II. Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd
samt Censorer.
a. Afgang og Udnævnelser m. v.
Oversigt for Aaret 1940—41.
Det teologiske Fakultet.
Under 3. Maj 1941 blev Docent i Teologi med det gamle Testamente
som Hovedfag, Dr. theol. Flemming Hvidberg udnævnt til
ekstraordinær Professor i samme Fag fra den 1. April 1941 at regne,
se nedenfor Side 20.
Under 26. April 1941 bifaldt Ministeriet efter Indstilling af Fakultetet
og Universitetets Rektor, at Besættelsen af Docenturet i det nye
Testamente blev udskudt i 2 Aar; herom og om Varetagelsen af den til
Docenturet henlagte Undervisning, se nedenfor Side 22.
Under 5. December 1940 meddelte Ministeriet Professor N. H.
Søe britagelse for at holde Forelæsninger i Foraarssemestret 1941 af
Hensyn til Udarbejdelsen af en Lærebog i kristelig Ftik for de Studerende
og til Bedømmelsen af en Disputats (J. Nr. 3 c/40).
Cand. theol. Børge Diderichsens Ansættelse som Assistent ved det
teologiske Laboratorium forlængedes med 1 Aar fra den 1. Februar
1941 (J. Nr. 105/40).
Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet.
Under 24. Januar 1941 blev der meddelt Overretssagfører O. K.
Magnussen Fornyelse for et Tidsrum af 3 Aar fra den 1. Februar 1941
at regne af hans Beskikkelse som Lektor ved Universitetets juridiske
Laboratorium (J. Nr. 109/41).
Under 9. Juni 1941 meddelte Ministeriet Professor, Dr. polit. Axel
Nielsen tritagelse for at holde Forelæsninger i Efteraarssemestret 1941
fra ca. 1. November, for at han kunde fuldføre et større videnskabeligt
Arbejde (J. Nr. 3 a/41).
Cand. polit. Erik Mortensens Ansættelse som Assistent ved det
okonomisk-statistiske Laboratorium forlængedes med 1 Aar fra den
1. September 1940 (J. Nr. 252 b/40).
12 Universitetets Aarbog 1940—41.
Det lægevidenskabelige Fakultet.
Professor i normal Anatomi, Dr. med. H. Hou-Jensen afgik ved
Døden den 16. Oktober 1940. Han var Universitetslærer fra 1934 til
sin Død.
Under 14. November 1940 blev Afdelingsforstander ved Statens
Seruminstitut, Dr. med. K. A. Jensen udnævnt til Professor i almindelig
Patologi fra den 1. Februar 1941 at regne, se nedenfor Side 27.
Under 27. August 1940 blev der meddelt Professor i patologisk
Anatomi, Dr. med. Poul Moller Afsked efter Ansøgning paa Grund af
Svagelighed med Pension fra den 31. Januar 1941 at regne.
Under 26. Februar 1941 blev Prosektor ved Finseninstitutet og
Radiumstationen, Dr. med. J. Engelbreth-Holm udnævnt til Professor
i patologisk Anatomi fra den 1. Februar 1941 at regne, se nedenfor
Side 33.
Under 21. Juni 1941 blev Lektor i Anatomi og Amanuensis ved
Universitetet, Dr. med. Harald Okkels udnævnt til Professor i normal
Anatomi fra den 1. Juli 1941 at regne, se nedenfor Side 43.
Under 16. November 1940 blev der meddelt Professor, Dr. med.
Axel Lendorf Afsked efter Ansøgning paa Grund af Alder med Pension
fra de af ham beklædte Stillinger som Professor i Kirurgi ved Universitetet
og Overkirurg ved Rigshospitalet fra den 28. Februar 1941 at
regne.
Under 20. August 1941 blev Professor i Kirurgi ved Universitetet,
Dr. med. E. Dahl-Iversen udnævnt til Overkirurg ved Rigshospitalets
kirurgiske Afdeling C for et Tidsrum af 6 Aar fra den 1. August
1941 at regne, se nedenfor Side 47.
Under 28. April 1941 blev Overlæge ved Bispebjærg Hospital, Dr.
med. E. Meulengracht genbeskikket som Professor ved den kliniske
Praktikantundervisning i Medicin for et Tidsrum af 6 Aar fra den
1. April 1941 at regne (J. Nr. 142/41).
Paa Normeringsloven for 1941—42, jfr. Rigsdagstidende for 1940—
41, Tillæg A., Sp. 3147—48 og 3214, blev der tillagt forhv. Professor,
Dr. med. Poul Møller Pensionsanciennitet fra den 1. Januar 1923 med
tilbagevirkende Kraft fra den 1. Februar 1941 med Fritagelse for
Efterbetaling af Pensionsbidrag (J. Nr. 194/40).
Under 7. Juni 1941 blev Dr. med. Tage Kemp udnævnt til Direktør
for Universitetets Institut for human Arvebiologi og Eugenik fra
den 1. Juni 1941 at regne, se nedenfor Side 62.
Under 4. Oktober 1940 blev Underaccouchør ved Rigshospitalets
Fødeafdeling A og 1. Reservelæge ved Hospitalets gynækologiske Afdeling
Erik Guldberg beskikket som Lektor i Obstetrik ved Universitetet
for Tiden 1. September 1940 til 31. Marts 1943, se nedenfor
Side 66.
Under 20. December 1940 fritog Ministeriet efter Ansøgning Lektor,
Dr. med. Viggo Friedenreich for hans Hverv som Lektor i ParaLærere
og andre videnskabelige Tjenestemænd.
sitologi og medicinsk Bakteriologi ved Universitetet fra den 31. Januar
1941 at regne (J. Nr. 326/40).
Under 5. Februar 1941 blev Dr. med. Jens Bing beskikket som
Lektor i Parasitologi og medicinsk Bakteriologi ved Universitetet for
Tiden 1. Februar til 31. Marts 1941; under 26. April 1941 blev Beskikkelsen
fornyet for et Tidsrum af 3 Aar fra den 1. April 1941 at regne,
se nedenfor Side 68.
Under 1. April 1941 blev 1. Reservekirurg ved Kommunehospitalets
1. Afdeling, Dr. med. Erik Husfeldt beskikket som Lektor i
Kirurgi ved Universitetet for Tiden 1. April 1941 til 31. Marts 1942,
se nedenfor Side 67.
Paa Finansloven for 1941—42, jfr. Rigsdagstidende for 1940—41,
Tillæg A., Sp. 1683—84, fornyedes for 3 Aar fra den 1. April 1941 at
regne den tidligere givne Bevilling paa 3600 Kr. aarlig til et Lektorat
i Anatomi ved Universitetet (J. Nr. 440/37).
I Anledning af Professor, Dr. med. C. E. Blochs Sygdom i Januar
Maaned 1941 blev der af Universitetets Konto 6. Vikarudgifter stillet
et Beløb af 440 Kr. til Raadighed som Vederlag til Reservelæge ved
Rigshospitalets Afdeling for Børnesygdomme, Dr. med. Preben Plum
for Eksamination af 44 Kandidater i Pædiatri ved den lægevidenskabelige
Embedseksamen Vinteren 1941 (J. Nr. 132/41).
I Anledning af Professor, Dr. med Knud O. Møllers Sygdom i
December Maaned 1940 blev der af Universitetets Konto 7. Vederlag
een Gang for alle stillet et Beløb af 150 Kr. til Raadighed som Vederlag
til fast videnskabelig Assistent ved Universitetets farmakologiske Institut,
Dr. med. Georg Brun for Eksamination af 15 Kandidater i Farmakologi
ved den lægevidenskabelige Embedseksamen Vinteren 1941
(J. Nr. 131/41).
Efter Indstilling af Universitetet bifaldt Ministeriet under 14. Maj
1941, at der af Universitetets Konto 7., Vederlag een Gang for alle,
blev tillagt forhv. Lektor ved Universitetet og fast videnskabelig
Assistent ved Universitetets Institut for almindelig Patologi, Dr. med.
Viggo Friedenreich et Beløb af 800 Kr. for Undervisning af Embedslægestuderende
i Foraarssemestret 1940 under afdøde Professor, Dr.
med. Oluf Thomsens Sygdom (J. Nr. 145 a/41).
Under 13. Oktober 1940 fritog Ministeriet efter Ansøgning Professor,
Overkirurg, Dr. med. Einar Thomsen for Hvervet som Censor
i Anatomi ved den lægevidenskabelige Embedseksamen for Resten af
6-Aaret 1. November 1939—31. Oktober 1945 (J. Nr. 83 i/40).
Under 26. Marts 1941 beskikkede Ministeriet forhv. Professor, Dr.
med. Poul Møller som Censor i patologisk Anatomi ved den lægevidenskabelige
Embedseksamen for Resten af 6-Aaret 1. November 1939
31. Oktober 1945 (J. Nr. 83 b/41).
Under 12. Juni 1941 beskikkede Ministeriet efternævnte som Censorer
eller Censorsuppleanter ved den lægevidenskabelige Embedseksamen
for Resten af 6-Aaret 1. November 1939—31. Oktober 1945,
14 Universitetets Aarbog 1940—41.
i Anatomi: Læge Karl Bierring som Censor, Læge Eivind Thomasen
som 1. Censorsnppleant, Læge C. J. Møllenbach som 2. Censorsuppleant;
i Pædiatri: Dr. med. Poul Drucker som 1. Censorsuppleant; i Biokemi:
Lektor, Dr. med. Jens Bing som 1. Censorsuppleant, Læge Mogens
Faber som 2. Censorsuppleant og Læge K. Kjerulf-Jensen som 3. Censorsuppleant;
i Fysiologi: Dr. med. Jørgen Bichel som 2. Censorsuppleant;
i Farmakologi: Læge Fru Gerda Wegener som 2. Censorsuppleant
(J. Nr. 83 d/41).
Cand. med. Tage Jensen ansattes som klinisk Assistent ved Rigshospitalets
Afdeling for Hud- og Kønssygdomme fra den 1. September
1940.
Cand. med. Erik D. Barteis' Ansættelse som Assistent ved Institutet
for human Arvebiologi og Eugenik forlængedes med 1 Aar fra
den 1. Oktober 1940.
Cand. med. Frk. Annie Schondels Ansættelse som klinisk Assistent
ved Rigshospitalets Afdeling for Børnesygdomme forlængedes med 1
Aar fra den 1. Oktober 1940.
Cand. med. Henry Christensens Ansættelse som Assistent ved
Institutet for almindelig Patologi forlængedes med 1 Aar fra den 1. Oktober
1940.
Cand. med. Aksel Harrestrup Andersens Ansættelse som Assistent
ved Farmakologisk Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. Oktober
1940.
Cand. med. Harry Brocks' Ansættelse som Assistent ved Retsmedicinsk
Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. Oktober 1940.
Cand. med. Gudmund Magnussen ansattes som klinisk Assistent
ved Rigshospitalets neurologiske Afdeling for 1 Aar fra den 1. Oktober
1940.
Islandsk Læge Johannes Bjørnsson meddeltes efter Ansøgning
Afsked fra Stillingen som Assistent ved Biokemisk Institut fra den
1. November 1940.
Cand. med. Helge Christensens Ansættelse som klinisk Assistent
ved Rigshospitalets medicinske Afdeling A forlængedes med 1 Aar fra
den 1. November 1940.
Cand. med. Niels Bays Ansættelse som klinisk Assistent ved Professoratet
i intern Medicin, knyttet til Rigshospitalets medicinske Poliklinik
forlængedes med 1 Aar fra den 1. November 1940.
Cand. med Poul Astrup ansattes som Assistent ved Biokemisk
Institut for 1 Aar fra den 1. November 1940.
Dr. med. Aksel Juul ansattes som klinisk Assistent ved Rigshospitalets
Afdeling for Øre-, Næse- og Halssygdomme for 1 Aar fra
den 1. November 1940.
Cand. med. Jørgen Ganes' Ansættelse som klinisk Assistent ved
Rigshospitalets Afdeling C forlængedes med 1 Aar fra den 1. December
1940.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 15
Cand. med. Holger Hansens Ansættelse som klinisk Assistent ved
Rigshospitalets Afdeling D forlængedes med 1 Aar fra den 1. December
1940.
Cand. med. Jens Bangs Ansættelse som klinisk Assistent ved Professoratet
i epidemiske Sygdomme forlængedes med 1 Aar fra 1. December
1940.
Cand. med. Mogens Ingerslevs Ansættelse som Assistent ved
Medicinsk-fysiologisk Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. December
1940.
Cand. med. Ernst Trier Mørch meddeltes efter Ansøgning Afsked
fra Stillingen som Assistent ved Institutet for human Arvebiologi og
Eugenik fra den 1. Januar 1941.
Cand. med Jørgen Boas meddeltes efter Ansøgning Afsked fra
Stillingen som klinisk Assistent ved Rigshospitalets psykiatriske Afdeling
fra den 1. Januar 1941.
Cand. med. Harald Olesens Ansættelse som Assistent ved Retsmedicinsk
Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. Januar 1941.
Cand. med. Richardt Hammen ansattes som Assistent ved Retsmedicinsk
Institut for 1 Aar fra den 1. Januar 1941.
Cand. med. Poul Fogh Andersen ansattes som Assistent ved Institutet
for human Arvebiologi og Eugenik for 1 Aar fra den 1. Januar
1941.
Cand. med. Torben Svend Hansen antoges som Vikar i en fast
videnskabelig Assistentstilling ved Retsmedicinsk Institut fra den
1. Januar 1941.
Dr. med. Viggo Friedenreich meddeltes efter Ansøgning Afsked
fra Stillingen som fast videnskabelig Assistent ved Institutet for
almindelig Patologi fra den 1. Februar 1941.
Dr. med Jens Bing ansattes som Aspirant i Stillingen som fast
videnskabelig Assistent ved Institutet for almindelig Patologi fra den
1. Februar 1941.
Dr. phil. Frk. Margrethe Hejde Simesens Ansættelse som Assistent
ved Farmakologisk Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. Marts
1941.
Cand. med. Erik Hjalmar Larsens Ansættelse som klinisk Assistent
ved Rigshospitalets Fødeafdeling A og gynækologiske Afdeling I
forlængedes med 1 Aar fra den 1. Marts 1941.
Cand. med. Villars Lunn ansattes som klinisk Assistent ved Rigshospitalets
psykiatriske Afdeling for 1 Aar fra den 1. Januar 1941.
Der meddeltes ham efter Ansøgning Afsked fra Stillingen fra den
1. Februar 1941.
Cand. med. Vagn Zahle ansattes som klinisk Assistent ved Rigshospitalets
psykiatriske Afdeling for 1 Aar fra den 1. Marts 1941.
Cand. med. H. H. Jacobsens Ansættelse som Assistent ved
Xormal-anatomisk Museum forlængedes med 1 Aar fra den 1. April
1 Q/11 1
16
Cand. med. Vagn Sindbjerg-Hansens Ansættelse som Assistent
ved Institutet for almindelig Patologi forlængedes med 1 Aar fra den
1. April 1941.
Cand. med. Gregers Sørensen ansattes som klinisk Assistent ved
Rigshospitalets medicinske Afdeling B for 1 Aar fra den 1. April 1941.
Cand. med. Erik D. Barteis meddeltes efter Ansøgning Afsked fra
Stillingen som Assistent ved Institutet for human Arvebiologi og Eugenik
fra den 1. Maj 1941.
Cand. med. O. Gottliebs Ansættelse som Assistent ved Normalanatomisk
Museum forlængedes med 1 Aar fra den 1. Maj 1941.
Cand. med. Erik Andreasens Ansættelse som Assistent ved Normal-
anatomisk Museum forlængedes med 1 Aar fra den 1. Maj 1941.
Cand. med. E. Holsts Ansættelse som Assistent ved Medicinskfysiologisk
Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. Maj 1941.
Cand. med. Fru Jenny Levin Nielsen ansattes som Assistent ved
Institutet for human Arvebiologi og Eugenik for 1 Aar fra den 1. Maj
1941.
Cand. med. Fru Gerda Wegeners Ansættelse som Assistent ved
Biokemisk Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. Juni 1941.
Dr. med. Gunnar Teilums Ansættelse som Assistent ved Patologisk-
anatomisk Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. Juni 1941.
Cand. med. Mogens Ingerslev meddeltes efter Ansøgning Afsked
fra Stillingen som Assistent ved Medicinsk-fysiologisk Institut fra den
1. Juli 1941.
Cand. med. Knud Rasmussens Ansættelse som klinisk Assistent
ved Rigshospitalets Afdeling for Øjensygdomme forlængedes med 1
Aar fra den 1. Juli 1941.
Cand. med. Allan Gammeltoft ansattes som Assistent ved Medicinsk-
fysiologisk Institut for 1 Aar fra den 1. Juli 1941.
Cand. med. Aksel Harrestrup Andersen meddeltes efter Ansøgning
Afsked fra Stillingen som Assistent ved Farmakologisk Institut fra
den 1. August 1941.
Cand. med. Gudmund Magnussen meddeltes efter Ansøgning Afsked
fra Stillingen som klinisk Assistent ved Rigshospitalets neurologiske
Afdeling fra den 1. August 1941.
Cand. polyt. Johannes Glavinds Ansættelse som Assistent ved
Biokemisk Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. August 1941.
Under 22. November 1940 forlængede Ministeriet den fast videnskabelige
Assistent ved Medicinsk-fysiologisk Institut, Dr. med. Herman
Kalckar tidligere bevilgede Orlov med 1 Aar fra den 1. Marts
1940 at regne af Hensyn til hans fortsatte Studieophold i Californien.
Under 31. Januar 1941 forlængede Ministeriet Dr. Kalckars Orlov
yderligere i eet .Aar fra den 1. Marts 1941 at regne (J. Nr. 291 b/38).
Under 12. Februar 1941 forlængede Ministeriet med et halvt Aar
den Amanuensis ved Universitetet, Dr. phil. H. Dam tidligere meddelte
Orlov. Ved kgl. Resolution af 18. Juli 1941 udnævntes Dr. Dam
17
til Professor i bioteknisk Kemi ved Den polytekniske Læreanstalt,
Danmarks tekniske Højskole fra den 1. August 1941 at regne (J. Nr.
152 c/40 og 243/41).
Det filosofiske Fakultet.
Professor i klassisk Filologi, Dr. phil. William Norvin afgik ved
Døden den 16. August 1940. Han var Universitetslærer fra 1924 til
sin Død.
Under 28. Januar 1941 blev der meddelt ekstraordinær Professor
i dansk Litteraturhistorie, Dr. phil. Hans Brix Afsked efter Ansøgning
paa Grund af Alder med Pension fra den 31. August 1941 at
regne.
Under 30. Maj 1941 blev Inspektør af 1. Grad ved Nationalmuseet,
Lektor ved Universitetet, Dr. phil. Johs. Brøndsted udnævnt
til Professor i nordisk Arkæologi og europæisk Forhistorie fra den
1. Juni 1941 at regne, se nedenfor Side 69.
Under 19. Juni 1941 blev Lektor ved Metropolitanskolen, Dr. phil.
Hartvig Frisch udnævnt til Professor i klassisk Filologi fra den 1. Juli
1941 at regne, se nedenfor Side 72.
Under 17. Juni 1941 blev Lektor i Dansk ved Paris' Universitet,
Dr. phil. F. J. Billeskov Jansen udnævnt til Docent i dansk Litteratur
fra den 1. September 1941, se nedenfor Side 83.
Under 27. Marts 1941 blev der meddelt Cand. mag. Peter Jørgensen
Fornyelse for et Tidsrum af 3 Aar fra den 1. April 1941 at regne
af hans Beskikkelse som Lektor i tysk Sprog ved Universitetet, jfr.
angaaende Fornyelse af Lektorhonoraret for 3 Aar fra den 1. April
1941 at regne, Rigsdagstidende for 1940—41, Tillæg A., Sp. 1683—84
(J. Nr. 176/40 og 143/41).
Under 22. April 1941 blev der meddelt Cand. mag. F. W. Wendt
Fornyelse for et Tidsrum af 1 Aar fra den 1. Juni 1941 at regne af hans
Beskikkelse som Lektor i moderne Historie og Samfundskundskab ved
Universitetet (J. Nr. 167/41).
Paa Finansloven for 1941—42, jfr. Rigsdagstidende for 1940—41,
Tillæg A., Sp. 1683—84, optoges under Universitetets Konto 4. A.
Honorarer til Lektorer m. fl. en Bevilling paa 2700 Kr. som 1. Del af
en 2-aarig Bevilling paa 2700 Kr. aarlig til Honorering af en indfødt
Englænder som Lektor i Engelsk. Om det nærmere vedrørende denne
Bevillings Oprettelse henvises til Universitetets Aarbog for 1939—40,
Side 54. Paa Grund af Krigsforholdene kunde den paagældende Lektorstilling
indtil videre ikke blive besat (J. Nr. 229/38).
Efter Indstilling fra Fakultetet og Universitetets Rektor bemyndigede
Ministeriet under 26. Marts 1941 Mag. art. Folmer Wisti til
fortsat indtil Udgangen af Finansaaret 1941—42 at holde Øvelser over
Polsk ved Universitetet efter nærmere Anvisning af Professoren i slavisk
Hlologi mod at oppebære det til en Lektor i Polsk ved Universi-
Universitetets Aarbog. 3
Universitetets Aarbog 1940—41.
tetet bevilgede Beløb af 2400 Kr. + midlertidigt Tillæg, jfr. Universitetets
Aarbog for 1939—40, Side 61 (J. Nr. 411/38).
Under 1. April 1941 beskikkede Ministeriet Professor, Dr. phil.
O. E. Ravn som Censor og Professor Aage Bentzen som Censorsuppleant
ved Prøven i Hebraisk for teologiske Studerende for et Tidsrum
af 3 Aar fra den 1. Januar 1941 at regne (J. Nr. 83 e/41).
Fru Annie M. Holch Justesens Ansættelse som Assistent ved
Undervisningen i Hollandsk fornyedes for 1 Aar fra den 1. April 1941
(J. Nr. 144/41).
Det matematisk-naturv i denskab elige Fakultet.
Under 24. December 1940 blev der meddelt Professor i Fysik,
Dr. phil. Martin Knudsen Afsked efter Ansøgning paa Grund af Alder
med Pension fra den 31. August 1941 at regne (J. Nr. 319/40).
Under 1. Maj 1941 blev Amanuensis ved Universitetet, Dr. phil.
J. C. Jacobsen udnævnt til Professor i Fysik fra den 1. September
1941, se nedenfor Side 90.
Under 28. Marts 1941 blev der meddelt Dr. phil. Fr. Fabricius-
Bjerre Fornyelse for et Tidsrum af 3 Aar fra den 1. April 1941 at regne
af hans Beskikkelse som Lektor i Matematik ved Universitetet, jfr.
angaaende Fornyelse af Lektorhonoraret for 3 Aar fra den 1. April
1941 at regne Rigsdagstidende for 1940—41, Tillæg A., Sp. 1683—84
(J. Nr. 146/41).
Under 28. Marts 1941 blev der meddelt Inspektør ved Mineralogisk
Museum, Dr. phil. Christian Poulsen Fornyelse for et Tidsrum af
3 Aar fra den 1. April 1941 at regne af hans Beskikkelse som Lektor
i Palæontologi ved Universitetet (J. Nr. 147/41).
I Anledning af Museumsbestyrer, Dr. phil. K. L. Henriksens Død
den 28. Juni 1940 bifaldt Ministeriet under 5. September 1940 efter
Indstilling af Museumsraadet for Universitetets zoologiske Museum og
Universitetets Rektor, at Ledelsen af Museets 3die Afdeling indtil
videre blev overdraget Museumsraadets Formand, Professor, Dr. phil.
R. Spårck; under 17. Februar 1941 bifaldt Ministeriet, ligeledes efter
Indstilling af Museumsraadet og Rektor, at Amanuensis ved Universitetet,
Cand. mag. K. Stephensen, blev konstitueret som Museumsbestyrer
ved Museets 3die Afdeling fra den 1. Februar 1941 at regne
(J. Nr. 12 f/40).
I Anledning af Docent, Dr. phil. Henning E. Petersens Sygdomsforfald
bifaldt Ministeriet under 27. Oktober 1941, efter Indstilling af
Professor botanices, Dr. phil. Knud Jessen og Universitetets Rektor,
at fast videnskabelig Assistent ved Universitetets planteanatomiske
Laboratorium, Dr. phil. Tyge W. Bøcher fungerede som Eksaminator
i Botanik ved Skoleembedseksamen Sommeren 1941 samt, at der for
dette Hverv blev tillagt ham et Vederlag paa 15 Kr. pr. Karakter,
19
eller ialt 570 Kr. at afholde af Universitetets Konto 7. Vederlag een
Gang for alle (J. Nr. 91 b/41).
Under 17. Maj 1941 beskikkede Ministeriet Lektor P. Pedersen
som Censorsuppleant i Astronomi og Amanuensis ved Universitetet,
Dr. phil. M. Degerbøl som Censorsuppleant i Zoologi ved Skoleembedseksamen
for Resten af Treaaret 1. April 1939—31. Marts 1942 (J Nr
83 e/41).
Cand. mag. Niels Arley ansattes (under 8. November 1940) som
Assistent ved Institutet for teoretisk Fysik for 1 Aar fra den 1 April
1940.
Mag. scient. K. A. 1 hernøes Ansættelse som Assistent ved Astronomisk
Observatorium forlængedes med 1 Aar fra den 1. Oktober 1940.
Cand. mag. S. Bundgaards Ansættelse som Undervisningsassistent
hos Professor Harald Bohr og Bibliotekar ved Matematisk Laboratorium
forlængedes med 1 Aar fra den 1. Februar 1941.
Aktuar Poul Johansens Ansættelse som Assistent ved Forsikringsmatematisk
Laboratorium forlængedes med 1 Aar fra den 1. Februar
1941.
Mag. scient. Mogens Koies Ansættelse som Assistent ved Planteanatomisk
Laboratorium forlængedes med 1 Aar fra den 1. Februar
1941.
Cand. mag. Børge Baks Ansættelse som Assistent ved Kemisk
Laboratorium forlængedes med 1 Aar fra den 1. Februar 1941.
Den fast videnskabelig Assistent ved Biofysisk Laboratorium,
Dr. phil. J. K. Bøggild under 10. Januar 1940 meddelte Tilladelse til
at træde uden for Nummer i eet Aar fra den 1. Februar 1940 forlængedes
ved Ministeriets Skrivelse af 28. Januar 1941 med endnu et Aar
fia den 1. Februar 1941. Under 12. Februar 1941 forlængedes hans
Ansættelse som honorarlønnet videnskabelig Assistent ved Institutet
for teoretisk Fysik med 1 Aar fra den 1. Februar 1941.
Cand. mag. et Mag. scient. Tage Larsens Konstitution som fast
videnskabelig Assistent ved Biofysisk Laboratorium forlængedes for
Tiden 1. Februar—31. August 1941.
Dr. phil. Sven Gisle Larsson konstitueredes som fast videnskabelig
Assistent ved Zologisk Museums 3die Afdeling fra den 1. Marts 1941.
Cand. mag. Evald Egelund Pedersens Ansættelse som Assistent
ved Kemisk Laboratorium forlængedes med 1 Aar fra den 1. April 1941.
Mag. scient. Niels Arleys Ansættelse som Assistent ved Institutet
for teoretisk Fysik forlængedes med 1 Aar fra den 1. April 1941.
Cand. polyt. H. C. Halvards Ansættelse som Assistent ved Fysiskkemisk
Institut forlængedes med 1 Aar fra den 1. April 1941.
Cand. mag. Einar Storgaards Ansættelse som Assistent ved Geografisk
Laboratorium forlængedes med 1 Aar fra den 1. Juni 1941.
bast videnskabelig Assistent ved Zoofysiologisk Laboratorium,
Dr. phil. E. Hohwii-Christensen meddeltes efter Ansøgning Afsked fra
den 31. August 1941.
Universitetets Aarbog 1940—41.
b. Universitetets Fritrykskonto.
(J. Nr. 2/40 og 2/41).
Universitetets Rektor har i 1940—41 bevilget følgende Bidrag af
Fritrykskontoen: Docent, Dr. jur. Stig Juul 35 Kr. pr. Ark til Dækning
af Udgiften ved Mangfoldiggørelse af en Fremstilling af den
romerske Privatret (4. November 1940), Professor Aage Bentzen et
Beløb af 50 Kr. pr. Ark til Trykningen af 1. Bind af hans Indledning
til det gamle Testamente (18. December 1940) og Professor, Dr. theol.
N. M. Plum 35 Kr. pr. Ark til Trykningen af 2. Udgave af hans Dogmatik
(26. April 1941).
c. Universitetslærernes Studie- og Repræsentationsrejser.
Den sidst under Universitetets Udgiftspost o. 2. paa Finansloven
for 1931—32 givne Bevilling til Universitetslærernes Studierejser var
i Finansaaret 1940—41 (lige som i de otte nærmest forudgaaende
Finansaar) af Sparehensyn midlertidigt inddraget ligesom de øvrige
Bevillinger til Studierejser paa Statsbudgettet.
Af Universitetets Konto 10. d. Til Repræsentationsrejser blev i
Finansaaret 1940—41 udbetalt til følgende: Professor, Dr. med. H.
Haxthausen 300 Kr., Professor, Dr. med. E. Lundsgaard 75 Kr. (J.
Nr. 289/40) og Professor, Dr. med. K. A. Jensen 600 Kr. (J. Nr. 324/40).
d. Oprettelse af et ekstraordinært Professorat i det Gamle
Testamente for Docent, Dr. theol. Flemming Hvidberg.
(J. Nr. 188/39).
Under 22. Maj 1939 indgav det teologiske Fakultet følgende Andragende:
Det teologiske Fakultet ved Københavns Universitet tillader sig
herved at ansøge om, at det normerede Docentur, der for Tiden indehaves
af Docent, Dr. theol. Flemming Hvidberg, maa blive omdannet
til et ordinært Professorat i Teologi med det Gamle testamente som
Hovedfag.
Docent, Dr. Hvidberg, der er født 1897, disputerede 1928 for den
teologiske Doktorgrad og ansattes 1929 som Docent i det Gamle testamente
ved Københavns Universitet. Han har nu med megen Dygtighed
og Pligtopfyldelse i 10 Aar bestridt sit Embede og ikke indskrænket
sig til at læse det Timetal, som normalt regnes at paahvile en Docent,
men i Virkeligheden i adskillige Aar bestridt en Professors fulde
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 21
Gerning, idet han Semester efter Semester har paataget sig en større
Undervisningsbyrde end den, der egentlig paahvilede ham, og iøvrigt
i enhver Henseende udført samme Fakultet sarbej de som det, der ordinært
paahviler Professorerne, saaledes ogsaa fungeret som Dekan og
deltaget som Dommer i en Professorkonkurrence.
Naar Dr. Hvidberg saaledes undervisningsmæssigt har udført et
større Arbejde, end der normalt paahviler Docenter, hænger det sammen
med, at den nødvendige regelmæssige Undervisning i det Gamle
lestamente, som ikke blot gælder de teologiske Studerende, men ogsaa
dem, der forbereder sig til Skoleembedseksamen med Kristendomskundskab
som Fag, og som i udstrakt Grad nødvendiggør særskilt
Undervisning, nu har antaget et saadant Omfang, at den i Virkeligheden
kræver to Mands fulde Arbejde.
Hertil kommer yderligere, at Dr. Hvidberg er en meget dygtig
Videnskabsmand. Da det danske Bibelselskab for nogle Aar siden udbad
sig en Udtalelse af det teologiske Fakultet om den af dette foranstaltede
ny Oversættelse af det Gamle Testamente, forlangte det teologiske
Fakultet som Betingelse for at anbefale Autorisationen af denne,
at der altid maatte foreligge en Udgave forsynet med et omfattende
tekstkritisk Apparat. Det blev overdraget Dr. Hvidberg at udføre
dette store og krævende Arbejde, der nu er tilendebragt og snart vil
blive publiceret. Det har lagt meget Beslag paa hans Arbejdskraft
uden dog at standse hans selvstændige videnskabelige Produktion, idet
han 1938 som Universitetsprogram har udgivet et Skrift: Graad og
Latter i det Gamle Testamente, der fra sagkyndig Side er blevet modtaget
med stor Anerkendelse og vidner om betydelige Fvner og omfattende
religionshistorisk Viden.
Han sysler i Øjeblikket med adskillige Planer for videre selvstændige
Studier, og det vil derfor være meget magtpaaliggende, at
han nu, da han allerede er i Fyrrene, kan blive stillet saadan, at
hans Kræfter helt kan blive udnyttet i Universitetets og Videnskabens
Tjeneste.
Stillingen som Docent ved Universitetet er imidlertid saadan, at
det for en gift Mand med Børn er umuligt at klare sig uden at have
andet lønnet Arbejde ved Siden af, hvilket med den begrænsede Tid,
der saaledes staar til ens Raadighed, og med den Mangel paa Mulighed
for virkelig Koncentration, der for det videnskabelige Arbejde er
en saa nødvendig Betingelse, normalt vil sige, at de bedste og frugtbareste
Aar ikke udnyttes, som de skulde — for Universitetet og det
videnskabelige Liv i et lille Land som Danmark selvsagt et Tab, der
i det lange Løb er skæbnesvangert.
Hensynet til de stærkt forøgede Krav til Undervisningen af de
Studerende, der ingenlunde skønnes at have nogen Udsigt til at blive
mindre, gør, at Fakultetet maa anse det for paakrævet at ansøge om
Oprettelsen af et nyt ordinært Professorat i det Gamle Testamente,
og ikke blot om et ekstraordinært Professorat til Dr. Flvidberg person22
Universitetets Aarbog 1940—41.
ligt, da et saadant ved Ledighed i Embedet atter vilde falde tilbage
til at blive et Docentur.
Det teologiske Fakultet skal derfor meget varmt og indstændigt
anbefale, at det normerede Docentur, som Docent, Dr. Hvidberg er
Indehaver af, saa snart det paa nogen Maade kan ske, bliver omdannet
til et ordinært Professorat.
Dette Andragende blev med Rektors og Kurators Tilslutning
under 14. Oktober 1939 indsendt til Ministeriet til Optagelse paa Normeringslovforslaget
for 1940—41, men Sagen blev ikke fremmet. Under
31. Januar 1940 indsendte Universitetet da et Andragende til Ministeriet
om, at der ved Ændringsforslag til Finanslovforslaget for 1940—
41 maatte blive oprettet et ekstraordinært Professorat i det Gamle
Testamente for Docent Hvidberg; man henviste i dette Andragende
til, at Oprettelsen af Professoratet var meget ønskelig, ikke blot af
de tidligere nævnte Grunde, men tillige, for at Universitetet kunde
bevare Docent Hvidberg som Lærer. Heller ikke dette Andragende
blev fremmet; Universitetet androg da under 30. April 1940, at der,
foreløbigt for Finansaaret 1940—41, blev bevilget Docent Hvidberg et
ekstraordinært Løntillæg paa 1200 Kr., saaledes at hans Embedsindtægter
derved vilde komme til at svare til en Professors. Under 22. Juni
1940 bifaldt Ministeriet dette Andragende, saaledes at Beløbet vilde
være at udrede af Universitetets Konto 7. Vederlag een Gang for alle.
Under 5. December 1940 gentog Universitetet sit Andragende om,
at det ordinære Docentur i det gamle Testamente, nu paa Normeringsloven
for 1941—42, maatte blive omdannet til et ordinært Professorat
i Teologi med det Gamle Testamente som Hovedfag. Dette Forslag blev
imidlertid ikke fremmet, men til 3. Behandling af Finansloven for
1941—42, jfr. Rigsdagstidende for 1940—41, Tillæg B., Sp. 807—10,
stillede Ministeriet Forslag om Oprettelse af et ekstraordinært Professorat
i det nævnte Fag for Docent Hvidberg, saaledes at Universitetets
Konto 1. Ordinære Lønninger blev nedsat med 9146 Kr. svarende til
Docent Hvidbergs Lønning i det ordinære Docentur og saaledes, at
Universitetets Konto 2. Lønninger til ekstraordinære Professorer og
Docenter blev forhøjet med 9804 Kr. til Oprettelse af et ekstraordinært
Professorat for Docent Hvidberg.
Herefter blev ved kgl. Resolution af 6. Maj 1941 Docent, Dr. theol.
Flemming Hvidberg udnævnt til ekstraordinær Professor i Teologi
med det Gamle Testamente som Hovedfag ved Københavns Universitet
fra den 1. April 1941 at regne.
e. Udskydelse af Besættelsen af Docenturet i det ny Testamente.
(J. Nr. 191/40).
Ved ekstraordinær Professor i det ny Testamente, Dr. theol. H.
Mosbechs Udnævnelse til ordinær Professor i Teologi med nytestamentlig
Eksegese som Hovedfag, jfr. Universitetets Aarbog for 1939—40,
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 23
Side 22 ff., bortfaldt det af ham tidligere beklædte ekstraordinære
Professorat, hvorved det ordinære Docentur i det ny Testamente atter
vilde være at besætte.
Efter at dette Docentur efter Indstilling af det teologiske Fakultet
og Universitetets Rektor var blevet opslaaet ledigt, blev under 29. Oktober
1940 de indkomne to Ansøgninger, nemlig fra Cand. theol. Børge
Diderichsen og Sognepræst P. Verner Hansen, af Ministeriet tilstillet
Universitetet til Erklæring.
Til at bedømme de indkomne Ansøgninger nedsatte det teologiske
Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning af 15. Maj 1932 et Udvalg
bestaaende af Professorer ved Københavns Universitet, Dr. theol. H.
Mosbech, Dr. theol. N. M. Plum og Professor ved Aarhus Universitet,
Dr. theol. Johannes Munck. Dette Udvalg afgav under 15. Februar
1941 følgende Indstilling til Fakultetet:
Undertegnede, der af det teologiske Fakultet i København er
nedsat som fagkyndigt Udvalg til Bedømmelse af de til det ledige
Docentur i Ny Testamente i udkomne Ansøgninger fra Pastor Borge
Krag Diderichsen og Sognepræst Paul Verner Hansen, af hvilke førstnævnte
har indsendt en Afhandling »En efterapostolsk Kommentar til
Romerbrevet« (197 maskinskrevne Sider) og sidstnævnte en Afhandling
»For Kristi Domstol, Gengældelsestanken hos Paulus I. Den eksegetisk-
bibeltheologiske Del« (179 maskinskrevne Sider), skal efter Prøvelse
af de nævnte Afhandlinger udtale:
Der har ikke kunnet opnaas Enighed i Bedømmelsen af Ansøgerne.
Professor Mosbech ønsker at udtale:
Pastor P.V.Hansens Afhandling er uheldigt disponeret med
mange Gentagelser, ligesom de methodologiske Overvejelser, der anstilles,
ofte er temmelig kunstige. Dens første Hovedafsnit indeholder
en eksegetisk Undersøgelse, men der gives her væsentlig kun en bred
Parafrase, og nogen synderlig dybtgaaende Eksegese bliver der sjældent
Tale om; noget egentlig nyt og selvstændigt lindes der næppe heller,
og den videnskabelige Litteratur, der henvises til, er meget begrænset.
I de følgende Afsnit behandles det egentlige Problem, men paa en saa
lidet dybtgaaende Maade, at det i Virkeligheden forflygtiges eller helt
forsvinder; Forfatteren har desuden afskaaret sig fra en virkelig Forstaaelse
deraf, fordi han fuldstændig ser bort fra enhver genetisk eller
psychologisk Forklaring af de paulinske Tanker. Som videnskabelig
Præstation kan der derfor ikke tillægges Afhandlingen nogen synderlig
Værdi.
Pastor B. K. Diderichsens Afhandling viser, at Forfatteren formaar
at gennemføre sin Undersøgelse paa fortrinlig Maade; han behersker
fuldt ud det Stof, han opererer med, og kan lægge Fremstillingen
deraf saaledes til Rette, at de forskellige Enkeltheder kommer til at
fremtræde i den rigtige Belysning og der, hvor Bevisførelsen kræver
det. I sin bortolkning røber han en usædvanlig Evne til at se paa en
24 Universitetets Aarbog 1940—41.
Tekst med friske Øjne, opdage Problemer og Vanskeligheder, som den
traditionelle Eksegese slet ikke eller kun i ringe Grad har haft Øje
for, og tyde de enkelte Udtryk paa en helt ny, sprogligt forsvarlig
Maade; adskillige af hans Iagttagelser synes desuden at vidne om
betydeligt Kendskab til græsk Sprog og Grammatik. I det hele taget
er Originalitet og Kombinationsevne et fremtrædende Træk i Forfatterens
Begavelse, og hvad han i denne Afhandling har præsteret, giver
ikke alene Løfte om, at han vil kunne udvikle sig til en initiativrig
og selvstændig Forsker, men godtgør tillige, at han allerede har erhvervet
sig en ikke helt almindelig eksegetisk Dygtighed.
Denne Bedømmelse paavirkes ikke i væsentlig Grad af, at der mod
Arbejdet kan rettes forskellige Indvendinger, f. Eks. at der ikke i tilstrækkelig
Grad er taget Hensyn til, at de paulinske Breve blev dikteret,
hvorfor man bør være forsigtig med at stille alt for strenge Krav
til Sammenhæng, logisk Tankeforbindelse og i det hele taget nøjagtig
Udtryksmaade. Det maa nemlig betragtes som betydningsfuldt, at en
Ekseget har et skarpt Blik for sproglige og logiske Mangler ved den
Tekst, som skal fortolkes. En anden Indvending: at der mangler Paavisning
af den historiske Situation, som hans Hypothese forudsætter,
kan heller ikke være afgørende, da Forfatteren har set det heri liggende
Problem; og naar det kun er blevet til Antydninger, maa det
formodes, at det skyldes Tidens Knaphed. ,
Konklusionen af denne Bedømmelse bliver da, at Pastor Diderichsens
Afhandling afgjort er den betydeligste, og at den vidner om
en saadan videnskabelig Begavelse og Dygtighed, at det kan betragtes
som forsvarligt, at han uden Konkurrence eller andre Prøver indstilles
til det ledige Docentur.
Professor Plum ønsker at udtale:
Pastor Diderichsens Afhandling viser, at Forfatteren har Evne til
at se Problemer, og at han med Flid og Skarpsindighed søger at løse
disse. Men der er utvivlsomt Selvmodsigelser og for hurtige Slutninger,
ligesom Billedet af den formodede Forfatter til den efterapostolske Del
af Bomerbrevet næppe kan siges at kunne indpasses i nogen kendt
Situation. Der mangler Baggrund for Fremstillingen, og Forsøget paa
i det store og hele at anerkende den af Harnack rekonstruerede Markiontekst
som det oprindelige Romerbrev, — der endda ikke er et
Brev, men »en utvivlsomt ægte Paulustradition«, sammenstillet og udgivet
af en paulinsk Menighed, f. Eks. »Korinth« — fører ikke til at
løse Romerbrevets Gaade.
Pastor Hansens Afhandling er mest et flittigt Samlerarbejde med
udpræget systematisk Tendens. Enkelteksegesen er ikke tilfredsstillende,
idet den mest bestaar i en Sidestilling og Gruppering af de
paulinske Udsagn. Til det i denne Sammenhæng vigtige Spørgsmaal
om Paulusbrevenes Autenti og Integritet tages kun meget lidt Hensyn.
Endvidere mangler enhver Paavisning af de forskellige Tankerækkers
Genesis hos Paulus.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 25
Begge Afhandlinger gør, bortset fra adskillige kritiske Detailindvendinger,
et noget ufærdigt Indtryk. Desuden er de som Bedømmelsesgrundlag"
ret ensidige. Ingen af dem giver et klart Udtryk for eksegetisk
Metode, idet Hovedvægten for den ene ligger paa det litterære,
historisk-kritiske Omraade, mens den anden har Slagside over mod
Systematiken. Ikke heller faar man noget virkeligt specimen eruditionis
paa det almindelige nytestamentlige Omraade.
Totalindtrykket er, at man her staar overfor to unge Teologer, der
begge har vist Evner til og Sans for videnskabeligt Arbejde, skont det
dog er paafaldende, at ingen af dem i henholdsvis 10 og 8 Aar siden
Embedseksamen har fremlagt noget selvstændigt udover de indsendte
Manuskripter. Ud af Ansøgernes vita ante acta kan ingen sikre Slutninger
drages med Hensyn til deres Egnethed som Universitetslærere.
Det foreliggende synes mig for spinkelt til at begrunde en Indstilling
af nogen af dem til et fast Embede som Lærer i det Nye Testamente
ved Universitetet, — særlig da Fakultetet stadig og stærkt fastholder
Ønsket om, at dette Docentur snarest muligt omdannes til et Professorat.
Jeg skal derfor foreslaa, at Fakultetet opsætter Besættelsen af
Embedet, indtil Ansøgerne, eventuelt nye tilkommende Ansøgere, kan
faa aflagt utvetydige Vidnesbyrd om deres Egnethed til en Lærerpost
i Ny Testamente. Hvis Fakultetet ikke mener at kunne gaa ind paa
dette Forslag, foreslaar jeg, at der afholdes Konkurrence.
Professor Munck ønsker at udtale:
Pastor Diderichsens Afhandling er et Forsøg paa at løse Romerbrevets
mange Problemer ved en Kildesondring, ifølge hvilken store
Dele af Romerbrevet ikke er skrevet af Paulus, men af en Forfatter
fra den efterapostolske Tid. Denne Hypotese er ikke blevet underbygget
paa forsvarlig Maade, idet Udgangspunktet i Harnacks Rekonstruktion
af Markions Romerbrevstekst i sig selv er hypotetisk, og
det er ikke lykkedes Diderichsen at sandsynliggøre det nye han fremfører,
hverken den ægte Kerne i Romerbrevet eller Forfatteren til de
sekundære Stykker. Den nye Hypotese fører ham ind i Selvmodsigelser
paa flere vigtige Punkter, og Diderichsen er ikke i Stand til at give
et Helhedsbillede af Paulus. Da han under hele Undersøgelsen opererer
med, hvad der muligt hos Paulus og hvad ikke, maa det betragtes
som en afgørende Mangel, at han ikke har Rede paa Paulus, naar han
stadig i Praksis maa gaa ud fra et saadant Helhedsbillede. Resultatet
bliver derfor Konstruktion paa et kun muligt eller sandsynligt Grundlag,
og hele Hypotesen kommer derfor trods al udvist Skarpsindighed
til at hvile paa usikker Grund.
Pastor Paul Verner Hansens Afhandling er den eksegetiske og bibelteologiske
Del af et større Hele. Den første og afgørende Indvending er
den, at der kun foreligger 1. Hoveddel, mens den 2. Hoveddel med det
religionshistoriske Materiale ikke foreligger. Ved saaledes kunstigt at
isolere det religionshistoriske — og det vil i denne Sammenhæng væsent-
Universitetets Aarbog. 4
26 Universitetets Aarbog 1940—41.
lig sige: det sen jødiske — Materiale, er der opnaaet, at den foreliggende
1. Hoveddel ikke blot er en Torso af et større Hele, men en mislykket
Halvdel, fordi Stoffet fra den 2. Hoveddel Skridt for Skridt havde
været nødvendigt i 1. Hoveddel. Det gælder den eksegetiske Undersøgelse
i første Kapitel, hvor Hansen vil bruge »alle de til Raadighed
staaende Midler«, men ikke anvender det religionshistoriske Stof. Det
samme gælder 2. Kapitel med dets Sammenfatning af Stoffet og dets
nærmere Bestemmelse. Og dersom man kunde have baaret over med,
at Hansen indtil nu ikke har gjort Brug af Religionshistorien, saa er
det, at han afslutter sig Arbejde paa Gengældelsestanken hos Paulus
i 3. og 4. Kapitel, uden forst at have behandlet det religionshistoriske
Stof, absolut uforstaaeligt. Hansen reducerer derved realiter dette Stof
til noget paa Forhaand sekundært, som ikke hører hjemme i en Undersøgelse
af Paulus' Tanker, men som man kan nøjes med at afhandle
bagefter i en saakaldt anden Hoveddel, der dog kun er et Anhang.
Den bibelteologiske Del af Arbejdet er svag, fordi Gengældelseslæren
canaliseres for at kunne passe til Frelseslæren. Hansens Emne
er tidligere behandlet, og han har intet nyt at sige eller bringe om det.
Det kunde han naturligvis heller ikke gøre alene ved at undersøge
Indholdet af Paulus' Breve. Det i Afhandlingen nedlagte Arbejde vil
nemlig først faa Betydning i Sammenhæng med den kommende anden
Hoveddel.
De to Afhandlinger bevæger sig begge indenfor et snævert Omraade
af Faget Ny Testamente, og alligevel er ingen af dem virkelig
afsluttede Undersøgelser, men det, der foreligger til Bedømmelse, er
kun en Del af det, som maatte kræves af en udtømmende, videnskabelig
tilfredsstillende Besvarelse af de rejste Spørgsmaal.
Det maa da udtales, at de to Afhandlinger paa Grund af deres
Emner kun i ringe Grad giver Lejlighed til en begrundet Dom om
Ansøgernes Kvalifikationer indenfor Faget Ny Testamente i dets Helhed,
ligesom der heller ikke foreligger andet Materiale til at vurdere
de to Ansøgeres Kvalifikationer indenfor hellenistisk Græsk, Semitica,
Patristik saavel som indenfor de nytestamentlige Hoveddiscipliner.
Og dog fremgaar det af de indsendte Afhandlinger, at Ansøgernes
Kundskaber ikke er omfattende, og den videnskabelige Evne og
Dygtighed, der er udvist, kan ikke siges at kvalificere nogen af dem
til en Lærestol i det Ny Testamente.
Jeg kan derfor ikke indstille nogen af de to Ansøgere, men foreslaar
Fakultetet ved fornyet Opslag senere at skaffe sig Lejlighed til
at vælge mellem de to Ansøgere, der til den Tid maa formodes at have
kvalificeret sig fuldt ud, og eventuelt andre kvalificerede Ansøgere.
Den 1. Marts 1941 afgav Fakultetet sin Indstilling, hvori meddeltes,
at det fagkyndige Udvalgs Indstilling havde været tilstillet Ansøgerne,
som ikke havde indsendt Bemærkninger. Udvalgsindstillingen
var derefter blevet behandlet paa Fakultetsmøde, hvor det med 9 af
10 Stemmer blev vedtaget, at det paa Grundlag af den foreliggende
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 27
Udvalgsindstilling ikke var muligt at træffe nogen Afgørelse, men at
det bedste vilde være, om Embedets Besættelse blev udskudt i 2 Aar.
Efter at denne Indstilling var blevet indsendt til Ministeriet med
Konsistoriums Tilslutning, bifaldt Ministeriet under 26. April 1941, at
Besættelsen af det ledige Embede som Docent i det ny Testamente
ved Københavns Universitet blev udskudt i 2 Aar, idet Ministeriet
samtidig udbad sig Indstilling med Hensyn til Varetagelsen af Undervisningen
under Vakancen og udtalte, at man forventede til sin Tid
at modtage Indstilling om Stillingens fornyede Opslag.
Efter en af Fakultetet derom afgiven Indstilling af 2. Maj 1941,
hvortil Universitetets Rektor sluttede sig, bifaldt Ministeriet under
14. Juni 1941, at det blev overdraget Docent i systematisk Teologi,
Dr. theol. K. E. Skydsgaard og Cand. theol. et Mag. art. E. Hammershaimb
fra den 1. August 1941 at regne at varetage den under
det ledige Docentur i det ny Testamente horende Undervisning mod
et aarligt Honorar af 2000 Kr. til hver, saaledes at Vederlaget til
Docent Skydsgaard blev afholdt af Universitetets Konto 7. Vederlag
een Gang for alle, medens Vederlaget til Cand. theol. et Mag. art.
Hammershaimb blev afholdt af Universitetets Konto 6. Vikarudgifter.
f. Afdelingsforstander ved Seruminstitutet, Dr. med. K. A. Jensens
Ansættelse som Professor i almindelig Patologi efter Professor
Dr. med. Oluf Thomsens Død.
(J. Nr. 230/40).
Den 19. Maj 1940 afgik Professor i almindelig Patologi, Dr. med.
Oluf Thomsen ved Døden.
Efter at det saaledes ledigtblevne Embede efter Indstilling af det
lægevidenskabelige Fakultet og Universitetets Rektor var blevet opslaaet
ledigt, blev under 22. Juni 1940 de indkomne 4 Ansøgninger,
nemlig fra last videnskabelig Assistent ved Institutet for almindelig
Patologi, Lektor i Parasitologi og medicinsk Bakteriologi ved Universitetet,
Dr. med. Viggo Friedenreich, Afdelingsforstander ved Statens
Seruminstitut, Dr. med. K. A. Jensen, Bestyrer af Institutet for human
Arvebiologi og Eugenik, Dr. med. Tage Kemp og Overlæge ved Maribo
Amts og Bys Sygehus' medicinske Afdeling, Dr. med. Poul Vogt-Møller
af Ministeriet tilstillet Universitetet til Erklæring.
Til at bedømme de indkomne Ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige
Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning af 15. Maj 1932
et Udvalg bestaaende af Professorerne, Dr. med. Knud Sand, Dr. med.
Carl Sonne, Dr. med. L. S. Fridericia, Direktør for Statens Seruminstitut,
Dr. med. J. Ørskov og Professor ved Lunds Universitet, Dr.
med. Arvid Lindau. Dette Udvalg afgav under 28. September 1940
iølgende Indstilling til Fakultetet:
28 Universitetets Aarbog 1940—41.
Det ledige Embede er søgt af fire Ansøgere, om hvem man skal
udtale følgende, idet Ansøgerne anføres i alfabetisk Rækkefølge:
Lektor, Dr. med. Viggo Friedenreich, født 1897, cand. med. 1922
og Dr. med. 1930, har efter 4 Aars Hospitalsuddannelse haft 3 Aars
patologisk-anatomisk Uddannelse og iøvrigt været knyttet til Universitetsinstituter:
Institutet for almindelig Patologi og det retsmedicinske
Institut; paa sidstnævnte var han 3 Aar Afdelingsleder af det
serologiske Laboratorium. Januar 1939 vendte han tilbage til Institutet
for almindelig Patologi, hvor han overtog det ledige Lektorat i
Medicinsk Bakteriologi og Parasitologi, og de sidste 3 Semestre under
afdøde Professor Thomsens Sygdom varetog han det væsentlige af
Undervisningen og Eksaminationen.
Dr. Friedenreich har offentliggjort 35, overvejende mindre Arbejder,
ofte i kort og koncis Form som Led i sammenhængende Undersøgelser.
Samtlige Arbejder ligger indenfor Serologien, nærmere beset
Blodtypeforskningen, og behandler her dels nogle mere almene Spørgsmaal,
dels og særlig en Række Specialundersøgelser over sjældnere
Blodtyper. Den første Trediedel af hans Publikationer er Forarbejder
til hans Disputats (1930) over det »Thomsenske Fænomen«; i disse og
særligt i Disputatsen belyser han paa mønstergyldig videnskabelig
Maade dette Fænomen og fik derigennem væsentlig Andel i dets Klarlæggelse
og Placering.
I en Række Arbejder behandler Friedenreich A-Typens Deling,
der siden v. Diingern-Hirszfelds' Arbejder fra 1911 og særlig Landsteiners
omkring 1926 havde været under stadig Debat. Ogsaa her har
Friedenreich ydet en betydelig Indsats gennem hans skarpe Afgrænsning
af Typerne Aj og A2 ved Absorptionsforsøg og ved den samtidige
Klarlæggelse af deres Arvegang.
I de seneste Aar har Friedenreich yderligere opstillet en Type A3,
hvis nærmere Forhold endnu er under Udforskning.
Indenfor M-N-Systemet af Blodtyperne har Friedenreich samtidig
med Tyskeren Crome Fortjeneste af Paavisningen af den meget sjældne
Ng-Type og har klarlagt dennes Arvegang og retsmedicinske Betydning.
Dr. Friedenreich har fremdeles behandlet Spørgsmaal af mere teoretisk
Art, saaledes om Agglutinin-Dannelsen og det saakaldte »Udskiller
— ikke-Udskiller«-Fænomen; i Tilslutning til det sidste Spørgsmaal
er han kommet ind paa Undersøgelser over Receptoregenskabernes
Fordeling indenfor de forskellige Væv og Organer hos Mennesker
og Dyr og herunder opstillet interessante Arbejdshypoteser.
Dr. Friedenreichs Arbejder er prægede af en minutiøs gennemtænkt
Forsøgsanordning, af sober og nøgtern Behandling af Materiale
og Resultater og i det hele af betydelig videnskabelig Klarhed, Stringens
og Indleven i Problemerne, ligesom hans udmærkede fremstillingsevne
bør fremhæves. Indenfor sit Specialomraade, Blodtypeforskningen
har han vundet et smukt internationalt Navn. Det maa kun
29
lindre og beklages, at hans Produktion i saa yderlig Grad er eensidig,
holdende sig indenfor endda snævert begrænsede Omraader af Serologien.
Afdelingsforstander ved Statens Seruminstitut K. A. Jensen er
født 1894, Cand. med. 1922, Dr. med. 1927. Forskellig medicinsk Uddannelse
til Juni 1927. Han ansattes som Assistent ved Statens Seruminstitut
1923. Udnævntes til Laboratorieforstander 1928 og til Afdelingsforstander
1931.
Hele K. A. Jensens Produktion falder indenfor Mikrobiologi og
Infektionspatologi, hvilke Felter saavel tidligere af Fakultetet som af
Udvalget nu er blevet karakteriseret som Fagets centrale Omraader.
Et Hovedemne i hans Arbejder er Undersøgelser over Tuberkelbacillen
og Tuberkulose. Dette skyldes ganske naturligt, at han i en
lang Aarrække har været Leder af Tuberkuloseafdelingen paa Statens
Seruminstitut, en Afdeling som han selv har skabt fra allerførste Begyndelse
til nu, hvor Afdelingen er fuldt paa Højde med de bedste i
Verden og i Dag Basis for den laboratoriemæssige Diagnostik af Tuberkulose
for hele Danmark. Der er intet Felt indenfor Tuberkelbacillens
Biologi eller den eksperimentelle Tuberkuloses Infektionspatologi, hvor
ikke K. A. Jensen alene eller i Samarbejde med Medarbejdere har ydet
originale og meget vægtige Bidrag.
Blandt disse Arbejder kan nævnes en Række gaaende ud paa at
forbedre Tekniken i Forbindelse med Diagnostiken, med Forbedring
af Substrater og Dyrkningsteknik resulterende i fortræffelige Metoder,
der er blevet taget op i mange forskellige Lande. Yderligere kan nævnes
Arbejder gaaende ud paa at forbedre Tuberkulinet ved Rensning
og Standardisering, Arbejder af stor baade teoretisk og praktisk Betydning.
Undersøgelser over Caimette-Vaccinens Stabilitet, over det supponerede,
saakaldte Tuberkulosevirus samt over den af Lowenstein
paastaaede ruberkelbacilæmi, førte til Afgørelser, som i Dag er hævet
over Kritik og var af stor Værdi for den medicinske Verden.
De af K. A. Jensen gennemførte, meget omfangsrige Undersøgelser
over I uberkelbacillens Variabilitetforhold, herunder det vigtige Spørgsmaal
om 1 ypernes (den bovine og den humane) eventuelle indbyrdes
Overgangsforhold, har atter gjort disse Problemer, som er af stor principiel
og praktisk Betydning, brændende aktuelle for Tuberkuloseforskere.
Hans Arbejde over den eksperimentelle Tuberkuloseinfektionsmekanisme
i normale og i aktivt immuniserede Dyr har ved en enkel
og overbevisende leknik belyst Infektions- og Immunitetsforhold paa
en ny Maade.
Disse Arbejder førte direkte ind paa Undersøgelser af det normale
og det allergiske Dyrs Reaktionsmaade overfor Tuberkelbacillen, og
her ser vi atter, at K. A. Jensen paa et Felt, der er blevet behandlet
Gang paa Gang af de dygtigste Forskere, paa en overraskende enkelt
30 Universitetets Aarbog 1940—41.
Maade giver det klare Svar. Hertil kommer endelig, at K. A. Jensen
dels alene og dels i Samarbejde med mange forskellige Medarbejdere,
ogsaa indenfor Kliniken, har udfort et stort og frugtbart Arbejde til
Opklaring af den bovine Tuberkelbacil-Types Betydning for human
Tuberkulose. Dette Omraade var kort Tid forinden taget op af engelske
Forskere, men K. A. Jensen har udbygget og uddybet hele Problemet
og gennem en eksemplarisk Arbejdsindsats kortlagt Situationen i Danmark
med de højst varierende Forhold i de forskellige Landsdele.
Disse Arbejder har ogsaa medført en fundamental Ændring af vort
Syn paa den bovine Tuberkuloses Epidemiologi, har blandt andet vist
os, at den bovine Tuberkelbacil ikke blot smitter gennem Mælkeinfektion,
men ogsaa kan inficere gennem Inhalation i voksen Alder, særlig
naturligvis hos den mest udsatte Landbefolkning, resulterende i »bovine
Phthiser«.
Men K. A. Jensens Arbejde indskrænker sig ikke til Tuberkuloseproblemer.
Paa mange andre Felter indenfor Mikrobiologien og Infektionspatologien
har han givet meget vægtige Bidrag.
Her kan nævnes hans Disputatsarbejde fra 1927 over Colibacillens
normale Vækstforhold. Med den direkte Agarmikroskopi som
Grundlag ydede han hermed et nu klassisk Værk over normal Bakterievækst.
Gennem sit Arbejde med Standardisering af Dysenteritoxin
løste han den omkring 1923 af Folkeforbundets Hygiejnekomité stillede
Opgave saa tilfredsstillende, at hans Resultater har fuld Gyldighed
ogsaa i Dag.
Endelig har K. A. Jensen foretaget meget indgaaende infektionsmekaniske
Studier inden for Salmonellagruppens Bakterier og ikke
mindst disse Arbejder viser tydeligt hans Evner som Eksperimentator
indenfor Infektionspatologien.
Sammenfattende kan siges, at K. A. Jensen er en fremragende
og original Forsker med en usædvanlig Evne til at se Problemernes
væsentlige elementære Sider og en ligesaa usædvanlig Evne til at løse
Opgavernes praktiske, mere tekniske Side.
Han har takket være disse Evner støttet af en Flid og Udholdenhed,
som maa aftvinge Beundring, gennemført et forbavsende stort
Antal meget vægtige Arbejder, som har skallet ham en højt anerkendt
international Position. Som Leder af en stor og krævende videnskabelig
Afdeling har han gjort et yderst fortjenstfuldt organisatorisk Arbejde.
Gennem Aarene har han vist en fremtrædende Evne til at finde
og bevare dygtige Medarbejdere, der har videreført hans Arbejde.
At hans Arbejde indenfor Tuberkulose har været af afgørende Betydning
for Danmarks humane og veterinære Medicin, er aabenbart
for alle kyndige.
Institutbestyrer, Dr. med. Tage Kemp, f. 1896, Cand. med. 1921,
Dr. med. 1927, har efter 2 Aars Hospitalsuddannelse fra 1923—1938
uafbrudt været ansat som Assistent ved Universitetets Institut for
almindelig Patologi. Han har siden 1926 i 12 Aar deltaget i UnderLærere
og andre videnskabelige Tjenestemænd. 31
visningen indenfor flere af Fagets Omraader og en enkelt Gang afholdt
Eksamen.
1938 ansattes han som Bestyrer af det nyoprettede Universitetsinstitut
for Arvebiologi. Han har i udstrakt Grad dygtiggjort sig til
denne Stilling ved mange Studierejser i Udlandet.
Dr. Kemps videnskabelige Produktion er omfattende og alsidig,
berørende en Række Emner indenfor den almindelige Patologi, i de
senere Aar ganske særligt Arvebiologien og -patologien; ved Siden af
egentlig videnskabelige Arbejder udgøres en stor Del af hans Produktion
af letlæselige, for Offentligheden nyttige populære Afhandlinger.
Hans Arbejder indenfor Arvelighedsforskningen omfatter dels
nogle Udredninger og Beskrivelser af Arvegangen ved forskellige Lidelser
og dels smukke eksperimentelle Undersøgelser, specielt vedrorende
den arvelige Dværgvækst hos Mus.
Et større Arbejde er hans Bog om Prostitution; den kan vel næppe
siges at have bragt noget egentlig nyt, men repræsenterer et stort,
flittigt Arbejde, hvis Værdi vel snarest ligger under Sociologien.
Nær Berøring med hans Forskning paa Arvelighedens Omraade
har hans Arbejder over Celledeling. Han har her præsteret bemærkelsesværdige
Undersøgelser; særlig maa fremhæves hans Bidrag til det
vigtige Studium over Kromosomernes Antal og Forhold i Menneskets
somatiske Celler, udført paa Vævskulturer og hans —- tildels sammen
med andre udførte — Arbejder over forskellige Agentiers Indvirkning
paa Celledelingen.
Paa det endokrinologiske Omraade har han — foruden sin Disputats
om »Kønskarakterer hos Fostre«, hvis Værdi navnlig laa i den tiltrængte
Kontrol over en Række foreliggende Arbejder af andre —
ydet nogle grundige, mindre Arbejder over Seksualhormoner, bl. a. i
Samarbejde med Pedersen-Bjergaard.
Hans Arbejder over Bakteriologi og Serologi er ikke af større
Omfang eller Betydning, selv om han har gjort interessante Iagttagelser
bl. a. vedrørende Bakterielysinet hos Hønsefostre og Isoagglutininernes
Forhold i Fosterlivet og Barnealderen.
Endelig har han i en Lærebog over Endokrinologi (sammen med
Okkels) vist gode pædagogiske Evner til at opbygge og forfatte en
saadan. Nogle mindre Bidrag til tyske Haandbøger er væsentlig af
kompilatorisk Natur.
Dr. Kemp har gennem sine Arbejder, i hvilke man vel nok kunde
ønske at finde noget større Originalitet, vist sig som en alment interesseret
Patolog og en produktiv Forfatter, der ved grundig og flittig
videnskabelig borskning har skabt sig en smuk Position, navnlig indenfor
sit egentlige Omraade, Arvelighedsbiologien. Selv om hans videnskabelige
Interesser som nævnt spænder over mange Omraader, bør
det dog bemærkes, at netop Infektionspatologien og Mikrobiologien er
meget svagt repræsenterede i hans Produktion.
32 Universitetets Aarbog 1940—41.
Overlæge ved Maribo Amts Sygehus' medicinske Afdeling, Dr. med.
Poul Vogt-Møller, født 1898, cand. med. 1924, Dr. med. 1935, har en
fyldig, men rent klinisk Uddannelse og anfører ikke i sin Ansøgning
Oplysning om Uddannelse i Laboratorievirksomhed. Ansøgerens videnskabelige
Arbejder er dels kliniske og klinisk-terapeutiske, dels patologisk-
fysiologiske, hovedsageligt paa Ernæringslærens Omraade.
Hans vigtigste videnskabelige Indsats er Indførelsen af Behandling
med E-Vitamin i den humane og veterinære Terapi, og 14 af de
38 Afhandlinger, der er vedlagt Ansøgningen, handler herom. Efter det
hidtil foreliggende, ogsaa i den nyeste Litteratur (A. L. Bacharach.
The British Medical Journal, 1. Juni 1940. Side 890), synes det paavist,
at denne Behandling har Virkning overfor habituel Abort, og
Ansøgerens Arbejde med dette Problem er derfor vigtigt og fortjenstfuldt.
løvrigt tangerer Ansøgerens videnskabelige Arbejder en Række
forskellige Emner indenfor Vitaminforskning og Klinik. Hans Disputats
om »Relationen mellem B-Vitaminerne og Ernæringens Indhold
af Protein, Fedt og Kulhydrat« indeholdt Iagttagelser af Værdi, men
nogle af Resultaterne hvilede paa temmelig faa Forsøgsrækker. Af de
øvrige Arbejder vidner liere om Idérigdom og Initiativ, men nogle af
dem, f. Eks. Arbejderne over Methylglyoxalatets og Glyoxalase-Coenzymets
Betydning for B. 1. — Avitaminosens Patogenese, har Karakter
af foreløbige Meddelelser, hvis Fortsættelse ikke er fremkommet.
I det hele viser Ansøgerens Arbejder en Tendens til mere at gaa i
Bredden end i Dybden, og der lægges stor Vægt paa at begrunde de
fremsatte Anskuelser gennem Ræsonnementer, medens Forsøgsbeskrivelser
træder noget i Baggrunden. Dette gælder f. Eks. Afhandlingen
»Om Patogenesen af Mb. Basedowii i Relation til Reid Hunts Reaktion
«. I enkelte af Arbejderne berøres mikrobiologiske Emner (Afhandlingerne
om spontan Aortaruptur, om Leishmaniosis og om Vincents
Stomatitis), men Behandlingen af disse tyder paa, at Ansøgeren staar
Mikrobiologien og Infektionspatologien noget fjern, og hele hans Produktion,
Uddannelse og hidtidige Virksomhed ligger paa andre Omraader
end paa dem, der er centrale i Faget almindelig Patologi ved
Københavns Universitet.
Som Konklusion af ovenstaaende Bedømmelse af de enkelte Ansøgeres
videnskabelige Arbejder og øvrige Kvalifikationer skal Udvalget
udtale, at alle Ansøgerne har vist videnskabelige Evner og er
internationalt kendte, hver p%ta sit Omraade. Det fremgaar imidlertid
af vor motiverede Redegørelse, at Afdelingsforstander, Dr. med. K. A.
Jensen efter Udvalgets eenstemmige Mening i videnskabelig Standard
og Position staar højest og gennem sin fremragende videnskabelige
Indsats og Produktion har vist en mere omfattende og resultatrig
Virksomhed paa de centrale Omraader af Faget »Almindelig Patologi«
end de øvrige Ansøgere.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 33
Udvalget skal derfor eenstemmigt indstille Afdelingsforstander,
Dr. med. Kai Adolf Jensen til det ledige Embede som Professor i
almindelig Patologi ved Københavns Universitet.
Udvalgets Indstilling blev i Overensstemmelse med § 4, 2. Stk.,
i den fornævnte Anordning tilstillet Ansøgerne, af hvilke Dr. Kemp
indsendte Svarskrivelse med Bemærkninger til Indstillingen.
Efter at Udvalgets Indstilling var blevet enstemmigt tiltraadt af
Fakultetet og indsendt til Ministeriet med Konsistoriums Tilslutning,
blev ved kgl. Resolution af 14. November 1940 Afdelingsforstander
ved Statens Seruminstitut, Dr. med. K. A. Jensen udnævnt til Professor
i almindelig Patologi ved Københavns Universitet fra den 1. Februar
1941 at regne.
Da Embedet som Professor i almindelig Patologi stod ledigt i
Tiden fra 19. Maj 1940—31. Januar 1941, bifaldt Ministeriet efter Indstilling
af det lægevidenskabelige Fakultet og Universitetets Rektor,
at det blev overdraget Assistent ved Institutet for almindelig Patologi,
Lektor, Dr. med. Viggo Friedenreich at varetage Forretningerne som
Institutets Bestyrer under Vakancen mod at oppebære det Bestyreren
af Institutet i Henhold til Tjenestemandslovens § 590 tillagte Bevillingstillæg
paa 800 Kr. aarlig, at det blev overdraget ham at varetage
Undervisningen i almindelig Patologi i Efteraarssemestret 1940
mod et Vederlag paa 600 Kr. at afholde af Universitetets Konto 7.
Vederlag een Gang for alle, at det blev overdraget ham at varetage
Undervisningen i Kokoppeindpodning under Vakancen mod at oppebære
det herfor bestemte Honorar af 600 Kr. aarlig + midlertidigt
Iillæg, samt at der paa Universitetets Konto 5. Medhjælp paa forventet
Tillægsbevilling for Finansaaret 1940—41 fra den 1. September
1940 at regne blev stillet et Beløb af 175 Kr. maanedlig til Raadighed
ior Institutet til Antagelse af en Læge til Medhjælp ved Undervisningen
og det videnskabelige Arbejde. Endvidere blev der tillagt
Dr. friedenreich et Beløb af 680 Kr. for Eksamination af 68 Kandidater
i Faget almindelig Patologi ved den lægevidenskabelige Embedseksamen
Vinteren 1941; Beløbet afholdtes af Universitetets Konto 7.
Vederlag een Gang for alle.
De med Embedets Besættelse forbundne Udgifter, ialt 509,40 Kr.,
blev afholdt af Universitetets Konto 10. e.
g. Professor, Dr. med. Poul Møllers Afgang fra Universitetet
og Prosektor, Dr. med. J. Engelbreth-Holms Ansættelse som
Professor i patologisk Anatomi.
(J. Nr. 258/40).
Under 27. August 1940 blev der meddelt Professor i patologisk
Anatomi, Dr. med. Poul Møller Afsked efter Ansøgning paa Grund af
Svagelighed med Pension fra den 31. Januar 1941 at regne.
Universitetets Aarbog. 5
34
Det saaledes ledigtblivende Embede blev efter Indstilling af det
lægevidenskabelige Fakultet og Universitetets Rektor opslaaet ledig
med Tilføjende, at der til Stillingen mod særligt Honorar var knyttet
Stillingen som Prosektor ved Rigshospitalet med Pligt for Prosektoren
til paa Begæring af de paagældende Overlæger at varetage Undersøgelser,
som krævede speeiel patologisk-anatomisk Indsigt, herunder
ogsaa de histologiske Undersøgelser, og under 11. Oktober 1940 blev
de indkomne 6 Ansøgninger, nemlig fra Prosektor ved Finseninstitutet
og Radiumstationen, Dr. med. J. Engelbreth-Holm, Amanuensis
ved Universitetet, Dr. med. Viggo Eskelund, Inspektør ved Universitetets
retsmedicinske Institut, Dr. med. Willy Munck, Prosektor ved
Kommunehospitalet i København, Dr. med. Svend Petri, honorarlønnet
videnskabelig Assistent ved Universitetets patologisk-anatomiske
Institut, Dr. med. Gunnar Teilum og Prosektor ved Bispebjærg
Hospital, Dr. med. Bj. Vimtrup af Ministeriet tilstillet Universitetet
til Erklæring.
Til at bedømme de indkomne Ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige
Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning af 15. Maj 1932
et Udvalg bestaaende af Professorerne, Dr. med. E. Dahl-Iversen, Dr.
med. H. Hou-Jensen og Dr. med. Knud Sand samt Professor i patologisk
Anatomi og Retsmedicin ved Lunds Universitet, Dr. med. Einar
Sjovall og Professor i patologisk Anatomi ved Uppsalas Universitet,
Dr. med. Robin Fåhræus. Af disse afgik Professor H. Hou-Jensen ved
Døden den 16. Oktober 1940; Udvalget blev dog ikke i den Anledning
suppleret med noget yderligere Medlem.
Udvalget afgav under 11. Januar 1941 følgende Indstilling til
Fakultetet:
Det ledige Embede er søgt af seks Ansøgere, om hvem man skal
udtale følgende, idet Ansøgerne anføres i alfabetisk Orden:
Prosektor, Dr. med. J. Engelbreth-Holm, født 1904, Cand. med.
1929, Dr. med. 1933. Straks efter sin Embedseksamen blev han frivillig
videnskabelig Assistent ved Universitetets Institut for almindelig
Patologi, hvor han arbejdede som saadan i 10 Aar. Hans kliniske Uddannelse
maa siges at være sparsom. I 3 Aar var han Prosektorassistent
ved Kommunehospitalet og Bispebjærg Hospital. Siden Juli 1938
har han været Prosektor ved Finseninstitutet og Radiumstationen. I
1938 fik han Specialistanerkendelse i patologisk Anatomi og Vævsmikroskopi.
Paa Institutet for almindelig Patologi paabegyndte han, i Samarbejde
med Oluf Thomsen, et eksperimentelt Arbejde om Hønseleukose.
Den lange Serie videnskabelige Arbejder paa dette Omraade,
ofte sammen med andre, er en Fortsættelse af Ellermanns og Bangs
grundlæggende Undersøgelse og har paa talrige Punkter uddybet vor
Opfattelse om Hønseleukosen. Herunder falder ogsaa hans Doktordisputats
(1933). Denne Arbejdspræstation falder indenfor den Del af
35
patologisk-anatomisk Forskning, som kan betragtes som den i Øjeblikket
maaske mest centrale, nemlig Analysen af maligne Svulster
og svulstlignende Tilstande og Virus' ætiologiske Betydning for disse.
Engelbreth-Holm har gennem sine Undersøgelser kunnet give gode
Argumenter for Hønseleukosens svulstagtige Natur, samt belyst Leukosens
Forbindelse med Tumorer af Sarkomnatur og de eksperimentelle
Betingelser for disse 1 umorers Opstaaen. Fremdeles har han
behandlet Virus' Tilstedeværelse i Forsøgsdyrenes Blod samt Spørgsmaalene
om at fremkalde en Immuniseringsproces og om at inaktivere
Virus gennem Oxydation, saaledes som det tidligere er paavist af andre
l^orskere vedrørende Rous-Sarkom. Gennem serologiske Forsøg har han
kunnet bekræfte de forskellige Leukoseformers biologiske Sammenhæng.
Disse Undersøgelser op til 1938 udgør en sammenhørende Serie
af stor Værdi.
Engélbreth-Holms Interesse for Hønseleukosen udvidede sig efterhaanden
til at omfatte saavel Leukoserne som maligne Tumorer hos
1 attedyr. Hei hai han i en interessant Undersøgelse (sammen med
O. Frederiksen) søgt at belyse, hvorledes ogsaa Leukose hos Mus kan
ovtrfores med cellefrit Materiale under anaérobe Forhold. Senere har
han tilføjet den kritiske Reflektion, at den iagttagne Virkning skulde
kunne bestaa i en Fremskyndelse af Sygdommens Manifestering. Han
har endvidere kunnet fremskynde en Opstaaen af den spontane lymfogene
Leukose eller Lymfo-Sarkomatose hos Mus gennem Behandling
med en caicinogen Substans, ligesom han har kunnet bekræfte samme
Evne hos saadanne Substanser med Hensyn til Mamma-cancer hos
Mus.
Sin nuværende Opfattelse om de mange samvirkende Faktorer
ved Opstaaen af maligne Tumorer hos Mus har han klart sammenfattet
i sit sidste Arbejde, ligesom han har givet en stor, særdeles let
læselig og overskuelig Fremstilling af Forskningens nuværende Standpunkt
vedrørende spontane og eksperimentelle Leukoser hos Dyr.
Udover denne særdeles omfattende Forskning har han naaet at
udføre et Antal mindre Undersøgelser, al hvilke kan fremhæves den
eksperimentelle Paavisning af Eosinofili gennem intravenøs Olieinjektion.
Nogle kasuistiske Arbejder dokumenterer, at han ogsaa har interesseret
sig for den menneskelige Patologi; disse Arbejder, bl. a. et om
tuberkuløs Splenomegali, er godt udførte, men af begrænset videnskabelig
Værdi.
Engelbreth-Holms Uddannelse til et Professorat i patologisk Anatomi
er, hvad tidsrummet angaar, ikke langvarig, men er dog foregaaet
ved Prosecturer med saa omfattende dagligt Arbejde, at den kan
anses lor tilfredsstillende. Den stringente og klare Fremstilling, ikke
mindst i hans Oversigter, giver tilstrækkelig Vidnesbyrd om hans
vntr som Lærer. Hans videnskabelige Produktion er meget omfattende
og kan betegnes som en imponerende Arbejdspræstation i Betragtning
af den koi te 1 id, i hvilken den er blevet til. Hans videnskabe36
lige Arbejder viser, at han er en energisk og maalbevidst Forsker, der
med klart Blik ser de væsentlige Problemer paa et af Patologiens mest
aktuelle Forskningsomraader, og som med sikker Haand forstaar at
løse dem eller bringe dem nærmere til deres Løsning. Uden endnu at
have leveret Bevis paa nogen egentlig videnskabelig Originalitet vidner
Engelbreth-Holms Arbejder om en uomtvistelig klar og kritisk videnskabelig
Tænke- og Arbejdsmaade. Paa fremtrædende Vis har han
allerede forstaaet at drage yngre Videnskabsdyrkere ind i sit Arbejde,
og han maa siges paa Leukoseforskningens Omraade allerede at have
gjort sig internationalt kendt.
Dr. med Viggo Eskelund, født 1893, Cand. med. 1921 og Dr. med.
1931. Efter sin Embedseksamen gennemgik han en 8-aarig klinisk
Hospitalsuddannelse, og fra 1930 har han haft Ansættelse som Assistent
dels ved Kommunehospitalets patologiske Institut, dels ved Universitetets
retsmedicinske Institut og endelig ved Universitetets patologisk-
anatomiske Institut, hvor han siden 1938 har været fast videnskabelig
Assistent. I de sidste fire Aar har han deltaget i Undervisningen
af de Studerende. I 1935 fik han Anerkendelse som Speciallæge i
patologisk Anatomi og Vævsmikroskopi.
Eskelunds Arbejder falder i 3 Grupper: kliniske, retsmedicinske
og patologisk-anatomiske. Fælles for de kliniske Arbejder er et aabent
Blik for aktuelle Spørgsmaal, som belyses med egne Undersøgelser,
oftest dog paa mindre Materialer. Blandt hans Arbejder indenfor Retsmedicin
og patologisk Anatomi maa nævnes dels værdifulde kasuistiske
Meddelelser, dels Arbejder over Forenkling af retsmedicinske og patologisk-
anatomiske Undersøgelsesmetoder og Apparatur. Som Eksempel
paa de kasuistiske Meddelelser skal anføres hans Arbejder over Strangulation
og over Kulilteforgiftning samt det interessante Kasus over
Periarteriitis nodosa i Pulmonalarterien. Den nævnte Gruppe af
Arbejder viser paalidelig Iagttagelsesevne og nøgtern Vurdering
samt teknisk Talent, ligesom de bærer Vidnesbyrd om god Fremstillingsevne.
Udover disse Arbejder har Eskelund publiceret to større videnskabelige
Afhandlinger, dels Disputatsarbejdet over Magniumnarkosen,
dels en Monografi over Iris' anatomiske Variationer. Disputatsarbejdet,
som særlig berører Forholdet mellem Magnium og Calcium i Serum,
er forstandigt anlagt, Forsøgene er omhyggeligt udført og har
bragt nye Oplysninger af Værdi paa adskillige Punkter. Monografien
over Iris er et stort anlagt og smukt udført Arbejde, som angaai det
forreste Irislag og den Atrofi, som dette i varierende Grad frembyder
hos forskellige Individer, dels centralt, dels diffust. Den anatomiske
Analyse er vel gennemført og belyst med enestaaende fotografiske Afbildninger.
Eskelund giver en vis Støtte for den Opfattelse, at begge
Atrofiformerne hver for sig nedarves, selvom hans Materiale er for
lille til at tillade nogen Bedømmelse af den nærmere Art af denne Nedarvning.
En samtidig udført Undersøgelse over Cornea giver mere
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 37
bestemte Holdepunkter for den Opfattelse, at Corneas større Tværbredde
nedarves dominant.
Eskelunds videnskabelige Produktion, der dog kun for en mindre
Del drejer sig om patologisk-anatomiske Emner, vidner om en initiativrig
Forsker med vaagen Interesse for videnskabelige Problemer og
Lethed i at behandle sine Opgaver. En Del af hans videnskabelige
Arbejder viser imidlertid en vis Tilbøjelighed hos ham til at afslutte
dem paa et Stadium, som efterlader det Indtryk, at han maaske kunde
have ført dem videre til mere definitive Resultater.
Inspektør ved retsmedicinsk Institut, Dr. med. Willy Munck,
født 1892, Caiid. med. 1916, Dr. med. 1933. Efter sin Embedseksamen
gennemgik han en længere klinisk Uddannelse. I Tiden December 1920
til Juni 1922 var han Assistent hos Prosektor ved Kommunehospitalet,
og siden 1. Maj 1923 har han uafbrudt været ansat ved Universitetets
retsmedicinske Institut, først som Assistent, senere som Inspektør
og Afdelingsleder af Institutets patologisk-anatomiske og kliniske
Afdeling. Han har til Stadighed deltaget i Undervisningen af de Studerende,
derunder vikarieret for Professoren i nogle Semestre under
dennes Forfald og i to Terminer afholdt Eksamen i Retsmedicin. I
Oktober 1933 fik han Anerkendelse som Speciallæge i patologisk Anatomi
og Vævsmikroskopi.
Muncks videnskabelige Arbejder falder, som naturligt er, for
Størstedelen indenfor Retsmedicinen; men de refererer sig ofte til
Iagttagelser af patologisk-anatomisk Natur og har herigennem — med
den altid nøjagtige og i Enkeltheder klare Iagttagelse, som det retsmedicinske
Formaal gør nødvendig — haft Mulighed for at tilføre den
patologiske Anatomi meget af Værdi. Munck viser sig at være særdeles
velegnet til denne Art af Forskning. I Bearbejdelsen af enkelte Iagttagelser
og i Sammenfatningen af gjorte Erfaringer ligger hans Styrke,
men tillige paa en vis Maade Begrænsningen af hans videnskabelige
Præstation. Som Eksempel paa saadanne Publikationer kan nævnes
hans Undersøgelser over Misdannelser af Pulmonalkarrene og over
medfødte Hjertefejl som Aarsag til pludselig Død, Oversigten over
Aarsagerne til pludselig Hjertedød hos Voksne, samt Oversigterne over
traumatisk betingede subdurale Blødninger og Meningiter. I det hele
karakteriseres denne ret omfattende Gruppe af en nøgtern og paalidelig
Iagttagelsesevne og derhos af god Fremstillingskunst.
Derimod kan Munck kun opvise et enkelt Arbejde, som omhandler
en større og mere krævende videnskabelig Opgave, nemlig hans
Disputats fra 1933 om Makrofagernes Betydning ved malign Svulstvækst.
Arbejdet giver gennem sine omfattende og nøjagtige Iagttagelser
yderligere Bevis paa den Grundighed og Soberhed, som præger
Muncks Arbejder, og han har paa overbevisende Maade vist den talrige
I^orekomst af Makrofager i Vævet nærmest omkring den opstaaede
maligne Svulst. At Makrofagerne her udvikler deres Evne til at fagocytere
Nedbrydningsprodukter, kan utvivlsomt anses for godtgjort;
38
derimod er det vanskeligt at afgøre, om Munck har Ret i sin Hypotese
om disse Cellers Evne til at bidrage til Svulsternes Vækst og til at
repræsentere labile Overgangsformer ved Sarkomudviklingen. Overhovedet
synes det at være ret begrænset, hvad der findes af sikre nye
Resultater i dette Arbejde.
Muncks Uddannelse til et Professorat i patologisk Anatomi kan
betragtes som meget tilfredsstillende, og den lange Tid, han har haft
Undervisning paa et nærliggende Felt, maa, sammenholdt med den
klare Fremstilling i hans Skrifter, danne Garanti for hans Lærerevner.
Muncks i Hovedsagen retsmedicinsk indstillede Arbejder afgiver Vidnesbyrd
om god videnskabelig Iagttagelsesevne og stor Samvittighedsfuldhed,
ligesom han har let ved i overskuelig Form at fremlægge og
logisk bedømme et Observationsmateriale.
Prosektor, Dr. med. Svend Petri, født 1895, Cand. med. 1922,
Dr. med. 1926. Bortset fra Turnustjeneste og nogle Maaneders Ansættelse
som 2. Reservelæge har han siden sin Embedseksamen stedse
haft Tilknytning til patologisk-anatomiske Instituter, først som Assistent
ved Bispebjærg Hospitals patologiske Institut, senere Universitetets
patologisk-anatomiske Institut; endelig ansattes han Oktober
1931 som Prosektor ved Kommunehospitalet. Under sin Ansættelse
som Prosektor har han næsten uafbrudt undervist Studerende. I 1933
fik han Anerkendelse som Speciallæge i patologisk Anatomi og Vævsmikroskopi.
Petri har udfoldet en livlig videnskabelig Virksomhed, som uden
Afbrydelse har strakt sig fra de Undersøgelser, som sammenfattedes
i Disputatsen fra 1926, lige op til den seneste Tid. Han deltog i Konkurrencen
i 1928 om det samme Professorat, som nu er ledigt. Den
Forskning, som han da havde drevet, og som af Konkurrencekomitéen
blev betegnet som værende af utvivlsom videnskabelig Værdi, behandler
for Størstedelen Blodpladerne og Spørgsmaalet om deres Genese
og kulminerer i Disputatsen med dens histologisk mønstergyldige Iagttagelser
over Megakaryocyterne som Grundlag for hans Kritik over
den Wright'ske Teori. Det tilføjes, at Petris Kritik af Megakaryocyternes
Rolle for Dannelsen af Trombocyter ikke har opnaaet en mere
almindelig Anerkendelse.
En anden Del af Petris tidlige Forskning drejer sig om Leukoserne,
og han har med ligesaa mønstergyldig som nøjagtig histologisk
Analyse beskrevet de Celler, som konstituerer Lymfadenosen, ligesom
ogsaa de sygelige Forandringers Udbredelse indenfor Organismen ved
Lymfadenose; han kan vise, at man til Trods for disse Forandringers
store Udbredelse ikke er berettiget til at kalde dem for universelle.
Paa disse med hinanden nærbeslægtede Forskningsomraader har
Petri arbejdet videre i de nærmest følgende Aar. Han har paa Grundlag
af en egen Iagttagelse sammenstillet og kritisk udvalgt de Beretninger
i Litteraturen, som skulde kunne støtte Antagelsen af en arvelig
Faktor ved Optræden af Leukose hos Mennesket. Beviserne for en
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 39
saadan Faktors Tilstedeværelse har Petri selv fundet usikre, hvad der
rober en klog Forsigtighed i Omdømmet, lad saa være, at man paa
Museleukosens Omraade omtrent samtidig har kunnet paavise en Arvelighed.
Han har fremdeles leveret en smuk Flaandbogsfremstilling af
Undersøgelsesmetoderne for de hæmatopoetiske Organer, hvilket yderligere
dokumenterer hans Dygtighed som histologisk Tekniker, og han
har nøjagtigt kortlagt Blodcellerne og Benmarvscellerne hos Mus, et
møjsommeligt Registreringsarbejde, som i Hovedsagen maa betragtes
som et Forarbejde for Analysen af patologiske Forandringer paa dette
Omraade. Alle disse Arbejder er prægede af Soliditet, undertiden med
en noget tung Fremstillingsform.
Efter Kortlægningen af Blodcellerne og Benmarvscellerne hos Mus
fangedes Petris Interesse af et andet aktuelt Problem indenfor Hæmatologien,
nemlig den perniciøse Anæmi, og han begyndte en omfattende
Serie Forsøg med Exstirpation af forskellige Dele af Digestionskanalen
med det Formaal eksperimentelt paa Dyr at fremkalde et
Korrelat til den perniciøse Anæmi hos Mennesket. De første Publikationer
herom fremkom i 1935, og i Løbet af de Aar, som derefter er
gaaet, har Petri sammen med sine Medarbejdere leveret en Snes forskellige
Meddelelser om disse Undersøgelsers videre Forløb. Naar man
ser tilbage paa disse Arbejder, faar man paa den ene Side stor Respekt
for den Arbejdsintensitet og den Forskeriver, som de bærer Vidne om,
medens paa den anden Side saadanne hastigt paa hinanden følgende
Publikationer af Brudstykker i een og samme Undersøgelse vanskeliggør
Bedømmelsen af saavel Forskningsresultaterne som Forfatterens
Belysning deraf i Forhold til andre Forskeres Iagttagelser. Man finder
undertiden ogsaa — øjensynlig som Følge af den anvendte Publiceringsmetode
—, at Anskuelser og Formodninger, som fremsættes i
forudgaaende Arbejder ikke opretholdes i efterfølgende, naar større
Erfaring er blevet indvundet. Den Analogi til den menneskelige perniciøse
Anæmi, man gerne havde set Forsøgsresultaterne munde ud i,
er det ikke lykkedes at tilvejebringe. Overhovedet maa det anses for
tvivlsomt, om man, for saa vidt angaar denne Sygdom, kan finde en
Identitet mellem Mennesker og Dyr. At de foretagne Exstirpationer
derimod paavirker Bloddannelsen i ugunstig Retning, fremgaar med
fuld Tydelighed; men dette var allerede paavist af andre Forskere.
Imidlertid er der ved visse af de foretagne Exstirpationer gjort
andre Iagttagelser, som fuldt ud har givet Vederlag for den store Anstrengelse
og tillige bærer Præg af Originalitet. Iagttagelserne er sammenfattede
under Benævnelsen Pellagra, nærmest paa Grund af Ligheden
med det Syndrom, som er fremkommet ved andre Forskeres
tidligere Forsøg med eksperimentel B2-Avitaminose. Flvorvidt denne
symptomatiske Analogi skal betegnes som Udtryk for virkelig patogenetisk
Identitet, derom er det formentlig endnu for tidligt at udtale
sig. Sagen ligger øjensynlig ikke saa enkelt, at det af Petri (og Medarbejdere)
skildrede Syndrom kan ophæves gennem Tilførsel af det
40 Universitetets Aarbog 1940—41.
paagældende Vitamin. Derfor er ogsaa en afsluttende Bedømmelse af
den videnskabelige Værdi af den fremlagte Undersøgelsesserie vanskelig
for Øjeblikket. Aabenbart er det under alle Omstændigheder, at
han her har givet en videnskabelig Impuls, og at det vilde være i høj
Grad ønskeligt, om man gennem fortsat Forskning kunde komme
Sagens Løsning nærmere.
Petris store praktiske Erfaring i patologisk Anatomi og hans omfattende
Undervisningsvirksomhed er særdeles værdifuld. Hans talrige
Publikationer vidner om en intensiv videnskabelig Interesse, som ikke
skyer de største Anstrengelser for at søge at belyse de store Problemer
indenfor Bloddannelsen, der har udgjort hans hovedsagelige Arbejdsmaal.
Samtidig er det klart, at han i sin Forskning fra de seneste Aar
fremviser et dybere Greb om videnskabelige Problemer, ligesom han
gennem denne Forskning har naaet til et Resultat, der endnu er vanskeligt
at tyde i Enkeltheder, men som utvivlsomt bærer Præg af Originalitet.
Paa dette Omraade, som ogsaa er bearbejdet af andre Forskere,
har Petri skaffet sig et internationalt Navn. Man har Ret til
at forvente, at han, som den levende Forskernatur, han er, ogsaa i
Fremtiden vil kunne bidrage til Løsning af videnskabelige Spørgsmaal
og derved ligesom tidligere forstaa at interessere yngre Medarbejdere.
Dr. med. Gunnar Teilum, født 1902, Cand. med. 1929, Dr. med.
1940. Efter sin Embedseksamen har han gennemgaaet en længere klinisk
Uddannelse. I Tiden Marts 1934 til November 1936 var han
Assistent paa Universitetets retsmedicinske Institut, og siden Juli 1938
har han været Assistent ved Universitetets patologisk-anatomiske Institut,
hvor han har deltaget i Undervisningen af de Studerende. I
December 1940 fik han Anerkendelse som Speciallæge i patologisk
Anatomi og Vævsmikroskopi.
Teilums videnskabelige Produktion omfatter dels et Antal mindre
Undersøgelser indenfor Menneskets patologiske Anatomi, dels en
Undersøgelsesserie angaaende Cholesterinæmi, som resulterede i hans
Disputats fra 1940. Den førstnævnte Gruppe af disse Arbejder, som er
opbygget paa kasuistiske Iagttagelser eller Sammenstilling af saadanne,
er værdifuld gennem den klart opfattede Problemstilling og ved Analysen,
som er gennemført med godt Omdømme. Som karakteristiske
Eksempler paa Teilums Produktion kan anføres hans kritiske Analyse
af Traumets Betydning for Opstaaen af tuberkuløs Meningo-Encephalit
og hans Arbejde over Brennertumorerne med den patogenetiske Relation
mellem disse og de pseudomucinøse Ovarialkystomer.
Den store Undersøgelse over Cholesterinæmi har til specielt Formaal
at bedømme visse hormonale Indflydelser paa Blodets Cholesterinindhold.
Maaske kunde man have ønsket, at Teilum havde gjort
Forskel paa Cholesterin og Cholesterinestere. Men selv med denne Indvending
maa dette Arbejde anses for at have ført til meget værdifulde
Resultater, og det især paa Grund af det Materiale af Individer, som
har staaet til hans Raadighed for denne Undersøgelse (mandlige Ka41
strater, røntgenkastrerede Kvinder m. m.). Efter dette Arbejde foreligger
der vægtige Grunde for den Anskuelse, at Kastration bevirker
Hypercholesterinæmi hos Mennesket, og at en Hypertrofi af Binyrebarken
fremtræder som Udtryk for den rokkede hormonale Ligevægt;
i Betragtning af de sikkert meget komplicerede Forhold, som raader
her, maa dette Resultat betragtes som meget bemærkelsesværdigt.
Teilums Prosektorvirksomhed saavel indenfor den patologiske
Anatomi som indenfor Retsmedicinen er vel noget begrænset, men
dækker dog de Krav til praktisk Uddannelse, som maa stilles til Indehaveren
af det ledige Professorat. Ligesaa har hans Beskæftigelse med
Undervisningen i patologisk Anatomi været tilstrækkelig. De af Teilums
Undersøgelser, som helt falder indenfor det ansøgte Professorats
Omraader, er ikke talrige, men vidner alle om et godt videnskabeligt
Blik og klart Omdømme. Hans Arbejder over Serumcholesterinets
kvantitative Forskydninger ved forandrede hormonale Forhold bestyrker
Indtrykket af en interesseret og grundig videnskabelig Forsker.
Prosektor, Dr. med. Bj. Vimtrup, født 1890, Cand. med. 1918,
Dr. med. 1922. Efter nogle Aars klinisk Uddannelse var han i Tiden
1922—1929 ansat som Assistent ved Universitetets patologisk-anatomiske
Institut, deraf de sidste 1 % Aar som første Assistent. Siden
Januar 1929 har han været Prosektor ved Bispebjærg Hospital. Han
har i en meget lang Aarrække undervist de Studerende dels paa Universitetets
patologisk-anatomiske Institut, derunder selvstændigt under
Vakancen i Professoratet i patologisk Anatomi i 1928, dels paa Bispebjærg
Hospitals patologiske Institut. I 1933 fik han Anerkendelse som
Speciallæge i patologisk Anatomi og Vævsmikroskopi.
Ligesom Prosektor Petri har Vimtrup deltaget i Konkurrencen
i 1928 om det samme Professorat, som nu er ledigt, og dengang udtaltes
det af Konkurrencekomitéen, at han paa forskellige Omraader,
bl. a. som Docent, havde vist sig i Besiddelse af betydelige Kvalifikationer.
Paa det Tidspunkt forelaa hans interessante og smukke anatomiske
Arbejder over Kapillærernes Rouget-Celler og over Nyrernes
Glomeruli. Disse Arbejder var udført i tydelig wSammenhæng med
Kroghs fysiologiske Studier paa disse Omraader. I Belysning heraf
opstod den store og berettigede Opmærksomhed, som disse Arbejder
af Vimtrup tiltrak sig; det maa nu bemærkes, at Vimtrups Antagelse
af Rouget-Cellernes Natur som værende Muskelceller næppe kan siges
at være blevet almindeligt anerkendt.
I den derpaa følgende Tid har Vimtrups videnskabelige Produktion
været lidet omfattende. Den har derhos i Hovedsagen faaet sit
I ræg af hans Virksomhed som Prosektor med hans meget store Erfaring
inden for Menneskets patologiske Anatomi. Paa Højde med hans
Erfaring her staar hans værdifulde Undersøgelse (sammen med Nyfeldt)
over Forekomsten af akut Gastritis ved dødeligt forløbende Tilfælde
af diphteria laucium og hans — efter Fremkomsten af hans An-
Universitetets Aarbog. 6
42 Universitetets Aarbog 1940—41.
søgning indleverede — Arbejde om aabentstaaende foramen ovale og
paradoxal emboli, et Arbejde, der indeholder belysende Kasuistik og
særdeles vejledende Afbildninger og iøvrigt er af betydelig klinisk
Interesse.
Vimtrups store praktiske Erfaring i patologisk Anatomi saavel
som hans omfattende Undervisningsvirksomhed er særdeles værdifuld.
Hvad hans videnskabelige Fortjenester angaar, er hans Produktion
efter hans betydelige internationalt kendte Ungdomsarbejder over
Kapillærerne ikke stor; hans senere Undersøgelser har en ren patologisk-
anatomisk Karakter, men de berører ikke saa betydningsfulde
Problemer som hine. De bekræfter imidlertid det Indtryk, at Vimtrup
er en paalidelig Forsker med omfattende Kundskaber og en god
Fremstillingsevne.
Som Konklusion af foranstaaende Gennemgang og Vurdering af
de enkelte Ansøgeres vita ante acta og videnskabelige Produktion skal
Udvalget udtale:
Alle Ansøgerne har tilfredsstillende, for nogles Vedkommende
endda særdeles stor praktisk Uddannelse, og de har paa forskellig Vis
og i forskellig Grad lagt videnskabelige Evner for Dagen.
Med al Honnør for de øvrige Ansøgeres videnskabelige Præstationer
maa Udvalget dog — som det fremgaar af vor motiverede Redegørelse
— anse Dr. med. J. Engelbreth-Holm for den, der har ydet
den betydeligste videnskabelige Indsats, og formene, at hans Forskerevne
er den blandt de foreliggende, der indebærer de største Løfter
for Fremtiden; da tillige hans praktiske Uddannelse og Erfaring, selvom
den paa nogle Punkter kunde ønskes større, maa betegnes som tilfredsstillende,
anser Udvalget ham som Helhed for den mest competente
blandt Ansøgerne.
Udvalget tillader sig derfor eenstemmigt at foreslaa Fakultetet at
indstille Dr. med. J. Engelbreth-Holm til det ledige Embede.
Udvalgets Indstilling blev i Overensstemmelse med § 4, Stk. 2 i
den fornævnte Anordning tilstillet Ansøgerne, af hvilke ingen indsendte
Bemærkninger. Efter at Udvalgets Indstilling var blevet eenstemmigt
tiltraadt af Fakultetet og indsendt til Ministeriet med Konsistoriums
Tilslutning, blev ved kgl. Resolution af 24. Februar 1941
Prosektor ved Finseninstitutet og Radiumstationen, Dr. med. J. Engelbreth-
Holm udnævnt til Professor i patologisk Anatomi ved Københavns
Universitet fra den 1. Februar 1941 at regne.
Under Hensyn til, at Professor Engelbreth-Holm vilde lide en
Nedgang i Embedsindtægt ved Overtagelse af Stillingerne som Professor
ved Universitetet og Prosektor ved Rigshospitalet, blev der paa
Normeringsloven for 1941—42, jfr. Rigsdagstidende for 1940 41, lillæg
B., Sp. 965—68 og 977—78 tillagt ham med tilbagevirkende Kraft
43
fra den 1. Februar 1941 et personligt ikke-pensionsgivende Tillæg, som
til enhver Tid dækkede Forskellen mellem Grundløn og Alderstillæg
i hans nuværende Stilling med Bestillingstillæg samt Honorar som
Prosektor ved Rigshospitalet og den Grundløn med Alderstillæg og
ikke-pensionsgivende Tillæg, han vilde have oppebaaret som Prosektor
ved Finseninstitutet og Radiumstationen. Desuden blev hans Ansættelsestid
som Prosektor ved Finseninstitutet og Radiumstationen
medregnet ved Beregning af hans Pensionsalder, saaledes at der blev
tillagt ham Pensionsanciennitet (Pensionsalder) fra den 1. Juli 1943.
De med Embedets Besættelse forbundne Udgifter, ialt 1770,16 Kr.,
blev afholdt af Universitetets Konto 10. e.
h. Lektor, Dr. med. Harald Okkels' Ansættelse som Professor i
normal Anatomi efter Professor, Dr. med. H. Hou-Jensens Død.
(J. Nr. 313/40).
Den 16. Oktober 1940 afgik Professor i normål Anatomi, Dr. med.
H. Hou-Jensen ved Døden.
Efter at det saaledes ledigtblevne Embede efter Indstilling af det
lægevidenskabelige Fakultet og Universitetets Rektor var blevet opslaaet
ledigt, blev under 6. December 1940 de indkomne 3 Ansøgninger,
nemlig fra Cand. med. Erik Andreasen, Cand. med. E. Landboe-
Christensen og Amanuensis ved Universitetet, Lektor i Anatomi, Dr.
med. Harald Okkels af Ministeriet tilstillet Universitetet til Erklæring.
1 il at bedømme de indkomne Ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige
Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning af 15. Maj 1932
et Udvalg bestaaende af Professorerne, Dr. med. E. Dahl-Iversen, Dr.
med. Knud Sand og Dr. phil. C. M. Steenberg. Dette Udvalg afgav
under 16. Maj 1941 følgende Indstilling til Fakultetet:
Det ledige Embede er søgt af tre Ansøgere, om hvem man skal
udtale følgende, idet Ansøgerne anføres i alfabetisk Rækkefølge:
Cand. med. Erik Andreasen, fodt 1909, Cand. med. Vinter 1936,
har efter 1 Aars Hospitalsuddannelse haft Ansættelse som prosektor
anatomiae ved Universitetets normal-anatomiske Museum (fra l.Maj
1937) og er endnu Indehaver af denne Stilling. Under sin Studie- og
Uddannelsestid har han i 1 % Aar været ansat ved det normal -anatomiske
Museum som demonstrator anatomiae, 1 Aar som frivillig
Assistent ved Universitetets zoofysiologiske Laboratorium og i over
1 Aar ved Universitetets patologisk-anatomiske Institut. Under sin
b unktionstid ved normal-anatomisk Museum har han deltaget i Undervisningen.
Efter foranstaaende vil det ses, at hans Uddannelse til
Stillingen i og for sig kan anses for tilstrækkelig.
44 Universitetets Aarbog 1940—41.
Derimod er Cand. med. Andreasens videnskabelige Arbejder kun
faa. De to smaa Arbejder: Studies on the thyroid gland er gode eksperimentalfysiologiske
Arbejder, hvortil ogsaa er knyttet Undersøgelser
over histologiske Forandringer af thymus; de belyser paa en udmærket
Maade Sammenspillet mellem gi. thyreoidea og thymus. Det, der i
særlig Grad er egnet til at vække Opmærksomhed, er dog hans Foredrag
i det tyske anatomiske Selskab (1938): Zur Funktion der Lymphozyten
samt det Arbejdsprogram og den Redegørelse, han i et Bilag
til sin Ansøgning har givet vedrørende det indtil nu foretagne Arbejde
over Lymfocyternes Betydning saavel for de enkelte Organer som for
Organismen i sin Helhed.
Hans Arbejdshypotese om Lymfocyterne som Æggehvidedepoter
(Nukleoproteindepoter) er vel ikke ny; men han har stillet Sagen i en
ny Belysning og søgt at anvende Hypotesen saaledes, at den kan faa
vidtrækkende Betydning for Forstaaelsen af en Række biologiske Problemer,
maaske i særlig Grad for den rette Vurdering af Betydningen
af thymus for Organismen. Desværre har Cand. med. Andreasen
endnu ikke naaet at faa dette formentlig værdifulde Arbejde fuldført,
hvorfor det — bortset fra den indledende Publikation — unddrager
sig en egentlig Bedømmelse.
Cand. med. Erik Landboe-Christensen, født 1908, Cand. med.
Sommer 1934, har i sin Studietid været demonstrator anatomiae i
1 Aar, Vikar for prosektor anatomiae i Oktober 1934 og derpaa prosektor
anatomiae ved det normal-anatomiske Museum i 2 Aar (1937—
39); desuden frivillig Assistent ved Universitetets patologisk-anatomiske
Institut i Februar—April 1935 og ved Kommunehospitalets
patologiske Institut i 1 Aar, Assistent hos Prosektor paa Frederiksberg
Hospital og hos Prosektor ved Københavns almindelige Hospital
og De Gamles By i ialt 2 Aar og Assistent ved Kommunehospitalets
patologiske Institut siden Juli 1940. Han har under sine Ansættelser
ved normal-anatomisk Museum deltaget i Undervisningen. Hans Uddannelse
til Stillingen maa herefter i og for sig anses for tilstrækkelig.
Ansøgeren har endnu ikke offentliggjort noget videnskabeligt Arbejde;
men han har i 1936 faaet Universitetets Guldmedalje for Besvarelsen
af en Prisopgave i teoretisk Medicin: En kvantitativ og topografisk
Undersøgelse af glandulae pyloricae og glandulae Brunneri
hos Mennesket. Dette Arbejde har i Manuskriptform cirkuleret blandt
det fagkyndige Udvalgs Medlemmer.
Undersøgelsen viser med Hensyn til hele sit Anlæg og sin Udformning,
at dets Forfatter har en udmærket anatomisk Indstilling. Selv
om Cand. med. Landboe-Christensens Undersøgelsesmetoder ikke er
helt originale, viser de dog tydeligt, at Forfatteren har baade teknisk
Viden og Forstaaelse, og hans Tilpasning af Hellmans Metode til Anvendelse
paa et helt andet Omraade har været meget frugtbar. Hans
Fotografier af Præparaterne er gode og vidner om teknisk Præparationsfærdighed;
hans Maalinger og Beregninger synes at være omhygge45
lige, og de indvundne Resultater, der paa mange Punkter stemmer
med tidligere Undersøgeres mindre omfattende Arbejder, er gengivet
i en klar og overskuelig Form.
Efter alt at domme tyder dette Arbejde paa, at Cand. med. Landboe-
Christensen er en lovende Anatom.
Dr. med. Harald Okkels, født 1898, Cand. med. 1924, Universitetets
Guldmedalje 1925. Dr. med. 1930, lector anatomiae 1938, siden
November 1940 konstitueret Bestyrer af det normal-anatomiske Museum.
Han har efter en Kandidat-Uddannelse paa Københavns Kommunehospital,
Frederiksberg Hospital og Rigshospitalet været frivillig
Assistent ved Universitetets patologisk-anatomiske Institut
1924—25 og ved det medicinsk-fysiologiske Institut 1929, videnskabelig
Assistent ved det farmakologiske Institut 1925—28 samt videnskabelig
Assistent og Prosektor ved det patologisk-anatomiske Institut
1930—38, derunder fast Assistent fra 1932 og Amanuensis fra 1934.
Siden 1. Juni 1938 har han som ovenfor nævnt været knyttet til normal-
anatomisk Museum som Amanuensis og Lektor i Anatomi.
Han har under sine Ansættelser ved flere Universitetsinstituter i
rigt Maal deltaget i Undervisningen. Sin Uddannelse har han suppleret
med Studieophold ved Universitetsinstituter i Lyon, Rerlin, Freiburg,
Cambridge og New York (som Fellowship fra The Rockefeller Foundation).
Ved sit Samarbejde med mange udenlandske Forskere har han
i det hele knyttet Forbindelser, der har haft og kan faa stor Betydning
for hans videnskabelige Forskningsarbejde. Som Videnskabsmand maa
han siges at have et internationalt kendt Navn.
Lektor H. Okkels' Uddannelse har saaledes været mangesidig;
dog har han først i de seneste Aar haft speciel Tilknytning til Anatomien.
Hans videnskabelige Arbejder er meget forskelligartede og præget
al hans vidtspændende Interesser. Arbejdet paa Universitetets forskellige
Instituter har bevirket, at hans tekniske Viden og Færdighed
er betydelig større, end man sædvanlig finder den herhjemme, og han
griber ofte ind paa Omraader, der ellers ikke i videre Udstrækning er
dyrket her i Landet, f. Eks. Mikroforskningsstudier og de histokemiske
Undersøgelser af forskellige Metallers Tilstedeværelse i Celler og Væv.
Baade de kvantitative og de kvalitative Undersøgelser paa disse Omraader
er udført med stor Omhyggelighed og Præcision, og det samme
gælder hans eksperimentelle Arbejder.
Hovedparten af hans Produktion er af morfologisk Art; intet Arbejde
behandler den makroskopiske Anatomi, men talrige den mikroskopiske.
Enkelte Arbejder ligger paa Grænseomraadet, f. Eks. hans Undersøgelser
over de arterio-venøse Karforbindelser.
Blandt de cytologiske Arbejder maa særlig nævnes Undersøgelserne
over Mitochrondrier og Golgi-Apparater og blandt de histologiske
hans Undersøgelser over Organernes Nerveforsyning (Ventrikel og
46 Universitetets Aarbog 1940—41.
Testis) og over endokrine Kirtler, specielt over glandula thyreoidea;
sidstnævnte horer til hans mest betydningsfulde Arbejder. Formaalet
dermed har direkte eller indirekte været paa morfologisk Basis at
bestemme disse Organers Funktion under forskellige Forhold, saavel
normale som — især — patologiske.
Undersøgelsernes fysiologiske Side har gjort hans Arbejder særlig
værdifulde, men samtidig fjernet hans Arbejdsomraade fra den deskriptive
Anatomi og fra den Side af Anatomien, der har Betydning for
Kirurgien.
Gennem Lærebogen i Endokrinologi og talrige mindre Oversigtsarbejder,
f. Eks. gennem den som Manuskript indleverede, udmærkede
Oversigt over arterio-venøse Anastomosers hyppige Forekomst i forskellige
Organer, har Dr. Okkels vist, at han baade har et godt Kendskab
til Litteraturen og forstaar at benytte den, og at han har udmærkede
pædagogiske Evner. Hans Fremstilling er god og klar og vidner
sammen med hans hele videnskabelige Indsats om, at han har et
stort videnskabeligt Udsyn og god Kombinationsevne.
En Vurdering af de tre Ansøgere maa naturligt resultere i, at de
kan deles i to tydeligt adskilte Kategorier, af hvilke den ene omfatter
to unge, men lovende Forskere, Cand. med. Erik Andreasen og Cand.
med. Erik Landboe-Christensen, der begge har en efter deres Alder
god Uddannelse, men hvis videnskabelige Produktion endnu er ringe;
heller ikke har nogen af dem taget den medicinske Doktorgrad.
Den anden Kategori repræsenteres af Dr. med. Harald Okkels, der
med sine Aar paa normal-anatomisk Museum, i Forbindelse med sin
mangeaarige Funktion paa andre Universitetsinstituter har en meget
omfattende Uddannelse. Det er dog særlig hans store videnskabelige,
lødige og vidtspændende Indsats, der vejer tungt.
Udvalget skal fremhæve, at det vilde have været ønskeligt, om
Dr. Okkels og'saa gennem makroskopisk-anatomiske Arbejder havde
dokumenteret sin Indsigt i og Interesse for denne vigtige Side af den
normale Anatomi; men efter hans store Arbejdskraft, tekniske Kunnen
og vide Udsyn at dømme maa det forventes, at han ogsaa paa dette
Omraade i Fremtiden vil kunne yde en Indsats og dermed virke fremmende
paa Arbejdet med den makroskopiske Anatomi.
Vi mener derfor — alt taget i Betragtning —, at Universitetet i
Dr. med. Okkels vil kunne faa en inciterende Lærer for de Studerende
og en forstaaende, idérig og dygtig Leder af det videnskabelige Arbejde
paa normal-anatomisk Museum.
Udvalget skal derfor eenstemmig indstille Lektor, Dr. med. Harald
Okkels til det ledige Embede som Professor i normal Anatomi ved
Københavns Universitet.
Udvalgets Indstilling blev i Overensstemmelse med § 4, Stk. 2
i den fornævnte Anordning tilstillet Ansøgerne, af hvilke ingen indsendte
Bemærkninger. Efter at Indstillingen var blevet enstemmigt
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 47
tiltraadt af Fakultetet og indsendt til Ministeriet med Konsistoriums
Tilslutning, blev ved kgl. Resolution af 21. Juni 1941 Amanuensis,
Lektor, Dr. med. Harald Okkels udnævnt til Professor i normal Anatomi
ved Kobenhavns Universitet fra den 1. Juli 1941 at regne.
Under Hensyn til, at Professor Hou-Jensen var afgaaet ved Doden
ved et Ulykkestilfælde, som maatte anses for at være indtruffet
under Udførelsen af hans Tjeneste, blev den hans Enke tilkommende
Pension beregnet efter Bestemmelserne i Tjenestemandslovens § 64,
Stk. 2 c, ligesom der ved en af Direktoratet for Ulykkesforsikringen
under 20. Februar 1941 truffen Afgørelse blev tillagt afdødes Ægtefælle
og 2 Børn under 18 Aar Erstatning i Henhold til Ulykkesforsikringsloven
af 20. Maj 1933, som i det foreliggende Tilfælde blev fastsat
til ialt 6533 Ivr.
Da Embedet som Professor i Anatomi stod ledigt i Tiden 16. Oktober
1940—30. Juni 1941, bifaldt Ministeriet efter Indstilling af det
lægevidenskabelige Fakultet og Universitetets Rektor, at det blev
overdraget Lektor, Amanuensis, Dr. med. Harald Okkels at varetage
Forretningerne som Bestyrer af Universitetets normal-anatomiske
Museum mod at oppebære det Bestyreren af Museet i Henhold til
Tjenestemandslovens § 590 tillagte Bestillingstillæg paa 800 Kr. aarligt;
endvidere blev der tillagt Lektor Okkels et Vederlag paa 700 Kr.
for forøget Eksamensbyrde ved den lægevidenskabelige Embedseksamens
I. Del Vinteren 1941; endelig blev der tillagt de honorarlønnede
videnskabelige Assistenter ved Universitetets normal-anatomiske
Museum hver et Beløb af 500 Kr. for forøget Undervisningsarbejde
i Foraarssemestret 1941.
i. Professor, Dr. med. Axel Lendorfs Afgang fra Universitetet og
Professor, Dr, med. E. Dahl-Iversens Udnævnelse til Overkirurg
ved Rigshospitalets kirurgiske Afdeling C.
(J. Nr. 315/40).
Under 16. November 1940 blev der meddelt Professor, Dr. med.
Axel Lendorf Afsked efter Ansøgning paa Grund af Alder med Pension
fra de af ham beklædte Stillinger som Professor i Kirurgi ved
Universitetet og Overkirurg ved Rigshospitalet fra den 28. Februar
1941 at regne. Ved Fremsendelse af Professor Lendorfs Afskedsansøgning
udtalte det lægevidenskabelige Fakultet, at det nu først maatte
ønske, at den Overkirurgstilling, som blev ledig ved Professor Lendorfs
Afsked, blev overtaget af Professor i Kirurgi og Chef for Rigshospitalets
kirurgiske Poliklinik, Dr. med. E. Dahl-Iversen, som havde
erklæret sig villig til at modtage saadan Udnævnelse; Fakultetet tilføjede,
at det, saa snart Afgørelse forelaa i denne Sag, vilde fremsætte
48 Universitetets Aarbog 1940—41.
Indstilling angaaende Fremgangsmaaden ved Besættelsen af det ledige
Embede som Professor i Kirurgi.
Efter at Fakultetets Indstilling var blevet indsendt til Ministeriet
med Rektors Tilslutning, tilskrev Ministeriet under 14. December
1940 Universitetets Rektor saaledes:
I Overensstemmelse med en fra det lægevidenskabelige Fakultet
fremkommen Anmodning har Hr. Rektoren i Skrivelse af 28. Oktober
d. A. (J. Nr. 315/40) indstillet, at det søges udvirket, at den ved
Professor i Kirurgi ved Københavns Universitet og Overkirurg ved
Rigshospitalet, Dr. med. Axel Lendorfs Tilbagetræden med Udgangen
af Februar Maaned 1941 ledigblivende Stilling som Overkirurg paa
Rigshospitalets Afdeling C. besættes med Professor i Kirurgi ved Universitetet
og Chef for Rigshospitalets kirurgiske Poliklinik, Dr. med.
E. Dahl-Iversen, saaledes at det nærmere med Hensyn til Besættelsen
af Professor Lendorfs Professorstilling først iværksættes, naar der
er truffet Afgørelse om Besættelsen af Overkirurgstillingen.
I Anledning heraf skal Ministeriet efter stedfunden Brevveksling
med Direktøren for Rigshospitalet herved meddele til Efterretning og
videre Bekendtgørelse, at en Ansættelse af Professor Dahl-Iversen i
den nævnte Overkirurgstilling, uden at denne har været opslaaet ledig,
ikke skønnes forenelig med Bestemmelsen i § 14, 1. Punktum, i Lov
Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning, hvori det foreskrives,
at Besættelse af statslige og kommunale Lægestillinger »sker
efter forudgaaende offentligt Opslag«, uden at der for Rigshospitalets
Vedkommende er gjort nogen Undtagelse herfra, saaledes som det
derimod er Tilfældet med den efterfølgende Bestemmelse i Lovens
§14, som paabyder, at der inden Besættelse sker af Stillinger som
ledende Læge, bl. a. ved Statens Sygehuse, »Rigshospitalet dog undtaget
«, skal indhentes en Udtalelse fra Sundhedsstyrelsen om Ansøgernes
Kvalifikationer, se iøvrigt nærmere Rigsdagstidende 1931—32,
Tillæg A. Sp. 3993—94 og 4030—31.
Idet den omhandlede Overkirurgstilling herefter bliver at opslaa
ledig som knyttet til et Professorat i Kirurgi ved Københavns Universitet,
skal Ministeriet anmode Dem om at ville give Fakultetet Lejlighed
til at ytre sig om Opslagets Form i Forbindelse med den Udtalelse
om Besættelsen af det ledige Professorat i Kirurgi, som Ministeriet
imødeser i Henhold til det ovenfor anførte.
Fakultetets Erklæring om begge de nævnte Forhold forventes
indsendt hertil, ledsaget af de Bemærkninger, som Hr. Rektoren for
Deres Vedkommende maatte finde Anledning til at fremsætte.
Herefter afgav det lægevidenskabelige Fakultet følgende Erklæring
af 20. December 1940:
Saafremt Bestemmelsen i § 14, 1. Punktum i Lov Nr. 72 af
14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning maa fortolkes saaledes,
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 49
at ogsaa de Overlægestillinger ved Rigshospitalet, der maa betragtes
som Accessorier til Professorembeder under det lægevidenskabelige
Fakultet i København, kun lader sig besætte »efter forudgaaende
offentligt Opslag«, da har Fakultetet intet at bemærke til, at Opslag
af den ledigblivende Stilling som Overkirurg ved Rigshospitalets Afdeling
C. finder Sted. Fakultetet maa dog i saa Fald henlede Rektors
Opmærksomhed paa de Konsekvenser, som en saadan Fortolkning af
nævnte Lovbestemmelse vil kunne have i Fremtiden og derhos anmode
Rektor om, at Fortolkningen af nævnte Lovstykke tages op til nærmere
Prøvelse fra Universitetets Side med det Formaal eventuelt at
tilvejebringe en ændret Tolkning eller om nødvendigt med det Formaal
at søge en Ændring af nævnte Lov tilvejebragt, en Ændring, som tilvejebringer
Coordination mellem Loven og Universitetets Regler for
Ansættelse af Professorer.
Med Hensyn til den Form, under hvilken den nu ledigblivende
Stilling som Overkirurg ved Rigshospitalets Afdeling C. bliver at opslaa
ledig, skal man meddele, at Fakultetets primære Ønske har været,
at Opslaget finder Sted saaledes, at det samtidigt ledigblivende Embede
som Professor i Kirurgi opslaas ledig med Tilføjelse om, at den,
der ansættes i Embedet som Professor i Kirurgi, skal være villig til
samtidigt at modtage enten Stillingen som Overkirurg ved Rigshospitalets
Afdeling C. eller Stillingen som Chef for den kirurgiske Poliklinik
ved Rigshospitalet. Fakultetets Forslag om et Opslag af denne
Form har været begrundet med Ønsket om at understrege Fakultetets
hævdvundne Dispositionsfrihed med Hensyn til Fordelingen af de forskellige
Undervisningsgrene indenfor de tre ligestillede Professorater
i Kirurgi ligesom ogsaa indenfor de tilsvarende tre ligestillede Professorater
i Medicin, idet Fakultetet ud fra et fagligt Synspunkt maa anse
en Indskrænkning i denne Dispositionsfrihed for urigtig.
Efter den Udvikling af Sagen, som specielt de sidste Dages offentlige
Omtale af denne har medført, samt efter at Professor Dahl-Iversen
over for Fakultetets Dekan har fremsat Anmodning om, at Fakultetet
bidrager sit til, at Opslaget af den ledigblivende Stilling som Overkirurg
sker under en saadan Form, at Professoren stilles ganske lige
med eventuelle andre Ansøgere, skal Fakultetet imidlertid ikke udtale
sig imod, at den ledigblivende Stilling som Overkirurg ved Rigshospitalets
Afdeling C. opslaas ledig som knyttet til det samtidigt
ledigtblivende Professorat i Kirurgi ved Københavns Universitet.
Fakultetets Erklæring blev under 28. December 1940 indsendt til
Ministeriet af Universitetets Rektor, som udtalte følgende:
Til Sagen, som den nu foreligger, ønsker man at knytte følgende
Bemærkninger. Man kan ikke ira Universitetets Side anerkende, at
tn Ansættelse ai Professor Dahl-Iversen i den ledigblivende Overkirurgstilling
uden iorudgaaende ollentligt Opslag er uforenelig med den
citerede Bestemmelse i Lægeloven. Grunden hertil er, at Stillingerne
Universitetets Aarbog. 7
50 Universitetets Aarbog 1940—41.
som Chef for Rigshospitalets, med Lærerposter ved Universitetet forbundne
Kliniker indtager en Særstilling, hvortil Udviklingen i de sidste
70—80 Aar har ført dem, og som i Praksis har stillet dem udenfor
de i Lovgivningen iøvrigt fastsatte Bestemmelser for Besættelse af
Lægestillinger.
De Forhold, som førte til, at det kgl. Frederiks Hospital udviklede
sig fra at være en social Institution (under Justitsministeriet) med
humant Øjemed »til Antagelse, Pleje, Læge og Underholdning for fattige,
syge Mennesker« til at blive Statens Uddannelsesanstalt for
Læger, altsaa de nuværende Universitetskliniker, tog særlig Fart i
Slutningen af 60-erne og Begyndelsen af 70-erne i forrige Aarhundrede
gennem den saakaldte »Panum»ske Kommission. Denne, som blev nedsat
i 1870, havde til Formaal at søge en Forbedring af de Studerendes
praktiske Uddannelse og den Maade, hvorpaa Studiet var knyttet til
Hospitalerne. I det lægevidenskabelige Fakultet fandtes dengang kun
to kliniske Lærere, som tillige kunde, men ikke behøvede at være
Overlæger ved det kgl. Frederiks Hospital. Dette Forhold kritiseredes
i den ovennævnte Kommissions Betænkning paa følgende Maade:
»Det ligger i Sagens Natur, at ingen kan være klinisk Lærer uden
tillige at være Overlæge for en Hospitalsafdeling, og naar Staten udnævner
en Mand til klinisk Lærer ved Universitetet, maa det altsaa
forudsættes, at han med det samme udnævnes til Overlæge, hvortil
han jo ogsaa efter de Kvalifikationer, som overhovedet have betinget
hans Valg, maa antages at være skikket. Skulde han desuagtet vise
sig uskikket til at være Overlæge, saa kan han heller ikke vedblive
at være klinisk Lærer, og for saa vidt der ikke maatte være Brug for
ham i en anden Lærerpost ved Universitetet, maatte han følgerigtigt
med det samme træde af fra dette. Hans Hospitalsservice bør være
stor nok til at fyldestgøre Undervisningens Krav, men ikke større, end
at han kan overkomme at opfylde sin Embedspligt i begge Retninger,
nemlig som Læge og Lærer, uden overvættes Arbejde, hvorved han
for tidligt vil opslides og trættes. Det bliver da ikke to særskilte Embeder,
han beklæder, og allermindst bør hans Stilling være ordnet som omfattende
to Embeder, der henhorer under forskellige Autoriteter, hvoraf
den ene uafhængig af den anden kan lade ham træde tilbage Ira det
ene eller det andet af Embederne, den ene f. Eks. lade Overlægen
træde af, medens den anden beholder Læreren, berøvet Muligheden til
at undervise i sit Fag«. Kommissionens Udtalelse gaar i det følgende
endog saa vidt, at den mener, at der ikke er nogen Grund til, at en
klinisk Lærer skal oppebære to særskilte Lønninger (nemlig som Lærer
ved Universitetet og som Overlæge).
Den ovennævnte Udtalelse fra den »Panum«ske Kommission fastslaar
faktisk det Princip, hvorpaa Udviklingen i de sidste 70 Aar har
bygget, og som nu er almindelig anerkendt. Efter Kommissionens
Forslag blev Begyndelsen i sin Tid gjort med Lærerposterne i klinisk
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 51
Medicin og klinisk Kirurgi, som ved kgl. Resolution af 22. Januar 1873
blev fast knyttet til den ene af det kgl. Frederiks Hospitals Stillinger
som henholdsvis Overmedikus og Overkirurg. Besættelsen af disse
Overlægeposter faldt dermed udenfor de for Hospitalet gældende Regler
for Ansættelse af Overlægerne. Igennem Praksis blev den samme
Regel gennemført for de øvrige Overlægestillinger, først med Hensyn
til Stillingen som Overaccouchor ved den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse
(nu Rigshospitalets Fødeafdeling A), jfr. Teisen, Fremstilling af de for
det kgl. Frederiks Hospital og den kgl. Fødsels- og Plejestiftelse gældende
vigtigste Retsregler, København 1901, Side 55: »Professor årtis
obstetriciae, som er Stiftelsens Overaccouchor, og som tillige er Professor
ved Universitetet i Kvindesygdomme og spæde Børns Sygdomme,
udnævnes og lønnes efter Reglerne for Universitetets øvrige Professorer
«. Ved Stillingen i Oftalmologi var Forholdet det, at det normerede
Professorat i dette hag blev oprettet længe før Afdelingen for Øjensygdomme
paa Rigshospitalet, med hvilken Professoratet blev forbundet
ved Afdelingens Oprettelse (1910). Hvad Universitetets øvrige
Lærerposter i de kliniske hag angaar, var Forholdet tidligere det —
ligesom med Lærerposten i Oftalmologi —, at der ikke paa det kgl.
F rederiks Llospital fandtes nogen Service, hvor Lærerne tillige kunde
være Overlæger; i 1910 aabnedes paa Rigshospitalet foruden for Oftalmologi,
tillige Afdelinger for Dermato-Venerologi, Pædiatri, Otolaryngologi
og Radiologi; i 1929 oprettedes en Afdeling for Neurologi'og
i 1933 en Afdeling for Psykiatri. Alle disse Afdelingers Overlæger er
nu tillige ordinære Professorer ved Universitetet, og deres Ansættelse
som Overlæger er nu fuldkommen betinget af deres Udnævnelse til
I rofessorer, ganske som det i sin lid blev fastsat for Lærerposterne
i klinisk Medicin og klinisk Kirurgi. At dette Forhold er rigtigt, fremgå
ar ogsaa al den Omstændighed, som er paapeget af Direktøren for
Rigshospitalet i hans i nærværende Sag under 23. f. M. afgivne Erklæring,
nemlig at Ministeriet i 1932 har resolveret, at Overlægeansættelserne
fremtidig skulde ske uden Tidsbegrænsning for professores
ordinarii's Vedkommende.
I hvert af Fagene Medicin og Kirurgi har Universitetet som bekendt
tre Professorater. Som det er nævnt i det foregaaende, blev
oprindelig kun den ene af Stillingerne i hvert Fag knyttet fast til en
Overlægepost ved det kgl. Frederiks Hospital af Hensyn til den kliniske
Undervisning; men nu om Stunder giver alle tre Professorer klinisk
Undervisning. Da der kun findes to stationære Afdelinger paa Rigshospitalet
i hvert al F ågene, har et af Professoraterne i de senere Aar
været knyttet enten til en Afdeling uden for Rigshospitalet eller til
dette Hospitals Polikliniker for medicinske og kirurgiske Sygdomme,
hvor klinisk Undervisning gives lige saavel som paa de stationære Afdelinger.
Alle Professoraterne har altsaa den af Hensyn til den kliniske
Undervisning nødvendige Tilknytning til en ledende Lægestilling; at
en rofessor i Medicin eller Kirurgi foretrækker en af disse Lægestil52
linger for en anden, og at der derfor, naar en af Professorerne træder
tilbage, kan ske Overflytning fra den ene Lægestilling til en anden,
skyldes Aarsager, der er selve Professorstillingen, og hvad dertil hører,
uvedkommende.
Forholdet er altsaa det, at en klinisk Lærerpost ved Universitetet
nødvendigvis maa være forbundet med en Stilling som ledende Læge
for en Hospitalsafdeling; men naar der som i det foreliggende Tilfælde
i Lovgivningen gælder afvigende Bestemmelser for Ansættelse i Lærerposterne
og i Overlægestillingerne, idet en Bestemmelse om ubetinget
Opslag af enhver ledigblivende Lægestilling er uforenelig med den
Adgang, der altid har været hjemlet for Universitetet til at kalde en
Person til et Professorat, kan følgelig kun een af Fremgangsmaaderne
benyttes. Det har da ogsaa i lange Tider været anerkendt, at Udnævnelsen
af Universitetets kliniske Professorer og Overlæger skete ifølge
de Bestemmelser, som gælder for Besættelsen af Universitetets øvrige
Professorater, saaledes at eventuelle Lovbestemmelser, som udelukkende
vedrører Besættelsen af Overlægestillingerne, har maattet træde
tilbage for Reglerne for Ansættelse af Professorer.
Allerede i den under 15. Juni 1813 udfærdigede Instruks for det
kgl. Sundhedskollegium er i § 25 fastsat følgende: »Alle forefaldende
Vakancer i Lægeembeder i Danmark anmeldes af Vedkommende for
Sundhedskollegiet i København, der besørger Vakancen offentlig bekendtgjort
og modtager Ansøgninger om Embedet, hvorefter Sundhedskollegiet
gør Forslag til vedkommende Steder om Embedets Besættelse
«. Denne Bestemmelse blev overført til Lov Nr. 111 af 30. April
1909 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse § 8, 1. Stk., hvori det hedder:
»Det paahviler vedkommende Afdeling af Sundhedsstyrelsen ved
indtrædende Ledighed i de af Staten lønnede Lægeembeder eller i Apotekerprivilegier,
— hvorom den af vedkommende Myndighed bliver at
underrette — at udfærdige offentlig Bekendtgørelse derom, modtage
de indkommende Ansøgninger og med sin Udtalelse om Ansøgernes
Adkomst til at komme i Betragtning indsende Sagen til vedkommende
Myndighed«. Denne Lov var gældende, indtil den blev afløst af Loven
om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse Nr. 182 af 23. Juni 1932, hvori
en til § 8, 1. Stk. i den forrige Lov svarende Paragraf dog ikke fandt
Optagelse, da Bestemmelserne paa dette Omraade var gaaet over i det
samtidig foreliggende Udkast til en Lov om Udøvelse af Lægegerning,
jfr- nærmere nedenfor.
Uagtet der nu altsaa i de ovenciterede Lovbestemmelser var paalagt
henholdsvis Sundhedskollegiet og Sundhedsstyrelsen at opslaa
»Lægeembeder i Danmark«, »de af Staten lønnede Lægeembeder« og
at udtale sig om Ansøgerne, er dette dog næppe nogensinde sket, for
saa vidt angaar det kgl. Frederiks Hospitals (Rigshospitalets) Overlægestillinger,
i hvert Fald ikke i de sidste 60—/O Aar; disse Stillinger
antoges altsaa — uanset de i Lovgivningen benyttede Udtryk
at falde udenfor Sundhedskollegiets, respektive Sundhedsstyrelsens
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 53
Pligt til at opslaa og udtale sig om Ansøgernes Adkomst til Lægeembeder.
I Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning har
den ovennævnte Bestemmelse i § 8 i Lov Nr. 111 af 30. April 1909 faaet
en noget ændret Redaktion, idet det i Stk. 1 hedder: »I statslige og
kommunale Lægestillinger maa kun ansættes autoriserede Læger og
Besættelse af saadanne Stillinger sker efter forudgaaende offentligt Opslag.
Inden Besættelse sker af Stillinger som ledende Læge ved Statens
Sygehuse —- Rigshospitalet dog undtaget —, ved Kommunernes Sygehuse
samt ved private Sygehuse, der modtager offentlig Støtte, eller
paa hvilke Patienter indlægges for offentlig Regning, skal der indhentes
en Udtalelse fra Sundhedsstyrelsen om, hvilke Ansøgere, der er kvalificerede
til vedkommende Stilling«. Denne ændrede Ordlyd af Loven
maa, hvad Spørgsmaalet om Nødvendigheden af Opslag angaar, betragtes
som værende af ren formel Natur, og det kan derfor ikke antages,
at der er tilsigtet at ændre den tidligere Praksis, som var godkendt
med Hensyn til Besættelsen af de til Professoraterne ved Universitetet
hørende Overlægestillinger ved Rigshospitalet. I Lovens Motiver
kan heller ikke hentes nogen Støtte for den modsatte Antagelse.
Naar Bestemmelsen om offentligt Opslag af Lægeembeder er blevet
udvidet og har faaet en saa kategorisk Form, skyldes det utvivlsomt
den store Udvikling, som Landets Sygehusvæsen har undergaaet de
sidste 20—30 Aar og den Forøgelse af Antallet af offentlige Lægestillinger,
som derved er fremkommet, hvorved den paagældende Bestemmelse
fik stor Betydning; at Rigshospitalets Overlægestillinger i Stk. 1,
andet Punktum er unddraget Bestemmelsen om, at Sundhedsstyrelsen
skal udtale sig om Ansøgninger til ledende Lægestillinger kan man
derfor ikke benytte til modsætningsvis at slutte, at det har været
Tanken fremtidig at søge netop Rigshospitalets Overlægestillinger inddraget
under Bestemmelsen om, at alle statslige Lægeembeder skal
besættes efter forudgaaende offentligt Opslag. Hertil er der saa meget
mindre Grund, som der om Besættelse af Universitetets Professorater,
derunder Professoraterne i kliniske Fag, med hvilke Rigshospitalets
Overlægestillinger er forbundet, er givet udførlige Regler, der bl. a.
netop foreskriver Opslag alene med en Undtagelse for Tilfælde, hvor
% samtlige Fakultetets Medlemmer mener at kunne udtale, at en
bestemt Videnskabsmand er alle andre, der eventuelt kunde komme
i Betragtning, saa afgjort overlegen, at en nærmere Granskning af
hans Kvalifikationer i Forhold til andres kan anses for overflødig. Ved
de om Professoransættelser givne Regler er der altsaa, bortset fra det
nævnte Undtagelsestilfælde, draget fornøden Omsorg for, at ingen kan
blive Professor i et Fag, med hvilken en Overlægestilling er eller kan
blive forbundet, uden at Stillingen har været opslaaet, og naar Forholdet
saa yderligere er det, at der ved Besættelsen af Professorater
i saadanne Fag, ogsaa hvor vedkommende Professor foreløbig kun skal
overtage en af Poliklinikkerne, i fuldeste Maal tages Hensyn til de
54 Universitetets Aarbog 1940—41.
paagældende Ansøgeres kliniske Erfaring og Dygtighed ligesom der,
naar Konkurrence udskrives, altid stilles Opgaver, der specielt tager
Sigte paa deres Kvalifikationer i saa Henseende, ses det i Virkeligheden
ikke, hvilket rimeligt Formaal der skulde være knyttet til en
Anvendelse af Lægelovens § 14, 1. Pkt. paa Rigshospitalets Overlægestillinger.
Det er en langt naturligere Forstaaelse, at man ved Sætningen
— »Rigshospitalet dog undtaget« — har villet holde dette Hospitals
Overlægestillinger udenfor Bestemmelsen, selv om dette ikke har
fundet noget formelt helt korrekt Udtryk. Det er formentligt uiornødent
at fremhæve, at en saadan indskrænkende Fortolkning af Lovbestemmelser,
hvis Ord rækker videre end Formaalet eller Tanken, er
et almindeligt forekommende Fænomen.
Under Hensyn til det ovenanførte maa man derfor herfra holde
for, at der ikke efter Lovgivningen foreligger nogen Pligt for Ministeriet
til at opslaa Overlægestillingen paa Rigshospitalets Afdeling C
ledig. Man er dog klar over, at der kunde forekomme Tilfælde, hvor
det af andre Grunde kunde være ønskeligt at opslaa en Overlægestilling
ledig, uagtet der ikke ifølge Lovgivningen er Pligt dertil, men
saadanne Grunde foreligger i hvert Fald ikke for Universitetet i nærværende
Tilfælde. Af Hensyn til, at det af Ministeriet i Sagen indtagne
Standpunkt muligvis kunde betyde en for al Fremtid fastslaaet Fortolkning
af Lægeloven, har man ønsket at fremkomme med disse Bemærkninger.
Herefter udfærdigede Ministeriet offentlig Opslag om Ledighed i
en Stilling som Professor i Kirurgi ved Kobenhavns Universitet, hvortil
var knyttet Stillingen som Overlæge ved Rigshospitalets kirurgiske
Afdeling C, og under 13. Februar 1941 blev de indkomne 6 Ansøgninger,
nemlig fra Professor, Overkirurg Ole Chievitz, Professor, Dr. med.
E. Dahl-Iversen, Dr. med. H. C. Devantier, Overkirurg, Dr. med.
Frans Djørup, Overkirurg, Dr. med. C. C. Fleischer-Hansen og Overlæge
Knud Kelsted af Ministeriet tilstillet Universitetet til Erklæring.
Til at bedømme de indkomne Ansøgninger nedsatte det lægevidenskabelige
Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning af 15. Maj 1932
et Udvalg bestaaende af Professorerne, Dr. med. S. Kjærgaard, Dr.
med. Axel Lendorf, Dr. med. E. Lundsgaard samt Professor i Kirurgi
ved Lunds Universitet, Dr. med. J. P. Strombeck og Professor i Kirurgi
ved Uppsalas Universitet, Dr. med. Gunnar Nystrom. Dette Udvalg
afgav under 26. Juni 1941 følgende Indstilling til Fakultetet:
Til det ledige Embede har meldt sig 6 Ansøgere, om hvem man
skal udtale følgende, idet Ansøgerne anføres i alfabetisk Rækkefølge:
Professor Ole Chievitz, født 1883, Cand. med. 1909, har en mangeaarig
Specialuddannelse i Kirurgi gennem sin Funktion som klinisk
Assistent og Reservekirurg ved Rigshospitalets Afd. C. Siden 1919 har
Chievitz været knyttet til Finseninstitutets kirurgiske Afdeling, først
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 55
i 2 Aar som Afdelingslæge og siden 1921 som Overlæge. I 1938 udnævntes
han til Professor ved den kliniske Praktikantundervisning.
Chievitz' videnskabelige Produktion har nær Tilknytning til hans
Stilling som Overlæge ved Finseninstitutets kirurgiske Afdeling. Den
bestaar saaledes i det væsentlige af Arbejder over kirurgisk Tuberkulose,
særlig Lysbehandling af Knogle- og Ledtuberkulose samt Redegørelser
for Resultater af Kræftbehandling, særlig Radiumbehandling
af Cancer colli uteri. Disse Arbejder er gennemgaaende præget af deres
Forfatters rige personlige Erfaring og af sund og kritisk Dømmekraft.
De har uden Tvivl haft afgørende Betydning for Konsolideringen af
Terapiens Udvikling paa disse Omraader her i Landet, saa meget mere
som Fremstillingen er særdeles klar og overbevisende, om end Formens
Knaphed hyppigt ikke tillader en saa grundig Dokumentation,
som kunde ønskes. Bortset fra et Arbejde om den spondylitiske Gibbus'
Vækst har Chievitz ikke i sine Publikationer paa de herhen
hørende Omraader behandlet teoretiske eller kliniske Problemer af
anden Art end de terapeutiske.
Chievitz har ikke samlet sig om noget større analyserende, originalt
Arbejde; han har ikke disputeret for den medicinske Doktorgrad.
Hans Meddelelser er mere af sammenfattende Art, tildels uden Dokumentation
med Tal. I et iøvrigt fortræffeligt Arbejde om Lysbehandling
af kirurgisk Tuberkulose, hvor Resultaterne angives i Procenttal,
oplyses ikke, paa hvor stort et Materiale, disse Tal er baseret. Hans
Fremstilling gør imidlertid gennemgaaende et saa paalideligt Indtryk,
at disse Mangler i nogen Grad opvejes deraf. Som Helhed maa hans
Indsats paa den kirurgiske Tuberkuloses Omraade betegnes som meget
værdifuld. Arbejderne over Cancer-Behandlingen er af mindre Betydning;
de bringer intet væsentligt videnskabeligt nyt.
Chievitz' Produktion inden for andre Dele af Kirurgien end de
ovenfor nævnte er af ringe Omfang. Et lille Begynderarbejde om Ventriklens
Leje har gennem sin vaagne kritiske Analyse sikkert ikke
været uden Betydning særlig paa den Tid, paa hvilket Arbejdet blev
skrevet. Værdifuldt er et Arbejde over Parathyreoideatumor og Ostitis
fibrosa generalisata med Udgangspunkt i et eget særdeles omhyggeligt
undersøgt Tilfælde; til Beskrivelsen af dette er føjet en velskreven
Oversigt over Litteraturen om de herhen horende Problemer.
Arbejdet er kvalitetsmæssigt et meget smukt Bidrag til Paratyreoideakirurgien.
Af betydelig Interesse er et Arbejde om Fosforstofskiftet, som
imidlertid ikke kan antages at indeholde væsentlige Bidrag af original
Betydning fra Chievitz' Side. Om begge sidstnævnte Arbejder gælder
det, at de er skrevne sammen med Medarbejdere (henholdsvis H. C.
Olsen og G. Hevesy).
En Afhandling om Carotis-glandeltumorerne er af ren kasuistisk
Natur, men har sunde praktisk-kirurgiske Kommentarer,
56
Et Arbejde om Mb. Basedowii (sammen med A. Hecht Johansen
°g Møller) indeholder, hvad de kirurgiske Problemer angaar,
ikke noget nyt.
Et af Chievitz' bedste Arbejder er et Foredrag om smertestillende
Operationer. Det bygger ganske vist ikke paa nye Tanker, men afgiver
i sin mønstergyldig koncentrerede Form et Vidnesbyrd om en
imponerende, rig, personlig Erfaring parret med udmærket Dømmekraft.
Endvidere bør fremhæves de udmærkede Fortjenester, som Chievitz
har indlagt sig inden for Krigskirurgien. Hans aktive Krigsdeltagelse
har sat ham i Stand til at give personligt prægede Meddelelser
om egne og andres Erfaringer. Disse Meddelelser er præget af Chievitz'
vanlige koncentrerede og koncise Stil.
lil sidst bør fremhæves de Indlæg, som Chievitz er fremkommet
med vedrørende Sanocrysin- og Metalsaltterapien, hvor hans Evne til
sund Kritik og livlig overbevisende Fremstilling er særlig iøjnefaldende.
Chievitz er yderligere Forfatter af Lærebogsafsnit.
Hans øvrige indsendte Arbejder, en Boganmeldelse og nogle Nekrologer
har ingen Betydning i denne Sammenhæng.
Efter det fremførte maa Chievitz anses som fuldt kvalificeret.
Professor E. Dahl-Iversen, født 1892, Cand. med. 1919, Dr. med.
1925, Reservekirurg seks Aar, Prosector chirurgiae et Aar, Professor
i Kirurgi samt Chef for Rishospitalets kirurgiske Poliklinik siden 1935.
Dahl-Iversens videnskabelige Produktion er af et betydeligt Omfang.
Man kan inden for denne fremdrage tre Hovedemner, som i særlig
Grad synes at have haft hans Interesse, nemlig 1. Galdevejslidelser,
2. Osteosynthese samt 3. kirurgiske Lidelser, for hvis Pathogenese
hormonale Forstyrrelser maa antages at spille en Rolle.
Arbejderne, i hvilke det førstnævnte Emne behandles, stammer
fra Aarene 1923—27. En særlig Interesse har Dahl-Iversen viet Ventrikelsekretionen
hos Patienter med Galdestenslidelse eller opererede
for Galdesten. Denne Gruppe af Arbejder omfatter Kasuistik, Materialeopgørelser
med Efterundersøgelser, klinisk-eksperimentelle Arbejder
samt et større Dyre-eksperimentelt Arbejde (Disputats) Hovedproblemet
i disse Arbejder har været Spørgsmaalet om, hvorvidt Galdestenslidelsen
eller den i disse Tilfælde ofte udførte Cholecystectomi
medfører nedsat Ventrikelsekretion. Saavel de kliniske som det eksperimentelle
Arbejde tyder paa, at dette ikke er Tilfældet. Foruden
at have bidraget til at fæstne denne Opfattelse har Dahl-Iversens Arbejder
paa dette Omraade utvivlsomt haft en vis Betydning ved at
illustrere Prøvemaaltidsresultaternes Variabilitet. Det heraf følgende
Krav om gentagne Undersøgelser paa hvert Individ har Dahl-Iversen
ikke kunnet honorere overalt i sine kliniske Arbejder paa dette Felt,
hvilket særlig for Achylitilfældenes Vedkommende er uheldigt. Paa den
anden Side maa det anses for fortjenstfuldt, at Dahl-Iversen har haft
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 57
Blikket aabent for, at Achyliens hyppigere Forekomst i de ældre Aldersklasser
maa tages i Betragtning ved Vurderingen af Galdestenlidelsernes
eventuelle Betydning for Forekomsten af Achyli. Med Hensyn til
Disputatsarbejdet skal bemærkes, at den første Del af Arbejdets
eksperimentelle Afsnit, der omfatter Undersøgelser over Cholecystectomiens
Indflydelse paa Galdegangstræet er af mindre Værdi, bortset fra
Iagttagelserne vedrørende Funktionen af sphincter Oddi før og efter
(Jiolecystectomi. Disse er blevet bekræftet af senere Forskning. Den
Del, der behandler samme Indgrebs Indflydelse paa Ventrikelsekretionen,
maa betegnes som et grundigt og vel gennemført eksperimentelt
Arbejde.
Osteosyntesearbejderne udgør den mindste af de fremdragne Grupper
og er tillige den svageste. I det kliniske Arbejde i denne Gruppe
har borlatteren ikke i tilstrækkelig Grad defineret og afgrænset, hvad
han medregner til Ostitis, og Adskillelsen mellem komplicerede og
ukomplicerede Frakturer er ikke gennemført i nødvendig Udstrækning.
Særlig betænkeligt fremtræder dette sidste ved Bedømmelse af det for
Operation gunstigste tidspunkt. De eksperimentelle Undersøgelser er
ikke blevet fremlagt saaledes, at de yder Mulighed for direkte Sammenligning
mellem Fracturhelingen ved resorberbart og ikke resorberbart
Osteosyntesemateriale. Disse Forsøg ligesom flere andre af de rent
eksperimentelle Arbejder viser dog Dahl-Iversen som en teknisk dygtig
Eksperimentator.
I den tredie og største Gruppe af Arbejder beskæftiger Dahl-Iversen
sig med Problemer vedrørende Mastopathia cystica og irregulær
glandulær Hypertrofi samt endelig i et enkelt klinisk Arbejde med
Reten ti o testis. En ikke uvæsentlig Del af Arbejderne i denne Gruppe
er rent eksperimentelle. Initiativet til disse eksperimentelle Arbejder
er i sig selv særdeles fortjenstfuldt, ligesom Arbejderne vidner om Sans
for at udnytte Dyreeksperimentet til Belysning af praktiske kliniske
Problemer, men det er dog ikke i disse Arbejder lykkedes Dahl-Iversen
at gøre nye Iagttagelser, og de opnaaede Resultater kan næppe
siges i større Grad at have bidraget til Opklaring af de omhandlede
Lidelsers Pathogenese. Dahl-Iversens Fortjenester paa dette Omraade
ligger utvivlsomt hovedsageligt paa hans sammenfattende Fremstillinger
af Sygdommen Mastopathia cystica og hans Forsøg med Oestronbehandling
af denne Lidelse. De meddelte kliniske Erfaringer med
Hormonbehandling af Hyperplasia irregularis er faatallige. I Arbejdet
om Letentio testis fremlægges gode Resultater af Hormonbehandling
i fire Tilfælde.
I^oruden de Arbejder, der kan henføres til de nævnte tre Grupper,
har Dahl-Iversen publiceret et ret betydeligt Antal Materialeopgørelser
og kasuistiske Meddelelser fra vidt forskellige Omraader indenfor
Kirurgien. Blandt disse maa særlig fremhæves Arbejderne over kongenite
Galdevej satresier samt kongenit Ileus, som giver værdifulde
Universitetets Aarbog. 8
58 Universitetets Aarbog 1940—41.
Bidrag til disse Lidelsers Klinik paa Grundlag af kritisk Litteraturoversigt
og egne Tilfælde.
Ligeledes bør Arbejdet om occult Blødning ved Tarmcancer fremhæves
som værdifuldt, specielt Paavisningen af Blødningens ofte
intermitterende Karakter samt det Forhold, at Blødning i en mindre
Procentdel af Tilfældene ganske kan mangle. Alle Tilfældene i Materialet
er verificeret ved Operation eller Sektion.
Det kan fremhæves som anerkendelsesværdigt, at Dahl-Iversen
i 1933 har forsøgt at arbejde med Encephalo-Ventriculographien om
end hans Arbejder derom kan gøres til Genstand for væsentlig Kritik
fra moderne Synspunkt.
Arbejdet over postoperativt Trombose er en større Materialesammenstilling,
som dog ikke indeholder egne Synspunkter eller fører til
nye Resultater.
To eksperimentelle Arbejder over Endometriose bør baade med
Hensyn til Forsøgenes Tilrettelæggelse og med Hensyn til de dragne
Konklusioner fremhæves som smukke Arbejder.
Dahl-Iversen er endelig Forfatter til en Lærebog i Operativ Kirurgi,
en Lærebog i Krigskirurgi, en Vejledning i Undersøgelse af Patienter
med kirurgiske Lidelser samt et Par Lærebogsafsnit.
Dr. med. II. C. Devantier, født 1896, Cand. med. 1921, Dr. med.
1931. Har en mangeaarig Specialuddannelse i Kirurgi med Tjeneste
som Assistent ved Rigshospitalets kirurgiske Poliklinik (2 Aar) og sonr.
Reservekirurg ved Rigshospitalets Afd. C. (7 Aar). Han har desuden
været Assistent ved Statens Seruminstitut i mere end 5 Aar og været
Assistent ved Bispebjærg Hospitals patologiske Institut i henved 1 Aar.
Yderligere har han i 3 x/2 Aar været Reservelæge ved Rigshospitalets
Fødeafd. B. Han har saafedes foruden en grundig Uddannelse i Kirurgi
tillige Uddannelse i Fag, som har Betydning for Kirurgien, nemlig
Bakterio-Serologi og patologisk Anatomi og tillige en kirurgisk Specialdisciplin:
Obstetrik.
Hans videnskabelige Produktion er af ret ringe Omfang. Tyngdepunktet
ligger indenfor Serologien, hvor han med sin Disputats:
»Eksperimentelle Studier over lokal Immunisering med Bakteriefiltrater
« har gjort en bemærkelsesværdig videnskabelig Indsats. Resultaterne
af Devantiers Forsøg paa praktisk Udnyttelse af en »Antivirustherapi
« er ikke tilstrækkelig dokumenterede til at overbevise om Metodens
praktisk-therapeutiske Værdi. Han har skrevet nogle mindre Arbejder
af obstetrisk Indhold. Indenfor det egentlige kirurgiske Omraade
indskrænker hans videnskabelige Produktion sig til et kort Indlæg
om Magniumssaltes Anvendelse som Understøttelsesmiddel for Æterog
Kvælstofforiltenarkose samt en Artikel af væsentlig kasuistisk Karakter
om subcutan isoleret Pancreaslæsion uden noget egentligt nyt.
Det sidstnævnte Arbejde (i Maniskript 1941) er det eneste kirurgiske
Arbejde, han har præsteret i de sidste 6 Aar.
59
Devantier blev ved Konkurrencen om Professoratet i Gynækologi
og Obstetrik i 1935 erklæret kvalificeret til det Embede, han søgte.
Hans Uddannelse er god og alsidig og gør ham velkvalificeret til at
indtage en ledende Kirurgstilling. Og selv om hans videnskabelige
Produktion inden for den egentlige Kirurgis Omraade er meget ringe,
maa hans Hovedarbejde, som ligger inden for et Grænseomraade af
største Betydning for Kirurgien, anses for at være af en saadan Værdi,
at han, omend med nogen Tvivl, vil kunne erklæres for kvalificeret
til et Professorat i Kirurgi.
Overkirurg Frans Djømp, født 1891, Cand. med. 1916, Dr. med.
1923, Prosector anatomiae 6 Aar, Reservekirurg 6 Aar, Overlæge 1933
(fra 1939 Overkirurg) ved Kolding Sygehus.
Djørups største Arbejder falder indenfor Anatomien. De er, ikke
mindst Disputatsen »Antal og Fordeling af Nerveceller og Arterier i
Cervikalpartiet af Menneskets Rygmarv«, udført med imponerende
Grundighed og Dygtighed og giver gode Beviser paa videnskabelig
Evne. De berører alle saadanne Omraader af Anatomien, som kan
anses for at være af en vis Betydning for Kirurgien, særlig gælder dette
Undersøgelsen over Ventriklens Kar.
Blandt de rent kirurgiske Arbejder er Afhandlingen over den traumatiske
compressio cerebri fra 1928 for sin Tid et godt Arbejde.
Ligeledes har Arbejdet om Trigeminus-Neuralgi mange Fortjenester.
Foredraget om Megacolon (1936) indeholder ingen originale Bidrag,
men giver en god Oversigt over denne Lidelses Klinik og Pathogenese
samt introducerer en Behandlingsmetode, som ikke tidligere
var prøvet i Danmark, men som senere er slaaet igennem. En Række
Arbejder af kasuistisk Natur bærer yderligere Vidnesbyrd om god
Iagttagelsesevne og klar kritisk Sans.
Mere medicinsk-historiske Afhandlinger viser en kultiveret, litterært
højtstaaende f remstillingskunst og skildrer paa en fænslende og
interessevækkende Maade store Mænd og vigtige Etapper i Kirurgiens
Historie.
Overkirurg Djørup har dokumenteret saa gode videnskabelige
Kvalifikationer, at han maa anses for fuldt kvalificeret til det ledige
Embede.
Overkirurg C. C. Fleischer-Hansen, født 1894, Cand. med. 1921,
Dr. med. 1928, Reservekirurg 6 Aar; siden Januar 1937 Overkirurg
ved Holbæk Amtssygehus. Fleischer-Hansen deltog i Konkurrencen
om et Professorat i Kirurgi 1935.
Hans videnskabelige Hovedarbejde, som vedrører Bestemmelse af
Blodvolumen, blev udført med en af Lindhard tidligere anvendt Teknik,
som dog gennem Fleischer-Hansens Arbejde er blevet yderligere
udviklet og gennemprøvet. Fleischer-Hansen har vist Metodens Uegnethed
til Blodvolumenbestemmelse hos Kvinder og ogsaa paa anden
Vis bidraget til at fastlægge Grænserne for Metodens praktiske Anvendelse.
60 Universitetets Aarbog 1940—-41.
Hans monografiske Fremstilling af de retroperitoneale og mesenteriale
Tumorers Klinik har sin Værdi som en klar og udforlig Oversigt
over disse Tumorformer. Arbejderne over Columnafrakturer, Indeklemningssymptomkomplekset
ved Knælidelser, samt Senelæsioner har
sin hovedsagelige Interesse ud fra et forsikringsmæssigt Synspunkt,
men er ikke uden klinisk Værdi. Afhandlingerne om Platfodsbehandling
og recidiverende Rectalprolaps afgiver et godt Vidnesbyrd om
Lyst og Evne til at give sig i Kast med Lidelser, som er vanskelige at
behandle. Afhandlingerne om retroperitoneale Hæmatomer samt ostitis
fibrosa localisata giver tillige Bevis paa hans Evne til med Udgangspunkt
i egne Iagttagelser og grundig Litteraturoversigt at levere værdifulde
Bidrag til den kliniske Kirurgi. Desuden har han publiceret et
Antal Arbejder af kasuistisk Natur.
Fleischer-Hansens videnskabelige Kvalifikationer er uden Tvivl
vel dokumenterede. Yderligere havde Fleischer-Hansen ved sin Deltagelse
i Konkurrencen om Professoratet i Kirurgi 1935 Lejlighed til at
dokumentere sine meget betydelige pædagogiske Evner. I de mellemliggende
Aar har han saavel i praktisk som i videnskabelig Henseende
yderligere kvalificeret sig til et Professorat i Kirurgi.
Overlæge Knud Kelsted, fodt 1891, Cand. med. 1916, har bl. a.
været Reservekirurg ca. 6 Aar og nogle Maaneder været Assistent ved
Universitetets patologisk-anatomiske Institut. Siden Januar 1935 har
han været Overlæge ved Køge Sygehus.
Hans største Arbejde er indsendt i Manuskript: »Langvarige Nyrebetændelser,
særlig deres kirurgiske Behandling«. Dette Arbejde, i hvilket
der med stor Flid og Udholdenhed er samlet et stort Antal og
delvis værdifuldt Materiale, afgiver Vidnesbyrd om svigtende Kritik,
Koncentration og Dømmekraft. Hans øvrige Arbejder er af mindre
Omfang og er hovedsagelig af kasuistisk Natur. I Arbejderne om Behandlingen
af Urinvejsinfektioner samt Blodsukkerbestemmelser ved
Splanchnicusanastesi fremlægges mindre Iagttagelser af en vis Interesse;
det samme gælder Artiklen om aberrerende Nyrekar og Hydronefroser.
Nye Synspunkter fremlægges dog ikke. Arbejdet om bristede
Mavesaar tyder paa svigtende kritisk Sans ved Sammenligningen af
Resultaterne efter resp. Excision og simpel Sutur.
Uagtet Overlæge Kelsted har en god praktisk Uddannelse i Kirurgi,
kan han dog paa Grund af manglende videnskabelige Kvalifikationer
ikke anses for kvalificeret til at beklæde det ledige Embede.
Som Konklusion af ovenstaaende Bedømmelse af de enkelte Ansøgeres
videnskabelige Arbejder og øvrige Kvalifikationer skal Udvalget
udtale følgende:
Af de seks Ansøgere har Kelsted ikke kunnet erklæres for kvalificeret
til det søgte Embede. Devantier har kunnet erklæres for kvalificeret
om end med nogen Tvivl. De øvrige fire Ansøgere er velkvalificerede.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 61
Djørup og Fleischer-Hansen kan begge fremlægge en anerkendelsesværdig
videnskabelig Produktion, men denne staar i Betydning
tilbage for den Produktion, som Chievitz og Dahl-Iversen har præsteret.
Der bliver saaledes tilbage at vælge mellem de to sidstnævnte.
Dette Valg er paa Grund af, at de to Ansøgere med Hensyn til videnskabelige
og øvrige Kvalifikationer er af vidt forskellige Typer, særdeles
vanskeligt.
Chievitz' Produktion er præget af sund Kritik, skarp Dømmekraft
og Sans for væsentligt og uvæsentligt. Den er praktisk værdifuld, men
af forholdsvis begrænset Omfang.
Dahl-Iversens Produktion præges af overordentlig Flid og paaskønnelsesværdigt
Initiativ samt Interesse og Anlæg for eksperimentel
Forskning. Den er i Sammenligning med Chievitz' Produktion
mere omfattende og spænder over større Dele af Kirurgien, men er
ogsaa mere ujævn i sin Værdi og viser hist og her Mangel paa
Kritik.
Da Udvalget mener at maatte lægge afgørende Vægt paa de fremhævede
gode Egenskaber ved Dahl-Iversens videnskabelige Produktion
og tillige maa anse Dahl-Iversens mere end seksaarige Virksomhed som
Professor i Kirurgi ved Københavns Universitet som en ikke uvæsentlig
Kvalifikation, maa Dahl-Iversen efter Udvalgets Opfattelse sættes
forud for Chievitz.
Udvalget skal derfor enstemmigt indstille Professor E. Dahl-Iversen
til det ledige Embede.
Udvalgets Indstilling blev i Overensstemmelse med § 4, Stk. 2 i
den fornævnte Anordning tilstillet Ansøgerne, af hvilke Professor Ole
Chievitz indsendte Svarskrivelse.
Efter at Udvalgets Indstilling var blevet enstemmigt tiltraadt af
Fakultetet og indsendt til Ministeriet med Konsistoriums Tilslutning,
blev ved kgl. Resolution af 20. August 1941 Professor, Dr. med. E.
Dahl-Iversen udnævnt til Overkirurg ved Rigshospitalets kirurgiske
Afdeling C for et Tidsrum af 6 Aar fra den 1. August 1941 at
regne.
De med Embedets Besættelse forbundne Udgifter, ialt 2260,33 Kr.,
blev afholdt af Universitetets Konto 10. e.
Da Embedet som Professor i Kirurgi og Overkirurg ved Rigshospitalets
kirurgiske Afdeling C stod ledig i Foraarssemestret 1941,
overtog Professor, Dr. med. S. Kjærgaard Undervisningen af hele
Eksamensholdet til II. Del B af den lægevidenskabelige Embedseksamen
i nævnte Semester, ligesom han foretog Eksaminationen j
klinisk Kirurgi af hele Holdet ved den lægevidenskabelige Embedseksamen
Sommeren 1941.
62
k. Oprettelse af en Stilling som Direktør for Universitetets
Institut for human Arvebiologi og Eugenik og Ansættelse af
Institutets Leder, Dr. med. Tage Kemp i denne Stilling.
(J. Nr. 169/35 og 351 b/38).
Som omtalt i Universitetets Aarbog for 1938—39, Side 205 ff.,
blev der i Aarene 1937—38 opfort og indrettet et Institut for human
Arvebiologi og Eugenik ved Universitetet. Som Leder af Institutet
ansatte Ministeriet under 21. April 1938 Dr. med. Tage Kemp med et
paa Finansloven for 1938—39 bevilget Honorar af 10 000 Kr. aarlig.
Allerede første Gang, Universitetet foretog Indstilling om de aarlige
Bevillinger til det nye Instituts Drift, var der imidlertid foreslaaet
oprettet en Tjenestemandsstilling for Institutets Leder. Det lægevidenskabelige
Fakultet afgav under 30. Marts 1937 herom følgende Indstilling:
I Anledning af Oprettelsen af Universitetets nye Institut for
human Arvebiologi og Eugenik skal Fakultetet indstille følgende med
Hensyn til Ledelsen af dette Institut.
Som Leder af Institutet er udset Dr. med. Tage Kemp, for Tiden
honorarlønnet videnskabelig Assistent ved Universitetets Institut for
almindelig Patologi. Under Hensyn til Dr. Kemps Alder og til, at det
er en Livsstilling, det drejer sig om, som ligger i nøje Kontinuitet af
Dr. Kemps tidligere Uddannelse og Virksomhed, maa Fakultetet indtrængende
anbefale, at Stillingen bliver normeret som en Tjenestemandsstilling
med Grundløn 8100 Kr. stigende hvert 3. Aar med
900 Kr. indtil 10 800 Kr. foruden Stedtillæg og Reguleringstillæg efter
de til enhver Tid gældende Regler. Man skal desuden indstille, at der
tillægges ham et Bestillingstillæg paa 800 Kr., som angivet i Tjenestemandslovens
§ 590. Derimod ønsker man ikke foreløbig oprettet noget
Professorat for Dr. Kemp i det paagældende Fag.
Det tilføjes, at en Lønning af den ovennævnte Størrelse er forudsat
ved Modtagelsen af Bevillingen fra The Rockefeller Foundation og ved
Optagelsen af den til Institutets Drift nødvendige Bevilling paa Finansloven.
Under Forhandling om Sagen i Konsistoriums Forretningsudvalg
foreslog Universitetets Kurator, at Lønningen til Institutets Leder blev
fastsat til 8100 Kr., stigende med 600 Kr. hvert 3. Aar til 9900 Kr.,
svarende til de i Tjenestemandslovens §§ 652 og 658 m. fl. normerede
Lederstillinger ved visse andre Statsinstitutioner. Efter at Dr. Kemp
var blevet gjort bekendt med dette Forslag, udtalte han i en
Skrivelse af 19. Maj 1937 til Universitetets Rektor og Kurator følgende:
63
1. I det af Universitetet til Undervisningsministeriet indsendte
Forslag af 16. Februar 1935 om Oprettelse af Institntet foreslaas det
(se Forslagets S. 1, 1. og 3. Stykke), at der tillige oprettes en Lærerpost
i Menneskets Arvebiologi og Engenik ved Universitetet. I Bilag
2 (Punkt 4) til det lige nævnte Forslag anføres følgende: »Lederens
Gage kan sættes lig med Professorgage plus det Beløb, hvormed Institutbestyrere
sædvanligvis honoreres«.
Efter Konsistoriums Forretningsudvalgs Forslag skulde Lederen
ansættes som Institutforstander eller -direktør med en Gage, der er
væsentlig lavere end den foran nævnte, og Stillingen er ikke kombineret
med en Lærerpost.
2. Lederen af Institntet vil under det videnskabelige Arbejde i
stort Omfang komme i Berøring med Patienter, hvis Tillid til og Forstaaelse
af Arbejdet, det vil være vigtigt at opnaa. Det vil derfor være
af stor Betydning, at hans Stilling faar en Betegnelse, som almindeligvis
anvendes til Læger i ledende Stillinger. Ogsaa af Hensyn til internationale
videnskabelige Forbindelser bor Lederen have samme Betegnelse
som Ledere af Universitetsinstituter, der tillige underviser ved
Universitetet, sædvanligvis har i alle Lande.
Af de anførte Grunde anser jeg Konsistoriums Forretningsudvalgs
Forslag for lidet tilfredsstillende, og tillader mig derfor at anmode
Dem om, saa vidt muligt at forhindre, at det bliver gennemført i sin
nuværende Form.
Efter at Dr. Kemps Skrivelse var blevet forelagt det lægevidenskabelige
Fakultet, udtalte dette i en Erklæring af 16. Juni 1937 følgende:
Fakultetet kan ikke i Dr. Kemps Bemærkninger finde nogen Grund
til at ændre Hovedsagen i Fakultetets tidligere Indstilling af 30. Marts
d. A. Den af fakultetet til Dr. Kemp foreslaaede Lønning svarer ganske
til en Professors Lønning. Kun vilde man nu efter den givne Foranledning
finde det rimeligere, at der i Stedet for det af Fakultetet tidligere
foreslaaede Bestillingstillæg paa 800 Kr. tillægges ham et aarligt Honorar
af samme Størrelse for Deltagelse i Universitetsundervisningen i
Arvelighedslære, Hvis Sagen ordnes som foran anført, maa de Forudsætninger,
som gælder for Modtagelsen af Rockefeller Fondets Gave,
siges at være fyldestgjort.
Det af Dr. Kemp under Punkt 2 anførte kan Fakultetet ikke tillægge
større Betydning. Erfaringen viser, at andre videnskabelige
Institutioner i Landet (f. Eks. Carlsbergfondets biologiske Institut,
Seruminstitutet etc.) ikke har Vanskeligheder hverken indadtil eller
udadtil ved at gennemføre deres videnskabelige Arbejde uden at Lederne
er Bærer af Professortitlen.
Herefter indstillede Universitetet under 26. Juni 1937 til Ministeriet,
at der foruden de til Finansloven for 1938—39 til Institutets Drift
64 Universitetets Aarbog 1940—41.
foreslaaede Bevillinger tillige paa Normeringsloven for 1938—39 blev
oprettet en Tjenestemandsstilling for Lederen af Institutet med en
aarlig Lønning af 8100 Kr. stigende hvert 3. Aar med 600 Kr. indtil
9900 Kr., samt at der paa Finansloven for 1938—39 søgtes bevilget
et Honorar paa 800 Kr. aarlig til Institutlederen for Pligt til at deltage
i Universitetsundervisningen i Arvelighedslære. Da der ikke, forinden
fornoden Hjemmel til Oprettelse af den paagældende Stilling var tilvejebragt
paa Normeringsloven, kunde optages den hertil svarende
Lønning paa Finansloven, indstillede Universitetet samtidig, at der
foreløbig paa Finansloven for 1938—39 blev optaget en Bevilling paa
10 000 I\r. aarlig under Universitetets Konto 4. B. Andre Honorarer
som Vederlag til Institutets Leder.
Der blev ikke paa Normeringsloven for 1938—39 oprettet nogen
Tjenestemandsstilling for Lederen, hvorimod det ovenfor nævnte
Honorar af 10 000 Kr. blev optaget paa Finansloven for 1938—39
under Universitetets Konto 4. B. 2. Honorarer til Ikke-Tjenestemænd,
jfr. Rigsdagstidende for 1937—38, Tillæg A., Sp. 1619—22.
Under 17. November 1938 indsendte Institutets Leder, Dr. med.
Tage Kemp et Andragende om, at han som Leder af Universitetets
Institut for human Arvebiologi og Eugenik maatte blive ansat som
Professor ved Universitetet fra den 1. April 1939 at regne. Dette Andragende
tog han senere tilbage og indgav i Stedet følgende Andragende
af 23. December 1938:
Herved tillader jeg mig at ansøge om, at mine Ansættelsesforhold
som Leder af Universitetets arvebiologiske Institut maa blive ændrede
fra 1. April 1939 at regne.
Ansøgningen har følgende Motivering:
I 15 Aar, siden 1. November 1923, har jeg været ansat som honorarlønnet
Tjenestemand ved Universitetet og i den Tid i betydeligt
Omfang deltaget i saavel Undervisnings- som Forskningsarbejde. Jeg
tillader mig derfor nu at ansøge om at blive fast ansat. I det Forslag
af 16. Februar 1935, som Universitetet har indsendt til Undervisningsministeriet
om Oprettelse af det arvebiologiske Institut, forudsættes
det ogsaa, at Lederen fast ansættes som Tjenestemand, idet der i et
af Forslagets Bilag findes anført følgende om Lederens Stilling: »Da
Lederen skal undervise ved Universitetet i Faget, vil det være rimeligt,
at han udnævnes til Professor, og hans Gage kan derfor sættes lig
Professorgage plus det Beløb (800 Kr.), hvormed Institutbestyrere
sædvanligvis honoreres, ialt 9 940 Kr.«. Naar Lønningen angives til
9940 Kr., er det klart, at der ikke tænkes paa et Honorar paa 9940 Kr.,
men derimod paa det Beløb, der svarede til Professorgage paa det
Tidspunkt, Forslaget blev fremsat + Bestyrerhonorar.
Af Hensyn til mit Undervisningsarbejde og Arbejdet som Leder
af arvebiologisk Institut vil jeg anse det for den bedste Ordning, at
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 65
jeg blev ansat som Professor ved Universitetet. Jeg skal bemærke, at
jeg har medvirket ved Oprettelsen og Indretningen af Institutet under
den udtrykkelige Forudsætning. Endvidere har det siden Institutet
blev aabnet vist sig, at den nugældende Ordning, hvorefter Lederen
betegnes som Bestyrer, er meget uhensigtsmæssig. Denne Betegnelse,
der ellers aldrig anvendes til Læger i ledende Stillinger, giver daglig
Anledning til Misforstaaelser og Forvekslinger, som nødvendiggør lange
Forklaringer, og i det hele er til stor Ulempe for Arbejdet paa Institutet.
Saavel talrige danske Kolleger som næsten alle de ca. 100 skandinaviske
og andre udenlandske Videnskabsmænd, der har besøgt
Institutet, siden det blev aabnet, har udtalt deres Forundring over
den nugældende Ordning. Jeg tillader mig derfor at ansøge om at blive
ansat som Professor ved Universitetet i human Arvebiologi.
Hvis Ministeriet ikke kan gaa med hertil, tillader jeg mig subsidiært
at ansøge om at blive ansat paa de Vilkaar, som foreslaas i det
lægevidenskabelige Fakultets Skrivelse om Sagen af 16. Juni 1937 eller
i Kurators Skrivelse af 26. Juni 1937 (Journal Nr. 367/36).
Om dette Andragende udtalte det lægevidenskabelige Fakultet i
en under 3. Januar 1939 afgiven Erklæring følgende:
Dr. Kemp synes at mene, at Fakultetet ved Indstillingen om
Institutets Oprettelse har forudsat, at han vilde blive udnævnt til
Professor ved Universitetet i human Arvebiologi. Dette er ikke overensstemmende
med de faktiske Forhold. Da Fakultetet den 5. Marts 1935
indsendte Professor, Dr. med. Oluf Thomsens Skrivelse med Bilag af
16. Februar s. A. vedrørende Oprettelsen af Institutet, hvori findes
den af Dr. Kemp citerede Udtalelse om Lederens Stilling, udtalte
Fakultetet blot, at man anbefalede Sagen til Fremme, saaledes at den
snarest mulig blev forelagt Undervisningsministeriet til nærmere Overvejelse,
hvorledes der kunde skabes det økonomiske Grundlag for Sagens
Gennemførelse. Der kan i denne Anbefaling ikke lægges, at Fakultetet
dermed tiltraadte alle i Professor Thomsens Forslag indeholdte
Enkeltheder.
Fakultetet maa nu som tidligere fastholde, at det ikke kan anbefale
Oprettelsen af et Professorat i human Arvebiologi og Eugenik.
I Fakultetets Betænkning af Juni 1934 til Anordningen om den
lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns Universitet af
25. September 1936 fastsættes det, at det teoretiske Fag Almindelig
Patologi foruden de for det lægevidenskabelige Studium særdeles vigtige
Discipliner Infektionspatologi, Immunitetslære og Bakteriologi
tillige skal omfatte »et vist Grundlag i Ivonstitutionspatologi (herunder
Arvelighedslære)«. Ved Ansættelse af en særlig Professor i den sidstnævnte
mindre Del af Faget Almindelig Patologi, vilde denne Dels
Stilling indenfor Faget forrykkes og Undervisningen heri uundgaaeligt
vokse. Fakultetet mener det imidlertid ikke betimeligt at belaste Studiet
ved en Udvidelse af Undervisningen paa dette Omraade.
Universitetets Aarbog. 9
66 Universitetets Aarbog 1940—41.
Derimod kan man varmt anbefale Dr. Kemps subsidiære Andragende,
jfr. Udtalelsen herom i Fakultetets Erklæring af 30. Marts
1937.
Angaaende Dr. Kemps Bemærkninger om det uhensigtsmæssige
i den ham tillagte Titel som Institutbestyrer henviser man til Fakultetets
Erklæring af 16. Juni 1937, sidste Stk.
I et supplerende Andragende af 7. Januar 1939 ansøgte Dr. Kemp
om, at Institutets Leder, saafremt hans Stilling blev omdannet til en
Tjenestemandsstilling, blev betegnet som Direktør, et Forslag, hvortil
det lægevidenskabelige Fakultet sluttede sig i en Erklæring af
19. s. M.
Herefter indstillede Universitetet under 30. Januar 1939, at der
paa Forslaget til Normeringsloven for 1939—40 til Tjenestemandslovens
Afdeling 22, Universitetet under § 574 som nyt Bogstav blev
oprettet en Stilling som Direktør for Universitetets Institut for human
Arvebiologi og Eugenik med Lønning 8100 Kr. stigende med 600 Ivr.
hvert 3. Aar til 9900 Kr. samt at der til Stillingen blev knyttet et
Bestillingstillæg paa 800 Kr. for Pligt til at deltage i Undervisningen
i Arvelighedslære.
Stillingen blev imidlertid ikke oprettet paa Normeringsloven for
1939—40. Universitetet gentog da Indstillingen til Normeringsloven
for 1940—41, og da denne Indstilling heller ikke blev fremmet — til
Normeringsloven for 1941—42. Herefter blev Stillingen oprettet paa
sidstnævnte Normeringslov, jfr. Rigsdagstidende for 1940—41, Tillæg
A., Sp. 3192—93. Da Dr. Kemp var over 40 Aar gammel, blev der
tillige tillagt ham Pensionsret, hvorhos der blev tillagt ham Pensionsanciennitet
i Henhold til Tjenestemandslovens § 55 fra den 1. September
1938, jfr. det citerede Sted i Rigsdagstidende, Sp. 3153—54, 3147—
48 og 3214—15.
Herefter blev ved kgl. Resolution af 30. Maj 1941 Dr. med. lage
Kemp udnævnt til Direktør for Københavns Universitets Institut for
human Arvebiologi og Eugenik fra den 1. Juni 1941 at regne.
1. Underaccouchør ved Rigshospitalets Fødeafdeling A.,
Cand. med. Erik Guldbergs Beskikkelse som Lektor
i Obstetrik.
(J. Nr. 233/39).
Under 27. August 1940 afgav det lægevidenskabelige Fakultet
følgende Indstilling:
Paa Finansloven for indeværende Finansaar, jfr. Rigsdagstidende
for 1939—40, Tillæg A., Sp. 1691—92, er under Universitetets Konto
4. A. Honorarer til Lektorer m. fl. bevilget et Honorar paa 2400 Kr.
aarlig til en Lektor i Obstetrik*).
*) Se herom Universitetets Aarbog for 1939—40, Side 42.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 67
Som det fremgaar af Fakultetets Indstilling om Bevilling af det
ovennævnte Honorar, er dette foreslaaet tillagt Underaccouchøren paa
Rigshospitalets fødeafdeling A, hvis Chef er Universitetets Professor
i Obstetrik; i Henhold hertil skal Fakultetet indstille, at nuværende
Underaccouchør paa Rigshospitalets Fødeafdeling A. Erik Guldberg
beskikkes som Lektor i Obstetrik ved Universitetet fra den 1. September
d. A. at regne og indtil 31. Marts 1943, dog at han, saafremt
hans Ansættelse som Underaccouchør ophører paa et tidligere Tidspunkt
end 31. Marts 1943, samtidig skal fratræde Lektorstillingen.
Man skal tillige indstille, at det i Beskikkelsen tilkendegives ham, at
han skal være pligtig at deltage i Universitetets Undervisning og Eksamination
i Obstetrik efter fakultetets nærmere Bestemmelse. Om Læge
Guldbergs Uddannelse og Kvalifikationer til Stillingen henvises til
medfølgende Bilag.
fakultetet skal derhos henstille, at der af Hensyn til, at dette
Lektorat er knyttet til Underaccouchørstillingen paa Rigshospitalets
Fødeafdeling A., i Fremtiden ved Ledighed i sidstnævnte Stilling maa
blive givet fakultetet Lejlighed til at udtale sig om Ansøgerne, forinden
Ansættelse finder Sted. Saafremt denne Henstilling imødekommes,
vilde man finde det mest praktisk, om det i fremtidige Opslag
om Ledighed i Underaccouchørstillingen tillige bekendtgøres, at der
til denne er knyttet Stillingen som Lektor i Obstetrik ved Universitetet
med det herfor fastsatte Honorar og med Pligt til at deltage i Universitetets
Undervisning og Eksamination i Faget efter det lægevidenskabelige
Fakultets nærmere Bestemmelse.
Etter at denne Indstilling var blevet indsendt til Ministeriet med
Konsistoriums Tilslutning, blev Underaccouchør ved Rigshospitalets
fødeafdeling A., Cand. med. Erik Guldberg under 4. Oktober 1940 beskikket
som Lektor i Obstetrik ved Kobenhavns Universitet for Tiden
1. September 1940—31. Marts 1943 iøvrigt paa de Vilkaar, som var
aniørt i det lægevidenskabelige Fakultets Indstilling. Ved Meddelelsen
herom til Universitetet tilføjede Ministeriet, at man efter derom fra
Direktøren for Rigshospitalet indhentet Erklæring kunde bifalde, dels
at Lektoratets Hlknytning til Stillingen som Underaccouchør paa Rigshospitalets
f ødeafdeling A. blev medtaget ved fremtidige Opslag om
Ledighed i sidstnævnte Stilling, dels at der, forinden Besættelse af
Underaccouchørstillingen fandt Sted, blev givet det lægevidenskabelige
akultet Lejlighed til at udtale sig om Ansøgerne.
m. Reservekirurg, Dr. med. Erik Husfeldts Beskikkelse
som Lektor i Kirurgi.
(J. Nr. 114/41).
Som meddelt i Universitetets Aarbog for 1939—40, Side 41 blev
UnivlasiLetetnSl0Ven 194°~41 °PreUet 6t Lekt°rat ' ^ ved
68 Universitetets Aarbog 1940—41.
Efter at dette Lektorat efter Indstilling af det lægevidenskabelige
Fakultet og Universitetets Rektor var blevet opslaaet ledigt, blev
under 13. Februar 1941 de indkomne 5 Ansøgninger, nemlig fra Dr.
med. H. C. Devantier, Dr. med. Børge Heiberg, Dr. med. Erik Husfeldt,
Overlæge, Dr. med. Karl Lehmann og Dr. med. P. Windfeld af
Ministeriet tilstillet Universitetet til Erklæring.
Under 18. Februar 1941 indstillede det lægevidenskabelige Fakultet,
at Lektoratet blev besat med Dr. med. Erik Husfeldt som den
bedst kvalificerede.
Efter at denne Indstilling var blevet indsendt til Ministeriet med
Konsistoriums Tilslutning, blev under 1. April 1941 Dr. med. Erik
Husfeldt beskikket som Lektor i Kirurgi ved Københavns Universitet
for 1 Aar fra den 1. April 1941 at regne, saaledes at han skulde være
pligtig at deltage i Undervisningen og Eksaminationen i Kirurgi efter
det lægevidenskabelige Fakultets nærmere Bestemmelse.
n. Lektor, Dr. med. Viggo Friedenreichs Afgang fra Universitetet
og Dr. med. Jens Bings Beskikkelse som Lektor i medicinsk
Bakteriologi og Parasitologi.
(J. Nr. 326/40).
Under 20. December 1940 blev der meddelt fast videnskabelig
Assistent ved Institutet for almindelig Patologi, Lektor i medicinsk
Bakteriologi og Parasitologi ved Universitetet, Dr. med. Viggo I<riedenreich
Afsked efter Ansøgning fra de nævnte Stillinger fra den
31. Januar 1941 at regne.
Efter at den saaledes ledigblevne Lektorstilling efter Indstilling
af det lægevidenskabelige Fakultet og Universitetets Rektor var blevet
opslaaet ledig i Forbindelse med Stillingen som fast videnskabelig
Assistent ved ovennævnte Institut, blev under 9. Januar 1941 de
indkomne 4 Ansøgninger, nemlig fra Dr. med. Jens Bing, Dr. med.
Jørgen Bichel, C'and. med. Henry M. Christensen og Dr. med. Ole
Esmarch af Ministeriet tilstillet Universitetet til Erklæring.
Under 17. Januar 1941 afgav Afdelingsforstander ved Seruminstitutet,
Dr. med. K. A. Jensen, som var blevet udnævnt til Professor
i almindelig Patologi og Bestyrer af Universitetets Institut for almindelig
Patologi fra 1. Februar 1941, jfr. foran Side 12 og 27 IT., følgende
Indstilling til det lægevidenskabelige Fakultet:
De 4 Ansøgere maa alle siges at være kvalificerede til Stillingen.
Jeg mener, at cand. med. Henry M. Christensen straks kan udskydes.
Selv om han i Kraft af sin Stilling som Assistent ved Institutet for
almindelig Patologi har en større bakteriologisk Uddannelse end de
øvrige Ansøgere, saa opvejer det ikke, at han endnu ikke er Dr. med.
Hans videnskabelige Produktion er heller ikke paa Højde med de
øvrige Ansøgeres.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 69
De tre øvrige Ansøgere, Dr. med. Jørgen Bichel, Dr. med. Jens
Bing og Dr. med. Ole Esmarch, maa siges at staa ret lige.
Ingen af dem har nogen større bakteriologisk Uddannelse. Dog
maa det siges, at paa dette Omraade har Dr. med. Jens Bing et Plus.
De tre Ansøgere har paa et ret tidligt Tidspunkt af deres Uddannelse
specialiseret sig, hvilket med Tydelighed fremgaar af deres videnskabelige
Produktion. Medens Dr. med. Jørgen Bichel og Dr. med.
Ole Esmarch væsentligst har beskæftiget sig med Virus- og Tumorforskning,
har Dr. med. Jens Bing en noget mere alsidig Produktion
indenfor »Pato-Fvsiologien«.
Da jeg selv i Følge min Uddannelse trænger til en sagkyndig
Hjælper paa dette Omraade, bliver der ogsaa paa dette Punkt et Plus
til Dr. med. Jens Bing. Naar dertil kommer, at han paa Grund af sin
større Kandidatalder har en noget mere fyldig Uddannelse og videnskabelig
Produktion end de øvrige Ansøgere, kan jeg anbefale, at han
bliver foretrukket ved Besættelse af Stillingen.
Efter at denne Indstilling var blevet tiltraadt af Fakultetet og
indsendt til Ministeriet med Konsistoriums Tilslutning, blev under
5. Februar 1941 Dr. med. Jens Bing beskikket som Lektor i medicinsk
Bakteriologi og Parasitologi ved Københavns Universitet for Tiden
1. Februar—31. Marts 1941. Under 26. April 1941 forlængede Ministeriet
Dr. Bings Beskikkelse som Lektor for Treaaret 1. April 1941
til 31. Marts 1944.
Om Dr. Bings samtidige Ansættelse i Stillingen som Assistent ved
Institutet for almindelig Patologi se foran Side 15.
0. Oprettelse af et ordinært Professorat i nordisk Arkæologi og
europæisk Forhistorie og Museumsinspektør, Lektor, Dr. phil.
Johannes Brøndsteds Udnævnelse til Professor.
(J. Nr. 372/38).
Under 13. September 1938 indsendte Inspektør ved Nationalmuseet,
Lektor i nordisk Arkæologi ved Universitetet, Dr. phil. Johannes
Brøndsted følgende Andragende til det filosofiske Fakultet:
Under Henvisning til, at min Beskikkelse som Lektor i nordisk
Arkæologi ved Universitetet, der under 2. Januar 1936 af Undervisningsministeriet
forlængedes for et Tidsrum af 3 Aar, udløber den
1. Februar 1939, skal jeg tillade mig at rette følgende Henvendelse
til Fakultetet.
Da jeg i 1930 overtog det da nyoprettede Lektorat i nordisk
Arkæologi, var mit Arbejde ved Nationalmuseet ikke tilnærmelsesvis
saa omfattende, som det siden er blevet. Fra 1933 passer jeg Administrationen
af Museets Oldtidsafdeling, saavel dennes Markarbejde som
Indevirksomhed, en krævende Opgave, hvis Rammer efter den ny
I redningslovs Ikrafttræden 1937 er bleven yderligere udvidet. At røgte
Lektoratet paa tilfredsstillende Maade samtidig med Pasningen af Em70
bedet som administrerende Inspektør for Nationalmuseets 1. Afdeling
er med Tiden bleven stadig vanskeligere. Samtidig med Museumspligterne
er nemlig det med Lektoratet forbundne Arbejde tiltaget ikke
lidt, efterhaanden som den nye Generation af Arkæologer, netop paa
Basis af Universitetsundervisningen, udvikles og melder sig med akademiske
Krav: Magisterkonferenser, Prisopgaver, Disputatser. Dette Arbejde
kan skitseres som følger.
Undervisningen i forhistorisk Arkæologi har været lagt efter en
dobbelt Linie: 1. Oversigt over Nordens Forhistorie beregnet for yngre
Fagstuderende og, ikke mindst, for Historiestuderende (hvis Hovedfagsfolk
jo har Adgang til at vælge arkæologisk Speciale); 2. Gennemgang
af europæisk Forhistorie, specielt Mellem- og Vesteuropa, beregnet
for ældre Fagstuderende, der forbereder sig til Magisterkonferens
i forhistorisk Arkæologi. Ved de Forelæsninger og Øvelser, jeg i min
Tid som Lektor har afholdt under Punkt 1, har Tilhørertallet i Almindelighed
ligget mellem 20 og 40. Siden 1930 har der i forhistorisk Arkæologi
været afholdt 2 Magisterkonferenser (plus 1 i indeværende Semester),
og det kan forventes sikkert, at adskillige af det nuværende Hold af
l^agstuderende vil indstille sig til Konferens i Løbet af de nærmeste
Aar. Der har af Lektoratet været afgivet 2 Bedømmelser af Disputatser,
3 af Prisopgaver (hvortil kommer et Antal Bedømmelser af Hovedfagshistorikeres
arkæologiske Specialopgaver).
Det staar mig klart, at jeg ikke fremtidig vil kunne bestride som
hidtil begge Bestillinger, Lektorat og Inspektørembede, om dette skal
gøres paa tillredsstillende Maade; en af dem, eller begge, vil lide derunder,
samtidig med at min Tid til videnskabelig Produktion vil blive
spredt og kort. Jeg maa derfor vælge mellem Museum og Universitet.
I mine Aar som Lektor har jeg set, hvor overordentlig vigtig en systematisk
og regelmæssig Universitetsundervisning er og vil være for
Faget og Studiet. At tage dette Hverv op i fuldt Omfang paatog jeg
mig gerne; og under den Forudsætning, at Lektoratet omdannedes til
et Professorat i forhistorisk Arkæologi, vilde jeg foretrække denne Stilling
for Museumsvirksomheden. At et Professorat som det nævnte ikke
eksisterer ved Københavns Universitet, turde i sig selv være en Urimelighed:
overalt ellers, ikke alene ved de nordiske Universiteter men
ogsaa, mig bekendt, ved andre europæiske af nogen Betydning, findes
der Professorater i Forhistorie. Det maa betegnes som besynderligt og
vel i Længden uholdbart, naar der netop i vort Land med dets Traditioner
indenfor nordisk arkæologisk Forskning ikke gives noget Professorat
i Faget.
Jeg ser mig saaledes af ovennævnte Grunde ikke i Stand til at
fortsætte som Lektor i nordisk Arkæologi efter Lektoratsperiodens
Udløb den 1. Februar 1939, og jeg skal tillade mig at anmode Fakultetet
om at ville tage under Overvejelse at søge udvirket, at der oprettes
et Professorat i forhistorisk Arkæologi, idet jeg bemærker, at jeg
i Tilfælde af Oprettelse har til Hensigt at søge denne Stilling.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 71
Det filosofiske Fakultet videresendte dette Andragende med følgende
Udtalelse af 26. Oktober 1938:
Fakultetet kan i et og alt tiltræde den af Dr. Brøndsted fremførte
Begrundelse for Omdannelsen af Lektoratet i nordisk Arkæologi til et
Professorat. Det turde være alment kendt, at den forhistoriske Arkæologi
under de senere Generationer har udviklet sig til en fuldtud
selvstændig, meget omfattende og særdeles betydende Videnskab, der
i stigende Grad, ikke mindst her til Lands, samler Interesse om sig
ogsaa i videre, folkelige Kredse. Ligeledes er det velkendt, at nordisk
Forskning har ydet en fremragende Indsats i denne Udvikling, og at
specielt dansk Videnskab paa dette Omraade har særlig smukke og
forpligtende Traditioner. Det er utvivlsomt rigtigt, at det under disse
Forhold er en Urimelighed, at der netop ved Kobenhavns Universitet
ikke findes et Professorat i dette vigtige Fag, saaledes som det længe
har været Tilfældet ved alle betydende udenlandske Universiteter.
Naar Fakultetet dog i sin Tid ved Oprettelsen af en Lærerpost i nordisk
Arkæologi mente kun at burde begære et Lektorat, skyldtes det i første
Række Ønsket om paa intimest mulige Maade at knytte Undervisningen
heri til Nationalmuseets rige Samlinger; det skønnedes derfor dengang
mest formaalstjenligt, at Stillingen til at begynde med beklædtes
af en videnskabeligt fremragende Tjenestemand ved Museet. Paa
Grundlag af de Erfaringer, der er gjort i de siden da forløbne Aar, maa
Fakultetet imidlertid nu mene, at denne Kombination ikke fortsat kan
opretholdes. Den betydelige Tilslutning, som Faget har faaet, og de
stadigt voksende Krav, der stilles til dets Repræsentant ved Universitetet,
hvorom der kan henvises til Dr. Brøndsteds Skrivelse, har medført,
at det ikke vedblivende kan røgtes paa en for de Studerende og
for Universitetet tilfredsstillende Maade af en Mand, der tillige skal
bestride et i sig selv meget krævende Embede. Hertil kommer, at
Fakultetet ikke længere kan nære nogen Betænkelighed ved at ophæve
den nu bestaaende personelle Tilknytning til Nationalmuseet, idet
Universitetsundervisningen i forhistorisk Arkæologi nu er tilrettelagt
og stabiliseret indenfor Museets Ramme, og Omdannelsen af Lektoratet
til et Professorat, efter hvad Direktør, Dr. Nørlund paa Forespørgsel
har erklæret, ikke vil medføre nogen Ændring i Museets Stilling
dertil. Museet vil ogsaa derefter være rede til i samme Omfang som
tidligere at stille saavel Lokale som sit Fagbibliotek, sine Samlinger
og øvrige Studiemateriale til Raadighed for Undervisningen, saaledes
at Stillingens Forandring ikke vil medføre nye Krav om Oprettelse
af Laboratorium, Studiebibliotek eller lign.
Foranlediget af Dr. Brøndsteds Henvendelse skal Fakultetet saaledes
herved varmt anbefale, at Lektoratet i nordisk Arkæologi søges
erstattet med et ordinært Professorat i »nordisk Arkæologi og europæisk
Forhistorie«; under de foreliggende Omstændigheder, og da der
maa lægges megen Vægt paa at bevare den nuværende Lærer for Faget,
skal det tillige henstilles, at denne Sag søges fremmet allerede paa Nor72
meringsloven for Finansaaret 1939—40, idet Fakultetet dog maa betragte
det som en ubetinget Forudsætning, at Fremsættelsen af dette
nye Forslag ikke skal komme til at forsinke Opfyldelsen af det tidligere
fremførte Ønske om Omdannelsen af Docenturet i Kunsthistorie til et
Professorat.
Sagen blev af Universitetet indsendt til Ministeriet under 30. November
1938 med Forslag om Oprettelse af det paagældende Professorat
paa Normeringsloven for 1939—40, saaledes at samtidig det paa
Finansloven under Universitetets Konto 4. A. Honorarer til Lektorer
m. fl. bevilgede Honorar paa 2400 Kr. aarlig til en Lektor i nordisk
Arkæologi blev inddraget. Sagen blev imidlertid ikke fremmet ved
nævnte Normeringslov, og Universitetet gentog da Indstillingen til
Normeringsloven for 1940—41, og — da Sagen heller ikke blev fremmet
til denne Normeringslov — til Normeringsloven for 1941—42. Paa
sidstnævnte Normeringslov blev Professoratet oprettet, jfr. Rigsdagstidende
for 1940—41, Tillæg A., Sp. 3192.
Under 23. April 1941 tilskrev Ministeriet Universitetets Rektor
saaledes:
Med Bemærkning, at der paa Normeringsloven for Finansaaret
1941—42 er oprettet et ordinært Professorat i Nordisk Arkæologi og
europæisk Forhistorie ved Københavns Universitet til Afløsning af det
af Inspektør ved Nationalmuseet, Dr. phil. Johs. Brøndsted beklædte
Lektorat i nordisk Arkæologi, skal man herved udbede sig en Udtalelse
fra Hr. Rektoren, om fra hvilket Tidspunkt Universitetet maatte
ønske Dr. Brøndsted ansat i det nyoprettede Professorat, samt om der
maatte ønskes særlige Forpligtelser for den paagældende fastsat ved
Udnævnelsen.
Efter at Universitetet som Svar herpaa havde udtalt, at man
ønskede Dr. Brøndsted ansat som Professor fra den 1. April 1941 at
regne, og at man ikke havde noget Ønske om, at der ved hans Udnævnelse
blev fastsat særlige Forpligtelser for ham, blev ved kgl. Resolution
af 30. Maj 1941 Inspektør ved Nationalmuseet, Lektor, Dr. phil.
Johannes Brøndsted udnævnt til Professor i nordisk Arkæologi og
europæisk Forhistorie ved Københavns Universitet fra den 1. Juni
1941 at regne.
p. Professor, Dr. phil. William Norvins Død og Lektor, Dr. phil.
Hartvig Frisch' Ansættelse som Professor i klassisk Filologi.
(J. Nr. 280/40).
Den 16. August 1940 afgik Professor i klassisk Filologi, Dr. phil.
William Norvin ved Døden.
Under 27. September 1940 indstillede det filosofiske Fakultet i
Henhold til Bestemmelsen i kgl. Anordning af 15. Maj 1932 § 1, 2.
Punktum og med den i 3. Punktum givne Motivering, at Professor i
73
klassisk Filologi ved Aarhus Universitet, Dr. phil. Franz Blatt blev
kaldet til det ledige Embede. Professor Blatt afslog imidlertid Kaldelsen,
og Embedet blev da efter Indstilling af det filosofiske Fakultet
og Universitetets Rektor opslaaet ledigt, og under 10. Februar 1941
blev de indkomne 6 Ansøgninger, nemlig fra Lektor, Dr. phil. Sam
Cavallin, ^ stad, Lektor Hartvig Frisch, Dr. phil. Gustav Hermansen,
(vand. mag. Povl Johannes Jensen, Dr. phil. Henning Mørland, Oslo,
og Adjunkt Henry Steen af Ministeriet tilstillet Universitetet til Erklæring.
Til at bedomme de indkomne Ansøgninger nedsatte det filosofiske
Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning af 15. Maj 1932 et Udvalg
bestaaende af Professorerne, Dr. phil. Carsten Høeg, Dr. phil. Kr.
Sandfeld og Bibliotekar, Dr. phil. Hans Ræder. Dette Udvalg afgav
under 11. Maj 1941 følgende Indstilling til Fakultetet:
Det af Fakultetet den 24. Februar d. A. nedsatte Udvalg til Bedømmelse
af Ansøgerne til det ledige Professorat i klassisk Filologi
afgiver herved Indstilling.
1. Lektor, fil. dr. Sam Cavallin, Ystad (f. 1903).
Det eneste større Værk, der foreligger fra Dr. Cavallins Haand,
er Doktordisputatsen »Literarhistorische und textkritische Studien zur
\ ita S. Caesarii Arelatensis«, 1934. Cæsarius, der var Biskop i Aries i
første Halvdel af VI. Aarhundrede, var en i mange Maader betydningsfuld
Personlighed, og Biografien af ham, der er skrevet kort efter hans
Død, har stor Interesse ikke blot for vort Kendskab til Cæsarius og
som kulturhistorisk og litterært Monument, men ogsaa som Kilde til
Merovingertidens Latin. I tekstkritisk Henseende stod der efter den
normgivende Udgave ved Krusch i Mon. Germ. Hist. endnu meget tilbage
at gøre, og det samme gjaldt Skriftets litterære Placering. Den
væsentligste Opgave, Dr. Cavallin satte sig med sin Disputats, var at
bidrage til Tekstkritikken, men han har dertil føjet Studier over Biografiens
litterære Art. I et kort Kapitel — der har Karakter af en helt
selvstændig Studie har han med Skarpsindighed bestemt Cæsarius-
Biografiens umiddelbare borbillede, og han har anbragt den i det
rette litteraturhistoriske Milieu gennem en Skizze af det kristne Helgenvitas
Forudsætninger i den antikke Biografis og Panegyriks forskellige
Former. Han har aabenbart skaffet sig et godt Kendskab til
de \igtigste græske Helgenvitae og bedømmer dem med selvstændigt
Judicium og sikker litterær I akt, og han har trukket de store Linjer
i Udviklingen op med Fasthed og Forstaaelse.
I det tekstkritiske Afsnit (der udgør langt den største Del af
Bogen) gives der ikke nogen udtømmende Oversigt over Overleveringsforholdene,
men efter nogle korte — næppe helt tilstrækkelige — Bemærkninger
om Haandskrifternes indbyrdes Forhold gaar Forfatteren
straks over til sit Hovedemne: en systematisk Undersøgelse af den
Universitetets Aarbog. 10
74 Universitetets Aarbog 1940—41.
Tendens, der ligger bagved en Række Læsemaader, der navnlig forekommer
i Codex 3. Dette Haandskrift er et typisk »lærd« Haandskrift,
og de »korrekte« Former, der findes her, kan som Regel anses som
Resultat af en bevidst Forbedring af Forlægets Sprog og Stil. Da nu
Codex 3 i andre Henseender har bevaret den oprindelige Tekst med
større Troskab end de andre os overleverede Haandskrifter, er deten
nødvendig Forudsætning for den rigtige Fastsættelse af Teksten, at
der opnaas Klarhed over denne Tendens' Omfang og Art. Emnet for
denne Undersøgelse kan synes overordentlig snævert, men i Virkeligheden
er Forfatteren her naaet til Resultater, der har Interesse langt
udover Cæsarius-Overleveringen, idet han ad denne Vej paa original
Maade har kastet et interessant Lys over Latinens Udvikling fra Merovingertiden
til karolingisk Renæssance. Desuden findes der her flere
mindre Excurser (f. Eks. om Pluralis reverentiae, om Formlen »iube,
domne, benedicere« m. m.), der viser, at Forfatteren, naar de Fænomener,
han er stødt paa, har fristet ham dertil, i selvstændig Forskning
snart har søgt tilbage til deres Oprindelse, snart har fulgt dem frem til
deres Virkninger i romanske Sprog. Paa den anden Side kan man næppe
frakende ham en vis Ensidighed i sin Opfattelse af Hovedhaandskriitet;
undertiden tillægger han dets Skriver (eller rettere den Mand, der
har skrevet dets Forlæg) Ændringer, der ikke helt stemmer med den
almindelige Tendens (f. Eks. S. 78 fT.), og hans Behandling af de tre
formodede større Interpolationer (S. 100 fT.) synes ikke helt udtømmende
(maaske skyldes det til en vis Grad et Selvbedrag fremkaldt af
Anvendelsen af Termen »Interpolation« om vidt forskellige ling). Det
sidste Afsnit af Bogen — der ogsaa udgør et afsluttet Hele for sig —
rummer en Række Enkeltbemærkninger til Cæsarius-Ieksten: paa
mange Steder formå ar Forfatteren at give en overbevisende Forklaring
af Steder, som den sidste Udgiver ikke har forstaaet ret, og han
bidrager ogsaa til Tekstens Forbedring gennem flere vellykkede Konjekturer.
I de syv Aar, der er forløbet siden Disputatsen, har Dr. Cavallins
Produktion ikke været stor.
I nogle mindre Arbejder har han fortsat sit Arbejde med Cæsarius-
Biografien. Til det tekstkritiske Afsnit i Disputatsen har han givet et
Supplement gennem Behandling af et Haandskrift, han før havde overset,
(og samtidig har han forbedret sit Stemma betydeligt), og i en
Afhandling om den saakaldte historiske Infinitiv og en anden om inde
og unde har han fortsat Linjen fra de sproglige Afsnit af Disputatsen
og forfulgt nogle interessante Fænomener i latinsk Sprog fra de ældste
Tider og ned til Cæsarius-Biografiens Tid.
Af en helt anden Art er hans Studier over »Det episka inslaget
hos Sallustius«, 1937. Udgangspunktet herfor er et større Arbejde af
Professor Skard, der har søgt at paavise, at Sallusts Ordforraad i høj
Grad er præget af Ennius-Imitation. Denne Opfattelse kritiseres med
gode Grunde, og selvom maaske Dr. Cavallin i sin Bedømmelse af det
75
sallustianske Ordforraad overser enkelte, ikke helt uvæsentlige Momenter,
kan der næppe være Tvivl om, at han har Ret i sin Hovedthesis:
at den »poetiske« Farve i Sallusts Stil stammer fra den ældre romerske
Historiografi.
Endelig skal det nævnes, at nogle Artikler i Thesaurus Linguae
Latinae (tillige med nogle gode Bemærkninger 0111 manso i Philologus)
er Vidnesbyrd om, at Dr. Cavallin en kortere Tid har deltaget paa
dygtig Maade i Thesaurus' Arbejder.
Alle de nævnte Arbejder falder indenfor latinsk Filologi, og endda
for Størstedelen indenfor et meget snævert Omraade deraf; heroverfor
maa det fremhæves, at Dr. Cavallins Evne til at se Tingene i en stor
Sammenhæng gør sig gældende ikke blot i Disputatsen, men ogsaa i
de mindre Arbejder. Hans Universitetsuddannelse har ogsaa i det
væsentlige været koncentreret om Latin, og der foreligger ikke noget
selvstændigt Arbejde fra ham indenfor græsk Filologi, udover at han
i 1932 har leveret en Oversættelse af Afsnit af Aristoteles' nikomacheiske
Ethik til et Samleværk, Oversættelsen synes at være nøjagtig og smagfuld.
2. Lektor, C and. mag. Hartvig Frisch (f. 1893).
Lektor Frisch har publiceret et betydeligt Antal Arbejder, der
angaar Emner fra den klassiske Oldtid. Han har oversat Hippokrates'
»Om den gamle Lægekunst« og »Om Vand, Luft og Steder« og Platons
»Sokrates' Forsvarstale« (samt en latinsk Afhandling af Thomas Bartholin),
og i smaa Bøger og i Tidsskriftafhandlinger har han bl. a.
behandlet Emner Ira romersk Historie (Rom, Pompeji, Cæsar) og græsk
Hlosofi (Protagoras, Sokrates, Platon), og endelig har han i et stort
Afsnit af sin »Europas Kulturhistorie« (I S. 222—451) givet en sammenhængende
Fremstilling af Kulturudviklingen i Grækenland og Rom.
Disse Arbejder er ikke rent videnskabelige, og vi kan derfor indskrænke
os til kort at fremhæve nogle enkelte af dem, som er karakteristiske
for dette Forfatterskab.
I Bogen om Protagoras (1926) er der kort og klart givet en kritisk
Oversigt over de forskellige Opfattelser af Protagoras' Filosofi, der er
blevet gjort gældende i tysk Videnskab, og dertil er føjet nogle mere
personligt prægede Betragtninger, hvori Forfatteren — tildels i Tilslutning
til Herbert Iversens Filosofi — tager Stilling til Protagoras'
Læres Betydning i Samtiden og alment. Nok saa dybtgaaende er, forekommer
det os, Bogen om Platons Stat (1924). Den er populært skrevet,
men paa disse forholdsvis faa Sider (125) gives der en selvstændig
og tankevækkende Fremstilling af væsentlige Punkter i Platons Lære,
ikke mindst interessant ved de Paralleler, der drages med moderne
Samfundsproblemer og nyere Tids Filosofi. Mellem Arbejderne om
romerske forhold er der Grund til at fremhæve de kloge Betragtninger
om Cæsar, Lektor Frisch fremsatte i Anledning af Brandes' Cæsar-
Bogs andet Bind (1919), og to Essais om Pompeji, der viser Forfatterens
levende Modtagelighed og Evne til selvstændig Iagttagelse. Den
76 Universitetets Aarbog 1940—41.
store Kulturhistorie (1928) er aabenbart blevet til i ret stor Hast —
herom vidner bl. a. den Uensartethed, der gør sig gældende mellem
dens enkelte Partier (sml. Efterskriften i Bd. II.) — og Fremstillingen
bygger, som naturligt er, ogsaa i Afsnittene om den antikke Kultur
(som vi alene tager i Betragtning her) i ret høj Grad paa de lettest
tilgængelige Kilder; der er derfor adskillige Enkeltheder, man kunde
kritisere. Men i Helhedssynet og i mange vigtige Afsnit mærker man
Forfatterens Fortrolighed med Stoffet — erhvervet gennem Læsning
af Kilderne og gennem Selvsyn af Monumenterne og af Land og Folk —,
hans selvstændige Gennemtænkning af fundamentale Problemer og
hans Sans for de store Linjer.
Endelig bør det fremhæves, at alle disse Skrifter er skrevet i en
levende og fængslende Stil — uløselig forbunden med et stærkt personligt
Præg i hele Synsmaaden —, og der er stor Klarhed og Enkelhed
i Fremstillingsformen.
I 1939 offentliggjorde Lektor Frisch i Festskriftet til Niels Møller
en Opsats om »Ideologi og Virkelighed hos Thukydid«. Dette var det
første Vidnesbyrd om Studier foretaget med det Formaal for Øje at
belyse det ejendommelige Skrift »Om Athenæernes Stat«, der med
Urette gaar under Xenofons Navn. Det — foreløbig — afsluttende
Resultat af disse Studier er den Afhandling, Fakultetet har antaget
som Doktordisputats »Athenernes Statsforfatning. En filologisk-historisk
Analyse af Pseudo-Xenofons Skrift »De republica Atheniensium«
(1941), det eneste større, rent videnskabelige Skrift, Lektor Frisch
hidtil har publiceret. Endda er det kun en Del af dette Arbejde, der
har Karakter af videnskabelig Undersøgelse, nemlig det Afsnit, der
kaldes »Problemer« (S. 28—172). I et Par Kapitler behandles Problemet
om Skriftets Tid og Forfatter, og der hævdes den Thesis, at det
er skrevet af en udenfor Attika levende attisk Aristokrat i Tiden før
den peloponnesiske Krigs Tid, og at dets Formaal har været at give
klar Besked om det attiske Demokratis Styrke for derigennem at
advare mod forhastede Planer; om denne Thesis er rigtig eller ej, faar
staa hen, men den er gennemført med Klarhed og Konsekvens. I en
Række Kapitler derefter belyses Pseudo-Xenofons Tankeformer, hans
Stil og hans politiske og sociale Synsmaader og Theorier i stadig Sammenligning
med andre Kilder fra samme Tid, og disse meget forskelligartede
Emner behandles med indtrængende Forstaaelse og sikker Kritik
og paa en saadan Maadé, at et Helbredssyn paa Pseudo-Xenofon
og paa hans Forudsætninger kommer smukt frem. Der er ikke Tvivl
om, at der i dette Afsnit af Disputatsen (ca. 150 Sider) er givet en
videnskabelig Indsats af Værdi. Ogsaa Kommentaren, der er meget
fyldig og bred, rummer gode Enkeltheder og er præget af de samme
Egenskaber som den tidligere omtalte Del af Lektor Frischs Forfatterskab.
Som Helhed kan man sige, at Lektor Frisch gennem denne Bog
har vist, at han formaar at udnytte de rige og forskelligartede Erfaringer,
han har samlet gennem Studier, gennem Rejser og gennem DelLærere
og andre videnskabelige Tjenestemænd. 77
tagelse i det offentlige Liv, til Belysning af videnskabelige Problemer
og til klar og vel tilrettelagt Fremstilling af filologiske og historiske
Spørgsmaal.
3. Dr. phil Gustav Hermansen (f. 1909).
Ved Bedømmelsen af Dr. Hermansens Evner og Karakter som
Forsker indenfor klassisk Filologi maa man først og fremmest henholde
sig til hans Disputats »Studien iiber den italischen und den romischen
Mars« (1940). Som Materialsamling yder Afhandlingen ikke meget udover
Roschers Sammenstilling i Roschers Lexikon s. v. Mars; Hovedvægten
er lagt paa Tolkningen af Stoffet, navnlig det sagnhistoriske,
efter den Metode, som praktiseres af W. F. Otto og hans Skole. Afhandlingen
viser, at Forfatteren har omfattende Kundskaber indenfor
mange Omraader af den klassiske Filologi og en levende Trang til
videnskabeligt Arbejde; han har ved omfattende Læsning af moderne
Litterarur tilegnet sig en videnskabelig Metode for Sagnforskning, og
han viser Evne til kritisk Vurdering af tidligere Forskeres Arbejder.
Naar der alligevel kommer saa lidt positivt ud af Bogen, skyldes det
væsentligt, at Forfatteren ikke har været i Stand til at lægge til Grund
for sine Undersøgelser et gennemtænkt Helhedssyn paa vigtige Punkter,
som f. Eks. Forholdet mellem etruskisk og romersk Religion, og
at han altfor ofte har ladet sig lede af ganske løse Associationer, og
endelig at han ikke har forstaaet at udnytte det arkæologiske Materiale
paa tilfredsstillende Maade.
I Sammenhæng med Disputatsen maa omtales et andet sagnhistorisk
Arbejde; det angaar Sagnet om den store Pans Død og er at opfatte
som et Supplement til Dr. Bobergs Bog om samme Emne. Det fremkom
i Classica et Mediævatia for 1939, og i det følgende Bind af samme
Tidsskrift findes et Svar fra Dr. Boberg og en Replik (i extrem polemisk
Form) fra Dr. Hermansen. Hvorledes man end vil bedømme
denne Polemik, tør det siges, at der ikke derigennem gives noget
væsentlig nyt til Belysning af Dr. Hermansens Kompetence som klassisk
Filolog.
Jævnsides med sine Arbej der over italisk og romersk Religion og Sagn
har Dr. Hermansen beskæftiget sig med dansk Middelalder-Latin, idet
han gennem flere Aar har været knyttet til Diplomatarium Danicum.
Han har sammen med Professor Blatt udgivet 2. Rækkes 1. og 2. Bind;
efter hvad der oplyses i Udgaven selv, har Professor Blatt og han i
Fællesskab Ansvaret for Regestaffattelserne, Tekstfastsættelsen og
Noteapparatet, og Dr. Hermansen har desuden udarbejdet Indledningerne
til de første 29 Breve i Bd. 1. I sin Ansøgning meddeler Dr. Hermansen
herom yderligere, at Manuskriptet er udarbejdet af ham, dernæst
gennemgaaet af Professor Blatt og sluttelig vedtaget af de to tilsammen,
saaledes at de begge har lige stort Ansvar for Tekstens Form.
Man kan derefter med Sikkerhed anvende disse Bind som Bevis for,
at Dr. Hermansen besidder et udmærket Kendskab til Diplomernes
Sprog og Forstaaelse af tekstkritisk Metode; ved Enkeltheder kan man
78 Universitetets Aarbog 1940—41.
ikke vide, om det er ham eller Professor Blatt, der har Ansvaret og
Æren, og selve Principperne for Udgaven er formodentlig i det væsentlige
blevet fastlagt af Professor Blatt.
Af Oversættelserne (»Danmarks Riges Breve«) har Dr. Hermansen
alene besørget 2. Rækkes 1. Bind og i Forening med Dr. Afzelius
2. Rækkes 2. Bind (hvorledes Arbejdet har været fordelt, oplyses ikke);
Oversættelsesprincipperne er dog blevet fastsat af Professor Blatt (se
Indledningen til 2. Rækkes 1. Bind). Oversættelserne er, saa vidt vi
kan skonne efter adskillige Stikprøver, nøjagtige og velformede, saaledes
at vi ogsaa gennem dem faar et Bevis for, at Dr. Hermansen har
arbejdet med stor Omhu og besidder Sagkundskab paa dette Omraade
og sikker Forstaaelse af Diplomernes ofte temmelig besværlige Latin,
der — som Dr. Hermansen selv betoner det i sin Ansøgning — kun
kan forstaas, hvis man er vel bevandret saavel i klassisk Latin som i
Senlatin.
Det er altsaa et meget fortjenstfuldt Arbejde, Dr. Hermansen har
udført paa dette Omraade, men det har ikke givet ham Lejlighed til
at vise Evner for selvstændig videnskabelig Forskning.
4. Cand. mag. Povl Johs. Jensen (f. 1911).
Denne Ansøgers videnskabelige Arbejder falder indenfor to vidt
forskellige, men begge centrale Omraader af den klassiske Filologi:
Platon og den platoniske Tradition paa den ene Side, latinsk Syntaks
paa den anden Side. Hans Arbejde med Platon har koncentreret sig
om »Timaios«; han har til den nye danske Udgave af »Platons Skrifter«
leveret en smuk Oversættelse af denne Dialog, der viser, at han ikke
blot besidder stor filologisk og filosofisk Kyndighed, men ogsaa er i
Stand til at forme Sproget saaledes, at den overmaade vanskelige
Tankegang og Udtryksmaade bliver overført paa et klart og udtryksfuldt
Dansk; ved Bedømmelsen heraf maa der dog tages det Forbehold,
at Oversættelsen har været underkastet en Revision af Udgiverne,
der har fjernet enkelte Ujævnheder og Unøjagtigheder. Dermæst har
Cand. Jensen paataget sig at forberede, sammen med en svensk Filolog,
en Udgave af Chalcidius' latinske Timaios-oversættelse og -Kommentar,
som Led i det Britiske Akademis Corpus Platonicum Medii
Aevi. Dette Arbejde er dog endnu paa det rent forberedende Stade —
hvad der er ret selvfølgeligt i Betragtning af det store Haandskriftmateriale,
der i første Omgang blot skal kollationeres og ordnes —,
og Udvalget har ikke haft Mulighed for at inddrage Cand. Jensens
Arbejde hermed i sin Bedømmelse.
Hans videnskabelige Beskæftigelse med latinsk Syntaks begyndte .
med Besvarelsen af Universitetets Prisopgave for 1934 i klassisk Filologi
(»Anvendelsen af de saakaldte sammensatte Tider i Passiv i Latin«);
denne Besvarelse blev belønnet med Guldmedaillen. Derefter fulgte i
1939 en mindre Afhandling »The Use of the Perfect in Classical Latin«,
der nærmest er at opfatte som Forstudie til det større Arbejde »Det
latinske Perfektsystem, Studier i Kategorierne Modus og Tempus i
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 79
Ciceros Sprog«, der er antaget af Fakultetet som Doktorafhandling.
Udgangspunktet for disse Arbejder er Ønsket om at gennemføre det
Krav om et Helhedssyn paa Sprogets Struktur, som de senere Aartiers
teoretisk-lingvistiske Forskning har bragt saa stærkt i Forgrunden, og
forene det med en præcis Iagttagelse efter filologisk Metode af alle de
Anvendelser, en bestemt Række Former opviser indenfor en snævert
afgrænset Sprogform. Som sit specielle Objekt har Forfatteren valgt
de finite Former af Perfektsystemet, saaledes som de anvendes i Ciceros
Prosa. Navnlig Doktorafhandlingen viser, at han ikke blot besidder
et grundigt Kendskab til latinsk Sprog, et fint Sprogøre og et omfattende
Kendskab til den videnskabelige Litteratur, men ogsaa at han
virkelig besidder Evnen til at anlægge almene Synspunkter paa et
stort Materiale paa en saadan Maade, at der ikke øves Vold mod Sprogets
Mangfoldighed. Hans Nænsomhed overfor Stoffet har dog ført til,
at han ikke altid tør tage Skridtet fuldt ud, og han er ikke endnu
naaet til et fuldt afklaret Syn paa de Fænomener, han behandler.
5. Lektor, Dr. Henning Morland, Oslo (f. 1903).
De fleste af Lektor Mørlands videnskabelige Arbejder beskæftiger
sig med to senlatinske Oversættelser af den græske Læge Oribasius.
Begge disse Oversættelser har længe været kendt, og den ene af dem
(den »ældre«) har været udnyttet af adskillige Forskere som Kilde for
Vulgærlatin (allerede Vilh. Thomsen har gjort opmærksom paa dens
store Betydning og fremhævet vigtige Træk i dens Sprogform). Den
»yngre« Oversættelse blev derimod, før Morlands Arbejder fremkom,
betragtet som en ret ligegyldig Bearbejdelse af den ældre, forfattet i
det tiende Aarhundrede. Gennem et nøje Studium af alle Haandskrifter
har Mørland nu kunnet vise, at denne Opfattelse er ganske gal:
den »yngre« Oversættelse er omtrent samtidig med den »ældre«. Denne
Erkendelse forøger selvfølgelig i høj Grad Værdien af Oversættelserne
som Materiale for sproglige Undersøgelser, og da desuden begge Oversættelser
hidtil kun har været kendt gennem ganske utilstrækkelige
Udgaver, forstaar man, at den Opgave, Lektor Morland har foresat
sig — at undersøge Overleveringen og Sprogformen for begge Teksters
Vedkommende og levere en brugelig Udgave —, er godt valgt, og
ogsaa, at den kræver en Indsats af mange Aars intenst Arbejde. Resultaterne
af Arbejdet foreligger dels i Doktorafhandlingen »Die lateinischen
Oribasiusubersetzungen« fra 1932 (hvortil slutter sig en Del
mindre Bidrag, fremkommet i Symbolae Osloenses), dels i en kritisk
Udgave (Oribasius Latinus), hvoraf første Del er udkommet i 1940.
Doktordisputatsens formaal er dels at opklare Forholdet mellem de
to Oversættelser og bestemme, hvorledes, hvor og naar de er blevet
til, dels at søge trem og illustrere de vigtigste sproglige Fænomener
i begge lekster. Med stor Flid og Skarpsindighed kastes der Lys over
den græske Tekstform, der ligger bag dem, og over de mange grove
Misforstaaelser, der fmdes — ofte paa forskellige Steder — i begge
Oversættelser. Der opstilles den I hesis, at den yngre Oversættelse paa
80
enkelte Steder har brugt den ældre, men i Hovedsagen er et selvstændigt
Arbejde; de mange Overensstemmelser — selv i ortografiske Detailler
— forklares ved, at begge Oversætterne er udgaaet fra den samme
Skole og tildels har anvendt de samme Hjælpemidler. Der kan ikke
være Tvivl om, at Forfatteren har fremført bindende Beviser for, at
den yngre Oversætter virkelig har anvendt omtrent samme Sprogform
som den ældre, og at begge Oversættelser er blevet til i Egnen ved
Ravenna i Tiden omkring 500—550. Derimod er Paastanden om, at
den yngre Oversætter i Reglen har arbejdet uafhængigt af den ældres
Værk, ikke saa solidt underbygget, og vi er tilbøjelige til at tro, at
denne Opfattelse er temmelig langt fra det rette; vi mener, at den
yngre Oversætter som Hovedregel har haft som Grundlag for sit Arbejde
saavel den ældre Oversættelse som den græske Tekst, og at han
har set det som sin Opgave at erstatte den tidligere Oversættelse med
en mere nøjagtig, der kunde være til større Nytte for de Folk, der
vilde bruge denne meget tarvelige Lægebog. Dette er selvfølgelig et
Punkt af ret stor Betydning ogsaa for Bedømmelsen af det sproglige
Stof. Langt det største Kapitel i Bogen behandler »Die Sprache der
Ubersetzungen«. Der er her (og i et Par af de mindre Bidrag) meddelt
en stor Fylde af værdifulde Iagttagelser, samlet og behandlet med det
Formaal for Øje at belyse de to Oversættelsers indbyrdes Forhold og
at gøre opmærksom paa de mange Ejendommeligheder, der findes i
disse Tekster, og som har været overset af tidligere Forskere og af
Thesaurus' Medarbejdere. Forfatteren viser skarpt Blik for sproglige
Fænomener og udmærket Kendskab til Senlatin og til den videnskabelige
Litteratur. Derimod er Ordningen af Stoffet ikke helt hensigtsmæssig
(ligesom i det hele taget den ydre Form er noget skødesløs),
og undertiden vidner hans Forklaringer om en ikke helt sikker sproglig
Takt (som naar aristolicia for aristolochia forklares som Resultat
af kombineret Vokalassimilation og Vokaldissimilation, eller naar orbicalus
forklares som »omvendt« Form til orbiculus med Henvisning til
det mindst 7 Aarhundreder ældre pessulus af græsk passalos).
Om de Principper, hvorefter Mørlands nye Udgave af Teksterne
er anlagt, kan man sige, at de er vel gennemtænkte og afpassede efter
Overleveringens særlige Art, og den vil afgive et udmærket Grundlag
for videre Studium, selv om man kan kritisere et og andet i det praktiske
Anlæg og tvivle om nogle Enkeltheder i de opstillede Stemmata.
Saa vidt man kan skønne uden at have set Haandskrifterne, er der
arbejdet med Omhu og Akribi.
I nær Sammenhæng med Oribasius-Udgaven staar et andet
mindre Arbejde, Udgaven af »Rufus de podagra«. Det er kun overleveret
i et enkelt Haandskrift (sammen med Oribasius-Oversættelsen) og
frembyder ingen Vanskeligheder i metodisk Henseende. I indledende
Bemærkninger er alle vanskelige Steder behandlet og gennemgaaende
forklaret paa overbevisende Maade.
Foruden de nævnte Arbejder, der alle hører nøje sammen, er der
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 81
Grund til at fremhæve en kort Afhandling om »Der lateinische Komparationskasus
und dessen Ersatz«, der udkom i 1933. Forfatteren
opponerer heri mod Lofstedts Forklaring af Ablativen ved Komparativ
og giver en samlet Oversigt over den historiske Udvikling af de
herhen hørende Fænomener. Særlig interessant er Paavisningen af visse
Forhold ved Ordstillingen; der findes ogsaa mange andre fine Bemærkninger
til Forklaring af Anvendelsen af snart quam snart Ablativ ved
Komparativ, og denne Afhandling er i det Hele præget af et videre
Udblik end Forfatterens andre Bidrag til latinsk Sproghistorie.
Fraset et ganske lille Bidrag har Mørland indtil nu i sine trykte
Arbejder ikke behandlet Emner fra græsk Filologi, men han har indsendt
i Manuskript en Afhandling, hvori han beskæftiger sig med et
Skrift af det hippokrateiske Korpus, der gaar under Titlen »Om Kirtler
«. Allerede for mange Aar siden har Diels fremfort den Opfattelse,
at Skriftet stammer fra sen Tid og kunstigt efterligner den gamle
joniske Dialekt; Mørland har nu foresat sig at bevise, at denne Opfattelse
er rigtig, og at de Forskere, der har villet hævde nært Slægtskab
mellem dette Skrift og to andre hippokrateiske Skrifter »Om Led« og
»Om Brud« har været paa Vildspor. Paa dette sidste Punkt har han
ganske utvivlsomt kunnet føre afgørende Bevis for sin Paastand gennem
nøjagtig Iagttagelse af Sprogbrugen. Derimod kan man næppe
tillægge hans Argumenter for, at Skriftet skulde være fra hellenistisk
lid, afgørende Værdi, og nogen udtømmende Behandling af de Problemer,
Skriftet frembyder, har han ikke givet. Som Helhed vidner
Afhandlingen om et solidt Kendskab til græsk Sprogbrug, selvom han
ikke her besidder den samme Sikkerhed som indenfor det senlatinske
Omraade.
6. Adjunkt, C and. mag. Henry Steen (f. 1902).
Det eneste Arbejde af videnskabelig Karakter, der foreligger fra
Adjunkt Steens Haand, er Afhandlingen »Les clichés épistolaires dans
les lettres sur papyrus grecs« (1938). I dette Arbejde, der er præget
af Kyndighed og Flid, er der ordnet et stort Materiale, og det har ikke
ringe praktisk Betydning som Hjælpemiddel for Papyrologer. Det kan
dog ikke betragtes som Vidnesbyrd om en selvstændig, videnskabelig
Indsats.
Det vil fremgaa af denne Oversigt over og Vurdering af Ansøgernes
videnskabelige Arbejder, at fem af dem har kvalificeret sig som
dygtige Videnskabsmænd, men at deres Indsats er af saa forskelligartet
Karakter, at en vurderende Sammenligning er særdeles vanskelig.
Mest nærliggende er det at foretage en Sammenligning mellem Dr.
Cavallin og Dr. Mørland: begges Arbejder ligger i det væsentlige indenor
Senlatin, og ogsaa i andre Henseender frembyder deres Produktions
Art Lighedspunkter. Vi mener, at de begge er fuldt kvalificerede til et
rofessoiat i klassisk filologi, men at man maa give Dr. Mørland
fortrinet fremfor Dr. Cavallin; med al Anerkendelse af den Skarpsindiguniversitetets
Aarbog. ii
82 Universitetets Aarbog 1940—41.
hed og det fine Judicium, Dr. Cavallin har vist sig i Besiddelse af, maa
det siges, at Dr. Merlands Disputats har en videregaaende Betydning
end Dr. Cavallins, og hertil kommer, at Dr. Mørlands Produktion
efter Disputatsen er mere omfattende, og at han ogsaa har behandlet
et Emne fra græsk Filologi.
Dr. Hermansens Arbejder giver næppe fuldt tilstrækkelige Holdepunkter
for at bedømme hans Kompetence som videnskabelig Forsker
indenfor klassisk Filologi. Hans Arbejde ved Diplomatarium Danicum
kan der — hvor fortjenstfuldt det end er — ikke tillægges afgørende
Værdi i denne Sammenhæng, og da vi nærer alvorlige Betænkeligheder
ved visse Sider af hans Disputats, mener vi, at han maa staa tilbage
for de Ansøgere, hvis Disputatsers Værdi er mere uomtvistelig.
De Arbejder, der foreligger fra Cand. mag. Povl Johs. Jensen,
vidner om stor Kyndighed paa centrale Omraader af den klassiske
Filologi, og den videnskabelige Aand, der præger hans Disputats, berettiger
til store Forventninger om hans videnskabelige Fremtid, men
han har endnu ikke haft Tid til at fuldføre et Arbejde, hvor han med
fuld Selvstændighed viser sig som en moden Videnskabsmand.
Lektor Frischs rent videnskabelige Produktion er ligesom Cand.
Jensens temmelig begrænset, men falder ligesom dennes indenfor et
centralt Omraade af den klassiske Filologi. Ved en Sammenligning
mellem disse to forekommer det os, at Lektor Frisch gennem sin
Modenhed og sin alsidige Produktion bør have Fortrinet; vi ønsker
dog udtrykkelig at betone, at ogsaa Cand. Jensen synes at have udmærkede
Betingelser i flere Henseender for at kunne overtage et Professorat
i klassisk Filologi.
Denne Sammenligning fører da til, at man ad den ene Vej naar
til Dr. Mørland, ad den anden til Lektor Frisch som de bedst kvalificerede
af Ansøgerne. Naar Valget staar mellem disse to, mener vi, under
Hensyntagen baade til deres videnskabelige Arbejder og til deres øvrige
vita ante acta, at Lektor Frisch bør foretrækkes. Ganske vist er Dr.
Mørlands strengt videnskabelige Produktion allerede ret betydelig, og
den har med Bette — selv om den er behæftet med enkelte Mangler,
som omtalt ovenfor — skaffet ham Anseelse som en Videnskabsmand,
der har bragt Forskningen væsentlig videre indenfor et Omraade, der
just i den sidste Menneskealder har været underkastet et intenst Studium;
men hans Arbejder falder næsten alle indenfor en snæver begrænset
Emnekreds, der ligger i Periferien af det Omraade, Professoratet
dækker, og hans Forsknings Art har ikke givet ham Anledning
til at vise, at han opfatter dette sit snævrere Studieomraade med vidt
Udblik eller dybtgaaende Tænkning. Hertil kommer, at Dr. Mørland
indenfor græsk Filologi (der var hans Bifag ved Embedseksamen) kun
har beskæftiget sig med et enkelt snævert begrænset Problem.
Lektor Frisch synes at omfatte Latin og Græsk med lige stor
Interesse. Til sin Embedseksamen havde han Latin som Hovedfag
(og han skrev Specialeopgave om Cæsar); paa den anden Side bevæger
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 83
han sig i sit Forfatterskab mere indenfor græsk Filologi end indenfor
latinsk. Som Videnskabsmand maa han — trods sin Alder — betragtes
som staaende ved Begyndelsen af sin Løbebane, fordi han, paa
Grund af mange andre Interesser, forst i de sidste Aar har kunnet
samle sig helt om en videnskabelig Opgave. Men dette Arbejdes Karakter
og Værdi er af en saadan Art, at hans videnskabelige Sans og Initiativ
er hævet over enhver Tvivl. Og naar hertil kommer, at hans
mere populært anlagte Forfatterskab og hans Virksomhed indenfor den
danske Skole viser ham som en Personlighed med en overordentlig
omfattende Viden, med sjældne pædagogiske Evner og med dybt Perspektiv
i sit Syn paa den klassiske Oldtids historiske, navnlig sociale
og politiske Foreteelser, tor man nære Forventning om, at han ikke blot
videnskabeligt vil kunne gøre Fyldest, men at han ogsaa vil kunne faa
stor Betydning som Universitetslærer og bidrage til at styrke den
klassiske Filologis Stilling ved vort Universitet.
Vi mener, at en Konkurrence ikke paa væsentlig Maade vil kunne
forrykke Indtrykket af Ansøgernes Kvalifikationer: efter al Sandsynlighed
vil Afgørelsen, ogsaa efter en Konkurrence, komme til at bero
paa den indbyrdes Afvejning af de forskellige Synsmaader, der taler
til Fordel for de forskellige Ansøgere.
Vi indstiller derfor enstemmigt, at Professoratet i klassisk Filologi
uden Konkurrence besættes med Lektor Hartvig Frisch.
Udvalgets Indstilling blev i Overensstemmelse med § 5 i den for
nævnte kgl. Anordning af 15. Maj 1932 tilstillet Ansøgerne, af hvilke
ingen fremkom med Bemærkninger til Indstillingen. Efter at Udvalgets
Indstilling var blevet tiltraadt af Fakultetet og indsendt til Ministeriet
med Konsistoriums Tilslutning, blev ved kgl. Resolution af
19. Juni 1941 Lektor, Dr. phil. Hartvig Frisch udnævnt til Professor
i klassisk Filologi ved Københavns Universitet fra den 1. Juli 1941
at regne.
Da Embedet som Professor i klassisk Filologi stod ledigt i Tiden
16. August 1940 til 1. Juli 1941, bifaldt Ministeriet efter Indstilling
al det filosofiske Fakultet og Universitetets Rektor, at det blev overdraget
Lektor i klassisk Hlologi, Mag. art. Kai Barr som Vikar at
holde Øvelser i Græsk og Latin med de Studerende i 4 ugentlige Timer
i Efteraarssemestret 1940 og i Foraarssemestret 1941 imod et Honorar
af 1200 Kr. for hvert Semester at afholde af Universitetets Konto 7.
Vederlag een Gang for alle.
q. Professor Dr. phil. Hans Brix' Afgang fra Universitetet
og Dr. phil. F. J. Billeskov Jansens Ansættelse som Docent
i dansk Litteratur.
(J. Nr. 177/40).
Under 19. Marts 1940 afgav det filosofiske Fakultet foldende Indstilling:
I Anledning af, at Professor, Dr. Hans Brix i Oktober Maaned
84 Universitetets Aarbog 1940—41.
1940 fylder 70 Aar, og da ifølge Lov af 31. Marts 1931 om Statens
Tjenestemænd vil være forpligtet til at søge sin Afsked, skal Fakultetet
herved med Henvisning til det vedlagte Andragende af 15. Marts
1940 fra Fakultetets nordiske Faggruppe, hvortil man ganske kan slutte
sig, anmode om, at det ordinære Docentur i dansk Litteraturhistorie,
der blev gjort hvilende ved Dr. H. Rrix's Udnævnelse til ekstraordinær
Professor i samme Fag fra 1. April 1924, maa blive søgt omdannet
til et ordinært Professorat i Dansk Litteratur fra 1. April 1941.
Den medfølgende Udtalelse fra Fakultetets nordiske Faggruppe
(Professorerne, Dr. phil. Hans Brix, Dr. phil. Jon Helgason, Dr. phil.
Johs. Brøndum-Nielsen og Ejnar Thomsen) var saalydende:
I førstkommende Oktober Maaned fylder Professor ved Københavns
Universitet, Dr. phil. Hans Brix 70 Aar og vil da være forpligtet
til at søge sin Afsked. I denne Anledning tillader det filosofiske Fakultets
nordiske Faggruppe sig over for det høje Ministerium at fremsætte
følgende:
Under 8. April 1924 udnævntes daværende Docent, Dr. phil. Hans
Brix til ekstraordinær Professor i Dansk Litteraturhistorie ved Københavns
Universitet fra 1. s. M. at regne (jvf. Universitetets Aarbog for
1923—24, S. 30—31), og det i samme Fag ved Lov Nr. 382 af 30. Juni
1919 oprettede ordinære Docentur, som han havde beklædt siden
1. December 1919 (jvf. Universitetets Aarbog for 1915—20, Bd. IV,
S. 254—58), blev gjort hvilende.
Med Henblik paa den forestaaende Nybesættelse af den paagældende
Lærestol er vi samtlige Medlemmer af Fakultetets nordiske
Faggruppe enige om at indstille, at det ordinære Docentur i Dansk
Litteraturhistorie omdannes til et ordinært Professorat i Dansk
Litteratur.
Den foreslaaede Ændring af Fagets Navn kan kort begrundes
saaledes: De Forestillinger om stærkt dominerende Forfatterbiografier,
som i Kraft af tidligere videnskabelig Praksis endnu knytter sig til
Begrebet Litteraturhistorie, stemmer kun daarligt med nyere Litteraturforsknings
Metoder, der gennemgaaende forudsætter selve de litterære
Værker som det primære Undersøgelsesobjekt. Det kan tilføjes,
at lignende Synspunkter i stedse stigende Grad trænger igennem i den
højere Skoles Undervisning.
Vort Ønske om Embedets Ophøjelse fra ordinært Docentur til
ordinært Professorat støtter sig paa en Række Kendsgerninger med
Hensyn til Omfanget af det Arbejde, som paahviler Universitetets to
Lærere i dansk (nordisk) Litteratur:
1) Ifølge Universitetets sidste Aarsliste studeres Dansk som
Hovedfag af 112, Dansk som Bifag af 198; 23 forbereder sig til Magisterkonferens
i Nordisk Filologi, 80 til Magisterkonferens i Almindelig og
sammenlignende Litteraturhistorie.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd. 85
2) Maaske bl. a. foreli de højere Skolers stadig intensivere Undervisning
i Dansk Litteratur stiller meget store Krav til de unge Lærere,
deltager de Danskstuderende flittigere end forhen i litterære Laboratorieøvelser.
Eksempelvis kan nævnes, at Professoren i Nordisk Litteratur
tre Semestre i Træk har maattet dublere to ugentlige Øvelsestimer
for ældre Studenter og i et Semester endog triplere en ugentlig
Øvelsestime for Begyndere, hvorved han er kommet op paa 8—9
ugentlige Timer (foruden Skriveøvelserne).
3) Hovedfagsstudenternes Specialeafhandlinger i Dansk Litteratur
er ofte særdeles omfangsrige.
4) Faget Dansk Litteratur hører til de naturligt voksende, idet
nye Litteraturaflejringer stadig kommer til, uden at derfor de ældre
glider ud af Studiefeltet.
Professor Brix's Efterfølger vil altsaa — om han da ønsker at
gøre Fyldest paa sin Plads — blive nødt til at udføre uafkortet Professorgerning.
For øvrigt kan det med Sikkerhed siges, at der vil være flere
kvalificerede Kandidater til Embedet.
Under Henvisning til de ovenfor anførte Omstændigheder maa vi
anse det for at være i Fagets og de Studerendes Interesse, at det ordinære
Docentur i Dansk Litteraturhistorie omdannes til et ordinært
Professorat i Dansk Litteratur.
Under 4. Oktober 1940 fremsendte Fakultetet en Afskedsansøgning
fra Professor Hans Brix og indstillede samtidig, at denne Ansøgning
blev henlagt indtil videre, saaledes at Professor Brix kunde fungere,
indtil der var truffet Afgørelse i Sagen om Fakultetets Andragende
om Omdannelse af det hvilende Docentur i dansk Litteraturhistorie
til et Professorat i dansk Litteratur og indtil den paagældende
Lærerstilling kunde blive besat. Universitetets Rektor sluttede sig til
fakultetet, men under 23. November 1940 meddelte Ministeriet Universitetet,
at man under de foreliggende Forhold ikke saa sig i Stand
lil paa Normeringsloven for 1941—42 at søge Docenturet i dansk
Litteraturhistorie omdannet til et Professorat, og at man herefter udbad
sig nærmere Indstilling om, fra hvilket Tidspunkt Afskedigelsen
af Professor, Dr. Brix skulde finde Sted.
Herefter indstillede det filosofiske Fakultet og Universitetets Rektor
til Ministeriet, at der blev meddelt Professor Brix Afsked fra den
31. August 1941 at regne, og at Docenturet blev opslaaet ledigt som
et Docentur i dansk Litteratur fra den 1. September 1941 at regne.
Herefter blev der under 28. Januar 1941 meddelt ekstraordinær
Professor i dansk Litteraturhistorie ved Københavns Universitet, Dr.
phil. Hans Brix Afsked efter Ansøgning paa Grund af Alder med
Pension fra den 31. August 1941 at regne, og det som Følge heraf
ledige Docentur blev derefter opslaaet ledigt som et Docentur i dansk
Litteratur. Under 19. Februar 1941 blev de indkomne 6 Ansøgninger,
86 Universitetets Aarbog 1940—41.
nemlig fra Cand. mag. Oluf Friis, Bibliotekar, Dr. phil. Søren Hallar,
Lektor, Cand. mag. Alf Henriques, Lektor, Dr. phil. F. J. Billeskov
Jansen, Dr. phil. Sven Moller Kristensen og Dr. phil. Hakon Stangerup
af Ministeriet tilstillet Universitetet til Erklæring. Af disse Ansøgere
trak Dr. phil. Søren Hallar under 18. Marts 1941 sin Ansøgning tilbage.
Til at bedømme de indkomne Ansøgninger nedsatte det filosofiske
Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning af 15. Maj 1932 et
Udvalg bestaaende af Professorerne, Dr. phil. Hans Brix, Dr. phil.
Paul V. Rubow og Ejnar Thomsen. Dette Udvalg afgav under 20. Marts
1941 følgende Indstilling til Fakultetet:
Det af Fakultetet den 24. Februar d. A. nedsatte Udvalg til Bedømmelse
af de indkomne 6 Ansøgninger om det opslaaede Embede
som Docent i dansk Litteratur, af hvilke Bibliotekar, Dr. phil. Søren
Hallar''s i Skrivelse af 18. Marts d. A. er trukket tilbage, afgiver hermed
følgende enstemmige Indstilling:
Forhv. Universitetslektor i Uppsala, Cand. mag. Oluf Friis
(f. 1894) tog i 1921 Skoleembedseksamen i Dansk, Engelsk og Gymnastik
og fik efter et Par Aars Virksomhed ved et københavnsk Gymnasium
og ved Statens Lærerhøjskole overdraget Lektoratet i dansk
Sprog og Litteratur ved Uppsala Universitetet, hvilken Stilling han
beklædte 1924—34. Siden har han været sysselsat med fagligt Forfatterskab,
navnlig med Udarbejdelse af Værket »Den danske Litteraturs
Historie«, hvoraf der fra Efteraaret 1937 til nu er udkommet
360 Sider; det sidst offentliggjorte Hæfte handler fortrinsvis om
Niels Hemmingsen.
Ellers har Ansøgeren ikke noget større samlet Arbejde at henvise
til. Hans Udvikling fra en overvejende punktuel tii en mere sammenfattende
Litteraturbetragtning har virket hemmende paa hans Produktivitet;
det kunde synes, som hans Frodighed ikke staar Maal med
hans Samvittighedsfuldhed.
For øvrigt har hans videnskabelige Anfægtelser vistnok bidraget
til at give den Haandbog, han nu har under Hænder, en moden metodisk
Rejsning, der ikke er stivnet til System. Hvis Fortsættelsen holder,
hvad Begyndelsen lover, vil dansk Litteraturhistorie være forøget
med et selvstændigt og velskrevet Hovedværk, der gennemgaaende
hviler paa Førstehaandskendskab til det behandlede Stof, godtgør omfattende
Orientering i den nyeste Forskning saavel som i den ældre,
vidner om europæisk Horisont og viser baade syntetisk Evne og æstetisk
Finsans.
Hans mange mindre Arbejder, der næsten alle er af Værdi, bekræfter
Indtrykket af en kyndig Litteraturhistoriker og et kritisk Talent.
Han er dog stærkere i sympatisk Indføling end i skarp Problemstilling
og har ydet mere som Litteraturfortolker end som egentlig
Litteraturforsker. En vis Tilbøjelighed til ikke helt gennemsigtigt BilLærere
og andre videnskabelige Tjenestemænd. 87
ledsprog kan undertiden svække Præcisionen i hans følsomme og smagfulde
Fremstilling.
Med sin litterære Kultur, sine mangesidige Kundskaber og sin
lange Erfaring i Universitetsundervisning maa han anses for at
sidde inde med adskillige Betingelser for at fylde den Post, som
han har søgt.
Universitetslektor i Uppsala, Dr. phil. Alf Henriques (f. 1906) tog
i 1931 Skoleembedseksamen i Dansk og Tysk med Udmærkelse og blev
i 1941 Dr. phil. paa Afhandlingen »Shakespeare og Danmark indtil
1840«. Inden han i 1934 tiltraadte sit nuværende Universitetslektorat
i dansk Sprog og Litteratur, havde han undervist ved et københavnsk
Gymnasium.
Bortset fra en instruktiv og stofmættet lille Bog om Johannes V.
Jensen og to interessante Tidsskriftsafhandlinger om samme Forfatter
(1937—39) kan hans allerfleste mindre Arbejder af videnskabelig Karakter
opfattes som Forstudier til Disputatsen, saaledes allerede to
utrykte Afhandlinger fra 1932—33, begge belønnet med Filologiskhistorisk
Samfunds højeste Pris, og Undersøgelsen »Harald Haarfager,
Oehlenschlågers første nordiske Drama« (i »Studier Ira Sprog- og Oldtidsforskning
« Nr. 167, 1934). Med særlig Anerkendelse fremhæves hans
lille Skrift »Det danske Skæbnedrama« (»Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning
« Nr. 172). Sammen med Disputatsen beviser de sidstnævnte
to Arbejder Ansøgerens uomtvistelige videnskabelige Evne, og den
sejge Energi, hvormed han gennem en halv Snes Aar har samlet sig
om et stort og centralt Emne inden for vor hjemlige Litteraturs Historie,
gør ham Ære. Hans indtrængende Fortrolighed med to-tre
Menneskealdres dansk Drama og Kritik samt med Shakespeares Digtning
og Shakespeare-Forskningen, hans Sporsans og analytiske Begavelse
og hans faste Metoder modsvares dog ikke altid af et sikkert
Skøn over Skellet mellem det mere og det mindre betydningsfulde, og
hans Fremstilling lider under visse Mangler paa Overskuelighed og
Klarhed.
Ikke desto mindre har han med sin sammenhængende Udforskning
af et omfattende og vigtigt Felt inden for vor Nationalliteratur placeret
sig som kvalificeret Ansøger; det bør ogsaa nævnes, at hans Meddelelser
om sin Undervisning i Uppsala tyder paa universitetspædagogisk
Initiativ, og at hans lejlighedsvise Deltagelse i aktuel Kritik røber
Evne til Vurdering af moderne Litteratur.
Universitetslektor i Paris, Dr. phil. F. J. Billeskou Jansen (f. 1907)
tog i 1932 Skoleembedseksamen i Dansk og Fransk med Udmærkelse,
fik i 1936 Universitetets Guldmedaille for Afhandlingen »De litterære
Forudsætninger for Holbergs moralske Skrifter« og blev i 1938 Dr.
phil. paa 1. Del af Tobindsværket »Holberg som Epigrammatiker og
Essayist«, hvis 2. Del udkom 1940 som en Omarbejdelse af den førnævnte
Prisopgave. Inden han i 1938 tiltraadte sit nuværende Universitetslektorat
i dansk Sprog og Litteratur, havde han været sysselsat
88
med Forarbejder til Det danske Sprog- og Litteraturselskabs Kingo-
Udgave (hvortil han stadig er knyttet); desuden havde han gennem
flere Semestre virket som Undervisningsassistent i fransk og dansk
Litteratur ved Kobenhavns Univeisitet og her ydet et godt Arbejde.
Blandt samtlige Ansøgere staar han som den skarpeste Tænker,
præget af en egen kold Lidenskab for Systematik, der undertiden kan
lade ane, at hans Interesse for Metoden er fuldt saa stor som hans
Interesse lor selve Emnet, og som forelobig er kulmineret i hans sidste
Skrift, 1. Del af en kortfattet Poetik, hvor en voluntaristisk begrundet
Teori om Motivet som Udgangspunktet for Forstaaelse af al Digtning
er fremstillet i Lys af mangfoldige Eksempler fra snart sagt alle Tiders
og Landes Litteratur. Dette lille Arbejde viser tydeligere end noget
af hans andre en ikke ufarlig Hang til dogmatisk Stivhed i Opfattelsen;
men det indeholder ogsaa smukke Prøver paa midtpunktsøgende
Litteraturbetragtning og paa frugtbart Samspil mellem Analyse og
Syntese.
Allerede hans to tidligste Frembringelser, Afhandlingen »L'héroisme
chez Corneille« (»Edda«, 1932) og Bogen »Les Sources vives de la Pensée
de Montaigne« (1935) er præget af Forfatterens Sans for en præcis
Problemstilling. Det samme gælder et Par mindre Kingo-Studier, hvis
Emner og Anlæg dog ikke giver ham Lejlighed til at godtgøre nogen
bøling med Kingos egentlige Kunst. Næppe uden Sammenhæng med
denne Mangel er de Egenskaber ved hans grundlærde Disputats, der
fik en Opponent til at efterlyse en Holberg, som ikke blot var et »academicum
«, men ogsaa et »humanum«. En saadan Indvending rammer
imidlertid ikke hans Bog om Holberg som Essayist, det modneste og
fasteste af samtlige Ansøgeres offentliggjorte Arbejder.
l^ørst og fremmest med dette Værk staar han som fuldt kvalificeret
Ansøger til en akademisk Lærestol i dansk Litteratur. Man kunde
dog ønske, at hans videnskabelige Produktion havde rummet flere
Vidnesbyrd, end den gør, om hans Forhold til egentlig Digtning, og
man finder intet Supplement i noget populært Forfatterskab, da han
— utvivlsomt af Princip — har begrænset sig til eksklusivt faglig
Virksomhed. I saa Henseende kan man næppe pege paa et eneste Punkt,
hvor han ikke har stillet de strengeste Krav til sig selv om Konsekvens,
Akribi, Redelighed og yderlig sober Fremstilling.
Dr. phil. Sven Møller Kristensen (f. 1909) tog i 1932 Skoleembedseksamen
i Dansk og Sang med Udmærkelse i Hovedfaget, fik i 1932
tilkendt Accessit for sin Besvarelse af Universitetets Prisopgave »J. S.
Sneedorff som Prosaist« (lidt forkortet trykt i »Acta philologica Scandinavica
«, 1931—32) og blev i 1938 Dr. phil. paa Afhandlingen »Æstetiske
studier i dansk fiktionsprosa 1870—1900«. løvrigt har han intet
meddelt om sin Virksomhed udover, at han staar i Begreb med at
afslutte 1. Del af en Bog om »Digtere og Samfund« i dansk Litteratur
i det 19. Aarhundrede.
89
Hans Sneedorff-Undersøgelse indeholder en metodisk sikker Udredning
af en Række stilistiske Fænomener; mindre grundig i Anlægget,
men friskere og dristigere i Udførelsen er Disputatsen, som —
trods nogen skitseagtig Løshed — tør betegnes som et af de originaleste
Arbejder inden for de sidste Aars danske Litteraturforskning,
præget af sikker kritisk Sans, af Finhed i Detailiagttagelsen og af Syn
for Helheden.
Saaledes har Ansøgeren gennem sin noget ensidige Produktion
vist sig i Besiddelse af visse Kvalifikationer til at varetage et Embede
som Universitetslærer i dansk Litteratur.
Redaktør, Dr. phil. Hakon Stangerup (f. 1908) fik i 1931 Universitetets
Guldmedaille for Undersøgelsen »Schack Staffeldts Lyrik i dens
Forhold til Samtidens og den nærmeste Eftertids Digtning«, tog i 1932
Skoleembedseksamen i Dansk og Fransk med Udmærkelse og blev i
1936 Dr. phil. paa Afhandlingen »Romanen i Danmark i det attende
Aarhundrede«. Lige fra sin Studentertid har han haft journalistisk og
litterært Arbejde og har i de sidste seks Aar været litterær Hovedkritiker
ved »Nationaltidende«.
Af samtlige Ansøgere er han den, der indtil videre har gjort sig
stærkest gældende i l idens almindelige litterære Liv, ikke blot ved sin
flittige Kritikervirksomhed, som af Litteraturkendere vurderes højst
forskelligt, men ogsaa ved sit friske og energiske Initiativ, der bl. a.
har resulteret i hans velredigerede og nyttige Skriftserie »Tidens Digtere
«. Som frugter al hans Bladarbejde kan nævnes 3 Samlinger af
kritiske Essays, der selvsagt i deres Form er bestemt af den journalistiske
Oprindelse, men ofte præges fordelagtigt af hans faglige Indsigt;
det gælder ikke mindst nogle Anmeldelser af Brødrene Brandes' Brevveksling.
fagligt funderet er ogsaa hans hastigt skrevne lille Oversigtsbog
»Levende dansk Litteratur« (1940), hvorimod en anden populær Vejledning,
»Verdenslitteraturen« (1939), ikke kan betegnes som noget
kyndigt Arbejde.
Ansøgerens egentlig videnskabelige Produktion indlededes med en
lille Afhandling om »J. L. Heiberg og Naturvidenskaberne« (i »Studier
fra Sprog- og Oldtidsforskning« Nr. 167) og fortsættes med Disputatsen,
der udfylder en Lakune i dansk Litteraturhistorie og er klart,
men ogsaa særdeles haandfast komponeret; dens Værdi ligger navnlig
i fremdragelsen og den ofte forstandige Genrebestemmelse og Vurdering
af en Del hidtil upaaagtet Stof, medens derimod Nøjagtigheden i
Detailbehandlingen lader meget tilbage at ønske. Et stort Fremskridt
fra dette Arbejde betegner Bogen »Schack Staffeldt« (1940), der vel
ikke giver noget egentligt Billede af Digterens Kunst, men skildrer
den Udvikling, som danner Forudsætningen for hans Lyrik. Med en
finere og smidigere Metode end den i Disputatsen anvendte er der redegjoit
for et vigtigt Stykke Aandshistorie, og den Revision af den gængse
Staffeldt-Opfattelse, som Undersøgelsen resulterer i, giver ogsaa Bi-
Universitetets Aarbog. 12
90 Universitetets Aarbog 1940—41.
drag til en delvis ny Belysning af det romantiske Gennembrud i Danmark.
Navnlig den betydelige Bog om Staffeldt viser, at Dr. Stangerup
har utvivlsomme Kvalifikationer som Ansøger til det ledige Docentur;
men ogsaa de mange fortjenstfulde Momenter i Disputatsen vejer
til saavel som den brede litterære Orientering og kritiske Sans, han har
lagt for Dagen gennem det bedste og sagligste af sin journalistiske
Virksomhed. At Sproget i hans videnskabelige Produktion har faaet
et Præg af Pressemandens friske Stil, er kun naturligt; i den flydende
og levende Fremstilling savner man dog undertiden de fineste Nuancer,
men maa glæde sig over den uforanderlige Veloplagthed. Ansøgerens
Arbejdsevne er langt ud over det sædvanlige.
1 Henhold til ovenstaaende Vurderinger tillader vi os at foreslaa:
principalt, at Dr. phil. F. J. Billeskov Jansen indstilles til Embedet
som Docent i dansk Litteratur;
subsidiært, at Embedet besættes efter skriftlig og mundtlig Konkurrence
mellem samtlige Ansøgere.
Udvalgets Indstilling blev i Henhold til § 5 i den fornævnte kgl.
Anordning af 15. Maj 1932 tilstillet Ansøgerne, af hvilke Cand. mag.
Oluf Friis og Dr. phil. Hakon Stangerup indsendte Svarskrivelser med
Bemærkninger til Indstillingen.
Efter at Fakultetet havde sluttet sig til Udvalgets principale Indstilling,
og Fakultetets Indstilling var blevet indsendt til Ministeriet
med Konsistoriums Tilslutning, blev ved kgl. Resolution af 17. Juni
1941 Dr. phil. F. J. Billeskov Jansen udnævnt til Docent i dansk
Litteratur ved Københavns Universitet fra den 1. September 1941 at
regne.
r. Professor, Dr. phil. Martin Knudsens Afgang fra
Universitetet og Amanuensis, Dr. phil. J. C. Jacobsens
Udnævnelse til Professor i Fysik.
(J. Nr. 319/40).
Under 6. Januar 1941 blev der meddelt Professor i Fysik, Dr.
phil. Martin Knudsen Afsked efter Ansøgning paa Grund af Alder med
Pension fra den 31. August 1941 at regne.
Efter at det saaledes ledigtblevne Embede efter Indstilling af det
matematisk-naturvidenskabelige Fakultet og Universitetets Hektor
var blevet opslaaet ledigt, blev under 12. Februar 1941 de indkomne
2 Ansøgninger, nemlig fra Amanuensis ved Universitetet, Dr. phil. J. C.
Lærere og andre videnskabelige Tjenestemænd.
Jacobsen og Dr. phil. Ebbe Rasmussen af Ministeriet tilstillet Universitetet
til Erklæring.
Til at bedømme de indkomne Ansøgninger nedsatte det matematisk-
naturvidenskabelige Fakultet i Henhold til § 3 i kgl. Anordning
af 15. Maj 1932 et Udvalg bestaaende af Professorerne, Dr. phil. Martin
Knudsen, Dr. phil. Niels Bohr, Dr. phil. H. M. Hansen samt Docent,
Dr. phil. C. Møller.
Dette Udvalg afgav under 21. Februar 1941 følgende Indstilling
til Fakultetet:
Der er indkommet to Ansøgninger fra Amanuensis, Dr. phil. J. C.
Jacobsen og Assistent, Dr. phil. Ebbe Rasmussen. Begge Ansøgere er
særdeles kvalificerede Fysikere, der hver især har offentliggjort et stort
Antal udmærkede eksperimentalfysiske Undersøgelser.
Dr. Jacobsens Arbejder indbefatter Undersøgelser fra mange af
den nyere Atomfysiks Arbejdsomraader, ved hvilke han har opnaaet
talrige betydningsfulde Resultater. Især kan fremhæves hans Undersøgelser
over a-Straalernes Indfangning af Elektroner, over den meget
korte Levetid for Radium C' og over y-Straalers Absorption, samt fra
de sidste Aar hans Undersøgelser af Atomkernefission ved Deuteron-
Bestraaling. Ved alle disse Undersøgelser blev der opnaaet nye Forsøgsresultater
af stor Vigtighed for Udviklingen og Efterprøvningen af
de teoretiske Forestillinger. Dr. Jacobsens Arbejder, der vidner om en
sjælden Evne til at trænge stedse dybere ind i Problemerne, udmærker
sig ikke mindst ved en overlegen Eksperimenterkunst, og han har i
Forbindelse med de nævnte Undersøgelser givet mange vigtige Bidrag
til Udviklingen af Eksperimentalteknikken indenfor Atomfysikken. I
denne Forbindelse maa særlig fremhæves de smukke Forbedringer i
Konstruktionen af Cyklotronen, som han har indført ved sit store Arbejde
i de sidste Aar ved Indretningen af et Cyklotronanlæg paa Universitetets
Institut for teoretisk Fysik.
Dr. Rasmussens Arbejder falder næsten alle indenfor den atomfysiske
Spektroskopi, hvor han dels igennem en lang Række Arbejder
har bidraget væsentligt til Udredningen af forskellige Grundstoffers
Spektre, dels ved Undersøgelser over Spektralliniers Finstruktur har
opnaaet mange værdifulde Oplysninger om Atomkernernes mekaniske
og magnetiske Momenter. Navnlig maa nævnes hans Arbejder over de
inaktive Luftarters Spektre, hvorved store Fremskridt i disse Spektres
Klassifikation blev opnaaet, samt hans smukke Arbejder fra de sidste
Aar over Sølvets Bue- og Gnistspektrum og over Hafniumliniernes
finstruktur. Alle Dr. Rasmussens Arbejder vidner ikke alene om en
overlegen Beherskelse af Emnet, men har tillige bragt vigtige Bidrag
til Udviklingen af Eksperimentalteknikken paa Spektroskopiens Omraade.
Især maa i denne Forbindelse fremhæves hans frugtbare Undersøgelser
vedrørende LTdladningsformer egnet til selektiv Forstærkning
af Spektralliniers Intensitet.
92 Universitetets Aarbog 1940—41.
Som det vil fremgaa af omstaaende, drejer det sig for begge Ansøgeres
Vedkommende om Fysikere, der indenfor deres Omraade har
arbejdet i første Linie og været i stadig Udvikling som eksperimenterende
Videnskabsmænd. Endvidere har de begge en betydelig pædagogisk
Erfaring gennem deres mangeaarige og udmærkede Deltagelse
i den videregaaende Undervisning paa Universitetets Institut for teoretisk
Fysik. Selvom, som allerede nævnt, begge Ansøgere derfor maa
betragtes som særdeles vel kvalificerede til den omhandlede Stilling,
hersker der dog indenfor Udvalget ingen Tvivl om, at Dr. Jacobsen,
hvis Arbejder strækker sig over et længere Tidsrum og behandler
Emner af mere varieret Karakter, maa anses for den bedst kvalificerede.
Udvalget skal derfor enstemmigt indstille Dr. Jacobsen til det
ledige Professorat i Fysik ved Universitetet.
Udvalgets Indstilling blev i Overensstemmelse med § 5 i den fornævnte
kgl. Anordning af 15. Maj 1932 tilstillet Ansøgerne, som begge
i Skrivelser af 27. Februar 1941 udtalte, at de intet havde at bemærke
til Indstillingen.
Efter at Udvalgets Indstilling var blevet enstemmig tiltraadt af
Fakultetet og indsendt til Ministeriet med Konsistoriums Tilslutning,
blev ved kgl. Resolution af 1. Maj 1941 Amanuensis ved Universitetet,
Dr. phil. J. C. Jacobsen udnævnt til Professor i Fysik ved Københavns
Universitet fra den 1. September 1941.