Sune Carlson: Foretagsledning och företagsledare. Nordisk Rotogravyr. Stockholm. 1945. 157 Sider.

Det centrale i Docent Sune Carlsons Bog om Virksomhedernes Ledelse og Ledere indeholdes i Afsnittene »Foretagsledningens funktioner« (Side 43—75) og »Foretagsledaren som ledare« (Side 76—94), medens de to første Afsnit om Virksomhedens Funktion og Plads i Samfundsorganisationen og Virksomhedens Ledelse tildels maa ses som en nødvendig Forberedelse til Forstaaelsen af de centrale Afsnit. De tre sidste Afsnit omhandler Virksomhedslederne og deres Uddannelse, den akademiske Lederuddannelse og Virksomhederne og Samfundet.

I Bogens første Afsnit paapeger Forfatteren, at det »klassiske« kapitalistiske økonomiske System principielt er uden central Ledelse, er selvregulerende, og at Virksomhederne modtager deres Impulser fra Omverden gennem Prisdannelsen, der afspejler Tilbud og Efterspørgsel. Herudfra definerer Forfatteren Erhvervsvirksomheden som »den handlingsaffår inom det ekonomiska systemet, vilken kontrolleres av en enhetlig ledning«, men paapeger, at Virksomhederne træder i Samarbejde med hverandre paa saa mange Maader, at det økonomiske System maa siges at bestaa af et Konglomerat af komplexe Organisationer.

Forfatteren paaviser dernsest Aarsagerne til, at de enkelte Individer trseder i Samarbejde og genneragaar — uden at der siges noget egentligt nyt — paa en overordentlig klar Maade Stordriftens Fordele og Farer, idet han samtidig fremhsever det personlige Initiativ som Aarsagen til Skabelsen af Flertallet af Virksomheder. Endelig gor han Rede for Udviklingen indenfor Ejendomsretten og Naeringsretten, sserlig den tiltagende Indskrsenkning i disse Rettigheder, der finder Sted i vor Tid, og Statens regulerende Virksomhed. Ogsaa Forholdet til Samfundets ovrige Organisationer, f. Eks. Kommunerne, Kirken etc., og »Forretningsmoralens« Udvikling berores.

I det andet Afsnit paaviser Forfatteren, at Virksomhedernes tiltagende Størrelse medfører, at de Personer, der egentlig sidder inde med Magten til at træffe de for Virksomheden afgørende Beslutninger og Retten til at løbe en Risiko hvadenten det drejer sig om Aktionærerne i et offentligt Aktieselskab eller Medlemmerne af en Hovedstadsbrugsforening — i Praksis mister denne Ret og efterhaanden kun faar Lejlighed til at anvende den ved Valget af Virksomhedens besluttende og kontrollerende Organer, men at den enkelte Persons Mulighed for at gøre sin Indflydelse gældende selv paa disse begrænsede Omraader efterhaanden er meget ringe.

Forfatteren paaviser, at Følgen heraf er, at Ledelsen i et Storforetagende i Praksis frigør sig fra dem, som bærer Risikoen ved Virksomhedens Drift, og at deres Bestyrelser og Direktioner stort set udvælges efter Pavevalgenes Princip: Kardinalerne vælger Paverne og Paverne Kardinalerne, hvorved de faar en meget selvstændig Stilling. Herved skifter Virksomheden Hovedformaal. Dette er ikke længere at skaffe Interessenterne størst muligt Udbytte, men at styrke og konsolidere Virksomheden paa lang Sigt.

I Bogens Hovedafsnit, om Virksomhedsledelsens Funktioner, gør Forfatteren først opmærksom paa Betydningen af, at Virksomheden gør sine Medarbejdere klart, hvilket Maal den har sat sig. Organisationsproblemet deler han dernæst — efter Graham Wallas — i to: Viljeorganisationen, indenfor hvilken saavel Opgavernes Fordeling som Subofdinationsordningen maa løses, og Informationsorganisationen, der kan ligge i eller uden for Viljeorganisationen.

Skabelsen af Viljeorganisationen, som han betegner som Arbejdsorganisationen,forudsætter, at de enkelte Arbejdsopgaver inden for Virksomhedenspecificeres og fordeles paa Medarbejderne. Forfatteren paaviser, at det saavel i den lille Haandværksbedrift som i det store Industriforetagende principielt er de samme Opgaver, der skal løses, men at det store Foretagendehar den Fordel at kunne fordele Opgaverne paa de bedst egnede Personer og at kunne anvende Specialister, og han diskuterer indgaaende og meget interessant, efter hvilke Principper Opgavefordelingen bør foretages,

idet han understreger, at man her i høj Grad maa tage Hensyn til den
enkelte Persons naturlige Anlæg.

I Afsnittet om »Fordelning av ansvar och beslutanderått« gør Forfatteren først opmærksom paa, at de fleste Beslutninger træffes af dem, der arbejder i selve Driften, men at Hovedansvaret for de trufne Beslutninger i alle Tilfælde, hvor en Underordnet kan appellere til en Overordnet, falder paa denne. Forfatteren diskuterer indgaaende, hvor stort et Antal Personer en Ledelse kan have under sig, og paaviser, at dette blandt andet er afhængigt af, hvor stor indbyrdes Kontakt der er nødvendig mellem Arbejdsgruppens Medlemmer. Spørgsmaalet belyses med interessante Citater saavel af Organisationseksperter som af den kendte General fra forrige Verdenskrig, Sir Jan Hamilton. Forfatteren kommer til det Resultat — der stemmer overens med andre lagttagelser — at naar Talen er om Chefer i høj Stilling, mellem hvilke der normalt kræves en meget snæver Kontakt, maa Antallet af Personer indenfor samme Arbejdsgruppe være stærkt begrænset. Sir Jan Hamilton mener, at jo nærmere man kommer den øverste Ledelse, des mere nødvendigt er det at begrænse Grupperne til tre Personer — hvilket nok er noget overdrevet, i hvert Fald efter danske Størrelsesforhold.

Sune Carlson er en übetinget Tilhænger af, at enhver Medarbejder kun maa modtage Ordrer fra een Person og foretrækker derfor principielt Linieorganisationen, men er nødt til at modificere sit Standpunkt med Hensyn til Virksomhedens højeste Ledelse. Han kritiserer til Gengæld_— og med Rette — skarpt den rent funktionelle Organisationsstruktur, men indrømmer dog, at det kan være nødvendigt at funktionalisere større Virksomheders Topledelse, hvilket jo imidlertid medfører, at de højere Chefer indenfor »Driften« maa tage Ordrer fra mere end een overordnet. Om en saadan »Funktionalisering« er der derimod ikke Tale — saaledes som Forfatteren synes at mene — saafremt de paagældende Chefer kun har Ret til at give Ordrer indenfor deres respektive Afdelinger. Vi er da inde paa Linie- og Stabsorganisationen.

Forfatteren har Ret i, at det er Linie- og Stabsprincippet, der er det mest anvendte indenfor alle større Organisationer, men han er klar over dets Svagheder, som dels bestaar i, at Stabsfunktionerne ikke udnyttes af Driften, og dels at »Stabscheferne« overskrider deres Beføjelser. Det er her, Informationsorganisationen skal sætte ind. Forfatteren anbefaler til dette Formaal de kendte Komitéer, hvor der er Mulighed for Udveksling af Oplysninger og fri Diskussion, ligesom han med Rette paapeger, at Stabsorganerne skal gøre en væsentlig Indsats ved Indsamling af Oplysninger til den øverste Ledelse, herunder ogsaa de til Kontrollen med Virksomheden nødvendige Oplysninger.

Det andet Hovedafsnit, »Foretagsledaren som ledare«, er mindre konkret,men derfor ikke mindre interessant og oplysende. Forfatteren paaviser,at Samarbejdet mellem Mennesker dels sker inden for primære Grupper— d. v. s. Grupper af Mennesker, der er i daglig og nær Kontakt med hverandre, som føler, at der er skabt et personligt Forhold, et Fællesskab imellem dem — og sekundære Grupper, f. Eks. andre Arbejdshold, Staten, Kommunen, Virksomhedens Ledelse eller andre Grupper af Mennesker, med hvem man kun lejlighedsvis har Kontakt. Han paaviser, at de Lederevner, der kaldes paa indenfor den primære Gruppe, er andre end dem, der er nødvendige, hvis man skal lede en Storvirksomhed, hvor Lederne staar

overfor en Række Primærgrupper, der i Forholdet til ham er sekundære Grupper. Han paapeger Faren ved, at Lederen ofte har en anden Uddannelse,en anden social Baggrund end Medlemmerne af Primærgrupperne og understreger Betydningen af, at Ledelsen gør, hvad den kan for at skaffe sig Viden om, hvad der bevæger sig indenfor Virksomhedens mange forskelligePrimærgrupper, og for at skaffe sig at vide, hvem der er de ledendePersoner indenfor disse Grupper.

I de sidste Afsnit paaviser Forfatteren, at Virksomhedslederne for 30_— 40 Aar siden eller mere for Størstedelen var Købmænd, ogsaa indenfor Industrien. Praktisk Uddannelse indenfor Handelen var det vigtigste, herunder ikke mindst Ophold i Udlandet, dels for at lære Sprog og nye Forhold, dels for at opnaa Modenhed. Egentlig teoretisk Uddannelse forekom kun i ringe Omfang. Det afgørende var, om Lederne besad Erobreraand, Evne til at organisere og var Købmænd.

Foruden disse Egenskaber kræver man i vore Dage i Reglen en mere teknisk betonet Uddannelse, hvilket dels hænger sammen med Specialiseringen af Erhvervslivet og Vanskeligheden ved at give den fornødne Uddannelse i Virksomhederne selv. I vore Dage er den teoretisk uddannede Leder derfor meget mere almindelig end tidligere, skønt »den praktiske Mand« stadig sidder inde med en stor Del af Nøglestillingerne. Forfatteren mener iøvrigt at kunne paavise, at der ingen Grund er til at tro, at Menneskenes naturlige Anlæg »dresseres« for stærkt og derigennem afstumpes ved en ofte mangeaarig teoretisk Uddannelse, og viser i Overensstemmelse med, hvad man ogsaa herhjemme har fundet, at der stort set er god Overensstemmelse mellem Evnen til at tilegne sig Viden ad teoretisk Vej og til at virke i Lederstillinger i Erhvervslivet.

Det sidste Afsnit indeholder en Redegørelse for den akademiske Lederuddannelses Udvikling i Amerika, England og Tyskland samt naturligvis i Sverige. Det meste heraf er kendt i Forvejen. Interessant er det, at de førende amerikanske Handelshøjskoler eller erhversøkonomiske Fakulteter forlanger en meget grundig økonomisk Foruddannelse, før selve det erhvervsøkonomiske Studium paabegyndes, ligesom Redegørelsen for Fordele og Mangler ved den amerikanske »Case-study« Metode er særdeles oplysende.

Docent Sune Carlsons Bog er velskrevet. Foruden at Forfatteren har forsynet Kapitlerne med nogle yderst rammende Citater af kendte Skribenter lige fra Machiavelli til Walter Rathenau og J. M. Clark, forstaar han at bringe andre Forfatteres Tanker ind i sin Fremstilling paa en særdeles oplysende Maade. Forfatteren omtaler i Forordet sin egen Indsats i Bogen med megen Beskedenhed; ikke desto mindre glæder man sig ikke blot over hans klare og udtømmende Fremstilling, men ogsaa over hans store lagttagelsesevne. Hans Redegørelse i de indledende Afsnit for Baggrunden for Virksomhedslederens Stilling indenfor Samfundet og Erhversforetagendet er yderst interessant, og hans Fremstilling af det i Virkeligheden meget indviklede og næsten uløselige Organisations-Strukturproblem er ganske fortrinlig, saa beskeden den end er i sin Form, og maa betegnes som en meget værdifuld Tilvækst til, hvad der er skrevet om dette Emne, ikke mindst for os her i Danmark, hvor det jo endnu er blevet saa sparsomt behandlet. Det er saa godt som umuligt at finde noget i Bogen, hvor man for Alvor maa erklære sig uenig med Forfatteren.

Baade for Begyndere og »Viderekomne« i Emnet »Virksomhedsledelse« rummer Bogen noget meget værdifuldt, hvorfor den herved anbefales paa det bedste, specielt til dem, der ellers anser det for Spild af Tid at befatte sig med Problemet om Virksomhedens Organisationsstruktur og Virksomhedsledernes