Nogle Træk af Teorien om varige Goders Efterspørgsel.

§ 1. Begreber og Sondringer. En Sondring mellem varige og ikkevarige Goder er af væsentlig Betydning for store Omraader af den økonomiske Teori. Saaledes faar de særlige Omstændigheder, der knytter sig til de varige Goder, specielle Virkninger for Teorien om Efterspørgsel og Priser og for hele den Problemkreds, der kunde sammenfattes under Betegnelsen Markedsanalyse — vel at mærke, dette Ord taget i videste teoretisk-økonomiske Betydning. Deter fra denne Del af Teorien, vi i det følgende skal fremdrage to Punkter, hvor Varighedsfænomenet gør sit Indslag i Teorien paa en egen karakteristisk Maade. Derimod skal ikke behandles den Rolle, som Godernes Varighed spiller for Teorien om faste Omkostninger, for Afskrivningsproblemet, i den almindelige Investeringsteori og Konjunkturteorien eller for andre Dele af den økonomiske Teori. Det sidste af de to Punkter, som nedenfor skal behandles, har dog en Side, der vender ud mod Konjunkturproblemerne.

Sondringen varige ctr. ikke-varige Goder anvendes som bekendt paa baade Konsumgoder og Produktionsgoder. Traditionelle Eksempler paa varige Konsumgoder er Radiomodtagere, Støvsugere, Automobiler, Cykler, Boligudstyr, — paa varige Produktionsgoder: Fabriksbygninger,Maskiner, Transportanlæg, Skibe. Den følgende Teori kan efter Omstændighederne finde Anvendelse paa begge disse Kategorier. Nu er det imidlertid ikke muligt at trække en skarp logisk Skilleliniemellem det, som vi — iøvrigt i Overensstemmelse med hyppig Sprogbrug — har kaldt varige og ikke-varige Goder. I Virkelighedener der ikke Tale om to tydeligt adskilte Kategorier, men om en Skala af Goder repræsenterende Levetider fra faa Minutter til mange Aar. Ikke-varige Goder betyder da ikke Goder uden nogen Varighed,

---

1) Lektor, cand. polit.

men Ting med forholdsvis korte Levetider. Omvendt er varige Goder
ikke evigtvarende Ting, men Goder med forholdsvis lang Levetid.

Hvor Grænsen skal trækkes, er principielt übestemt, og der ligger i det sagte kun en vis foreløbig Tolkning af Sprogbrug. Men hertil kommerimidlertid nu, at Ordet Levetid i den anførte Sammenhæng kan betyde flere forskellige Ting. Med stor Varighed og lang Levetid kan i særlige Tilfælde menes Holdbarhed, uden at der samtidig kan tales om lang Levetid i andre Betydninger af Ordet. Konserves, der medbringespaa en Jordomsejling, Sæbe, der findes ved Udgravninger fra OldtidensRom eller Kul, der lægges paa Beredskabslager, er Goder, der har lang Varighed i Betydningen Holdbarhed, saalænge disse Ting ikke tages i Brug efter deres Formaal. Men fra det Øjeblik, de tages i Anvendelseefter deres Bestemmelse, er den resterende Levetid kort. I Løbet af faa Timer, Dage eller Uger afnyttes disse Goder, d. v. s., de afgiver deres Ydelser og mister desuden samtidig helt deres fysiske Identitet. Levetid kan da ogsaa betyde Afnyttelsestid. Herved forstaas saaledes den Tid, der forløber, fra Godet bliver taget i Brug, indtil det ikke mere er tjenligt efter sit Formaal. Nogle Goder vil — som Eksemplerne Sæbe, Kul og Konserves — efter endt Afnyttelsestid helt have mistet deres fysiske Identitet, d. v. s., de gaar over i andre fysiske og kemiske Skikkelser og Tilstandsformer. Andre vil, naar de er afnyttet,i det væsentlige have bevaret deres ydre fysiske Form. Dette er bl. a. netop noget karakteristisk for saadanne Goder, som man normalt betegner som varige. Der er dog ogsaa her Tale om alle mulige Grader. I næsten alle Tilfælde undergaar Goderne ved Brug en vis fysisk ndring;de slides efterhaanden, som de afgiver deres Ydelser. Afnyttelsestiden betegnes undertiden som teknisk Levetid. Den er dog ikke udelukkende teknisk eller fysisk bestemt. Afnyttelsestiden for et Gode — det være et Stykke Haandsæbe, Indholdet af en Konservesdaase,en Kran eller et Skib — afhænger af Benyttelsesintensiteten pr. Tidsenhed, og denne vil i Reglen være bestemt af økonomiske Overvejelser.Hertil kommer, at nogle Goder og da netop saadanne, som man normalt betegner varige, lader sig underkaste Vedligeholdelse. Men det Omfang, hvori der vedligeholdes, vil paa den ene Side være bestemt af økonomiske Overvejelser — paa den anden Side være bestemmendefor Afnyttelsestidens Længde. Da Vedligeholdelse for et Gode kan bestaa blot i daglig Smøring og Pasning, eller i Smaareparationernu og da eller deri, at Dele udskiftes og totalt fornyes eller som Grænsetilfælde deri, at Godet som Helhed fornyes, bliver Begrebet Afnyttelsestidret flydende. Samme Betragtning fører iøvrigt ogsaa i Retningaf at udviske Skellet mellem Vedligeholdelse og Afskrivning. Fra

Gode til Gode vil dog Afnyttelsestiden stort set variere med Godernes
fysikalske Struktur, hvilket i nogen Grad kan berettige Sprogbrugen
teknisk Levetid for Afnyttelsestid.

Et Gode kan tages ud af Brug — af sin oprindelige Ejer eller af en senere og eventuelt sidste Ejer — endnu før Afnyttelsestiden er til Ende. Man kan da tale om Levetid i Betydningen Brugstid. M. H. p. den økonomiske Analyse maa skelnes mellem partiel og total Brugstid. Ved den første forstaas Godets Brugstid i given Ejers Besiddelse. Ved den sidste forstaas den Tid, som Godet sammenlagt er i Brug uanset eventuelt Ejerskifte. For s.k. ikke-varige Goder er det bl. a. noget karakteristisk, at partiel og total Brugstid falder sammen og atter normalt er sammenfaldende med Afnyttelsestiden. For s.k. varige Goder vil ofte, men ikke med Nødvendighed, den partielle og i mange Tilfælde ogsaa den totale Brugstid være kortere end Afnyttelsestiden. Et Automobil kan tages ud af Brug af given Ejer, før det teknisk er udtjent, fordi han ønsker at faa en nyere Model, fordi han ikke har Raad til at holde det længere o. s. v. Teknisk Udvikling, Modesvingninger, Fremkomst af nye Modeller ogsaa naar det nye i det væsentlige kun bestaar af mindre væsentlige ydre Kvalitetsændringer eller opreklamerede mindre betydningsfulde tekniske Smaaændringer medvirker til at gøre Brugstiderne kortere end Afnyttelsestiderne. Dette gælder baade direkte Produktionsgoder og Konsumgoder samt indirekte de Produktionsgoder, som anvendes til Fremstilling af disse. Et privatøkonomisk opfattet ret Forhold mellem total Brugstid og Afnyttelsestid kan fra samfundsøkonomisk Synspunkt betyde Spild, d. v. s. økonomisk Ødelæggelse af økonomiske Goder. Dette gælder i jo højere Grad lav Brugstid ikke ledsages af en reel almen teknisk Effektivitetsstigning.

Fra Gode til Gode varierer nok stort set Brugstid med Afnyttelsestid. Men for det enkelte Gode er Brugstiden i langt højere Grad end Afnyttelsestiden bestemt af ikke-tekniske Forhold som Priser, Indtægtsfordeling, Konjunkturfase, Mode, Reklame o. s. v. Dette medfører, at Brugstiderne for de individuelle Enheder af et givet varigt Gode ofte kan udvise betydelig Variation, fordi de for Brugstiden bestemmende økonomiske Momenter i Reglen vil virke med ulige stor Styrke paa de individuelle Ejeres Dispositioner. Brugstiden for et givet Gode bliver derfor et statistisk Begreb, der skal udtrykke noget af det karakteristiske ved Fordelingen af de individuelle Brugstider. De to vigtigste Muligheder er et vejet aritmetisk Gennemsnit — vi faar da Begrebet gennemsnitlig Brugstid — og Længden af den Brugstid, som er den hyppigst forekommende; vi faar da Begrebet typisk Brugstid.

En Del af ovenstaaende kan sammenfattes i følgende: Ikke-varige
Goder vil normalt være karakteriseret ved, (1) at Afnyttelsestiden er

kort, (2) at de gennem Af nytteisen fuldstændigt eller næsten mister deres fysiske Skikkelse, (3) at partiel Brugstid er lig total Brugstid og lig Afnyttelsestid, (4) at de ikke underkastes Vedligeholdelse og (5) at de ikke — først taget i Brug — normalt skifter Ejer. Endelig (6) betyderfor ikke-varige Goder Holdbarhed den Tid regnet fra Godets Produktion, i hvilken det kan holde sig intakt m. H. p. den Brug, hvortil det er bestemt. Omvendt vil varige Goder normalt være karakteriseretved, (l) at Afnyttelsestiden er forholdsvis lang, (2) at de gennemAfnyttelsen kun til en vis Grad kommer til at afvige fra deres oprindelige fysiske Eksistensform, (3) at Brugstiden — ikke blot den partielle, men eventuelt ogsaa den totale — kan være kortere end Afnyttelsestiden,(4) at de som Regel underkastes Vedligeholdelse og (5) at de — først taget i Brug —• eventuelt kan skifte Ejer ogsaa flere Gange. (6) Holdbarhed for varige Goder er stort set sammenfaldende med Afnyttelsestiden og betyder noget væsentligt andet end for ikkevarigeGoder. For et varigt Gode er det endelig noget karakteristisk, (7) at det bliver væsentligt at skelne mellem Godet selv og de Ydelser, som det afgiver.

Den sidste Sondring er økonomisk betydningsfuld i flere Retninger. Et varigt Gode kan eventuelt saaledes anvendes af en Person, som kun køber dets Ydelser, medens selve Godet blot lejes. Alle Lejeindtægter (set fra Ejers Synspunkt) er Priser paa varige Goders Ydelser. Vigtige Eksempler er Jordrente og Leje af Boligejendomme. At et varigt Produktionsgode eventuelt kan lejes af en Producent, er et Moment i Teorien om de faste Omkostninger¹). For Pristeorien opstaar Spørgsmaalet om Sammenhængen mellem Godets og Ydelsens Pris, i hvilken Relation Kapitalrenten og Risikoovervejelser kommer til at indgaa som vigtige Momenter.

For Goder, hvor Holdbarheden — i begge nævnte Betydninger — kan varieres af Producenten, opstaar et specielt driftsøkonomisk Afvejelsesproblem; for ikke-varige Goder en Sammenligning mellem Omkostninger og opnaaelig Pris for alternative Holdbarheder, iøvrigt en Side af det almindelige Kvalitetsvariationsproblem²); for varige Goder vil yderligere indgaa i Overvejelserne den til større eller mindre Holdbarhed svarende mindre eller større gennemsnitlige Brugstid og hertil svarende Genkøbshyppighed³).

---

1) Thorkil Kristensen: Faste og variable Omkostninger i en Virksomheds okonomi, 1939 p. 39.

2) Chamberlin: The Theory of Monopolistic Competition, 1933. Børge Barfod: Forenet Produktion og Kvalitetsændring, Nord. Tidskr. f. Tekn. Økonomi 1936.

3) R. M. Shone: Durability and the Demand for Industrial Products — i Some Modern Business Problems, A Series of Studies, London 1937 p. 155.

Varige Goder kan i særlige Tilfælde skifte Anvendelsesform; f. Eks.
kan et Automobil, kasseret m. H. p. sit oprindelige Formaal, fortsætte
sin Eksistens som stationær Motor.

Naar varige Goder som et normalt Markedstræk skifter Ejer en eller flere Gange, bliver det væsentligt at skelne mellem Førstehaandsmarkedet, hvor Omsætning finder Sted af nye Enheder, og Andenhaandsmarkedet (jvnf. eng. second hand shop), hvor brugte Enheder omsættes. Endvidere maa der fra et andet Synspunkt sondres mellem Primærmarkedet og Remplaceringsmarkedet. Paa Primærmarkedet findes Efterspørgslen efter Enheder, som ikke skal remplacere hidtil anvendte Enheder af samme eller lignende Art, og som derfor tenderer i Retning af at øge Bestanden af det paagældende Gode. Drejer det sig om Produktionsgoder, er det almindeligt i denne Forbindelse at tale om Primærinvestering. Forbeholdes dette Udtryk for Produktionsgodesfæren, kan for Konsumgoder tilsvarende anvendes Ordene Primærkøb eller Primærefterspørgsel. Paa Remplaceringsmarkedet optræder Efterspørgslen efter Enheder, som skal træde i Stedet for hidtil anvendte. For Produktionsgoder bruges her ofte Udtrykket Reinvestering. For Konsumgoder vil vi anvende Ordene Remplaceringskøb eller Remplaceringsefterspørgsel. Reinvestering eller Remplaceringskøb tenderer mod at holde Bestanden af et givet Gode konstant.

De to Sset Sondringer gaar paa tvaers af hinanden, og ved Kombination
giver de folgende fire Muligheder:

Mellem disse fire Tilfælde indbyrdes findes der paa flere Leder en mere eller mindre kompliceret økonomisk Sammenhæng, som Efterspørgsels - og Pristeorien og Markedsanalyser, der mere direkte sigter mod praktiske Formaal, maa søge at tage Hensyn til. Hensigten med det følgende er at give nogle Antydninger om Arten af visse af disse Sammenhæng.

§ 2. Sammenspillet mellem Førstehaands^- og Andenhaandsmarkedet.
Ikke undtagelsesfrit, men maaske som Hovedregel, vil Førstehaandsmarkedettilhøre

markedettilhøreden Markedsform, som er karakteriseret ved, at der omsættes differentierede Varer; i særlig Grad gælder dette formentlig de varige Konsumgoder. Man siger da, at Markedet er heterogent, d. v. s., der er en vis Uensartethed til Stede fra Sælger til Sælger og fra Vare til Vare. Der kommer da til at foreligge det, som man ofte betegnerved Udtrykket monopolistisk Konkurrence. Noget af det karakteristiskeved denne Markedstype er, at der ikke kommer til at danne sig en ensartet for alle Sælgere gældende Markedspris, men at der fremkommer et helt System af Priser. F. Eks. findes ikke en Markedsprisfor Automobiler, men én Pris for Fordvogne, én Pris for Chrysler - vogne o. s. v. Tilsvarende findes heller ikke en for Markedet fælles Efterspørgelseskurve, men et helt System af Efterspørgelseskurver — hvis Antal er lig med Antallet af differentierede Produkter. Det indses let, at Udtrykket monopolistisk Konkurrence er ganske betegnende. Det monopolistiske Element giver sig til Kende derved, at hver enkelt Sælgerligesom en egentlig Monopolist ser sig stillet overfor en specielt, for hans Produkt gældende faldende Efterspørgselskurve — f. Eks. for Fordvogne.Men Konkurrenceelementet kommer frem derved, at vel har Ford Monopol paa Fremstilling af Fordvogne, men han har ikke Monopol paa Produktion af Biler i al Almindelighed. Der vil derfor eksistere en nær økonomisk Forbindelse mellem de for de enkelte differentierede Produktergældende Efterspørgselskurver. F. Eks. vil Formen paa og Beliggenhedenaf Fords Efterspørgselskurve være meget følsom overfor andre Automobilfabrikkers Pris-, Reklame- og Kvalitetsændringer m. v. Den enkelte Sælger paa det heterogene Marked er derfor i sin Pris- og øvrige Salgspolitik ikke nær saa uafhængig som en Monopolist i Ordets snævrere Betydning, hvorfor han ved Udformningen af sin Politik maa søge at tage i Betragtning, at denne vil kunne faa praktisk følelige Virkninger overfor de andre Markedsdeltageres Efterspørgselskurver, at disse Virkninger eventuelt kan foranledige ændrede Dispositioner hos dem, hvis Kurver i særlig Grad bliver berørt, og at den saaledes af ham selv foranledigede, hos de andre ændrede Politik vil virke tilbagepaa hans egen Efterspørgselskurve og Omsætning.

I en Analyse af Efterspørgslen efter varige Goder — i den Udstrækning,hvori der her virkelig er Tale om differentierede Varer — maatte derfor strengt taget indgaa som et integrerende Led Teorien om den heterogene Markedstype. For at simplificere og for mere tydeligt at trække frem i Analysen de særlige Forhold, som gør sig gældende, naar der for et varigt Gode eksisterer et Andenhaandsmarked, skal vi imidlertid i det følgende forudsætte det enklere Tilfælde, at Produktionenaf nye Enheder er underkastet Monopol i dette Ords snævrere

klassiske Betydning. Det vil sige, at der kommer til at foreligge en for alle nye Enheder gældende fælles Efterspørgselskurve — MonopolistensEfterspørgselskurve — og en for alle Enheder fælles Markedspris— den af Monopolisten fastsatte. Vi ser saaledes ogsaa væk fra den Mulighed, at Monopolisten selv kunde foretage en Vare- og Prisdifferentiering.

For Omsætningen af brugte Enheder maa vi derimod regne med en anden Markedstype. Medens Udbuddet af nye Enheder beherskes af en enkelt Sælger, som vi her vil forudsætte, eller i større Almindelighed dog som Regel af et forholdsvis begrænset Antal Sælgere, saa vil Udbuddet af brugte Enheder normalt fremkomme fra et stort Antal Sælgere, nemlig alle de Individer, der paa et vist tidligere Tidspunkt har optraadt som Købere af nye Enheder. En anden Forskel vil i Reglen ogsaa være til Stede; Andenhaandsmarkedet vil normalt udvise en vis Differentiering — ogsaa hvis F_ørstehaandsmarkedet er homogent — fordi de brugte Enheder, som udbydes, oftest vil have forskellig Alder. Jo mindre Spredningen er i Aldersfordelingen for udbudte brugte Enheder, desto mere vil Andenhaandsmarkedet nærme sig til at blive homogent, forudsat at Førstehaandsmarkedet er homogent, saaledes som vi her vilde regne med. Som en foreløbig Forudsætning, d. v. s. en Antagelse, som en senere dyberegaaende Analyse atter bør forlade, vil vi regne med en saadan lille Spredning i Aldersfordelingen, at Andenhaandsmarkedet kan betragtes som værende homogent. Herefter vil nu efter de gjorte Antagelser Markedsformen for Andenhaandsmarkedet stærkt nærme sig til den fuldkomne Konkurrence, hvis to Betingelser netop er et stort Antal Udbydere og Homogenitet. Dette betyder, at der vil eksistere en for Andenhaandsmarkedet fælles Efterspørgselskurve og ligeledes en for samme Marked gældende fælles Udbudskurve og en for alle brugte Enheder fælles Markedspris bestemt ved Skæring mellem nævnte to Kurver. Endnu én Forudsætning maa præciseres: Vi regner ikke alene med en lille Spredning i Aldersfordelingen for brugte Enheder, men ogsaa med, at selve Aldersfordelingen er konstant under de følgende Ræsonnementer. I § 3 vil denne Forudsætning atter blive ophævet.

For at resumere: Vi regner med, at baade Førstehaands- og Andenhaandsmarkedeter homogent og herunder specielt, at disse to Afdelingeraf det samlede Marked henholdsvis tilhører Markedsformerne Monopol og fuldkommen Konkurrence. Nu betyder dette imidlertid ikke, at Prisdannelsesproblemet kan spaltes i to af hinanden uafhængigeSpørgsmaal, hvorved Prisen for nye Enheder bestemmes under Anvendelse af Monopolteorien og Prisen for brugte Enheder findes ved

Brug af Teorien for den fuldkomne Konkurrence; thi noget af det karakteristiske ved hele Problemet er jo netop det, at der bestaar visse økonomiske Afhængigheder mellem Førstehaands- og Andenhaandsmarkedet.Vi faar derfor ikke to Problemer, hvert bestaaende af én Afdeling, men ét Problem bestaaende af to Afdelinger. Er de to Markederhver for sig homogene, saa er dog det samlede Marked, d. v. s. Førstehaands- og Andenhaandsmarkedet taget under ét, heterogent, og det uensartede bestaar netop i Forskellen mellem nye og gamle Enheder.Men heller ikke den traditionelle Teori for Prisdannelsen paa heterogeneMarkeder kommer til Anvendelse; thi denne regner — som tidligerenævnt — i Reglen med, at der foreligger monopolistisk Konkurrence,d. v. s. Konkurrence mellem Varer, for hvilke der hver for sig foreligger et vist begrænset Monopol. Til Forskel herfra bliver der ifølge vore Forudsætninger her Tale om Konkurrence mellem paa den ene Side et Monopolmarked og paa den anden Side et Frikonkurrencemarked.Ogsaa hvis man mere generelt regner med, at Produktionen af nye Enheder omfattes af flere Fabrikanter hver med sit Særpræg og sin særlige Kvalitet, hvorved ogsaa Andenhaandsmarkedet bliver differentieretmed Hensyn til Arter og Kvaliteter foruden den Differentiering, der her yderligere skyldes Tilstedeværelsen af forskellige Aldersklasser, antager Problemet en anden Form. Man faar da som i den sædvanlige Teori om heterogene Markeder Konkurrence mellem forskellige Arter og Kvaliteter af nye Enheder indbyrdes, men her tillige baade mellem forskellige Kvaliteter af nye Enheder indbyrdes og mellem forskellige Kvaliteter af gamle Enheder indbyrdes — her Kvaliteter baade m. H. t. Art og Alder, samt Konkurrence mellem gamle og nye indbyrdes. Dette i sig selv vil dog ikke formelt ændre Teorien i særlig Grad, idet det, der sker, kan betragtes blot som en Forøgelse i Antallet af konkurrer rende Kvaliteter. Men der bliver den vigtige Forskel tilbage, at kun den Del af det samlede heterogene Marked, som udgøres af Førstehaandsmarkedet,vil være karakteriseret af monopolistisk Konkurrence og Prispolitik hos de deltagende Sælgere, medens den Del, der omfatter Andenhaandsmarkedet — skønt dette er heterogent — i Reglen vil være karakteriseret ved, at ingen enkelt Udbyder i praktisk følelig Grad vil kunne paavirke Priserne for brugte Enheder ved at tilbageholde Udbuddet,fordi Antallet af Udbydere her i Reglen vil være meget stort. Typen af det samlede Marked vil da være angivet ved Konkurrence mellem paa den ene Side et Monopolistisk-Konkurrencemarked og paa den anden Side et heterogent Marked, pad hvilket der for hver enkelt Kvalitet med større eller mindre Tilnærmelse hersker fuldkommen Konkurrence.

En anden interessant Forskel mellem den almindelige Teori om heterogene Markeder og det foreliggende Problem er følgende: I Almindelighed vil den økonomiske Forbindelse mellem det heterogene Markeds Delmarkeder alene findes paa Efterspørgselssiden. Efterspørgslen efter Chryslervogne vil foruden af Prisen paa Chryslervogne ogsaa afhænge af Prisen paa Fordvogne o. s. v. Men i det her behandlede Problem findes ogsaa en økonomisk Sammenhæng paa Udbudssiden. Udbuddet af brugte Fordvogne afhænger foruden af Prisen for brugte Vogne ogsaa af Prisen paa nye; desuden vil Udbuddet af brugte Vogne paa et givet Tidspunkt staa i Relation til Efterspørgslen efter nye Vogne paa en Række tidligere Tidspunkter. Dette sidste Punkt skal først senere drages ind i Analysen.

I det følgende ræsonneres nu alene ud fra den ovenfor anførte Forudsætning om Monopol paa Førstehaandsmarkedet og fuldkommen Konkurrence paa Andenhaandsmarkedet. Det samlede Markeds Heterogenitet vil nu medføre tre Konsekvenser: (1) Formen paa og Beliggenheden af Udbudskurven for brugte Enheder vil afhænge af, hvilken Pris Monopolisten sætter paa de nye Enheder; (2) Formen paa og Beliggenheden af Efterspørgselskurven for brugte Enheder vil ligeledes afhænge af Prisen for^nye Enheder; (3) Formen paa og Beliggenheden af Efterspørgelseskurven for nye Enheder vil afhænge af Højden paa Markedsprisen for brugte Enheder — dette gælder baade Efterspørgselskurven for Primærkøb og for Remplaceringskøb.

De to første Konsekvenser ses illustreret paa Fig. 1. De stigende Udbudskurvergiver Udtryk for den Antagelse, at jo højere Pris Ejeren af et varigt Gode vil kunne opnaa, hvis han sælger, desto mere fristet vil han føle sig hertil. Men da Salg af brugte Enheder i et stort Antal Tilfælde sker med den Hensigt at foretage et Remplaceringskøb af en ny Enhed, vil Udbuddet af brugte Enheder ogsaa afhænge af den Pris, der maa gives for en ny Enhed; jo højere denne Pris er, desto færre Enheder vil — alt andet lige — i det givne Øjeblik blive udskiftet og desto mindre bliver derfor Udbuddet af brugte Enheder. Denne Antagelsegiver sig paa Fig. 1 Udtryk deri, at vi faar flere Udbudskurver af forskellig Form og Beliggenhed — hver svarende til en given Pris for nye Enheder og saaledes, at jo lavere denne Pris er, desto lavereliggende faar vi Udbudskurven. De faldende Efterspørgselskurver paa samme Figur giver Udtryk for den Antagelse, at jo lavere Prisen er paa brugte Enheder, desto flere Enheder vil der — alt andet lige — blive efterspurgt.Men Andenhaandsmarkedet vil konkurrere med Førstehaandsmarkedetom den samlede Efterspørgsel. En Række potentielle Købere, der første Gang vil anskaffe sig en Enhed af det varige Gode, vil overveje,om

veje,omde skal købe en brugt eller en ny, og i denne Overvejelse vil indgaa en Sammenligning mellem Priserne for brugte og nye. Det efterspurgteAntal af brugte Enheder vil derfor ogsaa afhænge af Prisen paa nye. Denne Antagelse giver sig paa Figuren Udtryk deri, at vi faar flere Efterspørgselskurver — hver svarende til en given Pris paa nye Enheder og saaledes, at jo højere denne Pris tænkes at være, desto højereliggende faar vi Efterspørgselskurven for brugte Enheder. Hvis Prisen paa brugte nærmer sig Prisen for nye, vil næsten af Efterspørgselrette sig mod Førstehaandsmarkedet og ingen mod Andenhaandsmarkedet;derfor starter f. Eks. den Efterspørgselskurve, hvortil svarer Prisen 12.000 Kr. for nye Enheder, paa den lodrette Akse ved — eller lidt under — det Sted, hvor Prisen for brugte Enheder er 12.000 Kr., og tilsvarende for de andre Efterspørgselskurver.

Det kan nu indses, at Prisen for brugte Enheder ikke ensidigt bestemmesefter Frikonkurrencens Teori som Skæringspunktet mellem en Efterspørgselskurve og en Udbudskurve, thi som vi har set, faar vi flere saadanne Sæt af Kurver, derfor ogsaa flere Skæringspunkter og flere Muligheder for Prisen. Hvilken Mulighed, der bliver den aktuelle, afhængeraf Prisen for nye Enheder. Men hvis Prisen for nye Enheder er fastlagt, f. Eks. til 10.000 Kr., da fastlægges herved ét bestemt Sæt af en Efterspørgsels- og en Udbudskurve for brugte Enheder, og Prisen for disse bestemmes da efter den almindelige Frikonkurrenceregel som

Skæringspunktet mellem disse — i Eksemplet Prisen 5000 Kr. (se Pkt. 111 paa Fig. 1). Til Prisen 12.000 Kr. for nye Enheder ses paa Figuren at svare den Efterspørgsels- og Udbudskurve, hvis Skæringspunkt er betegnet V, ved hvilket Prisen for brugte Enheder er 7000 Kr. Til Prisen 8000 Kr. for nye ses paa tilsvarende Maade af Figuren, at hertil svarer Prisen 3000 Kr. for brugte Enheder (Pkt. II) o. s. v. Kurverne paa Fig. 1 tjener saaledes paa denne Maade til, at man kan udlede en Sammenhæng mellem Prisen paa nye og Prisen paa brugte Enheder. Derimod afgiver disse Kurver ikke et tilstrækkeligt Grundlag til at bestemmenogen af disse to Priser hver for sig; men til en saadan Bestemmelsevil dog den nævnte Prissammenhæng danne et nødvendigt Grundlag, som blot skal suppleres med yderligere Oplysninger.

Inden vi drager disse yderligere Momenter ind i Analysen, skal vi lidt nærmere studere den Prissammenhæng, som kan udledes af Fig. 1 og som findes grafisk fremstillet paa Fig. 2 ved Kurven gennem Punkterne11,111 og V, der korrensponderer til de med samme Romertal betegnede Punkter i Fig. 1. Tænkes denne Kurve forlænget til begge Sider — punkteret paa Fig. 2 — maa det formodes, at den nedefter vil ramme den vandrette Akse, der er Maalestok for Prisen for nye Enheder, paa dennes positive Del, ud fra den Betragtning, at bliver

Prisen for nye Enheder meget lav, vil brugte Enheder blive praktisk talt værdiløse. Opefter vil den punkterede Kurve sandsynligvis komme til at nærme sig gradvist til den rette Linie gennem Nulpunktet under 45 °, som forbinder de Punkter, hvor de to Priser hele Vejen er lige store, ud fra den Betragtning, at bliver Prisen for nye Enheder meget høj, vil dette sandsynligvis trække efter sig en saa stærk Efterspørgsel efter brugte, at Prisen for disse vil komme til at nærme sig Prisen for nye. Denne Hypotese kan nærmere udformes i Retning af en Undersøgelseaf,hvor stærkt en Prisændring paa nye Enheder vil komme til at berøre Prisen for brugte. Hvis for Eksempel en Prisforhøjelse paa 10% for nye Enheder vil trække efter sig en Prisstigning paa 20% for brugte Enheder, kan Prisfølsomheden for brugte Enheder overfor Ændringer i Prisen for nye angives ved Tallet 2, d. v. s. ved Forholdet mellem de to Procenter. Dette Tal vil vi kalde Prissammenhængens Reaktionstal. Ud fra Eksemplet kan sluttes til den almindelige Definition:VedReaktionstallet forstaas den Procent, som Prisen for brugte Enheder vil ændres for hver een Procent, Prisen ændres for nye Enheder.Forenhver given Pris kan Reaktionstallet bestemmes ved det absolutte Antal Kroner, som Prisen for brugte Enheder vilde ændres, hvis Prisen for nye ændredes med een Kr. divideret med Forholdet mellem Priserne for brugte og nye Enheder. I Fig. 2 ses f. Eks., at ved Prisen 10.000 Kr. for nye Enheder vil en Ændring af denne Pris med een Kr. ændre Prisen for brugte Enheder med 1 Kr.; samtidig ses, at Forholdet mellem de to Priser ved det Sted er V2. Reaktionstallet bliver derfor ved disse Priser 1 : V2 = 2. Det er nu let at se, baade a"t Reaktionstalletvarierer,og at finde hvordan det varierer, alt efter om man betragter høje eller lave Priser. Prisforholdet i et givet Punkt paa Kurven i Fig. 2 kan nemlig angives ved den Vinkel (strengt taget Tangenstildenne Vinkel), som dannes mellem den vandrette Akse og den rette Linie fra Nulpunktet op til det betragtede Prispunkt; det bliver Vinklen u, hvis vi ser paa Prispunktet 111. Det absolutte Antal Kr., som Prisen for brugte Enheder vil ændres, hvis Prisen for nye ændres med een Kr., vil paa Figuren være angivet ved den Vinkel (strengt taget Tangens til denne Vinkel), som dannes mellem den vandrette Akse og Tangenten til Kurven i det betragtede Prispunkt; det bliver Vinklen v, hvis vi ser paa Prispunktet 111. Reaktionstallet kan derfor paa Figuren maales ved Forholdet mellem disse Vinkler. Uden at maale disse Vinkler kan imidlertid Forholdet imellem dem let beregnes af Figuren, idet tgv: tgu og dermed Reaktionstallet for en given Pris paa nye Enheder bliver lig med denne Pris divideret med det Tal paa den vandrette Akse, der findes, hvor denne rammes af Tangenten i det betragtede

Prispunkt. For Prispunktet 111 finder vi saaledes Reaktionstallet 10 : 5 lig med 2, hvad vi jo ogsaa paa anden Maade saa ovenfor. Men ved at anvende den sidst angivne Metode, vil man nu let kunne se, at hvis Kurven for Prissammenhængen har det paa Fig. 2 angivne Forløb, som ud fra Betragtningerne ovenfor maa anses for meget plausibelt, kan vi drage følgende Slutninger: (1) Reaktionstallet vil nødvendigvis altid være større end 1, (2) det vil være mindre, desto højere Prisen er for nye Enheder, (3) Reaktionstallet vil nærme sig til 1, naar Prisen for nye Enheder bliver meget høj, (4) det vil nærme sig til °°, naar Prisen for nye Enheder bliver meget lav. Dette betyder omsat i mere almindeligtSprog,at hvis Prisen ændres paa nye Enheder af et varigt Gode, vil dette trække efter sig en i samme Retning gaaende procentuelt større Ændring i Prisen for brugte Enheder af samme Gode, og denne procentuelle Virkning vil være jo større, desto lavere Prisen er, naar den ændres.

Denne Teori vil formentlig for visse varige Goder forholdsvis let kunne underkastes statistisk Belysning og skal, indtil en saadan Verifikation er blevet forsøgt, strengt taget kun betragtes som en Hypotese. Til en saadan erfaringsmæssig Undersøgelse vilde det være naturligst i første Række at søge Prisoplysninger for saadanne Varer og saadanne geografisk afgrænsede Markeder, hvor et Andenhaandsmarked er særligt fremtrædende, f. Eks. Automobilmarkedet i U. S. A.

Vi har nu set, at Prisen for brugte Enheder afhænger af Prisen for nye, og vi har ogsaa sidst set noget om Arten af denne Sammenhæng; men dette betyder ikke, at Prisen for brugte Enheder er ensidigt bestemt af Prisen for nye. Den Pris, som Producenten af nye Enheder vil sætte, vil foruden af hans Omkostninger komme til at afhænge af den Efterspørgselskurve for nye Enheder, hvormed han skal regne. Men denne Kurves Form og Beliggenhed vil bl. a. være bestemt af Prisen paa brugte Enheder. Saaledes kommer omvendt Prisen paa nye Enheder til at afhænge af Prisen for brugte, og vi ser da, at ingen af de to Priser er ensidigt bestemt af den anden, men at de indgaar i et Vekselvirkningsforhold og gensidigt bestemmer hinanden. For nu nærmere at belyse dette Vekselvirkningsforhold, hvortil Indledningen er gjort med den i Fig. 2 og af Fig. 1 afledede Prissammenhæng, og for at komme til en endelig Løsning paa hele Problemet bliver det en afgørende Opgave i det følgende at finde frem til den Efterspørgselskurve og Priselasticitet, i Henhold til hvilken Producenten af det paagældende Gode skal anlægge sin Prispolitik. Med dette Formaal for Øje vil vi derfor nu gaa over til at undersøge den som Nr. 3 ovenfor Side 35 anførte Konsekvens af det samlede Markeds heterogene Egenskab.

Vi vil hertil betragte Fig. 3 og 4. I Fig. 3 giver hver af de faldende Efterspørgselskurver a, b og c Udtryk for den Antagelse, at jo lavere Prisen — alt andet lige — er for nye Enheder, desto større vil Remplacerin g_'sefter_spørgsien være. Men Antallet af Remplaceringskøb vil ogsaa afhænge af Prisen for brugte Enheder og saaledes, at jo højere denne Pris er, desto større vil Remplaceringsefterspørgslen blive. Denne Antagelse medfører, at vi faar flere Efterspørgselskurver — hver svarende til en given tænkt Pris paa brugte Enheder. Paa Fig. 3 er som Eksempel tegnet tre saadanne Kurver. Jo lavere Pris for brugte Enheder, desto lavereliggende faas Efterspørgselskurven. Hvad her er sagt om Remplaceringsefterspørgslen, vil paa tilsvarende Maade ogsaa gælde Primærefterspørgslen. Denne vil være desto større, jo lavere Prisen er paa nye Enheder og desto højere Prisen er paa brugte Enheder, hvilket vi finder grafisk udtrykt paa Fig. 4, hvor der ligesom i Fig. 3 som Eksempel er tegnet tre Kurver A, B og C.

I det specielle Tilfælde at samtlige udbudte brugte Enheder ved enhvergiven Priskombination netop er lig med Remplaceringsefterspørgslenved samme Priskombination, vil de tre paa Fig. 3 viste Remplaceringsefterspørgselskurverikke være andet end en alternativ diagrammatiskFremstilling af de tre paa Fig. 1 angivne Udbudskurver.

Da Kurverne her er tegnet under denne særlige Forudsætning, svarer Udbudskurverne i Fig. 1 Punkt for Punkt til Efterspørgselskurverne i Fig. 3 — korresponderende Punkter er angivet ved samme Romertal — og man kan derfor aflede Efterspørgselskurverne i Fig. 3 af Udbudskurvernei Fig. 1 eller omvendt. Man kan ikke i Almindelighed vide, om Udbuddet af brugte Enheder er større eller mindre end Remplaceringsefterspørgslen.En Tendens til det første vil være til Stede i det Omfang, hidtidige Ejere sælger udfra andre Motiver end netop det at ville forny; en Tendens til det sidste vil virke i det Omfang, hvori de Enheder, der fornyes, er fuldt afnyttede. Hvis disse to Tendenser netop opvejer hinanden, faas det specielle Tilfælde, som her er lagt til Grund for Kurverne, men som — med nævnte Forbehold taget i Betragtning— iøvrigt ikke indskrænker Gyldigheden af den følgende Teori.

Lad os nu som et Eksempel antage, at Prisen for brugte Enheder er 7000 Kr. Da fastlægges herved den i Fig. 3 øverstliggende Remplaceringsefterspørgselskurveaog den i Fig. 4 øverstliggende PrimærefterspørgselskurveA.Sættes Prisen for nye Enheder til 12.000 Kr. ses, at Remplaceringsefterspørgslen bliver 8000 Enheder, Primærefterspørgslen 7000 Enheder og saaledes den samlede Førstehaandsefterspørgsel 15.000

Enheder. Taenkes nu Prisen for nye Enheder nedsat til 10.000 Kr., saa vilde — alt andet lige, det vil bl. a. sige alle andre Priser uforandrede og herunder ogsaa Prisen for brugte Enheder — Remplaceringseftersporgslenudvidestil 16.000 Enheder i H. t. Kurve a Fig. 3 og Primsereftersporgslenudvidestil 14.000 Enheder i H. t. Kurve A Fig. 4, og den samlede Forstehaandsefterspergsel vilde saaledes blive 30.000 Enheder. Beregnes Priselasticiteten for dette Eksempel, findes den at vsere ca. -j- 3,67. Denne Elasticitet er et Maal for den isolerede Virkning paa Forstehaandsefterspergslen af en /Endring i Prisen paa nye Enheder; den gaelder kun — som fremhaevet — hvis alt andet er lige, en Klausul, der ordin&rt regnes med i den elementsere Teori — hvadenten den udtrykkeligtfremhseveseller forstaas stiltiende — naar man taler om Elasticiteten for en Vare. Dette almindeligt benyttede Begreb vil vi bensevne den ordinaire Priselasticitet eller bare Ordin&relasticiteten. Men i det foreliggende Problem vil imidlertid denne alt-andet-lige- Klausul ikke vsere en i Lys af den foregaaende Udvikling af Teorien konsekvent Betingelse. Thi her kan alt andet ikke vcere lige. Vi har jo nemlig set, at en Prisnedssettelse for nye Enheder nedvendigvis vil medfere et Prisfald for brugte Enheder. Dette betyder, at det ikke kan vsere Ordinserelasticiteten — i Eksemplet -r- 3,67 —, som Producenten skal lsegge til Grund for sine prispolitiske Overvejelser, ligesom det tilsvarendeikkebliver de ordinaire Eftersporgselskurver a og A, som han i sine endelige Skon skal soge at forestille sig. Ssettes nemlig Prisen ned fra 12.000 Kr. til 10.000 Kr., vil ifolge Fig. 2 Prisen paa brugte Enheder samtidig — eller maaske mere realistisk en vis kortere Tid efter — falde fra 7000 Kr. til 5000 Kr. Det betyder, at Producenten ved en Prisnedssettelse med Udgangspunkt paa Kurverne a og A (Fig. 3 og 4) ikke vil komme til at glide langs disse Kurver, men komme til at glide ned paa de lavereliggende Kurver b og B, som svarer til den lavere Pris for brugte Enheder, som bliver Resultatet af Producentens Prisnedsaettelsepaade nye. I Taleksemplet bliver Virkningen, at den samledeForstehaandseftersporgselkun vil udvides til 20.000 Enheder mod de overfor fundne 30.000 Enheder, som vilde vsere blevet Resultatet, hvis Producenten ikke havde vseret udsat for Konkurrence fra et Andenhaandsmarked.DenneKonkurrence medforer derfor, at Producenten maa regne med en numerisk lavere Priselasticitet end Ordinairelasticiteten.Dennelavere Elasticitet bliver i Taleksemplet ved de valgte Priser -j- 1,57. Den skal bensevnes den cofluxe Priselasticitet eller bare Cofluxelasticiteten.Somdet allerede vil vaere fremgaaet, angiver denne ElasticitetVirkningenpaa Eftersporgslen af en Prisaandring paa nye Enheder, naar det samtidig tages i Betragtning, at denne Prissendring

systematisk vil medføre en Forandring i Prisen for brugte Enheder, og
at denne sidste Forandring vil virke tilbage paa Salget af nye Enheder4).

En Sammenligning mellem Cofluxelasticiteten og Ordinærelasticiteten giver et kvantitativt Indtryk af den Grad, i hvilken Førstehaandsmarkedeter udsat for Konkurrence fra Andenhaandsmarkedet. Dette kan nærmere præciseres ved at søge en saadan kvantitativ Sammenhæng, hvori disse to Elasticiteter begge samtidig vil indgaa. En Prisændring for nye Enheder vil, som vi har set, have en direkte og en indirekte Virkning. Den direkte Virkning kan ogsaa kaldes Ordinærvirkningen og angives ved den Ændring i Førstehaandsefterspørgslen, som direkte skyldes Prisændringen for nye Enheder uden Hensyntagen til denne Prisændrings Indflydelse paa Prisen paa Andenhaandsmarkedet. Den indirekte Virkning, som ogsaa kan kaldes Konkurrencevirkningen, angiverden isolerede Virkning paa Efterspørgslen paa Førstehaandsmarkedetaf den af Prisændringen for nye Enheder foranledige Prisændring paa Andenhaandsmarkedet. Ordinærvirkningen og Konkurrencevirkningenvil trække i hver sin Retning, d. v. s., de har indbyrdes modsat Fortegn. Nettovirkningen bliver Summen af de to modgaaende Delvirkninger.For det ovenfor betragtede Taleksempel ses disse Virkningerangivet paa Fig. 3 og 4; n og N er Nettovirkningerne, d og D Ordinærvirkningerneog k og K Konkurrencevirkningerne for henholdsvis Remplaceringsefterspørgslen og Primærefterspørgslen i de to Figurer. Man kan derfor skrive, at n + N == (d + D) + (-J- k -*- K). Paa Elasticitetsformangives Nettovirkningen ved Cofluxelasticiteten og Ordinærvirkningenved Ordinærelasticiteten. Konkurrencevirkningen afhænger dels af den Grad, hvori Prisen paa nye Enheder influerer paa Prisen for brugte og dels af den Grad, hvori den herved indtraadte Ændring i Prisen for brugte Enheder paavirker Efterspørgslen efter nye. Disse to Komponenter maales henholdsvis ved det tidligere definerede Reaktionstalog ved Krydselasticiteten for nye Enheder. Denne sidste angiver den Procent, som Efterspørgslen efter nye Enheder vil ændres som den isolerede Virkning af en Ændring i Prisen for brugte Enheder paa een Procent. Konkurrencevirkningen paa Elasticitetsform maa herefter blive lig med Reaktionstallet gange med Krydselacticiteten. Og da

---

4) I enkelte Tilfælde er Priselasticiteten for varige Goder søgt erfaringsmæssigt bestemt — saaledes for Automobiler i U. S. A., cf. The Dynamics of Automobile Demand, based upon Papers presented at a Joint Meeting of The American Statistical Association and The Econometric Society in Detroit 1938. Elasticiteten fandtes at være ca. 1,50 for nye Vogne. Dette Tal maa vist nok forstaas som dækkende nærmest den cofluxe Elasticitet, hvilken Fortolkning bidrager til at forklare denne for en luksusbetonet Vare ret lille Elasticitet. Priselasticiteten for Cykler er blevet bestemt til ca. 1,30 for det hollandske Marked, se J. B. D. Derksen and A. Rombouts: The Demand for Bicycles in the Netherlands, Econometrica 1937, p. 298.

Nettovirkningen var en simpel Sum af Ordinærvirkning og Konkurrencevirkning,finder
vi følgende Resultat:

I Taleksemplet ovenfor ved de valgte Priser faas specielt:

Af Udtrykket ses, at den relevante Maade, hvorpaa Cofluxelasticiteten og Ordinærelasticiteten skal sammenlignes i den Hensigt at maale den Grad, hvori Førstehaandsmarkedet er udsat for Konkurrence fra Andenhaandsmarkedet, vil være at se paa Differencen mellem dem. Formlen, der i en generaliseret Skikkelse kan anvendes som et vigtigt Led i en teoretisk Beskrivelse af heterogene Markeder i Almindelighed, skal ikke nærmere diskuteres paa dette Sted.

Den Kurve for Remplaceringsefterspørgslen, som Producenten vil faa at regne med, vil vi kalde den cofluxe Remplaceringsefterspørgselskurve.Det bliver den paa Fig. 3 angivne relativt stejle, tykt optrukne Kurve gennem Punkterne V, 111 og 11. Som det vel allerede vil være forstaaet, fremkommer denne Kurve saaledes: Hvis Prisen for nye er 12.000, bliver ifølge Fig. 1 og Fig. 2 Prisen for brugte 7000, hvorved i Fig. 3 fastlægges Kurven a, som sammen med Prisen for nye 12.000 fastlægger Punkt V. Tilsvarende hvis Prisen for nye er 10.000, bliver Prisen for brugte 5000, hvorved faas Kurven b, som sammen med Prisen for nye 10.000 bestemmer Punkt 111 o. s. v. Paa gansk,e analog Maade findes den paa Fig. 4 viste cofluxe Primærefterspørgselskurve. Paa Fig. 5 er nu fundet den totale cofluxe Efterspørgselskurve for Førstehaandsmarkedet, dannet ved vandret Summation af ovennævnte to cofluxe Kurver. Det er i Henhold til denne totale Kurve, at Producentenaf nye Enheder skal anlægge sin Prispolitik og derfor denne resulterende Kurve, som Bestræbelserne i det foregaaende har været rettet mod at finde. Herpaa kan nu anvendes den sædvanlige Monopolteori.Antages Grænseomkostningerne at være ca. 2600 Kr. i hele det afgørende Produktionsinterval, bliver den gunstigste Pris 10.000 Kr., idet Grænseomsætningen (Grænseindtægten) ved den til denne Pris svarende Afsætning 20.000 af Kurven kan beregnes til ca. 2600 Kr.⁵).

---

5) Det vil i Praxis være særdeles vanskeligt at skønne Grænseomsætningen ved alternative Salgspriser og saaledes komme frem til Monopolprisen paa den her viste Maade, fordi dette betinger Kendskab ikke bare til Formen paa men ogsaa til Beliggenheden i det givne Øjeblik af det formentlig afgørende Stykke af den cofluxe Efterspørgselskurve. Kendes blot Formen paa det sandsynlige relevante Stykke af Kurven beskrevet ved et paa Erfaringer baseret statistisk Skøn paa den cofluxe Priselasticitet, er imidlertid — sammen med Grænseomkostningerne — dette tilstrækkeligt til Bestemmelse af den optimale Pris, se F. Zeuthen: Paa Vej til en forenklet og realistisk Teori om Virksomhedernes Prispolitik, Nord. Tidskr. f. Tekn. Økonomi 1945 og Børge Barjod: Om Priskalkulation ved elasticitetspaavirket Afsætning, Det Danske Marked 1945.

Og dermed vil saa de øvrige Størrelser i Problemet være fastlagt. Førstehaandsefterspørgslen fordeles med 11.000 til Primærmarkedet og 9000 til Remplaceringsmarkedet. Prisen for brugte Enheder bliver 5000 og Efterspørgslen paa Andenhaandsmarkedet (jvnf. Fig. 1) bliver 9000.

Det sker undertiden, at Producenterne af varige Goder søger at begrænse Konkurrencen fra Andenhaandsmarkedet gennem Opkøb og Destruktion af brugte Enheder. Herved sker der en Flytning af flere af de ovenfor angivne Kurvesystemer. Der indtræder da en ny Ligevægtstilstand, bl. a. karakteriseret ved en højereliggende total coflux Efterspørgselskurve. Det kan ikke uden videre sluttes, at Prisen for nye Enheder vil blive højere. Dette afhænger af, hvordan de afgørende Elasticiteter vil blive influeret ved Kurveflytningerne. Virkningerne for Konsumenterne behøver ikke nødvendigvis, men vil maaske nok let kunne komme til at forløbe i en for dem ugunstig Retning. En Vurdering af dette sidste Spørgsmaal indeholder dog flere Imponderabilier.

Under særlige Omstændigheder kan Køb af nye Enheder være betinget af Aflevering af gamle. Producenterne kan ad prispolitisk Vej via Forhandlere opmuntre til større Remplaceringskøb. Disse og lignende Forhold kan diskuteres i Lys af Teorien, men skal ikke uddybes her.

§ 3. Sammenhængen mellem Primærmarkedet og Remplaceringsmarkedet. Lad os antage, at 10.000 Personer den Vi 1939 hver køber et nyt Automobil⁶). Enkelte af disse Personer vil maaske allerede ét Aar efter udskifte deres Vogne og erstatte dem med ny. For disse Folk er den individuelle Brugstid eet Aar. Andre af de 10.000 Personer vil først udskifte efter to Aars Forløb, andre igen først efter 3, 4 og 5 Aar o. s. v. Den individuelle Brugstid udviser saaledes en vis — og i Eksemplet ret stor — Variation, og Købet paa de 10.000 Vogne kommer til at trække efter sig en Remplaceringsefterspørgsel, der vil udvise en ganske bestemt Fordeling over en Række fremtidige Tidspunkter. Denne Fordeling kompliceres derved, at de Vogne, der f. Eks. et Aar efter, kommer til at remplacere de da udskiftede, selv vil blive remplaceret paa senere Tidspunkter o. s. v. Til de fremtidige Remplaceringskøb vil maaske saa yderligere komme en Strøm af fremtidige Primærkøb, og deter da klart, at gøres Bestanden af Vogne op paa et eller andet givet fremtidigt Tidspunkt, vil denne komme til at udvise en eller anden Aldersfordeling, som paa systematisk Maade vil være blevet bygget op og bestemt ved tidligere Aars Primærkøb og fortidige Remplaceringskøb — de sidste atter bestemt ved Strukturen af den individuelle Brugstidsfordeling. Vi kan som Eksempel tænke os, at Bestanden gøres op den Vi 1944 og udviser den i Tabel 1 angivne Fordeling:

For Simpelheds Skyld har vi i Eksemplet antaget, at samtlige Vogne har Fødselsdag netop den Vi. De 0-aarige er da alle de Vogne, som akkurat paa Opgørelsestidspunktet er taget i Brug som helt nye; de 1-aarige Vogne er dem, der paa Opgørelsestidspunktet har været i Brug

---

6) I denne Paragraf bruges hele Vejen Automobiler som Eksempel paa et varigt Gode, men alle Tal er konstruerede og tilsigter ingenlunde i konkret Forstand at tilsvare virkelige Forhold.

siden de var helt nye netop eet Aar o. s. v. De 6800 0-aarige vil være Summen af de paa Opgørelsestidspunktet — eller umiddelbart før dette — foretagne Primærkøb og Remplaceringskøb. De 9900 1-aarige vil være paa tilsvarende Maade Summen af de ca. 1 Aar før Opgørelsestidspunktetforetagne Primærkøb og Remplaceringskøb o. s. fr.

Da nu denne Bestand og Bestands Aldersfordeling paa systematisk Maade er blevet bygget op gennem et vist fortidigt Forløb og paa systematisk Maade — saa at sige — er vokset ud af Fortiden og ind i Nutiden, ligger det nær at spørge, om ikke denne Udvikling videre fra Nutiden ind i Fremtiden vil fortsætte paa en saadan lignende systematisk Maade, at den lader sig forudse og forudberegne. Problemet bliver dette: Vil det være muligt at forudsige, hvor stor Efterspørgslen efter nye Vogne vil blive den Vi 1945, den Vi 1946 o. s. v. Dette er ensbetydende med at spørge, hvor vidt det kan lade sig gøre at forudberegne Antallet af 0-aarige Vogne paa disse fremtidige Tidspunkter. Svaret herpaa vil, som det nedenfor skal vises, blive, at under visse Forudsætninger vil det kunne gennemføres at foretage en systematisk Beregning af den Del af de 0-aarige, som paa ethvert fremtidigt Tidspunkt vil repræsentere Antallet af Remplaceringskøb. Størrelsen af fremtidige Primærkøb derimod vil ikke paa samme regelbundne Maade kunne forudsiges, men maa søges skønnet i den Grad dette i det enkelte Tilfælde vil være muligt paa Grundlag af visse plausible Retningslinier. Skøn paa den fremtidige Udvikling af Primærefterspørgslen vil være nødvendiggjort, ikke bare fordi hvert Aars Efterspørgsel delvis repræsenterer en Række Primærkøb, men fremtidige Primærkøb vil jo endnu længere ind i Fremtiden komme til at afføde Remplaceringskøb og en Forudberegning af den samlede fremtidige Remplaceringsefterspørgsel maa derfor nødvendiggøre specielle Skøn paa Primærefterspørgslens Udvikling. Den Usikkerhed, som vil hæfte sig ved et saadant Skøn, vil som Følge heraf blive ført Addere over i Beregningerne paa Retnplaceringsefterspørgslens Udvikling. Alligevel vil det dog stadig kunne hævdes, at en Prognose paa Remplaceringsefterspørgslen formelt vil komme til at følge en mere regelbunden og systematisk Linie i Sammenligning med det i Reglen mere vage Grundlag, hvorpaa et Skøn paa den fremtidige Primærefterspørgsel kan bygges. Det følgende vil kunne bibringe en nærmere Forstaaelse heraf.

En afgørende Forudsætning for at kunne sige noget om RemplaceringsefterspørgslensStørrelse paa fremtidige Tidspunkter vil være et vist Kendskab til Fordelingen af de individuelle Brugstider. Det simpleste, som man her kan tænke sig, vilde være det teoretiske Ydertilfælde, at Brugstiden var nøjagtig lige lang for alle Individer. Lad os antage, at

samtlige Bilejere udskifter og køber en ny Vogn efter nøjagtig 7 Aars Brugstid. Lad os endvidere for at faa frem den aller enkleste Mulighed forudsætte, at fremtidige Primærkøb ikke vil finde Sted. En Prognose paa Remplaceringsefterspørgslens Udvikling vil da med Udgangspunkt i Kendskab til den i Tabel 1 angivne Aldersfordeling være ganske let at opstille. Den Vi 1945 vil de 100, som den Vi 1944 var 6 Aar, fylde 7 Aar og blive udskiftet. Remplaceringsefterspørgslen den Vi 1945 bliverderfor 100; paa samme Tidspunkt vil de 900, som Vi 1944 var 5 Aar, være rykket op og fyldt 6 Aar. Den Vi 1946 vil disse 900 fylde 7 Aar og blive udskiftet, og Remplaceringsefterspørgslen bliver derfor paa dette Tidspunkt 900 o. s. fr. Vi faar da den i Tabel 2 angivne Prognose:

Det ses, at Remplaceringsefterspørgslen vil udvikle sig i en rytmisk Bevægelse, der i det uendelige vil gentage sig paa nøjagtig samme Maade, og saaledes at den samme Remplaceringsefterspørgsel stadig kommer igen nøjagtigt hvert syvende Aar.

Et saa enkelt Billede som ovenstaaende vil imidlertid næppe nogensinde kunne findes i Virkeligheden. Et lille Skridt i mere realistisk Retning kommer vi ved at regne med, at Brugstiden netop ikke vil være lige lang for alle Købere.

Lad os antage, at det paa Grundlag af statistiske Erfaringer kan skaffes oplyst, at Brugstiden vil være) 1 Aar for 1 % af Vognejerne, at den vil være 2 Aar for 10% af Ejerne, 3 Aar for 13% o. s. fr. som angivet i Tabel 3:

For nu at kunne drage Nytte af dette tænkte Kendskab til den procentuelle Brugstidsfordeling med Henblik paa Forudsigelser af fremtidig Remplaceringsefterspørgsel, maa vi først give de i Tabel 3 indeholdte Oplysninger en vis Omformning. Med dette Formaal vil vi anstille følgende rene Tankeeksperiment: Vi forestiller os, at der i et givet Øjeblik, som vi kan betegne Tidspunkt 0, samtidig tages i Brug 100 nye Vogne. Herefter vil vi stille os den Opgave at beregne ved Hjælp af Tabel 3, hvor mange af disse 100 Vogne, som endnu vil være i Brug 1 Aar efter hos deres oprindelige Ejere, hvor mange der endnu vil være i Brug 2 Aar efter o. s. fr. Et Aar efter — paa Tidspunkt 1 — udskiftes ifølge Tabel 3 een Vogn af de 100; naar Tidspunkt 1 netop er passeret, vil da være i Brug hos de oprindelige Ejere endnu 99 Vogne. To Aar efter — paa Tidspunkt 2 — udskiftes ifølge Tabel 3 ti Vogne af de oprindelige 100; naar Tidspunkt 2 netop er passeret, vil der da være i Brug endnu hos de oprindelige Ejere 89 Vogne o. s. fr. som angivet i Tabel 4:

Tabel 4 kaldes i Befolkningsstatistiken en Overlevelsestavle; den viser
i denne Anvendelse, hvorledes et »Fødselskuld« paa 100 Vogne efterhaanden
dør ud7).

Som vi har set, er Tabel 4 kun en anden Form for de Oplysninger, som indeholdes i Tabel 3; nye statistiske Oplysninger er ikke kommet til. Men med Henblik paa vort Formaal maa endnu en Omformning af Tallene foretages. Vi vil stille os den Opgave: Hvor mange Procent af de 0-aarige vil blive udskiftede i Løbet af det første Brugsaar? Denne Procent vil — i vort Eksempel — angive »Børnedødeligheden« for Automobiler. Tilsvarende hvor mange Procent af 1-aarige vil »dø« i Løbet af deres andet Leveaar; hvor mange Procent af de 2-aarige vil »dø« i Løbet af deres tredie Leveaar o. s. v. Af Tabel 4 ses, at af 100 0-aarige er tilbage 99 efter et Aars Forløb, d. v. s. at i Løbet af det første Leveaar »dør« 1 % af de 0-aarige. Tilsvarende ses, at efter to Aars Forløb er til Rest 89 Vogne, d. v. s., at i Løbet af det andet Aar er Bestanden sunket med 10 Vogne eller lidt over 10% af de 99 1-aarige. Efter tre Aars Forløb er der tilbage 76 Vogne, hvilket vil sige, at der i det tredie Leveaar »dør« 13 Vogne eller ca. 15 ° fo af de 89 2-aarige o. s. fr. Det vi gør, ses simpelthen at være det, at hvert af Tallene 1, 10, 13, 23, 29 o. s. v. i Tabel 3 henholdsvis bestemmes som Procent af Tallene 100, 99, 89, 76, 53 o. s. v. i Tabel 4. Disse Procenter vil vi kalde Remplaceringsprocenterne. Ved Remplaceringsprocenten for 0-aarige forstaas saaledes den Procent af 0-aarige Vogne, som vil blive udskiftet i Løbet af eet Aar; ved Remplaceringsprocenten for 1-aarige forstaas den Procent af 1-aarige Vogne, som vil blive udskiftet ligeledes i Løbet af eet Aar o. s. v. I Tabel 5 finder vi da følgende for Eksemplet beregnede

---

7) En faktisk Overlevelsestavle for Automobiler er beregnet af P. de Wolff: The Demand for Passenger Cars in the United States, Econometrica 1938.

Under de angivne Forudsætninger, d. v. s. ved Benyttelse af Tabel 5 og et tænkt konkret Kendskab til den samlede Bestand og dennes Aldersfordeling pr. Vi 1944 som angivet i Tabel 1, er det nu en enkel Sag at profetere Remplaceringsefterspørgslens Størrelse paa det fremtidige Tidspunkt Vi 1945. Vi faar saaledes, at af de 6800 0-aarige Vogne den Vi 1944 vil 1 ° fo blive udskiftet i Løbet af 1944 og derved give Anledning til en Remplaceringsefterspørgsel paa 68 Vogne, som vi for Simpelheds Skyld henfører nøjagtig til Tidspunktet Vi 1945. Tilsvarende vil 10% af de 9900 1-aarige paa Tidspunkt Vi 1944 medføre

en Remplaceringsefterspørgsel paa 990 Vogne o. s. fr. Som det vil fremgaa af Tabel 6, vil der paa denne Maade ialt blive udskiftet 8757 Vogne i Løbet af 1944 og saaledes ialt blive en Remplaceringsefterspørgsel af samme Størrelse den Vi 1945.

Lad os nu — ligesom i det tidligere Eksempel, hvor der regnedes med en konstant ensartet Brugstid paa 7 Aar — foreløbig gaa ud fra, at den fremtidige Primærefterspørgsel vil være Nul. Vi vil da ganske som i det tidligere Eksempel kunne beregne ikke blot Remplaceringsefterspørgslen ét Aar frem i Tiden, men vi vil kunne forudse den fremtidige Udvikling af denne ad infinitum. Skridt for Skridt og Aar for Aar vil det formelt være muligt alene paa Grundlag af den givne Udgangssituation og de givne Remplaceringsprocenter helt systematisk at klarlægge, hvorledes Fremtiden — hvad Remplaceringsefterspørgslen angaar — saa at sige vil vokse ud af Nutiden. Vi ser dette ved videre at betragte Tabel 6. Efter det første Skridt er taget — at beregne Remplaceringsefterspørgslen ved Begyndelsen af 1945, der som nævnt bliver 8757 —

bliver det næste Skridt at finde den Remplaceringsefterspørgsel, som vil fremkomme ved Begyndelsen af 1946. I den Hensigt maa vi imidlertid først beregne den Aldersfordeling, som vil fremkomme pr. Vi 1945; og dette er ganske enkelt. De 0-aarige bliver, idet vi jo forudsætter, at ingen Primærkøb finder Sted, naturligvis netop de 8757 Vogne, som paa dette Tidspunkt er købt til Erstatning for de i Løbet af 1944 udskiftede. De 1-aarige pr. Vi 1945 bliver det Antal, som var 0 Aar pr. Vi 1944 fratrukket dem, der er blevet udskiftet i Løbet af 1944 o. s. fr.

Beregningerne vil paa tydelig Maade fremgaa af Tabel 6, og det vil indses, hvorledes den samme Metode kan benyttes til — saa langt man ønsker det — at regne sig ind i Fremtiden. Fortsættes Beregningerne til 1961, faas den i Tabel 7 viste Udvikling; dens grafiske Billede ses paa Fig. 6.

Man ser heraf, at Remplaceringsefterspørgslen vil komme til at udviklesig i Form af en Bølgebevægelse. Denne vil være karakteriseret ved tre Egenskaber. Først ses, (1) at Svingningerne kommer til at foregaaomkring et konstant Niveau angivet ved den vandrette Niveaulinie,der paa Figuren gennemskærer Kurven; dernæst ses det, (2) at Svingningernes Udslag stadig bliver mindre og mindre, som Tiden

gaar. Paa laengere Sigt vil den svingende Kurve praktisk talt komme til at falde sammen med Niveaulinien, d. v. s., Remplaceringseftersporgslenvil efterhaanden blive naesten konstant fra Aar til Aar. Endeligviser Udviklingens Billede, (3) at Tidsafstanden fra Maximum til Maximum er konstant; dette giver sig ogsaa Udslag deri ■— som det ses af Tegningen — at Tidsafstanden bliver den samme mellem de Punkter paa Kurven, hvor en stigende Gren skserer den vandrette Niveaulinie.

M. H. t. den første Egenskab siger man, at Bevægelsen indeholder en vandret Trend; den anden Egenskab betegner man ved at sige, at Bølgebevægelsen er dæmpet; den tredie Egenskab angiver man ved Udtrykket, at Bølgelængden eller Perioden er konstant.

Hvoraf afhænger nu disse tre Egenskaber? Niveaulinien angiver set paa langt Sigt den gennemsnitlige aarlige Remplaceringsefterspørgsel. Da der i Eksemplet er regnet med, at Vognbestanden som Helhed opretholdeskonstant, idet den hverken forøges, eftersom ingen Primærkøbfinder Sted, og ejheller formindskes, fordi der er regnet med, at alle Vogne, der »dør«, erstattes af nye, er det klart, at den gennemsnitligeRemplaceringsefterspørgsel ogsaa maa være konstant. Dette

forklarer den vandrette Trend. Den gennemsnitlige Remplaceringsefterspørgselmaa iøvrigt være Hg med den Bestand, som skal opretholdesuforandret divideret med den gennemsnitlige Brugstid. Bestandener i Eksemplet 47.000 Vogne. Den gennemsnitlige Brugstid beregnessom et vejet aritmetisk Gennemsnit af Tallene i Tabel 3 og bliver i Eksemplet 4,43 Aar. Alternativt kan den gennemsnitlige Brugstidfindes som Summen af Remplaceringsprocenteme, jvnf. Kolonne 1, Tabel 6. Niveauliniens Højde bliver herefter 47.000 : 4,43 = 10.610, og paa langt Sigt vil den aarlige Remplaceringsefterspørgsel saaledes nærme sig til dette Antal Vogne.

I Eksemplet tidligere, hvor der ikke regnedes med nogen Spredning i Fordelingen af Brugstiderne — vi tænkte os, at samtlige Vogne remplaceredes nøjagtig efter 7 Aars Brug — udviklede den fremtidige Remplaceringsefterspørgsel sig nok i en Bølgebevægelse (jvnf. Tabel 2), men denne viste ikke nogenTendens til Dæmpning; den gentog sig i det uendelige paa nøjagtig samme Maade som et Billede af Aldersfordelingen paa Udgangstidspunktet. I vort sidste Eksempel (Fig. 6) derimod faar vi, som vi har set, en dæmpet Bølgebevægelse, og denne Dæmpning skyldes netop, at der her er regnet med en vis Spredning af Brugstiderne. Der gælder i Almindelighed den Regel, at jo større Spredningen er i Brugstiderne, desto større bliver Dæmpningen, d. v. s. desto hurtigere naas det Tidspunkt, hvor den aarlige Remplaceringsefterspørgsel omtrentlig bliver konstant. En Udredning af dette Spørgsmaal skal forbigaas her⁸). Endelig skal kort nævnes, at Bølgelængden eller Perioden direkte vil være bestemt af den typiske Brugstid. Af Tabel 3 ses denne i Eksemplet at være 5 Aar, jvnf. Fig. 6. Man bemærker, at saavel den gennemsnitlige Brugstid som den typiske Brugstid har hver sin selvstændige Betydning i Forklaringen; hin øver Indflydelse paa det Niveau, omkring hvilket Bølgebevægelsen vil foregaa, denne er bestemmende for Perioden i Svingningerne.

Regnes der med de samme Forudsætninger som ovenfor, d. v. s. med samme Udgangssituation og de samme Remplaceringsprocenter, men med en vis aarlig Primærefterspørgsel, ændres Billedet. Den simples te Antagelse, som kan gøres om Primærefterspørgslens fremtidige Udvikling—bortset fra det hidtil betragtede Tilfælde, hvor Primærefterspørgslenantogesat være Nul — vil være at regne med en konstant aarlig Primærefterspørgsel⁹). Forudsættes denne at være 3300 Vogne,

---

8) Ragnar Frisch: Sammenhængen mellem Primærinvestering og Reinvestering, Statsøkonomisk Tidsskrift 1927.

9) En Prognose af denne Type paa virkelige Tal er beregnet for Skibe af Johan Einarsen: Reinvesteringssykler — særlig bygget paa Data fra norsk Skibsfart, Nord. Tidskr. f. Tekn. Økonomi 1937, ogsaa udgivet som Publikation Nr. 13 fra Universitetets økonomiske Institutt, Oslo.

findes det paa Fig. 7 viste Udviklingsforløb. Perioden er uforandret 5 Aar og Dæmpningen ligeledes den samme som i Fig. 6, fordi der ikke er ændret i Forudsætningerne om den typiske Brugstid og Spredningen af Brugstiderne. Men Bølgebevægelsen kommer til at indeholde en stigende Trend. Forklaringen herpaa er ikke en Vækst i den fremtidige Primærefterspørgsel, thi denne er jo netop forudsat at være den samme Aar efter Aar. Men Forklaringen er den enkle, at Bestanden af Vogne bliver større og større — den vokser med 3300 om Aaret — og jo større Bestand desto større Behov for Vogne til Remplacering. Trendlinien paa Fig. 7 stiger for hvert Aar med 745 Vogne, og dette Tal faas netop ved at dividere den aarlige Tilvækst i Bestanden 3300 Vogne med den gennemsnitlige Brugstid 4,43 Aar. De 745 Vogne repræsenterer saaledesdengennemsnitlige aarlige Stigning i den samlede Efterspørgsel og svarer nøjagtigt til den Del af den aarlige Remplaceringsefterspørgsel,somgennemsnitligt hidrører fra de aarlige Primærkøb paa 3300 Vogne. Det forstaas af ovenstaaende, at det vilde være en grov Fejl at tro, at den samlede aarlige Efterspørgsel ganske simpelt kunde findes som en Sum af den paa Fig. 6 viste Remplaceringsefterspørgsel og den aarlige Primærefterspørgsel paa 3300 Vogne. Det, at Bestanden er voksende,erjo ensbetydende med, at Forbruget er voksende, og derfor vil

naturligvis ogsaa Efterspørgslens Udvikling vise en hertil svarende stigendeTendens.

Det Eksempel, som vi har gennemgaaet til sidst i denne Paragraf, maa forstaas rettelig som det, det er — nemlig en Model, der nok indeholderen Række af de Egenskaber, som knytter sig til virkelige Tilfælde,men som alligevel kun giver et ret forenklet Billede af Virkeligheden.Teorien i denne Paragraf maa derfor ikke ukritisk søges benyttet til Opstilling af Prognoser paa praktiske Tilfælde; men en Række af de paagældende Momenter vil dog nok i et vist Omfang kunne virke vejledende for konkrete Skøn m. v. i Tilfælde, der i tilstrækkeligGrad er analoge med Teoriens Forudsætninger. Lignende Betragtninger gælder ogsaa den i § 2 udviklede Teori. Et væsentligt Skridt nærmere en mere realistisk Teori kommer man ved at kombinereTeorien i denne Paragraf med den i § 2. I sidstnævnte Paragraf var et af de afgørende Træk at se paa, hvordan Remplaceringsefterspørgslenafhang af Priserne under Forudsætning af en konstant Aldersfordeling. I denne Paragraf var en af de væsentligste Ting at se paa, hvorledes Remplaceringsefterspørgslen afhang af en skiftende Aldersfordeling under Forudsætning af konstante Priser — en Forudsætning,som ikke tidligere har været udtrykkeligt præciseret i denne Paragraf. Analysen i § 2 var statisk og Løsningerne visse Størrelser for Priser og Mængder. I denne Paragraf var Analysen dynamisk, og Løsningerne var visse Tidskurver¹⁰). I en Videreudvikling af Teorien lader disse to Analyer sig udmærket sammenarbejde. Man vilde da faa en dynamisk Analyse, hvori var incorporeret visse af de i § 2 benyttede statiske Relationer, og Løsningen vilde blive Tidskurver ikke blot for Mængderne, men ogsaa for Priserne. I en saadan Teori, der vilde blive betydelig mere realistisk, vilde Remplaceringsefterspørgslenpaa et givet Tidspunkt blive bestemt ikke blot af den paa det Tidspunkt eksisterende Aldersfordeling, men ogsaa af Priserne, derved at disse sidste vilde blive bestemmende for de Remplaceringsprocenter,som skulde anvendes paa den i Øjeblikket værende Aldersfordeling.Herved bliver Remplaceringsprocenterne andre end de var paa et forudgaaende Tidspunkt; dette vil bevirke, at hele Systemet af Remplaceringsefterspørgselskurver (§ 2) vil forrykkes og dermed give andre Betingelser for Prisdannelsen. Der vil fremkomme andre Priser i det mindste for brugte Enheder — Producenterne af nye Enheder

---

10) Ragnar Frisch: Statikk og Dynamikk i den økonomiske Teori, Nationaløkonomisk Tidsskrift 1929.

kan eventuelt vælge at holde Priserne paa disse konstante trods de ændrede Betingelser — og paa et efterfølgende Tidspunkt vil disse ændrede Priser forandre Remplaceringsprocenterne, hvorved Priserne paa ny vil ændres og saaledes videre. Paa denne Maade vil man faa et Tidsforløb karakteriseret ved svingende Kurver for saavel Aldersfordelingensom for Remplaceringsprocenterne og for saavel Efterspørgsleni Antal Enheder som for Priserne. Disse Svingninger vil være fuldt ud forklaret ved de i Problemet nedlagte Forudsætninger, d. v. s. gennem Problemets egen indre Struktur. Hvis Producenterne ikke søger en hyppig Tilpasning af Priserne til de skiftende og i Praksisvanskeligt bestemmelige Efterspørgselsbetingelser og saaledes giver Afkald paa at føre en minutiøs Monopolpolitik, hvilket vel hyppigst vil være Tilfældet i Praksis, bliver Udslagene i Efterspørgslens Svingningersaa meget desto kraftigere.

Det vilde imidlertid føre for vidt paa dette Sted at gaa ind paa en
saadan Videreføring af Teorien, og vi skal derfor lade det staa ved
disse Antydninger.