P. P. Sveistrups indlæg:

Såfremt man ved rationalisering forstår bestræbelser for at bringe mere orden og ny systematisk sammenhæng ind i en virksomheds økonomiske dispositioner, kommer udtrykket forst og fremmest i modsætning til traditionalisme. Rationaliseringen får derigennem en central stilling i driftsokonomien, hvor den ikke alene skal forklare, men også f. eks. ud fra et rentabilitetssynspunkt vurdere visse okonomiske dispositioner.

Rationalisering som del af driftsokonomien beskæftiger sig med be\ ægelser og kommer til at ligge noget uden for den del af driftsokonomien, der forst og fremmest ser sin opgave i at forklare en okonomisk sammenhæng mellem samtidige fænomener Iden statiske del af teorien). I denne del af teorien, hvor man foretager en analyse af produktionsfaktorer og produktionsresultat. af omkostninger og prispolitik, hvor de faste omkostningers betydning undersøges o.s v, soger man at fastslå rent kvantilalivo relationer mellem de okonomisk betydningsfulde faktorer. En sådan sammenhæng vil ofte kunne gives en mere eller mindre matematisk form, hvorved denne ofte kan opnå en storre videnskabelig klarhed.

En sådan matematisk klarlæggelse af en sammenhæng i et givet ojeblik har sin store betydning for alle, der beskæftiger sig med en ■virksomheds økonomi, men del ma blot erindres, at der i en rent logisk (matematisk) udredning aldrig kan ligge mere. end der allerede har været til stede i forudsætningerne. Hvis der pa en eller anden måde kommer noget niere ind i resultatet ond der allerede har ligget i forudsa'tningvrne, er der begået m fejl, som det ikke altid er så let at få oje på.

Konsekvensen heraf må være, at alle, der beskæftiger sig teoi etisk med diiflsokonomiske spørgsmål, må være meget forsigtige i valget af de forndsætningvr. der arbejdes med. Delte er meget stærkt fremhævetaf R. Frisch i en artikel i dot for nogen tid siden udkomne festskrifti anledning af F. Zeuthens (H) års fødselsdag (Nordusk Tidsskrift

1) Kontorchef, lektor \ed K»benh»\ns universitet, rand. polit.

2) Direkt«r, cind. polit.

for teknisk Økonomi Hefte I—4,1_—4, 1948.). Frisch nævner her (Ovcrdelerminatenessand optimum equilibrium) en række forudsætninger, der alle synes at være meget plausible og anvendelige, og påviser, at man ved anvendelsen af disse forudsætninger får flere ligninger, end der er übekendte, og at man ved at udskille den ene eller den anden i og for sig anvendelige forudsætning (ligning) kommer til helt forskellige resultater.

Denne meget lærerige afhandling henleder opmærksomheden på, at det vil være meget påkrævet, at de valgte forudsætninger må behandles med endnu større forsigtighed, end man har gjort i furtiden, og at man vælger de forudsætninger i det enkelte tilfælde, som er nødvendige for løsningen af den konkrete opgave, man i det enkelte øjeblik har villet stille sig. Man må i det givne tilfælde være m<eget forsigtig med at slutte for meget af en teoretisk fremstilling af et driftsøkonomisk problem.

Men gælder delte i en statisk beskrivelse af sammenhængen i en situation i et givet øjeblik, gælder det i endnu højere grad, når man teoretisk vil give en forklaring af en bevægelse fra en situation til en anden. Også her kan man opstille en teoretisk forklaring (model) af bevægelsen fra den ene relation til den anden. I en sådan model må man i sine forudsætninger regne f. eks. med en given driftsledelse og en vis mængde arbejdskraft som en størrelse, der gås ud fra, og drage visse slutninger herudfra. Men her må man gøre sig klart, at en driftsleder, en vis mængde arbejdskraft o.s.v. ikke er nogen entydig bestemt størrelse. Driftslederens og arbejdskraftens indsats varierer fra det ene tilfælde til det andet på grund af større eller mindre individuel dygtighed. I nogle tilfælde vil modellen vise', hvad der faktisk sker, i andre tilfælde bliver resultatet helt anderledes, end hvad man teoretisk havde tænkt sig til.

I den teoretiske udvikling af modellen er man ofte gået ud fra, at det menneske, der skal disponere, har et fuldstændigt overblik og handler helt rationelt, og deraf kommer der ikke helt tå eller smii skuffelser. Skal man udvikle teorien videre, vil det ofte være mere hensigtsmæssigt i sine forudsætninger at regne noget mere med menneskene, som de faktisk er med visse evner og visse mangler, og det vil med andre ord sige, at man i sine forudsætninger langt mere end man hidtil har gjort må regne med visse psykologiske foruds etninger.

Et sådant krav om mere psykologi i sine forudstetninger vil ikke være mindst nødvendigt i den del af driftsøkonomien, der vedrører rationalisering. Her begår man ofte en fejl ved at del? for sla>rkl mellem de mennesker, der skal rationalisere andie, og de mennesker, der skal have deres arbejde rationaliseret.

De såkaldte rationaliseringseksperter har af og til en tilbøjelighed til at opstille et system eller skema, som vil kunne passe for en virksomhed, hvor medarbejderne opfylder visse meget betydelige psykologiske forudsætninger. Gennemføres et sådant skema i en tilfældig valgt virksomhed, vil det kunne vise sig, at resultatet ikke svarer til forventningerne, fordi medarbejderne i virksomheden ikke helt svarer til forudsætningerne, måske fordi de ikke har haft tid nok til at omstille sig fra gamle arbejdsvaner. Man kunne så hævde, at de. der ikke kan arbejde efter det nye system, må forsvinde; men det er nu, som forholdene ligger, ikke sa lige til. Har \i ikke de allermest strålende evner, skulle vi da også helst kunne bruges.

Hertil kommer en anden vanskelighed; har en virksomhed en virkelig forste klasses kreds af medarbejdere, kan der i dem være noget rent psykologisk, der sætter sig til modværge overfor rationaliseringseksperternes hammerslag. Her er jeg ganske enig med den svenske stats rationaliseringseksperter, der fremhæver betydningen af, at der etableres et samarbejde mellem rationaliseringseksperterne, der har både det teoretiske overblik og erfaringen fra mange virksomheder, og medarbejderne i den virksomhed, der skal rationaliseres, og som dog som regel bedst ved, hvor det er, at skoen trykker. I så fald kommer der en vekselvirkning i gang, således at medarbejderne får foleisen af, at de har ydet deres bidrag, og man undgår at fremkalde en folelse af mindreværd hos de pågældende, hvilket som regel ikke er heldigt for de pågældendes fremtidige arbejde.

En virkelig rationalisering forudsætter efter min opfattelse, at man tager menneskene som de er, og soger at få det mest mulige ud af dem på det givne grundlag. Det kan da vise sig. at den dygtige rationaliseringsmand netop viser sine fremragende e\ner ved at vække interesse og initiativ hos de mennesker, hvis arbejde skal rationaliseres. Får et ikke helt fremragende menneske foleisen af, at han kan bruges, at de forslag til forandringer, som han kommer med, modtages venligt og forstående, ug hans forslag droftes sagligt, og at der ofres den fornodne tid på dcin, saledes at man f. eks. \ed at foretage nogle ændringer i de modtagne forslag kommer til netop det, rationaliseringseksperten ønsker, og som han måske tidligere havde gennemfort ved et diktat, vil der være fremkaldt arbejdsglæde, som man ellers ikke ville have nået.

En sådan foroget arbejdsglæde skal nok på mange forskellige' måder vise sin betydning for virksomheden rent rentabilitetsmæssigt; mange små forbedringer og forslag til ændringer vil fremkomme, samarbejdet mellem tilfredse mennesker vil gå lettere end mellem utilfredse o s v.

Men hertil kommer, at man jo også kan se på arbejdsglæden som et
mål i sig selv ved siden af det rent økonomiske.

Vender vi tilbage til de indledende bemærkninger om driftsøkonomiens opgaver, sa må det være klart, at medens den rent statistiske beskrivelse af vekselvirkningen mellem de økonomiske kræfter i en given situation kan beskrive en lovmæssighed i logisk eller matematisk form, så må en beskrivelse af et samfund eller en virksomhed i udvikling kræve en langt større forståelse af de individuelle forskelligheder mellem mennesker, d.v.s. en storre psykologisk indsigt ikke alene i hvorledes menneskene nu engang er, men også i de muligheder, der nu engang findes.

Ud fra sådanne forudsætninger vil rationalisering ikke .dem« være noget, der må tilstræbes i virksomhedens samlede rentabiliietsnnessige interesse, men det vil også være ønskeligt for Inert eneste menneske, der er beskæftiget i den, at effektiv rationalisering gennemføres. En sådan rationalisering bliver mindre et skema, som man vil tvinge de enkelte individualiteter ind under, end en individualisering af virksomheden efter personalets særlige evner og muligheder for at opnå slørre arbejdsglæde.

Jeg er fuldstændig klar over, at der er ikke fit rationaliseringseksperter, der forstår de individuelle psykologiske faktorers betydning og tager hensyn dertil i deres rationaliseringsaibejde; men jeg tror dog, at der er nogle af dem, hvis urbejde bliver rationaliseret, som \ille mene, at det var ønskeligt, om eksperterne tog noget meie hensyn til de psykologiske forskelligheder mellem mennesker.

V. Villadsens bemærkninger til foranstaende indlæg:

Det er uden tvivl forekommet, at en rationaliseringsekspert ved tidsstudier m. v. har ment at kunne pa\ise, at en omlægning af arbejdet evt. forbundet med anvendelsen af nyt teknisk udstyr ville medføre en nedsættelse af den anvendte styktid på så og så lang tid, men at det efter gennemførelsen af de foreslåede omlægninger har vist sig, at tidsbesparelsen var væsentlig mindre evt. slet ikke blev realiseret.

Det er sådanne tilfælde, lektor Sveistrup sigter til i sine betragtninger over de specielle vanskeligheder, der knytter sig til valget af forudsætninger ved beskrivelsen af en udvikling som følge af rationalisering.

Efter min mening er del ligligl at lægge afgørende vægt på delle
forhold og især som lektor Sveistrup tænke pa de psykologiske forudsætninger;men

sætninger;mensamtidig er der grund til at gøre opmærksom på, at det mig bekendt også er reglen, at der tages vidtgående psykologiske hensyn i rationaliseringsarbejdet, når dette overlades til kyndige, øvede »såkaldte rationaliseringseksperter«.

Enhver af os kan nævne eksempler på, hvad der er sket, når rationalisering er gennemført efter skematiske og mekaniske retningslinier, men disse eksempler er så afskrækkende og klare, at det almindeligvis kun er uøvede amatører, der udsætter sig for at begå disse fejl.

De mangler, der efter lektor Sveistrups indlæg kunne synes at være
reglen, er efter min mening i vor tid undtagelser, som virksomhederne
let garderer sig imod i deres rationaliseringsbestræbelser.

Der er ikke og kan vel næppe blive nogen kontrol med udoverne af rationaliseringsvirksomhed. Enhver kan skrive »rationaliseringsekspert« på sit visitkort, men virksomhederne har jo lov til at sporge om referencer og se, hvilke resultater den pågældende har opnået i andre virksomheder, hvor han har arbejdet, for de slipper eksperten los på deres opgaver. Man ma naturligvis med lektor Sveistrup erkende, at opgaven rationalisering er en kombineret teknisk og psykisk opgave.

Det er da heller ikke nogen ny landvinding, den svenske stats rationaliseringseksperter har gjort, når de. som lektor Sveistrup anfører, fremhæver betydningen af samarbejde mellem rationaliseringseksperter og \irksomhedens medarbejdere, men en generel regel som følges i alt velordnet rationaliseringsarbvjde i erkendelse af, at der vil blive tale om fejlrationaliscring. såfremt virksomhedens medarbejdere ikke også or medarbejdere i rationaliseringsarbejdet. Jeg vil her gerne henvise til de erfaringer, der i sa henseende er indhøstet og meddelt fra den amerikanske virksomhed Western Electric Company og endvidere til afsnittet arbejdspsykologi i protVssor T\ K. llenriksens og min lille bog »Rationalisering og Arbejdsstudier«, hvor der bl. a. findes følgende udtalelse: »Forslåelse, interesse for den anden part, hensyntagen og skabelse af interesse i virksomhedrn rr derfor vigtigere end nogen form for teknisk rationalisering«. Sehom delte maske ikke fuldt ud bliver efterlevet af alle ralionaliseringslekniki're. er det mit indtryk, at erkendelsen heraf er stadig voksende.

Det er almindelig praksis, at nybeg\ndere i raiioiuliseringsarbejde ikke får lov til at arbejde på egen hånd, men sendes ud sammen med en erfaren rationaliscringstekniker bl. a. for at lære hensynsfuld fremfærd, og den, der ikke kan lare, at samarbejde er forudsætningen for en lykkelig gennemfort laliona]ise^ingsopga^e, vil ikke få en stor praksis på delte omrade.