Akademiske grader og prisopgaver
Æresdoktorer 603
Æresdoktorer
Lars D. Eriksson
Doctorjuris honoris causa.
Som motivering henviser Det samfundsvidenskabelige
Fakultet til Lars D. Erikssons betydning for nordisk
retsfilosofi, hvor han har bidraget til en stadig udvikling
af retsvidenskabens teori og metode. Specielt
fremhæves Lars D. Erikssons bidrag til udvikling af en
marxistisk orienteret retsteori.
Niels M. Harboe
Doctor medicinae honoris causa.
Som motivering henviser Det lægevidenskabelige Fakultet
til, at Niels M. Harboe i enestående grad har
præget dansk medicinsk forskning gennem sin personlige
forskningsindsats, ved skabelsen af et usædvanligt
kreativt forskningsmiljø og i de seneste år ved gennem
en engageret opsøgende indsats at yde en omfattende
støtte til medicinsk forskning. Niels M. Harboe har
ved sin indsats bidraget væsentligt til, at dansk medicinsk
proteinkemi i dag er på højt internationalt niveau.
Specielt fremhæver fakultetet Niels M. Harboes
store evner til at bygge bro mellem basal forskning,
appliceret forskning og industrirelevant forskning.
Anders Bjbrklund
Doctor medicinae honoris causa.
Som motivering henviser Det lægevidenskabelige Fakultet
til Anders Bjorklunds arbejde med centralnervesystemets
styring af hormonsystemerne. Ved hjælp
af specifikke nervegifte blev han i stand til at ændre
nervenetværk og blev herved i stand til at kombinere
struktur og funktion i et meget vanskeligt tilgængeligt
område. Siden begyndelsen af 1970erne har Anders
Bjorklunds laboratorium været hjemsted for neuroscience-
forskere fra hele verden. Også en lang række københavnske
forskere har lært deres grundlæggende
teknikker her. Gennem transplantation af fosterhjernehalvdele
fra rottefostre til voksne rottehjerner påviste
Anders Bjorklund de store potentielle muligheder,
der ligger i overførsel af fosterhjerneceller til voksen
beskadiget hjerne. Med stadig mere forfinede metoder
er det lykkedes Anders Bjorklund og hans medarbejdere
at restituere beskadiget voksen hjerne med specifikke
fosterhjerne centre.
Victor E. Frankl
Doctor philosophiae honoris causa.
Som motivering henviser Det humanistisk'e Fakultet
til, at Victor E. Frankl med sit forfatterskab har udøvet
en betydelig indflydelse i den vestlige verden,
hvor han har gjort sig gældende som talsmand for en
eksistentialistisk opfattelse af mennesket. Gennem
personlige erfaringer modnedes Victor E. Frankls filosofi
og dannede baggrund for hans udvikling af den
særlige psykoterapeutiske metode som benævnes logoterapi.
I en verden, der rummer utallige overgreb på
menneskerettighederne, og som skaber ensomhed og
fremmedgørelse i så udtalt grad, har Victor E. Frankl
formidlet troen på menneskets mulighed for at sejre
over umenneskeligheden, ligesom han har formidlet
en overbevisende enkelthed i en verden, hvis kompleksitet
truer mennesket.
Knud Poder
Doctor scientiarum honoris causa.
Som motivering henviser Det naturvidenskabelige Fakultet
til Knud Poders videnskabelige arbejder inden
for de fleste af den moderne geodæsis nøgleområder:
Geodætiske målemetoder, specielt astronomisk stedsbestemmelse
og elektromagnetisk afstandsmåling, udjævning
af geodætisk net og geodætisk datalogi. Knud
Poder har desuden ydet et væsentligt bidrag til udviklingen
af beregningsmetoder inden for astrometri. I
alle disse videnskabelige områder har Knud Poder
gennem en lang række publikationer dokumenteret
sin forsknings høje kvalitet. Knud Poder har ydet en
stor indsats ved Københavns Universitet som ekstern
lektor i geodæsi og gennem sit samarbejde med Astronomisk
Observatorium.
Steven L. Kleiman
Doctor scientiarum honoris causa.
Som motivering henviser Det naturvidenskabelige Fakultet
til Steven L. Kleimans videnskabelige arbejder
inden for algebraisk geometri og inden for enumerativ
geometri, hvor han i dag står som den vigtigste eksponent
for anvendelser af snitteorien herpå. Steven L.
Kleiman har været en inspirerende samarbejdspartner
for flere matematikere i Danmark og har i 1989
været medarrangør til et symposium på Københavns
Universitet i anledning af H. G. Zeuthens 150-årsdag,
hvor han har stået for den videnskabelige afvikling af
mødet.
George Benneh
Doctor scientiarum honoris causa.
Som motivering henviser Det naturvidenskabelige Fakultet
resultaterne af George Bennehs forskning i
landbrugssystemer i Ghana, der har dannet grundlag
604 Akademiske grader og prisopgaver
for andre forskeres arbejde. George Benneh har bidraget
til fornyelse og nyprioritering i forskningen, og
hans arbejde har yderligere været af stor betydning for
Ghanas nationale landbrugsplanlægning. Som gæsteforelæser
på Geografisk Institut på Københavns Universitet
og som deltager i diverse konferencer har
George Benneh haft afgørende indflydelse på undervisning
og forskning inden for tropisk landbrug og udviklingslande
på instituttet.
U ndervisningspris
Graham Caie
Københavns Universitets pris for god undervisning
blev i 1989 tildelt den 44-årige lektor, Ph.D. Graham
Caie, der er tilknyttet Center for europæiske Middelalderstudier
ved Det humanistiske Fakultet. Han er
skotsk af fødsel, men har boet i Danmark siden 1972.
Rektor begrundede priskomitéens valg ved bl.a. at
fremhæve, at Graham Caie er læreren, som med humor
og engagement videregiver sin begejstring for
middelalderstudier, der med Graham Caies egne ord
»i virkeligheden drejer sig om menneskets vilkår til alle
tider og alle vegne«. Som en af initiativtagerne til
dramagruppen The Unicorns har Graham Caie gjort
det muligt for studerende også fra andre fag at fa konkret
viden om middelalderen. I tillæg har Graham
Caie været en af hovedkræfterne bag modtagelsen af
udvekslingsstuderende fra udenlandske universiteter
og vejledning af danske studerende, der skal studere i
udlandet.
Ph.D.grader
Der blev i 1989 tildelt 91 Ph.D.grader:
Det teologiske Fakultet 1
Det samfundsvidenskabelige Fakultet 19
Det lægevidenskabelige Fakultet 8
Det humanistiske Fakultet 14
Det naturvidenskabelige Fakultet 48
Oplysninger om forfatternes navne og afhandlingernes
titler findes i forbindelse med det pågældende
fakultets beretning.
Ph.D.studerende
Der var pr. 1. oktober 1989 registreret i alt 487
Ph.D. studerende:
Det teologiske Fakultet 9
Det samfundsvidenskabelige Fakultet 11
Det lægevidenskabelige Fakultet 64
Det humanistiske Fakultet 115
Det naturvidenskabelige Fakultet 243
Herafer 144 kvinder.
Prisopgaver indleveret
Der blev i 1989 indleveret 22 besvarelser af universitetets
prisspørgsmål for 1988. Af disse belønnedes 14
med universitetets guldmedalje og 5 med universitetets
sølvmedalje.
Vedrørende de belønnede besvarelser findes oplysningerne
om forfatterens navn, besvarelsens titel og
den opnåede belønning umiddelbart efter indledningen
til det pågældende fakultets beretning.
Prisspørgsmål udskrevet i 1989
Det teologiske Fakultet
Teologi A: En kritisk efterprøvelse af Martin Noths tese
om det deuteronomistiske historieværk, i lyset af den
nyere forskning.
Teologi B: Templets rolle i Lukasevangeliet og Apostlenes
Gerninger.
Teologi C: En undersøgelse af den danske prædiken i
de første 50 år efter reformationens indførelse.
Teologi D: Hovedlinier i O. Thune Jacobsens forfatterskab.
Teologi E: Metaforens funktion i narrativ teologi.
Teologi F: Pavedømmet som fundamentalteologisk og
økumenisk problem.
Teologi G: Den sene Wittgensteins teologiske betydning.
Teologi H: Kierkegaard og katolicismen.
Teologi I: Teologiske og pædagogiske principper for
præsteuddannelsen.
Teologi J: Kønsrefieksionens betydning for fortolkningen
af bibelske tekster.
Det samfundsvidenskabelige Fakultet
Retsvidenskab A: Statsbegreb og statsteori - og deres
betydning for retlig regulering. En analyse af statsbegrebet
efter 1500 på retshistorisk, retsfilosofisk og retssociologisk
grundlag. Undersøgelsen afgrænses til en
Prisspørgsmål udskrevet 605
kortere periode og koncentrerer sig om et bestemt reguleringsområde.
Retsvidenskab B: Franchising.
Retsvidenskab C: Der ønskes en redegørelse for anvendelsen
af retsforskrifter med tilbagevirkende kraft i
dansk ret og en retspolitisk vurdering af den foreliggende
praksis, hvorunder udenlandsk regulering kan
inddrages.
Retsvidenskab D: Værnetingsaftalers gyldighed og retsvirkning
i henhold til EF-domskonventionen og dansk
ret i øvrigt.
Statsvidenskab A: Belys ved egne analyser af samfundsvidenskabelige
data en problemstilling vedrørende
flere statistiske variable. Giv en indgående diskussion
af hvorvidt standardforudsætningerne for de anvendte
metoder kan anses for at være tilnærmet opfyldt og
diskuter konsekvenserne af, at forudsætningerne kun
delvis eller slet ikke er opfyldt. Giv forslag til alternative
modeller og metoder, der i højere grad er robuste
over for afvigelser fra den opstillede model.
Statsvidenskab B: En kritisk redegørelse for modelgrundlaget
for forsørgerbyrdebegrebet med udgangspunkt
i anvendelser i nyere dansk samfundslitteratur.
Statsvidenskab C: Lønindexering med mikro- og makrovariable.
Statsvidenskab D: Der ønskes en gennemgang af, i hvilken
udstrækning kulturlivet i Danmark kan beskrives
med traditionelle industriøkonomiske modeller.
Fremstillingen ønskes suppleret af en empirisk beskrivelse
af et eller flere af delmarkederne for kultur.
Statsvidenskab E: Tilpasning af dansk pengepolitik og i
danske finansielle institutioner som følge af etableringen
af et europæisk indre marked for finansielle tjenesteydelser
og en europæisk monetær union.
Statsvidenskab F: Den intertemporale synsvinkel på
konjunkturbevægelser i en åben økonomi.
Statsvidenskab G: Ufuldkommen konkurrence og intertemporal
optimering.
Samfundsfag og forvaltning 1: De danske interesseorganisationers
tilpasning til EF-systemet.
Samfundsfag og forvaltning 2: Aspekter af danske forvaltningsinstitutioner
og forvaltnings traditioner i et historisk
perspektiv, evt. sammenlignet med et andet land.
Samfundsfag og forvaltning 3: En organisationsteoretisk
analyse af udviklingen enten i EF eller i FN i
1980'erne.
Sociologi: Der ønskes en fremstilling af forholdet mellem
organisation - i videste forstand - og frihed, forstået
på den måde at organisationen muliggør aktørernes
projekter, men sætter på den anden side rammer
for deres aktiviteter. Besvarelsen kan være logisk-analytisk
og/eller empirisk, eksempelvis gennem udvikling
af en teoretisk model, ved en teorihistorisk sammenfatning
af relevante bidrag til denne problematik
eller ved analyse af en case study (evt. ved kombination
af disse tilgange) og kan evt. lægge vægt på en
teoretisk bearbejdelse af frihedsbegrebet.
Antropologi: Der ønskes en diskussion af de kulturelle
aspekter af sundhedsproblemer, med udgangspunkt i
en antropologisk analyse af sygdomsopfattelser og behandlingspraksis.
Kultursociologi: Køn og Autonomi i efterkrigstidens
Danmark.
Det lægevidenskabelige Fakultet
Medicin A: Tarmfunktion. Der ønskes en redegørelse
for betydningen af tarmens intrinsikke nerver for tarmens
funktion baseret på litteraturstudier og eventuelt
egne undersøgelser.
Medicin B: Patofysiologiske mekanismer ved colon irritabile.
Der ønskes en redegørelse baseret på litteraturstudier
og eventuelt egne undersøgelser.
Medicin C: Interferonsystemet. Der ønskes en redegørelse
for interferonsystemets funktion og regulation
hos raske og hos en udvalgt patientgruppe på basis af
litteraturstudier og eventuelt egne undersøgelser.
Medicin D: Trombolysebehandling af akut myokardieinfarkt.
Der ønskes en redegørelse for en eller flere
non-invasive metoder til vurdering af trombolysebehandlingens
muligheder for reperfusion baseret på litteraturstudier
og eventuelt egne eksperimentelle eller
kliniske undersøgelser.
Medicin E: Ligamenter, fascier og aponeuroser. For et
større funktionelt afsnit som ryggen eller en ekstremitet
ønskes en redegørelse for ligamenters, fasciers og
aponeurosers biomekaniske funktion. Yderligere ønskes
redegjort for de nævnte strukturers sensoriske innervation
og dennes mulige betydning for mekanoreception
baseret på litteraturstudier og eventuelt egne
undersøgelser.
Medicin F: Ventiler for shuntning af cerebrospinalvæ606
Akademiske grader og prisopgaver
sken. Der ønskes en redegørelse for de forskellige principper
for ventiler og for CSF-shuntning, samt en klinisk
vurdering af forskellige shuntsystemers levelængde
og komplikationsfrekvens. Indflydelse afgrundsygdom
og operative omstændigheder (operatør, tidspunkt,
varighed m.v.) kan eventuelt medinddrages.
Medicin G: Årsager til demens af Alzheimer type. Der
ønskes en redegørelse over vor nuværende viden om de
biologiske ændringer ved demens af Alzheimer type,
samt en diskussion af hypoteser for sygdommens opståen
og mulighed for rationel terapi, baseret på litteraturstudier
og eventuelt egne undersøgelser.
Medicin H: Måling af helbredsforhold ved interviewmetoder.
Der ønskes en redegørelse for validitetsog
reliabilitetsproblemer ved selvrapportering om helbredsforhold,
baseret på litteraturstudier og eventuelt
egne undersøgelser.
Medicin 1: latrogene komplikationer. Der ønskes en redegørelse
for udvalgte typer af iatrogene komplikationer
(skader eller komplikationer opstået i forbindelse
med præventive, diagnostiske eller terapeutiske procedurer
ved sygdom eller sygdomslignende tilstande)
især med henblik på forekomst, følger og erstatningsaspekter.
Besvarelsen ønskes baseret på litteraturstudier
og eventuelt egne undersøgelser.
Det humanistiske Fakultet
Nordisk filologi A: Dramatisk samtale. En kritisk redegørelse
for udvalgte teorier for samtaleanalyse (teater-,
litteraturteori, lingvistisk teori) samt - på grundlag
heraf- en analyse af et eller flere værker eller udsnit
af værker - fra nordisk litteratur.
Nordisk filologi B: Der ønskes en diskussion afog kritisk
stillingtagen til relationen mellem sprog og billede,
mellem oplevelse og analyse i Roland Barthes »Det
lyse kammer: Bemærkninger om fotografiet« Kbh.
1983 (1980). Besvarelsen skal være såvel teoretisk som
analytisk, og kan omfatte andre visuelle medier end
det Barthes inddrager.
Nordisk filologi C: Der ønskes en vurderende karakteristik
af nordisk, herunder specielt dansk, dialektgeografisk
forsknings hidtidige resultater og fremtidige
muligheder.
Engelsk A: Ækvivalens-problematikkens betydning for
oversættelse af engelsksproget litteratur, belyst ved
eksempler fra et eller flere forfatterskaber.
Engelsk fi. Der ønskes en ræsonneret behandling af tvtekstningens
teori og praksis.
Germansk filologi 1: Der ønskes en belysning af tematik
og struktur i Max Frisch's roman »Stiller«.
Germansk filologi 2: Der ønskes en kritisk redegørelse
for den nyere forskningsdiskussion vedrørende germanistik
som »Landeskunde«.
Germansk filologi 3: Der ønskes et eller flere eksempler
på, hvilket bidrag kasusroller kan yde inden for et
sprogs syntaksbeskrivelse.
Eksemplificeringen skal være inden for tysk og/eller
nederlandsk.
Romansk filologi 1: Sproglig opgave: Der ønskes en diskussion
af og stillingtagen til begrebet »sprogligt input
«, specielt med henblik på dets betydning for udformningen
af undervisningsmateriale.
Eksempelmaterialet bør hovedsagelig hentes fra et
eller flere af de romanske sprog.
Romansk filologi 2: Litterær opgave: Det postmoderne
belyst i et eller flere forfatterskaber (kulturkritik eller
fiktion) fra de romanske sprogområder.
Romansk filologi 3: Opgave i historie og samfundsforhold;
Arven fra den franske revolution som den har
manifesteret sig politisk og/eller sociokulturelt i et eller
flere romanske lande.
Slavisk: Den russiske nationalbevidsthed under Gorbatjov.
Der ønskes en analyse afden russiske nationale
identitets forskellige fremtrædelsesformer samt af disses
mulige indflydelse på den politiske udvikling i Sovjetunionen.
Endvidere ønskes der en vurdering afden
kulturhistoriske traditions betydning for den aktuelle
nationalbevægelse.
Klassisk filologi I: Plutarch som essayist.
Klassisk filologi 2: Romersk kultur i den augustæiske
periode set i relation til hellenistisk kultur.
Historie A: Alexander den Store i antik historisk tradition.
Historie B: En karakteristik af Edvard Holm som forsker
og historieskriver.
Økonomisk historie: En undersøgelse af sider af den danske
maskinindustris teknologiske udvikling.
Samtidshistorie: Eisenhowers præsidentperiode.
Forhistorisk arkæologi: En experimentalarkæologisk undersøgelse
og dens kulturhistoriske betydning.
Klassisk arkæologi: Kertch vaser.
Prisspørgsmål udskrevet 607
Kunsthistorie A: En diskussion af Manierismen som periode
og stilbegreb - herunder en vurdering af Vasaris
betydning - i den nyere kunsthistoriske forskning.
Kunsthistorie B: En undersøgelse af indflydelsen fra japansk
kunst på dansk kunst (arkitektur, havekunst,
billedkunst og kunsthåndværk) og kunstteori fra
1880'erne frem til i dag, dog således at enkelte kunstarter
eller enkelte perioder udvælges.
Kunsthistorie C: Bo & Wohlerts museumsbyggeri. Udførte
arbejder og projekter. Arkitektur - funktion -
museumskultur.
Musikvidenskab: Musikhistorisk udgivelsespraksis i
Danmark. På baggrund af en redegørelse for international
musikvidenskabelig udgivelsespraksis ønskes
en gennemgang af danske videnskabelige udgivelser af
ældre musik.
Retorik: En undersøgelse af gymnasiets formidling af
skønlittertur med særligt henblik på brugen afoplæsning.
Teatervidenskab I: Det groteske som nutidig dramatisk
udtryksform. Nogle tekster og deres realisation på teater,
film og/eller TV.
Teatervidenskab 2: Sceneinstruktøren Peter Langdal.
Beskrivelse og analyse af hans sceniske virkemidler,
herunder tekstbearbejdelser, personinstruktion og
samarbejde med scenograf, indsat i en større sammenhæng,
eventuelt den der er fremstillet i Peter Brooks
The Empty Space.
Teatervidenskab 3: En redegørelse for højdepunkter i repertoiret
på teatret Casino i Amaliegade (1848-1938).
Undersøgelsen forudsætter en statistisk analyse af repertoiret
og kræver inddragelse af såvel økonomiske
som sociale og kulturelle aspekter.
Filmvidenskab A: Der ønskes en redegørelse for oplevelsens
tid som dramaturgisk faktor.
Filmvidenskab B: Der ønskes en empirisk undersøgelse
af programpolitik og seeradfærd i Danmark med konkurrence
mellem TV-kanaler.
Psykologi I: Der ønskes en redegørelse for begrebers
kognitive status, med hovedvægten lagt på en komparativ
analyse af de teorier, som er udviklet inden for
det tværvidenskabelgie område, der kaldes kognitionsforskning.
Der kan eventuelt tages udgangspunkt
i selvstændig empirisk undersøgelse.
Psykologi 2: Med udgangspunkt i et selvvalgt emne indenfor
den eksisterende samfundsvold ønskes en
grundlæggende diskussion af nogle centrale socialpsykologiske
teorier om vold og aggression med henblik
på en analyse af deres forklaringsværdi af det valgte
genstandsfelt. Desuden ønskes udarbejdet en begrundet
handlingsplan til reducering af volden og aggressionen
inden for det selvvalgte område.
Narorientalske oldtidskulturer: Naturlige metalforekomster
og metallurgi i et udvalgt område i den nære Orient.
Der ønskes en kritisk redegørelse for den aktuelle
viden.
Filosofi I: Der ønskes en redegørelse for og kritik af de
seneste års diskussion af funktionalisme inden for bevidsthedsfilosofien.
Filosofi 2: Giv en kritisk redegørelse for den nyere diskussion
om menneskerettighederne.
Østasiatisk: Uddannelsesproblemer i en brydningstid i
et øst- eller sydøstasiatisk land.
Religionshistorie I: Religions sociologi: En religionssociologisk
analyse af en religiøs minoritet.
Religionshistorie 2: Indianske sprog og kulturer: Der ønskes
en sproghistorisk undersøgelse af slægtskabsforholdene
mellem mixe-zoque sprogene i Mexico.
Kvindeforskning: Krop, køn og kreativitet.
Det naturvidenskabelige Fakultet
Datalogi A: Der ønskes en teoretisk og eksperimentel
undersøgelse af metoder til implementering af datamatbaserede
beslutningsstøttesystemer ('ekspertsystemer')
for anvendelsesområder, for hvilke man dels
kender visse kausale sammenhænge, dels besidder information
i form af statitiske data.
Datalogi B: Der ønskes en teoretisk og eksperimentel
undersøgelse af numeriske metoder til løsning af sædvanlige
difierentialligninger på paralleldatamat, herunder
løsning af de algebraiske systemer som fremkommer
ved diskretisering med implicitte metoder.
Datalogi C: Både inden for humaniora og en række eksakte
videnskaber — herunder datalogi, biologi og fysik
- har forskere i de senere år beskæftiget sig med neurale
netværk som referenceramme ved modelbygning.
Foruden en generel indføring i emnekredsen ønskes
en kritisk vurdering af sådanne netværks potentiel ved
løsning af specifikke datalogiske problemer efter forfatterens
valg.
Forsikringsmatematik: Der ønskes en generel matema608
Akademiske grader og prisopgaver
tisk statistisk beskrivelse af processen af skadeindtræffelser,
anmeldelser og udbetalinger i forsikring,
med henblik på afsætning af erstatningsreserver.
Matemalik A: Der ønskes en redegørelse for én eller
flere moderne metoder til løsning af Navier-Stokes'
differentialligninger på områder med rand, gerne
suppleret med egne bidrag.
Matematik B: Der ønskes en redegørelse for informationsteoretiske
metoder såvel i klassisk som i ikkekommutativ
sandsynlighedsregning.
Matematisk statistik: I de sidste 10 år er matematisk
statistiske metoder blevet anvendt i rekonstruktion
afbilleder fra Positron Emission Tomografi. Der ønskes
en oversigt over de statistiske problemer og løsninger
i dette område, eventuelt suppleret med egne
bidrag.
Kemi: Der ønskes en redegørelse for og diskussion af
teoretiske eller eksperimentelle metoder til bestemmelse
af dynamikken i ultrahurtige (subpico sekund)
fotodissociations processer.
Geologi I: Der ønskes en petrogenetisk/geologisk/modellering
af en magnatisk og/eller metamorf bjergartskompleks/
provins.
Geologi 1: Mineralogisk-krystalkemisk undersøgelse
af en malmforekomst.
Zoofysiologi: En eksperimentel undersøgelse af væksthormoners
virkning på padder.
Molekylær fysiologi/biologisk kemi: På baggrund af en
kritisk gennemgang af den eksisterende litteratur om
cellulære funktioner af myo-inositol forbindelser ønskes
en eksperimentel undersøgelse af en eller flere
funktioner. Arbejdet bør desuden omfatte metodikker
til bestemmelse af myo-inositol forbindelser.
Geografi 1: Der ønskes en redegørelse for sedimenttransportmæssige
og fluvialmorfologiske forhold, der
har betydning for vandløbsrestaurering. Besvarelsen
kan baseres på litteraturstudier og/eller egne observationer.
Geografi 2: Der ønskes en undersøgelse af forhold,
der betinger forekomst af overfladisk afstrømning og
deraf følgende erosion.
Besvarelsen kan baseres på litteraturstudier og/eller
egne observationer.
Geografi 3: På grundlag af eksisterende materiale og
detaillerede feltstudier ønskes en kortlægning og bonitering
af et landskabskompleks. Kortlægningen af
geoøkologiske faktorer skal relateres til landskabets
husholdningsregnskab.
Botanik: Symbiose i planteriget. Med eksempler fra
én eller flere plantegruper ønskes en diskussion af
symbiose som strategi for overlevelse og øget konkurrenceevne.
Doktorer
I 1989 har der fundet 68 ordinære doktorpromoveringer
sted. Der blev tildelt 4 juridiske, 2 statsvidenskabelige,
51 lægevidenskabelige, 4 filosofiske og 7 naturvidenskabelige
doktorgrader.
Doctoresjuris
Adjunkt Mads Bryde Andersen
forsvarede den 24. februar 1989 sin afhandling:
»Edb og Ansvar - Studier i edb-erstatningsrettens
beskrivelsesproblematik« for den juridiske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr. Mogens
Koktvedgaard og professor, dr. Jon Bing, Oslo. Af tilhørerne
opponerede lektor, lic.jur. Peter Blume og
professor, dr. Henrik Zahle.
Graden blev konferet den 7. marts 1989.
Selvbiografi: Mads Bryde Andersen. Født den 25. september
1958 i København. Student juni 1976 fra
Statsgymnasiet Schneekloths Skole. Juridisk kandidateksamen
fra Københavns Universitet, januar
1981. Advokatfuldmægtig, senere advokat hos højesteretssagførerjon
Palle Buhl, København. Nu: Lektorved
Retsvidenskabeligt Institut A.
Det forskningsprojekt, der resulterede i doktorafhandlingen,
modtog en betydelig støtte fra Statens
samfundsvidenskabelige Forskningsråd; dels i form af
løn det første VA år, dels som tilskud til studierejser.
Herudover støtte fra Krista og Viggo Petersens Fond,
Tuborgfondet, Thomas B. Thriges Fond og Axel H"s
Rejselegat.
Artiklerne »Kopiering af standardprogrammel«
(Ugeskrift for Retsvæsen 1986), »Edb-leverandørens
ansvar for ophavsligt begrundede retsmangler« (Ugeskrift
for Retsvæsen 1987) samt bogen »Edb-ret for
brugere«, som jeg har redigeret og forfattet en del af.
Disputatsen behandler det problem, der består i at
anvende erstatningsrettens almindelige regler i og
udenfor kontraktsforhold på edb-området. På det erstatningsretlige
område består der et alment problem,
fordi de grundlæggende retsregler (culpareglen m.fl.)
præges af stor generalitet. Problemet skærpes på edbområdet,
fordi der her hersker en betydelig terminologisk
usikkerhed, og fordi de relevante fænomener m.v.
Doktorer 609
hastigt skifter karakter på grund af teknologiens udvikling.
På det edb-erstatningsretlige område er der
derfor en dobbelt vanskelighed, der dels angår de relevante
— generelt formulerede — regelsæt, dels de —
komplicerede - faktiske fænomener, som dette regelsæt
her finder anvendelse på. Disputatsen præsenterer
dette problem og anviser tillige en række metodiske
indfaldsvinkler til at løse det. Der er anlagt en metateoretisk
- »analytisk« - metode, der bl.a. præsenterer
dansk rets almindelige erstatningsregel (culpareglen)
på en ny måde, hvor dens egenskab af social ansvarsregel
sættes i focus. Ved hjælp af system- og kommunikationsteorier
vises det tillige, hvorledes ansvarsbedømmelsen
bør anlægges i edb-forhold, hvor der er
mange involverede aktører. Afhandlingen sætter disse
konklusioner i forhold til nogle praktiske ansvarstilfælde
i og udenfor kontraktsforhold.
Lektor Peter Blume
forsvarede den 2. juni 1989 sin afhandling:
»Fra tale til data. Studier i det juridiske informationssystem
« for den juridiske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr. Henrik Zahle
og professor, dr. Jon Bing, Oslo. Af tilhørerne opponerede
professor Mogens Koktvedgaard.
Graden blev konfereret den 27. juni 1989.
Selvbiografi: Peter Erik Blume. Født den 11. juli 1960
på Frederiksberg. Student den 10. juni 1969 fra Metropolitanskolen.
Juridisk embedseksamen, februar
1974, Københavns Universitet. Kandidat- og seniorstipendiat,
Københavns Universitet, Retsvidenskabeligt
Institut 1975-1981. Nu: Lektor, Retsvidenskabeligt
Institut B.
Publ.: Appel — Den nationalretlige baggrund for
retsplejeloven (licentiatafhandling 1980); Retsinformationssamfundet
(1986); Personregistrering (1987.
Disputatsafhandlingen tager sigte på under et historisk
perspektiv at analysere formidling af love og
bekendtgørelser til både professionelle og ikke-professionelle
adressater. Afhandlingen er således en fortsættelse
af mine almindelige studier inden for retsinformatikken.
Den er baseret på den hovedtese, at de
informatoriske problemer i tilknytning til dels udformningen
af retsforskrifter dels indretningen af informationssystemet
dels adressaternes tilegnelsesforudsætninger
må anskues uafhængigt af den anvendte
teknologi. Fremstillingen spænder dermed fra det
klassiske Grækenland til den kunstige intelligens. En
væsentlig del angår kundgørelse efter grundlovens §
22, hvor det bl.a. konkluderes, at denne bestemmelse
omfatter både love og bekendtgørelser. Udover dansk
ret er inddraget norsk, svensk og engelsk ret. En væsentlig
almen konklusion er, at almen jura bør indgå
som et fag i folkeskolen, idet dette vil være et adækvat
middel til at formindske den udbredte retsuvidenhed.
Herudover foreslås, at moderne database- og teledatateknologi
i videre udstrækning benyttes til formidling
af retsforskrifter.
Lektor Joseph Lookofsky
forsvarede den 8. sept. 1989 sin afhandling:
»Consequential Damages in Comparative Context.
From Breach of Promise to Monetary Remedy in the
American, Scandinavian and International Law of
Contracts and Sales« for den juridiske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr. Bernhard
Gomard og professor, dr. E. Allan Farnworth, Columbia
University, New York. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 3. oktober 1989.
Selvbiografi: Joseph Michael Lookofsky. Født den 26.
maj 1945 i New York. Student juni 1963 fra Polytechnic
Preparatory C.D.S. (New York). Leligh University
B.A. 1967. New York University I.D. 1971. Københavns
Universitet cand.jur. 1981. Firma-advokat v/
United Artists Corporation (New York). Nu: Lektor,
Retsvidenskabeligt Institut, K.U. Fast bopæl i Danmark
siden 1973. Dansk gift. 3 børn (4, 7 og 10 år).
Axel H's Rejselegat. Statens samfundsvidenskabelige
Forskningsråd.
Publ.: »Fault and No-Fault in Danish, American
and International Sales Law. The Reception of the
1980 United Nations Sales Convention«, Vol. 27
Scandinavian Studies in Law, 1983. »Mere om International
Voldgift«, Ugeskrift for Retsvæsen, 1983 B.
»Godsværneting og Due Process of Law« Ugeskrift for
Retsvæsen, 1985 B. »Property-Based Jurisdiction and
Due Process of Law«, Nordic Journal of International
Law, 1985. »McDonnell Douglas Corporation v.
Kingdom of Denmark: Indsigelser imod voldgift«.
Ugeskrift for Retsvæsen, 1985 B. »Pre-Trial Discovery,
den Internationale Proces, og Société Nationale,
Ugeskrift for Retsvæsenet, 1987 B. »International Købelov
«, Juristen marts 1989. »Remedies for Breach
Under the CISG«, selvstændigt kapitel i Commercial
Damages 1989.
Emnet for disputatsafhandlingen er en retssammenlignende
undersøgelse af de amerikanske, skandinaviske
og internationale retsregler, der regulerer erstatning
for kommercielle følgerskader (konsekvenstap,
foljdforlust): »Indirekte« tab som følge af
kontraktsbrud (misligholdelse). Afhandlingen omfatter
såvel reglerne om kontraktserstatningens grundlag
som de klassiske kontrakts- og køberetlige grundsætninger
om erstatningens omfang, herunder retsreglerne
om adækvans, tabsbegrænsningspligt mv. Afhandlingen
opstiller imidlertid den tese, at emnet burde ses
i en større sammenhæng, omfattende bl.a. de principper,
der bestemmer indholdet af den kontraktsretslige
ydelse (løftet). Undersøgelsen er opbygget omkring en
610 Akademiske grader og prisopgaver
række kortfattet paradigma (case-paradigms): konkrete
sagsforløb, der skal præcisere de for analysen relevante
problemstillinger. Disse paradigma, der ganske
vist afspejler virkelige sager afgjort af skandinaviske
og amerikanske domstole, anvendes som et retsneutralt
udgangspunkt for den sammenlignende undersøgelse,
hvis formål bl.a. er, at beskrive den virkelighed,
der ligger bag de forskellige retssystemers ofte
meget komplexe begrebsverden. Analysen har et positivt
og et normativt sigte. Den beskriver, sammenligner
og vurderer de skandinaviske og amerikanske retstilstande,
dels for at disse avancerede systemer kan lære
om og fra hinanden, dels for at denne sammenligning
af nationale retsregler kan danne et grundlag for
fortolkning af den nye United Nations convention on
Contracts for the International SaleofGoods (CISG).
Advokat Per Håkon Schmidt
forsvarede den 16. juni 1989 sin afhandling:
»Teknologi og Immaterialret, Et studie i patent- og
ophavsretten særligt med henblik på retsbeskyttelsen
af edb-programmer og micro-chips« for den juridiske
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr. Mogens
Koktvedgaard og professor, dr. Ulf Bernitz, Stockholm.
Af tilhørerne opponerede lektor, dr. Peter Brock
Nannestad, Aarhus.
Graden blev konfereret den 27. juni 1989.
Doctores politices
Cand.mag. Hans Mouritzen
forsvarede den 2. dec. 1989 sin afhandling:
»Finlandization: Towards a General Theory of Adaptive
Politics« for den statsvidenskabelige doktorgrad.
OfTicielle opponenter var professor Nikolaj Petersen
og professor Gunnar Sjøblom. Af tilhørerne opponerede
professor Håkan Wiberg, Lunds Universitet, docent
Krister Wahlbåck, Stockholms Universitet, og
lektor, dr.phil. Henrik S. Nissen, Københavns Universitet.
Graden blev konfereret den 30. januar 1989.
Selvbiografv. Hans Mouritzen. Født den 20. februar
1952 i Næstved. Student den 19. juni 1990 fra Haslev
Gymnasium. Cand.mag. i filosofi og samfundsfag;
Kbh. Universitet 1976. Kandidatstipendiat, Kbh.
Universitet; Forskningsrådsstipendiat (SSF); University
of Southern California; Hærens Officersskole, lektor
i statskundskab. Nuværende stilling: Adjunkt,
Inst. for Samfundsfag, Kbh. Universitet.
»Selecting Explanatory Level in International Politics:
Evaluating a Set of Criteria«, Cooperation &
Conflict 1980: 3. »Politologisk egenart — også i casestudier?
«, Statsvetenskaplig tidsskrift 1979. »Maktstudium
och vårdering«, Statsvetenskaplig tidsskrift
1979. »Doktrinstudier«, Statsvetenskaplig tidsskrift
1980. »Prediction on the Basis of Official Doctrines«,
Cooperation & Conflict 1981. »Reflections on Self-
Reflection: In Favour of a Forwardoriented Type of
Self-Reflection in Political Science«, Statsvetenskaplig
tidsskrift 1981. »Defensive Acquiescence: Making
the Best out of Dependence«, Holl (Hrgb.), Small-
States in Europe and Dependence, Wien 1983,
Braumiiller Verlag.
Det manuskrift, der blev antaget til forsvar for doktorgraden
i statskundskab (dr.scient.pol.) i 1986, er
blevet udgivet i bogform på forlaget Gower Publ. Co.
under titlen 'Finlandization. - Towards a General
Theory of Adaptive Politics' i 1988. 'Finlandisering' er
blevet et modebegreb i debatter om international politik
som betegnelse for en bestemt type tilpasningspolitik
overfor Sovjetunionen. Bogen tager udgangspunkt
i dette noget utilfredsstillende begreb, og begrebsliggør
det som del af et alment og koherent begrebsapparat.
Der opstilles generelle teorier for finlandiseringens
drivkræfter og træghedsfaktorer: hvilke kræfter
styrker eller svækker graden af finlandisering i hvert
enkelt tilfælde, og hvilke træghedsfaktorer (bureaukratiske
eller andre) modificerer de dynamiske faktorer?
Teorierne afprøves primært på nogle historiske
cases: Danmark 1935-40, 1940-43 og Sverige 1940-43.
Et vigtigt ærinde med bogen er at bidrage til løbende
metodologiske og videnskabsteoretiske debatter i
samfundsvidenskaberne.
Lektor, lic.polit. et mag.scient.soc. Hans Aage
forsvarede den 15. sept. 1989 sin afhandling:
»Inequality, Incentives, and Income. A review article
and seventeen papers in comparative and Soviet
studies« for den statsvidenskabelige doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, D. M. Nuti, Firenze,
og professor, Erik Gørtz, København. Af tilhørerne
opponerede professor Alec Nove, Glasgow,
Scotland.
Graden blev konfereret den 3. oktober 1989.
Selvbiografi: Hans Aage. Født den 9. februar 1956 i København.
Student juni 1964 fra GI. Hellerup Gymnasium.
Mag.scient.soc. 1970, Københavns Universitet.
Cand.polit. 1973, Københavns Universitet. Lic.polit.
1988, Københavns Universitet. 1974-1975fuldmægtig.
Det økonomiske Sekretariat, Økonomiministeriet.
1975-1977 adjunkt i økonomisk teori og dens anvendelser,
Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
1977-1989 lektor samme sted. Nu: Docent i økonomisk
teori ogdensanvendelser. Økonomisk Institut, Københavns
Universitet. Gift med læge Birte Thuesen, 1969.
Børn: Karen (1976), Niels (1979), Kristen (1985).
Arbejdet med disputatsen er støttet økonomisk
af: Statens samfundsvidenskabelige Forskningsråd,
Doktorer
Carlsbergfonden, Danmarks-Amerika Fonden, Det
Sovjetiske Videnskabsakademis udvekslingsprogram,
NATO's Forskningsstipendieprogram, The Kennan
Institute for Advanced Russian Studies, Smithsonian
Institution.
Fubl.: »Some Reasons for and Effects of the Use of
Attitude-Variables in Sociological Theory.« Acta Sociologica
15 1972. »L'Égalité dans les communautéz
utopique.« Les Cahierz Internationaux de Sociologie
56, 1974. »Endelige og uendelige pris-lønspiraler« Nationaløkonomisk
Tidsskrift 1 15, 1977. Noter om socialistiske
økonomier (424 pp). Københavns Universitets
Økonomiske Institut, 1981-1985. Eksempler på
anvendt makroteori (325 pp., licentiatafhandling).
Københavns Universitets Økonomiske Institut 1986.
Emnerne for de 18 særskilte artikler, som udgør
doktorafhandlingen, kan opdeles i tre hovedtemaer
svarende til den fælles titel. De første fem artikler indeholder
en til dels sammenlignende, men fortrinsvis beskrivende
oversigt over ulighed i Sovjetunionen, især
lønforskelle mellem erhvervsgrupper, samt over sovjetiske
vurderinger af dens oprindelse og virkninger. Det
er forsøgt at rekonstruere de sparsomme sovjetiske oplysninger
og gøre dem sammenlignelige med data fra
vestlige lande. De følgende otte artikler tilsigter en
analyse af et specielt mikroøkonomisk incitamentproblem,
nemlig incitamentvirkningen af kollektive lønsystemer,
især i sovjetisk landbrug og industri, for forskellige
beslutningstagere, herunder den enkelte ansatte,
gruppen af ansatte, virksomhedsledelsen og den
centrale planmyndighed. Der bygges på økonomisk
teori om arbejderstyrede virksomheder og overskudsdeling.
De sidste fem artikler diskuterer sammenhænge
mellem incitamenter og makroøkonomisk effektivitet
mere generelt, især samlet indkomstdannelse og arbejdsløshed
i forskellige økonomiske systemer. De
overordnede udgangspunkter for alle artiklerne er
nogle klassiske temaer i sociologisk og økonomisk teori:
ulighedens tilsyneladende allestedsnærværelse og
konflikten mellem retfærdighed og effektivitet. De hovedsynspunkter,
der argumenteres for, er, at uligheden
i Sovjetunionen er særegen med hensyn til omfang,
dimensioner og sociale virkninger, at incitament-
og allokationsvirkningen af ulighed er flertydige,
og at ulighed kan være disfunktionel som en hindring
for at håndtere konflikter, som skærpes i takt
med, at presset på naturressourcerne begrænser mulighederne
for økonomisk vækst.
Doctores medicinae
Læge Ulrik Abildgaard
forsvarede den 15. dec. 1988 sin afhandling:
»Hemodynamic and Functional Changes during
Renal Venous Stasis in Dog Kidneys« for den medicinske
doktorgrad.
611
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Jørgen
Ladefoged og lektor, dr.med. Peter Bie. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 2. januar 1989.
Selvbiografi: Ulrik Abildgaard. Født den 10. marts
1949 på Frederiksberg. Student juni 1968 fra Statsgymnasiet
Schneekloth's Skole. Cand.med. fra Københavns
Universitet januar 1975. 1975-1978 Medicinsk
afd. K.K.H. Hvidovre - R. læge. 1979-1982
Kardiologisk Afd. K.A.S. Gentofte-R. Lægestipendiat.
Nu: 1. reservelæge, Med.afd. F, K.A.S. Herlev.
1982-1985 Forskningsrådsstipendiat (SLF).
Fubl.: Abildgaard, U., Amtorp, O., Haunsø, S. Rosenkilde,
R, and Sejrsen, P. The local Xenon washout
method applied to the study of blood flow in the subcapsular
cortex of the canine kidney. Pfliigers Archiv.
1983. Stokholm, K.H., and Abildgaard, U. Calcium
in the treatment of diarrhoea and hyperoxaluria after
jejunoileal bypass for obesity. Int. J. Obesity 1980.
Daugaard, G., Petersen, H.D., and Abildgaard, U.
Sequelae to genital trauma in torture victims. Archives
of Andrology, 1983. Amtorp, O., Eliasen, P, Abildgaard,
U., and Haunsø, S. Distribution of myocardial
blood flow and capillary diffusive capacity across
the canine heart wall. Cardiovasc. Res., 1984. Abildgaard,
U., Daugaard, G., Petersen, H.D., Marcussen,
H., Jess, P, and Wallach, M. Chronic organic
psyco-syndrome in greek torture victims. Dan. Med.
Bull., 1984. Abildgaard, U., Henriksen, O, and Amtorp,
O. Sympathetic reflex induced vasoconstriction
during renal venous stasis elicited from the capsule in
the dog kidney. Acta Physiol. Scand., 1985.
Daugaard, G., Abildgaard, U., og Aldershvile, J. Hepatitis
B hos patienter med solide tumorer. Ugeskr.
Læg., 1985. Daugaard, G., Abildgaard, U., and Amtorp,
O. Acute effect of cisdiamminedichloroplatinum
on renal blood flow and glomerular filtration rate in
dogs. In: Renal heterogeneity and target cell toxicity.
Ed. P. Back and E. A. Lock, Wiley and Sons, 1985.
Abildgaard, U., Aldershvile, J., Ring-Larsen, H.,
Falk, J., Christensen, N.J., Giese, J., Hammer, M.,
and J. H. Henriksen. Bed rest and increased diuretic
treatment in chronic congestive heart failure. Eur. Heartj.
1985. Aldershvile, J. og Abildgaard, U. Isosorbide-
5-mononitrat, en metabolit af isosorbid dinitrat.
Ugeskr. Læg., 1985. Abildgaard, U. Pentobarbital inhibits
the vasoconstrictor response to renal venous
pressure elevation in the dog kidney. Acta Physiol.
Scand., 1985. Petersen, H.D., Abildgaard, U.,
Daugaard, G., Marcussen, H., Jess, P, and Wallach,
M. Psychological and somatic sequelae following torture.
A reevaluation of greek torture victims. Scand J.
Soc. Med., 1985. Daugaard, G., Abildgaard, U., Holstein-
Rathlou, N.-H., Leyssac, P.P., Amtorp, O., and
DikhofT, T. Acute effect of cisplatin on renal hemodynamics
and tubular function in dog kidneys. Renal
612 Akademiske grader og prisopgaver
Physiol., 1986. Abildgaard, U., Holstein-Rathlou, N.-
H., and Leyssac, RR EfTect of renal sympathetic nerve
activity on tubular sodium and water reabsorption
in dog kidneys as determined by the lithium clearance
method. Acta Physiol. Scand., 1986. Aldershvile, J.,
Abildgaard, U., og Fritz Hansen, R Amiodaron: Et
meget effektivt antiarytmikum med mange bivirkninger.
Ugeskr. Læg., 1986. Daugaard, G., Abildgaard,
U., Holstein-Rathlou, N.-H., Amtorp, O., and Leyssac,
RR Effect of cisplatin on renal hemodynamics
and tubular function in the dog kidney. Int. J. Androl.,
1987. Daugaard, G., Abildgaard, U., Holstein-
Rathlou, N.-H., Amtorp, O., and Leyssac, RR Acute
and subacute hemodynamic and functional effect of
cisplatin in dogs. Contr. Nephrol., 1987. Abildgaard,
U., Amtorp, O., Gyring, J., Daugaard, G., and Larsen
B. Measurement of intrarenal blood flow distribution
with 99Tcm-microaggregates and 201 TI in the dog
kidney. Am. J. Physiol. 1988. Abildgaard, U., Amtorp,
O., Agerskov, K., Sjøntoft, E., Christensen, N.J.,
and Henriksen, O. Renal vascular adjustments to partial
renal venous obstruction in dog kidney. Circ. Res.,
1987. Aldershvile, J., Abildgaard, U., Eliasen, R, and
Amtorp, O. The effect of isosorbide dinitrate on the
arterial vascular bed: A dose response study in dogs.
Pharmacol. Toxicol., 1987. Abildgaard, U., Amtorp,
O., Holstein-Rathlou, N.-H., Agerskov, K., Sjøntoft,
E., Christensen, N.J., and Leyssac, P.P. Effect of renal
venous pressure elevation on tubular sodium and water
reabsorption in the dog kidney. Acta Physiol.
Scand., 1988. Abildgaard, U. Angiotensin II and tubular
transport responses to renal venous pressure elevation
in the dog kidney. Acta Physiol. Scand., 1988.
Daugaard, G., Abildgaard U., Larsen, S., Holstein-
Rathlou, N.-H., Amtorp, O., Olesen, H.R, and Leyssac,
P.P. Functional and histopathological changes in
dog kidneys after administration of cisplatin. Renal
Physiol., 1987. Daugaard, G., Abildgaard, U., Holstein-
Rathlou, N.-H., Bruunshuus, L, Bucher, D., and
Leussac. Renal tubular functions in patients treated
with high-dose cisplatin. Clin. Pharmacol. Ther.,
1988.
Effekten af akut obstruktion af nyrevenen på nyrens
gennemblødning og tubulusfunktion blev undersøgt
på neurolept-(Haldid og N20)-anæsteserede hunde.
Nyregennemblødningen (RBF) blev undersøgt med elektromagnetisk
flowmeter. ''Cr-EDTA-clearance
blev anvendt som mål for den glomerulære filtrationshastighed
(GER). GER, diuresen, natriuresen og lithium-
clearance (Cu) blev brugt til at bestemme absolutt
og fraktionelle reabsorptionshastigheder af natrium
og vand i proksimale og distale nefronsegmenter.
Når nyrevenetrykket blev øget til 30 mmHg steg nyrens
karkonduktans tydende på, at nyregennemblødningen
er autoreguleret i denne eksperimentelle model.
Det autoregulatoriske respons kunne stadig påvises
efter akut kirurgisk denervering af nyren, kronisk
denervering og a-adrenoceptor-blokade af nyren.
Dette taler for, at autoregulation af nyregennemblødningen
skyldes lokale, ikke-nervøse refleksmekanismer.
Vasokonstriktorresponset på øget nyrevenetryk
blev delvis ophævet ved akut kirurgisk denervering af
nyren eller ved lokal applikation af lidokain på nyrens
overflade. Disse observationer giver holdepunkt for, at
øget nyrevenetryk op til 60 mmHg aktiverer en neurogen
(adrenerg) vasokonstriktorrefleks, som involverer
medulla spinalis, og som udløses via strækreceptorer i
nyrens kapsel. Forsøg udført på a-adrenergt blokerede
eller kronisk denerverede nyrer og på dekapsulerede
nyrer støtter det synspunkt, at såvel neurogene som
myogene mekanismer har indflydelse på nyrens vaskulære
respons på øget nyrevenetryk: Det neurogene
bidrag udgøres af både intrarenale og ekstrarenale vasokonstriktorrefleksmekanismer;
det myogene bidrag
til vasokonstriktorresponset udgøres af modsat rettede
vasodilatationsmekanismer, som skyldes øget interstitielt
tryk i nyren under det øgede nyrevenetryk.
Hvad angår tubulusfunktionen bestemt ved hjælp
af lithium-clearance-metoden viser undersøgelserne
på intakte nyrer, at øget nyrevenetryk til 20 mmHg
øger reabsorptionshastighederne af salt og vand i de
proksimale nefronsegmenter uden at ændre diuresen
og natriuresen. Akut kirurgisk denervering af nyren
ændrede ikke dette respons, mens såvel kronisk denervering
af nyren og lokal farmakologisk a-recptorblokade
af nyren ophævede den venestase-inducerede øgning
i reabsorptionshastighederne i proksimale tubulus-
segmenter. Disse fund tyder på, at en funden øgning
i de proksimale reabsorptionshastigheder af salt
og vand, induceret af det øgede nyrevenetryk hovedsagelig
skyldes lokale intrarenale a-adrenerge refleksmekanismer
— et fund der er i overensstemmelse med
resultaterne fra de hæmodynamiske undersøgelser.
Læge Rinette B. Andreasen
forsvarede den 17. februar 1989 sin afhandling:
»Monoclonal Antibodies in Characterization of
Normal and Malignant Human Myeloid Cells« for
den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Jørgen
Eliegård og lektor, overlæger, dr.med. Aage Drivsholm.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 2. marts 1989.
Selvbiografi: Ditte Rinette Borum Mølskov Bech (født
Andreasen). Født den 20. juni 1953 i København. Student
1972 fra Gladsaxe International School of Copenhagen.
Lægevidenskabelig kandidateksamen juni
1979 fra Københavns Universitet. Reservelæge, Afd.
for Onkologi og Radioterapi, KAS Herlev; Reservelæge,
Med. AFd. A, Rigshospitalet; Klinisk assistent,
Med. Afd. A, Rigshospitalet; Censor i anatomi ved
skolen for ergoterapeuter. Nu: Seniorstipendiat ved
Doktorer 613
Københavns Universitet. Gift med cand.med. Ole
Mølskov Bech.
Statens lægevidenskabelige Forskningsråd, Kræftens
Bekæmpelse, K. Brøchner-Mortensens Fond,
Frk. Amalie jørgensens Mindelegat.
Antibody producing human-human hybridomas
II. Derivation and characterization of an antibody
specific for human leukemia cells. J. Exp. Med., 1984.
A monoclonal antibody (NAT-9II:3F-6F) that identifies
a differentiation on human myeloid cells. Leuk.
Res., 1985. Specificity and diagnostic implications of
the reactivity pattern of a panel of murine monoclonal
antibodies against myeloid leukemia cells. Scand. J.
Haematol. 1986. Derivation and characterization and
characterization of two antibodies with specificity for
human myeloid cells. J. Immunol., 1986. Identification
and characterization of an antigen specific for
normal erythroid precusor cells and its application in
diagnosis of erythroleukemia. Leuk. Res., 1987.
Karakterisering af normale og maligne humane
myeloide celler ved hjælp af monoklonale antistoffer.
Udviklingen af monoklonale antistoffer mod leukocytdifferentieringsantigener
har bidraget væsentligt
til diagnostik af maligne blodsygdomme samt til forståelsen
af myelopoiesens biologi og sygdomsprocesser.
Ved hjælp af hybridomteknikken har det været
muligt at fremstille antistoffer mod antigendeterminanter,
som det ikke har været muligt at erkende med
antisera. Med et panel af sådanne antistoffer kan man
nu mere detaljeret analysere de maligne blodsygdommes
antigenfænotyper.
Formålet med disputatsarbejdet har været at fremstille
monoklonale antistoffer med specificitet for myeloide
celler. Herigennem har det været muligt at belyse:
a) til hvilke differentieringstrin leukæmiske celler
ved forskellige undergrupper (baseret på morfologi og
cytokemi) af akut myeloid leukæmi (AML) kan henføres
i den normale myelopiese; b) hvorvidt leukæmiske
celler besidder abnorme antigendeterminanter;
c) hvorvidt der inden for den leukæmiske proces optræder
differentiering på linie med visse dele af den
normale myelopoiese; d) hvorvidt patienter med
AML danner antistoffer mod egne leukæmiske celler;
samt e) om antistoffer, fremstillet ved human-human
hybridomteknik, erkender andre epitoper end de, der
er fundet ved konventionel murin hybridomteknik.
Flere monoklonale antistoffer med specificitet for
myeloide celler er blevet fremstillet, oprenset og karakteriseret,
og det er således blevet muligt at skelne
mellem myeloide og monocytoide celler. Endvidere er
der fremstillet et antistof, der erkender et differentieringsantigen
i erytropoiesen. Ved hjælp af egne monoklonale
antistoffer samt antistoffer fremstillet i andre
laboratorier er den antigene fænotype blevet karakteriseret
på et stort antal marv- og blodprøver fra
patienter med AML. Ved hjælp af et relativt begrænset
antal antistoffer er det nu muligt at skelne mellem
AML og akut lymfatisk leukæmi (All) samt for langt
den største del af de leukæmiske celler ved AML at
fastlægge den myeloide oprindelse.
Ved hjælp af human-human hybridomteknik er der
fremkommet humane monoklonale antistoffer, som
har vist reaktivitet med autolog og alloklonale leukæmiske
celler afsåvel lymfatisk som myeloid oprindelse,
samt to antistoffer der har udvist specificitet for myeloide
leukæmiske celler. De sidstnævnte antistoffer definerer
antigener, som eksprimeres på cellemembranoverfladen
på subpopulationer af myeloide leukæmiceller
samt intracellulært på subpopulationer af myeloide
leukæmiceller samt intracellulært på en subpopulation
af normale myeloide marvceller. Til disse antistoffer
har det ikke på nuværende tidspunkt været
muligt at danne murine pendanter.
Læge Hans Bisgaard
forsvarede den 18. nov. 1988 sin afhandling;
»Sulphidoleukotrienes in Human Allergic Diseases
« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var lektor, dr.pharm. Svend
Norn og overlæge, dr.med. Ole Østerballe. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 5. dec. 1988.
Selvbiografi: Hans Bisgaard. Født den 24. januar 1955 i
Aarhus. Student 1973 fra Aarhus Amtsgymnasium.
Cand.med. vinter 1980/81 fra Københavns Universitet.
Tidl. ansættelser: Børneafdelingen, Rigshospitalet.
Kandidatstipendiat ved Det lægevidenskabelige
Forskningsråd. Thoraxkirurgisk afdeling, Rigshospitalet.
Epidemiafdelingen, Rigshospitalet. Børneafdelingen,
Københavns Amtssygehus i Gentofte. Nuværende
ansættelse: Undervisningsstilling ved børneafdelingen,
Københavns Amtssygehus i Gentofte.
Vigtigere legater: Danmarks Asthma-Allergiforbunds
Forskningsfond; Nordisk Gjenforsikrings Selskabs
Jubilæumsfond; Mary Rosenkjærs Legat; Mimi
og Victor Larsens Fond; Dr. Louises Børnehospitals
Forskningsfond; Statens lægevidenskabelige Forskningsråd;
Nationalforeningens Forskningsfond; Danmarks
Asthma-Allergiforbunds Forskningsfond; R
Carl Petersens Fond; Maskinmester C. O. Hansen og
hustru G. E. H. Hansen's Legat; Otopathologisk
Forskningsfonds Boglegat.
Vigtigste publikationer: Bisgaard H, Lerche A,
Kristensen JK.: Leukotriene- and histamine-induced
increases in transcapillary and interstitial transport of
hydrophilic indicators in the skin. J Invest Dermatol
1985. Bisgaard H, Groth S, Madsen F: Bronchial Hyperreactivity
to LTD4 and Histamine in Exogenous
Asthma. Br Med Jour 1985. Bisgaard H.: Vascular
effects ofSRS-A leukotrienes in the human skin. J Invest
Dermatol 1987. Bisgaard H, Groth S.: Effects of
inhaled LTD4 on airways in normal humans. Clin
614 Akademiske grader og prisopgaver
Science 1987. Bisgaard H, Dalgaard P, NyboeJ.: Risk
factors of wheezing during infancy; a study of 5955
infants. Acta Paediatr Scand 1987. Bisgaard H,
Damkjær M, Andersen P, Foged N, Fuglsang G, Høst
A, Leth C, Pedersen M, Pelck I, Stafanger G, Østerballe
O.; Adrenal function in children with bronchial
asthma treated with topical steroids. J Allergy Clin
Immunol 1988. Bisgaard H, Robinson C, Romeling F,
Mygind N, Holgate ST, Church M. Leukotriene C4
and histamine in the early allergic reaction in the nose
Allergy 1988.
Disputatsafhandlingen belyser sulphidoleukotrienernes
(SRS-A) mulige rolle hos mennesker med allergisk
urticaria, rhinitis og asthma.
Formålet har været at undersøge hos mennesker,
om sulphidoleukotrienerne imiterer patofysiologiske
træk ved de allergiske sygdomme, samt om de forekommer
i øget mængde ved disse tilstande. Det har
været en forudsætning for undersøgelserne at ny- og
videreudvikle metoder til vurdering af effekten af mediatorer
i hud, næse og lunge og til måling af mediatorer
i biologiske væsker fra disse organer. Undersøgelserne
er blandt de allerførste studier af sulphidoleukotriener
hos mennesker. De har derfor været bredt anlagt,
for at screene mulige effekter og forekomst af
sulphidoleukotriener hos mennesker.
I huden øger sulphidoleukotrienerne blodgennemstrømningen
og inducerer ødem. Disse effekter er dosis-
afhængige og ekvipotente med histamin. Varigheden
af de observerede effekter er ligeledes sammenlignelig
med histamins. Tachyfylaksi udvikles for de vaskulære
effekter af sulphidoleukotrienerne. Det foreslåes,
at denne mekanisme er medvirkende til at afgrænse
sulphidoleukotrienernes effekter. Undersøgelserne
af blodgennemstrømningen i huden efter injektion
af sulphodoleukotriener har krævet videreudvikling
af målemetoder til statisk og dynamisk vurdering
af relative ændringer i den kutane blodgennemstrømning
v.h.a. '"'Xe-udvaskning og laser Doppler teknik.
Den observerede vasodilatation i huden strider mod
dyreeksperimentelle undersøgelser og mod sulphidoleukotrienernes
øvrige muskelkontraherende egenskaber.
Det antages derfor, at sulphidoleukotrienernes
vasodilaterende effekt er indirekte. Undersøgelserne
udelukker, at histamin eller prostanoider medierer vasodilatationen,
ligesom det påvises, at sympatikus tonus
ikke påvirkes af sulphidoleukotrienerne. Det er
muligt og foreneligt med dyreeksperimentelle undersøgelser,
at andre endotel afhængige mediatorer udløser
den observerede vasodilation. De påviste egenskaber
er forenelige med antagelsen af, at sulphidoleukotrienerne
er af betydning for den antihistamin resistente
del af de vaskulære forandringer ved den allergiske
straksreaktion i huden, men næppe ved længerevarende
vaskulære reaktioner.
I næsen øger sulphidoleukotrienerne mucosas blodgennemstrømning
ekvipotent med histamin, målt ved
en laser Doppler teknik. Sulphidoleukotrienerne forårsager
nasal obstruktion. Irritant receptorerne i næsen
stimuleres ikke, idet sulphidoleukotrienerne ikke
udløser kløe, nysen eller sekretion. Cilieslagfrekvensen
hæmmes progressivt. Resultaterne er forenelige
med antagelsen af, at sulphidoleukotrienerne deltager
i den vaskulære reaktion ved allergis rhinitis og bidrager
til den antihistamin-resistente nasale obstruktion
ved allergisk rhinitis. Hæmning af ciliernes slagfrekvens
kan medføre en øget retention af allergener og
irritanter i mucosa.
Sulphidoleukotriener kan overføres kvantitativt og
intakt til aerosol, afhængigt af opløsningsmidlets polaritet
og pH. I lungerne hos ikke-astmatiske personer
fremkalder inhalation af sulphidoleukotriener bronkial
obstruktion. En del af sulphidoleukotrienernes effekt
er atropinsensitiv, men medieres ikke af histamin
eller prostanoider. Bronkiernes reaktivitet ændres ikke
efter inhalation af sulphidoleukotriener. Varigheden
og effekten på centrale versus perifere bronkieafsnit
er sammenlignelig med histamins effekt. Sulphidoleukotrienerne
er dog 103-104 gange mere potent
end histamin, og til forskel fra histamin er sulphidoleukotriener
uden ledsagende irritative symptomer. Det
kliniske billede efter inhalation af sulphidoleukotriener
minder om subklinisk asthma hos patienter med
betydende bronkial obstruktion, men fa subjektive
symptomer. Patienter med allergisk asthma udviseret
hyperreaktivt respons for sulphidoleukotrien inhalation.
Resultaterne er forenelige med antagelsen af, at
sulphidoleukotriener spiller en rolle i den antihistamin,
anti-prostanoid og atropin resistente del af den
bronkiale obstruktion ved allergisk asthma.
Sulphidoleukotriener identificeredes ved radioimmunoassay
af fraktioner elueret simultant med standard
sulphidoleukotriener under højtrykskromatografi.
I passivt sensibiliseret hud opsamledes hudvindueeksudater
i hudblistre. Med denne teknik fandtes
sulphidoleukotrienerne i øget mængde efter allergen
provokation. Anvendeligheden af nasal lavage til måling
af mediatorer før og efter allergen provokation
blev studeret. Teknikken stadardiseredes m.h.t. provokationsteknik,
lavageopsamling, samt kvantitering
af sekrettilbanding. En ny teknik til kvantitering af sekret
i lavage udvikledes. Teknikken er simpel og med
bedre præcision end tidligere anvendte metoder. De
molære forhold mellem sulphidoleukotriener og histamin
i nasal lavage var 1:50 efter allergen provokation
og uafhængig af sekrettilblanding, men den øgede mediator
frigørelse ved den allergiske reaktion afspejlede
sig ikke i den nasale lavage. Sulphidoleukotrienerne
fandtes i øget mængde i konjunktival-væske opsamlet
efter allergen provokation af patienter med allergisk
konjunktivitis.
Resultaterne er forenelige med antagelsen af, at
sulphidoleukotriener er betydende mediatorer ved de
undersøgte allergiske lidelser. Det endelige bevis afDoktorer
615
venter fremkomsten af specifikke sulphidoleukotrien
antagonister.
Afhandlingen bidrager med introduktion og forbedring
af metoder til in vivo undersøgelse af mediatorers
effekter i hud og luftveje samt deres forekomst hos
mennesker. Endvidere øger resultaterne vores viden
om sulphidoleukotrienernes relative betydning ved de
humane allergiske sygdomme og er således første
skridt mod udvikling affarmaka til påvirkning af disse
mediatorer og dermed muligvis nye behandlingsprincipper.
Læge Knut Borch-Johnsen
forsvarede den 2. marts 1989 sin afhandling:
»The Prognosis of Insulin-Dependent Diabetes
Mellitus. An epidemiological approach« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Anders
Frøland, Kst. overlæge, dr.med. Thorkild I. A. Sørensen
og professor, dr.med. Povl Riis. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 10. marts 1989.
Selvbiografi: Knut Borch-Johnsen. Født den 17. september
1954 i Narvik, Norge. Student den 22. juni
1973 fra Gammel Hellerup Gymnasium. Cand.med.
juni 1981, Københavns Universitet. 1982-1987 Reservelæge
og Klinisk Assistent, Niels Steensens Hospital;
1987-1989 Centralsygehuset Hillerød, Kirurgisk Afd.
A og Medicinsk AFd. B.: Reservelæge; 1989- Rigshospitalet,
Med. afd. A. Reservelæge (Kursist i Intern
Medicin). Gift med sygeplejerske Ingrid Poulsen.
Datter: Liv Borch-Johnsen, f. d. 28/3-1989.
Diabetesforeningens Forskningsfond, Kong Chr.
X's Fond, Statens lægevidenskabelige Forskningsråd,
Nordisk Insulin Laboratorium. Forsknings-stipendiat
flnancieret af Nordisk Insulin Laboratorium.
Vigtigste publikationer: Borch-Johnsen, K., Andersen
PK. & Deckert T: The effect of proteinuria on
relative mortality in Type 1 (insulin-dependent) diabetes
mellitus. Diabetologia, 1985. Borch-Johnsen K.,
Kreiner S. & Deckert T: Mortality of Type 1 (insulindependent)
diabetes mellitus in Denmark Diabetologia,
1986. Borch-Johnsen K. & Kreiner S.: Proteinuria
— value as pradictor of cardiovascular mortality in
insulin dependent diabetes mellitus. Br. Med. J.,
1987.
Før insulinet blev fremstillet i 1922, døde børn med
diabetes efter 1-3 år. Insulinets opdagelse reducerede
denne dødelighed drastisk, men det kunne ikke forhindre
udviklingen af sendiabetiske komplikationer fra
øjne, nyrer og karsystemet. Afhandlingens og de forudgående
arbejders formål var at undersøge, om de
seneste 50 års intensivering af diabetes-behandlingen
havde medført en faldende dødelighed og specielt et
fald i hyppigheden af den diabetiske nyresygdom. Undersøgelserne
er baseret på 2.930 unge insulinkrævende
diabetikere henvist til Niels Steensens Hospital. De
viste, at den gennemsnitlige levetid var steget med 15
til 30 år. Diabetikernes dødelighed er dog fortsat højere
end blandt ikke-diabetikere. Dette skyldes især udviklingen
af den diabetiske nyresygdom. Den enkelte
diabetikers risiko for at udvikle diabetisk nyre-sygdom
er faldet med ca. 30 % gennem de seneste 50 år, et fald
der nok i hvert fald til dels kan tilskrives den intensiverede
diabetes-behandling. Denne antagelse støttes af,
at at undersøgelsen tyder på, at diabetes-regulationen
er en væsentlig medvirkende risiko-faktor for udvikling
af nyre-sygdom. Undersøgelsen peger dog samtidig
på, at andre, endnu uidentificerede faktorer, må
have betydning for om den enkelte patient udvikler
nyresygdom.
Læge Gedske Daugaard
forsvarede den 18. august 1989 sin afhandling:
»Cisplatin nephrotocitity: Experimanetal and clinical
studies« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Erling
Bjerregaard Pedersen og lektor, dr.pharm. Sten Christensen.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 31. august 1989.
Læge Carsten Edmund
forsvarede den 22. september 1989 sin afhandling:
»Corneal topography and elasticity in normal and
keratoconic eyes« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var lektor, dr.med. Jan
Prause og professor, dr.med. Niels Ehlers. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 13. oktober 1989.
irafi: Carsten Auker Edmund. Født den 31.
marts 1947 på Frederiksberg. Student juni 1967 fra
Statens og Hovedstadskommunernes Kursus. Cand.
med. sommer 1976 fra Københavns Universitet. Ansat:
Rigshospitalets øjenafdeling.
Vigtigste publikationer: Edmund, C.: The significance
of using different methods for analyzing photokeratoscopic
data. Acta Ophthalmol, 1986. Edmund,
C. & la Cour, M.: Some components affecting the precision
of the corneal thickness measurement performed
by optical pachometry. Acta Ophthalmol, 1986.
Edmund, C.: Location of the Corneal Apex and Its
Influence on the Stability of the Central Corneal Curvature.
A Photokeratoscopy Study. Amer J Optom
Physiol Opt, 1987. Edmund, C.: Corneal apex in Keratoconic
Patients. AmerJ Optom Physiol Opt, 1987.
Disputatsarbejdet: Hornhindens form og dens evne
til at forblive konstant har afgørende indflydelse på
synskvaliteten, fordi 2/3 af øjets brydning finder sted
på hornhindens overflade. Keratoconus er en progres616
Akademiske grader og prisopgaver
siv sædvanligvis bilateral sygdom hos unge voksne karakteriseret
ved udtynding og ændring af den tidligere
tilsyneladende normale hornhindes form. Dette resulterer
i betydelig synsreduktion, som ofte nødvendiggør
hornhindetransplantation.
Hornhindens topografi kan karakteriseres ved dens
overflade- og tykkelsesprofil. Den progressive ændring
af den keratoconiske hornhindes topografi kan tænkes
at ske ved elastisk deformation, hvorved hornhindevævet
i tiltagende grad giver efter for øjets tryk. Teoretisk
kan forøget tryk, nedsat vævsstyrke, nedsat vævsmængde
eller en kombination være patogene faktorer
ved udviklingen af keratoconus.
Gennem anvendelse og videreudvikling af klinisk
kendte optiske metoder (photokeratoskopi og pachometri)
vises det, at hornhindens topografi tilnærmelsesvis
kan karakteriseres af 4 deskriptive parametre,
som udtrykker hornhindens centrale krumningsradius
og tykkelse, og dens central-perifere krumningsradius-
og tykkelsesvariation. På basis af disse, samt
yderligere måling af hornhindens diameter og øjets
tryk, demonstreres det ved hjælp af nyudviklede beregningsmetoder,
hvordan kvantitative mål for hornhindens
vævsmængde (arealet af den horisontale tykkelsesprofil)
og vævsstyrke (elastisitetskoeflicient) kan
opnås.
Ved at sammenligne den keratoconiske hornhindes
topografi, vævsmængde og vævsstyrke med den normale
sandsynliggøres det, at keratoconus udvikles ved
elastisk deformation, og at nedsat vævsstyrke er den
vigtigste patogene faktor.
Histologisk består hornhindevævet af en amorf matrix,
i hvilken collagenfibre er indlejret parallelt med
overfladen. Det sandsynliggøres, at collagenfibrene i
fysiologisk steady state er afslappede, således at hornhindens
topografi indenfor visse rammer er bestemt af
matrixens elastiske egenskaber. Den biomekaniske
ændring af den keratoconiske hornhinde synes derfor
snarere at skyldes en ændring af matrixen end som
hidindtil antaget en ændring af collagenfibrene.
Den eventuelle kliniske anvendelighed af de opnåede
resultater med hensyn til diagnostik, forløb og terapi
af keratoconussygdommen må baseres på longitudinelle
studier af patienter monitoreret med den anvendte
undersøgelsesmetodik. Derudover kan det aktuelle
studium tænkes at fa praktisk betydning ved såvel
kontaktlinsetilpasning som ved refrativ kirurgi.
Læge Bo Feldt-Rasmussen
forsvarede den 30. marts 1989 sin afhandling:
»Microalbuminuria and clinical nephropathy in type
I (insulin-dependent) diabetes mellitus: Pathophysiological
mechanisms and intervention studies« for
den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. C. E.
Mogensen, profesor, dr.med. Jørn Hess Thaysen og
overlæge, dr.med. Hans Ejlif Jørgensen. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 11. april 1989.
Læge Mogens Laue Friis
forsvarede den 24. august 1989 sin afhandling;
»Facial clefts and congenital heart defects in children
of parents with epilepsy: Genetic and environmental
etiologic factors« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Mogens
Dam og lektor, dr.med. Svend Asger Sørensen.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 31. august 1989.
Selvbiografi: Mogens Laue Friis. Født den 28. maj 1956
i København. Student sommer 1965 fra Rysensteens
Gymnasium. Cand.med. vinter 1972, Københavns
Universitet. Speciallæge i neuromedicin november
1982. Klinisk lektor i neuromedicin ved Københavns
Universitets lægevidenskabelige Fakultet, sekt. V,
sept. 1982-nov. 1985. Min neurologiske uddannelse er
gennemført ved de neuromedicinske afdelinger på
KAS Glostrup, Rigshospitalet og KAS Glostrup. I
1976-78 var jeg ansat som klinisk assistent ved Neuromedicinsk
afdeling på Hvidovre Hospital. Siden 1. november
1988 overlæge ved Neuromedicinsk afdeling
på Odense Sygehus. Nu: Overlæge, Neuromedicinsk
afd. N, Odense Sygehus. Gift med sygeplejerske Ninna
Vendel Korsgaard i 1976. Barn: Tobias Laue Friis,
født 7.1. 1984.
Legater: Overlæge, dr.med. Mogens Lund's opmuntringslegat.
Frk. Else Torps Legat til Fremme af
videnskabelig Forskning ved Det medicinske Fakultet
ved Københavns Universitet. Fondsbevillinger: Statens
lægevidenskabelige Forskningsråd, Grosserer
A. V Lykfeldts og Hustrus Legat.
Vigtigste publikationer: Friis, M.L., Lund, M.:
Stress convulsions. Arch. Neurol. (Chic.), 1974. Friis,
M.L., Christiansen, J., Hvidberg, E.F: Brain concentrations
of carbamazepine and carbamazepin-10, 11-
epoxide in epileptic patients. Eur. J. Clin. Pharmacol.,
1978. Johnsen, T, Friis, M.L.: Paramyotonia congenita
(von Eulenburg) in Denmark. Acta Neurol.
Scand., 1980. Nielsen, V.K., Friis, M.L., Johnsen, T:
Electromyographic distinction between paramyotonia
congenita and myotonia congenita: Effect of cold.
Neurology (NY), 1982. Johnsson, V, Jensen, TS.,
Friis, M.L., Schrøder, H.D., Stigsby, B., Struck, J.
Hippe, E., Trojaborg, W.: Immunoglobulin deposits
in peripheral nerve endings detected by skin biopsy in
patients with IgM M-proteins and neuropathy. Neurology,
1987.
Disputatsarbejdet er initieret under min ansættelse
som klinisk assistent på Neuromedicinsk afdeling,
Hvidovre Hospital og i øvrigt udført ved NeuromediDoktorer
617
cinsk afdeling (Epilepsiklinikken) på Odense Sygehus
og Neuromedicinsk afdeling, KAS Glostrup, Arvepatologisk
Institut på Odense Universitet samt Plastikkirurgisk
afdeling på Diakonissestiftelsen i København.
Afhandlingen belyser ætiologien, specielt genetiske
faktorers og antiepileptisk medicins betydning for den
i litteraturen rapporterede øgede hyppighed af læbeganespalter
(CL(P)/CP) og hjerte-karmisdannelser
(CHD) hos epilepsipatienters børn.
Siden 1963 har antiepileptika været mistænkt for
at forårsage en øget hyppighed af medfødte misdannelser
hos børn af behandlede mødre med epilepsi.
Læbe-ganespalter og hjerte-karmisdannelser er beskrevet
som særligt hyppigt forekommende og tidlige
undersøgelser angav ca. 30 X øget hyppighed af
CL(P)/CP og 7-10 X øget hyppighed af CHD. En
genetisk association mellem de pågældende kongenitte
defekter og epilepsi per se, eller en fosterbeskadigende
effekt af generaliserede krampeanfald i første
trimester af svangerskabet er andre ætiologiske
muligheder.
Formålet med nærværende undersøgelser har været
at påvise en mulig association, eventuelt genetisk,
mellem misdannelserne CL(P)/CP og CHD og selve
epilepsisygdommen.
Undersøgelserne er baseret på kliniske og personlige
patientdata på (I); epilepsipatienter, mandlige som
kvindelige, inklusive data vedrørende epilepsipatienternes
børn og deres søskende, samt (2): levendefødte
danske ansigtsspaltepatienter født 1934-77.
Analyser af disse patientdata gav holdepunkt for, at
børn med ansigtsspalter (CL(P)/CP hyppigere end
forventeligt havde forældre med epilepsi, uden at der
fandtes statistisk forskel på antallet af mødre og fædre
med epilepsi. Yderligere vistes, at der i en stor uselekteret
epilepsipatientpopulation, indsamlet i to danske
amter, var dobbelt så mange patienter med CL(P)/
CP, som i baggrundsbefolkningen. På baggrund af
disse resultater analyseredes misdannelseshyppighederne
af CL(P) og CP hos både epilepsipatienternes
børn, samt hos epilepsipatienternes søskende. Her
fandtes ikke holdepunkter for, at genetiske faktorer
har væsentlig indflydelse på den øgede hyppighed af
ansigtsspalter hos epilepsipatienternes børn, idet
CL(P)/CP-frekvensen var ens hos epilepsipatienternes
søskende, hos børn af fædre med epilepsi og i baggrundsbefolkningen.
Læbe-ganespaltehyppigheden
var imidlertid øget 4,7 X hos børn af mødre behandlet
med antiepileptika i første trimester af svangerskabet,
i forhold til baggrundsbefolkningen.
I en undersøgelse af forekomsten af hjerte-kardefekter
af CHD fandtes, at hyppigheden var ens hos børn
af henholdsvis fædre og mødre med epilepsi og helt
sammenlignelig med baggrundsbefolkningens risiko
for at fa børn med CHD.
En eventuel fosterbeskadigende effekt af epileptiske
anfaldsfænomener i første trimester af svangerskabet
synes ikke endeligt afklaret, men den er antagelig af
mindre betydning.
Undersøgelserne viser, at antiepileptika indtaget i
første trimester af svangerskabet øger risikoen ca. 5 X
for at fa et barn med CL(P)/CP, hvorimod hyppigheden
afCHD ikke synes forhøjet. Misdannelseshyppigheden
for disse medfødte defekter er betydeligt lavere
end tidligere antaget ud fra litteraturen, og desuden er
CL(P)/CP og CHD kirurgisk behandlelige lidelser.
Der er således sædvanligvis ikke grund til at ændre
den antiepileptiske behandling hos anfaldsmæssigt
velkontrollerede fertile eller gravide kvinder med epilepsi.
Genetiske faktorer har tilsyneladende kun en beskeden
plads i ætiologien til de undersøgte misdannelser
hos epilepsipatienternes børn. Der peges i afhandlingen
på nødvendigheden af fortsat forskning på området,
specielt af børnenes postnatale intellektuelle
udvikling efter intrauterin eksposition for antiepileptika.
Endvidere foreslås et permanent internationalt registrerings-
og advarselssystem for fosterbeskadigelser
hos børn af antiepileptikabehandlede mødre, med
henblik på tidlig varsling af teratogenicitetsrisiko, specielt
ved anvendelse af nye antiepileptika under klinisk
afprøvning.
Overlæge Lennart Gram
forsvarede den 13. januar 1989 sin afhandling:
»Experimental studies and controlled clinical testing
of valproate and vigabatrin« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, Dr. Dieter
Schmidt, overlæge, dr.med. Rasmus Fog og professor,
dr.med. H. Pakkenberg. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 19. januar 1989.
Selvbiografi: Lennart Gram. Født den 20. december
1989 i København. Student 1968 fra Gentofte Studenterkursus.
Cand.med. januar 1975 fra Københavns
Universitet. Epilepsihospitalet i Dianalund, Ringsted
Sygehus, Hvidovre Hospital, Bispebjerg Hospital.
Nu: Overlæge ved Epilepsihospitalet i Dianalund.
Modtaget støtte fra Statens lægevidenskabelige
Forskningsfond, Fondet til fremme af eksperimentel
neurologisk forskning, Fondet til Fremme af lægevidenskabelig
Forskning i Storkøbenhavn, Grønland og
Færøerne.
Ca. 50 originale videnskabelige arbejder om epileptologiske
emner, overvejende af klinisk art samt følgende
bøger: Dam M, Gram L, Lund M. Epileptologi,
Munksgaard, 1986. Dam M, Gram L. Epileptology-
An International Perspective, Råven Press, New
York, 1989 (in press).
618 Akademiske grader og prisopgaver
Læge Gorm Greisen
forsvarede den 8, dec. 1989 sin afhandling;
»Cerebral blood flow in mechanically ventilated
preterm neonates« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. I.
Kjellmer, professor, dr.med. Niels A. Lassen og professor,
dr.med. J. C. Melchior. Af tilhørerne opponerede
dr.med. Finn Becker-Christensen.
Graden blev konfereret den 4. januar 1990.
Selvbiografi: Gorm Greisen. Født den 4. juli 1951 i
Hørsholm. Student 21. juni 1969 fra Rungsted Statsskole.
Exam. scient. (datalogi) 1974. Cand.med. 1976
fra Københavns Universitet. Læge ved Kiruna og
Kalmar lasaretter, i Namwala district Zambia, ved
Rigshospitalets neonatalafdeling, og børneafdelingerne
ved Glostrup og Hvidovre hospitaler. Klinisk assistent
ved Rigshospitalets neonatalafdeling. Nu: 1. reservelæge
ved Rigshospitalets neonatalafdeling GN.
Gangsted Rasmussen's Fond, Dagmar Marshall's
fond. Age og Gerda Haensch's Fond, Dronning Louises
Børnehospitals Forskningsfond og Forskningsfonden
for København.
Vigtigste publikationer: Greisen, G.: Cerebral
blood flow in preterm infants during the first week of
life. Acta Pædiatr Scand 1986. Greisen, G, Pryds, O.:
Intravenous 133Xe clearance in preterm neonates
with respiratory distress. Internal validation of CBF
as a measure of global cerebral blood flow. Scand J
Clin Lab Invest. 1988. Greisen, G, Trojaborg, W.: Cerebral
blood flow, PaC02 changes, and visual evoked
potentials in mechanically ventilated infants. Acta
Pædiatr Scand 1987. Greisen, G, Petersen, MB, Pedersen,
SA., Bækgård, P: Status at 2 years in 121 very
low birth weight survivors related to neonatal intraventricular
hæmorrhage and mode of delivery. Acta
Pædiatr Scand 1986. Greisen, G., Hellstrom-Vestas,
L., Lou, H., Rosén, L, Svenningsen, NW.: EEG-depression
and germinal layer hæmorrhage in the newborn.
Acta Pædiatr Scnad 1987. Greisen, G., Munck,
H., Lou, H.: Severe hypocarbia in preterm infants and
neurodevelopmental deficit. Acta Pædiatr Scand
1987. Greisen, G.: Behandlingsvalg ved meget for tidlig
fødsel. En landsdækkende spørgeskemaundersøgelse.
Ugeskr Læger 1989.
Disputatsarbejdet: De vigtigste perinatale årsager
til neurologiske og udviklingsmæssige senfølger hos
for tidligt fødte børn er hæmoragisk og hypoksiskiskæmisk
hjerneskade. Da forsag på forebyggelse hidtil
har været forgæves er en bedre patofysiologisk forståelse
ønskelig. Formålet med denne undersøgelse
har været at beskrive hjernegennemblødningen. En
intravenøs n3Xe udvaskningsmetode blev tilpasset
nyfødte børn. Efter datamatsimulation og sammenligning
af l33Xe aktiviteten i arterielt blod og udåndingsluft
med resultaterne af ekstern scintillation over thorax
kunne det konkluderes at den intravenøse metode
giver samme værdier for den globale hjernegennemblødning
(CBFoo) som ville kunne opnås med den arterielle
metode. CBFoo sammenlignedes med Doppler
ultralydbestemmelse af strømningshastigheden i arteria
carotis interna hos nyfødte børn, der fandtes rimelig
overenstemmelse. CBFoo var lav hos raske, for tidligt
fødte børn, ca 20/ml/100 g/min, sammenlignet
med 45 ml/100 g/min for raske voksne. Hjernegennemblødningen
faldt under dyb søvn som tegn på normal
kobling til hjernens stofskifte. Hos respiratorbehandlede,
for tidligt fødte børn var CBFoo endnu lavere
10-14 ml/100 g/min. Årsagen til dette lave niveau
kunne ikke identificeres. Hos klinisk stabile, respiratorbehandlede
børn i 2. levedøgn fandtes normal
CBF-CO2 reaktivitet. Dette tyder på at den lave gennemblødning
er vel reguleret, og specielt at den ikke
skyldes lavt perfusionstryk eller forudgående fiffus hypoxisk-
iskæmisk hjerneskade. Spontan-EEG og flashudløste
EEG potentialer kunne påvises hos disse børn
og ændredes ikke ved de CO2 inducerede ændringer i
CBFOO. Dette bekræftede at der ikke forelå akut iskæmi.
Den spontane EEg aktivitet ændredes heller ikke
sikkert i forbindelse med øgning af hjernegennemblødningen
(estimeret med Doppler ultraly) ved blodtransfusion
for arteriel hypotension og/eller klinisk bedømt
cirkulationssvigt i de første levetimer. Det vil sige
at trods den lave hjernegennemblødning var der
ikke funktionelle tegn på cerebral iskæmi og dermed
ingen sandsynlig direkte betydning for udvikling af
hypoxisk-iskæmisk hjerneskade. Perfusionstærsklen
for påvirkning af den elektriske funktion ligger derfor
en del under 10 ml/100 g/min, og den iskæmiske tærskel
må formodes at ligge betydeligt lavere. mXe metoden
er ikke tilstrækkeligt præcis i dette lave område
til at påvise iskæmi hos det enkelte barn. Måling af
hjernens globale gennemblødning kan derfor endnu
ikke anbefales til klinisk brug hos denne gruppe patienter.
Til forskningsbrug behøves en metode til måling
af gennemblødningen af den periventrikulære
hvide substans, helst kombineret med en metode til
påvisning af mere diskrete iskæmiske forstyrrelser i
den elektriske funktion.
Lektor, cand.scient, Lis Hasholt
forsvarede den 18. maj 1989 sin afhandling:
»In vitro studier af Fabry's sygdom med henblik på
enzymkorrektion« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Flemming
Guttier og lektor, dr.med. Bo van Deurs. Af tilhørerne
opponerede ingen. Graden blev konferet den
l.juni 1989.
Selvbiografi: Lis Frydenreich Hasholt. Født den 22. maj
1945 i København. Student juni 1964 fra Nørre Gymnasium.
Cand. scient. sommer 1971 fra Københavns
Universitet. 1971-1975 adjunkt ved Arvebiologisk InDoktorer
619
stitut. Siden 1975 lektor ved Arvebiologisk Institut,
Københavns Universitet. 1967 g.m. Bent Hasholt,
lektor, cand.scient. Børn; Steen f. 1969, Lars f. 1972.
Modtaget støtte fra; Det lægevidenskabelige Forskningsråd,
Fonden til Lægevidenskabens Fremme,
KongChr. X's Fond, P. Carl Pedersens Fond.
Publikationer omhandlende; Cytogenetiske undersøgelser
af Ehrlich ascites tumorer i relation til resistensændringer
ved behandling med Daunomycin,
Adriamycin, Vincristin og Vinblastin. Cytogenetiske
og biokemiske analyser af fostervandsceller, herunder
dyrkningsbetingelsernes indflydelse. In vitro studier
af den arvelige stofskifteanomali, Fabry's sygdom;
syv af disse publikationer danner grundlag for disputatsen.
Disputatsafhandlingen; Formålet med arbejdet
har været at undersøge og udføre forsøg på humane
cellekulturer til belysning af muligheder og betingelser
for korrektion af a-galaktosidase (A (a-galA)
manglen ved Fabry's sygdom. Sygdommen tilhører
gruppen af de 30-40 kendte lysosomale enzymangelsygdomme.
Fælles for disse er, at de skyldes en defekt
i en eller flere af de sure hydrolaser, som normalt katalyserer
nedbrydningen af makromolekyler i lysosomerne.
Resultatet er alvorlige kliniske symptomer og
oftest stærkt nedsat levealder. Genet, der koder for agalA,
er beliggende på X-kromosomet, og den totale
mangel på aktivt enzym hos Fabry hemizygote mænd
fører til ophobning af glykosphingolipider i urin,
plasma, celler og væv; lipidet ses i lysomerne som
tætpakket lamelmateriale. De første symptomer viser
sig som regel omkring pubertetsalderen, oftest som
smerter i fingre og tæer ved temperaturændringer og
feberanfald. Karakteristisk er endvidere forekomsten
af angiokeratomer og corneaopaciteter. Sygdommen
er langsomt progredierende med albuminuri, hypertension
og uræmi, og patienterne dør ofte i 40-50 års
alderen af nyresvigt eller hjerte-karsygdomme. Hovedårsagen
til disse lidelser tilskrives en ophobning af
glykosphingolipider i karendotelcellernes lysosomer.
Der kendes endnu ingen effektiv behandling af sygdommen;
men enzymterapi har længe været anset for
en realistisk mulighed. I nærværende afhandling er
optagelsen af a-galA studeret i dyrkede fibroblaster
fra Fabry hemizygote. Enzymet blev isoleret og oprenset
fra normalt placentavæv. Herved opnåedes to
forskellige former, high-uptake ot-galA uden denne
markør. På grund af vanskeligheder med at opnå tilstrækkelige
mængder humant a-galA med en høj renhedsgrad
havde forsøg på korrektion i Fabry fibroblaster
hidtil været fa. Efter udvikling af en kvantitativ
mikrometode kunne a-galA aktiviteten imidlertid
måles i kulturer bestående af nogle få hundrede celler,
hvilket gav mulighed for større forsøgsserier. Der
blev påvist a-galA aktivitet i Fabry fibroblaster efter
inkubation i medium tilsat high-uptake formen. De
højest opnåede aktiviteter svarede til halvdelen af aktiviteten
i normale fibroblaster og måtte forventes at
være tilstrækkeligt til at korrigere defekten. Ved elektronmikroskopiske
undersøgelser (E.M.) kunne der
således også iagttages ændringer i lysosomernes morfologi
efter behandlingen; dog resterede der stadig
noget lamelmateriale. Etableringen af cellelinier fra
karendotel (HUVE cellelinier) muliggjorde undersøgelse
af en celletype, som måtte anses for at være mere
klinisk relevant. Fabry hemizygote HUVE celler,
der som forventet ikke indeholdt a-galA, blev forsøgt
korrigeret ved tilførsel af enzymet. High-uptake formen
syntes ikke at blive optaget; ved immunofluorescensfarvning
kunne det påvises, at HUVE celler har
meget fa eller slet ingen mannose 6-fosfat receptorer
på overfladen. Det lykkedes derimod at fa optaget
low-uptake formen via binding til lektinet concanavalin
A, men som det også var tilfældet i fibroblaster,
inducerer lektinbehandlingen i sig selv morfologiske
forandringer, og en eventuel effekt af enzymet på lysosomernes
lamelmateriale kunne ikke påvises ved
E.M. Resultaterne lægger således op til, at a-galA
må søges optaget i endotelcellerne via andre receptorsystemer.
Kvinder, som er heterozygote for Fabry's
sygdom, har på grund af sygdommens X-bundne
karakter, almindeligvis mindre alvorlige symptomer
end de hemizygote. Blandt de heterozygote, der
indgår i afhandlingen, er der imidlertid fundet såvel
svære kliniske symptomer, som stærkt nedsat a-galA
aktivitet og lige så mange lysosomale inklusioner som
hos mænd med sygdommen. Enzymterapi af nogle
heterozygote kunne således komme på tale. Det er
imidlertid en vanskelighed for vurderingen af, hvem
der vil have behov herfor, at der ikke synes at være en
klar sammenhæng mellem cellernes enzymniveau og
det kliniske billede.
Cand.med. Carsten Hendriksen
forsvarede den 8. juni 1989 sin afhandling;
»Rødovreprojektet — forebyggende interventionsbesøg
hos gamle mennesker« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Marianne
Schroll og lektor, mag.scient.soc. Bjørn Holstein.
Af tilhørerne opponerede overlæge, dr.med.
Gudmund Magnussen og socialinspektør Peter Cordt.
Graden blev konfereret den 15. juni 1989.
Selvbiografi: Carsten Hendriksen. Født den 14. september
1948 i Odense. Student juni 1968 fra Odense
Katedralskole. Cand.med. sommer 1975 fra Københavns
Universitet. Reservelæge; Medicinsk blok,
Hvidovre Hospital 1.3.76-31.11.76; Medicinsk afd. C,
Herlev Sygehus 1.12.76-30.4.79; Konst. 1. reservelæge;
Medicinsk afd. C, Herlev Sygehus 1.5.79-31.7.80;
Videnskabelig assistent; Medicinsk afd. C, Herlev Sygehus
og Institut for almen Medicin, Kbh. 1.8.80-
620 Akademiske grader og prisopgaver
31.8.81 + 1.3.82-28.2.84. Kursusstilling Intern Medicin
1.3.84-28.2.86. Siden 1. reservelæge ved Langtidsmedicinske
afd. i Kbh. 1. reservelæge, Langtidsmedicinsk
afd. BL, Kommunehospitalet.
Sygekassernes Helsefond, Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd, Fonden af 1870, »Sundhed for alle
« prisen, Komiteen for Sundhedsoplysning, Winterthur-
Borgen Legatet, Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd.
Vigtigste publikationer: Hendriksen, C., Binder.
V.: Social prognosis in ulcerative colitis. Br Med J
1980. Hendriksen, C. et al.: The long term prognosis
in ulcerative colitis. GUT 1985. Hendriksen, C. et al.:
Intake of drugs among elderly people in a Danish municipality.
Acta Med Scand 1983. Hendriksen, C. et
al.: Consequences of asessment and intervention
among elderly people. Br Med J 1984. Hendriksen, C.
et al.: Use of social and health services by elderly
people during the terminal 18 months oflife. Scand J
Soc Med 1987. Hendriksen, C. et al: Hospitalization
of elderly people: a three year controlled trial. J Am
Geriatrics Soc 1989.
Disputatsafhandlingen består af en sammenfattende
redegørelse samt otte artikler. Arbejdet er udgået
fra medicinsk gastroenterologisk afdeling C, Københavns
amts sygehus i Herlev og med tilknytning til
Institut for almen Medicin, Københavns Universitet.
Sammenfatningen er udarbejdet under ansættelse på
langtidsmedicinsk afdeling HL, Kommunehospitalet
i København.
Det grundliggende forskningsarbejde er i praksis
udført i gamle menneskers hjem i Rødovere kommune
i samarbejde med to hjemmesygeplejersker og med
opbakning fra den kommunale social- og sundhedsforvaltning,
almen praksis og sygehusvæsenet.
Der er benyttet epidemiologisk metode og indholdet
rummer gerontologiske, forebyggende, samfundsmedicinske
og almenmedicinske aspekter.
I alt 600 tilfældigt udtagne personer på og over 75 år
og boende i eget hjem blev randomiseret til en interventions-
og en kontrolgruppe. Interventionsgruppens
285 deltagere blev besøgt af én af de tre besøgere
(projektlederen og to hjemmesygeplejersker), hver 3.
måned i tre år. Kontrolgruppens 287 deltagere blev
besøgt én gang ved undersøgelsens afslutning.
Indholdet i hjemmebesøgene bestod primært i en
struktureret samtale, hvor deltagerne fik mulighed for
at formulere tanker om egen livssituation og diskutere
evt. problemer fra hverdagen, ligesom deres helbred
og sociale forhold blev taget op. Det var hypotesen, at
tillid til en professionel sundhedsperson kombineret
med kendskab til støttemuligheder i bred forstand
kunne skabe øget tryghed og tro på egen formåen, helbredsmæssigt
og socialt, og derigennem forebygge institutionsbenyttelse.
Interventionen udviklede sig til
at rumme
- medmenneskelig kontakt
— rådgivning om eksisterende offentlige og private
støtte- og aktivitetsmuligheder
— helbredsmæssig og social vurdering
— forslag til handlemuligheder og støtte ved skønnet
behov for ændringer i deltagernes hverdag.
Samtalen har været det væsentligste arbejdsredskab.
I den sammenfattende redegørelse diskuteres projektet
og sættes i relation til andre undersøgelser ud fra
tre hovedemner:
1) Effekten af forebyggende interventionsbesøg vurderet
ud fra den kontrollerede og randomiserede
undersøgelse. Deltagerne var glade for og havde
gavn af besøgene, idet der i interventionsgruppen
sammenlignet med kontrolgruppen fandtes 25 %
færre døde, 19% færre sygehusindlæggelser, 24%
færre sengedage, 31 % færre plejehjemsindflytninger
og 50 % færre vagtlægebesøg.
2) Tværsnitsundersøgelser af deltagernes subjektive
symptomer og lægemiddelforbrug.
3) Forløbsundersøgelser med registrering af ændringer
i deltagernes sundhedsmæssige og sociale forhold
gennem tre år. Kontakter med de praktiserende
læger, sygehusindlæggelser, kontakter med social-
og sundhedsvæsenet i sidste leveår samt deltagernes
funktionsformåen er beskrevet i forløbsundersøgelserne.
I et selvstændigt kapitel er en procesevaluering af
selve interventionen beskrevet. Endelig er der foretaget
en analyse af formidlingen af forskningsresultaterne,
ligesom forslag til fremtidig praktisk udførelse af
opsøgende og opfølgende interventionsbesøg er angivet.
Dokumentationen af forebyggelseseffekten kan fa
store konsekvenser for social- og sundhedsvæsenets
fremtidige indsats. Læger bør aktivt tage del i et sådant
arbejde.
Cand.med. Læge Jørn Hounsgaard
forsvarede den 11. august 1989 sin afhandling:
»Complex Information Processing in Nerve Cells«
for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor Gordon Shepherd,
Yale Universitet, professor, dr.med. Per Andersen
og professor, dr.med. Ove Sten-Knudsen. Af
tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 18. augsut 1989.
Selvbiografi: ]ørn Dybkjær Hounsgaard. Født den 24.
august 1948 i Bjerringbro. Student den l.juli 1968 fra
Viborg Katedralskole. Cand.med. 75/76 fra Københavns
Universitet. Ansættelser: 1976- Københavns
Universitet, 1976-1980 Stipendiat, 1980-1981 Adjunkt,
1987- Lektor (New York Universitet 1980-
1982).
Doktorer 621
Støtte fra: NOVO's Fond, Lundbeckfonden og
SLF.
Artikler i J. Physiol. 1983-89.
Disputatsafhandlingen består af seks tidsskriftartikler
og en sammenfattende redegørelse med titlen:
»Complex information processing in nerve cells«. Artiklerne
eksemplificerer signalbehandlingen i nerveceller
fra modtagelsen af transmitterstimuli i dendritterne
til dannelsen af impulsmønstre i de fraførende
nervetråde. Emnet er behandlet for motorneuroner i
rygmarven og Purkinjeceller i lillehjernen. Eksperimenterne,
der er udført på isolerede præparater fra
sumpskildpadder, bygger i hovedsagen på elektrofysiologiske
metoder.
Resultaterne viser, at signalbehandlingen er stærkt
specialiseret i de undersøgte celletyper. Cellernes
komplekse membranegenskaber præprogrammerer
snævre udvalg af impulsmønstre. Disse udvalg kan
modificeres af transmitterstoffer, der regulerer komplekse
membranegenskaber. Cellernes komplekse
egenskaber tillader desuden, at synaptiske signaler
modtaget over et længere tidsrum kan interagere og
yde en balanceret indflydelse på impulsmønstret i fraførende
axoner.
Cand.med. Lars Hyldstrup
forsvarede den 3. marts 1989 sin afhandling:
»24 hour whole body retention of99 m Tc-Methylene-
diphosphonate in the assessment of bone formation.
Methodological evaluation, clinical applications
and comparison with serum alkaline phospahatase
and serum osteocalcin« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Ole
Munck og lektor, overlæge, dr.med. Niels Juel Christensen.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 9. marts 1989.
Selvbiografi'. Lars Hyldstrup. Født den 7. juli 1950 i
København. Student juni 1969 fra Flolte Gymnasium.
Cand.med. sommer 1976 fra Københavns Universitet.
Res.læge ved Hvidovre Hospitals radiologiske, ortopæd-
kirurgiske, medicinske og klinisk immunologiske,
1976-1985. Medicinsk kursusstilling Københavns
Amts Sygehuse i Herlev, Gentofte og Glostrup, 1985-
1987. I. Res. læge, Endokrinologisk afsnit, Hvidovere
Hospital 1987-. 1. res.læge, Endokrinologisk afsnit,
Hvidovre Hospital.
Støtte fra: Gigtforeningen, Lundbeck-fonden.
Publ.: Urinary 99m-Tcdiphosphonate excretion as
a simple method to quantify bone metabolism. Scand
J Clin Lab Invest 1984. Measurements ofwhole body
retention of diphosphonate and other indices of bone
metabolism in 125 normals: dependency on age, sex
and glomerular filtration. Scand J Clin Lab Invest
1984. Bone mass as referent for the urinary hydroxyproline
excretion: age- and sex-related changes in 125
normals and in primary hyperparathyroidism. Calcif
Tissue Int 1984. Seasonal variations in bone mass is
preceded by appropiate changes in indices of bone formation.
Bone 1986. Studies on disphosphonate kinetics:
evaluation of plasma elimination curves during
24 hours. Fur J Nucl Med 1987. Studies on diphosphonate
kinetics: whole body bone uptake rate during
constant infusion - an index of bone metabolism. Fur
J Nucl Med 1987; 12: 585-8. GFR-corrected 24-hour
whole body retention of diphosphonate - an improved
index of bone metabolism. Scand J Clin Lab Invest
1988. Non-invasive indices ofbone formation: comparison
of s-alkaline phosphatase, 24-h whole body retention
of diphosphonate and serum osteocalcin in
metabolic bone disorders and thyroid disease. Scand J
Clin Lab Invest 1988.
Disputatsafhandlingen: Med det øgede kendskab til
kalciummetaboliske sygdommes affektion af knoglevævs
lødighed og brudstyrke, har behovet for specifikke,
ikke-invasive tests til vurdering af knoglevævets
omsætning været stigende. Serum alkalisk fosfatase
har hidtil været anvendt, men er uspecifik og derfor
ofte vanskelig at fortolke. Formålet med nærværende
afhandling har således været at udvikle og forbedre
eksisterende tests til ikke-invasiv måling af knoglenydannelse,
for derigennem at optimere og forenkle diagnostik
og behandling af patienter med kalciummetaboliske
forstyrrelser.
Afhandlingens hovedområder er klinisk endokrinologi,
nuklearmedicin og klinisk kemi. I centrum står
en metodologisk vurdering af 24 timers helkropsretention
af difosfonat (WBR), som er videreudviklet og
forenklet. Specielt til vurdering af dialyse-patienter er
nyudviklet en tracerkinetisk metode, baseret på Stewart's
princip. Endeligt er der etableret radioimmunoassay
til måling af osteocalcin, et i serum forekommende
knoglespecifikt protein.
Det påvises, at WBR-metoden kan udføres komplementært
ved bestemmelse af den fraktionelle
urinudskillelse af tracer. Endvidere dokumenteres,
at WBR er et specifikt og præcist mål for knoglenydannelse,
at WBR er afhængig af eventuel nyrefunktionsnedsættelse,
men at der kan foretages en enkel
matematisk korrektion herfor. Hos dialyse-patienter
har knoglenydannelsen kunnet vurderes ved bestemmelse
af knoglevævets netto-clearance af difosfonat,
en vurdering der hidtil har krævet knoglebiopsi. Efter
udvikling af sterende ikke-invasive mål for knoglenydannelse.
Det konkluderes, at WTBR og serum osteocalcin er
ligeværdige og serum alkalisk fosfatase overlegne, at
serum osteocalcin i daglig klinik er enklest at udføre,
samt at begge metoder i forskningsmæssig sammenhæng
har deres berettigelse, da de afspejler forskellige
dele af knoglenydannelsen.
622 Akademiske grader og prisopgaver
Cand.med. Klaus Møller-Ernst Jensen
forsvarede den 11. august 1989 sin afhandling;
»Clinical evaluation of routine urodynamic investigations
in prostatism« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Jørgen
Nordling og lektor, overlæge, dr.med. Jens Thorup
Andersen. Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 18. august 1989.
Selvbiografi: Klaus Møller-Ernst Jensen. Født den 21.
januar 1950 i Horsens. Student maj 1969 fra Aalborghus
Statsgymnasium. Cand.med. januar 1976 fra
Aarhus Universitet. Dec. 1976-apr. 1978, røntgen- og
medicinsk afd., Thisted Sygehus. Maj 1978-nov. 1981,
kirugisk-urologisk gynækologisk-obstetrisk, pædiatrisk
afd. og patologisk institut Aalborg Sygehus. Dec.
1981-dec. 1982, section of urology, VA Hospital, Madison,
WI, USA. Jan. 1983-juli 1983, kir. gastroent.
afd., Aalborg Sygehus. Aug. 1983-okt. 1985, kir. afd.
D,L,F, Bispebjerg Hospital. Nov. 1985-maj 1988, kir.
afd., Slagelse CS. Juni 1988-maj 1989, urol. afd.,
Hvidovre Hospital. Nu; 1. reservelæge Kirurgisk afd.
D, Rigshospitalet.
Støtte fra handelsgartner Ove Villiam Buhl Olsen
og ægtefælle Edith Buhl Olsens Mindelegat, Fonden
af31/12 1977.
Publ.; Jensen et al. Predictive value ofvoiding pressures
in benign prostatic hyperplasia. Neurourol. Urodynam.
1983. Jensen et al. Spontaneous uroflowmetry
in prostatism. urology 1984. Frimodt-Møller, Jensen
et al. Analysis of presenting symptoms in prostatism.
J. Urol. 1984.
Disputatsafhandlingen; Selvom urodynamiske undersøgelser
gennem den sidste snes år havde opnået
stor udbredelse i den præoperative udredning af prostatikere
fandtes den videnskabelige baggrund herfor
inkonklusiv. Formålet med de aktuelle undersøgelser
var derfor i hovedtræk at 1) klarlægge sammenhængen
mellem urodynamiske variable og vandladningssymptomer
og 2) Undersøge den prognostiske værdi
af præoperativ urodynamisk undersøgelse mht. den
subjektive vurdering afoperationsresultatet. Materialet
til 1) bestod af et udtræk på 200 personer fra Folkeregisteret,
mens 2) omfattede 139 konsekutive patienter
opereret for forstørret blærehalskirtel. Der fandtes
kun minimal sammenhæng mellem uroflow-variable
og både irritative og obstruktive symptomer, mens detrusor-
instabilitet var associeret med urge.
Både uroflow og tryk-flow undersøelse fandtes af
prognostisk værdi i modsætning til cystometri. Konklusionen
blev, at alle skal have udført præoperativ
uroflow, idet patienter med maximum flow<15 ml/
sec vil få et godt postoperativt resultat. Hvis maximum
flow > 15 ml/sec, skal der udføres tryk-flow undersøgelse,
og kun patienter der er urodynamisk obstruerede
bør opereres.
Cand.med. Peter Koch Jensen
forsvarede den 20. oktober 1989 sin afhandling;
»Integration og glomular and tubular function in normal
and diabetic rat kidneys« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Erik
Persson, overlæge, dr.med. Jørgen Ladefoged og lektor,
dr.med. Peter Bie. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 8. november 1989.
Selvbiografi: Peter Koch Jensen. Født den 11 juli 1951
Solbjerg Sogn, Frederiksberg. 1970 Matematisk fysisk
studentereksamen, Sorø Akademi. 1979 Medicinsk
Embedseksamen, Københavns Universitet. Forskningsrådsstipendiat,
Med. Fysiol. Inst. A; Kursusstipendiat,
Københavns Universitet; Kandidatstipendiat,
Med. Fysiol. Inst. A; Reservelæge, Kir. Afd. S,
Rigshospitalet; Reservelæge, Med. Afd. P, Rigshospitalet;
1. Reservelæge, Med. afd. M, Frederiksberg
Hospital; Reservelæge, Øjenafd. J, Århus Kommunehospital;
1. Reservelæge, afd. J. Århus Kommunehospital;
Benzonstipendiat, Århus Universitet. Nu;
Forskningsstipendiat, Øjenafdelingen, Århus Kommunehospital.
Børn; Anna Louise Jensen f. 20. april
1984. Cecilie Højgaard Nielsen f. 10. maj 1988.
Scholarstipendiat på Medicinsk Fysiologisk Institut
A, Københavns Universitet (MFIA), Kursus i lægevidenskabens
basale fag, Københavns Universitet i
12 mdr.. Kandidatstipendiat på MFIA, NATO-stipendiat,
USA. Statens lægevidenskabelige Forskningsråd,
J. Weimann & J. SeedorfTs legat, P. Carl
Petersens fond, Landsforeningen for Sukkersyge.
Publ.; Jensen PK & K. Steven. Angiotensin II induced
reduction of peritubular capillary diameter in
the rat kidney. Pfliigers Archiv, 1977. Jensen PK Continuous
measurement of flow rate and volume in the
nanoliter range. Acta Physiol Scand, 1979. Jensen 13
XPB, Christiansen JS, Steven K & H-H Parving. Renal
function in Streptozotocin diabetic rats. Diabetologia,
1981. Jensen PK & K Steven. Tubuloglomerular
feedback mechanism; A model study of the eflector
site and influence on renal autoregulation. Acta Physiol
Scand, 1982. Jensen PK, Blæhr H & K Steven.
Evaluation of the micropuncture determination of
single nephron filtration fraction. Kidney Int, 1984.
Jensen PK & K Spring. Feedback inhibiton ofNaCl
entry in Necturus gallbladder epithelial cells. J Memb
Biol, 1984. Jensen PK, Steven K, Blaehr H, Christiansen
JS & H-H Parving. The effects of indomethacin on
glomerular hemodynamics in experimental diabetes.
Kidney Int, 1986.
Disputatsarbejdet; Undersøgelsen blev udført for at
analysere determinanterne af den glomerulære filtrationshastighed
(GER) på baggrund af Brandt-Rehberg's
hypotese. Ifølge denne kan GER ikke øges med
mindre der sker en primær stigning i tubulusreabsorpDoktorer
623
tionen, fordi det distale tubulus system besidder en
væsentlig hydraulisk modstand under normale omstændigheder.
Det påvises, at tubulus modstanden er
dynamisk, idet det transmurale tryk påvirker tværsnitsdiameteren
og dermed den aktiale hydrauliske
modstand. Det intratubulære tryk er således reguleret
ved en negativ tilbagekobling gennem distensibiliteten
af tubulusvæggen. Denne regulationsmekanisme
forstærkes af den tubulære flowafhængige væskereabsorption,
der vil bevirke at kun en lille fraktion af en
primær ændring i GFR udskilles som urin. Hypotesens
præmisser er derfor ukorrekte. Koncentrationen
af NaCl og flowhastigheden forbi cellerne i macula
densa har en tonisk effekt på den afferente arterioles
hydrauliske modstand og udøver dermed regulation af
GFR ved negativ tilbagekobling. Hypotesens konklusion
er derfor korrekt, idet en isoleret ændring af GFR
kræver en omjustering aftilbagekoblingsmekanismen.
Endvidere sker der et fald i den glomerulære ultrafiltrationskoefflcient,
når ultrafiltrationstrykket øges.
Disse mekanismer bevirker at GFR holdes inden for
snævnre rammer under normale forhold.
Hos rotter med streptozotocin induceret sukkersyge
påvistes de samme ændringer i GFR, som er blevet
observeret hos patienter med nyopdaget insulin afhængig
diabetes mellitus. Ved mikropunktur fandtes
forhøjet tryk i de ultrafiltrerende hårkar og nedsat tryk
i tubulussystemet på grund af reduceret modstand i
Henle's slynge. Den glomerulo-tubulære balance
fandtes bevaret hos diabetiske dyr. Årsagen til forøgelsen
af GFR fandtes væsentligst at være forårsaget
af Xdet øgede glomerulære filtrationstryk. Dette var
endvidere korreleret til nedsættelsen af hårkarrenes
væskegennemtrængelighed. Denne mekanisme antages
at være af central betydning for udviklingen af den
sene manifestation af sygdommen med nyresvigt, idet
en beskyttende effekt er observeret ved behandling og
normalisering af trykket i hårkarrene efter indgift af
angiotensin konverterende enzym hæmmer. I nærværende
arbejde kunne normalisering af det øgede glomerulus
kapillær tryk påvises efter hæmning af prostaglandin
dannelsen med Indomethacin. Dette kunne
i fremtidige studier underkastes en klinisk afprøvning
af en mulig bevarende effekt på nyrefunktionen
hos patienter med begyndende sendiabetiske manifestationer.
Speciallæge Søren Buus Jensen
forsvarede den 3. februar 1989 sin afhandling:
»Seksuel dysfunktion og insulinbehandlet diabetes
mellitus« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, overlæge,
dr.med. Niels Reisby og lektor, overlæge, dr.med.
Niels Juel Christensen. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 9. februar 1989.
Selvbiografi: Søren Buus Jensen. Født den 8. maj 1948 i
Aalborg. Student den 20. juni 1966 fra Ballerup Gymnasium.
Cand.med. Københavns Universitet, s. 1974.
1974/75. Alkoamb, Forchhammersvej/Overførstergården,
1975 Hvidøre Hospital. 1976/77 Rotationsstilling
Medicin/kirurgi/Gyn/Obst. KAS Gentofte/
Herlev. 1977/78 Bispebjerg Hospital Psyk. afd. E,
1978 Frederiksberg Hospital Med. af. B 1978/79. 1979
Reservelæge, siden kursusreservelæge og 1. reservelæge
Rigshospitalet afd. O. Fra 1981 Forskningsstipendiat
Lægevidsk. Forskningsråd ca. 1 år, derefter Københavns
Universitet, Kandidatstipendiat frem til
1985. 1 res.læge afd. B, St. Hans Hospital, 1986 Neuromedicinsk
afd. Rigshosp. 1987 1 reservelæge afd. R
Hillerød. Fra 1.1.-89 fg. Overlæge samme sted. Nu:
Fungerende overlæge, dr.med. Psykiatrisk af. R, Centralsygehuset,
3400 Hillerød. Gift med Forskningsstipendiat,
cand.psych. Inger Agger. To børn: Mads
Buus Jensen født 1973 og Trine Buus Jensen, født
1978.
Universitetets Guldmedalje i Medicin-afhandling
Seksuel dysfunktion og diabetes mellitus. Københavns
Universitet 1978/79, Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd, Kandidatstipendium, Københavns
Universitet.
Har publiceret 28 internationale artikler, foruden 1
amerikansk lærebog og 4 bogkapitler. Desuden 56
nordisksprogede artikler, eneforfatter på 2 bøger og
redaktør af en tredie. Nogle udvalgte titler: SBJ: Seksuel
Dysfunktion og diabetes mellitus. Guldmedaljeafhandling,
Københavns Universitet. Internationalt
publiceret: Diabetic Sexual Dysfunction. Arch. Sex
Behavior, 1981. SBJ: Sexual Dysfunction in younger
married alcoholics. Acta Psych Scand. 1984. SBJ.
Emotional aspects in Diabetes Mellitus A study of51
couples. J Psychosomatic Reearch. 1985. SBJ: Sexual
Dysfunction in Diabetics. a 6-year follow-up study.
Arch Sex Behavior, 1986. SBJ & Agger I. The Testimony
Method as a psychotherapeutic tool in the treatment
of traumatized refugees in Denmark. Schover
LR & Jensen SB. Sexuality and Chronic Illness. A
comprehensive Approach. International textbook,
New York, 1988. Jensen SB & Hejl Bl. Par i Behandling.
En bog om parsamtale og parterapi.
Disputatsafhandlingen: Undersøgelsesrækkens formål
var at belyse forekomst og art af seksuelt besvær
hos sukkersygepatienter for at opnå en forståelse af de
forhold, der kan være af betydning for udviklingen
heraf og ud fra dette at skitsere mulige kliniske konsekvenser.
Undersøgelsesrækken er gennemført over en ti-årig
periode fra 1975/1976 først og fremmest i samarbejde
mellem Hvidøre Hospital og Rigshospitalets Sexologiske
Klinik.
Baggrunden for undersøgelsen var, at det i den foreliggende
litteratur blev angivet, at omkring halvdelen
af sukkersyge mænd havde seksuelt besvær, hvilket
624 Akademiske grader og prisopgaver
kunne bekræftes af indtryk fra den daglige klinik.
Symptomet blev først og fremmet opfattet på linie med
andre fysiske konsekvenser af sukkersygen-en art sendiabetisk
manifestation, hvis forklaring blev tilskrevet
beskadigelse af nerver og kar til kønsorganerne.
Hos sukkersyge kvinder var de foreliggende oplysninger
fa og modstridende.
Undersøgelsesrækken falder i fire hovedarbejder;
— en kortlægning af forholdene ved undersøgelse af
100 sukkersyge mænd (26-55 år) i 1975/1976.
- en sammenlignende undersøgelse af 160 (80 mænd
og 80 kvinder) sukkersyge med en kontrolgruppe af
ikke-kronisk og ikke-psykiatrisk syge patienter fra
almen praksis (40 mænd og 40 kvinder) i alderen
26-45 år. (Prisopgave, Københavns Universitet,
1977/78).
— en længdeforløbende genundersøgelse af 101 sukkersyge,
— som deltog i den forrige undersøgelse — 6
år efter, hvor hver deltager fungerede som sin egen
kontrol til vurdering af symptomernes udvikling
over tid.
- en parundersøgelse, hvor 51 partnere til sukkersyge
blev inddraget i undersøgelsen med henblik på at
belyse parperspektivet, som er almindeligt anvendt
i sexologisk behandling.
Undersøgelsesrækken er suppleret med flere metodearbejder
og oversigter bl.a. på grund af en manglende
forskningstradition på området - og for at udbygge
de interview-data, der kan være vanskeligere at opgøre
talmæssigt i artikelform.
Blandt vigtige fund er, at i forhold til kontrolgruppen
kan der påvises en øget forekomst af seksuelt besvær
hos sukkersyge mænd, mest i form af rejsningsbesvær
og nedsat seksuel lyst, men ikke hos sukkersyge
kvinder. Forskellen kan delvis forklares ved kønsforskelle
i definitioner af seksuelt besvær hos mænd og
kvinder. Symptomerne kan ikke entydigt forklares ud
fra en biologisk model, idet psykosociale faktorer synes
at kunne være af betydning også. En øget biologisk
sårbarhed kan være medvirkende til, at diabetikere
kan være mere følsomme for de psykosociale faktorers
indvirken. Yderligere viser længdeforløbet, at symptomerne
kan forsvinde spontant, selv om der påvises betydelige
biologiske forandringer. Parperspektivet nuancerer
problemkredsen betydeligt.
Det findes hensigtsmæssigt at problemstillingen belyses
fra et helhedsperspektiv. Endelig opregnes eksempler
på kliniske, teoretiske og forskningsmæssige
perspektiver af undersøgelsesrækkens fund.
Læge Marianne Juhler
forsvarede den 5. januar 1988 sin afhandling:
»Pathophysiological aspects of acute experimental
allergic encephalomyelitis« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Niels
A. Lassen og professor, dr.med. Jes Olesen. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 16. januar 1989.
/. reservelæge Eli Kassis
forsvarede den 9. dec. 1988 sin afhandling;
»Baroreflex control of the circulation in patients
with congestive heart failure« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Ole
Henriksen, overlæge, dr.med. Hans Ibsen og lektor,
overlæge, dr.med. Niels Juel Christensen. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 2. januar 1989.
Læge Ulrich Kmgge
forsvarede den 17. nov. 1989 sin afhandling;
»Histaminergic regulation of prolactin secretion«
for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Claus
Hagen, overlæge, dr.med. Egil Haug og afdelingsleder,
dr.med. C.J. Hedeskov. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 1. dec. 1989.
Selvbiografi: Ulrich Peter Knigge. Født den 23. maj
1951 i København. Student juni 1970 fra Kildegaard
Gymnasium. Lægevidenskabelig embedseksamen
vinter 1978 fra Københavns Universitet. Reservelæge
ved røntgenafd., kirurgisk gastroenterologisk afd.,
medicinsk endokrinologisk afd., Hvidovre hospital;
Klinisk assistent ved kirurgisk gastroenterologisk afd.,
Hvidovre hospital. Reservelæge ved gynækologisk obstetrisk
afd. KAS herlev; Reservelæge ved ortopædkirurgisk
afd., Bispebjerg hospital; Reservelæge ved kirurgisk
gastroenterologisk afd., KAS Herlev; Kursusreservelæge
i kirurgi ved Rigshospitalet; 1. reservelæge
ved kirurgisk afd. K, Frederiksberg Hospital. Nu;
1. reservelæge ved kirurgisk afd. K, Frederiksberg hospital.
Ægtefælle; Forlagsredaktør, cand.mag. Lisbeth
Møller-Madsen.
Støtte fra Den lægevidenskabelige Forskningsfond
for Storkøbenhavn, Færøerne og Grønland. Gerda og
Aage Haensch Fond. NATO Science Fellowship Programme.
Aage Krarup Nielsens Rejselaget. P. M.
Christiansen og Hustrus Fond. P. Carl Petersens
Fond. NOVO's Fond. Statens sundhedsvidenskabelige
Forskningsråd. Lægernes Forsikringsforening,
Borgen-Winterthur Legatet.
16 artikler i Clin Endocrinology, J Clin Endocrinol
Metab, Neuroendocrinologi, The Lancet, Acta Endocrinologica
1981-88.
Disputats; Undersøgelserne belyser histamins
(HA) rolle i den neuroendokrine regulation of hypofysens
prolaktin (RL) sekretion hos mennesker og forDoktorer
625
søgsdyr (rotter). HA, der fungerer som neurotransmitter
i centralnervesystemet, stimulerer PRL sekretionen
dosisafhængigt. Virkningen af HA sker ikke
direkte på hypofysen, men foregår sandsynligvis i hypothalamus,
hvor histaminerge neuroner og identificeret.
Den PRL stimulerende effekt af HA medieres
ved aktivering af specifikke HA receptorer. I visse
områder af hypothalamus medieres virkningen via
Hl-receptorer (ses efter systemisk infusion af HA),
mens virkningen i andre områder af hypothalamus
medieres via H2-receptorer (ses efter intracerebroventriculær
infusion af HA). Derudover udøver HA
en receptorspecifik, men svag hæmmende virkning
på PRL sekretionen, men denne virkning afsløres kun
når den receptor, der medierer den stimulerende effekt
samtidig er blokeret.
Virkningen af HA er som anført indirekte og udøves
ved en aktivering eller hæmning af hypothalamiske
PRL regulerende faktorer. Dels nedsætter HA aktiviteten
i det tuberoinfundibulære dopaminerge system,
der tonisk hæmmer PRL sekretionen, og dels
stimulerer HA det serotoninerge system, der er PRL
stimulerende.
Endvidere synes vasopressin at være involveret i
medieringen af den PRL stimulerende effekt af HA.
Endogent neuronalt HA spiller formentlig en fysiologisk
rolle i medieringen af den stress-inducerede frigørelse
af PRL hos hanrotter, idet hormonfrigørelsen
efter immobiliserings- og æterstress blokeres eller
hæmmes af H1 - og primært H2-receptor antagonister
samt ved specifik hæmning af den neuronale HA syntese.
De gennemførte undersøgelser viser således, at HA
som transmitter i centralnervesystemet spiller en væsentlig
rolle i den neuroendokrine regulation af PRL
sekretionen.
Cand.med. Annelise Krogdahl
forsvarede den 14. april 1989 sin afhandling:
»Precancerous lesions of the larynx. A clinical and
histological follow-up study of 184 patients from 1946-
80« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Poul
Bretlau og professor, dr.med. Jakob Visfeldt. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 25. april 1989
Selvbiografi: Annelise Solveig Krogdahl. Født den 22.
marts 1943 i Alminde. Student den 18. juni 1962 fra
Maribo Gymnasium. Lægevidenskabelige embedseksamen
31. januar 1972 fra Københavns Universitet.
Klinisk uddannelse: Almen-, og plastikkirurgisk afd.
diakonisse-stiftelsen. Medicinsk afd. De Gamles By.
Hoved-hals onkologisk afd. Radiumstationen, København.
Specialuddannelse: Patologi på Rigshospitalet,
FAG i Hillerød, KAS Gentofte og Frederiksberg
Hospital. Speciallæge i patologisk anatomi og histologi
5. nov. 1981. Nu: Overlæge, Patologisk Institut,
Aalborg Sygehus.
Bankdirektør Hans Stener og hustru Fru Agnes
Steners Legat, Illum Fondet, Kræftens Bekæmpelse,
Statens lægevidenskabelige Forskningsråd.
16 tidligere videnskabelige publikationer bearbejder
problemer indenfor samme specialområde, hoved-
hals onkologi, otologi og patologi, men ingen af
disse arbejder omhandler den problematik, som er
behandlet i disputatsen, da materialet herfra ikke tidligere
er offentliggjort.
Disputatsafhandlingen, der er en monografi, er en
retrospektiv undersøgelse af 184 patienter med prækankrøse
larynxlidelser diagnosticeret i en 35-årig periode
fra 1946-80. Emnet er behandlet både fra en klinisk-
ætiologisk og en pato-anatomisk synsvinkel.
Kliniske data er hentet fra tilgængeligt journalmateriale.
Observationstiden er minimum 6 år og maximum
40 år. Ætiologiske faktorer er belyst ved personlige
samtaler med patienterne og for afdødes vedkommende
efterlevende ægtefælle. Den histologiske undersøgelse
er baseret på 5894 snit fra 531 biopsier.
Det overordnede sigte har været at undersøge de
laryngeale prækankroser som sygdomsgruppe, specielt
med henblik på, om de kliniske-ætiologiske faktorer
havde indflydelse på prognosen både med hensyn
til udvikling af cancer, overlevelse og bevarelse af
stemmefunktionen, samt at undersøge om den histologiske
diagnose kunne reproduceres og havde prognostisk
værdi.
Prognosen for prækankroser i larynx, der strålebehandles,
er sammenlignet med dem, der observeres
eller fernes kirurgisk, for at fa et rationelt grundlag
for behandlingen, som hidtil har været individuelt
varierende.
Resultatet viste, at gradering af veldefinerede parametre
giver god reproducerbarhed og en diagnose,
der kan tillægges prognostisk værdi. Visse cyto-morfologiske
parametre kunne udskilles som særlige risikofaktorer
pga. disses hyppige forekomst i de progredierende
prkankroser. Garcinoma in situ underinddeltes
i 3 typer, og forskellig prognose kunne påvises
for disse.
Klinisk fandtes, at progredierende restlæsion og
hurtigt recidiv var prognostisk ufavorabel.
95,5 % af patienter med prækankroser i larynx har
eller har haft et dagligt tobaksforbrug. Gigaretrygere
udgjorde 73% og storrygere var hyppigst repræsenteret.
Patienter, der ophørte med at ryge på diagnosetidspunktet
og tidligere rygere, havde en bedre prognose
end de, der fortsatte med at ryge.
Forløbet viste, at cancer udvikles ved let og moderat
dysplasi i 7-8 % af alle observerede tilfælde. Risikoen
for at udvikle cancer ved observation af svær
dysplasi og carcinoma in situ er 54-60%. Behandlingsmæssigt
er det unødvendigt at skelne mellem let
626 Akademiske grader og prisopgaver
og moderat dysplasi, og imellem svær dysplasi og carcinoma
in situ.
Cancer udvikles hos i alt 37 % af patienter med prækankroser,
der observeres og i 24 % af de tilfælde, der
strålebehandles. Total laryngektomi er nødvendig i
18 % af tilfældene efter strålebehandling og i 6 % ved
primær observation. Dødsfald pga. larynxcancer ses
hos 9 % af de strålebehandlede prækankroser og hos
5 % af de primært observerede.
Antallet af prækankroser i larynx, der udvikler sig
til cancer, er uacceptabelt stort, uanset om den primære
behandling er biopsi efterfulgt af observation eller
strålebehandling.
Behandlingen fremover anbefales primært at blive
total fjernelse af den prækankrøse læsion, og at radikaliteten
bekræftes histologisk. Efter total fjernelse af en
læsion synes observation af let og moderat dysplasi at
være unødvendig. Svær dysplasi og carcinoma in situ
bør kontrolelres for recidiv selv efter total fjernet læsion.
Behandlingen af laryngeale prækankroser har overvejende
været strålebehandling eller meget omfattende
kirurgi, prognostiske studier som det herværende
har derfor været lidet tilgængelige, især studier med
tilstrækkelig lang observationstid.
Afhandlingen er den eneste danske undersøgelse af
prækankroser i larynx, og materialet er stort sammenlignet
med internationale materialer af samme art.
Den histologiske undersøgelse med udskillelse af
prognostiske risikofaktorer foreligger ikke i andre undersøgelser
af prækankroser i larynx, men undersøgelser
af orale og cervikale prækankroser bekræfter, at
disse risikofaktorer findes og har prognostisk værdi.
Undersøgelsen bekræfter, at primær kirugisk fjernelse
af den prækankrøse læsion er den mest rationelle
behandling, hvilket også findes i en række nyere undersøgelser,
hvor den tiltagende udbredelse af laserkirurgi
har udviklet den endolaryngeale kirurgi hen
imod mindre og stemmebevarende indgreb med gode
prognostiske resultater.
Læge Marianne Lau
forsvarede den 1. februar 1989 sin afhandling:
»Livskvalitet? hos lungekræftpatienter« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var lektor, overlæge, dr.med.
Erik Hippe og professor Joseph Weiner. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 10. februar 1989.
Selvbiografi: Marianne Engelbrecht Lau. Født den 18.
oktober 1951 i København. Student sommer 1970 fra
Falkonergårdens Gymnasium. Cand.med. sommer
1976 fra Københavns Universitet. Reservelæge, Finseninstituttet,
Radiumstationen, Videnskabelig assistent,
Finseninstituttet, Reservelæge, Finseninstituttet,
kir. afd., med. afd. 01.07.82-31.12.82, kir. afd., Reservelæge,
psyk. afd. KAS Nordvang, Reservelæge,
neur. kir. afd. KAS Glostrup, Reservelæge neur. med.
afd. KAS Glostrup, Kursusreservelæge, psyk. afd.
Kbh. Kommunehospital. Nu: 1. reservelæge. Amtssygehuset
Fjorden, Roskilde. Gift, 2 børn på 11 og 9 år.
Støtte fra: Statens lægevidenskabelige Forskningsråd,
Kræftens Bekæmpelse, Fonden af 1870, Den
lægevidenskabelige Forskningsfond for Storkøbenhavn,
førøerne og Grønland, Fonden til Fremme af
medicinsk Behandling af Cancer, Lægernes Forsikringsforening
af 1891.
Vigtigste publikationer: Lau, M. m.fl.: A phase I
trial of a New form of an Oral Administration of VP-
16-213. Cancer Treatment Reports, 1979. Lau, M &
Mouridsen, H.T.: Patientinformation — oplysning om
kræftdiagnosen Ugeskrift for Læger, 1979. Hansen,
M., Lau, M. & Hansen, H.H.: Unpredictable Hematologic
Toxicity of weekly DDMP Cancer Chem.
Rep., 1978. Lau, M.: Erfaringer fra samtalegrupper
med kræftpatienter. Ugeskrift for Læger, 81. Lau, M.,
Færch Jensen, g. m.fl.: Behov for etablering af samtalegrupper.
En spørgeundersøgelse af 84 kræftpatienter.
Ugeskrift for Læger, 1981.
Monografien er udarbejdet på baggrund af enqueteundersøgelse
afialt 148 lungekræftpatienter. Arbejdet
er det første af sin art hos denne målgruppe.
Formålet med undersøgelsen var primært at beskrive
ændringer i livskvalitetsoplevelser og levevilkår (fysiske,
sociale og psykologiske forhold) under cytostatisk
behandling hos patienter med småcellet lungecancer
i relation til pt.s situation før sygdomsdebut,
sygdomsforløbet og udviklingen i referencegruppen
bestående af radikalt opererede pianocellulært lungecancerpatienter.
98 af patienterne havde småcellet lungecancer og
var i intensiv kemoterapi. Disse patienter blev fulgt fra
diagnose til død, gennemsnitlig 12 mdr. Det kunne
konkluderes, at objektiv behandlingsrespons og en
overlevelse på mindst 6 mdr. var en forudsætning for
at der blev opnået livskvalitetsbedring under den cytostatiske
behandling. Rehabilitering nåede sit maximum
efter 3 mdr. På dette tidspunkt kunne levevilkårene
hos disse mest begunstiget patienter beskrives
ved flg. prævalensangivelser: træthed (88%), hoste
(63%), åndenød (50%), appetitløshed (38%), hæshed
(38 %), smerter (17 %); angst (60 %), depression
(35%); aktivitetsbegrænset (96%), fritidsinaktive
(50 %), sygemeldt (54 %), i arbejde (15 %). God livskvalitetsoplevelse
efter 3 mdrs. behandling kunne forudses
af initialt lavt depressions (BDI) -, angst
(BAS), - neuroticisme (N) -score, ligesom der var klar
sammenhæng til cytostatiske bivirkninger.
Der argumenteres for en ændret terapeutisk holdning,
der individualiseres med udgangspunkt i patientens
egne livskvalitetsmål. Det tilrådes at være yderst
tilbageholdende med intensiv kemoterapi hos patienDoktorer
627
ter med dårlig performance-status og manglende behandlingsrespons.
De metodiske problemer ved livskvalitetsforskningen
generelt og specifikt for den aktuelle undersøgelse
gennemgås detaljeret, udmundende i en række evalueringsforslag
med hovedfokus på de psykologiske skalaer.
hvorledes dette opnås ved ultralydvejledt punktur i lokalbedøvelse.
Der beskrives tillige en teknik til tilbageføring
af de befrugtede æg ved hjælp af ultralydvejledt
punktur. L Itralydvejledt punktur er nu den foretrukne
metode til ægopsamling ved de fleste reagensglasbehandlings
klinikker verden over.
Læge Suzan Lenz
forsvarede den 13. januar 1989 sin afhandling:
»In vitro fertilization treatment using ultrasonic
guided puncture« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, med.dr. Lars
Hamberger og professor, dr.med. G. Stakemann. Af
tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 24. januar 1989.
Selvbiografi: Suzan Charlotte Lenz. Født den 13. juli
1946 i København. Student 1965 fra Marie Kruses
Skole. Medicinsk embedseksamen 1973 fra Københavns
Universitet. Siden 1973 ansat på Københavnske
hospitaler ved anæstesiologiske, kirurgiske, gynækologiske
og obstetriske afdelinger. Fra 1981-1986 ansat
ved ultralydlaboratoriet og genetisk center, Rigshospitalet.
I 1984 visiting teaching fellow ved Monash
University, Australien. Fra 1986-1989 ansat som 1. reservelæge
ved gynækologisk-obstetrisk afdeling først
på Hvidovre Hospital og derpå på Herlev Sygehus.
Nu: Seniorstipendiat under Kræftens Bekæmpelse.
Gift med civiling. Rune Strube. Tre børn på henholdsvis
2, 4 og 18 år.
Vigtigste publikationer: Lenz et al. The eflect of Ritodrine
on carbohydrate and lipid metabolism in normal
and diabetic pregnant women. Acta Endocrinol,
1979. Lenz. Observation af patienter med lette kranietraumer
— en analyse af visitationsgrundlaget.
Ugeskr. for Læger, 1980. Lenz et al. Influence oflactation
on oral glucose tolelrance in the puerperium. Acta
Endocrinol, 1981. Lenz et al. Significance of the ultrasonic
morphology of preovulatory ovarian follicles
prior to in vitro fertilization. Acta Eur Fertil, 1983.
Lenz. Ultrasonic study of follicular maturation, ovulation
and development of corpus luteum during normal
menstrual cycles. Acta Obstet Gyn Scand, 1985.
Lenz et al. Isotonic dextrose and isotonic saline as solvents
for intravenous treatment of premature labour
with Ritodrine. J Obstet Gynaecol, 1985. Lenz et al. A
possible prenatal evaluation of renal function by amino
acid analysis on fetal urine. Prenat Diag, 1985.
Lenz et al. Ultrasound in detection of early neoplasia
of the testis. International J Androl, 1987.
Disputatsarbejdet omhandler introduktionen af ultralydvejledt
punktur i reagensglasbehandling. Hovedtesen
er udviklingen af en metode til udhentning af
befrugtningsmodne æg således at indlæggelse, fuld anæstesi
og laparoskopi undgås. Arbejdet beskriver
Cand.med. Dorte Linnemann
forsvarede den 8. september 1989 sin afhandling:
»The neural cell adhesion molecule (NCAM) and
the LI cell adhesion molecule in brain development«
for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, med.dr. Bjorn
Obrink og lektor, med.dr. Kjeld Møllgård. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 25. september 1989.
Selvbiografi: Dorte Linnemann. Født den 7. december
1959 i Grindsted. Student den 14. juni 1978 fra Herlufsholm
Gymnasium. Lægevidenskabelig embedseksamen
sommer 1985 fra Københavns Universitet.
Kandidatstipendium, Proteinlaboratoriet, Det lægevidenskabelige
Fakultet, Københavns Universitet.
Forskningsstipendium, Kræftens Bekæmpelse, Proteinlaboratoriet,
Københavns Universitet. Reservelæge,
kirurgisk afd. D, KAS-Gentofte. Reservelæge, neuromed.
afd. N, Rigshospitalet. Orlov i perioden majokt.
1989. Reservelæge, med.afd. F, KAS-Gentofte.
Fra nov. 89 reservelæge Neuromedicinsk afd. N, Rigshospitalet.
Gift.
Støtte fra: Kræftens Bekæmpelse, Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd, Astrid Thaysens Legat,
Novo's fond. Fonden af 17-12-1981, Frode V. Nygaard
og Hustrus Fond, P. Carl Petersens Fond, Kong
Christian den Tiendes Fond, Fonden til Lægevidenskabens
Fremme.
Vigtigste publikationer: Bock E., Edvardsen, K.,
Gibson A., Linnemann D., LylesJ.M. and Nybroe O.:
Characterization of soluble forms of NCAM. FEBs
Lett., 1987. Nybroe O., Linnemann D. and Bock E.:
NCAM biosynthesis in brain. Neurochem. Int., 1988.
Disputatsarbejdet: Cellers adhæsivitet, som medieres
af specifikke celleadhæsionsmolekyler, er af afgørende
betydning for cellernes interaktion med hinanden
og med omgivelserne under morfogenesen. Basal
cellebiologisk og proteinkemisk forskning indenfor
dette emne har til formål at øge forståelsen for de normale
processer, der styrer morfogenese, og at fremme
indsigt i patologiske processer, som f.eks. cancerudvikling,
hvor normale celle-celle interaktioner synes
defekte.
I 1984 fremsatte den amerikanske forsker G. M.
Edelman en hypotese: differentieret og specifik adhæsion
sker ved modefikation af mængden og/eller strukturen
af et begrænset antal adhæsionsmolekyler.
I de arbejder, der ligger til grund for disputatsen, er
628 Akademiske grader og prisopgaver
det undersøgt, hvorvidt der er en udviklingsmæssig
regulation af ekspressionen af to neurale celleadhæsionsmylekyler,
NC AM og LI, under rottehjernens
udvikling fra den sene embryonale periode til postnatale
aldre. NCAM er et protein, som i hjernen findes
på membranoverfladen af alle neurale celler under
det meste af udviklingen, mens proteinet LI er
begrænset til neuroner i visse perioder af udviklingen.
Undersøgelserne har vist, at koncentrationen af
NCAM i hjernen stiger i perioden omkring fødslen,
formentlig som udtryk for en stigende koncentration
af NCAM i cellerne. Fra tidlig postnatal alder falder
NCAM koncentrationen indtil det voksne niveau
nås. Dette fald i NCAM koncentrationen skyldes
sandsynligvis, at mængden af gliaceller, som kun indeholder
lidt NCAM i forhold til neuroner, stiger,
og NCAM »fortyndes« dermed af de gliale proteiner.
NCAM udtrykkes i hjernen som tre polypeptider,
NCAM-A, NCAM-B og NCAM-C, der tilsyneladende
kun adskiller sig ved længden af den C-terminale
den af polypeptidet, mens den N-terminale del,
der medierer binding til andre molekyler, er fælles.
NCAM-A og -B er integrale membranproteiner,
mens NCAM-C er perifert associeret med membranen.
Mængden og syntesen af NCAM-C øges i forhold
til NCAM-A og -B gennem hjerneudviklingen,
og samtidig øges affiniteten af NCAM-C til membranen.
De udviklingsmæssige ændringer i NCAMA/
NCAM-B/NCAM-C ratioen af NCAM synes hovedsagelig
at skyldes ændringer i cellesammensætningen
i hjernen. Således udtrykker neuroner hovedsagelig
NCAM-A og -B, mens astrogliaceller udtrykker
NCAM-B og -C, og andre forfattere har vist, at
oligodendrocyter udtrykker NCAM-C.
På posttranslationelt niveau reguleres NCAM
ekspression via glykosylering, sulfatering og fosforylering.
I lighed med andre studier er det her fundet,
at NCAM-polysialylering mindskes kraftigt med alderen.
Denne sjældne glykoslyeringsform, hvor lange
kæder af sialinsyre er påhæftet proteinets kulhydrattræ,
er af andre forfattere vist at modulere adhæsiviteten
af NCAM fosforylering mindskes under
hjerneudviklingen, men det har endnu ikke været
muligt at korrelere disse fund til NCAM funktionen.
LI koncentrationen i hjernen varierer under udviklingen
som NCAM. Da gliaceller ikke udtrykker
LI, kan faldet i LI koncentrationen gennem den
postnatale udvikling skyldes den stigende mængde
gliaceller, mens den perinatale stigning i LI koncentration
sandsynligvis skyldes dels differentiering af
neuroner, som dermed begynder at udtrykke LI, og
dels udvækst af neuritter, som særlig i starten er
stærkt Ll-holdige. 1 modsætning til NCAM, synes
LI sulfatering ikke at ændres under udviklingen,
mens LI fosforyleringen falder. Strukturen af LI er
langt mindre belyst end NCAM strukturen, og det
har da heller ikke endnu været muligt at korrelere
nogen af de ovennævnte karakteristika til funktionen
af LI.
Som konklusion må det siges, at resultaterne i
sammenhæng med andre forfatteres peger på en
kraftig regulation af ekspressionen af specifikke celleadhæsionsmolekyler
og således underbygger Edelmans
teori om, at modulation af relativt fa celleadæsionsmolekyler
under udviklingen kan regulere celleadhæsivitet
og beslægtede processer.
1. reservelæge Franck B. Loud
forsvarede den 26. maj 1989 sin afhandling:
»Glucagon and gastric acid secretion in man« for
den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Simon
Rune og professor, dr.med. fleming Stadil. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 12. juni 1989.
Selvbiografi: Franck Bjørn Loud. Født den 3. marts
1947 i København. Student den 19. juni 1966 fra
Sankt Annæ Gymnasium. Lægevidenskabelig embedseksamenjuni
1974 fra Københavns Universitet.
Reservelæge Københavns Amtssygehus i Glostrup på
anæstesiafdelingen, kirurgisk afdeling D, medicinsk
afd. C og gynækologisk-obstetrisk afd. Kirurgisk uddannelsesstilling
på afdelingerne C,D,R-RE og U,
Rigshospitalet. 1. reservelæge, kirurgisk afdeling, Frederiksborg
amtssygehus i Hørsholm. 1. reservelæge
kirurgisk gastroenterologisk afd. D, Københavns amts
sygehus i Glostrup. Nu: 1. reservelæge, kirurgisk-gastroenterologisk
afd. D Københavns Amts Sygehus i
Herlev. Fader: Bjørn LG. Loud. Moder: Else A. E.
født Eriksen. Gift 29. november 1969 med Karin, født
Henriksen. 2 børn: Claus født 1.11.71 og Stine født
15.1.78.
Støtte fra: Vera og Carl Johan Michaelsens Legat,
Den lægevidenskabelige Forskningsfond for Storkøbenhavn,
Færøerne og Grønland, Den lægevidenskabelige
Forskningsfond for Region 3, Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd, Mogens Andreassens
Fond.
Vigtigste publikationer: F. B. Loud, D. Froberg, J.
Reichardt, J. J. Holst, J. F. Rehfeld & J. Christiansen:
Inhibitation of Meal-stimulated Gastric Acid Secretion
in Man by Exogenous and Endogenous Pancreatic
Glucagon, Scand J Gastroenterol 1978. F. B. Loud,
P. Kirkegaard, J. Christiansen &J.J. Holst: Effect of
Arginine Infusion on Endogenous Pancreatic Glucagon
and Gastric Acid Secretion in Duodenal Ulcer Patients
and Normal Subjects, Scand J Gastroenterol
1980. S. Kiilerich, O. Dietrichson, F. B. Loud, J. Næstoft,
C. Christiansen, P.P. Christoffersen, E.Juhl &
G. Kjems: Zinkdepletion in Alcoholic Liver Disease,
Doktorer 629
Scand J Gastroenterol 1980. F. B, Loud, J. Christiansen,
J.J. Holst, B. Petersen & P. Kirkegaard: Effect
of Endogenous Pancreatic Glucagon on Gastric Acid
Secretion in Duodenal Ulcer Patients before and after
Parietal Cell Vagotomy, GUT 1981. P. Kirkegaard,
A.J. Moody, J.J. Holst, F. B. Loud, P. Skov
Olsen & J. Christiansen: Glicentin Inhibits Gastric
Acid Secretion in the Rat, Nature 1982. J.J. Holst,
F. B. Loud, S. Aggestrup & M. Olsen: Content and
Gel Filtration Profiles of Glucagon-like and Somatostatin-
like Immunoreactitivty in Human Fundic Mucosa,
J. Clin Endocrinol Metab 1983. F. B. Loud, J.J.
Holst, E. Egense, B. Petersen & J. Christiansen: Is
Somatostatin a Humoral Regulator of the Endocrine
Pandreas and Gastric Acid Secretion in Man?, GUT
1985. J. Olsen, F. B. Loud & J. Christiansen Inhibition
of Meal-stimulated Gastric Acid Secretion by an
Octapeptide Somatostatin Analogue SMS 201-995
GUT 1987. FB. Loud, J. J. Holst, J.F Rehfeld & J.
Christiansen: Inhibition of Gastric Acid Secretion in
H umans by glucagon during Euglycemia, Hypoglycemia
and Hyperglycemia, Dig Dis Sci 1988. F. B.
Loud, J.J. Holst, J. Christiansen &J.F. Rehfeld: Effect
of Glucagon on Vagally Induced Gastric Acid
Secretion in Humans, Dig Dis Sci 1988. J. Hoffmann,
H-E. Jensen, J. Christiansen, A. Olesen, F. B. Loud
& O. Hauch: Prospective Controlled Vagotomy Trial
for Duodenal Ulcer Annals of Surgery 1989.
Disputatsarbejdet: Glukagons inhiberende effekt
på syresekretionen blev første gang påvist i slutningen
af 1950'erne. Siden fulgte en serie af undersøgelser
som bekræftede at indgift af pancreas-glukagon
hæmmede såvel den basale, som den insulin-, pentagastrin-
og måltids-stimulerede ventrikelsyresekretion
hos dyr og mennesker. Den påviste effekt må dog
betegnes som farmakologisk, da der anvendtes høje
glukagondoser og de opnåede plasma-glukagonkoncentrationer
ikke var kontrollerede.
I nærværende undersøgelser, er de opnåede plasma-
glucagonkoncentrationer bestemt ved radioimmunanalyse
(RIA). Det samme gælder gastrin, somatostatin
og insulin, hvor det har været relevant.
Blodglukosebestemmelser er udført i alle undersøgelserne.
Ventriklens syresekretion er undersøgt, dels ved
aspiration af mavesaft over 15 minutters perioder
med efterfølgende volumenbestemmelse og titrering,
dels ved intragastrisk titrering efter indgift af et måltid
a.m. Fordtran & Walsh. Desuden er en viderudvikling
af sidstvænte metode anvendt samt kombination
af automatisk intragastrisk titrering og vagal stimulering
af syresekretionen ved skinfodring.
Undersøgelserne har vist, at glukagon givet intravenøst
i dosis af 300 ng/kg/time = 85 pmol/kg/time
resulterer i plasmaglukagonkoncentrationer på samme
niveau, som ses efter et proteinrigt måltid. Foruden
infusion af eksogent glukagon har infusion af argininopløsning,
som stimulerer endogen frigørelse af
glukagon, været anvendt i flere af undersøgelserne
Undersøgelserne har bekræftet, at glukagon indgivet
i fysiologiske doser hæmmer såvel måltidsstimuleret
syresekretion som gastrin- og vagus-stimuleret syresekretion
hos raske forsøgspersoner. Undersøgelserne
med arginin-infusion har sandsynliggjort, at
endogent frigjort pancreas-glukagon hæmmer syresekretionen
i samme grad som eksogent glukagon og at
denne effekt er identisk hos raske forsøgspersoner og
patienter med ulcus duodeni. Desuden har undersøgelser
på patienter, som har faet foretaget parietalcelle-
vagotomi på grund af ulcus duodeni, vist, at denne
hæmmingsmekanisme hos mennesket kræver intakt
vagus innervation af ventriklens parietalceller, i modsætning
til hvad man finder ved dyreforsøg.
Der er ikke påvist sammenhæng mellem den glukagoninducerede
inhibition af syresekretionen og serum-
gastrinkoncentrationen. Endvidere viser en undersøgelse
med fikserede boldsukkerniveauer, at syrehæmmningen
er uafhængig af glukagons virkning
på glukosemetabolismen. Det er muligt, at glukagonhæmningen
medieres via vagalt kontrolleret somatostatinfrigørelse
i ventriklen.
Det konkluderes, at der hos mennesket findes en
mekanisme, ved hvilken glukagon kan deltage i den
postprandiale kontrol af ventriklens syresekretion og
at denne mekanisme er under vagal kontrol.
Læge Jan Kyst Madsen
forsvarede den 10. februar 1989 sin afhandling:
»Prognosen for patienter indlagt på mistanke om
akut myokardieinfarkt, men som fik diagnosen afkræftet
« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Gorm
Boje Jensen og lektor, overlæge, dr.med. Erik Sandøe.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 27. februar 1989.
1. reservelæge Hans-Jørgen Malling
forsvarede den 8. sept. 1989 sin afhandling:
»Diagnosis and Immunotherapy of Mould Allergy.
With special reference to Cladosporium herbarum«
for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Ronald
Dahl og lektor, dr.med. Niels Mygind. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 25. sept. 1989.
Selvbiografi: Hans-Jørgen Malling. Født den 3. januar
1948 i Ringsted. Student sommer 1968 fra Roskilde
Katedralskole. Cand.med. jan. 1977, Københavns
Universitet. Frederiksborg Centralsygehus, Hillerød,
01.02.1977 til 31.10. 1977. Rigshospitalet, 01.11.79-.
630 Akademiske grader og prisopgaver
Nu: 1. reservelæge. Rigshospitalet, medicinsk afdeling
TTA.
Vigtigste publilkationer: Malling, H-J, Stahl Skov
P, Permin H, Norn S & Weeke B: Basophil histamine
release and humoral changes during immunotherapy.
Dissociation between basophil-bound specific IgE, serum
value, and cell sensitivity. Allergy. Malling H-J,
Engelund Andersen C, Boas M, Holgersen F, Munch
EP & Weeke B: The allergy pricker. Qualitative
aspects of skin prick testing using a precision needle.
Allergy, 1982. Malling H-J, Djurup R, Søndergaard I
& Weeke B: Clustered immunotherapy with yellow
jacket venom. Evaluation of the influence of time interval
on in vivo and in vitro parameters. Allergy,
1985. Malling H-J: Reproducibility ofskin sensitivity
using quantitative skin prick test. Allergy, 1985. Malling
H-J: Proposed guidelines for quantitative skin
prick test procedure to determine the biological activity
of allergenic extracts usin parallel line assay. Allergy,
1987.
Disputatsarbejet: Allergi overfor skimmelsvampe
er en vigtig, men utilstrækkeligt undersøgt årsag til
allergiske sygdomme. Dette er først og fremmest betinget
af skimmelsvampe-allergenekstrakters dårlige
kvalitet. Men introduktion af en højpotent, biologisk
standardiseret Cladosporium-ekstrakt (PharmalgenR)
er der åbnet mulighed for en mere udførlig undersøgelse
af Cladosporium-allergi.
Undersøgelsen er delt i to hovedafsnit omfattende
henholdsvis diagnostik og immunterapi (hyposensibilisering)
af Cladosporiumallergi. Det første omfatter
en screening af 130 børn og voksne med klinisk mistanke
om skimmelsvampeallergi. Vd anvendelse af
PharmalgenR Cladosporium ekstrakt påvistes en signifikant
højere forekomst af positiv hudtest sammenlignet
med kommercielt tilgængelige Cladosporium
ekstrakter. Intrakutantest er tidligere postuleret at
være optimal til diagnostik af skimmelsvampeallergi.
Undersøgelsen har imidlertid vist, at ved anvendelse
af Cladosporium i koncentrationen 100.000 BU (biologiske
enheder) opnås samme diagnostiske sikkerhed
ved skin prik test (SPT). Med det formål at vurdere
validiteten af allergologiske tests i relation til klinisk
sygdom er der hos 33 voksne astmatikere gennemført
11 ugers daglig symptom-, peak flow- og medicinforbrugregistrering.
Klinisk manifest allergi er defineret
som symptommedicin score svingende parallelt med
Cladosporium spore tallet og en positiv provokationstest
i shockorganet (lunger). En trinvis kombination af
SPT som screening test og RAST (måling af specifikt
cirkulerende IgE) medfører en 100% overensstemmelse
med den kliniske diagnose.
Specifik behandling af skimmelsvampeallergi i form
af immunterapi er kun udført hos få patienter. Hos 22
voksne astma-patienter med veldokumenteret allergi
baseret på det diagnostiske studie er der gennemført
en 12 måneders dobbelt-blind, placebo-kontrolleret
undersøgelse af den kliniske effekt af iummunterapi.
Ved sammenligning mellem 10 konsekutive ugers
daglig symptom-medicin score før behandling (1981)
fandtes en signifikant og klinisk betydningsfuld effekt
af immunterapi. Det anvendte doseringsregime og
den tilstræbte vedligeholdelsesdosis medførte imidlertid
en høj frekvens af systemiske bivirkninger (primært
astma).
Immunterapi medførte på trods af en kraftig initial
stigning af specifikt IgE en faldende allergenfølsomhed
bedømt ved SPT, histaminfrigørelse fra basofile
granulocytter og bronkial provokationstest. Det specifikke
IgG-response var primært afsubklasse 1 & 4. En
negativ korrelation mellem stigningen i specifikt IgG]
og hyppigheden af systemiske bivirkninger.
Egne undersøgelser har tidligere givet indirekte holdepunkter
for en reduceret Fc-receptor affinitet af immunoterapi-
induceret IgE. Undersøgelsen har verificeret
dette og samtidig påvist en diskrepans mellem
basofil celle-bundet specifikt IgE og cellens kampacitet
til histaminfrigørelse under immunterapi. En mulig
klinisk virkningsmekanisme af immunterapi er en
kombineret funktionel ændring af immun terapi-induceret
IgE og en IgE- og IgG- uafhængig, formentlig
subcellulært reguleret, reduktion af frigørelsen af allergiske
mediatorer.
1. reservelæge Jerzy Miskowiak
forsvarede den 20. oktober 1989 sin afhandling:
»Undersøgelser af gastroplastik for fedme« for den
medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Ole
Backer og lektor, overlæge, dr.med. Stig Jarnum. Af
tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 3. nov. 1989.
Selvbiografi:]txzy Miskowiak. Født den 30. marts 1947
i Wrzesnia, Polen. Student 1964 fra Slupca Gymnasium,
Pien. Cand.med. med udmærkelse sommer 1970,
Poznan, Polen, Medicinsk Akademi. Reservelæge: gynækologisk-
obstetrisk afd., og kirurgis afd., Slupca sygehus,
kirurgisk afd., Bornholms Centralsygehus, kirurgisk
afd.. Vejle sygehus, medicinsk gastroenterologisk
afd., Ålborg Sygehus Nord, nefrologisk afd., Herlev
sygehus. Kursist i kirurgi: Bispebjerg Hospital, 1.
reservelæge: kirurgisk afd.. Vejle sygehus, kirurgisk
gastroenterologisk afd., Herlev sygehus, kirurgisk gastroenterologisk
afd., Gentofte Sygehus, urologisk
afd., Herlev sygehus, urologisk afd., Bispebjerg Hospital,
urologisk afd., Hvidovre Hospital. Nu: 1. reservelæge,
urologisk afdeling, Hvidovre Hospital.
Vigtigste publikationer: Abdoninal scintiphotography
with 99mtechnetium-labelled albumin in
acute gastrointestinal bleeding. Lancet, 1977, ii, 852-
54. Scintigraphic diagnosis of gastrointestinal bleeding
with 99m Tc-labeled blood pool agent. Radiology,
Doktorer 631
1981. Doktordisputas: »Scintigrafi med 99m Technetium-
albumin ved akut gastrointestinal blødning«,
november 1981, Medicinsk Akademi, Poznan, Polen.
How the lower oesophageal sphincter affects submucosal
oesophageal varices. Lancet, 1978, ii, 1284-85.
EfTect of lower oesophageal sphincter on oesophageal
varices. A portographic study. Scand J Gastroenterol,
1981. Esophagusvaricer; patofysiologi og behandling.
Betydningen af lalv øsofageal sphincter Ugeskr Læger,
1989. Closure of colostomy using GIA stapler. A
modification of the Paul-Mikulicz procedure. Dis Colon
Rectum, 1983. Traumatisk miltlæsion behandlet
med resektion. Ugesk Læger, 1983. Excision of rectal
villous adenoma using TA or GIA stapler. Br J Surg,
1986. Stripping of the distal ureter after nephrectomy
for pelvis papilloma. Scand J Urol Nephrol, 1986.
Implantation ofa pressure cuff around the subphrenic
oesophagus in pigs. Br J Surg, 1987. Tarmdialyse.
Ugeskr Læger, 1988. Transurethral incision of urethral
diverticulum in female. Scand J Urol Nephrol,
1989.
Disputatsarbejdet: Undersøgelser af gastropæastik
for fedme: Fedme er farligt og medfører hjerte- og lungesygdomme,
forhøjet blodtryk, sukkersyge, galdesten,
slidgigt og psykosocial invaliditet. De skuffende
resultater af diæt var årsagen til at man søgte en kirurgisk
løsning. Ved den første operation for fedme, jejunoileal
bypass, kortsluttes tyndtarmen og der efterlades
et ganske kort fungerende stykke. Imidlertid stoppede
man med operationen i 70-erne på grund af svære
leverkomplikationer og metaboliske forstyrrelser.
Man fandt derfor frem til ventrikeloperationer og gastroplastik.
Man fik ideen, fordi patienter, som fik
bortopereret det meste af mavesækken på grund af sår
eller kancer, tabte sig meget. I gastroplastiken opdeles
mavesækken i 2 dele. Maden ankommer til en lille
lomme opadtil og bliver ført til resten af mavesækken
gennem et smalt hul. Undersøgelser af gastroplastik er
temaet for min afhandling. Belært af historien om de
svære bivirkninger til den jejunoileal bypass har jeg
fra starten iværksat en række undersøgelser omkring
den nye operation for fedme.
Den første undersøgelse var en løbende sammenligning
af 4 forskellige gastroplastiktyper. De blev ikke
opfundet på en gang og kunne derfor ikke sammenlignes
på samme tid. Kirurger indførte en ny gastroplastiktype,
når patienterne ikke tabte sig nok eller igen
steg i vægt. Imidlertid skulle min undersøgelse vise,
om den ny type repræsenterede et reelt fremskridt. I
alt 93 patienter blev undersøgt angående vægttab og
komplikationer. Kun fa procent af patienterne fik perforation
af lommen, en byld i maven eller fjernet milten,
men 17% havde sårinfektion og 12% fik brok.
Vægttabet efter 18 måneder var størst efter den type
gastroplastik, hvor lommen er lodret, ca. 44 kg. Konklusionen
er, at den lodrette gastroplastiktype er klart
bedst, og den horisontale type bør forlades.
Undersøgelsen af mave-tarmhormoner skulle svare
på følgende spørgsmål: Er de hormonale mekanismer
hos de overvægtige anderledes og kan de bidrage til
fedme? Kan gastroplastik fremkalde mavesår, ligesom
det ofte ses efter andre mavesæksoperationer? Kan
hormonet VIP være ansvarlig for afslapning af den
nedre del af mavesækken, når lommen er udspilet? Er
hormonet PP et »mæthedshormon«, som det er blevet
postuleret af andre forskere? Jeg ville også se, om operationen
nedsætter blodsukkeret. Konklusionen af undersøgelsen
var at gastroplastik nedsætter fasteværdierne
af neurotensin og øger de fødestimulerede værdier
af gastrin og muligvis sekretin. Disse ændringer
kunne tyde på en øget risiko for mavesår, men de kunne
også være en følge af en beskadigelse afvagusnervetrådene,
som løber i mavesækkens væg. VIP hormonet
stiger mens lommen er udspilet med mad og kan derfor
være ansvarlig for afslapning af resten af mavesækken.
PP hormonet er nedsat hos de overvægtige, men
påvirkes ikke af operationen og spiller derfor ingen rolle
i mæthedsfølelsen efter gastroplastik. Gastroplastik
nedsætter blodsukkeret og kan derfor virke gunstigt på
sukkersyge eller forebygge sukkersyge.
Undersøgelsen af mavesækstømning blev gennemført
for at besvare følgende spørgsmål: Har mavesækkens
tømning betydning for udvikling af fedme? Påvirker
gastroplastik tømningen af mavesækken? Er der
sammenhæng mellem eventuelle ændringer i tømningen
og vægttabet? Til formålet brugte man et flydende
radioaktivt måltid. Der fandtes ingen belæg for hypotesen
om at mavesækkens tømning har betydning for
udvikling af fedme. Tømning af mavesækken påvirkes
af gastroplastik, så den 3 måneder efter sinkes og efter
12 måneder fremskyndes. Der var ingen sammenhæng
mellem tømningen og vægttabet.
Den radiologiske undersøgelse skulle belyse følgende
forhold: Er røntgenundersøgelse af mavesækken
nødvendig forud for operation? Ændres lommestørrelsen
og passagens diameter i løbet af 12 måneder efter
operationen? Har vægttabet sammenhæng med lommestørrelsen
og passagens diameter? De vigtigste
konklusioner var, at røntgenundersøgelse er overflødig,
lommearealet falder i de første 3 måneder og er
derefter uændret, passagens diameter forbliver uændret,
men der dannes nye uhensigtsmæssige forbindelser
mellem lommen og resten af mavesækken, så den
anvendte hæfteklammerteknik var ikke god nok. Der
var ingen sammenhæng mellem vægttabet og lommestørrelsen
eller passagens diameter.
Gastroplastik kunne potentielt ændre optagelsen af
lægemidler på grund af ændret anatomi og tømning af
mavesækken. Der blev derfor undersøgt optagelse af
penicillin, som er et af de mest anvendte lægemidler, i
tablet og miksturform. Konklusionen var klar: patienter
med gastroplastik kan uden problemer behandles
med penicillin.
Problemstillingen ved den sidste undersøgelse var
632 Akademiske grader og prisopgaver
følgende: Hvad og hvor meget spiser overvægtige?
Virker gastroplastik kun ved mekanisk begrænsning
af fødeindtagelsen? Er der sammenhæng mellem
vægttab og ændringer i kosten? Konklusionen af kostundersøgelsen
var: overvægtige spiser for meget og foretrækker
højt fedtindhold. Indtagelsen af vitamin D,
B6, folat, biotin og fluor er mangelfuld. Gastroplastik
nedsætter drastisk kalorieindtagelsen. Kostsammensætningen
ændres også, idet andelen affedt og kulhydrater
falder. Indtagelsen af adskillige vitaminer, mineraler
og sporstoffer falder under 50 % af de anbefalede
værdier. Der er ingen sammenhæng mellem vægttabet
og ændringerne i kosten.
Læge Svend Otto Mortensen
forsvarede den 18. august 1989 sin afhandling:
»Cross-sectional areas in the normal male urethra
during voiding« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Tage
Hald og professor, dr.med. Ove Sten-Knudsen. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 31. august 1989.
1. reservelæge Svend Aage Mortensen
forsvarede den 12. maj 1989 sin afhandling:
»Endomyocardial biopsy: Technical aspects and
indications« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, MD FRCP
FACC E.G.J. Olsen, London, overlæge, dr.med. P.
Fritz-Hansen og professor, med.dr. Bertil Diamant.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 18. maj 1989.
Selvbiografi: Svend Aage Mortensen. Født den 31.
august 1942 i København. Student den 22. juni 1962
fra Sankt Annæ Gymnasium. Lægevidenskabelige
embedseksamen ved Københavns Universitet februar
1974. Speciallæge i intern medicin november 1986 og
speciallæge i cardiologi januar 1987. Tidligere ansættelser
i årene 1974-79 som reservelæge ved kirurgiskog
medicinsk afd. Frederiksborg amts sygehus i Helsingør
samt som 1. reservelæge ved medicinsk afd.
samme sted. Fra 1979 ansat ved medicinsk afd. B,
Rigshospitalet som reservelæge. I perioden oktober
1982 til juli 1985 ansat som klinisk assistent ved Rigshospitalet
i forbindelse med et forskningsprojekt ved
medicinsk afd. B og cardiologisk laboratorium; undersøgelserne
dannede grundlaget for senere disputats.
Fra juli 1985 til november 1988 ansat som 1. reservelæge
ved medicinsk afd. B, Rigshospitalet og i den
efterfølgende periode frem til juni 1989 primært ansat
som 1. reservelæge og senere som konstitueret overlæge
ved medicinsk afd. B, Hillerød Centralsygehus.
Tidligere uddannelsle omfatter 18 kurser om bl.a.
kredsløbsfysiologiske emner. Har deltaget i 70 indenog
udenlandske kongresser, symposier eller konferencer.
Uddannelsen er styrket via 5 studieophold af op til
en måneds varighed på følgende hospitaler i Udlandet:
King's College Hospital, London; Stanford University
School of Medicine, California; Harefield Hospital,
London; Deutsches Herzzentrum Berlin; Indiana
Heart Institute, Indiana, USA. Formålet var bl.a.
at lære teknikken til myokardiebiopsi, impedans cardiografi
og PTCA (perkutan transluminal coronar angioplastik)
samt studere hjertetransplantationsprogrammer.
Undervisningserfaring som klinisk lektor
ved de propædeutiske kurser i intern medicin og fysiologi,
fra forelæsninger for medicinske studenter og ved
postgraduate kurser, bl.a. for Dansk cardiologisk Selskab,
Dansk kirurgisk Selskab og Dansk Selskab for
medicinsk Onkologi. Har holdt 76 videnskabelige foredrag
og medforfatter til yderligere 28 foredrag præsenteret
i ind- og udland, herunder inviteret som foredragsholder
til 17 udenlandske møder. Administrativ
erfaring omkring hjerte- og hjertelungetransplantationspatienter;
siden 1986 deltaget i planlægningsarbejdet
på Rigshospitalet vedrørende fremtidig hjertetransplantation
i Danmark; deltaget i arbejdsgruppe
under Sundhedsstyrelsens organtransplantationsudvalg
vedrørende en opdatering af erfaringerne på området
(»Status 1989«). Cardiologisk udviklingsarbejde
med indførelse af endomyokardiebiopsi som ny diagnostisk
teknik her i landet. Nuværende stilling: 1.
reservelæge Cardiologisk Laboratorium, Rigshospitalet,
B2014. Gift 1973, har en dreng og en pige på henholdsvis
14 og 12 år.
Støtte fra Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse
og Dagny og Harry West Jørgensens Legat.
Publikationer før disputatsen: De videnskabelige
arbejder omfatter 63 publikationer, overvejende engelsksprogede,
og 40 abstracts; er 1. forfatter til 32 af
artiklerne og 26 abstracts. Arbejderne omhandler
mange aspekter indenfor cardiologien herunder pacemakerbehandling;
behandling af iskæmisk hjertesygdom,
specielt variant angina; provokation med hyperventilation
som diagnostisk test ved koronararteriespasme;
tromboseprofylakse efter akut myocardieinfarkt
og ved aortokoronar bypass operation; risikomarkører
for atherosclerose (DNA-analyser i samarbejde
med Niels Steensens Hospital); klassifikation af
cardiomyopati og myocarditis; diagnosticering og behandling
af anthracyclin-induceret cardiotoksicitet;
den cardiotoksiske profil af nyere antidepressiva; behandling
af hjerteinsufficiens med coenzym Q10; ekkokardiografisk
vejledt endomyokardiebiopsi; behandling
af myocarditis med immunosuppressiva; opdatering
omkring hjertetransplantation og hjertelungetransplantation.
Baggrunden for disputatsen: Afhandlingen består
af 8 artikler publiceret i internationale tidsskrifter og
en sammenfattende redegørelse: »Endomyocardial
biopsy. Technical aspects and indications«, LægeforeDoktorer
633
ningens Forlag, København 1989. Undersøgelserne
blev udført under mine ansættelser som reservelæge
og klinisk assistent ved medicinsk afd. B, Rigshospitalet
i perioden 1981-85.
Den diagnostiske anvendelighed af hjertebiopsi, de
kliniske indikationer og de forskningsmæssige perspektiver
diskuteres ud fra den foreliggende litteratur
og egne resultater fra en prospektiv undersøgelse af
patienter henvist til udredning for hjertemuskelsygdomme
på Rigshospitalet igennem 4-5 år. Inden forfatteren
indførte biopsi-proceduren i Danmark var
metoden studeret og praktiseret ved studieophold på
hospitaler i London, især på King's College Hospital
hos dr. RJ. Richardson.
I forbindelse med hjertekateterisationerne fandtes
det af sikkerhedsmæssige grunde nødvendigt at modificere
den transvaskulære teknik (endomyokardiebiopsi).
Den lange introducer-sheath (ledekateter) til
King's bioptom (biopsiinstrument) blev ændret, således
at den dels blev røntgenfast (fluoroskopisk synlig),
dels blev kraftigere i materialet, hvorved korrekt og
stabil position kunne opretholdes under biopteringen.
Anvendelse af ultralyd (2D-ekkokardiografi) ved
biopsi kunne forbedre monitoreringen, og der viste sig
- via ekkokardiografi — en potentiel mulighed for selektiv
bioptering fra dysfungerende myokardium i ve.
ventrikel. I 149 konsekutive undersøgelser, hvor der
blev anvendt samme modificerede teknik, blev der registreret
en væsentlig (non-fatal) komplikation.
Komplikationsfrekvensen var sammenlignelig med
andre opgørelser vedrørende hjertekateterisation,
hvor der ikke blev foretaget biopsi.
Der foreligger forskellige tekniske begrænsninger
ved metoden, men som en patoanatomisk stikprøve in
vivo vil endomyokardiebiopsi — ifølge egne follow-up
undersøgelser, der omfatter autopsi-studier - afspejle
den tilgrundliggende sygdom hos hovedparten af patienterne
(89%, 72-98% med 95% sikkerhedsgrænser).
På basis af lysmikroskopiske undersøgelser foretaget
af dr. U. Baandrup, Århus Kommunehospital af
gennemsnitlig 4 biopsier fra 130 konsekutive patienter
fandtes specifikke histologiske diagnoser og/eller
uventet diagnostisk information, der førte til ændring
af behandlingen hos 28 % af patienterne; klinisk anvendelige
informationer blev opnået hos yderligere
53%. En særlig høj diagnostisk nytte af biopsi blev
registreret ved hjertemuskelsygdomme af restriktiv type
og ved tilstande præget af hypertrofi og samtidig
hypokinesi. Ca. 25 % af patienterne med et billede af
dilateret cardiomyopati kunne nyklassificeres som
myocarditis på basis af biopsifundet.
Væsentlige histologiske forskelle mellem de to ventrikler
(fra samme patient) fandtes hos ca. 20 % af patienterne,
mens hovedparten fremviste diffuse, bilaterale
forandringer. Ved mistanke om myocarditis bør
biopteringen omfatte septum i hø. ventrikel, der synes
af være et prædilektionssted for inflammation; formodet
småkarssygdom, antracyklinkardiotoksicitet eller
endomyokardial fibrose giver indikation for biopsi fra
ve. ventrikel.
Alternative behandlingsprincipper ved hjerteinsufficiens
er fremkommet i de senere år på basis af den
patoanatomiske klassifikation af patienter med myocarditis.
Resultaterne - inklusive egne erfaringer — ved
intervention med immunosuppressiva har været positive,
men det mulige respons har vanskeligt kunne adskilles
fra en evt. spontan remission af tilstanden. Indtil
resultatet af en større, randomiseret multicenterundersøgelse
foreligger vil man aktuelt starte prednisolonbehandling
hos patienter med biopsiverificeret
myocarditis, hvis den kliniske og hæmodynamiske tilstand
forværres på trods af traditionel hjerteinsufficiensbehandiing.
Behandlingen med prednisolon vil
kunne intensiveres med azathioprin eller ceclosporin i
specielt resistente tilfælde. Biokemiske undersøgelser
af myocardievævet vil kunne bidrage til relevante
subklassifikationer af hjerteinsufficiens og dermed nye
behandlingsformer. Tidligere enzymatiske undersøgelser
af biopsier fra patienter med dilateret cardiomyopati
har vist tegn på defekt mitokondriefunktion.
Egne undersøgelser omfattende vævsmålinger af coenzym
Q10 kan understøtte hypotesen, at myocardiet
under udviklingen af hjerteinsufficiens bliver yderligere
kompromitteret som følge af depletering af essentielle
cofaktorer, der kan tænkes at være hastighedslimiterende
i energiomsætningen (»energimangeltilstand
«). Substitutionsterapi med coenzym Q10 synes
at være et attraktivt princip, der med fordel kan adderes
til den øvrige hjerteinsufficiens-behandling.
På det nuværende udviklingstrin kan de kliniske
indikationer for endomyocardiebiopsi sammenfattes
til følgende:
1) diagnosticering og gradering af den akutte afstødningsreaktion
i det transplanterede hjerte; 2) gradering
af antracyklinkardiotoksicitet; 3) diagnosticering/
udelukkelse af specifikke hjertemuskelsygdomme,
inkl. myocarditis; 3) som led i en præoperativ evaluering
afvisse patientgrupper (før transplantation, før
pericardiektomi, før septal myomektomi).
Som et acceptabelt og sikkert diagnostisk redskab
forventes det, at endomyocardiebiopsi vil finde stigende
anvendelse som led i den forestående cardiologiske
forskning.
Læge Carsten Nickeisen
forsvarede den 2. juni 1989 sin afhandling:
»Monitoring of Fetal Carbon Dioxide Tension during
Human Labour« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Jørgen
Falck Larsen og 1. reservelæge, dr.med. Peter Wimberley.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 12. juni 1989.
634 Akademiske grader og prisopgaver
Selvbiografi: Carsten Nahne Amtoft Nickeisen. Født
den 13. marts 1947 i København. Student den 24. juni
1965 fra Sortedam Gymnasium. Lægevidenskabelig
embedseksamen fra Københavns Universitet 1972.
Reservelæge ved kirurgisk afd. Centralsygehuset i
Nyk.F. (orlov i 14 mdr.). 1.11.73-1.07.74: Forsvarets
Lægekorps. Reservelæge ved Gynækologisk-obstetrisk
afd. centralsygehuset i Nyk.F. Reservelæge ved
medicinsk afd. Amtssygehuset i Nakskov. Reservelæge
ved Gynækologisk-obstetrisk afd. Centralsygehuset
i Holbæk. Reservelæge ved Gynækologisk afd. Sønderbro
Hospital. Reservelæge, klinisk ass., 1. reservelæge
ved Gyn-obst afd. Rigshospitalet. 1. reservelæge
ved gyn-obst afd. Frederiksberg Hospital. 1.01.89- 1.
reservelæge ved gynækologisk-obstetrisk afd. Hvidovre
Hospital. Gift 22.06.68 med Bente Nickeisen (f.
Winther-Mortensen). 5 børn: Thomas f. 29.11.68, Lise
f. 14.08.72, Joachim f. 6.07.75, Andreas 27.09.81,
Marie 25.01.86.
Vigtigste publikationer: Nickeisen C, Garner E.
Metroragi efter sterilisation. Ugeskr Læg 1982. Garner
E, Nickeisen C. Sene komplikationer efter sterilisation
af kvinder. Ugeskr Læg 1982. Nickeisen C, Weber
T, Hansen AJ, Hansen A, Zeuthen. T. Evaluation
of a needle pH electrode for continuous tissue-pH monitering
during labour. Characteristics during acidosis
in the rat. Int J Gynaecol Obstet 1986. Nickeisen
PV, Stigsby B, Nickeisen C, Nim J. Intra- and interobserver
variability in the assessment of intrapartum
cardiotocograms. Acta Obstet Gynecol Scand 1987.
Stigsby B, Nielsen PV, Nickeisen C, Nim J. Computer
asessment of the intrapartum cardiotocogram: 1. Methods
of datareduction and diagnostic procedure. Acta
Obstet Gynecol Scand 1988. Nielsen PV, Stigsby B,
Nickeisen C, Nim J. Computer assessment of intrapartum
cardiotocogram. IL The value of computer
assessment compared to clinical assessment. Acta Obstet
Gynecol Scand 1988. Nickeisen C, Weber T, Parneil
C, Nim J, Kemp AM, Junge 1. Kardiotokografisk
fødselsovervågning: En prospektiv sammenlignende
undersøgelse af to elektrodetyper, Ugeskr Læg 1989.
Disputatsafhandlingen består af et oversigtsarbejde
samt 8 delarbejder, der vurderer mulighederne for
monitorering af føtal asfyksi under fødslen ved hjælp
af transkutan kuldioksid monitorering. Asfyksi defineres
som en tilstand der er udløst af hypoksi som karakteriseres
af acidose, påvirket respiration, hjerteaktion
og reflekser. Vurdering af acidosen udfra blodets pH
eller vævets pH kræver en incision i huden, hvorfor det
undersøges om måling af kuldioksid tensionen, som
kan måles non-invasivt, kan anvendes til påvisning af
føtal acidose. Udfra litteraturen beskrives patogenesen
for hypoksibetinget hjerneskade opstået under
fødslen, og det konkluderes at den føtale metaboliske
acidose, opstået ved anaerob metabolisme, indebærer
størst risiko for hjerneskade.
På baggrund af navlesnors-arterie og -vene blodprøver
undersøges blodets kuldioxid-tension i forhold
til blodets pH hos nyfødte med normal og lav Apgar
score, hos nyfødte som har gennemgået en lang og en
kort presseperiode, hos nyfødte som er født spontant
og efter kunstforløsning samt hos nyfødte der under
fødselsforløbet har vist tegn på distress. Ændringerne i
kuldioxid-tensionen viste sig at forløbe parallelt med
ændringerne i pH, og der kunne påvises en signifikant
korrelation mellem de to syre-base værdier i navlesnorsblod.
Hvis man ud fra forhøjet kuldioxid-tension
i navlesnors-arterieblod skal diagnosticere lav pH,
kan dette gøres med en høj sensitivitet (0.92), men kun
med en middelgod specificitet (0.63).
Princippet for transkutan kuldioxid-monitorering
og opbygningen af den elektrokemiske elektrode beskrives.
En metode for elektrodesterilisation beskrives,
og procedurens indflydelse på elektrodefølsomhed
og drift vurderes. Elektrodens fixering til huden
kan foretages ved limning eller ved fastsugning med
en speciel suge-ring. Ved samtidig monitorering med
to elektroder flxeret med de forskellige metoder sammenlignes
måleresultat, succes-rate, elektrodedrift og
»indsvingningstiden«, og det konkluderes at sugemetoden
er lettere at anvende og at denne ikke påvirker
måleresultatet. Ved anbringelse af elektroden på fosterets
hoved kan der i nogle tilfælde forekomme en
kompression af elektroden mellem fosterets hoved og
fødselskanalens vægge. Betydningen af denne kompression
vurderes ved samtidig måling med flere elektroder
anbragt forskellige steder på fosterhovedet,
og det konkluderes, at en eventuel kompression forårsager
en betydelig forhøjelse af den målte transkutane
værdi. Ved måling med forskellige elektrodetemperaturer
(41° og 44° C) findes den transkutane kuldioksidtension
at korrelere bedre til umbilicalarterieblodets
kuldioksidtension ved den høje temperatur.
Normalværdien for fosterets transkutane kuldioksidtension
bestemmes udfra målinger på fostre født
uden tegn på acidose, og der fandtes en svag stigning
gennem udvidningsperioden og en mere udtalt stigning
gennem presseperioden. Fostre født med acidose
havde under fødslen en udtalt stigning i transkutan
kuldioksidtension, men hvis man under fødslen skal
påvise føtal acidose udfra forhøjet transkutan kuldioksidtension,
kan dette kun gøres med høj sensitivitet
på bekostning af en lav specificitet.
Samtidig monitorering af fosterets kuldioksidtension
og vævs-pH er mulig, og det kan således kontinuerligt
vurderes hvorvidt en acidose er af metabolisk
eller respiratiorisk årsag. Ved hjælp af en mikro-computer
bestemmes fosterets base-excess kontinuerligt,
og vurderingen af den metaboliske komponent af
acisdosen lettes således. Under normale fødselforløb
findes base-excess konstant eller stigende, mens faldende
base excess tyder på føtalt distress som leder til
asfyksi.
Doktorer 635
Det konkluderes, at den transkutane kuldioksidtension
hos fosteret kan måles kontinuerligt under fødslen,
og man udfra denne kan afsløre føtalt distress,
men i mange tilfælde er det nødvendigt at supplere
målingen med en måling af fosterets pH.
Afdelingsleder, cand.psych. Erik B. Nielsen
forsvarede den 20. nov. 1989 sin afhandling:
»Behavioral Pharmacology of Psychotomimetics«
for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Rasmus
Fog og professor, dr.med. A. Mosfeldt Laursen.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 28. nov. 1989.
Selvbiografi: Erik Bardrum Nielsen. Født den 19. juni
1951 i København. Student juni 1970 fra Tårnby
Gymnasium. Cand.psych. 1978 fra Københavns Universitet.
Kandidat & seniorstipendiat ved Københavns
Universitet/Set. Hans Hospital. Nu: Funktionschef
NOVO Nordisk A/S. Samlevende med Karin
Olofsson, 1 barn.
Støttet af: Købmand i Odense, Johan & Hanne
Weimann f. Seedorfis Legat, Danmark-Amerika Fonden,
Egmont H. Petersens Fond, Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd.
Vigtigste publikationer: Nielsen E.B., Rolandi W.
and Appel J.B.: Drug effects on the repeated generalization
of a visual discrimination acquired under
one trial per day condition, 1984. Psychopharmacology.
Nielsen E.B. and Jepsen S.A.: Antagonism of
the amphetamine cue by both classical and atypical
antipsychotic drugs. Eur. J. Pharmacol., 1986.
Nielsen E.B. and Scheel-Kriiger J.: Cueing effects of
amphetamine and LSD: Elicitation by direct microinjection
of the drugs into the nucleus accumbens.
Eur. J. Pharmacol., 1986. Nielsen E.B., Randrup K.
and Andersen PH.: Amphetamine discrimination:
Effects of dopamine receptor agonists. Eur. J. Pharmacol.,
1989.
Disputatsen er en sammenfatning af arbejde, der er
udført i årene 1980-1989 på Set. Hans Hospital, Københavns
Universitets Psykologiske Laboratorium,
Department of Psychology, University of California,
Los Angeles, Department of Psychology, University of
South Carolina, Columbia samt ved Behavioral Pharmacology
Laboratory, Novo Nordisk a/s, DNS Division.
Udgangspunktet for disputatsen (der omfatter
13 tidligere publicerede arbejder) er de psykoselignende
tilstande, der hos mennesker er beskrevet efter indtagelse
af lysergsyre-diétylamid (LSD) eller amfetamin
og beslægtede stoffer. Formålet med de aktuelle
undersøgelser har været at karakterisere det farmakologiske
og adfærdsmæssige grundlag for disse virkninger.
Den første del af disputatsen omhandler mulige adfærdsmæssige
korrelater til amfetaminpsykose og
»hallucinationer« i dyr. Det konkluderes, at disse stoffer
fremkalder artsspecifikke symptomer på de nævnte
tilstande, således at det er rimeligt at anvende hhv.
LSD og amfetamin til at fremkalde farmakologiske
modetilstande for psykose og hallucinationer. Anden
del af disputatsen omhandler ændringer i dopamin-
(DA)- og serotonin-receptorer efter kronisk amfetaminbehandling.
Det vises, at kronisk amfetaminbehandling
(hvorunder psykoselignende symptomer optræder
hos både dyr og mennesker) fremkalder adaptive
ændringer i antallet af DA- og serotonin-2-receptorer.
Mekanismen bag disse ændringer er søgt belyst
ved farmakologiske manipulationer. Resultaterne viste,
at antallet af Da-receptorer kan moduleres af det
endogene niveau af DA. En lignende mekanisme kan
gælde for regulationen afserotonin-2-receptorer. I den
sidste del af arbejdet belyses de adfærdsmæssige funktioner,
der afspejler ændringer i interoceptive farmakologiske
tilstande, induceret af hhv. LSD og amfetamin.
Specielt er det undersøgt, hvorvidt man kan isolere
farmakologiske effekter på perceptuelle funktioner
fra effekter på »responskontrol«-funktioner. Resultater
viser, at ved særlige »one-trial«-procedurer
kan dette opnås, og her øger LSD tærkslen for ekstoceptive
stimuli's effekt på adfærden. Det farmakologiske
og anatomiske grundlag for nogle af disse diskriminative
effekter af hhv. LSD og amfetamin undersøges
videre i såkaldte »stofdiskrimination«-procedurer.
Det vises, at en dopaminerg mekanisme i nucleus accumbens
formentlig spiller en vigtig rolle i denne henseende,
et resultat, der sætter denne struktur i fokus
for yderligere undersøgelser af de neurobiologiske
grundlag for psykoser, hallucinationer og lignende patologiske
tilstande.
Afsluttende er den komplekse interaktion mellem
Da-D-l/D-2-receptorer undersøgt; denne er bl.a. afhængig
af den valgte model. Det påpeges, at Da-D-1-
antagonisme repræsenterer en ny terapeutisk mulighed
for farmakologisk behandling af psykoser.
Cand.scient. Ole Nordfang
forsvarede den 8. dec. 1989 sin afhandling:
»Coagulation factor VIII: Studies of its subunits«
for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var dr.med. Knut Wallerik,
overlæge, dr.med. Sixtus Thomsen og professor,
dr.med. Gunnar Bendixen. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 4. januar 1990.
Selvbiografi: Ole Nordfang. Født den 22. januar 1954 i
Korsør. Student den 20. juni 1974 fra Slagelse Gymnasium.
Cand.scient. i biokemi december, 1979 fra
Københavns Universitet. Blodbank/Blod typeafd.
636 Akademiske grader og prisopgaver
Statens Seruminstitut. Nuklearmedicinsk Afdeling,
Rigshospitalet. 1.1.82 — Nordisk Gentofte. Kemiker
Biopharmacetucal Research, NOVO Nordisk A/S.
Gift med sygeplejerske Eva Nordfang 12.1.80. Børn;
Maria Nordfang, 28.8.81. Maj-Britt Nordfang, 4.3.85.
Rasmus Nordfang 5.4.89.
Støtte fra: Rigsforeningen til Gigtens Bekæmpelse.
Vigtigste publikationer: Rubin B, Golstein P, Nordfang
O, Hertel-Wullf B. 1980, J Immunol. Nordfang
O. 1981, Acta Path Microbiol Scand Sect C. Nordfang
O, Rubin B. 1981, Immunogenetics. Nordfang O,
Høier-Madsen M, Halberg P, Lieberkind J. 1981, J
Immunol Meth. Nordfang O, Høier-Madsen M, Danielsen
A. 1984, Scand J Rheumatol. Nordfang O, Ezban
M, Dinesen B. 1985, Thromb Haemostas. Nordfang
O, Ezban M, Hansen JJ. 1986, Factor VIII/von
Willebrand Factor. Burke RL, Pachel C, Quiroga M,
Rosenberg S, Haigwood N, Nordfang O, Ezban M.
1986, J Biol Chem. Nordfang O, Ezban M, Hansen JJ.
1987, Thromb Haemostas. Nordfang O, Ezban M,
Nilsson P, KnudsenJB. 1988, BrJ Haematol. Nordfang
O, Ezban M. 1988, J Biol Chem.
Disputatsen består af 5 publicerede tidsskriftsartikler
samt en sammenfattende redegørelse. Afhandlingen
omhandler protein-kemiske studier af koagulationfaktor
VIII (FVHI) samt undersøgelse af inhibitor-
antistoffers reaktivitet over for FVHI. Disse studier
er udført som en integreret del af det forskningsarbejde,
der udføres på Novo-Nordisk med henblik på
fremstilling af biosyntetisk FVHI.
Hel eller delvis mangel på FV111 resulterer i blødersygdommen
hæmofili A, der er en X-bundet sygdom,
som rammer ca. 1 ud af 10.000 personer af hankøn.
Ved behandling med FVHI præparat udvikler ca.
14% af hæmofoli A patienterne inhibitor-antistoffer
(koagulations-inhiberende antistoffer rettet imod
FVHI).
FVI11 syntetiseres i lever, nyre og andet væv som et
enkeltkædeprotein med en molekylevægt nær 350.000
masse-enheder. FVHI består af homologe domæner
(A1A2BA3C1C2). FVHI oprenset fra blodplasma er
fragmenteret og består af 2 proteinkæder (tung og let
kæde). Ved at udnytte specificitetsforskelle ved to monoklonale
anti-FVHI-antistoffer er de to FVHI-kæder
blevet isoleret separat. Med de isolerede kæder er
det vist, at 7 testede humane inhibitorantistofier alle
kan blokeres med FVI I I-let kæde. Det ene antistof
blokeres kun delvis, og dette antistof blokeres også delvis
med FVI II tung kæde. På basis heraf foreslås
FVHI-fragmenter (især FVHI-let kæde) anvendt til
specifik immunoterapi af inhibitorpatienter. Fx kan
matrixbundet FVHI-let kæde bortabsorbere antistoffer
fra blodplasma.
Humane inhibitor-antistoffer er anvendt til at udvikle
specifikke immunanalyser for henholdsvis FVIII-
let kæde og FVH I-tung kæde. Disse analyser har for
første gang muliggjort en differentieret måling af de to
kæder i biologiske prøver. Det er således muligt separat
at følge de to kæder under syntese af og oprensning
af biosyntetisk FVHI. Desuden viser målinger på
plasmaprøver fra inhibitorpatienter højt indhold af
FVHI-tung kæde efter injektion af FVI I I-præparat.
Koagulationsaktivt FVHI kan ikke måles, og tung
kæde-målingerne antyder eksistensen af cirkulerende
immunkomplekser, som kan være vigtige for opnåelse
af immuntolerans over for FVHI hos inhibitorpatienter.
Interaktionen mellem de to FVHI-kæder er undersøgt,
og det har vist sig at mangan og calcium kan
danne metalbro mellem kæderne og genskabe aktivt
FVHI ud fra hver især inaktive kæder. Dannelsen af
aktivt kompleks er også afhængig af koagulationsfaktor
X og tilstedeværelse af mikromolære mængder af
reduktionsmiddel. Det foreslås at de isolerede FVHIkæder
indeholder frie sulfhydrylgrupper. Disse grupper
interfererer med den metalmedierede kompleksdannelse,
idet metal virker som katalysator af kemiske
reaktioner med sulfhydrylgrupper.
Ved rekombinant DNA-teknik er det vanskeligt at
producere meget af det komplicerede FVHI-protein,
især på grund af B-domænet som er stærkt glykosyleret.
FVI I I-fragmenter (A^-tung kæde og A3C1C2-
let kæde) kan opnås i større mængder end fuld længdehandling
af inhibitorpatienter og især ved fremstilling
af koagulationsaktivt FVHI opbygget som et kompleks
af de to kæder. FVI 11 kompleks bestående af
A1A2-tung kæde samt A3C1C2-let kæde udgør en væsentlig
del af FVI I I-proteinet i plasma deriverede
FVI I I-præparationer.
Cand.med. Peter Norsk
forsvarede den 23. nov. 1989 sin afhandling:
»Influence of low-and high-pressure baroreflexes
on vasopressin release in humans« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Hans
Ibsen og lektor, dr.med. Peter Bie. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 1. dec. 1989.
Selvbiografi: Peter Norsk. Født den 14. juni 1953 i Helleruplund
Sogn. Student den 14. juni 1972 fra Rungsted
Statsskole. Cand.med 1982, juni fra Københavns
Universitet. Værnepligt som læge i Flyvevåbnet,
1982-93. Videnskabelig medarbejder på Gymnastikteoretisk
Lab., August Krogh Inst., Kbh. Universitet,
1983-85. Gæsteforsker på Miami School of Med., Miami,
Florida 1986-87. Medicin og kirurgi på hver 6
mdr., Hørsholm Sygehus, 1985 og 1987-88. Videnskabelig
medarb. på Rum- og Flyvemed. Lab Rigshospitalet,
1986 og 1988. Selvstændig virke som læge, 1988.
Daglig leder, direktør siden august 1988. DAMEC
Research A/S, c/o Afd. 7522, Rigshospitalet. Gift med
Doktorer 637
Mette Boesgaard Norsk d. 23. august 1986. To børn:
Mikkel ogjakob født henholdsvis 23. februar 1987 og
31. marts 1989.
Støtte fra: Rumudvalget, Forskningsdirektoratet,
Eksternt kandidatstipendium fra European Space Agency
(ESA), William Ottesen og Hustrus Fond.
Vigtigste publikationer: Norsk, R, F. Bonde-Petersen,
J. Warberg: Central venous pressure and plasma
arginine vasopressin during water immersion in man.
Eur. J. Appl. Physiol. Occup. Physiol., 1985 Norsk,
P, F. Bonde-Petersen, J. Warberg: Central venous
pressure and plasma arginine vasporessin in mand
during water immersion combined with changes in
blood volume. Eur. J. Appl. Physiol. Occup. Physiol.,
1986. Norsk, P, F. Bonde-Petersen, J. Warberg:
Central transmural venous pressure and plasma arginine
vasopressin during negative pressure breathing
in man. Eur. J. Appl. Physiol. Occup. Physiol., 1986.
Norsk, R, F. Bonde-Petersen, J. Warberg: Arginine
vasopressin, circulation and kidney during graded
water immersion in humans. J. Appl. Physiol., 1986.
Norsk, R, F. Bonde-Petersen, J. Warberg; Influence
of central venous pressure changes on plasma vasopressin
in humans. J. Appl. Physiol., 1986. Norsk, R,
f. Bonde-Petersen, J. Warberg: Plasma arginine vasopressin
during neck suction in upright sitting man.
Acta Endocrinol., 1987.
Disputatsarbejdet: Stimulation af volumenreceptorer
i venstre atrium hos hunden medfører en nedsat
sekretion af arginine vasopressin (AVP). Det er
uklart om den samme mekanisme gælder hos mennesket.
Til undersøgelse af dette, gennemførtes en række
forsøg med henblik på systematisk at ændre det
centrale venetryk på normale mandlige forsøgspersoner
ved hjælp af nedsænkning i vand, negativt og
positivt tryk omkring underkroppen og negativ trykånding.
I yderligere et forsøg appliceredes negativt
tryk omkring halsen (halssug) på forsøgspersonerne
til selektiv stimulation af de arterielle baroreceptorer
i sinus caroticus. På denne måde undersøgtes betydningen
af de arterielle baroreceptorer for regulationen
af AVP-sekretionen. Resultateterne fra alle disse
eksperimenter peger på en ringe eller ingen indflydelse
af lavtryksbaroreceptorerne for regulationen af
AVP hos mennesker, som er moderat dehydrerede
natten over, og hos hvem der er induceret isoosmotiske
ændringer i det centrale blodvolumen. Det foreslås,
at de arterielle baroreceptorer under disse omstændigheder
spiller en mere afgørende rolle; sandsynligvis
i samspil med en række andre mekanismer.
Det er tænkeligt, at ændringer i det arterielle pulstryk
og i pulstryksprofilen over tid (dP/dt) er mere væsentlige
i regulationen af AVP sekretionen end ændringer
i middelarterietrykket. Fremtidige eksperimenter
bør fokusere på relationen mellem arterielle
baroreceptorer og regulationen AVP. I denne henseende
er nedsænkning i vand samt selektiv stimulation
af sinus caroticus ved brug af halssug lovende forsøgsmodeller.
Cand.med. Søren-Peter Olesen
forsvarede den 28. april 1989 sin afhandling:
»An electrophysiological study of microvascular
permeability and its modulation by chemical mediators
« for den medicinske doktorgrad.
OfTicielleapponenter var professor L. H. Smaje, docent,
med.dr. Erik Svensjo og professor, med.dr. Hans
Hultborn. Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 8. maj 1989.
Selvbiografi-, Søren-Peter Olesen. Født den 13. marts
1955 i Hadsund. Student juni 1974 fra Hobro gymnasium.
Polyteknisk kandidateksamen, sommer 1979 fra
DtH, Lyngby. Lægevidenskabelig embedseksamen,
sommer 1982 fra Københavns Universitet. Med.-fysiol.
Inst. A, KU, 1982-84, forskningsstipendiat.
Med.-fysiol. Inst.A, KU, 1984-86, kandidatstipendiat.
Pathology Dept., Brigham & Women's Hospital,
Harvard Med.Sch., Boston, USA, 1986-87, visiting
scientist. Rigshospitalet, okt. 1987 - sept. 1988, turnus.
KAS Gentofte, okt. 1988-juli 1989, reservelæge
afd. 0. Nu: Forskningsstipendiat, Inst. f. almen Fysiol.
& Biofys., KU.
Støtte fra: Scholarstipendium fra Hjerteforeningen
& Weimanns Fond, forskningsstipendiat fra Vetts
Fond, Nato Science followship. Forskningsrådet
(SLF), Hjerteforeningen + Weimann.
Vigtigste publikationer: Olesen S-P & Crone C:
Electrical resistance of muscle capillary endotheliuml.
Biophys J, 1983. Olesen S-P: A calcium-dependent reversible
permeability increase in microvessels in frog
brain, induced by serotonin. J Physiol, 1985. Olesen
S-P & Crone C: Substances that rapidly augment ionic
conductance of endothelium in cerebral venules.
Acta Physiol Scand, 1986. Oleisen S-P: Free oxygen
radicals decrease electrical resistance of microvascular
endothelium in brain. Acta Physiol Scand., 1987.
Olesen S-P; Regulation of ion permeability in frog
brain venules. Significance of calcium, cyclic nucleotides
and protein kinase C. J Physiol, 1987. Olesen SP,
Clapham DE & Davies PF: Haemodynamic shear
stress activates a K+ current in vascular endothelial
cells. Nature, 1988. Oleisen S-P, Davies PF & Clapham
DE: Muscarinic acetylcholineactivated K+ current
in bovine aortic endothelial cells Circ Res 1988.
Disputatsafhandlingen består af 7 tidligere publicerede
artikler og en sammenfattende redegørelse. Det
videnskabelige arbejde er udført ved Medicinsk-fysiologisk
Institut A, Københavns Universitet samt ved
Vascular Research Division, Department of Pathology,
Brigham & Women's Hospital, Harvard Medical
School, Boston, USA i perioden 1980-87.
Udvekslingen af næringsstoffer, vand, ilt og kuldi638
Akademiske grader og prisopgaver
oxyd mellem blod og væv foregår i mikrokarrene. Permeabilitetsbarrieren
i mikrokarrene udgøres af endotelet,
som består af et enkelt lag endotelceller adskilt af
vandfyldte intercellulærspalter. Kapillærendotelets
barrierefunktion er de seneste godt 25 år blevet studeret
med fysiologiske teknikker anvendt på hele organer,
hvilket har medført stor indsigt i stofudvekslingen
på organniveau.
I arbejdet, der liggger til grund for denne disputats,
har jeg anvendt nyudviklede elektrofysiologiske mikroteknikker
til permeabilitetsmålinger på enkelte kapillærer
in vivo samt til studier af isolerede endotelceller
in vitro. Tilsammen er der fremkommet en hel del
nye informationer om funktionen af det vaskulære endotel,
som ikke kun er et semipermeabelt filter indskudt
mellem det cirkulerende blod og vævet, men tillige
en overordentlig aktiv grænseflade.
De elektrofysiologiske permeabilitetsmålinger blev
udført in vivo på enkelte kontinuerte mikrokar i frøen.
Mikrokarrenes ionpermeabiliteter varierer med
mindst 3 størrelsesordener fra det tætte hjerneendotel
(PK-t- =8,5X 10~7 cm s-') til de knap 100 X mere permeable
mikrokar i muskel og hud og de 1.000 X mere
permeable mesenterialkar. Venoler er 1,5-3 X mere
permeable end arterioler. Kapillærers ionpermeabiliteter
er ikke meget forskellig fra venolers, og da venolers
overfladeareal er sammenlignelig med kapillæres,
betyder dette, at venoler bidrager væsentligt til udvekslingen
af ioner og små vandopløselige molekyler.
Selve endotelcellemembranens ionpermeabilitet er
godt 10 X mindre end hjernekapillærets, hvilket
stærkt indicerer, at små vandopløselige stoffer hovedsagelig
passerer mellem endotelcellerne (paracellulært)
i hjernens såvel som i andre organers mikrokar.
Reversible ændringer i endotelets ionpermeabilitet
blev studeret efter stimulation af frøens cerebrale mikrokar
med stoffer som serotonin, bradykinin, ATP,
ADP, AMP og leukotrien C4. Disse receptoragonister
inducerer alle følgende ændringer: permeabiliteten
stiger 1 -2 s efter tilsætning af agonisten, topper hurtigt
herefter og reverterer ganske langsomt (5-15 min). De
ovenstående autakoider stimulerer samtidig en øgning
i endotelcellens frie intracellulære calciumkoncentration,
og når denne stigning i den cytosoliske calciumikoncentration
hæmmes, udløser receptor-stimulationen
ikke længere nogen permeabilitetsøgning. På
den anden side inducerer ionoforer, stoffer som selektivt
øger den frie intracellulære calciumkoncentration,
en pereabilitetsøgning nøje svarende til den receptoragonist-
inducerede. Tilsammen indicerer disse observationer
at Ca"!+ spiller en rolle som »second messenger
« ved endoteliale permeabilitetsændringer. Stigningen
i den frie intracellulære paracellulære diffusionsvej
i form affokale udvidelser af den intercellulære
kløft.
Et afgørende led i aktiveringen af endotelcellen er
således en transport af Ca2+ og muligvis også af andre
ioner ind i cellen, hvilket foregår via åbning af selektive
ionkanaler i endotelcellemembranen. Studier af
ionkanaler i endotelcellemembranen blev udført på
dyrkede endotelceller fra kalve-aorta. Endotelcellemembranen
indeholder flere typer ionkanaler, som
kan aktiveres dels af nogle af ovenfor nævnte kemiske
mediatorer, dels af blodstrømmens friktionskraft
(»shear-stress«) og endelig af hyperpolarisation. Depolarisation
inducerer meget lidt kanal-aktivitet. Kanalerne
åbnes indenfor millisekunder og de fleste kanaler
tillader passage af kaliumionen, men der er også
observeret kanaler som en permeable for såvel Na+,
K+ som CaJ + . Aktivering af ionkanaler er sandsynligvis
et af de første trin i den signaltransduktion, som
begynder med fysisk eller kemisk stimulation af endotelcellen,
og som kan lede til hurtige ændringer i såvel
venolers permeabilitet som arteriolers dilatationgrad.
Cand.med. Jørgen H. Olsen
forsvarede den 21. juni 1989 sin afhandling:
»Erhverv og risiko for cancer i Danmark, 1970-
1979, herunder en analyse af risikoen for cancer i næsehule
og bihuler efter erhvervsmæssig eksponering
for formaldehyd« for den medicinske doktorgrad.
Officille opponenter var institutchef, dr.med. Ib
Andersen, professor, lic.med. Jørn Olsen og lektor,
overlæge, dr.med. K. A. Thomsen. Af tilhørerne opponerede
dr.med. Johannes Clemmesen.
Graden blev konfereret den 12. juli 1989.
Selvbiografi: Jørgen Helge Olsen. Født den 2. februar
1948 i Frederiksberg. Student den juni 1968 fra Køge
Gymnasium. Cand.med. januar 1976 fra Københavns
Universitet. 1976-1981: Ansættelser i kliniske stillinger
på hospitalsafdelinger i København. 02.79-08.79:
Postgraduat kursus i lægevidenskabens basale fag,
Københavns Universitet. 09.81 - Overlæge: Cancerregisteret,
København.
Disputatsafhandlingen tager udgangspunkt i en
edb-mæssig kobling af Cancerregisteret, Arbejdsmarkedets
Tillægspension (ATP) og det centrale personregister
(CPR). Datakoblingen er baseret på anmeldte
tilfælde af malign lidelse til Cancerregisteret i perioden
1970-79. Fra ATP, som er en obligatorisk pensionskasse
for alle lønmodtagere i Danmark, blev derved
brug af patienternes personnumre - udhentet erhvervsoplysninger
i form af ansættelser efter 1. april
1964, og fra CPR oplysninger om stillingsbetegnelse.
Sammen med de relevante tumoroplysninger fra Cancerregisteret
blev de koblede persondata indpasset i et
nyoprettet subregister, henhørende under Cancerregisteret.
Ved hjælp af en proportional risikoanalyse blev forekomsten
af cancer undersøgt for et bredt udsnit af
danske erhverv. På forhånd velkendte associationer
blev genfundet, og nye blev beskrevet. Det koblede daDoktorer
639
tasæt blev etableret uden forhåndshypoteser, og var
indsamlet uden hensyntagen til potentielle confounders.
Koblingsundersøgelsen skal derfor betragtes
som et potentielt redskab ved hypotesegenerering.
Afhandlingen omhandler tillige en case-kontrol undersøgelse
af risikoen for sinonasalcancer efter erhvervsmæssig
udsættelse for formaldehyd. Selv om
undersøgelsen bygger på erhvervsoplysninger fra det
koblede ATP-Cancerregister materiale, var undersøgelsen
tilrettelagt som en hypotesetestende undersøgelse
med samtidig indhentning af eksponeringsvurderinger
vedrørende formaldehyd, træstøv og 10 andre
potentielle confounders. Undersøgelsen viste, at
erhvervsmæssig formaldehydeksponering muligvis er
svagt associeret til såvel pladecellekarcinomer som
adenokarcinomer i næse- og bihuler.
Det koblede ATP-Cancerregister datasæt har således
vist sig egnet som screeningsredskab for detektion
af potentielle erhvervsmæssige risikoområder for så
vidt angår maligne sygdomme og som grundlag for
hypotesegenererende overvejelser. Yderligere er det
med formaldehydundersøgelsen demonstreret, at det
koblede datamateriale kan danne udgangspunkt for
epidemiologiske undersøgelser af hypotesetestende
karakter.
Læge Peter Oxholm
forsvarede den 3. marts 1989 sin afhandling:
»Epithelial immunoglobulin desposits and Langerhans
Cellis in patients with Primår Sjogrens Syndrome
« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, med.dr. Frank
Wollheim og professor, dr.med. Svend Larsen. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 14. marts 1989.
Selvbiografi: Peter Christian Oxholm. Født den 16. juni
1953 i København. Student den 15. juni 1971 fra
Herlufsholm Kostskole. Lægevidenskabelige kandidateksamen
1979 fra Københavns Universitet. Københavns
Kommunehospital, patologisk institut. Københavns
Kommunehospital, ortopædkirurgisk afdeling.
Københavns Kommunehospital, medicinsk III
afdeling. Hvidovre Hospital, ortopædkirurgisk afdeling.
Rigshospitalet, neuromedicinsk afdeling. Rigshospitalet,
medicinsk immunologisk laboratorium
TA. Rigshospitalet, medicinsk afdeling TTA. Nu:
Rigshospitalet, intern medicinsk kursusstilling.
Støtte fra Efamol Ltd., England.
Vigtigste publikationer: Oxholm P, Madsen EB,
Mantorpe R, Rasmussen FV.; Pulmonary function in
patients with rheumatoid arthritis. Scand J Rheumatol,
1982. Oxholm P, Bundgaard A, Madsen EB,
Manthorpe R, Rasmussen FV: Pulmonary function in
patients with primary Sjogren's syndrome. Rheumatol
Int, 198. Oxholm P, Winther K, Manthorpe R.:
Platelet function in patients with primary Sjogren's
syndrome. Acta Med SCand, 1986. Oxholm P, Winther
K.: Thrombocyte involvement in immune inflammatory
reactions. A review. Allergy, 1986. Oxholm
P, Winther K.: Platelet involvement in salivary
gland inflammation in patients with Sjogren's syndrome.
Rheumatol Int, 1987.
Disputatsafhandlingens formål har været at belyse,
hvorvidt immunglobulin (Ig) aflejringer i hud og slimhinder
kan findes in vivo eller in vitro hos patienter
med primært Sjogrens syndrom (SS), samt om undersøgelse
for eventuelle aflejringer vil kunne have klinisk
betydning. Der foreligger ikke sådanne tidligere undersøgelser
omfattende et større antal patienter med
primært SS, på trods af at hud og slimhinde Ig aflejringer
er et velkendt og klinisk anvendeligt fænomen hos
patienter med andre bindevævsimmunsygdomme
(BVS), herunder specielt systemisk lupus erythematosus
(SLE).
Primært SS betegner tilfælde med påvist keratoconjunctivitis
sicca (KCS) og xerostomi uden at anden
BVS samtidig er tilstede. Sekundært SS anvendes om
tilfælde hvor anden BVS er ledsaget af KCS og/eller
xerostomi. De senere års forskning har afsløret klare
kliniske og immunologisk/genetiske forskelle mellem
primært og sekundært SS. Autoimmunologiske mekanismer
antages at ligge til grund for kardinalsymptomerne
fra exocrine kirtler, såvel som for den lange
række af extraglandulære manifestationer, som kan
ses ved primært SS.
Ved anvendelse af en direkte immunfluorescens
teknik fandtes som noet nyt at 68 % af undersøgte patienter
med primært SS havde intraepidermalt lokaliseret,
in vivo bundet IgG. Lignende in vivo aflejret
IgG fandtes significant sjældnere hos patienter med
reumatoid artritis (RA) og SLE samt hos normale. I
modsætning til forholdene ved RA og SLE fandtes lupus
bånd testen negativ hos næsten alle patienterne
med primært SS. Intraepithelialt in vivo aflejret IgG
fandtes tillige i det flerlagede pladeepitel i læbe og livmoderhals
hos patienter med primært SS. På baggrund
af eksperimentelle immunhistologiske undersøgelser
af hud og sera fandtes det sandsynligt, men ikke
bevist, at det intraepidermale IgG er lejret som komplexer
bundet til overfladen af Langerhans' celler og
keratinocytter. Langerhans cellen, som her for første
gang er undersøgt hos patienter med primært SS,
fandtes i et nedsat antal i hud og livmoderhals slimhinde
hos disse patienter, men denne abnormitet var
uden relation til IgG aflejringerne. Endelig belystes
forekomsten af arts-uspecifikke autoantistofler rettet
mod flerlaget forhornet pladeepitel ved brug af en indirekte
immunfluorescens teknik og rotte oesophagus
epitel som substrat. I lighed med tidlige undersøgelser
fandtes circulerende antikeratin-antistofler signifikant
hyppigere hos patienter med Ss sekundært til RA
end hos patienter med primært SS.
640 Akademiske grader og prisopgaver
Før en endelig vurdering af om undersøgelse for intraepithelialt
lokaliseret in vivo aflejret IgG er klinisk
anvendelig m.h.p. diagnosen primært SS, bør sammenlignelige
undersøgelser fra andre centre foreligge-
Reservelæge Elisabeth Raljkiaer
forsvarede den 29. sept. 1989 sin afhandling;
»Immunohistological and Genotypic Studies ofCutaneous
Malignant Lymphomas Compared with Benign
Cutaneous Conditions and Cutaneous 'Pseudolymphomas'
« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Aage
Drivsholm, overlæge, dr.med. Jørgen Rygaard og professor,
dr.med. Kristian Thestrup-Pedersen. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 18. oktober 1989.
Selvbiografi: Elisabeth Ralfkiær. Født den 30. oktober
1950 i København. Student juni 1968 fra Gentofte
Statsskole. Cand.med. januar 1978 fra Københavns
Universitet. Reservelæge, patologi afd., KAS Glostrup
og Finseninstituttet, jan. 78-apr. 81. Kandidatstipendiat
under Kræftens Bekæmpelse ved afd. for
patologi og dermatologi. Finseninstituttet og afd. for
patologi, John Radcliffe Hospital, Oxford Universitet,
maj 83-aug. 86. Kursusstilling i patologi ved afd. for
patologi, Finseninstituttet og Rigshospitalet, okt. 86-
okt. 88. Nu: 1. reservelæge, patologi afd., Rigshospitalet.
Støtte fra: Kræftens Bekæmpelse, The Leukaemia
Research Fund (England), Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd, Kgl. hofbundtmager Aage Bangs
Fond, Flandelsgartner Ole Villium Buhl Olesen og
ægtefælle Edith Buhl Olesens Mindelegat.
Publikationer: Arbejder omhandlende morfologiske,
immunologiske og genotypiske egenskaber ved
normale lymfocytter, maligne lymfomer og leukæmier.
lait 70 arbejder publiceret i internationale tidsskrifter.
Endvidere 60 abstracts og foredrag.
Disputatsen omhandler anvendelsen af immunhistologiske
og genotypiske tekniker til karakteristik og
diagnostik af ækutane maligne lymfomer og pseudolymfomer.
Arbejdet er udført i samarbejde med forskere
i England, Tyskland og Frankrig og beror på
påvisningen af antigener på lymfatiske celler i frysesnit
og på undersøgelsen for konfigurationen af de gener,
der koder for B- og T-cellens antigen receptorer.
Resultaterne viser, at immunhistologiske og genotypiske
teknikker udgør et vigtigt supplement til konventionelle
histologiske metoder ved karakteristikken og diagnostiken
af en række maligne lymfomer og pseudolymfomer
i huden.
Overlæge, dr.med. Finn Vejlø Rasmussen
forsvarede den 3. oktober 1989 sin afhandling: »Lungefunktion,
boligforhold, erhverv og rygning« for den
medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Kaj Viskum
og professor Erik Holst. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 18. oktober 1989.
Cand.med. Bente Juel Riis
forsvarede den 16. juni 1989 sin afhandling:
»Prevention of Postmenopausal Bone Loss« for den
medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Eigill
Hvidberg, professor, dr.med. Jørgen Falck Larsen og
overlæge, dr.med. Steen Levin Nielsen.
Af tilhørerne opponerede cand.mag. Inger Balling
og overlæge, dr.med. Hans Bohr.
Graden blev konfereret den 27. juni 1989.
Selvbiografi: Bente Juel Riis. Født den 17. juni 1954 i
København. Student den 12. juni 1973 fra Holte gymnasium.
Cand.med. 1981, 17. juni 1981 fra Københavns
Universitet. Psykiatrisk afd P, KAS Nordvang.
Ortopædkir. afd A, KAS Glostrup. Klin.Kem. afd.,
KAS Glostrup. Med.afd. C, KAS Glostrup. 1986- Reservelæge,
Calcium metabolisk Laboratorium, Klinisk
Kemisk afd, KAS Glostrup.
Disputatsarbejdet »Forebyggelse af knoglemineraltab
efter overgangsalderen« omhandler de ændringer,
der sker i kalkstofskiftet hos kvinder, der passerer
overgangsalderen. Arbejdets hovedformål har været
følgende:
1. At vurdere og sammenligne tre eksisterende metoder
til at bestemme knoglernes mineralindhol.
2. At undersøge effekten af østrogen, givet gennem
huden (creme), på calciumstofskiftet hos kvinder
lige efter overgangsalderen.
3. At undersøge effekten af tre forskellige gestagener
på calciumstofskiftet hos kvinder lige efter overgangsalderen.
4. At undersøge om calciumtilskud modificerer den
østrogene effekt på calciumstofskiftet.
5. At undersøge om store calciumtilskud eller behandling
med en d-vitamin metabolit kan forebygge
det tidligt postmenopausale knogletab.
For at besvare disse spørgsmål, blev der udført en 2-
årig dobbeltblind undersøgelse, som inkluderede 240
kvinder i alderen 45-54 år, som blev tilfældigt fordelt
til en række behandlingsgrupper.
Arbejdets vigtigste konklusioner kan summeres
som følger:
1. Til at bestemme det østrogenafhængige knoglemineraltab
lige efter overgangsalderen samt til at vurdere
effekten af en forebyggende behandling, synes
Doktorer 641
målinger på underarmen, ved hjælp af fotonabsorptionsprincippet,
at være mest velegnet.
2. Østrogenbehandling forebygger det knoglemineraltab,
der finder sted lige efter overgangsalderen,
uanset om østrogenet gives som creme eller som
tabletter.
3. Nogle gestagener (19-nortestosteron derivater) synes
at have en stimulerende effekt på knogledannelsen,
hvorimod dette ikke er tilfældet for andre
gestagener (hydroxyprogesteron derivater). Kalktilskud
synes ikke at modificere effekten af østrogen
på kalkstofskiftet hos kvinder lige efter overgangsalderen.
4. De undersøgte potentielle alternative behandlingsformer
til østrogen (store kalktilskud, behandling
med en d-vitamin matabolit) har ingen væsentlig
forebyggende effekt på kalktabet efter overgangsalderen.
Kst. overlæge Jarl Rosenørn
forsvarede den 28. februar 1989 sin afhandling:
»The risk ofischaemic brain damage during the use
of self-retaining brain retractors« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Flemming
Gjerris og lektor, dr.med. Albert Gjedde. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 2. maj 1989.
Selvbiografi: ]diT\ Rosenørn. Født den 20. april 1989 i
København. Student den 20. juni 1962 fra Rungsted
Statsskole. Lægevidenskabelig embedseksamen juni
1969 fra Københavns Universitet. 1969-1970 ortopædkirurgisk
afd., Bispebjerg Flospital. 1970-1972 kirurgisk
gastroenterorologisk afd., Bispebjerg Flospital.
1972-1973 medicinsk afd., De gamles by. 1973-
1975 neurokirurgisk afd., Bispebjerg Hospital. 1975-
1976 neurokirurgisk afd., Rigshospitalet. 1976-1977
neuromedicinsk afd., KAS-Gentofte.
1977-1982 neurokirurgisk afd., Hvidovre Hospital.
1982- neurokirurgisk afd., KAS-Glostrup. Overlæge,
ekstern lektor, neurokirurgisk afd. H, KAS-Glostrup.
Er gift med læge Mary-Ann Rosenørn.
Vigtigste publikationer: Long-term follow-up review
of patients with acute and subacute subdural hematomas.
J Neurosurg, 1978.J. Rosenørn & FL Gjerris.
Anterior cervical discectomy with and without fusion.
A prospective study. J Neurosurg 1983, 59: 252-
255. J. Rosenørn, E. Bech Hansen & M.-A. Rosenørn.
Clinical features and outcome in 1076 patients with
ruptured intracranial saccular aneurysms. A prospective
consecutive study. BrJ Neurosurg, 1987. J. Rosenørn,
V. Eskesen, K. Schmidt, J. O. Espersen, J.
Haase, Aa. Harmsen, O. Hein, V. Knudsen, S. Midholm,
E. Marcussen, R Rasmussen, F. Rønde, B.
Voldby & L. Hansen, cand.scient. The risk of rebleeding
from ruptured intracranial aneurysms. J Neurosurg,
1987. J. Rosenørn, V. Eskesen, K. Schmidt & F.
Rønde. Seasonal variation of aneurysmal subarachnoid
haemorrhage. Acta Neurochir (Wien), 1988. J.
Rosenørn, F. Rønde, V. Eskesen & K. Schmidt. Age
as a prognostic factor after intracranial aneurysm rupture.
BrJ Neurosurg, 1987.J. Rosenørn, V. Eskesen &
K. Schmidt. Unruptured intracranial aneurysms: an
assessment of the annual risk of rupture based on epidemiological
and clinical data. BrJ Neurosurg, 1988.
J. Rosenørn, V. Eskesen & K. Schmidt. Antifibrinolytic
therapy in patients with aneurysmal subarachnoid
haemorrhage. BrJ Neurosurg, 1988. J. Rosenørn, V.
Eskesen, J. O. Espersen, J. Haase & K. Schmidt.
Disputatsarbejdet: For at finde begrænsningerne
for brugen af selvholdende hjernespatler (SRBR), der
er uundværlige ved mikroneurokirurgi, er der foretaget
både dyreeksperimentelle undersøgelser og målinger
på mennesker. Til måling af ændringer i hjernens
regionale blodgennemstrømning (rCBF) og regionale
cerebrale perfusionstryk (rCPP) ved hjernespateltryk
(BRP) anvendtes i rotteforsøg blylodder, der modsvarede
forskellige niveauer af mm Hg. Efter kraniotomi
blev lodderne, der også havde forskellige profiler, placeret
på parietalcortex i forskellige perioder. rCBF
blev målt med autoradiografi med Carbon 14 (l4C
iodantipyrin) a.m. Gjedde et al. Evt. cerebral skade
blev vurderet med en neuropatologisk metode. Grænseværdier
for rotter: rCBF 20-25 ml/lOOg/min, rCPP
20 mm Hg, iskæmitid 7-10 min. Vågne patienter med
intrakranielle sygdomme, men uden neurologiske udfald
og normal præoperativ CT-scanning fik kontinuerligt
målt BRP under både spids og centrum afSRBR
samt middelblodtryk. Forhold ved induceret hypotension
og Mannitol blev ligeledes vurderet. Humane
grænseværdier rCPP 10 mm Hg og iskæmitid 6-8 min.
Andre forfattere har fundet grænseværdier for rCBF
hos mennesker på 10-13 ml/lOOg/min. Med forbehold
for forskelle i grænseværdier for rCBF og rCPP mellem
rotter og mennesker, er forholdene dog sammenlignelige.
Hvis grænseværdierne nås er intermitterende
BRP absolut anbefalelsesværdigt.
Der er kun foregået lidt forskning m.h.t. brugen af
SRBR, men de fa undersøgelser, der er foretaget (Albin
et al., Hongo et al., Yokoh et al.), er i overensstemmelse
med de i denne disputats fundne forhold.
Cand.med. Ole Skøtt
forsvarede den 3. marts 1989 sin afhandling:
»Studies on renin release in vitro« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Knud
Poulsen og lektor, dr.med. Jørgen Hedemark Poulsen.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 10. marts 1989.
642 Akademiske grader og prisopgaver
Selvbiografi: Ole Skøtt. Født den 18. juli 1955 i Viborg.
Student juni 1974 fra Herlufsholm. Cand.med. vinter
1982 fra Københavns Universitet. Feb. 82 Kandidatstip.
Institut for eksperimentel Medicin, Københavns
Universitet. Maj 1982, Værnepligt. April 1983 Kandidatstip,
Inst. eksp. Med. KU, Okt. 85 Forskningsrådsstip.
smmst. Okt. 86 Research Fellow, Dept.
of Nephrology, Univ. Michigan, Ann Arbor, Michigan,
USA. Okt. Forskningsrådsstip. Inst. Eksp. Med.
KU, Juli 88 Adjunkt smmst. Nu: Adjunkt Institut for
eksperimentel Medicin, Københavns Universitet.
Støtte; Statens lægevidenskabelige Forskningsråd,
Købmand i Odense johan og Hanne Weimann, f. Seedorffs
Legat. Christian den Tiendes Fond, Hjerteforeningen.
LPH Poulsen og hustru Sofies fond.
Vigtigste videnskabelige publikationer L. Baumbach
and O. Skøtt: Renin release from isolated rat glomeruli:
Seasonal variations and effects of D600 on the
response to calcium deprivation. J Physiol (Lond),
1981. L. Baumbach and O. Skøtt: Isolated glomeruli
in vitro: An approach to the macula densa mediated
renin release. Kidney Int 22, 1982. O. Skøtt and L.
Baumbach: Effects of adenosine on renin release from
isolated rat glomeruli and kidney slices. Pfliigers
Arch, 1985. L. Baumbach and O. Skøtt: Renin release
from different parts of rat afferent arterioles in vitro.
Am J Physiol, 1986. O. Skøtt: Calcium and osmotic
stimulation in renin release from isolated rat glomeruli.
Pfliigers Arch, 1986. O. Skøtt: Episodic release of
renin from single isolated, superfused rat afferent arterioles.
Pfliigers Arch, 1986. O. Skøtt: Effects of amines,
monensin and nigericin on the renin release from
isolated superfused rat glomeruli. Pfliigers Arch,
1987. O. Skøtt and R. Taugner: Effects ofextracellular
osmolality on renin release and the ultrastructure of
the juxtaglomerular epithelioid cell granules. Cell
Tiss Res, 1987. O. Skøtt and JP Briggs: Direct demonstration
of macula densa-mediated renin secretion.
Science, 1987. CP Biihrle, E. Hackenthal, R. Nobiling,
O. Skøtt, L. Baumbach, and R. Taugner: Tachyphylaxis
ofjuxtaglomerular epithelioid cells to angiotensin
11. Differences between electrical membrane
response and renin secretion. Pfliigers Arch., 1987. O.
Skøtt and JP Briggs: A method for superfusion of the
isolated perfused tubule: Kidney Int, 1988. O. Skøtt:
Do osmotic forces play a role in renin secretion? Am J
Physiol, 1988. O Skøtt: Effects of osmolality and calcium
on renin release from superfused rat glomeruli
treated with nigericin or monensin. Pfliigers ARch,
1988.
Disputatsafhandlingen består af6 tidligere publicerede
artikler og en sammenfattende redegørelse. Arbejdet
er udført ved Institut for eksperimentel Medicin,
Københavns Universitet, og ved 1. Fysiologiske
Institut, Heidelbergs Universitet.
Renin er et enzym der dannes af og frigøres fra de
juxtaglomerulære celler i nyrens afferente arterioler.
Renin spalter angiotensin I fra reninsubstrat. Fra angiotensin
I spalter »converting enzyme«z den fysiologisk
aktive form angiotensin II. Angiotensin II har
dels virkning på den totale perifere vaskulære modstand
og dermed på korttids regulation af blodtrykket,
og dels en betydning for regulationen af salt og vandudskillelsen,
og dermed for langtids regulationen af
blodtrykket. Renin frigivelse reguleres af blodtrykket,
det sympatiske nervesystem, natriumklorid koncentrationen
i nefronet ud for macula densa segmentet og
mange humorale faktorer. Studiet af sekretionsmekanismen
var hovedsigtet med undersøgelserne.
En nyudviklet teknik, som tillod opsamling af renin
frigivet fra en enkelt afferent arteriole med en tidsopløsning
ned til 10 sekunder godtgjorde at reninsekretionen
er episodisk. Den frigjorte mængde renin i den
enkelte sekretionsepisode svarede til hvad der kunne
beregnes at være renin indholdet af et sekretorisk granulum.
Dette blev taget som evidens for at reninfrigivelsesprocessen
involverer frigivelse af enkelte sekretoriske
granula (exocytose). En sænkning afosmolaliteten
udløste episodisk frigivelsesaktivitet fra enkelte
superfunderede arterioler, stimulerede renin frigivelsen
fra isolerede glomeruli og var forbundet med
svulmning af de sekretoriske granula og dannelse af
kontaktpunkter og fusion mellem granula og cellemembranen.
Stigning i osmolaliteten gav en vedholdende
hæmning af renin frigivelsen og hindrede
svulmning af organellerne i de juxtaglomerulære celler.
Det blev foreslået at hypo-osmolalitet stimulerer
renin frigivelsen ved at inducere svulmning og exocytose
af de sekretoriske granula, og at hyper-osmolalitet
hæmmer sekretionen ved at hindre granulumsvulmning.
Den osmotiske følsomhed kan spille en fysiologisk
rolle for macula densa medieret renin frigivelse.
Behandling med svage permeable baser, der kan
inducere granulum svulmning uden at ændre den ekstracellulære
osmolalitet, stimulerede initialt reninfrigivelsen,
og støttede dermed hypotesen. Der sås imidlertid
også en forsinket hæmning af renin frigivelsen.
Undersøgelser med ionoforerne monensin og nigericin
samt resultater fra litteraturen sandsynliggjorde at
denne hæmmende effekt skyldes dissipering af protongradienter
i det intracellulære sekretoriske apparat.
Stimulation med lav ekstracellulær calcium førte til en
årstidsafhængig vedvarende øgning i reninfrigivelseshastigheden
og til en proportionalt forøget følsomhed
for ændringer i den ekstracellulære osmolalitet. Dette
er foreneligt med at en osmotisk følsom proces indgår i
reninfrigivelsesprocessen på et trin efter den calciumfølsomme
proces. Tolkningen støttes yderligere af at
en høj ekstracellulær osmolalitet kunne blokere responset
på lav calciumkoncentration.
Undersøgelserne har således givet stærk evidens for
at renin frigives ved exocytose. Deruudvoer er virkningen
af osmotiske vandbevægelser, calciumkonsentrationerne
og pH forsøgt kortlagt og en testbar hypotese
Doktorer 643
om disse faktorers betydning for sekretionsprocessen
er formuleret.
Cand.med. Bente Sonne
forsvarede den 30. juni 1989 sin afhandling:
»A model used to study exercise responses in the
rat. With special reference to the regulation of carbohydrate
metabolism« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, med.dr. Bengt
Saltin og lektor, dr.phil. Niels Grunnet. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 20. juli 1989.
Selvbiografi: Bente Sonne. Født den 1. juli 1954 i Glostrup.
Matematisk-fysisk student juni 1973 fra Rødovre
Statsskole. Lægevidenskabelig embedseksamen fra
Københavns Universitet, vinter 1981. H.D. (A) — eksamen
fra Handelshøjskolen i København juni 1989.
Forskningsråds-, kandidat- og seniorstipendiat ved
Medicinsk fysiologisk Institut B, Københavns Universitet,
1981-86. Reservelæge ved Rigshospitalet
(turnus) 1986-87, medicinsk afdeling F, KAS Herlev
1987-89 og klinisk fysiologisk/nuklear-medicinsk afdeling,
KKH Hvidovre 1989. Nu: Kursusreservelæge,
Klinisk fysiologisk/nuklearmedicinsk afdeling, Frederiksberg
Hospital.
Vigtigste publikationer: Bente Sonne & Henrik
Galbo: Simultaneous determinations of metabolic and
hormonal responses, heart rate, temperature and oxygen
uptake in running rats. Acta Physiol. Scand.,
1980. Bente Sonne & Henrik Galbo: Carbohydrate
metabolism during and after exercise in rats. Studies
with radioglucose. J. Appl. Physiol., 1985. Bente Sonne
et al.: Role of liver nerves and adrenal medulla in
gluocose turnover of running rats. J. Appl. Physiol.,
1985. Bente Sonne & Henrik Galbo: Carbohydrate
metabolism in fructosefed and food-restricted running
rats. J. Appl. Physiol., 1986. Bente Sonne et al.: Glucose
turnover in 48-hour-fasted running rats. Am.J.
Physiol., 1987.
Disputatsarbejdet: Der er udviklet en løbebåndsmodel
til arbejdsfysiologiske undersøgelser på rotter.
Modellen muliggør kontinuerlig måling af iltoptagelse,
respiratorisk udvekslingskoefficient, puls og rektaltemperatur
samt blodprøvetagning fra en løbende rotte.
Glukoseturnover måltes i hvile og under arbejde
med en isotopfortyndingsmetode (3-3H-glukose).
Ved overgang fra hvile til løb sås i fodrede rotter en
hurtig og direkte belastningsafhængig stigning i leverens
glukoseproduktion (Ra). Da denne stigning var
hurtigere og større end stigningen i den perifere glukoseoptagelse,
resulterede det i en stigning i plasmaglukosen.
Endvidere fandtes, at stigningerne i Ra og glukose
var større i rotter med højt end i rotter med lavt
leverglykogenindhold før løb. Kun i fastede dyr matchede
stigningen i Ra den samtidige stigning i glucoseclearance,
således at plasmaglukosen forblev uændret
under løb.
Vore fund er i modstrid med den gængse opfattelse,
at glukosekoncentrationen via effektive feedback mekanismer
altid holdes konstant. Glukosemobiliseringen
tidligt under arbejde synes derimod primært at
være styret fra centre i CNS afhængigt af aktiviteten i
motor cortex (central command), d.v.s. at Ra snarere
er feedforward end feedback reguleret.
Den hurtige og arbejdsbelastningsafhængige stigning
i Ra under løb kunne tyde på en direkte nervøs
stimulation af leverglykogenolysen. Vi fandt imidlertid
ingen effekt af selektiv leverdenervering på den arbejdsinducerede
stigning i glykogenolyse, Ra eller
plasmaglukose. Den manglende effekt skyldtes ikke
kompensatoriske hormonelle ændringer. Derimod var
- i forhold til kontrolrotter — stigningen i Ra under løb
halveret, og stigningen i glukose og leverglykogenolyse
helt ophævet i adrenodemedullerede rotter med
umåleligt plasmaadrenalin. Den hurtige glukosemobilisering
under arbejde kan således hos rotter delvist
tilskrives sympatisk aktivering via adrealin af leverglykogenolysen.
Cand.med. Jens Strøm
forsvarede den I 7. februar 1989 sin afhandling:
»Acute Propoxyphene Self-Poisoning. With special
reference to propoxyphene cardiotoxicity and treatment
« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Eva
Steiness og professor Sophus H.Johansen. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 24. februar 1989.
Selvbiografi: ]tns ]o\\2in Strøm. Født den 6. juni 1944
på Frederiksberg. Student fra Toftegårds Statskursus,
Nysproglig linie Cand.med. fra Københavns Universitet,
1977. Bispebjerg Hospital, reservelæge 1977-
1982. Københavns Amts Sygehusvæsen, kursusreservelæge
1982-1984. Glostrup Amtssygehus, Anæstesiafdelingen,
1. reservelæge 1984-1987. Universitaire
Ziekenhuizen, Leuven (Louvain), Belgien. Postgraduate
fellowship 1987/88. Pt. overlæge Aversta Lasarett,
Sverige, med opgave at skabe en basisenhed (akut
enhed) bestående af ambulancetjeneste, skadestue
og modtagelse, anæstesi- og intensivafdeling samt
operationsafdeling. Tilladelse til selvstændigt virke
som læge 1979. Speciallæge i anæsthesiologi 1985. Klinisk
lektor i anæsthesiologi 1986, Københavns Universitet.
Gift med Birgit Strøm, oversygeplejerske.
Børn: Karina (-65), Claes (-70), Ulrike (-71) og Sune
(-76).
Som student medforfatter af omfattende psykiatrisk
publikation. Siden medforfatter til 25 tidsskriftartikler,
næsten udelukkende publiceret i udenlandske
tidsskrifter, samt medforfatter til 39 abstracts, over644
Akademiske grader og prisopgaver
vejende forelagt ved internationale kongresser. Den
videnskabelige publikation omhandler overvejende
studier over medikamentelle forgiftninger, samt studier
over kredsløbsfysiologiske forandringer under
anæstesi.
Disputatsafhandlingen består af 7 tidligere publicerede
artikler, omfattende 2 kliniske studier og 5 dyreeksperimentelle
studier, samt en sammenfattende
oversigtsartikel. Arbejdet udgår fra Anæstesiologisk
afdeling, Bispebjerg Hospital. De eksperimentelle studier
er gennemført ved den dyreeksperimentelle afdeling
ved Umeå Universitet i et samarbejde med anæstesiafdelingen,
Regionssjukhuset, Umeå, Sverige.
Hovedformålet med projektet har været at finde behandlingsmuligheder
mod kredsløbsshock fremkaldt
af forgiftning med dextropropoxyphen (Abalgin, Doloxene).
Overdosis af dextropropxyphen (DP) fremtræder
som en af de alvorligste forgiftningstyper med en dødelighed,
der opgives at være omkring 10% under
hospitalsbehandling. Litteraturen vedrørende DPforgiftning
er karakteriseret af mange retsmedicinske
opgørelser og kun fa kliniske studier. Dette skyldes formentligt,
at livstruende komplikationer ofte kommer
så tidligt i forløbet, at døden i mange tilfælde indtræder
inden den forgiftede når at komme under hospitalsbehandling.
Den betydelige mortalitet i forbindelse
med DP forgiftning er især tragisk, da mange patienter
ikke indtager DP pga stoffets farlighed, men snarere
pga dets store udbredthed; og oftest som led i en
afiekthandling.
Forgiftningssymptomerne ved DP forgiftning er
delvis som ved andre morfika-forgiftninger; bevidstløshed
og respirationsinsufficiens, og disse komplikationer
kan behandles specifikt med antidot. Kramper
synes at forekomme med højere incidens. I modsætning
til andre morfika har DP i forgiftningsdoser også
en direkte kredsløbsdeprimerende virkning. Det er
tidligere påvist eksperimentelt, at DP har lokal anæstetiske
virkninger, som er større end lidokains, og de
negative effekter på hjerte og kredsløb i forgiftningsdoser
kan formentlig relateres hertil. Til trods for, at
kredsløbskomplikationer er en væsentlig årsag til den
høje mortalitet ved DP forgiftning, findes der i litteraturen
ikke hæmodynamiske studier, og behandlingen
af kredsløbsinsufficiens er alene baseret på kasuistiske
meddelelser og emperi.
Vore dyreeksperimentelle undersøgelser viste, at
DP i toxiske doser havde en betydelig negativ inotrop
og kronotrop virkning på hjertet, og at DP var en potent
vasodilatator af både systemkredsløb og koronarkredsløb.
Den tidligst indsættende effekt var en nedsættelsle
af hjertets kontraktilitet, fulgt af langsommere
hjertefrekvens og perifer vasodilatation. Den udtalte
afterload reduktion reducerede initialt hjertets slagarbejde
og iltforbrug betydeligt. Forgiftningsforløbet
var 2-faset: Under en periode med normalt EKG, men
med fremadskridende mindskning af hjertets kontraktilitet
og minutvolumen opretholdtes en tilstrækkelig
kredsløbsfunktion gennem kompensatoriske mekanismer.
Fase 2 var et hurtigt indsættende hjertepumpesvigt,
som formentligt skyldtes svigtende koronargennemblødning,
idet det var ledsaget af svære EKG forandringer.
Behandling med naloxone (specifik morfinantagonist)
havde ingen effekt på den cirkulatoriske shocktilstand.
Selektiv beta-l-adrenerg stimulation med prenalterol
medførte en udtalt stigning i hjertets slagvolumen;
men prenalterol modvirkede dog ikke kredsløbsshock,
idet det arterielle blodtryk vedvarende var lavt.
Kronotrop stimulation ved hjælp af pacemaker gav ingen
bedring af kredsløbspåvirkningen, men forværrede
derimod direkte den hæmodynamiske funktion, når
forgiftningsdosis var over 50 % af den dosis, der skulle
til for at fremkalde kredsløbsshock. Heraf må konkluderes,
at isoleret inotrop eller kronotrop stimulation
ikke er tilstrækkelig til at revertere DP fremkaldt
kredsløbsshock.
Kombineret inotrop og kronotorp stimulation med
dopamin reverterede derimod shock fuldstændigt.
Trods ufysiologisk store doser af dopamin sås ingen
påvirkning af den udtalte vasodilatation, og normale
perfusionstryk blev alene opnået via en udtalt øgning
af hjertets minutvolumen. Kardiometaboliske bivirkninger
blev ikke observeret under dopaminbehandlingen.
Undersøgelserne over behandlingsmuligheder blev
gennemført under fortsat DP infusion for at undgå en
tilsyneladende positiv behandlingseffekt, som ville
være fremkommet alene som resultat af ophørt DP infusion.
Det kan derfor ikke udelukkes, at man i klinikken
kan bedre kredsløbsfunktionen gennem behandling
med naloxone eller prenalterol, men dopamin bør
være første præparatvalg.
Undersøgelserne viste indirekte, at leverens omsætning
af DP hæmmes pga kredsløbskomplikationerne.
Leverens clearence af DP er direkte afhængig af levergennemblødningen,
og et fald i levergennemblødningen
pga et fald i hjertets minutvolumen vil derfor øge
toxiciteten af en given dosis. Denne effekt vil yderligere
forstærkes af en nedsættelse af DP fordelingsvolumen
som også indtræder når hjertets minutvolumen
reduceres.
Konklusionen af afhandlingen er, at kardiovaskulære
komplikationer hos DP forgiftede skal behandles
så tidligt i forløbet som overhovedet muligt; og en begyndende
kardiovaskulær insufficiens (BT <90
mmHg, CVP >10 mmHg) bør behandles, også selvom
der ikke er forgiftningssymptomer fra andre organsystemer.
Dopamin bør være første præparatvalg. Dosis
skal være tilstrækkelig til at normalisere blodtryk,
centralt venetryk og timediureser; og den nødvendige
dosis kan ofte overskride terapeutisk rekommanderede
doser. En tidligt indsat, understøttende behandling
Doktorer 645
(dopamin 3-5 /xg/kg/min) hos DP forgiftede uden
kredsløbssymptomer, men som har indtaget en potentielt
dødelig dosis, kan formentlig være livsreddende.
Naloxone bør kun anvendes mod CNS-symptomer:
bevidstløshed og respirationsinsufficiens samt kramper.
Hvis pacemakerbehandling findes indiceret, bør
denne kombineres med positiv inotrop behandling.
Dyrlæge, lic.med.vet. Ove Svendsen
forsvarede den 20. januar 1989 sin afhandling:
»Studies of tissue injuries caused by intramuscular
injection of drugs and vehicles. Methods for quantification
and effects of concentration, volume, vehicle,
injection speed and intralipomatous injection« for den
medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Per
Juul og professor, dr.med. Jens Schou. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 27. januar 1989.
Selvbiografi: Ove Svendsen. Født den 7/3 1944 i
Aarhus. Student den 21. juni 1963 fra Randers Statsskole.
Dyrlæge (cand.med.vet.), 1971, Den Kgl. Veterinær-
og Landbohøjskole. Lic.med.vet., 1974, Den
Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.. Kandidatstipendiat,
Afd. for farmakologi og toksikologi. Den Kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole, 1971-1974. Afdeling
for farmakologi og toksikologi, H. Lundbeck A/S, København,
1974-1986, afdelingsleder 1980-1986. Scantox
A/S, LI. Skendsved, 1986. Direktør, Forskningschef,
Scantox A/S, LI. Skensved. Expert Pharmacoloque-
toxicologue, Ministére de la Santé, Frankrig,
1981. Expert for Laboratory Animal Science,
GU-Solas, 1982. Dyreforsøgstilsynet, 1987.
Støtte fra: Professor G. Sands minde-eksamens legat,
1971. Professor Harald Krabbes minde legat,
1971. Professor, dr.med.hc. C. O.Jensen Minde-fond,
1979.
Disputatsafhandlingen bygger på ti videnskabelige
publikationer offentliggjort i perioden 1978-1988. Hovedparten
af arbejdet er udført i laboratorierne ved H.
Lundbeck A/S, København, i årene 1976-1985, mens
den seneste del er udført i laboratorierne ved Scantox
A/S, Lille Skensved.
Intramuskulær injektion som administrationsvej
for lægemidler har kun været anvendt i lidt mere end
et århundrede. I dag opfattes intramuskulær injektion
som en simpel og sikker rutineprocedure, som sjældent
eller aldrig giver anledning til komplikationer eller
uønskede virkninger. Forskellige kliniske og især
klinisk-kemiske iagttagelser sandsynliggør imidlertid,
at en række forskellige og ofte anvendte injektionspræparater
forårsager lokal beskadigelse af vævet på injektionsstedet.
I modsætning til de fleste andre bivirkninger
af lægemidler, som kun ses under særlige omstændigheder,
er injektionspræparaters lokalbeskadigende
effekt en bivirkning, der vil blive påført ved hver
enkelt injektion.
I afhandlingen gives en beskrivelse af makro- og
mikroskopiske forandringer i vævet på injektionsstedet
efter intramuskulær injektion af forskellige lægemidler
og vehikler i forskellige dyrearter. Omfanget af
beskadigelse er præparatrelateret og variere over et
spektrum fra meget beskedne inflammatoriske forandringer
med fokal blødning forårsaget af kanylens
traumatiseirng til omfattende muskelnekrose. For to
vehikler af vegetabilsk olie er der påvist lymfogen absorption
af oliedråber med påfølgende ophobning i regionale
lymfekirtler, hvorfra olien i dråbeform kan frigives
til lymfen i ductus thoracicus med mirkoembolisering
af oliedråber i lungernes kapillærnet til følge.
Olien forsvinder gradvis uden at efterlade sequelae.
Forskellige metoder i forsøgsdyr har været benyttet
til kvantitering af lokal muskelbeskadigelse efter intramuskulær
injektion. Bestemmelse af aktiviteten af muskelenzymet
kreatinkinase i serum er en anvendelig
metode. Med kaninen som forsøgsdyr er metoden meget
følsom, idet kaninen sammenlignet med større forsøgsdyr
og mennesker har et forholdsvis beskedent
fordelingsvolumen for det ved en muskellæsion frigjorte
enzym. Metoden er imidlertid ikke specifik for lokal
muskellæsion forårsaget af injiceret lægemiddel. Vejning
af makroskopisk forandret muskelvæv er en simpel
metode til kvantitering af en læsions omfang. Metodens
anvendelighed begrænses af, at læsionen skal
være klart afgrænselig fra normalt væv og af, at alle
typer af læsion inkluderes uanset karakteren heraf. En
metode, som ikke har ovennævnte begrænsninger, består
i en bestemmelse af den mængde muskelvæv, som
ved beskadigelsen er udtømt for kreatinkinase. Denne
metode giver et biokemisk og specifikt mål for den ved
injektionen forårsagede muskelbeskadigelse uanset
dennes karakter og omfang.
Cytotoksisk effekt i cellekultur og hæmolytisk effekt
i fortyndet humant blod har været benyttet til en bedømmelse
af nogle prpparaters toksicitet. Denne toksicitet
har en vis sammenhæng med den muskelbeskadigende
effekt bestemt med den sidste af de foran
nævnte in vivo metoder. Begge in vitro metoder kan
derfor anvendes til screening for muskeltoksisk effekt,
men de kan kun finde anvendelse til bedømmelse af
vandige præparationer, hvori lægemidlet er opløst.
Suspensioner eller opløsninger i olie er ikke blandbare
med cellekulturens eller erytrocytfortyndingens vandige
fase, hvorfor cellerne ikke vil blive eksponerede
for lægemidlet.
Med én eller flere af ovennævnte metoder er det påvist
ved injektion af et konstant volumen, at der inden
for visse grænser er proportionalitet mellem beskadigelsens
omfang og koncentrationen aflægemidlet i det
injicerede præparat. Det er også påvist ved injektion af
en konstant koncentration, at der er proportionalitet
mellem beskadigelsens omfang og volumen af det inji644
Akademiske grader og prisopgaver
vejende forelagt ved internationale kongresser. Den
videnskabelige publikation omhandler overvejende
studier over medikamentelle forgiftninger, samt studier
over kredsløbsfysiologiske forandringer under
anæstesi.
Disputatsafhandlingen består af 7 tidligere publicerede
artikler, omfattende 2 kliniske studier og 5 dyreeksperimentelle
studier, samt en sammenfattende
oversigtsartikel. Arbejdet udgår fra Anæstesiologisk
afdeling, Bispebjerg Hospital. De eksperimentelle studier
er gennemført ved den dyreeksperimentelle afdeling
ved Umeå Universitet i et samarbejde med anæstesiafdelingen,
Regionssjukhuset, Umeå, Sverige.
Hovedformålet med projektet har været at finde behandlingsmuligheder
mod kredsløbsshock fremkaldt
af forgiftning med dextropropoxyphen (Abalgin, Doloxene).
Overdosis af dextropropxyphen (DP) fremtræder
som en af de alvorligste forgiftningstyper med en dødelighed,
der opgives at være omkring 10% under
hospitalsbehandling. Litteraturen vedrørende DPforgiftning
er karakteriseret af mange retsmedicinske
opgørelser og kun få kliniske studier. Dette skyldes formentligt,
at livstruende komplikationer ofte kommer
så tidligt i forløbet, at døden i mange tilfælde indtræder
inden den forgiftede når at komme under hospitalsbehandling.
Den betydelige mortalitet i forbindelse
med DP forgiftning er især tragisk, da mange patienter
ikke indtager DP pga stoffets farlighed, men snarere
pga dets store udbredthed; og oftest som led i en
affekthandling.
Forgiftningssymptomerne ved DP forgiftning er
delvis som ved andre morfika-forgiftninger: bevidstløshed
og respirationsinsufficiens, og disse komplikationer
kan behandles specifikt med antidot. Kramper
synes at forekomme med højere incidens. I modsætning
til andre morfika har DP i forgiftningsdoser også
en direkte kredsløbsdeprimerende virkning. Det er
tidligere påvist eksperimentelt, at DP har lokal anæstetiske
virkninger, som er større end lidokains, og de
negative effekter på hjerte og kredsløb i forgiftningsdoser
kan formentlig relateres hertil. Til trods for, at
kredsløbskomplikationer er en væsentlig årsag til den
høje mortalitet ved DP forgiftning, findes der i litteraturen
ikke hæmodynamiske studier, og behandlingen
af kredsløbsinsufficiens er alene baseret på kasuistiske
meddelelser og emperi.
Vore dyreeksperimentelle undersøgelser viste, at
DP i toxiske doser havde en betydelig negativ inotrop
og kronotrop virkning på hjertet, og at DP var en potent
vasodilatator af både systemkredsløb og koronarkredsløb.
Den tidligst indsættende effekt var en nedsættelsle
af hjertets kontraktilitet, fulgt af langsommere
hjertefrekvens og perifer vasodilatation. Den udtalte
afterload reduktion reducerede initialt hjertets slagarbejde
og iltforbrug betydeligt. Forgiftningsforløbet
var 2-faset: Under en periode med normalt EKG, men
med fremadskridende mindskning af hjertets kontraktilitet
og minutvolumen opretholdtes en tilstrækkelig
kredsløbsfunktion gennem kompensatoriske mekanismer.
Fase 2 var et hurtigt indsættende hjertepumpesvigt,
som formentligt skyldtes svigtende koronargennemblødning,
idet det var ledsaget af svære EKG forandringer.
Behandling med naloxone (specifik morfmantagonist)
havde ingen effekt på den cirkulatoriske shocktilstand.
Selektiv beta-l-adrenerg stimulation med prenalterol
medførte en udtalt stigning i hjertets slagvolumen;
men prenalterol modvirkede dog ikke kredsløbsshock,
idet det arterielle blodtryk vedvarende var lavt.
Kronotrop stimulation ved hjælp af pacemaker gav ingen
bedring af kredsløbspåvirkningen, men forværrede
derimod direkte den hæmodynamiske funktion, når
forgiftningsdosis var over 50 % af den dosis, der skulle
til for at fremkalde kredsløbsshock. Heraf må konkluderes,
at isoleret inotrop eller kronotrop stimulation
ikke er tilstrækkelig til at revertere DP fremkaldt
kredsløbsshock.
Kombineret inotrop og kronotorp stimulation med
dopamin reverterede derimod shock fuldstændigt.
Trods ufysiologisk store doser af dopamin sås ingen
påvirkning af den udtalte vasodilatation, og normale
perfusionstryk blev alene opnået via en udtalt øgning
af hjertets minutvolumen. Kardiometaboliske bivirkninger
blev ikke observeret under dopaminbehandlingen.
Undersøgelserne over behandlingsmuligheder blev
gennemført under fortsat DP infusion for at undgå en
tilsyneladende positiv behandlingseffekt, som ville
være fremkommet alene som resultat af ophørt DP infusion.
Det kan derfor ikke udelukkes, at man i klinikken
kan bedre kredsløbsfunktionen gennem behandling
med naloxone eller prenalterol, men dopamin bør
være første præparatvalg.
Undersøgelserne viste indirekte, at leverens omsætning
af DP hæmmes pga kredsløbskomplikationerne.
Leverens clearence af DP er direkte afhængig af levergennemblødningen,
og et fald i levergennemblødningen
pga et fald i hjertets minutvolumen vil derfor øge
toxiciteten af en given dosis. Denne effekt vil yderligere
forstærkes af en nedsættelse af DP fordelingsvolumen
som også indtræder når hjertets minutvolumen
reduceres.
Konklusionen af afhandlingen er, at kardiovaskulære
komplikationer hos DP forgiftede skal behandles
så tidligt i forløbet som overhovedet muligt; og en begyndende
kardiovaskulær insufficiens (BT <90
mmHg, CVP >10 mmHg) bør behandles, også selvom
der ikke er forgiftningssymptomer fra andre organsystemer.
Dopamin bør være første præparatvalg. Dosis
skal være tilstrækkelig til at normalisere blodtryk,
centralt venetryk og timediureser; og den nødvendige
dosis kan ofte overskride terapeutisk rekommanderede
doser. En tidligt indsat, understøttende behandling
Doktorer 645
(dopamin 3-5 /xg/kg/min) hos DP forgiftede uden
kredsløbssymptomer, men som har indtaget en potentielt
dødelig dosis, kan formentlig være livsreddende.
Naloxone bør kun anvendes mod CNS-symptomer:
bevidstløshed og respirationsinsufficiens samt kramper.
Hvis pacemakerbehandling findes indiceret, bør
denne kombineres med positiv inotrop behandling.
Dyrlæge, lic.med.vet. Ove Svendsen
forsvarede den 20. januar 1989 sin afhandling:
»Studies of tissue injuries caused by intramuscular
injection of drugs and vehicles. Methods for quantification
and effects of concentration, volume, vehicle,
injection speed and intralipomatous injection« for den
medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Per
Juul og professor, dr.med. Jens Schou. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 27. januar 1989.
Selvbiografi: Ove Svendsen. Født den 7/3 1944 i
Aarhus. Student den 21. juni 1963 fra Randers Statsskole.
Dyrlæge (cand.med.vet.), 1971, Den Kgl. Veterinær-
og Landbohøjskole. Lic.med.vet., 1974, Den
Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole.. Kandidatstipendiat,
Afd. for farmakologi og toksikologi, Den Kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole, 1971-1974. Afdeling
for farmakologi og toksikologi, H. Lundbeck A/S, København,
1974-1986, afdelingsleder 1980-1986. Scantox
A/S, LI. Skendsved, 1986. Direktør, Forskningschef,
Scantox A/S, LI. Skensved. Expert Pharmacoloque-
toxicologue, Ministére de la Santé, Frankrig,
1981. Expert for Laboratory Animal Science,
GU-Solas, 1982. Dyreforsøgstilsynet, 1987.
Støtte fra: Professor G. Sands minde-eksamens legat,
1971. Professor Harald Krabbes minde legat,
1971. Professor, dr.med.hc. C.O.Jensen Minde-fond,
1979.
Disputatsafhandlingen bygger på ti videnskabelige
publikationer offentliggjort i perioden 1978-1988. Hovedparten
af arbejdet er udført i laboratorierne ved H.
Lundbeck A/S, København, i årene 1976-1985, mens
den seneste del er udført i laboratorierne ved Scantox
A/S, Lille Skensved.
Intramuskulær injektion som administrationsvej
for lægemidler har kun været anvendt i lidt mere end
et århundrede. I dag opfattes intramuskulær injektion
som en simpel og sikker rutineprocedure, som sjældent
eller aldrig giver anledning til komplikationer eller
uønskede virkninger. Forskellige kliniske og især
klinisk-kemiske iagttagelser sandsynliggør imidlertid,
at en række forskellige og ofte anvendte injektionspræparater
forårsager lokal beskadigelse af vævet på injektionsstedet.
I modsætning til de fleste andre bivirkninger
af lægemidler, som kun ses under særlige omstændigheder,
er injektionspræparaters lokalbeskadigende
effekt en bivirkning, der vil blive påført ved hver
enkelt injektion.
I afhandlingen gives en beskrivelse af makro- og
mikroskopiske forandringer i vævet på injektionsstedet
efter intramuskulær injektion af forskellige lægemidler
og vehikler i forskellige dyrearter. Omfanget af
beskadigelse er præparatrelateret og variere over et
spektrum fra meget beskedne inflammatoriske forandringer
med fokal blødning forårsaget af kanylens
traumatiseirng til omfattende muskelnekrose. For to
vehikler af vegetabilsk olie er der påvist lymfogen absorption
af oliedråber med påfølgende ophobning i regionale
lymfekirtler, hvorfra olien i dråbeform kan frigives
til lymfen i ductus thoracicus med mirkoembolisering
af oliedråber i lungernes kapillærnet til følge.
Olien forsvinder gradvis uden at efterlade sequelae.
Forskellige metoder i forsøgsdyr har været benyttet
til kvantitering af lokal muskelbeskadigelse efter intramuskulær
injektion. Bestemmelse af aktiviteten af muskelenzymet
kreatinkinase i serum er en anvendelig
metode. Med kaninen som forsøgsdyr er metoden meget
følsom, idet kaninen sammenlignet med større forsøgsdyr
og mennesker har et forholdsvis beskedent
fordelingsvolumen for det ved en muskellæsion frigjorte
enzym. Metoden er imidlertid ikke specifik for lokal
muskellæsion forårsaget af injiceret lægemiddel. Vejning
af makroskopisk forandret muskelvæv er en simpel
metode til kvantitering af en læsions omfang. Metodens
anvendelighed begrænses af, at læsionen skal
være klart afgrænselig fra normalt væv og af, at alle
typer af læsion inkluderes uanset karakteren heraf. En
metode, som ikke har ovennævnte begrænsninger, består
i en bestemmelse af den mængde muskelvæv, som
ved beskadigelsen er udtømt for kreatinkinase. Denne
metode giver et biokemisk og specifikt mål for den ved
injektionen forårsagede muskelbeskadigelse uanset
dennes karakter og omfang.
Cytotoksisk effekt i cellekultur og hæmolytisk effekt
i fortyndet humant blod har været benyttet til en bedømmelse
af nogle prpparaters toksicitet. Denne toksicitet
har en vis sammenhæng med den muskelbeskadigende
effekt bestemt med den sidste af de foran
nævnte in vivo metoder. Begge in vitro metoder kan
derfor anvendes til screening for muskeltoksisk effekt,
men de kan kun finde anvendelse til bedømmelse af
vandige præparationer, hvori lægemidlet er opløst.
Suspensioner eller opløsninger i olie er ikke blandbare
med cellekulturens eller erytrocytfortyndingens vandige
fase, hvorfor cellerne ikke vil blive eksponerede
for lægemidlet.
Med én eller flere af ovennævnte metoder er det påvist
ved injektion af et konstant volumen, at der inden
for visse grænser er proportionalitet mellem beskadigelsens
omfang og koncentrationen aflægemidlet i det
injicerede præparat. Det er også påvist ved injektion af
en konstant koncentration, at der er proportionalitet
mellem beskadigelsens omfang og volumen af det inji646
Akademiske grader og prisopgaver
cerede præparat. Det osmotiske tryk af et injektionspræparat
er nært knyttet til den molære koncentration
aflægemidlet. Det er derfor ikke overraskende, at osmotisk
tryk over et vist niveau giver muskelbeskadigelse.
For visse lægemidler, som i vandig opløsning forårsager
beskadigelse, er det muligt ved anvendelse af vehikler
af vegetabilsk olie at beskytte vævet mod den
beskadigende virkning. Tilsvarende kan opnås ved
anvendelse af et vehikel, som indeholder p-cyklodextrin.
Den beskyttende effekt skyldes antagelig, at lægemidlet
først efter frigivelse fra olien eller P-cyklodextrinet
til interstitialvæsken kommer i kontakt med muskelvævet.
Herved eksponeres muskelvævet for en væsentlig
lavere koncentration aflægemidlet.
Mod umiddelbar forventning fandtes det ved injektion
under forskellige hastigheder af et muskelbeskdigende
præparat og af fysiologisk saltvand, at injektionshastigheden
ikke har nogen væsentlig betydning
for beskadigelsens omfang. Dette fund i forsøgsdyr
støttes af resultater fra en undersøgelse med frivillige
forsøgspersoner, som fik intramuskulær injektion af
fysiologisk saltvand under forskellig hastighed.
Ved CT af bækkenregionen hos en række patienter
fandt en canadisk forskergruppe i begyndelsen af dette
årti, at laget af subkutant fedtvæv var så tykt, at en
kanyle af sædvanlig længde hos mere end 85 % af patienterne
ikke ville kunne nå ind i det underliggende
muskelvæv. Det injicerede præparat ville i stedet blive
placeret i det overliggende fedtvæv. Her fandtes også
forandringer hos patienter, som tidligere havde faet
injektioner i denne region. Ved makro- og mikroskopisk
bedømmelse af beskadigelsens omfang i grise efter
almindelig intramuskulær injektion og såkaldt intralipomatøs
injektion i laget affedtvæv mellem huden
og muskelvævet af en række lægemidler viste vor undersøgelse,
at intralipomatøs injektion resulterer i
mindre omfattende beskadigelse end intramuskulær
injektion. Præliminære absorptionsstudier i grise med
tre forskellige formuleringer af det samme lægemiddel
antyder, at absorptionen er ensartet efter begge typer
af injektioner.
Den kliniske relevans af ovennævnte studier skal ses
i lyset en række i litteraturen beskrevne komplikationer
efter intramuskulær injektion omfattende lokal
smerte, lokal hævelse eller induration, lokal afstødning
af nekrotiseret hud, nervebeskadigelse, muskelkontraktur
og hævelse i regionale lymfekirtler. Uheldig
injektionsprocedure fremhæves ofte som årsagen
til disse komplikationer, men de kan imidlertid også
forklares som et resultat af en lokalbeskadigende virkning
af det injicerede præparat. I erkendelse heraf er
det af betydning, at der findes pålidelige metoder til
eksperimentel identifikation af nye injektionspræparater,
som ikke har denne uheldige virkning. Dette kan
opnås ved identifikation og påfølgning maskering af
den eller de fysisk-kemiske egenskaber ved et injektionspræparat,
som er ansvarlig for den toksiske effekt.
En maskering må helt eller delvis kunne opnås gennem
valg af egnet vehikel for lægemidlet.
C and.med. Søren Stampe Sørensen
forsvarede den 27. januar 1988 sin afhandling;
»Minor miillerian anomalies and oligomenorrhea
in infertile women. A syndrome. Gynecologic and obstetric
implications« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Otto
Resen Steenstrup og lektor, overlæge, dr.med. Jørgen
Starup. Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 6. februar 1989.
Cand.scient. Susan M. Thorpe
forsvarede den 9. juni 1989 sin afhandling:
»Estrogen and progesterone receptor determinations
in breast cancer: Technology, biology, and clinical
significance« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge Hans Brincker,
professor, med.dr. Bo Nordenskjold og lektor, overlæge,
dr.med. Kaj Fischerman. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 4. august 1989.
Selvbiografi: Susan Marie Thorpe. Født den 14. juni
1947 i Minnesota, USA. Student juni 1965 fra Arcadia
High School, Arcadia, California, USA. Bachelor of
Arts, University of California, Santa Barbara, 1972.
Cand.scient., cellebiologi, Københavns Universitet,
1974. Postgraduate kursus i basale lægevidenskabelige
fag, Københavns Universitet 1974-1976. Kandidat
stipendiat, Fibiger Laboratoriet, 1976-1978. Vikar for
afdelingsleder, Fibiger Laboratoriet, 1979-1982. Vikar
for afdelingsleder. Klinisk fysiologisk Afd., Finseninstituttet,
1982-1983. Kemiker, Klinisk Fysiologisk
Afd., Finseninstituttet 1983-1989. EORTC/NCI
Research Training Fellow, Stanford University, California,
1987. Kemiker, Afd. for Klinisk Fysiologi og
Nuklearmedicin, Finseninstituttet 1989. Søn, Morten,
13 år.
Støtte fra: Mogens Andreassen Fond,
EORTC7NCT Research Training Fellow, Kandidat
stipendiat, Kræftens Bekæmpelse.
Vigtigste publikationer: Thorpe SM. Increased uptake
of iodide by hormone-responsive compared to
hormone- independent mammary tumors in GR mice,
Int. J. Cancer, 1976. Thorpe SM and Briand P. The
ability to concentrate iodide as a marker of hormone
dependence in GR mouse mammary tumors. I t J
Cancer, 1984. DeSombre ER, Thorpe SM, Rose C,
Blough RM, Andersen KW, Rasmussen BB, and
King WJ. Prognostic usefulness of estrogen receptor
immunocytochemical assays (ER-ICA) for human
breast cancer. Cancer Res, 1986. Thorpe SM and RoDoktorer
647
se C. Estrogen and progesterone receptor determinations
in breast cancer; Technology and biology, Cancer
Surveys, 1986, samt de 9 artikler der udgør basis
for disputatsen.
Disputatsarbejdet: Vor øgede viden om østrogenog
progesteron-receptorer (ER og PgR) ved mammacancer
har ført til ændringer i behandlingen af patienter
med denne sygdom. Patienter uden steroidreceptorer
i deres tumorvæv kan ikke forventes at respondere
på den endokrine behandling. Imidlertid er vi stadig
ikke i stand til at forudsige, hvilke patienter der vil
have gavn af endokrin behandling. For at nå dertil
kræves en væsentlig større forståelse af steroidhormonernes
virkningsmekanisme og interaktion med deres
receptorer.
Det fulde udbytte af receptorbestemmelserne kræver
en koordineret indsats af mange forskningscentre.
Holdbare og reproducerbare konklusioner forudsætter
dog iagttagsomhed over for flere faktorer
både ved selve receptoranalysen såvel som sammensætningen
af patientpopulationen. Det traditionelt
benyttede radioligandanalyse (dextran-coated charcoal-(
DCC)-metode) er følsom over for selve små
ændringer i forsøgsudførelsen. Det er derfor af afgørende
betydning at såvel intra- som interlaboratoriestandardisering
af receptoranalysen finder sted. Indtil
nu har korrelationer mellem receptorstatus og/eller
koncentrationer samt det kliniske forløb af mammacancersygdommen
fra forskellige centre vist modstridende
resultater. Den nyligt udviklede immunenzymatiske
metode til bestemmelse af receptorer
(IEMA) er nemmere at reproducere og har en større
følsomhed end DCC-metoden. Man kan derfor håbe
på, at de ovennævnte problemer løses i fremtiden.
Receptoranalyser for ca. 4.000 DBCG danner
grundlag for undersøgelser præsenteret her. Receptorstatus
og/eller koncentrationer undersøges i relation
til prognostiske variabler såsom alder, menopausal
status, tumorstørrelse, anaplasigrad samt lymfeknudestatus.
Både ER- og PgR-indhold i patienternes tumorer
er fundet at være signifikante prognostiske variabler
for præmenopausale kvinder under 50 år. Omvendt
findes hver Er- eller PgR-indhold at være af betydning
for prognosen hos postmenopausale patienter
med tumorer under 5 cm og uden indvækst i aksillære
lymfeknuder. Postmenopausale patienter med høj
risiko for udvikling af recidiv (tumorer ^ cm og/eller
indvækst i aksillære lymfeknuder) har derimod
en bedre prognose, såfremt tumorerne indeholder
østrogenreceptorer, et forhold der ydermere synes at
være uafhængigt af graden af indvækst i de aksillære
lymfeknuder.
Både biologisk og klinisk synes receptorbestemmelsen
at kunne skelne mellem 3 forskellige typer af tumorvæv:
hormonfølsomme (ER-l-PgR+ og ER-PgR+);
hormon-ufølsomme (ER-PgR-); samt tumorer, der
kun delvis er hormon-følsomme (ER+PgR-). Denne
sidste tumorform findes væsentligst hos postmenopausale
patienter. Flere undersøgelser tyder desuden
på, at tumorvæv fra postmenopausale patienter indeholder
et østrogen-bindende molekyle, som adskiller
sig fra den normale fysiologisk fungerende østrogenreceptor.
Til trods for at ER- og PgR-bestemmelser afgiver
væsentlig prognostisk information vedrørende forløbet
af mammacancer er det fortsat nødvendigt at påvise
andre prognostiske faktorer i et forsøg på mere rationelt
at stadieinddele patienterne på tidspunktet før
operation. En mere præcis stadieinddeling vil tillade
en ydre rationalisering af den systemiske adjuverende
behandling og dermed forhåbentlig være med til at
forbedre overlevelsen for patienter med mammacancer.
Cand.med. Kim Toftager-Larsen
forsvarede den 20. okt. 1989 sin afhandling:
»Carbohydrate heterogeneity of human-alpha-fetoprotein
in pregnancy. Methodological and clinical
studies« for den medicinske doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Claes
Lundsteen og lektor, lic.tech. Thorkild C. Bøg-Hansen.
Af tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 3. november 1989.
1. reservelæge, cand.scient. Jesper Hægg Wandrup
forsvarede den 13. oktober 1989 sin afhandling:
»Towards Optimality in Potentiometric Measurements
of Calcium Ion Activity in Blood« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.med. Poul
Kildeberg og lektor, dr.med. Jørgen Christoffersen. Af
tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 26. oktober 1989.
Selvbiografi: Jesper Hægg Wandrup. Født den 23.
marts 1946 i København. Student 1965 fra Frederiksborg
Statsskole. Cand.scient. i kemi vinter 1973,
Københavns Universitet. Cand.med. vinter 1980,
Københavns Universitet. Tidligere ansættelser. Klinisk
kemi: Sønderborg, Odense, Herlev, og Glostrup.
Konst. overlæge Klinisk kemisk afd. Glostrup.
Disputats: På baggrund af metodologiske og fysiologiske
undersøgelser har disputatsarbejdet givet et
nyt og bedre grundlag for evaluering af neonatal hypocalcæmi.
Faglige interesseområder: Amperometrisk
og potentiometrisk måleudstyr. Klinisk kemiske
kvantiteter hos nyfødte i forbindelse med optimal
diagnose og behandlingsmonitorering. Intensiv
behandling i relation til klinisk kemiske målinger i
fuldblod.
648 Akademiske grader og prisopgaver
Speciallæge Niels K. Veien
forsvarede den 1 7. nov. 1989 sin afhandling:
»Systemically Induced Eczema in Adults« for den
medicinske doktorgrad.
OfTicielle opponenter var professor, dr.med. Halvor
Moller og overlæge, dr.med. Torkil Menné. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 29. nov. 1989.
Selvbiografi: Niels Kren Veien. Født den 27. april
1941 i Bjerager. Student sommer 1959 fra Frederikshavn
Gymnasium. Lægevidenskabelig Embedseksamen
januar 1969 fra Københavns Universitet.
Wayne State University, Detroit, Michigan, U.S.A.
i intern medicin 1970-71. Baylor College of Medicine,
Houston, Texas, U.S.A. 1971-72, i dermatologi.
Desuden dermatologisk uddannelse ved Københavns
Kommunehospitals Hudklinik, Finseninstitut
og Rigshospitalet. Desuden ansættelse ved Radiumstationen
i København. Nu: Praktiserende speciallæge
i dermatologi. Hudklinikken, Vesterbro 99, 9000
Aalborg.
Stipendiat gennem Danmark-Amerika Fondet, Essex
prisen i Dermatologi, Bill Reed Travel Grant; desuden
økonomisk støtte fra adskillige Fonde til konkrete
udgifter til laboratoriebaserede undersøgelser i forbindelse
med delarbejder til disputatsen.
Væsentligste forskningsområder har været sarcoidose
i huden og forskellige aspekter af eksem, specielt
allergisk kontaktdermatitis forårsaget af metaller som
nikkel, kobolt og krom.
Disputatsarbejdet: Formålet med undersøgelsen
var at vise, om indtagelse gennem føden af almindeligt
forekommende kontaktallergener som nikkel, kobolt,
krom og balsamer kan forårsage og/eller forværre visse
typer eksem, og om indtagelse af levnedsmiddeltilsætningsstoffer
kan være af betydning for udvikling af
nogle typer eksem.
Undersøgelsesmetoden var for de fleste patientkategorier
placebokontrolleret peroral provokation med
de mistænkte stoffer.
Resultaterne af provokationsforsøgene og påfølgende
eliminationsdiæter tyder på, at indtagelse af nikkel,
kobolt, krom og galsam i maden spiller en rolle for
vedligeholdelse af eksem hos nogle patienter med kontaktallergi
overfor disse stoffer.
Måling af nikkelindholdet i en række levnedsmidler
blev udnyttet til at udarbejde kostforslag med henblik
på reduktion af nikkelindtagelsen, som viste sig at
kunne halveres ved hjælp af kostplanen.
Ved prospektiv registrering af samtlige eksemdiagnoser
i en dermatologisk speciallægepraksis, hvor peroral
provokation blev anvendt rutinemæssigt som diagnostisk
metode, viste det sig, at der hos ca. 2 % af
samtlige voksne patienter fandtes eksem, som sandsynligvis
var forårsaget eller forværret af indtagelse af
fødeemner.
Læge Hendrik Vilstrup
forsvarede den 31. marts 1989 sin afhandling:
»On urea synthesis-regulation in vivo« for den medicinske
doktorgrad.
Officielle opponenter var overlæge, dr.med. Kjeld
Winkler og lektor, dr.phil. Niels Grunnet. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 7. april 1989.
Selvbiografi: Hendrik Vilstrup. Født den 7. maj 1948 i
Hobro. Student juni 1966 fra Helsingør Gymnasium.
Cand.med. sommer 1975 fra Københavns Universitet.
Ansat på medicinske afdelinger på Rigshospitalet,
Hvidovre Hospital og Bispebjerg Hospital. Kand.
stip. v. Københavns Universitet 1977-78. Speciallæge
i hepatologi 1988. Speciallæge i intern medicin 1989.
Nu: 1. reservelæge, Epidemiafdelingen, Rigshospitalet.
Støtte: Searle-Prisen, Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd, F. L. Schmidts Jubilæumsfond, Nordisk
Genforsikrings Jubilæumsfond, Fonden til Lægevidenskabens
Fremme, Kong Christian X's Fond, Regionalfonden
for Storkøbenhavn, Færøerne og Grønland,
Brøchner-Mortensen Fonden, P. Carl Petersens
Fond.
Vigtigste publikationer: Vilstrup H.: Synthesis of
urea after stimulation with amino acids: relation to
liver function. GUT, 1980. Vilstrup H, Bucher D,
Krog B, Damgaard SE. Elimination of infused amino
acids from plasma of Control subjects and of patients
with cirrhosis of the liver. Europ J Clin Invest, 1982.
Vilstrup H. Efects ofglucose on alanine-derived urea
synthesis. Clin Physiol, 1984. Hansen BA, Vilstrup H.
A method for determination of the capacity of urea
synthesis in the rat. Scand J Clin Lab Invest, 1985.
Vilstrup H, Skovgaard LT. Kinetics of hepatic alanine
uptake and urea synthesis in pigs. Am J Physiol,
1988. Heindorff H, Vilstrup H, Bucher D, Billesbølle
P, Thygesen V. Increased hepatic amino nitrogen
conversion after elective cholecystectomy in man. Cli
Sci, 1988. Almdal TP, Vilstrup H. Loss of nitrogen
from organs in rats induced by exogenous glucagon.
Endocrinology, 1988. Vilstrup H, Hansen BA, Almdal
TP. Glucagon increases hepatic efiicacy for urea
synthesis. J Hepatologogy, in press.
Formålet med disputatsarbejdet har været at måle
urinstofsyntesens hastighed in vivo og beskrive dens
regulering. Alt amino-nitrogen fra aminosyrer, som i
leveren omdannes til feks. glucose eller ketonstoffer,
inkorporeres irreversibelt i urinstof, som ikke omdannes
af pattedyr. Hastigheden af processen måles simplest
ved udskillelsen i urinen, korrigeret for ophobning
i legemsvandet og for mikrobiotisk nedbrydning i tarmen.
Metodens forudsætninger og begrænsninger er
vurderet kvantitativt. Resultater opnået med metoden
svarer til hvad der måles med mere komplicerede metoder.
Reguleringen af urinstofsyntesen in vivo er beDoktorer
649
skrevet ved hjælp af fysiologiske modeller for sammenhængen
mellem blod aminosyrekoncentration og proceshastighed
i mennesker, grise og rotter. Urinstofsyntesen
er stimuleret ved infusion af aminosyreblandinger,
og forskellige aminosyrers betydning for modellerneer
vurderet. Modellerneerdernæst anvendt til beskrivelse
afsubstratuafhængig regulering ved leverfunktionen,
hormoner (glucagon, insulin, cortisol), kulhydrater
(glucose, xylitol), diæt (høj- og lavprotein og faste),
pH og lægemidler. Den patofysiologiske betydning herafer
vurderet i lyset af processens relation til den lille,
hurtigt omsatte blodpool af fri aminosyrer, hvis sammensætning
ændres af substratuafhængig regulering af
urinstofsyntesen. Det er vist, at substratstandardiserede
mål for urinstofsyntesen er leverfunktionsmål med
mulig prognostisk værdi ved leversygdomme. Det er
påvist, at patologisk regulering af urinstofsyn tesen er af
primær betydningfornitrogenhomeostasen ved sukkersyge
og stress. Denne aktive funktion af leveren repræsenterer
en udvidelse afhidtidig tænkemåde, i henhold
til hvilken leveren passivt fjerner tilbudte substrater.
Den kommende forskning skal sigte mod at forbedre
mulighederne for vurdering af yderligere regulering og
mod at udvikle simplere metoder, som muliggør mere
epidemiologisk prægede kliniske undersøgelser.
Cand.med. Niels Ødum
forsvarede den 14. juni 1989 sin afhandling:
»Cellular typing for HLA-DP. Bulk-expansion of
Primed Lymphocyte Typing (PLT) Cells« for den medicinske
doktorgrad.
OfTicielle opponenter var professor, dr.med. Morten
Simonsen og overlæge, dr.med. Niels Grunnet. Af
tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 22. juni 1989.
Doctores philosophiae
Professor Michael Herslund
forsvarede den 5. maj 1989 sin afhandling:
»Le datif. Etude sémantico-syntaxique des structures
a N én fran^ais« for den filosofiske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.phil. Ebbe
Spang-Hanssen, KUA, og professor Carl Vikner,
Handelshøjskolen. Af tilhørerne opponerede lektor,
dr.phil. Poul Skårup, Århus.
Graden blev konfereret den 18. maj 1989.
Selvbiografi: Michael Dencker Herslund. Født den 21.
juli 1945 på Frederiksberg. Student den 23. juni 1964
fra Aalborg Katedralskole. Magisterkonferens i romansk
filologi januar 1972 fra Københavns Universitet.
Københavns Universitet, 1972-1986. Universitetet
i Trondheim 1978-1980. Nu: Professor, Handelshøjskolen
i København.
Vigtigste publikationer: Structure phonologique de
l'ancien franfais. København 1976. »La préposition
entre en ancien franfais«. Revue de linguistique Romane
43, 1979. Problémes de syntaxe de l'ancien franfais.
Compléments datifs et génitifs. København
1980. (Sammen med Finn Sørensen) De franske verber.
En valensgrammatisk fremstilling. 1. Verbernes
syntaks. København 1985. »The Double Object Construction
in Danish«. In: Topics in Scandinavian Syntax.
Dordrecht 1986.
Udgangspunktet for disputatsen er en hypotese om
syntaktiske strukturer, som fremsættes og illustreres på
et omfattende empirisk materiale: de franske verber,
som konstrueres med et valensled indledt af præpositionen
å. Grundhypotesen siger i korthed, at der kun er
grund til at regne med tre valensled (dvs. led som leksikalsk
dikteres af verbet): subjekt, objekt og indirekte
objekt. Denne sidste ledfunktion kan underinddeles i
forskellige typer, for hvilke det semantiske grundlag i
alle tilfælde synes at være en lokativ struktur (leddet
betegner et »sted« i vekslende grader af metaforisk forståelse).
Ved en nøjere syntaktisk og semantisk analyse
kan man fremsætte den hypotese, at dativ kan forstås
som en speciel underafdeling af lokativ. Denne underafdeling,
for hvilken begrebet 'subjekt' spiller en central
rolle, beskrives og sammenhængen mellem dativobjekt
og subjekt illustreres i lyset heraf. Disputatsen
er ikke bare et bidrag til den grammatiske beskrivelse af
fransk, men også en generel hypotese om syntaktiske
strukturers opbygning i naturlige sprog.
Mag.scienl. Anne Knudsen
forsvarede den 27. september 1989 sin afhandling:
»En 0 i Historien. Korsika. Historisk antropologi
1730-1914« for den filosofiske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor Kirsten Hastrup,
Århus, og professor Peter Madsen, København.
Af tilhørerne opponerede dr.phil. Thomas Riis.
Graden blev konfereret den 228. september 1989.
Lektor, mag.art. Rolf Kuschel
forsvarede den 10. februar 1989 sin afhandling:
»Vengeance is their reply: Blood Feuds and other
Homicides on Bellona Island« for den filosofiske doktorgrad.
Officielle opponenter var professor, dr.philos. Jan
Brøgger, Trondheim, og professor, dr.phil. 1. K.
Moustgaard. Af tilhørerne opponerede professor Torben
Monberg, adjunkt Niels Kastfelt og lektor Lars
von der Lieth.
Graden blev konfereret den 16. februar 1989.
Selvbiografi: Rolf Kuschel. Født den 25. oktober 1939 i
Flensborg. Student juli 1961 fra Statens og Hovedstadskommunernes
Kursus, København. Mag.art i
652 Akademiske grader og prisopgaver
på cellekulturer og molavæv. Sidstnævnte teknik er
bl.a. blevet anvendt i en tværfaglig, videnskabelig undersøgelse
af 7 mumificerede eskimolig fundet ved Qilakitsoq
i Umanak-distriktet og dateret til ca. 1460.
Forskningsprojekter og metodeudvikling i øvrigt
har indtil videre resulteret i 41 artikler i engelsksprogede
tidsskrifter, samt et afsnit i Grønlands Landsmuseums
bog »Qilaktitsoq« om mumiefundet.
Støtte til projekter fra Statens lægevidenskabelige
Forskningsråd og fra Dagmar Marshalls Fond.
Harald S. Hansen
forsvarede den 27. juni 1989 sin afhandling: »Linoleic
Acid - Essential Fatty Acid and Eicosanoid Precursor
« for den naturvidenskabelige doktorgrad.
Officielle opponenter var lektor, lic.agro. Jens
Knudsen og professor S. O. Andersen. Af tilhørerne
opponerede overlæge dr.med. Jørn Dyerberg.
Graden blev konfereret den 27. juni 1989.
Lektor Hans Plesner Jacobsen
forsvarede den 31. marts 1989 sin afhandling;
»Højeste-Vægt moduler, Tensorprodukter, Unitaritet,
Differentialoperationer« for den naturvidenskabelige
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor Mogens Flensted-
Jensen og lektor Henning Haahr Andersen. Af
tilhørerne opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 31. marts 1989.
Lotte Melchior Larsen
forsvarede den 13. oktober 1989 sin afhandling:
»Tidlig tertiære plateaubasalter fra Scoresby Sund
regionen, Østgrønland. Et eksempel på magmaudvikling
under opbrydning af et kontinent« for den naturvidenskabelige
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor Henning Sørensen
og dr.phil Keeth-Cox. Af tilhørerne opponerede
dr.phil. C. K. Brooks.
Graden blev konfereret den 13. oktober 1989.
Lektor, lich.techn. Jens Jørgen Led
forsvarede den 12. februar 1988 sin afhandling:
»NMR-spektroskopiske studier af nogle paramagnetiske
metalcomplexer af biologisk betydning« for
den naturvidenskabelige doktorgrad.
Officielle opponenter var professor R.J .P. Williams,
Oxford og professor J. Kowalewski, Stockholm. Af tilhørerne
opponerede ingen.
Graden blev konfereret den 12. februar 1988.
Jens Jørgen Led. Født den 21. april 1938 i
København. Student den 20. juni 1957 fra Aalborg Katedralskole.
Cand.polyt. januar 1963, Lic.techn. 1968,
Danmarks tekniske Højskole. Militærtjeneste 1963-
1965; Løjtnant i Flyvevåbnet, Hærens Reserveofficerskole,
Jonstrup 1964; Universitetsadjunkt ved Københavns
Univ., Kemisk Laboratorium V 1968; Amanuensis
samme sted 1968; Lektori kemi samme sted 1972.
Nuværende stilling: Lektor, Kemisk Laboratorium.
Giftd. 11.januar 1964med socialrådgiver Kirsten Led.
Støtte fra Statenbs naturvidenskabelige Forskningsråd,
NATO Science Program, Max Nørgaard og
hustrus Fond, University of Utah, Statens teknisk-videnskabelige
Forskningsråd, Teknologirådet, Nordisk
Gentofte, Julie Damms Fond.
Publikationer: JJ. Led, L. Kristensen: Detection in
Denmark of the Sinkiang Nuclear Detonation, Nature
1965. JJ. Led: Preparation og mikrobølgespektre af
cyclobuten samt [1-I3C]-, [3-l3C]-, [1-D]- og [3-D]
cyclobuten. Cyclobutens struktur. Licentiatafhandling,
DTH, 1968. B. Bak, JJ. Led: Preparation of [1-
13]C, [3-13]C, [1-D], and [3-D] enriched cyclobutenes,
J. Labelled Comp. 1968. B. Bak,JJ. Led, L. Nygaard^.
Rastrup-Andersen, G.O. Sørensen: Microwave
spectra of isotopic cyclobutenes. Molecular
structure of cyclobutene, J. Mol. Structure 1969. B.
Bak, JJ. Led: Bent bonds in cyclopropane, cyclopropene,
cyclobutane, and cyclobutene,J. Mol. Structure
1969. B. Bak, JJ. Led, EJ. Pedersen: Isotopic labelling
of tryptophan and tryptophan residues in polypeptides.
Acta Chem. Scand. 1969. B. Bak, JJ. Led,
EJ. Pedersen: Reversible chemical changes of polypeptides
in CF3COOH as seen by nuclear magnetic
resonance spectra. Kgl. danske Videnskab. Selskab,
Mat.-Fys. Medd. 1969. B. Bak, J J. Led, EJ. Pedersen:
Proton magnetic resonance spectra ofglucagon at
220 MHz,J. Mol. spectry. 1969. D.H. Christensen, R.
Kortzeborn (IBN, Sanjose), B. Bak, J J, Led: Results
of ab initio calculations on formamide, J. Chem. Phys.
1970. JJ. Led, D.M. Grant, VVJ. Horton (University
of Utah), F. sundby and K. Vilhelmsen (NOVO):
Carbon-13 magnetic resonance study of structural
and dynamical features in carbamylated insulins, J.
Am. Chem. Soc. 1975. JJ. Led, D.M. Grant (University
of Utah): Carbon-13 relaxation in paramagnetic
complexes of aminbo acids. Structural and dynamical
information on a manganese (II) complex and histidine,
J. Am. Chem. Soc. 1975. H.K. Ladner,JJ. Led,
D.M. Grant (University of Utah): Deuterium isotope
effects on l3C chemical shifts in amino acids and dipeptides,
J. Magn. Reson. 1975. D.W. Alderman
(University ofUtah),J.J. Led, EJ. Pedersen and N.F
Andersen: Measurement of spin-lattice relaxation
times on a high resolution CW NMR spectrometer
using audio modulation pulses, J. Magn. Reson. 1976.
JJ. Led, D.M. Grant (University of Utah): Carbon-
13 relaxation in paramagnetic complexes of amino
acids. Structural and dynamical information on nickel
(II) complezes of histidine, J. Am. Chem. Soc. 1977.
Doktorer 653
JJ Led, S.B. Petersen: Heating efTects in carbon-13
NMR spectroscopy on aqueous solutions caused by
proton noise decoupling at high frequencies, J.
Magn. Reson. 1978. JJ. Lewd, S.B. Petersen: Deuterium
isotopic efTects on carbon-13 chemical "shifts in
selected amino acids as function of pH, J. Magn. Reson.
1979. JJ. Led: Field dependent carbon-13 relaxation
in paramagnetic nickel (II) complezes ofhistidine.
A study of the applicability of the Solomon-Bloembergen-
Morgan theories, Mol. Phys. 1980. JJ.
Led, AJ. Andersen: The use of paramagnetic '3C
NMR relaxation to study the mechanisms of the amino
acid activation catalyzed by a cognate tRNA synthetase,
FEBS Letters 1981. PE. Hansen {RUC),J.J.
Led: CH, CD, CC and HH coupling constants in isotopically
enriched cyclobutene, Org. Magn. Reson.
1981. S.B.Petersen, JJ. Led: Watson-Crick base pairing
between guanosine and cytidine studied by '3C
nuclear magnetic resonance spectroscopy, J. am.
Chem. Soc. 1981. JJ. Led, H. Gesmar: The applicability
of the magnetization-transfer NMR technique
to determine chemical exchange rates in extreme cases.
The importance of complementary experiments.
J. Magn. Reson. 1982. S.B. Petersen, JJ. Led, E.R.
Johnston, D.M. Grant (University of Utah): NMR
studies of self-association of disodium guanosine 5'-
monophosphate,J.Am. Chem. Soc. 1982.JJ. Led, E.
Neesgaard, J.t. Johansen: Carbon dioxide hydration
activity and metal-substrate distance of Manganese
(II) human carbonic anhydrase B determined by l3C
magnetization-transfer NMR, FEBS Letters 1982.
Aa. Hvidt, H. Gesmar, JJ. Led: Magnetizationtransfer
NMR investigation of the hydrogen exchange
in mixtures of N-methyl acetamide and water. Acta
Chem. Scnad. 1983. JJ. Led: Kernemagnetisk resonans
spektroskopiske studier af proteiners struktur
og funktion. Dansk Kemi 1983. JJ. Led, W.K. Switon,
K.F Jensen: Phosphorolytic activity of E. coli
glycyl-tRNA synthetase towards its cognate aminoacyl
adenylate detected by 31 p NMR spectroscopy and
thin-layer chromatography. Fur. J. Biochem. 1983.
J J. Led: A concerted inbvestigation of the stability
structure and dynamics of Mn(II)-glycine complexes
in solution using paramagnetic l3C NMR relaxation,
J. Phys. Chem. 1984. JJ. Led and. H. Gesmar: 3IP
magnetization-transfer NMR studies of the interchange
between structures of self-assembled disodium
guanosine 5'-monophosphate in solution, J. Phys.
Chem. 1985. JJ. Led: Paramagnetic carbon-13 and
phosphorous-31 NMR relaxation studies of the stability,
structure and dynamics of complexes in the glycine/
manganese (II)/adenosine 5'triphosphate system,
J. Am. Chem. Soc. 1985. H. Gesmar, JJ. Led:
Optimizing the multi-site magnetization-transfer experiment,
J. Magn. Reson. 1986. JJ. Led, E. Neesgaard:
Paramagnetic carbon-13 NMR studies of the
kinetics and mechanism of the HCO3/CO3 exchange
catalyzed by manganese (II) human carbonic anhydrase
I. Biochemistry 1987. H. Gesmar, JJ. Led:
Spectral estimation of complex timedomain NMR
signals by linear prediction. J. Magn. Reson. 1988.
JJ. Led, H. Gesmar, F. Abildgaard: Chemical Exchange
rates measured by magnetization-transfer
NMR. A computational challenge. In »NMR and
Drug Development« Munksgaard Copenhagen,
1988. J.j. Led, H. gesmar, K. Hejnæs, FB. Hansen:
Differences between human and porcine insulin investigated
by linear prediction carbon-13 NMR. J. am.
Chem. Soc. 1988. F. Abildgaard, H. Gesmar and J.J.
Led: Quantitative analyses of complicated non-ideal
Fourier transform NMR spectra. J. Magn. Reson.
1988. H. Gesmar and J.J. Led: Spectral estimation of
2D NMR signals, applying linear prediction to both
dimensions. J. Magn. Reson. 1988. J.J. Led: NMR
spektroskopiske studier af nogle paramagnetiske metalcomplexer
af biologisk betydning. Disputats, Københavns
Universitet, 1987.
Disputatsarbejdet: NMR spektroskopiske studier
af paramagnetisk metalcomplexer er en værdifuld kilde
til oplysninger om metalcomplexernes struktur,
dynamik og kinetik i opløsning. Årsagen hertil er de
store og eksperimentelt let tilgængelige ændringer af
ligandatomkernernes NMR-parametre, som vekselvirkningen
mellem disse atomkerner og de paramagnetiske
metalioners uparrede elektroner giver anledning
til. Dette gælder såvel ændring af ligandkernernes
magnetiske skærming som forøgelse af deres longitudinale
og transversale relaxationshastigheder. Da
kerne-elektron-vekselvirkningen, og dermed de observerede
ændringer, afhænger af de paramagnetiske
molekylers strukturelle, dynamiske og kinetiske egenskaber,
er det derfor i princippet muligt at fa oplysninger
om disse egenskaber ud fra de målte paramagnetiske
påvirkninger.
Ikke mindst ved studier af biologisk relevante molekyler
finder paramagnetiske NMR-undersøgelser
anvendelse. Dette skyldes ikke blot, at paramagnetiske
ioner indgår eller kan indgå i mange biologiske
aktive systemer, men også at de store og specifikke
paramagnetiske påvirkninger er specielt fordelagtige
ved studier af de ofte komplicerede spektre og mekanismer,
der kendetegner sådanne systemer.
Men er de paramagnetiske bidrag til NMR-parametrene
store og eksperimentelt let tilgængelige, kan
det til gengæld være vanskeligt at udlede informationen
om de molekylære egenskaber af de eksperimentelle
data. Hertil er der to væsentlige årsager:
1) For det første afhænger de målte paramagnetiske
bidrag som oftest af et stort antal parametre. For
at sikre en pålidelig og uafhængig bestemmelse af disse
er det nødvendigt at have et omfangsrigt og alsidigt
eksperimentelt materiale, hvilket det i praksis
kan være vanskeligt eller endog umuligt at fremskaffe.
654 Akademiske grader og prisopgaver
2) For det andet kan en korrekt fortolkning af de
eksperimentelle data vanskeliggøres eller forhindres af
en utilstrækkelig teoretisk model.
Men den voksende forståelse af metodens potentielle
anvendelighed til fremskaffelse af detaljerede oplysninger
om metalcomplexers molekylære egenskaber
begyndte der i midten af 1970'erne i litteraturen at
fremkomme stadig mere detaljerede fortolkninger af
eksperimentelle paramagnetiske NMR-målinger. På
grund af det store antal parametre, der indgår i de
teoretiske modeller, var det eksperimentelle materiale
i mange af disse undersøgelser langt fra tilstrækkeligt
til at sikre en uafhængig bestemmelse af samtlige modelparametre.
Det var derfor en hyppigt anvendt
fremgangsmåde at gøre visse antagelser med hensyn
til betydningen og naturen af de involverede relaxationsmekanismer
og størrelsen af de indgående parametre.
I en række tilfælde førte undersøgelser, hvor
denne fremgangsmåde blev benyttet, til klare uoverensstemmelser,
som af forfatterne ofte blev tilskrevet
mangler ved modellen snarere end fejl i antagelserne.
Disputatsen omfatter en serie eksperimentelle
NMR-spektroskopiske studier af nogle biologisk relevante
paramagnetiske systemer. Formålet med disse
studier har været dels at klarlægge gyldigheden af den
anvendte teoretiske model, dels at skaffe information
om strukturen, dynamikken og kinetikken af de complexer,
der dannes i de konkrete systemer.
Studiernes primære resultat er en eksperimentel bekræftelse
af den teoretiske models gyldighed for de typer
af paramagnetiske systemer, der er blevet undersøgt.
Endvidere har studierne resulteret i en række detaljerede
og præcise oplysninger om de molekylære
egenskaber af de metalcomplexer, der er blevet undersøgt,
herunder mekanismer for nogle af de kemiske reaktioner,
de indgår i. Især skal fremhæves bidraget til
opklaring af mekanismen for enzymet kulsyreanhydrases
katalyse af bicarbonat/kuldioxid omdannelsen.
Peter Lind
forsvarede den 16. juni 1989 sin afhandling;
»IgE-bindende antigener fra hustøvsmider« for den
naturvidenskabelige doktorgrad.
Officielle opponenter var professor Ole J. Bjerrum
og lektor Bent Rubin. Af tilhørerne opponerede lic.scient.
Anette Andersen.
Graden blev konfereret den 16. juni 1989.
Selvbiografi: Peter Lind. Født d. 11. februar 1947; student
1965 fra Sorø Akademis Skole; studerende 1965-
69 på biokemi- og kemi-linjen, Kbhvns. Universitet;
studiesekretær i Studenterrådet 1967-68; aftjente civil
værnepligt 1970-71 på Søllerød Lille Skole; studerende
1971-77 på biologi-linjen, Kbhvns. Universitet;
embedseksamen 1977 med speciale i parasitologi; ansættelse
hos Allergologisk Laboratorium a/s 1977-78
og fondsstøttet herfra som stipendiat på Proteinlaboratoriet,
Kbhvns. Universitet fra 1978-1987. Fra 1988
stipendiat på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole
og Proteinlaboratoriet med fondsstøtte fra Lundbeckfonden.
Ægteskab 1981 med arkitekt Jytte Toft; fælles
barn, Nana Elvira Lind, født 1981.
Henrik Ramlau-Hansen
forsvarede den 30. juni 1989 sin afhandling:
»Applications of life history analysis in actuarial
mathematics« for den naturvidenskabelige doktorgrad.
Officielle opponenter var professor Jan Hoem og
lektor Marin Jacobsen. Af tilhørerne opponerede professor
Odd Aalen, Oslo.
Graden blev konfereret den 30. juni 1989.
C and.med. Jens F. Rehfeld
forsvarede den 22. sept. 1989 sin afhandling:
»Ekspression af Progastrin, Procholecystokinin og
dere Hormonale Produkter i Hypofysen« for den naturvidenskabelige
doktorgrad.
Officielle opponenter var professor S. O. Andersen
og professor Leif Wide, Uppsala. Af tilhørerne opponerede
ingen.
Graden blev konfereret den 22. sept. 1989.
Lic.scient Bo Riemann
forsvarede den 9. juni 1989 sin afhandling:
»Bakterieplanktonets økologi: Studier af biomasse,
aktivitet, produktion og betydning i kulstofkredsløbet
« for den naturvidenskabelige doktorgrad.
Officielle opponenter var professor Tom Fenchel og
professor Kaj Sand Jensen. Af tilhørerne opponerede
Morten Søndergård, RUC.
Graden blev konfereret den 9. juni 1989.
Selvbiografi: Bo Riemann. Født den 18. september
1946. Student fra Århus Katedralskole, naturfaglig
gren, 1967. Cand.scient i biologi fra Århus og Københavns
Universitet. Speciale i botanik i mossernes systematik
og økologi fra Botanisk Institut, AU. Lic.scient
1976 i planktonalgers økologi med afhandlingen
»Studies on the biomass of the phytoplankton«. Forskningsrådsstipendium
1976-78 i studier omkring bestemmelser
af bakterie- og alge-planktons biomasser
og produktion. Disse undersøgelser blev gennemført
dels på Botanisk Institut, AU, og på University ofCalifornia,
Scripps Institution of Oceanography. Arbejdet
blev suppleret med adskillige kortere studieophold
i England, Tyskland og U.S.A. Lektor ved Ferskvandsbiologisk
Laboratorium, KU i efteråret 1978.
Forskningsområde indenfor søers og kystnære marine
Doktorer 655
områders økologi med speciel reference til bakterier,
alge- og dyreplanktonet. I perioden 1982-1985 blev
der etableret en temporær forskergruppe under Statens
naturvidenskabelige Forskningsråd med arbejdstitlen
»kulstofomsætning og kvantificering af bakteriel
produktion i eutrofe søer i relation til fytoplanktonvækst
og spildevandsbelastning«. Arbejdsgruppen,
der i perioder bestod af 25 forskere, teknikere og specialestuderende
blev ledet af undertegnede og lektor
Morten Søndergaard, Botanisk Institut, AU. Undertegnede
har løbende modtaget forskningsmidler fra
Statens naturvidenskabelige Forskningsråd, Carlsbergfondet
samt fra NPO programmet under Miljøstyrelsen.
Har publiseret 3 bøger og mere end 50 afhandlinger
i internationale tidsskrifter.