Nekrologer

Erling Asmussen
Erling Asmussen
6. august 1907— 12. april 1991
Professor dr.phil. Erling Asmussen døde den 12. april
1991, 83 år gammel.
Erling Asmussen blev født i 1907 i Næstved som søn
af lærerne Ejnar Asmussen og Maren Gunhild f. Møller
og havde størstedelen af sin opvækst i Skovshoved
nord for København. Han blev student fra Ordrup
gymnasium i 1926 og efter et ophold på Gymnastikhøjskolen
i Ollerup, studerede han gymnastikteori
med zoologi og botanik som bifag ved Københavns
Universitet og blev cand.mag. i 1932. Specialestudiet
på Gymnastikteoretisk Laboratorium under professor
Lindhard førtes videre til disputatsen: »Undersøgelser
over skeletmuskelfiberens mekaniske reaktion«,
der blev forsvaret i 1934. Imponerende, når det betænkes,
at Asmussen i de første tre år som kandidat også
arbejdede som gymnasielærer ved Ordrup Gymnasium
med et skema på 36 timer pr. uge!
Fra 1935 kunne han arbejde videnskabeligt på heltidsbasis,
idet han da blev ansat som amanuensis ved
Gymnastikteoretisk Laboratorium. En studie- og arbejdsplads
han var trofast imod i mere end 60 år. Han
virkede som professor i gymnastikteori fra 1961 til
1977. Som en del af professorembedets pligter var han
tillige konstitueret som rektor for Danmarks Højskole
for Legemsøvelser i 1961-1962. Efter pensionering
kom Asmussen dagligt på laboratoriet helt frem til
1990. Det var tydeligt, at han nød at være foruden embedets
administrative dele, som han ikke brød sig synderligt
om. Langt op i 1980'erne fungerede han stadig
som en kyndig, stimulerende og tålmodig diskussionspartner
for studenterne og os andre, og fulgte ivrigt
og undertiden undrende med i fagets udvikling,
samt i laboratoriets sociale liv.
Hvis man på den baggrund far det indtryk, at Asmussen
var en hjemmefødning, er det helt forkert.
Han var internationalt indstillet — rejste meget - og
havde allerede i slutningen af trediverne 1 års studieophold
ved et af verdens førende arbejdsfysiologiske
laboratorier; Harvard Fatigue Laboratory ved Harvard
Universitet i USA. Det blev begyndelsen til en
lang karriere i international fysiologi, som sluttede
med, at han også som emeritus i flere lange perioder
var inviteret til udenlandske universiteter som forelæser,
vejleder, inspirator og bedømmer. Det skal med i
billedet af Erling Asmussen, at han var en gæstfri vært
for et utal af internationale research-fellows, der søgte
laboratoriet.
Som ovenfor antydet var Asmussens første arbejder
under prof. Lindhards ledelse indenfor muskelfysiologien,
hvor interessen var koncentreret om studiet af
isolerede frø- og firbenmuskler, og om hypoteser vedrørende
impulsdannelse, kontraktilitet og fysiske
egenskaber ved selve muskelfibrene. I sit specialearbejde
isolerede Asmussen enkelt fibre fra frøens m. semitendinosus
og viste, at disse ved direkte elektrisk
stimulation ikke behøvede at følge »alt eller intet loven
«, hvilket tydede på, at denne lovmæssighed var
knyttet til den motoriske endeplade. Disse muskelfysiologiske
spor forfulgte Asmussen de næste par år,
hvilket førte frem til disputatsen, hvor han bl.a. viste,
666 Nekrologer
at endepladen og ikke muskelfiberen følger alt eller intet
loven, samt at der ved kunstig stimulering af muskler
kunne påvises to typer af træthed, der forløb uafhængigt
af hinanden; »Endepladetræthed« og »Fibertræthed
« knyttet til henholdsvis irritations- og kontraktionsprocessen.
Efter disputatsarbejde og nogle mindre muskelfysiologiske
artikler, der var udløbere herfra, vendte Asmussen
sig imod den egentlige arbejdsfysiologi. Han
vendte herefter aldrig tilbage til arbejdet med den isolerede
muskelfiber, men havde resten af sin karriere en
usvækket interesse for fænomenet muskeltræthed, og
satte mange speciale- og licentiatstuderende igang
med muskelfysiologiske studier heraf. Dog blev disse
arbejder altid udført på intakte muskler hos mennesker.
Skyldtes denne træthed fænomener i periferien,
dvs. i de arbejdende muskler eller i centralnervesystemet,
og hvorfor havde afledende arbejde en hurtigere
restituerende effekt på en udmattet muskel end blot
hvile og afslapning, var blandt de spørgsmål, der blev
stillet.
Asmussens hovedindsatser i fysiologien bestod af en
række klassiske arbejder, der på væsentlig måde bidrog
til udforskningen afreguleringen af kredsløbet og
ventilationen i hvile, men især under arbejde, et felt
hvor han arbejdede aktivt i henved 30 år. Mange af
disse studier udførtes i samarbejde med professorerne
Erik Hohwii Christensen og Marius Nielsen. Disse tre
unge videnskabsmænd benævntes af samtiden »De tre
musketerer« og har et væsentligt ansvar for udviklingen
af den internationalt benævnte, højtrenomerede.
Skandinaviske Skole indenfor human arbejdsfysiologi.
Det skal her fremhæves, at specielt samarbejdet
med Marius Nielsen vedrørende især ventilationsregulering
fortsatte i en menneskealder. Interessen for
ventilationsreguleringen var fra starten koncentreret
om de basale problemer, nemlig om denne regulering
var humoral eller nervøs, og i det sidste tilfælde, om
den nervøse faktor var af central eller perifer oprindelse.
Asmussens evner til systematisk videnskabeligt arbejde
blev rigtigt vist her, hvor han med varierende
arbejdsmodeller som grundlag forsøgte at eliminere
de forskellige faktorers betydning for ventilationsreguleringen.
Opfattelserne i København blev kendt som
»the Copenhagen School« i modsætning til »the Oxford
School«, der som navnet antyder stammede fra
grupper af respirationsfysiologer i Oxford, med hvem
der var en stadig løbende, frugtbar diskussion til møder
og gennem publikationer. Asmussen slap aldrig
dette arbejde, og hans sidste større videnskabelige
produktion blev publiceret som et review nogle år efter
pensioneringen med titlen »Control of ventilation in
exercise«. I denne publikation giver Asmussen sin
personlige opfattelse af regulationsmekanismerne, baseret
på et langt livs tålmodig eksperimentel søgen,
sammenholdt med de sidste fremskridt indenfor den
neurofysiologiske forskning. Konklusionen blev at ikke
een faktor, men samspillet mellem mange forskellige
faktorer, både af central- og perifer nervøs karakter,
fører til åndedrættets tilpasning til det udførte arbejdes
art og intensitet.
Senere i karrieren udførte Asmussen også biomekaniske
arbejder, der stadig citeres i litteraturen, vedrørende
den stående stilling og ryggens vægtbærende
funktion. En grundforskning som siden fik stor betydning
for hans indsats inden for ergonomien. Asmussens
biomekaniske rygforskning udsprang af ønsket
om at fa mere solid viden om axialskelettets posturale
funktioner, for derved at få et mere kvalificeret grundlag
for løbende diskussioner om menneskets holdning,
og hvorledes den kan påvirkes af gymnastik, idræt og
behandling. Indtil midten af halvtredserne var man i
tidens førende biomekaniske håndbøger af den opfattelse
at »the spine as a whole approaches the line of
gravity« ... »each curve is compensatory to its neighbour
with the result that the line of gravity as it passes
upward ... intersects with all four curves of the spine at
certain levels«. Her satte Asmussen og medarbejdere
sig som mål at efterprøve disse udsagn. Resultaterne
heraf.var, at den gældende opfattelse måtte revurderes,
idet tyngdelinien hos hovedparten af individer
passerer foran hvirvelsøjlen, som iøvrigt bliver holdt
oprejst ved reflektoriske kontraktioner af den paravertebrale
muskulatur. Disse studier blev grundlaget for
en omfattende forskning vedrørende ryggens posturale
og biomekaniske forhold, som siden er udgået fra
Gymnastikteoretisk Laboratorium, August Krogh Institutet.
Dimensionernes betydning for præstationsevnen —
allometrien - blev et problemfelt, som Asmussen indførte
i humanbiologien, inspireret af såvel August
Krogh som A. V. Hill. Asmussen udviklede teorigrundlaget
for, hvorledes forskellige fysiologiske præstanda
var afhængige af de linære dimensioner. Disse
allometriske modeller blev valideret i stort anlagte undersøgelser
på børn i alderen 7-17 år. Værdien af dette
arbejde er bl.a., at man far en forklaringsmodel for
sammenhængen mellem legemsstørrelsen og en række
funktioner, og som viser sig blandt andet under opvæksten
af børn og unge. Disse allometriske betragtninger
fandt siden stor anvendelse i forskellige speciale-
og doktorafhandlinger.
Asmussen sluttede sin aktive forskerkarriere med at
vende tilbage til muskelmekaniske emner og undersøgte
og diskuterede muskelelasticitet i et antal arbejder
fra midten af halvfjerdserne. Er den knyttet til
musklens aktive eller passive elementer, og hvilken
rolle spiller elasticiteten for energigenbrug under forskellige
bevægelsesformer, var nogle af de spørgsmål,
han på dette område stillede og forsøgte at besvare.
Fra 1956 var Asmussen sideløbende med arbejdet
på universitetet også videnskabelig leder af Polioforeningens
(nu PTU) behandlings-, testnings- og arbejdsprøvningsinstitut
i Hellerup. Her ledede han opErling
Asmussen 667
bygningen af et arbejdsprøvnings- og revalideringsprogram
for primært poliopatienter, men efterhånden
også for andre kategorier af handicappede. Her skabtes
en god mulighed for at kunne bringe dele af de teorier,
der arbejdes med på universitetet i brug i en praktisk
virkelighed. Denne virksomhed fik stor indflydelse
på udviklingen af revalideringskonceptet, såvel nationalt
som internationalt. Med Polioinstituttet som base
ydede Asmussen også en betydelig indsats inden for
ergonomien, hvor tilpasningen af arbejdet til mennesket
studeres.
Ergonomi kan defineres som studiet af samspillet
mellem individet og dets arbejde, med den hensigt at
optimere dette samspil for at sikre individets sikkerhed,
sundhed og trivsel. Ergonomi er et tværfag af nyere
dato, med bidragsydere fra videnskaber som f.eks.
anatomi, antropometri, fysiologi, ingeniørvidenskab,
lægevidenskab, psykologi og sociologi. Til dette nye
fag ydede Asmussen en betydelig indsats, både nationalt
og internationalt med forskning og undervisning.
I og for sig var hele baggrunden for revalideringsprogrammet
på Polioinstituttet ergonomisk — men de
mennesker, det var opbygget til, var udstyret med en
begrænset arbejdsevne. Mange af de arbejder, der udgik
fra Polioinstituttet, blev dog kendt og anvendt i
forbindelse med ergonomi for såkaldte normale mennesker.
Dette kan eksemplificeres ved at omtale den
forskningslinie, der omhandlede den stående stilling
såvel med som uden belastning. Her søgtes afklaret
hvilke »indre« kræfter, der er ansvarlige for opretholdelsen
af den stående stilling under forskellige omstændigheder.
Dette førte til en række forsøg vedrørende
belastning af kroppen i forbindelse med løft. Formålet
hermed var, at man ønskede at kunne forudsige
revalidendernes løftekapacitet ud fra målinger foretaget
i den fysiologiske grundtest (testning af muskelstyrken
i truncus, arme og ben). Dette arbejde, der er
videreført af Asmussens elever og medarbejdere i
70'erne, har været yderst anvendeligt i forbindelse
med Arbejdstilsynets udarbejdelse af regulativer vedr.
maksimale grænser for manuel håndtering af byrder
gældende for erhvervslivet i almindelighed. Regler,
der forhåbentlig får en positiv effekt på antallet af arbejdsbetingede
belastningslidelser.
Da Danmarks tekniske Højskole i midten afGO'erne
skulle etablere et ergonomisk laboratorium, henvendte
man sig til Asmussen for at fa assistance ved indretning
af laboratorium og etablering af undervisningsprogram,
et program, der skulle give de ingeniørstuderende
den ergonomiske baggrund for deres fremtidige
virke som designere af maskiner og industrielle
miljøer. Med i billedet skal det også, at Asmussen inspirerede
og lod sig inspirere ved flittig deltagelse i
møder og kongresser afholdt af The Ergonomic Research
Society i England, The International Ergonomic
Association og Det nordiske Ergonomiselskab.
Det sidste blev dannet i 1969 med Asmussen som en af
initiativtagerne. Så sent som i 1976 medvirkede Asmussen
i en international ekspertgruppe, der i bogen;
University Curricula in Ergonomics, har givet rekommandationer
for, hvorledes ergonomiundervisningen
på universitetsniveau skal tilrettelægges med hensyn
til fagligt indhold og omfang.
På baggrund af det ovennævnte kan man forstå, at
Asmussen på et tidligt tidspunkt demonstrerede,
hvorledes basisforskning kan danne grundlag for en
anvendt forskning, hvis resultater igen direkte kan
nyttiggøres for samfundet. Et rimeligt og rigtigt krav
til forskning, som officielt først er blevet fremsat med
styrke langt senere. Asmussens indsats illustrerer også
et andet vigtigt og omdiskuteret moment i den løbende
diskussion af forskning, nemlig at basisforskning er en
nødvendig forudsætning for anvendt forskning.
Den ergonomisk orienterede forskning udbredtes
foruden gennem Polioinstituttets egen skriftrække,
Communications, også i internationale tidsskrifter, og
ved en omfattende undervisning rettet imod studenterne
på universitetet, samt ikke mindst ved efteruddannelseskurser
for ergo- og fysioterapeuter, ingeniører
og læger.
Asmussens udprægede pædagogiske talent udmøntedes
ikke mindst ved fysiologiundervisning af de
gymnastikstuderende på Gymnastikteoretisk Laboratorium
og på Danmarks Højskole for Legemsøvelser,
hvor han på en entusiastisk og medrivende måde kunne
fa selv dem med en spinkel naturvidenskabelig basis
med.
Ved siden af undervisningen på universitetet fandt
han i de yngre år også tid til at undervise vordende
fysioterapeuter og idrætsofficerers aspiranter i fysiologi.
Han var i stand til at formidle sin viden og sine fund
på alle niveauer fra den brede folkelige fremstilling for
lederne af den frivillige idræt, til det stringente videnskabelige
foredrag for fagfæller på internationale
kongresser.
Særlig inspirerende virkede dog hans kollokvier,
hvor de videregående studerende på basis af originallitteratur
konfronteredes med forskningsfronten samtidig
med, at deres kritiske sans blev skærpet. Det var
timer, der satte tanker i drift.
Asmussen holdt sit sidste foredrag i november 1989,
hvor han i anledning af Idræts »80 års dag« på Københavns
Universitet berettede om gymnastikstudiets
ældre historie.
Formidlingen foregik også gennem lærebøgerne,
f.eks. Asmussen & Nielsen: »Lærebog i menneskets fysiologi
«, der udkom fra 1948 til 1979, ialt i 7 udgaver,
hvoraf den sidste stadig bruges. Asmussen og Christensen:
»Idrætsteori«, der må betragtes som den første
helstøbte publikation om alle de forhold, der påvirker
menneskets præstationsevne under hårdt arbejde
og idrætsudøvelser. Erling Asmussen var redaktør af
Tidsskrift for Legemsøvelser fra 1943 til 1972. Her
havde han en kommunikationskanal til landets
668 Nekrologer
idrætslærere på alle niveauer. En anden kanal til
idrættens verden var en flittig foredragsvirksomhed
inden for idrætsorganisationerne, men især Asmussens
medvirken til stiftelsen af »Idrættens Forskningsråd
«, og hans ihærdige og grundige arbejde i rådet,
når ansøgninger skulle vurderes, skal fremhæves.
Herved blev det sikret, at den anvendte idrætsforskning
i Danmark har faet et højt niveau med rødder i
den basale fysiologi.
Asmussens sidste publikation »Gymnastikstudiet
og det gymnastikteoretiske laboratorium ved Københavns
Universitet« udkom i 1987, og beskriver på en
meget personlig og subjektiv måde fagets udvikling fra
starten i 1909 og frem til 1977. Asmussens høje faglige
standard bevirkede, at han blev optaget i Det kgl. Videnskabernes
Selskab i 1962, og han blev æresdoktor
ved Universiteterne i Leuven, Belgien og Jyvåskulå,
Finland.
Kurt Jørgensen, Klaus Klausen, Birger Rasmussen
Lene Fugmann 669
Lene Fugmann
7. december 1941 -8. juli 1991
Lene Fugmann var ansat ved Botanisk Museum med
titel afkorrespondent. Hun kom d. 1.8. 1982 til museet
som tresproglig korrespondent (med eksamen i engelsk,
tysk og fransk fra Handelshøjskolen i København).
Hun havde også værdifulde erfaringer fra tidligere
ansættelser i private københavnske virksomheder
og fra et ophold i Washington i 1973-75, hvor hun ledsagede
sin mand, Henrik Fugmann.
Efter beskæftigelse med en række almene museumsopgaver
begyndte Lene Fugmann i 1984 som sekretær
ved RolfDahlgrens store bogprojekter om enkimbladede
planter (se Københavns UniversitetsÅrbog 1987, p.
31). Det var manuskript- og bogfremstilling efter klassiske
metoder, med mange omskrivninger og korrekturlæsning
af version efter version af teksterne. I forbindelse
med bogudgivelserne kom Lene Fugmann i kontakt
med en lang række af Rolf Dahlgrens inden- og
udenlandske kolleger og studenter, hvad der appellerede
til hendes interesse for mennesker og deres personlighed.
I 1985 søgte Lene Fugmann orlov for endnu en gang
at ledsage sin mand til Washington. Museet og Rolf
Dahlgren var stærkt interesseret i hendes tilbagevenden
efter opholdet i USA, og kontakten blev vedligeholdt.
RolfDahlgrens pludselige død i februar 1987,
kort tid inden Lene Fugmann kom tilbage, kuldkastede
imidlertid mange planer. I stedet kom jeg selv til at
samarbejde med Lene Fugmann fra sommeren 87, dels
i forbindelse med det daglige arbejde med ordning af
museets samlinger, dels ved færdiggørelse af nogle bogmanuskripter,
denne gang lettet ved anvendelse af
tekstbehandling. I de sidste år arbejdede Lene Fugmann
også med lignende opgaver for Carlo Hansen (se
Københavns Universitets Årbog 1991). Ved både store
og små tekster var Lene Fugmanns forkærlighed for en
klar, enkel og koncis sprogbrug til betydelig hjælp for
forfatterne, og hun havde stor respekt for det afsluttende
arbejde med sproget: »Forskere er i besiddelse af en
utrolig optimisme. De arbejder med en forskningsopgave
i 20 år, og så forventer de, at manuskriptet er
færdigt på et par dage.«
I 1988 begyndte en ny opgave, hvor Lene Fugmanns
sproglige evner og interesser kom til nytte, nemlig registrering
af oplysningerne i to af museets værdifulde
herbarier fra 1700-tallet: J. G. Konigs samlinger fra
Indien og Bagindien, og Per Forsskåls samlinger fra
den kendte danske ekspedition, 'Den Arabiske Rejse',
til Egypten og Jemen. Oplysningerne fandtes især i
form af håndskrevne noter på latin på de gamle ark.
Ved dette arbejde, en blanding af inspireret gætværk og
omhyggelig bogføring, øgedes vor respekt for Lene
Fugmanns arbejdsdisciplin og selvstændighed yderligere.
Desværre blev arbejdet med Forsskåls samlinger
den sidste store opgave før hendes sygdom i forsommeren
1991.
Lene Fugmann kunne selv udtrykke sig meget klart
og prægnant. Vi, der lærte hende nærmere at kende,
satte stor pris på dette. Hendes bemærkninger viste
ofte, at hun opfattede tilværelsen med et solidt gran af
menneskelig humor. Disse træk — og hendes dybe respekt
for redeligt arbejde i forskningens tjeneste —vil vi
huske meget længe.
Ib Friis

Birte Grandjean 671
Birte Grandjean
31. december 1926-28. juni 1991
In memoriam.
Assistent, journalfører Birte Grandjean, i det daglige
og af alle kaldet Pita, ansat ved Det retsmedicinske
Centralinstitut, afgik den 28. juni 1991 ved døden, kun
64 år gammel.
I 1964 blev hun ansat ved Retsmedicinsk Institut,
som det hed dengang. Det havde til huse i den smukke
gamle bygning, der blev bygget i 1910. Kontoret lå
helt oppe under taget. Det var lille og gammelt, men
blev gjort levende og hyggeligt af Pita's varme personlighed.
Hun var altid omgivet af smukke blomster, når
hun tumlede med de store sorte bøger, hvor alle husets
sager omhyggeligt blev ført ind. På det tidspunkt var
alt håndskrevet.
Pita faldt godt til i huset, og som årene gik, udviklede
sig et varmt venskab med den usædvanlige pige,
der aldrig talte ufordelagtigt om nogen, og som ejede
evnen til at lytte.
Men udviklingen løber hurtigt, og som det altid går,
var huset pludselig for lille. Efter et par flytninger blev
vort lille institut indrettet i den nye Teilum-Bygning.
Det var i året 1976. Alt var pludselig stort og anderledes,
men Pita var det samme søde menneske.
Efter fjorten års virke i det nye hus blev Pita mærket
af sygdom. Alligevel kom det som et smerteligt slag, da
hendes datter sent om aftenen den 28. juni bedrøvet
meddelte, at hendes mor om morgenen var afgået ved
døden.
Pita vil blive husket og savnet som en kær og trofast
ven.
Birgit Baagdan

Hans Giirtler 673
Hans Giirtler
24. februar 1924 - 20. december 1991
(Nordisk Pressefoto)
Hans Giirtler var afdelingsleder ved Antropologisk
Afdeling, Retsmedicinsk Institut og senere Retsgenetisk
Institut.
Hans Giirtler var student fra Vester Borgerdyd
Gymnasium og afsluttede det lægevidenskabelige studium
ved Københavns Universitet i 1950. Herefter
var han turnuskandidat på Kommunehospitalet. I
1952 blev Hans Giirtler ansat som videnskabelig assistent
ved Københavns Universitets retsmedicinske institut,
hvor han virkede til sin død.
Som videnskabelig assistent blev Hans Giirtler tilknyttet
Retsmedicinsk Instituts blodtypeafdeling. På
dette tidspunkt havde retsvæsenet, ikke mindst som
følge af en række nye blodtypesystemers anvendelse i
faderskabssager, behov for en nøjere vurdering dels af
sikkerheden ved en såkaldt faderskabsudelukkelse,
dels af blodtyperesultatets indicievægt i sager, i hvilke
den udlagte mand ikke blev udelukket. Inden for dette
område lagde Hans Giirtler de følgende år et meget
stort og fortjenstfuldt arbejde dels ved beskrivelsen og
den statistiske bearbejdning af fordelingen af en række
blodtypeegenskaber i den danske og grønlandske befolkning,
dels ved på grundlag af disse arbejder at foretage
en vurdering af indicievægten af blodtyperesultatet
i faderskabsdiagnostikken. Af særlig betydning var
hans formulering af det blodtypestatistiske faderskabsindex,
og udarbejdelsen af et stort tabelværk
over dette inden for de forskellige typesystemer — arbejder,
der gjorde hans navn kendt på et internationalt
plan.
Da der i 1961 blev oprettet en særlig afdeling for de
videregående, genetiske undersøgelser i faderskabssager,
de såkaldte antropologiske undersøgelser, blev
Hans Giirtler leder af denne afdeling. De følgende år
beregnede Hans Giirtler faderskabsindices for flere
morfologiske karakteristika som fingeraftryk, øjenfarve,
m.fl. I begyndelsen af 1970'erne inddrog han HLA
vævstypesystemet i undersøgelserne og nogle år senere
kromosomundersøgelser, idet han til stadighed sikrede
afdelingen den nødvendige ekspertise til disse
komplicerede undersøgelser. Ved disse tiltag blev det i
løbet af 1980'erne muligt at opnå genetisk vejledning
vedrørende faderskabet i praktisk talt alle de sager,
der henvistes til udvidet undersøgelse. Hans Giirtler
fulgte i de sidste år med stor interesse implementeringen
af DNA-metoderne i retsgenetikken og kastede sig
med ildhu over problemerne omkring vurderingen af
vægten af resultaterne af DNA-undersøgelser i familiesammenføringssager.
Hans Giirtler påtog sig mange administrative opgaver.
Han var institutbestyrer for Retsmedicinsk Institut
fra 1980, senere centralinstitutbestyrer for Det
retsmedicinske Centralinstitut indtil 1990, og i perioden
fra 1985 til 1989 tillige institutbestyrer ved Retsgenetisk
Institut. Han forestod i denne periode bl.a.
omlægningen af de retsgenetiske undersøgelser i faderskabssager
og indførelsen af brugerbetaling i forbindelse
med udførelse af retsmedicinske undersøgelser,
som rekvireres af retsvæsenet m.v.
I forbindelse med de tidligere anvendte kliniske un674
Nekrologer
dersøgelser for spirituspåvirkethed gennemførte Hans
Giirtler studier over sammenhængen mellem blodalkoholkoncentrationen
og forskellige kliniske parametre.
Senere organiserede og ledede han for politiet
vagtordningen i København for udtagelse af blodprøver
til alkoholanalyse.
Hans Giirtler havde udover sit fagområde betydelig
viden om mange forskellige emner og havde trods sin
store arbejdsbyrde altid tid til en diskussion med og
eventuel hjælp til kolleger og øvrige medarbejdere.
Hans Giirtler var trods langvarig, svær sygdom på sit
kontor til det sidste. Hans Giirtler vil ikke blot blive
savnet og husket for sin professionelle indsats, men også
— og ikke mindst - for sine menneskelige kvaliteter.
Æret være hans minde.
Niels Morling, Hanna Hansen, Klavs Henningsen
Carlo Kristian Hansen 675
Carlo Kristian Hansen
10. oktober 1932 - 7. december 1991
Carlo Kristian Hansen var lektor ved Botanisk Museum
med arbejdsområde som kurator af generalherbariet
med blomsterplanter. Han blev medlem af museets
videnskabelige stab i 1967, umiddelbart efter sin
eksamen som cand.mag. i botanik, med bifag i legemsøvelser,
og fungerede således som kurator i mere end
24 år. Under feltarbejde i Borneos regnskove pådrog
han sig en lungebetændelse og døde efter fa dages sygdom
på en flodambulance i forsøg på at overføre ham
fra et mindre hospital til et større. Han blev 59 år.
Carlo Hansens forskning koncentreredes om Melastomataceernes
taxonomi, geografiske udbredelse og
nomenklatur. Dette er en stor og divers, overvejende
tropisk familie af blomsterplanter, der i vid udstrækning
kun er overfladisk kendt. Den består af ca. 4000
arter fordelt på ca. 200 slægter. Familien er repræsenteret
i alle tropiske områder med kvantitativ tyngde i
Sydamerika, men med betydelig repræsentation også i
den gamle verden. Familien består især af buske og
urter, men rummer også mange træer.
I 1977 publicerede Carlo Hansen sit første, større
videnskabelige arbejde. Det er en taxonomisk revision
af slægten Osbeckia, som blev trykt i Ginkoana, en japansk
monografisk serie. I de efterfølgende år fremkom
mindre revisioner af 16 palæotropiske slægter,
samt nybeskrivelse af slægterne Aschistanthera, Kerriothyrus,
Poilannammia, Stussenia, Tylanlhera og Vietsenia,
herunder et betragteligt antal arter, ligeledes nye for
videnskaben. Disse arbejder udgør en væsentlig del af
den internationale forskningsfront, og de placerede
Carlo Hansen internationalt blandt den dygtigste
håndfuld kendere af Melastomataceernes taxonomi.
Ved sin uventede død efterlod han et ca. 200 sider stort
manuskript over slægten Phyllagathis i Kina og Indokina,
for hvilket der forelå accept til trykning fra et
fransk tidsskrift.
Carlo Hansen var velorganiseret i alle sine arbejdsopgaver.
Hans feltarbejde i troperne bestod af fire intense
ekspeditioner, alle til Borneo. I 1978 deltog han i
3/2 måned i den britiske Royal Geographical Societys
ekspedition til Gunung Mulu. I 1981 arbejdede han i
2/2 måned i Sarawak, Kuching, og i 1984 igen i 2/2
måned i Kalimantan. Hans sidste rejse, også med
Royal Geographical Society, var ligeledes planlagt til
ca. 2/2 måneds feltarbejde, denne gang i Batu Apoi
Forest Reserve, Brunei. Han var kun en måned inde i
dette arbejde, da han døde.
Det var hans opfattelse, at man ikke burde påbegynde
en ny ekspedition før alle indsamlede planter
fra den foregående var behandlet. Et ganske besværligt
princip at håndhæve, når man ikke selv kan bestemme,
hvilke af skovens planter der blomstrer eller
sætter frugt på det tidspunkt, man indsamler dem.
Han var også af den opfattelse, at kvaliteten af de indsamlede
planter burde gå forud for kvantiteten. Et
synspunkt han gennemførte i praksis, og som mange
forskere vil nyde godt af fremover.
Carlo Hansen blev født i Bregninge, Ærø. Efter studentereksamen
i 1952 aftjente han den obligatoriske
værnepligt, deltog derefter i højskoleophold, og ud676
Nekrologer
dannede sig til folkeskolelærer. Studiet i botanik, med
bifag i legemsøvelser, startede han i 1959. I årene
1963-1967 deltog han i Grønlands botaniske Undersøgelsers
første fem ekspeditioner til Syd- og Vestgrønland,
sammenlagt 10 måneders feltarbejde. I denne
periode rekonstruerede han også ruterne for Jens
Vahls indsamlingsrejser i årene 1828-1836, hvilket senere
har været til stor hjælp ved oparbejdelsen afjens
Vahls indsamlinger og ved den geografiske identifikation
af planternes korrekte indsamlingssteder. I perioden
1964-1967 var han heltids amanuensisvikar ved
Institut for systematisk Botanik og Botanisk Museum.
Carlo Hansen var et friluftsmenneske fyldt af virkelyst
og med en nøgtern, jordnær livsanskuelse. Intet
ståhej eller parader skulle holdes for hans skyld.
Snørklede forklaringer tiltrak ham sjældent. Hans
holdning til Styrelsesloven var positiv selv om han bevidst
undgik opgaven som bestyrer. I fritiden drev han
sammen med familien et landbrug i sit hjem i Ørby,
Nordsjælland. Nogle af de der fremdyrkede produkter,
f.eks. honning eller forskellige sorter af grøntsager
og nødder, blev generøst delt ud til prøvesmagning
blandt museets medarbejdere.
Carlo Hansen vil blive husket længe blandt kolleger
Verden over for sin videnskabelige indsats. På Botanisk
Museum vil vi derudover huske ham som et
varmt menneske, vi længe vil savne.
Gert Steen Mogensen
Kirsten Horskjær 677
Kirsten Horskjær
18. marts 1923-6. maj 1991
Overassistent Kirsten Horskjær døde den 6/5 1991 efter
lang tids sygdom.
Med hendes bortgang mistede Københavns Universitet
én af sine mest engagerede medarbejdere.
Hendes indsats var præget af dyb interesse for de
mangfoldige opgaver hun påtog sig, en stor arbejdsevne
og en aldrig svigtende higen efter at fa problemerne
løst smidigt og på en retfærdig måde.
Hendes løbebane på universitetet startede 1959
med ansættelse på Institut for Planteanatomi og Cytologi,
hvor hun fik en central placering som sekretær og
regnskabsfører, og hurtigt viste store administrative
og organisatoriske evner.
Disse evner var så iøjnefaldende, at hun snart befandt
sig i frontlinien i bestræbelserne for at få medindflydelse
for det teknisk administrative personale.
Hun var medstifter af Fællesrådet for ikkevidenskabeligt
ansatte, og gennem sin personlige indsats her bærer
hun en stor del af æren for, at TAP'erne opnåede
25 % indflydelse i de styrende organer - hun gik alene
til daværende undervisningsminister Helge Larsen og
overbeviste ham om rimeligheden i TAP'ernes ønsker.
Kirsten Horskjær var da også blandt de første
TAP'er der fik sæde i Konsistorium. Hun sad her i to
valgperioder og var en overgang medlem af Konsistoriums
forretningsudvalg. Senere sad hun i to perioder i
Det naturvidenskabelige Fakultetsråd, og var i flere år
medlem af budget- og forretningsudvalget. Hun nød
stor respekt som en utrættelig og altid retskaffen fortaler
for TAP'erne.
Efter at centralinstitutstrukturen var blevet etableret,
var det helt naturligt at Kirsten efterhånden overtog
sekretariatsfunktionen for Botanisk Centralinstitut.
Det var også helt naturligt at hun, efter at have
varetaget denne funktion i en årrække, selv blev valgt
til centralinstitutbestyrer fra 1982 til 1984. Det var i en
vanskelig periode præget af studieplansændringer,
omstruktureringer og neddimensionering, men Kirsten
styrede med stor dygtighed igennem krisen. Det
var afgjort en styrke, at hun som TAP'er stod neutralt
i de forsknings- og undervisningsmæssige diskussioner.
Siden slutningen af tresserne fungerede Kirsten
Horskjær som sekretær for Universitetets Arktiske
Station på Disko, Grønland. Denne opgave var hendes
kæreste pligt, og den indebar udover det til tider
brydsomme arbejde med administration via fjernkontrol
gentagne tjenstlige rejser, under hvilke hun bestræbte
sig på at opretholde Arktisk Stations biblioteks
status som ét af de bedste og mest velordnede videnskabelige
biblioteker nord for polarcirklen.
Da Institut for Planteanatomi og Cytologi blev nedlagt
i midten af firserne, fandt Kirsten Horskjær arbejdsplads
på Institut for økologisk Botanik, som nød
godt af hendes indsats indtil sygdommen tvang hende
til at stoppe.
På trods af den store indflydelse Kirsten Horskjær
fik, blev hun aldrig noget magtmenneske. Hun udstrålede
en venlig og rolig autoritet, som understøttede
hendes saglighed. Det varme og åbne sindelag der lå
678 Nekrologer
bag, skaffede hende en stor vennekreds blandt alle lag
på universitetet. Alle nød godt af hendes ligefremme
og fordomsfri imødekommenhed. På hendes kontor
var man lige velkommen, hvad enten man søgte gemytlig
kort småsnak, diskussion om kunsthåndværk
(hun spandt og vævede selv), eller havde brug for råd
til administrative eller personlige sager. Og man var
lige velkommen, hvad enten man var rengøringshjælp
uden kendskab til dansk, usikker rus, kollega, lektor,
professor eller rektor.
Vi vil mærke savnet af Kirsten som en skattet medarbejder,
og vi vil endnu mere føle savnet af en ven vi
havde berettiget fuld tillid til.
Kirsten Horskjær efterlader sig sin mand, Mogens
Køie, som var professor ved Institut for økologisk Botanik
indtil 1979. Hun efterlader sig endvidere tre
børn, Finn, Niels og Lise fra det opløste ægteskab med
Erik Horskjær.
Henning Adsersen
Sven Møller Kristensen 679
Sven Møller Kristensen
12. november 1909 - 3. august 1991
(Foto: Gregers Nielsen)
»Dr.phil. Sven Møller Kristensen udsender i Dag paa Forlaget
Athenæum et Værk om »Amerikansk Litteratur 1920-40«
... Sven Møller Kristensen er den typiske moderne Videnskabsmand,
32 Aar. Doktorgraden havde han allerede, da han
var 28. Han er ganske jævn og ligetil. Han udtrykker sig klart
og letforstaaeligt, hans Sprog er uden Fremmedord, og hans
Meninger er velunderbyggede. Doktoren er iført en kaffebrun
Habit og en mørkeblaa Skjorte - uden Slips. Vi diskuterer
Problemet Slips eller ikke Slips et Øjeblik, da Fotografen indfinder
sig, og Doktoren oplyser, at han sommetider bruger det,
men ofte undværer det. Billedet bliver taget af Sven Møller
Kristensen uden Slips.«
Kai Berg Madsen i BT 28.3. 1942
I starten af Mogens Klitgaards roman Der sidder en
mand i en sporvogn (1937) hører man en radio fra baghuset;
»Den spillede Sangen om Larsen«. Det var den
kendteste af Sven Møller Kristensens viser til Kjeld
Abells Melodien der blev væk, der i 1935 havde gjort den
kun 25-årige cand.mag. til et navn.
Op til sin 80-årsdag i 1989 udsendte Møller Kristensen
sin sidste bog; et udvalg af samme Klitgaards
noveller og skitser med en personlig indledning, og titlen
Hverdagens musik kunne ikke være mere symbolsk.
Sven Møller Kristensen brugte livet til at udforske og
formidle hverdagens musik; han sad ved flyglet daglig
til kort før sin død, og der var musik i alt hvad han
gennem små 60 år bedrev som pædagog, forsker, kritiker,
debattør, sangskriver og livskunstner.
Han tilhørte Den store Generation af litteraturhistorikere
født omkring 1910, der også rummer F.J.
Billeskov Jansen, Elias Bredsdorff, Bo Grønbech, Alf
Henriques, Jens Kruuse, Erik Lunding, Frederik
Schyberg, Hakon Stangerup, Steffen Steffensen, Carl
Stief, Hans Sørensen og Helge Toldberg. Fra midten
af 30'rne sendte de vidtforskellige signaler ind over
universiteter og presse, diskuterede metode og ideologi
— og konkurrerede om systemets få stillinger. Men
fra starten var Møller Kristensen sin egen; ved sine
interesser og greb, ved sin frodighed og ved den krydsning
af stædighed og stil som BT-journalisten rammer
så præcist i citatet ovenfor.
Sven Møller Kristensen var præstesøn, født ved Ribe
og opvokset ved Rudkøbing og Vejle. Især drengeårene
i den langelandske have i Tryggelev blev en vigtig
baggrund. Dybt inde i brandesianeren, ateisten og
marxisten bankede en ægte forståelse for præstegårdenes
sangkultur, forsamlingshusenes praktiske grundtvigianisme
og den folkelige tradition - den der ved århundredskiftet
brød igennem med den »folkelige bølge
« i litteratur, kunst og musik. Fra 1927, da han efter
studentereksamen i Vejle kom til København for at
læse dansk og sang, søgte han at forene denne folkelige
arv med mellemkrigsårenes modernisme. Det lykkedes.
Ingen forlægger fik nogensinde vristet en erindringsbog
fra den beskedne mand, men i essayudvalget
Den kødelige rationalisme til 70-årsdagen i 1979 for680
Nekrologer
talte han om de formative år fra 20'rne til 40'rne. Studietidens
vigtigste påvirkning blev Musikvidenskabeligt
Laboratorium - over hvalsamlingen i det gamle
Zoologisk Museum i Krystalgade - hvor unge forskere
som Jens Peter Larsen ogjiirgen Balzer demonstrerede
en ny stil- og funktionsanalyse, og hvor udøvende
folk dyrkede nøgtern musik. Her udskiftede Møller
Kristensen gymnasieårenes Beethoven-sværmeri med
barok, Stravinsky og folkelig brugsmusik fra Carl
Nielsen og Thomas Laub til jazzen og de glade amatører,
og han fik inspiration fra bl.a. Herman D. Koppel,
Svend Erik Tarp og især Bernhard Christensen, der i
1930 sluttede en koncert i anneksauditorium A i Studiestræde
med en fælles jazzsuite og refrainet Levejazzmusikken
- bort med romantikken. Det var et både kunstnerisk,
ideologisk og videnskabeligt epokeskred:
»... hvad der egentlig foregik deroppe over Hvalsamlingen,
det var en omvæltning, en omstilling af ens
medbragte forestillinger, for ikke at sige en revolution i
ens opfattelse af kunst og videnskab. Det var en proces
jeg nu bagefter kan se var tidstypisk og med en væsentlig
og langvarig effekt ...
20'rne var først og fremmest en kritisk tid, et opgør
med de gamle dages overfladiskhed og forlorenhed, en
produktiv tid, sprængfyldt med nye initiativer, altsammen
en følge af de revolutionære bevægelser fra krigstiden
til efterkrigsårene, som nu i slutningen af tiåret
kunne fa ro og rum til at udfolde sig. Det var tidsrummet
ca. 1925-30, den rette »mellemkrigstid«, et intermezzo
mellem skyggen af første krig og optakten til
den anden, tiden for Clarté og Kritisk Revy og andre
radikale fremstød. Det var en skæbne, og jeg kalder
det en lykke, at være ung studerende dengang.
... Den tids slagord om »sagen« og »saglighed« er
som regel blevet misforstået, som om det drejede sig
om tørhed og ufølsomhed. Men at komme til sagen,
det betød at beskæftige sig med det væsentlige, dvs. kunsten
selv, befriet for pynt og udvendighed og skvulpende
sjæleliv. Det var musikken det gjaldt, befriet for
biografi og sentimentalitet.« {Den kødelige rationalisme,
s. 217-18).
Sagligheden og afromantiseringen overførte Møller
Kristensen til hovedfaget nordisk litteratur. Han var
mindre præget af den afgående professor Vilh. Andersen
og mere af hans afløser Paul V. Rubow, hvis nye
stringente litteraturvidenskab han har sammenlignet
med »oppositionen imod naturalismen« i kunst, arkitektur
og litteratur efter 1. verdenskrig [Festskrift til
Paul V. Rubow, 1956, s. 320-21). Den havde paralleller
til 20'rnes strukturalisme hos de russiske og tjekkiske
formalister, den angelsaksiske New Criticism og lingvistkredsen
i København.
»Den nye saglighed« blev til objektiv stilbeskrivelse
i Møller Kristensens første videnskabelige arbejder:
Prisopgaven i nordisk filologi 1931 om Jens Schielderup
Sneedorff som prosaist (Acta philologica scandinavica
1932) og åxspuidLisen Æstetiske studier i dansk fiktionsprosa
1870-1900 (1938), der var tilegnet Rubow.
Bag den prunkløset, selvudslettende titel er den et pionerarbejde:
Den første systematiske beskrivelse afsom
den hed i 2. udgave - Impressionismen i dansk prosa
1870-1900 (1955), der anskuer J. P.Jacobsens, Drachmanns,
Bangs og 90'er-symbolisternes eksperimenter
med malende og illuderende stil som videreudvikling
og opløsning af naturalismens objektivitetsideal.
2.udgave håret tillæg om stiludviklingen efter 1900,
der skitserer impressionismens udløb og drager paralleller
til billedkunst og musik. Det foregriber de åndsog
socialhistoriske synteser der siden blev et af Møller
Kristensens specialer til at skabe strukturel forståelse,
og det antyder — ligesom hans kultursociologiske interesser
— at studieårene også gav inspiration fra professoren
i litteraturvidenskab: Valdemar Vedel. I en kronik
fra 1944 (også optrykt i Den kødelige rationalisme)
satte Møller Kristensen - med aktuel adresse — Vedels
fællesmenneskelige humanisme op imod 1890'ernes
»forvredne individualisme«, som igen spøgte i horisonten
i 40'rne.
Efter eksamen 1932 havde Møller Kristensen snuset
lidt til gymnasieskolen som lærerspire på Set. Jørgens
Gymnasium og Sangskolen i Klerkegade, men han foretrak
det udfordrende freelance-liv. Det blev musikken
der skaffede ham brød i munden. Han blev musikkritiker
på Ekstra Bladet 1933-38 og redaktør af Danmarks
første jazztidsskrift h.o.t. 1934-35, og han fandt
sammen med komponisten Bernhard Christensen om
den nye genre »jazzoratorier«. Det første og berømteste,
De 24 timer (1932), blev opført i Jazz-Musikforeningen,
i radioen og på snesevis af skoler, og parret
fortsatte successen med Trompétkvadet (1934) over
Thrymskvadet med Armstrong som helt. Skolen paa
ho'det (1935) og Livet er en drøm (1936). Denne jazzpædagogik
satte gymnasierne på hovedet, gymnasiasterne
op mod sanglærerne af den gamle skole - og sanglærerne
op mod fredsforstyrrerne Christensen & Kristensen.
Jazzen bragte Møller Kristensen ind i miljøet omkring
Riddersalen med Per Knutzon, Poul Henningsen,
Otto Gelsted, Liva Weel og Kjeld Abell — folk der
blev livslange venner, ligesom H.C. Branner, Knud
Sønderby og Steen Eiler Rasmussen. Sammen med
Bernhard Christensen og Herman D. Koppel skrev
han de sange til Melodien der blev væk som medvirkede
stærkt til at skabe 30'rnes største danske teatersucces
(600 opførelser over 26 måneder) — faktisk blev hans
sange mere bevingede end Abells dialog, og han arbejdede
sammen med Poul Henningsen på revyen Op og
ned med Jeppe (1938). Han var i det hele taget en eminent
»songwriter«, selv om han altid afviste at udgive
sine bedste sangtekster (den kendteste — og den han
var mest loren ved — var frihedssangen »En vinter,
lang og mørk og hård« fra den illegale antologi Der
brander en ild, 1944).
Sven Møller Kristensen 681
Og jazzen bragte Møller Kristensen ind i kulturdebat
og pædagogik. I principielle artikler i Dansk Musiktidsskrift
og h.o.t. 1933-35 formulerede han sit musikteoretiske
og -politiske program, der krydsede æstetisk
ræsonnement om musikkens lovmæssige virkemidler
og historisk-sociologisk ræsonnement om musikkens
skiftende funktioner. Hans utopi var at »forene
det kunstneriske med det populære«, og han så
den sorte jazz — med Armstrong og Ellington i centrum
— som forbillede for en demokratisk kultur der
udgik fra »folket selv«. Ved siden af debat og kritik
fulgte han to veje: dels den klare, rolige oplysning i de
pædagogiske grundbøger Musiken (1937), Hvad jazz w
(1938) og Jazzen og dens problemer (1946), dels praktiseringen
af jazzen som den moderne folkemusik der er
naturlig, kropslig, produktiv og fællesmenneskelig -
hans fire nøgleord.
F ra kommunal voksenundervisning i jazz (som også
vakte furore) gik Møller Kristensen ind i tidens reformpædagogik.
1936-53 var han lærer ved Kursus for
småbørnspædagoger, og det eksperimenterende miljø
blev ramme om inspirerende samarbejde med Georg
Christensen, Torben Gregersen, Astrid Gøssel, C. C.
Kragh-Miiller, Egon Mathiesen, Sofie Rifbjerg, Jens
Rosenkjær, Jens og Thomas Sigsgaard.
For Møller Kristensen var det led i et antiautoritært
oprør mod den småborgerlige indespærring der også
blev til nazisme, og han gik ind i det antifascistiske
arbejde i Landsforeningen Frisindet Kulturkamp og
tidsskriftet Kulturkampen (1935-39). I virkeligheden
ligger hele hans grundsyn i den tidlige kombination af
jazz og børn, og i princippet om produktiv pædagogik-.
»det er i praksis det begynder«. Det gjorde det også da
Sven og Hanne Møller Kristensen startede progressive
børnehaver og en af Danmarks første lilleskoler, og
udsendelser til radioens Legestue for de mindste blev
til børnebogen Mette Syng-Sang (1951), fulgt af billedbogen
De syv porte (1955) med illustrationer af Arne
Ungermann. De havde begge musik af Bernhard
Christensen, der blev en konstant inspiration i hans
liv.
Fra slutningen af 30'rne begyndte Møller Kristensens
evigt klaprende maskine også at levere oversættelser af
tidens nye amerikanere: den svære Faulkner, den
frække Caldwell, den barske James T. Farrell osv., og
han var med i en stribe af40'rnes centrale kulturmiljøer.
Da forlaget Athenæum fra 1939 blev alternativ til
det skrantende Gyldendal med vigtig oversat litteratur
og unge digtere som Tove Ditlevsen og Morten
Nielsen, var han (sammen med Otto Gelsted) konsulent,
oversætter og supplerende hjernetrust i kulissen -
og 1946-49 redaktør af forlagets litteraturtidsskrift Athenæum.
Han skrev månedlige kronikker i Social-Demokraten
1942-45, og ved befrielsen meldte han sig
som litteratur- og teaterkritiker ved kommunisternes
nye dagblad Land og Folk, der med Børge Houmann
som redaktør en tid var Danmarks trediestørste avis.
Her fungerede han til han blev professor i 1953 (han
forlod DKP i 1957 og deltog i stiftelsen af SF i 1959).
Dette mylder af aktiviteter, der for de fleste ville være
nok til to liv, brugte den flittige mand til at finansiere
den daglige musik, mens han murede sit kritiske
og videnskabelige forfatterskab op. Efter disputatsen i
1938 havde han søgt embede som dansk lektor ved et
par udenlandske universiteter — og fik underhånden at
vide at han var for »rød«. Men støtte fra Carlsbergfondet
satte ham i stand til at skrive Digteren og samfundet i
Danmark i det 19. aarhundrede (1-2, 1942-45), der - inspireret
af 30'rnes marxistiske og sociologiske litteraturvidenskab
udenlands - åbnede det andet hovedspor i
hans forskning: studiet af kunstens sociale funktion.
Digteren og samfundet undersøger systematisk guldalder-
og gennembrudsforfatternes opfattelse af moral
og af digtningens opgaver, deres forhold til den litterære
institution, kritik og publikum og - ud fra empirisk
materiale om bogproduktion, lejebiblioteker, subskribentsystem
osv. — den sociale rekruttering af forfattere
og læsere og den reelle masselæsning. Værkets
motor er den anfægtelse indledningen kalder »den store
og tilsyneladende haabløse kløft mellem kunsten og
menneskene«, og det hævdes stilfærdigt at »en sociologisk
synsmaade kan betyde en gavnlig fornyelse af litteraturstudiet.
« (I, s. 9).
Alligevel kunne man sige om dette forsøg som Møller
Kristensen selv sagde om det moderne gennembrud:
sociologisk kom det 20 år for tidligt. I samtiden
vakte værket knurrende skepsis. Konservative æstetikere
så med misbilligelse på at nogen pustede sommerfuglestøvet
af guldalderen, og på at en kollega med
papirerne i orden flyttede focus fra litteraturens former
til dens funktion. Men værkets metodik og klare
definitioner slog an (med begreber som »nyhedsjag«,
»atomisme«, »primært« og »sekundært publikum«),
og gradvis fik det status af et pionerarbejde. Det blev
genoptrykt 1965 og fik en stærk inspirationskraft i
60'erne og 70'erne.
Ind imellem Møller Kristensens mange gøremål
kom de fine oversigtsværker Amerikansk litteratur 1920-
1940 (1942, 2. udg. 1947) og Dansk litteratur 1918-1950
(1950, 7. udg. 1965). De viser hans talent for at forene
værk- og forfatterkarakteristik med periodebeskrivelse,
i prægnant form med diskret vid og bid. Det er tydeligt
at han ser mellemkrigsårenes kritiske realisme -
i USA og Danmark - som modstykke til selvoptrævlende
krisedigtning, men alle typer forfattere er skildret
med indlevelse. Begge bind blev stående som afbalancerede
overblik, og det sidste oplevede mange oplag.
Den kolde krig gjorde åndslivet indadvendt, defaitistisk
og polariseret. Møller Kristensen gav sit besyv
med i en hvirvel af kulturkritiske og -teoretiske artikler
(mange er optrykt i Den kødelige rationalisme), og da der
skulle skabes en modpol til den toneangivende gruppe
682 Nekrologer
omkring Heretica og Wivels Forlag, blev Møller Kristensen
udset til at samle det kulturradikale åndsliv
omkring tidsskriftet Dialog (195011). Han blev en rund
og rummelig redaktør og talsmand for en rationel humanisme
(jf. antologierne En moderne humanisme, 1965,
og Dialog, 1978), også da det kom til hidsige meningsudvekslinger
med den nyreligiøse fløj.
Alle disse aktiviteter fik også en praktisk funktion
for ham; som kritiker, forlagskonsulent, oversætter,
redaktør og pædagog samlede han en omfattende viden
om medier og kulturinstitutioner, der gav hans
kultursociologi en velgørende empirisk underbund og
kom til at adskille den fra 70'ernes spekulative marxisme.
Et endnu større kunststykke var at Møller Kristensen i
1953 vandt professorkonkurrencen i nordisk litteratur
ved Aarhus Universitet som løbets dark horse. Det
undrede og bekymrede mange under den kolde krig,
men det akademiske frisind vandt en nyskabende lærer
og forsker, som også studerende ved Danmarks
Journalisthøjskole senere huskede med hengivenhed.
Hovedværket fra de 11 år i Århus er Digtningens teori
(1958), der er påvirket af nykritikken - den minderom
René Welleks og Austin Warrens Theory of Literature
(1947), men bag dens totalitetsbegreb om kunstværkets
og kunstoplevelsens helhed banker en humanistisk
aktivisme, der ser digtningen som »uundværlig ...
både for det enkelte menneskes trivsel og for hele kulturens
husholdning. Ikke mindst nu.« (s. 192). Bagved
ligger også en historisk relativisme, der uddybes i
bindet Digtning og livssyn (1959), som analyserer idéstruktur
i syv danske klassikere fra Paludan-Miiller til
H.C. Branner, og i den kritiske teori Vurderinger
(1961). De tre bøger blev stærkt anvendt i undervisningen
og kom i nye oplag langt op i 70'erne - ligesom
Møller Kristensens antologier En mosaik af moderne
dansk litteratur (1954, 2. udg. 1972) og Litteraturudvalg
for gymnasiet (1-3, sm. m. Chr. N. Brodersen, 1962-63)
og oversigtsværket Danmarks litteratur fra oldtiden til nutiden
(sm. m. Mogens Brøndsted, 1963).
I 1964 blev Møller Kristensen kaldet til Københavns
Universitet for at efterfølge Oluf Friis som professor
i nordisk litteratur. Hans første forelæsningsrække
blev til Den dobbelte eros (1966), der undersøger
romantikkens kærlighedsopfattelse og kampen mellem
monisme og dualisme fra før Oehlenschlågers debut
til vendepunktet 1870. Han vendte sig stadig mere
udad mod Norden og verdenslitteraturen (en frugt
blev samleværket Fremmede digtere i det 20. Århundrede 1-
3, 1966-67, med fine periodekarakteristikker), og forelæsninger
i radioens Søndagsuniversitet blev til den
lille oversigt Litteraturforskningens mål og midler (1967, 2.
udg. 1975). Den pointerer nykritisk at »al forskning
må begynde i teksterne«, men hurtigt sættes de ind i
større kultur- og socialhistoriske sammenhænge. Og
snart dukkede de gamle sociologiske synsmåder op
igen i hans forskning og undervisning. Allerede Digtning
og livssyn og Den dobbelte eros kan ses som ideologikritik
før begrebet blev mode.
Det var med en hørlig spinden af tilfredshed Møller
Kristensen genoptog tråden fra 40'rne med sine Litteratursociologiske
essays (1970, 2. udg. Avantgarden og hæren,
1988). Den dannede skole med sine analyser af
værdisystemer i kulturlivet før og efter de to verdenskrige
og hos trivialforfattere som Morten Korch og Ib
Henrik Cavling, og især med sin teoridannelse om skabende
individers betydning, digtningens sociale akcept
og skiftende funktioner (»konfirmativ«, »formativ
« og »diversiv«). Det kontroversielle slutningsessay
»Avantgarden og hæren« påviser hvordan »avantgardernes
egen dynamik«, hvor ismerne desperat afløser
hinanden uden social forankring »op i den tomme
luft«, er en analogi til det liberalistisk-kapitalistiske
samfunds krav om »nye varer, nye moder«. I forlængelse
heraf ligger Møller Kristensens udgave af den
genetiske strukturalist Lucien Goldmanns udvalgte
essays Om marxistisk metode (1973) og forelæsningerne
Literary Sociology (Briigge 1975) fra et forår som gæsteprofessor
i Ghent. Det blev en af hans fa publikationer
på de store sprog, og det er et paradoks at han som
litteratursociolog kunne have faet international betydning,
men kun blev kendt i Norden. Dét blev han til
gengæld - med gæsteforelæsninger overalt.
Han vendte tilbage til en gammel kærlighed med
Den store generation (1974) om århundredskiftets folkelige
gennembrud med Johannes V. Jensen, Knud
Hjortø, Andersen Nexø, Jakob Knudsen, Thøger Larsen,
Johan Skjoldborg, Aakjær og Marie Bregendahl,
med sideblik til fynbomalerne og Carl Nielsen. De ses
som en samlet generation der kom som et frisk pust fra
landet, med højskolen og bondebevægelserne i ryggen
og med nyt stof fra jævne folks hverdagsverden og natur,
og blev et alternativ til desillusioneret københavnsk
naturalisme og fin-de-siécle-indadvendthed.
Møller Kristensen påviser hvordan de repræsenterer
en organisk forbindelse til ligefremme folkelige fortælleformer,
i opposition til impressionistisk-neutrale og
subjektivt-lyriske stilidealer i samtiden - og hvordan
de mundtlige episke traditioner førte mange af dem
over i brede tids- og samfundsbilleder og romanserier.
Mange års studier i det moderne gennembrud indgik
dels i samlebindene Den politiske Georg Brandes (1973)
og The Activist Critic. A symposium on the political ideas,
literary methods and international reception of Georg Brandes
(1980, begge udg. sm. m. Hans Hertel), dels i monografien
Georg Brandes (1980) om kirkefaderen som liberalist
og aktivistisk humanist og i udgaven af Brandes'
Udvalgte skrifter 1-9 (1984-87).
Som pioner inden for litteratursociologi, børnebogsforskning,
kritikhistorie og vurderingsteori skabte
Møller Kristensen miljø omkring sig på Institut for
nordisk Filologi. Han blev en faderfigur for yngre forskeres
og studerendes revision af deres fag — og fra
Sven Møller Kristensen 683
1970 for Litteratursociologisk Debatgruppe (forkortet
LSD) med bl.a. Carl Erik Bay, Pil Dahlerup, Bente
Hansen, Olav Harsløf, Hans Hertel, Beth Juncker,
John Chr. Jørgensen, Sigurd Kværndrup, Jette Lundbo
Levy, Erland Munch-Petersen, Ebbe Sønderriis og
Mette Winge.
Da fagoprøret fejede klassisk tradition og metodepluralisme
ud i krogene, søgte »Mølleren« at forene
modsætningerne - »forliger Eder, I skabhalse«, sagde
den ellers så forsigtige mand på et ophidset lærermøde
i Købmagergade. Og da Dansk Fagråd krævede at en
ny 1. delsdisciplin på forhånd blev defineret marxistisk
litteratursociologi, formanede han i en kronik marxister
og empirister om at arbejde sammen: »Det ville
være klogere om de stridende parter indså at de ikke
kan undvære hinanden. Teori uden fakta svæver i det
blå. Fakta uden teoridannelse ligger døde på jorden.«
(Politiken 20.11. 1972). Formuleringen er indbegrebet
af hans pragmatisk midtsøgende og frugtbart afbalancerede
metode.
Det sociale kunstbegreb er Møller Kristensens røde
tråd fra 30'rne til 80'erne — lidt for rød for nogens
smag. Det har undret mange at denne afholdte mand,
der helst undgik konfrontationer, kunne blive udelukket
fra Statsradiofonien under den kolde krig, bandlyst
af Jyllands-Posten og jævnligt mobbet i de berlingske
blade. For ikke at tale om ramaskrigene fra
60'ernes modernister, da han prøvede at forstå de sociale
kræfter bag en vis lagerforvalter Rindals oprør
mod statens kulturpolitik. Som formand for Kunstfondens
litterære tremandsudvalg 1974-77 tog han selv en
tørn, da et stipendium til Solvognens julemandshær i
1975 blev til en mediestorm.
Men modstanderne havde ret. Den milde, uimponerede
mand med alpehuen var en tæt og sej fighter.
Han gik hele feltet rundt fra musiksmag og litteraturteori
til pædagogik og kulturpolitik, angreb vrøvl og
fordomme, teknokrati og kommercialisme, men også
nyhedsræs i kulturlivet, kunstnerromantik og kunstforgudelse.
Han søgte den koncise formulering, kunne
være eminent vittig og velskrivende, og som sin ven
Poul Henningsen var han tålmodig nok til at sige det
samme igen og igen - og snedig nok til at vente til tiden
var moden og folk hørte efter. Det var en kreativ kulturradikalisme
- nogle vil sige listig.
»Brug fantasien og leg, i solskin og frihed, så er livet
dejligt som en drøm,« skrev han 1936 i jazzoratoriet
Livet er en drøm. Hans kongstanke var at forene krop og
sjæl, fornuft og sanser, at appellere til den enkeltes evner
og »skabende selvvirksomhed« (som han citerede
Poul Martin Møller), at gøre folk til herrer over deres
eget liv og historien — i stedet for at synke ned i passivitet
og pessimisme. Programmet var kunst og forskning
for menneskets skyld som vej til glæde, menneske- og
samfundsindsigt. Deraf hans polemik mod diverse
modernister og strukturalister.
Han havde sine hvide pletter. Nogle stejlede når
han satte tingene på spidsen; »Til helvede med Hindemith
— gi' mig Count Basie!« En yngre, mindre bly
kulturradikalisme mente at han - og hans generation -
ikke drev programmet om sjæl og krop konsekvent
igennem, og han havde det med al »metafysik« - incl.
C. G. Jungs psykologi - som H.C. Andersens Store
Claus havde det med degne. Det nærmeste den stædige
præstesøn kom til sit eget religiøse instinkt var
»When the Saints Go Marchin' In«. Men han var
udogmatisk tolerant, og han blev elsket fordi det swingede
omkring ham af kunstglæde, engagement og humor.
Selv når bølgerne gik højt på Hindsgavl Slot
fandt man ham om aftenen ved flyglet, hvor han spillede
firhændigt med konservative modstandere, og der
gik frasagn om hans indsats ved Det danske Akademis
møder - og fester.
Manden der skrev »Man sku' vær' sit eget livs direktør
« fandt selv melodien som et helt og sjældent
musisk menneske, længe før begrebet holisme kom på
mode (det fandt heller ikke nåde for hans skepsis). Det
gjorde ham altsammen til en kulturradikal centralfigur,
uundværlig i den kulturelle og pædagogiske debat,
til en stærk personlig inspiration og til en pioner i
sit fag, også ved at åbne det udad. Flere generationer
af musik- og litteraturfolk, pædagoger, kulturformidlere
og aktive sjæle i mange fag blev præget for livet af
denne humanist i alle ordets betydninger, der legemliggjorde
det bedste af arven fra 30'rne.
Ved 70-årsdagen blev han hyldet med festskriftet
Litteratur og samfund i mellemkrigstiden (red. af Carl Erik
Bay og John Chr. Jørgensen, 1979) som manden bag
»litteratursociologiens endelige institutionalisering i
Danmark omkring 1970« (s. 31), og ved hans afgang
blev professoratet defineret som »nordisk litteratur
med særligt henblik på litteratursociologi«. Men hans
interessefelt - og dermed arven fra ham - omfatter både
verdenslitteraturen og de fleste af kunstarterne. Alt
i alt vil han nok vise sig at være en af århundredets
frodigste kulturkritikere i traditionen fra Brandes og
Poul Henningsen — og måske den mest indflydelsesrige
litteraturforsker i generationen efter Paul V. Rubow.
Hans krydsning af anvendt videnskab og kunstnerisk
praksis vil fortsat kunne være en modgift når
kulturvidenskaberne truer med at sande til i formalisme.
Netop fordi hverdagens musik drev værket.
En varm augustdag 1991 blev det så bluestid for den
gamle jazzelsker selv. Han bør mindes med en dansk
blues: om fantasi og leg, i solskin og frihed - som Thøger
Larsens;
684 Nekrologer
Danmark, nu blunder den lyse Nat
bagved din Seng, naar du sover.
Gøgen kukker i Skov og Krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som Sang ved Vugger.
Pigernes Latter og lyse Haar,
Leg, som faar aldrig Ende,
Øjnene blaa som Vand i Vaar -
mildt om et evigt Danmark spaar,
Sol over grønne Sletter,
Lykke og lyse Nætter.
Hans Hertel
Arne Noe-Nygaard
Arne Noe-Nygaard
Arne Noe-Nygaard blev født i Ribe den 30. juli 1908
som søn af Søren Noe-Nygaard og Ingrid Adelaide
Sophie Noe-Nygaard (født Iversen). Han opvoksede
tæt ved den daværende grænse i et hjem præget af
dansk nationalt sindelag, og dette kom til at sætte sit
præg på ham. Allerede i skolen viste han stor interesse
for naturen, og efter afsluttet sproglig studentereksamen
ved Århus Katedralskole rejste han i 1927 til København,
hvor han begyndte at studere geologi under
professor O. B. Bøggild. Professor Bøggild var en indesluttet
personlighed, og det blev hurtigt klart for
Noe-Nygaard, at han også måtte søge viden uden for
København. Som student deltog han i Lauge Koch's
Østgrønlandsekspeditioner i 1929 og 1930, og han oplevede
at overvintre i vinteren 1931-1932 under treårsekspeditionen
1931-1934. Dette gav Arne Noe-Nygaard
en førsteklasses uddannelse i arktisk feltgeologi,
og det skabte hos ham en varig interesse for geologien i
den nordatlantiske region; samtidig lærte han en række
fremtrædende svenske geologer, som deltog i ekspeditionen,
at kende, ikke mindst professor H. G. Backlund.
I 1931 rejste Noe-Nygaard til Stockholm, hvor
han studerede petrografi under professor P. Quensel,
og efter hjemkomsten afsluttede han sin magisterkonferens
i København i 1933. De efterfølgende to år studerede
han petrologi under professor Backlund i Uppsala,
og herunder stiftede han bekendtskab med en
række unge geologer fra de nordiske lande. Tid til det
muntre studenterliv blev der også. Noe-Nygaard fortalte
tit om, hvorledes han var blevet anholdt og siden
idømt en bøde for med høj røst at have sunget »Herre
min gud« i den klare nat på offentligt sted i Uppsala,
efter indtagelsen af rigelige mængder af punch.
I 1937 forsvarede Arne Noe-Nygaard sin disputats
om »Die palaeozoischen Eruptivgesteine von Canning
Land« (i Østgrønland) ved Københavns Universitet.
Disputatsen repræsenterer hovedresultaterne af hans
feltarbejde i Østgrønland.
Efter flere års bekendtskab giftede han sig i 1938
med den unge zoolog dr.phil. Ellinor Bro Larsen, som
to år forinden havde disputeret på et arbejde om tunnelgravende
biller fra Skallingen. Sammen fik de tre
børn (Nanna, Karsten og Bodil), og det blev et langt
og lykkeligt ægteskab præget af begge ægtefællers levende
interesse for naturen.
I 1936 deltog Noe-Nygaard for første gang i en ekspedition
til Island under ledelse af naturgeografen
dr.phil. Niels Nielsen. Under arbejdet på Vatnajokull
gjorde Noe-Nygaard en række helt nye iagttagelser af
samspillet mellem vulkanske og glaciologiske processer,
og resultatet blev hans berømteste afhandling, det
banebrydende værk: »Subglacial volcanic activity in
ancient and recent times«. Som ekspeditionsdeltager
mødte han en ung islænding, den senere så berømte
vulkanolog Sigurdur Thorarinsson, med hvem han
knyttede et livslangt venskab, der blev til stor gavn for
det geologiske samarbejde mellem Island og Danmark.
Fra 1938 til 1942 var Arne Noe-Nygaard ansat ved
Danmarks geologiske Undersøgelse (DGU), hvor han
686 Nekrologer
i 1940 blev afdelingsgeolog. Under sin ansættelse fik
han mulighed for at begynde en undersøgelse af Færøernes
plateaubasalter fra Tertiærtiden.
I 1939 deltog Noe-Nygaard i en ekspedition til den
tertiære vulkanprovins i Vestgrønland under ledelse
af docent Alfred Rosenkrantz, og dette resulterede i
flere afhandlinger. Men selve feltarbejdet blev brat
stoppet af den anden verdenskrig, der på så mange
måder kom til at præge Noe-Nygaards liv.
I 1942 blev Arne Noe-Nygaard i en alder af 34 år
efter professorkonkurrence udnævnt til professor i mineralogi
ved Mineralogisk Museum ved Københavns
Universitet.
Et stort ansvar og en ganske tung pligtbyrde hvilede
på landets eneste professor i geologi; museet var blevet
administrativt forsømt af forgængeren, og enklere blev
det ikke af, at landet var besat af tyskerne. Som dansksindet
vestjyde følte Noe-Nygaard det som sin pligt at
gå ind i aktivt modstandsarbejde, og i de følgende år
kunne man finde museets professor med hammer og
kortmappe undersøge geologiske formationer påfaldende
nær militære anlæg, eller han kunne mødes i
kloakledningen nær Shell-huset i København optaget
af at tappe en telegrafledning til Norge. Han kunne
også mødes i Finansministeriet, når han modtog illegale
indbetalinger til modstandsfolk og deres pårørende,
ligesom han var aktiv i organiseringen af flugtruter
til Sverige. I efteråret 1943 var han medlem af Danmarks
Frihedsråd, ligesom han sad i Frit Danmarks
hovedledelse fra 1943 til 1946. Til sidst fattede tyskerne
mistanke til den lille firskårne mand med alpehuen,
og fra sommeren 1944 måtte han »gå underjorden«,
men han sås ofte klædt i kedeldragt på Mineralogisk
Museum, for mikroskopien skulle jo ikke helt forsømmes.
Efter krigen var der meget at gøre for fagets professor,
og i perioder nåede han op på 28 ugentlige undervisningstimer,
der omfattede stort set hele geologien.
Hertil kom så posten som museets bestyrer og en stedse
vigtigere deltagelse i udvalg og kommissioner.
Hvor de fleste professorer nok var segnet under denne
byrde, lykkedes det Arne Noe-Nygaard at starte et
vigtigt opbygningsarbejde for geologien. Her kom det
ham til gode, at han som illegal havde lært mange indflydelsesrige
personer at kende inden for mange grene
af samfundet, og at han altid havde efterladt indtrykket
af en begavet, modig og helt igennem hæderlig
mand. Noe-Nygaard har selv beskrevet sin arbejdsmåde
med ordene; »Fremgangsmåden i det daglige
var enkel og bestod i uddelegering af opgaver og ansvar
for helheden til den, der i det enkelte tilfælde måtte
anses for at være den bedst egnede til at løse dem«.
I 1945 gik han sammen med professor Rosenkrantz
fra Danmarks tekniske Højskole i forhandling med
Grønlands Styrelse og regeringen om at skabe Grønlands
geologiske Undersøgelse (GGU), og allerede i
forsommeren 1946 kunne man med en særbevilling i
ryggen sende i alt 24 personer på ekspeditioner til flere
steder i Grønland. I de følgende 20 år, indtil GGU i
1966 blev et selvstændigt direktorat under Grønlandsministeriet,
støttede Noe-Nygaard bestandigt den
fremvoksende undersøgelse, der efterhånden kom under
praktisk og administrativ ledelse af hans elev, K.
Ellitsgaard-Rasmussen. Men der skulle mere end penge
til at opbygge en dansk forskning i grundfjeldet, der
udgør en stor del af Grønland. Viden måtte tilvejebringes
inden for en lang række andre forskningsfelter,
og det skulle være dansk viden. Arne Noe-Nygaard
valgte derfor at sætte sine egne videnskabelige interesser
for vulkaner og basalter i baggrunden for at kunne
lede en større indsats i Vestgrønland. Den internationalt
anerkendte norske petrolog Hans Ramberg blev
for en tid hentet til Danmark, og sammen med Noe-
Nygaard gennemførte han en vigtig rekognosceringskortlægning
af det vestgrønlandske grundfjeld. Med i
sit grønlandsarbejde havde Noe-Nygaard sine bedste
studenter. Et centralt træk i hans virke som universitetslærer
var, at han satte stor pris på at se sine elever
vokse i frihed. Når den unge student blev stillet over
for at skulle foretage en geologisk undersøgelse, ventede
professoren på at se, om der nu kom gode ideer
frem. Hvis ideerne var gode, blev de støttet varmt på
enhver måde. Hvis de var mindre gode, blev der ikke
sagt nej, men sagen blev grundigt gennemdrøftet.
Men hvis studenten i stedet bad professoren om ideer,
ja så følte Noe-Nygaard slet ingen begejstring. En sådan
udvælgelse af studenter og unge geologer tager tid
og er effektiv i perioder med langsom vækst, og i perioden
1945-1960 virkede den fint; men i perioden 1960-
1975, præget af universitetets alt for hurtige vækst, fik
Noe-Nygaards udvælgelse ikke tid til at virke, og han
var på sine ældre dage ikke tilfreds med nogle af sine
valg fra den hektiske tid.
Dog, i den tidlige periode efter krigen gik det fint.
Noe-Nygaard skaffede sine bedste studenter ophold
ved udenlandske universiteter og prøvede så godt som
muligt at udfylde sit fag. Med væksten i staben mindskedes
Noe-Nygaards undervisningsbyrde efterhånden,
men han lagde stor vægt på at kunne præsentere
sit geologiske verdensbillede for hver ny årgang af studenter.
Det gjorde han dels ved at holde forelæsninger
og ved at skrive sin bog; »Geologi; Processer og materialer
« fra 1955. Hans forelæsninger var ikke uden
grund meget velbesøgte, for de var noget ganske særligt.
Med en fin sproglig beherskelse forsøgte han at
videregive sin egen glæde ved naturen, og mange af de
geologiske eksempler stammede naturligvis fra hans
feltarbejde og de mange rejser. Og stemmen fik en særlig
glød, når han forelæste om vulkaner og deres produkter.
I løbet af 1950'erne kunne Noe-Nygaard atter begynde
at bruge mere tid på udforskningen af de nordatlantiske
vulkanprovinser, og plateaubasaltområdernes
historie og opbygning optog ham meget. Særlig
Arne Noe-Nygaard 687
Færøerne kom til at nyde godt af hans indsats, og sammen
med sin tidligere elev og gode ven, den senere
statsgeolog ved DGU, Joannes Rasmussen kortlagde
han igennem mange år Færøernes basalter og skrev
adskillige afhandlinger om deres geologi og petrologi.
I 1969 udkom deres fælles hovedværk, det geologiske
kort med beskrivelse af Færøernes prækvartær.
Som et tegn på fremgangen i dansk geologi var Danmark
værtsland for den 21. internationale geologkongres
i 1960, og her havde Noe-Nygaard brug for hele
sit store organisationstalent.
I begyndelsen af 1960'erne udtalte Arne Noe-Nygaard,
at nu fortjente han »ten jolly good years«, hvor
han kunne forske for alvor; han tillod sig at fa studenter
inden for sit eget forskningsfelt og startede projekter,
udover på Færøerne også på Island og i Øst- og
Vestgrønland. Det blev hans sidste generation af elever,
og det var ham til stor glæde, at han nåede at se tre
disputatser forsvaret indenfor sit felt.
I denne periode gjorde han sammen med nordiske
kolleger en betydelig indsats for at styrke det nordiske
samarbejde inden for geologien, og i 1964 oprettedes
under Nordisk Ministerråd »de nordiske geoekskursioner
til Island«, og siden som kronen på værket i 1973
Nordisk vulkanologisk Institut i Reykjavik, med Noe-
Nygaard som styrelsesformand gennem en årrække.
I 1963 fraflyttede familien Noe-Nygaard tjenesteboligen
på Mineralogisk Museum for velfortjent at kunne
rykke ind i Videnskabernes Selskabs æresbolig
»Lundehave« ved Helsingør. Med flyttede en stor bestand
af både sten, planter, dyr, fisk og insekter. Dette
store hjem så fuldt af natur og kultur stillede han siden
gerne til rådighed for særlige geologiske repræsentative
formål.
I 1967 fratrådte Arne Noe-Nygaard som bestyrer
for de samlede geologiske institutioner ved Københavns
Universitet, men fortsatte som bestyrer for Mineralogisk
Museum. Da han jo aldrig havde været
egentlig mineralog, fratrådte han i 1970 efter eget ønske
sit oprindelige professorat for at blive professor i
dynamisk geologi. Endelig kunne Noe-Nygaard i 1977
fratræde efter 35 år på posten som bestyrer for det nu
omdøbte Geologisk Museum. Den post fratrådte han
gerne, for han var ikke en særlig begejstret tilhænger af
universitetets styrelseslov, der for ham forflygtigede
ansvar og ikke tilgodeså de særligt talentfulde.
I 1978 gik han på pension som 70-årig. Ved sin pensionering
ophørte Noe-Nygaard stort set med selv at
udforske den nordatlantiske basaltprovins, men da
det i begyndelsen af 1980'erne blev muligt at gennemføre
en dybdeboring på Færøerne, deltog han aktivt i
styringsgruppen. Hans store interesse for vulkanerne
ophørte aldrig, og han sagde pænt farvel med en fin
populær bog: »Vulkaner«, tilegnet ungdommen.
Herefter startede han så med at kombinere sin store
kulturelle interesse med sin glæde ved sten. Ofte kørt
af pensioneret kemiker ved Geologisk Museum, Me
Mouritzen, drog Noe-Nygaard på feltarbejde til de jyske
stenkirker, og han interesserede sig både for stenene
og den måde forfædrene havde behandlet dem på.
Resultatet var den fine bog »Kirkekvader og kløvet
kamp« fra 1985 samt adskillige artikler. Han fik også
tid til at skrive om museets og dansk geologis historie,
men med tiden blev han lidt ked af alle de mange nekrologer
han måtte skrive.
I 1983 døde hans Ellinor efter lang tids sygdom, og
det var et knusende slag, som det var svært at komme
over; men belært af sine børn om, at nu ville de ikke
også miste deres far, rettede han sig op, og snart sad
han atter ved sit skrivebord, hvis han da ikke var på
vulkantur til Santorini, i Arizonas ørken eller på besøg
i sit kære Østgrønland.
Ved hans død omfattede forfatterskabet ca. 180 artikler
og bøger om geologiske emner.
Arne Noe-Nygaard var i sin tid medlem af talrige
udvalg og bestyrelser. Selv lagde han nok mest vægt
på sine poster i Carlsbergfondets direktion (1963-
1980), i Nordisk vulkanologisk Institut (1973-1979),
samt i Dansk-islandsk Fond (1946-1979).
Han var medlem af talrige videnskabelige selskaber
i mange lande.
Han modtog adskillige ordener (K., FM.2*) og
mange hædersbevisninger. Mest glædede han sig nok
over den sidste han modtog, Friedmann Foundations
Reward, i 1984, som påskønnelse for sin forskning og
for sin store humanitære indsats for de danske jøder i
oktober-november 1943.
Arne Noe-Nygaard fremstår for eftertiden helt ubestrideligt
som den, der har betydet mest for dansk geologi.
Hans bemærkelsesværdige livsværk skyldes ikke
kun, at han var et højt begavet og kreativt menneske
med vidtforgrenede interesser. Han var også metodisk,
flittig og en betydelig organisator. Han var en
stærk og modig mand, som fulgte sin samvittighed,
også når det gjorde ondt eller kunne koste alt. Han
kunne ikke fordrage opportunisme og stillede ganske
hårde krav til sine nærmeste, for evner forpligter. Skal
man trods alt nævne fejl, var det nok, at han vanskeligt
sagde nej til den, der så gerne ville, men ikke rigtig
kunne. Men den lille fejl udsprang af, at han var så
venligt og varmt et menneske.
Man kunne passende slutte med hans egne ord om
sit livsværk (fra Københavns Universitet 1479-1979,
Bd. 8, s. 347), »Alt i alt må jeg vel som vestjyde mene,
at det nok kunne være gået værre«.
Vi er mange, der savner ham.
Asger Ken Pedersen

Niels Ove Roy-Poulsen 689
Niels Ove Roy-Poulsen
(Polfoto. Foto: Jacob Maarbjerg)
Afdelingsleder ved cyklotronen på Niels Bohr Institutet
Niels Ove Roy-Poulsen er født 16.4. 1926 i Ålborg.
Han fik magisterkonferens i fysik ved Københavns
Universitet i 1951 og blev derefter straks knyttet til
arbejdet ved cyklotronen. Netop i dette år blev denne
flyttet til et nyt stort kælderrum fjernt fra instituttets
øvrige bygninger, og dette rum var forsynet med metertykke
mure fyldt med en særlig bor-holdig beton til
afskærmning mod neutron- og gammastråling. Rettere
sagt, den store elektromagnet med tilhørende motordynamo
og forskellige transformere o.lign. flyttedes.
Men man benyttede lejligheden til en gennemgribende
ombygning af sender- og duantsystem og det
meste af hjælpeapparaturet. NORP's gå-på-mod,
snilde og praktiske sans kom til rig udfoldelse ved nykonstruktionen,
og han har på mange områder sat sit
præg på cyklotronen. Dette gælder også mange senere
ændringer og tilføjelser til maskinen. Af stor betydning
var udviklingen af en a-ionkilde, således at cyklotronen
i 1956, som noget på det tidspunkt ret enestående,
havde en a-stråle med en energi på 20 MeV.
Samme år lykkedes det os efter nogle måneders arbejde
at fa en lille brøkdel af denne stråle trukket ud af
maskinen. NORP var den skabende kraft ved konstruktionen
af en kvadrupolmagnet, som kunne drejes
og skubbes, så man let kunne finde dens optimale stilling.
For at kunne udnytte a-strålen til kernefysiske
undersøgelser var det ønskeligt at bøje den og sende
den gennem et hul i afsku;rmningsmuren til et naborum
med ringe baggrundsstråling og samtidig udvælge
en del af strålen med en væsentlig mindre energispredning.
Ved konstruktionen af den hertil anvendte
analysemagnet ydede NORP også væsentlige
bidrag, men vi havde stor gavn af den erfaring, som
medbragtes af den amerikanske fysiker H.W. Fulbright,
der var gæst hos os i et år. Sammen med ham
udførtes målinger over spredning af 20 MeV a-partikler
fra en række stofler, og dette var begyndelsen til flere
års kernefysiske undersøgelser med anvendelse af denne
a-stråle. NORP var medforfatter til et par publikationer
vedrørende a-spredning. Desuden var han yderst
hjælpsom ved en række studier over (a,p) reaktioner,
over Coulomb excitation, over sønderdeling af neon
med a-partikler, og flere. Han var medforfatter til arbejder
over rækkevidde målinger af rekyl-ioner fra areaktioner
og af 50 keV ioner fra isotopseparatoren.
I 1966 ændrede NORP hele arangementet med den
ydre stråle. I stedet for den hidtidige kilemagnet opstilledes
en ny analysemagnet, som havde cirkulære, planparallelle
polplader, og i stedet for det ene strålerør
anbragtes nu fire rør, som alle førtes til afskærmede rum
uden for beskyttelsesmuren. Man kunne så have fire
forskellige opstillinger stående og efter behag sende
strålen til enhver afdem ved at vælge magnetstrømmen
korrekt. Passende anbragte sluser muliggjorde, at en
opstilling kunne ændres uden at de andre generedes, og
at ind imellem kunne cyklotronen anvendes til isotopproduktion,
idet targets kunne bestråles internt med
den fulde stråle eller i kamre anbragt på den ydre stråles
vej.
690 Nekrologer
NORP var altid meget imødekommende overfor de
mange »kunder«, som gennem årene har faet udført
bestrålinger ved cyklotronen, hvad enten det drejede
sig om folk på instituttet, fx ved j3-spektrografen, eller
folk udefra, fx fra Zoofysiologisk Institut, eller fra udlandet.
I tidens løb er mere end 80 stoffer blevet bestrålet,
og har der været problemer, har NORP altid været
stærkt interesseret i at løse dem, og han gik ikke afvejen
for selv ret omfattende forsøg på at finde den for tilfældet
bedst egnede metode. Fx har cyklotronen leveret F-
18 til H. Bohr på Rigshospitalet til knogleundersøgelser.
I den ydre stråle anbragtes en glasflaske, eller senere
et rustfrit stålkammer, fyldt med neon til fire atmosfæres
tryk. Gennem et aluminiumsfolie sendtes en deuteronstråle
ind i gassen. Det derved dannede F-18 sætter
sig på væggen og kan efter bestrålingen skylles ud
med vand tilsat en anelse NaF. Igennem flere år leveredes
F-18 til forskellige læger på Rigshospitalet; ialt mere
end 250 leverancer.
Da det blev klart, at cyklotroner ikke længere kunne
konkurrere med tandem Van de Graaff acceleratorer til
kernefysiske undersøgelser, gik cyklotrongruppen under
NORP's ledelse mere og mere over til at fremstille
radioaktive isotoper til medicinsk brug, og i de senere år
er dette foregået på en betalingsbasis, således at indtægterne
fra isotopproduktionen har kunnet afholde
udgifterne til cyklotronens drift og til den kemisk-farmaceutiske
efterbehandling af de bestrålede targets.
Cyklotronen har også i udstrakt grad været anvendt
til studenterundervisning, både for specialestuderende
og for 1. dels studerende. Denne undervisning har haft
NORP's store interesse, lige som han har været en entusiastisk
underviser ved de »store øvelser« for 2. dels
studerende fra flere universiteter i Danmark. Endvidere
har han afholdt veltilrettelagte kurser i radioaktivitetsmålinger
og over elektroniske metoder. Han har
også taget initiativ til fremstilling af radioaktive kilder
til brug i gymnasier og seminarier, fx Cd-109 fremstillet
med cyklotronen.
Siden 1978 har NORP deltaget i et nært samarbejde
vedrørende meteoritstudier mellem cyklotrongruppen
og møssbauergruppen på Fysisk Laboratorium, H. C.
Ørsted Instituttet. I den forbindelse har han været initiativtager
til opbygningen af flere møssbauerspektrometre,
såvel konventionelle transmissionsspektrometre
som refleksionsspektrometre. NORP og medarbejdere,
heriblandt mange specialestuderende, har bidraget
til adskillige artikler, hvor møssbauerstudier har
været anvendt til undersøgelser af meteoritter. I den
senere tid har interessen især koncentreret sig om studiet
af formodede Mars-meteoritter og andre undersøgelser,
der kan have betydning ved landsætning af et
møssbauerspektrometer på Mars.
NORP's organisatoriske talent har medført, at han
har været et virksomt medlem af, og ofte formand for, en
lang række interne udvalg på NBI. Han var formand
for og daglig leder af sikkerhedsudvalget, som sørger for
kontrol af radioaktive doser til medarbejdere, afbrandog
ulykkesudstyr, af kemikalieaffald, mm. Han var formand
for udvalget for rundvisninger for gymnasie- og
seminarieklasser og udvalget for »Åbent hus«. Han var
medlem af bygningsudvalg og undervisningsudvalg
o.fl. Han har i nogle år været et konstruktivt medlem af
bestyrelsen for NBI; her har han fx været aktiv ved
udskiftningen af telefoncentralen.
Også uden for instituttet har han været meget virksom,
og han havde mange kontakter. Efter sin indkaldelse
til militæret havde han nær tilknytning til Forsvarets
Forskningsråd. Igennem en årrække var han meget
stærkt interesseret i fagforeningsarbejde og han var således
medlem af, og periodevis formand for bestyrelsen
af Dansk Magisterforening. Han var også medlem af
AC s bestyrelse og formand for AC 's tjenestemandsudvalg
og for AC's udvalg for Højere Uddannelse og
Forskning. Han spillede endvidere en rolle ved dannelsen
af Universitetslærerforeningen i 1985.
Roy-Poulsen var en god mand at konsultere om
praktiske faglige spørgsmål. Han var venlig og imødekommende
og var altid parat til at foretage undersøgelser
af problemer, som han ikke umiddelbart kunne svare
på. Hans pludselige død 19.6. 1991 efter en hjerneblødning
var et stort tab for hans venner og for Niels
Bohr Institutet.
N. O. Lassen
Arne Schnack 691
Arne Schnack
29. oktober 1942- 15. december 1991
Docent, dr.phii. Arne Schnack, der var lektor ved
Romansk Institut, døde afkræft efter en relativ kort,
men meget smertefuld sygdomsperiode, som han udstod
med den disciplin og det klarsyn, der altid havde
været karakteristisk for ham også i hans faglige virksomhed.
Arne Schnack tog embedseksamen i fransk og dansk
ved Københavns Universitet i 1968 og blev straks ansat
som amanuensis i fransk ved Romansk Institut. I
1973 erhvervede han guldmedalje for sin besvarelse af
universitetets prisopgave i romansk filologi: »En vurdering
af sprogteoretisk og sprogbeskrivende metodiks
anvendelse i moderne litteraturforskning inden
for et eller flere af de romanske sprogområder«. Afhandlingen
gennemgik mere specielt den strukturalistiske
litteraturforskning i Frankrig, og den demonstrede
beherskelse af såvel lingvistiske som litteraturvidenskabelige
problemer.
Arne Schnack havde skrevet sit speciale om litteratur,
men som det viste sig i prisopgaven, og siden
kom til udtryk i hans forskning, var han også optaget
af fagets lingvistiske dimension, hvilket er naturligt
nok, når man betænker hans fornemme strukturalistiske
skoling. Arne Schnack betragtede sig gerne
som elev af professor Knud Togeby og interesserede
sig generøst som han for alle aspekter af fransk, såvel
de sproglige som de litterære, men modsat mesteren
lagde han tyngdepunktet for sit engagement i litteraturen.
Imidlertid blev det undervisning i grammatik og
oversættelse, der kom til at præge hans karrieres sidste
år. Herom vidner bl.a. publikationen fra 1990: Problemtyper
ved oversættelse fransk-dansk.
Inden for det litterære område fordeler Arne
Schnacks indsats sig på to interesser, hvoraf den ene er
klart litteraturteoretisk, mens den anden snarere er tematisk
tolkende.
På den ene side publicerede Arne Schnack både
egentlige lærebøger og mindre, diskuterende afhandlinger
om litteraturanalyse og -teori. Efter en forstudie
i 1975, Fri os fra tekstbeskrivelsen, skulle bogen fra 1981,
Tekstanalyse og teori, blive skelsættende for hans virksomhed.
På den anden side var det, startende med lærebogen
fra 1975: Introduktion til fransk kærligheds poesi, tolkningen
af kærlighedstemaet, der lå ham på hjerte. I disputatsen
fra 1979, Animaux et paysages dans la description des
personnages romanesques (1800-1845), var emnet det dualistiske
menneskesyn og kærlighedsskildringen gennem
dyre- og landskabsbilleder i den romantiske periodes
litteratur. Disputatsen blev 1984 fulgt op af en
mindre, bredt formidlende bog. Den umulige kærlighed.
Studier i franske romantikere, der havde et stærkt personligt
præg. Ligesom Tekstanalyse og teori inden for det
litteraturvidenskabelige område blev denne bog nu på
et mere personligt niveau Arne Schnacks afsked med
en faglig beskæftigelse, der ellers havde været til så
stor glæde og inspiration både for ham selv, hans studerende
og hans kolleger.
I Tekstanalyse og teori foretages med hans egne ord »et
692 Nekrologer
opgør med forestillingen om immanent tekstanalyse«.
Det nye synspunkt, der trænger sig på er, at det er
læserens egne, subjektive spørgsmål og mere præcist
det individuelle, eksistentielle formål med litteraturlæsning,
der styrer den litterære analyse. Bogen forholder
sig explicit og positivt til hermeneutikere som
Hirsch, Gadamer og Ricoeur.
Den samme kredsen omkring formålet med videnskabelig
og pædagogisk beskæftigelse, nu vedrørende
specielt tekster med kærlighed som tema, træder frem i
den erklæret åbne og spørgende konklusion på Den
umulige kærlighed.
Arne Schnack var i disse år kommet frem til en meget
relativistisk, for ikke at sige nihilistisk, vurdering af
objektivitetskriterier og muligheder for videnskabelig
gyldighed i litterær beskæftigelse. Dette kan andre humanister
måske leve med, eller ligefrem føle sig stimuleret
af, men for ham var erkendelsen videnskabeligt
set en kilde til frustration, som gjorde ham mismodig.
Konsekvensen blev, at han i de sidste år koncentrerede
sig om fagets sproglige discipliner, der efter hans
anskuelse havde større affinitet til naturvidenskab, eller
i hvert fald til videnskabelighed. Det er sørgeligt, at
Arne Schnack ikke kom til at nyde godt af den nytænkning
og omvurdering, der foregår inden for flere naturvidenskabelige
fag i disse år.
For sine kolleger vil Arne Schnack nu stå som et
eksempel og som en inspirator med hensyn til kritisk,
faglig reflektion. Det er på sin plads at tilføje, at han
altid var med, når lærerne samledes for at diskutere
instituttets forskningsprojekter og -resultater, således
især ved de regelmæssige møder (»post-seminarer«),
hvor han utrættelig bidrog med interessante og relevante,
skarpsindige indlæg, uanset hvad der var mødets
tema.
Det var typisk for Arne Schnack, at han flere gange
publicerede afhandlinger i samarbejde med kolleger
fra instituttet (med Harald Gettrup, Michael Herslund,
Hans Peter Lund, John Pedersen, Steen Jansen).
Også i det praktiske liv på Romansk Institut var
han en samlende og skabende faktor, som litterær redaktør
af tidsskriftet Revue Romane, som studienævnsformand
i flere perioder og som institutbestyrer. -
Han var elsket af sine studerende, ligegyldigt hvad
han underviste i.
Arne Schnack havde et stort behov for umiddelbar
påskønnelse og sympati i sin nære kreds. Romansk
Institut, og her gav han selv mere end de fleste. Han
stræbte ikke efter at gøre sig gældende i det internationale
miljø, og derfor ville det være forkert at kalde
ham ambitiøs, således som hans alsidige og energiske
forskningsvirksomhed måske kunne forlede til.
Tværtimod var han et ydmygt og beskedent menneske,
hvilket viste sig i hans stadige behov for kollegernes
agtelse og i hans helt specielle, selvironiske og
sarkastiske humor, som de der holdt af ham vil mindes
med smerte.
Jonna Kjær