Leif H. Skare: Selvkostberegning og Bokføring i Industrien. J. W. Cappelens Forlag, Oslo. 1943. 215 Sider.

Den flittige og initiativrige norske Handelskandidat Leif H. Skare har i
Aar udgivet en Bog om Industriens Regnskabsvæsen med ovennævnte
Titel.

Stoffet i denne Bog er, bortset fra en Række mindre Forandringer, hentet fra en Foredragsserie, som blev afholdt i Efteraaret 1942 for Medlemmer af Forretningsøkonomisk Forening i Oslo. Formaalet har været at give Læseren en Oversigt over moderne Industribogføring, herunder Kalkulation, i en Form, som direkte kan være til Nytte i det praktiske Arbejde.

Bogen bør derfor vurderes ud fra denne Synsvinkel og ikke ud fra et
rent regnskabsteoretisk Synspunkt, og til Brug for praktiske Formaal maa
det siges, at Skares Bog er ganske fortrinlig.

I indledende Afsnit præsenteres de forskellige Typer af Omkostninger, herunder lægges der Vægt paa at vise Beskæftigelsesgradens Indflydelse paa Omkostningsforløbet og Betydningen af at kalkulere paa Basis af Tallene hentet fra en Periode med normal Beskæftigelse og normale Omkostninger.

Derefter præsenteres i særlige Afsnit de væsentligste direkte og indirekte
Omkostninger: Raamaterialer, Løn, Afskrivninger og Renter, hvorefter Forfatterengaar

fatterengaarover til de egentlige Hovedafsnit om Kalkulationsraetoder og Kalkulationsgrundlag. I denne Opbygning er jeg ikke helt enig med Forfatteren,idet det forekommer mig, at man paa en lidt uheldig Maade sammenblander en Kække Ting, der i og for sig ikke har noget direkte med Kalkulationsmetoder at gøre. Det gælder de under Afsnit VII C, Tillægskalkulation, anførte Kapitler om Fordeling af indirekte Omkostninger paa Omkostningssteder og Fordelingen af indirekte Omkostninger fra Omkostningsstedertil Omkostningsbærere. Disse Fordelinger foretages jo ogsaai industrielle Virksomheder, der ikke benytter Tillægskalkulation. Efter min Opfattelse havde det været bedre at benytte den Schmalenbachske Disposition:Omkostningsarter, Omkostningssteder, Omkostningsbærere og da under Omkostningssteder uden Hensyn til de forskellige Former for Kalkulationsmetoderat vise Indholdet af »Debet og Kreditsiden« paa de respektiveKonti for Hoved- og Hjælpeafdelinger inden for Produktion og Salg. Hele Omraadet Omkostningssteder, synes at svømme noget ud i Skares Bog. Af denne Grund savner man ligeledes en klar og overskuelig Gennemgang af de almindeligt forekommende Former for Kalkulationsdifferencer, der er af saa væsentlig Betydning, men som her gemmer sig rundt omkring i Fremstillingen.

Afsnittet om Fastsættelsen af Kalkulationsgrundlaget bygger i det væsentlige paa S. I. S. Kommissionens Bog: Enhetliga Principper for sjålvkostnadsberåkningar. Man undres i denne Forbindelse, og forøvrigt ogsaa ved Gennemlæsningen af det sidste Hovedafsnit: Om Bogføringens Opbygning, Kontoplaner over, at den norske Standard overhovedet ikke omtales. Selvom man naturligvis altid vil kunne diskutere Punkter i et saadant Arbejde, finder en udenforstaaende Læser det mærkeligt, at Skare ikke har omtalt det norske Forslag til Kontoplaner, der dog er ganske værdifuldt. Under Gennemgangen af Kontoplaner omtales nemlig alene Schmalenbachs Arbejde samt den tyske Pligtkontoramme af 1937 og det af Sveriges Mekaniska Verksteders Forening ved Professor R. Kristensson fremlagte Forslag til svensk Normalkontoplan for Industri. Men der foreligger maaske særlige Grunde for at undlade en Omtale af det norske Forslag?

Handelskandidat Skare har med den foreliggende Bog sikkert givet Praktikere i Norge et udmærket Grundlag til Brug ved Arbejdet med Tilrettelæggelse af Industriens interne Regnskabsvæsen, og det kan tilføjes, at ogsaa danske Regnskabsfolk med Udbytte kan give sig i Lag med denne Bog.