A. Troperne i Verdensøkonomien.

Allerede i Oldtiden bidrog de tropiske Egne deres vigtige Del til Datidens Verdenshandel, og alligevel synes det først at skulle blive vor Tid forundt at opleve Tropebæltets almindelige Indføjelse i den internationaleøkonomiske Arbejdsdeling. Efter at have afdækket Konturerneunder Verdenskortets hvide Pletter og efter at have opkastet sig til Herre over store Dele af de opdagede Lande kom for den livide Race Vanskelighederne med at finde de nyopdukkede Landes naturlige Plads i Verdensøkonomien. Disse Problemer blev yderligere kompliceretved Vestens tekniske Revolution, og — for Troperne specielt — ved Landenes Uegnethed for hvid Kolonisation. 1 et Par Aarhundreder havde Europa kunnet nyde den Følelse at have de nyopdagede Riger som Tumlepladser for sin Ungdoms Eventyrtrang og Stormandsdrømme,dens Kampglæde og Ærgerrighed, og først efter at Erobrerne med Sværdet i den ene Haand og Korset i den anden havde ført deres blodige Brandskatning til Verdens Ende, begyndte Besindelsen at faa Overtaget. Med den dæmrende Forstaaelse af Rovdriftens Kortsynethed ved en Udnyttelse af de oversøiske Landes Produktionskraft begyndte Investeringen af europæisk Kapital og Indsætningen af Arbejdskraft for en rationel Fremskaffelse af Raastoffer til Europas nye Industrier og af Levnedsmidler til dens fattige Befolkning; men det var først, da Kampen om Markederne for Industriprodukterne skærpedes, at endelig en virkelig Forstaaelse af de indfødte Befolkningers Betydning som Kunder slog igennem. Ved at give de Indfødte stigende Andel i LandenesProduktionsudbytte, ved at udstyre dem med bedre tekniske Produktionsmidlerog ikke mindst gennem faglig Uddannelse og Forbedringaf Levevilkaarene haahede man paa at kunne give den indfødte Befolknings Købekraft en saadan Forøgelse, at alle Afsætningssorger med eet Slag vilde forsvinde. Medens denne Forstaaolse af den indfødte Befolknings Betydning som købekraftig Producent i oversøiske Lande med europæisk Udvandrer-Kolonisation blev saa nær sammenknyttet med den politiske Frigørelse fra Moderlandene, at man daarligt saa det

som et selvstændigt Problem, kom denne nye økonomiske Betragtningsmaadei
Lande med en gammel primitiv indfødt Befolkning som en
forunderlig Omvæltning.

Dette gælder først og fremmest for Troperne, hvor der især i Asien var store ældgamle Kultursamfund, som vel var blevet besejret paa Grund af manglende Krigskunst, men som takket være deres talmæssige Styrke ikke var blevet tilintetgjort i Erobringstiden. Efter Overvindelsen af Skepticismen med Hensyn til Løsningen af den Opgave at bringe disse Kultursamfund i Samarbejde med Vestens Industrikulturer — udtrykt af Kipling med sit >East is East and West is West, and never the twain shall meet« — begyndte den ny Forstaaelse hos den hvide Race af Tropeiolkenes Problemer at tage Fart. Hvor man søgte at trænge ind i de naturlige og historiske Forudsætninger for de fremmede Folkeslags Kultur for ud fra en tilegnet Forstaaelse af andre Leveformer at give sin egen Viden fra sig i en saadan Form, at den kunde indpodes paa fremmede Kulturstammer, lykkedes Bestræbelserne næsten over al Forventning. Medens krigerske Togter ellers var gaaet sporløst hen over primitive Landbefolkningers Kultur og blot havde betydet en Skiften af den undertrykkende Overklasse, trængte Vestens tekniske Kultur sig frem med en dynamisk Kraft, der ganske rev tilvante Arbejdsformer og Levevilkaar over Ende. sprængte de selvforsynende Husøkonomier. ja banede Vejen for en Ændring i hele den nedarvede Kuliur. Den europæiske Tekniks Fremmarch i de oversøiske Lande kom til at adskille sig fra alle tidligere Invasioner — deriblandt ogsaa fra Europæernes egne Erobringstogter lige fra Alexander over Korstogene til Opdagelsesrejserne — og dens Virkninger blev allerede i Optakten saa voldsomme, at dette Fremstød saas at ville betyde en Revolution i Tropernes kulturelle Liv af ulige større Dimensioner end den Revolution, som den tekniske Udnyttelse af Naturvidenskaben havde betydet for Livet i Europa i dot 19. Aarhundrede.

Men ogsaa for Vesten blev denne Ændring en stor Landvinding. De førsle Virkninger er allerede saa vidt synlige, at man kan tale om en fuldstændig økonomisk Nyopdagelse af de tropiske Lande. Allerede i det 19. Aarhundrede fandt man Slagordet: Calico Millenium — de billige Romuldsvarers Aartusinde — og da dette ikke engang overlevede den første Verdenskrig, fandt man i Kong Kautsjuk en ny og lovende Prætendent, til Hovedtitlen over vor Tid. Maa ogsaa suadanne Analogier fra de klassiske Inddelinger efter Sten, Jern og Bronze være forhastede, de er et Vidnesbyrd om de store Forventninger, som man fra visse Sider stiller til den rationelle Udnyttelse af det store kemiske Værksted, som Naturen selv har indrettet i Troperne.

1. Tropehandelens Udvikling.

Handelen med Troperne — eller Handelen paa Indien, som man var vant til at sige, indtil man fandt ud af, at Vestindien hørte til en særlig Verdensdel — har altid været omspundet med den Eventyrglans, som det farefulde og fjerne ynder at hylle sig i. Og de Varer, som kom hjem fra disse eksotiske Lande, bidrog deres til at holde en romantisk Fantasi i Live. Indigo og Purpur, Perler og Krydderier, kinesisk Silke, ja selv indiske Bomuldstøjer havde allerede i Oldtiden en Efterspørgsel som kostbare Luksusartikler ved europæiske Fyrstehoffer. Da Tyrkernes Afbrydelse af Handelsvejene til Indien i det 15. Aarhundrede havde givet Anledning til Opdagelse af Søvejen rundt om Kap det Gode Haab og af Amerika, skabtes Betingelserne for en direkte Samhandel med Tropebæltet i hele dets Udstrækning. Krydderier og Sukker begyndte at trænge ud i de brede Befolkningslag; Kaffe, Te og Tobak blev daglige Nydelsesmidler for Hvermand; men det var dog først i det 19. Aarhundrede, at Varer med en vis Luksuskarakter blev trængt tilbage af Massevarer for Industrien. Bomulden traadte i Stedet for Peberet som vigtigste Tropeprodukt, og snart fulgte Oliefrugter, Jute. Hamp, Farveog Garvestoffer for foreløbig at ende med Kautsjuk i Rækken al de Produkter, der gik ind i den raastoi hungrige Industris Produktionsapparat.

Hvad angaar Handelsorganisationen, var den fra Opdagelsernes Tid præget af Rejsernes Længde og Farefuldhed samt af Mangelen paa egnede Udvekslingsprodukter fra Europa. Midlet til ut overvinde disse Vanskeligheder havde været store privilegerede Handelskompagniet Det engelske og det hollandske Ostindiske Kompagni var typiske for disse Foretagender og blev Forbillede for senere Aktieselskabsformer. De første Rejser for det engelske Ostindiske Kompagni (stiftet KiOO) var blot Ekspeditioner, som flere Købmænd udrustede i Fællesskab for at udligne Risikoen og fordele Omkostningerne ved de farefulde Foretagender.Naar den enkelte Rejse var til Ende, blev Fortjeneste og Tab gjort op og fordelt efter Indskuddet, og derefter kunde en anden Gruppe Købmænd starte en ny Ekspedition, hvis de vilde. Først efterhaanden udskilte der sig en Gruppe, som for en Aarrække bandt sin Formue i denne Handel; men først i Aaret 1657 fik det engelske Ostindiske Kompagnien fast ansvarlig Kapital. Det hollandske Ostindiske Kompagni (stiftet 1602) var fra Begyndelsen sikret en betydelig Indskudskapital og kunde saaledes gennemføre sine Forretninger med større Frihed. Kompagnierne blev udrustet med Handelsmonopol paa bestemte oversøiskeOmraader, og for at beskytte sig mod Pirater og fjendtligsindede Indfødte blev Ekspeditionerne ledsaget af Krigsskibe. 1 Reglen var

Kompagnierne ogsaa udrustet med andre statslige Højhedsrettigheder foruden Krigsretten; de havde Domsret, Politimyndighed, undertiden endog Lovgivningsmagt, for saa vidt de udstedte Love ikke var i Strid med Hjemlandets. Oprindelig var Kompagnierne ikke interesseret i faste Besiddelser paa de Pladser, hvor de handlede: men da det viste sig uheldigt at skulle afhænde og købe en Ladning, mens Skibet laa i Havnen — henholdsvis udsat for Pristryk og Prisaager — kom man ind paa at oprette de saakaldte Faktorier. Ilandelsstationer, der kunde gennemføre permanent Handel og Oplagring. For at værne de spredte Faktorier blev ogsaa disse beskyttede med Vaaben, og ud fra disse befæstede Pladser begyndte de territoriale Ambitioner at vokse frem.

For de europæiske Stater passede denne Organisationsform for Fremstød i uoplukkede Lande glimrende, for saa vidt som der herved aabnedes Moderlandet Mulighed for at gaa ind i alle mulige tvivlsomme Foretagender uden noget Prestigetab, hvis det gik galt, medens det samtidig havde Magten til at fratage Kompagniet dets Højhedsrettigheder, naar det fandt det opportunt: med andre Ord Mulighed for store Gevinster uden egen Indsats. For den fredelige Handel paa de oversøiske Lande blev denne Koloniseringsmetode imidlertid af übehagelig Virkning. Medens Europæerne var interesseret i alle Tropernes Monopolprodukter samt først og fremmest i Erhvervelsen af ædle Metaller, inleressemle Tropefolkene sig ikke for Europas Frembringelser, men forlangte selv Metaller til Gengæld. I Oldtid og Middelalder havde man med Kobber fra Sinai og Kypern eller Tin fra Cornwall tiltusket sig Østens Produkter: men efter de store Opdagelser saa Europas merkantilistiske Statsmænd med stor Utilfredshed paa Eksporten — og særlig af Metaller. Da Kompagnierne derved unddroges de sidste Muligheder for paa direkte Udvekslingsbasis at etablere en Handel af den Størrelse, som Importmulighederne til Europa betingede, laa det nær at udnytte den militate Magt, de var blevet udrustet med. til at paalægge de Indfødte Tvangsaflevering af Varer fra deres egne Bedrifter eller Tvangsarbejde paa Kompagniernes Grundbesiddelser. Det engelske Ostindiske Kompagni blev saaledes i stigende Grad tvunget til at anvende sin Kapital til Produktion i Indien og til Handel med de øvrige oslasiatiske Lande: saaledes havde især Opiumshandelen paa Kina stor Betydning. De Forsyninger af Te og Krydderier, som gik til Europa, repræsenterede næsten kun Overskuddet af Kompagniets Virksomhed.

Da den automatiske Vævestol havde givet England sit store produktionstekniskeForspring.
lagdes Grunden til mere gunstige Udvekslingsforholdmed
den gamle Verden. Berømt blev den trekantede Sejlrute,

Liverpool_—Afrika_—Amerika, hvor Transportgodset paa det første Sidestykke var Bomuldsvarer fra Lancashire til Vestafrikas Sorte, paa det andet Negerslaver til de vestindiske Plantager og paa det tredie Bomuld, Sukker og Rom til henholdsvis den engelske Industri og dens Arbejdere. Og imens Kompagnierne mere og mere udviklede sig til at blive Koloniseringsorganer for de europæiske Magter, der i de oversøiskeOmraader saa et Udbytningsobjekt til Hjemlandets Magtforøgelse,sendte Industrien sine første Masseartikler paa Markedet og banedeVejen for den gamle oversøiske Handelsorganisations Undergang.

I Industrialismens første Tid tænkte man ikke paa Kolonierne som andet end Leverandører af Raastoffer og Levnedsmidler. For at skabe de bedst mulige Betingelser herfor blev de store Handelskompagnier efterhaanden opløst for at give de tidligere »interlopers«, Købmænd, der havde forsøgt at handle udenom Monopolerne, fri Adgang til Produktion og Handel i de hidtidige Monopolomraader. Staternes eget Administrationsapparat overtog Kompagniernes Øvrighedsfunktioner. Kompagniernes Pioneropgaver var endt.

Det var først, da Industrilandenes Afsætningsmarkeder skrumpede ind, ved at flere og flere Stater sluttede op i Ra'kken, at man begyndte at spejde efter Markeder i de oversøiske Lande. En Del af Kolonierne med hvid Befolkning havde allerede ved Overgangen til det 19. Aarhundrede dokumenteret deres politiske Modenhed ved at rive sig løs fra Moderlandet, og andre fik i Løbet af Aarhundredct saa vidtgaaende Selvstyre, at deres endnu bestaaende Samhørighed med Moderlandet mere hvilede paa fælles Fordele end paa Undertrykkelse. Kun Tropeomraaderne fulgte tøvende med i denne Emancipation. Det engelske Ostindiske Kompagni blev først opløst i 1858, i Hollandsk Jndien herskede mellem 1830 og 1864 det sankaldte »Kulturtvnngssystnn«. og i de to sidste Aartier ai' det 19. Aarhundrede forsøgte man endda at genoplive de privilegerede Handelskompagnier i forskellige uudviklede Tropeomraader ved Dannelse af f. Eks. British Royal Niger Company og Imperial British East Africa Company, begge fra 1886. samt British South Africa Company, der i 1889 ved et Royal Charter fik Højhedsrettigheder over det senere Rhodesia. Forretningsmæssigt set blev disse Kompagnier ikke tilsmilet af Skæbnen, men især England kan takke dem for store territoriale Forøgelser af sit Kolonirige.

Først et godt Stykke ind i det 20. Aarhundrede begyndte man at forberede Jordbunden for en mere selvstændig Stilling af saa folkerigeOmraader som Landene omkring det Indiske Ocean. Styrkelsen af de Indfødtes økonomiske Stilling foregik her delvis uafhængigt af Kampen for politisk Selvstændighed, efter at det første Punkt var blevet almindelig anerkendt som gavnligt for Industrilandenes Eksportindustrier.At

strier.AtUdviklingen ogsaa her senere kom til at staa i Brydningens
Tegn, da det viste sig, at den større økonomiske Selvstændighed ogsaa
var en politisk Magtfaktor, kunde man have forudset.

2. Tropeproduktionens Forudsætninger.

Vanskelighederne ved Skabelsen af en rationel økonomisk Organisation
af Produktion og Handel i Troperne skyldes i Hovedsagen to
Faktorer: Klimaet og Befolkningen.

Klimaet i Troperne er karakteriseret ved Solens stærke Magt: hvor Fugtigheden er tilstrækkelig, altsaa især i den tropiske Regnskov og i Landstrækninger med Kystklima, bliver Vegetationen af en Yppighed, der kan yde 3_—i Gange saa meget Udbytte som i den tempererede Zone. men som ganske vist ogsaa indebærer en haard Kamp for at skaffe Kulturplanterne Leverum mellem den vilde Flora. Hvor Solvarmen omkring Vendekredsene ikke understøttes af kraftige Regnfald, er Klimaet fjendtligt for al menneskelig Kultur. Det er altsaa Planteprodukterne, der først og fremmest bliver karakteristiske for Tropernes Deltagelse i Verdenshandelen: her har Troperne et Monopol, som vel kan svækkes ved Kunst og Tilpasning, men aldrig rigtig knuses. Bjergværksprodukterne (Tin. mineralsk Olie etc.). som har faaet stigende Betydning i de senere Aar, har ikke direkte Tilknytning til Breddegraderne, og Produktion og Afsætning foregaar efter samme Skema hele Verden over. Af de dyriske Produkter har kun Skovenes Vildt (Pelsværk, Fjer. Elfenben) en vis Betydning som Eksportartikler, medens Husdyrbruget i Reglen moder saa mange Vanskeligheder, dels pau (irund af Klimaet (Sygdomme hos det levende Kvæg. Fordærvelse af KiKiprodukterne), dels paa Grund af den stedlige Befolknings Næringsbehov, der kun i utilstrækkelig Grad bliver dækket af dens egne animalske Produkter.

Medens der derfor ikke kan herske nogen Tvivl om. at Udtrykket Tropeprodukter divkker over Varer af vegetabilsk Oprindelse, er Udskillelseni Enkeltheder af de Varer, det drejer sig om. vanskeligere. Rent geografisk set begrænses Troperne af Vendekredsene — eventuelt af Vinterisolermen + 20 ° C. — men dette betyder ikke nogen absolut Grænse for bestemte Plantearter. Dels spiller Højdeforhold, Nedbør, Hældning, Fordeling af Land og Hav o. s. v. deres betydelige Rolle, og dels har Menneskene forstaaet at akklimatisere mange Planter langt udenfor deres naturlige Hjemsted. Kartoffel, Majs, Sojahønne regnes ikke længere til Tropeprodukterne, skont de egentlig stammer herfra; andre eetaarigo Tropeplanter som Bomuld og Tobak skyder sig i Egne med Fastlandsklima langt ind i den tempererede Zone, saaledes at man kun delvis kan regne dem som Tropeprodukter. Paa den anden Side

trives fleraarige Planter som Kaffe og Te bedst i tropiske Højdedrag, der ikke har Tropegrænsens Middeltemperatur, men dog et Klima, som paa Grund af Temperaturens Stabilitet, det tynde Luftlag med stærk direkte Solbestraaling og stor Fordampning o. s. v. ikke kan fremskaffesundtagen i Tropebæltet. Varearten er imidlertid kun den ene Komponent, der bestemmer Handelens og Produktionens Organisation som noget specielt for Troperne, den anden vigtige Faktor er Befolkningen,dens Mentalitet og økonomiske Udviklingstrin.

Befolkningen i Troperne lider under den Dæmper, som Klimaet dér lægger paa enhver Form for Energiudfoldelse hos varmtblodede Væsener. Hvor den indfødte Befolkning ikke blev udryddet at de hvide Kolonisatorer, finder man i Reglen Befolkningen i Ligevægt med de Levemuligheder, som en primitiv Landbrugsteknik — undertiden endog kun Samlerstadiet — giver Basis for. Den Indfødte har sjældent været i Stand til opbyde den Energi, der skulde til for at hæve sig op over Livsminimumet. Medens Vanskelighederne i andre Dele af Verden og hos andre Racer har bevirket en Anspændelse af Kræfterne for at forøge Levemulighederne, har Befolkningerne i Troperne — trods stedvis høj aandelig og kunstnerisk Kultur — maattet give op over for de materielle Problemer og har passivt bøjet sig for de Tilskikkelser som Hungersnød, Pest, Naturkatastrofer og fremmed Krigsinvasion maatte bebyrde dem med.

Hvis man vil forsøge geografisk at afgrænse disse økonomiske Tropeomraader,kan
det nogenlunde gøres med et Bælte, der løber over Amerikafra

rikafraMexicos Nordgrænse til Perus, Bolivias og Brasiliens Sydgrænser,indbefatter hele Afrika med Undtagelse af Middelhavslandene,Sahara samt den Sydafrikanske Union med Natal, Sydrhodesia og Sydvestafrika, og endelig i Asien uden om Arabien følger Indiens, Siams og Indokinas Nordgrænser, deler Kina ved Yan-tse-kiang og mod Syd rækker til Australiens Nordspids.

Delte Omraade omfatter 48.2 Millioner km" eller ca. 33 % af Jordens Landareal: det bebos af 912 Millioner Mennesker eller ea. 43 % af Jordens Befolkning. Tropernes Andel i Verdenshandelen udgjorde i 1936 2.2 Milliarder (iulddollars eller ca. 18 % af den samlede Verdenshandel.

Hvor den hvide Mand har grebet ind for at gøre den indfødte Befolkning til et Led i en international Arbejdsdeling, syntes det oftest, som om Organisationen uundgaaeligt gik i Retning af et for Troperne særegent Plantagesystem. en hojkapitalistisk Form for Jord- og Skovbrugsbedriit. der drives med kobt Arbejdskraft i Reglen under Ejernes Absentisme. Man indrommede. at det paa de første Stadier i Udviklingen, hvor de Indfødte endnu ikke var modtagelige for Arbejdsdisciplin, kunde være nodvendigt at lade dem selv lede deres Produktion, men at en Tilvænning til ordnede Arbejdsformer efterhaanden forte til Plantagesystemet. Interessant nok har de senere Aars — særlig Verdenskrisens — Erfaringer vist. at de Indfodtes egne Bedrifter har visse Produktionsfordele fremfor den europæiske Stordriftsform. Hvad der er vigtigere for Bedømmelsen af de Indfodtes Stilling ved Fordelingen af Verdens Goder, er imidlertid, at det synes som om de Indfodtes Konkurrenceevne er et Resultat af bedre Produktionsmetoder og en styrket okonomisk Position. En Undersøgelse af Tropeprodukternes Afsætningsformer maa derfor sætte ind ved de to vidt forskellige Produktionsformer, de Indfodtes Dværgbedrifter og de europæiske Plantageselskaber. Derved skabes samtidig Muligheder for at vurdere Tropemenneskenes Chancer for at hæve sig op til det Leveniveau, som den hvide Race har aftvunget Naturen i de tempererede Zoner.

B. Handelen med de Indfødtes »Money crop«.

1. Tropernes Kommercialisering.

Den indfødte Befolkning i Troperne lever stort set endnu paa Selvforsyningsstadiet.Hortset fra enkelte Personer af en privilegeret Klasse lever Familierne paa en Jordlod, som netop er tilstra>kkelig til at føde dem ved Hjælp af primitive Arbejdsredskaber og maaske et enkelt Trækdyr, men uden at anvende fremmed Arbejdskraft. Kapital til Investering findes praktisk talt ikke. Driftsformen er af kapital- og

arbejdsekstensiv Natur, og Arbejdsmetoderne hviler paa Empiri og Tradition. Kun de almindeligste Haandværk er udskilt som særlige Erhverv i Landsbyerne. Jorden drives enten som Fælles jord. personlig Ejendom eller i Forpagtning, og det er i første Instans den Indledtes Tilknytning til Jordbesiddelsen, der bringer ham i økonomisk Forbindelsemed

Hvor der over den Indfødte staar en Statsmagt, der har Brug for Penge til Opretholdelse af Retssikkerheden, til Hoffester og krigerske Ekspeditioner, benyttes som det foretrukne Grundlag for SkatU'imaligninger de Indfødtes faste Ejendom. Ofte er Overgangen mellem fri Ejendom og Forpagtning saa flydende, at det for Jordbrugeren næsten kommer ud paa eet. I Britisk Indien er Jorden saaledes oprindelig Landsbysamfundets Fælleseje; men da ingen af de faktiske Medejer«* nogen Sinde griber ind i den enkeltes hævdvundne Bedrift, er han praktisk talt at opfatte som Ejer set fra den Side. Paa den anden Side paaligner og inddriver Statens Embedsmænd, Zemindarerne, en Slags Lensmænd, selvstændigt Skatterne, som om det var Forpagtningsafgifter. Saafremt den Indfødte ikke kan betale, risikerer han uden særlig Godtgørelse at blive frataget sin Bedrift.

Pligtafgifterne — hvad enten det nu er Skatter eller Forpagtningsafgifter — er den vigtigste Anledning for de Indfødte til at komme i Forbindelse med Omverdenen. Oprindelig afleveredes en Del af den Afgrøde, som egentlig var tænkt til eget Forbrug, idet Afgifterne ansattes som en bestemt Andel af Udbyttet. At det ikke drejer sig om saa lidt, fremgaar af, at der f. Eks. i Sydkina undertiden maa afleveres indtil to Tredjedele af Produktionsværdien i Afgifter. Under denne Naturaløkonomi bliver det Modtagerens Opgave at afsa'tte de afleverede Produkter, men langsomt udvikler der sig ved Pres fra Myndighedernes Side og Opmuntring fra frie Køberes Side en Afløsning i Form af Penge, og dette medfører yderligere fKmlringer i Arten og Omfanget af den Salgsproduktion, der nu er blevet til money croj).

I Stedet for som oprindeligt at aflevere en Del af deres Forraadsproduktion,faar de Indfødte nu Fordel af at dyrke Afgrøder, som giver de forholdsvis højeste Priser. Ved Siden af deres almindelige Jordbrug opstaar saaledes en særlig Afdeling for Planter til Afsætning.Dette er endnu langt den almindeligste Form for din Indfødtes økonomiske Forbindelser udadtil: Hans Økonomi bestaar af en selvforsynendeKerne samt af Hensyn til hans tvungne Afgifter en sa'rlig money crop. Saaledes fremkommer de Indfødtes Produktion af Krydderier,Lægeurter, Tobak, Te, Kopra. Kautsjuk o. s. v. Naur der f. Hks. findes rene Erhvervskulturer for Kautsjuk og Kopra i de nederlandsk indiske Buitenbezittingen (»Ude-Besiddelser*, d. v. s. Insulinde undtagenJava

tagenJavaog Madura), er disse ligesom visse vestafrikanske Kakaoplantningerendnu
kun ret lokalt begrænsede Undtagelser.

Paa den anden Side er der ingen Tvivl om, at Udviklingen gaar i Retning af en større og større Gennemhulning af de Indfødtes Selvfor - syningsøkonomi; der opstaar mere eller mindre übevidst et tvangsma'ssigt Afhængighedsforhold mellem den Indfødte og hans Aftager, der gennemtvinger Pengeøkonomiens Fremtrængen; ikke blot derved, at den Handlende søger at faa den Indfødte til at gøre en større og større Del af sin Produktion til money crop ved Løfter om god Betaling, men især ved at Købmanden ved Kreditgivning stimulerer den Indfødte saavel til yderligere Produktion ved Levering af Udsæd, Redskaber etc., som til yderligere Forbrug af Luksusgenstande, der alt efter den kulturelle Udvikling strækker sig fra Glasperler og Bomuldstøjer til Grammofoner og automatiske Klaverer.

Efter den Betydning, som money crop har i den Indfødtes samlede Økonomi, skifter Udbudselasticiteten for hans Produktion. I Britisk Malaya, hvor de Indfødtes Kautsjukproduktion fylder saa godt som heK* det Landareal, som er i deres Besiddelse, saa man under Verdenskrisen den Reaktion paa faldende Priser, som man almindeligvis finder i kapitalistiske Lande: storre Produktion — i dette Tilfælde Rov-Tapning — for at holde den samlede Indtægt oppe. I Hollandsk Indien, hvor de Indfødte i Hovedsagen har deres Gummipalmer som Junglekrat ved Siden af deres Jordbrug til eget Næringsmiddelbehov, tappes Kautsjukken næsten udelukkende for at dække Luksusbehovet: da Priserne faldt, gik Produktionen stærkt tilbage.

Teorien om, at de Indfødte ikke interesserer sig for Udvidelsen af deres Forbrug, viser sig som Regel ikke at kunne holde Stik. Naar den Indfødte først har overvundet sin Mistro til alt nyt og Tvivlen om sine Evner til at erhverve det, viser det sig hurtigt, at det i Virkeligheden blot er hans Arbejdsenergi, der er sat Grænser for: derimod ikke for lians Ønsker. Naar der ved bedre Priser paa den Indfødtes Salgsprodukter paa den ene Side og ved en bedre Arbejdsteknik paa den anden Side skaffes Betingelser for en større Købekraft, viser den Indfødte sig i Regelen overordentlig letfængelig for Fristelser, særlig naar Modydelserne kan skubbes ud i en efter hans Begreber perspektivisk fjern Fremtid.

Hvorledes den Indfødte saa anvender sin Købekraft, bliver et andet Spørgsmaal. En Undersøgelse af, hvortil Negrene paa (iuldkysten anvenderderes Indtægter ved Salget af Kakaobonner. Palmekerner og Jordnødder etc., opregner fire Hovedgrupper. Først gaar en Del af Beløbene til delvis Dækning af de Indfødtes Underhold fra den ene

Høst til den anden; dernæst har Udgifterne til Retsstridigheder stor Betydning; medens de Indfødte sjældent er utilfredse med de hvide KøbmændsForretningsafgørelser, er deres indbyrdes Uenighed om Jordbesiddelseog Indtægtsfordeling en uudtømmelig Kilde til kostbare Retstrætter; konkurrerende i Betydning hermod staar Udgifterne til Begravelser (Anekult) og Bryllupper (Polygami), der sluger Summer, som ikke staar i noget rimeligt Forhold til den Indfødtes Indtægter; til Slut kommer Udgifterne til personlig Pynt og Markredskaber. At Negrene med en saadan Økonomi foretager saa godt som alle deres Køb paa Kredit, understreger kun Mangelen paa Ligevægt.

At faa skaffet Balance mellem Købekraft og Forbrug, saaledes at der helst ogsaa bliver noget til overs til Nyinvesteringer og Forbedringer af Bedriften, er kun et — om end meget vigtigt — Spørgsmaal i det store Problemkompleks, som Opdragelsen af den Indfødte til større økonomisk Tænken og Handlen indebærer. Som alle de andre tilfalder denne Opgave under den primitive Pengeøkonomi saa godt som udelukkende det specialiserede Led mellem Urproducent og Marked: nemlig Købmanden. For den Del af de Indfødtes Produktion, som finder Vej til Verdensmarkedet, deler Købmændene sig i Produktionslandet i to store Hovedgrupper, nemlig Opkøberne og Eksportørerne, saaledes at forstaa, at de i Fællesskab udgør Led i den Handelskæde, som fører Varen frem til Forbrugeren.

2. Opkøberne.

a. Arter af Opkøbere.

I de Tilfælde, hvor Grundafgifter og Skatter leveres i Naturalier, bliver der for denne Dels Vedkommende ikke Tale om nogen særlig Opkøbsorganisation. Disse Varer bliver afsat for Myndighedernes Regning gennem en særlig Forvaltningsafdeling, eller de bliver, for saa vidt det drejer sig om Aflevering til en Storgodsejer, der ogsaa driver Produktion for egen Regning, tilligemed den home-grown Høst afsat paa en Maade, der meget ligner Plantagernes Afsætningsform, saafreml Varen skal afsættes paa Verdensmarkedet.

For Størstedelen af Salgsprodukternes Vedkommende gaar Vejen til
Markedet imidlertid gennem Opkøberne.

Et saa godt som gennemgaaende Træk hos Opkøberne i Troperne er det, at de adskiller sig fra Producentorne i Race eller Folkestamme, undertiden blot i Kaste eller Folkegruppe. I Bagindien og paa Øerne i det Indiske Ocean spiller Kineseren en saa godt som uerstattelig Rolle som Mellemhandler i Forbindelsen med afsides liggende Landsbyer. Desuden har han monopoliseret den lille Kystfart; og saa godt som hele Rishandelen inden for den østasiatiske Økonomikreds ligger paa

hans Hænder. Sin Plads har Kineseren vundet ved en Kombination af Udholdenhed og Flid. Tilpasningsevne og Nøjsomhed parret med en særlig typisk kinesisk Forslagenhed, der med uendelig Opfindsomhed stadig finder paa nye Fif til at narre sin Modkontrahent. De godmodige,noget tungnemme og økonomisk kortsynede indfødte Landbrugeretrækker overfor Kineseren altid d<_t korteste Straa. og man kan egentlig ikke sige, at Forholdet til den indfødte Befolkning er særlighjerteligt.

I Britisk Indien og til Dels ogsaa længere Øst paa samt ned langs Afrikas Østkyst træffer man Araberne, der i Beglen nyder hoj Anseelse som Muhammeds Landsmænd: dette forhindrer dem dog ikke i at udnytte deres Magt ved Pengeudlaansforretninger, der nærmest maa kaldes Aager. Hvor Araberne støder sammen med udvandrede Indere i Afrika, finder de imidlertid deres Overmænd med Hensyn til haardha'ndede Handelsmetoder: Araberne, der i Østafrika besidder en stor Del Plantager, falder ofte for den samme Fristelse, som forer mindre udviklede Folkeslag i hjælpelos Afhængighed, nemlig Forskud paa Huston, og den laangivende Inder udnytter sin Magt overfor Araberen med samme hensynsløse Haardhed som overfor de Indfødte. I Indien selv er Købmændene enten af Baniya-Kasten. eller er Efterkommere af Parsere. der indvandrede fra Persien i det 8. Aarhundrede. I det hele taget synes Folkene fra fattige Steppelande at udvikle et særligt Handelstalent; saaledes bliver Handelen paa store Dele af det tropiske Afrika formidlet af Haussa- og Mandingifolkene. Negerstammer med hamitisk og semitisk Iblanding, der fra deres Hjemsted i Nordsudan er vant til et nomadiscrende Vandreliv.

Jøder. Gnokere og Armeniere, som overalt har en forholdsvis større Indflydelse i Forretningslivet end deres numeriske Tal. beskæftiger sig ligesom Vesleuiopa'erne mere med Formidling af den udenrigske Handelsomsætning end med Opkøbet hos de utallige indfødte Dværgbedrifter. Dog findes ogsaa den europæiske »Trader« som Aftager hos de Indfødte og samtidig Sælger af europæiske Partivarekollektioner.

Selv i Kina er der særlige Klaner eller Familier, der ved at forpagte det indenlandske Flod- og Kanalnet eller eje den likvide Kapital (Shansi-Bankernel. har monopoliseret store Dele af den indenlandske Handel. Alene i det amerikanske Tropebælte har der paa (irund af den almindelige Immigration ikke kunnet danne sig en ensartet Gruppe af Opkøbere; dog er det oftest Blandinger mellem Europæere og Indfødte, der formidler Omsætningen med de smaa Urproducenter.

Efter Opkøbernes økonomiske Selvstændighed kan man skelne imellem
selvsta^ndige Opkøbere. Kommissionærer og Agenter.

Den økonomisk selvstændige Opkøber træffer man i Troperne især i det Indre af Landet paa vanskeligt tilgængelige Pladser. Ved Tuskhandel i det mørke Afrika, ved Opkøb af Te i Yang-tse-Bækkenet, i Insulindes »Vorstenlanden« møder man Opkøberen snart som vandrende »Trader«, snart som »Shopkeeper« ved sin Bod paa de Indfodtes Handelspladser. Han kombinerer gerne Køb af de Indfodtes Produkter med Salg af attraaværdige fremmede Frembringelser, men hvor den gamle Økonomi endnu eksisterer nogenlunde intakt, lover han som et naturligt Led af det middelalderlige Landsbysamfund, ingen kontrollerer hans Dispositioner og Afregninger, og den rent lokale Forretning mellem Landsbyerne er oftest Hovedstammen i hans Forretning.

Først i det Øjeblik, der fra de oversøiske Markeder kommer et umætteligt Krav om flere Varer, der kræver en speciel Produktionsanlægning fra de Indfødtes Side, begynder den Handlendes Vanskeligheder med at honorere de stigende Fordringer især med Hensyn til hans Kapitalkraft. I gamle Jordbrugersamfund er det maaske endda muligt for ham at udvikle sin Forretning, eftersom Leverancerne af Money Crop stiger; men hvor der bliver taget nye Distrikter i Besiddelse for Oplukning og Udvikling af Kulturer, der hovedsagelig skal gaa til Eksport, strækker de nytilkomne Handlendes Kapital ikke til for Formaalet. Manglende Kapital er absolut den vigtigste Grund for Opkøberens Afhængighed af de senere Led i Opkøbskæden, heroverfor træder saadanne Aarsager som svigtende Markeds- eller Varekendskab ganske i Baggrunden.

Af hvilken Art Afhængigheden af de senere Led bliver, afhænger derimod meget af Udstrækningen af det Omraade. hvorfra Varerne skal indsamles. Hvor Opkøberen skal gennemrejse større Landstrækningerog ikke bliver til at kontrollere fra Dag til Dag, er Kommissionsforholdetalmindeligt; Opkøberen forsynes med den nødvendige Kapital af sin Kommittent, faar eventuelt anvist de lu>jesle Priser og Kreditsatser, han til enhver Tid maa benytte sig af, og aflægger periodiskeBeretninger til sin Aftager. I Enkeltheder er det paa denne Maade ikke altid til at kontrollere Kommissionærens Handlinger eller at begrænsehans Fortjeneste til den vedtagne Provision, men da det ogsaa er i Opkøberens Interesse at indynde sig hos sin KommitU'iil, har denne som oftest heller ikke Grund til at beklage sig over sin Fortjenstmargin.Den saakaldte native broker i Nigeria er saaledes kun indkøbskommissionærfor Eksporthusene, og paa summe Maade er en stor Del af de kinesiske Opkøbere i det indiske Arkipelag Indkubskomniissionærerfor store kinesiske Købmandsfirmaer i Havnebyerne. Salgskommissionsjforholdforekommer meget sjældent i Troperne, da de

Indfødte vanskeligt er i Stand til at gribe aktivt ind i Afsætningen af
deres Produkter, dels paa Grund af deres Bedrifts Lidenhed, dels paa
Grund af deres Forgældethed overfor Opkøberne.

Hvor det drejer sig om Kystbyer, som kan anløbes af oceangaaende Skibe, kan Opkøbshandlerens Selvstændighed reduceres til en Agents. Agentforholdet anvendes mest af europæiske Huse, og forudsætter allerede en saa stor Overensstemmelse med europæiske Forhold, at man her i Reglen maa anvende Personer af hvid Afstamning.

Efter Opkøberens Nærhedsgrad over for Urproducenten kan man tale om Opkøbere paa første, anden Haand o. s. v. Det er meget almindelig, at Opkøbet foregaar i flere Trin. Ved Kakao-Opkøbet i Vestafrika ansætter Broker (Indkøbskommissionæren) Under-Brokers, der maaske igen selv har deres t'nderrepræsentanter; tre Mellemmænd, inden Varen naar Kysten, er saaledes ikke ualmindeligt. Hvor det drejer sig om Varer, der skal undergaa en Forbehandling før Afskibningen, eller flere Gange skifte Transportmiddel paa Vej til Udskibningshavnen, er det almindeligt, at Varen skifter Ejer ved hver Overgang til nyt Transportmiddel, Lagerhus eller Forarbejdningsbedrift, dels paa Grund af Usikkerheden under Transport og Behandling, dels paa Grund af de store Kapitalkrav, en Beherskelse af hele Handelskæden vilde stille. Det er dog Undtagelsestilfælde, naar Kæden af Opkøbere bliver saa lang som i Kina, hvor den undertiden ved Teopkøbein - for Eksport kan udgtnv 10 Gombee-men (Pidgin English for go-between men i. Afstandene, Transportmidlernes daarlige Forfatning, Mangel paa Kapital og Forretningens sæsonale Karakter betinger denne lange Handelskæde.

Jo mere Forholdene er stabiliserede, desto mere gaar Tendensen i
Retning af bedriftsmæssig Koncentration, og jo større Rolle den faste
Kapital spiller, desto hurtigere gaar denne for sig.

b. Opkøbernes Funktioner.

Jo mere primitivt et Samfund er. desto mindre specialiseret er den enkelle Virksomhed efter Funktioner. Handel er daarligt adskilt fra Transport, Finansiering og Produkt ion: Import- og Eksportforretningerforbindes i samme Firma, og der foretages kun i ringe Grad en varemæssig Specialisering. Til Gengæld maa dels den regionale, dels den trinvise Begra'nsning træde i Forgrunden: jo tættere befolket et økonomisk uudviklet Onuaade er. og jo niere Produktionen or udsplittetpaa Smaabedriftor. desto mindre Areal kan don enkelte Opkober overkomme: jo storre Kapitalkraft der forlanges af Kobmanden, desto

hurtigere maa han overdrage Ejendomsretten til det næste Trin paa Varens Vej. Saaledes bliver Organisationen af Opkøbshandelen i Tropernebygget op paa en Hær af Opkøbere, der snart sideordnede, snart følgeordnede i et kort Øjeblik overtager alle Funktioner i Forbindelse med Varernes Ledelse til Eksportmarkedet.

Opkøbernes vigtigste Funktion i Relation til Markedsdannelsen er Samlevirksomheden, der skaber Udbuddets Koncentration: men i nær Forbindelse hermed staar Transport og Varebehandling. Lagring og Sortering. Naar Produktionen er spredt over maaske Millioner uf Smaabrug, der ikke aktivt kan gribe ind i Disponeringen af deres Produktionsoverskud, alene af den Grund at deres Dyrkere ikke kender Efterspørgselens Retning. Styrke og Rytme, bliver Opkøberens Samlefunktion af grundlæggende Vigtighed for Markedernes gnidningsløse Forsyning. Opkøberen bliver maaske ikke det Led i Handelen, der ser Sammenspillet af de økonomiske Kræfter fra det højeste Stade, fordi han ikke er i Begivenhedernes Kraftcentrum: men gennem lians Person gaar Strømme af kraftudløsende Meddelelser baade fra og til Produktionsstedet. Prisen er hans vigtigste Virkemiddel, men derudover staar det ofte i hans Magt ved Argumenter, Trusler og Opmuntringer at lede Produktionen hurtigere efter Markedsudviklingens Krav.

Hvor den Indfødte ikke selv kan bringe sine Varer ned til Udskibningspladsen paa Hovedet eller paa Ryggen, sjældnere paa Kærre eller i Baad, bliver det Opkøberens Opgave at sørge for Transporten til Kysten. Undertiden gaar Varen med Karavane af Kameler eller af sorte Bærere, undertiden med Flodprammc eller Djunker til Eksportpladsen. Ofte ejer Købmanden Transportmidlet — eller Transporlføreren Varen om man vil — i alle Tilfælde ledsager Ejeren eller dennes Repræsentant Varetransporten til den næste Salgsplads som en Slags »Supercargo«. Det turde dog høre til Undtagelserne, at Varerne transporteres som gratis Rejsegods paa Købmandens Billet, saaledes som det sker paa Floderne i Kina, hvor de rejsende indfødte Købmænd driver denne gamle Sædvane til en saadan Yderlighed, at man ofte ikke kun faa Øje paa Kineseren mellem hans mange Kolli »Rejsegods«; min i alle Tilfælde er ogsaa denne Skik et Eksempel paa den uadskillelige Forbindelse mellem Ejer og Vare under Transporten i Lande, hvor manglende Retssikkerhed ikke tillader kommissionsvis Forsendelse.

Varerne kommer i Reglen fra de Indfødte i omtrent samme Stand, som de er høstet: Ris i Skaller (Paddy), Kokosnødder i Bast og Skal, Bomuld i Kapsler, o. s. v. Men ofte er det nødvendigt at foretage den første raa Behandling direkte ved Produktionsstedet, for al Produkterneikke skal ødelægges af Klimaet: Tebladene bliver underkastet

den første Fermentering, Kakao- og Kaffebønner (som i Virkeligheden er Bærfrugter) bliver befriet for Frugtkødet, gæret og tørret, Kautsjukmælken(Latex) bliver koaguleret. Er Varerne allerede uensartede fra Voksepladsen, bliver de, jo længere de overlades til de Indfødtes Skødsel.desto vanskeligere at faa rettet kvalitetsmæssigt op. Af Mangel paa Erfaring og arbejdsmæssig Disciplin plukkes modne og umodne Frugter,fine og grove Blade, syge og sunde, hele og knuste Plantedele i samme Kurv og underkastes siden en traditionel skabelonmæssig Behandlingi lykkelig Uvidenhed om kemiske og gæringsfysiologiske Processer.Medens det i Keglen ikke ved smaa Familiebrug er muligt at gribe direkte ind i Dyrknings- og Hostmetoderne, ligger det i Opkøberens Magt at faa Produkterne fra de Indfødte næsten umiddelbart efter Indsamlingen.I Samlestationer bliver der foretaget en Førstesortering og en Behandling efter mere rationelle Principper, end den indfødte Producenter i Stand til. Saafremt der ind imellem den indfødte Produktion ogsaa findes Plantagedrift, kan Opkøbet ogsaa finde Sted til disses Behandlingsstationer. »factories«, og eventuelt endda videreforhandles som Plantagekvaliteter. Selv naar der har fundet en foreløbig BehandlingSled paa Voksestedet, bliver Behandlingen undertiden gjort om efter Opkobet: de Indfødtes Kautsjuk bliver saaledes remilled for at befries for Vand og Smuds, der gennemsnitlig udgør cirka en Tredjedel af Vægten. Teen bliver ligesom Tobakken udsat for en Efterfermenteringfor at forbedre Kvaliteten.

Foruden disse Forhold ved Produktionsformen og Varernes Karakter, som betinger en sa»rlig Behandling fra Opkøberens Side. forlanger ogsaa Hensynet til Varernes Transportvolumen en Behandling i Nærheden af Produktionsstedet. Opkøberen sorger for Kokosnøddernes Spaltning og Tørring, saaledes at kun den olieholdige Copra bliver transporteret, i Rismøllerne bliver Risen tærsket og afskallet. Kun naar der knytter sig særlige Kvalitetsegenskaber til den raa Vare, ser man bort fra de pladsbesparende Foranstaltninger: Jordnødder i Skal giver ved Presning en Olie med lavere Indhold af frie Fedtsyrer, foruden at de kan sælges som »Peanuts*; uafskallet Kaffe sendes til Europa for at faa den fine Kvalitetsbetegnelse, »London Peeling«, og paa samme Maade sendes de fleste Krydderier til Konsumpladserne i deres naturlige Hylster for bedre al bevare deres Aroma.

Hvor der er et indenlandsk Marked for Varerne, støtter Opkøbsorganisationensig naturligt lil dettes Rehandlingsanlæg. men der er en sti gende Tendens til at lægge den endelige Behandling og Sortering ved Havnebyorne umiddelbart under Eksporthusenes Kontrol. Paa samme Maade finder der sjældent en længere Lagring Sted hos Opkøberne i

Troperne; det fugtigt hede Klima kræver moderne maskinelt udstyrede Lagerrum for blot nogenlunde at beskytte Varerne mod hurtig Ødelæggelse.I Indlandet plejer Varerne derfor kun at opholde sig, saa længe som det er nødvendigt af transportmæssige Grunde.

Saaledes fratages der Opkøberne en Serie Funktioner, ikke blot fordi kvalitetsmæssige Grunde taler derfor, men ogsaa fordi mange af disse Opgaver bedst udføres i Stordrift, der kræver en Kapital, som Opkøberne ikke kan stille paa Benene.

Tendensen til at lægge Tyngdepunktet i Kystbyerne gælder ogsaa for
en anden vigtig Funktion: Finansieringen.

Opkøbernes Funktion med Hensyn til Varestrømmens Finansiering drejer sig ikke blot om at stille den nødvendige Kapital til Raadighed paa Vejen fra Urproducent til Eksportør -— en Finansiering ved Hjælp af Vekslen, det naturlige Finansieringsinstrument af Vareomsætningen i europæiske Lande, kommer kun i de færreste Tilfælde i Betragtning — derudover bliver de ofte tvunget til at tage Del i Finansieringen af Produktionen hos den Indfødte. Denne Forskudsgivning kan tage mange Former, men fælles for dem alle er det, at Opkøberen ved Kredittens Hjælp søger at fremtvinge en større Produktion af de Varer, som Verdensmarkedet

Den simpleste Maade at foretage denne Finansiering paa er ved at levere Producenten dennes forskellige Køhsfornødenheder inden for Høstaaret paa Kredit, som modregnes med Producentens Salgsvare. Ved at sørge for Renkultur til Udsaaning, Plantning eller Podning, ved at levere egnede Redskaber, Kemikalier og andre Hjælpemidler faar Shopkeeper samtidig en vis Indflydelse paa Kvaliteten af de Varer, han senere skal modtage i Modydelse.

Undertiden er den Indfødte frit stillet med Hensyn til Maaden at udligne Debetsaldoen paa hos den Handlende, saaledes at han kan sælge sin Høst til hvilken som helst omrejsende Opkøber og afregne sin Gæld med kontant Betaling. Hovedreglen er imidlertid, at den Handlende netop leverer Saasæd og Redskaber for derved at sikre sig Produktionsresultatet, the money crop, og at der bliver oprettot rn Aftaledesangaaende ved det nye Høstaars Begyndelse. En Forpligtelse til Levering af Tropeprodukter for et betydeligt større end Kredittens Størrelseer en meget almindelig Betingelse. Paa den Maade bliver den frie Konkurrence om Erhvervelsen af de Indfødtes Salgskvantum vel delvis sat ud af Spil, og det kunde se ud, som om den Indfødte derved udleverersig til den Handlendes Naade og Unaade. 1 Virkeligheden behøverdette ikke at være Tilfældet. Tværtimod vil Opkøberen oftest gøre sig Umage for at stille den Indfødte tilfreds — i hvert Tilfælde

ved Beregningon af Grundbelobet — da der altid er en Fare for, at en Konkurrent ikkc blot vil lokke med hojere Priser, men ogsaa med Loftet om at ville overtage de Indfodtes Gaeldsforpligtelser. Saafremt Opkeberen skulde komme ud for en Markedssituation. hvor han er kommet til at betale den Indfodte for meget, kan han f. Eks. tage sin Fortjeneste paa Prisberegningen af de vanskeligere kontrollerlige Forbrugsvarerog Driftsmidler, som han saelger til den Indfodte; men Kobmandenhar mange andre Maader til ikke at gore et saadant Tab effektivt.

For at gardere sig mod Angreb for üblu Prisberegning er Opkøberen som Regel meget smidig i sin Prispolitik. Han kan allerede ved Høstaarets Begyndelse aftale den Pris, hvortil Høsten skal købes, og den Indfødte kan da afgøre, hvor vidt Forslaget synes ham Umagen værd til at dyrke vedkommende Vare — eventuelt om der bydes ham bedre Betingelser hos en anden Opkøber. Men Opkøberen kan ogsaa blot yde en Kredit til et bestemt Maksimalbeløb og iøvrigt lade Markedsudviklingen være afgørende for Prisen paa Raastofferne: Kreditten betegner paa den Maade det Minimumsbeløb, som den Indfødte kan risikere at maatte nøjes med, saafremt Prisudviklingen gaar ham imod, medens han paa den anden Side ikke udelukker sig fra at faa Andel i en Konjunkturstigning.

Nu er det naturligvis ikke saaledes, at Opkøberne kun tænker paa de Indfødtes Tilfredshed: Opknberne i Troperne er tværtimod af en temmelig haardhudet Kaliber, og hvad der synes at se saa uskyldigt og rimeligt ud ved Aftalens Indgaaelse. har en uhyggelig Evne til at kunne drejes til den enfoldigt optimistiske Indfødtes Skade. Da den Indfødteleverer sine Produkter i ganske smaa usorterede Kvantiteter, bliverder ikke Lejlighed til at tage Hensyn til en lidt finere eller lidt daarligere Kvalitet, men Afregningen foregaar efter en flat rate. d. v. s. at der pr. Wgtenhed betales en Standardpris fra Dag til Dag gældende for alle Producenter. Da den lndfodte saaledes ikke faar nogen Opmuntringtil Kvalitetsforbedring, men tværtimod forledes til ved Sloseri og direkte Vaieforfalskning at søge at opnaa en storre Indtalt ved mindre Arbejde, opstaar der ofte et direkte Kaplob med Opkøberne om. hvem der kan snyde mest med Væglen. I Kakaohandelen i Vestafrikatrækker Opkøberen saaledes omkring en Tredjedel fra den virkeligekonstaterede Vægt som Svind, paa de indenlandske Markeder i Hollandsk Indien klarer de kinesiske Opkøbere sig med undervægtige Lodder og forkert justerede Vægte. I det lange Løb er der dog ingen Tvivl om, at Producenten bliver den svageste. Saa længe den Indfødte er en trofast Kunde og Leverandør hos sin Handlende, er Forholdene

dog i Reglen nogenlunde taalelige, da Købmanden er interesseret i ProduktionensOpretholdelse i den Indfødtes Hænder. Hvor der imidlertid er Fare for, at den Indfødte skal gaa sine egne Veje, er der mange Muligheder for at gøre ham Livet uudholdeligt.

Sælger den indfødte Producent saaledes sin Host til en anden end sin Kreditgiver, som han har lovet den til, møder Kreditgiveren op med Krav paa tabt Fortjeneste og kræver sin > falsa coniision--, der i". Eks. i Kaffehandelen udgør ca. 2V2 pCt. af Salgssummen. Medens han før ikke interesserede sig for Renter af sin Kredit, foretager han nu en Renteberegning, der svinger mellem 10 pCt. pr. Aar og 10 pi'A. pr. Maaned — det sidste Tal er fra Kina og er sikkert ekstremt, men næppe usædvanligt: i andre østasiatiske Lande kan Gennemsnittet maaske anslaas til at ligge paa omkring 20 pCt. pro anno —. Derudover beregner han sig faktiske og fiktive Udlæg i en ukontrollabel lUanding, og skulde den Indfødte alligevel kunne betale alt ud. finder Opkøberen alligevel nok en Post at føre over i ny Regning — om ikke andet sau Udgiften til et Frimærke — for paa den Maade at pointere, at Aftalerne løber videre.

Undertiden sikrer Opkøberen sig ved Panteret. Denne kan tage forskellig Form lige fra en almindelig Prioritet i den Indfødtes Kjendom til Underforpagtning hos den indfødte Forpagter (saaledes det indiske Khartouli-System), men oftest gælder Panteretten kun det forventede Høstudbytte. 1 mere udviklede Stater, f. Eks. i tiere latinamerikanske, findes der en særlig prenda agraria, Høstpantsættelse, sideløbende med den almindelige Prioritering, i andre maa man træffe Aftale med de øvrige Prioritetshavere, oftest Rankerne, for at sigie sig Pant i Høsten. Forretningen afvikles i saa Fald paa den Maade. at Opkøberen over for Rankhuset afgiver Garanti for dettes Henler og Afdrag paa Hovedprioriteterne. Naar Handelshuset afsætler Høsten, foretager det et Fradrag for sine Forskud, Udlæg og Rentetilgodehavender, hvorefter Restsummen gaar til Banken, der igen afregner med Kunden under Fradrag af sine Tilgodehavender.

Ofte er det ikke den Opkøber, som staar i Forbindelse med den Indfødte og bevilger denne Kreditten, der er i Residdel.se af den fornødne Kapital. 1 Reglen er der i Opkøbskanalerne enkelte særlig kapitalstærke Positioner, hvorfra Kapitalstrømmen ledes ud til de mindste Pladser. Ofte tilkommer det de europæiske Eksporlhuse at stille Kapitalen til Raadighed, men i Østen har store kinesiske Firmaer med Hovedsæde i Kystbyerne ofte den indenlandske Handel paa deres Hænder takket være deres Kapitalkraft. Som Eksempel paa en saadan Opkøbsorganisation skal den kinesiske Tes Handelsvej til Kysten her i Hovedtrækkene

Tehandelen i Kina er en Sæsonforretning, og ved hver Høst dannes Opkøbsorganisalionerne paa ny. Opkøbere i hvert Landsbydistrikt danner en Forening (Ch'a Chwang) for i Fællesskab at rejse de nødvendige Pengemidler, der som oftest stilles til Raadighed af de saakaldte Tcagenturcr i Eksporthavnene, altsaa især i Shanghai.

Disse Teagenturer |Cha Chan) er meget kapitalkraftige Huse, som efterhaanden helt har trængt de europæiske Firmaer tilbage til selve Eksportforretningen. Mellem enkelte af disse Agenturer og de større europæiske Eksporllirniaer har der udviklet sig fastere Forretningsforbindelser,og undertiden er et saadant Agentur samtidig Komprador (se seneret ved et Eksportfirma. Disse kinesiske Agenturers Stilling er overordentlig stærk i Tehandelen, og de udnytter übarmhjertigt denne Magt over for de indenlandske Tehandlere. De indenlandske Handlendesender sædvanligvis en Repræsentant til Shanghai for at overvaageTeens Salg gennem Agenturet og iovrigt varetage deres Interesser. Denne Repræsentants Indflydelse er dog i Reglen lig Nul, han er som oftest ikke Pidgin English mægtig og kender ikke den internationale Markedssituation. Agenturet tager sig af Repræsentantens Underholdog sorger Jor at holde Varerne forsikrede og oplagrede. For at sikre sig Leverancen af Teen har han ofte givet saa hoj Kredit til de indenlandske Købmænd, at dette kan synes meget farligt, da Markedsprisenmaaske viser sig at ligge under den i Indlandet betalte Pris for Tebladene. saaledes at Salgssummen ikke strækker til for Tilbagebetalingenaf Kreditten. Vurderingen af Teen ligger udelukkende i Hænderne paa de udenlandske europæiske Eksporturer og de kinesiske Agentur-firmaer, der paa alle mulige Maader sitger at tiltvinge sig Fordelepaa de indenlandske Kohnuvnds Bekostning, men ogsaa til Skade for Urproducenterne. En almindelig Undervurdering af Teen bliver Følgen: thi ved Underhandlingen om Prisen bliver de indenlandske Handlende tvunget til at acceptere enhver Pris. som Agenturerne foreslaar.Saalremt de indenlandske Købmænds Repræsentanter rejser Indvendingermod den af Agenturet foreslaaede Pris. søger dette paa enhverMaade al gøre dem føjelige, enten idet det erklærer, at den foreslaaedePris er retfærdiggjort af en Nedgang i den internationale Markedssituation,eller idet det truer med Opsigelse af den ydede Kredit og kræver Tilbagebetaling af de Penge, der er lagt ud for Transporten og andre Fornødenheder. Ganske vist har Sælgerne den Udvej at kunne lægge Teen paa Lager, men da vokser Lagerlejen. Forsikringsomkostningerne.Udgifterne til Reprøsentanternes Underhold o. s. \\. saaledes at der til sidst ikke bliver dem andet Valg end at sælge til enhver Pris. Den frie Konkurrence kommer slet ikke til Udfoldelse.

fordi Teagenturerne arbejder i Indforstaaelse med hinanden, og det eneste, som giver en nogenlunde ordentlig Pris for Teen tII de indenlandskeKøbmænd, er Teens hurtige Ankomst til Markedet. Det er ikke sjældent, at fine Tesorter, som ankommer sent paa Sæsonen, opnaar laverePriser end grove Sorter, der kommer tidligt frem, under en iøvrigtuændret international Markedssituation.

Ligesom Produktionens Overgang fra Naturaløkonomi til Pengeøkonomi foregaar under et udviklingsmæssigt Pres, der stadigt ændrer de Indfødtes Afhængighed af Omverdenen, saaledes er ogsaa Opkøbernes Stilling som Leverandør og Aftager, som Bankier, Speditør, Fabrikant etc. underkastet en hurtig Skiften.

Opkøbernes Overtagelse af alle Funktioner i Forbindelse med den Indfødtes Køb og Salg viste sig kun at være det første Stadium i Tropernes Kommercialisering. Det var især Forbindelsen mellem Køb og Salg hos samme Person, der virkede paa den Indfødte som en haurd Spore til at forøge hans Arbejdsindsats. Kreditten var den Lokkedue, som drev den selvforsynende Indfødte ind i den moderne Handels verdensomspændende Fangarme. Med barnlig Undervurdering af de fremtidige Ofre paatog den Indfødte sig gerne Forpligtelser som Modydelse for øjeblikkelige Glæder uden at forstaa, at han derved blev tvunget ind i et Arbejdstempo, som laa langt over hans normale Livsrvtnie.

Denne »Butterbrot- und Peitsche«-Politik har imidlertid ikke kunnet forblive uden Virkninger paa de Indfødtes psykiske Indstilling over for Opkøberen. For skuffede Forventninger, bitre Erfaringer og menneskelige Skibbrud, som Opdragelsens haarde Skole har bragt de Indfudte, fik Opkøberne Skylden, og Reaktionen blev en Række sociale Uroligheder, der tog Sigte paa at forbedre Producenternes Stilling i den økonomiske Magtkonstellation. De sociale Brydninger er imidlertid af en anden Art end tidligere, idet de er Udtryk for en begyndende Aktivitet hos Producenterne i Tillid til, at Tilstandene kan ændres til det bedre, ikke ved et Tilbagefald til den gamle Husøkonomi. men ved større Indtægter for de Indfødtes Produkter og en mindre forførerisk Forretningspolitik hos de Handlende.

Det er imidlertid sjældent, at de Indfødte selv har kunnet finde den rigtige Løsning for deres Vanskeligheder eller blot kunnet omplante den i Virkeligheden, naar andre fandt den for dem Europæerne har udfoldet store Anstrengelser for at skabe Muligheder for Styrkelse af de Indfødtes Stilling. Fra to Sider har de grebet Opgaven an: Dels har de europæiske Huse i Eksporthavnene indset det rent forretningsmæssigfordelagtige ved en Udvikling af de Indfødtes økonomiske Selvstændighcd.og

stændighcd.ogdels har de respektive Regeringer ved Skoler og Vandrelærcre.Love og Forordninger, offentlige Arbejder og direkte Kapitaltilskudforsøgt at mildne Tropernes økonomiske Jungleliv for den svage Part.

De europæiske Handelsfirmaers Andel i Produktionslandenes Handelsorganisation
har størst Interesse i denne Sammenhæng.

3. Eksportørerne.

a. Eksportørernes Omraade.

Den dominerende Plads i Produktionslandets Handelsorganisation for Verdensmarkedets Behov indtages stadig af europæiske Huse. idet selv de store kinesiske eller indiske Handelsfirmaer sjældent accepteres af Konsummarkt tierne som passende Modkontrahenter. Det drejer sig her ikke saa meget om Kapitalkraft som om Paalidelighed. Præcision, Konduite, Kulance, kort og godt om vesterlandsk Handelskultur i den angelsaksiske Udformning.

Disse europæiske Købmænd danner paa Producentmarkederne en Klasse for sig: Eksportørerne. Gennem deres Organisation glider de Indfødtes Produkter ind i hojkapitalistiske Markedsformer. Eksporthuset bliver det Mellemled, der faar til Opgave at indpasse et tropisk Oplands Produktion med Hensyn til Tid. Mængde og Kvalitet efter Forbrugennarkedernes Efterspørgsel.

Eksportørerne ligger ved Opfyldelse af disse Opgaver forst og fremmest i Konkurrence med Importørerne i Forbrugslandene. i hvilket Styrkeforhold. Funktionerne fordeles mellem Eksport- og Importland, afhænger af Produktionslandets Kraft dels iil at maale sig med det industrialiserede Forbrugsland i ærva'rdig Købmandstradiiion og übegrænsede Kapitalresourcer. dels til at skabe en Tilbudskoncentration. der kan konkurrere med Forbrugslandets Koncentration af Efterspørgselen: men ved Siden deraf gør Transporthensyn sig gældende saml Styrken af det (ireb. Eksporlhuset har paa sin Leverandorkæde.

Da Efterspørgselen for Tropeprodukter stort set er meget uelastisk, men Produktionen undergivet de überegnelige Svingninger, som en lang Vokseperiode₁ hos en uoverskuelig Mængde Smaaproducenter niaa indebære, bliver del lydeligt, al der. ved en fremadskridende Styrkelse af de specielle Betingelser for Handelens Tiltrækning, synes at være stærke Kræfter i Virksomhed for at koncentrere stigende Del af Markedsfunktionerne i de tropiske Produktionslande.

b. Arter af Eksportører.

Med de gamle Handelskompagniers Opløsning viderefortes deres
Opgaver enten paa den Maade. at et almindeligt Handelsselskab overtogMonopolkompagniets

togMonopolkompagnietsBomasse og udviklede de levedygtige Grene, eller saaledes at tidligere Funktionærer ved eget Indskud og det europæiskeKapitalmarkeds Hjælp etablerede nye Selskaber. Selvom der ogsaa trængte Outsidere ind, vedblev Handelen paa Troperne længe at være meget eksklusiv. Først da de europæiske Færdigvareindustrier under Jagten efter nye Markeder ogsaa opdagede Troperne, kom deres Hær af Salgsagenter til næsten hver en Flække, og Indførselen stykkedesud til mange Smaaimportører. Handelen i Retningen mod Industrilandenemed Tropernes Produkter er derimod ikke ret vidt fremskredeti Retning af »Demokratiserings og Bevægelsen krydses af nye Koncentrationstendenser.

Grunden maa først og fremmest søges i Varernes Bulk-Karakter, med hvilken Betegnelse Varernes forholdsvise lave specifikke Værdi, det ensartede Masseudbud og den nødvendige lange Sørejse tænkes sammenfattet i eet Begreb. Deraf følger, at den gunstigste Transport-, Lager- og Behandlingskapacitet ikke blot kommer til at ligge meget højt, men at den kommer til at veje tungt til ved Kalkulationen paa Grund af den ringe Fortjenstmargin pr. Enhed. Yderligere bevirker den generelle maskinelle Behandling, Varerne bliver underkastet, og Vanskeligheden ved at skabe Quasi-Monopoler for Specialkvalileter som ved Fabrikkernes Mærkevarer, at denne Tendens til Skabelse af store Kapitalknuder paa Varens Vej bliver yderligere forstærket. Endelig virker for Beliggenheden i Troperne af disse store Kapitalanla^g Ønsket om mindst mulig Transport af Vægttabsmaterialer, de forholdsvis beskedne Krav til de underordnede Arbejderes Uddannelse samt Tropernes stigende Kapitalkraft. Den almindelige Tendens til Kapitalkoncentration virker derudover i Retning af Sammenslutning af de bedriftsmæssige Enheder i Storforetagender.

De to splittende Momenter, som kunde tænkes at ville gøre sig gældende,Forbrugernes direkte Indkøb og Urproducenternes direkte Eksport,kommer ikke til at virke i denne Retning ved Eksportorganisationenfor Tropeprodukter. Indkøbskontorerne for visse industrielle Forbrugere,der har set deres Fordel ved — under Bibeholdelse af det egentligeindustrielle Produktionsapparat i Forbrugslandet — at føre deres Indkøbsorganisation saa nær som muligt til Urproducenterne, forrykkerikke Helhedsbilledet, da det kun er meget store, kapitalkraftige Foretagender, som kan etablere deres egne Indkøbsfilialer. Urproducenternesdirekte Eksport kommer ikke i Betragtning ved Udførselen af de Indfødtes >money crop«, men derimod nok for Plantageprodukterne,hvor imidlertid en saa stærk Koncentration i Besiddelsesforholdenegør sig gældende, at disse Foretagenders Salgskontorer hører til

de førende Eksportfirmaer. Trods den hurtigt stigende Eksportomsætningbaade med Hensyn til Vægt og Værdi og trods stærke Ønsker hos Forbrugere paa Aftagermarkederne om direkte Import er Eksporthandelenmed Tropeprodukter saaledes stadig samlet paa en Haandfuld Firmaer i de store Eksporthavne. For at nævne et Par Eksempler inden for Varegrupper, hvor den Indfødtes Produktion spiller en Rolle, skal anfures følgende: I Vestafrika indtages den dominerende Plads i Eksporthandelenaf United Africa Co., et Resultat af flere Fusioner mellem det gamle Royal Niger Company og forskellige Selskaber og iovrigt et Led af l'nilever-Koncernen; ved Siden deraf staar foruden KongoselskabetOpkøbsorganisationerne for forskellige fritstaaende Oliemøller og nogle store Chokoladefabrikker (»The Big Threet; Cadbury Bros.. J. S. Fry and Sons og Rowntree & Co. har Fællesindkøbskontorer). I Kina ligger Hovedparten af Eksportforretningen i Te hos tre engelske Firmaer og det sovjetrussiske Handelsagentur Centrosojus. I NederlandskIndien er Eksporten af Krydderier samlet paa mindre end 20 Firmaer.

Der findes saaledes tre Slags Eksportfirmaer af Tropeprodukter: De almindelige Handelsselskaber, The Merchant Princes, der har taget Arven op efter de store Handelskompagnier, og som baade er Importører og Eksportører af alle Varer til og fra et bestemt Omraade: Plantageselskabernes Salgskontorer, der knytter Salget af de Indfødtes Money Crop til Salget af deres egne Produkter: samt endelig de industrielle Forbrugeres Indkobskontorer. der specialiserer sig i deres vesterlandske Fabriksvirksomheders Behov. Det fremgaar heraf, at man ikke længere finder en Bedriftsspecialisering efter de Indfødtes og Plantagernes Salgsprodukter: de Funktioner. Eksportørerne overtager for de to Varegrupper med forskelligt Produktionsgrundlag, er imidlertid saa forskellige, at det endnu er rigtigt at betragte de to Grupper hver for sig.

c. Eksportørernes Funktioner.

Eksportøren bliver altsaa som Hovedregel Tropeprodukternes første Bekendtskab med europæisk Handelsorganisation paa deres Vej mod Verdensmarkedet, og Eksportørens vigtigste Opgave bliver derefter at skabe, hvad der efter Opkøberens Virksomhed endnu maatte mangle i intim Forbindelse mellem Producent- og Af tager ni ark ed. Eksportørens Opgaver bliver altsaa delvis en Videreføring af Opkøberens, om end med en anden Accent, delvis kommer der imidlertid nye Opgaver til for Eksportøren.

Med Hensyn til Varekarakteren hos de Produkter. Eksportøren modtagerfra

tagerfraden indenlandske Opkøber, er der baade Standardiserings- og Lagerfunktioner at overtage. Den første Behandling, som Varerne blev underkastet inde i Landet, strækker som Regel ikke til for ForbrugsmarkedernesBehov. Tidligere blev den endelige Sortering og Bihandlingsaa godt som udelukkende foretaget paa Forbrugslandenes Markeder,de store Stapelpladser; men i stigende Grad bliver disse Opgavernu foretaget i Troperne, for saa vidt Klimaet eller ganske specielle Krav ikke stiller sig hindrende i Vejen. Denne Udvikling hænger sammenmed Bevægelsen fra Indlandet til Kysten ved Foretagelsen af de første Sorterings- og Behandlingsopgaver. Hvor Eksportørerne bygger store Sorteringsanlæg eller anlægger Møller og andre maskinelle Behandlingsanlæg,bliver det naturligt for ham at dække Kvalitetskravenepaa saa stor en Del af Handelsvejcn som muligt. I Stedet for de primitive indfødte Anlæg med deres mere eller mindre tilfældige Slutprodukttræder europæiske Møller (for Ris, Oliefrugter) og Fermenteringsanstalter,Tørreanlæg og Remilling Plants (for Kautsjuk), saaledesat de Indfødtes Produkter efterhaanden naar samme Kvalitetshøjdesom Plantageprodukterne. Sorteringen finder Sted med de europæiskeStapelpladscrs Krav som Forbillede, og Eksportørerne søger at skabe Standardkvaliteter, som Aar efter Aar forbliver de samme uanset Svingningerne i Udgangspunktet, de Indfødtes Leverancer, eller som i hvert Tilfælde er af en saa even running quality, at Partierne kan sælgesefter Prøver. Undertiden skaber Eksportørerne deres egne Brands, i Reglen af særlig udsøgte Kvaliteter, og der er saaledes Tilløb til Skabelseaf en Individualisering af Massevarerne med de dertil knyttede Problemer som ved Fabrikaterne. Det samlede Resultat af EksportørernesVirksomhed med Hensyn til Produkternes Kvalitet bliver, at Distancehandelen faar et vældigt Puf fremad, hvad der samtidig involvereren Formindskelse af de gamle Stapclpladsers Betydning som Sorterereog

I samme Retning virker ogsaa Eksportørernes Lagerfunktioner. Opkøberneholder normalt ikke Lager længere end til Fyldning af det Transportmiddel, som han sender Varen videre med, og paa samme Maade holdt Eksportørerne tidligere kun det Lager, som hobede sig op mellem to oceangaaende Eksportbaades Ankomsttider. Siden den første Verdenskrig er der imidlertid ved at ske en Ændring i den hidtil fulgte Praksis med at lægge de nødvendige Lagerbeholdninger fra Høst til Høst i Konsumlandene. Det skyldes dels de allerede anførle beliggenhedsmæssigeForskydningstendenser, dels de tekniske Forbedringeraf Oplagringsanlæggene, der modvirker det tropiske Klimas Ugunst, men dels ogsaa konjunkturelle Kræfters Indvirken. Under nedadgaaendcKonjunkturer

gaaendcKonjunkturerholder Købmændene paa Centralmarkederne i Konsumlandene sig saa vidt muligt tilbage fra Køb, medens de til Urproducenternemed Aftagepligt knyttede Købmænd i Eksportlandene ved Tilbageholdenhed med Salg søger at hæve Priserne; under opadgaaendePriser bliver Forholdet omvendt, Købmændene paa Centralmarkederneovertager gerne Prissvingningsrisikoen paa Lagrene, som baade Videreforarbejdere og Producenter gerne vil vælte af sig. Paa længere Sigt er der ingen Tvivl om, at Tropeomraadet støt vinder en stigende Betydning som Lagerplads.

Hvad Eksportørernes Finansieringsfunktion angaar, fremgik det allerede ved Skildringen af Opkobernes Rolle som Kreditformidlere, at den indenlandske Opkobsorganisation ofte maatte støtte sig til Eksporthusenes Kapitalkraft. Eksporthusene er derfor ofte organiserede som Aktieselskaber for at forhindre den stadige Kapitaldrænering, som Europæernes Trækfugletilværelse ellers vilde betyde for Virksomheder i Troperne. Er Varerne først i Eksportørernes Besiddelse, volder en Finansiering med fremmed kortfristet Kapital i Reglen ingen Vanskeligheder. 1 stigende Grad bygges der i Troperne store offentlige Pakhuse, hvor Eksportørerne ved Belaaning af Lagerhusbeviset kan mobilisere Størstedelen af den i Varerne bundne Kapital: afskibes Varerne usolgt for at spare Lagerleje eller for at sælges paa Stapelpladsernes Lokomarked, kan Afskibningspapirerne belaanes gennem en formidlende

d. Eksportørernes Forhold til Opkoberne.

For Aarhundredskiftet var Hovedreglen den. at de europæiske Ekspoitfirmaer holdt sig borte fra den direkte Handel med Vrproducenterne. Kun i særlige Tilfælde havde Eksportørerne hele Opkobsorganisationen i deres llanider: det gjaldt saaledes i Handelen paa Sydhavet, hvor Hamburgerhuset Godeffrey. da en indfødt Opkøbsorganisation ganske manglede, overalt byggede Faktorier og etablerede Sejlforbindelser, saaledes at det opnaaede næsten fuldstændigt Monopol paa denne Handel. Flere Grunde talte ellers for at holde sig til sin egen Plads. Dels var det forblindet med overordentlig store Omkostninger at udbygge en Indkøbsorganisation til at holde Kontakten med de mange smaa indenlandske Pladser, og dels var tiet overordentlig vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at kontrollere de underordnede Funktionærer, som man maatte overlade Indkøbene til. Paa den anden Side havde man ved at rykke nærmere til I'rprodiu'enterne ofte Mulighed for at kunne inddække sig til forholdsvis billigere Priser eller for at skaffe sig særlige Kvaliteter af værdifulde Varer.

1 den sidste Menneskealder er der imidlertid sket en Udvikling, som dels har understreget denne Deling mellem Indlands- og Udlandsforretningen, og dels har betydet en forøget europæisk Beherskelse af Opkøbsorganisationen.

Den skarpere Skillelinie mellem indenlandsk Handel og Eksporlhandel er især foregaaet mellem de europæiske Eksportører og de indiske og kinesiske Opkøbshandlende. De asiatiske Handelsfirmaer i Eksporthavnene, der som tidligere nævnt ikke gav sig af med oversøisk Eksporthandel, benyttede deres erhvervede Rigdomme ved Handelen med Eksportvarerne til at tiltvinge sig Magten over den indenlandske Opkøbskæde helt til Urproducenterne. Paa de indiske Basarer i Rangoon, Kalkutta og Bombay træffer Eksportørerne Repræsentanterne for de indiske Opkøbshuse: i Singapore, Hongkong og Shanghai staar de kinesiske Sælgere som Europæernes Modkontrahenter for en stor Del af Eksporten fra Bagindien, Hollandsk Indien og Kina. Som Eksempler paa, hvorledes Forbindelsen mellem de europæiske Eksporthuse og disse kapitalstærke og mægtige asiatiske Købma^nd i Eksporthavnene former sig, skal der gives en kort Beskrivelse af Komprador-Systemet i Shanghai og af Singapore-Markedet.

Kompradoren. Den gensidige Mistillid, som Vanskelighederne ved at gøre sig forstaaelig for hinanden bevirker, har undertiden stillet Handelsorganisationen særligt vanskelige Opgaver, naar to vidt forskellige Kulturer mødtes. I Østasien har man visse Steder maattet forsøge at overvinde disse Vanskeligheder ved et System af personlige Garantier og Kautionsstillelser fra særlige Mellemmænd. Den mest interessante Form er den saakaldte Komprador, saaledes som man finder ham i sin højeste Udformning ved Kinas Samhandel med Udlandet. Denne Kompradors Garantier omfatter mange Forhold; dels garanterer han for Redelighed hos det kinesiske Personale i Europæerens Forretning, dels for Kunders og Leverandørers Soliditet; men desuden overtager Kompradoren ogsaa Ansvaret for den rigtige Oversættelse fra Kinesisk til Pidgin-Engelsk, den rigtige Vekslen af kinesisk Tael og europæiske Møntsorter, samt forpligter sig til ærlig Medvirken ved Løsningen af de Hundreder af Smaaproblemer, som den kinesiske Kultur stadig byder Europæerne.

Kompradorens Stilling til det europæiske Hus bliver derfor højst egenartet. Formelt er han kun en Funktionær, der lønnes med en fast Grundgage plus Provision for særlige Tjenester, reelt er hans Magt ofte større end Firmaets egentlige Chef. Kompradoren ansætter det underordnedekinesiske Personale i det europæiske Handelshus — i Reglen

hans egne Slægtninge — Kompradoren forhandler med de kinesiske Kunder, hvis Soliditet han alene kan bedømme, og hvis Handelsfif han alene kan vare sig for; Kompradoren overtager Firmaets Kasse i kinesiskMønt, fører Regnskabet med kinesiske Tegn og afslutter Kontrakternemed andre Kinesere. Den europæiske Købmand maa i hele sin Handel med det kinesiske Opland forlade sig paa sin Komprador, og hans væsentligste Opgave bliver at holde Kompradorens Garantiforpligtelserinden for Kautionens Størrelse.

Da den europæiske Købmands Kontrol med Kompradoren saaledes bliver særdeles mangelfuld, er det ikke underligt, at Kompradoren uden særlig Fare for at blive opdaget bag den europæiske Købmands Ryg træffer mange Aftaler, der paa Eksportørens Bekostning er til hans egen Fordel. Denne Vanskelighed bliver yderligere forøget ved andre Forhold: for det første hestaar der gensidige Aftaler mellem Kompradorerne om at holde sig i Føling med hinanden, og om Morgenen før den normale Forretningstids Begyndelse mødes Kompradorerne for at enes om Dagens Priser og Betingelser: for det andet har Kompradorsyndikater forpagtet indenlandske Skatter og Afgifter, ofte monopoliseret Transporten paa Floderne og driver samtidig med deres Kompradorforpligtelser en slor indenlandsk Handel. Det er derfor ikke underligt, at den europæiske Købmand ofte tjener mindre end sin Komprador. og at hans Indflydelse paa Forretningsbetingelserne med de kinesiske Købmænd kan blive reduceret til en Marionetdukkes. Medens det i de senere Aar er lykkedes for enkelie Verdensfirmaer som Standard Oil og American Tobacco Company at bryde Kompradorens Magt ved Importen af Industrivarer, er Kompradorens Stilling ved Eksporten fra Kina stadig overordentlig stærk paa Grund af de mange indenlandske Magtpositioner, som han er i Besiddelse af.

Singapore-Markedet. Overalt i Troperne findes der lokale Markedspladser, hvor (le Indfødte mødes med de Handlende for at sælge deres Varer og inddække sig med Fornødenheder: men i visse af de store Udskibningshavne har der desuden udviklet sig mere moderne Markedsformer, hvor Opkøberne og Eksportørerne mødes som Kontrahenter, og hvor Priser for større Opkøbsomraader. endog af verdensomfattende Betydning, bliver dannet. Saaledes er Shanghai afgorende for Prisdannelsen for kinesisk Te i Østen, som Ratavia er det for nederlandsk-iudisk og Colombo for Ceylon-Te: Hongkong er den vigtigste Handelsplads i Østen for Ris. ligesom Kalkutta er det for Bomuld: men den vigtigste Handelsplads i Østasien er dog Singapore.

Singapore er Østens store Omladnings- og Stapelplads. Liggende

paa Ruten Indien-Østasien findes der lier til enhver Tid Fragtmuligheder til alle Verdenshavne, og Byen bliver saaledes det naturlige Handelscentrum for en stor Del af Eksporten fra Hollandsk Indien, Malaya og Siam, ligesom den nødvendige maskinelle Behandling, Sortering og Emballering før Oceanrejsen sædvanligvis finder Sted i Singapores moderne Møller, Oparbejdningsanlæg og Pakhuse. Singapores Tiltrækningskraft f. Eks. som Oparbejdningsplads for de Indfødtes Kautsjuk er saa stor, at ikke en Gang det af det hollandske Kolonistyre protegerede Nederlandske Rubber Unie, som stiftedes i 1926 for Bygning af Remilling Plants i Insulinde, kunde bryde Singapores Monopol; siden 1932 har Selskabet helt indstillet sin Virksomhed.

Som Sælgere af de Indfødtes Produkter optræder i Singapore især kinesiske Firmaer, der har faaet Varerne sendt i Konsignation fra andre kinesiske Handelshuse i Bagindien og det indiske Arkipelag. Som Købereoptræder dels europæiske Raastofeksportører — baade almindelige Handelsselskaber og Opkøbsagenter for europæiske Fabrikker — dels Spekulanter, der ogsaa mest er af europæisk Oprindelse, og som køber og sælger paa Markedet alt efter Markedsudviklingen. Handelen fore gaar dels paa offentlige Auktioner, dels by private treaty, d. v. s. under Haanden. Auktionssalget er organiseret ganske efter det gamle europæiskeMønster, hvor Varen bliver »knocked down« til den højestbydende,og Singapores to Handelskamre, det europæiske og det kinesiske,opstiller Betingelserne for Handelen og optræder som Voldgiftsretved Stridigheder. Salget under Haanden af de Indfødtes Produkter sker fra Sælgerens Go-down, Lagerhus, idet disse Varer i Modsætning til Plantageprodukterne sjældent sælges til senere Levering: først naar de Indfødtes Produkter er ankommet til Singapore, bliver de nemlig underkastet en Behandling, der gør dem saa ensartede, at de kan sælgesefter Prøve eller Beskrivelse. Som Formidlere mellem Sælgere og Købere virker ofte Mæglere, brokers, af hvilke der er to Slags: Dels sædvanlige Mæglere, der blot fører Sælger og Køber sammen, og dels de saakaldte Guaranteed-Solvency Brokers, der garanterer baade Sangerensog Køberens Solvens og af samme Grund faar dobbelt saa høj Provision som den førstnævnte Art. Disse Guaranteed-Solveney Brokers er med andre Ord en svagere Form for Kompradorer; de virker i Særdeleshedmellem asiatiske og europæiske Firmaer, der staar lige saa mistænksomme over for hinanden som Kinesere og Europæere i Shanghai.Disse Brokers faar dog ikke nær den samme Indflydelse som Kompradoren i Kina, dels fordi Hovedstammen af de Firmaer, der optræder paa Markedet, holder sig ret uforandret, dels fordi Medlemsskabethos de stedlige Handelskamre til en vis Grad garanterer for

Handelshusets Forretningsmetoder, men ogsaa fordi Sprogvanskelighederne— Forretningssproget med Asiaterne er Malajisk — ikke er saa uoverstigelige, og endelig ogsaa fordi Leverancerne af Varer fra de europaMske Plantager i Singapore gør det meget vanskeligere for de kinesiske Sælgere at øve monopolistisk Indflydelse paa Markedet.

Eksportørernes egen Opkobsorganisation. I Løbet af den sidste Menneskealder er der imidlertid trods den gennemgaaende fastere Front paa de Indfødtes OpkøbsorganLsation sket en Fremtrængen af de europæiske Eksporturer paa Omraader. hvor de indfødte Opkøbere tidligere havde været eneraadende. Det var især de store industrielle Forbrugere i Europa og Nordamerika som Oliemoller. Chokoladefabrikker og Gummifabrikker, men desuden ogsaa Massefilialforretninger og kooperative Indkøbsorganisationer for Te, Kaffe og Krydderier, der søgte at trænge ud til de smaa Handelspladser i Troperne, hvor Urproducenterne afsatte deres Varer. Aarsager til denne Udvikling var dels de lu-driftsmæssige Fordele for disse Storaftagere ved at lede deres Normalbehov saa direkte som muligt til deres Fabrikker eller Fordelingscentraler. dels Muligheden for dem til at opnaa en billigere Tilfredsstillelse af specielle Kvalitetskrav ved direkte Opkøb i smaa Partier hos de indfødte Producenter: men ved Siden deraf spillede disse Storforetagenders Kapitalophobninger, der skulde beskæftiges for enhver Pris, en Rolle ved Skabelsen af denne vertikale Organisation, og endelig gav Fremskridtet i Efterretningsvæsenet nye Muligheder for Indkøhsdisponering fra et fjernt C.entralkontor.

Hvor disse europæiske Foretagenders Indkøbsorganisation borede sig frem, viste den en Evne til at ændre Opkøbet paa væsentlige Punkter. Fra Hovedkontorerne i Aftagerlandene holdt man sig gennem Telegraf, Kortbølgeradio og Telefon i daglig Kontakt med selv afsides liggende Pladser, man opgav til Indkobsstationerne de Basisnoteringer, hvorefter der med Tillæg af normaliserede Kalkulationssatser maatte købes ind, man indhentede dagligt Rapporter om Indkøbskvantum og Pris. overviste efter det europæiske Rcgnskahskontors Optegnelser de nødvendige Pengemidler til Opkøbet og sørgede fra Hovedkontoret for Reservering af det nødvendige Skibsrum til Hjemtransporten af de opkøbte Var^r. Mulighederne for bedrageriske Transaktioner blev saaledes meget forringet, samtidig med at Opkobskontorets Selvstændighed ganske vist ogsaa saa godt som fuldstændigt forsvandt.

Medens man tidligere til Stillinger i Troperne havde valgt de lyseste
Hoveder og de haardeste Halse, der paa egen Haand kunde handle og

tage et Ansvar — hvad de undertiden ogsaa gjorde til egen Fordel, men for Firmaets Regning — gik man nu ofte til den anden Yderlighed og udvalgte til Tropestationerne Folk, hvis rolige og støtte Væsen her under de lidt friere Forhold skulde staa sin Prove for at gøre dem kvalificeret til senere at overtage Bogholder-. Kasserer- eller Forvalterstillingeri Europa. Tropeopholdet blev for dem kun et Led i en allroundkontormæssig Uddannelse, og det mulig friske Initiativ hos de Underordnede blev selv i disse Verdenshandelens mest romantiske Afkroge tæmmet af de telegrafiske Night-Letters' Kommandosprog.

Over for de Indfødte er der imidlertid ingen Tvivl om, at der udgaar en stærk opdragende Kraft i Retning af solide og ærlige Handelsprincipper fra de europæiske Opkøbskontorer: alle de tusinde Prangerkneb, som de indfødte Opkøbere lærte Urproducenterne, bliver roligt, men bestemt, opdaget og tilbagevist, indtil Producenterne bliver kede af den Leg, som ikke en Gang kan give Anledning til en lidenskabelig Diskussion med den europæiske Modpart. Urproducenterne faar et nyt Indtryk af Europæerne, som de ellers kun var vant til gennem en Hær af indfødte Handlende, Opsynsmænd og Kontrollører at betragte under Synsvinklen: Det fjerne Herrefolk. Det kan saa diskuteres, hvorvidt denne turnusmæssige Kolonisation med jævne europæiske Borgere paa lavere Funktionærstillinger er heldig for den europæiske Imperialisme i Troperne, for de Indfødtes Opdragelse til europæiske kommercielle Omgangsformer er den uden Tvivl et Element, som ved sit praktiske Eksempel virker stærkere end Politi og Domstole, Moralprædikener og Fornuftsappeller.

Eksportørernes Opgaver specielt med Hensyn til de Indfødtes Produkter er opfyldt, naar Varerne er tilpasset efter Aftagernes Ønsker med Hensyn til Kvalitet og Leveringstid samt efter Transportmidlet med Hensyn til Mængde og Holdbarhed; de Indfødtes Money Crop kan nu gaa videre paa standardiserede Leveringskontrakter eller blive konsigneret til Lokosalg paa Aftagermarkederne paa samme Maade som de Plantageprodukter, Eksportørerne ligeledes afskiber. I de europæiske Eksporthuse samles saaledes de to Varestrømme fra Plantagerne og de Indfødte for at gaa videre i én stor fælles Strøm. Ganske vist beholder de Indfødtes Produkter ofte en særlig Kvalitetsbetegnelse, der gør det muligt at indentificere dem paa deres videre Vej; men Handelsorganisationen og de forskellige Formidlere adskiller sig ikke længere væsentligt efter Varernes forskellige Dyrkningsformer.

C. Handelen med Plantageprodukter

1. Plantagen som Driftsform.

Medens den Indfødtes Dværgbedrift er karakteristisk for Tropernes nedarvede selvforsynende Jordbrug, hvor Eksporten til Vesten kun kan komme til at udgøre en forholdsvis underordnet Del af Arbejdsresultatet, er Dværgbedriftens Konkurrent til Verdensmarkedets Forsyning med Tropeprodukter, Plantagen, lige fra Anlægningsøjeblikket dens driftsmæssige Modpol. Plantagen er det udenlandske Erobrerfolks utaalmodige. rastlose Organisationsindsats for hurtigst muligt at faa indstillet Tropernes Produktion paa Forsyning af industrialiserede Sumfund. Da Plantagesystemet i sin moderne Form udvikledes paa det Tidspunkt, hvor Htvjkapitalismen i Industrien fejrede uanede Triumfer, laa det nært for Vesteuropæerne at forsøge de nye Organisationsprincipper paa Udviklingen af Landbruget i Lande, hvor den indfødte Befolkning ikke kunde lægge politiske Hindringer i Vejen som i det traditionsbundne Europa. Plantagesystemet bliver saaledes den mest kapitalistiske Form for Jordbrugsdrift, som findes; dens karakteristiske Kendetegn laanes fra de industrielle Produktionsvirksomheder: Adskillelse mellem Ejer og Arbejder gennemfares, størst mulig Pengeudbytte pr. investeret Kapitalenhed søges opnaaet ved gennemført Rationalisering af Arbejdskraft. Metoder og Arbejdsmidler samt ved en stor og langfristet Kapitalinvestering.

Saaledes skabtes i Tropelandene et Fremmedlegeme, der ofte forandredeLandenes befolkningsmæssige, økonomiske og politiske Forholdfra Grunden af. Oprindelig var Plantagerne indstillet paa Benyttelseaf Tvangsarbejdere, Forced Labour, og samtidig med Anlægningenaf Plantager i det tropiske Amerika for Sukkerrør. Bomuld og Kaffe skabtes den store Negerkolonisering. Ophævelsen af Slaveriet i Løbet af det 19. Aarhundrede blev et Slag. som mange af Plantagevirksomhedernei det tropiske Amerika aldrig forvandt, medens det samtidig gav Udviklingen af Plantngesystemet i det tropiske Asien et vældigt Slød fremad. Medens man paa den vestlige Halvkugle havde fundet rigeligt med Jord. men Mangel paa egnede Arbejdere, fandt man i Sydostasien det omvendte Forhold, dog med det Moment ekstra, at man paa Bjergskrænter og i Urskovsvildnis maaske kunde finde ny Jord til Opdyrkning. Indførelsen af Plantagedriften i Østasiens hidtil übeboede eller tyndt befolkede Urskovsomraader bevirkede nye Vandringer:Hundredtusinder af Kulier overflyttedes ved Hjælp af et kompliceretHvervningssystem, der i Begyndelsen nærmede sig stærkt det

formastelige Slaveri; Floraen vandrede fra Verdensdel lil Verdensdel, Sukkeret ira Vestindien til Java, Gummitræet fra Brasilien til Østasien, Teen fra Kina til Ceylon og Nederlandsk Indien. Cinchona (Kinabark- Busken) fra Peru til Hollandsk Indien o. s. v.; hele Landskabsomraader skiftede Karakter; modens nogle Omraader vendte tilbage til urskovslignendeVildnis, skød der andre Steder nye Kolonier op i Urskoven. Planter voksede i Vejret paa Rad og Række, Blikskure og Bjælkehuse skjulte Mennesker og Afgrøder, Skinner, Veje og Broer med Jernbanetogog Lastbiler forbandt Distrikterne med Kystbyerne.

Forbavsende var den eruptive Voldsomhed, hvormed den moderne Teknik ved Plantagesystemets Hjælp satte ind i Troperne — særlig i Sydøstasien. I Plantagerne indførte man for første Gang i de varme Lande de rationelle Landbrugsmetoder, som Achard. Liebig o. s. v. havde indvundet for det europæiske Landbrug: man gennemforskede de forskellige Planters Voksebetingelser, lærte at rendyrke egnede Sorter samt at bekæmpe Skadedyrene og hostede til Gengæld uhørte Afgrøder, hvor man fandt Samspillet med de naturlige Betingelser. Millioner af primitive Indfødte lærte paa Plantagerne under en næsten utroligt møjsommelig Opdragelsesindsats en moderne Arbejdsdisciplin, der gav lige saa overraskende Resultater som det Taylor'ske Arbejdssystems Indførelse i Fabrikkerne.

Det Kapitalopbud, som Tropernes Oplukning krævede, beløb sig til Hundreder af Milliarder Kroner, og en væsentlig Del blev koncentreret i store Selskaber eller paa faa Rigmandsfamiliers Ilænder. Produktionens lange Tilløbsperiode, det videnskabelige Forsøgsarbejde, Flytningen af Arbejdermasserne og sidst, men ikke mindst, den maskinelle Behandling af Plantageprodukterne krævede saa store Bedriftsenheder for at naa det tekniske Optimum og holde sig paa Højde med de videnskabelige Fremskridt, at Plantagerne ofte blev til hele smaa Samfund, hvor Ledelsen ikke blot maatte sørge for Arbejderne i Arbejdstiden og udbetale dem deres Løn, men desuden maatte bygge Skoler, Hospitaler og Boliger, ja selv sørge for Justits og Orden.

Naturligvis er det ikke alle Plantager, der i samme Grad er gennemsyretaf kapitalistisk Driftsherreaand. Man træffer alle Overgangsformerfra de almindelige Storgodser i Mexico, der nærmest driver mixed farming, til de mellemstore østafrikanske og asiatiske Plantninger, der indehaves af Kinesere og Indere, og som i deres Driftsmetoder ikke adskillersig meget fra de Indfødtes Smaabrug. Forsøger man imidlertid at udkrystallisere visse Idealtyper paa tropiske Plantager, kunde man maaske skelne mellem den amerikanske og den østasiatiske Plantageform:den første bærer endnu tydelige Spor af tidligere Tiders feudale

Aristokrati, er ekstensiv i Anvendelsen af Jorden og mangler Kapital og Arbejdskraft lil at give Plantagen det rigtige højkapitalistiske Præg; den sidste er karakteriseret ved forholdsvis Knaphed paa Jord og rigelig, om end ikke særlig kvalificeret Arbejdskraft; under europæisk Ledelse og med næsten übegrænset Opbud af europæisk Kapital har den østasiatiskePlanlage udviklet sig til den mest typiske Repræsentant for denne lwjkapitalistiske Driftsform i Landbruget.

I det fdlgende skal disse to Plantagetyper, hver med deres særlige
Afsætnings- og Finansieringsforhold, gores til Genstand for en mere
indgaaende Skildring.

2. Den amerikanske Plantage — Fazenda med Commissario.

Paa Hojlandene i det amerikanske Tropebælte træffer man som oftest Landbrugsbedrifter af Hacienda-Klassen, som er indstillet paa mixed farming, d. v. s. Kvæg- og Planteavl. I Lavlandene og paa de lavere Bjergskraaninger er de udprægede Kulturer i Plantagedrift imidlertid den karakteristiske Driftsform for Storgodserne. Det meste af Kaffeproduktionen i Brasilien og Colombia stammer fra saadanne Storplantager: United Fruit Company's Bananlunde i Mellemamerikas Lavland og Vestindiens Sukkermarker drives med lavtstaaende lejet Arbejdskraft paa Tusinde af Acres Land under samme Ledelse og Ejerskab. Jo længere man kommer bort fra den nordamerikanske Kapitals Interessesfære, desto tydeligere bliver imidlertid de Kendetegn, som sammenfattes i den særlige amerikanske Plantagetype. Fazenda'en.

Mangel paa Arbejdskraft og Kapital har i store Dele af det amerikanske Tropebælte bevirket, at talrige Træk fra Kolonitiden er blevet bevaret ved Plantagedriften. Moderne rationelle Driftsmetoder har knapt begyndt at vinde Indpas paa de uhyre Latifundier. der ejes af de førende Kreolfamilier i de forskellige Stater. Slaveriets Ophævelse (i Brasilien 1888) gjorde Mangelen paa Arbejdskraft endnu alvorligere paa di¹ i Forvejen overoptimale Driftsstorrelser. Der fandtes desuden ikke tilstrækkeligt sagkyndigt og interesseret Personale til at foreslaa Forbedringer, og da Ejerne fortærede det Overskud, som den ekstensive Udnyttelse af deres Jordbesiddelser afkastede, i europæiske Hovedstæder eller Badesteder, tilfortes der heller ikke Plantagerne den Kapital, som kunde have afbodel Arbejdermangelen. Saaledes bredte Sygdomme og Ukrudt sig mellem Kulturplantningerne. Kakaotræerne udviklede sig næsten til Skove og Kaffebuskene til Junglekrat, for man af al Kraft forsogte at skaffe Kapital og Arbejdere til Fazenda'en.

Forskellige Metoder blev bragt i Anvendelse for at holde Storgodserneunder
Kultur. 1 Mexico forsogte man ved Encomiendas-Systemet.

en Slags Vornedsskab, at tvinge Indianerne til Tvangsarbejde paa Plantagerne,eller man forsøgte gennem de saakaldte Habilitadores. Hvervningsagenter,at hverve Indianere fra Landsbyerne som Vandrearbejdere:disse Arbejdere, Cuadrilleros, forpligtede sig ved Forskud til Arbejdepaa Plantagerne, men maatte ofte indfanges af Politiet ved de store nationale »fiestas« og transporteres til deres Arbejdsplads. En særlig interessant Metode til at forsøge at ordne baade Kapital- og Arbejderspørgsmaaletpaa een Gang var den saakaldte Contractor-Metode, som f. Eks. anvendtes paa Trinidads Kakaoplantager.

Contractorsystemet er en ejendommelig Forbindelse mellem Storplantage og landbrugsmæssig Smaabrug. Storgodsejeren, der ikke har Kapital og Arbejdskraft til at anlægge en Plantage, slutter Aftale med en Contractor, en indfødt Landbruger, der forpligter sig til at anlægge Plantagen for en vis Sum pr. Træ, der først forfalder, naar Træerne er kommet i den fuldt ydedygtige Alder; indtil da har Contractoren desuden Ret til at plante forskellige Catch-Crops, Mellemplantninger som Ananas, Bananer samt Korn og Grøntsager til sin Husholdning, mellem Plantageplanterne. Da Contractoren stiller meget smaa Fordringer til Livet, og desuden kan faa meget mere ud af Jorden end Godsejeren, skabes der paa den Maade Mulighed for Ejeren til at overtage sin fuldt udviklede Plantage til en betydeligt mindre Sum. end den ellers vilde have kommet til at staa ham i. Paa den anden Side opmuntrer Contractormetoden netop til at anlægge Plantager med alt for stor driftsmæssig Kapacitet og til at udvide uden at tage Hensyn til den disponible Arbejdskraft. Dertil kommer yderligere Metodens Skavanker ved Bestræbelser for en Rationalisering af .lordbehandling og Avisformer; Contractoren kan ikke være særlig interesseret i at finde den mest egnede Udsæd til Plantagen, han gøder ikke Jorden rationelt, udpiner den tværtimod med sine private Tilplantninger, og han passer ikke Plantagen særlig omhyggelig under Træernes Opvækst. Kan man finde andre Maader til Fremskaffelse af Kapital og Arbejdskraft, gaar man bort fra Contractormetoden.

Den Metode, som ogsaa paa længere Sigt synes at have de bedste Betingelser for at udvikle Fazenda'en, er den, som i den brasilianske Kaffeproduktion har bestaaet sin Prøve under skiftende Konjunkturer: Dyrkningen ved Colonos, Finansiering og Afsætning gennem Commissario.

Efter at Slaveriet var ophørt, opmuntrede man paa alle Maader Indvandringentil Brasilien for at skaffe Landarbejdere; især fra Sydeuropa,fortrinsvis fra Spanien, Portugal og Italien indvandrede Sinaakaarsfolk,der haabede at finde rige Muligheder i Landbruget. De fandt

Optagelse paa Plantagerne, hvor de under Navnet Colonos. fik et lille Hus til sig og deres Familie, Plads til Svin og Fjerkrae og en Jordlod til deres daglige Fornndenheder. Paa Plantagerne arbejdede hele Faniilienmed Kaffens Dyrkning, Plukning og Rehandling. og kun lige i den travleste Hosttid. naar selv Fazendeiro med Paarorende vendte hjem til Planlagen, blev det undertiden nadvendigt at tiltraekke mere tilfseldige Lejlighedsarbejdere. Anvendelsen af Colonos giver i'orst og fremmest Plantageejeren en vis Garanti for at have de nodvendigste Arbejdere paa Plantagen, og Systemet bliver ham i det lange Lob bil- Ligere end f. Kks. Beskneltigelse at Daglejere: at' llaemper vejer forst og fremmest Indvandrernes manglende Landbrugsuddannelse til og derna'st Colonos stigende Krav om bedre Betingelser udtrykt i Fordringenenten om (latch-crop mellem Plantagetraeerne eller om Kontraktefter Meias-Systemet, der giver ham Halvdelen at' den hostede Kaffe som Len. Disse Vanskeligheder stiller ofte Fazendeiro over for Problemet om yderligere at rationalisere eller at sa?lge. eventuelt bortforpagte,en Del at Jorden til sine efterhaanden velhavende Colonos. En heldig gennemfert Rationalisering ha?nger sammen med Landets Udvikling at Knditsystemet. og dette bar hidtil vieret na?r knyttet til Afsetningen at Plantagens Produkter.

Commissario. Mangelen paa Kapital har altid været et alvorligt Handicap for Brasiliens økonomiske Udvikling og ganske særligt for dets Landbrugs. Da der ikke fandtes et veludviklet Kreditsystem for Landbruget paa hypotekarisk Grundlag, blev Finansieringsopgaverne ligesom for de Indfødtes money crop tildelt Købmanden og sammenknyttet med Afsætningen af Produkterne. Paa Grund af Plantagens Størrelse og Indehaverens sociale Indflydelse blev Forholdet mellem Købmand og Producent imidlertid betydeligt mere personligt intimt og hjerteligt end over for farvede Smaabrugere.

Fazendeiro'en i Brasilien kan ikke selv eksportere sine Varer, ja ikke en Gang selv træde i direkte Forbindelse med Eksportørerne i Havnebyerne af flere Grunde. Plantagen ligger som oftest et godt Stykke inde i Landet, hvad der vilde forudsætte Distancekøb paa Grundlag af Prøver eller Typer fra Eksportørens Side. men da den enkelte Plantage af Mangel paa Arbejdskraft ikke kan fremskaffe en Standardproduktion eller foretage en Sortering paa Produktionsstedet, er denne Salgsmaade ikke mulig, og selv hvor den kunde tænkes iværksat, bliver det ikke gjort, fordi den enkelte Plantage ikke kan levere tilstrækkeligt stor«- Mængder til Forsyning af en Eksportør i det givne Øjeblik, og fordi Kvaliteten ændres under Transporten til Kysten. Planteren maa derfor alene af disse Grunde beskæftige en

Repræsentant i den nærmeste Eksporthavn til at varetage sine Interesser;men desuden maa han ogsaa i Eksporthavnen søge en Kreditgiver,der kan hjælpe ham ved Bestridelse af Udgifterne for at faa Kaffehøsten lykkeligt i Hus. I begge Forhold tyer han til sin Commissario.

Oprindelig var Commissario kun Planterens Salgskommissionær, der modtog Kaffen fra det Indre af Landet og afsatte den bedst muligt for Konsignantens Regning paa Markederne i Rio eller Santos: men efterhaanden udviklede Commissario sig til at blive Fazendeiro's Tillidsmand i alle Forhold. Han sørgede for Indkøb af Redskaber og andre Produktionsmidler, og da Bankerne sjældent vilde laane Penge til Godsejerne, optraadte Commissario som Bankier — ofte endda paa bedre Laanebetingelser for Planteren, end Commissario selv kunde laane til i Banken — ja, endnu mere, Commissario bød Fazendeiro og dennes Familie som Gæster, naar de besøgte Byen, betalle deres Modehandlerregninger og Festmiddage: for harn var den romanske Høflighedsformel om at »betragte mit ringe Hus som Deres« alt andet end Mundsvejr. Man genfandt den gamle aristokratiske Grandezza i den Maade, hvorpaa Forretningsforholdet blev baseret; der fandt ingen Sikkerhedsstillelse Sted fra Fazendeiros Side for de modtagne Laan. hverken i Form af Hypoteker eller som en dokumentarisk Forpligtelse til at afhænde sin Kaffe gennem sin Laangiver. Det vilde være en Fornærmelse at betvivle hinandens Ærlighed og Soliditet. At Familierne elterhaanden ofte blev indgiftede i hinanden, bidrog dog sit til at afbøde Følgerne af mangelfuld

De sidste Decenniers stadige Overproduktion af Kaffe maatte naturligvisi mange Tilfælde ramme Commissario haardi, og efterhaanden udviklede der sig blandt andet mere faste Regler for Laangivningens Størrelse — den ansattes almindeligvis til 60 pCt. af Kaffehostens forventedeSalgsværdi — og en vis Kontrol med Commissarios Afregning med Vægt og Kvalitet gennemførtes ved særlige Kontrolkontorer: inen i det store og hele er Organisationen stadig den samme, og Regeringens forskellige Støtteforanstaltninger, først gennem Kaffeiiistituttel. siden 1931 gennem Departemento Nacional do Café, greb ikke meget ind i de sædvanlige Handelsveje og Afsætningsled. Nu gaar Kaffen ganske vist ikke direkte fra Plantagen til Commissario, men maa først oplagresen Tid i de af Staten byggede og af .Ternbanerne administreredeindenlandske Lagerhuse, indtil der fra Myndighederne gives Tilladelse til at lade Kaffen transportere til Udskibningshavnene. Da Lagerhusbeviserne kan belaanes paa Basis af en af Staten garanteretMinimumspris til Dyrkerne, fryser Commissarios Forskudslaanimidlertid

laanimidlertidikke inde — saa lidt som de paa den anden Side overflødiggøres—
selvom der eventuelt gaar et Aar eller mere, før ProducentensKaffe
naar ned til Kysten.

Commissarios Funktioner under Afsætningen af Kaffen i Havnebyen bestaar imidlertid ikke blot i at udbyde den til Salg efter Planternes Instruktioner. Commis.sario skal tage Kaffen paa Lager, rense den, sortere og blande den efter Eksportstandarder samt hælde den i nye Sække: da de forskellige Sendinger, der kommer fra Plantagerne, ofte ikke er store nok til at give sorterede Partier, som kan afsættes hver for sig. maa Commissario ogsaa sammenstille de forskellige Partier fra de enkelte Plantager, saaledes at hvert udbudt Parti af samme Kvalitet faar den rette Størrelse til at indbringe den mest fordelagtige Pris. Tidligere eksisterede der en selvstændig Købmand i Eksporthavnene. Ensaccador. der købte Kaffen hos (".ommissario, som den kom fra Producenterne, foretog den nødvendige Behandling og den spekulative Lagring i Produktionsholdet og afsatte den til Eksportørerne. Nu er denne Ensaccador imidlertid næsten forsvundet og hans Funktioner overtaget enten af Commis.sario eller Eksportøren: til Gengæld kontrolleres Afregninger og Manipulationer gennem uvildige Kontrolinstitutioner, saaledes at baade Producenterne og de udenlandske Aftagere faar deres Interesser behørigt varetaget. Men det forhindrer dog ikke Commissario i at overtage et Parti for egen Regning og med sit Kendskab til det daglige Marked søge at udnytte Tendensnuancerne for de særlige Kvaliteter. Paa den Maade forøger han sin Fortjenstmargin ud over de 3 pCt.. han faar for Kommissionssalget.

Salget til Eksportøren foregaar enten gennem en »spot broker« som i Santos eller paa et særligt Marked. »(Lentro do Commercio de Café«, som i Rio. 1 første Tilfælde besøger Mægleren dagligt Eksportørerne med Prøver af de forskellige Partier, der er til Salg. og nævner Commissarios Priser: saafreint Kvalitet. Kvantum og Pris passer Eksportøren, overtager han Varen pr. 30 Dage Kassa. saaledes at Varen først kan tages ud af Commissarios Lagerhus, naar Betalingen har fundet Sted og mod Rentegodtgørelse efter 6 pCt. p. a.. hvis denne ydes før Udløbet af de 30 Dage. 1 det sidste Tilfælde mødes Commissario og Eksportør paa Markedet, den første medbringende Prøver af sine Partier, og Handelen foregaar paa Kontantbasis mod Overdragelse af Udleveringsseddel paa Commissarios Lagerhus.

Vanskelighederne ved Udviklingen af Planlagerne i Amerika har altsaaværet
Mangel paa Arbejdskraft og Produktionsarealets Koncentrationpaa
faa Kolonifamilier, der ofte ikke besad Initiativ til at bringe

moderne Produktionsmetoder i Anvendelse, men som begrænsede sig til det Overskud, som deres Besiddelse ved traditionelle Dyrkningsmetoderog forskellige Afgifter kunde afkaste. Saaledes flød den nødvendigenye Kapital ikke til Sydamerikas Plantager, og hvad der skabtesi Landet selv, blev for en stor Dels Vedkommende fortæret i l'dlundetaf Plantagearistokratiet. Netop nogle af de vigtigste Kendetegn for moderne Plantagedrift som det teknisk videnskabelige Arbejdsgrundlag og den store Maskinpark til Produktionens Behandling og Bearbejdningudviklede sig sjældent rigtigt i det tropiske Amerika. Men først og fremmest manglede man i det amerikanske Tropebælte den Drivfjederfor Rationalisering og Organisering, som udgik fra de britiske Managing Agents i Sydøstasien.

3. Den asiatiske Plantage — Estate med Managing Agent.

I Asien fandtes i de tropiske Lavlande uhyre Kultursamfund, som let kunde afgive den billige Arbejdskraft, som det amerikanske Tropebælte sukkede efter. Det laa derfor nært at forsuge at udvikle Plantagesystemet i Østen, efterhaanden som Konkurrenceforholdet blev forskudt paa den ene Side ved de øgede Vanskeligheder med Arbejdskraften i Amerika og paa den anden Side ved en hurtig Forbedring af Kommunikationsforholdene til Østen.

De nye Tanker om Menneskerettighederne beskyttede imidlertid ogsaa til en vis Grad de Indfødte i Østen, saaledes at Plantageselskaberne ikke med den stærkeres Ret kunde sætte sig i Besiddelse af de Indfødtes Bopladser og trængte Ejerne ud i Hjemløshed og Hungersnød, saafremt de ikke havde Betydning som Arbejdskraft paa de eksportorienterede Storbedrifter. I Nederlandsk Indien blev det saaledes forbudt, ved Agrarloven af 1870, at afhænde Jord til Udlændinge, og i den øvrige Del af Indien blev en saadan Overdragelse gjort betinget al Myndighedernes Godkendelse, som efterhaanden gaves i færre og færre Tilfælde. Med Undtagelse af Sukkerplantagerne paa Java, der na»sten alle er Statsejendom, og Teplantagerne i Bengalen, maatte Plantageselskaberne derfor søge den nødvendige Jord paa >woeste gronden«. ukultiverede Landstrækninger med meget spredt eller slet ingen Befolkning som f. Eks. Assam i Indien, Ceylons Centralprovins og Javas bjergrige »Vorstenlanden«, eller Malayas, Sumatras og Celebes Urskove.

Til disse Omraader maatte først Ejerforholdet ordnes efter Kolonimyndighedernesalmindelige Retningslinier. Da Erhvervelsen af Jord »in fee simple«, som fri Ejendom, blev vanskeligere og vanskeligere, skete Udvidelserne næsten udelukkende paa Grundlag af et langvarigt Leje- eller Forpagtningsforhold; i Nederlandsk Indien skete Erhvervelsenaf

senafBrugsrettighederne over Jord til Plantager i Reglen i saakaldt Erf-Pacht. i de engelske Besiddelser i Clearance eller Cultivation Lease. Forskellen mellem disse Forpagtninger og Forpagtning i almindelig Betydninger den. at der ved den sidstnævnte bestaar et sammenligneligt Forhold mellem den aarlige Afgift og Forpagterens Fortjeneste, medens der ved inrstnævnte kun svares en saa ringe aarlig Afgift (quit-rent), at den nærmest udtrykker Anerkendelsen af den fremmede Ejendomsret.Plantageselskahet paatager sig de store Opdyrkningsomkostninger.dor egentlig fnist skaber Jordens Værdi, og erhverver til Gengæld en langtlobende Kontrakt, paa 75 eller 99 Aar. hvis Rettigheder baade kan sælges og belaanes.

Den næste Vanskelighed var Fremskaffelsen af Arbejdskraften fra de tætbefolkede Egne til Plantageomraaderne. 1 Assam, paa Malaya og Sumatra, ja selv paa Ceylon, var Europæerne henvist til Rekruttering af Javanesere. Tamiler. Malayer og Kinesere, der som Kulier maatle transporteres for Plantageselskabets Regning. Indsamlingen. Administrationen og Organiseringen af denne udisciplinerede Arbejdsstab kostede uhyre Arbejde og mange Skuffelser. De anvendte Metoder var naturligvis til at begynde med prægede af Plantageledernes Ukendskab til de forskellige Befolkninger, og man maatte overlade Hvervningen til private Agenter iContractorsi eller til indfmlto Opsynsmænd iKanganies paa Ceylon. Sirdars i Indien), der genneniforte Hvervningen ved Hjælp af betroede Pengesummer (Coast Advances^, hvormed de kunde betale Omkostningerne ved Transporten og give de Indfodle de Forskud, der hos de i Reglen forarmede og forgældede Sinaabonder oftest gjorde I'dslaget ved Kontraktens Indgaaelse. Transporterne lignede i Begyndelsen tidligere Tiders Slavefragter, og ved Ankomsten fandt Kulierne ganske andre Levevilkaar. end de var vant til. og andre Aflonningsforhold. end der var stillet dem i l'd.sigt: Flugtforsøg og |»»j Dødelighed maatte blive Folgen. Efter - haanden skabtes der dog gennem Plantageselskabernes Foreninger Immigration Funds til fælles Hvervning. Transport og Hjemsendelse af Kulierne, ligesom der fra Myndighedernes Side gennemfortes Kontrol med Arbejdsforholdene gennem Labour Ordonnances og Coeliordonnaiitien: medens Plantagerne i Begyndelsen havde faaet det befolkningsmæssige Tdskud. der ustandseligt vandrede, blev der efterhaanden skabt en fast Arbejdei stamme, der med Koner og Rorn slog sig ned som fastboende i Nærheden af Plantagerne, og som blev oplært efter de hvide Mænds Krav.

Den heldige Overvindelse af disse store Hindringer kunde imidlertid
kun ske under et enestaaende Opbud af Kapital og Organisationstalent.

der maatte forudsætte en ganske anden Mentalitet end den, der herskede— og for en stor Del endnu hersker — i det amerikanske Tropebælte.Den Omlægning, som har fundet Sted i Østen i de to sidste Menneskealdre,hører til de interessanteste økonomiske Erobringer, som den hvide Mand har gjort med Indsatsen at den moderne Teknik; og Æren for at have omplantet denne Teknik med en forbløffende Hurtighed og Sikkerhed tilkommer i første Række den saakaldte Estate eller ManagingAgent. Med Udgangspunkt i de britiske Højhedsomraader skabtes der i hele Sydøstasien og til dels ogsaa i det tropiske Afrika en Form for Finansiering, Administration, Varekøb og Varesalg, der med Hensyntil praktiske Resultater viste sig lige saa forbavsende hensigtmæssig, som den ved første Øjekast syntes omstændelig og indviklet.

Managing Agent's Rolle ved Stiftelsen og Administrationen af Plantagerne. — Da Handelen paa de fleste Koloniomraader i Troperne blev givet fri i Løbet af det 19. Aarhundrede, tegnede der sig særlig i Ilandelen paa Østasien umaadelige Perspektiver for foretagsomme Europæere, der samtidig med de Muligheder, som Kommunikationsmidlernes Revolutionering og den rationelle Landbrugsteknik spillede dem i Hænde, i Tilgift fik en Suezkanal (1869), denned eet Slag forkortede Vejen f. Eks. fra London til Kalkutta med 3985 Sømil eller 33 pCt Men paa Trods af de næsten eventyrlige Fortjenstmuligheder, som syntes at være til Stede, kunde de europæiske Kapitalister ikke deltage i disse Skatters hurtige Hævning med mindre der fandtes el Mellemled, der paa den ene Side kunde være en Garanti for Kapitalindskuddenes fagmæssige Anvendelse og paa den anden Side kunde garantere Kapitalejerne deres Andel ved Delingen af Fortjenesten. Dette blev Managing Agent's første store Opgave.

Selv udgaaet fra Pionerernes Kreds optraadte Managing Agent som den Fagmand, der garanterede de investerede Midlers driftsøkonomisk forsvarlige Anvendelse, og som yderligere ved Deltagelse med egen Kapital kunde forventes at være stadig interesseret i Plantagens rette Administration. Saaledes kunde der for den hurtigst mulige Udvikling af Plantagedriften tiltrækkes Kapital fra de bredeste Masser med Managing Agent's Navn, der havde Klang i City, som Garant. Den juridiske Form, som de nye Plantager antog, blev derfor den ellers i Landbrugsbedrifter sjældent anvendte: Aktieselskabet; thi de Grunde, som ellers hæmmede dettes Udbredelse inden for Landbruget — altsaa først og fremmest den lette Adgang til Hypoteklaan paa Basis ai' Landbrugsbedriftenskonsoliderede Stilling i tætbefolkede Omraader og den lille Virksomheds lige saa store Konkurrenceevne som den store — gjaldt ikke under disse Forhold. Saafremt Østasiens Troper inden for

en overskuelig Tid skulde udnyttes efter de tekniske Muligheder, maatte det fra Begyndelsen gøres i stor Maalestok; Rydning af Urskov og Flytning af Arbejdere, Anlæg af Veje og Bygning af Jernbaner, Forsøg med Forædling og Undersøgelser af egnede Vækstbetingelser kunde ikke foretages af Smaabønder, og i første Omgang kunde man ikke en Gang stille alt for store Forhaabninger til økonomisk Støtte fra Myndighederne;men dertil kom den lange »waiting period«, indtil Plantningernekom i den ydedygtige Alder, ofte en 7—B7_—8 Aar. alt imens der stadig stilledes Krav til Afholdelse af store Omkostninger. Saaledes kunde kun Ejerandele vindes for Investering i Plantagerne, og da ingen Enkeltperson var i Stand til at yde den nødvendige Kapital i det Tempo, som Oplukningen af Landene krævede det, maatte man henvende sig til Kapitalmarkedet med Projekter, der efter de magre Aar stillede Aar med Overflod i Udsigt.

Særlig Kapitalmarkedet i London, men senere ogsaa Markedet i Amsterdam, reagerede med Spekulationsbølger paa Plantageprospekterne, og Opgaven kom derefter til at bestaa i at bevare Centralisationen i Ledelsen paa Trods af de mange fra Plantagerne fjerntboende Indehavere. Managing Agent opnaaede dette dels ved selv at sikre sig en betydelig Aktiepost, dels ved at stykke den øvrige Del af Kapitalen ud i de mindste Størrelser ved Appel til de bredeste Masser; 1 Pundsog 10 Shillings-Aktier var almindelige Størrelser. Managing Agent sikrede sig paa den Maade faktisk fuldstændig Ledelsen af det nystartede Selskabs Dispositioner. Selv overtog han som Regel Posten som Seeretarv i Board of Directors: men hans Indflydelse og Opgaver strakte sig langt ud over et almindelig Bestyrelsesmedlems.

Over for Kapitalbosidderne i Europa, hvor Plantageselskabet blev indregistreret, stod Managing Agent som en Mellemting mellem et Bestyrelsesmedlem og en Kommitteret. Som Bestyrelsesmedlem ansatte han Plan lagernes Bestyrer. Superintendent, kritiserede de forelagte Regnskaber og aflagde Beretning til Aktionærerne: som Kommitteret tog han direkte Del i Plantagens Ledelse og den interne Kontrol, hun udsendte fra sit Kontor i en af Østens store Eksporthavne Visiting Agents lil Plantagerne dels for ai kontrollere og revidere Beholdninger og Regnskaber, men dels ogsaa for at give Lederne Raad og Vejledning med Hensyn til Plantagernes bedste Drift.

Over for Plantagen blev Managing Agent paa den anden Side nærmestden øverste Direktør. Managing Agent var den tekniske Fagmand, der ved Hjælp af sine Assistenter. Visiting Agents, overtog Ansvaret for, at det ret uensartede Menneskemateriale, der fra Europa udvandrede til Troperne — Pensionerede Embedsmænd og afdankede Officerer.

Kontorfolk og Lærere, ja, selv fødte Eventyrere — kunde udfylde deres Plads som Bestyrere og Regnskabsførere paa Plantagerne; men ManagingAgent var endnu mere, han var Plantagens Formidler med Omverdenenpaa alle forretningsmæssige Omraader.

Managing Agent's Rolle ved Plantageselskabets Handelsvirksomhed. — Medens de foran nævnte Opgaver nogenlunde kan forklares som et nidkært Bestyrelsesmedlems geskæftige lblandelsestrang. selvom det i dette Tilfælde er en meget alvorlig og nødvendig Iblandelse, falder Managing Agents Opgave som Indkøber af Plantagens Fornødenheder og Sælger af Plantagens Produkter for en vis Del uden for Plantageselskabets Interesser: disse sidste Opgaver kan naturligvis ogsaa begrundes med Plantagelederens manglende Markedskendskab, der nødvendiggør en sagkyndig Købmands Bistand, men deter alligevel tydeligt, at Managing Agent først og fremmest overtager disse Funktioner, fordi han derved finder Mulighed for at skaffe sig Godtgørelse for sine Anstrengelser udover Honoraret som Bestyrelsesmedlem. Overtagelsen af Hvervet som Plantagens Indkøbs- og Salgskommissionær er med andre Ord den væsentligste Aarsag til, at Managing Agent overtager de øvrige Funktioner, og en uomgængelig Betingelse for hans Medvirken ved Starten af nye Selskaber. Paa samme Maade som med Opkøberen af money crop er det Erhvervelsen af Vareomsætning, der er Hovedsagen, selvom Plantageselskabet naturligvis ikke i samme Grad som de Indfødte er udleveret til Købmandens Forgodtbefindende; da Købmanden optræder som Salgskommissionær i det sidste Tilfælde, som Indkøbskommissionær i det første, ses heraf ogsaa Forskydningen i den økonomiske Magtposition.

Managing Agent optræder som Plantageselskabets Indkøbs- og Salgsagent. Han skaffer Plantagen alle dens Fornødenheder og Redskaber, Maskiner, Udsæd eller Stiklinge samt det personlige Behov, han afslutter ogsaa Kontrakter med Forhyringsagenterne om importeret Arbejdskraft til Plantagen, og endelig overtager han hele Plantagens Produktion, som han leder til oversøiske Aftagermarkeder eller til de lokale Markedsforanstaltninger, alt efter hvor han mener, der kan opnaas de bedste Priser.

Managing Agent forstrækker ogsaa Plantageselskabet med den nødvendigeDriftskredit. Medens Anlægningen og Pasningen af Plantagerne i »Venteperioden« kræver stor og langfristet Kapital, der fremskaffes som Egenkapital, stilles der i Reglen ikke større Krav til Driftskapital, naar Plantagerne først er kommet i den produktive Alder, end at Managing Agent kan levere den. De mere betydende Managing Agents finansierer i Reglen den løbende Produktion ved Hjælp af egne Midler,

de kaldes derfor ogsaa Financial and Sales Agents, de mindre Agenter skaffer Plantagerne Kreditter gennem Banker, undertiden mod Pantereti Plantagens Høst, men mest almindeligst mod Agentens personlige Garanti, som anses for endnu sikrere.

For de Tjenester, som Managing Agent saaledes yder Selskabet i Forbindelse med Kontrol, Køb og Afsætning, faar han en Provision, der i Reglen bliver fastsat paa Basis af den Omsætning, han har formidlet, den Form for Aflønning, som er almindelig for Aflønning af Managing Agent i Indiens Bjergværksindustri. nemlig i Procent af Selskabets Nettooverskud. er sjælden i Plantageselskaberne; man vil maaske deraf kunne slutte, at Managing Agent's Herredomme over Plantageselskaberne som Regel knapt er saa fremskreden som ved Bjergværksindustrien.

Samlet Bedømmelse af Managing-Agent-Systemet. — Ved Hjælp af Managing Agent skabtes der en Organisation for Plantagedrift i Østen, som paa Trods af Aktieselskabsformen fik den centraliserede Ledelse, der ellers er Enkeltmandsfirmaets store Fordel, og under Managing Agent's .Egide holdt den rationelle Driftsledelse og de moderne eksperimentelle Planteavlsmetoder deres Indtog i Troperne. Blandt de forbavsende Resultater, som opnaaedes. kan nævnes Udbyttet i Kautsjukplantagerne: Medens man ved den sidste Verdenskrigs Udbrud regnede med et Udbytte pr. Acre paa ca. 250 Ibs Kautsjuk. var Gennemsnitsudbyttet i 1935 det dobbelte, og for de nye Plantager laa det allerede paa over 2100 Ibs aarlig. saaledes at man med Kæmpeskridt nærmer sig det foreløbige Maal af 1 eng. Ton (2240 lbs) Kautsjuk aarlig pr. Acre. Ved møjsommelig Opdragelse af Kulierne steg Arbejdsydelsen saa meget, at medens inan i Britisk Malaya beskæftigede omtrent det samme Antal Arbejdere i 1935 som i 1912 (292.000 mod 256.0001. steg det beplantede Areal til over det tredobbelte (fra 942.000 til 3.133.000 Acres). De gennemsnitlige Omkostninger laa for Krigen 1914_—18 paa ca. 1 sh og i 1933 paa 3d i Gennemsnit pr. Ib. Paa samme Maade gik det overalt: for Sukkerrørets Vedkommende betød Rendyrkningen af Proefstation Oost-Javas berømte POJ 2878 i 1925 et helt nyt Element i Kampen mellem Rør og Roe: for Te betød den Indsats, som Scientific Department of Indian Tea Association gik i Spidsen for. en Forøgelse af Teudbyttet pr. Arealenhed med 67 pCt. i Assam og med 71 pGt. i Bentfalon fra Aarhundredskiftet til 1929 (i Femaaret 1895^—99 laa Udbyttet paa henholdsvis 361 og 330 Ibs pr. Acre. i 1929 paa henholdsvis 603 og 563 Ibs).

Men liaand i Haand med denne bedriftsmæssige Rationalisering gik
en slærk Tendens til Koncentrering af Ledelsen hos nogle faa Managing

Agencies; medens der i 1909^—10 saaledes f. Eks. endnu var 30 pCt. Teplantager, der ejedes af Enkeltmænd, er denne Form nu næsten forsvundet.Store Managing Agencies udstrækker deres Kontrol over 40 —50 forskellige Plantager. 5 Agencyselskaber behersker saaledes en Sjettedel af Indiens og Ceylons Teproduktion. For Kautsjuk har den individuelle europæiske Plantage saa godt som aldrig eksisteret, men de største Agencies, som havde Erfaring med Indigo-, Kaffe- og Teplantager,føjede Kontrollen over Kautsjukplantager til deres øvrige Arbejdsomraade.

Her sætter især Kritikken mod Managing Agent ind. Samtidig med at Systemet reducerer Aktionærernes Indflydelse og underordner deres Interesser under Managing Agent's, sker der yderligere en stærk Begrænsning i Antallet af de Mennesker, der har Ansvaret for hole Produktionsgrenes Udvikling. Managing Agents vil paa den ene Side have Mulighed for alene at nyde Gavn af de indarbejdede og lukrative Kulturer, og paa den anden Side af Mangel paa Initiativ og Vovemod have Mulighed for at hindre nye Produktioners Opkomst. Udbytning af Funktionærer og Arbejdere, Sammenstod af Interesser mellem de forskellige Firmaer, der er i den samme Managing Agents Ha^nder, bliver let Resultat af den stærke Koncentration. Hvor vidt Managing Agent dermed skulde have overlevet sig selv. er et andet Spørgsmaal: særlig under Verdenskrisen viste Managing Agents baade Evne til at faa Administrationsomkostningerne ned og til at forsyne Plantagerne med Kredit.

Alligevel er der ikke Tvivl om, at Managing Agents historiske Opgave i det store og hele er afsluttet. Efterhaanden som der i Østen udvikler sig et moderne Banksystem, vil Plantagerne kunne støtte sig til det baade ved Anlægning og Drift af Plantagerne og spare de store Omkostninger, som den lange Adskillelse mellem Ejer og Plantage ellers betyder, og efterhaanden som de europæiske eller nordamerikanske Storkoncerner i Industrien begynder at udstrække deres lnteresseomraade lige til Produktionsområderne, opstaar der ogsaa her mere rationelle Former for Storforetagender med Fusion af Handels- og Fabrikationsfunktionerne paa samme Maade, som det allerede i stor Udstrækning er sket i Europa og USA. Endelig er der ogsaa den Mulighed, at de Indfødtes Smaabedrifter skulde kunne vinde frem paa Plantageformens Bekostning.