Jørgen Pedersen.- Fuld Beskæftigelse og økonomisk Tryghed, samt andre Afhandlinger. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. København 1945. 129 Sider. Kr. 7,75.

Professor Jørgen Pedersen's i Slutningen af 1945 udsendte Bog indeholder fem Afhandlinger om (I) fuld Beskæftigelse og økonomisk Tryghed, (II) Udligning af Lønniveauet i Landbruget og andre Erhverv, (III) Inflationen og Fordelingen, (IV) Gældsproblemet samt (V) en Belysning af den økonomiske Politik i 1918—20. Samtlige Afhandlinger er saaledes direkte eller — som V — indirekte af aktuel Interesse.

Titelafhandlingen (I) svarer ret nøje til dels Artiklen »Reguleringen af Pengevæsenet efter Krigen« (Nationaløkon.. Tidsskr. 1944), dels Kapitel 6 i 2. Del af Jørgen Pedersen's i 1944 udkomne Bog om Pengeteori og Pengepolitik, som tidligere har været anmeldt i Handelsvidenskabelig! Tidsskrift (8. Aarg. 1944, S. 201).

Afhandling (II) har tidligere været offentliggjort i Nationaløkon. Tidsskr. 1945 under Titlen »Fuld Beskæftigelse og Leveomkostningerne«. AfhandlingensGrundtanke er følgende: I Mellemkrigsperioden og særlig i 1930'erne var Lønniveauet indenfor Landbruget betydeligt lavere end Lønnen for tilsvarendeArbejde i andre Erhverv. Lønforskellen kunde opretholdes i Kraft af, at Byerhvervenes store Arbejdsløshed virkede som en Bremse paa Indvandringaf Arbejdskraft fra Landbruget. Men hvis man i Fremtiden etablererden meget omtalte fulde Beskæftigelse, forøges Arbejdskraftens Bevægelighed,og

vægelighed,ogen Lønudligning vil derfor finde Sted. Hvis Landbrugsproduktionenikke varigt skal gaa tilbage, maa ikke blot Lønningerne, men ogsaaLandbrugets Salgspriser og dermed hele Indkomstniveauet i Landbruget stige i Forhold til de øvrige Erhvervs Indkomstniveau. Denne Forskydning kan opnaas ved Forhøjelse af Valutakurserne. Paa Basis af Tal for 1938 kommer Jørgen Pedersen til ca. 75 pCt.s Forhøjelse af Landbrugets Lønningerog af Valutakurserne. Følgen heraf for Leveomkostningerne beregnes til 20 pCt.s Stigning, saaledes at altsaa Reallønnen indenfor Landbruget stiger,men indenfor de øvrige Erhverv falder. Det forudsættes, som nævnt, at Landbrugsproduktionen ikke maa reduceres. Hvis denne Betingelse ikke skal være opfyldt, kan Forhøjelsen af Valutakurserne være mindre end de 75 pCt., fordi Arbejdets Grænseproduktivitet øges ved Formindskelse af Produktionen. Jørgen Pedersen skønner imidlertid, at den Beskæftigelsesstigningudenfor Landbruget, som en Forhøjelse af Valutakurserne proportionaltmed Lønstigningen i Landbruget giver Basis for, ikke er større end den til Opnaaelse af fuld Beskæftigelse nødvendige Beskæftigelsesforøgelse. Dette Skøn turde være langt ved Siden af det rigtige. Vi kan for 1938 (jfr. Stat. Aarb. 1939, Tabel 133) ganske groft sætte Betalingsbalancens løbende Indtægter = løbende Udgifter = 2000 Mill. Kr. Hvis vi forsigtigt antager, at Efterspørgselselasticiteten m. H. t. Valutakurserne for Import m. v. kun er V2, og at Udbudselasticiteten for Industrieksporten er 1, medens der bortsesfra Ændring af Landbrugseksporten, bliver Følgen af 75 pCt.s Forhøjelse af Valutakurserne et Overskud paa Betalingsbalancens løbende Poster paa 1300 å 1400 Mill. Kr. Dette forudsætter konstant Indkomst. Imidlertid er den indenlandske Indkomst netop ikke konstant. Jørgen Pedersen regner med en samlet Nationalindkomstforøgelse paa 1200_—1300 Mill. Kr., heri medregnet Forhøjelsen af Indkomstniveauet i Landbruget. Det forekommer ikke netop sandsynligt, at en Indkomststigning af denne Størrelse skulde kunne opsluge det angivne Overskud paa Betalingsbalancen. Og selv om man — hvad der maaske er mere rimeligt — gaar ud fra en Indkomststigningpaa ca. 1800 Mill. Kr., bliver Konklusionen den samme. Derfor, hvis Maalet for Valutakurspolitikken er Overensstemmelse mellem Betalingsbalancensløbende Indtægter og Udgifter, og fuld Beskæftigelse fremkaldes ved finans- eller kreditpolitiske Midler, er 75 pCt.s Forhøjelse af Valutakurserneoverflødigt

Afhandling (III) behandler den Forskydning i den økonomiske Fordeling, som Inflationen har medført ved at give Debitorer en Gevinst paa Kreditorers Bekostning, og forskellige Muligheder for Indgreb diskuteres. Et Hovedpunkt i den følgende Afhandling (IV) om Statsgældproblemet er netop, at en Engangsskat paa Formuestigninger ikke giver nogen rationel Løsning af Inflationsproblemet. Anmelderen kan i det væsentlige tilslutte sig Fremstillingen i Afhandling (IV), men mener dog, at Jørgen Pedersen undervurderer Betydningen af Statsgældens Størrelse for Skattetrykkets Højde. Men uanset om man er mere eller mindre enig med Jørgen Pedersen, maa man beklage — og undre sig over — at J. P. ikke som Medlem af det saakaldte Professorudvalg har haft Lejlighed til i Udvalgets Betænkning at fremføre sine Synspunkter.

I Bogens sidste Afhandling foretages en Bedømmelse af den økonomiske
Politik 1918—20. Jørgen Pedersen's Konklusion er, at man i det store og

hele manøvrerede »ret fornuftigt mellem de mange Skær, som EfterkrigstidensSejlads var ude for, og navnlig, at man ikke gennem Importreguleringeller udvidet Rationering havde klaret sig bedre«. De vigtigste Forbeholdgælder den offentlige Laantagning i Udlandet, som skabte Vanskelighedersenere hen, og at man tillod en meget hastig Stigning i Levefoden, som fremskyndede Forbruget af de udenlandske Tilgodehavender. Men •— som det siges — Optagelsen af de udenlandske Laan hører væsentlig en senere Tid end den betragtede til, og Forhøjelsen af Levefoden var antagelignødvendig for at undgaa større social Uro.