I Fig. XI er givet et talmæssigt Eksempel paa Regnskabsaflæggelser
i den omtalte Maskinfabrik.

Bogføringen, der som tidligere nævnt kan foretages i særskilt Driftsbogholderi
og Finansbogholderi og med eller uden Anvendelse af Statistik,
er her vist som en Enhed og omfatter en enkelt Maaned.

I Lighed med den grafiske Fremstilling (Fig. IX) vises i det væsentlige
kun Behandlingen af Driftsbogholderiets Omraade, idet Finansbogholderiets
Posteringer ikke indeholder Problemer af særlig Interesse.

Udgangspunktet er den maanedlige Balanceoverførsel, der i Finansbogholderiet
giver følgende Raabalance primo:

Driftsbogholderiets Balance har følgende Udseende primo:

Denne Primobalance er anfert paa Fig. XI ferste Linie. De efterfolgende
Posteringer, der vises trinvis, er de i Finansbogholderiet
i Maanedens Lob posterede Omkostninger ialt 245.356, der vedrorer:

Dette Beløb krediteres Finansbogholderiets Konto, og Konteringen
foretages som vist i Eksemplet.

Herefter kan den egentlige Behandling af Talmaterialet tage sin Begyndelse igennem Arbejdet med Fordeling af de afholdte Omkostninger til Kostenstellen og videre fra Kostenstellen til det endelige Maal: Fordelingen paa de enkelte »Kostentråger«, d. v. s. de enkelte Efterkalkulationer for igangværende Arbejder.

Som Grundlag for Fordelingen anvendes ifølge Schmalenbach følgende

Om Værdien af disse Fordelingssynspunkter, der bygger paa forud fastlagte Procentsatser, kan der uden Tvivl rejses Kritik, men da dette Spørgsmaal ligger uden for det primære Problem: Kontoplaner, er det ikke behandlet i denne Fremstilling.

Ved Hjaelp af Fordelingsneglen overfores Suramen af de enkelte
Vedligeholdelseskonti og Hjaelpeafdelingers Konti til de respektive
Hovedafdelingers Konti, der derefter udviser felgende Beleb:

Disse Beløb repræsenterer saaledes de virkelig paaløbne I. P. O. fordelt
paa Kostenstellen for en enkelt Maaned.

Det næste Spørgsmaal er herefter: Efter hvilke Synspunkter bør de
enkelte Ordrer (Efterkalkulationer) paalignes deres Andel i I. P. O.?

Her anviser Schmalenbach tre Fremgangsmaader, nemlig:

1. Efterkalkulation paa Grundlag af Ist-Kosten (Virkelig paalebne
Omkostninger).

2. Efterkalkulation paa Grundlag af Soli-Kosten (Normaltillæg).

3. Efterkalkulation paa Grundlag af Betriebswertrechnung.

1. Efterkalkulation paa Grundlag af Ist-Kosten.

Regnskabsaflæggelsen bliver som anført i Fig. XI, og Fremgangsmaaden
er følgende:

Paa Kontiene i Klasse 8, benævnt Direkte Løn og Direkte Materialer, er — som tidligere anført — debiteret samtlige Beløb, der ifølge de særlige Underbogholderier for Lønninger og Materialer kan henføres direkte til de enkelte Ordrer. Det egentlige Problem ligger altsaa i Fordelingen af førnævnte I. P. O. opsamlet paa de enkelte Kostenstellen (Hauptstellen). Der foretages derfor en Beregning af, med hvilket Procenttillæg til den direkte Løn de enkelte Ordrer skal belastes.

Fra Lønningsbogholderiet maa fremskaffes en Specifikation til den i Maanedens Løb bogførte anvendte Løn 37.401, der viser, hvilke Afdelinger Lønnen vedrører. Ved Hjælp heraf og af de øvrige Oplysninger fra Regnskabet foretages følgende Opstilling:

Ifølge Opstillingens sidste Kolonne fremgaar det, i hvilket Forhold de i Maanedens Løb paaløbne I. P. O. staar til de i samme Maaned posterede direkte Lønninger. En Efterkalkulering kan altsaa først ske, efter at denne Opstilling er udarbejdet.

For en enkelt Maskine (Ordre Nr. 6642) kommer Efterkalkulationen
herefter til at se saaledes ud:

Som det fremgaar at Konto: I. P. O. (Ist Kosten) (Klasse 8) overføres
virkelige I. P. O. hertil.

Beløbet for de færdiggjorte Ordrer, der skal overføres til Færdigvarekonto, konstateres ved Hjælp af den særlige Grundbog for Fabrikationsvirksomheder: Kalkulationsbogen, hvoraf her vises et Udsnit indeholdende foranstaaende Ordre Nr. 6642:

Produktionsprisen 218.918 overføres til Færdigvarekonto.

Ifølge Salgsbogen konstateres saavel Salgsbeløb som Produktionspris
for de i Maanedens Løb solgte (debiterede) Ordrer. Salgsbogen kan
f. Eks. have følgende Udseende (heri includeret Ordre Nr. 6642):

Gennem Salgsbogens Slutsummer er der herefter skabt Grundlag for
tte afsluttende Overfersler inden for Kontoplanen, idet

er lig med Nettofortjenesten for den paagældende Maaned, hvilket
Beløb overføres til maanedlig Gevinst og Tabs Konto.

En Regnskabsaflaeggelse paa Ist-Kosten Grundlag er imidlertid behaeftet med saa vsesentlige regnskabsteoretiske og praktiske Skavanker, at den kun kan siges at vaere anvendelig under rolige, okonomiske Forhold og ved jaevn, normal Beskseftigelse.

De væsentligste Indvendinger herimod er følgende:

a. Et Arbejde, der udfærdiges i en Maaned (Periode), hvor Beskæftigelsesgraden er høj, paalignes et forholdsmæssigt mindre Tillæg for Andel i I. P. O. (faste Omk.) end et tilsvarende Arbejde udført i en Periode med forholdsvis lav Beskæftigelsesgrad.

b. Procenttillæggene for I. P. O. kan først udregnes efter Periodens
(Maanedens) Udgang.

c. Da Tillægget for I. P. O. ifølge Schmalenbachs Fremstilling kun udregnes, naar Ordrerne er færdiggjorte, faar det enkelte Arbejde sit Tillæg paalignet paa Grundlag af Omkostningerne i den Maaned, hvori Arbejdet er gjort færdigt, trods det at Ordren maaske har været under Bearbejdelse i flere Maaneder. Dette Forhold vil bevirke, at Konto for I. P. O. (Ist Kosten) ikke bliver afstemmelig, og at man først ved Aarsafslutningen kan konstatere Differencer paa Grund af, at de færdiggjorte Ordrer er paalignet mere eller mindre, end de virkelige I. P. O. har givet Anledning til.

2. Efterkalkulation paa Grundlag af Soli-Kosten (Normaltillæg).

De omtalte Svagheder ved Kalkulationsregnskab paa Ist-Kosten
Grundlag fører til Brugen af Normaltillæg, saaledes som det i Almindelighed

Den umiddelbare Fordel ved denne Kalkulationsform ligger som bekendt
deri, at Beskæftigelsesgradens Svingninger ingen Indflydelse vil
faa paa Efterkalkulationen af den enkelte Ordre.

Vi antager f. Eks., at den omtalte Maskinfabrik udarbejder et Budget ved Aarets Begyndelse og kommer til det Resultat, at ved normal Beskæftigelse vil Omkostningerne ved de enkelte Afdelinger blive dækket, hvis Tillægget til den direkte Løn bliver:

pilag b.

Ved Regnskabsaflaeggelsen believer man nu ikke at afvente den
maanedlige Konstatering af Tillseg for I. P.0., men kan paa ethvert
Tidspunkt afslutte en Efterkalkulation.

Benyttelsen af Normaltillæg (Soli-Kosten) fører imidlertid til Bogføring af Kalkulationsdifferencer, der som tidligere nævnt opstaar paa Grund af Beskæftigelsesgradens Svingning og Afvigelser mellem forventede og virkelige I. P. O.

Dette gøres paa den Maade, at der foretages følgende Opstilling ved
Maanedens Slutning:

Der posteres herefter som anført i Underbilag a til den talmæssige
Oversigt (Fig. XI).

Til Dækning af indirekte Salgsomkostninger er regnet med 3,5 pCt. af Produktionsomkostningerne. Over direkte Salgsomkostninger føres i Henhold til Efterkalkulationerne »Beholdningsregnskab«, saaledes at Omkostningerne først føres væk fra Kontoen, naar Færdigvarerne sælges.

Kalkulationsdifferencer føres, som det fremgaar af Oversigten, paa
maanedlig Tabs og Vindings Konto.

3. Efterkalkulation paa Grundlag af »Betriebswertrechnung«.

Et af de vaesentligste Problemer inden for det industrielle Regnskabsvaeseni den nyere Tid er som tidligere anfort Sporgsmaalet om Behandlingen af de faste og bevaegelige Omkostninger. Som bekendt er Forholdet det, at man i Realiteten ber skelne mellem faste, proportionale,degressive og progressive Omkostninger, og yderligere vil forskelligeGrader af Beskaeftigelse indvirke paa Omkostningernes Karakter.Hele dette vanskelige Omraade, der henherer under Omkostningslaeren,har

ningslaeren,harindtil vore Dage ikke vaeret regnskabsmsessigt erkendt,
d. v. s. indka?det og behandlet i Bogferingen.

Først i den nyeste Tid er Forsøg derpaa blevet gjort, og som altid ved Landevindinger inden for Regnskabsvæsenet har man maattet skære igennem de mange Detailler og begyndt Arbejdet med grove Fordelinger, der utvivlsomt mange Gange har været til Skade for Regnskabsvæsenets Udvikling, for derefter at lade Forfininger indtræde, naar Erfaringer var indhøstet.

Dette gælder i høj Grad Spørgsmaalet om den regnskabsmæssige Behandling af faste og bevægelige Omkostninger, og man kan uden at underkende de Arbejder og Fremgangsmaader, der nu benyttes, sige, at der paa dette Omraade er meget at udrette.

En Maade at behandle Problemet paa er anvist af Professor Schmalenbach gennem nævnte »Betriebswertrechnung«, der stort set er identisk med den Kalkulationsform, der herhjemme gaar under Navnet Grænsekalkulation, og som i det væsentlige bygger paa at fremstille en Kalkulation, der viser, hvor store bevægelige Omkostninger den paagældende fremstillede Ordre har foraarsaget.

Man kan jo med en vis Ret hævde, at faste Omkostninger er Kapacitetsomkostninger, d. v. s. Omkostninger, der er nødvendige for at sætte en Virksomhed i Stand til at producere, medens de ikke er Omkostninger ved selve Produktionen. Man kan producere mere eller mindre, d. v. s. have en større eller mindre Udnyttelse af sin Kapacitet, uden at Kapacitetsomkostningerne derved forandres. Endvidere maa det erkendes, at selv om man kan arbejde med forskellige fint udtænkte Kalkulationsmetoder, saa har man dog ikke ved nogen af disse Metoder nogen Sikkerhed for, at man paa retfærdig Maade faar fordelt de faste Omkostninger paa den enkelte fremstillede Genstand eller det enkelte Kvantums Produktionspris. 81. a. ud fra disse Betragtninger er Schmalenbach kommet til den Erkendelse, at udskiller man disse Kapacitetsomkostninger fra det Talmateriale, man vil benytte ved Efterkalkulationen, vil man faa en Kalkulation, der udtrykker, hvad den paagældende producerede Genstand har foraarsaget af Omkostninger, et Beløb som derfor kan benyttes som Rettesnor for et Tilbuds Undergrænse. Hvad man indvinder ud over Grænseomkostningerne er altsaa ikke Fortjeneste, men i Almindelighed Dækning af Kapacitetsomkostningerne og Fortjeneste¹).

I denne Forbindelse kan nævnes, at Kendskabet til faste og bevægelige
Omkostninger har stor Betydning ved Overvejelser angaaende Placering
af Arbejde ved de enkelte Maskiner eller Arbejdspladser.

---

1) Se Otto Rostrup: Om »Faste« og »Løbende« Udgifter i Industrien. København 1938. 3. Oplag. P. P. Sveislrup: Driftsøkonomi. København 1938.

Vaerdien af denne Kalkulationsform trseder klarest frem, naar man taenker paa en Kalkule i et isoleret Tilfaelde, hvor Dispositionen ikke influerer paa den fremtidige Stilling paa Markedet f. Eks. ved Tilbud paa en Specialmaskine o. 1.

Men ogsaa for industriel Regnskabsaflæggelse i Brancher, der driver Massefabrikation og Seriefabrikation, vil Adskillelsen i faste og bevægelige Omkostninger være af Værdi. Jeg henleder i denne Forbindelse Opmærksomheden paa Professor Max Kjær Hansens Redegørelse: »Forbrugerne og Mærkevarerne«¹), hvor der gøres opmærksom paa, at den Konkurrenceform, der er karakteristisk for vor Tids Erhvervsliv: den monopolistiske Konkurrence, ved Kalkulationen maa tage sit Udgangspunkt i en fast Udsalgspris.

Under Omtalen af Prisfastsættelsen skrives bl. a.:

»Selv om det teoretisk altid er blevet anerkcndt, at en Vares Produktionsomkostninger ikke er direkte prisbestemmende, er den praktiske Kalkulation dog tidligere blevet bygget op paa Grundlag af de konstaterede eller beregnede Omkostninger. — En saadan Prisberegning bliver det imidlertid vanskeligere og vanskeligere at gennemfere, i jo hojere Grad Omkostningerne bliver taste. Faste Omkostninger vil nemlig medfore, at de enkelte Enheder inden for samme Fabrikation i Virkeligheden maa belastes med vidt forskellige Omkostninger. 1 den industrielle Epoke er Udgangspnnktet for Prisfastssettelsen da ogsaa reelt blevet flyttet fra Prod uk lion og Indkob til det, Forbrugerne kan og vil betale for en given Vare.«

Det er indlysende, at for saadanne Virksomheder er det af Værdi gennem Regnskabsaflæggelsen særskilt at følge de bevægelige Omkostningers Indvirkning paa Fremstillingsprisen for derefter at betragte Restbeløbet mellem Salgspris og bevægelige Omkostninger som Dækning for Kapacitetsomkostningerne og Fortjenesten.

I Underbilag b (Fig. XI) er paa Grundlag af Taleksemplet vist. hvorledes
Regnskabsaflæggelsen kommer til at tage sig ud ved Kalkulation
efter Betriebswertrechnung.

Der arbejdes lier med Normaltillæg for bevægelige Omkostninger. Desuden overføres de anslaaede faste Omkostninger maanedlig til Gevinst og Tabs Konto. Paa denne Maade vil Saldoen paa Fabrikationskonto udvise en Værdi for Varer under Fabrikation, der dækker:

Raamaterialer,
Direkte Lon,
Kalkulerede bevsegelige I. P.0.,

medens de anslaaede faste Omkostninger overføres til Klasse 9 (Konto:
Faste Omkostninger) og derfra videre til Salgskonto.

---

1) København 1940.

Ved først at samle alle I. P. O. paa Kostenstellen forinden nævnte Overførsel af faste Omkostninger finder Sted, bevares Talmaterialet stadig til Kontrol med Udviklingen inden for de enkelte Afdelinger. Behandlingen af de enkelte Omkostningsarter bliver for Klasse 7's Vedkommende som vist i Fig. VII (Side 204 fO5), d. v. s., at der indenfor de enkelte Kostenstellen foretages en Opdeling af Omkostningsarterne i:

a. Faste Omkostninger,
f. Eks.:
Gager, Renter, Kraft, Husleje,
Vedligeholdelse af Maskiner,
Lonninger
m. fl.

b. Bevaegelige Omkostninger,
f. Eks.:
Raamaterialer (hvis Massefabrikation)
Hjaelpematerialer,
Dir. Len (hvis Massefabrikation),
m. fl.

Om Synspunkterne for Opdeling i faste og bevægelige Omkostninger
kan her nævnes, at under normale Forhold maa der til faste Omkostninger
henregnes:

a. Stilstandsomkostninger:

d. v. s. de Omkostninger, Virksomheden maa afholde, hvis den
ligger helt stille. (Renteudgifter, Afskrivning p. Gr. a. Ledelsens
Lon, m. fl.).

b. Arbejdsforberedelsesomkostninger:

d. v. s. de Omkostninger, Virksomheden maa afholde for at kunne arbejde (Funktionaerlenninger, Vedligeholdelsesudgifter, Andel i Kraft (Tomgang), Lys, Forsikringer, Administrationsog Salgsomkostninger m. fl.).

Ved Hjælp af denne Opdeling af Ist-Kosten skabes Sammenligningsmateriale
med de gennem Tillæg og Overførsel af faste Omkostninger
bogførte Soli-Kosten.

De i Eksemplet anvendte Normaltillæg er

For den paagseldende Maaned kan der herefter foretages folgende
Opstilling:

Efterkalkulationen af den fer behandlede Rettemaskine stiller sig
herefter saaledes:

Det fremgaar heraf, at der til Dækning af faste Omkostninger og
Nettooverskud ved Salg af denne Maskine er ialt: 4.152,—.

1 Kalkulationen er endvidere indarbejdet et paa Basis af normal Beskæftigelse beregnet Tillæg paa 13 % af bevægelige Omkostninger til Dækning af faste Omkostninger for derigennem at give en vis Rettesnor for Resultatet vedrørende den paagældende Ordre.

Som anført tidligere, ligger Værdien af Schmalenbachs »Kontenrahmen«
i, at Kontoplanen er opstillet under Hensyntagen til Forretningsgang
og Kalkulation. (Se Side 201).

Endvidere er der ved Hjælp af Kostenstellenregnskabet skabt et regnskabsmæssigt Grundlag for Kontrol med Afdelingerne, saaledes at man kan sige, at Benyttelsen af Kontenrahmen i det væsentlige baade tilfredsstiller Kravene til den interne Kontrol og Kravene til et tilfredsstillende Kalkulationsregnskab. Det maa dog bemærkes, at Schmalenbach ikke i sine Skrifter gaar ind for det »udvidede Afdelingsregnskab«, d. v. s. Kalkulationsregnskab paa Grundlag af Tidsenheder for den enkelte Maskine eller Plads (Maskintimetillæg). Denne Kalkulationsform, der er saa værdifuld i Praksis, kan imidlertid udmærket benyttes uden at skabe nævneværdige Vanskeligheder. Hvad der iøvrigt savnes i Kontoplanen er en mere indgaaende regnskabsmæssig Behandling af de indirekte Produktionsomkostninger, særlig hvad angaar en Registrering af Forskydning i Omkostningernes Størrelse i Forhold til Budgettet og en Registrering af Indvirkninger fra Svingninger i Beskæftigelsesgraden.

Forinden vi gaar over til en Behandling af disse Problemer, vil der
blive givet en Omtale af det Arbejde, der er foregaaet i vort Naboland
Sverige vedrørende Principper for Egenprisberegning og Kontoplaner.

S. I. S. Kommissionens Arbejde.

I.

Paa Initiativ af Svenska Teknologforeningen og Sveriges Standardiseringskommission ni. 11. er der siden 1927 foretaget omfattende Arbejder med Henblik paa at skabe en ensartet Terminologi og ensartede Kalkulationsmetoder for Sveriges Industri. Disse Arbejder er offentliggjort samlet i 1939 i Bogen: »Enhetliga Principer for Sjålvkostnadsberåkningar «¹).

Arbejdet, der har sin store Interesse paa Grund af de praktiske Synspunkter,hvorpaa
det er bygget op, er i 1939 efterfulgt af en Redegoi*else,udgivet

---

1) Sveriges Industriforbund, Stockholm. 2. Oplag.

i*else,udgivetaf: »Sveriges Maskinindustriforening«, omhandlende
Egenprisberegning og Kontoplaner for Jernstøberier.

Formaalet med disse Publikationer fremgaar tydeligt af Forordet til
det af »Sveriges Maskinindustriforening« udgivne Arbejde, hvori der
bl. a. siges:

»I Sverige liksom i utlandet har man alltmera fåt ogonen oppna for
vikten av riktiga kostnadsberåkningar. Dessa skola ju utgora bl. a.
den grund, på vilken en sund prissåttning bygger.« —

II.

De grundlæggende Principper, hvorpaa Efterkalkulationen opbygges, afviger til en vis Grad fra de tidligere behandlede, og de Kontoplaner, der er opbygget herudfra, er derfor, trods deres nære Tilknytning til de schmalenbachske, af Interesse, særligt fordi denne Fremstilling viser, hvorledes man kan opstille rationelle Kontoplaner uden at benytte den »decimale Spændetrøje«. Desuden benyttes andre Kalkulationstillæg end Kostenstellentillægget.

Synspunktet for Sammenstillingen af Egenprisen fremgaar af følgende
Opstilling, der viser Hovedbestanddelene af Produktions- og
Salgsomkostningerne.

a. Tilvirkningsomkostninger.
1. Direkte Materiale.
2. Materialeomkostninger.
3. Direkte Arbejdsløn.
4. Tilvirkningsomkostninger.
5. Specielle direkte Omkostninger

b. Salgsomkostninger.

c. Administrationsomkostninger.

Vedrørende Prisberegningen af Direkte Materiale fremhæver den nedsatte Komité, at Materialer bør kalkuleres til en Standardpris, der saavidt muligt svarer til Dagsprisen. I særlige Tilfælde bør Standardprisen suppleres med Priser i H. t. Specialtilbud. I Tider med stærkt svingende Priser bør Materialer ved Tilbudets Afgivelse beregnes til en Pris, der saa vidt muligt svarer til de paa Betalingstidspunktet forventede

Blandt Muterialeomko.stninger nsevnes:

Indkobsomkostninger og
Lageromkostninger

og der anbefales Tillæg i Kalkulen beregnet paa Grundlag af Kvantum
eller Beløb til Dækning heraf.

Vedrørende Direkte Arbejdsløn peges paa Forholdet med Overarbejdsbetaling, der, saafremt det ikke er forudset, bør føres paa særskilte Omkostningskonti, hvilket som Regel bør gøres i Virksomheder med Serie- eller Massefabrikation.

Tilvirkningsomkostninger inddeles i to Hovedgrupper:

I. Arbejdsomkostninger:

D. v. s. Omkostninger, der kan henføres til det direkte Arbejde, der
udføres i Maskiner eller paa Haandarbejdspladser.

Hertil kan i Almindelighed henføres:

Bevægelige:

Afskrivning for Slitage paa Maskiner,
Reparationer og Vedligeholdelse af Maskiner og Vaerktej,
Indirekte Materialer,
Indirekte Arbejdslen,
Smoreolje, Kolevaedske, Slibemidler m. m.,
Ferielon,
Overtidsbetaling, Gratiale o. 1.,
Kraft og Lys udover Minimalafgifter.

Faste:

Rente af Kapital bunden i Maskiner, Vaerktoj og Inventar,
Afskrivninger herpaa udover Slitage,
Husleje,
Varme,
Kraft og Lys (Minimalafgift),
Vaerkferer- og Formandslonninger m. m.

II. Grundværdiomkostninger:

D. v. s. Omkostninger, der ikke kan siges at være opstaaet paa Grund af det enkelte Arbejde, hvorfor der bør benyttes en anden Fordelingsbasis. Som saadan Fordelingsbasis kan anvendes Summen af Direkte Materiale, Materialetillæg, Direkte Arbejdsløn og Arbejdstillæg, hvilket Beløb kaldes Grundværdi.

Hertil kan i Almindelighed henføres:

Bevægelige:

Rente af Varer under Fabrikation,
Brandforsikring af Varer under Fabrikation,
Brokkassen ) . .1 _, .. , , , ,
Garantiomkostninger forsaavidt de ikke bor henferes
Licensomkostninger I tU det specielle Arbejde.

Faste:

Omkostninger ved Konstruktionskontoret og Laboratorium,
Patent og Forsogsudgifter , ..,_ . „, . , .
Rejser og Representation forsaavxdt de Ake ber henfores
vedrorende Produktionen ' hl det sPe«elle Arbejde.
Ombygningsomkostninger, der ikke balanceres,
Omkostninger vedrorende Lager af Varer under Fabrikation
(herunder Nedskrivning af ukurante Halvfabrikata).

Med Udgangspunkt i denne Inddeling af I. P. O. foreslaas som Forde
lingsgrundlag for Arbejdsomkostninger: Direkte Materiale, Direkte Løn
Arbejdstimer eller Maskintimer. Det fremhæves, at den teoretisk rigtig

ste Fordelingsmetode, naar der ses bort fra Spørgsmaalet om de faste
og bevægelige Omkostningers Indflydelse, oftest er Arbejdstimer.

Grundværditillægget beregnes med et »Normalaars Grundværdisum«
som Udgangspunkt.

Under en Omtale af faste og bevægelige Omkostninger nævnes, at Adskillelsen herimellem i Regnskabsvæsenet og i Kalkulen er af stor Værdi. Blandt andet fremhæves Fordelen ved en Minimumskalkule, d. v. s. en Kalkulation svarende til Betriebswertrechnung (Grænsekalkulation) ikke alene paa Grund af den Rettesnor, der ligger heri over for Prispolitikken, men ogsaa for at skabe et Grundlag for Bestemmelsen af, paa hvilken Maskine eller Arbejdsplads et Produkt bør tilvirkes.

Under Behandlingen af de forskellige Hovedtyper af Fremgangsmaader ved Efterkalkulation skelnes mellem Divisionsmetoden, kvivalentmetoden, med fuldstændig Efterkalkulation eller med Anvendelse af Standardomkostninger.

III. Kalkulation paa Grundlag af Standardomkostninger

Som det fremgaar af Fig. XII, der giver en Oversigt over Kalkulationsmetoder inden for forskellige Virksomhedstyper, støder vi her paa den særlige Form for Kalkulation, der betegnes »Standardmetoden«. Denne Metode, der er saa værdifuld baade af praktiske og af teoretiske Grunde, behandles i S. I. S. Kommissionens Arbejde med særligt Henblik paa Kalkulation og Regnskabsorganisation i Virksomheder, der driver Seriefabrikation.

I disse Virksomheder har Spørgsmaalet om Principper for Efterkalkulationen hidtil »sorteret« under Enkeltkalkulationen ud fra den Betragtning, at den enkelte Serie var en samlet Enhed, der i Kalkulationen burde behandles som en enkelt Ordre. Det er imidlertid indlysende, at denne Kalkulationsform ikke er tilfredsstillende for saadanne Virksomheder. Ofte har man her med »permanente« Ordrer at gøre, saaledes at Virksomhedernes Struktur stærkt minder om Massefabrikationens. Endvidere kan der forekomme fordelingsmæssige Vanskeligheder ved, at Arbejdere betjener flere Maskiner, og endelig er det en Kendsgerning, at der inden for Seriefabrikation ofte maa regnes med Svind og Overskud samt differerende Fremstillingspriser, der af saavel teoretiske som praktiske Grunde er uheldige for den regnskabsmæssige Behandling.

Tænker man sig f. Eks. to ensartede Serier af Genstande A og B,
der hver omfatter 1000 Enheder, og som fremstilles med samme Behandlingmen

handlingmenpaa to forskellige Tidspunkter, kan Efterkalkulationen
faa følgende Udseende pr. produceret Enhed:

Paa denne Maade skabes under ievrigt sarame Produktionsvilkaar
4 forskellige Priser pr. Enhed.

At saadanne Udregninger har liden praktisk Interesse er indlysende,
og Tanken falder derfor naturligt paa at benytte Standardpriser (Normalpriser)
pr. fremstillet Enhed.

Grundprincippet er, at der ved Hjælp af forud fastlagte Standardpriser for Raamaterialer, Standardtid for Fremstilling af bestemte Produkter eller Dele heraf og et paa Standardpriser eller -tid beregnet Normaltillæg for I. P. O. kan opstilles Forkalkulationer, der indkcedes i Bogføringen.

I Stedet for som ved den hidtidige Fremgangsmaade at kreditere
Fabrikationskonto for Efterkalkulationens Paalydende, krediteres

Kontoen nu for Forkalkulationen, der repræsenterer »Idealet« eller
Forventningen.

Paa denne Maade konfronteres i Princippet paa Fabrikationskonto de virkelig paaløbne Omkostninger med de forventede Omkostninger. Opstaar der Difference paa Fabrikationskonto, vil den være et talmæssigt Udtryk for Forskellen mellem disse Størrelser, der kan hidrøre fra mange Aarsager, som imidlertid kan føres tilbage til to Hovedaarsager:

1. Større eller mindre Forbrug af Materiale eller Tid end forventet.

2. Urigtig Ansættelse af Standardenheder.

Følger man S. I. S. Kommissionens principielle Opdeling af Produktionsprisen,
kan Standardprisen pr. Enhed for seriefremstillede
Produkter sammenstilles saaledes:

a. Standardomkostning for direkte Materialer fastsættes ved paa saa nøjagtig en Basis som muligt at forudbestemme de Kvantiteter af hver Slags Materiale, der skal benyttes og multiplicere disse med Standardprisen (Normalprisen).

b. Materialeomkostning udregnes som Tillæg til Standardprisen for
det forventede Forbrug af Materialer.

c. Standardomkostning for direkte Arbejdsløn bestemmes i Almindelighed
som Summen af de Stykakkorder, der betales for
de fremstillede Produkter.

d. Arbejdsomkostning kan f. Eks. beregnes som et Normaltillæg til Lønnen og vil i dette Tilfælde blive konstant, da Lønnen ligger fast. Anvendes Maskintimetillæg, maa der fastlægges en Standardtid, som anvendes ved Udregning af Tillægget for disse Omkostninger.

e. Grundværdiomkostning i Standardprisen bliver ligeledes udregnet paa normal Vis som en Procentsats paa Summen af kalkuleret Materialeforbrug, Tillæg for Materialeomkostninger, direkte Arbejdsløn og Tillæg for Arbejdsomkostninger.

Ved at indskyde Standardpriser for færdig fremstillede Genstande i Bogføringen paa Grundlag af denne Forkalkulation opgives det store Arbejde med Udregning og Postering af Efterkalkulationen. Foretager man ikke særskilt Bogføring af Merforbrug af Materialer og Løn (subsidiært mindre Forbrug af Materialer og Løn) paa særskilte Omkostningskonti, vil Fabrikationskonto som anført ikke mere blive en ren Beholdningskonto, men vil includere Differencer hidrørende fra Udsving i Forbrug af Materialer og Løn.

Saafremt der paa Fabrikationskonto for Lønnens Vedkommende kun bogføres den stipulerede Akkordløn, der er i Overensstemmelse med Beløbet for Løn ifølge Standardprisen, vil man kunne tilrettelægge Bogføringen saaledes, at der paa Fabrikationskonto kun registreres Udsving i Materialeforbrug, der i saadanne Virksomheder normalt bør være ganske ringe.

Ved at benytte Standardmetoden kan der ogsaa inden for andre Omraader i en Virksomhed gennem Regnskabsvæsenet gives Udtryk for Aarsagerne til et godt eller daarligt Resultat. I denne Fremstilling maa vi imidlertid indskrænke os til at pege paa Metodens karakteristiske Egenskaber og iøvrigt henvise Interesserede til Eric A. Cammans Bog: Basic Standard Costs¹), hvorfra den i Fig. XIII anførte Oversigt over »Tabskilder« i Produktionen er hentet.

IV. Egenprisberegning og Bogføringen.

Da det ikke fra S. I. S. Kommissionens Side har været Hensigten at give en fuldstændig Beskrivelse af Sammenspillet mellem Finansbogholderiet og Driftsbogholderiet, er Fremstillingen heraf indskrænket til en Redegørelse for Adskillelsen mellem »bokforingens och sjålvkostnadsberåkningens

Der bygges her klart paa Schmalenbachs Synspunkter, der har fundet følgende Udtryk: »Bokforingens merkostnader« er de Udgifter, der ikke indgaar i Egenprisberegningen, medens de Omkostninger, der indgaar i Egenprisberegningen, men ikke opstaar i Finansbogholderiet (Zusatzkosten), betegnes, »sjålvkostnadsberåkningens merkostnader«.

Endvidere fremhæves, at det er af stor Vigtighed, at der af Bogføringen
fremgaar Vinding og Tab hidrørende fra:

1. Varierende Indkøbspriser paa Raamaterialer.

2. Beskæftigelsesgradens Svingninger, der influerer paa den Dækning,
der opnaas for de faste Omkostninger.

3. Uoverensstemmelse mellem anslaaede bevægelige Omkostninger
og virkelig paaløbne bevægelige Omkostninger.

4. Difference hidrørende fra, at der f. Eks. beregnes større Afskrivninger
paa fast Anlæg (Maskiner) i den interne Bogføring,
end der foretages ved Aarsafslutningen.

5. Ordinær Avance paa Varesalg (Difference mellem Salgspris og
Produktionspris ved Normalbeskæftigelse).

---

1) New York 1932.

V.

Kontoplan V er opbygget efter S. I. S. Kommissionens Synspunkter
med Benyttelse af Schmalenbachs Symbolbetegnelse.

Kontoplanen vedrører en Virksomhed, der driver Seriefabrikation
i 3 Hovedafdelinger, der fremstiller henholdsvis:

Afd. I. Halvfabrikata I.
» 11. Halvfabrikata 11.
» HI. Samling af Halvfabrikata.

Af Hensyn til en rationel Kontrol med de produktive Afdelingers Indsats er oprettet 6 Hauptstellen, hvoraf tre vedrører Fabrikation af Halvfabrikata I, to vedrører Halvfabrikata 11, og for Samleafdelingen oprettes een Kostenstellenkonto. løvrigt benyttes Standardmetoden.

De anvendte Raamaterialer posteres til forudbudgetterede Standardpriser paa de tre Fabrikationskonti ved Hjælp af den i Kontoplanen indkædede Prisdifferencekonto. Ved Hjælp af Vl2 Konti posteres de maanedlige Andele af Omkostninger paa Hjælpeafdelingers og produktive Afdelingers Konti, idet den Del af Omkostningerne, der vedrører Grundværdiomkostninger, posteres paa særlig Konto. Paa Konto for Materialeomkostninger posteres de Beløb, der vedrører materialeafhængige

Beløbene paa Kostenstellen opdeles i faste og bevægelige Omkostninger i Henhold til Kalkulationsformen, der som tidligere nævnt adskiller Tillægget for I. P. O. i Tillæg for faste Omkostninger og Tillæg for bevægelige Omkostninger.

Ved en Periodes Udgang vil man af de forskellige Konti kunne udlede

Prisdifferencekontos Saldo vil oplyse, om de forbrugte Raamaterialers
Anskaffelsespris har differeret væsentligt eller uvæsentligt fra den
forudbudgetterede Standardpris.

Konto for Materialeomkostningers Saldo vil udvise, om der gennem
Tillægget er skaffet Dækning for de afholdte Omkostninger.

De paa diverse Hjælpeafdelingers Konti debiterede Beløb overføres til de produktive Afdelingers Konti og til Konto for Grundværdiomkostninger maanedlig, saaledes at Hjælpeafdelingernes Konti salderer i Maanedsbalancen.

De produktive Afdelingers Konti debiteres som nævnt for paaløbne faste og bevægelige Omkostninger og krediteres for Produktionens Andel heri i Henhold til Standardkalkulationens Procentsatser eller Timetillæg (Tillæg for Arbejdsomkostninger).

En Afdelingskonto vil paa denne Maade i Princippet faa opsamlet
følgende Beløb:

Man vil saaledes faa et Overblik over de opstaaede bogføringsmæssige Tab eller Gevinster hidrørende fra Svingning i Beskæftigelsesgraden og fra, at de virkelig paaløbne bevægelige Omkostninger har varieret fra de forventede.

Konto for Gmndværdiomkostninger behandles paa samme Maade som de produktive Afdelingers Konti; Saldoen vil derfor udvise Undereller Overdækning af faste Omkostninger og Variation mellem virkelige og forventede bevægelige Omkostninger.

Fabrikationskonto I og II bliver som tidligere anført debiteret for anvendte Materialer til Standardpriser samt direkte Arbejdsløn og endvidere for Tillæg for Materialeomkostninger, Tillæg for faste og bevægelige Arbejdsomkostninger og Tillæg for Grundværdiomkostninger udregnet paa Basis af det producerede Antal Genstande eller Kvanta. Kontiene krediteres for det samlede Standardbeløb for de producerede Genstande eller Kvanta, hvorefter de, bortset fra Beholdning af igangværende Serier, vil includere Differencer hidrørende fra Variation i Materialeforbrug og Løn, der kan være opstaaet paa Grund af de i Fig. XIII nævnte Aarsager. For I. P. O.'s Vedkommende vil der derimod ikke blive registreret Differencer hidrørende fra Merarbejde ved Ødelæggelse eller Variation i Udnyttelsen af Maskinerne, idet Tillæggene er udregnet paa Basis af forventet Løn eller Tid. Disse Differencer kan naturligvis registreres paa lignende Maade som Variationerne i Materialeforbrug og Løn ved at benytte den virkelige Løn eller de virkelig anvendte Arbejdstimer som Udregningsgrundlag for det Tillæg, der debiteres Fabrikationskonto. Ved at opsamle disse Differencer paa særskilte Konti eller i Rapporter vil man være i Stand til effektivt at kunne efterspore Aarsagerne til Afvigelser fra Normaltilstanden.

Behandlingen af Fabrikationskonto 111 bliver som anført for de øvrige Fabrikationskonti, idet Materialeforbruget her indgaar med Standardpriser fra de to Konti for Halvfabrikata, der til Stadighed viser Beholdningen af Halvfabrikata til Standardpris. Grundværditillægget

debiteres paa denne Konto sammen med Arbejdstillægget fra AfdelingVI.

Konto for Avance paa solgte Varer udviser den forkalkulerede Bruttoavance, idet Kontoen debiteres for færdige Produkter til Standardpriser og krediteres for Prislistepriser. Desuden debiteres Kontoen for kalkulerede Tillæg til Dækning af Administrations- og Salgsomkostninger. Den fremkomne Saldo udviser Nettofortjeneste paa solgte Varer, der overføres til Maanedlig Tabs- og Vindingskonto.

Ved Aarets Slutning (eller maanedlig) posteres Differencer hidrørende
fra Variationer i Materialeforbrug, Løn og I. P. O.

Denne Kontoplan opfylder saaledes de Krav til Regnskabsaflæggelse,
som er opstillet i S. I. .S. Kommissionens Redegørelse.

Det værdifulde i det svenske Arbejde ligger i det væsentlige deri, at der fra praktisk Side er peget paa Betydningen af at arbejde med Kalkulationstillæg for henholdsvis faste og bevægelige Omkostninger. Desuden er det af Værdi, at Kalkulationstillægget er opbygget under Hensyntagen til Omkostningernes Afhængighed af kalkuleret Materiale (Kvanta) og Løn (Tid).

Med den — omend korte — Omtale af Kalkulation med Benyttelse af Standardomkostninger er der fra S. I. S. Kommissionens Side peget paa de store Muligheder for rationel Regnskabsaflæggelse, som denne Metode indebærer.

Den skærpede Kontrol med Omkostningerne.

Som tidligere anført er det i det væsentlige Arbejdet med Produktionsomkostningerne, der har optaget Regnskabsteoretikere og praktikere vore Dage. Efter at Erkendelsen af de faste Omkostningers Betydning var trængt igennem, fandt Anvendelsen af Normaltillæg i Kalkulationen hurtig stor Udbredelse og kan vel siges at være det almindeligt anvendte Kalkulationsprincip herhjemme.

Imidlertid er Regnskabsaflæggelse med Anvendelse af dette Princip som anført behæftet med væsentlige Svagheder paa Grund af, at der ikke kan skelnes mellem Afvigelser hidrørende fra Beskæftigelsesgradens Svingning og fra, at de faktiske Omkostninger differerer med de anslaaede.

Under Omtalen af S. I. S. Kommissionens Arbejde er allerede givet et Par Eksempler paa nyere Metoder, der har til Formaal at sætte Regnskabsvæsenet i Stand til at afgive Oplysninger om Aarsagen til Tabskilder i Produktionen. Skal man sammenfatte de foretagne

Fremskridt i en principiel Redegørelse, maa man imidlertid skelne
mellem to Fremgangsmaader:

1. Regnskabsaflæggelse med Efterkalkulationen som Hovedformaal,

2. Regnskabsaflæggelse, der konstaterer Afvigelser i Tid og Mængd
e1) paa Grund af de enkelte Ansvarlighedsomraaders Dispositioner.

Regnskabsaflæggelse med Efterkalkulationen som Hovedformaal.

a. Budget over I. P. O. indføres i Kontoplanen.

En Fremgangsmaade, der har vundet Indpas i en Del af vore industrielle Virksomheder, er den af Ingenier Rostrup anbefalede Kontopla n²). Denne Plan adskiller sig fra de tidligere omtalte ved, at den for I. P. O.'s Vedkommende indkseder Budgettet i Bogforingen. Det Omraade af Kontoplanen, som vediwer I. P. 0., faar paa denne Maade felgende Udseende:

Det fremgaar heraf, at der paa Konto for virkelig paaløbne I. P. O.
opsamles de indtil Dato paaløbne faste og bevægelige I. P. O. Kontoen
krediteres periodevis for dette Beløb til Debet for Budgetkonto.

Kontoen krediteres periodevis for det ved normal Beskæftigelse anslaaede
Beløb for forventede I. P. 0., der overføres til Debet for Konto
for kalkulerede Tillæg for 1. P. O.

Denne Konto krediteres for de ved Hjælp af Maskintimetillæg. Afdelingstillæg eller Løntillæg i de enkelte Efterkalkulationer indkalkulerede Beløb til Dækning af I. P. O. Disse Tillæg er udregnet som Normaltillæg.

Uden at foretage Adskillelse i faste og bevægelige Omkostninger i Bogføringen vil man i Aarets Løb ved Hjælp af disse Konti faa et for praktisk Behov tilfredsstillende Indblik i Aarsagerne til Afvigelser imellem Budget og faktiske Omkostninger. Budgetkonto, der som nævnt debiteres for paaløbne 1. P. O. og krediteres for forventede I. P. 0., udviser som Saldo Afvigelsen mellem budgetterede Omkostningerved

---

1) Se herom: Erich Schneider: Einfuhrung in die Grundtragen des industriellen Rechnungswesens, Aarhus 1939.

2) »Om industriel Kalkulation«, København 1923.

ningervednormal Beskæftigelse og virkelige Omkostninger ved den aktuelle Beskæftigelsesgrad. Denne Afvigelse giver en Rettesnor for Udviklingen, som savnes i tidligere omtalte Kontoplaner, men siger dog intet eksakt, der kan tjene til Kontrol med I. P. O.

Ser man imidlertid denne Kontos Difference (i Eksemplet Kr. 50) i Sammenhæng med Saldoen paa Konto for kalkulerede Tillæg, der fremkommer som Forskellen mellem de ved Hjælp af Normaltillæg i Produktionen indkalkulerede Beløb til Dækning af I. P. O. og de ved normal Beskæftigelse anslaaede I. P. O. (i Eksemplet 300), kan der af Regnskabssystemet umiddelbart udledes, at der paa Grand af lavere Beskæftigelse kun er inddækket 600, medens de virkelige I. P. O. er 850.

Differencen mellem virkelig paaløbne I. P. O. og det i Produktionsprisen
indkalkulerede Beløb ialt 250 opløser sig i:

Om denne Nedgang i Omkostninger (50) nu er passende, saaledes
at de 250 er Underdækning af faste Omkostninger, siger Tallene imidlertid

Er Udsvingene væsentlige, maa der altsaa foranlediges en særlig
Kontrol og Undersøgelse af Omkostningerne, der naturligt finder
Sted i Omkostningsstatistikken.

b. Regnskabet med I. P. O. opdeles i faste og bevægelige Omkostninger.

En Udvidelse af Behandlingen af I. P. O. i Kontoplanen indtræffer,
naar der indføres særskilt Kalkulationstillæg for faste Omkostninger
og for bevægelige Omkostninger.

Ved Beregningen af Normaltillægget maa der altsaa sondres mellem
faste og bevægelige Omkostninger, der f. Eks. kan stille sig saaledes:

Herefter stiller Regnskabsaflæggelsen sig saaledes:

Udover de Oplysninger, som førnævnte Kontoplan giver, kan her udledes, hvor stor Dækningen af de faste Omkostninger har været, og under Forudsætning af, at de budgetterede faste Omkostninger i det væsentlige holder Stik, vil man være i Stand til at kunne overse Beløbet for Over- eller Underdækning af faste Omkostninger.

Er man som i Eksemplet bekendt med, at de faste Omkostninger
udgør 600, og at der er inddækket 400, vil man altsaa kunne slutte,
at af Differencen mellem

hidrører 200 fra Underdækning af faste Omkostninger paa Grund af
Beskæftigelsesgradens Svingninger og 50 fra Variation imellem virkelig
paaløbne bevægelige I. P. O. og forventede bevægelige I. P. O.

Man kan altsaa ved Hjaelp af denne Fremgangsmaade udlede, at Formindskelsen i I. P. 0., der — i Forhold til de ved normal Beskaeftigelsesgrad forventede — udgjorde 50 ved den aktuelle Beskaet'tigelsesgrad burde have vaeret yderligere. . 50 ialt.. 100

En bedre Oversigt opnaas naturligvis, naar man i Bogføringen,
d. v. s. paa Konto for virkelig paaløbende I. P. O. foretager en Opdeling
i faste og bevægelige Omkostninger.

c. Tomgangskonti og Registrering af Variation me Hem Budget og virkelige I. P. O.

Som anført er det bl. a. Variationen mellem forventede og virkelige I. P. 0., der har Driftsledelsens store Interesse i vor Tid, og som omtalt under Regnskabsaflæggelse ved Hjælp af Standardomkostninger, har man her et Hjælpemiddel af betydelig Rækkevidde.

Under Hensyn til, at man stadig vil bevare den afstemmelige Efterkalkulation
som det primære i Kontoplanen, maa man imidlertid søge
andre Veje.

Fra amerikansk Side foreligger en Opfattelse af faste og bevægelige Omkostningers Behandling i Regnskabsaflæggelsen, der for mig staar som en værdifuld Løsning af de mest aktuelle Problemer, og det er mig bekendt, at man i en enkelt Virksomhed herhjemme anvender denne Kontoplan og de derunder hørende Synspunkter.

Princippet for Tillægget for I. P. O. i Efterkalkulationen bygger paa Anvendelsen af forud budgetterede Beløb for en Maskintime, Pladstime eller Arbejdstime. Disse Timepriser opdeles i to Hovedbestanddele:

1. Lebende Rate (the running rate), der daekker faste og bevcegelige
Omkostninger pr. Time.

2. Tomgangs Rate (the idle rate), der daekker faste Omkostninger
pr. Time.

Paa Basis af 100% Beskæftigelse udregnes for hver Arbejdstime
(Maskintime) det samlede TiUæg til Dækning af I. P. O.

For en enkelt Maskin- eller Arbejdstime kan Beregningen se saaledes
ud (der regnes med 8 Timer som Maksimum pr. Dag):

Under Henvisning til Kontoplan VI, der i Princippet omfatter samtlige
Konti, der har forbedret den industrielle Kontoplan, skal der til
de indføjede Posteringer gives følgende Oplysninger:

Ved Benyttelse af Lobende Rate og Tomgangs Rate bogfores:

der krediteres Konto for kalkulerede Tillæg.

Følger vi herefter Fremgangsmaaden ved Bogføringen ses følgende:

Anvendte Raamaterialer er over Konto for Prisdifference paa anvendte
Raamaterialer debiteret Fabrikationskonto til Dagspriser eller
Normalpriser.

Direkte Løn er paa normal Vis overført fra Lønningskonto til Fabrikationskonto.

Ved Hjælp af Iln Konti og ved Benyttelse af Hjælpekonti og Afdelingskonti
(Kostenstellen) er virkelige I. P. O. indtil Dato konstateret
at udgøre 850, der overføres til Budget Konto.

Denne Konto krediteres for Periodens forventede Omkostninger ved normal Beskæftigelse = 900, og der har saaledes været en Afvigelse paa 50, der kan hidrøre fra en Nedgang i Beskæftigelsesgraden eller fra Besparelser i Forhold til Budgettet.

Paa Konto for kalkulerede Tillæg er debiteret 900 og krediteret førnævnteBeløb
for Løbende Rater og Tomgangs Rater med ialt 800. Der

bliver paa denne Maade en Debetsaldo paa Tillægskonto paa i alt 100, der — under Hensyntagen til, at samtlige kalkulerede faste Omkostningerer overført enten til Fabrikationskonto (Produktionens Andel) eller til Tomgangs Konto — udviser den Besparelse, der bør være paa de løbende Omkostninger ved den aktuelle Beskæftigelsesgrad. Dette Beløb overføres til Debet for Konto for Udsving i Omkostninger, der tillige krediteres for den faktiske Besparelse, der som bekendt blev registreret paa Budget Konto.

Der vil paa den Maade i selve Kontoplanen, blive givet talmæssigt Udtryk for Variation mellem forventede og virkelig paaløbne bevægelige Omkostninger. Paa Konto for Tomgangstab blev som nævnt debiteret Tomgangs Raten for den Tid, der af forskellige Aarsager ikke anvendes til produktivt Arbejde. Det er indlysende, at en saadan talmæssig Registrering er af stor Interesse for Ledelsen til Sammenligning med tidligere Perioder. Kontoen kan underdeles i Rescontroform med Konti for Aarsagerne til Mindrebeskæftigelsen, f. Eks.:

eller med Konti, der registrerer Tabet som Følge af andre Aarsager til
Arbejdsstandsning, f. Eks.:

Reparationer, Fridage, Sygedage. etc.

Fabrikationskonto registrerer paa normal Vis Regnskabet med den igangværende Produktion; dog skal det nævnes, at ved Anvendelse af Løbende Rate baseret paa 100 % Beskæftigelse, vil Fremstillingsprisen naturligvis ikke blive kalkuleret efter Normaltillæg. Der vil saaledes blive registreret en større regnskabsmæssig Bruttoavance, der imidlertid bliver formindsket med de paa Grund af Tomgang debiterede Beløb. Det maa her bemærkes, at Fremgangsmaaden kan anvendes, selvom der i Kalkulationen benyttes Normaltillæg.

Til Slut skal i et Taleksempel anføres den principielle Forskel mellem
almindelig Regnskabsaflæggelse med Anvendelse af Normaltillæg
og Regnskabsaflæggelse efter ovenanførte Synspunkter.

Regnskabsaflæggelse med Kalkulation efter Normaltillceg.

Her anvendes paa Grundlag af Budgettet ved forventet normal Beskaeftigelse
et Tillseg til Daekning af I. P. O. udregnet saaledes:

Under Forudsaetning af, at samtlige producerede Varer saelges for
2000, vil Bruttoavancen fremkomme paa folgende Maade:

der ber formindskes med Kalkulationsdifferencen opstaaet ved, at

Regnskabsaflæggelse med Registering af Tomgangstab og Variation mellem Budget og virkelige I. P. O.

Ved Hjaelp af denne Kontoplan er man altsaa i Stand til at udnytte
Talmaterialet i et langt sterre Omfang end normalt uden at tilsidesaette
Kravet om den afstemmelige Efterkalkulation.

Ansvarlighedssyns punktet det primære.

Med en vis Ret kan man hævde, at Regnskabsvæsenets Hovedformaal ikke bør være at fordele Omkostningerne af Hensyn til de enkelte Kostentråger (Efterkalkulationen), men bør med andre Ord give Talmateriale, der registrerer de enkelte Funktioners Indsats, d. v. s. de Personer, der er ansvarlige for de enkelte Led i Indkøb, Produktion og Salg.

Anlægger man denne Betragtning, og gør Konstateringen af Egenprisenved
Hjælp af den afstemmelige Efterkalkulation til det sekundære,bør
man benytte Standardmetodens Synspunkter som Udgangspunkt,d.

punkt,d.v. s. forud fastlægge Standardpriser for Materialer, Løn og Tidsenheder. Ved at indkæde Forkalkulationen, d. v. s. disse Standardpriserpr. produceret Enhed i Regnskabssystemet vil man blive i Stand til at registrere Forskydning i Materialeforbrug og Tid, de to Faktorer, der øver afgørende Indflydelse paa Rentabiliteten.

Forudsætningen for en heldig Gennemførelse heraf er en minutiøs Tilrettelæggelse af Standardpriser ved Hjælp af Budgettet, og Synspunkterne kan derfor i Praksis bedst udføres i Virksomheder med Seriefabrikation eller Massefabrikation. I Fig. XV er vist et Udsnit af Regnskabsaflæggelse efter disse Synspunkter opbygget fra et Eksempel i Professor Schneiders Bog vedrørende en Virksomhed, der driver

Der skelnes mellem tre Hovedfunktioner, nemlig:

Indkobsafdelingen,
Produktions- og
Salgsafdelingen.

Paa Grundlag af Budget og Overvejelser baseret paa Prissituationen sættes Standardprisen pr. Raavareenhed til Kr. 3,^—, der skal dække Normalpris og Omkostninger ved Indkøbsafdelingen. Til Fremstilling af en Mængdeenhed Halvfabrikat kalkuleres 1,2 Mængdeenhed Raamateriale,d. v. s. at Raavareprisen for en Enhed Halvfabrikat andrager3X 1,2 = Kr. 3,6. I Henhold til Budget sættes Beløbet for Løn og I. P.O. ved Fabrikation af een Enhed Halvfabrikat til Kr. 3,—. Til Fremstilling af en Mængdeenhed Færdigfabrikat kalkuleres 0,5 Enhed Halvfabrikat og Beløbet for Løn + I. P. O. ved Færdiggørelsen sættes

til Kr. 1,7. Afregningsprisen for Salgsafdelingen for en Enhed Fserdigfabrikatandrager

lfelge Kontoplanen (Fig. XV) er der anvendt Raamaterialer til Anskaffelsespris 18.000, der er overfert til Konto for Indkobsafdelingen. Paa denne Konto er endvidere debiteret paalobne Lageromkostninger med 1.850.

Til Fabrikationen er anvendt 7000 Enheder Raamateriale ansat til Standardpris 3 Kr., ialt Kr. 21.000, der overfores til Produktionsafdelingens Konto for Alvigelser i Materialeforbrug. Direkte LOll og I. P. O. udgor ifolge en sserlig Omkostningsstatistik, der fores uden for det egentlige Bogholderi, men som arbejder med Bogholderiets Tal ialt Kr. 28.700, der debiteres Produktionsafdelingens Konto for Afvigelse i Lonninger og I. P. O.

Denne Konto krediteres for den Produktionsafdelingen paalignede
Andel i Lon og I. P. O. ialt 3,2 pr. Enhed.

Ifolge Produktionsrapporten udger Periodens samlede Produktion:

500 Enheder Halvfabrikata og
9000 Enheder Faerdigfabrikata.

Standardbelobet for Direkte Lon og I. P. O. udger herefter:

hvilket Beleb overfores til Produktionsafdelingens Konto (Konto for
Afvigelser i Materialeforbrug).

Denne Konto krediteres for Produktionen til Standardpris, d. v. s.

til Debet for henholdsvis Konto for Halvfabrikata og Konto for Faerdigfabrikata.
Saafremt samtlige fserdige Varer forudsaettes solgt til
en Enhedspris af 10, vil Salgsafdelingens Konto blive krediteret

Betragter vi herefter de enkelte Saldi, i Særdeleshed »Ansvarlighedskontiene«,
d. v. s.

1. Konto for Indkobsafdelingen,

2. Konto for Produktionsafdelingen,
a. Afvigelse i LOll og I. P.0.,
b. Afvigelse i Materialeforbrug samt

3. Konto for Salgsafdelingen,

kan der udledes følgende Oplysninger:

Konto for Materialer udviser paa normal Vis Beholdningen af Materialer
til Erhvervspris.

Konto for Indkøbsafdelingen har registreret en »Avance« paa 1150 hidrørende fra, at Indkøbsprisen i Forbindelse med de faktiske Omkostninger udgør mindre end de anvendte Raavarer ansat til Standardpris.

En nærmere Undersøgelse vil oplyse, om Avancen skyldes Svingning i Beskæftigelsesgraden eller fordelagtigt Indkøb (Mer- eller Mindreforbrug af Raavarer). Saafremt Avancen skyldes Beskæftigelsesgradens Svingning, d. v. s. Overdækning for faste Omkostninger, kan man næppe hævde, at Indkøbsafdelingen har ydet en bedre Indsats end ventet, men Fortjenesten burde maaske nærmere overføres til Salgsafdelingen. Dette Forhold eliminerer imidlertid ikke den Værdi, der ligger i at registrere Indkøbsafdelingens Resultat.

For Produktionsafdelingens Vedkommende er Fordelene ved Ansvarlighedssynspunktet
imidlertid tydeligere, særligt naar Regnskabet
som her opdeles paa to Konti.

Konto for Afvigelser i Direkte Løn og I. P. O. udviser en »Avance«
paa 1.600, idet Produktionens Andel

En nødvendig Opspaltning i faste og bevægelige Omkostninger af saavel Tillægget (Kr. 30.300) og af virkelige Omkostninger vil vise, om der er Tale om en Besparelse, eller om »Avancen« vedrører Overdækning af faste Omkostninger.

Paa Konto for Afvigelser i Materialeforbrug findes en »Tabssaldo«
paa Kr. 3.000,—.

Da det i Standardprisen for Halvfabrikata og Færdigfabrikata ansatteBeløb
til Dækning af Direkte Løn og I. P. O. er identisk med de
fra Konto for Afvigelse i Løn og I. P. O. overførte Beløb Kr. 30.300,

maa Differencen hidrøre fra Merforbrug af Materialer. Ifølge Indkøbsafdelingener
der anvendt 7000 Enheder å Kr. 3,— = Kr. 21.000.

Til en Produktion af

500 Halvfabrikata og
9000 Fserdigfabrikata

burde imidlertid ifølge Forkalkulation kun medgaa

hidrører derfor fra et Merforbrug i Forhold til Forkalkulation paa
ialt 1000 Enheder.

Konto for Salgsafdelingen registrerer en Avance paa Kr. 26.550,
der fremkommer som Forskellen mellem den bogforte Brutto-

og de virkelig paalebne Salgs- og Administrationsomkost-

I Eksemplet er ikke fastsat noget Enhedsbeløb for Salgsomkostninger pr. solgt Enhed. Var dette Tilfældet, vilde man paa lignende Maade, som anført for de øvrige Konti, kunne registrere »Avance« eller »Tab« hidrørende fra Salgsafdelingens Indsats.der maa læses under tilbørlig Hensyntagen til saadanne Svingninger i Beskæftigelsesgraden, der kan siges at være denne Afdeling uvedkommende.

Som tidligere anført rummer disse Synspunkter store Muligheder for Fremtidens Regnskabsvæsen. Pladsen her tillader imidlertid ikke en udførligere Behandling af Emnet, der vil blive givet ved en anden Lejlighed.

Med denne Oversigt over Stadier paa Regnskabsvæsenets Vej er
vist de væsentligste Fremskridt inden for Kontoplanen i den industrielle
Virksomhed op til vore Dage.

Som tidligere anført, anser jeg det for at være af væsentlig Betydning, at Forbedringer i det industrielle Regnskabsvæsen indføres overalt, hvor der er Jordbund derfor, under tilbørlig Hensyntagen til de individuelle Forhold i Virksomheden. Det gamle Ord om, at hvad der kurerer en Smed, slaar en Skræder ihjel, har ogsaa Gyldighed, naar Talen er om Tilrettelægning af Regnskabsorganisation og Kontoplaner for Erhvervsvirksomheder.