I. Tinglysningsvæsenets Udvikling.

Det er en meget gammel Regel, at Overdragelse af fast Ejendom
skal ske paa Tinge. Jydske Lov (af 1241) siger: »Paa Tinge skal
mand Jord skiøde oc ey andersteds«.

Af de andre »Landslove«, der ikke er egentlige Love, men Samlinger af Retsregler, der er fastslaaede ved Domstolenes (Tingenes) Praxis, og som antages at være nedskrevne i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede, medens selve Reglerne altsaa antages at være ældre, siger Skaanske Lov (der antages at være en Bearbejdelse af en tidligere nedskreven Samling), at Jord, som sælges, skal skødes paa Tinge, men den forudsætter dog, at Skødning ogsaa kan foregaa udentings. Kong Eriks sjællandske Lov (der ligeledes er en Privatsamling og ikke kan henføres til nogen bestemt Konge, selv om den kaldes Kong Eriks Lov) tillægger Skødning paa Tinge en større Beviskraft end Skødning uden for Tinget, men tillader altsaa saadan Skødning.

Skødningen foregik under lagttagelse af visse Former. En saadan Form er beskreven i Andreas Sunesons Parafrase (en paa Latin affattet Samling af Retsregler gældende for Skaane, der antages at være en Bearbejdelse af en tidligere Samling): Sælgeren kastede noget Jord fra den solgte Ejendom i Køberens udbredte Kappe eller i hans Skød, som det udtrykkes et andet Sted (deraf Benævnelsen Skødning om Overdragelse af fast Ejendom).

Saadanne Former iagttoges ogsaa ved Skødning paa Tinge, der foregik
mundtligt (Tinglysning, d. v. s. Bekendtgørelse paa Tinge).

Efterhaanden som Skrift kom i Brug, udfærdigedes der skriftlige Skøder, og dette medførte, at man i et længere Tidsrum nøjedes med saadanne og undlod Skødning paa Tinge; dette gjaldt navnlig for Adelens Vedkommende.

Beviset for en Skødning førtes ved, at de, der havde været til Stede paa Tinge, Tingmændene, bevidnede, at en Overdragelse var foregaaet (Tingsvidne); da Skrift kom i Brug, udfærdigedes et skriftligt Bevis for, at en Overdragelse var foregaaet.

Tingbøger førtes oprindelig ikke paa Tingene, hvor alt foregik mundtligt. Først i 1551 kom der et almindeligt Paabud om, at der skulde føres en Tingbog ved hvert Ting, men Tingbøger havde dog længe forinden været brugt adskillige Steder, saaledes i København siden 1292.

I Tingbøgerne blev da de Skøder, der blev læst paa Tinge, indført.

Ved Chr. V's Danske Lov af 15. April 1683 ordnedes Tinglysningsvæsenet for lange Tider. Det hedder i ste Bogs 3die Capitel Artikel 28: »Paa Tinge skal mand Huus og Jord skiøde og ej andenstæds, det er paa det Herrets-, Birke- eller Byeting, som Huus og Jord ligger under, om det er Kiøbstædgods, eller Borgers, eller Bondes Jord; men til Landstinget, om det er frit Jordegods. Og skulle alle Skiøder læses og paaskrives« ....

I Iste Bogs Bde Capitels 2den Artikel foreskrives, at Skriverne ved Retten »skulle have een hver sin Ting- eller Raadstuebog, eller Protokol, sampt alle Retten tilhørige Bøger numererede, igennemdragne og forseglede«, og i 4de Artikel, at de skal have »een Bog, hvorudi alle Pante- Mageskifte- Skøde- og Gave-Breve, Maningsbreve og deslige, efter at de for Retten ere læste, og baade af Dommeren og Skriveren paaskrevne, Ord fra Ord skulle indføres, og een hver til Efterretning deraf skriftlig givis, som haver fornøden at vide, om det Gods, som til Pant tilbydes, mageskiftis, skiødis, eller givis, til andre tilforn er pantsat eller afhændet.«

Der paabødes altsaa Tinglysning af Pantebreve, Mageskiftebreve, Skøder, Maningsbreve (en Forskrivning, hvorved Skyldneren forpligtede sig til i Tilfælde af Misligholdelse af hans Forpligtelser at forblive paa et bestemt Sted; saaledes var f. Ex. et Værtshus i København, »Store Lækkerbisken«, et meget anvendt Indmaningssted).

Ved flere senere Bestemmelser udvidedes Omraadet for Tinglysningens

I Tingbøgerne indførtes Dokumenterne efterhaanden, som de fremkom til Læsning, altsaa i kronologisk Orden; der fandtes ikke noget Sted, hvor alle Oplysninger om den enkeltes Ejendom var samlede; altsaa et Realregister fandtes ikke, men ved en Forordning af 7. Februar 1738 paabødes Indførelsen af »akkurate alphabetiske Registre, ei alene over Debitorernes og Kreditorernes Navne, men paa Landet eller ved Landstingene endog over Jordegodser, som pantsættes, skjødes eller mageskiftes«, og ifølge Plakat 1. August 1759 skulde der i København indrettes 12 Pante- og Skødeprotokoller, 1 for hvert af Stadens Quarterer, hvori alle Gaarde og Huse efter Matr. Nr. skulde indføres.

Indretningen af Realregistre forudsætter en Registrering, Matrikulering (af Stammen mater = Moder), af alle Landets Ejendomme. En saadan Matrikulering blev, af skattemæssige Hensyn, første Gang foretaget i 1664.

Denne Matrikel blev udarbejdet paa Grundlag af Jordegodsernes
Jordebøger.

1688 indførtes en ny Matrikel paa Grundlag af Opmaaling og Vurdering
af Jorderne. Denne Matrikel var gældende i ca. 150 Aar, dog ikke
for Bornholm, hvor den gamle Matrikel vedblev at gælde.

Ved kgl. Resolution af 16. Maj 1804 paabødes Udarbejdelsen af en ny Matrikel omfattende det egentlige Landbrugsareal. Jorderne blev derefter taxerede og opmaalte og Kort over dem udarbejdede, og den paa Grundlag deraf udarbejdede Matrikel traadte i Kraft i 1844 og er vedblivende gældende.

For Købstædernes Vedkommende blev der ved Forordningen af 26. Januar 1682 »anlangende Kiøbstæderne udi Danmark« sat en »Grundtaxt« paa Gaarde, Huse og Grunde, der skulde »taxeres efter hvert Steds Vilkaar, enten Pladsen er øde eller beboet« .... »Taxten paa Gaarde, Huse, eller hvis Pladser i Kiøbstæderne er beliggende, skal sættes, som de ligge belejlige til Næring og Brug.«

Ny Matrikulering af Købstadgrundene blev foretaget i Henhold til
en Lov af 11. Februar 1863.

For Københavns Vedkommende blev der indført en »Grundtaxt-
Matricul« ved Reskript af 19. Marts 1756 paa Grundlag af en i Aarene
1742—1756 foretagen Opmaaling og Matrikulering.

Ny Grundskats Matrikel indførtes efter Anordning af 21. April 1812,
og ved Loven af 14. Decbr. 1857 indførtes en Grundtaxt for Stadens
udenbys Grunde.

Under 28. Marts 1845 udkom en »Forordning ang. Registrene over Sk jøde- og Panteprotokollerne«, hvorefter enhver Ejendom fik sit særlige Folium med Angivelse af Matr. Nr. og Henvisning til de Steder i Skøde- og Panteprotokollerne, hvor de Ejendommen vedkommende Dokumenter fandtes optagne, og med Oplysning om, hvem Ejendommen tilhører, hvad der hæfter paa samme, og hvad der i øvrigt er tinglæst, som kan have Indflydelse paa Ejerens Ret til at raade over samme.

Denne Forordning bruger Udtrykket tinglæse og Tinglæsning, der blev gængs indtil 1927. Dokumenterne blev oplæst paa Tinge, dog ikke fra Ende til anden, i alt Fald ikke i de senere Tider, men kun med Angivelse af Dokumentets Art og Genstand og Parternes Navne, ofte kun med Angivelse af Løbenumre eller end ikke saa meget.

Endelig har vi faaet en ny Ordning af Tinglysningsvæsenet, som
det nu hedder, ved Loven af 31. Marts 1926, der traadte i Kraft 1. April
1927. (Tinglysningsloven.)

II. Tinglysningens nuværende Praksis.

A. Tinglysning af Rettigheder over faste Ejendomme.

Ifølge Tinglysningsloven skal alle Rettigheder over fast Ejendom lyses til Tinge for at faa Gyldighed mod Aftaler om Ejendommen og mod Retsforfølgning. Dog skal Brugsrettigheder (f. Eks. Leje og Forpagtningskontrakter), der ikke er stiftet paa længere Tidsvilkaar end de sædvanlige, ikke tinglyses, idet de er gyldige mod enhver uden Tinglysning, og det vil sige, at de overhovedet ikke kan tinglyses, idet Loven bestemmer, at Dokumenter, hvis Tinglysning er aabenbart overflødig, skal afvises. Derimod skal langvarige Kontrakter om Brugsrettigheder, hvilket efter Loven vil sige Kontrakter med længere Opsigelsesvarsel end fra Sankt Hansdag til næstfølgende Iste Maj for Landbrugsejendommes Vedkommende og et halvt Aar for andre Ejendommes Vedkommende, tinglyses for at have Gyldighed mod andre. De paa fast Ejendom hvilende Skatter og Afgifter til Stat og Kommune og Forsikringsbidrag til de af Staten anerkendte Brandforsikringsselskaber skal heller ikke tinglyses. Endvidere undtages Ydelser, der hidrører fra Foranstaltninger, der tjener til at sikre Ejendommens Forsyning med Vand, Lys, Varme og lignende, dens Forbindelse med Omverdenen (Veje), Afledning eller Fjernelse fra Ejendommen af Vand eller andet, naar den paagældende Foranstaltning foretages af det Offentlige eller efter en af det Offentlige given Bemyndigelse.

Landet er inddelt i Kredse, hver med en Underret. Tinglysningen
sker ved Underretten.

Som Grundlag for Tinglysningen kræves et Dokument, der indleveres til Tinglysning ved Underretten i den Kreds, hvori den Ejendom, Dokumentet angaar, ligger. Samtidig indleveres en Genpart, der skal være skreven paa et særligt, ved Justitsministeriets Foranstaltning fremstillet Genpartpapir, der er forsynet med Perforeringer, saaledes at det kan indheftes i et Omslag (Ejendommens Akt).

Alle Dokumenter vedrørende fast Ejendom, der anmeldes til Tinglysning,indføres efterhaanden, som de anmeldes, i en Dagbog, der for hver Søgnedag giver en Fortegnelse med Løbenumre over alle Dokumenter,der er indleveret til Tinglysning den paagældende Dag.

Dokumentet og Genparten faar efter Indførelsen Paategning herom
med Angivelse af Indførelsesdatoen.

Dokumentet skal være underskrevet af Udstederen og skal indeholde Angivelse af Ejendommens Matrikel-Nummer, Anmelderens Navn og Bopæl — Anmelderen vil ofte være forskellig fra Parterne, f. Eks. en Sagfører. Pantebreve skal angive Kreditors Bopæl og skal, ligesom Skøder, være forsynet med Underskrift af Vitterlighedsvidner — en Sagfører eller 2 andre Personer med Angivelse af Stilling og Bopæl — der bevidner Underskriftens Ægthed, Dateringens Rigtighed og Udstederens Myndighed.

Mangler i disse Retninger ligesom Mangel af Genpart medfører
Afvisning fra Dagbogen, med mindre Manglen afhjælpes, hvad der er
aabnet Adgang til.

Foruden Dagbogen føres en Tingbog, hvori hver Ejendom i Retskredsen har sit Blad (Ejendomsbladet) med Angivelse af Ejendommens Matrikelnummer (f. Eks. Matr. Nr. 10 Gladsaxe By og Sogn), og hvori alle den paagældende Ejendom vedkommende Dokumenter noteres.

Efter Indførelsen i Dagbogen undersøger Dommeren i Underretskredsen, hvorvidt der efter Tingbogen er noget til Hinder for Tinglysningen, f. Eks., om den, der i Dokumentet anføres som Udsteder, efter Tingbogens Udvisende er berettiget til at disponere over Ejendommen, om Prioritetsordenen er rigtigt angivet m. m., og i det hele, om Tinglysningslovens Fordringer er opfyldt. Saaledes skal et privat Dokument for at kunne tinglyses efter sit Indhold gaa ud paa at fastslaa, stifte, forandre eller ophæve en Ret over en bestemt fast Ejendom og skal som nævnt fremtræde som udstedt af den, der ifølge Tingbogen — eller ved Pantebreve ifølge Transport (idet Transport paa Pantebreve vel kan tinglyses, men ikke kræves tinglyst) — efter Tingbogens Udvisende er berettiget til at disponere over Ejendommen. Ved Tinglysning af et Pantebrev skal det sidst tinglyste Skøde paa Ejendommen følge med. Et Skøde, hvorved efter Loven forstaas ethvert Dokument, der overdrager Ejendomsret til en bestemt fast Ejendom eller en Del af en saadan, maa for at kunne tinglyses som Adkomst ikke være knyttet til andre Betingelser end Købesummens

Et Skøde skal altsaa angaa en bestemt Ejendom; angaar det en übestemt Del af en Ejendom, f. Eks. 500 m2m² af Matr. Nr. 10, maa der foreligge Udstykningstilladelse med nyt Matr. Nr. for den paagældende

Et Skøde eller Pantebrev kunde efter den før 1927 gældende Ret

tinglyses, selv om Udstederen ikke efter Skøde- og Panteprotokollen havde Adkomst paa Ejendommen, idet Dokumentet da blev tinglyst med Retsanmærkning om, at Udstederen savnede Adkomst, og saadan Anmærkning skete endda ikke, naar Dokumentet havde Paategning om, at Retsanmærkning frafaldtes. Noget saadant er nu udelukket efter Tinglysningsloven.

Ved Skøders Tinglysning skal der tillige foreligge forskellige Paategninger
og Dokumenter, bl. a. Paategning om Ejendomsskyldens
Størrelse og en Indberetning til Skattemyndighedrne.

Pantebreve skal altid angive de enkelte foranstaaende Hæftelser og
disses Beløb.

Dokumenter om Servituter skal angive, hvem der har Paataleret,
hvis Servituten ikke respekteres.

Skadesløsbreve (Pantebreve, der giver Pant for, hvad Debitor
maatte skylde Kreditor, altsaa ikke for noget bestemt Beløb) skal
angive et Maksimumsbeløb.

Er der herefter noget til Hinder for Tinglysningen, vil Dokumentet blive afvist fra Tingbogen, altsaa ikke blive noteret paa Ejendommens Blad. Undertiden vil det dog kunne blive tinglyst med Bemærkning om Mangelen, f. Eks. naar et Pantebrev angiver Prioritetsstillingen forkert. Dette vil ofte forekomme. Naar f. Eks. en Grund er udstykket fra en Ejendom til Bebyggelse, vil der i Reglen blive optaget et Laan i en Bank til Dækning af Byggeomkostninger —■ et Byggelaan. Naar Bygningen er færdig, vil der i Reglen blive optaget et Kreditforeningslaan med Iste Prioritet i Ejendommen. Naar da det til Kreditforeningen udstedte Pantebrev fremkommer til Tinglysning, vil det blive tinglyst med Retsanmærkning f. Eks. saaledes:

»Indført i Dagbogen for Retskrds Nr. 6 Helsingør Købstad m. m.
den 17. Novbr. 1937. Lyst. Anm.: »Til Hinder for Pantsætningen er
Pantebrev til Banken for N N Købstad og Omegn, stor 10.000 Kr.«.

Banken vil ikke lade sit Pantebrev udslette, før Laanet er indfriet, og Kreditforeningen vil ikke udbetale Debitor Kreditforeningslaanet uden at faa Iste Prioritet. Konflikten bliver da løst paa den Maade, at Banken faar Fuldmagt til at modtage Kasseobligationerne og sælge dem. Naar den har gjort sig betalt af Provenuet (og udbetalt det overskydende til Pantedebitor), lader den sit Pantebrev udslette af Tingbogen ved en Paategning paa Pantebrevet f. Eks. saaledes: »Nærværende Pantebrev kvitte res herved til Aflysning og Udslettelse« el. lign., og den Kreditforeningens Pantebrev meddelte Retsanmærkning udslettes da ved en Paategning fra Tinglysningskontoret, f. Eks. saaledes: »Ovenstaaende Retsanmærkning annulleres«.

I det her nævnte Tilfælde er den urigtige Angivelse af Prioritetsstillingen altsaa nødvendig. I andre Tilfælde er den urigtige Angivelse af Prioritetsstillingen ligefrem en Fejl. En Mand har f. Eks. en Prioritet paa 5000 Kr. i en Ejendom med Prioritet næst efter Kreditforenings - og Hypothekforeningslaan. Han laaner derefter Debitor yderligere 2000 Kr., der altsaa, hvis intet andet aftales, faar Prioritet næst efter Kredit- og Hypothekforeningslaanene og de nævnte 5000 Kr. I Pantebrevet staar der imidlertid, at de 2000 Kr. har Prioritet jævnsides med de 5000 Kr. Pantebrevet paa 2000 Kr. vil da blive tinglyst med en Retsanmærkning, der lyder f. Eks. saaledes: »Ovennævnte Pantebrev, stort 5000 Kr., ses ikke at skulle respektere nærværende Pantebrev som sideordnet.«

Dette vil kunne faa Betydning ved en eventuel Tvangsauktion over Ejendommen, hvis der ikke udkommer noget til Dækning af den sidste Prioritet; Pantebrevene kan jo være transporterede til andre, saa de ikke længere begge har samme Kreditor.

Naar et Dokument saaledes tinglyses med Retsanmærkning, noteres det i Tingbogen blot med Anførelse af Ordet »Anmærkning«; f. s. v. angaar Pantebreve indføres Anmærkning om Prioritetsordenen kort. løvrigt paategnes Anmærkningen som tidligere nævnt selve Dokumentet og Genparten, der indsættes i Ejendommens »Akt«. Akten indeholder altsaa Genparterne af alle de paa Ejendommens Blad i Tingbogen noterede Dokumenter, der opbevares i særlige, dertil indrettede Skabe i Omslag, som er mærkede med Litra og Nummer. Ejendomsbladet i Tingbogen forsynes med Paategning om, hvor Akten findes, ligesom Omslagene faar Paategningen om, hvor i Tingbogen Ejendomsbladet

Er et Skøde knyttet til andre Betingelser end Købesummens Betaling, vil det som nævnt ikke kunne tinglyses som Adkomst men vil da ofte kunne tinglyses som Hæftelse paa Ejendommen og blive noteret i den for Hæftelser bestemte Rubrik i Ejendomsbladet.

Er der ikke noget til Hinder for Dokumentets Tinglysning, eller kan det tinglyses med Retsanmærkning, noteres Dokumentet kort med Angivelse af dets Art, Udsteder, hvem det er udstedt til, samt Ordet »lyst« eller »aflyst« og Dato for Indførelsen i Dagbogen paa Ejendommens Blad i Tingbogen (Ejendomsbladet); for saa vidt det tinglyses med Anmærkning, tilføjes som tidligere nævnt Ordet »Anmærkning«.

Dokumentet er da tinglyst, og Retsvirkningerne deraf regnes fra
den Dag, da Dokumentet anmeldes til Tinglysning, altsaa fra Indførelseni
Dagbogen. Dokumentet har da Fortrinsret frem for utinglysteDokumenter

lysteDokumentervedrørende samme Ejendom og Dokumenter, der tinglyses senere. Dog ligestilles Dokumenter, der amneldes til Tinglysningsamme Dag. For saa vidt de paa samme Dag anmeldte Dokumenterer i Strid med hinanden, faar de Retsanmærkning herom. Hvis der f. Eks. samme Dag anmeldes til Tinglysning paa samme Ejendom et Pantebrev paa 2000 Kr. og Udskrift af Fogedbogen om Udlæg i Ejendommen for 500 Kr., og der ved en eventuel Tvangsauktionover Ejendommen ikke bydes mere, end at der, efter at de foranstaaende Prioriteter er dækkede, kun udkommer 1000 Kr. til Dækning af de heromhandlede Krav, faar Kreditor efter Pantebrevet paa 2000 Kr. 800 Kr. og Udlægshaveren 200 Kr.

Naar et Dokument er indført i Tingbogen, kan den, der paa Grundlag af dette Dokument erhverver Rettigheder over Ejendommen, ifølge tinglyst Aftale — eller ifølge Transport paa et Pantebrev (en saadan Transport kan som tidligere nævnt tinglyses, men behøver det ikke) — ikke mødes med andre Indsigelser mod nævnte Dokuments Gyldighed, end at det er falsk eller forfalsket, eller at dets Udstedelse retsstridigt er fremkaldt ved personlig Vold, eller ved Trusel om øjeblikkelig Anvendelse af saadan, eller at Udstederen var umyndig ved Udstedelsen. Utinglyste Rettigheder maa altsaa vige for den tinglyste Ret, med mindre Erhververen ikke var i »god Tro«, hvorved efter Tinglysningsloven forstaas, at Erhververen ikke kender den utinglyste Ret og ej heller ved grov Uagtsomhed er Skyld i sit Ukendskab til den.

I de Tilfælde, hvor den godtroende Erhverver herefter ikke erhverver nogen Ret over Ejendommen, altsaa naar det paagældende Dokument er falsk, forfalsket, aftvunget eller udstedt af en umyndig, har han ifølge Tinglysningsloven Krav paa Erstatning af Statskassen. Godtroende Erhververe er altsaa i alle Tilfælde beskyttede mod at lide Tab paa Grund af Mangler ved Udstedelsen fra første Haand af et Dokument enten ved, at de ikke behøver at respektere Indsigelser, eller ved, at de faar Erstatning, naar de maa respektere dem.

Med Hensyn til Erhververe ifølge Transport er det bestemt i Tinglysningsloven,at den, der har et tinglyst Pantebrev i Hænde med en i Formen lovlig Adkomst, ikke er pligtig at udlevere det til den, fra hvem det er bortkommet, med mindre det godtgøres, at han ved Erhvervelsenhar gjort sig skyldig i Uagtsomhed. Altsaa hvis f. Eks. et Pantebrev er stjaalet fra Besidderen og forsynet med falsk Transport, er den, der erhverver Pantebrevet ved Transporten uden at have udvistUagtsomhed ved Erhvervelsen, ikke pligtig at udlevere Pantebrevettil den bestjaalne, hvis Ret altsaa gaar tabt, en Regel, der i det væsentlige svarer til Gældsbrevslovens § 14 om Omsætningspapirer og

til Veksellovens Regel om, at den, der har en Veksel i Hænde med en i Formen lovlig Adkomst, ikke er pligtig at udlevere den til den, fra hvem den er bortkommet, med mindre han ved Erhvervelsen ikke har været i god Tro eller har handlet med grov Uagtsomhed — altsaa en højere Grad af Uagtsomhed end efter Tinglysningsloven.

Fordringen om god Tro som Betingelse for Fortrængelse (Ekstinktion) af Rettigheder gælder ikke Kreditorer, der forfølger deres Krav med Udlæg eller Arrest. Selv om de ved, at der f. Eks. eksisterer en utinglyst Ret, der kommer i Strid med Udlæget eller Arresten, er det uden Indflydelse paa deres Prioritetsstilling.

I Chr. V's Danske Lov hedder det som anført i den historiske Indledning, at Formaalet med Indretningen af Skøde- og Pantebøger er, at man deraf kan faa Oplysning om, hvorvidt det Gods, som sælges eller pantsættes, tilforn er solgt eller pantsat til en anden, og paa samme Maade har Formaalet med hele den senere Lovgivning om Tinglysningsvæsenet været at indrette det saa hensigtsmæssigt og sikkert virkende som muligt; saaledes staar der i Indledningen til den tidligere nævnte Forordning af 28. Marts 1845 ang. Registrene over Skjøde- og Panteprotokollerne, at Kongen har taget under Overvejelse, hvorledes der yderligere kunde sørges for, at de for Ejendomsrettens Sikkerhed og Krediten saa vigtige Registre over Skjøde- og Panteprotokollerne overalt erholde en aldeles hensigtsmæssig Indretning.

Ogsaa Tinglysningslovens Hovedformaal eller i alt Fald et af dem har været at styrke Tilliden til de tinglyste Dokumenter. Man skal kunne stole paa de Oplysninger, man faar af Tingbøgerne, og være sikret mod at komme til at lide Tab ved denne Tillid. Derfor er man gaaet saa vidt, at man har paalagt Statskassen at garantere for disse Oplysningers Paalidelighed, ogsaa fordi Statskassen har betydelige Indtægter af Tinglysningsvæsenet. Erfaringen har i øvrigt vist, at Risikoen ikke er stor.

Tinglysningsvæsenets vigtigste Anvendelsesomraade er de faste Ejendomme, og disses Natur som uflyttelige (urørlige Ting, Immobilier, i Modsætning til Løsøre) er paa den anden Side en af Forudsætningerne for Systemets Sikkerhed; man ved altid, hvor de er, de flyttes ikke.

Ved fast Ejendom forstaas i Almindelighed Jordstykkerne med deres Bestanddele. I Tinglysningslovens Forstand er en fast Ejendom et selvstændigt Matr. Nr. eller en Bygning, der er opført paa en anden Mands Grund (f. Eks. en Tennishal, der er opført paa en lejet Grund) eller en Bygning, der er opført paa Søterritoriet (f. Eks. en Badeanstalt).En

anstalt).EnBygning paa fremmed Grund faar sit eget Ejendomsblad
med Henvisning til og fra Grundens Ejendomsblad og behandles i
det hele som en selvstændig Ejendom.

Alle Skøder og Pantebreve, der anmeldes til Tinglysning, kundgøres tillige i »Tingbladet« (en særlig Afdeling af »Statstidende«) og opslaas paa Tinglysningslisten ved Retslokalet, men det er ikke en Betingelse for Tinglysningens Gyldighed.

Af de mange forskellige Arter af Dokumenter, der fremkommer til
Tinglysning paa fast Ejendom, kan nævnes:

Skøder (Dokumenter om Overdragelse af fast Ejendom), Pantebreve (Gældsbreve, der giver Pant i Ejendommen), Aftægtskontrakter, Dokumenter om Servituter, f. Eks. om Ret til Færdsel over Ejendommen (den »tjenende Ejendom«) til at tage Vand, Sten, Grus, skære Tørv og lign. (saadanne Rettigheder forbeholder Sælgeren af en fast Ejendom sig ofte i Skødet, og Bestemmelserne derom maa da tinglyses særskilt som Servituter), Landvæsenskommissionskendelser, Vandsynskendelser, Ekspropriationskendelser, Udskrifter af Fogedbogen om Arrest og Udlæg i fast Ejendom (Arrest udslettes, naar der er gaaet et Aar siden dens Tinglysning, og der ikke forinden er begæret ny Tinglysning), Konkursdekreter, Udskrifter af Skiftebøger vedrørende Arveudlæg og Hensidden i uskiftet Bo m. m., Umyndiggørelsesbeslutninger, Anordning af Lavværgemaal, for saa vidt den paagældende ejer faste Ejendomme, langvarige Leje- og Forpagtningskontrakter, Vielsesattest (idet Ægteskabet medfører, at en fast Ejendom, der er Fælleseje, og som tjener til Familiens Bolig, ikke kan sælges og pantsættes af den ene Ægtefælle uden den andens Samtykke), Ægtepagter, hvorved en fast Ejendom gøres til Særeje for den ene af Ægtefællerne, Forpligtelser for den, der til enhver Tid er Ejer af Ejendommen, til at være Medlem af et Andelsmejeri eller Andelsslagteri, Dokumenter om Ret til Anbringelse af Elektricitetsmaster og Nedlæggelse af Kabler i Jorden m. m. m.

I Landos »Mælkehandel« omtales et Tilfælde af Tinglysning af Pant i Lejekontrakt: en Mælkeforhandler, der har lejet Butik i en anden Mands Ejendom, giver sin Leverandør Underpant i Lejekontrakten. Hvis en saadan Pantsætning skal kunne tinglyses paa den paagældende Ejendom, maa den i alt Fald angaa en langvarig Lejekontrakt; dette hævdes i alt Fald i Vinding Kruses »Ejendomsretten«, idet som tidligere nævnt kun langvarige Lejekontrakter kan tinglyses, og endvidere maa Ejeren af Ejendommen samtykke, hvad denne gerne vil gøre, fordi Leverandøren i Reglen paatager sig Garanti for Lejen.

B. Tinglysning af Rettigheder over Løsøre.

Løsøre er rørlige, flyttelige Ting, Mobilier (der er det samme Ord
som Møbler, men naturligvis omfatter mere end det, man sædvanlig
forstaar ved Møbler).

Paa Grund af denne deres Natur er der for deres Vedkommende ikke noget bestemt Sted, hvor man kan samle alle Oplysninger om Rettigheder over dem. Tinglysningen foregaar derfor ved Ejerens personlige Værneting, og der skal finde fornyet Tinglysning Sted, naar Ejeren flytter til en anden Retskreds.

De Dokumenter, der her kan være Tale om, er Pantebreve og Udskrifter
af Fogedbogen om Arrest, derimod ikke Udlæg. Tinglysningen
foregaar ligesom m. H. t. fast Ejendom ved Underretskredsens Ret.

Dokumenter, der enten angaar en Persons Raadighed over Løsøre eller hans Formue i Almindelighed (altsaa baade fast Ejendom og Løsøre) indføres ligesom Dokumenter, der alene angaar fast Ejendom, i Dagbogen og derefter i en særlig Personbog.

Naar Dokumentet er indført i Dagbogen, undersøges det, om Pantets Ejer tidligere har pantsat Tingene, eller der tidligere er gjort Arrest i dem. Dokumenterne skal betegne Tingene saa nøjagtigt som muligt, for at deres Identitet kan konstateres. Findes det da, at der tidligere er disponeret over de samme Ting paa de nævnte Maader, gives der Retsanmærkning derom.

Pantebreve, der giver Underpant i Løsøre, skal anmeldes til Tinglysning senest 7 Dage efter deres Oprettelse. Tinglysningen sker som tidligere nævnt ved Pantsætterens personlige Værneting eller, hvis han ikke har noget Værneting her i Landet, ved Københavns Byret.

Flytter Pantsætteren til en anden Retskreds, skal der inden 14 Dage
efter Flytningen ske fornyet Tinglysning i denne.

Pantebrevet skal tinglyses for at faa Gyldighed mod Aftaler, der i
god Tro indgaas med Pantets Ejer om det pantsatte Løsøre, og mod
almindelige (uprivilegerede) Kreditorer.

Sker Tinglysning ikke inden de nævnte Frister, er Pantebrevet ugyldigt
i Forhold til Trediemand.

Pantebreve, der giver Pant i Løsøre, udslettes, naar der et gaaet
10 Aar siden deres Tinglysning, med mindre der forinden er anmeldt
ny Tinglysning.

Arrester udslettes, naar der er gaaet et Aar efter Tinglysningen, og
der ikke forinden er anmeldt ny Tinglysning.

Ved Dokumenter vedrørende en Persons Raadighed over hans Formue
i Almindelighed, sigtes der navnlig til Umyndiggørelse, Lavværgemaal
og den saakaldte tinglyste Skifteekstrakt.

Umyndiggørelse og Lavværgemaal skal tinglyses for at faa Gyldighed over for Aftaler, der i god Tro indgaas med den umyndiggjorte eller den, der er sat under Lavværgemaal (d. v. s., at den paagældende ikke kan indgaa Retshandler paa egen Haand, men kun i Forbindelse med Lavværgen).

Ved tinglyst Skifteekstrakt forstaas en Aftale til Skifteprotokollen, hvorefter den længstlevende af to i Formuefælleskab levende gtefæller Ægtefællens Død kan undlade at udbetale umyndige Børns og Børnebørns Arv mod at give dem Pant i det hele 80.

Ogsaa Ægtepagter skal tinglyses for at faa Gyldighed over for
Trediemand. De indføres ligesom de nysnævnte Løsøredispositioner i
Personbogen, men i en særlig Afdeling af denne.

Ved Justitsministeriets Foranstaltning føres et Register over alle indtegnede Ægtepagter, hvoraf man mod Gebyr kan faa Oplysning om, hvorvidt en Ægtepagt er indgaaet, og da hvornaar og hvor den er tinglyst. Ægtepagtens Indhold kan man da gøre sig bekendt med paa vedkommende Underrets Kontor.

Naar et tinglyst Dokument er ophørt at gælde, f. Eks. naar et Pantebrev bliver indfriet, en Umyndiggørelse ophævet og lign., finder der en Aflysning Sted efter lignende Regler som Tinglysningen m. H. t. Genpart, Indførelse i Dagbog og Tingbog m. v. Ved Aflysningen udstreges den paagældende Tilførsel i Tingbogen.

Pantebreve kan kun aflyses efter Kvittering paa Dokumentet eller ifølge Mortifikationsdom eller ifølge Udfaldet af en Tvangsauktion — dokumenteret ved Udskrift af Retsbogen — over den paagældende Ejendom, hvorefter der intet udkom til Dækning af Pantebrevet. Blev der Dækning for en Del af Beløbet, aflyses den udækkede Del.

Skadesløsbreve kan aflyses og udslettes efter særskilt, løs Kvittering fra Kreditor, med mindre andet er vedtaget i Skadesløsbrevet. I de til Banker udstedte Skadesløsbreve fordres det i Reglen, at Udslettelse og Aflysning kun kan finde Sted efter Kvittering paa selve Skadesløsbrevet.

For Tinglysning og Aflysning betales der Afgifter, som er fastsatte i
en særlig Lov om Afgifter ved Tinglysning.

Tinglysningen er, som det fremgaar af det foregaaende, nødvendig,
for at den paagældende Aftale m. v. kan faa Gyldighed over for andre.

Mellem Parterne selv er Aftalen derimod gyldig ogsaa uden Tinglysning.Den,
der køber eller faar Pant i en Ejendom eller faar Pant

i Løsøre, erhverver Ret, selv om han ikke lader sin Ret tinglyse; han er blot udsat for at miste sin Ret, hvis han ikke lader den tinglyse. Hvis Sælgeren eller Pantsætteren saaledes sælger eller pantsætter Ejendommen eller Løsøret til en anden, som lader sin Ret tinglyse, mister den første Erhverver sin Ret, men han kan da gøre saa vel civilretligtAnsvar (Erstatning) gældende over for sin Medkontrahent som eventuelt strafferetligt Ansvar, idet der ofte vil foreligge et Bedrageri.

De særlige Bestemmelser, der paa nogle Punkter gælder for Sønderjyllands
Vedkommende, er ikke omtalt i nærværende Fremstilling.

III. Registrering af Rettigheder over Skibe.

Skibe er Løsøre, men omfattes ikke af Tinglysningslovens Regler.

Ifølge Skibsregistreringsloven af 1892, som den er ændret i 1927, skal alle her i Riget hjemmehørende Skibe, som maales til en Register-Tonnage af 20 Tons Brutto eller derover, med Undtagelse af Krigsskibe og Troppetransportskibe, indføres i et offentligt Register, der benævnes »Det almindelige Skibsregister«.

Danske Skibe, som maales til en mindre Register Tonnage end den
ovennævnte, skal optages paa en Fortegnelse, der benævnes »Fartøjsfortegnelsen«.

Skibe, der er optaget i et af de nævnte Registre, kan endvidere optages paa »Særregistre« f. Eks. som Fiskerfartøj, Stenfiskerfartøj og Lystfartøj. »Det almindelige Skibsregister« føres af Skibsregistreringskontoret i København.

Riget er inddelt i Registreringsdistrikter. For saa vidt angaar Distrikterne uden for København varetages Forretningerne af Toldkamrene, for det københavnske Distrikts Vedkommende af Skibsregistreringskontoret i København, hvis Forretningsomraade altsaa baade er Riget i Almindelighed og specielt København.

Ved Skibsregistreringskontoret i København føres: 1) en Registreringsdagbog svarende til Tinglysningsdagbogen ved Underretterne, 2) et Skibsregister svarende til Tingbøgerne med Ejendomsbladene ved Underretterne, 3) en Skibs-, Skøde- og Pantebrev-Protokol, hvori samtlige de private eller offentlige Retshandlinger, der gaar ud paa Stiftelse af Rettigheder i registrerede Skibe eller Andele i dem eller paa Raadighedsindskrænkninger, indskrives efter Tidsfølgen, i hvilken de er blevet registrerede, med Henvisning til den Skibet vedrørende Side i Skibsregistret, og 4) et Rederiregister over samtlige danske Rederier, som ejer registreringspligtige Skibe.

Distriktsregistreringskontorerne fører en Dagbog, hvori de til Registreringindsendte
Breve indtegnes med Angivelse af den Dag, paa

hvilken de er indkommet til Kontoret og afsendt til Skibsregistret i København; ligeledes indføres i samme de Registreringen m. m. vedrørendeSager, der er modtaget fra Skibsregistreringskontoret i København.Desuden fører Distriktsregistreringskontorerne Skibsregistre, hvori indføres de fra Skibsregistreringskontoret i København meddelteAfskrifter af alt, hvad der sammesteds er anmeldt vedrørende de i vedkommende Distrikt hjemmehørende Skibe.

Fartøjsfortegnelsen føres af Registreringskontorerne, i København
dog af Overskibsinspektoratet, og har 6 Afdelinger, nemlig for Passager-,
Last-, Fisker-, Stenfisker- og Lystfartøjer samt Pramme.

Ved Siden af det almindelige Skibsregister fører Skibsregistreringskontoret i København Særregister over registreringspligtige Skibe, som anvendes til Fiskeri som Erhverv. Særregistrering som Lystfartøj kan efter Andragende finde Sted, naar Ejeren af Fartøjet skriftligt afgiver Erklæring paa Tro og Love om, at Fartøjet ikke vil blive benyttet til erhvervsmæssige Foretagender.

Sker der Overdragelse af Ejendomsret til registreret Skib, skal der inden 8 Dage efter, at Adkomsten er udstedt, ske Anmeldelse i Original og Genpart til Skibsregistreringskontoret i København, og inden samme Tid skal Adkomstbrevet med to Genparter indsendes til nævnte Kontor.

Adkomstbrevet vil i Reglen være et skriftligt Overdragelsesdokument, et Skøde, der maa indeholde en udtrykkelig Angivelse af, at Overdragelsen endelig fuldbyrdes ved dets Udstedelse, men kan ogsaa foreligge paa anden Maade, f. Eks. en Attest fra Registerføreren om, at Parterne, som da maa være ham bekendt eller have godtgjort deres Identitet for ham, er fremstaaet for ham og har bekræftet Overdragelsen — altsaa noget lignende som den gamle Tids Skødning paa Tinge.

Forinden Registreringen finder der en Undersøgelse Sted, bl. a., ved Overdragelse af Ejendomsret, om den anmeldte Ejers Adkomst, og er der intet til Hinder derfor, fuldbyrdes Registreringen. Dennes offentligretlige Virkninger indtræder fra Fuldbyrdelsen, Indtrædelsen af den privatretlige Virkning regnes fra den i Dagbogen registrerede Anmeldelsesdag, idet de paa samme Dag inden Kontortidens Udløb indkomne Anmeldelser regnes som samtidige.

Panteret i registrerede Skibe stiftes ved Pantebrevets Registrering efter samme Regler som Adkomstbrevets Registrering, dog er Søpanterettigheder (for Lodspenge, Bjergeløn, Skippers og Mandskabs Fordringer paa Hyre, Fordringer paa Bidrag til almindeligt Havari m. m.) undtagne fra Reglen om Registreringens Nødvendighed.