskland på et tidspunkt, da begge parter havde domicil der, og at betalingen i henhold til aftalen og den på grundlag heraf afsagte dom måtte påregnes at skulle ske i Tyskland, jfr. B. G. B. § 269. Tysk ret blev altså anvendt, uanset at debitor havde haft bopæl her i landet siden 1916_—17.

Det må herefter antages, at dansk ret ved afgørelsen af, hvor et lån eller en anden ensidig gældsforpligtelse skal anses for hjemmehørende, følger en individualiserende metode, hvorved der især lægges vægt på parternes domicil, indgåelsesstedet og opfyldelsesstedet. Blandt disse er skyldnerens domicil sikkert det tilknytningsmoment, der vejer tungest. Dette moment må gøre udslaget i de tilfælde, hvor andre vægtige tilknytningsmomenter ikke sammen peger mod et bestemt andet land.

Nial antager, at en kautionsforpligtelse kan være undergivet sin egen lov, f. eks. kautionistens domicillov, uanset at en anden lovgivning gælder for hovedforpligtelsen, og anfører som støtte herfor en svensk højesteretsdom fra 1912⁶⁸), hvor spørgsmålet om, hvor kautionen skal anses for hjemmehørende, blev afgjort, uden at man kom ind på

---

66) U. 1935 s. 82 H. og U. 1939 s. 296 H.

67) U. 1940 s. 652 H.

68) NJA 1912 s. 231 se Nial a. a. s. 61.

spørgsmålet om, hvilken lovgivning hovedforpligtelsen var undergivet. Dette må også antages for dansk rets vedkommende, for så vidt angår kautionistens forpligtelse over for kreditor. Den ovennævnte højesteretsdo m⁶⁹) bruger en udtryksmåde, der peger i samme retning.

Nial antager også, at spørgsmålet om kautionistens regresret mod debitor i tilfælde, hvor han har betalt gælden, skal afgøres efter en for kautionsforholdet selvstændig lovgivning. Det er dog et spørgsmål, om debitors forpligtelse bør skifte karakter i de tilfælde, hvor kautionisten har indfriet gælden. Hvor ikke særlige holdepunkter taler for denne løsning, er det rimeligt at antage, at debitors forpligtelse må bedømmes efter samme lov som den, der gjaldt, inden kautionisten havde indfriet gælden. Dette er i hvert fald antaget af en Landsover- samt Hof- og Stadsretsdom fra 1899⁷⁰), hvor retten udtalte, at den 10-årige forældelse for en gældsforpligtelse, der skulle bedømmes efter svensk ret, skulle gælde såvel over for hovedkreditor som over for kautionisten. Dette blev antaget, selv om kautionisten var domicileret i Danmark og ved dansk domstol var blevet dømt til at betale gælden til kreditor.

Forsikringskontrakter er i reglen undergivet forsikringsselskabets lovgivning⁷¹). Herved bemserkedes dog, at udenlandske forsikringsselskabers hervserende filialer ma ligestilles med danske selskaber, jfr. aktieselskabslovens § 77, og det ma ogsa antages, at danske selskabers udenlandske filialer som regel er underkastet loven pa det sted, hvor filialen ligger.

Selv om præsumptionen til fordel for selskabets lov har en vis styrke, kan den dog tilsidesættes, f. eks. ved en værnetingsvedtagelse til domstolene iet andet land¹²), og det må antages, at man af kontraktens sprog og udstyr kan drage den slutning, at parterne har villet underkaste kontrakten loven i et andet land end selskabets. Dette gælder dog næppe de lovpligtige forsikringer. Her bør der ikke tilstås parterne^nogen kollisionsretlig aftalefrihed.

For veksler og checks findes de internationalprivatretlige regler i checklovens kapitel 12 og veksellovens kapitel 14. Begge love er af 23 f3 1932 og tilblevet i tilslutning til en international konvention. Reglerne er fremstillet bl. a. af Helper i hans kommenterede udgave af loven.

---

69) Se note 67).

70) U. 1899 s. 836.

71) U. 1893 s. 839, 1912 s. 242, 1921 s. 622 H. og 1928 s. 1045 H. se Drachmann- Bentzons kommentar til lov om forsikringsaftaler nr. 129 af 15 f4 1930 s. 5 ff.

72) U. 1924 s. 928.

III. Retsspørgsmål, der ikke er undergivet kontraktstatuttets herredømme.

I indledningen er omtalt, at samme lovgivning i videst muligt omfang bør anvendes på de retsspørgsmål, som et kontraktforhold rummer, og at den bør anvendes på begge parters forpligtelser i en gensidigt bebyrdende aftale. Enkelte spørgsmål vil dog være at underkaste en særbehandling i kollisionsretlig henseende.

1). f dansk international privatret antages det, at spørgsmålet om en personsi myndighed må afgøres efter loven på det sted, hvor han er domicileret. Det antages dog af Borum, at en aftale, indgået her i landet af en efter sit hjemlands lovgivning umyndig udlænding må anses for at være bindende for den pågældende, dersom han ville være myndig efter dansk ret, og dersom medkontrahenten ikke vidste eller burde have vidst, at han var bosat i et land, efter hvis lovgivning han var umyndig⁷³).

2). Spørgsmålet om en persons kompetence til som fuldmægtig at forpligte sin fuldmagtsgiver i forhold til trediemand⁷⁴) må ligeledes i et vist omfang underkastes en kollisionsretlig særbehandling. Uanset hvad der gælder efter kontraktstatuttet bør fuldmagtsgiver altid forpligtes, hvis dette følger af loven på hans domicil. Endvidere bør fuldmagtsgiver forpligtes, hvis dette er resultatet efter loven på det sted, hvor repræsentanten (fuldmægtigen) har sit kontor, forudsat at denne mere varigt udøver sin virksomhed, og handelen indgås på den fremmede

Bortset herfra må det antages, at retshandelen ikke forpligter fuldmagtsgiveren i tilfælde, hvor medkontrahenten ved eller bør vide, at fuldmægtigen savner beføjelse efter fuldmagtsgiverens personalstatut. Dette må gælde, selv om fuldmægtigen måtte have evne til at binde fuldmagtsgiveren efter kontraktstatuttet.

Karlgren mener, at loven på fuldmagtsgiverens domicil eller forretningssted
altid bør anvendes i de sædvanlige fuldmagtsforhold.

Er medkontrahenten i god tro med hensyn til fuldmægtigens kompetence,og har fuldmægtigen evne til at forpligte mandanten efter den for kontraktforholdet i øvrigt gældende lov, er det dog tvivlsomt, om denne kan påberåbe sig fuldmægtigens manglende kompetence efter sit eget personalstatut. Det er et spørgsmål, om ikke fuldmægtigens kompetence må afgøres efter kontraktstatuttet, bortset fra det ovennævntetilfælde,

---

73) Jfr. Borum Lovkonflikter § 12.

74) Om det interne forhold mellem hvervgiver og hvervtager henvises til fremstillingen hos Berglund a. a. s. 32.

nævntetilfælde,hvor medkontrahenten er i ond tro. Det vil volde vanskelighed og tidsspilde for medkontrahenterne foruden kontraktstatuttetsregler at skulle gøre sig bekendt med fuldmagtsregler i et andet lands lovgivning. Haagerkonferencens købelovsudkast ses ikke at have udskilt disse spørgsmål fra kontraktstatuttet.

3). Spørgsmålet om retshandelens form må også anses for at være underkastet kontraktstatuttets regler, dog med den vigtige tilføjelse, at en kontrakt afsluttet i overensstemmelse med formreglerne på indgåelsesstedet ikke skal kunne anfægtes på grund af formmangler. I tidligere tid harder været en tendens til at kræve, at indgåelsesstedets former altid skulle være iagttaget. De danske domme¹⁵), der berører spørgsmålet om form i den. internationale handelsret, har ikke udtalt sig til fordel for en udelukkende anvendelse af indgåelsesstedets lov, og doktrinen, både her og i udlandet, udtaler sig til fordel for en fakultativ og ikke en obligatorisk anvendelse af handlingsstedets lov (lex loci actus).⁷⁶)

4). Spørgsmålet om indgåelsen, altsåL om kontrakten er kommet i stand, må principielt afgøres; efter kontraktstatuttet. Dette gælder både spørgsmålet om, hvorvidt reglerne om tilbud og om svar på tilbud er opfyldt, og om parternes vil jeserklæringer er gyldige^

Parterne kan ved deres aftale selv bestemme, hvilken lov kontraktforholdet skal være undergivet, ligesom de i ø_vrigt ved deres fastlæggelse af kontraktforholdets tilknytningsmomenter_ har en afgørende indflydelse på aftalens, kpllisionsretlige lokalisering. Det kunne da siges at være principstridigt at lade den lov, parterne således direkte eller indirekte har valgt, finde anvendelse på spørgsmålet om, hvorvidt dette valg er kommet i stand på gyldig måde. Det kan virke stødende, at en part således skulle kunne drage en person ind i en fremmed retssfære ved midler, som måske ikke kunne godkendes efter den pågældende« egen domicillov, men som er tilladelig efter den lov, som han bliver underkastet. Problemet kan især opstå i tilfælde, hvor kontraktstatuttet har regler om, at en tilbudsmodtager kan forpligtes ved sin passivitet, eller hvor der mellem to lande består en så forskellig vurdering af tvang, svig eller udnyttelse, at en retshandel kan anses for gyldig! i et land, men ugyldig i et andet.

Selv om man indførte andre løsninger, måtte det vel i hvert fald
kræves, at retshandelen er gyldigt afsluttet efter reglerne i kontraktstatuttet.Der

---

75) U. 1883 s. 789 H. og 1894 s. 4H.

76) Nial s. 45_—46, Karlgren Internationell Privat- och Processrått 2. udg. 1950 s. 91 jfr. også Borum s. 150.

statuttet.Derer en sådan sammenhæng mellem reglerne om kontrakterstilblivelse og reglerne om deres indhold og virkninger, at en opdeling,hvorefter et af disse spørgsmål underkastes kollisionsretlig særbehandling, er uheldig. Det kan f. eks. anføres, at nogle former for udnyttelse anses for mangler ved indgåelsen, medens andre rubriceres som indholdsmagler. Da rubriceringen af disse regler ikke er den samme i alle lande, forstår man, at opdeling på dette område må være uheldig.

Flere forfattere") går dog ind for at kumulere kontraktstatuttets regler med reglerne i parternes domicillove, således at en kontrakt kun er bindende i det omfang, man ved indgåelsen har opfyldt forskrifterne i kontraktstatuttet og i begge parters domicillove. Hvis man stillede krav om denne kumulation, undgik man, at en part kunne lokke en fremmed medkontrahent ind i en retssfære med midler, som var tilladelige efter den valgte lov, men utilladelige efter medkontrahentens

Det må imidlertid befrygtes, at en sådan løsning vil virke hæmmende på samhandelen, idet den vil pålægge en part at undersøge ikke blot kontraktstatuttets regler om indgåelse, men også reglerne i en anden, ham übekendt lov. Faren for forlokkelse er næppe stor i det praktiske handelsliv. Jeg tror, at den er mere iøjnespringende for teoretikere end for praktikere. Skulle et sådant tilfælde fremkomme, må man kunne vægre sig herimod ved anvendelsen af ordre public grundsætningen.

Når kontraktstatuttet må anvendes, skyldes det altså, at denne løsning på grund af sin simpelhed er at foretrække frem for andre mulige løsninger, og fordi de principielle betragtninger har vist sig at volde betænkeligheder i det praktiske liv.

Spørgsmålet om en aftales tilblivelse har været belyst i en norsk højesteretsdom fra 1924⁷⁸). En amerikaner, som ejede en landejendom i Norge, tilbød sin norske forpagter ejendommen. Nordmanden antog tilbudet skriftligt, og det fremgik af hans accept, at han mente, at han havde svaret i rette tid. Men på grund af forhold, som ikke kunne læggesham til last, kom accepten for sent frem. I amerikansk ret er der ingen pligt til at reklamere over for en akcept, som er kommet for sent frem, og i tillid hertil foretog amerikaneren sig ingenting. Efter norsk ret burde tilbudsgiveren have reklameret over for den for sene akcept straks efter modtagelsen, idet aftalen ellers måtte anses for afsluttet.Den

---

77) Således en række tyske forfattere citeret hos Moser a. a. s. 218 jfr. også Nial s. 45.

sluttet.Dennorske højesteretsdom fastslog, at aftalen var undergivet norsk ret som kontraktstatut. Ejendommen var beliggende og køberen bosat i Norge. Retten kom til det resultat, at tilbudsgiveren i overensstemmelsemed norsk ret måtte være bundet ved retshandlen. Et mindretalaf dommerne mente dog, at han ikke skulle være bundet, eftersom han ikke var forpligtet ved retshandlen i U.S.A. Flertallet anvendte altså kontraktstatuttet på spørgsmål om indgåelse i et forhold, der ikke var et handelsforhold. Borum mener, at man i dette private mellemværendeburde have anvendt amerikansk ret, og på grund af forholdets ikke merkantile karakter ville denne afgørelse sikkert også have været den konkret mest retfærdige. Det må dog, som Borum understreger, antages, at flertallets afgørelse i hvert fald ville have været den rigtige i handelsforhold.

Enkelte forfattere⁷⁹) har været inde på at lade gyldigheden af en aftale om henvisning til en bestemt lovgivning bedømme efter lex fori. Det er jo lex fori, der tillægger henvisningsaf talen kollisionsretlig betydning, og det er da efter deres mening naturligt at anvende domslandets materielle ret til bedømmelse af, om en gyldig partshenvisning er kommet i stand. Disse forfattere vil altså lade den internationale kontrakt være underkastet to love: henvisningsaf talens tilblivelse skal bedømmes efter lex fori, hovedaftalens tilblivelse efter kontraktstatuttet.

Domstolene vil dog næppe kunne overbevises om det hensigtsmæssige i at anvende denne distinktion mellem kontraktens kollisionsretlige og materielle bestanddele. Endvidere må det forekomme urimeligt, at en henvisningsaftales gyldighed skal bedømmes af materielle regler i det mere eller mindre tilfældige domsland. Det ville således ikke kunne godtages, at en henvisningsaftale til dansk ret; i en sag mellem en dansker og en nordmand skulle kunne tilsidesættes af en amerikansk domstol under henvisning til, at man ikke efter amerikansk materiel ret — som efter den danske og norske aftalelov — kan forpligtes, hvis man undlader at reagere over for en for sent modtaget accept.

I det af den internationale privatretskonference i Haag vedtagne udkast til internationalprivatretlige bestemmelser om køb, foreslås det, forude^ at aftalens indgåelse skal være undergivet reglerne i kontraktstatuttet, at lade gyldigheden af partshenvisningen bestemme af den valgte lov. Dette forslag er tiltrådt af de skandinaviske landes delegerede på konferencen⁸⁰).

5). I samme forslag foreslås det at anvende loven i det land, hvor

---

79) Således Moser a. a. s. 233.

80) Sft TTssinff i Nnrrlisk TiHssUvift for Tntprnn + irinol Rot IQ£O « 115 tf

de leverede ting skal undersøges, på spørgsmål om formen og fristerne for undersøgelsen. Endvidere finder denne lov anvendelse på meddelelserneom undersøgelsen samt på de forholdsregler, der skal tages, når genstandene afvises. Disse regler harmonerer med en dansk afgørelse fra 1912^S1), hvorefter det blev anerkendt, at fremgangsmåden ved et i Hamborg optaget skøn over en vares kontraktmæssighed måtte bedømmesefter tysk ret, uanset at kontraktstatuttet næppe var tysk.

6). Det må også antages, at reglerne for betalingsmåden for en pengeforpligtelse må afgøres efter loven på betalingsstedet. Er ikke andet aftalt, skal betaling erlægges i betalingsstedets mønt, og det bestemmes ligeledes efter den på betalingsstedet gældende lovgivning, hvilke penge og pengerepræsentativer der er lovlige betalingsmidler.

Betalingsstedets lov afgør imidlertid kun disse rent tekniske detailler for betalingen. Det mere intrikate spørgsmål om betalingens størrelse afgøres derimod som hovedregel af kontraktstatuttet. Det er således fastslået i dansk og svensk retspraksis, at kontraktstatuttet er afgørende for, hvorvidt der skal betales i guld eller guldværdi i tilfælde, hvor skyldneren er indgået på guldklausul. I de tidligere omtalte guldklausuldomme fra 1935 og 1939 blev det således statueret, at debitor, efter at Amerika var gået fra guldet, ikke var forpligtet til at betale renter af et lån i dollars efter gulddollarens værdi, selv om obligationerne indeholdt en guldklausul. De pågældende obligationer måtte nemlig anses for at være undergivet amerikansk lovgivning, der havde forbudt betaling i dollars i guld eller efter guldværdi.

Det samme må antages at gælde med hensyn til regler om opskrivning af en værdiløs eller værdiforringet mønt. Efter forrige verdenskrig blev der i Tyskland foretaget en opskrivning af gæld i papirmark, som var blevet værdiløs. Denne opskrivning fandt sted dels ved lov og dels af domstolene i medfør af den almindelige standard i den tyske borgerlige lovbogs § 242, hvorefter skyldneren er forpligtet til »die Leistung so zu bewirken, wie Treu und Glauben mit Riicksicht auf die Verkehrssitte es erfordert«.

f de retsforhold, der var lokaliseret i Sønderjylland, nægtede danske domstole at følge de tyske opskrivningsregler, som var givet efter genforeningen, og som følgelig ikke kunne finde anvendelse selv på tidligere stiftede markforpligtelser, og man fulgte heller ikke et almindeligt princip svarende til reglen i 8.G.8. § 242⁸²).

f retsforhold, der måtte anses for lokaliseret uden for Sønderjylland,

---

81) U. 1912 s. 960.

82) U. 1928 s. 1045 H.

og som var undergivet tysk ret som kontrakt statut, anerkendtes tyske opskrivningsregler.\Kn højesteretsdom fra 1928⁸⁸) dømte et dansk forsikringsselskabtil at anerkende en i medfør af B. G. B. § 242 af en tysk domstol foretagen opskrivning. Forsikringen var tegnet af selskabetsgeneralbefuldmægtiigede i Hamborg og indeholdt en værnetingsaftaletil Hamborg. Den danske dom, som anerkendte den tyske dom, udtaler, at denne med føje har bedømt forholdet efter tysk ret. Dommen er afsagt på et tidspunkt, da domstolene i princippet anerkendteudenlandske domme, hvad man ikke længere gør, men dét må efter dommen antages, at danske domstole alligevel vil anerkende opskrivningsregler i_et_ fremmed kontraktstatut. Dette må gælde, selv om den fremmede opskrivning ikke er fastsat ved lovregler, men er overladt til domstolenes skøn. Højesteret har tidligere antaget, at danskedomstole må kunne udøve det skøn, som en fremmed regel overladertil retten⁸⁴).

7). Deter fastslået i dansk retspraksis, at forældelsesregler henregnes
til kontraktstatuitet™).

Dette må gælde, selv om den fremmede forældelsesregel foreskriver en præskriptionstid, som er længere end den længste danske. Dette er fastslået i den ovennævnte højesteretsdom fra 1940⁸⁶), hvor man anerkendte, at en kautionsforpligtelse ikke var forældet, selv om der var forløbet mere end 20 år siden fordringens stiftelse, jfr. D. L. 5-14-4. Flertallet af Højesterets dommere fandt, at spørgsmålet om forældelse måtte afgøres efter tysk rets regler, medens et mindretal af dommerne mente, at den danske forældelsesfrist på 20 år måtte komme til anvendelse under hensyn til, at sagsøgte var dansk statsborger og i over 20 år før sagens rejsning havde haft bopæl her i landet.

Som en af begrundelserne for flertallets afgørelse er anført, at skyldneren under en i Tyskland anlagt retssag om den samme fordring havde undladt at påberåbe sig den danske forældelsesregel. Dette kan næppe have været afgørende. Skyldneren måtte vide, at sagen ved tysk domstol ville blive undergivet tysk ret, thi opfyldelsesstedet lå i Tyskland såvel som indgåelsesstedet og kreditors bopæl. En indsigelse om, at debitor var underkastet den danske fora?,ldelsesregel, fordi han i 20 år efter gældens stiftelse havde boet i Danmark, kunne sikkert ikke have hjulpet ham ved tysk domstol.

---

83) U. 1928 s. 1045 H.

84) U. 1897 s. 689 H.

85) U. 1899 s. 836, 1925 s. 839 H., 1932 s. 578 og U. 1940 s. 652.

86) U. 1940 s. 652 H.

Dansk ret anvender fremmede forældelsesregler, selv om disse i deres hjemland har karakter af rettergangsregler. Som regel anvender en dansk domstol kun sin egen procesret og aldrig fremmede landes processuelle regler, men det afgøres af dansk domstol, hvorvidt en fremmed regel skal anses for procesretlig eller ikke. Dette er fastslået i en højesteretsdom fra 1925⁸⁷), hvor engelske forældelsesregler, der i England henregnedes til »procedure«, blev bragt til anvendelse. Det fremgår dog ikke af sagens trykte referater, at spørgsmålet om at udelukke den fremmede forældelsesregel på grund af dens processuelle karakter har været omtvistet, men det er udtrykkelig udtalt i en lignende dom afsagt af den svenske højesteret⁸⁸), at fremmede forældelsesregler må anvendes, uanset at de i deres hjemland har karakter af procesret.

---

87) U. 1925 s. 839 H.

88) NJA 1930 s. 692.