II. Domsafgørelser.

Afbetaling.

V. L. R. D. 16. Januar 1940. En Gaardejer havde solgt en Kvie paa Afbetaling
med Forbehold af Ejendomsret, til Købesummen var betalt. Køberen
solgte Kvien til en Husmand, der solgte den videre, uden at han betalte.

Ved Dommen opretholdtes Ejendomsforbeholdet over for den sidste Køber, der altsaa maatte udlevere den til den forste Sælger, da denne ikke havde haft Grund til at tro, at hans Kober havde købt Kvien til Videreforhandling. Et Ejendomsforhold vil altsaa ingen Betydning have over for senere Købere, naar Sælgeren ved, at hans Køber har købt det paa Afbetaling solgte til Videreforhandling. —

H. R. D. 16. Januar 1940. Ejeren af en Landejendom havde købt en Kværn
paa Afbetaling, saaledes at Sangeren forbeholdt sig Ejendomsretten over
den, til Købesummen var betalt.

Kværnen benyttedes daglig til Formaling af Korn til Ejendommens Besætning og var ved Holte fastgjort i Cementgulvet i en Lade paa samme Sled som en tidligere Kværn, der var overgivet Sælgeren som en Del af Købesummen. Den drcves gennem Remtræk af en i Laden anbragt transportabel Elektromotor, og Kornet lededes til den gennem en Tragt, der var anbragt umiddelbart over den og fort gennem Loftet.

Ved Dommen antoges Kvivrnen at være saaledes indlagt i Ejendommen til Brug for den dertil knyttede Landbrugsvirksomhed, at Sælgeren i Medfør af Tinglysningslovens § 38 (jvfr. H. T. for 1940 S. 117) ikke med Gyldighed havde kunnet forbeholde sig Ejendomsret til den. —

Aktieselskaber.

0. L. R.D. 28. Febr. 1940. I H.T. 1940. S. 98 er refereret en Dom, hvorved
et Aktieselskabs Bestyrelse blev dømt til at betale Aktieselskabets Konkursbo
Krstiitning for manglende Tilsyn og Pligtforsømmelse.

Efter at et Medlem af Bestyrelsen havde betalt Erstatningen med Fradrag af et Belob, han havde udlagt for Aktieselskabet, og for hvilket Modregningsret efter Knnkurslovens S 15 anerkendtes, forsogtes dette sidstnævnte Beløb inddrevet hos et andet af de dømte Bestyrelsesmedlemmer.

Efter Dommen ansaas Boet for at være fyldestgjort for det Beløb, der
var bragt i Modregning, saaledes at Boet ikke kunde rejse noget Krav mod
andre af Bestyrelsens Medlemmer. —

Andelsforetagender.

H. R. D. 3. Januar 1940. En Frugthandler, der havde været Medlem af en Andelsboligforening siden dens Stiftelse i 1916, fik i 1918 en af Andelsboligerne og udbetalte derpaa sin Andel. I 1923 lejede han en Butik af Foreningen og forpligtede sig i Lejekontrakten til at overtage for 1000 Kx. Partialobligationer og indbetalte i 2 Gange de 1000 Kr. mod foreløbige Beviser, der senere skulde ombyttes med Partialobligationer med Pant i Foreningens Ejendomme næst efter Laan fra Statsboligfonden.

Partialobligationslaanet blev ikke optaget, og det af Frugthandleren ydede
Laan blev overfort til Andelskapitalen. Laanet forrentedes indtil 1935, da
det viste sig, at Andelskapitalen maatte anses for tabt.

Ved Dommen ansaas Andelsboligforeningen for at have været überettiget
til at overføre Laanet til Andelskapitalen og dømtes til at betale Beløbet,
for hvilket der ikke længere kunde gives den lovede Sikkerhed. —

H.R.D. 18. Januar 1940. En Andelsforening, der havde til Formaal at skaffe sine Medlemmer gode og billige Foderstoffer, leverede Varerne til Forbrugerne gennem Lokalforeninger, hvori Forbrugerne var organiserede. Ifølge Andelsselskabets Vedtægter skulde Forbrugerne, Andelshaverne, forpligte sig til i 5 Aar at aftage deres Forbrug af Foderstoffer gennem Andelsforeningen, og Brud paa denne Forpligtelse medforte Bøde.

En Gaardejer, der var Medlem af en Lokalforening, udmeldte sig af denne
i Løbet af Femaarsperioden og aftog derefter sit Forbrug af Foderstoffer
andetsteds.

Ved Dommen tilpligtedes Gaardejeren at betale en af Andelsselskabet fastsat Bøde, idet han ansaas for at være direkte forpligtet over for Andelsselskabet i hele Femaarsperioden, saaledes at en Udmeldelse af Lokalforeningen med det i dennes Love fastsatte Varsel var uden Betydning for Forpligtelsen overfor Andelsselskabet. —

H. R. D. 20. Juni 1940. Bestyrelse og Revisorer i et Andelsmejeri fandtes paa Grund af grov Forsømmelighed ansvarlige direkte overfor en af Interessenterne i Mejeriet for en Kassemangel, der konslateredes, efter at Formanden, der tillige var Kasserer og Regnskabsfører, var død.

Da der ikke var forelagt Retten de til en Begrænsning eller Fordeling
af Ansvaret fornødne Oplysninger, paalagdes der de dømte solidarisk
Ansvar. —

Ferielov.

S. H.R.D. 31. Juli 1940. Medens en Arbejdsgiver ikke i Almindelighed kan modregne et Tilgodehavende hos en Medhjælper i dennes Krav paa Feriemærker, maatte det modsatte gælde, naar Arbejdsgiverens Krav skyldtes egenmægtig Tilegnelse fra Medhjælperens Side.

Forældelse.

H.R.D. 22. Maj 1940. En Grosserer havde i 1913, medens han boede i
Tyskland, paataget sig Kaution for en i Tyskland boende Mand.

I 1915 blev Kautionisten in solidum med Hoveddebitor ved tysk Ret dømt til at betale det paagældende Beløb. I 1916 var Kautionisten flyttet til Danmark, hvor han siden stadig havde Bopæl. I 1938 opnaaede Kreditor ved en tysk Domstol Dom for Kautionsbeløbet, omskrevet efler Aufwerlungsreglerne, og søgte nu Kautionisten dømt ved de danske Domstole.

Uagtet der var forløbet over 20 Aar, før Sagen blev rejst, og Fordringen saaledes efter dansk Ret var forældet, blev Kautionisten dømt til at betale, idet Sagen paadømtes efter tysk Ret, hvorefter Forældelse ikke var indtraadt.

0. L. R. D. 5. Novbr. 1940. Købesummen for en Forretning med Inventar
og Varelager skulde ifølge Købekontrakt, for hvis Opfyldelse forskellige Personer
havde paataget sig Kaution, betales i Afdrag.

Efter Dommen forældes Kravet paa Afdragene ifølge Forældelsesloven,
Nr. 274 af 22. Decbr. 1908, i 5 Aar fra de enkelte Afdrags Forfaldstid.

En Kautionists Krav over for en Medkautionist i Anledning af Indfrielse
af en anden Medkautionists Forpligtelser forældes i 5 Aar fra Indfrielsen
af de enkelte Ydelser. -

Funktionærer.

S. &H.R.D. 23. Januar 1940. En Kvinde, der havde passet et Telefonomstillingsbord, ekspederet Telefonsamtalerne og ført Regnskab derover, og som tidligere havde faaet Uddannelse i Kontorarbejder og Bogholderi, faldt ind under Funktionærloven (Nr. 168 af 13. April 1938). —

S. &H.R.D. 29. Januar 1940. En Forretningsfører, der var ansat i et Symaskineselskab med en Løn af 190 Kr. ugentlig, blev 23. November 1939 opsagt til 1. Juni 1940, saaledes at han skulde fratræde straks, men alligevel skulde have sin Løn udbetalt som for uden Hensyn til, om han fik anden Stilling, dog at Udbetalingen skulde ophøre, saafremt han tog Stilling i en konkurrerende Forretning, ultsaa en anden Symaskineforretning.

I Dommen udtaltes det, at der ikke forelaa nogen Bortvisning, som berettigede
Forretningsføreren til at faa hele Lønnen til Iste Juni 1940 udbetalt
straks. -

H.R.D. 31. Januar 1940. En Mand, der havde været ansat som Værkfører
paa en Systue siden 12. Juli 1934, blev den 29. Septbr. 1938 i Anledning
af Funktionærloven opsagt til Fratræden den 31. Oktbr. 1938.

Systuen var derefter lukket fra 31. Oktbr. til 8. Decbr. 1938, men aabnedes da igen, og Værkforeren, der ikke modtog Løn i den Tid. Systuen var lukket, hvad han havde faaet under tidligere periodiske Lukninger, fortsatte da sin Virksomhed, dog paa ændrede Lonvilkaar.

Den 20. Januar 1939 blev han opsagt til Fratræden den 28. s. M., men han gjorde nu Krav paa det Opsigelsesvarsel, der efter Funktionærloven, som traadte i Kraft den 1. November 1938. vilde tilkomme ham, naar hans Ansættelsestid regnedes fra 1934, nemlig 4 Maaneder, og ved Dommen gaves der ham Medhold heri. idet Opsigelsen af 29. Septbr. fandtes nærmest at tyde paa og i hvert Fald at have kunnet give Værkføreren det Indtryk, at Systuen blot havde ønsket at vare frit stillet over for Funktionærloven, og derfor ikke fandtes at være en virkelig Opsigelse. -

S. & H.R.D. 0. Febr. 1940. I den mellem et Bageri og en Bestyrerinde af et af dets Udsalg oprettede Kontrakt hed det bl. a., at Funktionæren var undergivet det Ordens- og Arbejdsregulativ. der til enhver Tid var gældende i Forretningen, derunder at Bestyreren af Udsalget var ansvarlig for, at Udsalgets hele Bruttoavance opnaaedes, og at Ikke-Overholdelse heraf kunde medføre Ophævelse af Engagementet og Fratræden straks.

I Løbet af 1939 viste det sig, at Bruttoavancen ikke opnaaedes, og Bestyrerinden
blev afskediget til øjeblikkelig Fratræden.

Ved Dommen anerkendtes Bestyrerinden at have Krav paa 6 Maaneders
Opsigelse. —

V. L. R. D. 1. Marts 1940. En Værkfører i en Protokolfabrik, der uddannede Lærlinge, antog og afskedigede Personale, ledede Personalet, foretog faglige Beregninger m. v., ansaas som Funktionær i Funktionærlovens Forstand.

H. R. D. 8. Marts 1940. Bestemmelsen i Funktionærlovens S 2 om, at det ved skriftlig Aftale kan bestemmes, at Funktionæren i de første 3 Maaneder efter Ansættelsen skal kunne opsiges med kortere Varsel end 1 Maaned, forstodes saaledes, at selve Ophøret af Tjenesteforholdet skulde falde inden for de 3 Maaneder, for at det kortere Varsel skulde kunne anvendes. —-

2 H. R. Domme 20. Marts 1940. En Vejer og en Afskriver i Københavns
Frihavn ansaas som Funktionærer. —

0. L. R. Domme af 9. og 12. April 1940. En kvindelig Kok i en Restauration og en Akkvisitrice for en Støvsugerforretning, hvis Arbejde bestod i at opsøge Emner, som derefter skulde besøges af Repræsentanter for Forretningen, faldt ikke ind under Funktionærloven. —

H.R.D. 27. Maj 1940 stadfæstede 0. L. R. D. 23. Novbr. 1939 (H. T.
1940 S. 101 nederst), hvorefter en provisionslønnet Repræsentant ikke
havde Krav paa Løn for den Tid, i hvilken han havde været syg. —-

S. & H. R. D. af 7. Juni 1940. En Mand, der havde anden Beskæftigelse,
og som »Fritidsagent« tegnede Forsikringen for et Forsikringsselskab, faldt
ikke ind under Funktionærloven. —

H.R.D. 21. Juni 1940. Indkaldelse paa übestemt Tid til Sikringsstyrken
falder ikke ind under Funktionærlovens § 6, hvorefter Indkaldelse til Efteraarsmanøvrer
eller andre kortere Indkaldelser betragtes som lovligt Forfald.

Der tilkendtes derfor ikke en Handelsmedhjælper, der havde været indkaldt
fra 3. Septbr. til 15. Decbr., Løn for denne Tid. -

S. & H.R.D. 1. August 1940. En likviderende Forretnings Aftale med det i Anledning af Likvidationen opsagte Personale om, at Personalet skulde fortsætte Tjenesten med et gensidigt Opsigelsesvarsel af 1 Maaned i de første 5 Maaneder, idet Personalet forbeholdt sig Ret til 3 Maaneders Opsigelsesvarsel, hvis Ansættelsen varede længere, var ikke en Omgaaelse af Funktionærlovens Regler om Opsigelsesvarslets Længde. -

. S. & H.R.D. 25. Septbr. 1940. En Medarbejder ved et Dagblad, der udførte
almindeligt journalistisk Arbejde og havde forestaaet Redaktionen af
Bladets Bagside, faldt ikke ind under Funktionærloven.

0. L. R. D. 7. Oktbr. 1940. En Revisorassistent var opsagt med lovligt Varsel, men fik derefter efter sin Anmodning Lov til at forblive i Stillingen til nedsat Løn, indtil han paa ny blev opsagt. Uanset at hans Tjenestetid ved den sidste Opsigelse berettigede ham til et længere Varsel, fandtes han med Rette opsagt med 1 Maaneds Varsel, da den forstc Opsigelse var begrundet i manglende Kvalifikationer, da han selv havde bedt om at maatte blive til nedsat Løn, og da den fornyede Ansættelse kun skyldtes Medlidenhed med ham. —

V. L.R. D. 5. Novbr. 1940. En Direktrice, der skulde forestaa en Systue,
udføre Tilskæring og Prøvning og deltage i Syningen, faldt ind under Funktionærloven.

H. R. D. 5. Decbr. 1940. En Mand, der havde været ansat som Fuldmægtig
hos en Grosserer, blev i Anledning af Funktionærloven opsagt til 1.
Novbr. 1938, men genantaget imod selv at sige op til 31. Decbr. 1938.

Den 23. Decbr. blev der mellem Parterne indgaaet en Overenskomst om
Ansættelse med samtidig Opsigelse til Ophør den 31. Decbr. 1939.

Da det antoges, at Overenskomsten kun tilsigtede en Omgaaelse af Funktionærlovens Bestemmelse om Opsigelsesvarsel, og at Meningen i Virkeligheden var, at Forholdet skulde fortsættes paa übestemt Tid, ansaas Grossereren ikke for berettiget til at afskedige Fuldmægtigen uden Varsel ved Udgangen af 1939.

H.R.D. 18. Decbr. 1940. En Lagerekspedient, hvis Beskæftigelse som »Picker« bestod i at fremtage Varerne fra deres Plads paa Lageret efter Ordresedler og bringe dem til det Personale, der besørgede Indpakningen, faldt ikke ind under Funktionærloven. - -

S. & H.R.D. 23. Oktbr. 1940. Efter at det ved en S. &H.R.D. 13. Januar 1940 var fastslaaet, al de i Efteraaret 1939 foretagne Indkaldelser til Militærtjeneste af übestemt Varighed maatte sidestilles med de i Funktionærlovens £ (j nævnte »andre korte Indkaldelser«, der betragtes som lovligt Forfald, betalte en Forretning en indkaldt Funktionær Lon for den Tid, han havde været indkaldt til ovennævnte Militærtjeneste. Efter at H. R. ved Dom af 21. Juni 1940 (se ovfr. S. 118) havde forandret S. &H.R. Dommen, fandtes Forretningen ikke berettiget til at tilbagesøge den saaledes udbetalte Løn. da den maatte have regnet med en eventuel Ændring af Dommen og ikke havde taget noget Forbehold i saa Henseende. —

S. & H. R. D. 5. Novbr. 1940. En Bogholder, der i 10 Aar som Bibeskæftigelse
havde fort Bøger et Par Timer daglig for en Fabrikant, fandtes
ikke at kunne anses for Funktionær hos denne. -

S. & H.R.D. 13. Novbr. 1940. Pasning af et Hotels Telefoner, Føring af
Regnskabet med (læsternes Telefonering og Afregning med Kassen fandtes
at falde ind under Funktiona^rloven. - -

Garanti

H.R.D. 15. Januar 1940. En Gasforbruger, der fik Gas leveret gennem Autoinatgasniaaler, ansaas ved Dommen for ansvarlig for de i Automaten nedlagte Beløb, uanset at disse i Dommen ansaas for at være stjaalet ud af Automaten.

S.& H.B.D. 30. Novbr. 1940. Ved Afskibningen af et Parti Kartofler, der skulde eksporteres lil Argentina via Hamborg, havde landbrugsministeriets Tilsyn med smitsomme Plantesygdomme« i Henhold til L. Nr. 140 af 1. Juli 1927 om Bekæmpelse af smitsomme Plantesygdomme og Skadedyr afgivet Attest om, at Kartoflerne var sunde, ligesom Landbrugsministeriets Kartoffeludvalg i Henhold til Lovgivningen om Udforsel af Kartofler havde godkendt Kartoflerne til Eksport.

Ved Ankomsten lil Hamborg, hvor Kartoflerne skulde omlades og derfra ledsages af lysk Afskibningsattest, nægtede den paagældende tyske Myndighed at udstede Attesten under Henvisning til. at det ved en foretagen Stikprøve havde vist sig, at gennemsnitlig ca. 20 pCt. af de undersogte Kartofler var befængt med Skurv.

Landbrugsministeriet fandtes ikke al have paadraget sig noget Ansvar
ved de afgivne Attester, idet der ikke fandtes at være udvist Skødesløshed
eller Forsømmelse af den danske Inspektion. —

H. R. D. 12. Decbr. 1940. Sælgeren af en fast Ejendom, der havde garanteret, at der ikke fandtes Husbukke i Ejendommen, og som, da det konstateredes, at et Husbukkeangreb havde fundet Sted, var villig til at betale de direkte Reparationsudgifter i den Anledning, fandtes ikke pligtig at yde Erstatning for Værdiforringelse af Ejendommen, da Muligheden af en Værdiforringelse af Ejendommen i repareret Stand, under Hensyn til Angrebets Art, ansaas for at være ringe. —

Konkurrence.

H. R. D. 23. Decbr. 1940. Efter det samlede Indtryk, som nogle Tyggegummipakninger, derunder navnlig Banderolerne, frembød, fandtes Pakningerne egnede til at hidføre Forveksling med de af et udenlandsk Tyggegummifirma benyttede, hvorfor Anvendelsen af dem stred imod Konkurrencelovens § 9. —

S. &H.R. D. 16. Okt. 1940. Udbud af et Parti ukurante Varer under Betegnelsen »Ferietilbud« med Angivelse af en oprindelig Pris og en nedsat Pris ansaas for at falde ind under de i Konkurrencelovens S 5 nævnte Sæsonudsalg, der kun maa afholdes til bestemte Tider.

S. &H.R. D. 16. Okt. 1940. Skiltning med »Total-Ophør« uden Reklamering med nedsatte Priser, og uden at der var foretaget nogen Prisnedsættelse i Anledning af Forretningsophøret, ansaas ikke for at falde ind under de i Konkurrencelovens § 5 nævnte Udsalg. —

Konkurs.

3 H. R. Domme 29. April 1940. Efter Konkurslovens § 20 kan et Konkursbo, hvis Skyldneren i Løbet af de sidste 8 Uger før Konkursen har betalt Gæld ved til Fordringshaveren at afhænde fast Ejendom, Skib eller andre Genstande, som efter de paagældendes Stilling eller Forhold maa anses for usædvanlige Betalingsmidler, fordre, at den stedfundne Betaling skal gaa tilbage.

Der fandtes ikke at foreligge en saadan Betaling i et Tilfalde, hvor en
Mølle, der havde købt et Parti Byg af en Foderstofforretning, til Afgørelse
af Skylden havde leveret et Parti Mel og nogle Partier Bankebyg.

Det samme fandtes at være Tilfældet med Hensyn til et Parti Jordnødkager, som Mølleriet havde leveret til en Kreditor, idet der fandtes at foreligge et reelt Salg, samt med Hensyn til noget Majsskraa og Fodermel, som Møllen havde leveret til en Foderstofforretning, der afskrev Købesummen paa et Tilgodehavende hos Møllen. —

Kontrakt.

S. &H.R. D. 29. Januar 1940. Under Indladningen af et Parti Cokes, som Skibet ifølge en Bestemmelse i Certepartiet havde Ret til at indtage paa Dæk paa Befragterens Risiko, gik en Del over Bord, fordi Skibet ikke var tilstrækkeligt sikkert fortøjet, men paa Grund af den nævnte Bestemmelse i Certepartiet fandtes Rederiet ikke ansvarligt for Tabet.

H.R. D. 29. Januar 1940. Ved Losningen af en Ladning Majs, der var indladet in bulk i New Orleans, viste Majsen sig at være beskudiget. Ansvaret for Skaden skulde i Henhold ti) Konnossementets Bestemmelser bedømmes efter den amerikanske »Harter Act« af 13. Febr. 1893.

Ifølge en i Anledning af den konstaterede Skade afholdt Skønsforretning

skyldtes Beskadigelsen, at det Tømmer, der var anvendt til de til Afstivningaf Skibets Slingreskot benyttede Skraastivere, var af for frisk og derforfugtigt Træ, samt Varme fra et udækket Maskinskot i Forbindelse med udækkede Luftgangsror fra en Ballasttank, der anvendtes som Beholder for fersk Vand til Maskinen.

Ved Dommen famltes Skibet at vsere ansvarligt for den af Skraastiverne foraarsagede Skade, idet (let ikke ansaas for tilstrirkkeligt godtgjort, at der var udvist tilborlig Orahu ved Lasterummenes Indretning, medens der ikke fandtes at foreligge tilstr;i-kkeligt (Irundlag for at paakcgge Skibet Ansvar for den Skade, der stod i Forbindelse med Maskinskottet og Luftgangsrerene.

H. R.D. 30. Januar 1940. Ifølge en Landvæsenskommissions Kendelse angaaende et Kloakanhcg i en Kommune skulde en Del af Omkostningerne, der afholdtes af Kommunen, fordeles paa Grundejerne, dels med et Værdibidrag af en vis Promille af Ejendonisskyldværdien, dels med et vist Bidrag pr. m¹ Areal; for den ved ny Bebyggelse, Til- eller Ombygning fremk;ildte Værdistigning skulde efterbetale* det til Værdistigningen svarende Bidrag. De paalignede Bidrag kunde betales kontant eller i Afdrag, og den Ejer, der havde betalt hele sit Bidrag, skulde alene betale Tillægsbidrag ved Til- og Ombygning.

Efter at et Ejendomsselskab havde købt en af Grundene i den paagældende Kommune og derpaa opført en storre Beboelsesejendom, blev der i Henhold til Landvæsenskommissionskendelsen paalagt Selskabet et Kloakbidrag svarende til Værdistigningen.

I Henhold til en Bestemmelse i den om Salget oprettede Slutseddel, hvorefter del var en Forudsætning for Kobet, at der ikke paahvilede Ejendommen særlige Byrder og Indskrænkninger, forlangte Selskabet det nævnte Bidrag godtgjort af Sælgeren, men ved Dommen fandtes Pligten til at udrede Tillægsafgiften ikke at kunne henfores under Udtrykket »særlige Byrder« i Slutsedlen, da Pligten først var opstaaet ved den foretagne ny Bebyggelse og var afhængig af Værdien af de opforte Bygninger. En Udtalelse under Salgsforhandlingerne af Sælgeren om, at der ikke skyldtes Kloakbidrag af Ejendommen (hvis hele da paalignede Bidrag var betalt allerede af en tidligere Ejer), fandtes derhos at maatte forstaas saaledes, at de Byrder vedrorende Kloakbidrag, der paahvilede Ejendommen i dens daværende Tilstand, fuldt ud var betalt. -

S. & H. R. D. 8. Febr. 1940. En Fabrikant havde kobt nogle Maskiner til Maskinsnedkeri og havde underskrevet en Slutseddel, hvor der bl. a. stod: >Værneting: en af Leverandøren udpeget Domstol i Kobenhavn eller andetsteds«.

I Dommen udtales det, at man maatte gaa ud fra, at de Rettelser, som var foretaget i Slutsedlens trykte Salgsbetingelser, og som maatte antages at vært' foretaget af Fabrikanten, forinden Underskriften var gennemlæst af Fabrikanten, der havde underskrevet lige under den Bestemmelse, hvori Ordet »Værneting* var fremhævet. Koberen fandtes derfor i alt Fald at være indgaaet paa, at en eventuel Retssag anlagdes i Kobenhavn, og Sagen, til hvis Afgorelse Sagkundskab skonnedes at være af Betydning, fandtes med Rette indbragt for Sø- og Handelsretten. —

S. &H.R.D. 15. Febr. 1940. En Mand havde hos en Kulhandler købt hele

sit Forbrug af Cinders for 1939 i Henhold til Telefonsamtale af 20. Juni
1939, Hovedparten at levere i September og Resten inden 31. Decbr. 1939.

I August leveredes 500 hl. Køberens Forbrug i de foregaaende Aar havde
ligget paa omkring 500 hl.

I Dommen udtaltes det, at Sælgerens Leveringspligt, da der ikke var aftalt noget bestemt Kvantum, ikke kunde gaa ud over tidligere Aars Levering, og at Køberen ved i August 1939 uden Forbehold at modtage 500 hl, medens han i tidligere Aar i samme Maaned kun havde modtaget 300 hl, havde givet Sælgeren Grund til at tro, at Køberen under Hensyn til de bestaaende Vanskeligheder havde indkobt hele sit Forbrug, saaledes at Sælgeren ikke var pligtig at levere yderligere.

H. R. Kendelse 16. Febr. 1940. En Sag anlagt til Erstatning i Anledning af, at et Vareparti viste sig at være beskadiget ved Modtagelsen, afvistes, da der i det paagældende Konnossement indeholdtes en Bestemmelse, hvorefter et hvilketsomhelst retligt Skridt, som Varemodtageren agtede at foretage mod Kaptajnen eller Rederen i Forbindelse med Konnossementet, skulde foretages for de lokale Myndigheder i Genova.

At der var deponeret et Beløb her til Sikkerhed for eventuel Erstatning,
fandtes ikke at indeholde et Afkald paa Værnetingsbestemmelsen. --

S. &H.R.D. 28. Febr. 1940. En Mand, der havde købt et Parti Cokes til en Pris af 2 Kr. 60 Øre pr. hl til Levering medio Septbr. 1939, fandtes i Henhold til en i Sælgerens Bekræftelsesskrivelse indeholdt Pristillægsklausul pligtig at betale den paa Leveringstiden gældende Pris 4 Kr., idet Sælgeren ansaas for berettiget til at anvende sit omkring 1. Septbr. foreliggende Lager til Opfyldelsen af Kontrakter med tidligere Leveringstid.

S. & H. R. D. 18. Marts 1940. En Generalagent for et tysk Firma, der af et svensk Firma havde modtaget Ordre paa et Parti Varer, kunde ikke anses for at have indgaaet Handelen for egen Regning, da del svenske Firma vidste, at han var Agent, og efter Korrespondancen mellem Parterne ikke havde haft Føje til at antage, at han handlede for egen Regning.

Han fandtes heller ikke erstatningspligtig i Anledning af, at det lyske Firma paa Grund af Krigen havde annulleret Ordren, idet han efter Aftaleloven kun var pligtig at erstatte det Tab, der var lidt ved, at Handelen ikke kunde gøres gældende mod det tyske Firma, og det ikke ansaas for godtgjort, at der var lidt saadant Tab. --

0. L. R. D. 9. Maj 1940. En Mand, der havde tegne-t Forretningsabonnement paa Belysning til billig Tarif, kunde ikke forlange Abonnementet opretholdt, idet Belysningsvæsenet, der efter offentlig Bekendtgørelse havde ophævet Forretningsabonnementstariffen, efter L. Nr. 288 2. Septbr. 1939 maatte anses for at være forpligtet til at bringe Tariffen til Ophør som et Led i den paabudte Begrænsning af Lysforbruget.

V. L.R.D. 15. Maj 1940. En Skrivelse om Stadfæstelse af en pr. Telefon optagen Ordre henviste i sin Tekst til de paa Bagsiden trykte Salgsbetingelser, hvoriblandt, at Tvistigheder skulde afgøres ved Kendelse af Københavns Bedømmelses- og Voldgiftsudvalg.

Denne Bestemmelse fandtes at være bindende for Ordregiveren, der
først, efter at Tvist var opstaaet, havde protesteret imod dens Anvendelse.

H. R. D. 29. Maj 1940. En Skipper, der skulde befordre et Parti Kartofler

til Aarhus, men blev opholdt undervejs i 9 Dage, hvorved Kartoflerne led Skade, der maatte antages at skyldes mangelfuld Udluftning, fandtes erstatningspligtig, fordi han ikke havde givet Afsenderen Underretning om Forsinkelsen. -

Ø.L.R.D. 4. Septbr. 1940. En Lejekontrakts Krav om Opsigelse med et
halvt Aars Varsel til en 1. Oktober fandtes opfyldt ved, at der var sagt op
den 1. April om Formiddagen. —

V. L. R. D. fi. Septbr. 1940. En Direktør for et Fjerkræslagteri, der havde opsagt sin Stilling til 1. Januar 1940 i Anledning af, at han selv havde overtaget el Fjerkræslagteri fra 1. Oktbr. 1939, og som havde bevæget Kassereren i førstnævnte Fjerkræslagteri til at sige op for at tage Plads i det andet, fandtes med Rette opsagt den 6. Septbr. 1939 til Fratrædelse 1. Oktbr. 1939.

S. &H.R. D. 1. Oktbr. 1940. Befragteren af et Skib, der skulde føre Kul fra England til Odense, ansaas efter Certepartiets Bestemmelser, der svarede til de af Fragtnævnet anbefalede Klausuler, pligtig at tilsvare Rederiet forhojede Krigsforsikringsprtemier ikke alene for Hjemrejsen med Ladningen, men ogsaa for Ballastrejsen til England. —

S.&H.R. D. 31. Oktbr. 1940. Et Aktieselskab, der havde befragtet et Skib til at føre en Ladning Kul fra England til Kobenhavn ved et Certeparti af 13. Novbr. 1939, der paalagde Befragterne at bære Risikoen ved eventuelle Ændringer af Krigsforsikringspræmien. fandtes pligtig at bære en den 30. Novbr. indtraadt Forhojelse af Præmien uanset, at Rederiet først den nævnte Dato havde gjort Anmeldelse til Krigsforsikringen om Skibets Tilbagerejse. Rederiet fandtes nemJig ikke ved den sene Anmeldelse at have begaaet nogen Fejl over for Befragterne, idet disse havde kunnet tage Forbehold i Certepartiet om tidligere Anmeldelse eller paa anden Maade havde kunnet rette Henvendelse derom til Rederiet. -

H.B.D. 5. Novbr. 1940. Koberen af et Stykke Jord. der ham bekendt tidligere var solgt til en anden, maatte respektere dette Salg. idet Sælgeren, der ikke havde kunnet bevise sin Paastand om, at Salget var gjort afhængigt uf en Betingelse, som viste sig ikke at indtræde, tilpligtedes at udstede Skøde til sidstnævnte Kober.

S. &H. R.D. 13. Novbr. 1940. Et Eksport Co.. der havde købt et Parti Svineta'er f.o.b. Kobenhavn for al eksportere dem til Malta, hvortil de var videri'solgt, fandtes under de foreliggende Omstændigheder at burde have undersogt Varerne i Kobenhavn, hvor de havde henligget hos Eksportcompagnicts Skibsagenter nogen Tid for Afsendelsen til Malta.

En Reklamation, der forst skete, efter at kompagniets Køber ved Varernes Ankomst til Malta havde nægtet at modtage dem, da de ved en Undersøgelse viste sig at vare uegnede til Menneskefode. blev derfor ikke anset for rettidigt foretaget.

Ø.L.R.D. 14. Novbr. 1940. Ved Certeparti af 7. August 1939 fragtedes et Skib til at fore en Ladning fra England til Kobenhavn. Den 4. Septbr. s. A. annullerede Rederiet Kontrakten under Henvisning til Krigstilstanden. Annullationen fandtes hjemlet j Sølovens Jj 135.

S. & H. HD. 15. Novbr. 1940. Et Rederi ansaas for berettiget til at forlangeOverliggedagsgodlgorelse, idet Forsinkelsen af Udlosningen antoges at skyldes Ladningsmodtagerens Nægtelse af at forevise Konnossement, og idet Føreren af Skibet fandtes berettiget til at nægte at fortsætte Losningen,saalænge

ningen,saalængeLadningsmodtageren ikke paa Forlangende præsterede
Konnossement.

H. R.D. 21. Novbr. 1940. Et Aktieselskab havde købt et Parti Tarme til
successiv Levering og havde anvendt og betalt en Del af det leverede, men
sendte derefter Resten tilbage som ukontraktmæssig.

Da Aktieselskabet efter at have anvendt og betalt en Del af Tarmene havde modtaget yderligere Leveringer uden at reklamere, og da de senere leverede Partier ikke kunde antages at have afveget fra de anvendte, fandtes Aktieselskabet ikke at have haft fornødent Grundlag for at afvise Tarmene som ukontraktmæssige. —

S. & H. R. D. 9. Decbr. 1940. En Bank havde aabnet bekræftet Rembours til Fordel for en Sælger, der havde solgt et Parti Osteløbe til en Kober i Buenos Aires. Da Remboursbetingelserne ikke blev fuldt ud opfyldt, fik Banken, forinden Købesummen for Varerne udbetaltes, en Erklæring fra Aktieselskabet, hvorved dette forpligtede sig til paa Anfordring at tilbagebetale

Da Køberen i Buenos Aires nægtede at indfri Afskibningsdokumenterne under Paaberaabelse af, at de ikke opfyldte Remboursbetingelserne, søgte Banken det udbetalte Beløb tilbage fra Sælgeren, der fandtes pligtig at betale det i Henhold til den ovennævnte Erklæring.

V. L. R.D. 10. Decbr. 1940. En Radioforhandler, der havde Eneforhandling af en Fabriks Apparater, og som havde forpligtet sig til at overholde de til enhver Tid gældende Salgs- og Leveringsbetingelser, fandtes ikke at have misligholdt Eneforhandlingskontrakten ved at have solgt nogle Apparater til en Købmand under Katalogprisen og Uden at forlange af denne, at han skulde overholde Fabrikens almindelige Salgs- og Leveringsbetingelser.

Det nævnte Salg angik nemlig en ældre Model og var sket, efter at der var kommet nye Modeller fra Fabriken paa Markedet, og i en af Grosserer- Societetets Komité afgiven Erklæring var det oplyst, at det ikke var usædvanligt, at Radiofabrikanter tillod, at gamle Apparater solgtes til reducerede Priser i saa Tilfælde. Fabriken fandtes derfor udtrykkeligt at burde have tilkendegivet Eneforhandleren, at Salgs- og Leveringsbetingelserne skulde overholdes ogsaa med Hensyn til ældre Apparater.

H. R. D. 16. Decbr. 1940. Mellem en herværende Repræsentant for et californisk Firma og en Grosserer blev der indgaaet en Handel om et Parti Rosiner, saaledes at Repræsentanten aabnede Rembours for Køberens Regning i San Francisco.

Efter at Rosinerne var afsendt, indtraf Besættelsen af Danmark og Englands
Blokade, hvorfor Rosinerne blev oplossede i Christobal ved Panamukanalen.

Efter at Sælgeren havde gjort sig betalt gennem Remboursen, og det
remburserede Beløb ver debiteret Repræsentanten, tilpligtedes Køberen at
refundere denne hans Udlæg til Dækning af Remboursen.

H.R.D. 17. Decbr. 1940. Køberen af et Vaskerianlæg, der blev leveret 1. Maj 1939, kunde ikke, efter at det var blevet benyttet til Septbr. 1940, afvise Anlæget som ukontraktmæssigt, da hans Klager over Manglerne havde været saa übestemte, at det var uvist, om han ikke trods Manglerne vilde beholde Anlæget. Han fandtes heller ikke berettiget til Afvisning mod Erstatning for Brugen af Anlæget. —

H. R.D. 20. Deobr. 1940. Efter at en Repra-sentant, der udelukkende var provisionslonnet, i nogen Tid havde arbejdet for et Aulomobilselskab, a?ndrede Selsk:il)et paa (Irund af Benzinrestriktionerne og Krigsforholdene sine Salgsbetingelser, idet Selskabet gav sine Repru'sentanter Besked om, at de kun maatte sa'lge mod kontant Betaling, og at brugte Vogne kun maatte tages i Bytte, saafremt de i Forvejen var solgt.

Der tilkom ikke Repræsentanten Erstatning i Anledning af. at Salget
derved vanskeliggjordes for ham, saaledes at han mistede sin Indtægt. —

H.R.U. 23. Decbr. 1940. En Fabrik, der paa Grund af Krigen ikke havde kunnet sk;iffe de til Fabrikationen fornødne Raastoffer, fandtes i Henhold til et i Ordrebekræftelsen taget Forbehold i den Retning berettiget til at annullere den paagældende Ordre. -

Kreditforeninger

0. L. R.D. 22. Febr. 1940. Ifølge Statuterne for Kreditkassen for Husejere
følgei Retten til det Depositum, der skal betales, naar et Laan bevilges,
Laanet og l'antet.

En Mand, der paa Tvangsauktion havde overtaget en Ejendom, hvori
der indestod en Prioritet til Kreditkassen, kendtes derfor berettiget til Depositummet.

Ifølge en af V. L. den 29. Febr. 1940 afsagt Kendelse er der intet til Hinder
for l'dlæg i et Kreditforeningslaans Andel i Reservefonden. —

Køb og Salg.

H. H.D. 22. Febr. 1940. En Sagsogt, der i Efteraaret 1937 havde faaet en
Del Varer og betalt en Del deraf, kunde ikke nu. da han sagsøgtes til Betaling
af Resten, gure gældende, at Prisen var for høj. —

0. L. R.D. 15. April 1940. Ifolge et paa ('.rundlag af Slutseddel af 4. Marts
den 9. s. M. udstedt Skude paa en Ejendom, der skulde overtages af Køberen
1. April, var der i Overdragelsen indbefattet bl. a. 5 Koer.

En Kalv, som en af disse Koer havde født den 8. Marts, fandtes at maatle
tilfalde Sa-lgeren. -

V. L. R. D. 29. Maj 1940. En Handelsmand, der havde kobt en So. hævdede,
at han havde betalt den kontant ved Leveringen.

Da det ikke fandtes godtgjort, at der var Coutume for, at der i saadanne
Tilfælde betales kontant, maatte Kuberen bevise, at han havde betalt. —

V. L. R.D. 1. Juni 1940. En Hestehandler havde kobt en Hoppe, men
nægtede, da den nogen Tid efter leveredes ham. at modtage den, idet
han gjorde ga'ldcnde. at den var hun.

Den af Sælgeren til Betaling af Kubesummen anlagte Sag hurte ikke under Voldgiftsret i Henhold til Loven om Voldgift i Tvistigheder om Handel med Husdyr, da den, der rejste Sagen ved den ordinaire Domstol, ikke støttede sil Krav paa Mangler ved del afhændede Dyr.

0. L. R.D. 21. Novbr. 1940. En raadgivende Ingenior ved et Byggeforetagende, der havde godkendt en Bestilling paa 3 Varmemaalere pr. Lejlighed i Stedet for som oprindelig paatirnkt kun 1. ansaas legitimeret over for Liverandoren til at foretage Bestillingen, der ansaas for fornuftig og forsvarlig i Betragtning af de forogede Udgifter ved Gennemførelsen af den oprindelige Plan.

0. L. R. D. 6. Decbr. 1940. Keberen af en Ejendom havde forinden Kobet besigtiget Ejendommen og derved ikke kunnet undgaa at se, at der paa Nabogrunden var opfort en Bygning, der var i Strid med de paa Ejendommene i det paagaeldende Kvarter hvilende ViUaservituter. Han fandtes herved at va?re gjort bekendt med Forholdet, saaledes at han ikke kunde forlange den paaga'ldende Bygning, der var opfort med utinglyst Saintykke af en tidligere Ejer af den kobte Ejendom, nedrevet. —

H. R.D. 10. Decbr. 1940. En Mand, der i 1932 havde købt en Forretning med Varelager og Inventar, over hvilket Sælgeren forbeholdt sig Ejendomsretten, til Kphesummen var betalt, fandtes berettiget til at ophæve Aftalen, men ikke til at realisere Varelager og Inventar til Da>kning af det Beløb, han havde forudbetalt.

Kravet paa Erstatning i Anledning af Realisationen ansaas for forældet
efter Forældelsesloven Nr. 274 af 22. Decbr. 1908 S 1 Nr. 1 a. —

Landbrug.

0. L. R. D. 29. Maj 1940. En Gaardejer havde i Henhold til L. Nr. 364 af 18. Decbr. 1933 om Udlaan af Erhvervenes Laanefond til Ejere af Landbrugsejendomme til Opnaaelse af Akkord og Moratorium fauet Moratorium i 3 Aar med Hensyn til den Del af Pantegælden, der oversteg hans Ejen doms Panteværdi.

Et Hypotekforeningslaan blev derved delt i 2 Dele, hvoraf den største beholdt sin tidligere Prioritetsstilling, medens den mindre Del rykkede tilbage for det af Erhvervenes Laanefond bevilgede Akkordlaan. I Moratorietiden blev der betalt fuld Terminsydelse af hele Hypotekforeningens Tilgodehavende.

Hypotekforeningen tilpligtedes at afskrive det betalte forholdsmæssigt
paa begge Dele af Laanet i Stedet for, som sket, paa den daarligst sikrede
Del. -

V. L. R. Kendelse 27. Juni 1940. Ifølge L. Nr. 106 af 3. April 1925 maa ingen Del af en Landbrugsejendom med et Jordtilliggt-nde af mindst 1 ha og en Jordværdi af mindst 1000 Kr. gives Andenmand til Brug for længere Tid end 5 Aar uden Landbrugsministeriets Tilladelse.

En Overenskomst, hvorved et Kalkværk havde faaet Tilladelse til paa en Gaardejers Jord at oprette et Vandværk og til al tage Sand, Sten og Grus i 25 Aar, fandtes ikke al være i Strid med nævnte Lov. da de i Overenskomsten omhandlede Rettigheder ikke gav Adgang til almindelig Raaden over og Udnyttelse af Ejendommen, men maaatte betragtes som Servitutrettigheder, saaledes at der intet var til Hinder for Overenskomstens Tinglysning. —

Næringsvæsen.

Ø.L. R. D. 18. Marts 1940. Anvendelsen af Firmanavnet »Københavns
Hypotekbørs« fandtes überettiget efter Firmaloven, Nr. 23 af 1. Marts 1889
§ 10.

Dommen stadfæstedes ved H. R. D. af 3. Decbr. 1940.

V.L.R.D. 8. Maj 1940. En Snedkermester, der havde Næringsbrev i Odense,
ansaas ikke for berettiget til uden Næringsadkomst i Fredericia at lade

optage Bestillinger paa Mobler i et Lokale i Fredericia, hvor han sammen
med andre havde udstillet Mobler. —

H.R.D. 24. Maj 1940. Medlemmerne af Glarmesterlauget kunde ved at
forpligte sig til at aftage Glas hos Medlemmerne af en Glasimportørforretning
faa en Bonus for det i Aarets Løb købte Glas.

I Anledning af en Uoverensstemmelse mellem Lauget og Importørforeningen havde Oldermanden for Lauget tilbageholdt nogle Forpligtelseserklæringer fra Glarmestre for at faa lagt Pres paa Importørforeningen og opnaa en for Glarmestrene tilfredsstillende Ordning..

Da den nievnte Fiemgangsmaade var godkendt af Laugsbestyrelsen, og da der var Rivet Medlemmerne tilstrækkelig Besked om dens Anvendelse, der ikke ansaas for uforsvarlig eller i Strid med Laugets Vedtægter, blev Laugels Oldermand ikke anset for ansvarlig for, at de Medlemmer, hvis Erklæring var tilbageholdt, ikke fik den ovennævnte Bonus. -

H. B. D. 12. DcTbr. 1940. Et Aktieselskab, der havde Udsalg rundt omkring i Landet, havde lejet et Lokale og fremlejet det til en Næringsdrivende, med hvem der var oprettet en Kontrakt, hvorefter bl. a. kun Selskabets Varer maatte fores og kun til de af Selskabet fastsatte Priser m. ra.

Selskabet fandtes at have en saadan Interesse i og Raadighed over Udsalget, at dette maatte sidestilles med et af Selskabet selv drevet Udsalg, saaledes at Selskabet selv skulde lose Næringsbrev det paagældende Sted.

Pant.

V. L. R. D. 24. Febr. 1940. En Frøforretning, der havde leveret Frø til Udsæd til en Gaardejer, som i Henhold til den derom oprettede Froavlskontrakt leverede Froavlen til Froforretningen, tilpligtedes at tilsvare en Kornforretning, der ifolge Hostpantebrev havde tinglyst Pant i Gaardejerens Host, Værdien ;\f Froavlen.

S. & H.R.D. 28. August 194(1. En Søforsikring for et Skib var tegnet bl. a. paa de i Soforsikringskonventionen af 2. April 1934 indeholdte Betingelser, efter hvilken Konvention Forsikringsaftalelovens Regel om, at en Tings.skadrforsikring ;mses som tegnet til Fordel for alle, der har Interesse i Tingen, ikke kom til Anvendelse.

Da Policen som forsikret alene angav den, der havde tegnet den, var det alene dennes Interesse og ikke tidligere Panthaveres Interesse, der var forsikret, saaledes at en Panthaver ikke kunde forlange noget af Forsikringssummen

ø. L. R.D. 4. Septbr. 1940. En Pantedebitor, der skulde betale Renter efter en Panteobligation i de halvaaiiige 11. Juni og 11. Decbr. Terminer, henvendte sig den 18. i Terminsmaaneden om Aftenen Kl. 8H paa Kreditors Bopæl for at betale Renterne, men traf ingen hjemme.

Kapitalen ansaas som forfalden i Henhold til Pantebrevet paa Grund af
Udeblivelse med Renler.

H.R.D. 4. Novbr. 1940. Ifølge Sølovens g 267 haves der Sopanteret i Skib og Fragt bl. a. for Fordringer, der grunder sig paa, al Skibsforeren i denne sin Egenskab uden for Skibets Hjemsted har truffet Aftale eller Foranstaltning med Henblik paa. hvad der er virkelig nodvendigt til Bevaring af Skilift eller Fortsættelse af Rejsen.

En Skibsfører havde i Antwerpen bestilt og faaet leveret et Parti Bunkerkultil

kerkultilSkibet, der efter at vaere udlosset gik i Ballast til Hull.
Leverandoren fandtes ikke at have Sopanteret, da Rejsen til Hull ikke
kunde anses som Fortsaettelse af en tidligere Rejse. -

V. L. R. Kendelse 13. Decbr. 1940. En Møller, der var Forhandler af afgiftspligtigt Korn, havde til Sikkerhed for en ham til Opkøb af saadant Korn indrømmet Kassekredit ved et Skadesløsbrev givet Pant i det hos ham til enhver Tid beroende Lager af afgiftspligtigt Korn. Skadesløsbrevet fandtes med Rette afvist fra Personbogen som stridende mod Konkurslovens § 152 (hvorefter der ikke kan gives særskilt Pant i Samlinger af ensartede eller til et fælles Brug bestemte Ting, der betegnes ved almindelige Benævnelser), uanset at Landbrugsministeriet i Henhold til Kornloven i et Cirkulære havde givet en generel Tilladelse til saadan Pantsætning.

Tinglysning.

0. L.R. D. 7. Febr. 1940. Et Saneringslaan (H.T. 1940 S. 49) kunde tinglyses paa den ved Laanet indfriede Hæftelses Plads uden Hensyn til, at efterstaaende Panthavere havde erhvervet Oprykningsret efter Tinglysningslovens § 40 derved, at nogle Afdrag paa en foranstaaende Prioritet var forfaldet. —

V. L. R. Kendelse 10. Maj 1940. Køberen af en Ejendom ifolge betinget Skøde er ikke legitimeret til at raade over Ejendommen, hvorfor Pantebreve, der udstedes af ham, maa forsynes med Samtykke fra Sælgeren for at kunne tinglyses paa Ejendommen.

Samtidig med Tinglysningen af et betinget Skøde blev der lyst et af
Køberen udstedt Ejerpantebrev, der var forsynet med en Paategning fra
Sælgeren om Samtykke til Tinglysningen.

Da denne Paategning ikke var forsynet med Vitterlighedsvidner i Overensstemmelse med Fordringen i Tinglysningsloven, fandtes Samtykket at være uden Betydning, saaledes at Sælgeren kunde faa Ejerpantebrevet udslettet, efter at det betingede Skøde var bortfaldet paa Grund af Misligholdelse.

V. L.R. Kendelse 27. Juni 1940. En Ejendomsdom kunde tinglyses, naar
Ankefristen var udløbet, uanset at der i et Aar fra Dommens Afsigelse var
Mulighed for, at den ifølge speciel Tilladelse kunde paaankes.

V. L.R. Kendelse Juli 1940. Efter at der ved en Landvasenskommlssions Kendelse var paalagt nogle Ejendomme Mergelbidrag, blev en af Ejendommene udstykket og det Ejendommen paahvilende Bidrag fordelt paa den nye Parcel og Resten af Ejendommen.

Da det Parcellen paalagte Bidrag blev betalt, meddelte Morgelselskabets Bestyrelse Samtykke til, at Parcellen udgik af Selskabets Pant for Bidragene. Hertil fandtes Bestyrelsen imidlertid ikke at være berettige! uden udtrykkelig Hjemmel i Loven. -

V. L.R. Kendelse 6. Septbr. 1940. Et Pantebrev, hvis Beløb oversteg Laanegrænsen efter L. Nr. 404 af 2. Aug. 1940 (se S. 51), og som begæredes tinglyst saaledes, at Panteretten kun var aktuel for den Dels Vedkommende, der laa under Laanegrænsen, og for den øvrige Dels Vedkommende efterhaanden som foranstaaende Prioriteter afdroges, afvistes.

0. L. R. Kendelse 23. Oktbr. 1940. Købesummen, 15,500 Kr., for en Ejendom berigtigedes ifølge Skodet bl. a. ved Overtagelse af Pantegæld og Udstedelse af Pantebrev for tilsammen 8100 Kr., hvilket Beløb udgjorde Laanegrønsen ifolge Loven om Begrænsning af Adgangen til at tinglyse Gæld. For Resten af Kobesummen udstedtes Gældsbevis. Samtidig med Skødet begæredes en af Koberen udstedt Deklaration tinglyst, hvorved han forpligtede sig til ikke paa Ejendommen at lade tinglyse nogen Pantebehæftelse ud over de ovennævnte.

Da Sælgeren fandtes at have retlig Interesse i Tinglysningen, kunde Deklarationen
ikke afvises. —

0. L. R. Kendelse 4. Novbr. 1940. Loven om Begrænsning af Adgangen til at tinglyse Gæld paa fast Ejendom var ikke til Hinder for Tinglysning af et betinget Skøde, hvorefter den Del af Købesummen, der ikke berigtides ved Overtagelse af Pantegæld og kontant Betaling, oversteg Laanegrænsen.

V. L. R. Kendelse 22. Novbr. 1940. I et Skøde, hvorefter der skulde udstedes Pantebrev for 17,000 Kr., fandtes den Bestemmelse, at hver af Parterne, saafremt Ejendommens Grundværdi ifølge Vurdering svingede op eller ned, skulde kunne fordre tilsvarende Forhøjelse eller Nedsættelse af Pantebrevets Restpaalydende.

Købesummens Størrelse fandtes at være endelig fastsat, saaledes at der
ikke af Hensyn til denne Bestemmelse var noget til Hinder for Skodets og
Pantebrevets Lysning. —

0. L. R. Kendelse 2. Decbr. 1940. Laanegrænsen for en Ejendom, der bestod af 2 Matr. Nr.. som var vurderet til Ejendomsskyld under eet, bestemmes alene i Forhold til Ejendomsskylden, saaledes at der ikke kunde forlanges særskilt Vurdering af hvert Matr. Nr. —

0. L. R. KendeJse 2. Decbr. 1940. Et Pantebrev til en Hypothekforening, for hvilket tre private Pantebreve, der var tinglyst, inden Loven om Begrænsning i Adgangen til at tinglyse Gæld var fremsat, ifolge deres Indhold skulde vige. kunde tinglyses uden Hensyn til, at Laanegrænsen derved blev overskredet.

V.L. R. Kendelse 21. Decbr. 1940. Et Skadesløsbrev, hvorved der til Sikkerhed for et Beløb af 800 Kr. var givet Pant i 2 Matrikulnumre, der var vurderede til Ejendomsskyld til henholdsvis 800 og 400 Kr.. fandtes med Rette afvist fra Dagbogen i Medfør af Loven om Begrænsning af Adgangen til Pantsætning, idet Laanegra'nsen efter Loven maatte antages at skulle fastsættes særskilt for hvert særskilt vurderet Matr. Nr. —