Paa Grænsen mellem Jura og Regnskabsvæsen.

Det har glædet mig, at Docent Jan Kobbernagel er fremkommet med foranstaaende Kommentar til den af mig i nærværende Tidsskrift, Hefte 45 f46 offentliggjorte Artikel »Betragtninger over Begrebet Regnskabstilsløring«.

Som det fremgik af Artiklen, var det min Hensigt at søge Begrebet Regnskabstilsløring belyst i det Omfang, det er muligt i en Tidsskriftsartikel, først og fremmest ud fra et regnskabsteoretisk Synspunkt, og herudover kun direkte i Relation til de foreliggende Lovgivningsbestemmelser; det har ikke været min Hensigt at belyse Begrebet udfra et alment juridisk Synspunkt, hvilket jeg som Ikke-Jurist ikke vilde være i Stand til at gøre paa tilfredsstillende Maade.

At en selv kortfattet Redegørelse for Begrebet netop ud fra dette Synspunkt er af største Betydning, viser Docent Kobbernagels meget interessante Indlæg, der paa en for interesserede Læsere udmærket Maade supplerer de af mig fremsatte regnskabsmæssige Betragtninger.

Desværre er det en gammelkendt Sag, at Jurister og Regnskabsfolk altid har svært ved at forstaa hinanden helt og fuldt. Jeg har i min Fremstilling defineret Begrebet Regnskabstilsløring saaledes (S. 93): »Ved Regnskabstilsløring forstaas, at et Regnskab ved Valg af Poster, Tekst eller Gruppering giver et uklart, maaske direkte vildledende Billede af de økonomiske Forhold, Regnskabet skal udtrykke, uden i øvrigt at være talmæssigt forkert«, og jeg har allerede i Indledningen nævnt (S. 87), at Vurderingsfejl falder udenfor Begrebet Regnskabstilsløring, saaledes som jeg har defineret det.

At de to Begreber »urigtigt« og »vildledende« ikke afføder forskellige
Retsvirkninger, er ikke i Modstrid med, at disse Begreber set fra et
regnskabsmæssigt Synspunkt er forskelligartede.

Alligevel omhandler de i Docent Jan Kobbernagels Indlæg citerede
Domme dels »urigtige« Regnskaber (talmæssigt forkerte Regnskaber)

dels Vurderingsfejl. En enkelt Dom (U. f. R. 1929 — 183) omhandler
ikke et Regnskab, men Fejl i Bogføringen.

Den Hojesteretsdom (U. f. R. 1936—1033), som Docenten anferer som et sserligt klart Eksempel paa, at de Forhold, jeg henferer til Regnskabstilsloring i regnskabsteoretisk men ikke i juridisk Forstand, netop er paadomt af Domstolene og fundet ulovlige, er i hvert Fald ikke et heldigt Eksempel herpaa. Efter Ugeskrift for Retsvaesen citeres af Prsemisserne til denne Dom: »Der findes imidlertid at maatte gives Appellanterne (en Aktionasrgruppe. P. H.) Medhold i, at Indstaevnte (Aktieselskabets Bestyrelse. P. H.) i Forhold til Aktioncererne (fremhaevet af P. H.) har vaeret pligtig ved Regnskabsaflaeggelsen at give naermere Oplysning end sket om .... Appellanternes Paastand om en naermere Regnskabsaflaeggelse (d. v. s. en naermere angivet Specifikation af Driftsregnskabet og af Posten »Diverse Kreditorer«. P. H.) findes ... . i sin Helhed at burde tages til Felge, uden at det bliver nodvendigt at undersoge, om den i alle Enkeltheder vilde vsere hjemlet bortset fra de foreliggende scerlige Forhold^ (fremhaevet af P. H.).

Der var her bl. a. Tale om, at der fandtes Egenkapital opført sammen med Kreditorer og under Teksten »Diverse Kreditorer«. I dette ene Tilfælde er der altsaa virkelig Tale om Regnskabstilsløring. Men naar Regnskabet fandtes ulovligt og maatte omgøres, var Aarsagen, som det fremgaar af det ovenfor citerede, ikke denne Tilsløring i sig selv, men at Aktionærerne ikke var oplyst om, at den hemmelige Reserve fandtes. Havde dette været Tilfældet, vilde Bestyrelsen næppe være blevet dømt til at ændre Regnskabet (se herom Kristian Sindballe: »Dansk Selskabsret III«, S. 222_—223); men regnskabsteoretisk vilde der naturligvis stadig være Tale om Tilsløring.

Eksemplet bekræfter formentlig saaledes netop, at der kan være Forskel paa Retspraksis og Regnskabsteori; derimod har Docent Jan Kobbernagel naturligvis Ret i, at den teoretiske Jura og Regnskabsteorien bør være overensstemmende, ligesom Retspraksis naturligt maa bygge paa Regnskabspraktikeres Afgrænsning af Begrebet.

Endelig bemærkes, at medens ovennævnte Definition staar for min egen Regning, er de af Docent Jan Kobbernagel særligt kritiserede Definitioner af mig fremdraget til Diskussion fra Heinz Dankmeier: »Bilanzfålschung und Bilanzverschleierung«, Leipzig 1937, hvorfra (Bogens S. 89) saaledes »forsætlig« er citeret.

Det er desværre sjældent, at Jurister beskæftiger sig teoretisk med regnskabsmæssige Problemer. Dette er utvivlsomt et af de Tilfælde, der viser Betydningen af et Samarbejde under den Indtrængen i Juraens og Regnskabsvæsenets Grænseland, hvor saavel Juristen som Regnskabsmanden kun bevæger sig usikkert.