BEGREBET »HANDEL«

Litteratur: Angaaende de ældre Opfattelser siden Adam Smith samt engelsk Litteratur sml. frem for alt om Engroshandelen især: Th. N. Beckmann og Nath. H. Engle, »Wholesaling, Principles and Practice«, New York 1937. S. 17—33 passim. Om Detailhandelen: P. H. Nystrøm, Art. Retail Trade i »Encyclopedia of the Social Sciences«, New York 1934. Vol. XIV, S. 348. Angaaende den tyske Litteratur jfr. Ad. Lampe i Artiklerne »Einzelhandel« og »Grosshandel« i »Handworterbuch der Staatswissenschaften« 4. Opl. Af ældre Forfattere især Lexis, nu Lexis-Muhs »Das Handelswesen« 1. Bind, Berlin und Leipzig 1923. Om Begrebet Handel, Engroshandel og Detailhandel endvidere Popitz: »Kommentar zum Umsatssteuergesetz« 3. Opl. Berlin 1928, Ergånzungsband 1930, samt Luer: »Grundfragen der deutschen Absatzwirtschaft« i »Probleme des Deutschen Wirtschaftslebens, Erstrebtes und Erreichtes«, udg. af »Deutsches Institut fur Bankwissenschaft und Bankwesen«, Berlin und Leipzig 1937, S. 255—57. Af ældre Skrifter af grundlæggende Betydning, Ehrenberg: »Der Handel, seine wissenschaftliche Bedeutung« Jena 1897. Burri: »Die Stellung des Handels in der national-okonomischen Theorie seit Adam Smith«, Zeitschrift fur die gesamte Staatswissenschaft, 69. Bd. Paa skandinaviske Sprog især Sven Helander: Vår moderna Handel, Stockholm 1920. Bertil Ohlin: Utrikeshandel och handelspolitik, Stockholm d. s.: Handelens Uppgift och Organisation (i Belfrage og Horlins Haandbog: Handel och Industri, Stockholm 1926). Marius Vibæk: »Hvad er Handel?« i Den handelsvidenskabelige Læreanstalts Aarsberetning 1936 f37.

Vor Fremstilling af den moderne Handel skal vise Handelens funktionelle Betydning i vor Tids Samfundsliv, altsaa beskrive de Opgaver, der tilfalder den i vor kapitalistiske Samfundsstruktur, og de vigtigste Former, hvorunder den opfylder disse. Denne Opgave har i sin Helhed forholdsvis sjældent været Genstand for en fuldstændig Behandling.

Mange Lærebøger skelner endnu ikke mellem Handelsorganisation og Handels fjoZiVi/r. Under Handelspolitik plejer man fra gammel Tid at behandle alle de økonomiske Forholdsregler overhovedet der foretages Bf Statsmagten. Philippovich f. Eks. behandler under Overskriften »Varedetailhandelens Politik« næsten kun Detailhandelens Organisation.Et

1) Denne Artikel udger en Del af den omarbejdede Udgave af min Bog »Der moderne Handel«, 2. Opl. Tubingen 1925, som paataenkes udsendt neeste Foraar. Bogen vil paa Dansk udkomme i 2 Bind, ferst Bd. 1: Den moderne Engroshandel, hvortil naervaerende Artikel herer, som traeder i Stedet for den tidligere § 1. Forfatteren vil vsere taknemmelig for Udtalelser angaaende de her behandlede Spergsmaal. J.H.

Side 95

sation.Etandet Omraade inden for Handelen, nemlig Import- og Eksporthandelen, blev udskilt af Driftsøkonomiens østrigske Skole, som forsøgte at opbygge en særlig »Verdenshandels-Lære« heraf. Dog er man ikke i Stand til at opstille en »Indenrigshandels-Lære«, der er dens principielle Modsætning.

Fra det 20. Aarhundredes Begyndelse er selv en hensigtsmæssig Afgrænsning af Begrebet »Handel« blevet et Problem. Dette skete saavel som Følge af den faktiske Udvikling, som paa Grund af den mere dybtgaaende Indsigt, man fik i de samfundsøkonomiske Udviklingslove. Dog var man ved Verdenskrigens Begyndelse tilsyneladende blevet enige om, at man med Handel skulde forstaa »erhvervsmæssig Udveksling, Køb og Videresalg af økonomiske Goder for at opnaa Fortjeneste« (Lexis). Dybere var allerede Ehrenberg's Indsigt, da han gennemførte en skarp Deling mellem det privatøkonomisk-juridiske Begreb, Erhverv, og det samfundsøkonomiske Begreb, Funktion. Det sidstnævnte Begreb mente han at kunne dele i to: Overvindelse af Adskillelsen i Rummet mellem Varetilbud og Efterspørgsel, der skulde være Handelens Opgave, Overvindelse af Adskillelsen i Tid mellem Tilbud og Efterspørgsel, der skulde være Spekulationens Opgave.

Som vigtigste, ja, for mange eneste Opgave for Handelen betegnes Fordelingen af de økonomiske Goder, en Funktion, der er skarpt adskilt fra Urproduktion og Forædling af Varerne. Den kooperative Bevægelse har imidlertid frembragt Hand eisforetagender, der ikke stræber efter at opnaa nogen særlig Handelsfortjeneste. Den moderne Tendens til Storbedrift og især til Storforetagende har ofte ført til en Sammensmeltning af Handels- og Produktionsvirksomheder. I stadig slørre Maalestok har Handelen skænket de øvrige Erhverv, særlig Industrien, kommercielle Organisationsformer og ofte direkte eller indirekte leveret de kommercielle Ledere. Saaledes omfatter man idag med Udtrykket »Handel«, »Handelserhverv«, »Købmandsskab«, tre Arter af Begreber, der ofte ikke er tilstrækkelig skarpt adskilte, nemlig Handel som samfundsøkonomisk Funktion, som købmandsmæssig Opgave i alle Slags Virksomheder, og Handel, som selvstændigt Erhverv.

1. Handel i Almindelighed.

a) Handel som samfundsøkonomisk Funktion.

Den samfundsøkonomiske Opgave, som Begrebet Handel omfatter,
dækker over den organiserede Overdragelse af Goder fra Bedrift til Bedrifteller
fra Person til Person. Ifølge denne Definition er den lejlighedsvise,ikke

Side 96

hedsvise,ikkeorganiserede Vareafsætning fra de enkelte Producenters Side endnu ikke Handel, saalidt som Forbrugerens almindelige Indkøb. Det maa først dreje sig om en regelmæssigt virkende Organisation. Overdragelse af Goder skal paa ingen Maade blot forstaas bogstaveligt. Der behøver ikke at ske en virkelig Overdragelse af Goderne selv, men kun Overdragelse af Dispositionsretten over materielle Goder (Konnossement, Warrant- og Bankkredit-Handel), lejlighedsvis ogsaa over Tjenesteydelser (Fragt- eller Forsikringshandel). Den direkte Godtgørelse er ikke en væsentlig Bestanddel af Begrebet Handel. Ogsaa den organiserede Overdragelse af Varer som besejrede Folks Tribut, Krigsskadeerstatninger (»Reparationer«) hører endnu med til dette Begreb Handel.

Den Opgave at formidle Vareoverdragelsen fra det ene Retssubjekt eller Bedriftsenhed til det andet bliver for den allerstørste Del af alle Varer idag og i overskuelig Fremtid varetaget af et særligt Handelserhverv; dog er dette ikke übetinget nødvendigt. Ofte forskydes Selvstændigheden hos de Led, der gennemfører Varernes Formidling, snart ved Specialisering, snart ved at inddrage Handelsopgaver i andre Virksomheder, ved »Integration«. Hvorvidt Vareomsætningen foregaar under erhvervsmæssig Arbejdsdeling ved Hjælp af selvstændige Foretagender, eller kun under teknisk Arbejdsdeling som Del i større Foretagender, er ikke afgørende for vort samfundsøkonomisk-organiske Synspunkt; saalidt som Underspørgsmaalel om, hvorvidt denne sker for at opnaa en egentlig speciel Handelsfortjeneste, eller uden denne Hensigt, som f. Eks. ved en Indkøbsfilial, en Brugsforening eller et Sovjet-Selskab.

b) En vis Handelsvirksomhed, et Købmandsarbejde, i denne Betydninger øjensynlig i vore Dage nødvendigt i langt de fleste Industri-,Trafik - og Haandværksvirksomheder, nemlig i alle dem, der arbejder for en übekendt Kreds af Aftagere, for »Markedet«. Den professionelle Handel har ikke blot givet Organisationsformer og aandelig Indstilling, lige fra »kommerciel Bogføring« til »Handels«korrespondance,har ikke blot indpodet deres Ledere den for Købmandsstandenegenartede »Handelsaand«, men ogsaa selv i stort Omfang leveret disse Ledere. Industriens Kommercialisering betyder i Virkeligheden ogsaa en Overflytning af Købmænd til Industrien. Den købmandsmæssig indstillede Personlighed blev her saavel som i Trafik- og Forsikringsforetagender og andre Steder stadig vigtigere. Saaledes fremtræder Købmanden, der er opstaaet i Handelen, som

Side 97

Bærer af moderne Driftsførelses kommercielle Opgaver. Alt dette har ført til endogsaa juridisk Anvendelse af Begrebet Købmand, Handlende og »Handelsselskab« langt ud over Varehandelens Omraade. Den tyske »Handels«-Lovbog omfatter f. Eks. i sine Forskrifter alle »Vollkaufleute«,d. v. s. praktisk talt alle Erhvervsdrivende med indregistreretFirma, derimod ikke altid »Minderkaufleute«. Disse »Minderkaufleute«er imidlertid i Tyskland netop ofte Detaillister og udgør sandsynligvis Flertallet af Handelens Driftsledere. Om »Commercial Law« i de angelsaksiske Lande gælder omtrent det samme (jfr. Isaacs i Encyclopaedia of the Social Sciences, Vol. IV S. 14 —19). Skarpt afgrænset er derimod

c) Begrebet Handel som selvstændigt Erhverv ledet af selvstændige
Driftsherrer. Her passer Lexis' gamle Definition fuldstændigt.

Det første, samfimdsøkonomisk-organiske Begreb ligger principielt til Grund for vor Fremstilling. Indenfor dette Begrebs Rammer vil der blive taget fornødent Hensyn til de to andre. Vi begrænser Fremstillingen til at omhandle Varehandelen.

2. Angaaende Detailhandel i Særdeleshed.

Detailhandel er enhver organiseret Overdragelse af Varer til den sidste
Forbruger1).

Salget af Kul til et Elektricitetsværk eller en Maskine fra Maskinfabrik til Væveri sker ogsaa til Forbrugeren, men for at udnyttes erhvervsmæssigt og ikke til »sidste« Konsumenter. Dette er altsaa ikke Detailhandel, men efter den mest sædvanlige Definition Engroshandel. Vi vil i næste Afsnit afgrænse Detailhandelen over for Engroshandelen og iøvrigt her kun tilføje

a) den saakaldte Producenthandel.

Fra Landbrugeren direkte til den sidste Forbruger gaar der endnu meget betydelige Mængder; noget lignende er Tilfældet hos Haandværket,som for en meget stor Del er Handel og Haandværk paa samme Tid, især da, naar det er forbundet med Butik eller, omend

1) Adolf Lampe: Detailhandelens centrale Opgave maa ses i at etablere den organiserede, økonomiske Forbindelse mellem Tilbudet af Færdigvarer og »Nydelses-Forbrug«, d. v. s. det Konsum, der umiddelbart tjener til Tilfredsstillelse af menneskeligt Behov (Handbuch des Einzelhandels S. 77 f). Hvis der i Stedet for »færdige Varer« havde staaet >forbrugsmodne Varer« (vi konsumerer jo ikke alene Fabriksvarer), saa dækker det udtrykt med nogle flere Ord omtrent det samme som vor Definition.

Side 98

sjældnere, med Handel ved Døren1). Derfor vil vi senere beskæftige
os med denne saakaldte »Haandværkerhandeh paa en mere indgaaendeMaade
end i tidligere Oplag.

De saakaldte »Service«-(Tjenesteydelses-)foretagender som Restaurationer og personlig Haandværkerbetjening regnes i Almindelighed ikke til Detailhandel, det skulde da være, naar de, saaledes som det synes at blive mere og mere almindeligt, er forbundne med Salg af Varer. Da vil det aabenbart komme an paa, hvilken Virksomhed, der er i Overvægt.

b) Direkte Vareforsyning for Konsumenterne yder Brugsforeningerne; men da de gør dette under en fast Organisationsform, hører de uden Tvivl til Begrebet Detailhandel. Større Leveringer til Institutioner som Sygehuse, Restauranter og Hærledelse er i Reglen ikke Detailhandel; disse Leveringer regnes i Almindelighed til Engroshandel. Større Inddækning fra Konsumentens Side, der kun sker nu og da, regnes derimod ikke til Engroshandel.

c) Særlig den saakaldte »heimlicher Handel« (hemmelige Handel), saaledes som man i tysk-talende Lande undertiden kalder den direkte Varelevering imellem Funktionærer eller hele Myndigheders Arbejdsstab, kan heller ikke regnes til Detailhandel, naar det kun drejer sig om lejlighedsvise Aktioner; anderledes derimod, naar de udvikler sig til varige Institutioner, saaledes som vi har skildret dem under Navnet Werkskonsumanstalten (»Interessekontorer«).

3. Hvad er Engroshandel?

Meget vanskeligere end de tidligere diskuterede Spørgsmaal er det at svare paa, hvad Begrebet Engroshandel dækker. Der hersker paa begge Sider af Atlanterhavet Enighed om, at Engroshandel er enhver Handel blandt Fagfolk. Herefter kunde man altsaa i Almindelighed afgrænse Begrebet saaledes, at Engroshandel er enhver organiseret Overdragelse af Varer, der ikke hører til Produktions- eller Transport- Bedrift eller til Detailhandel. Dette er faktisk ogsaa det almen gyldige

Herimod vægrer sig imidlertid Engroshandelsforeningerne i de store
Handelslande. De benægter, at den lille Opkøber af Æg, Kaninskind
saalidt som Opkøberen af Fjerkræ og Kvæg paa Landet paa nogen

1) For fabrikerede Varer (manufactured goods) angiver U. S. A. Census for 1929 som leveret direkte til sidste Forbrugere (home consumers) kun 2.5 ° fo af hele Produktionsværdien, for 1933 omtrent 2.9 %>.

Side 99

Maade kan regnes ind under almindeligt Engroshandelsbegreb, ligesaa lidt som Kludekræmmeren og Opkøberen af gammelt Jern. Hvis man vilde medregne disse til Engroshandel, vilde man efter deres Mening faa et Tal paa de derhen hørende Personer, som var ganske overordentligoverdrevet. »Reichsverband des Deutschen Gross- und Ueberseehandels«erklærede i denne Forbindelse omkring Aaret 1927, at den tyske Erhvervstælling ganske vist kunde opvise 174000 Engroshandels-Virksomheder;men at der kun blev mindre end 50000 virkeligeEngroshandels-Firmaer tilbage, hvis man udskilte denne Vrimmel af smaa Opkøbere og Halvagenter. Engroshandels-Foreningerne i U. S. A. indtager samme Standpunkt.

Overfor meget mere praktiske Definitions-Vanskeligheder blev vel først de Lande, der blev truffet af Verdenskrigen, stillet under deres Krigsøkonomi: de samme Vanskeligheder møder siden den Tid enhver »Marktordnung*, naar den forsøger at fastlægge Begrebet Engroshandel. Nødvendigheden af en skarp Definition bliver desto stærkere, jo mere der i Stedet for fri Prisdannelse indføres bunden, og jo mere derfor Stat, Public - Utility -Virksomheder, » Marketing - Scheme «- Myndighed, Karteller og Mærkevarer-Sammenslutning, begrænser og regulerer Engros- og Detailhandelens Bruttofortjeneste eller fastsætter Maksimums - eller Minimumspriser. I saadanne Tilfælde opstod der altsaa Krav om en Afgrænsning af Engroshandelens Begreber. De mest anvendte er maaske følgende:

Afgræsning af Engroshandelen:

I. Efter de overtagne og afsatte Mængder.

Dette sker i talrige Krigsforordninger, hvor snart det omsatte Kilotal, snart Tonenhederne, snart den omsatte Pengesum blev bestemmende for Begrebet. Derved opstaar der hurtigt en Slags »Rangstige« blandt Grossisterne efter de afsatte Kvantiteter.

11. Efter Varens Art.

Dette sker særligt, hvor det drejer sig om regelmæssig Afsætning af
Varer til erhvervsmæssige Forbrugere. Her har man vel altid ment
at staa over for Engroshandel efter hidtig Usance.

111. Efter Funktionen.

Dette Synspunkt, der oprindelig er opstillet af Videnskaben, er temmelig uafhængigt deraf ogsaa blevet anvendt i Praksis, saa snart der skete en Sammenslutning af Grossister og andre Storaftagere i i kartelmæssig Form. Da forsøgte f. Eks. Installatøren alene med den Begrundelse, at han var en regelmæssig købende faglært Videreforarbejderaf

Side 100

arbejderafen bestemt Vareart, at opnaa en højere Rabat end den
middelstore Forretning eller et stort Varehus, selv naar disse havde
samme eller endog større Omsætning.

Det samme skete f. Eks. ogsaa ved Tvangsfordelingen af Varer under Krigen over for Brugsforeningerne og andre Andelsselskaber i Tyskland. Regeringen forsøgte først at stille alle Arter lige i Fordelingen; i en Forordning udstedt af Reichsernåhrungsministerium blev det bestemt, at enhver, der efter købte Mængder og ved at udøve Engroshandelsopgaver udførte Engroshandels-Arbejde, skulde have Ret til fuld Engroshandelsrabat (Grosshandelsrabatt fur jeden, der Grosshandelsfunktionen erfullt; sign. Mitteilungen fur Preisprufungsstellen

Men netop dette Forsøg bekæmpedes principielt saavel af Engroshandelen som af Mellemstandens Organisationer, og denne Modstand støttedes delvis ved Industrikarteller, særlig paa Foranledning af Smaa- og Middelbedrifter saavel i Engros- som i Detailhandelen.

IV. Efter den juridisk fastlagte eller kontraktlige Funktion.
Den *autoriserede Grossist* (der »anerkannte« Grosshandler).

Dette forte hurtigt videre til Begrebet »den autoriserede Grossistc. Hermed menes de Kobmaend, der som Medlemmer af visse Sammenslutninger trseffer Aftaler med Produktions-Sammenslutningerne om, at kun Medlemmerne af Grossist-Sammenslutningen kan faa Leveringer, mod at disse til Gengaeld kun kober fra Medlemmer af Producent-Sammenslutningen (udelukkende Vareudveksling imellem Fabrikant - og Grossist-Forbunds Medlemmer — tysk: »ausschliesslicher Verbandsverkehr*).

Denne nye quasi-laugsmæssige Udelukkelse fører lejlighedsvis til, at* saadanne Grossisters Kvalitetsbetegnelse ogsaa officielt anerkendes (Mærkekartofler, Kul- og Frøhandel i Tyskland). I »korporativ Økonomi« bliver Tilslutningen til saadanne Sammenslutninger, der her bliver Tvangssammenslutninger (Selbstverwaltungskorper), en Nødvendighed; for den Købmand, der ikke er Medlem, bliver Arbejdet ofte ganske umuliggjort. For de Købmænd, der er blevet optaget, kommer der snart yderligere Forskrifter, som fastlægger de Betingelser, hvorefter de forskellige Grossister kan handle¹).

V. Indenfor Engroshandelens almindelige Ramme har man allerede,
først i den frie Økonomi, siden i Lovgivningsarbejde og særlig ved
Kartel-Overenskomster, forsøgt at afgrænse Engroshandelen i forskellige

1) Angaaende f. Eks. den tyske »Reichsnåhrstand«, se: Reischle und Saure, Der Reichsnåhrstand. 2. Aufl., Berlin 1937.

Side 101

Trin: Grossister af første, anden og tredie Grad. Undertiden har man for saadanne Grossister af anden og tredie Grad et særligt Begreb »Mellemhandel« (før Verdenskrigen var dette Ord af samme Betydningsom Engroshandel, men med en særlig Bismag af Uproduktivitet). I Handelen med gammelt Jern og Metal kalder man ogsaa dette mellemliggende Engroshandelstrin i Tyskland for > Mittelhandel« (Middelstor Handel). Man taler om »Halv-Engroshandel* (Demi- Gros), hvor Engros- og Detailhandel endnu er nær forbundne i een Virksomhed, altsaa under den Form, under hvilken Engroshandelen en Gang udviklede sig fra den større Detailforretning (som i Gustav Freytags berømte Købmandsroman: Debet og Kredit).

Alt dette har imidlertid paa ingen Maade faaet nogen afgørende
Betydning for den almindelige økonomiske Videnskab og heller ikke
for den juridiske Betragtning.

Efter amerikanske Erfaringer har Beckmann-Engle opstillet fem
>Grund-Kriterier for Definition af Engroshandelen«.

1. Mcengden af de kobte eller solgte Varer.

2. Den Metode, efter hvilken Forretningen bliver gjort (Engroshandels-Salgsteknik
— marketing technique).

3. Varernes Natur (»Producers goods* bliver for det allermeste
solgt gennem Engroshandelen).

4. Varens Anvendelse (Kob for Videresalg er naesten altid Tilfseldet
i Engroshandelen, Egetforbrug eller -anvendelse for det
meste ikke).

5. Koberens Motiv (Engroshandel findes for det allermeste, naar Koberen ikke selv er Forbruger, men keber, drevet af onsket om Fortjeneste, eller et andet okonomisk Motiv). Det sidste regner Beckmann-Engle for det vigtigste (S. 25).

Herefter omfatter »Engroshandels-Provinsen« ifølge Beckmann-Engle:

1. Alle Salg til Detailhandlere.

2. Alle Salg til industrielle Forbrugere (ogsaa til alle tjenesteydende

3. Alle Salg til Bestauranter, Hoteller og offentlige Institutioner.

4. Alt Formidlerarbejde (Agenter og Mæglere, som letter saadanne
Goder at skifte Ejermand som er købt for Videresalg paa
Engroshandelsbasis (S. 26).

I Danmark var indtil Næringsloven af 28. April 1931 Betegnelsen »Grosserere
forbeholdt Købmænd i København og knyttet til et særligt Grossererborgerskab
(udenfor København lød Borgerskabet paa Købmandshandel, der ikke kendte

Side 102

nogen Begrænsning af Kvantiteten). Grossererborgerskabet gav kun Ret til at sælge i Partier, hvis Størrelse ikke var under de Kvanta, der fandtes angivne paa en, Næringsloven vedføjet specificeret Liste, forsaavidt Salget ikke skete til andre Handelsberettigede; Grossererne kunde dog til hvemsomhelst sælge Varer over et Minimumssalgsbeløb af 40 Kr. Grossererne maatte ikke holde aaben Butik og var tvungne Medlemmer af Grosserer-Societetet. Næringloven af 1931 kender ikke noget særligt Grossererborgerskab, men kun Næringsbrev til at drive Handel. Dog har den forbeholdt Betegnelsen »Grosserer« (§ 93) til Handlende »der som regelmæssig og væsentlig Bestanddel af deres Handelsvirksomhedsælger Varer til andre Næringsdrivende til Videresalg eller Forarbejdning(samt saadanne Handlende, der i Henhold til tidligere Lov har erhvervet Borgerskab som Grosserer)«. Det er omtrent samme Begreb som »Vollkaufman* i den tyske »Handelsgesetzbuch« af 1901. De paagældende Handlende er pligtige til at have deres Næringsbrev paategnet herom og, forsaavidt de bor i København, til at indtræde som Medlem af Grosserer- Societetet.

Det ligger i Arbejdsdelingens Væsen — og som dennes Barn traadte Engroshandelen overhovedet ind i det økonomiske Liv —, at en Grossist meget ofte køber hos en anden. Det kan nu ske, enten fordi den ene som Specialist fører en Vare i store Mængder, medens den anden kun behøver mindre Kvantiteter i sit store Sortiment til Videresalg, eller fordi den ene lejlighedsvis supplerer sit Varesortiment hos den anden. I Krise- og Inflationstider har dette imidlertid, i Forbindelse med Vareknapheden og Forsøgene paa at indskrænke Avancen ved Lov, ført til et økonomisk Sygdomssymptom, nemlig den saakaldte Kædehandel¹).

1) Den saakaldte Kcedehandel saa vi under Verdenskrigen opstaa i Tyskland paa felgende Maade: Krigen fremkaldte snart Varemangel, og som Felge deraf sprang Priserne i Vejret. Da en yderligere Prisstigning var temmelig vis, holdt enkelte Handlende enten Varerne helt tilbage (Fagudtryk herfor: Hamstring), eller en Videresaelger kebte dem paa Spekulation; saaledes opstod allerede uden Myndighedernes Indgriben en unodvendig Forlaengelse af de Led, der skulde bringe Varen fra Fremstilleren til Forbrugeren. Da kom Myndighedernes Indskrsenkning af Bruttoavancen (Forbud mod unormal Prisstigning, Prisaagerlovgivning etc.), og som Folge deraf maatte hver enkelt Handlende, naar han ikke vilde rammes af Loven, kun tage en temmelig eksakt, begraenset Fortjeneste. Som Folge heraf solgte en Handlende altfor hyppigt stadig til en anden, der igen videresolgte o. s. v., hver Gang kun med den tilladte, lovlige Fortjeneste. Jo laengere Kaeden imidlertid blev, desto hojere blev Prisen, saaledes at man til sidst dog fremtvang den hejeste Pris, hvilken Forbrugernes Nod bod dem betale. Ethvert af disse Mellemled var imidlertidig uangribeligt, thi det havde jo kun taget den lovmsessige Fortjeneste. Dette segte man at komme til Livs ved en juridisk Udlaeggelse, idet man sagde, at en saadan Engroshandel overhovedet ikke var nogen virkelig Engroshandel og derfor slet ikke kunde gore Krav paa fuld Engroshandelstillseg, og at denne Mellemkomst i bedste Fald var en Maeglervirksomhed og betaltes mere end rigeligt med en beskeden Maeglerprovision (sserlig tysk Betegnelse: Kriegshandelsvermittler). Saa kom det direkte Forbud mod Kcedehandel (naermere i den tyske »Preistreibereiverordnung« af 8. Maj 1918). Dette Forbud gennemfortes temmelig naje i flere Lande, bogstaveligt i Ungarn, og noget lignende var Tilfaeldet flere Steder i Europa; Forbudet blev ophaevet i Tyskland, tillige med hele Prisaagerloven, i 1925. Da denned Valutavanskelighederne i Aaret 1931 igen fulgte Pris- og Forsargelsesvanskeligheder, blev Forbudet genindfart i omtrent den gamle Form. (Samlgn. Hirsch- Falck, Der Kettenhandel als Kriegserscheinung, 2. Aufl., Berlin 1917 og Reischle-Saure auf. Skr. 1937). For en Ordens Skyld skal tilfajes, at den saakaldte »Schleichhandel* var noget fuldstaendig andet. Navnet stammer fra Smuglerhandelen; i Indenrigshandel bruges det for al Slags Handel, der foregik og foregaar imod Myndighedernes Fordelings og Prisforskrifter, altsaa simpelthen ulovlig Handel. Ordet Kcedeforretning har hermed intet at gare, hvilket skal bemaerkes for en Sikkerheds Skyld. Her drejer det sig kun om en Forretning, der horer til et starre Foretagende, Mangefllialforretuingen, tillige med et Antal, en hel >Ksede« af lignende enkelte Forretninger (i Amerika 'chain-stores', ofte ogsaa kun betegnet som >chains«). Ved »Handelskcede* forstaar man endelig de med en Vare efter hinanden i Vareafsaetningen beskaeftigede Handelsvirksomheder og andre Mellemled. Deter en rent videnskabelig Betegnelse, der som Begreb sammenfatter alle Handels- og Produktionsvirksomheder som en Vare successivt passerer fra Producent til Forbruger (en Vares Handelskade).

Side 103

Særlige Vanskeligheder og Problemer opstod, da man vilde finde den juridiske Definition af »Importør« og »Eksportør«; dette skete baade under Indførselsrestriktionerne og under alle de Former for Beskatning, der ikke skulde ramme Import og Eksport, f. Eks. den tyske Omsætningsskat. Dette Spørgsmaal behandler vi nedenfor i Sammenhæng med Udenrigshandelens Fremstilling¹).

Blandt de Forsøg, der er gjort paa at skabe et almen gyldigt BegrebEngroshandel, der kunde opfylde saavel de juridiske som økonomiskeKrav, har man ofte opstillet en »Ideah-Engroshandelsvirksomhed,og derefter optalt dennes Opgaver eller Funktioner. Dette ligger nær, naar man begynder paa alle saadanne Undersøgelser, som jo ogsaa Goethe's Idé med Urplanten til en Begyndelse laa snublende nær for alle botaniske Undersøgelser. Den amerikanske Engroshandels- Census har en Gruppe, som den benævner »full function wholesalers«:. Den har kun den Fejl, at de Grossister, der arbejder med alle disse Funktioner, for det meste er lige saa sjældent repræsenteret i Virkeligheden,som hint skønne Urplanteideal. Blandt alle de Funktioner, som man kan udtænke for Grossisten, opfylder de fleste kun nogle faa eller nogle enkelte. Kun er det statistisk og juridisk ualmindelig

1) Angaaende de her i Danmark trufne Afgørelser jfr. den i nær Fremtid udkommende Bog af H.C.Christiansen: Importhandel og Indførselsrestriktionerne, København

Side 104

vanskeligt at fastslaa. Vi har sandsynligvis gjort det første litterære Forsøg paa at give et Omrids af disse Funktioner. Vor Opfattelse, der første Gang blev offentlig tilgængelig i 1913, danner Grundlaget for vor Fremstilling af den moderne Engroshandel. Den af Professor Beckmann udarbejdede og anderledes inddelle Funktionslære vil finde en Beskrivelse inden for disse Rammer.

4. Handelens tre »Provinser« (Handelskæden).

I over en Menneskealder har Økonomi og Politik været enige om, at den selvstændige Handels og især Engroshandelens Betydning var i Tilbagegang. Man var endvidere enige om, at denne Udvikling førte til en mere hensigtsmæssig Opbygning af Samfundet og derfor burde fremmes efter Evne. Den virkelige Udvikling viste imidlertid, at der, selv naar man kun tog den fag-specialiserede Handel i Betragtning, overalt fremtraadte det omvendte Billede næsten lige til den seneste Tid, idet man nemlig saa en støt, oftest hurtig Tilvækst i Handelserhvervet og af Handelsstanden.

Paa Vejen fra det første Raastof til den færdige Vares Forbrug kunde stadig færre Varer vandre direkte fra Producent til sidste Forbruger; vi ser næsten overalt Handelen gribe ind i Reglen to Gange, men ofte ogsaa tre. Disse tre Handelsprovinser betegner vi, idet vi ligesom overser hele Omraadet fra en Fabriksvirksomhed, som følger:

Fra Urproducenten til Centralmarkedet eller til den første Forædlingaf
Raastoffet ser vi Opkøberne samle Varerne og lede dem til
Centralmarkedet og derfra, eller ogsaa umiddelbart til Forarbejdningspladsen.Denne

Side 105

pladsen.DenneHandelsprovins kalder vi Opkøbsorganisationen (Raastofhandel).Det forarbejdede brugsfærdige Produkt, f. Eks. fra Fabriken,gennemvandrer en anden Handelsprovins, som vi kalder Færdigvarehandelen eller Afsætningshandelen. Heraf er Størstedelen Detailhandel, Resten kalder vi Afsætnings-Engroshandel. Mellem de enkelte Trin i Forarbejdningen indskyder der sig imidlertid ret ofte endnu en Gruppe Handlende. Denne tredie Handelsprovins kalder man vel bedst Del- (Kvart- Halv-) fabrikanthandel; vi har ogsaa kaldt den Produktionsmellemhandel (Handel mellem Produktionstrinene) og dette Navn anvendes næsten udelukkende¹).

Alle tre Handelsprovinser var i Realiteten allerede til Stede i den førkapitalistiske Tidsalder, men ringe udformet. Det sidste Aarhundrede har her skabt en Fylde af nye Former. Hvorfor og hvorledes det kunde komme dertil, vil en Skitse vise, der optæller de Fordringer som den kapitalistiske Nyopbygning af det økonomiske Liv har stillet til Handelen.

1) Lejlighedsvis i den lidt ændrede Form: »Produktionsverbindungshandel« i det tyske Sprogomraade.

Ledelse og Erhvervsøkonomi/Handelsvidenskabeligt Tidsskrift/Erhvervsøkonomisk Tidsskrift, Bind 1 (1937 - 1938)

BEGREBET »HANDEL«

1. Handel i Almindelighed.

2. Angaaende Detailhandel i Særdeleshed.

3. Hvad er Engroshandel?

4. Handelens tre »Provinser« (Handelskæden).