Vagn Madsen: Bidrag til Belysning af Rationaliseringsproblemerne i Industrivirksomheder. Ejnar Munksgaards Forlag. Kbh. 1951. 168 sider + udtræksbilag. Kr. 25, —.

Det er et fra såvel praktisk som teoretisk synspunkt betydningsfuldt emne, der er taget op til behandling i det foreliggende arbejde, for hvilket forfatteren, der har en mangeårig virksomhed som praktisk arbejdende driftsøkonom bag sig, har erhvervet den økonomiske doktorgrad. Forfatteren har i afhandlingen stillet sig der. opgave dels at udforme et regnskabsmæssigt registreringssystem, der kan danne grundlag for rationaliseringsanalyser i den enkelte virksomhed, og dels i tilknytning til en række udvalgte driftsøkonomiske kalkulesituationer at vise, hvorledes det således opstillede apparat kan anvendes til løsning af konkrete driftsøkonomiske opgaver. Ifølge forordet lægges der vægt på opstillingen af en såkaldt »anvendbar teori«, der i henseende til indhold og problemstilling ligger imellem den »rene«, på forenklede økonomiske modeller byggende, teori på den ene side og driftsøkonomisk praksis på den anden side.

I afhandlingens kapitel I diskuteres selve rationaliseringsbegrebet. Rationalisering defineres her som »Indbegrebet af systematiske Bestræbelser i den enkelte Virksomhed mod et optimalt Forhold mellem Omkostninger og Omsætning med særlig Interesse for Omkostningsminimaliseringssiden«, og i et senere kapitel præciseres dette derhen, at der ved rationalisering forstås en sammenhængende kæde a:: driftsøkonomiske analyser, eller med forfatterens egne ord: »en fortløbende Sum af totale og især partielle Analyser«.

Af størst teoretisk interesse er utvivlsomt de problemer, der behandles i kapitlerne II og 111. I kapitel 11, der bærer overskriften »Omkostningernes Relativitets- og Registreringsproblem« påpeger forfatteren omkostningsberegningernesrelativitet til skiftende analyseformål, og det gøres med rette gældende, at man ved opstillingen af rationaliseringsanalyser ikke uden videre kan gå ud fra de oplysninger, der indeholdes i det interne regnskabsvæsen,idet dette primært er opbygget med henblik på den interne resultatberegningog budgetkontrollen. Efter en noget summarisk diskussion af de fr\¥»ob-allirf« nfifnrnininitpr af rlot lnfprnp rpøn clraV'»«V£!P<JPn lffimiTlPr f nrf fl HPrentil

rentildet resultat, at en virksomhed, der står over for at skulle tilvejebringeet
regnskabsraæssigt grundlag for rationaliseringsanalyser,, har valgetmellem
to »kategoriske muligheder«:

»enten at opbygge en selvstændig, med Henblik paa Rationaliseringen
indrettet, Statistik ved Siden af det almindelige kortperiodiske Regnskab,

eller at opbygge et Regnskab, der kan tjene som Grundlag for Rationaliseringsanalyserne, og yderligere søge at tilrettelægge det saaledes, at det ogsaa kan anvendes som almindeligt kortperiodisk Regnskab ud fra Ønsket om at undgaa to Sæt Regnskabsgrundlag med tilhørende besværlige Registreringssystemer«.

Af disse to muligheder foretrækker forfatteren tilsyneladende uden større betænkelighed det sidstnævnte. »Det vilde praktisk taget være uhensigtsmæssigt, om man skulde arbejde med to forskellige Regnskabsgrundlag. Derfor gaar Bestræbelsen i de efterfølgende Kapitler ud paa at opbygge eet Regnskabsgrundlag, der kan danne Basis baade for en kortperiodisk Regnskabsafslutning og for Rationaliseringsanalyserne«. Denne argumentation forekommer en smule letkøbt. Af de følgende kapitler i afhandlingen fremgår det, at også den af forfatteren foreslåede løsning i praksis medfører et relativt betydeligt registrerings- og koordineringsbesvær, og det afgørende er derfor, om forfatterens løsning under alle omstændigheder er mere »hensigtsmæssig« end den førstnævnte mulighed. Desværre indeholder afhandlingen ikke noget forsøg på en vurdering af dette praktisk meget vigtige spørgsmål.

I kapitel 111 forkaster forfatteren det fra regnskabsvaesenet kendte »ansvarlighcdsprincip«,som ban finder for snsevert som registreringsprincip, nar det drejer sig om at tilvejebringe et regnskabsmateriale til brug ved rationaliseringsanalyser.I stedet seettes »variabilitetsprincippet«, der — noget uklart — defineres som det, at »Omkostningerne placeres i nsermest mulig Kontakt med de Faktorer, med hvis Msengdeforandringer de varierer«. Variabilitetsprincippet belyses dog yderligere i tilknytning til to forenklede eksempler, et fra den kemiske industri og et fra maskinindustrien. Nu er selve den tanke, at en virksomheds omkostninger afhaenger af en raekke forskellige faktorer, pa ingen made forfatterens opfindelse. Det afgorende er derfor, hvilke »faktorer« der inddrages i beskrivelsen af variabilitetsforholdenei virksomheden, og den made, hvorpa registreringen af variabilitetenprakiisk-organisatorisk lsegges til rette. I forstmevnte henseende skelner forfatteren mellem to grupper af »variabilitetsfaktorer<::) nemlig afdelingerne (omkostningsstederne) og produktionsformalet (der i sidste instans altid er produktion og afssetning af fserdigprodukter), og hver af disse hovedgrupper opdeles igen i et antal undergrupper. I det lige nsevnte eksempel fra den kemiske industri skelnes der saledes pa afdelingssiden mellem de enkelte beholdere og kar, beholderafdelingen under eet og hele bovedafdelingen, bestaende af beholderafdelingen og en dertil knyttet bjaelpeafdeling, og pa formalssiden skelnes der mellem antal producerede bl, antal kogninger og de enkelte produkter samt en opsamlingsgruppe, »produktionsformal en bloc«, omfattende omkostninger, der ikke kan udspecificerespa de forstnsevnte undergrupper. Hvad angar registreringen af variabilitetsforholdene soges denne lagt saledes til rette, at »arbitrsere eleneri

neridette kapitel først og fremmest en klar, generel analyse af variabilitetsprincippetog herunder specielt en mere dybtgående diskussion af sammenhængen mellem variabilitetsprincippet og ansvarlighedsprincippet. Forfatterens egne bemærkninger herom er yderst nødtørftige.

Om selve registreringssystemet og dettes organisatoriske indretning handler kapitlerne IV_—VIII, der utvivlsomt hører til de vægtigste i afhandlingen. Forfatteren gør her i detaljer rede for, hvorledes registreringssystemet kan opbygges i overensstemmelse med de krav, variabilitetsprincippet stiller. Det er her allerede af pladshensyn udelukket at komme ind på en blot nogenlunde udtømmende diskussion af den mangfoldighed af spørgsmål, forfatteren her tager op til behandling, og hvoraf mange løses med stor dygtighed og opfindsomhed. Det skal blot bemærkes, at læsningen af disse kapitler efterlader et tydeligt indtryk af betydelige organisatoriske krav, der stilles til et registreringssystem, der skal opbygges efter de af forfatteren anviste retningslinier; f. eks. opererer forfatteren for hver enkelt afdeling i virksomheden med en omkostningsstatistik, der foruden den sædvanlige vertikale inddeling efter omkostningsarter indeholder to horisontale hovedinddelinger, nemlig en for hver af de to variabilitetsfaktorer »omkostningssteder« og »omkostningsformål«, og forfatteren påpeger selv, at det ofte vil være nødvendigt, at arbejde med forskelligt opbyggede omkostningsstatistikker for de forskellige afdelinger, hvilket utvivlsomt i praksis hyppigt vil vise sig at være en organisatorisk ulempe. Den praktisk orienterede læser vil under gennemlæsningen af disse kapitler utvivlsomt hyppigt spørge sig selv, om det komplicerede registreringsapparat, som forfatteren går ind for, virkelig altid vil medføre sådanne fordele, at deis indførelse er økonomisk motiveret. Det vilde her have forøget afhandlingens værdi, om forfatteren, i højere grad end tilfældet er, havde ladet læseren få indblik i de praktiske erfaringer, han utvivlsomt må have indhøstet under sit arbejde med disse problemer.

I kapitlerne IX_—XV diskuterer forfatteren en række driftsøkonomiske specialproblemer: administrativ procesanalyse, substitution mellem produktionsfaktorer, kapacitet, seriepolitik, produktion og afsætning o. s. v. Man læser her med størst interesse kapitlet om administrativ procesanalyse, der utvivlsomt indeholder en række praktisk vigtige og originale synspunkter. Også andre af de herhen hørende kapitler, således f. eks. kap. XI_—XIII om kapacitetsreserver, seriepolitik og passagetid falder nøje i tråd med bogens plan. Mindre tilfredsstillende fra dette synspunkt er derimod kapitlerne X og XV, der omhandler henholdsvis substitution mellem produktionsfaktorerne og virksomhedens produktion og afsætning, fordi forfatteren her i modstrid med sin i forordet udtalte programerklæring forlader den »anvendbare teori« til fordel for den »rene teori«, hvad der medfører, at de to kapitlers tilknytning til fremstillingen iøvrigt, og specielt til de centrale kapitler i de regnskabsmæssige afsnit af afhandlingen, bliver meget løs. Det er i denne forbindelse mindre væsentligt, at en del af de abstrakte ræsonnementer, forfatteren anstilleir i disse kapitler, måske ikke kan stå for en nærmere kritik.

De emner, Vagn Madsen har taget op til behandling i sin disputats, er
næsten alle uden undtagelse af både teoi'etisk og praktisk interesse, og

det tjener forfatteren til ære, at han har forsøgt at bygge bro mellem driftsøkonomisk teori og praksis. Afhandlingen vil næppe blive stående som et standardværk — dertil er den i sin nuværende skikkelse næppe tilstrækkeligafrundet og afklaret og dens emne i for høj grad underkastet udviklingens lov —- men den vil utvivlsomt bidrage til at sætte tankerne i sving hos de mange, der på den ene eller den anden måde beskæftiger sig med de spørgsmål, der behandles i afhandlingen, og den vil utvivlsomt på en ra^kke punkter sætte sig spor i den fremtidige driftsøkonomiske forskning. Ingen, der for alvor ønsker at beskæftige sig med økonomiske rationaliseringsproblemer, vil kunne komme uden om den foreliggende afhandling.