Jørgen Prytz-Johansen
4. november 1911 — 29. august 1989
Jørgen Prytz-Johansen 727
Ser man tilbage på professor i religionshistorie,
dr.phil. Jørgen Prytz-Johansens livsbane, præges den
af valg, som ikke kan have været lette. I fortsættelse af
en solid familietradition for naturvidenskabelige studier
(faderen var professor i fysik Edvard S.Johansen)
gik han efter studentereksamen i gang med studiet af
teoretisk fysik og blev i 1937 cand.mag. Imidlertid
havde Prytz-Johansen allerede i 1936 fulgt nogle af
Vilhelm Grønbechs forelæsninger, og hermed åbnedes
nye perspektiver for ham, som gjorde det nødvendigt
at gøre situationen op. I første omgang søgte han
job som observatør ved Magnetisk Observatorium i
Godhavn på Grønland og var her et år, 1937-1938.
Efter hjemkomsten var bruddet med karrieren som fysiker
en realitet. Prytz-Johansen meldte sig i efteråret
1938 som magisterstuderende hos Grønbech, idet han
forsikrede denne om, at han ville kunne tjene til føden i
kraft af sin embedseksamen i fysik.
Et årstid fungerede Prytz-Johansen som timelærer i
matematik og fysik ved Metropolitanskolen, men undervisningen
tog tid og kræfter fra magisterstudiet, så
han forlod skolen for at søge ind ved bibliotekerne. I
1941 blev han ansat som medhjælper ved Universitetsbibliotekets
2. afdeling, hovedbiblioteket for medicin
og naturvidenskab. Det blev starten på en bibliotekskarriere,
som i 1957 førte Prytz-Johansen frem til
lederposten som overbibliotekar. I biblioteksarbejdet
fandt han rig anvendelse for sin naturvidenskabelige
skoling. Som en udløber af sit arbejde med bibliotekets
systematiske katalog publicerede han en historisk studie
»Den gamle medicinske katalog på Universitetsbiblioteket
« (i »Nord. tidskr. for bok- och biblioteksvasen,
« 50, 1963), og til brug på Biblioteksskolen,
hvor han underviste i de eksakte fags håndbogskundskab,
udgav han en oversigt over »De exakte fags encyclopædi
og terminologi« (1960, ny udg. 1963). Også
religionshistoriens håndbogskundskab underviste
han i på Biblioteksskolen.
Der er ingen tvivl om, at Prytz-Johansen nu havde
fundet en passende balance mellem sine interesser.
Hans religionshistoriske forskning uddybedes i denne
periode. Fra 1949 til 1955 var han universitetsadjunkt
i religionshistorie ved Københavns Universitet, med
nedsat tjenestetid ved biblioteket. Disse år brugte
Prytz-Johansen især til at videreføre de studier i polynesisk
religion, specielt Maoriernes, som han havde
påbegyndt allerede i begyndelsen af40'erne, på Grønbechs
direkte foranledning. En lingvistisk afhandling
om strukturelle forhold i maorisproget, »Character
and structure of the action in Maori« (Hist.Filos.
Medd.Dan.Vid.Selsk., 31, no. 5, 1948) står som synligt
vidnesbyrd om hans tilegnelse af maorisproget
gennem selvstudium. Et stort og ubearbejdet kildemateriale
forelå i form af svært tolkelige tekster på originalsproget.
For Prytz-Johansen, som for Grønbech,
var vejen gennem teksterne, gennem folkets egne udsagn,
den primære tilgang til en forståelse af en fremmed
kultur. Sagt med hans egne ord: »In the case of
the Maoris there is no doubt that it is among the texts
that we have to look for the sources of the very highest
728 Nekrologer
value. It is of the greatest importance that the texts
allow us to become familiar with the notions in
which a people has itself expressed their experiences,
also such concepts as may be missed by the ethnographer
in the field« («The Maori and his Religion
«, 1954, s. 269). Gennem omhyggelige semantiske
undersøgelser af de ord og begreber, hvormed folket
selv udtrykker sine fundamentale »livserfaringer«,
far man indkredset de ubevidste kraftcentre i sindet,
som styrer tanker og adfærd i den pågældende
kultur.
Prytz-Johansens arbejde med maorireligionen forløb
ikke blot jævnsides med hans universitetsundervisning,
men gennem den. Til trods for hans lavmælte
og manuskriptbundne forelæsningsstil fik
man som tilhører en fornemmelse af at være direkte
deltager i hans forskningsprojekt. Den bundne stil
løstes i øvrigt op, når han - i fortsættelse af en tradition
fra Grønbechs dage — lod en del af undervisningen
foregå under selskabelige former i sit hjem, som
dengang var på Hejlsmindevej. Her øste Prytz gavmildt
af sin rige viden, mens fru Prytz sørgede for et
ikke mindre righoldigt kulinarisk traktement. Og
her kunne man opleve helt uventede indslag i undervisningen,
som da Prytz med drenget iver demonstrerede
et hjemmelavet svingtræ, en såkaldt bullroarer,
som han med stor kraft svang i en snor, så
dens ånderøst løftede sig over den nattestille villavej.
Mens arbejdet med disputatsen nærmede sig målet,
blev andre emner taget op i undervisningen;
Indfødte australske religioner, især Aranda's, og Zuni-
indianernes religion, med særlig opmærksomhed
omkring kultklovnernes rolle. Også for disse områders
vedkommende var grundlaget teksterne på originalsprogene,
så vidt det da lod sig gøre med de
yderst fa hjælpemidler, som forelå for disse sprog.
Forsvaret af dispsutatsen, »The Maori and his
Religion in its Non-Ritualistic Aspects,« København
1954, fandt sted torsdag den 28. oktober. Med disputatsens
indtrængende tekstanalyser omkring centrale
begreber som slægt, ære, liv og mana lægges
grunden for en forståelse af maorikulturen på dens
egne præmisser. At der er tale om en banebrydende
indsats på området fremgår klart af den vurdering af
værket, som er kommet til udtryk hos en senere generation
af maoriforskere. Og Prytz-Johansens fortolkning
af mana hos maorierne er blevet international
religionshistorisk standardlæsning gennem optagelsen
i Eliades tekstudvalg »From Primitives to
Zen.«
Som før nævnt blev Prytz-Johansen i 1957 udnævnt
til overbibliotekar ved Universitetsbibliotekets
2. afdeling. Han viste sig særdeles velegnet til
denne chefstilling. Med sit rolige overblik og sine
velovervejede beslutninger skabte han et trygt arbejdsklima.
Lederpostens let ophøjede fjernhed harmonerede
utvivlsomt godt med hans eget væsen.
Samtidig sørgede han for nærkontakten ved hver
formiddag at gå sin runde gennem alle bibliotekets
kontorer, lydhør, men aldrig inspicerende. I disse år
udkom det kompletterende værk om maorierne, afhandlingen
»Studies in Maori Rites and Myths,«
København 1958 (Hist. Filos. Medd. Dan. Vid.
Selsk. 37, no. 4). I kraft af sin dybe indsigt i maorikulturen
lykkes det her for Prytz-Johansen, idet han
gør brug af Grønbechs tanker om kultdramaet, at
tolke de tekster, som var overleveret i forbindelse
med agerbruget, og således klarlægge batadyrkningens
riter og myter. »At oversætte de hidtil uforståede
ritualtekster var lidt af et detektivarbejde,« som
Prytz-Johansen selv bemærker (»Hovedlinier i
dansk religionshistorie«, i »Mellem Myte og Videnskab,
« Kbh. 1989, s. 19).
Maoristudierne sammenfattedes til en lettere tilgængelig
fremstilling på dansk i bogen »Maori og
Zuni. To naturfolk og deres religion«, København
1962. Som det fremgår af titlen publiceres hermed
også resultaterne af Prytz-Johansens undersøgelser
af Zuniernes religion. Hensigten med disse to portrætter
er at give to konkrete eksempler på »primitiv
religion« hentet fra et par kulturer, som vi i kraft af
en rig tekstoverlevering kan komme tæt ind på livet
af. Som efterskrift har bogen en klar og instruktiv redegørelse
for den tekstanalyserende religionshistoriske
metode.
I 1963 blev det religionshistoriske professorat ved
Københavns Universitet opslået ledigt i forbindelse
med professor Svend Aage Pallis' afgang på grund af
alder. Det er klart, at dette måtte give Prytz-Johansen
anledning til dybtgående overvejelser. Resultatet blev
en beslutning om ikke at indgive ansøgning. Imidlertid
udviklede sagen sig derhen, at fakultetet vedtog, at
Prytz-Johansen skulle undergives bedømmelse på linie
med de ansøgere, der havde meldt sig. Udgangen
blev, at overbibliotekar, dr.phil. Jørgen Prytz Johansen
blev udnævnt til professor i religionshistorie ved
Københavns Universitet fra den 1. juli 1965 at regne.
Hvis man vil have et indtryk af, hvorledes Prytz-
Johansen greb den elementære undervisning an, kan
man få det ved at læse hans afsnit om primitiv religion
i »Illustreret Religionshistorie«, bd. 1, København
1968. Idet vægten lægges på forståelsen af tekstmaterialet
(sådan som det havde været fagets praksis lige siden
Grønbechs tid), sker gennemgangen fortrinsvis
ved fyldige repræsentative eksempler, valgt således at
de vigtigste religionshistoriske begreber belyses, som
f.eks. gudsforestillinger, kult og myte, offertyper. Et
særligt afsnit vies mystikken, hvori Prytz-Johansen så
en vigtig kraftkilde for de store religioner. I arbejdet
med den enkelte tekst anvendes filologiens metoder.
Dertil kommer som noget væsentligt for religionshistorikeren
den fænomenologiske indsigt, vundet gennem
sammenlignende studier, som gør det muligt for
Jørgen Prytz-Johansen 729
ham at identificere og fortolke den enkelte religions
former. I spørgsmålet om kildekritik understregede
Prytz-Johansen, at den Erslevske teknik ikke uden videre
kan anvendes af religionshistorikeren. For historikeren
er målet så vidt muligt at rekonstruere en objektiv
virkelighed, mens religionshistorikeren først og
fremmest søger at bestemme den oplevede virkelighed.
Derfor kan kilder, der af historikeren må vurderes
som sekundære, udmærket vise sig at være af primær
betydning for religionshistorien.
Prytz-Johansens omhyggelige forberedelse af sin
undervisning levnede ham ikke megen tid til publikationsvirksomhed
i denne periode. En skarpsindig analyse
af den græske Thesmoforiefest (publiceret i »Temenos
«, 11, 1975, s. 78-87) er baseret på et undervisningsforløb.
I forbindelse med Københavns Universitets
500-års jubilæum i 1979 bidrog Prytz-Johansen til
jubilæumsskriftet med afsnittet om dansk religionshistorie,
som er en fortrinlig fremstilling af fagets historie
herhjemme. Denne skildring blev senere fulgt op af
en redegørelse, hvor hovedlinierne i nyere dansk religionshistorie
trækkes skarpere op, specielt udviklingen
efter Grønbech (»Mellem Myte og Videnskab,«
København 1989, s. 7-25).
I 1981 gik Prytz-Johansen på pension. Der er ingen
tvivl om, at det var en lettelse for ham at sige farvel til
det administrative pligtarbejde, og umiddelbart har
han nok også følt glæde ved at slippe for undervisningsbyrden,
så han kunne samle sig helt om sin forskning.
Men med undervisningen faldt også den direkte
kontakt med de studerende væk, og det var en stimulans
som han nok har kunnet savne af og til under de
stille studier ved skrivebordet. Her var der imidlertid
nok at tage fat på, for tiden var nu kommet for Prytz-
Johansen til at skrive det værk, som han følte han
skyldte sin læremester; Bogen om religionshistorikeren
Vilhelm Grønbech. Allerede i efterskriften til
»Maori og Zuni« havde Prytz-Johansen givet sin udlægning
af Grønbechs metode, og gennem hele sit forfatterskab
vedgår han gælden til Grønbech. Men den
store sammenfattende fremstilling af arven manglede
endnu. Den blev til over de følgende år gennem omfattende
studier af arkivmateriale, især breve og forelæsningsreferater,
men mest baseres indføringen i Grønbechs
tanker og metoder på Prytz-Johansens tilbageblik
på sin egen medleven i den faglige inderkreds omkring
Grønbech.
»Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech« udkom
i 1987 og er en milepæl i Grønbech-litteraturen ved at
være det første værk, der giver en samlet og dybtgående
vurdering af Grønbech, ikke blot som religionshistoriker,
men som menneske. Bogen søger »på faglig
baggrund at bringe en redegørelse for Grønbechs erfaringer,
tanker og metoder«, som det hedder i forordet.
Med erfaringer menes her de grunderfaringer, som
udgør den indre virkelighed, fundamentet for det levende
menneske. Prytz-Johansens værk vil for fremtiden
være den nødvendige indgang til forståelse af enhver
side af Grønbechs virksomhed.
Prytz-Johansen tilegnede bogen mindet om sin hustru.
»Pete«s død i 1984 var et smerteligt tab for ham.
Enhver der kom i hjemmet har oplevet hendes åbne og
hjertelige væsen, og fornemmet hvad hun betød for
Prytz. Men med støtte i den strenge arbejdsdisciplin,
som Prytz-Johansen altid havde pålagt sig selv, kom
han over den første svære tid. Efterhånden kunne han
med nogen stolthed rapportere, hvorledes forskellige
af hverdagens huslige gøremål blev indlemmet i hans
daglige rutine som eneboer.
I sine sidste leveår vendte Prytz-Johansen tilbage til
de polynesiske studier. Hans sidste arbejde blev en artikel
om Arioi, et religiøst selskab på Tahiti (»Temenos
« 25, 1989, s. 69-78), og han havde planer om at
tage andre polynesiske studier op til ajourføring og udgivelse.
Det var den stadig mere udtalte interesse for
hans værk blandt oceanister, der ansporede ham til
denne indsats. Unge forskere, især fra New Zealand,
søgte kontakt med Prytz-Johansen, til stor glæde for
ham. Men samtidig følte han, hvordan kræfterne til
gennemførelse af arbejdsplanen begyndte at svigte
ham.
Projektet blev standset brat. Prytz gik ind i døden
tirsdag den 29. august 1989. Men hans videnskabelige
værk vil blive stående i dansk og international religionshistorie
som en original indsats, der i stigende
grad vil påkalde sig opmærksomhed og gøre sin virkning
gældende.
Vagn Duekilde
Harald Hum Steensig
Harald Hum Steensig
Lektor, cand.mag. Harald Hum Steensig døde af en
blodprop i forbindelse med en hjerteoperation, 58 år
gammel.
Harald Steensig var født i Åbenrå og voksede op i
Gråsten, hvor faderen var stationsforstander. Harald
Steensig blev student fra Sønderborg i 1950 og
cand.mag. fra Københavns Universitet med dansk og
gymnastik i 1959. De følgende 4 år underviste han som
adjunkt ved Horsens Statsskole, men i 1963 blev han
hentet til Københavns Universitet af prof. Paul Diderichsen,
og fik stilling som stipendiat. 1 1965 blev han
amanuensis, og i 1967 tilknyttet det nyoprettede Institut
for nordisk Filologi. I 1972 blev han udnævnt til
lektor ved instituttet, og virkede her til sin død. Harald
Steensig efterlader sig hustru og tre voksne børn.
Under sin studietid havde Harald Steensig arbejdet
med tekstlæsning baseret på sproglig iagttagelse, og i
sit speciale om H. C. Andersens eventyr dokumenteret
fremragende evner til at gennemføre denne form for
tekstlæsning med den grundighed og omhu for detaljen
som metoden krævede. Paul Diderichsen ønskede
at få Harald Steensig knyttet til universitetet, for at
han kunne være med til at videreudvikle den prosahistorie
som han selv var gået i gang med år forinden.
Men allerede året efter (okt. 1964) døde Diderichsen,
og Harald Steensig måtte arbejde videre på egen
hånd, samtidig med at han overtog en betydelig undervisningsbyrde.
For Harald Steensig har undervisning og forskning
altid været to sider af samme sag. Det kom til syne i
hans pædagogiske praksis, og i hvad han undervejs
har skrevet om den. Hans viden om og fornemmelse
for undervisningsprocesser var helt usædvanlig, og
hans meget grundige og omhyggelige planlægning gav
undervisningen en høj faglig kvalitet. Synd at han
måtte opleve, at universitetsmiljøet ikke altid skatter
den slags kvalifikationer efter fortjeneste.
Harald Steensigs faglige udvikling har hovedsagelig
været knyttet til tre strømninger inden for danskfaget:
'Sprogiagttagelsen', 'pragmatikken' og 'didaktikken'.
I skolereformen fra 1960 blev grammatikundervisningen
erstattet af »sprogiagttagelse« og »sproglig
forståelse«, og det afsatte et stort behov for nye undervisningsmaterialer.
I 1966-67 producerede Danmarks
Skoleradio en serie programmer som blev
kaldt »Litteraturforståelse ved sproglig iagttagelse«,
og her bidrog Harald Steensig med to blokke - hver
blok bestod af 1 lærerudsendelse og 3 elevudsendelser.
Sammen med Erik Hansen stod han for den første
blok af blandede tekster, fiktive og ikke-fiktive, og
han producerede selv en blok om H.C. Andersens
eventyr »Den standhaftige tinsoldat«. Til udsendelserne
hørte et lærerhæfte, et teksthæfte og et arbejdshæfte
til eleverne.
Især gennemgangen af eventyret viser Harald Steensigs
evne til at perspektivere den sproglige iagttagelse
og gøre den til et frugtbart redskab i litteraturlæsningen.
Gennemgangen er præget af stor grundighed og
omhu, både i udsendelserne og i det skriftlige materiale.
En grundighed som Harald Steensig bevarede som
732 Nekrologer
et særkende ved sin pædagogiske tilrettelæggelse igennem
hele sin tid som underviser.
Samarbejdet med Erik Hansen fortsatte, og året efter
(i 1968) udkom »Dansk er mange ting«, en skolebog
i sprog- og tekstiagttagelse der bryder nye veje.
Bogen er skrevet for elever i 8.-10. klasse, og i forlængelse
af den første udsendelsesblok med de blandede
tekster forsøger bogen at give eleverne en forståelse for
hvordan sprog og tekster fungerer - og hvorfor. Det
nye består blandt andet i at »Dansk er mange ting«
lægger vægt på at beskrive sproget som kommunikation,
og helt undlader at introducere de traditionelle
grammatiske begreber. Og lige som skoleradioudsendelserne
omfatter tekstmaterialet ikke blot de fiktive
tekster som man normalt beskæftigede sig med; de ikke-
fiktive tekster - eller brugsteksterne som de også
blev kaldt — var også med, og endda i betydeligt omfang
Bogen blev hurtigt en succes, og igennem årene
er den blevet brugt ikke bare i folkeskolen, men også
på højskoler, i gymnasiet og nu og da på universitetet.
1968 blev et skelsættende år på universitetet. Studenterne
og en del af de yngre lærere gjorde oprør mod
studiestruktur og professorvælde, og konsekvensen for
danskfaget blev nye studieordninger allerede i 1969. I
disse studieordninger indgik en helt ny disciplin —
pragmatisk analyse — der beskæftigede sig med sprog
og tekster som kommunikation. Det var 'brugen' af
sproget og teksterne det drejede sig om, og det var
'sammenhængen' mellem tekst/sprogbrug, sprogbruger
og kommunikationssituation der var i fokus. Harald
Steensig spillede en central rolle i tilblivelsen og
den fortsatte udvikling af den pragmatisk analyse, en
rolle han beholdt indtil disciplinen blev integreret i
fagets almindelige arbejde med sprog og tekster med
studieordningen af 1983.
I sit afsæt kan pragmatisk analyse groft karakteriseres
som »Dansk er mange ting« på universitetsniveau.
Senere kom der en lang række teoretiske synspunkter
til, navnlig centreret om nøgleord som 'samfundsmæssig
sammenhæng' og 'samfundsmæssig funktion',
og Harald Steensig forholdt sig åbent og nysgerrigt til
dem, men uden at svigte sit udgangspunkt: Sprogets
og teksternes brug, og sikrede dermed at dette synspunkt
forblev en væsentlig del afdisciplinens identitet.
I artiklen »Pragmatik« (sm. m. Ib Poulsen) i »Sprogvidenskabens
discipliner«, red. af Erik Hansen og Ole
Togeby (Kbh. 1980) giver Harald Steensig et signalement
af den gøgeunge som pragmatisk analyse efterhånden
blev i forhold til de andre sproglige discipliner
under danskstudiet.
Det synspunkt på sprog og tekster som pragmatikken
repræsenterede bredte sig hurtigt, og det kom til at
stå stærkt i de vejledende bestemmelser til danskfaget i
forbindelse med gymnasiereformen af 1971. Gymnasielærerne
krævede efteruddannelse, og Harald Steensig
medvirkede ved flere arrangementer, og skrev (sm.
m. Mogen Løj) på opfordring af det faglige udvalg for
dansk et fyldigt »Oplæg til arbejdet med ikke-fiktive
tekster« (Kbh. 1971). Her i et af de tidlige dokumenter
i den danske pragmatiks historie ser man eksempler
på den sproglige iagttagelse, men også på en selvbevidst
og kritisk holdning over for den mere traditionelle
faglige og pædagogiske praksis.
Op gennem 70'erne fortsatte Harald Steensig sit
fagligt-pædagogiske udviklingsarbejde indenfor pragmatikken.
Det blev til frugtbare forløb hvor den pragmatiske
tekstanalyse blev integreret med disciplinen
skriftlig fremstilling, således at forståelsen af tekster,
deres struktur og funktion både blev set fra en analytisk
og en produktiv synsvinkel. Og det blev til et stort
anlagt integrationsforløb mellem alle fagets grunddiscipliner,
et forløb som først og fremmest Harald Steensig
rapporterede om i »Intro-integrationen 1979-rapport
om et fagligt-didaktisk eksperiment inden for
danskstudiet«. Institut for nordisk Filologi (1981).
Samtidig bidrog Harald Steensig som medlem af fagets
studienævn til - sammen med studenterrepræsentanterne
— at gennemføre en række eksamensformer
der gjorde eksamenssystemet mere fleksibelt og bedre
egnet til at honorere ønsker om at integrere forskellige
discipliner. I forhold til »systemet« fandt man altid
Harald Steensig på eksperimentets og de studerendes
side.
I 70'erne var den faglige debat ofte stærkt ideologisk
præget, og modsætningerne kunne være skarpe. Harald
Steensig tilhørte hverken den ene eller den anden
fløj, men udfordrede først og fremmest den universitetsakademiske
tradition med sine faglig-pædagogiske
eksperimenter, uden at give køb på den faglige kvalitet.
Det var vigtigt for ham at fastholde det specifikt
danskfaglige arbejde med sprog og tekster, men på
samme tid åbne for det samfund som teksterne og
sproget kom fra og fungerede i. Det var ikke altid lige
nemt, når man hverken ville slippe taget i teksterne
eller lade den faglige tradition sætte rammerne.
Det er uomtvisteligt at Harald Steensig spillede en
meget væsentlig rolle i udformningen af den pragmatiske
tekstanalyse i København, og ikke mindst for den
forbindelse til sprogiagttagelsen som har været et særkende
- trods sociologiske og socialpsykologiske teoridannelser
undervejs. Men det der stod hans hjerte
nærmest, og der hvor han nok ydede sin mest originale
indsats, var inden for 'fagdidaktikken'. Op gennem
70'erne blev han stadig mere optaget af spørgsmålet
om den danskfaglige identitet; I forhold til den samfundsmæssige
udvikling og de afledte politiske og sociale
modsætninger, hvilke krav måtte man så stille til
fagets stof og pædagogik? Hvilken viden og hvilke færdigheder
skulle de studerende have, og hvorfor? Hvad
i den faglige tradition var det værd at bevare, og hvad
var det bedst at give slip på?
Harald Steensig havde i slutningen af 70'erne gennemført
en række kurser, hvor de studerende skulle
afslutte med at stå for et undervisningsforløb på et
Harald Hum Steensig 733
gymnasium eller tilsvarende. Og hans formål var at fa
de studerende til dels at reflektere over forholdet mellem
fag, institution og undervisning, dels at erfare
hvad undervisning består i og hvad den indebærer,
fagligt og pædagogisk. Ikke på traditionens betingelser,
men ved at trække på den i et stadigt forsøg på at
overskride dens rammer.
I artiklen »Fagdidaktik« (sm. m. Ib Poulsen) i Modersmålundervisningen,
udg. af Det centrale Uddannelsesråd
(Kbh. 1981) er grundlaget for det fagdidaktiske
arbejde formuleret: En problemorienteret undervisning
der skulle tage udgangspunkt i elevernes erfaringsverden
og udvikle dem intellektuelt og emotionelt,
så de fik mulighed for at forholde sig kritisk og
konstruktivt til sig selv, deres situation og den verden
de levede i, sådan at de solidarisk blev i stand til at
handle i overensstemmelse med deres subjektive og
objektive interesser. - Formuleringen går på danskundervisningen
i skolen, og omfatter derfor ikke de særlige
kvalifikationskrav som også må stilles til en universitetsuddannelse,
men grundtanken er den samme:
Det drejer sig om pædagogiske processer der er problemorienterede,
erfaringsbaserede og handlingsrettede.
- Og de studerende måtte så derudover forholde
sig til hvordan denne proces kunne sættes i gang hos
deres elever og diskutere mulige didaktiske implikationer
ud fra mere teoretiske synspunkter.
Hvordan en sådan faglig-pædagogisk proces kunne
gennemføres inden for rammerne af danskstudiet har
Harald Steensig givet et fyldigt svar på i bogen
»Dansk i brug — fagdidaktik på erfaringens grund«.
Institut for nordisk Filologi, Københavns Universitet
1987. I bogen får man et meget klart og kvalificeret
indblik i hvad den type undervisning forudsætter og
kræver, ikke blot af underviseren men også af de studerende.
Og med sin særdeles veludviklede sans for faglig-
pædagogiske problemstillinger har Harald Steensig
ikke lagt skjul på de vanskeligheder man kan løbe
ind i undervejs. Bl.a. at selve processen bliver så dominerende,
at den særlige faglige tilgang mister sine konturer
og den kontante indlæring af sprog- og tekstanalytiske
færdigheder svækkes.
Bogen blev aldrig helt færdig - og ville måske heller
aldrig være blevet med Harald Steensigs iboende
trang til at videreudvikle og ændre. Men selv i sin foreløbige
form er bogen et fornemt vidnesbyrd om et enestående
fagligt- pædagogisk udviklingarbejde, udført
af en engageret fornyer.
Mange universitetslærere er undervisende forskere.
Harald Steensig derimod var en forskende underviser.
Og som underviser var han igangsætteren i ordets
bedste mening. Han kendte indlæringens vanskelige
proces i detaljen, og med stor indsigt, omhu og indføling
støttede han, puffede eller provokerede. Som forsker
viste han en krævende, men frugtbar vej til fornyelse
af danskfagets fagligpædagogiske tradition. Og
som både underviser og forsker stillede Harald Steensig
meget store krav til sig selv. Bag et beskedent, næsten
selvudslettende ydre skjulte der sig en kompromisløs
vilje til at forbedre og forandre. Aldrig helt tilfreds,
altid selvkritisk og selvransagende. Men over for
andre var han generøs: Han havde tid, lyttede intenst,
stillede præcise spørgsmål direkte mod problemets
kerne, og man gik aldrig fra ham uden at være blevet
inspireret eller provokeret. Fagligt eller menneskeligt.
Med Harald Steensigs alt for tidlige død har Københavns
Universitet mistet en højt kvalificeret medarbejder,
en fin kollega, et varmt menneske og en
usædvanlig indsigtsfuld underviser.
Ib Poulsen
Niels Thulstrup 735
Niels Thulstrup
6. maj 1924-31. december 1988
Niels Thulstrup blev 1968 professor i systematisk teologi
ved Københavns Universitet med etik og religionsfilosofi
som undervisnings- og eksamensfag som
efterfølger til professor N. H. Søe. Mest kendt udadtil
var han som leder af Søren Kierkegaard-biblioteket
ved Københavns Universitet fra 1965 og som internationalt
anerkendt Kierkegaard-forsker.
Niels Thulstrup blev født i Ålborg som søn af postmester
Christen Christensen Thulstrup og Jenny
Margrethe Christiansen. Han tog studentereksamen
1943 i Odense og studerede derefter teologi ved Københavns
Universitet, hvor han i 1948 fik sølvmedalje
for en prisopgave om »Hegels etiske og retsfilosofiske
hovedtanker og disse tankers forhold til kristelig etik«
(490 s.). Han blev cand.theol. 1950 ved Københavns
Universitet og var universitetsadjunkt sammesteds
1955-1960. Han var bibliotekar ved Universitetsbiblioteket
i København 1958-1960, og præsteviet blev
han 1959 i Ribe, hvorefter han havde præstestillinger i
Holbæk og Tveje-Merløse fra 1960-1968. Han var lektor
i systematisk teologi ved Københavns Universitet
1963-1968 og disputerede 1967 på en afhandling om
»Kierkegaards forhold til Hegel og til den spekulative
idealisme indtil 1846«. I 1986 måtte han forlade sin
universitetsstilling på grund af sygdom.
Niels Thulstrups hovedinteresse var Kierkegaardforskningen,
og han grundlagde Kierkegaard-biblioteket
i 1964, som først havde sine lokaler i St. Pedersstræde,
hvorefter det i 1969 flyttedes til Det teologiske
Fakultets lokaler som et selvstændigt Søren Kierkegaard-
institut under fakultetet. Fra 1975 blev det en
afdeling under Institut for systematisk Teologi under
navnet »Søren Kierkegaard-afdelingen«. Thulstrups
mål var at gøre afdelingen til et internationalt centrum
for Kierkegaard-forskning, »hvor mennesker fra hver
nation og overbevisning, fra alle lærdomsområder,
kan forenes i fælles Kierkegaard-forskning«. Thulstrup
opbyggede et omfattende bibliotek for Kierkegaard-
forskning, og han havde også den store ambition
at få fat i de bøger (i samme oplag), som Kierkegaard
selv havde haft i sin bogsamling, og resultatet
var imponerende. Også avisudklip om Kierkegaard
samledes med ambition om fuldstændighed. Man kan
godt sige, at Kierkegaard-afdelingen udgør et livsværk,
som manifesterer Thulstrups store indsats for
den internationale Kierkegaard-forskning, og som
fortsætter og lever videre.
Niels Thulstrups internationale kontakter blev
grundlagt allerede tidligt ved gæstestudier i Ziirich,
Rom, Oxford og Cambridge under ophold af længere
varighed samt ved kortere ophold i Gottingen, Tiibingen
og Basel i løbet af årene 1950-1966. Disse forbindelser
blev videre udbygget ved gæsteforelæsninger
fra 1965 i Princeton, Michigan og flere andre steder i
USA, i Cambridge, Rom, Freiburg og Basel, i Groningen
samt i Lund og Helsinki. Disse mange gæsteforelæsninger
vidner om Niels Thulstrups store internationale
anseelse som Kierkegaard-forsker. Flere af
hans skrifter er også oversat til tysk, engelsk og japansk.
Her drejer det sig antageligt om en vekselvirk736
Nekrologer
ning: Oversættelserne er et tegn på den internationale
interesse, men de stimulerede på den anden side også
denne interesse.
Thulstrups administrative indsatser for Kierkegaard-
forskningen omfatter ikke kun Kierkegaardbiblioteket,
hhv. Kierkegaard-afdelingen. Han var
medstifter af Søren Kierkegaard Selskabet 1948 og var
selskabets sekretær 1948-1966 og dets næstformand
1968-1981. Han var også medstifter af Kierkegaardakademiet
1976. Han grundlagde årbogen »Kierkegaardiana
« 1955 og var dennes redaktør 1955-1980.
Han var medudgiver af en påbegyndt udgave af
Kierkegaards »Complete Works« på engelsk fra 1976
og medredaktør af »Bibliotheca Kierkegaardiana« fra
1979. Sidstnævnte række indeholder mange videnskabelige
artikler, mest på engelsk. Thulstrup blev medlem
af »International Advisory Board for International
Kierkegaard Commentary« fra 1982. Hertil kommer,
at han var medlem af forskellige videnskabelige
og administrative udvalg både ved Københavns Universitet
og i andre danske og internationale sammenhænge,
f.eks. Societas Ethica og Hegel-Vereinigung
fra 1975.
I Thulstrups skriftlige produktion indtager helt naturligt
Søren Kierkegaards tænkning den centrale
plads. Disputatsen behandler Kierkegaards forhold til
hegelianismen i Danmark samt hans mulige kontakter
med Hegel og hans opgør med denne, hvorved Thulstrup
følger udviklingsgangen i Kierkegaards forfatterskab
til og med »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
«. I afhandlingen betones forskellen mellem Hegel
og Kierkegaard i grundsyn og udgangspunkter, i
såvel metode og forudsætninger som i interesser. Denne
forskel blev Kierkegaard selv klar over først efter en
vis udviklingsproces, som Thulstrup så følger og skildrer.
Han påviser, at Kierkegaard havde et godt og korrekt
kendskab til Hegel og dennes elever på alle de
punkter, som var relevante for hans egen polemik. Udviklingen
i Kierkegaards kritik mod Hegel afspejler
dermed udviklingen i hans egen tænkning.
Meget snart derefter publiceredes næste store monografi
»Kierkegaards Verhåltnis zu Hegel. Forschungsgeschichte
«, Stuttgart 1969. Grundigt og extensivt
tegner Thulstrup her forskningens historie angående
Kierkegaards forhold til Hegel, og dertil giver
han en kritisk vurdering af de enkelte forskeres synspunkter
og resultater. Afhandlingen er af afgørende
betydning for forståelsen af Kierkegaard i dennes første
periode (frem til 1846).
En meget central plads i Thulstrups produktion udgør
hans udgivelser af en hel række af Kierkegaards
egne værker, med indledning og kommentarer af særdeles
høj kvalitet. Det drejer sig her om praktisk taget
alle Kierkegaards mere kendte arbejder, og dertil en
hel række noget mindre kendte, deriblandt hans breve.
Indledningen til »Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift
« udgør alene en hel afhandling, som behandler
værkets hele idéhistoriske baggrund samt værkets
modtagelse og ydre forhold.
Gennemgående i disse udgivelser er indledningen
og kommentarerne særdeles grundige med henblik på
historiske, idéhistoriske såvel som tekstkritiske, filologiske,
bibliografiske og forskningshistoriske forhold.
Thulstrup dokumenterede en stor interesse også for
detaljer på disse områder. Han kan ofte påvise Kierkegaards
specielle litterære kilder og forudsætninger og
redegøre for dennes kendskab til de forskellige tænkere
og til de filosofiske og teologiske retninger, som han
tager stilling til i værket. Kommentarer gives specielt
til enkelte termini og udtryk hos Kierkegaard, særligt
udførligt om filosofiske og teologiske begreber, hvor
Thulstrup kan henvise til klassiske filosofiske værker
helt ned i detaljen.
I en ny udgave af Kierkegaards papirer (1968-78)
bygger det nye store indeks på Thulstrups og hans hustrus
forarbejder - en indsats er her blevet udført til
hjælp for kommende forskning. En sådan hjælp har
forskningen også kunnet hente i bidraget til en bibliografi
over Kierkegaard (1951) samt i katalogen over
Kierkegaards bibliotek (1957).
Niels Thulstrups øvrige videnskabelige produktion
er stor og omfatter en række afhandlinger, artikler og
anmeldelser af hvilke flertallet publiceredes i årbogen
Kierkegaardiana og i skriftrækken Bibliotheca
Kierkegaardiana, men også i norske, tyske, engelske,
amerikanske, hollandske, schweiziske, italienske og
japanske teologiske, filosofiske og litterære tidsskrifter.
Hertil kommer en række selvstændige publikationer.
Det alt dominerende emne i disse skrifter er Søren
Kierkegaard, men til gengæld har Thulstrup belyst
ham ud fra alle mulige og tænkelige aspekter, både
biografiske og tidsmiljømæssige, idéhistoriske, forskningshistoriske
og tematisk-systematiske emner i
Kierkegaards tænkning. Ikke mindst har han gjort
Kierkegaards forhold til en hel række andre tænkere til
genstand for grundig behandling. Som eksempel kunne
man nævne en artikel (på engelsk, i Kierkegaard
Academy Yearbook) med en sammenligning mellem
Hegels erkendelsestadier i »Phånomenologie des Geistes
« og Kierkegaards stadier af den menneskelige eksistens.
Ved siden af Kierkegaard har netop Hegel været
genstand for Thulstrups dokumenterede interesse,
dels i en kort, rent formidlende monografi fra 1967 og
dels i en række artikler og fremfor alt i den disputats,
som allerede er omtalt og kommenteret ovenfor.
Blandt enkelte indsatser på andre områder kan nævnes
artikler om Hamann, en indledning til en nyudgivelse
af Augustinus' Bekendelser, en præsentation af
den teologiske etik for studerende på nybegynderstadiet
samt tekstsamlinger i etik og religionsfilosofiens
historie, fra Platon til Hegel.
Niels Thulstrup var meget kongenial med KierkeNiels
Thulstrup 737
gaard og hans tænkning, og hans værk inspireredes af
en fast overbevisning om værdien af at studere Kierkegaard
også for at kaste lys over det moderne menneskes
situation. Han besad stor lærdom og bred humanistisk
belæsthed og havde en intens kærlighed til sit
fag og viste stor samvittighedsfuldhed som forsker.
Trods påvirkningen fra Kierkegaard kom han imidlertid
aldrig til at stå Tidehvervsbevægelsen helt nær.
I private samtaler kunne han fælde kritiske og distancerende
ytringer om Tidehverv. Langt mere kritisk
var han imidlertid mod studenteroprøret 1968 og dets
idéer, og han kunne aldrig rigtigt acceptere den nye
styrelseslov. I universitetspolitikken kom han til at
indtage en meget konservativ holdning, hvilket kunne
indvikle ham i konflikter. Dette var også tilfældet i forhold
til fænomener i Folkekirken, som han overhovedet
ikke længere anså som helt adækvat, da det danske
folk ifølge ham forlængst var ophørt med at være en
kristen menighed.
Konflikterne blev også forstærket af en stor kompromisløshed
i hans holdninger og af en stærk polemisk
karakter i flere af hans skrifter. Han skrev også meget i
aviserne, ofte med provokative formuleringer for at
anspore til debat. Formuleringerne var med forsæt tilspidsede
på en måde, som gik ud over hvad han selv
egentlig mente. Af og til kunne de tilspidsede formuleringer
gå til rene pudsigheder.
Med Niels Thulstrups bortgang har en meget farverig
personlighed og fremstående forsker forladt det videnskabelige
fællesskab.
Urban Foreli