Devalueringen og handelens liberalisering

Den økonomiske atombombeeksplosion i september kom ikke uventet, men ramte alligevel en temmelig uforberedt verden. Endnu svæver atomskyen over eksplosionsområdet og hindrer præcise iagttagelser: det er derfor vanskeligt at sige noget eksakt om de umiddelbare virkninger af devalueringen, og spekulationer på længere sigt må givetvis bygge på ret hypotetiske forudsætninger. Særlig handicappet er en tidsskriftartikel, hvor ordene ikke lever døgnfluens korte liv, men hvor tidsintervallet mellem produktion og konsum er så stort, at forudsætningerne i mellemtiden totalt kan ændres og gøre ræsonnementerne interesseløse.

Et væld af s-porgsmål har devalueringen fremkaldt. Man spørger således: Vil devalueringen fremskynde genopbygningsprocessen eller forsinke den; vil den virke fremmende på ophævelsen af restriktionerne, eller betyder den et tilbageslag. Økonomerne svarer hertil: »Spørg politikerne«, og fra politisk hold får man højst forskellige oplysninger. Umiddelbart efter devalueringen erklærede finansministeren i en radiotale til det danske folk: »Der er ingen grund til at tro. at devalueringen vil standse genopbygningen —- tværtimod vil den give os muligheder for at fuldfore den«. >Land og Folk« udtrykte sine synspunkter på det samme spørgsmål således: >Hensigten med \alutanedskæringen er at vælte den amerikanske krise over på de europæiske folk at plyndre folk til skjorten for at sthe den vaklende kapitalisme af og gøre den kapitalistiske verden til en oprustet fattiggård«. Fra konservativt hold sagde folketingsmand Aksel Moller: »(Devalueringen er) en beslutning, der vil mærkes på le\estandarden i helr det danske folk -- uden til den at kunne knytte håbet om en lykkeligere fremtid«, og statsministeren erkkrrede i sin åbning af finanslovdebattcn: »(Devalueringen har) muliggjort en fortsættelse .af den fremskridtslinie, som i de sidste år har kendetegnet dansk økonomi og erhvervsliv«.

Så forskelligt bedømmes devalueringen, og det er økonomernes opgaveat

---

1) Direkt.r, lektor ved Handelshøjskolen, c»nd. polit.

gaveatrede ud, under hvilke forudsætninger devalueringens konsekvenservil
give den ene eller den anden part medhold.

En stor del af diskussionen om devalueringen har været temmelig ufrugtbar, idet man har drøftet, hvorvidt Danmark burde have fulgt sterling. Hertil kan der kort siges, at, således som problemet blev stillet op, var der i virkeligheden intet valg. De lande, der devaluerede 30 %, modtog knap 70 % af den danske eksport og de delvis devaluerende lande yderligere 15 %. Da eksportinteresserne ofte — og vel i særlig grad i Danmark — er knyttet til bestemte politisk stærke erhverv, medens importinteresserne er mere spredt, var udfaldet ghet. Men selv om man næppe kan kritisere resultatet, kan der i høj grad være grund til at anke over formen. Allerførst må det understreges, at de\alueringen betød svigten af de internationale idealer. Rigtignok blev International Monetary Fund underrettet om de respektive landes beslutninger nogle få timer, før nyheden publiceredes, og fondens bestyrelse fik på denne måde mulighed for at give devalueringen sin formelle sanktion. Imidlertid står der i fondens statutter, at medlemmerne skal godtgøre, at en valutakursændring er nødvendig for at korrigere en fundamental uligevægt. En sådan kan vel næppe konstateres med så kort varsel en søndag eftermiddag, og at man netop skulle komme til 30 % over hele linien, turde være ret ejendommeligt. De lande, der har devalueret mindre end 30 %, har i hvert fald tilsyneladende udvist konstruktiv tankevirksomhed, idet man ikke tør forvente, at det er fonden, der har haft mulighed for at være retningsgivende i så henseende.

Var der tale om svigten af de internationale principper, må man også med sorg konstatere, at de nordiske lande i forvirringen glemte det højt besungne nordiske fællesskab. Der var faktisk her en enestående mulighed for en nordisk manifestering; lejligheden blev dog forpasset, idet de tre lande traf deres beslutninger uden at rådspørge hinanden, medens det eneste naturlige havde været, om landene i fællesskab havde fremsat en erklæring om, at Danmark, Norge og Sverige havde besluttet at opretholde deres møntsorters indbyrdes kurs, men devaluere med 30 % i forhold til dollar.

Også baggrunden for devalueringen har været diskuteret \'iåi og bredt, og det kan derfor ikke undgås, at der i det folgende vil blive gentaget en del af de synspunkter, der har været fort i marken. Det er imidlertid nødvendigt at sige noget om fortiden, hvis man vil forsøgeat forlænge udviklingslinien ind i fremtiden. Trods de tilfældigheder,der har været medbestemmende for devalueringens gennemførelse,er

førelse,erder naturligas en nøje forbindelse mellem de økonomiske
kræfter, der fremkaldte devalueringen, og det øjeblikkelige kompleks
af økonomiske faktorer, hvori devalueringen selv indgår som et led.

Ofte er man tilbøjelig til at betragte dollarmangelen som et moderne fænomen i den økonomiske historie. Dette er dog ikke rigtigt; allerede i 1880'erne fik Europa det første forvarsel om den kommende ændring af \erdens okonomiske magtbalance. Det billige amerikanske korn, der hjulpet af de faldende fragtsatser strømmede ind over Europas grænser, tvang de europæiske lande til at tage stilling til det amerikanske omkostningsniveau. Kun få lande, f. eks. Danmark, akcepterede det amerikanske omkostningsniveau for korn. De fleste lande forhøjede toldsatserne og fjernede sig her\ed fra det amerikanske prisniveau. På det industrielle område havde Europa endnu en tid lang førerskabet, men den amerikanske industri \andt i kraft af sit store hjemmemarked ind på Europa, og de to verdenskrige fremskyndede i høj grad denne udvikling. Resultatet er nu blevet, at U.S.A. er Europa overlegen på praktisk talt alle produktionsområder. Hertil ville Adam Smith have sagt, at selv om U. S. A. er o^erlegen på alle punkter, er det ingen forklaring på dollarmangelen, da de to områder udmærket kan samhandle, idet Europa fortrinsvis eksporterer de varer, hvor det er relativt mindst underlegen, og importerer de varer, hvor U. S. A. er mest o\erlegen. Det hele er blot et spørgsmål om tilpasning af omkostningsnheau eller valutakurser. Vanskeligheden har imidlertid \,ærel den, at den europæiske omkostningsstruktur har erhvervet en lil alderen svarende stivhed og derfor ikke har været i stand til at sænke sig i takt med U. S. A.s stigende overlegenhed. Hertil kommer, at U. S. A. gennem sin toldpolitik skærpede vanskelighederne for de europæiske varers konkurrenceevne på det amerikanske marked. I 10.'JO udgjorde tolden således ikke mindre end 48 af de toldpligtige \ årers Ydermere var V. S. A. på sin side utilbøjelig til at fnlge spillets rogler og undlod at føre don kreditudvidelsespolitik, som bør vare en naturlig konsekvens af et permanent stort eksportoverskud. 1 årene 1919—3!) ha\de U. S. A. et samlet overskud på 10 milliarder dollar, der især gav sig udtryk i en fortsat koncentration af verdcnsguldforrådet i U. S. A.

Oversigten side 68 illustrerer den europæiske betalingsbalance før den sidste % ordenskrig. Der var allerede da et stort underskud på handelsbalancen o-\orfor U.S.A., der dog delvis kompenscredes gennem do »ivrige indtaster på betalingsbalancen. Overskuddet o"\erfor den o\iigt% verden udlignede imidlertid nettounderskuddet.

I 1948 var skævheden betydelig større. Handelsbalancen overfoi U. S. A. havde betydelig forværret sig. De øvrige indtægter var gået stærkt ned, og samhandelen med den øvrige verden viste ligeledes en negativ saldo. Dollarmangelen, der hidtil havde været kamoufleret af indtægterne fra den øvrige verden, trådte nu frem i fuld belysning.

En særlig interesse knytter sig til studiet af U. S. A.s betalingsbalance. Hvorledes har handelsbalancen udviklet sig i de senere år, og hvorledes er betalingerne for cksportoverskuddet blevet erlagt. Dette er illustreret nedenfor.

---

1) Tabellerne cr hentet fra Economic Surrey of Europe in 1948, pan. 112.

2) Tallene bearbejdet efter oplysninapr i Federal Reserve Bulletin 1919, pag. 481.

I de tre efterkrigsår havde U. S. A. altså et samlet eksportoverskud på 25 milliarder dollar. Heraf var knap 10 milliarder ydet som kreditter eller investeringer, 10 milliarder var gaver, dels fra private og dels Marshallhjælp etc., 1.2 milliard er bidrag til Den Internationale Bank og Internationale Lånefond, og endelig er der købt gnid for 5 milliarder og andre aktiver (bl. a. reduktion af tilgodehavender i U. S. A.) for ca. 2 milliarder. Det er indlysende, at en sådan tingenes tilstand er uholdbar i det lange lob; i U. S. A. er man klar over det, og heri kan \i også være enige fra et europæisk synspunkt. Teoretisk er der naturligvis intet i vejen for, at mereksporten fortsat finansieres over gavekontoen, men at Marshallhjælpen fra at være socialhjælp til det trængende Europa skulle gå hen at blive aldersrente til gamle udslidte kulturnationer, er næppe sandsynligt. Guldimporten har også sin naturlige begrænsning, de nævnte tre års tilvækst til U. S. A.s guldreserver overstiger i hvert fald guldproduktionen i samme tidsrum, og de europa^skc guldreserver er snart bortset fra Svejts nede på et niveau, h\or tandlæger og guldsmede vil protestere mod yderligere formindskelse. Tilbage er der en fortsat gældsættelse, et alternativ som man af mange grunde må finde utilfredsstillende.

Den sidste krig har i hoj grad anfægtet Storbritanniens position som verdensbank. Den konvertering af sterling til dollar, der tidligere kunne ske i London i kraft af Storbritanniens stilling som internationalthandelscentrum, er for tiden udelukket. Det europæiske dollarproblem,der tidligere lostes i London, administreres nu gennem Marshallhjælpen,en udvej der som antydet kun kan være af midlertidig k.irakler; men trods Storbritanniens ændrede magtposition udgor det dog stadig Europas forpost overfor dollarområdet, og de europæiske dollarvanskeligheder koncentrerer sig derfor i særlig grad i England. Devalueringen var altså ikke el specifikt engelsk problem, der skyldtes,at England havde uorden i sine finanser, men må ses i vidtre perspektiv.Det danske ordsprog om. at når bonden har penge, har alle penge, kan oversættes til europæisk og udtrykkes således, at nar Storbritannien har dollar, har dot ovrige Europa også dollar. Den akutte situation, som tvang Storbritannien til at devaluere, hang samincnmed. at året 1949 udviklede sig i faretruende retning med hensyn lil di¹ engelske guld- og valutareserver. Den 1 juli androg sterlingområdetsguld - or dollarreserver 400 mill. £, men dollarunderskuddet i de foregående måneder havde gennemgående andraget 50 mill. £ pr. måned, og selv om storstedelen heraf dækkedes af Marshallhjælp, var det dog indenfor synsvidde, hvornår reserverne var fuldstændig opspist,medmindre

spist,medmindreen afgørende vending indtraf. De specielle årsager til det kraftige fald var navnlig to, nemlig nedgang i dollarindtægterne hidrørende fra salg af råvarer til U.S.A. fra Dominions og svigtende indtægter ved salg af færdigvarer til U.S.A. fra Storbritannien. Sterlingområdetsdollarindtægter koncentreres i en dollarpulje i London, og de to største bidragydere er Indien og Malaja, der tilsammen ievererca. 40% af puljens dollarindtægter. Storbritannien bidrager sel\ med godt 20%. De vigtigste eksportvarer til U.S.A. fra det britiske verdensrige er gummi, jute, uld, kakao, kaffe og the, der dækker ca. halvdelen af eksporten. I 1949 formindskede U.S.A. imidlertid sine køb af disse råvarer, hvad der stod i forbindelse med det omslag af højkonjunkturen, der så småt var begyndt at vise sig. Den mindskede efterspørgsel førte ydermere til prisfald, hvad der yderligere reducerededollarindtægterne. Storbritanniens egen eksport til U.S.A. faldt i årets første måneder med ca. en trediedel sammenlignet med tilsvarendeperiode 1948. Dette ses nedenfor.

Bileksporten gik ned til en trediedel, og det eneste område, h\or eksporten holdt sig, var spiritusgruppen, hvor den skotske whisky udgjorde hovedbestanddelen, idet U.S.A. aftager ikke mindre end 90% dl' den samlede eksport af skotsk whisky. Trods energiske udtalelser om det modsatte måtte Stafford Cripps så hin søndag kundgøre for det let cholterede imperium, at stcrlingen måtte nedskrives for at give eksporten forøgede konkurrencemuligheder indenfor dollarområdet.

Og hermed er vi nået til kardinalpunktet: Devalueringens mulighed for at fremkalde en strømkæntring i handclsforholdet mellem U.S.A. og de europæiske lande. Man må imidlertid straks gøre sig klart, al det er en opgave af uhyre format at tilvejebringe noget i retning af ligevægt i vareomsætningen med dollarområdet. Adskillige gange er der fra Marshall administrationens side blevet udtalt som målsætning.

at der senest i 1952 skal være tilvejebragt ligevægt i betalingsforholdet mellem U.S.A. og Europa. Men efterhånden som dette tidspunkt nærmer sig, kommer det dog til at stå mere og mere tydeligt, at den veksel man her har udstedt, ikke kan ventes at blive indfriet.l)

Hvilken kraftanstrengelse de enkelte lande i Europa skal gøre for at nå målet: Ligevægt på handelsbalancen overfor U.S.A., illustreres med al ønskelig tydelighed af følgende oversigt, der angiver, hvor stor en del de europæiske lande var i stand til at dække af importen fra U.S.A. i 1938 og 1948 ved hjælp af deres eksport til dette land.

Oversigten viser navnlig to ting, for det forste at vi var betydelig nærmere en ligevægtstilstand i 1938 end i 1948, for det andet at Storbritannien er det eneste af landene, der har forbedret sin handelsbalance. Det vil imidlertid umiddelbart fremgå af tallene, at en tilvejebringelse af handelsforholdet 1 : 1 må betyde enten en meget drastisk importnedskæring fra U.S.A. eller en eksportforogelse af ot omfang, der hører hjemme i utopiens verden.

Bortset fra Holland er Danmark det land. der står lavest på dollarrangstigen,og
Danmark er formentlig også et af de lande, der il have

---

1) Professor Jor^en Pedersen udtaltc del optimistiske s\nspunkt i XntionaJokonomisk Fomiing den 26 1 1949 (Nat«k. T. 1949, pag. 29): »Den mefien tile om, at det ikke er mulmt for Euiopa at fjerne dollanindcrskuddet, er helt urimrlig. De europjpiske lande kan selvfolgelig indrette dercs nkonomi saledes, at der uden importregulerin;; kan opnA& ligcvsegt ogsi overfor doll»romridet, det \il skf ganske af sig_selv, n4r fri prisdannelse er ctableret...«. Anderledes sil kontorchef Bartels pi sagen (Natok. T. 1949, pag. 147): »Derlurde dogvafre grund til at understregr, at den milsaftning, der s>nes at optage bide organlsalionen i Paris og amerikanerne, nemlig tilTejebringelse af ligfvrpt i betalingsforholdet til Amerika under frir forhold og uden amerikansk hj.flp, ikke er den lykkeligste, thi det ma i praksis anses for udelukket, seW hvis de europieiske valutaer swges nsermere tilpasset til dollar, at tilvejebnnfie donne ligovargt under frie forhold l en o\erskuelig fremtid...«. Og hertil sluttede Marshallorganisationen i Paris sig: »lf it \\js at one time our belief that Europe was making such speedy recovery thjt Mabilitv could be achieved in 1952, we must now admit that this hope was illusory «.

sværest ved at gøre sig gældende på det amerikanske marked. Langtidsprogrammethar lagt hovedvægten på en forøgelse af den animalskeeksport til dollarområdet, men den hidtidige udvikling stemmerikke til optimisme.

To forhold forværrer udsigterne for en femdobling, for det første at der i tallene for smøreksporten i 1948 indgik en ekstraordinær smørleverance til Canada for 27 mill, kr., for det andet at mængderne efter devalueringen forudsat uforandret pris i danske kroner skal øges med 44% for at hjembringe de tilsigtede dollarindtægter.

Danmarks dollarproblem er derfor afha-ngig af, om dets hovedaftagere og herunder specielt England bliver i stand til at løse deres dollarproblemer, således at vi kan få omvekslet en del af \or blode valuta til hård valuta. Kampen om de amerikanske dollar skal i virkeligheden ikke udkæmpes i selve U.S.A., men i overvejende grad på de oversøiske markeder. Her er det, at devalueringen skal vise sine eksportfremmende virkninger og gøre de europæiske varer konkurrencedygtige overfor de amerikanske. Det stærkt industrialiserede Europa har sit naturlige afsætningsmarked i de i industriel henseende mindre udviklede lande, der til gengæld kan levere råvarer til Europas industri og landbrug. Spørgsmålet er da, om U.S.A. \il akceptere devalueringens konsekvenser og finde sig i at overlade en del af sine oversøiske markeder til de europæiske industrivarer eller ikke vil godtage den tingenes tilstand, som det selv har været drivfjederen til Hvis U.S.A. vil opfatte den forstærkede konkurrence som \alutadumping, er der kun et kort skridt til, at også U.S.A. devaluerer dollaren, og hermed er enhver form for fornuft i devalueringstanken bortvejret.

Vil devalueringen medføre en øget liberalisering af den internationalehandel,
eller vil indgrebene overfor samhandelen tværtimod vokse
i styrke, idet man finder det nødvendigt med magt at tvinge handelen

ind i bestemte baner? Til dette spørgsmål må svares, at det først er nødvendigt at klargøre problemstillingen. Selve den målsætning, der ligger i, at man tilstræber ligevægt overfor U.S.A., harmonerer i og for sig dårligt med de liberalistiske ideer, idet man herigennem knæsætterdet tosidede handelsprincip. Denne udvikling kan altså ikke siges at være onsk\ærdig, for så vidt som den er i modstrid med det almindelige ønske om den storst mulige flersidighed i den internationalevareomsætning. En sådan balance vil næppe kunne etableres uden yderligere indgreb. Problemet bør da også lægges op på en anden måde, idet man spørger, om devalueringen har øget mulighederne for at lempe de herskende handelsrestriktioner; det vil atter sige, om de-\alueringenhar skabt basis for storre ligevægt på betalingsbalancen. En sådan ligevægtstilstand må netop være kriteriet for, at man kan skride til lempelse af indgrebene overfor den udenlandske vareomsætning.Man taler undertiden om. at en bestemt valutakurs er en ligevægtskurs,såfremt der ved denne kan tilvejebringes lige\ægt på betalingsbalancen,forudsat dog at der ikke er handelsrestriktioner. Vanskelighederne i den nuværende situation forstærkes af, at der foruden lige\ægt på betalingsbalancen som helhed kræves ligevægt på dollarbalancen. Der kan således være to ligevægtskurser, der dog burde tendere mod at falde sammen, efterhånden som samtlige lande ophæver handels- og betalingsrestriktionerne. I det følgende taler vi derfor om betalingsbalancen som helhed.

En teoretisk analyse af devalueringens indflydelse på betalingsbalancenvanskeliggøres i nogen grad af den omstændighed, at størstedelenaf den økonomiske litteratur om devaluering omhandler det bestemte forhold, at et enkelt land devaluerer i forhold til oimerdenen, og ud fra enkle præmisser opstilles komplicerede matematiske formler til belysning af betalingsbalancens forandringer. Alt dette er stort set værdiløst, når det gælder om at tilvejebringe klarhed over det her foreliggende problem. Det er nemlig ikke Danmark, der har foretaget en ensidig handling, medens den in rige -^erden er überørt, tværtimod, landene kan opdeles i tre grupper. For det første den gruppe, hvortil Danmark hører, og som har de\alueret med ca. 30^c c dernæst en gruppe af lande med U.S.A. i spidsen, som ikke har devalueret. og endelig en blandet gruppe, der har devalueret, men med forskellige procentsatser. Dj det formodes bekendt, hvorledes landene fordeler sig pi disse grupper, er det formentlig o\erflodigt at n.nne de enkelte landes placering. Der skal blot anføres, at gruppen med 30^ devalueringrepræsenterer godt rn trodiedel af verdenshandelen, den delvis

devaluerende gruppe ca. en femtedel og do ikke devaluerende lande
knap halvdelen.

Dette, at import og eksport fordeler sig ujævnt på de tre grupper, gør det sværere at overse virkningerne af devalueringen og umuliggør ethvert forsøg på generalisering. Lad os tænke os et land A, hvis hele import kommer fra dollarområdet, medens hele eksporten går til sterlingområdet. I dette tilfælde vil vareomsætningen med uforandrede mængder og priser i udenlandsk valuta betyde, at landet må betale mere for sin indførsel, men får det samme beløb som tidligere hjem for udførslen. Devalueringen har altså haft en overordentlig ugunstig indflydelse på landets betalingsbalance. For land B er det modsatte tilfældet, hele eksporten går til dollarområdet, medens importen kommer fra sterlingområdet. Under samme forudsætninger vil udførslen indbringe 44% mere, medens indførslen er uforandret i værdi; denne situation er således særdeles gunstig. Disse to eksempler repræsenterer de teoretiske yderpunkter, og spørgsmålet er så, hvorledes de enkelte lande placerer sig i forhold til disse punkter. Til belysning af Danmarks stilling er der i den grafiske fremstilling fig. 1 vist, hvorledes Danmarks månedlige import og eksport på grundlag af handelsstatistikken i de første 8 måneder af 1949 fordeler sig mellem de tre områder. Vi opstiller foreløbig den forudsætning, at de omsatte varemængder holdes konstant, og at der kun opstår prisstigninger, der er hidført af de foretagne valutakursændringer. De skraverede felter angiver værdiforøgelsen målt i kroner af såvel import som eksport vedrørende områderne, der ikke har eller kun delvis har devalueret. Endelig er yderst til højre angivet betalingsbalancen før og efter devalueringen. Dette meget forenklede billede af virkeligheden illustrerer tydeligt det forhold, at Danmark befinder sig i en stilling, der ligger nærmest land A, altså det ugunstige tilfælde. Til trods for de teoretiske forudsætninger, der er opstillet, er det dog muligt at drage den praktiske konklusion, at på kort sigt må devalueringen betyde en væsentlig forringelse af vor betalingsbalance, såvel dollarbalancen soin betalingsbalancen som helhed.

Underskuddet, der pr. måned i indeværende år har andraget 86 mill, kr., skulle altså under de angivne forudsætninger uden omlægning af handelens placeringer forøges med 39 mill, eller med 45%. Tilsvarende regnestykker kan laves for de øvrige lande, og resultaterne vil blive forskellige alt efter handelens struktur.

Det foregående har vist devalueringens øjeblikkelige påvirkning af
betalingsbalancen, en indflydelse der ikke kan motivere lempelse af

restriktionerne, tiicrtimod. Det er dog kun en ojebliksbetragtning, ideen med devaluering er jo den dobbeltsidige dels at formindske efterspurgslen efter dollar ved omlægning af samhandelen til sterlingområdet,dels at øge udbudet af dollar gennem storre eksport til dollarområdet. Tegningen fig. 2 illustrerer det forste af disse formål; ordinataksen angiver forholdet mellem pris i dollar på dollarvarer og pris i pund på sterling\arer. og ud ad abscisseaksen afsættes varemængderne.

Ved en bestemt vekselkurs 1 ei alle \ årerne på linien ab konkurrencedygtigeoverfor sterlingvarerne og s«?lges fra dollarområdet til sterlingområdet, hvorimod varerne ud over b kobes i pund. En devalueringmedfører en sa>nkning af den vandrette linie til position 11, og \aremængden indskrænkes til ae, idet varerne bci ikke længere er konkurrencedygtige. Imidlertid reducerer dollarområdet sine priser,

hvilket er angivet ved den punkterede linie, og dette forskyder igen
konkurrenceforholdet, således at der nu kan afsættes varemængden
ae» fra dollarområdet.

Det samme billede blot med omvendt fortegn ses i figur 3.

Her udtrykker ordinaten relationerne mellem pris i pund på sterlingvarer og pris i dollar på dollarvarer. Ved vekselkurs I er varerne ab billigst i pund og sælges til dollarområdet, den nye vekselkurs II ændrer konkurrenceforholdet, og aci kan nu sælges fra sterlingområdet til dollarområdet. Priserne stiger i sterlingområdet, og eksporten indskrænkes i anden omgang til acj.

Disse skematiske fremstillinger af handelsomlægningen er gået ud fra, at prisrelationerne var den afgørende faktor, og siger ikke noget om efterspørgsels- og udbudselasticiteterne. I sellers-market ville 1-kurven på strækningen mellem b og Ci være meget stejl, og ændringen af prisforholdet ville altså have haft ringe indflydelse på forskydningen i varemængderne. I det nuværende buyers-market har devalueringen storre muligheder for at påvirke afsætningen.l)

Sporgsmålet er imidlertid, hvilken pristrykkende indflydelse på dollarmarkedet en forøgelse af eksporten fra sterlingområdet har. En forbedring af dollarindtægterne forudsætter, at der sker en betydelig eksportforøgelse, og resultatet er altså betinget af, at der fra dollarområdeter en relath elastisk efterspørgsel efter europæiske varer. Lad os f. eks. antage, at den eksporterede mængde forøges med 20%, medens prisen kun falder med 10% (målt i dollar). I så fald sker der en indtægtsforøgelse i dollar, idet eksportværdien stiger med 90 fIOO X 120 fIOO =8 %. Omvendt formindsker de devaluerende lande indkøbene i dollarområdet. Problemet er, i h\ilket omfang dette virker trykkende l»i dollarprisen. Der kan næppe være nogen tvivl om. at prisen ikko på\irkes synderligt heraf. Man må formode, at der er tale om et forholdsviselastisk udbud. Formindsker de europæiske lande deres køb i dollarområdet med f. eks. 20%, og dette trykker dollarprisen med 5 %, reduceres vulutaudgiften med 93'100x80'100 =24 %. Vi kan herefterstille et forholdsvis simpelt regnestykke op. Forholdet mellem de de\ alucrendc landes import fra og eksport til U.S.A. er i runde tal 100 :23. Idet \i går ud fra dette forhold, opstiller \i side 78 i kolonne 1 en handelsbalance udtrykt i indekstal, der udviser et underskud på 75. I kolonne 2 ser vi handelsbalancen umiddelbart efter de^alueringen. Importen er blevet fordyret og repræsenterer nu 144

---

1) JCr. Gelting i Nutok. T. 1949, p«g. 9b. o« Norregård Rasmussen i Okonomi og Politik 1949, pag. 133.

eksporten 36, og underskuddet er således steget til 108. Idet \i benytter de ovenfor anførte elasticitetseksempler, får vi en ny handelsbalance, hvor importen er reduceret med 24 % og eksporten forøget med 8 %. og underskuddet er nu 70.

Der er således sket en lille forbedring af handelsbalancen, men denne udvikling har krævet s-tore ofre fra de devaluerende landes side, idet de har formindsket importen med 20% og foroget eksporten med samme procentbeløb. Disse taleksempler er formentlig til trods for, at de bygger på mere eller mindre tilfældige forudsætninger, mere illustrerende end et kompliceret formelapparat, der alligevel måtte operere ud fra lige så vilkårligt valgte forudsætninger. Resultaterne synes altså at pege i retning af, at de problemer, de europæiske lande står overfor, er større end sædvanligvis antaget.

I det foregående er der kun talt om prisreaktionerne på dollarmarkederne som følge af sterlinglandenes omlægninger af eksport og import. En meget vigtig faktor er imidlertid, hvorledes priserne i sterlingområdet influeres af devalueringen. Vi har allerede nævnt, at de importerede dollarvarer umiddelbart stiger 44%. Jo større andel dollarvarerne andrager af importen desto større prisstigning, og jo større udenrigshandelen er i forhold til det samlede nationalprodukt, desto stærkere påvirkning sker der af det indenlandske prisniveau. For Danmarks vedkommende kan der foretages en lille regneoperation på grundlag af tallene i figur 1. De i figuren anghne lal for den samlede udenrigsomsætning før og efter de\alueringen repræsenterer en gennemsnitlig prisstigning på ca. 16%. Hertil svarer en kronenedskæring på 13-_—14%, der altså kan tages som udtryk for kronens gennemsnitlige værdiforringelse med den sammensætning af udenrigshandelen, der er gældende i øjeblikket.

Tallene giver også en antydning af, hvorledes import- og eksportpristalletvil udvikle sig i de kommende måneder. Sammenlignes forskydningernei importværdiernc for sig, kommer man til en stigning på ca. 20%, medens eksportværdierne kun er steget med ca. 10%. Dette betyder en forringelse af vore * terms of trade« o\erfor udlandet. Siden efteråret 1947 har bytteforholdet mellem danske og udenlandske varer været relativt gunstigt Cmcd 1035 som sammenligningsbasis).

Dctte ma nu snart ophore, importprisindekset vil i lobet af kort tid va're pi hojde med og antagelig stige op over eksportindekset. Forholdctmcllcin dc to pristal er vist ovenfor (fig. 4). Man bemaerker, at importpriskurvens faldcnde tendons i September 1949 er afbrudt og nflost af en stigning pa 5 points¹).

Ilxormeget vil det hjemlige prisniveau påvirkes af prisstigningen på de varer, der omsættes med udlandet? Atter kan vi tage a or tilflugt til et summarisk regnestykke med de foran anfurtc 16 %? som udgangspunkt. For Danmarks vedkommende andrager udenrigshandelen ca. en fjerdedel af det samlede nationalprodukt; en fjerdedel af de 16 fo rr 4 fe som således skulle udtrykke devalueringens umiddelbare og direkte påvirkning på prisniveauet.

IU-rtil kommer imidlertid de indirekte virkninger, der er vanskeligereat
indkalkulere, men som muligvis vil vise sig at overstige de

---

1) Importpristallet for no\rmber var 294 mod 285 i august; cksportpristallet v«r 295 i novrmber mod 308 i »ugu;>t. Interv«llpt tr »lts* indsnr^^tt fr« 23 til 1 point, til denne udvikling — uaflitcngig af devahifringen — kan dc nye englandspriser fra 1. oktoher ogsi bidrage.

direkte. Blandt de indirekte virkninger er der nogle, der formindsker
tendensen til prisstigning, og nogle der forstærker den.

1) To ting kan modvirke den danske prisstigning:

a) Et fald i dollarpriserne, hvad enten det skyldes formindsket
efterspergsel fra de devaluerende lande eller en almindelig
konjunkturnedgang.

b) Omlsegning af handelen bort fra det fordyrede dollaromrade
til sterlingomradet.

2) To ting forstærker den danske prisstigning:

a) Prisstigninger i de devaluerende lande, og

b) Indre pavirkninger hidrorende fra den hjemlige indkomststrem.

ad 1.

Naturligvis vil devalueringen udøve et vist tryk på de amerikanske varer; spørgsmålet er blot, om dette pres er af væsentlig betydning. I betragtning af, at U. S. A.s eksport til Europa i 1948 kun udgjorde 2 % af nationalindtægten, må svingninger indenfor disse 2 % have en begrænset indflydelse på prisudviklingen. Omlægningen af importen til blødvalutalande afsvækker virkningen af den forhøjede dollarkurs, men priserne på de varer, der er flyttet, må dog alt andet lige være højere end priserne i dollar før devalueringen.

ad 2.

Prisændringerne indenfor de devaluerende lande har allerede fremkaldt adskillige overraskelser. En række råvarer på det engelske marked har gjort dollarstigningen med til nogen fortrydelse hos Storbritanniens kunder. Fra engelsk side henvises til betydningen af at skabe ligevægt overfor de amerikanske råvarepriscr. Economist forklarer om de britiske råvarer, at »their true world price is a matter not merely of cost in devalued sterling but of demand in undevalued dollars«. Hver gang der i Storbritannien bruges 1 kg tin eller bly, må det indkalkuleres i betalingsbalancen som mistet dollarindtægt. Dette synspunkt er naturligvis i god harmoni med det almindelige onske om at få større sammenhæng mellem priser og produktionsomkostninger landene indbyrdes. Den logiske konsekvens må imidlertid blive en opgivelse af prisdiscrimineringspolitikken. Denne ytrer sig på to måder: dels ved at et land sætter forskellig pris på varen til eksport og til hjemmeforbrug, dels ved at holde forskellige priser over for de forskellige udenlandske markeder. Typisk er prispolitikken for kul1).

---

1) Ec. Survey pag. 108

Dog hvilket land tør kaste den første sten; Norge har solgt hvalolie til 160 dollar på hjemmemarkedet og eksporteret til 400 dollar. Danmark har fået en langt højere sukkerpris -ved eksport end prisen på hjemmemarkedet o. s. v. Virkningerne bliver i det lange løb uøkonomisk forbrug og investering. Underpris eller subvention for en vare på det ene marked svarer til knaphed og rationering på det andet. Devalueringens formål: at nærme omkostningsniveauerne til hinanden forudsætter derfor en omlægning af den hidtil forte prispolitik.

Når til sidst de anførte betragtninger skal sammenfattes og stilles i relief til problemet den internationale handels liberalisering, må der skelnes mellem virkningerne på kort og på længere sigt. På kort sigt sker der en forringelse af de devaluerende landes betalingsbalancer, og en betydelig international kreditydelse vil være nødvendig, hvis en nedbrydelse af handelsrestriktionerne skal blive mulig. På længere sigt skulle devalueringens positive virkninger kunne spores; devalueringen har formindsket overvurderingen af den europæiske valuta og således fremkaldt en tilnærmelse af kobekraften af dollarvaluta og blod valuta. Men det bor understreges, at devalueringen kun er en t-nkcll faktor blandt de økonomiske og politiske faktorer, der er bestemmende for samhandelens udbygning. Spørgsmålet er. om man er parat til at tage konsekvenserne af devalueringen: om Europa er indstillet på at sænke sin nuværende levefod, og om U. S. A. er rede til at hæve sin i forvejen høje levestandard. Forsoger Europa gennem fornget indkomstskabelse at tilsløre devalueringens virkninger, fremmes inflationen, forøges omkostningsniveauet, og devalueringen gøres illusorisk. Vil U. S. A. fastholde sine toldsatser, sit importlicenssystem, kort sagt modarbejde Europas bestræbelser for en større eksport til dollarområdet, da vil devalueringen \ise sig at va>re en fiasko